Matthæus-effekten

Matthæus-effekten viser sig ved, at magtforhold på en selvforstærkende måde skaber mere og mere udsathed, så mennesker i udsatte positioner bringes i endnu mere udsatte positioner (Matthæus-effektens sociologiske relevans er uddybet og begrundet i bogen Om dømmekraften (2017, Kapitel 4) og i artiklen Samarbejde om overgange).

Matthæus har lagt navn til dette fænomen, fordi han beskriver dommedag med ordene: “For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har” (Matt, 25, v29). Matthæus tænker måske på troen, der på denne måde vil forstærkes hos de allerede troende, mens de tvivlende vil miste den smule tro, de har. Men i overført betydning bliver Matthæus-effekten en selvforstærkende og udsathedsskabende magtdynamik, der skaber mere og mere udsathed i en slags ond spiral (Pedersen, 2024, s. 74).

Robert K. Morton har indkredset Matthæus-effekten på følgende måde:

The concept of cumulative advantage directs our attention to the ways in which initial comparative advantages of trained capacity, structural location, and available resources make for successive increments of advantage such that the gaps between the haves and the have-nots in (…) domains of social life (…) widen until dampened by countervailing processes. (Merton, 1988, s. 606 – oversæt evt. teksten ved brug af DepL)

Men allerede i 1947 skriver Primo Levi i bogen Hvis dette er et menneske, der omhandler de rædsler, han oplevede under sin internering i den tyske kz-lejr Auschwitz:

I historien som i livet ser man ofte glimt af den frygtelige lov der siger: “Enhver som har skal der gives, men den som ikke har, fra ham skal endog det tages som han har.” I lejren hvor mennesket er alene, og hvor kampen for livet er reduceret til urtidsagtige mekanismer, fungerer denne uretfærdige lov i bedste velgående og anerkendes af alle. (Levi, 2009, s. 96)

CP/3-7-2024