You dont have javascript enabled! Please enable it!

Moralsk stress – mellem professionel dømmekraft og institutionaliseret kynisme

Af Carsten Pedersen


Artiklen kan købes i pdf-format her


Den bedste måde at påføre mennesker
en langvarig pine er at ydmyge dem
ved at få de ting, som er vigtige
for dem til at tage sig ørkesløse,
forældede og afmægtige ud
Richard Rorty

Flere og flere fagprofessionelle, fagforeningsfolk, ledere og forskere er begyndt at tale om moralsk stress i relation til pædagogisk arbejde (Hansen, 2012; Larsen, 2015; Weiss, 2016; FHO, 2016; Kjærgaard, 2018; Buhl m.fl., 2018; Gisselmann, 2019; Hagemann, 2019, Rasmussen, 2019; Weirsøe, 2019). Stress kender vi som en belastningstilstand, hvor tids- eller arbejdspres – ofte kombineret med lav indflydelse på arbejdets udførelse – gør, at kravene overstiger ressourcerne (arbejdsmiljøweb.dk). Men hvad skal vi lægge i, at pædagogisk personale udvikler moralsk stress? Dette spørgsmål har jeg sat mig for at undersøge i denne artikel.

Undersøgelsen sker ud fra en praksisfilosofisk tilgang (jf. Pedersen, 2011Pedersen, 2017a, s. 24-32; jf. også artiklen Hvad er praksisfilosofi?). Det indebærer, at en situationsbeskrivelse bliver det gennemgående omdrejningspunkt (jf. Situationsbeskrivelser som garant for saglighed). I dette tilfælde stammer situationsbeskrivelsen fra en vuggestue i en daginstitution:

‘ET LILLE SKUB’
Klokken er 14.45 om eftermiddagen, og mange børn vågner fra deres lur i denne stund. Pædagogen JANE er alene på stuen med fem børn, da de andre ansatte er ude for at skifte ble på de børn, der lige er vågnet. TRINE, en anden pædagog, kommer ind på stuen med Anton (1,6 år), der lige er blevet skiftet. TRINE ‘skubber’ Anton ind på stuen og lukker hurtigt døren efter sig igen, da der er flere børn der skal skiftes. Anton bliver ked af det, da TRINE forlader stuen. Han stiller sig ved glasdøren og kigger efter hende, mens han græder. JANE, der er på stuen, sidder på gulvet et stykke væk, med to børn på skødet, der også er kede af det. Hun prøver at trøste Anton, der står ved døren, ved at synge en sang på afstand. Dette har dog ikke den ønskede effekt, da Anton stadig græder, og JANE kalder derefter på ham og siger: “Kom herhen og sid Anton”. Anton kommer langsomt gående, stadig grædende. JANE tager nu Caroline (1,7 år) – ét af de børn, der sidder på hendes skød – og siger: “Så, nu kommer du lige herned og sidde (JANE sætter Caroline på gulvet), nu er du en stor pige”. Herefter kravler Anton op på JANES skød og falder efter lidt tid til ro. Caroline, der sidder på gulvet, har stadig tårer i øjnene, og hun kigger lidt forvirret rundt i lokalet og bliver blot siddende ved siden af JANE og de andre børn. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Omsigts casesamling og er indsamlet af pædagogstuderende i forbindelse med udarbejdelsen af et bachelorprojekt i 2019 – den bringes her i lettere redigeret form)

Den praksisfilosofiske tilgang indebærer også en systematisk brug af en række analytiske spørgsmål, der fungerer som ledetråde i refleksions- og skriveprocessen:

  • Hvilke associationer vækker situationsbeskrivelsen ‘Et lille skub’, og hvilke uenigheder vil den typisk kunne give anledning til?
  • Hvordan ser man, at der er forskellige hensyn på spil for de involverede, dér hvor situationen især spidser til?
  • Hvad kan opfattes som tegn på moralsk stress i situationen, og hvad er moralsk stress dybest set for et fænomen?
  • Hvorfor hænger moralsk stress – set i lyset af relevant forskningsbaseret og faglig viden – sammen med andre forhold, der også kan være afgørende for den måde, situationen udvikler sig på?
  • Hvorledes kunne de fagprofessionelle systematisk samarbejde om at modvirke moralsk stress i lignende situationer i fremtiden?

En personlig vinkel på ‘Et lille skub’

Hvilke associationer vækker ‘Et lille skub’, og hvilke uenigheder vil den typisk kunne give anledning til?

Det første jeg kommer til at tænke på, når jeg læser situationsbeskrivelsen, er, at en kvalificeret voksen mere på Janes stue ville kunne have gjort en ganske afgørende forskel.

Én voksen til tre vuggestuebørn er eksempelvis den normering, som fagforeninger anbefaler (FOA, 2019; BUPL, 2019). Nogle forskere bakker op om fagforeningernes krav om de såkaldte minimumsnormeringer (det vil sige 1 voksen til 3 børn i vuggestue og til 6 børn i børnehave), mens andre forskere mener, at det er usikkert, hvordan normeringen spiller ind på kvaliteten i dagtilbud, da andre faktorer også gør sig gældende (EVA, 2017; bt.dk, 2019; cepos.dk, 2019; Christoffersen & Dalgaard, 2019). Der hersker dog ingen tvivl om, at:

… der samlet set er en sammenhæng mellem (…) normering, gruppestørrelse og personalets grund- og videreuddannelse, og kvaliteten af voksen-barn-interaktioner i daginstitutioner (Christoffersen & Dalgaard, 2019; jf. også artiklen Lad ikke dårlige normeringer bliver normen).

Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) arbejder aktuelt på at kortlægge den eksisterende forskningsviden om, hvad normeringen isoleret set betyder for kvaliteten i dagtilbud (Christoffersen & Dalgaard, 2019).

Forskernes uenigheder ændrer dog i mine øjne ikke ved det faktum, at Trine, Jane og de berørte børn i dette specifikke tilfælde ville være bedre tjent med, at der var en yderligere medarbejder ansat. Vedkommende kunne eksempelvis fungere som ‘flyder’ og give børnene en tryggere og mere omsorgsfuld overgang fra skifterummet til stuen.


Saglige vinkler på ‘Et lille skub’

Hvordan ser man, at der er forskellige hensyn på spil for de involverede, dér hvor situationsbeskrivelsen ‘Et lille skub’ især spidser til?

For at besvare dette spørgsmål, kan det i første omgang være en fordel at gå langsomt frem og undersøge, hvad der kan tænkes at være i spil og på spil i det samlede forløb i situationsbeskrivelsen.

Situationen drejer sig om vuggestuebørn, der er vågnet fra en lur og som derfor har behov for forskellige former for pleje, støtte, omsorg og opmærksomhed. Det er vel det, der er i spil i situationen, som den udspiller sig dér, hvor Jane allerede sidder med to børn på skødet, og Anton ‘skubbes’ ind på stuen af Trine?

Mere specifikt kan man måske sige, at der er tale om to delvist overlappende situationer. Trine og Anton befinder sig i en ‘overgangssituation’, hvor det, der er i spil, er Antons overgang fra badeværelset til stuen, mens Jane befinder sig i en ‘omsorgssituation’, hvor det, der er i spil, er omsorgen for de børn, der allerede er blevet skiftet.

Der er tydeligvis også forskelligt på spil for de involverede i situationerne.

Anton har måske behov for mere opmærksomhed og omsorg fra pædagogen Trine, som lige har skiftet ham. Og da Anton ikke får denne opmærksomhed og omsorg, men i stedet bliver ‘skubbet’ ind på stuen, bliver han ked af det og får behov for at blive trøstet. Her spidser situationen helt sikkert til for Anton. Andre børn – som de to, pædagogen Jane sidder med på skødet – har også behov for at blive trøstet og beroliget. Dertil kommer de tre børn, der også er på stuen, men som vi ikke får så meget at vide om i situationsbeskrivelsen. Der er vel det på spil for dem, at de hurtigt kan få brug for en voksen, hvis noget uforudset indtræffer. Meget små børn, der lige er vågnet fra en lur, kan være meget følsomme overfor pludselige hændelser og afbrydelser.

For Trine er der angiveligt det på spil, at hun skal skifte børn på ‘samlebånd’ og samtidig etablere en god kontakt til det barn, hun skifter, hvorefter hun skal sørge for, at barnet bringes fra badeværelset ind på stuen. Trine skal altså både etablere en god kontakt og derefter afbryde den igen, så hun kan komme videre i arbejdet med at skifte de øvrige børn. Og hun skal håndtere situationer, hvor afbrydelsen gør børn kede af det, som det eksempelvis er tilfældet med Anton. Situationen spidser nok især til for Trine dér, hvor hun ‘skubber’ Anton ind på stuen og hurtigt lukker døren og bevæger sig mod badeværelset igen. For hun véd sandsynligvis, at Antons behov i virkeligheden er et andet. Og véd hun det ikke, så finder hun måske ud af det, hvis hun registrerer Antons reaktion bag den lukkede glasdør.

For Jane er der det på spil, at hun skal have øje for alle de børn, der befinder sig på stuen, og samtidig skal hun forsøge at trøste og berolige de børn, der har behov for det. Hun er allerede i gang med at trøste og berolige to børn, der sidder på hendes skød, da Anton ‘skubbes’ ind på stuen af Trine. Situationen spidser nok især til for Jane, dér hvor hun må opgive at berolige Anton med sang for i stedet at sætte Caroline ned på gulvet og tage Anton op. Hun ved, at børnene hver for sig har behov for hendes opmærksomhed, nærvær og trøst.

Tilspidsede situationer er dilemmafyldte

For Trine og Anton spidser situationen især til i og med, at Trine ‘skubber’ Anton ind på stuen og lukker døren. Trine skal her tage hensyn til, at Anton afleveres på stuen på en ikke uforsvarlig måde, samtidig med at hun hurtig skal bevæge sig ud på badeværelset igen for at skifte andre børn. Hermed kan Trine siges at befinde sig i et dilemma, hvor hun må forsøge at håndtere modsatrettede bekymringer og hensyn.

For Jane spidser situationen til, dér hvor hun ender med at tage Anton op og placere Caroline på gulvet. Hun tager her hensyn til Antons behov for at blive trøstet, og samtidig skal hun have placeret Caroline på gulvet på en ikke uforsvarlig måde. Også Jane befinder sig hermed i et dilemma.

Begge de professionelle håndterer altså forskellige dilemmaer i situationen. Men samtidig er de tydeligvis afhængige af hinandens indsats, og selve måden de håndterer deres respektive dilemmaer på. Den måde Trine håndterer det dilemma, hun befinder sig i, giver også Jane nogle bestemte betingelser for at håndtere de dilemmaer, hun befinder sig i. Men det, at Jane allerede sidder med to børn på skødet, da Trine kommer ind med Anton, er også en betingelse for Trines dilemmahåndtering.

Samlet set er det vel ikke svært at forestille sig, at både Trine og Jane efterfølgende vil kunne stå tilbage med en fornemmelse af ikke at have leveret en indsats – håndteret dilemmaerne på en måde – som de kan stå inde for?


Praksisfilosofiske vinkler på ‘Et lille skub’

Hvad kan opfattes som tegn på moralsk stress i ‘Et lille skub’, og hvad er moralsk stress dybest set for et fænomen?

Til første del af spørgsmålet, er der vel det enkle svar, at de to pædagoger kan tænkes at opleve en form for stress, dér hvor situationen især spidser til for dem hver især? Dét, at Trine ‘skubber’ Anton ind på stuen og samtidig hurtigt lukker døren, tyder på, at hun er presset. Det samme er Jane dér, hvor hun tager Anton op og må sætte Caroline på gulvet.

Hvad har stress med moral at gøre?

Men hvorfor se disse hændelser som tegn på moralsk stress?

Fordi Trine sikkert af gode grunde ville foretrække, at Anton fik en mere omsorgsfuld overgang fra badeværelset til stuen. Men det, at andre børn antageligt skal skiftes, forhindrer dette. Forestiller vi os, at Trine oplever en bekymring i situationen, kunne den altså gå på, om hun ‘overleverer’ Anton til stuen på en tilstrækkelig omsorgsfuld måde. På den baggrund kan Trine måske siges at opleve moralsk stress, hvis vi antager, at hun ikke har mulighed for at handle på denne bekymring og søge at gøre den til skamme.

Også Jane ville sikkert af gode grunde foretrække, at Anton og de to andre børn på hendes skød fik den nødvendige trøst og omsorg. Men hun tvinges til at prioritere. Den bekymring, som Jane kan tænkes at opleve i situationen, kommer sig af, at hun i situationen bærer et særligt ansvar for de børn, som allerede befinder sig på stuen, og for de børn, der – som Anton – løbende kommer til. De børn, som hun sidder med på skødet, har hun taget ansvar for at trøste, og idet Anton ‘skubbes’ ind på stuen, oplever hun helt sikkert et særligt ansvar i forhold til ham. For i dette øjeblik er han det mest frustrerede og ulykkelige barn på stuen. Skal hun handle på sin bekymring, og søge at gøre den til skamme, må hun rette sin opmærksomhed mod Anton og forsøge at berolige og trøste ham. Det forsøger hun i første omgang med sin sang. På dette sted i forløbet, kan man sige, at hun prøver at håndtere et dilemma. Senere – da det går op for Jane, at hun ikke lykkes med dette forehavende – må hun tage Anton op og placere Caroline på gulvet. Hermed gør hun sin bekymring vedrørende Anton til skamme. Men til gengæld må hun nu opleve en ny bekymring, som hun ikke samtidig kan lykkes med at gøre til skamme; den afbrudte kontakt til – og omsorg for – Caroline. Og netop dét kan tænkes at være moralsk stressende i den betydning, at Jane kan opleve ikke at have mulighed for at håndtere situationen på en ikke uforsvarlig måde. Jane virker hårdt presset, der hvor hun siger: “Så, nu kommer du lige herned og sidde, nu er du en stor pige”. For Caroline er ikke en stor pige. Caroline er en meget lille pige, der sidder på gulvet med tårer i øjnene og kigger forvirret rundt i lokalet.

Fagprofessionelle skal kunne retfærdiggøre deres indsats

Alle fagprofessionelle skal løbende kunne give svar på tiltale, i tilfælde af at de bliver bedt om at retfærdiggøre deres gøren og laden.

Jane tvinges til at prioritere mellem to børn, der begge har behov for omsorg, og hun skal i princippet kunne begrunde sine prioritering. Det vil Jane nok i virkeligheden få svært ved. Hun kan måske nok begrunde det, hun gør, ved at pege på de arbejdsvilkår, hun er givet. Men en sådan begrundelse er hverken faglig eller saglig. Den er snarere organisatorisk og i sidste ende økonomisk. Og en sådan henvisning til organisatoriske og økonomiske omstændigheder fratager jo faktisk ikke Jane det professionelle ansvar for det, hun gør.

Som professionel bærer Jane en omsorgsforpligtelse i forhold til de børn, hun har med at gøre. Formelt set bunder denne forpligtelse i det forhold, at ethvert barn i en dansk daginstitution har krav på den særlige beskyttelse og omsorg, som FN’s Konvention om Barnets Rettigheder foreskriver og som også er indarbejdet i Dagtilbudsloven (§ 7, stk. 2). I konventionens artikel 3 fremhæves staternes ansvar for:

… at sikre at institutioner, tjenester og organer med ansvar for omsorg for eller beskyttelse af børn skal være i overensstemmelse med de standarder, der er fastsat af kompetente myndigheder, særligt med hensyn til sikkerhed, sundhed, personalets antal og egnethed samt sagkyndigt tilsyn. (FN’s Konvention om Barnets Rettigheder, Artikel 3, pkt. 3)

Netop det, at Jane er alene med 6 vuggestuebørn, gør imidlertid, at hun må anstrenge sig til det yderste. Og alligevel kommer hun til kort. Jane er forpligtet på at handle på de bekymringer, hun oplever i situationen, og samtidig forhindrer arbejdsvilkårene hende i at gøre det på en ikke uforsvarlig måde. Det ville ikke være underligt, hvis Jane på den baggrund oplevede en eller anden grad af fortvivlelse, idet hendes muligheder for at udfolde professionel dømmekraft stækkes.

Jane kan ikke blot skrue ambitionerne ned, skelne mellem skal- og kan-opgaver eller forsøge i højere grad at sige pyt (BrancheFællesskabet for Arbejdsmiljø for Velfærd og Offentlig administration, 2016, s. 21). Omsorgen for børnene på stuen er en ubetinget skal-opgave. Og der findes et hav af andre professionelle standarder, der peger i samme retning. Disse standarder har baggrund i både lovgivning, kommunale og organisatoriske retningslinjer, praksiserfaringer, faglig viden samt værdier af både personlig, kollegial og professionsetisk karakter. Herunder også faglig viden om den betydning antallet af kvalificerede hænder og gruppestørrelser – og måden disse ressourcer bruges på gennem arbejdsdeling og samarbejde i en personalegruppe – har for kvaliteten af indsatsen i en daginstitution (Christoffersen, Højen-Sørensen & Laugesen, 2014, s. 10-11).

Når ‘Et lille skub’ forløber, som den gør, er det med stor sandsynlighed ikke fordi, de to pædagoger savner viden om professionelle standarder og forpligtelser eller vilje til at handle på baggrund af disse. Det er snarere de vilkår og forhold, arbejdet udføres under, der forhindrer en ikke uforsvarlig indsats.

Betydningen af vilkår, situationsspecifikke forhold og individuelle forudsætninger

Dog må der selvfølgelig være grader af (ikke-)uforsvarlighed.

I hvilken grad, Trine og Jane lykkes med at håndtere situationen på mindre uforsvarlige måder – og dermed i højere grad lykkes med at udfolde professionel dømmekraft – afhænger selvfølgelig af vilkårene. Det kan eksempelvis være de ressourcer og kvalificerede hænder, der er til rådighed (en kvalificeret voksen mere ville som tidligere nævnt kunne gøre en stor forskel), arbejdsgange, der tages for givet (herunder variationen i antallet af voksne i løbet af dagen, pauser m.v.) og karakteren af de bygningsmæssige og fysiske rammer (tænk eksempelvis på glasdøren, afstanden mellem badeværelset og stuen m.v.).

Men det afhænger også af, hvordan det situationsspecifikke samspil (herunder de voksnes samarbejde) udvikler sig. Man må antage, at situationen kan blive sværere at håndtere, jo flere hensyn, der skal tages og jo mere situationen spidser til. Havde overgangen fra badeværelset til stuen udviklet sig på en måde, hvor Anton var blevet mindre ked af det, eller var det lykkedes Jane at berolige Anton med sang, havde situationen været mindre presset. For hermed havde Jane måske kunnet lykkes med at håndtere dilemmaet. Ligesom også kvaliteten af samspillet og samarbejdet mellem pædagogerne kan spille ind. Havde Trine fulgt Anton helt hen til Jane, kunne Anton måske have følt sig tryggere og måske også være blevet optaget af noget andet, end Trines forsvinden bag glasdøren.

Udover vilkårene og karakteren af det situationsspecifikke samspil, afhænger graden af (ikke-)uforsvarlighed – og dermed udfoldelsen af professionel dømmekraft – naturligvis også af involveredes individuelle forudsætninger. Deres specifikke faglighed, ressourcer, erfaringer og fantasi er naturligvis også af stor betydning for den måde, de håndterer en presset situation på. Der er vel intet i eksempelvis Janes måde at håndtere situationen på, der vidner om, at hun ikke har de nødvendige forudsætninger? Hun handler tydeligvis på baggrund af hendes erfaringer og faglige viden, og hverken hendes overskud eller fantasi, kan der med rimelighed stilles spørgsmålstegn ved.

Både vilkår, situationsspecifikke forhold og individuelle forudsætninger spiller altså ind i udviklingen af moralsk stress. I mine øjne er der imidlertid ingen tvivl om, at arbejdsvilkårene – som de kommer til udtryk i situationsbeskrivelsen ‘Et lille skub’ – i særlig grad stækker udfoldelsen af professionel dømmekraft, idet de faktisk forhindrer pædagogerne i at gøre det, som de er forpligtede på at gøre. Og måske er det netop kombinationen af forpligtelser og forhindringer (der gør det svært eller umuligt at leve op til de selvsamme forpligtigelser), der er selve motoren i udviklingen af moralsk stress? Men netop det faktum, at det er så godt som umuligt at afgøre entydigt, om moralsk stress udelukkende skyldes vilkårene, åbner for, at ansvaret kan forskydes helt eller delvist til de fagprofessionelle som kollektiv eller som individer. For kunne de i virkeligheden ikke gøre det bedre på de nuværende vilkår? Og hvis dette spørgsmål også nager den enkelte fagprofessionelle selv, kan man forestille sig, at den fortvivlelse, den moralsk stress giver anledning til, kan slå om i egentlige selvbebrejdelser.

Det står dog fast, at når både fagprofessionelles forpligtelser og de forhindringer, de oplever for at leve op til disse forpligtelser, har deres rod og udspring i arbejdsvilkårene, så giver det rigtig god mening at tale om moralsk stress. Det er ikke blot deres personlige moral, der er på spil. Det er heller ikke blot deres faglighed, eller de principper og værdier, som de bekender sig til som faggruppe, der på spil. Forpligtelserne ligger indlejret i selve arbejdets karakter og den lovgivning, der er grundlaget for dette arbejde. Men selvfølgelig kan situationsspecifikke forhold og individuelle forudsætninger influere på, hvordan den moralske stress udvikler sig, når den allerede er opstået.

Hvad er moralsk stress? Første bud på en arbejdsdefinition

I dette afsnit har jeg forsøgt at finde tegn på moralsk stress i situationsbeskrivelsen ‘Et lille skub’, og i forlængelse heraf har jeg forsøgt at indkredse, hvordan jeg mener, at dette fænomen kan forstås ud fra en overvejende praktisk vinkel.

Et første bud på en arbejdsdefinition på moralsk stress kunne på den baggrund lyde:

Moralsk stress opstår, når arbejdsvilkår – i samspil med situationsspecifikke forhold og individuelle forudsætninger – stækker udfoldelsen af professionel dømmekraft og dermed forhindrer fagprofessionelle i at handle ikke-uforsvarligt på bekymringer, som de er forpligtede til at handle på, hvorfor de oplever en fortvivlelse, der kan slå om i selvbebrejdelser.

Jeg vælger vendingen ‘ikke-uforsvarlig’ for at undgå at bære ved til forestillingen om, at der findes én bestemt forsvarlig måde at handle på i en professionel sammenhæng. For det gør der ikke. I givet fald ville de professionelles dømmekraft være sat ud af kraft.

I resten af artiklen bliver det – i tråd med den praksisfilosofiske tilgang (Pedersen, 2017a, s. 24-32) – et gennemgående fokus, om der er aspekter ved moralsk stress, som jeg overdriver, underdriver eller overser i og med denne foreløbige arbejdsdefinition.


Fagprofessionelles vinkler på moralsk stress

I situationsbeskrivelsen ‘Et lille skub’ får vi intet at vide om, hvordan de to pædagoger opfatter situationen. Vi ved derfor heller ikke, om de oplever at være moralsk stressede. Det er slet ikke sikkert, at de kender eller vil bruge denne term. Men de vil i hvert fald kunne tale om, at de føler sig pressede eller stressede og at de måske har svært ved at stå inde for det, de gør. Denne erfaring ville de i givet fald dele med mange andre pædagoger, som har taget bladet fra munden de senere år og kritiseret deres arbejdsvilkår.

For at komme tættere på, hvordan moralsk stress opleves, vil jeg i dette afsnit inddrage en række udsagn fra fagprofessionelle, der har ytret sig om, hvordan ringe arbejdsvilkår har fået betydelige negative konsekvenser for kvaliteten af deres arbejde og for dem selv.

Fagprofessionelles oplevelser af ringe arbejdsvilkår

En nyuddannet pædagog udtaler i et interview til Politiken den 2. november 2019:

Jeg har jo en masse ambitioner om, hvordan jeg gerne vil arbejde. Og dem kan jeg jo ikke få udlevet (…) Jeg vil gerne være mere nærværende med børnene og kunne fordybe mig med dem. Det kan jeg kun nogle gange og i meget kort tid ad gangen. Jeg ville gerne have siddet med de legoklodser i dag uden at blive afbrudt, og da vi skulle spise, endte de med at sidde alene med bøgerne, fordi jeg hele tiden skulle noget andet.

Det gode, pædagogen vil, kan hun ikke komme afsted med at gøre. Arbejdet er præget af gentagne afbrydelser. Og der er alt for meget forskelligt, der skal gøres med alt for mange børn på samme tid.

En anden pædagog, der har arbejdet i daginstitution i 18 år, siger:

Det er rigtig hårdt. Man går rundt med en følelse af, at man dagen lang prøver at gøre så meget, som man overhovedet kan, men alligevel slår man ikke til. (Herschend, 2019).

Oplevelsen af ikke at slå til går igen hos denne folkeskolelærer:

Jeg (…) [k]an ikke leve med hele tiden at skulle prioritere mellem opgaver, som alle er vigtige, og vide, at uanset hvad jeg gør, føler jeg ikke, det er godt nok, da der er alt for lidt tid. Jeg synes, det høje tempo bevirker, at jeg især svigter de sårbare og fagligt svage. (Pedersen, Böwadt & Vaaben, 2016, s. 21)

En folkeskolelærer, der har sagt op på grund af arbejdsvilkårene på hendes skole, beskriver oplevelsen af ikke at kunne stå inde for det, hun gør, på følgende måde:

Jeg havde det simpelthen for dårligt med mig selv under de forhold, der var. Følelsen af ikke at stå inde for det, man gør, når man har med børn at gøre, er helt overvældende forfærdelig, og der lå mange timers gråd og angst for at have taget den forkerte uddannelse bag beslutningen. For at sige det på godt dansk, så havde jeg det, som om jeg var følelsesmæssigt prostitueret og en ufattelig led voksen, der mishandlede ungdommen, når jeg var længst nede.  (Pedersen, Böwadt & Vaaben, 2016, s. 22)

Afmagten og fortvivlelsen slår her om i selvbebrejdelser og kan på denne måde true de professionelles faglige og moralske integritet. Og når først integriteten lider skade, kan de opleve at blive en langt dårligere udgave af en fagperson, end de ønsker være.

En gymnasielærer beskriver malende den frustration, der hermed kan udvikle sig:

Jeg er sikker på, at den dygtige læge, politibetjent, sygeplejerske eller pædagog (…) føler en dyb faglig og medmenneskelig forpligtelse til ikke bare at være professionel, men være et menneske, der handler etisk og ansvarligt i forhold til de mennesker, man er sat til at drage omsorg for i sin gerning. Og her opstår problemet: De seneste mange års besparelser og effektiviseringsøvelser i den offentlige sektor har reduceret den mulighed og reelt kun ladet dette være tilbage: vær sjusket og hurtig, lad være med at involvere dig personligt i de mennesker, du møder i dit job, vær professionel og glat. Brug i stedet din tid på dokumentation, på evalueringer, helst i standardiserede skemaer, på reformer og på kurser om implementering af reformer – for konkurrencestatens skyld. (Tornquist, 2018)

Den distancerede ufølsomhed

Travlheden, overfladiskheden og den manglende personlige involvering kan medføre en slags distanceret ufølsomhed.

Når man som professionel har med mennesker at gøre, indebærer det selvfølgelig altid en vis distance sammenlignet med familie- og venskabsrelationer. Men professionelle relationer kan sagtens samtidig være præget af både omsorg og nærvær. En distanceret ufølsomhed kan opstå, når arbejdsbelastningen bliver uforsvarlig høj – f.eks. fordi de professionelle tvinges til at tage urealistisk mange hensyn på samme tid. Hermed må de til stadighed afbryde, det de er i gang med, på trods af at de faktisk hele tiden forsøger at ‘blæse med mel i munden’.

Måske aner vi netop skyggen af en sådan distanceret ufølsomhed i situationsbeskrivelsen ‘Et lille skub’; i måden Anton ‘skubbes’ ind på stuen på; og i måden Caroline ‘sættes’ på gulvet på?

Efterhånden kan man forestille sig, travlheden i sig selv bliver en måde at leve med den distancerede ufølsomhed på. Måske er det en del af forklaringen på, at Trine afleverer Anton på stuen i et vist tempo. Vi ved det ikke. Sygeplejersker har imidlertid berettet om den funktion, travlheden har fået i deres arbejde. En sygeplejerske siger eksempelvis i et interview:

Jeg arbejder på at blive stålsat. Jeg orker ikke mere skyldfølelse, jeg holder afstand. Hos os handler det meste om tempo. Selv om jeg ved, at jeg dagligt er til hjælp og støtte for nogen, ved jeg godt, hvem jeg har forbigået. I omklædningsrummet på vej hjem har jeg altid skyldfølelse over det ugjorte. Men det gode ved tempo er, at det forhindrer mig i at se klart. (Martinsen, 2015, s. 65).

Selvbebrejdelserne kan holdes på afstand i og med det høje tempo i specifikke arbejdssituationer og arbejdsgange, men de melder sig efter arbejdet, når den fagprofessionelle bliver alene med sig selv og eftertanken indfinder sig.

Når moralsk stress fører til ansvarsfralæggelse, forråelse og kynisme

Fagprofessionelle, der vedvarende oplever at blive forhindret i at handle ikke-uforsvarligt på bekymringer, som de er forpligtede til at handle på, kan måske med tiden fristes til at fralægge sig ansvaret for hermed at lægge en dæmper på de udmattende selvbebrejdelser.

I værste fald kan ansvaret ende med at blive skubbet over på de mennesker, de fagprofessionelle har med at gøre, og som ikke sjældent allerede befinder sig i udsatte positioner. Mennesker, som de professionelle dybest set er sat i verden for at hjælpe. På en måde kan man godt sige, at Trine – i en eller anden grad – ‘fralægger’ sig ansvaret for Anton, idet hun ‘skubber’ ham ind på stuen. Ligesom Jane i en eller anden grad ‘fralægger’ sig ansvaret for Caroline, idet hun ‘sættes’ på gulvet. Set fra barnets perspektiv, må det føles som at blive forladt, når det er ulykkeligt og alligevel ufrivilligt overlades til sig selv.

Ansvarsfralæggelsen så vi imidlertid langt, langt grellere eksempler på i TV2’s dokumentar Daginstitutioner bag facaden, der blev sendt den 28. maj 2019. Her var vi vidne til, hvordan en lille pige på 14 måneder græd næsten uafbrudt i en time uden at få den omsorg, hun havde brug for. Jeg skal senere gå dybere ind i en analyse af dette forløb, og derfor følger her en længere beskrivelse:

Klokken 9 om morgenen kommer [en far] (…) ind på stuen for at aflevere sin datter. Hun bliver modtaget af en erfaren pædagogmedhjælper og en pædagog. “Vi snakkede om, at vi jo bare må se, hvordan det bliver i dag …. Vi er jo bare derhjemme, så I ringer bare, siger [faren] (…). Han beder altså personalet om at ringe, hvis der bliver problemer, og forlader vuggestuen. I de første minutter efter faren er gået, forsøger pædagogmedhjælperen på stuen at trøste (…) [datteren]. Medhjælperen forsøger flere gange at lege med hende og tager hende med ud på gangen en enkelt gang. Men pigen græder og kalder på sin mor og far. Også pædagogen, der har ansvaret for stuen, forsøger en enkelt gang at trøste pigen, men uden held. Pædagogen prøver derefter hverken at hjælpe eller rådgive medhjælperen til at berolige datteren. Da børnene i vuggestuen er samlet for at spise morgenmad, kommer datteren endnu engang grædende hen til pædagogmedhjælperen, der sidder og skærer frugt til børnene. “Der er andre børn end dig. Vi er godt klar over, at du er en anelse forkælet”, siger hun til pigen, der fortsætter med at græde. Datteren henvender sig igen, peger mod døren og råber “mor” og “far”. Det er cirka et kvarter siden, faren forlod vuggestuen. Igen og igen søger datteren trøst, men bliver afvist. Pædagogmedhjælperen hiver den lille pige i armen og trækker flere gange sin arm til sig, når pigen rør hende. Efter en halv time er der samling på stuen. Datteren har grædt næsten uafbrudt siden aflevering. Pædagogmedhjælperen sidder på en madras, mens nogle af de andre børn leger ved siden af. Datteren bliver ikke trøstet og løber flere gange ud på gangen for at se efter sin far. Hun løber tilbage til pædagogmedhjælperen, der stadig ikke prøver at trøste hende. I stedet løfter medhjælperen datteren og sætter hende hårdt over på madrassen. Medhjælperen siger gentagne gange til pigen, at hun skal stoppe med at græde og tie stille: “Ved du hvad, jeg kan ikke høre, hvad de andre børn siger. Du er en kæmpe egoist”. Efter 50 minutter kommer der en ny medhjælper til på stuen. Hun tager datteren op, som falder lidt til ro. Men hun er stadig ulykkelig og græder flere gange. Klokken 11 – to timer efter hun er blevet afleveret – kommer [faren] (…) for at hente sin datter. “Nøøj mand, er du allerede blevet vænnet til, hvordan det er?”, siger han. Den første pædagogmedhjælper trækker på det, mens den anden siger, det er gået godt. Pædagogen siger, at datteren havde været meget ked af det. (Moestrup, 2019)

Det, jeg ovenfor kaldte moralsk ufølsomhed, har her udviklet sig til en fuldstændig uforsvarlig praksis, der er præget af en betydelig kynisme. Man får ubetinget lyst til at placere ansvaret for hele miseren hos den første pædagogmedhjælper. Men kollegerne har også et ansvar for ikke at sige fra. Desuden har ledelsen et ansvar for arbejdstilrettelæggelsen, de ansattes kvalifikationer og den samarbejds- eller kollegialitetskultur, der gør sig gældende i institutionen. Ligesom der er beslutningstagere, der har ansvar for de arbejdsvilkår, som personalet arbejder under. Som psykologen Dorthe Birkemose siger i et interview:

Det er afmagt, når man i en personalegruppe kan blive enig om at skabe en negativ fortælling om et ’opmærksomhedskrævende’ barn, der legitimerer, at personalet udøver adfærdsregulerende adfærd, afvisning og skældud. Barnet må opleve, at hele personalegruppen er sammen om det, selv om nogle nok er mere aktive end andre (…) Når man på hele arbejdspladsen bliver afmægtig, kan det være, fordi fagligheden slipper op, eller fordi fagligheden ikke får plads. Opgaven i forhold til en gruppe børn kan blive for stor, hvilket kan siges at være en klassisk afmagtssituation, men der er også en stigende afmagt på grund af mange nye initiativer fra politikere og forvaltninger, der ofte kommer samtidig med besparelser. Mange føler, at det tager fokus fra, hvad jobbet egentlig handler om, og måske betyder det, at man ikke kan yde den indsats, man ved, vil virke. (Birkemose i Kamp, 2017 – se også Birkemose, 2013)

Moralsk stress kan således ses som første led i en forråelsesproces, hvor professionelle – i sidste ende afkoblet enhver omtanke og faglighed – ender med at begå helt uforsvarlige og ligefrem kyniske handlinger.

Den distancerede ufølsomhed er nok en første – men ikke en tilstrækkelig – forudsætning for, at forråelsesprocessen kan gå i gang. Forråelse er ikke en automatisk konsekvens af ringe arbejdsvilkår og moralsk stress. Der er masser af fagligt dygtige offentligt ansatte, der dagligt kæmper for at bevare deres faglige og moralske integritet, når de på trods af ringe arbejdsvilkår insisterer på at gøre deres arbejde så godt, de kan.

Med dygtige og stolte pædagoger på overarbejde

I TV2-dokumentaren Eksperimentet med vores børn (TV2.dk, 2019), hvor første del blev sendt den 31. oktober 2019, fik vi et indtryk af, hvordan moralsk stress kan opleves af pædagogisk personale, der stadig har deres faglige selvrespekt i behold.

Her mødte vi blandt andre pædagog Tanja Helstrup Frost, der fortalte, at hun altid oplever at være på overarbejde:

Jeg har en hjertebanken, for du er hele tiden på overarbejde, du skal være så mange steder – og ser jeg nu det hele? Jeg har en oplevelse af, at i og med at jeg er så smilende, som jeg er, at det også smitter af på dem (børnene). Men jeg kan godt mærke, at meget af det er en
facade, for inden i mig tænker jeg ’hjælp’. (Hagemann, 2019)

Sammen med to kolleger havde Tanja Helstrup Frost ansvaret for at tage sig af 35 3-4-årige børn. Ofte var hun alene med 18 børn på stuen, når hendes kolleger hjalp til på de to andre stuer. Vi ser blandt andet, hvordan hun i en presset situation – venligt og smilende – trøster en grædende dreng, der har første dag i børnehaven. Efter få sekunder må hun afbryde sin kontakt til drengen, der stadig græder, for at bevæge sig hen til andre børn, der er kommet i konflikt med hinanden og har brug for både trøst og vejledning. Der hersker ingen tvivl om, at Tanja Helstrup Frost er presset. Med et mere og mere anstrengt smil på læben forsøger hun at fastholde øjenkontakten og dialogen med de børn hun er i kontakt med. Men det lykkes kun meget kort tid ad gangen, idet hensyn, til andre børn andre steder i rummet, trænger sig på. Det er ikke helt skævt at beskrive Tanja Helstrup Frosts indsats som en form for ‘brandslukningsarbejde’.

Lektor Grethe Kragh-Müller (DPU) – én af de eksperter, der deltager i dokumentarudsendelsen – udtaler i den forbindelse:

Det er meget vanskeligt for de voksne at opnå en ordentlig grad af kvalitet dér. De voksne kan godt, for eksempel når de skal hjælpe børnene med at følelsesregulere eller løse konflikter, eller trøste dem, når mor er gået. Men det er fuldstændig umuligt for de voksne at nå rundt om alle børn. Derfor bliver det af kortere varighed, det, børnene får, alt for kort varighed i forhold til deres udviklingsmæssige behov. (Hagemann, 2019)

Pædagogerne kan og vil godt, men arbejdsvilkårene lægger hindringer i vejen for en ikke-uforsvarlig praksis. Den distancerede ufølsomhed er da også for nogle børns vedkommende blevet et vilkår. To af de børn, der følges i dokumentaren, viser sig eksempelvis kun at få 6 henholdsvis 17 minutters udviklende voksenkontakt, forstået som en kontakt, hvor de er i dialog og har øjenkontakt med en voksen (og af de 17 minutter er 12 minutter højtlæsning) (TV2.dk, 2019).

Moralsk stress – når råpasning fører til en følelse af at være discountpædagog

I et interview på TV2 News den 30. maj 2019 fortalte Pernille Dam Marcussen – der er Tanja Helstrup Frosts leder – at hendes ellers fagligt dygtige personale dagligt er henvist til at gå hjem med en følelse af at være discountpædagoger.

Pernille Dam Marcussen uddyber senere sit synspunkt i et interview den 22. juni 2019 i Viborg Stifts Folkeblad (Gisselmann, 2019), hvor hun oplyser, at der i 2010 var 11 medarbejdere på arbejde i børnehaven om formiddagen, mens der i 2019 er 6 medarbejdere på arbejde i samme tidsrum. Og samtidig er børnegruppen blevet større. I dokumentaren Eksperimentet med vores børn, fortæller Pernille Dam Marcussen desuden, at hun, ved at gennemse de specifikke vagtplaner fra det seneste år, har regnet ud, at normeringen i gennemsnit har været 10,75 barn pr. voksen (TV2.dk, 2019).

Pernille Dam Marcussen kalder det råpasning, når en medarbejder skal favne alt fra 10-20 børn eller mere (Gisselmann, 2019). Hun fortæller også om de konsekvenser, denne råpasning har for hendes personale. Manglen på kvalificerede hænder gør netop, at personalet i stigende grad oplever det, hun selv kalder moralsk stress (ibid.). Den moralske stress viser sig for eksempel ved, at ellers garvede pædagoger i frustration ringer til hende om aftenen og deler deres frustration over arbejdssituationer, hvor de har været tvunget til at yde en utilstrækkelig pædagogisk indsats. Men netop det, at personalet handler på deres frustration, taler åbent om deres utilstrækkelige indsats og kontakter deres leder, vidner om, at de stadig har deres faglige og moralske integritet i behold. Det samme har Pernille Dam Marcussen. Hendes engagement i den offentlige debat om arbejdsvilkårene i danske daginstitutioner taler sit eget tydelige sprog.

Hvad er moralsk stress? Andet bud på en arbejdsdefinition

Sammenfattende kunne man måske – ikke mindst på baggrund af udsagnene fra Pernille Dam Marcussen og Tanja Helstrup Frost – sige, at moralsk stress opleves som ringe arbejdsvilkår (eller råpasning), der presser de fagprofessionelle til kanten af, hvad de kan præstere (de er på overarbejde), uden de af den grund kan stå inde for deres indsats (der er utilstrækkelig), hvorfor deres faglige og moralske integritet trues (følelsen af at være discountpædagog).

Et bud på en justeret arbejdsdefinition kunne – ud fra de fagprofessionelles oplevelser, som de er refereret i dette afsnit – lyde:

Moralsk stress opstår, når ringe arbejdsvilkår – i samspil med situationsspecifikke forhold og individuelle forudsætninger – stækker udfoldelsen af professionel dømmekraft, idet fagprofessionelle presses til kanten af, hvad de kan præstere og samtidig forhindres i at handle ikke-uforsvarligt på bekymringer, som de er forpligtede til at handle på. Hermed øges risikoen for, at der opstår afmagt og distanceret ufølsomhed i forhold til de mennesker, de fagprofessionelle har med at gøre. De fagprofessionelle kan ikke længere stå inde for deres indsats, hvorfor de oplever en fortvivlelse, der kan slå om i selvbebrejdelser, som kan ende med at true deres faglige og moralske integritetog som i værste fald kan udarte i en uforsvarlig praksis præget af kynisme. (Ændringer i forhold til arbejdsdefinitionen ovenfor er fremhævet med fed)


Ordbøgers vinkler på ‘stress’ og ‘moral’

Til et svar på spørgsmålet om, hvad moralsk stress dybest set er for et fænomen, hører også det, at man interesserer sig for de to ords betydning – både etymologisk og i aktuel sprogbrug.

Ordet stress

Ordet stress har vi fra det engelske stress ‘tryk’ eller ‘pres’ (Ordbog over det Danske Sprog). Det stammer fra det latinske strictus ‘sammensnøret’ eller ‘stram’ (Den Danske Ordbog) og dermed stringere ‘draw tight’, ‘bind tight’, ‘compress’, ‘press together’, der igen kommer af en rod med betydningen ‘to stroke’, ‘rub’, ‘press’ (etymonline.com).

Ordet bruges aktuelt om “psykisk og fysisk anspændthed forårsaget af et for stort tids- eller arbejdspres”, “det at have meget travlt”, “ydre påvirkning der fremkalder anspændthed” samt om en “naturlig forsvarsmekanisme der aktiveres i kroppen ved legemlig eller psykisk belastning” (Den Danske Ordbog). Ordet kan også bruges som en “sammenfattende betegnelse for forskellige former for fysisk og (især) psykisk belastning” (Ordbog over det Danske Sprog).

Ordet moral

Ordet moral har vi fra det latinske moralis, der er blevet brugt om “proper behavior of a person in society” (etymonline.com). Cicero gav ordet denne betydning i hans oversættelse af det græske ethikos (ibid.), og han afledte ordet af mos, der kan betyde både ‘sædvane’ og ‘skik’ (Den Danske Ordbog). Ethikos er i øvrigt afledt af ethos, der kan betyde både ‘sædvane’, ‘vane’, ‘bosted’, ‘hjemsted’, ‘karakter’, ‘temperament’ og ‘sindelag’ (Aristoteles 2000, s. 55; Kirkeby, 2002, s. 39-40). Ordene moral og etik kan stadig bruges nærmest synonymt om både en kollektiv og samfundsmæssig sædvane (skik og brug) og om den personlige karakter, som viser sig i et menneskes væremåde, holdninger og temperament.

I sin oprindelige betydning, som Cicero angiveligt er den første til at slå an, er moral nok – i højere grad end etik – forbundet med forbud og påbud, der bidrager til at skabe en vis orden i menneskers gøren og laden (Kemp i Bjerrum & Christiansen, 2001, s. 140). Hermed kan moralen siges at stå lovgivningen nærmere end etikken. Som når vi i aktuelt sprogbrug taler om moral i betydningen “opførsel eller evne til at opføre sig i overensstemmelse med hvad der anses for rigtigt og acceptabelt” (Den Danske Ordbog).

Men det ændrer ikke ved, at moral tillige er betinget af, at individer personligt kan stå inde for det, de gør. Det giver ikke mening at tale om moral, hvis denne ikke også er forbundet med den enkeltes ansvarsbevidsthed og samvittighed. I aktuel sprogbrug bruger vi netop også ordet om “opfattelse af hvilke handle- og tænkemåder der er rigtige eller forkerte, gode eller dårlige, især i henhold til en bestemt persons eller gruppes normsæt” (Den Danske Ordbog – min kursivering, CP).

Hvad er moralsk stress? Tredje bud på en arbejdsdefinition

Med ordbogsopslagene in mente kan moralsk stress siges at bestå i en fysisk og psykisk belastning, der dukker op, når ydre påvirkninger forhindrer fagprofessionelle i at gøre det, som de er – og som de ud fra deres samvittighed føler sig – forpligtede på at gøre.

Et bud på en justeret arbejdsdefinition kunne på den baggrund lyde:

Moralsk stress er en fysisk og psykisk belastning, der opstår, når ringe arbejdsvilkår – i samspil med situationsspecifikke forhold og individuelle forudsætninger – stækker udfoldelsen af professionel dømmekraft, idet fagprofessionelle presses til kanten af, hvad de kan præstere og samtidig forhindres i at handle ikke-uforsvarligt på bekymringer, som de er – og som de ud fra deres samvittighed føler sig – forpligtede til at handle på. Hermed øges risikoen for, at der opstår afmagt og distanceret ufølsomhed i forhold til de mennesker, de fagprofessionelle har med at gøre. De fagprofessionelle kan ikke længere stå inde for deres indsats, hvorfor de oplever en fortvivlelse, der kan slå om i selvbebrejdelser, som kan ende med at true deres faglige og moralske integritet – og som i værste fald kan udarte i en uforsvarlig praksis præget af kynisme. (Ændringer i forhold til arbejdsdefinitionen ovenfor er fremhævet med fed)


Filosofiske vinkler på moralsk stress

Til et svar på spørgsmålet om, hvad moralsk stress dybest set er, hører naturligvis også en inddragelse af filosoffer og forskeres forsøg på at definere fænomenet.

Begrebet moralsk stress i aktuel forskning

Det er især filosoffer og forskere med interesse for sundhedssektoren – og i særdeleshed i sygeplejen – der har viet begrebet moralsk stress opmærksomhed (Epstein & Delgado, 2010). På engelsk bruges også betegnelsen moral distress, hvor ordet distress henviser til omstændigheder, der forårsager bekymring, lidelse, nød, sorg, smerte, kval, ulykke eller fortvivlelse (etymonline.com; Axelsen, 2003).

Sygeplejersker beretter for eksempel om moralsk stress i forbindelse med, at de er tvunget til at give livsforlængende behandling, som ikke er i patientens bedste interesse; når kommunikationen omkring en døende patient svigter; når ressourcer i sundhedssystemet bruges uhensigtsmæssigt; når der er utilstrækkelige personaleressourcer, eller personalet ikke er uddannet tilstrækkeligt til den opgave, de skal varetage; når patienter ikke får en tilstrækkelig smertebehandling; og når patienter og familier indgydes håb, som der i virkeligheden ikke er dækning for. (Epstein & Delgado, 2010)

Interessen for fænomenet moralsk stress har dog efterhånden bredt sig til forskning i mange andre typer af professioner både i og uden for sundhedssektoren (ibid.; Sørensen, 2015; Jameton, 2017). Og aktuelt bruges termen moralsk stress typisk om den specifikke form for magtesløshed, der opstår, når fagprofessionelle er henvist til at handle i strid med deres moralske overbevisning og ikke føler, at de tjener sagen godt nok (Thomassen, 2013, s. 28; Epstein & Delgado, 2010; Hein i Rasmussen, 2019). Nogle forskere taler af samme grund om samvittigheds-stress (‘Stress of conscience’) og dokumenterer en klar sammenhæng mellem det at måtte afvige fra professionelle standarder og udbrændthed (Glasberg, 2007).

Antager vi, at professionelle standarder kan være af såvel personlig karakter (det at kunne stå inde for arbejdsindsatsen som person), saglig karakter (for eksempel i form af principper i konventioner og lovgivningen og forbilledlige handlemønstre i praksis) og faglig karakter (for eksempel i form af forskningsbaseret og faglig viden og metodisk kunnen) – samt at denne professionalitetens treklang, når den klinger godt, er identisk med udfoldelsen af professionel dømmekraft – så begrænser moralsk stress altså de fagprofessionelles muligheder for at udfolde professionel dømmekraft (Pedersen, 2017, s. 124; jf. også artiklerne Om (tvær)professionalitet?, Den professionelle dømmekraft og skyklap-effekten og Samarbejdsfokuseret faglige beredskabelse).

Andrew Jametons definition af moralsk stress

Psykologen og filosoffen Andrew Jameton var den første til at bruge betegnelsen moralsk stress, og han lagde særlig vægt på de institutionelle begrænsningers betydning (Glasberg, 2007, s. 26; Jameton, 1984, s. 6).

I følge Jameton opstår moralsk stress, når fagprofessionelle véd, hvad der er rigtigt at gøre, men institutionelle begrænsninger gør det så godt som umuligt at udføre det i praksis (Jameton, 1984, s. 6). Citeret direkte:

Moral distress arises when one knows the right thing to do, but institutional constraints make it nearly impossible to pursue the right course of action. (ibid.)

I det lys giver det god mening at tale om moralsk stress, dér hvor Jane – vi mødte i situationsbeskrivelsen ‘Et lille ‘skub’ – kalder på Anton og tager ham op for at trøste ham. For samtidig sidder hun med to andre omsorgskrævende børn på skødet, hvorfor hun bliver tvunget til at sætte det ene forgrædte barn – Caroline – på gulvet, mens hun siger: “Så, nu kommer du lige herned og sidde, nu er du en stor pige”. Caroline har stadig tårer i øjnene og kigger forvirret rundt i lokalet, mens hun blot bliver siddende ved siden af Jane. Der er vel ingen tvivl om, at Jane véd, hvad der ville være rigtigt at gøre? Men institutionelle begrænsninger synes at forhindre hende i at gøre det i praksis.

Jameton skelner mellem moralsk stress, moralsk usikkerhed og moralske dilemmaer (Jameton, 1984, s. 6).

Moralsk usikkerhed kan for eksempel handle om, at den fagprofessionelle er i tvivl om, hvilke principper og værdier, der er værd at vægte i en given situation (ibid.). Jane kunne eksempelvis være i tvivl om, hvad børnene overhovedet har brug for, og hvad hun kan gøre i den forbindelse. I det lys synes Janes handlinger på ingen måde at være præget af moralsk usikkerhed. Forestiller vi os, at Trine i virkeligheden var nyansat pædagogmedhjælper i institutionen, kunne hendes ‘aflevering’ af Anton på stuen, måske godt tænkes at være et eksempel på moralsk usikkerhed.

Moralske dilemmaer opstår – ifølge Jameton – når to lige vigtige moralske principper understøtter handlingsforløb, der gensidigt udelukker hinanden, men hvor ingen af dem kan opgives, hvorfor situationen synes umulig at håndtere (ibid. – sammenlign eventuelt med dilemmadefinitionen i artiklen Hvad er dilemmaopsporing, dilemmadeling og dilemmakritik?). Jane befinder sig eksempelvis i et dilemma, dér hvor hun sidder med to børn på skødet, som hun er i gang med at trøste, samtidig med at hun forsøger at aflede Antons opmærksomhed og berolige ham med en sang, som hun er henvist til at synge på afstand. Lige inden hun finder på at synge, må dilemmaet opleves som meget påtrængende. For hvordan kan Jane på én gang give opmærksomhed og omsorg til et barn på afstand, samtidig med at hun giver opmærksomhed og omsorg til de to børn, hun allerede sidder med på skødet? Med sangen forsøger Jane at håndtere dilemmaet. Sangen kunne jo godt tænkes at berolige alle tre børn. Men det lykkes som tidligere nævnt ikke. Anton lader sig ikke berolige med sang alene. Men det betyder ikke, at det ikke kunne være lykkedes i anden lignende situation.

Selvom moralsk stress ikke er det samme som at befinde sig i et dilemma, kan moralsk stress selvfølgelig udmærket komme sig af, at dilemmaer – som følge af institutionelle begrænsninger – fryser til og dermed bliver så godt som umulige at håndtere (jf. artiklen Hvad er dilemmaopsporing, dilemmadeling og dilemmakritik?). I et dilemmaperspektiv kunne man måske netop sige, at moralsk stress opstår, når fagprofessionelle er opmærksomme på, at der er modstridende principper på spil i en specifik situation, og ydre faktorer forhindrer dem i at træffe en beslutning om at gøre noget, der ville reducere konflikten mellem disse principper (Lützén, Cronqvist, Magnusson og Andersson 2003, s. 314). Jane prøver at håndtere dilemmaet – men det lykkes ikke, idet de institutionelle begrænsninger skærper dilemmaet og får det til at fryse til.

Kritikken af Jametons definition

Jametons definition er blevet kritiseret for at være vag. For hvad er egentlig kilden til moralsk stress? Er det rent faktisk institutionelle begrænsninger, der forhindrer de fagprofessionelle i at gøre det, de véd, er det rigtige? Og hvordan kan vi være sikre på, at de fagprofessionelle i virkeligheden véd, hvad der er godt at gøre? Måske er det bare noget, de tror, de véd? Eller måske er det blot, de fagprofessionelles egen oplevelse, at de er forhindret i at handle rigtigt? Og måske handler det mere om deres dårlige samvittighed, skyld og skam, hvorfor det måske ville være mere oplagt at tale om psykologisk stress? (Jameton, 2017)

Senere præciserer Jameton da også definitionen (Jameton, 1993, s. 542). Han hævder nu, at moralsk stress opstår, når den fagprofessionelle foretager et moralsk skøn i en sag, vedkommende er involveret i, og institutionen eller samarbejdspartnere gør det vanskeligt eller umuligt for den fagprofessionelle at handle ud fra dette skøn. (ibid.). Citeret direkte:

… a nurse experience moral distress when the nurse makes a moral judgement about a case in which he or she is involved and the institution or co-workers make it difficult or impossible for the nurse to act on that judgement (ibid.).

Hermed åbnes der for, at samarbejdet (herunder magtforhold og kommunikation) mellem fagprofessionelle også kan spille ind i udviklingen af moralsk stress. Ligesom moralsk stress i højere grad ses i sammenhæng med de fagprofessionelles begrænsede muligheder for i praksis at følge deres skøn og dermed udfolde professionel dømmekraft. Udfoldelsen af professionel dømmekraft sker netop i spændingsfeltet mellem (om)tanke og (af)gøren; mellem ‘skønsdannelse’ og ‘domfældelse’ – hvor det sidste både kan forstås som en indre (be)slutning og en ydre (sprog)handling (Pedersen, 2017, s. 34). Antager vi, at Jane skønner, at alle tre børn har brug for nærvær og trøst, så forhindres hun i at handle ud fra dette skøn. Jane finder det med stor sandsynlighed både fagligt og moralsk uforsvarligt. Den afmagt Jane hermed kan opleve gør, at hun både kan føle frustration, vrede og skyld (Jameton, 1993, s. 543).

Jameton kan også kritiseres for at se bort fra indre begrænsninger. Andre forskere taler om, at både ydre og indre begrænsninger kan udløse moralsk stress (Epstein & Delgado, 2010):

  • Ydre begrænsninger kan bunde i besparelser, effektiviseringer, magtubalance mellem fagprofessionelle, dårlig kommunikation og samarbejde, frygt for juridiske sanktioner, mangel på administrativ støtte og i politikker eller retningslinjer, der er i konflikt med de menneskers behov, som fagprofessionelle er sat til at varetage (ibid.). Disse begrænsninger er, som det fremgår, helt i tråd med Jametons reviderede definition.
  • Indre begrænsninger kan være tvivl, manglende selvtillid eller frygt for at skabe konflikter eller for at miste jobbet (ibid.). I Jametons forståelse hører nogle af disse begrænsninger under det, han kalder moralsk usikkerhed. Men frygt – for konflikter, for jobtab eller for ikke at slå til – kan vel godt tænkes at kunne udgøre indre begrænsninger, der kan spille en rolle i udviklingen af moralsk stress?

I Jane og Trines tilfælde, er det svært at afgøre, om indre begrænsninger gør sig gældende. De kan godt frygte konflikter med hinanden eller frygte ikke at slå til. Men vi ved det ikke. De ydre, institutionelle begrænsninger er derimod til at tage og føle på. En normering på 1 voksen til 6 vuggestuebørn udgør klart en sådan begrænsning. Den kan skyldes en ringe ressourcetildeling generelt. Den kan også skyldes sygdom og dårlig vikardækning. Eller den kan skyldes dårlig ledelse og at der ikke er styr på arbejdstilrettelæggelsen. Det ved vi heller ikke. Ligesom det er svært at afgøre, om Trine og Jane oplever deres samarbejde som godt. Men er det mindre godt, kan det også spille ind. Tonen og kollegialitetskulturen betyder noget for kvaliteten i en daginstitution (Kjær, 2010). Det samme gør de fagprofessionelles uddannelse, ledelsen, strukturen, organiseringen, bygningerne og de fysiske rammer i det hele taget.

Når det specifikt gælder daginstitutioners kvalitet, peger forskning dog “ret entydigt på, at normeringer og personalets uddannelse er de to vigtigste faktorer” (Kragh-Müller i Kamp, 2019). Men “er der en dårlig kultur, kan man sagtens opleve, at kvaliteten er lav, selvom både normeringen og uddannelsesniveauet er i orden” (ibid.). I et aktuelt forskningsprojekt hedder det, at “en god normering er en nødvendig men ikke tilstrækkelig forudsætning for at skabe inkluderende samspil af høj kvalitet” (Ringsmose & Svinth, 2019, s. 16). Og derfor vil normeringen “ofte men ikke altid afspejles i den pædagogiske kvalitet på stuen” (ibid.). Det pædagogisk personale, som viste sig mest udfordret på normeringen, “gav bl.a. udtryk for, at de ikke oplevede, at de nåede alle børn” (ibid.). Ligesom de “angav også at være begrænset i forhold til at lave fokuserede indsatser for mindre grupper af børn i almindelighed og børn i udsatte positioner i særdeleshed” (ibid.). Her er der tale om begrænsninger, som man sagtens kan forestille sig vil kunne resultere i moralsk stress.

Hvad er moralsk stress? Fjerde bud på en arbejdsdefinition

Et bud på en justeret arbejdsdefinition kunne – på baggrund af indsigterne i andre filosoffer og forskeres forsøg på at definere moralsk stress – lyde:

Moralsk stress er en fysisk og psykisk belastning, der opstår, når institutionelle begrænsninger (herunder ringe arbejdsvilkår) – i samspil med situationsspecifikke forhold (herunder graden af konflikt og kvaliteten af samarbejdet) og individuelle forudsætninger (herunder graden af frygtsomhed) – stækker udfoldelsen af professionel dømmekraft, idet fagprofessionelle presses til kanten af, hvad de kan præstere og samtidig forhindres i at handle ikke-uforsvarligt på bekymringer, som de er – og som de ud fra deres samvittighed føler sig – forpligtede til at handle på. Hermed øges risikoen for, at der opstår afmagt og distanceret ufølsomhed i forhold til de mennesker, de fagprofessionelle har med at gøre. De fagprofessionelle kan hverken ud fra saglige, faglige eller personlige standarder stå inde for deres indsats, hvorfor de oplever en frustration og fortvivlelse, der kan slå om i både vrede og selvbebrejdelser, som kan ende med at true deres faglige og moralske integritet – og som i værste fald kan udarte i en uforsvarlig praksis præget af kynisme. (Ændringer i forhold til arbejdsdefinitionen ovenfor er fremhævet med fed)


Forskningsbaserede og faglige vinkler på moralsk stress

Der findes forskningsbaseret viden, der tyder på, at moralsk stress opstår, når visse nødvendige betingelser er til stede. Forskere indenfor sygeplejen har eksempelvis identificeret tre forudsætninger for, at moralsk stress kan opstå (Lützén, Cronqvist, Magnusson & Andersson 2003, s. 319):

  • Sygeplejerskerne er moralsk følsomme over for patienternes sårbarhed og mangel på autonomi.
  • Sygeplejerskerne oplever, at ydre faktorer forhindrer dem i at gøre det, de mener er bedst for patienterne.
  • Sygeplejerskerne oplever, at de ikke har kontrol over den specifikke situation.

Jeg tror faktisk, at Jane ville kunne skrive under på, at alle tre forudsætninger er tilstede i situationsbeskrivelsen ‘Et lille skub’. Jane udviser en ret høj grad af moralsk følsomhed, idet hun forsøger at trøste børnene – det gælder ikke mindst hendes forsøg på at trøste Anton med en sang på afstand og senere den omsorg, hun giver ham ved at tage ham op på sit skød. Men samtidig forhindrer ydre faktorer (det være sig ikke mindst normeringen, men måske også Trines noget hurtige og ufølsomme aflevering af Anton på stuen) i høj grad Jane i at gøre det, hun oplever, er bedst for alle de omsorgskrævende børn i situationen. Og i forbindelse med, at Jane ser sig nødsaget til at placere Caroline på gulvet, kan man sagtens forestille sig, at hun i en eller anden grad oplever et situationsbetinget kontroltab. Måske er det netop kontroltabet – og den afmagt, frustration og fortvivlelse, der hermed kan opstå – der tvinger Jane til at reagere med en vis grad af distanceret ufølsomhed i relation til Caroline. Noget lignende kan gøre sig gældende for hendes kollega Trine, dér hvor hun ‘skubber’ Anton ind på stuen og hurtigt lukker døren.

De tre forudsætninger – en indre moralsk følsomhed, ydre faktorer, der forhindrer en ikke-uforsvarlig praksis og et situationsbetinget kontroltab – stemmer godt med det, jeg kalder aktør-, struktur- og samspilsperspektivet. De tre perspektiver – som jeg opfatter som komplementære menneskesyn – kan anskueliggøres på denne måde:

(Læs eventuelt mere om de tre komplementære perspektiver og menneskesyn i Pedersen, 2017, kapitel 4 og i artiklerne Menneskesyn uden tunnelsynHvad er dilemmaopsporing, dilemmadeling og dilemmakritik? og På sporet af håbet)

Med denne tredeling bliver det tydeligt, hvorfor moralsk stress kan hævedes at opstå, når udfoldelsen af professionel dømmekraft stækkes. Udfoldelsen af professionel dømmekraft kræver netop moralsk følsomhed (der indebærer individuel ansvarstagen, rådslagning og ikke-ubetænksom (re)ageren) kombineret med ydre forhold (i form af vilkår, der åbner for såvel fleksibel strukturering som struktureret fleksibilisering) kombineret med et situationsbetinget samspil (der indebærer en fælles opmærksomhed på, at hensyn og stemmer ikke bliver altdominerende henholdsvis overses eller overhøres). Dømmekraften har således – ligesom moralsk stress – både en individuel, en kollektiv og en strukturel dimension (Pedersen, 2017, s 43-48).

Et aktørperspektiv på moralsk stress

Ud fra et rendyrket aktørperspektiv er moralsk stress først og fremmest udtryk for en individuel moralsk følsomhed. Og da nogle mennesker som bekendt er mere moralsk følsomme – og i øvrigt også har flere eller færre ressourcer og kapaciteter – end andre, vil de også have forskellig tilbøjelighed til at udvikle moralsk stress. Man kunne for eksempel forestille sig, at Trine godt kan leve med den behandling, hun giver Anton, mens Jane kan tynges af dårlig samvittighed over, at hun ikke kan gøre det, hun mener er bedst for Caroline.

I et aktørperspektiv er man først og fremmest selv ansvarlig for det, man gør, og udsathed er også altid en konsekvens af personlige valg, der træffes under indflydelse af ens vilje og moralske karakter. Det betyder, at de ‘indre begrænsninger’, jeg nævnte i afsnittet ovenfor – for eksempel manglende selvtillid eller frygt for at skabe konflikter eller for at miste jobbet – naturligvis også er relevante i et aktørperspektiv.

Men hvad så, når fagprofessionelle ikke lever op til deres ansvar? Tænk for eksempel på pædagogmedhjælperen, vi tidligere mødte i dokumentaren Daginstitutioner bag facaden. Hvordan kan denne pædagogmedhjælper forholde sig så kynisk til et barn på 14 måneder og stadig se sig selv i øjnene?

For at forstå den slags kyniske handlinger, har socialpsykologen Albert Bandura udviklet begrebet selektiv moralsk frakobling (‘Selective Moral Disengagement’). Begrebet indfanger det fænomen, at vi på én gang kan skade andre og leve med os selv (Bandura, 2016). Bandura ser moralske handlinger som et resultat af et gensidigt samspil mellem kognitive, affektive og sociale påvirkninger (Bandura, 2002, s. 102). Og han mener, at vi er nødt til at retfærdiggøre umoralske handlinger, hvis vi skal kunne leve med os selv. Men hvordan kan vi retfærdiggøre noget umoralsk moralsk? Det lyder som lidt af et paradoks.

Udviklingen af et moralsk selv kræver – ifølge Bandura – at vi udvikler visse vejledende standarder for, hvad der er rigtig og forkert at gøre, og dernæst afholder os fra at gøre noget, der krænker disse standarder. Krænker vi vores egne standarder, er vi jo nødt til at fordømme os selv. Vi opretholder derfor vores moralske standarder gennem positive og negative selvsanktioner (Bandura, 2016, s. ix; Bandura, 2017). Men ved selektivt at frakoble vores moralske selvsanktioner fra visse dele af vores praksis – herunder for eksempel de dele, der er skadelig for andre – kan vi handle umoralsk og samtidig leve med os selv. Denne selektive moralske frakobling gøres mulig af en række mekanismer, som fremgår af figuren nedenfor:

(Figuren stammer fra Bandura, 2002, s. 103 – og den er her hentet i en dansk udgave fra Johannesen, Skov & Albrechtsen, 2018, s. 12)

Lad mig gå lidt nærmere ind i situationen med pædagogmedhjælperen fra dokumentaren Daginstitutioner bag facaden for at forklare begreberne i figuren nærmere.

Når det gælder de skadende praksisser (som pædagogmedhjælperens behandling af det 14 måneder gamle barn må siges at være), så kan en moralsk retfærdiggørelse (jf. boksen øverst til venstre i figuren ovenfor) eksempelvis bestå i, at man overbeviser sig selv om, at offeret selv er skyld i ens umoralske handlinger – som da pædagogmedhjælperen afviser den lille pige på 14 måneder, der søger trøst, mens hun siger: “Du er en kæmpe egoist”. Fordelagtige sammenligninger​ kan eksempelvis bestå i, at man hævder, at ofret er af en bestemt ‘slags’, der netop fremprovokerer ens umoralske handling – som da pædagogmedhjælperen siger: “Vi er godt klar over, at du er en anelse forkælet”. Et eufemistisk ordvalg ​kan eksempelvis bestå i, at man foretager en forskønnende omskrivning af ens umoralske handling – som da faren får at vide, at det er gået ‘rigtig godt’, da han kommer for at hente sit barn, der har været dybt ulykkelig, og som løbende har kaldt på sin mor og far, i to timer.

De skadelige virkninger kan man søge at ​minimere ved at bagatellisere dem (jf. boksen øverst i midten af figuren) – som da pædagogmedhjælperen siger: “Ja, du græder hele tiden” og underforstår, at så slemt er det nok heller ikke. Virkningerne kan også ignoreres – som da pædagogmedhjælperen ignorerer pigens tiltagende gråd og hendes kalden på far og mor. Eller ​konsekvenserne fordrejes – som da pædagogmedhjælperen siger: “Ved du hvad, jeg kan ikke høre, hvad de andre børn siger”.

Både når det gælder de skadelige praksisser og de skadelige virkninger, så kan der ske en fejlplacering af ansvar (jf. boksen nederst i figuren) – som når det antydes, at det er forældrenes ansvar, at et barn på 14 måneder er ulykkelig i daginstitutionen, hvor ingen af dem er til stede. Eller ​der kan ske en ansvarsudvanding – som hvis pædagogmedhjælperen hævdede, at pædagogen på stuen jo heller ikke gør noget for at trøste pigen (hvad hun som bekendt ikke gør). Med fejlplaceringen eller udvandingen af ansvaret åbnes der for, at man kan fritage sig selv for skyld i forhold til ens umoralske handlinger – som hvis pædagogmedhjælperen benægtede, at hendes behandling af pigen var hendes skyld.

I stedet sker der en tilskrivning af skyld til ofret (jf. boksen øverst til højre i figuren) – som når det antydes, at et barn på 14 måneder selv er skyld i dets ulykkelige situation. Ofret får med andre ord skylden for sin egen situation og de umoralske handlinger, som det er blevet udsat for. Der sker desuden en dehumanisering​ af ofret i den forstand, at det behandles som en ting fremfor som et menneske – som da pædagogmedhjælperen hiver den lille pige i armen, trækker sin arm til sig, når pigen rør hende eller løfter hende og nærmest kaster hende hårdt ned på madrassen.

Moralsk frakobling gør, at når vi først har gjort noget, som vi i udgangspunktet finder forkert, så kan vi alligevel begrunde, at det var i orden. Og når først frakoblingen er sket, kan vi gentage den umoralske handling.

Men der findes også andre mekanismer, der kan forhindre os i at følge vores samvittighed. Som tidligere nævnt, kan selve tempoet og travlheden i fagprofessionelles arbejde komme til at fungere som en slags selvbeskyttelsesmekanisme, så skyldfølelsen ikke overmander og handlingslammer dem.

Postdoc Susanne Winther (Aalborg Universitet) har beskæftiget sig med moralsk stress i sygeplejerskers daglige arbejde (Winther, 2017, s. 95). Winther refererer til sygeplejerske og dr. phil. Kari Martinsens idé (2015, s. 64) om, at sygeplejersker kan have en tendens til at intensivere travlheden og foretagsomheden for at mindske skyldfølelsen og dermed beskytte sig selv, når de gør noget, de ikke kan stå inde for (ibid.). I begyndelsen kan sygeplejerskerne dog kun gøre dette momentant. Skyldfølelse vender tilbage, og hermed opstår netop den moralske stress, idet sygeplejerskerne oplever, at fagligheden, den faglige udvikling og arbejdsglæden undermineres (ibid.). Men tempoet og travlheden gør samtidig, at de, ved netop ikke at være nærværende, med tiden kan miste “evnen til at gå ind i situationen og sanse patientens sårbarhed” (ibid.). Og det kan ende med, at de ikke længere kan vejledes til at udøve et ikke-uforsvarligt skøn og udfolde professionel dømmekraft. “Tempoet og travlheden lukker af for indtrykket for patienten”, skriver Winther (ibid.).

Da moralsk følsomhed er en forudsætning for udvikling af moralsk stress, kan en svækkelse af denne følsomhed netop tænkes at dæmpe skyldfølelsen. Men prisen er høj; for det første vender skyldfølelsen tilbage, når travlheden og foretagsomheden aftager; og for det andet undermineres den professionelle dømmekraft langsomt til stor skade for de mennesker, som de fagprofessionelle er sat i verden for at hjælpe.

En kræftpatient, der på dette tidspunkt var midt i sit behandlingsforløb for brystcancer, og som var som planlagt mødt op på den kirurgiske afdeling for at få fjernet sit højre bryst, giver et eksempel på, hvad konsekvensen kan blive:

Da jeg kom, blev jeg vist ind i et rum, som mest af alt havde karakter af et depotrum. Jeg blev sat i en stol og fik udleveret patienttøjet, og så var det, at jeg fik beskeden ude fra gangen om, at jeg også skulle tage noget medicin før operationen. Hvor ville jeg ønske, at sygeplejersken var kommet ind til mig og havde fortalt mig stille og roligt, at nu var det tid til at tage den (…) Men der var ingen, der havde tid til at kigge ind og tale lidt med mig. Jeg følte virkelig, at jeg ikke kunne være mere uinteressant. For mig var det et stort og omfattende indgreb, men jeg havde fornemmelsen af, at personalet nærmest bare opfattede mig som et nummer i rækken. (Sommer, 2015, s. 32).

Kari Martinsen giver et lignende eksempel på, hvordan sygeplejersker – og den plejekultur, de er en del af – kan opleves af en patient:

Der var fuldt på afdelingen (…) På stuen var én af patienterne plaget af rystelser, hendes hænder skælvede, hun spildte hele tiden. Hun fik en blå plastikble som serviet. Om morgenen når vi skal vaskes og klædes på er alt kaotisk. Nogle har brug for hjælp, vi ser hinanden hele tiden, der er ingen afskærmning. Ude på gangen går vi mere eller mindre påklædte rundt med slanger og poser. Under stuegangen fortælles der ømtålelige oplysninger på vores firesengsstue, og kun nogle få hilser eller ser mig. Bagefter har jeg undret mig over disse grænser, der usynligt bliver flyttet, lidt efter lidt hver dag (Martinsen, 2015, s. 64).

Patientens oplevelse vidner om, at der kan opstå en plejekultur:

… hvor grænserne er blevet flyttet, og der er fremkommet en kynisme, som ikke kun truer den enkelte sygeplejerske, men også praksisfællesskabet og faget (Winther, 2017, s. 96).

Der også anden forskning, der påpeger, at konsekvensen af moralsk stress kan ende med at blive både manglende empati, jobutilfredshed og udbrændthed (Rushton, Schoonover-Shoffner & Kennedy, 2017). Dette skal givetvis ses i sammenhæng med, at moralsk stress rammer dybere end andre stressformer, fordi den netop rammer værdier, faglig stolthed og i det hele taget opfattelsen af, hvad det er, man som fagprofessionel er sat i verden for (Hein i Rasmussen, 2019). De fagprofessionelle, der rammes af moralsk stress, føler sig svigtede – og det er måske derfor, at moralsk stress hyppigere end andre former for stress er forbundet med depressioner og i sidste ende kan resultere i meget langvarige sygdomsforløb (ibid.).

Et strukturperspektiv på moralsk stress

På organisatorisk niveau kan moralsk stress resultere i ringe kvalitet, dårlige resultater og øget personaleudskiftning (Rushton, Schoonover-Shoffner & Kennedy, 2017). Men både organisatoriske – og i bredere forstand samfundsmæssige – strukturer kan også ses som selve kilden til, at moralsk stress opstår. Det er netop kernen i strukturperspektivet. Strukturer betinger fagprofessionelles handlemønstre i den forstand, at materielle, sociale og kulturelle vilkår fungerer som kendsgerninger, der tages for givet (Pedersen, 2017, s. 114). Og nogle af disse kendsgerninger øger risikoen for, at moralsk stress opstår.

Som tidligere nævnt har besparelser, effektiviseringer, mangel på administrativ støtte og uhensigtsmæssige politikker eller retningslinjer naturligvis indflydelse på, om fagprofessionelle udvikler moralsk stress (Epstein & Delgado, 2010). En række undersøgelser peger desuden på, at moralsk stress optræder hyppigere, når man i en organisation oplever problemer på grund af manglende ressourcer, personalereduktioner, ufleksible politikker, komplekse dokumentationskrav, uhensigtsmæssige personaleskift, dårlig kommunikation, overkompliceret teknologi, fejl og – sidst men ikke mindst – mangel på professionel autonomi (Jameton, 2017). Nogle af disse problemer er specifikke for den enkelte enhed eller arbejdsplads, mens andre kan udgøre udfordringer for en hel sektor (ibid.). Det er ikke svært at forestille sig, at strukturelle forhold i en sektor – eller i samfundet som sådan – kan medvirke til at skabe grobund for, at moralsk stress optræder med større hyppighed, end det ellers ville have været tilfældet.

For eksempel er antallet af lønnede, kvalificerede hænder, der er til rådighed i børnehøjde i en daginstitution – i et strukturperspektiv – af stor betydning for, om moralsk stress opstår. Man kan sagtens forestille sig, at Jane tager normeringen i hendes institution – og de positioner, den er med til at bringe hende i – for givet. Også selvom det er oplagt, at eksempelvis en ekstra voksen på Janes stue eller en ‘flyder’, der kunne bringe børn trygt og omsorgsfuldt fra skifterummet til stuen, ville gøre, at situationen havde udviklet sig anderledes. Netop fordi Jane er alene på stuen med en gruppe børn, tvinges hun til at afbryde sin kontakt med Caroline, for at trøste Anton. Situationen er et eksempel på det, nogle forskere omtaler som det multiple arbejde. Det betyder, at arbejdsaktiviteter skal udføres simultant, men ikke kan synkroniseres (Hjort, 2012, s. 73). Der er fysiske grænser for, hvor mange børn, Jane kan have på skødet og trøste på én gang. Og ikke desto mindre er hun henvist til at gøre, hvad hun kan for at trøste tre børn på samme tid. Når det multiple arbejde bliver et vilkår, er det et krav i flere og flere situationer, at opgaver, der ikke kan udføres på samme tid, skal udføres samtidig – hvorfor de fagprofessionelle hele tiden tvinges til at afbryde det, de er i gang med, og aldrig kan gøre noget færdigt. I en daginstitution – hvor dette i længden kan have ganske fatale konsekvenser for børnenes udviklingsmuligheder – vil det med stor sandsynlighed give anledning til, at moralsk stress kan udvikle sig.

En medarbejder i en daginstitution udtrykker det på følgende måde i en spørgeskemaundersøgelse:

Vil gerne nå alle, men på grund af manglende ressourcer er det ikke muligt. Vi er ikke nok voksne til at ‘nå’ alle børn (…) vi slukker brande og når sjældent hele gruppen/alle situationer, der kræver vores faglighed. Var normeringerne bedre, var der mere tid til at få kvalitet i omsorg, konfliktløsning, anerkendelse osv. (Bureau 2000, 2019a, s. 11)

En anden medarbejder beskriver de pressede arbejdsvilkår sådan her:

Hvis flere af børnene slår sig på samme tid eller er i konflikt med hinanden, er det svært at være flere steder på en gang, hvis min kollega fx er ved at skifte en ble eller er ved at putte et barn. (ibid., s. 12)

Det er præcis en arbejdssituation af denne karakter, Jane befinder sig i. Kriterierne for en tilstrækkelig normering og en bedre arbejdstilrettelæggelse kunne for eksempel – i lyset af de informationer vi får i situationsbeskrivelsen ‘Et lille skub’ – være, at ingen voksne bør være alene med en gruppe vuggestuebørn, samt at de voksne, der er tilstede, reelt bør være tilgængelige for børn, der har behov for deres opmærksomhed, nærvær og støtte. Men virkeligheden er en ganske anden.

I en ny repræsentativ undersøgelse blev stuemedarbejdere i danske daginstitutioner spurgt om, hvor ofte de oplever ikke at kunne give tilstrækkelig omsorg. De kunne vælge mellem følgende oplevelser:

  • Du kan ikke nå at give et barn trøst.
  • Du har ikke tid til at tage dig af en konflikt mellem børn.
  • Du kan ikke tage dig af et barn med forstyrrende adfærd.
  • Du kan ikke tage dig af et barn, der har svært ved at komme med i legen.
  • Du får ikke snakket om et barn med problematisk adfærd med kollegerne.
  • Du har ikke tid til at opmuntre et barn, som har behov for anerkendelse. (Bureau 2000, 2019a, s. 7)

53 procent af stuemedarbejderne svarede, at de havde en af disse oplevelser dagligt eller flere gange om ugen (Bureau 2000, 2019a, s. 7). Figuren nedenfor viser, hvordan medarbejdernes svar fordelte sig under de enkelte punkter:

Skeptikere kunne mene, at respondenterne måske bare benytter lejligheden til at lufte deres utilfredshed for hermed at lægge pres på beslutningstagerne, så de kan få flere ressourcer til deres område. Bureau 2000 – der har stået for undersøgelsen – skriver:

Dette svarer imidlertid ikke til det indtryk, Bureau 2000 har dels fra de mange kommentarer, dels fra samtaler med mange ansatte. Mange synes at skulle overvinde sig selv for at give udtryk for, at man ikke kan yde tilstrækkelig omsorg. Det er ligesom kernen i den pædagogiske faglighed, hvor man evt. må sige, at man kommer til kort. Derfor er der efter Bureau 2000s bedømmelse ingen grund til at tro, at svarpersonerne overdriver. (ibid., s. 9-10)

Oplevelsen af ikke at kunne give omsorg hænger ikke overraskende sammen med alenearbejde:

Blandt medarbejdere, der havde alenearbejde en tilfældig dag, er der 61 procent, der flere gange om ugen eller dagligt oplever, at de ikke kan give tilstrækkelig omsorg. Blandt medarbejdere, der ikke havde alenearbejde, er tallet 34 procent. (ibid., s. 7)

Alenearbejde og mulighederne for at give børn omsorg hænger sammen med de økonomiske ressourcer – og dermed antallet af kvalificerede hænder – som beslutningstagerne prioriterer til daginstitutionsområdet. Over tid ser udviklingen i antallet af børn pr. voksen sådan her ud:

(Det gennemsnitlige antal børn pr. voksen for udvalgte år i følge Bureau 2000’s skønsmæssige beregninger (Bureau 2000, 2019b, s. 24). I begrebet multitasking ligger der, at de voksne eksempelvis rydder op eller udfylder skemaer og samtidig har et øje på børnene (ibid., s. 22))

Men normeringen svinger også i løbet af dagen. I 2016 svingede antallet af børn pr. voksen i en børnehave eksempelvis mellem godt 7 om formiddagen og omkring 12 sidst på eftermiddagen (ibid., s. 17).

Tendenserne i tabellen ovenfor skal ses i lyset af, at der bliver flere børn i fremtiden:

Normeringerne i landets daginstitutioner er forringet de seneste 10 år. Så i dag mangler der 4.000 pædagoger alene for at matche den samme normering som i 2009 (…) Ifølge beregninger fra Danmarks Statistik vil der i 2029 være ca. 61.000 flere 0-5-årige børn i Danmark. Det vil kræve ca. 10.000 flere pædagoger, hvis normeringen skal fastholdes på det nuværende niveau – et niveau som i forvejen er langt under den nedre grænse, som forskere anbefaler. (BUPL, 2019)

Ifølge Jørgen Goul Andersen, der er professor ved Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet, har vi oplevet en historisk voldsom nedskæring i den offentlige service siden 2010 (Andersen i Müller & Grønborg, 2019). Der er godt nok brugt lidt flere penge, men der er også kommet mange flere danskere, der har brug for hjælp og omsorg. I perioden fra 2010-18 er der eksempelvis kommet ca. 200.000 flere ældre over 70 år (ibid.).

Jørgen Goul Andersen anskueliggør væksten i det offentlige forbrug i kr. pr. indbygger på følgende måde:

(ibid. – tallene er renset for inflation og er i 2010-priser)

Jørgen Goul Andersen udtaler på baggrund af grafen:

Vi har reelt haft en nedskæring i den offentlige service fra 2010, som altså har været historisk voldsom. Og hvis vi forlænger den, hvordan kommer samfundet så til at se ud? (ibid.)

I perioden 1992-2010 lå væksten i det offentlige forbrug pr. indbygger gennemsnitligt på 1,8 procent årligt – siden 2010 har den været på godt 0,1 procent. Og dertil kommer, at der i mange år har været en bevægelse, hvor penge tages fra andre områder og flyttes til sundhedsvæsenet. Mange oplever derfor af gode grunde en forringelse af forholdene i eksempelvis ældreplejen og i børnehaver og vuggestuer. (Andersen i Christensen, 2019)

En anden strukturelt betinget udviklingstendens er, at der for alvor er ved at opstå et marked for privat velfærd (Andersen i Christensen, 2019). I 2018 var der eksempelvis seks gange så mange ældre på private plejehjem i forhold til i 2009 – og næsten hver femte skoleelev gik på en fri- eller privatskole (Andersen i Müller & Grønborg, 2019). Når eksempelvis en folkeskole på den baggrund mister elever, så får skolen selvfølgelig også færre penge. Og får en skole færre penge, men man stadigvæk har lige så mange klasser, bare med færre elever i hver, så kan økonomien ikke hænge sammen. Det betyder klasse- eller skolesammenlægninger. Og den uro, der hermed opstår kan være med til at få endnu flere forældre til vælge at sende deres børn i fri- eller privatskole (Vaaben i Grønborg, Müller og Holm, 2019).

Noget lignende er måske ved at ske på daginstitutionsområdet. Siden 2005 har det været muligt at etablere private daginstitutioner. I 2007 var der 246 private institutioner – og i 2014 var der 518. Udviklingen er formodentligt fortsat – men Danmarks Statistik har ændret sin opgørelsesmetode, så det ikke er er muligt direkte at sammenligne tal fra 2014 og tidligere år med de nye tal fra 2017. Statistikken fra 2017 viser, at der var 494 selvejende daginstitutioner, 496 private daginstitutioner og 1.209 kommunale daginstitutioner. (Hansen, 2018)

Sandsynligheden for, at der hermed opstår et A-hold af forældre, der har råd til at betale ekstra og et B-hold, der på ‘nøjes’ med de kommunale daginstitutioner, er stor. Og hermed bliver det måske endnu sværere at skaffe opbakning i befolkningen til et tilstrækkeligt økonomisk løft af daginstitutionsområdet. Konsekvensen kan blive et ringere psykisk arbejdsmiljø og en forstærket tendens til udvikling af moralske stress i de offentlige institutioner.

Chefpsykolog i Psykiatrifonden, Michael Danielsen, udtalte i 2016 til fagbladet Børn & Unge:

Når normeringerne ikke rækker, og man bare får at vide, at vilkårene ikke bliver anderledes, så opstår der en indre konflikt mellem ens faglige moral og det arbejde, man udfører. Nogle af de nye udlægninger af stress, taler om moralsk stress, hvor stress er udtryk for en skamfølelse. For mange omsorgsmedarbejdere betyder skammen over konstant ikke at slå til, at de stille og roligt bliver slidt ned. (Børn & Unge, nr. 13, 2016, s. 19)

Udtalelsen falder på baggrund af en undersøgelse foretaget af BUPL, der viser, at hver fjerde pædagog overvejer at sige op på grund af dårligt psykisk arbejdsmiljø (ibid., s. 13).

Men faktisk har vi generelt ondt i arbejdslivet i Danmark. Hver femte dansker har, ifølge en undersøgelse fra LO, meldt sig syg inden for det seneste år, fordi de har været påvirket negativt psykisk af deres arbejde (Jaquet, 2018). PFA Pension har opgjort, at antallet af anmeldte stress-skader er steget med 43 procent på bare tre år (PFA, 2018). Og ikke mindst de offentligt ansatte har de senere år oplevet et stadigt stigende tids- og arbejdspres. En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (Lichtenberg, 2018) viser, at knap hver fjerde offentligt ansatte i 2016 havde symptomer på stress (en stigning på 20 procent siden 2012). Og pædagoger og lærere er særlig hårdt ramt. Siden 2012 er andelen af BUPL’s medlemmer, der oplever symptomer på stress, eksempelvis steget med 50 procent (ibid.). BUPL i Storkøbenhavn offentliggjorde i 2014 en rapport, der viste, at halvdelen af pædagogerne i Storkøbenhavn var bekymrede over at blive syge på grund af jobbet (Stolle, 2014). Godt hver tredje viste sig at have været sygemeldt med det, de selv definerer som stress-symptomer inden for de seneste fem år (ibid.).

I en undersøgelse foretaget af BUPL i 2017 giver 72 procent ud af de 5.468 adspurgte pædagoger udtryk for, at de dagligt eller flere gange om ugen mangler tid til at være nærværende over for børnene – mens 69 procent svarer, at de dagligt eller flere gange om ugen mangler tid til at drage omsorg for børn, som ikke trives (Dalgas, 2017). I 2016 gennemførte BUPL en alenetidsundersøgelse blandt alle sine medlemmer på 0-5 års området (BUPL, 2016). Undersøgelsen viste, at 75 procent af pædagogerne, på en tilfældig dag i april, var alene med den samlede børnegruppe. De var i gennemsnit alene med en børnegruppe på ca. 17 børn. 56 procent var alene med børnegruppen i mere end 30 minutter. Undersøgelsen viser desuden, at fire ud af ti pædagoger inden for det seneste år har stået i en situation, hvor de oplevede, at det var uforsvarligt eller decideret farligt, at de var alene med den samlede børnegruppe. En anden undersøgelse viser, at 61 procent af personalet i daginstitutioner oplever, at der ikke er tilstrækkeligt personale på stuen til at sikre en god inklusion (Bureau 2000, 2015, s. 93).

Samtidig er de fagprofessionelles indflydelse på arbejdets tilrettelæggelse, og på hvordan de bruger deres faglighed, også reduceret. I 2013 konkluderede arbejdslivsforskere i en forskningsrapport:

Flere undersøgelser peger på, at mulighederne for at tilrettelægge eget arbejde opleves som forringede i de senere år. Dette skyldes en mere centraliseret ledelse af det pædagogiske område: Undersøgelser beskriver, hvordan de politiske krav om effektivitet, kvalitet og målstyring udmønter sig i en tendens til at skabe større ledelsesenheder på tværs af institutioner og påpeger en risiko for at dette efterlader den enkelte daginstitution uden indflydelse på rammerne for arbejdet. Manglende indflydelse på arbejdet indebærer en risiko for forringelser i forhold til det psykiske arbejdsmiljø for både ledere og ansatte. (Kamp, Hohnen, Hvid & Scheller, 2013, s. 7)

Mon ikke disse tendenser er mindst lige så udprægede i dag, som de var 2013?

Strukturelt set, hænger disse tendenser sammen med grundlæggende samfundsforandringer, hvor den offentlige sektor siden 1980’erne vedvarende er blevet forsøgt effektiviseret med begreber og organisatoriske tiltag, der er inspireret af det private erhvervsliv. For eksempel i form af New Public Management (NPM). Den offentlige sektor er på én gang søgt markedsgjort og udsat for en vedvarende strøm af bureaukratiske styringsforsøg, hvilket har haft betydelige konsekvenser for de fagprofessionelles ressourcer og råderum. Jeg vender tilbage til denne samfundsudvikling i afsnittet ‘Samfundsvidenskabelige vinkler på moralsk stress’ nedenfor.

Et samspilsperspektiv på moralsk stress

I et samspilsperspektiv, opstår moralsk stress, når både dygtige og samvittighedsfulde fagprofessionelle gør deres arbejde, så godt de kan, men alligevel oplever et situationsbetinget kontroltab.

For pædagoger sker det blandt andet, når deres opmærksomhed flyttes fra selve indholdet af det pædagogiske samspil til mere eller mindre desperate forsøg på undgå, at situationer udvikler sig kaotisk eller at hverdagen helt bryder sammen (Ellegaard, Kampmann & Rasmussen, 2014, s. 26). Tidligere mødte vi pædagoger, som eksempelvis talte om en øget tendens til, at deres arbejde har fået karakter af ‘brandslukningsarbejde’.

Hvad det betyder i praksis, giver situationsbeskrivelsen ‘Et lille skub’, og de fagprofessionelles ovennævnte oplevelser af moralsk stress, et udmærket indblik i. Der opstår udsatte positioner. Og nogle børn bringes i endnu mere udsatte positioner, end de allerede befinder sig i, mens andre børn i højere grad prioriteres og oplever at få den støtte og omsorg, de har behov for.

Men man kan også danne sig et billede af, hvad ‘brandslukningsarbejde’ betyder i praksis, ved at sammenligne samspillet i situationsbeskrivelsen ‘Et lille skub’ med et pædagogisk samspil, der ikke udvikler sig kaotisk eller fører til kontroltab:

Det er efter frokost og en af pædagogerne er på badeværelset i vuggestuens storegruppe, hvor børnene er omkring 2-3 år. Pædagogen er i færd med at skifte ble på nogle af børnene. Pædagogen kalder på Dina, en blind pige, som befinder sig i det tilstødende grupperum. Dina kommer umiddelbart ikke. Amalie, en pige, der er med på badeværelset, kalder også på Dina, mens hun slår på vasken, så Dina kan følge lyden. (ibid., s. 12)

Eksemplet stammer fra lektor Kurt Bendix-Olsens forskning. Han argumenterer for, at bleskiftningssituationen leder til styrkelse af det, han kalder det pædagogiske fællesgode. Det skyldes:

… at børn og voksne virker sammen og får koordineret det nødvendige, samtidig med at deres praksis bidrager til at sikre fremtidig fælles deltagelse (ibid.).

En meget interessant pointe – ikke mindst set i et samspilsperspektiv. Bendix-Olsen forstår netop vuggestuepraksis som et fællesgode, hvor voksne og børn indgår i praksisudforskende processer (ibid., s. 8). Gennem det Bendix-Olsen – med henvisning til samarbejdsforskeren Erik Axel (2009) – kalder en konfliktuel kooperation om dagtilbuddets pædagogiske arrangementer, formes og vitaliseres det pædagogiske fællesgode, idet betingelserne for deltagelse, solidaritet og fællesskabsdannelse forandres (Bendix-Olsen, 2017, s. 8).

Fællesgoder er i princippet både karakteriseret ved, at ingen enkeltaktør kan skabe eller vedligeholde dem på egen hånd, og at alle i princippet har adgang til at nyde godt af dem, når de først er dannet – og det uanset om man har bidraget til at skabe dem eller ej (Aakvaag, 2008, s. 114). Som fællesgode betragtet, er en vuggestue en praksis, hvor der foregår løbende fælles bestræbelser på at give børn omsorg og gode udviklingsbetingelser. Vuggestuen er således ikke kun et fællesgode for de ansatte. Den er et fællesgode for professionelle, børn, forældre og andre, der har glæde af, at denne specifikke praksis vedligeholdes og udvikles. Men vuggestuen er også et fællesgode i en langt bredere samfundsmæssig forstand. Den er en del af en praksis – det pædagogiske fællesgode – som alle har glæde af, fordi vi alle er afhængige af, at der drages omsorg for, at de små børn i vuggestuen udvikler sig som medborgere, der såvel kan tage ansvar for sig selv som for det fælles i fremtiden. Og dertil kommer, at vi i en eller anden grad er afhængige af det arbejde, som forældre varetager, mens børnene befinder sig i vuggestuen.

Et andet eksempel på et fællesgode er sundhed:

Sundhed forstået som den vedvarende, fælles bestræbelse og gensidige omsorg for at behandle lidelser, tage hånd om helbredet og fremme velbefindende er et kompleks af praksisformer, der tilsammen udgør et fællesgode (Højrup & Jensen i Thorgaard, Nissen & Jensen, 2010, s. 32).

Et fællesgode kan således under særlige vilkår – som det har været tilfældet i det danske samfund – “blive et fællesgode i en samlet samfundsmæssig og statslig praksis” (ibid.). Men det kræver, at eksempelvis sundhedspraksis eller pædagogisk praksis i vuggestuer og børnehaver “som resultat af samfundsmæssig diskussion og strid anerkendes som et politisk mål” (ibid.). Og at alle på den baggrund – gennem skabelse af konkrete statslige initiativer, institutioner og samfundsmæssige vilkår – kan nyde godt af og bidrage til dette fællesgode (ibid., s. 31-32). Et fællesgode kan ses som en fælles bestræbelse på at færdes vel sammen ud fra princippet én for alle som alle for én (ibid., s. 31). Det vil altså sige en praksis:

… hvor hver enkelt er deltager, og alle er interpelleret til at vise gensidig omsorg for at sikre hinandens muligheder for deltagelse i det fælles liv” (ibid.).

Fællesgoder dannes og vedligeholdes gennem samspil i en kollektiv praksis, der dog som sagt ikke er ren harmoni, men også er præget af konflikter, hvorigennem nye handlemåder og standarder for vellykket udøvelse af den pågældende praksis udkrystalliseres (ibid. s. 32). 

Når en praksis ikke bidrager til at sikre fremtidig fælles deltagelse, trues den som fællesgode. Det var det vi så et eklatant eksempel på i situationen med pædagogmedhjælperen og den lille pige på 14 måneder i dokumentaren Daginstitutioner bag facaden. Egeninteressen vinder over hensynene til at vedligeholde og udvikle det fælles. Samarbejdet om at sikre alles mulighed for deltagelse undermineres, og mennesker, der allerede befinder sig i udsatte positioner, bringes i endnu mere udsatte positioner.

Netop hér dukker den moralske stress op som samspilsfænomen; det sker, når nogle deltagere i en praksis forsøger at vedligeholde og udvikle et fællesgode, men ikke kan lykkes med dette forehavende, fordi andre deltagere ikke bidrager, idet de udelukkende handler ud fra deres egeninteresse. Vuggestuen er aldrig blot et individuelt gode; et lønarbejde for de ansatte, et servicetilbud for forældre eller et udviklingstilbud for børn – for det er gennem den kollektive vedligeholdelse og udvikling af vuggestuens praksis som et fællesgode, at den enkelte gives mulighed for at deltage og udvikle sig. Når Amalie kalder på Dina ved at slå på vasken i badeværelset, så Dina kan følge lyden og finde vej, så bidrager Amalie til at sikre både Dinas deltagelsesmuligheder og vuggestuen som fællesgode.

Hvad er moralsk stress? Femte bud på en arbejdsdefinition

Et bud på en justeret arbejdsdefinition kunne – set i lyset af den forskningsbaserede og faglige viden, der er præsenteret i dette afsnit – lyde:

Moralsk stress er en fysisk og psykisk belastning, der opstår, når institutionelle begrænsninger (herunder ringe arbejdsvilkår) – i samspil med situationsspecifikke forhold (herunder graden af konflikt og kontroltab samt kvaliteten af samarbejdet) og individuelle forudsætninger (herunder graden af moralsk følsomhed og frygtsomhed) – stækker udfoldelsen af professionel dømmekraft, idet fagprofessionelle presses til kanten af, hvad de kan præstere og samtidig forhindres i at handle ikke-uforsvarligt på bekymringer, som de er – og som de ud fra deres samvittighed føler sig – forpligtede til at handle på. Hermed øges risikoen for, at der opstår afmagt og distanceret ufølsomhed i forhold til de mennesker, de fagprofessionelle har med at gøre. De fagprofessionelle kan hverken ud fra saglige, faglige eller personlige standarder stå inde for deres indsats, hvorfor de oplever en frustration og fortvivlelse, der kan slå om i både vrede og selvbebrejdelser, som kan ende med at true deres faglige og moralske integritet – og som i værste fald kan udarte i moralsk frakobling og dermed i en uforsvarlig praksis præget af kynisme. (Ændringer i forhold til arbejdsdefinitionen ovenfor er fremhævet med fed)


Samfundsvidenskabelige vinkler på moralsk stress

Ud fra et strukturelt perspektiv, er samfundsudviklingen i almindelighed, og forandringerne i den offentlige sektors måde at fungere på i særdeleshed, afgørende for at tendenser til moralsk stress breder sig og forstærkes.

Siden 1990’erne har der været bred politisk enighed om, at den offentlige sektor kan og skal gøres mere effektiv. Kravet om, at fagprofessionelle skal gøre mere med mindre (Hood, 1991, s. 17), er blevet gentaget igen og igen. Med blikket stift rettet mod de globale markeder og nationens konkurrencedygtighed har skiftende beslutningstagere forsøgt at holde skatter og afgifter nede (i perioden 2002-2019 er indkomstskatten eksempelvis lettet med knap 65 mia. kr. (ae.dk, 2020)), samtidig med at de har forsøgt et implementere et hav af tiltag, der skal sikre, at offentlige institutioner ‘konkurrenceudsættes’ gennem diverse incitamentsstrukturer og markedslignende arrangementer (Vaaben, 2014, s. 115).

I takt med denne ‘markedsgørelse’ henvises fagprofessionelle til løbende at nedbringe og prioritere deres ressourceforbrug. Tanken er, at de først og fremmest skal sætte ind dér, hvor udbyttet af deres indsats kan forventes at være størst. Begrundelserne herfor er ikke faglige og saglige. De er økonomiske. Og på det grundlag tvinges fagprofessionelle i større udstrækning at foretage prioriteringer, som de véd er uforsvarlige, og som de derfor ikke kan stå inde for.

Markedsgørelse og institutionaliseret kynisme

Som blandt andre Kari Martinsen har bemærket, så kan den kynisme, der kan ende med at blive resultatet af moralsk stress, ses i sammenhæng med, at offentlige institutioner i stadig stigende grad underlægges en produktionslogik, hvor eksempelvis omsorg “er i færd med at blive defineret som noget, en producent leverer til en kunde” (Martinsen, 2015, s. 159). Hermed instrumentaliseres eller teknificeres velfærdsarbejdet, og de fagprofessionelle gøres først og fremmest til tekniske leverandører (Rothuizen & Togsverd, 2019, s. 20; Himmelstrup og Olesen, 2005, s. 19; Goodson, 2000, s. 182-183). Det harmonerer dårligt med de fagprofessionelles faglige selvforståelse. Men ikke nok med det. De stilles også i stigende grad til regnskab for deres prioriteringer. De forventes løbende at prioritere de (stadig færre) ressourcer, de tildeles, så deres indsats ‘investeres’ dér, hvor den kan kaste det største ‘udbytte’ af sig (Pedersen, 2011, s. 250-251 – jf. også Pedersen i Allentoft, 2016). For de fleste fagprofessionelle er denne kyniske prioriteringsfunktion i direkte modstrid med den sag, de er sat i verden for at varetage.

Inspireret af dele af den økonomiske sociologi, vil jeg samle disse tendenser under betegnelsen institutionaliseret kynisme (Streeck, 2010, s. 13). Den egeninteresse, som den økonomiske liberalismes fader – Adam Smith – i sin tid satte sin lid til, som selve drivkraften i den kapitalistiske markeds­økonomi, gøres hermed også til drivkraften i forsøg på at optimere den offentlige sektor. Smith formulerede sin opfattelse af egeninteressens samfundsmæssige betydning på følgende måde:

Det er ikke på grund af slagterens, bryggerens og bagerens velvilje, vi kan se frem til vores middagsmåltid, men fordi at de ser på deres egen interesse. Det er ikke deres menneskelighed, vi henvender os til, men deres egenkærlighed, og vi taler ikke om, hvad vi selv har brug for, men hvad der er til gavn for dem (Smith, 2013 [1779], s. 54).

Problemet er bare, at kernen, i for eksempel pædagogisk arbejde, jo ikke først og fremmest er at fremme egeninteressen og konkurrenceevnen. Dette arbejde angår menneskers individuelle og sociale dannelsesprocesser – herunder netop dannelsen af den menneskelighed, som Adam Smith argumenterer for, at vi – ud fra en samfundsøkonomisk betragtning – er bedst tjent med at se bort fra.

I lyset af den institutionaliserede kynisme, skal børn i danske daginstitutioner eksempelvis lære så meget som muligt og blive så selvstændige og robuste som muligt, ved brug af så få ressourcer som muligt. Og pædagogerne skal hele tiden prioritere, hvem af børnene, de først og fremmest finder værd at investere deres ressourcer i. Institutionaliseret kynisme viser sig ved, at de prioriteringer, som institutioner og fagprofessionelle foretager, domineres af en markedslogik og et konkurrencepres, hvor det først og fremmest – gennem løbende cost-benefit-analyser – handler om at sikre, at (stadig færre) offentlige ressourcer kanaliseres derhen, hvor det gavner den samlede økonomis konkurrenceevne mest (Pedersen, 2011, s. 206). Markedsgørelsen, og den heraf afledte institutionaliserede kynisme, underminerer både offentlige institutioners karakter af fællesgoder og udfoldelsen af professionel dømmekraft og skaber hermed grobund for moralsk stress.

Markedsgørelse og moralsk stress

I et indlæg på voresvirkelighed.dk skriver pædagog Dorte Børgesen malende om markedsgørelsens konsekvenser for det pædagogiske arbejde:

Pædagogik i Danmark er mange steder blevet reduceret til rent og skært mekanisk samlebåndsarbejde. Det forventes at børn startes op i vuggestuer som et uforarbejdet grundmateriale, og herefter bevæger sig hele vejen gennem produktionsanlægget, for at ende ud som fuldendte mennesker, der skal varetage en funktion i et af verdens lykkeligste lande. Det overskyggende problem er blot, at vi ikke kan producere mennesker, som vi kan producere biler, vandhaner eller frosne kødboller. Jeg er pædagog, og min daglige drivkraft er at guide og støtte børn gennem deres første og måske vigtigste år. Jeg fascineres hver eneste dag over, hvor stor en betydning gode og anerkendende relationer har. Her taler jeg ikke blot relationen mellem det enkelte barn og pædagogerne, men også relationerne mellem børnene og ikke mindst mellem pædagoger og forældre. Det gør mig derfor umådelig trist og til tider nærmest opgivende, at vi i et land som Danmark, har valgt at nedprioritere muligheden for at skabe de unikke og udviklingsmæssige altafgørende relationer for vores børn. De børn vi forventer skal vokse op og videreføre Danmark. (Børgesen, 2019)

Pædagogik er ikke samlebåndsarbejde. For Dorte Børgesen, handler pædagogik både om at forstå relationers betydning i menneskers liv og om at skabe betingelser for, at mennesker kan udvikle sig i kraft af deres relationer til andre. Dorte Børgesen er tydeligt frustreret over, at det, hun forstår ved god pædagogik, bliver sværere og sværere at praktisere. Hun bliver trist og føler sig afmægtig og utilstrækkelig, når hun ikke kan levere en ikke-uforsvarlig professionel indsats i det daglige, men i stedet reduceres til en samlebåndsarbejder i et produktionsanlæg, hvor børn opfattes som et uforarbejdet grundmateriale.

Uddannelsesforskeren Gert Biesta sammenligner på tilsvarende måde den aktuelle optagethed af at måle læringsudbytte med svineproduktion. Det handler i stadig stigende grad om at fodre mennesker med noget – for så, efter kort tid, at forsøge at måle, om den ønskede ændring er indtruffet (Biesta i Grandjean, 2015). Biesta siger i et interview:

Jeg kalder det en svineopdræts-logik. Landmanden giver svinene noget bestemt foder eller en bestemt behandling og måler så, om de bliver federe (…) På samme måde afprøver man forskellige metoder i folkeskolen og måler, om eleverne præsterer bedre i test. (Biesta i Ringgaard, 2017 – jf. også Biestas foredrag på DPU den 30. marts 2017).

Pædagog og formand for BUPL, Elisa Rimpler, kobler effektiviseringen af den offentlige sektor direkte til udviklingen af moralsk stress:

Vi hører pædagoger fortælle om, at det man bliver stresset af er, at vi hver eneste dag står over for børn og familier, som man ved kan gøre en forskel for, hvis man fik ressourcerne. Men det får man ikke, og der kommer vi så til kort med vores faglighed, og det rammer os rent menneskeligt. Så får vi det, man kalder moralsk stress. Hvor man føler, at den forskel man kunne gøre for børnene, den har man ikke mulighed for at løfte. Det rammer os med en følelse af magtesløshed (…) Vi bliver pædagoger, fordi vi ønsker at gøre en forskel. Men når man kan mærke, at man gang på gang må gå på kompromis med sin faglighed, så er det noget, der rammer dybt i sjælen på pædagogerne. Man føler ikke, at man kan lægge det fra sig, når arbejdstiden er forbi. Man tager det med hjem, og vender magtesløsheden indad. Noget af det værste, man kan gøre ved mennesker, er, at stille dem en opgave, som er umulig at løse. (Elisa Rimpler i Kjærgaard, 2018)

I følge fagforeningsformanden er der mange gode grunde til ikke blot at affærdige disse problemer som noget, der eksisterer i pædagogernes hoveder. Det er netop markedsgørelsen og optimeringslogikken, der skaber den strukturelle grobund for moralsk stress:

Man har prøvet at se på det offentlige som en fabrik, hvor man med et bestemt input troede, man kunne få et bestemt output. Men man kan ikke effektivisere nærvær og omsorg. Vi skal skrue ned for arbejdstempoet, børnegruppens størrelse og opgavemængden og omvendt skrue op for ressourcerne og investere i at skabe et godt arbejdsmiljø. Kun sådan vender vi udviklingen og får arbejdsglæden tilbage. (Elisa Rimpler i Larsen, 2018)

Politologen Ove Kaj Pedersen – der især er blevet kendt for sin bog om konkurrencestaten (Pedersen, 2011) – ser anderledes på sagen:

Faglige medarbejdere har i årtier haft en betydelig autonomi (…) til at udføre og indrette deres arbejde relativt frit. Der har så at sige været lille fokus på ressourcerne og stort fokus på opgaverne. Derfor er det naturligt, at fagprofessionerne får et medansvar for de stigende offentlige omkostninger (…) Alle fagpersoner gør sig en etisk overvejelse over hvem de – inden for rammerne af deres opgaver – skal investere deres ressourcer i. Det er karakteristisk for konkurrencestaten at det forhold i stigende grad lægges på skuldrene af den enkelte ansatte. Fagmedarbejderen har fået en bemyndigelse til at træffe beslutning inden for egne rammer, men der er altid visse begrænsninger, som er dikteret gennem regler og lovgivning. (Pedersen i Allentoft, 2016)

Herunder en (stadig ringere) ressourcetildeling, en (stadig stigende) opgavemængde og en (stadig mere presset) arbejdstilrettelæggelse, som medarbejdere har meget lidt eller slet ingen indflydelse på – fristes jeg til at tilføje. Forhold der eksempelvis skyldes både økonomiske konjunkturer, bureaukratiske styringsforsøg og ikke mindst politiske beslutninger i EU, Folketing, Kommunalbestyrelser og Regionsråd. Og som selvfølgelig også hænger sammen med den demografiske udvikling. Men er det eksempelvis rimeligt at give offentligt ansatte – herunder pædagoger som Trine og Jane, som vi mødte i situationsbeskrivelsen ‘Et lille skub’ – ansvaret for et stigende børnetal og for befolkningens stigende levealder? Nej, det er det selvfølgelig ikke. Det Ove Kaj Pedersen synes at mene er, at den optimeringslogik, der er kernen i konkurrencestaten, er et udtryk for en ‘nødvendig politik’, som de fagprofessionelle må indrette sig på og prioritere ud fra. Men hvad så, når indsatsen rent faktisk i praksis bliver uforsvarlig, som en konsekvens af denne optimeringslogik?

Elisa Rimpler har vel en pointe, når hun hævder, at nærvær og omsorg i en daginstitution ikke kan effektiviseres og optimeres i det uendelige? Og hvem har ansvaret, når grænsen nås i praksis – og det går ud over børnenes udviklingsmuligheder, samtidig med at de voksne omkring børnene udvikler moralsk stress? Det forekommer mig, at det er de fagprofessionelle – og i sidste instans de børn, der forfordeles som konsekvens af konkurrencepresset og prioriteringstvangen – som ender med at med at få ‘aben’ og tabe den allestedsnærværende konkurrence om de stadig færre ressourcer. I et samfund med demokratisk parlamentarisme, og hvor ledelsesretten er placeret hos arbejdsgiverne, er det vel de politiske beslutningstagere og arbejdsgivernes ledelsesrepræsentanter, der i sidste ende har ansvaret for, at arbejdet i offentlige institutioner kan udføres på ikke-uforsvarlige måder?

Konkurrencestatens optimeringslogik og dens bagside

Ove Kaj Pedersens analyse går på, at konkurrencestaten aktuelt forsøger at mobilisere samfundets ressourcer – og hermed hele befolkningen, der bringes i en vedvarende indbyrdes konkurrence med hinanden – så den kan skaffe sig de bedste betingelser i konkurrencen med andre stater (Pedersen, 2011, s. 206). Det skal sammenlignes med, at den rendyrkede velfærdsstat først og fremmest var karakteriseret ved, at den bestræbte sig på at kompensere befolkningen for de negative konsekvenser af den internationale konkurrence (ibid.).

Når konkurrencestatens optimeringslogik dominerer samfundsudviklingen, reformeres samfundets institutioner løbende, så de i størst mulig grad bidrager til at øge nationens konkurrenceevne på det globale marked. Ove Kaj Pedersen kalder det den institutionelle konkurrenceevne. Den institutionelle konkurrenceevne styrkes ved, at der – ved brug af cost-benefit-analyser – vedvarende kanaliseres (ofte færre) offentlige ressourcer derhen, hvor det menes at gavne den samlede økonomis konkurrenceevne mest (Pedersen, 2011, s. 206). Og som følge heraf presses offentligt ansatte til hele tiden at arbejde så effektivt som muligt (arbejdet skal leve op til politikernes resultatkrav) og med den størst mulige produktivitet (arbejdet skal kunne gøres med en mindre arbejdsindsats), og samtidig skal deres indsats have optimal effekt på de faktorer, der har indflydelse på private virksomheders konkurrenceevne (ibid., s. 207-208).

Bagsiden af konkurrencestatens optimeringslogik er – som blandt andre etnologen Thomas Højrup og filosoffen Uffe Juul Jensen har peget på – at markedsbaseringen og konkurrencepresset breder sig til nye områder i samfundet og dermed truer de fællesgoder, som er selve grundlaget for velfærdsstaten (Højrup & Jensen i Thorgaard, Nissen & Jensen, 2010 – jf. også afsnittet ovenfor). Samarbejdet om at sikre alles mulighed for deltagelse undermineres hermed, fordi mennesker, der allerede befinder sig udsatte positioner, hermed bringes i endnu mere udsatte positioner (jf. den udsathedsskabende mekanisme, der også betegnes ‘Matthæus-effekten’ (Pedersen, 2017, s. 110-112; sproget.dk; Omsigts Ordbog)). Opfattelsen af at være ”en for kollektivet selvansvarlig deltager i en praksis, der realiserer fællesgoder” erstattes af egeninteressen som kynisk kompas, skriver Højrup og Jensen (Højrup & Jensen i Thorgaard, Nissen & Jensen, 2010, s. 36-37).

Som følge af denne institutionaliserede kynisme må børn konkurrere om pædagogernes opmærksomhed og omsorg, og pædagogerne må prioritere mellem børnene, samtidig med at de også må tage hensyn til sig selv (der er ingen andre, der gør det) og til den vedvarende optimering af institutions ressourceforbrug. Konkurrencen ender med at blive et mål i sig selv, selvom den i første omgang var tænkt som middel til at bevare velfærdsstaten. Hermed sker der et fatalt værdiskred:

De økonomiske styringsredskaber, der alene var tænkt som midler til at sikre fastholdelse og understøttelse af velfærdsstaten som fortsat mål, baner vej for nye mål for den samfundsmæssige praksis. Velfærdsstatens mål, at være ramme for realiseringen af fællesgoder, erstattes at et nyt mål: et samfund af individuelle aktører og virksomheder i ubønhørlig indbyrdes konkurrence. (ibid., s. 38-39)

Både borgere (forældre og børn) og fagprofessionelle (pædagogisk personale) underlægges vedvarende krav om at øge deres effektivitet og hermed søges de alle “gjort til redskaber for at fremme konkurrencestatens konkurrencedygtighed” (ibid., s. 251). De ses alle “som opportunister med en egen interesse, der styres af tilskyndelser og kontrol”, som Ove Kaj Pedersen formulerer det (ibid., s. 252). Konkurrencestatens rationale er at kræve effektivitet af medarbejderne, der, når de ‘leverer varen’, bidrager til at effektivisere borgerne. 

Når fagprofessionelle udvikler moralsk stress, er det oplagt at se det i lyset af den optimeringslogik, der er konkurrencestatens særkende.

Moralsk stress eller etiske øjeblikke?

Ser man verden med optimeringslogikkens kyniske briller, er moralsk stress faktisk en slags sundhedstegn. Situationer, hvor der opstår ‘moralsk stress’, kalder Ove Kaj Pedersen da også for ‘etiske øjeblikke’. Det er nemlig i sådanne øjeblikke, at den enkelte medarbejder skal afveje en række hensyn, der “ikke bare er faglige, men også organisatoriske, ledelsesmæssige og funktionelle” (Pedersen i Weiss, 2016). Afvejninger som medarbejderen efterfølgende skal kunne begrunde og stå til regnskab for (ibid.). I ‘etiske øjeblikke’ er fagprofessionelle:

… tvunget til at afveje konkurrerende hensyn – juridiske såvel som økonomiske, professionelle såvel som personlige – og gøre det på baggrund af et ideal om, at den enkelte skal være til rådighed for arbejdsmarkedet, og at den offentlige sektor skal hjælpe til på den meste effektive måde (Pedersen, 2011, s. 250).

Pedersen erkender, at fagprofessionelles myndighed til at foretage fagligt begrundede skøn hermed begrænses (Pedersen, 2011, s. 248). Men han begræder det ikke. Han finder det derimod “naturligt, at fagprofessionerne får et medansvar for de stigende offentlige omkostninger” (Pedersen i Allentoft, 2016). Det udfordrer selvfølgelig deres faglige autonomi, og “det udløser hos mange faglige medarbejdere det, der kan kaldes ‘moralsk stress'”, siger Ove Kaj Pedersen i et interview (Pedersen i Weiss, 2016). Men tilføjer han: “Jeg kalder det ‘etiske øjeblikke’, fordi man som medarbejder i dag skal varetage en række hensyn, som rækker ud over ens egen fagprofessionelle forståelse af kvalitet og ens egen autonomi” (ibid.).

Forskere har da også kunnet registrere en forskydning i eksempelvis pædagogers oplevelse af de dilemmaer, der opstår i deres arbejde:

Pædagoger har tidligere defineret et af de centrale dilemmaer i det pædagogiske arbejde som afbalanceringen mellem overblik og fordybelse, nærvær og distance, hensynet til den enkelte og hensynet til gruppen. En konsekvens af de senere års modernisering af området synes at være oplevelsen af pædagogiske krav og ambitioner på den ene side og manglende resurser på den anden side. I stedet for fokus på forskellige perspektiver og tilgange i det konkrete pædagogiske arbejde flyttes fokus til at få aktivitetskrav til at balancere med praktisk tilrettelæggelse. I kort form kan det formuleres som en tendens til, at grunddilemmaet flyttes fra at være funderet i pædagogisk rationalitet, forstået som skabelse af livssammenhæng for børnene i hverdagen, til funktionsrationalitet, forstået som at få hverdagen til at fungere og ikke bryde sammen eller blive kaotisk. (Ellegaard, Kampmann & Rasmussen, 2014, s. 26 – min kursivering, CP)

Bortset fra, at der altså – hvis vi følger Andrew Jameton (jf. afsnittet ‘Filosofiske vinkler på moralsk stress’ ovenfor) – ikke er tale om et egentligt dilemma, når funktionsrationaliteten presser de fagprofessionelle til at gøre noget, de ikke kan stå inde for fagligt og sagligt. Der er snarere tale om, at hensyn til funktionsrationaliteten – og dermed optimeringslogikken – tager overhånd og indskrænker og udhuler de fagprofessionelles råderum og muligheder for at udfolde professionel dømmekraft.

Det, at ligestille faglige og saglige hensyn, der jo bunder i moralske og menneskelige forpligtelser med funktionelle og økonomisk begrundede optimeringshensyn – hvorved de fagprofessionelle løbende tvinges til prioritere hvem af de mennesker, de har med at gøre, de “skal investere deres ressourcer i”, som Pedersen formulerer det (Pedersen i Allentoft, 2016) – er bestemt ikke uproblematisk. For det gør, at de fagprofessionelle tvinges til at forskelsbehandle de mennesker, de har med at gøre, af overvejende økonomiske og ressourcemæssige grunde. Godt nok har der altid eksisteret en vis grad af forskelsbehandling i danske velfærdsinstitutioner. Men det er sket ud fra den præmis, at mennesker nogle gange må behandles forskelligt, hvis de skal gives lige muligheder. Og det har været helt afgørende, at de fagprofessionelle har kunnet retfærdiggøre denne forskelsbehandling ud fra såvel faglige, saglige som personlige standarder (jf. artiklen Om (tvær)professionalitet).

Hvis vi aktuelt befinder os i en samfundsmæssig situation, hvor fagprofessionelle i stigende grad tvinges til at forskelsbehandle de mennesker, de har med at gøre, af økonomiske og ressourcemæssige grunde – samtidig med at denne forskelsbehandling savner såvel fagligt, sagligt som personligt belæg – så øges sandsynligheden for, at moralsk stress opstår, alt andet lige betragteligt. Dertil kommer, at en sådan forskelsbehandling må opfattes som en krænkelse af borgernes grundlæggende ret til ligebehandling. Om Ove Kaj Pedersen vil fastholde, at der i disse tilfælde er tale om ‘etiske øjeblikke’, står ikke helt klart for mig. Han vil måske kalde det et dilemma og argumentere for et både-og. Men som vi har set Andrew Jameton argumentere for, så er situationer, hvor moralsk stress opstår, netop ikke at forstå som dilemmasituationer. De fagprofessionelle er ikke i tvivl om, hvad der er ikke-uforsvarligt at gøre – og hvilke (modstridende) hensyn de i den forbindelse skal forsøge at balancere – men institutionelle begrænsninger (herunder ringe arbejdsvilkår) forhindrer dem i at gøre det.

Ved at omtale situationer, præget af moralsk stress, som ‘etiske øjeblikke’ fjernes opmærksomheden fra optimeringslogikkens udsathedsskabende virkninger for både fagprofessionelle og borgere. Ove Kaj Pedersen taler direkte om, at fagprofessionelle gennem deres daglige arbejde under konkurrencestatens betingelser får til opgave ‘at skille fårene fra bukkene’ (Pedersen, 2018, s. 198) – og at de hermed bidrager til inklusions- og eksklusionsprocesser, der er med til at skabe ‘konkurrencestatens underklasse’ (ibid.). Samtidig understreger Pedersen dog, at de fagprofessionelle “varetager mange opgaver, hvoraf den vigtigste stadig er at yde omsorg, skabe retfærdighed og sikre ligeværdighed” (ibid., s. 199 – min kursivering, CP). I det lys må det såkaldte ‘etiske øjeblik’ vel forstås som det øjeblik, hvor fagprofessionelle håndterer situationer ikke-uforsvarligt, samtidig med at de optimerer deres ressourceforbrug og prioriterer deres indsats – med den konsekvens, at fårene skilles fra bukkene? Problemet bliver så bare, at fagprofessionelle får meget svært ved at skrive under på denne fordring. Det Pedersen kalder ‘etiske øjeblikke’ er for de fagprofessionelle ‘kyniske øjeblikke’. De er netop sat i verden for at tage ansvar for de mennesker, der befinder sig i de mest udsatte positioner, og som ingen andre i mange tilfælde vil eller kan tage ansvar for. Forhindres de i at påtage sig dette ansvar, vil mange af dem med sikkerhed udvikle moralsk stress. Kari Martinsen skriver, at når:

… alt skal kunne betale seg, og når relasjoner er noe, vi investerer følelsesmessig energi i, kan en spørre: Kan det for eksempel betale seg å bruke tid på døende pasienter, eller skal tiden brukes til noe annet? Kan den gitte investering i følelser og energi betale seg? Respekten og verdigheden for det som ikke kan betale sig, kapitaliseres, og kan da lett viskes ut, bli betydningsløst. Med andre ord, vi gjør noe når vi sier at alt skal kunne betale seg. Det er en måte å være på, og det mærkes. (Martinsen, 2018, s. 66)

Den professionelles magt er netop:

… en begrenset makt, en makt den profesjonelle blir gitt i et tillitsforhold om å handle til den andens beste. Det er en makt som må skjønnes, vurderes i situasjonen: Hva har jeg i min makt til at gjøre noget med? (ibid., s. 92)

Politisk set, kan man selvfølgelig godt mene, at det er de offentligt ansattes opgave at foretage denne form for prioritering og ressourceoptimering, der ligger i de såkaldt ‘etiske øjeblikke’. Men situationsetisk set, kan de fagprofessionelle selvfølgelig ikke stilles til ansvar for de rammer, som de arbejder under, når de specifikt forsøger at gøre deres arbejde, så godt de kan. Disse rammer besluttes politisk og udmøntes af mennesker med et forvaltningsmæssigt ledelsesansvar. Det virker grotesk at placere ansvaret for at prioritere, hvilke børn, der i en vuggestue, fortjener at få opfyldt deres omsorgsbehov, og hvilke børn, der ikke fortjener det, hos de pædagoger, der har det som deres fornemste opgave at modvirke marginalisering- og eksklusionsprocesser i det danske samfund. Som Ove Kaj Pedersen selv skriver:

I velfærdsstaten kunne der henvises til loven og cirkulærerne og al deres detailstyring, men nu er afvejningen rammesat af love og bekendtgørelser, mens de konkrete prioriteringer og deres begrundelser placeres hos medarbejderen på en måde, der for brugeren giver en fornemmelse af vilkårlighed og for medarbejderen en fornemmelse af udsathed (…) Vi er gået fra at have en offentlig forvaltning, der er underlagt domstolenes kontrol, bemandet af objektive og neutrale embedskvinder og som udøver lovens myndighed, til den nuværende offentlige sektor, der har evnet at gøre mange til arbejdsdygtige, men som også opdeler befolkningen i ude og inde og dermed har skabt en ny tids ulighed, der er administrativ, men har konsekvenser for den enkeltes livsindkomst og generelle chancer i livet (Pedersen, 2018, s. 197).

Hvad mon får en politolog til at kalde situationer, hvor fagprofessionelle er henvist til at bidrage til denne form udskillelsesløb, for ‘etiske øjeblikke’? Måske det, at politologen leder efter en idé eller et princip – der rækker ud over de rent økonomiske argumenter og den opportunisme og kynisme, der følger af disse – der kan bidrage til at give konkurrencestaten den legitimitet, som den ikke har vist sig i stand til at levere selv (ibid., s. 241).

Når statens højre hånd ikke vil vide af den venstre

Ove Kaj Pedersens synonyme brug af termerne moralsk stress og ‘etiske øjeblikke’ er på sin vis udtryk for en grundlæggende mangel på tillid til de fagprofessionelle og ikke mindst til deres fagforeninger. Mistilliden udspringer af den antagelse, at de offentligt ansatte er umulige at få til at besinde sig på de ‘økonomiske realiteter’ (Det som Storm P. i sin tid omtalte som ‘De faktiske forhold i jernindustrien’ (Friis, 2016)). For hvordan kan vi vide, om de offentligt ansatte hykler og meler deres egen kage, når de hævder at ressourcerne og hænderne ikke rækker og råber op om moralsk stress?

Denne mistillid – der har udviklet sig siden 1970’erne (Dich, 1973; Pedersen, 2018, s. 105) – smitter helt givet også af på embedsværket og forvaltningerne. Med konkurrencestaten, synes statens embedsværk – det, sociologen Pierre Bourdieu har kaldt statens højre hånd (Bourdieu, 2010, s. 114) med finansministeriet som dominerende omdrejningspunkt – ikke længere at arbejde for den vedligeholdelse og udvikling af fællesgoder, der har kendetegnet velfærdsstaten (Højrup & Jensen i Thorgaard, Nissen & Jensen, 2010, s. 37). Statens højre hånd er først og fremmest “besat af spørgsmålet om at holde de økonomiske budgetter”, skriver Bourdieu (ibid., s. 116). De fagprofessionelle – Bourdieu betegner dem statens venstre hånd (Bourdieu, 2010, s. 114) – arbejder imidlertid indenfor rammerne af de ‘udgiftskrævende ministerier’, der alle indeholder solidariske reminiscenser fra tidligere tiders sociale kampe. Statens højre hånd interesserer sig ikke for “de problemer den venstre hånd oplever, når den konfronteres med de ‘budgetmæssige begrænsningers’ ofte meget bekostelige konsekvenser”, skriver Bourdieu (ibid.). Og han tilføjer:

Jeg tror statens venstre hånd har følelsen af, at den højre hånd ikke længere ved, eller endnu værre, i virkeligheden ikke vil vide, hvad den venstre hånd gør. I hvert fald vil den ikke betale for det. En af de vigtigste grunde til alle disse menneskers fortvivlelse er, at staten har trukket sig tilbage, eller er ved at trække sig tilbage fra en række områder af det sociale liv, som den tidligere tog sig af og var ansvarlig for: socialt boligbyggeri, public service radio og TV, offentlige skoler, offentlige hospitaler osv. (ibid.,)

De fagprofessionelle kan af gode grunde fortvivles over, at “offentlige tjenester og vederlagsfrie tilbud til alle ‘uden persons anseelse'” (ibid.) undermineres, idet “staten svigter som garant for de offentlige interesser” (ibid.). Denne udvikling er sket gennem:

… alle mulige foranstaltninger og politiske tiltag (…), der tager sigte på at afvikle de sociale goder, som er opnået med velfærdsstaten, og måske frem for alt ved i den offentlige diskurs at lovprise private virksomheder (som om foretagsomhed kun kan udfolde sig i en privat virksomhed) og at opmuntre de private interesser. Alt dette er noget chokerende specielt for dem, der sendes frem i forreste linje for at udføre det såkaldte ‘sociale’ arbejde for at kompensere for markedslogikkens mest utålelige mangler uden at give dem midlerne til at udføre deres arbejde ordentligt. Hvordan kan de undgå at få en følelse af konstant at blive snydt og ladt i stikken? (ibid.)

Følelse af at være ladt i stikken – og være forpligtet på at gøre noget, som man samtidig forhindres i at gøre på en ikke-uforsvarlig måde – er netop motoren i udviklingen af moralsk stress. Statens venstre hånd forventes at sætte professionel etik over hensynet til private interesser:

Men hvorfor (…) føle sig forpligtet eller vise troskab over for staten, hvis dens embedsværk ikke længere skal stå for realiseringen af fællesgoder? I lyset af denne modsigelse kan det ikke undre, at pressede og stressende arbejdsvilkår, øget kontrol, offentlig kritik og faldende autoritet har fået mange til at forlade job eller søge orlov fra job i behandlings- og omsorgsfunktioner. (Højrup & Jensen i Thorgaard, Nissen & Jensen, 2010, s. 37)

Moralsk stress kan altså på samfundsniveau ses i lyset af, at offentlige fællesgoder i stigende grad undermineres af markedsgørelse, bureaukratiske styringsforsøg og institutionaliseret kynisme. Da offentlige fællesgoder indeholder en særlig moral i form af princippet ‘én for alle som alle for én’, så er det helt oplagt at tale om, at der opstår moralsk stress, når fagprofessionelle forhindres i at praktisere dette princip for dermed at udfolde professionel dømmekraft og modvirke marginalisering og eksklusion (og dermed den såkaldte Matthæus-effekt (Pedersen, 2017, s. 110-112)).

Moralsk stress opstår netop ikke blot, fordi fagprofessionelle befinder sig i dilemmaer. Dilemmaer angår modstridende hensyn, der alle går på, hvad der er godt for de mennesker, som de fagprofessionelle har med at gøre. Når de fagprofessionelle håndterer dilemmaer gennem udfoldelse af professionel dømmekraft, kunne det for så vidt godt give mening at tale om ‘etiske øjeblikke’. Men disse øjeblikke har ikke noget med moralsk stress at gøre. Moralsk stress opstår, når fagligt, sagligt og personligt begrundede (modstridende) hensyn, som statens venstre hånd har til opgave at tage, støder sammen med – og domineres af – de økonomiske og funktionelle optimeringshensyn, der stammer fra en helt anden forvaltningsmæssig og bureaukratisk sammenhæng, som tilhører statens højre hånd. Moralsk stress hænger strukturelt set sammen med, at bureaukratiet øver direkte indflydelse på de fagprofessionelles arbejdsvilkår, målsætninger og tilgange i praksis, uden de fagprofessionelle selv har noget at skulle have sagt i forhold til denne ‘indblanding’ (Jameton, 2013, s. 298).

Hvad kommer efter konkurrencestaten?

Men er der tegn på, at konkurrencestaten – med dens optimeringslogik – har haft sin tid? Ikke hvis vi skal tro Ove Kaj Pedersen:

Der er igen lagt op til reformer af den offentlige sektor, dens styring, ledelse og organisering. Det er ikke til at forudsige, hvordan de udmønter sig konkret, men kigger man på positionerne i debatten, kan man godt konkludere, at der ikke bliver tale om et opgør med konkurrencestaten. Langtfra. (Pedersen, 2018, s. 147).

Men måske kan konkurrencestatens optimeringslogik blive udfordret af andre logikker, der peger ud over den herskende styrings- og økonomitænkning? For der vel ingen grund til at tro, at konkurrencestaten skulle udgøre historiens afslutning? For at tænke udover det nuværende, kan det være en fordel at se lidt på, hvor vi kommer fra.

I Danmark har der, ifølge Ove Kaj Pedersen, udviklet sig forskellige velfærdsprojekter i historiens løb, hvor konkurrencestaten er den seneste i rækken. Han giver følgende oversigt over udviklingen:

  • Socialstaten introducerer fra slutningen af 1800-tallet statslig finansiering ved sygdom, handicap og alderdom (Pedersen, 2018, s. 37 og s. 288).
  • Velfærdssamfundet sikrer fra 1950’erne, gennem statsfinansierede ydelser, den enkelte ved sociale begivenheder – og indebærer samtidig et ideal om, at den enkelte både skal tage ansvaret for sig selv (gennem selvforsørgelse) og for andre (gennem medansvar for andres velfærd), hvilket sker, når den dydige borger i specifikke situationer (også gennem frivillig deltagelse) bestræber sig på at være et godt eksempel og gøre det rigtige eller gode. Velfærdssamfundet indebærer desuden et ideal om demokratisering og medborgerdemokrati i kombination med parlamentarisme. (ibid., s. 37 og s. 289)
  • Velfærdsstaten sikrer fra 1970’erne den enkelte ved sociale begivenheder, men sikrer tillige, at de fleste kan få en uddannelse og/eller forsørge sig selv og sine nærmeste. I Danmark og andre nordiske lande udvikler der sig en såkaldt universel velfærdsstat, der sikrer alles ret til de samme ydelser og den samme service. Den statslige finansiering udvides desuden med statslig kontrol og styring af virksomheder og husholdninger. Og der skabes forskellige velfærdspolitikker med det formål at fremme fuld beskæftigelse samt et udstrakt system af offentlige institutioner for hermed at øge udbuddet af arbejdskraft. (ibid., s. 37 og s. 289-290)
  • Konkurrencestaten øger fra 1990’erne den statslige styring af den offentlige sektor og etablerer en incitamentsstyring af borgerne. Der investeres i forebyggelse af arbejdsløshed for at begrænse de offentlige omkostninger, og udbetaling af sociale ydelser kobles sammen med tilknytning til arbejdsmarkedet. Konkurrencestaten gør den offentlige sektors hovedopgave til et spørgsmål om at fremme den private sektors konkurrencedygtighed. Og det sker gennem en mobilisering af den potentielle arbejdskraft og kapital, så begge dele kan bidrage til at skabe komparative fordele i konkurrence med andre stater. Midlerne er først og fremmest et fleksibelt arbejdsmarked kombineret med målrettede velfærdsydelser. (ibid., s. 37 og s. 282)

Som vi har set, kræver målrettede velfærdsydelser, at de fagprofessionelle prioriterer og differentierer deres indsatser. De skal som tidligere nævnt løbende overveje, “hvem de – inden for rammerne af deres opgaver – skal investere deres ressourcer i” (Pedersen i Allentoft, 2016). Konkurrencestaten indebærer derfor først som sidst et vedvarende økonomisk begrundet krav om ressourceoptimering. Men det hører med til historien, at konkurrencestaten ikke udgør et egentligt brud med velfærdsstaten. Den er snarere en videreførelse af velfærdsstaten, “men med andre målsætninger, på et andet politisk grundlag og med anvendelse af andre styreformer”, skriver Ove Kaj Pedersen (Pedersen, 2018, s. 36).

Der findes da også stærke kræfter blandt de fagprofessionelle og deres fagforeninger, der forsøger at forsvare det, der er tilbage af velfærdsstaten. Det gælder ikke mindst dens universelle elementer, forstået som “generelle, medborgerskabs- og retsbaserede ordninger, der sikrer omfattende, adækvate ydelser” (Andersen, 1997, s. 21 – jf. også Marshall, 2003 [1950], s. 111 og s. 114-115). På den baggrund kæmper de pædagogiske fagforeninger og forældreorganisationer eksempelvis aktuelt for minimumsnormeringer i danske daginstitutioner (FOA, 2019; BUPL, 2019; Nyhus, 2019).

Og måske kan der også spores visse reminiscenser af det, Ove Kaj Pedersen kalder velfærdssamfundet? For eksempel er det med baggrund i en velfærdstænkning, at relevansen af begrebet om fællesgoder gøres gældende (Højrup & Jensen i Thorgaard, Nissen & Jensen, 2010, s. 30-33; Justesen, 2010; Andersen, 2016). Ligesom der også aktuelt gøres en del bestræbelser, der går på at revitalisere frivilligheden og medborgerskabet – for eksempel gennem forsøg på at fremme ‘social innovation’ og ‘samskabelse’ (Kristensen i Greve, 2019; Bovaird, 2007; Agger & Tortzen, 2015, s. 5 og s. 13). Drivkraften er ikke sjældent et håb om at kunne afbøde nogle af konkurrencestatens negative virkninger. Sociologen Lars Bo Kaspersen siger i et interview:

Man kan godt sige, at konkurrencestaten i en vis forstand har reddet velfærdsstaten. Men den har i lige så høj grad været med til at underminere det, man forstår ved en socialdemokratisk velfærdsstat. Man kan i dag tale om en socialliberal – måske endda neoliberal – velfærdsstat. Men vi kan også se et mæthedspunkt i visse dele af befolkningen. Der er en stigende opfattelse af, at konkurrencestaten skaber ulighed i befolkningen, og at den slider folk op (…) Konkurrencestaten har indirekte styrket civilsamfundet. Ikke fordi den har villet, men fordi folk bliver pissesure. Det civilsamfund, der i disse år vinder frem, savner, at der er højere til loftet. Det er eksempelvis dem, der driver en lukningstruet skole videre eller laver sangundervisning på det lokale plejehjem, fordi der ikke længere er råd til at lave aktiviteter for de ældre. De synes, at vi som samfund kan gøre det bedre, og det er deres drivkraft. (Kapersen i Dahlgaard, 2019)

Konkurrencestaten med dens optimeringslogik skaber med andre ord en vis modstand i befolkningen og blandt dele af de offentligt ansatte. For mange er opdragelsen til markedsadfærd (Ove Kaj Pedersen kalder det også ‘markedsopdragelse’) gennem statslig incitamentsstyring blevet for meget af det gode (Pedersen, 2018, s. 106-107). Og det menneskesyn, som konkurrencestaten hermed fremmer, vækker ikke genklang hos de mange.

I konkurrencestaten ses og opdrages individet først og fremmest til at varetage sin selvinteresse og til at reflektere over sin egen livsbane (ibid., s. 107). Og samtidig er vi gået fra en antagelse om,

… at alle kunne dannes til lydige medborgere, til påstanden om, at individet skal motiveres, betales, styres, kontrolleres, og at pædagogik er godt, men at økonomiske incitamenter er mindst lige så gode. (ibid., s. 190)

Troen på, at alle ønsker at varetage fællesinteressen, er blegnet og erstattet af den opfattelse, “at fællesskabets interesse kræver disciplin, styring og kontrol” (ibid., s. 206).

Med markedsopdragelsen og de tiltagende bureaukratiske styringsforsøg vokser tilskyndelsen til at agere opportunistisk. Ove Kaj Pedersen definerer opportunisme som:

Den individuelle eller kollektive handlemåde, der er orienteret mod at opnå egen behovstilfredsstillelse uden hensyn til konsekvenserne for andre eller fællesskabet. Hvis opportunismen forbindes med forestillingen om, at alle (eller en flerhed) af mennesker er opportunistiske, kan opportunismen betegnes som en socialkarakter. (ibid., s. 285)

Ove Kaj Pedersen ser netop den stadigt mere udbredte opportunisme som konkurrencestatens altoverskyggende problem (ibid., s. 256-257). For:

… den opportunistiske person, eller antagelsen om alles opportunisme (…) følges af fraværet af muligheden for at kontrollere, hvem der er troværdige, og hvem der hykler. (ibid., s. 256)

Og det gælder også de offentligt ansatte, hvor tilliden til dem ikke længere er givet.

Der er således en betydelig familielighed mellem opportunismen og det fænomen, jeg ovenfor kaldte institutionaliseret kynisme. Ikke mindst set i lyset af, at Ove Kaj Pedersen kobler konkurrencestatens New Public Management (NPM) til opportunismen. Han skriver, at NPM:

… forbinder en central økonomistyring af den offentlige sektor (mål- og resultatkrav) med incitamentstyring af offentlige organisationer og medarbejdere, og i øvrigt introducerer ledelse som redskab til at forbinde de to (ibid.).

Og tilføjer:

NPM antager, at den enkelte organisation og person er drevet af egeninteresse, og tilstræber på den baggrund at skabe rammerne for at anvende den enkeltes opportunisme til at indløse fællesskabsformål, f.eks. således at driftsorganisationer anvender tildelte ressourcer mest effektivt (efficient) (ibid.).

Ligheden med Adam Smiths opfattelse af egeninteressens samfundsmæssige betydning er oplagt. På den baggrund kunne man forestille sig, at Ove Kaj Pedersen – om ikke andet – ville anbefale, at vi som samfund arbejdede på at dæmpe konkurrencestatens optimeringslogik. Men det gør han – så vidt jeg kan vurdere – ikke. I stedet maner han os hver især til besindelse og opfordrer os til at styre vores opportunisme:

Besindelse på fællesskabets vegne er det vigtigste redskab til styre opportunisme, både for borgere, politikere, politiske partier, interesseorganisationer, virksomheder, herunder medier og deres meningsdannere. Antagelsen om alles opportunisme har lagt gift for sociale relationer og skabt en hårfin balance mellem en konkurrencestat, der med incitamenter og kontrol søger at fastholde en fællesinteresse, og et konkurrencesamfund, hvor alle kæmper mod alle, uanset konsekvenserne. Uden at alle besinder sig, har den danske samfundsmodel ingen fremtid (…) Når jeg opfordrer til besindelse, er den rettet mod den enkelte, mod dig og mig. Hver gang du agerer opportunistisk, er det et eksempel for andre. Hver gang jeg hykler, er det eksempel for dig. Og hver gang jeg tilstræber at fremme egne interesser, uden hensyntagen til andre, overlader jeg fællesinteressen til staten – stor, mægtig og skræmmende. Besindelse er en individuel fordring, men tillige en social relation. Og uden at jeg har det for øje, mindskes muligheden for et selvstændigt individuelt liv i fællesskab. (ibid., s. 250-251 og s. 256)

Ansvaret for at undgå konkurrencesamfundet pålægges den enkelte, og samtidig opfattes konkurrencestaten stadig som det mindst ringe middel til at sikre velfærden; så “selvom meget kan kritiseres, og meget kan blive bedre, er det ikke så ringe endda”, skriver Pedersen (ibid., s. 257). Men som det fremgår af citatet ovenfor, anerkender han samtidig risikoen for, at konkurrencestaten – på grund af den opportunisme, som den fremmaner – slår om i et rendyrket konkurrencesamfund, “hvor alle kæmper mod alle, uanset konsekvenserne”. I et aktuelt interview spørger Pedersen:

Efter årtiers vægt på statsliggørelse og organiseret deltagelse vender vi så tilbage til den gamle drøm om et civilt samfund bygget på alles ordentlige opførsel? (Pedersen i Lorentzen, 2019)

Pedersen har nemlig registreret, at den nuværende socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen, ligesom mange andre i nutiden:

… griber tilbage den liberale idé om velfærdssamfundet. Og til den konservative idé om en social kontrakt. Og det genopliver jo idealet om det frivillige medborgerskab. Om den medlevende og ordentlige borger. (ibid.)

Pedersen mener godt, vi hermed kan være på vej tilbage til drømmen om velfærdssamfundet:

Men i stedet for medborgerskab er det nu ved at lægge vægt på overvågning, kontrol, sanktioner. Der er ikke så meget tilbage af den oprindelige forståelse af frivillighed. (ibid.)

Der hersker således ikke megen tvivl om, at det er konkurrencestatens optimeringslogik, der dominerer samfundsudviklingen aktuelt. Og sådan vil det måske også blive i de kommende år. Det viser sig for eksempel også i, at mange fagprofessionelle og fagforeninger er begyndt at argumentere ud fra en ‘investeringslogik’, som når der argumenteres for, at flere pædagoger (også) er en god investering (Bergmann, 2017).

Måske kan vi ikke desto mindre ane konturerne af en ny slags stat, der er ved at vokse frem, og som fremmer en anden logik end konkurrencestaten. Som jeg ser det, kan det aktuelt give god mening at tale om fem logikker i den måde staten fungerer og udvikler sig på:

  • en kompensationslogik, der udviklede sig med ‘socialstaten’ og som handler om at kompensere mennesker uden arbejde eller med ringe eller ingen arbejdsevne;
  • en deltagelseslogik, der udviklede sig med ‘velfærdssamfundet’ og som handler om dannelse og beskyttelse af den dydige, selvansvarlige medborger, der aktivt tager ansvar for sig selv og det fælles;
  • en rettighedslogik, der udviklede sig med ‘velfærdsstaten’ og som handler om ligebehandling og alles ret til de samme (service)ydelser;
  • en optimeringslogik, der udviklede sig med ‘konkurrencestaten’ og som handler om vedvarende effektivisering, prioritering og potentialisering af (menneskelige) ressourcer med henblik på at øge den nationale konkurrenceevne; samt
  • en samarbejdslogik, der aktuelt synes at være under udvikling med det, man kunne kalde ‘samarbejdsstaten’ (Pedersen, 2017, s. 158) og som handler om, at fagprofessionelle (på tværs af professioner, institutioner, sektorer og samfundssfærer) arbejder sammen med andre relevante parter frem for at konkurrere mod dem (Vaaben, 2014, s. 116; Sørensen & Torfing, 2013; Hartley, 2005, s. 28-29).

Alle fem logikker er virksomme aktuelt – men konkurrencestatens optimeringslogik har som sagt været dominerende siden 1990’erne. Denne logik fremmer – gennem New Public Management (NPM) – et fokus på ledelse, målstyring og evaluering. Men problemet er, at NPM langt fra har indfriet “løfterne om mindre bureaukrati, større decentralt råderum, store effektivitetsgevinster gennem udlicitering og mere offentlig innovation” (Sørensen & Torfing, 2013). Og det er netop på baggrund af skuffelsen over dette faktum, at samarbejdsstaten kan vokse frem. Den viser sig for eksempel i det, nogle styringsforskere betegner interaktiv styring eller New Public Governance (NPG):

Hvor NPM ser det offentlige monopol som problemet og øget konkurrenceudsættelse af offentlig service som løsningen, så ser NPG den øgede kompleksitet i opgavevaretagelsen som det afgørende problem og tværgående samarbejde i styringsnetværk og partnerskaber som løsningen. Hvor NPM søgte at skabe effektive forvaltningssiloer med fokus på input og output, søger NPG at nedbryde siloerne og sætte mere fokus på proces og resultat. Sidst, men ikke mindst gør NPG med sin understregning af behovet for et mere aktivt medborgerskab op med NPM’s ‘kundeliggørelse’ af borgerne. (Sørensen & Torfing, 2013)

Problemet er bare, at der er en tendens til at samarbejdslogikken underlægges optimeringslogikken.

Det viser sig for eksempel ved, at de mange aktuelle bestræbelser på samskabelse har det med at slå om i ‘effektivitetssamskabelse’, der først og fremmest fokuserer på at inddrage borgerne med henblik på at kvalitetssikre, effektivisere og målrette den offentlige service – mens en egentlig ‘demokratiseringssamskabelse‘, hvor civilsamfundet og borgerne spiller en aktiv rolle i styring og udvikling af velfærdssamfundet, har vist sig langt vanskeligere at virkeliggøre (Agger & Tortzen, 2015, s. 13).

Det viser sig for eksempel også ved, at (betaling for) arbejdet ‘forsvinder’ i de mange tværgående samarbejder og partnerskaber, der udfolder sig mellem offentlige institutioner, frivillige organisationer og private virksomheder med henblik på at fremme innovation (Vaaben, 2014). Der synes nemlig at udvikle sig netværk, der bygger på et rationale om ‘ikke-udveksling’, hvor det, parterne bidrager med, således ikke følges af krav om modydelser (ibid., s. 117). Samarbejdet “idealiseres på en måde, hvor det kommer til at repræsentere en (…) længsel mod og idealisering af ikke-marked” (ibid., s. 117). Hermed usynliggøres arbejdet, som partner derfor heller ikke modtager betaling for. Midlerne til innovative projekter kommer i reglen fra fonde eller projektpuljer, hvorfor de ikke kan bruges til egentlig drift. Og innovation forstås ofte som egentlige opfindelser, hvor en engangsinvestering gerne skal frembringe noget af blivende værdi, som så senere kan masseproduceres, så investeringen tjenes hjem igen (ibid., s. 125). Der er altså tale om en teknologioptimistisk investeringstænkning (ibid.) – og hverken de fagprofessionelle eller de små virksomheder og organisationer, der indgår partnerskaber med offentlige institutioner, med henblik på at skabe innovation, gives derfor tid og løn for deres bestræbelser (ibid., s. 118-119).

Fagprofessionelles bestræbelser på at samarbejde på tværs i innovative projekter kræver naturligvis tid. Og tiden ender med at gå fra de mennesker, som de er sat i verden for at hjælpe og give omsorg. Tendensen til, at arbejdet i tværgående samarbejdsbestræbelser usynliggøres, når det betragtes som en investering, kan fortolkes som et udtryk for, at:

… beslutningstagere i den offentlige sektor er begyndt at lede efter andre måder at få pengene til at slå til på. De er ikke længere kun interesserede i at få mest muligt for de penge, de har. De er også i stigende grad interesserede i at finde, skaffe eller skabe helt nye ressourcer. (ibid., s. 115)

Grundidéen er:

… at samarbejde rummer en form for innovationspotentiale, som kan udnyttes ved at arbejde med hinanden i stedet for mod hinanden. Denne tænkning rummer så at sige en anden optimeringslogik end den usynlige hånd (altså markedsmekanismen, CP). Den nye optimeringslogik går snarere ud på, at man kan få mere for mindre ved at satse på samarbejde og ved at opbygge og investere i tætte tillidsfulde relationer til hinanden i stedet for at konkurrere med hinanden. (ibid., s. 115)

Men hermed “bliver det umuligt at argumentere for, at man bruger tid på samarbejde, og at man skal betales for det” (ibid., s. 128).

Måske peger dette fornyede fokus på samarbejde ud over konkurrencestaten, selvom bestræbelserne tydeligvis stadig er domineret af optimeringslogikken. Hvis samarbejdslogikken i stedet blev koblet til idéen om vedligeholdelse og udvikling af fællesgoder, kunne ‘samarbejdsstaten’ måske i længden vise sig at kunne gøre de bekymringer til skamme, som især konkurrencestatens opportunistiske socialkarakter og den institutionaliserede kynisme har skabt? Det gode spørgsmål er imidlertid, hvordan relevante beslutningstagere kan gøre denne form for samarbejde mulig uden samtidig at tage ressourcerne til dette samarbejde fra de fagprofessionelles arbejde med de mennesker, som har brug for deres indsats?

Hvad er moralsk stress? Sjette bud på en arbejdsdefinition

Et bud på en justeret arbejdsdefinition kunne – på baggrund af de samfundsvidenskabelige indsigter, der er diskuteret i dette afsnit – lyde:

Moralsk stress er en fysisk og psykisk belastning, der opstår, når institutionelle begrænsninger (herunder ringe arbejdsvilkår, bureaukratiske styringsforsøg og institutionaliseret kynisme) – i samspil med situationsspecifikke forhold (herunder graden af konflikt og kontroltab samt kvaliteten af samarbejdet) og individuelle forudsætninger (herunder graden af moralsk følsomhed og frygtsomhed) – stækker udfoldelsen af professionel dømmekraft og underminerer offentlige institutioners karakter af fællesgoder, idet fagprofessionelle presses til kanten af, hvad de kan præstere og samtidig forhindres i at handle ikke-uforsvarligt på bekymringer, som de er – og som de ud fra deres samvittighed føler sig – forpligtede til at handle på. Hermed øges risikoen for, at der opstår afmagt og distanceret ufølsomhed i forhold til de mennesker, de fagprofessionelle har med at gøre. De fagprofessionelle kan hverken ud fra saglige, faglige eller personlige standarder stå inde for deres indsats, hvorfor de oplever en frustration og fortvivlelse, der kan slå om i både vrede og selvbebrejdelser, som kan ende med at true deres faglige og moralske integritet – og som i værste fald kan udarte i opportunisme og moralsk frakobling og dermed i en uforsvarlig praksis præget af kynisme. (Ændringer i forhold til arbejdsdefinitionen ovenfor er fremhævet med fed)


Vinkler på bekæmpelsen af moralsk stress

Hvorledes kan fagprofessionelle systematisk samarbejde om at modvirke moralsk stress?

Med den forståelse af fænomenet moralsk stress, som langsomt har udkrystalliseret sig i denne artikel, står det klart, at en bekæmpelse af denne form for stress er i alles interesse.

Alle i det danske samfund nyder godt af, at fagprofessionelle i den offentlige sektor får institutionelle, situationsspecifikke og individuelle muligheder for at udfolde professionel dømmekraft, så de kan stå inde for ikke-uforsvarligheden af deres praksis. Ingen i det danske samfund har interesse i, at offentlige fællesgoder undermineres og offentligt ansatte mister deres faglige og moralske integritet og handler afmægtigt, ufølsomt, fortvivlet, vredt, selvbebrejdende og opportunistisk – for måske at ende i en moralsk frakoblet og uforsvarlig praksis, hvor den institutionaliserede kynisme hersker.

Forskere, der har beskæftiget sig med moralsk stress, er også enige om at fænomenet forekommer for hyppigt, og at der bør gøres noget for at modvirke det (Jameton, 2017). Men forskerne er på ingen måde enige om, hvad der først og fremmest skal gøres. Nogle foreslår individfokuserede strategier, hvor det handler om at behandle, helbrede eller styrke den enkelte fagperson, når vedkommende har udviklet moralsk stress (ibid). Andre peger på, at der skal organisatoriske og politiske foranstaltninger til, som kan bidrage til reducere hyppigheden af ​​hændelser og situationer, der skaber grobund for moralsk stress (ibid). Der er selvfølgelig også mange, der foreslår en kombinationen af individfokuserede og strukturelle tiltag. Nogle mener, at der er brug for, at fagprofessionelle gives mulighed for at tale om, og reflektere over, etiske spørgsmål – både under deres uddannelse og på deres arbejdsplads (ibid). Andre argumenterer for, at de fagprofessionelle skal involveres i en kreativ idéudvikling og forbedring af praksis, hvor organisatoriske problemer identificeres, og hvor samarbejdsmønstre, kommunikationsmønstre og organisationskulturer løbende forandres (ibid). Der er også forskere, der taler for, at fagprofessionelle først og fremmest skal indgydes mod til at råbe både beslutningstagere og den faglige og politiske offentlighed op (ibid).

På den baggrund – og på baggrund af den forståelse af fænomenet moralsk stress, jeg rundede afsnittet ovenfor af med – er det oplagt at pege på tre dimensioner i bekæmpelsen af moralsk stress: en institutionel, en situationsspecifik såvel som en individuel dimension.

Den institutionelle dimension i bekæmpelsen af moralsk stres

Den institutionelle dimension i bekæmpelsen af moralsk stress handler om bestræbelser på at forandre de strukturer og vilkår, der i særlig grad lægger hindringer i vejen for fagprofessionelles udfoldelse af professionel dømmekraft. Moralsk stress bør tages mere alvorligt af alle beslutningstagere i det danske samfund. Og det kræver nok, at typiske arbejdssituationer, hvor moralsk stress i særlig grad gør sig gældende, i langt større udstrækning deles på tværs af styringsniveauer og i offentligheden, så drøftelser af, hvordan arbejdsvilkårene kan forsvarliggøres, bliver reglen frem for undtagelsen. Den drøftelse af pædagogers arbejdsvilkår i daginstitutioner, som har stået på de seneste år, er et eksempel på, hvor vanskeligt – men på ingen måde håbløst – dette forehavende kan være.

Som jeg har argumenteret for i det foregående, undergraves offentlige institutioners karakter af fællesgoder, når konkurrencestatens optimeringslogik bliver dominerende. Konkurrencestaten har udviklet sig i og med, at beslutningstagere i det danske samfund vedvarende gennem de seneste 30 år har forsøgt at få mere for mindre. Skatter, afgifter og offentlige udgifter er forsøgt reduceret eller holdt nede, mens de offentligt ansatte er er blevet tvunget at løbe hurtigere og hurtigere med færre og færre kvalificerede hænder til rådighed. De begrænsede ressourcer og optimeringslogikkens dominans har skabt grobund for en institutionaliseret kynisme, som utvivlsomt er en væsentlig årsag til, at problemer med moralsk stress er vokset støt. Og samtidig er det min vurdering, at det er de færreste beslutningstagere i Danmark, der reelt ønsker, at det danske samfund transformeres til et konkurrencesamfund, hvor alle altid befinder sig i en ubønhørlig konkurrence med medborgere og kolleger. Tiden er derfor inde til, at beslutningstagerne overvejer, om de arbejdsvilkår, de byder offentligt ansatte, efterhånden er blevet så ringe, at moralsk stress er godt i gang med at underminere det velfærdssamfund, som de fleste beslutningstagere bekender sig til i politiske skåltaler.

Konkurrencestatens optimeringslogik handler ikke kun om at fremme konkurrence. Den handler også om at fremme de kontrolforanstaltninger, som offentlige institutioner og fagprofessionelle er blevet udsat for i lind strøm siden 1980’erne. Den vedvarende strøm af bureaukratiske styringsforsøg betyder, at der bruges rigtig mange ressourcer på at levere data og måle kvaliteten og effekten af de offentligt ansattes arbejde. Den ene afbureaukratiseringsreform er godt nok blevet lanceret efter den anden. Men bureaukratiet er svært at komme til livs, hvis beslutningstagerne dybest set mangler tillid til de offentligt ansatte. Tiden er derfor også inde til, at beslutningstagerne gør alt, hvad de kan, for at forsøge at minimere de optimeringsfokuserede kontrolforanstaltninger for i stedet i langt højere grad at vægte samarbejdsfokuserede og tillidsskabende ledelsesformer. Der er brug for samarbejde på tværs af styringsniveauer, hvor beskrivelser af situationer (som situationsbeskrivelsen ‘Et lille skub’), hvor fagprofessionelle udsættes for moralsk stress, udveksles og drøftes i en både åben og kritisk atmosfære. Det handler om kritisk at udforske, hvilke dele af de vilkår, de fagprofessionelle arbejder under, som vi ikke kommer uden om at forandre, hvis offentlige institutioner skal bevare deres karakter af fællesgoder. Samarbejdsstaten og samarbejdslogikken må fremmes i sin egen ret, hvis det skal lykkes at bekæmpe moralsk stress som strukturelt fænomen.

På både samfunds- og institutionsniveau spiller ledelsen og de tillidsvalgte medarbejderrepræsentanter en afgørende rolle. Den lokale ledelse er arbejdsgiverens repræsentant og har til opgave at lede både opad/udad og nedad/indad med henblik på bekæmpelse af moralsk stress. Som leder Pernille Dam Marcussen – vi mødte tidligere – siger i et interview:

Vi har ikke bare en ret til at ytre os. Vi har en pligt til at ytre os. Forældrene aner jo ikke, hvordan hverdagen er, når de har vinket farvel til guldklumperne. Politikerne ved ret beset heller ikke, hvordan virkeligheden er, hvis ikke vi oplyser dem om det. Hvis ikke vi skal udtale os på børnenes vegne – hvem skal så? (Marcussen i Gisselmann, 2019)

Medarbejderrepræsentanter og fagforeningerne har til opgave at sikre, at situationer, hvor kolleger oplever moralsk stress, synliggøres både indadtil og udadtil. Betydningen af samarbejdet mellem arbejdsgiverrepræsenter og medarbejderrepræsentanter kan nok ikke overvurderes, og et første skridt kan være at forhandle sig frem til, hvordan oplevelser af moralsk stress bedre kan indfanges i de lovpligtige arbejdspladsvurderinger (APV).

Den situationsspecifikke dimension i bekæmpelsen af moralsk stress

Det bedste råd til en personalegruppe, der har sat sig for at bekæmpe moralsk stress, er først som sidst: Tal sammen – om overhovedet muligt også med den lokale ledelse – om typiske, specifikke situationer, hvor moralsk stress særligt trænger sig på. Og tal – om muligt – allerede sammen, mens moralsk stressende situationer er under udvikling. For hermed øges mulighederne for, at personalet kan sænke graden af konflikt og kontroltab ved at øge deres indbyrdes samarbejde ud fra princippet: ‘Én for alle som alle for én’. Det er institutionens karakter af fællesgode, der er på spil, og alle forsøg på først og fremmest af vægte egeninteressen, risikerer at få situationen til at spidse yderligere til. Ligesom både opportunismen og mistilliden risikerer at vokse.

Når det gælder bekæmpelsen af moralsk stress i en specifik situation, der er under udvikling, udgør følgende udtalelse fra en pædagog et interessant eksempel på, hvordan samarbejde kan være en del af svaret på, hvordan moralsk stress, moralsk ufølsomhed og moralsk afkobling kan bekæmpes:

Når der kommer en ny medarbejder, kan jeg finde på at sige: ‘Du vil kunne opleve, at jeg kommer i en situation, hvor min stemme bliver højere og mindre rar, og hvor jeg for eksempel siger til et barn ‘det skal du ikke gøre’… . Det er mig, når jeg er presset, det er ikke en adfærd, du skal spejle, det er ikke det, vi vil ud i verden med, det er det modsatte. I de situationer må du gerne sige til mig: ‘Vibeke er der noget, jeg kan gøre’? (Ringsmose & Svinth, 2019, s. 67)

Med vendingen ‘Er der noget, jeg kan gøre?’, understreges betydningen af at trække på samarbejdslogikken – fremfor optimeringslogikkens kyniske appel til egeninteressen – når moralsk stress skal bekæmpes.

Mere systematisk, og over længere tid, kan personalegrupper – sammen med deres lokale ledelse – også samarbejde om at bekæmpe moralsk stress ved at forsøge sig med den tilgang, jeg kalder samarbejdsfokuseret faglig beredskabelse (jf. Pedersen, 2017a, s. 168 og artiklen Samarbejdsfokuseret faglig beredskabelse). Tilgangen kræver, at personalegruppen gives tid og lejlighed til at udvikle og vedligeholde et moralsk stressberedskab. Alle på arbejdspladsen inviteres hermed ind i en faglig beredskabelsesproces, hvor beredskabet langsomt tager form af et dynamisk dokument. Dokumentet kan eksempelvis indeholde følgende elementer:

  • En samling situationsbeskrivelser (jf. ‘Et lille skub’), hvor der løbende kan tilføjes nye tankevækkende arbejdssituationer, som personalet forbinder med moralsk stress (sådan som de selv forstår dette fænomen).
  • En praksisfølsom begrebsforståelse, hvor personalet i mindre grupper udformer forskellige bud på, hvordan moralsk stress kan defineres med afsæt i udvalgte situationsbeskrivelser (jf. punktet ovenfor). Og hvor de forskellige bud skrives sammen i en fælles arbejdsdefinition, som løbende nuanceres i takt med at personalet udformer og bruger beredskabet og bliver klogere på moralsk stress i både praktisk og teoretisk forstand (min uskønne – men forholdsvis præcise – arbejdsdefinition, i afsnittet ovenfor, er et eksempel på, hvordan en sådan definition kan se ud).
  • En refleksionsramme indeholdende et antal analytiske fokuspunkter eller spørgsmål, der udledes af begrebsforståelsen (jf. punktet ovenfor) som justeres i takt med, at denne forståelse nuanceres. Eksempelvis kunne følgende analytiske fokuspunkter eller spørgsmål udledes af min arbejdsdefinition:
    1. Beskriv – så detaljeret og objektivt som muligt – en arbejdssituation, hvor personalet er presset og ikke kan stå inde for deres indsats.
    2. Hvilke steder forhindres personalet især i at udfolde moralsk følsomhed og professionel dømmekraft i situationen?
    3. Hvilke tegn er der på institutionelle begrænsninger, situationsbetinget kontroltab og distanceret ufølsomhed disse steder?
    4. Hvilke muligheder er der for, at personalet kunne gives bedre vilkår for deres (sam)arbejde, så moralsk stress ikke opstår i lignende situationer i fremtiden?
    5. Hvilke muligheder er der for at råbe relevante beslutningstagere op, så de dele af vilkårene, som institutionen ikke er herre over, måske kan forandres?
  • Nogle praktiske ledetråde, der sikrer, at refleksionsrammen rent faktisk bruges i refleksioner over moralsk stressende arbejdssituationer i praksis (der kræver, at personalet gives tid og lejlighed til refleksion samt at refleksionsrammens spørgsmål indarbejdes i dagsordner i relevante mødefora).
  • En vedligeholdelses- og udviklingsplan, der sikrer en regelmæssig rådslagning om beredskabets formuleringer ud fra en fælles opmærksomhed på, om der er aspekter ved moralsk stress, som personalegruppen (og den lokale ledelse) – med formuleringerne i beredskabet – er i risiko for at overdrive, underdrive eller helt at overse.

Hvis der ikke findes mødefora og udviklingsrum på arbejdspladsen, hvor beredskabet kan udvikles, bruges og vedligeholdes er det helt afgørende, at sådanne fora og rum etableres (jf. artiklen Samarbejde på tværs). Og det er afgørende, at de kommer til at fungere ud fra den grundlæggende præmis, at alle har ret til frit at udtrykke deres bekymringer vedrørende situationer, hvor de oplever moralsk stress, uden at opleve repressalier af nogen slags. Konversation som tilgang til refleksion og samtale kan i den forbindelse anbefales (jf. artiklen Hvad er konversation?).

Når jeg foreslår personalegrupper at forsøge sig med samarbejdsfokuseret faglig beredskabelse i bekæmpelsen af moralsk stress, skal det ses i lyset af de tendenser, der har præget den offentlige sektor i de seneste 30 år, og som jeg har været inde på ovenfor.

Optimeringslogikkens dominans har – som vi har set – skabt store udfordringer for de fagprofessionelle, der oplever en langt mindre autonomi og lavere status end tidligere. Med optimeringslogikken fremmes en organisatorisk professionalisme, der er kendetegnet ved, at fagprofessionelle underlægges hierarkiske autoritetsstrukturer, målstyring, standardisering af arbejdsgange, resultatkontrol, certificering m.v., og hvor ledelsen overvåger deres performance og stiller dem til regnskab (Evetts, 2006, s. 140-141Dalsgaard & Jørgensen, 2010, s. 161). Og tager sådanne tiltag overhånd, hersker der ikke megen tvivl om, at risikoen, for at fagprofessionelle udvikler moralsk stress, stiger (Jameton, 2017).

I modsætning til konkurrencestatens optimeringslogik fremmer velfærdsstatens rettighedslogik en faglig professionalisme, der er kendetegnet ved, at fagprofessionelle foretager faglige skøn og tager beslutninger i komplekse situationer på baggrund af lovgivning, uddannelse og professionskultur – og hvor de først og fremmest står til ansvar for deres faggruppe og dennes professionsetik (Evetts, 2006, s. 140-141Dalsgaard & Jørgensen, 2010, s. 161). Også den faglige professionalisme kan blive en medvirkende årsag til, at fagprofessionelle udvikler moralsk stress. For det første, fordi professionsidealer kan være svære at leve op til, når ressourcerne bliver færre og færre og opgaverne mere og mere sammensatte. For det andet, fordi de forventninger, der er knyttet til den faglige professionalisme, aldrig sættes helt ud af kraft, selvom den organisatoriske professionalisme dominerer. Hermed skærpes de modstridende hensyn og de rollekonflikter, som følger af, at de to former for professionalisme støder sammen.

Både den organisatoriske og faglige professionalisme har deres berettigelse. Men – som jeg ser det – risikerer de begge at underminere den professionelle dømmekraft, hvis de bliver for dominerende. Den organisatoriske professionalisme skaber moralsk stress og risikerer at udarte i en institutionaliseret kynisme, hvor fagprofessionelle begynder at opføre sig som tekniske leverandører. Den faglige professionalisme kan også bidrage til udviklingen af moralsk stress og risikerer at udarte i faglig selvtilstrækkelighed og selvberoende prakticisme.

Man kan håbe på, at forsøg på at fremme samarbejdsstaten og dens samarbejdslogik måske i højere grad vil åbne mulighed for, at en praksisforankret professionalitet fremover kan udvikle sig i spændingsfeltet mellem de to ovennævnte former for professionalisme. Med valget af ordet professionalitet vil jeg markere, at der er tale om en kvalitet ved det, de fagprofessionelle gør i praksis – en udfoldelse af professionel dømmekraft – og dermed en praksis med et professionelt præg, fremfor en decideret professionalisme. En praksisforankret professionalitet er dømmekraftsbaseret, praksisrettet, lokalt funderet og orienteret mod samarbejde om at vedligeholde og udvikle offentlige institutioner som fællesgoder. De fagprofessionelle udvikler den gennem dialog med de mennesker, de har med at gøre – for eksempel gennem et løbende arbejde med at udforme, trække på og vedligeholde en praksisprofil (jf. artiklen Fra kerneopgave til praksisprofil) og gennem det, jeg ovenfor kaldte samarbejdsfokuseret faglig beredskabelse (jf. artiklen Samarbejdsfokuseret faglig beredskabelse), hvor det hele tiden handler om at balancere såvel faglige, saglige som personlige aspekter ved arbejdet. Samarbejdsfokuseret faglige beredskabelse:

…respekterer de involveredes kernefaglighed og de legitime styringsforsøg, der kommer fra det politiske og forvaltningsmæssige niveau, men inddrager disse elementer i en lokal, praksisnær og faglig udviklingsproces, der fremmer en nysgerrig, undersøgende og udforskende samarbejdsatmosfære (Pedersen, 2017, s. 158). 

Den individuelle dimension i bekæmpelsen af moralsk stress

Når fagprofessionelle forpligtes på standarder, som arbejdsvilkårene samtidig forhindrer dem i at leve op til, vil langt de fleste af dem nok – i hvert fald til en begyndelse – tage ansvar for situationen og forsøge at tage så mange relevante hensyn som overhovedet muligt. Tids- og arbejdspresset vil imidlertid gøre, at de bliver nødt til at prioritere. Det er det, de to pædagoger gør i situationsbeskrivelsen ‘Et lille skub’. Det, som de hermed tvinges til at nedprioritere, vil nu dukke op som en bekymring, som de i næste omgang bliver nødt til at forsøge at undertrykke eller negligere i den aktuelle arbejdssituation for at få arbejdet gjort. Dermed vil de i bakspejlet kunne se sig selv gøre noget, som de hverken kan begrunde fagligt og sagligt eller stå inde for personligt.

De fagprofessionelle kan håbe på, at deres bekymringer vil kunne gøres til skamme i fremtidige situationer. Men hvis vilkårene viser sig at slukke dette håb, står de fagprofessionelle nu ved en skillevej. Skal de forsøge at finde et andet arbejde, hvor vilkårene forhåbentligt er mindre ringe? Skal de kritisere arbejdsvilkårene og forsøge at ændre dem sammen med deres kolleger (og lokale ledelse)? Begge dele tager tid, og i mellemtiden er de fagprofessionelle henvist til at arbejde under de givne vilkår. Afmægtighed og utilstrækkelighedsfornemmelser vil derfor opstå. Det er – som tidligere nævnt – her pædagoger kan finde på at ringe til leder Pernille Dam Marcussen om aftenen og fortælle om situationer, hvor de véd, at de ikke har ydet en tilstrækkelig pædagogisk indsats. Og Pernille Dam Marcussens reaktion har været at ytre sin egen og personalets bekymringer og frustrationer i offentligheden.

Pelle Korsbæk Sørensen, der forsker i arbejdsliv og ytringsfrihed ved Roskilde Universitet, opridser – inspireret af sociologen Albert O. Hirschman (Hirschman, 1970) og moralfilosoffen Michael Walzer (Walzer, 1983) – fem typiske reaktionsmåder, når vi oplever kritisable forhold på vores arbejdsplads (herunder også moralsk stress): ‘stemme’, ‘exit’, ‘loyalitet’, ‘resignation’ og ‘kynisme’.

Den første reaktionsmåde er ‘stemme’, idet fagprofessionelle “bruger deres ytringsfrihed til at komme med kritik internt på arbejdspladsen, videre i samarbejdssystemet eller i offentligheden” (Sørensen i Larsen, 2015). Det giver i princippet fagprofessionelle mulighed for at arbejde for, at arbejdsvilkårene i offentlige institutioner forbedres – for eksempel gennem ansættelse af flere kvalificerede hænder. Fagprofessionelles indflydelse er i den henseende begrænset til brugen af deres ytringsfrihed og stemmeret samt den indflydelse, de har gennem deres faglige organisationer.

Leder Pernille Dam Marcussen – som vi mødte tidligere – synes på mange måder at have ageret forbilledligt, når det gælder om at skabe en arbejdspladskultur, hvor det er legitimt at tale om problemer med moralsk stress. For skal man bruge sin ‘stemme’ og dermed gøre en specifik forskel på arbejdspladsen, kræver det en kollegialitetskultur, der fremmer en saglig, faglig og kritisk undersøgende refleksion over specifikke arbejdssituationer, hvor moralsk stress typisk opstår – samt en ledelse, der tager ansvar for at skabe muligheder for denne form for refleksion og som leder opad og udad med henblik på at råbe beslutningstagerne og omverdenen op. Ledere kan også gøre deres til, at personalet gives tid og lejlighed til at skrive grelle eksempler på moralsk stressende situationer ned med henblik på erfaringsudveksling, refleksion og udarbejdelse af handleplaner på forskellige niveauer. Dele af organiseringen og vilkårene lader sig måske ændre ved at personalet (og ledelsen) gør fælles sag, mens andre dele kræver strukturelle forandringer, hvor man i fællesskab kan forsøge at råbe relevante beslutningstagere op. Tænk på Pernille Dam Marcussen og pædagog Tanja Helstrup Frost, der havde modet til at råbe op og advare beslutningstagerne, da de oplevede at grænserne for, hvad de kunne forsvare fagligt og moralsk, var overskredet.

Der er gode grunde til at modarbejde alle tendenser til selvcensur, når det gælder moralsk stress. Forskning tyder på, at der netop i den gruppe medarbejdere, der udøver selvcensur, er “større sandsynlighed for have en oplevelse af negativ arbejdsrelateret stress, sammenlignet med dem, der ikke udøver selvcensur” (Sørensen i FTF, 2016). Pelle Korsbæk Sørensen foreslår i et interview:

En måde at få identificeret problemet på og samtidig finde en fælles løsning, er ved at man på alle arbejdspladser begynder at spørge til selvcensur i den lovpligtige APV. Desuden bør ledelsen lave en fælles politik, der informerer de ansatte om deres ret og pligt til ytringsfrihed, så det bliver legitimt at tale om problemerne på jobbet. (Sørensen i FTF, 2016)

Fagforeninger (FTF, LO, AC, DJØF, Dansk Journalistforbund, Danske Medier) har da også foreslået, at offentligt ansatte gives en bedre beskyttelse, så de ikke udsættes for usaglige sanktioner, når de for eksempel kritiserer forholdene på deres arbejdsplads. De seks organisationer anbefaler:

… at der indføres regler i lovgivningen med det formål at give de offentligt ansatte en bedre ansættelsesretlig beskyttelse i tilfælde, hvor en lovlig ytring eller meddelelse om kritikværdige/ulovlige forhold er blevet mødt med en usaglig negativ ledelsesreaktion (FTF, 2016A).

Justitsministeriet valgte dog i stedet at gennemføre en oplysningskampagne om rammerne for offentligt ansattes ytringer og opfordrede samtidig arbejdspladserne til at vurdere, hvorledes man eventuelt kunne indrette whistleblowerordninger lokalt (FTF, 2016b).

Den anden reaktionsmåde er som nævnt ‘exit’, idet fagprofessionelle “forlader projektet, teamet, arbejdspladsen eller faget, hvis forholdene ikke lever op til forventningen” (Sørensen i Larsen, 2015). Denne reaktionsmåde kan godt være kombineret med ‘stemme’. Dominerer ‘exit’, som reaktionsmåde på en offentlig arbejdsplads, vil den store personaleudskiftning kunne få store konsekvenser for kontinuiteten og kvaliteten i indsatsen. Problemet med at søge væk fra en arbejdsplads, på grund af ringe arbejdsvilkår, er imidlertid, at andre lignende arbejdspladser er underlagt stort set samme strukturelle forhold (Hirschman, 1970; Jameton, 2013, s. 299). På den anden side kan en arbejdsplads også være så hårdt belastet, at moralsk afkobling og forråelse er blevet reglen fremfor undtagelsen. Hermed kan ‘exit’ – måske kombineret med ‘stemme’ – være den bedste måde for fagprofessionelle at bevare deres moralske og faglige integritet på.

Den tredje reaktionsmåde er ‘loyalitet’, hvor den fagprofessionelle afventer bedre forhold og fortsætter med arbejdet som hidtil (Sørensen i Larsen, 2015). Det kan for eksempel være i forventninger om at lovgivning og arbejdsvilkår vil ændre sig i fremtiden (jf. de aktuelle politiske kampe om prioriteringen af offentlige midler, minimumsnormeringer, afbureaukratisering m.v.). Med tiden kan man forestille sig, at denne reaktionsmåde vil kunne forøge den moralske stress og øge risikoen for stress, udbrændthed og depression, hvis arbejdsvilkårene ikke forbedres.

Den fjerde reaktionsmåde er ‘resignation’, hvor den fagprofessionelle lider i stilhed og trækker sig væk fra deltagelse og engagement på arbejdspladsen (Sørensen i Larsen, 2015). ‘Resignation’ kan man forestille sig indtræffer i umiddelbar forlængelse af, at fagprofessionelle oplever moralsk stress, men man kan også forestille sig, at den følger efter reaktionsmåderne ‘stemme’ eller ‘loyalitet’, når alt viser at blive ved det samme. Indtræffer resignationen hurtigt kan det også skyldes frygt for at miste jobbet eller for andre sanktioner.

Den femte reaktionsmåde er ‘kynisme’, hvor de fagprofessionelle distancerer sig (Sørensen i Larsen, 2015). Det er her begreberne moralsk ufølsomhed og moralsk afkobling bliver relevante.

I tabellen nedenfor findes en sammenfatning af forskningsbaserede strategier til bekæmpelse af moralsk stress, som primært er henvendt til individer, men som samtidig lægger op til at inddrage relevante aktører (Epstein & Delgado, 2010; WRHA, 2017 – min oversættelse og bearbejdning, CP):

Strategi Implementering
Tal!Identificer problemet med moralsk stress, indsaml fakta og giv udtryk for din mening.
Vær velovervejet!Overvej, hvem du har brug for at tale med, og hvad du har brug for at tale med dem om.
Vær ansvarlig!Nogle gange lever vores handlinger ikke op til vores forventninger. Vær klar til at acceptere, at tingene ikke altid udvikler sig som planlagt.
Opbyg et støttenetværk!Find kolleger, der støtter dig, eller som gør noget for at tackle moralsk stress. Tal med én autoritativ stemme.
Fokusér på ændringer af arbejdsmiljøet!Det er mere produktivt at fokusere på arbejdsmiljøet end at fokusere på de individer, du har med at gøre som professionel. Husk, at problemer med moralsk stress opstår igen og igen. Det er i reglen ikke de, mennesker, du har med at gøre, men systemet, der skal ændres.
Deltag i undervisning om moralsk stress!Deltag i fora og diskussioner om moralsk stress. Skaf dig al den viden du kan om emnet.
Samarbejd på tværs!Mange årsager til moralsk stress går på tværs af sammenhænge og fagområder. En enkelt faggruppe kan ikke ændre arbejdsmiljøet. Flere synspunkter og samarbejde er en forudsætning for at forbedre et komplekst system, som en offentlig institution er.
Find hovedårsagerne!Hvad er de mest almindelige årsager til moralsk stress i din enhed? Gå målrettet efter dem.
Udvikl politikker!Udvikl politikker, der fremmer åbne drøftelser, samarbejde på tværs og etiske samtaler.
Afhold en workshop!Opkvalificér personalegruppen, så alle bliver i stand til at identificere moralsk stress og barrierer for forandring samt at udarbejde en handlingsplan.

Selvom der ikke er tale om nogen udtømmende liste, kan disse strategier i princippet tilpasses enhver offentlig arbejdsplads – og det er ikke nødvendigt at gennemføre samtlige strategier; man må finde en kombination af strategier, der synes at være mest velegnet i den givne sammenhæng (ibid.).


Kritisk udblik

Når vi sammen med andre forsøger at bekæmpe moralsk stress, handler det om – gennem udfoldelse af professionel dømmekraft – at fremme en såvel fleksibel som struktureret fællesskabelse. Det kræver, at vi udvikler vores opmærksomhed på, om der er hensyn og stemmer, der bliver altdominerende henholdsvis overset eller overhørt i vores (sam)arbejde.

Det er dog lettere sagt end gjort, når belastningsgraden og hastigheden i det moderne arbejdsliv tages i betragtning.

Fremmedgørelse i ‘accelerationssamfundet’

Den tyske sociolog og filosof Hartmut Rosa har gjort det synspunkt gældende, at de stigende tendenser til udmattelse og udbrændthed i nutiden hænger sammen med en særlig slags fremmedgørelse, som det senmoderne ‘accelerationssamfund’ skaber (Rosa, 2014, s. 32). Kernen i denne fremmedgørelse er, at vi ‘frivilligt’ gør noget, vi egentlig ikke ønsker eller vil (ibid. s. 95 og s. 104). Og, skriver Rosa, hvis:

… en sådan tilstand varer ved kan man let (både individuelt og kollektivt) komme til at glemme, hvad det ‘egentlig’ var, man ville – og alligevel stå tilbage med en vag følelse af heteronomi, som man ikke kan slippe af med (ibid, s. 95).

Heteronomi er det modsatte af autonomi. Den manglende oplevelse af autonomi hænger blandt andet sammen med den allestedsnærværende tidsnød, vi oplever i vores hverdagsliv. Denne tidsnød gør det sværere og sværere for os at føle os hjemme i verden, samtidig med at vi får mindre og mindre tid til atcgøre os egentlige erfaringer og bearbejde disse (ibid., s. 24). Erfaringsdannelse tager netop tid. Den kræver både en fortrolighed med verden, og at noget uventet indtræffer, som efterfølgende gøres til genstand for eftertanke og bearbejdning (jf. artiklen Er alle situationer læresituationer?). Men tidsnøden i ‘accelerationssamfundet’ gør, at erfaringer i stadig stigende grad erstattes af vilkårlige og flygtige oplevelser og afbrydelser. Forskning tyder da også på, at mennesker i industrialiserede lande lever med en permanent følelse af aldrig rigtig at få tid til at gøre det, de i virkeligheden allerhelst vil (Rosa, 2014, s. 103).

Tidslige normer – det Rosa også kalder ‘tidsfristens magt’ og ‘hastighedens diktater’ – fungerer bag om ryggen på os, som en skjult tidskraft, der gennemsyrer hele samfundet og opfylder dets reguleringsbehov på en måde, der, i følge Rosa, grænser til det totalitære (ibid., s. 88). Hermed bliver den centrale udfordring for mennesker:

… at udforme deres liv på en sådan måde, at det sætter dem i stand til at ‘fortsætte ræset’, bevare deres konkurrenceevne og ikke falde ud af hamsterhjulet (ibid., s. 93).

De tidslige normer krænker “modernitetens kerneløfte om refleksivitet og selvbestemmelse”, skriver Rosa (ibid., s. 89). I det senmoderne ‘accelerationssamfund’ er vi stadig etisk forpligtede på forestillingen om selvbestemmelse, men samtidig forhindres vi – i stadig stigende grad – i at forfølge og virkeliggøre denne forestilling i praksis (ibid., s. 94). Det er netop denne modsætning, som fremmedgørelsen udspringer af.

Vi arbejder eksempelvis meget mere, end vi ‘ønsker’, uden nogen har beordret os til det, og beslutningstagere gennemfører eksempelvis reformer, som de ‘egentlig’ ikke går helhjertet ind for (ibid.). Hermed forfølges mål eller udøves praksisser, som mennesker på den ene side ikke er blevet påtvunget udefra, og som de på den anden side ikke ‘rigtig’ ønsker eller støtter (ibid., s. 94). Med denne fremmedgørelse kan vores omverdensrelation forvandles til en ‘relation af relationsløshed’, der viser sig i forskellige former for indifferens (ligegyldighed) og frastødning (fjendtlighed) (Rosa, 2019, s. 184).

Umiddelbart er det modsatte af at være fremmedgjort “‘at føle sig hjemme’ (et bestemt sted, sammen med bestemte mennesker) eller at være fortrolig med bestemte handlinger” (Rosa, 2014, s. 100). Og noget tyder altså på, at vi i ‘accelerationssamfundet’ i mindre og mindre grad er fortrolige med de ting, vi foretager os – og måske heller ikke længere færdes særlig hjemmevant i vores egen verden (ibid.). Blandt andet fordi “vi aldrig har tid til virkelig at sætte os ordentligt ind i de ting, vi har med at gøre” (ibid., s. 101). Når der bliver mindre i verden, der ‘siger os noget’ i en livgivende forstand, opleves verden som kold, rigid, fjendtlig og ikke-responsiv (Rosa, 2019, s. 184). Og, skriver Rosa – ikke uden en vis sarkasme – hvis vi:

… tror på de Rational Choice-teorier, der hævder, at vi mennesker ikke har andet mål i livet end den (instrumentelle) tilfredsstillelse af vores behov og præferencer og varetagelsen af vores nyttefunktioner, ja så er det måske ikke så mærkeligt, hvis verden forekommer at være fuldstændig ‘tavs’ (Rosa, 2014, s. 100).

Rosa hævder, at der er tale om en ret ny form for fremmedgørelse, der angår, det vi selv gør, og som skyldes “konkurrencens og accelerationens selvforstærkende logik” (ibid., 104). Denne fremmedgørelse er tillige en selv-fremmedgørelse, der i sidste ende kan “resultere i en ‘udmattelse af selvet’ eller ligefrem udbrændthed og depression” (ibid., s. 111).

Fremmedgørelsen over for verden og fremmedgørelsen over for en selv er ikke to særskilte ting, men to sider af samme sag. Det er den fremmedgørelse, der står tilbage, når ‘resonans-akserne’ mellem selvet og verden klinger ud og forstummer. (ibid.)

Enhver af os har visse relativt stabile resonans-akser, der varierer fra person til person (og fra kultur til kultur), og som består i særligt livgivende forhold til verden, som vi eksempelvis dyrker gennem vores optagethed af kultur, natur, sport, musik, politik, religion m.v. (Rosa & Endres, 2017, s. 135). I udbrændtheden og depressionen klinger disse resonans-akser ud. Der opstår ikke længere en genklang i forholdet mellem os selv og verden. Vores forhold til verden bliver livløst eller tomt – og vi er ikke længere i stand til at blive berørt eller påvirket og mister troen på vores egne evner (Rosa, 2019, s. 184).

Resonans

‘Accelerationssamfundet’ kan – som Rosa ser det – ikke blot erstattes af et samfund, der dyrker langsomheden og autenciteten (Rosa i Svarrer, 2017). Hertil er verdens miljømæssige, sociale og økonomiske problemer for store: “Hvis man bare sætter hastigheden ned, så vil man formentlig ødelægge økonomien og en masse andet” (ibid.).

Hastigheden er kun et problem, hvis den fører til fremmedgørelse. Og det modsatte af at have et fremmedgjort forhold til verden er at have et forhold til verden, der hverken er præget af indifferens eller frastødning, men af resonans:

Min hoveddiagnose er meget enkel (…) I de gængse institutionelle sfærer: Økonomien, videnskaben, teknologi og endda politik har vi døve, stumme og følelsesløse forhold. Det er ikke nødvendigvis dårligt, men det er meget instrumentelle forhold. Vi arbejder hårdt, og vi er gearet efter effektivitet og kontrol, der ikke handler om at være i resonans. Vi har også kontra-sfærer: kultur og religion for eksempel, som jeg kalder resonanssfærer. Og fordi vi arbejder hårdt, vil vi gerne om fredagen være i resonans. Men problemet er, at det bliver i oaser. Det bliver i ferien og i weekenden, at vi forsøger at være åbne. Det er et dikotomisk forhold (…) Det arbejde, jeg laver, starter med det udgangspunkt, at vores samfund er i et permanent behov for at forøge. Ikke kun hastighedsmæssigt, også i forhold til økonomisk vækst, innovation osv. Det, jeg vil, er at komme udover et samfund, der er baseret på at forøge og vækste. (Rosa i Svarrer, 2017)

Begrebet resonans er hentet fra fysikken og betyder ‘medsvingning’ eller ‘genklang’ (Ordbog over det Danske Sprog). I den betydning, Rosa bruger begrebet resonans, er der ikke tale om et ‘ekko’, men om et responsivt forhold mellem menneske og verden (herunder andre mennesker), hvor begge taler med deres egen ‘stemme’ og samtidig forbliver åbne nok til at blive berørt af hinandens ‘stemmer’ (Rosa, 2019, s. 174). Der er tale om:

… en dialogisk udveksling, som må adskilles fra ekkorelationer, idet det, som kastes tilbage, ikke blot er enslydende, men derimod etablerer en differens, som også opfattes som sådan (Rosa & Endres, 2017, s. 135).

Når noget eller nogen griber og bevæger os i en sådan ‘dialogisk udveksling’ – Rosa taler om denne måde at være i verden på som resonansmodus – kan der opstå en stærk vekselvirkning, hvor resonansens dybde kan aflæses i livet og lyset i vores øjne og ofte også i vores stemmer (ibid., s. 136). Dette er et tegn på, at vi lader “et verdensudsnit få fat i os og henvende sig til os” (ibid., s. 135), men også at vi samtidig gør os den erfaring, “at vi selv kan få fat i eller bevæge noget” (ibid.). Vi erfarer med andre ord selvvirksomhed, som Rosa opfatter som “en nødvendig forudsætning for at træde ind i resonansmodus” (ibid.). I resonansmodus bliver vi altså “ikke blot berørt eller bevæget, men vi kan også selv virksomt nå ud til verden og efterlade os et aftryk” (ibid).

Udover resonansmodus findes der, som allerede antydet, også to andre modi:

Indifferensmodus beskriver subjektets relation til en sag eller et andet menneske som en form for ligegyldighed. Når mennesker eksempelvis udtrykker den følelse, at en sag overhovedet intet siger dem, eller et andet menneske intet betyder for dem, befinder de sig i indifferensmodus. (ibid., s. 135)

Mens:

Frastødningsmodus (…) (kommer af repulsion, fra- og tilbagestødning) (…) refererer til en tredje måde at erfare og være knyttet til verden på. I frastødningsmodus forventer vi fjendtlig modstand og forudsætter, for vores vedkommende, afvisning og tillukning. Vi har her følelsen af, at verden, andre mennesker og også naturens ting kommer os fjendtligt i møde, og at vi selv må kæmpe. Frastødning betegner en verdensrelation beroende på gensidig tilbagevisning, modstand og fjendskab. (ibid., s. 133-134)

Moralsk stress – når frastødning og indifferens spænder ben for resonans

Den moralske stress kan på den baggrund tænkes at hænge sammen med, at fagprofessionelle – blandt andet på grund af ringe arbejdsvilkår og et evindeligt tidspres – forhindres i at forholde sig til de mennesker, de har med at gøre, i resonansmodus. Det vil sige, at de forhindres i at indgå i relationer, der “er baseret på det at høre og det at svare” (ibid., s. 33), og hvor de er åbne for at blive bevæget af mennesker og ting, samtidig med at de er i stand til at svare og gå dem i møde (ibid.).

Trine og Anton – vi mødte i situationsbeskrivelsen ‘Et lille skub’ – har sikkert, under selve skiftingen af Anton, i en eller anden forstand været i resonansmodus. Mens den måde, hvorpå Trine ‘skubber’ Anton ind på stuen, godt kunne fortolkes som frastødningsmodus. Denne modus slår senere om i indifferensmodus, idet Trine ignorerer Antons protester og gråd gennem vinduet i den dør, som hun hurtigt lukker. Ud fra situationsbeskrivelsen er det svært at afgøre, hvilken modus, de to voksne befinder sig i indbyrdes – men her kunne der også godt være tale om indifferensmodus. Jane søger på sin vis at møde Anton i den åbenhed – og i den spørgen og svaren – der karakteriserer resonansmodus, da hun forsøger at berolige Anton med en sang på afstand. I overført betydning går hun ham i møde med sin sang. Men sangen berører ikke Anton og resonansen opstår ikke. Måske fordi Anton er i en tilstand, hvor han mest af alt brug for at blive gået i møde i helt anden bogstavelig forstand. Dette er imidlertid ikke muligt for Jane, da hun allerede sidder med to børn på skødet. Vi ved ikke, hvordan kvaliteten af samspillet mellem Jane og Anton er, idet hun sætter Caroline på gulvet, og tager Anton op på skødet. Men samspillet mellem Jane og Caroline kan i første omgang fortolkes som resonansmodus (mens Caroline sidder på hendes skød), senere som frastødningsmodus (da Caroline sættes på gulvet) og til sidst som indifferensmodus (da Caroline sidder efterladt på gulvet uden kontakt til Jane eller andre).

Moralsk stress forudsætter som tidligere nævnt en moralsk følsomhed hos de fagprofessionelle. I lyset af Rosas teori, handler denne følsomhed om, at de fagprofessionelle møder de mennesker, de har med at gøre, med en positiv grundholdning, hvor de er parate til at indlade sig på resonansmodus (som Jane tydeligvis er i relation til Anton). Rosa kalder denne grundholdning for disponibel resonans (ibid., s, 133). Den betyder, at de fagprofessionelle er parate til:

… at indlade sig på resonansrelationer, at gå verden i møde med åbenhed og tillid og dermed også acceptere den fornødne sårbarhed, som følger med (ibid.).

Denne indladelse er noget ganske andet end en tilegnelse af noget eller et forsøg på at bringe noget eller nogen under kontrol, idet de fagprofessionelle også selv forvandles i resonansmodus (ibid., s, 134).

Som nævnt består fremmedgørelse i, at eksempelvis fagprofessionelle ‘frivilligt’ gør noget, de egentlig ikke vil. Jane og Trine kan godt have ret store frihedsgrader indenfor de institutionelle rammer, de arbejder under. Og når ydre faktorer og situationsbetinget kontroltab forhindrer dem i at indlade sig på resonansmodus – på trods af deres moralske følsomhed og disponible resonans – og de ‘frivilligt’ går i frastødningsmodus eller indifferensmodus (som Trine gør med Anton, og Jane gør med Caroline), selv om de egentlig ikke vil det, så øges risikoen for, at moralsk stress bærer ved til fremmedgørelsen.

De mest eklatante eksempler på frastødningsmodus og indifferensmodus så vi netop i dokumentaren Daginstitutioner bag facaden, som jeg tidligere har refereret til. Pædagogmedhjælperens behandling af pigen på 14 måneder er direkte fjendtlig, hvilket kan tolkes som frastødning – og den pædagog, der samtidig befandt sig på stuen, gjorde intet for at gribe ind, hvilket kan tolkes som indifferens. Det er vel svært at forestille sig, at de to professionelle virkelig vil det, de gør? Og alligevel er der ingen, der tvinger dem til at gøre det. Måske har de glemt, hvad de ‘egentlig’ ville? Resonans-akserne mellem dem selv og verden er måske på vej til at klinge ud? Og måske har de glemt, at det er arbejdsvilkårene, der presser dem – ikke de vuggestuebørn, som har krav på deres omsorg.

Rosa mener, at det er oplagt, at der er en sammenhæng mellem fremmedgørelse og udbrændthed:

For mig er udbrændthed en klar effekt af fremmedgørelse: ‘Ja, jeg har mit job, men jeg føler mig døv, stum og følelsesløs’ (…) For mig er det klart, at det er (…) [socialarbejderne], der bliver klemt mest. De har måske endda en impuls til at åbne op, der er et par øjne, der ser på dem og vil have hjælp, men socialarbejderne er også under et instrumentelt pres og regulering, der ikke muliggør at være åben. (Rosa i Svarrer, 2017)

Resonans er netop noget, vi må være åbne overfor, frem for noget, vi kan bestræbe os på at frembringe og forøge (Rosa i Svarrer, 2017). Men hvis ringe arbejdsvilkår, tidsnød, afbrydelser og kontroltab forhindrer de fagprofessionelle i at udvise denne form for åbenhed, må det alt andet lige være en betydelig kilde til moralsk stress, som i sidste ende kan resultere i depression og udbrændthed.

Netop det faktum, at resonans ikke lader sig frembringe, kontrollere og forøge, gør, at dette fænomen peger ud over den herskende logik, hvor konkurrencen, egeninteressen, optimeringen og accelerationen vedvarende forstærker hinanden. I lyset af Rosas overvejelser, kan moralsk stress i virkeligheden opfattes som en ganske ‘sund’ reaktion på et ‘accelerationssamfund’, hvor dyrkelsen af denne logik for længst har taget overhånd. Hele miseren er, at det, Rosa kalder konkurrenceprincippet, efterhånden har bredt sig langt ud over den (vækstorienterede) økonomiske sfære og er blevet et centralt karakteristikum ved moderniteten i det hele taget (Rosa, 2014, s. 33). Det eneste ‘fordelingsdomæne’ af betydning, “der ikke er styret af konkurrenceprincippet, er velfærdsstatens distributionsmønstre og fordelingstiltag”, skriver han (ibid., s. 35). Men disse mønstre og tiltag er netop – som vi har set – under massivt pres fra konkurrencestatens optimeringslogik.


Afrunding

Det kræver et vist mod og en vis moralsk modstandskraft (Jameton, 2017) at tage individuelle og kollektive initiativer til at styrke samarbejdet, så de forhold, der får moralsk stress til opstå, synliggøres, italesættes og bekæmpes. En sådan styrkelse af samarbejdet er helt afgørende, hvis det skal lykkes at forandre de dele af arbejdsvilkårene, der først og fremmest skyldes arbejdspladsens interne forhold og beslutninger. Men en sådan styrkelse af samarbejdet er mindst lige så afgørende, hvis det skal lykkes at råbe relevante beslutningstagere op med henblik på en forandring af de dele af arbejdsvilkårene, der først og fremmest skyldes eksterne politiske og forvaltningsmæssige beslutninger.

Moralsk stress kan ikke bekæmpes gennem individfokuserede indsatser, hvor man eksempelvis lærer at sige pyt, eller gennem besværgelser til langsomhed og autencitet. Moralsk stress kan bekæmpes ved at bekæmpe konkurrenceprincippets dominans i alle sammenhænge, hvor fagprofessionelle har det som deres fornemste opgave at udfolde professionel dømmekraft.

Åbenhed over for det, man – med inspiration hos Rosa – kunne kalde det resonante samarbejde, bliver i den forbindelse helt afgørende. For i denne form for samarbejde må kvalitetskriteriet blive, at virkeliggørelsen, vedligeholdelsen og udviklingen af de fællesgoder, som dybest set er samarbejdets omdrejningspunkt i fagprofessionelle sammenhænge, vækker genklang hos alle berørte parter.

Moralsk stress er i mine øjne et tegn på, at vi ikke kommer uden om at forsøge os med at fremme et ‘samarbejdssamfund’ som alternativ til det konkurrencesamfund, konkurrencestaten er godt i gang med at udarte i. Moralsk stress er med andre ord en slags påmindelse om, at vi stadig kan håbe på, at det – gennem samarbejde – kan lykkes os at udvikle et samfund, hvor den institutionaliserede kynisme ikke hersker på dømmekraftens bekostning:

Som det er nu 
går det ikke længere

Ivan Malinowski

© Copyright Omsigt v/Carsten Pedersen

Artiklen blev publiceret i sin første udgave i januar 2020 på omsigt.dk.

Book Carsten Pedersen til et foredrag, en halv eller en hel temadag eller et udviklingsforløb med fokus på bekæmpelse af moralsk stress her.

error: Advarsel: Beskyttet indhold