Om fællesskabelse

Af Carsten Pedersen


Artiklen kan købes i pdf-format her



Indledning

Det sociale liv tager mange former og kan omtales på mange måder. Fællesskabelse er en nyere én af dem.

I det følgende undersøges begrebet fællesskabelse nærmere og relateres til inklusionens dilemmaer, som de rejser sig aktuelt i danske velfærdsinstitutioner.


Lidt om den aktuelle brug af ordet ‘fællesskabelse’

Ordet ‘fællesskabelse’ kan ikke findes i autoriserede ordbøger som for eksempel på www.sproget.dk – men måske er det kun et spørgsmål om tid, idet ordet synes at vinde stadig større udbredelse.

For eksempel er der inden for de seneste par år udbudt AMU-kurser under titlen ‘Synergisk fællesskabelse og arbejdsstolthed’ og Foreningen for UdviklingsKonsulenter (ffUK) så fællesskabelse som en betydningsfuld ‘trendens’ i 2012. Eleverne på Ahlmann-Skolen i Sønderborg arbejdede med fællesskabelse på skolens trivselsdage i 2011. I en daginstitutionsklynge på Nørrebro har ordet fællesskabelse fundet vej til institutionernes værdigrundlag. Plejecenter Syd i Aabenraa Kommune søger i en jobannonce fra 2013 en social- og sundhedsassistent, hvor centrets kerneopgaver defineres som sundhed, mestring og fællesskabelse.

Svend Brinkmann og Elsebeth Jensen havde i 2012 en kronik i dagbladet Information med titlen Fællesskab er en udfordring for alle, hvor de skrev: “Der er i disse år en fundamental mangel på viden om fællesskabelse — viden om, hvordan gode fællesskaber udvikles” – og videre: “… de fleste grupper af børn — og for den sags skyld også voksne — der bringes sammen, bliver ikke til et konstruktivt og udviklende fællesskab af sig selv. Det kræver hårdt arbejde, som vi kalder fællesskabelse …”.

Fællesskabelse forbindes tilsyneladende med noget positivt. Men hvad kan vi mere præcist lægge i ‘fællesskabelse’ forstået som et analytisk begreb, der skal kunne bidrage til refleksioner over tankevækkende arbejdssituationer i danske velfærdsinstitutioner – og hvorfor ikke bare bruge det gode gamle ord ‘fællesskab’?


Fællesskabets entydighed – fællesskabelsens tvetydighed

Følgende situationsbeskrivelse kan være omdrejningspunktet for en første undersøgelse af, hvad der kan forstås ved henholdsvis ‘fællesskab’ og ‘fællesskabelse’:

Det er formiddag i børnehaven og 15 børn og 2 pædagoger befinder sig på Løvestuen. Lukas har hjemmefra medbragt et lille stykke papir tegnet som en 2-krone og klippet den ud, så det ligner en mønt. Brian har pludselig taget eller fundet denne ’mønt’, så drengene kommer over til GERDA, mens de skændes om hvis ’mønt’ det er. Lukas siger: ”GERDA! Brian har taget min mønt”, mens han rækker ud efter mønten. Brian tager hånden væk, så Lukas ikke kan nå. Brian: ”Nej, jeg fandt den, nu er det min”. GERDA fortæller drengene, at hun godt har set, at Lukas havde denne mønt med hjemmefra, og mønten derfor er Lukas’, men hun beder samtidig om at få lov til at se mønten. Brian afleverer mønten til GERDA, som kigger på den. GERDA siger: ”Den er vel nok flot. Har du lagt en 2-krone under et stykke papir og tegnet ovenpå, så det ligner en rigtig mønt, og bagefter klippet en ud?” Lukas ansigtsudtryk skifter fra vrede til et stort smil: ”Ja”, svarer han. GERDA: ”Mon ikke vi kunne finde ud af lave sådan nogle her i børnehaven, hvis jeg finder en mønt til jer?” Drengenes fulde opmærksomhed er pludseligt rettet mod pædagogen. De kigger herefter på hinanden og smiler og nikker begge, hvorefter de går efter GERDA, som hjælper drengene i gang med at tegne og klippe. Andre børn følger trop og GERDA må finde flere mønter. Herefter sidder 5-7 børn samlet om at lave mønter, og det blev også aftalt at børnene skulle skrive navne bagpå, så de kunne se hvis mønter der var deres. Børnene brugte det meste af dagen på denne leg. (Iagttagelse foretaget af en pædagogstuderende i uddannelsespraktik i 2013)

Samme situationsbeskrivelse er brugt i artiklen Hvad er dilemmaopsporing? og her kan interesserede læsere finde en nærmere undersøgelse af, hvad der kan siges at være i spil og på spil i situationen – samt følge opsporingen af et dilemma ved brug af dilemmadiagrammet. I nærværende sammenhæng er det som sagt fællesskab og fællesskabelse, der skal være omdrejningspunkt.

Hvad betyder det, hvis man siger, at det børnene (og pædagogen) har sammen er et fællesskab? Og hvad sker der, hvis man i stedet taler om fællesskabelse?

Brugen af ordet ‘fællesskab’ får os vel umiddelbart til at lede efter en ‘ting’ eller en ’tilstand’, der svarer til dette ord. Man kunne hæfte sig ved formuleringen: “Herefter sidder 5-7 børn samlet om at lave mønter (…) Børnene brugte det meste af dagen på denne leg”. Dette ‘legefællesskab’ kan opfattes som noget, der er. I hvert fald for en tid. I denne forstand taler vi af gode grunde om fællesskaber som noget relativt fast, stabilt og entydigt. På den anden side står der jo 5-7 børn, hvilket kunne indikere, at børn går til og fra aktiviteten. Men er fællesskabet så? På sin vis, for de børn, der løbende involverer sig, er jo sammen om det samme. Hermed bliver det ‘møntproduktionen’, der definerer fællesskabet.

Men man kan også sagtens forestille sig, at dette ‘møntproduktionsfællesskab’ fungerer ganske forskelligt afhængig af, hvem der er sammen om at producere mønter eller af, hvordan det specifikke samspil mellem børnene fungerer. Fællesskabet kan jo faktisk ændre karakter fra det ene øjeblik til det andet – selv med de samme deltagere. For eksempel kan en konflikt mellem nogle af børnene bringe selve konflikten i spil og skabe et ‘forhandlingsfællesskab’ i – eller som erstatning for – det allerede etablerede ‘møntproduktionsfællesskab’. Man kan vel ikke længere tale om et fællesskab, der er (det samme) – når børn, der bidrager med noget ganske forskelligt, kommer og går, eller når samspillet grundlæggende ændrer karakter undervejs?

Bruger vi nu i stedet ordet ‘fællesskabelse‘, bliver vores blik mere procesorienteret. Vi bliver opmærksomme på det fælles som et fænomen, der bliver til, vedligeholdes og udvikles. Fællesskabelsen drejer sig om ‘mønten’ – i første omgang med henblik på ‘ejendomsretten’ og i anden omgang med henblik på ‘møntproduktionen’. Men fokuserer vi på processer – fremfor på fællesskabet – er det ikke længere så afgørende først og fremmest at få afgrænset selve aktiviteten eller antallet af deltagere. Dertil kommer, at pædagogen nu kommer ind i billedet som en afgørende fællesskabende faktor. Det gælder både i konflikthåndteringen vedrørende ‘ejendomsretten’ og i igangsættelsen af selve ‘møntproduktionen’. Det bliver også mindre afgørende, at nogle børn kommer til og går igen, idet de under alle omstændigheder må opfattes som aktive deltagere i de sociale processer, som fællesskabelsen udgør.

I følge Den Danske Ordbog bruges ordet fællesskab i aktuel dansk sprogbrug både om “… det at en gruppe mennesker er sammen om noget og derved føler en vis samhørighed” og om “… sammenslutning, forening eller lignende”. Den måde som jeg først brugte ordet ‘fællesskab’ på ovenfor trækker nok i virkeligheden i retning af den sidste betydning: en sammenslutning af personer med en fælles interesse. Mens min brug af ordet ‘fællesskabelse’ ligger tættere på den første betydning. Især, idet man bider mærke i, at der er tale om en vis samhørighed. Men måske skurer det alligevel lidt, når der står ‘gruppe’ og ‘samhørighed’, som jo kan give associationer til en mere fast samling eller flok.

Med brugen af ordet ‘fællesskab’ tenderer man altså en opfattelse af det fælles som noget relativt entydigt, substantielt og stabilt, mens brugen af ordet ‘fællesskabelse’ synes at åbne for fortolkninger af det fælles, som et mere tvetydigt og processuelt fænomen. På den baggrund vil jeg foreslå følgende foreløbige indkredsning af ordet fællesskabelse: Fællesskabelse opstår, når mennesker er sammen om at vedligeholde og udvikle noget – og derved føler tilhørighed

Denne opfattelse af fællesskabelse udelukker på ingen måde en fortsat brug af ordet ‘fællesskab’ i en mere traditionel betydning, idet det sociale liv som bekendt er rigt på fænomener, der også med fordel kan fortolkes i dette lys.

Men måske kunne ‘fællesskab’ og ‘fællesskabelse’ bruges som to komplementære og analytiske tilgange, der får forskellige aspekter ved det sociale liv til at træde frem? Sådan som vi også så situationsbeskrivelsen fortolket ovenfor. I givet fald er der ingen grund til på forhånd at afgøre, om der i en given sammenhæng er tale om det ene eller det andet – det må netop komme an på en nærmere undersøgelse. Og måske vil det i undersøgelsen give god mening – over tid – at skifte mellem at se på det sociale liv som et fast og afgrænset fællesskab henholdsvis som en dynamisk og processuel fællesskabelse.


Hvad ved vi om fællesskabelse?

I 2011 udgav Svend Brinkmann og Elsebeth Jensen bogen Fællesskab i skolen, hvorfra inspirationen til kronikken, der blev citeret ovenfor, stammer. Elsebeth Jensen skriver her, at begrebet ‘fællesskabelse er at foretrække fremfor begrebet ‘fællesskab’, idet lærere (det kunne også  være andre velfærdsprofessionelle) vedvarende må:

… arbejde med, hvordan fællesskabet og individet dynamisk og gensidigt skaber hinanden, fremfor at fokusere på blot det ene eller det andet. (ibid., s. 27)

Og Svend Brinkmann tilføjer, at begrebet indebærer en mere dynamisk tænkning om individ og fællesskab, hvor der lægges vægt på:

… at individualitet altid er noget socialt, og at et fællesskab altid skabes og fornyes gennem individers handlinger (…) Fællesskaber er noget, der hele tiden gøres og derfor vil jeg (…) tale om fællesskabelse. (ibid., s. 154)

Begrebet markerer, at fællesskaber:

… ikke bare findes i fiks og færdig form, men konstant gøresskabes og opretholdes. (ibid., s. 157)

Fællesskaber kan med andre ord ikke blot opfattes som noget givet, og der eksisterer ikke et udvendigt forhold mellem individ og fællesskab. John Dewey, som Jensen & Brinkmann henter inspiration hos (uden at Dewey selv gør brug af begrebet fællesskabelse), formulerede denne pointe meget klart allerede i 1938:

Påstanden om, at individer lever i en verden, betyder helt konkret, at de lever i en række situationer. Og når det bliver sagt, at de lever i disse situationer, er betydningen af ordet ‘i’ forskellig fra den betydning det har, når man siger, at pengene er ‘i’ lommen, eller at malingen er ‘i’ bøtten. Det betyder, (…) at der foregår et samspil mellem et individ og ting og andre mennesker. Man kan ikke skille begreberne situation og samspil fra hinanden. En erfaring er altid det, den er, på grund af at der foregår et samspil mellem et individ og det som på det givne tidspunkt udgør dets omgivelser (…). Omgivelserne er (…) alle de vilkår, som ved at træde i samspil med de personlige behov, ønsker, hensigter og evner skaber de erfaringer, som gøres. (Dewey i Hans Finks bog John Dewey (Berlingske Forlag, 1969, s. 212))

Dette samspil mellem individ, ting og andre mennesker, er i mine øjne aspekter ved enhver fællesskabelse. I mere abstrakte termer kan de betegnes individualitet, materialitet og socialitet.

Fællesskabelse

Deltagelse har såvel en individuel som en social side. Man er på én gang del-tager, idet man gør sig og sit gældende, og del-tager, idet man må give sit bidrag til det fælles for at blive opfattet som legitim deltager. Men også materialiteten er – som figuren ovenfor viser – et aspekt ved enhver fællesskabelse. Dette aspekt handler om konkrete ting, vi skaber, bruger og omgiver os med – men det handler også om relationerne mellem mennesker og ting – og tingenes betydning for os som individer og for det sociale liv. ‘Mønten’ var, som vi så i situationsbeskrivelsen ovenfor, en meget betydningsfuld med- og modspiller i Børnehaven. Det er der rigtig mange andre ting (og fænomener, der opfattes som ting), der også er.

Læringsteoretikeren Etienne Wenger taler i hans bog Praksisfællesskaber fra 2004 om, at enhver praksis kan være mere eller mindre tingsliggjort, idet deltagerne i denne praksis løbende skaber eller benytter sig af fysisk indretning, genstande, værktøjer, abstraktioner, symboler, historier, udtryk og begreber (der opfattes som ting) (læs mere om begrebet tingsliggørelse og få eksempler på, hvordan fænomenet kommer til udtryk i praksis i artiklen Socialt inkluderende praksisanalyse).

Kursiveringerne i ‘tingslig-gørelse‘ og i ‘tingslig-gørelse’ i delmængderne i figuren ovenfor er min opfindelse. ‘Tingslig-gørelse‘ skal markere individers aktive frembringelse og brug af ‘materialiteten’ – som når ‘mønter’ fremstilles og signeres eller gøres til genstand for konflikt i situationsbeskrivelsen. ‘Tingslig-gørelse’ skal omvendt markere, at dele af ‘materialiteten’ og ‘socialiteten’ fungerer som vilkår, der (for tiden) tages for givet. Som når ejendomsretten til ‘mønterne’ og de ting og sager, der skal bruges til at fremstille ‘mønter’ med, tages for givet som faktiske kendsgerninger. I praksis drejer situationer sig om noget, der involverer nogen, og det henviser deltagerne til nogle specifikke kendsgerninger. For eksempel kroppe, fysiske indretninger, genstande, handlemønstre og regler, der forekommer naturlige og uomgængelige. Man kan kalde disse kendsgerninger fakticiteten (som Nils Mortensens gør det i bogen Det paradokalsale samfund, 2004, s. 199). Fakticiteten har en selvstændig regulerende virkning på menneskelige samspil, idet nogle faktalignende omstændigheder tages for givet og fungerer som en henvisningsmekanisme – et ureflekteret ’sådan er det bare’ – der henviser til såvel socialitet som materialitet forstået som tingsliggørende vilkår.

Det nævnte samspil mellem fællesskabelsens tre aspekter kunne godt give anledning til en yderligere præcisering af begrebet fællesskabelse: Fællesskabelse opstår, når mennesker tager del i samspil, hvor de vedligeholder og udvikler noget – og derved føler tilhørighed.

Samspillet mellem fællesskabelsens tre aspekter er vigtige at have in mente, når vi i det følgende vender os mod John Deweys mere pædagogiske og didaktiske refleksioner. Men først er det værd at overveje, om ikke fællesskabelsens indbyggede konfliktualitet indtil videre er blevet underspillet.


Fællesskabelse er også konfliktfyldt

Som vi så i situationsbeskrivelsen ovenfor, er konflikter en uomgængelig del af hverdagslivet og dermed fællesskabelse i danske velfærdsinstitutioner. Faktisk var det jo en konflikt, og en pædagogs håndtering af denne konflikt, der skabte betingelser for at ‘møntproduktionsfællesskabelse’ kunne dukke op som en mulighed.

Deweys brug af begrebet samspil trækker nok i en relativ ‘harmonisk’ retning, der ikke i tilstrækkelig grad yder fællesskabelsens indbyggede konfliktualitet – og de magtforhold, der er forbundet hermed – tilstrækkelig retfærdighed.

Med inspiration fra Lars-Henrik Schmidt – der har et godt blik for det konfliktuelle – kan man tale om det sociale liv som en uendelige række af sociale træf og sociale træfninger (jf. Schmidts bog Diagnosis I – filosoferende eksperimenter, 1999, s. 29). I sociale træf ‘omgås’ vi, idet vi respekterer, lever med eller bærer over med hinandens forskellige måder at forholde os til noget på – her er konfliktualiteten med Schmidts ordvalg uartikuleret. I sociale træfninger derimod artikuleres konfliktualiteten og der opstår en egentlig konflikt, hvor vi vil have andre til forholde sig til noget på samme måde, som vi selv gør. Enten fordi vi mener, at vi repræsenterer de rigtige værdier, eller fordi vi mener, at vi ligger inde med en almengyldig sandhed.

Når vi ‘omgås’ i sociale træf taler Schmidt om det fælles liv som gemenhed, uden der af den grund skal lægges noget negativt – eller for den sags skyld positivt – i dette upåagtede sociale fænomen (jf. Schmidts bog Diagnosis II – socialanalytiske fatninger, 1999, s. 11). Gemenheden er det sociale livs uartikulerede og ubestemte forudsætning, som vi løbende omsætter til noget andet, idet egentlige fællesskaber dukker op (i forbindelse med sociale træfninger). Forskelle mellem os og dem bruges så typisk til at afgrænse og legitimere fællesskabet med.

Hvis Lukas levede med, at Brian legede med ‘mønten’ – måske fordi det var mindre vigtigt i situationen – ville der være tale om et socialt træf, hvor de to drenge nok ville forholde sig forskelligt til mønten, men hvor de ville omgås i gemenhed. I det omfang, Lukas hævder sin ‘ejendomsret’ og Brian leverer mønten tilbage, som det mest naturlige i verden, ville der være tale om det samme. En social træfning opstår først, idet begge drenge hævder deres ret til ‘mønten’ – og der er nu basis for en egentlig fællesskabsdannelse, hvor der dannes skillelinjer mellem dem, der holder med Lukas og dem, der holder med Brian. Afhængigt af drengenes social position i institutionen i øvrigt og af pædagogernes måde at håndtere konflikten på, kan sådanne konflikter have betydelige marginaliserende og til tider også ekskluderende virkninger (jf. artiklen Marginaliseringsmagten og marginaliseringsfeltet). Det ændrer imidlertid ikke ved, at sociale træfninger er uomgængelige – men de kan selvfølgelig håndteres mere eller mindre hensigtsmæssigt.

Sociale træfninger – egentlige konflikter – kalder på retfærdiggørelse af de ’ordner’, der gøres gældende i konflikten. Det kan for det første ske på den måde, at nogle afgrænser sig i en bestemt fælleshed – og hermed opstår der et ’os’ (for eksempel ’os’ på stuen, der ved, hvordan man laver ‘mønter’ og signerer dem rigtigt). Dette ’os’ afgrænser sig i forhold til et ’dem’ (for eksempel de børn på stuen, der ikke kan eller vil deltage i ‘møntproduktionen’). Når dette indtræffer, kan gemenheden, der dybest set er for alle, forvandle sig til langt mere ufleksible fællesskaber, der skaber en særlig solidaritet, hvor deltagerne afgrænser sig og mener at adskille sig fra alle andre ved at dele og forsvare bestemte normer, værdier, interesser og handlemønstre. Denne type fælleshed skaber en samhørighed, der virker langt mere sammentømret end gemenhedens mindre forpligtende, men ikke mindre betydningsfulde, tilhørighed.

Retfærdiggørelsen af hvilken ’orden’, der gøres gældende, kan – for det andet – ske ved, at deltagere i en konflikt (en social træfning) hævder, at deres måde at forholde sig på burde gælde for ethvert menneske i almenhed. Pædagogen i situationsbeskrivelsen ovenfor kunne for eksempel generalisere og argumentere for, at ‘ejendomsret’ er en universel og ukrænkelig menneskeret, der må gælde for alle og enhver.

Uanset om retfærdiggørelsen af ’den rette måde’ at forholde sig på sker under henvisning til en fælleshed eller en almenhed, så gør mindst én af parterne i en konflikt gældende, at der kun er én måde, at forholde sig på. Nu kan intet fællesskab som bekendt opretholde en 100 procent enighed, og ingen generalisering kan holde 100 procent vand, når det kommer til praksis og livet nu engang skal leves. Gemenheden indfinder sig derfor igen – og viser sig hermed at være afgørende for det sociale livs sammenhængskraft.

I mine øjne kan fleksibel fællesskabelse på denne bagrund opfattes som et fænomen, hvor deltagerne ‘lever med’ en vis grad af gemenhed. Ligesom fleksible fællesskaber kan opfattes som fællesskaber, hvor deltagerne ‘lever med’ en vis grad af fællesskabelse (og hvor fællesskabet dermed ikke er fuldstændig blottet for gemenhed). På et kontinuum, der går fra den rene gemenhed til det etablerede fællesskab, kunne man altså skubbe fællesskabelse ind som  et tredje led: Gemenhed – fællesskabelse – fællesskab. Og man kunne tale om en given social sammenhæng som mere eller mindre præget af fællesskab, fællesskabelse og gemenhed.

Ud fra Schmidts begreber om konfliktualitet og gemenhed bliver det klart, at samspil også altid er modspil. For hvis der ikke er (plads til) modspil vil konfliktualiteten alt andet lige stige og måske i sidste ende true med af ødelægge fællesskabelsen eller fællesskabet. Ordet samspil bruges i følge Den Danske Ordbog i betydningen “gensidig påvirkning mellem flere indbyrdes afhængige størrelser, for eksempel sammenhørende dele eller samarbejdende personer”, mens ordet modspil, ifølge samme ordbog, blandt andet bruges om “noget som danner en (ønsket) kontrast til eller afbalancering af noget”.

Vi kommer derfor ikke uden om, at justere begrebet fællesskabelse endnu engang: Fællesskabelse opstår, når mennesker tager del i samspil og modspil, hvor de vedligeholder og udvikler noget – og derved føler tilhørighed. 


Dewey og inklusionens dilemmaer

Lad os nu vende os mod John Deweys pædagogiske og didaktiske tanker om, hvordan professionelle kan gribe situationer og samspil an – og relatere disse overvejelser til inklusionens dilemmaer, som de rejser sig aktuelt.

I følge Dewey fungerer for eksempel den traditionelle skole (og uddannelse) på en måde, hvor der ikke tages tilstrækkeligt hensyn til situationen og samspillets betydning:

… jeg tror det er rimeligt at sige at en af grundene til at lærerens personlige ordrer så ofte spillede en urimelig stor rolle og en af grundene til at den orden, der herskede, i så høj grad var et spørgsmål om simpel lydighed over for en voksens vilje, ligger i, at situationen næsten tvang læreren til det. Skolen var ikke en gruppe eller et fællesskab, der blev holdt sammen på grund af, at man deltog i fælles aktiviteter. Følgelig manglede de normale, rimelige betingelser for regulering. Manglen herpå blev opvejet, og måtte i stor udstrækning opvejes ved lærerens indgriben. Det var ham, der, som det blev sagt ‘holdt orden’. Det var ham der opretholdt den, fordi ordenen beroede på ham i stedet for på det fælles arbejde, der blev gjort (…) i det som kaldes den nye skole har [man] placeret den primære kilde til social regulering i arten af selve det arbejde, der udføres som et fælles forehavende, som hver enkelt har mulighed for at bidrage til, og som alle føler et ansvar overfor (…) Opdrageren har et ansvar for at kende individerne og for at have et kendskab til emner, der vil muliggøre, at der kan udvælges aktiviteter som lader sig indordne i et socialt mønster, et mønster hvor individerne har mulighed for at yde deres bidrag og hvor den aktivitet, som alle deltager i, er det, som hovedsagligt bærer den sociale kontrol. (op.cit., s. 222-223)

På sin vis formulerer Dewey her (i 1938) de tvedelte præmisser, der gør sig gældende i enhver fællesskabelse – og som velfærdsprofessionelle i nutiden erfarer som inklusionens dilemmaer. Hensynet til individerne (‘kende individerne’) såvel som hensynet til det fælles (‘et socialt mønster’). Samt hensynet til tingsliggørelsen (’emner’ og ‘aktiviteter’) såvel som hensynet til deltagelsen (‘individerne har mulighed for at yde deres bidrag’).

Man kan læse mere om inklusionens dilemmaer (og relaterede begreber) i artiklen Socialt inkluderende praksisanalyse, hvor de skitseres på følgende måde ved brug af dilemmadiagrammet:

Inklusionens dilemma I

Inklusionens dilemma II

I følgende formulering træder det dilemmatiske ved fællesskabelsen netop tydeligt frem, idet Dewey eksplicit forholder sig til de børn og unge, der befinder sig i udsatte positioner:

Det er sandsynligt, at der er nogle, der, når de kommer i skole, allerede er ofre for skadelige vilkår uden for skolen, og som er blevet så passive og urimeligt føjelige, at de ikke kan bidrage. Der vil være andre, der på grund af tidligere erfaringer er storsnudede og uregerlige og måske ligefrem oprørske, og det er givet, at det generelle princip om social regulering ikke kan anvendes i sådanne tilfælde. Det står også fast, at der ikke kan opstilles generelle regler for behandlingen af sådanne tilfælde. Læreren må behandle dem individuelt. De kan opdeles i grove klasser, men der er ikke to, der er nøjagtigt ens. Opdrageren må, så godt som han eller hun kan, opdage årsagen til de genstridige holdninger. Han eller hun kan ikke, hvis undervisningsprocessen skal gå videre, gøre det til et spørgsmål om at sætte én vilje op imod en anden for at se, hvilken der er stærkest, og heller ikke tillade de uregerlige og ikke-deltagende elever hele tiden står i vejen for de andres opdragende aktiviteter. Måske er udelukkelse det eneste middel, der står til rådighed, når man er kommet til et vist punkt, men det er ikke nogen løsning. For det kan forstærke selve de årsager, som har frembragt den uønskværdige anti-sociale holdning som f.eks. trang til at tiltrække sig opmærksomheden eller til at skabe sig. (ibid., s. 223-224)

Dewey drager den konklusion, at disse børn og unge i fortiden må have oplevet mangel på aktiviteter og arbejde, der skaber “… situationer, som af sig selv har tilbøjelighed til at virke regulerende på, hvad denne eller hin elev gør, og hvordan han gør det”. Og han præciserer, hvad han mener med denne sociale regulering:

… regulering af individuelle handlinger udøves af hele den situation, individerne er involveret i, som de tager del i, og hvori de er medvirkende og integrerede dele (…) de som deltager føler ikke, at der herses med dem af en enkeltperson, eller at de er underkastet en udenforstående persons vilje. (ibid., s. 220-221)

Når børn og unge ikke oplever denne form for social regulering skyldes det ifølge Dewey i reglen mangel på “forudgående velgennemtænkt planlægning” (ibid., s. 224). Det kan skyldes, at de ansvarlige professionelle finder en sådan planlægning unødvendig og måske endda mener, “at den strider imod elevernes retmæssige frihed” (bid., s. 224). Det kan også skyldes, at den gennemførte planlægning har været så “rutinemæssige at den gav meget lidt spillerum for individuel tænkning eller for idéer, der skyldes særlige individuelle erfaringer” (ibid, s. 225). Men planlægning skal der under alle omstændigheder til:

Jeg ved ikke hvad lærerens større modenhed, og lærerens større viden om verden, om fagene og om individerne skal tjene til, hvis ikke læreren kan skabe betingelser, der fremmer de fælles aktiviteter og det mønster, som virker regulerende på de individuelle impulser blot i kraft af den kendsgerning at alle er i gang med et fælles forehavende. (ibid.)

Planlægningen må imidlertid være mere fleksibel og ‘opdrageren’ må:

… bedømme evner og behov hos det bestemte hold individer han har med at gøre og han må samtidig skabe de vilkår, som udgør emnet for eller indholdet af de erfaringer som tilfredsstiller disse behov og udvikler disse evner. Planlægningen må være fleksibel nok til at give erfaringens særpræg frit spil og dog fast nok til at styre henimod kræfternes stadige udvikling. (ibid.)

En sådan fleksibilitet kan kun lade sig gøre, hvis den professionelle og dem, han eller hun har med at gøre, indgår i et samspil og i en social proces:

Princippet om, at erfaringens udvikling sker i samspil, betyder at undervisningen essentielt er en social proces. Denne egenskab virkeliggøres i det omfang individerne udgør et gruppefællesskab. Det er absurd at udelukke læreren fra at være medlem af gruppen. Som gruppens mest modne medlem har han et særligt ansvar for, at det samspil og den samtale, som er selve livet for gruppen som fællesskab, gennemføres (…) Da eleverne var i en klasse snarere end i en social gruppe handlede læreren nødvendigvis og i det store hele udefra og ikke som lederen af en udviklingsproces, som alle deltog i. Når undervisningen baseres på erfaringer, og det indses, at opdragende erfaringer er sociale processer, skifter situationen radikalt. Læreren mister sin position som udenforstående chef eller diktator, og bliver i stedet leder af gruppens aktiviteter. (ibid., s. 225-226)


Afrunding

Det giver mening, at velfærdsprofessionelle opfatter begreberne ‘fællesskab’ og ‘fællesskabelse’ som komplementære analytiske tilgange, når de reflekterer over deres praksis. I den forbindelse er der, som vi har set, betydelig inspiration at hente i begreber udviklet af såvel John Dewey, Etienne Wenger som Lars-Henrik Schmidt.

Fællesskabelse opstår, når mennesker tager del i samspil og modspil, hvor de vedligeholder og udvikler noget – og derved føler tilhørighed. Fællesskabelse er også personskabelse under nogle givne sociale og materiale vilkår – og derfor altid dilemmafyldt. Opgaven for velfærdsprofessionelle bliver, med Lars-Henrik Schmidts ord, at

… kvalificere forestillingen om, at opgaven er at praktisere og teoretisere over de sociale betingelser for den menneskelige dannelse og dannelsesbetingelserne for det sociale liv (Lars-Henrik Schmidt i artiklen ‘Socialpædagogikkens fremtid – officielle bekymringer’, der kan findes i bogen Socialpædagogik – en grundbog, 2013, s. 431)

© Copyright Omsigt v/Carsten Pedersen

Artiklen blev publiceret i sin første version i september 2013 på omsigt.dk.

Book Carsten Pedersen til et foredrag, en halv eller en hel temadag eller et udviklingsforløb med fokus på fællesskab og fællesskabelse her