Omsigts casesamling

Af Carsten Pedersen

Artiklen kan købes i pdf-format her

Indholdsfortegnelse

Indledning

Omsigt indsamler løbende casemateriale i form af tankevækkende arbejdssituationer. Det sker i forbindelse med konsulentarbejde, kursusvirksomhed, undervisning samt gennem læsning af faglitteratur og forskningsrapporter.

Tankevækkende arbejdssituationer kan defineres som situationer:

… hvor professionelles hidtidige handle- og tankemønstre forstyrres følelsesmæssigt – og hvor denne forstyrrelse danner en klangbund af forundring og undren, som gør omtanke og eftertanke mulig (Pedersen, 2011, s. 118).

Omsigts casesamling kan frit benyttes af alle til både individuel og kollegial refleksion. Alle har desuden mulighed for at bidrage til casesamlingen ved at indsende situationsbeskrivelser via mail. Eneste krav er, at disse skal:

- anonymiseres,
- indeholde elementer af direkte tale (og også gerne elementer af de involveredes kropssprog), og
- inkludere beskrivelser af, hvordan de(n) professionelle forholder sig i situationen.

Inspiration til udarbejdelse af situationsbeskrivelser kan eventuelt hentes i artiklen Situationsbeskrivelser som garant for saglighed, hvor en situationsbeskrivelse defineres på følgende måde:

En situationsbeskrivelse er en skriftlig redegørelse for, hvordan mennesker – herunder de professionelle selv – forholder sig forskelligt til det, der i spil i en specifik situation. Beskrivelsen indledes med informationer om, hvor situationen udfoldede sig, og hvem der var til stede. Dernæst beskriver man så detaljeret som muligt, hvad der skete, hvad de involverede parter var sammen om – og hvordan de forholdt sig forskelligt til det, de var sammen om. Det beskrives så vidt muligt, hvordan de involverede (re)agerede, hvordan de så ud, og hvad de sagde (meget gerne med ordrette citater).

Casesamlingen er aktuelt inddelt i følgende kategorier:

- ‘Situationsbeskrivelser fra dagpleje’
- ‘Situationsbeskrivelser fra vuggestuer’,
- ‘Situationsbeskrivelser fra børnehaver’,
- ‘Situationsbeskrivelser fra skoler, SFO’er og klubber’,
- ‘Situationsbeskrivelser fra opholdssteder’,
- ‘Situationsbeskrivelser fra bosteder og i støttecentre’,
- ‘Situationsbeskrivelser fra socialcentre’,
- ‘Situationsbeskrivelser fra hospitaler’, og
- ’Situationsbeskrivelser fra plejecentre’.

Der vil løbende komme nye kategorier til. I alle situationsbeskrivelser er de velfærdsprofessionelles navne skrevet med VERSALER.

Situationsbeskrivelser fra dagpleje

BLÆSEVEJR
Dagplejeren og de fire børn leger med en faldskærm af tynd nylon. Dagplejeren lægger op til, at børnene på skift skal sidde under skærmen, mens de andre hæver og sænker skærmen over barnet. Hannah (2,7 år) er modstræbende med, hun ryster på hovedet, da dagplejeren spørger, om hun vil sidde under faldskærmen. Pludselig begynder Hannah at ryste skærmen voldsomt, så barnet, der sidder under den, bliver dækket helt. ”Ohhh, nu bliver det blæsevejr” siger dagplejeren med høj og lys stemme, også hun begynder at ryste skærmen. Børnene begynder at hvine og grine – også Hannah. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Ringsmose & Svinth, 2019, s. 83)

Situationsbeskrivelser fra vuggestuer

URO PÅ STUEN
Der er uro imellem børnene på stuen, da den ene af pædagogerne, ANNE, er optaget af at modtage børn i garderoben og har en længere samtale med en forælder om en vanskelig morgen. Den anden pædagog, METTE, har måttet gøre nogle praktiske ting klar på stuen, samtidig med at hun er blevet alene med stadig flere børn. To børn begynder at græde henne på madrassen, hvor de slås om den samme bog. METTE går over og tager bogen og sætter sig imellem dem. Hun sætter sig med dem på hver sin side og aer de to lidt på skift med den ledige hånd. Hun klapper på madrassen og signalerer til de andre børn, at de kan komme og sidde. Snart sidder de om hende og lytter til historien, mens de sidste børn ankommer, og ANNE kommer tilbage. (Winther-Lindqvist, 2023, s. 200 – situationsbeskrivelsen bringes her i lettere bearbejdet form).

KONFLIKTOPTRAPNING
GITTE er 35 år og har nu været ansat i to måneder som pædagog på fuld tid i den integrerede institution Frugthuset. Institutionen har over de sidste to år været igennem en turbulent periode, idet vuggestuedelen har været genhuset på grund af renovering og halvdelen af det pædagogiske personale er skiftet ud, herunder lederen METTE, som har været der i nu 8 måneder. På Blommestuen er GITTE fast pædagog sammen med JANE, en pædagog på 45 år, der har været ansat i Frugthuset i 12 år. På stuen er desuden en medhjælper, MIKE på 20 år, som også er nyansat. Sammen har de ansvaret for vuggestuegruppen, der består af 9 børn mellem 1 og næsten 3 år. Kl. er 11 og GITTE er sammen med 3 børn i gang med at dække bord til frokost. 2 børn kravler rundt på gulvet, 1 sidder med en billedbog og de øvrige bevæger sig uroligt rundt på stuen. MIKE og GITTE bliver enige om, at MIKE læser for de børn, der ikke skal deltage i borddækningen, så der er mere ro til at dække bord. GITTE vil nemlig meget gerne involvere Clara, Frederik og Tilde (stuens ældste børn) i opdækningen. Clara og Frederik har på deres eget initiativ tidligere plukket mælkebøtter på legepladsen, som skal pynte bordene. Især Frederik er meget optaget af, at de 21 mælkebøtter skal placeres på den helt rigtige måde. GITTE vurderer, at det er OK, at den lige bliver lidt over 11, før de spiser, da Clara, Frederik og Tilde er meget engagerede i arbejdet sammen med hende. JANE er endnu ikke kommet tilbage fra et møde med METTE. Kl. 11.10 kommer JANE ind på stuen. MIKE har netop afbrudt læsningen for at trøste Mille My, som er blevet ramt på kinden af Kajas albue. MIKE har taget Mille My op på skødet, men hun græder videre. JANE går målrettet og med lan- ge skridt over og tager Mille My op. JANE er tydelig irriteret og siger med høj stemme til GITTE: ”Hvorfor hulen er I ikke begyndt at spise endnu? Du ved sgu da godt, at ungerne bliver helt umulige, når vi ikke spiser kl. 11. De er jo overtrætte!”. Frederik taber derefter et plastickrus på gulvet, som JANE dog hurtigt hjælper med at samle op. JANE sætter herpå resolut Mille My i en højstol, mens Mille Mys tårer fortsat triller ned ad kinderne. JANE beder de øvrige børn sætte sig op på højstolene, mens hun hjælper Tim og Svend op i højstole. Børnene ser på JANE, så på MIKE og derpå på GITTE, men siger intet. GITTE virker chokeret over JANES udbrud, men hun siger ingenting. Hun sætter sig blot på sin faste plads ved siden af Tim, som skal have støtte til spisningen. Også MIKE sætter sig på sin plads. Efter frokost skal børnene på toilettet, hvorefter de skal sove middagslur. De mindste skal helt præcist have skiftet ble og de største skal guides på toilettet. De andre dage har GITTE, efter aftale med JANE, sat sig på tumletæppet og sunget med børnene, mens MIKE og JANE på skift har skiftet børnenes ble. GITTE finder, at det er en god måde at få rutinesituationen til at glide. GITTE sætter sig derfor med børnene, og de bliver enige om at synge ‘hjulene på bussen’. JANE har allerede taget Frederik og Clara med ud på toilettet, og MIKE skifter ble på Zigga. Kort efter kommer Frederik og Clara tilbage, og de sætter sig ved GITTE og synger med. JANE kommer herefter ud fra toiletrummet, hvor hun højlydt og lidt surt siger til Tilde og Sonja, at de skal komme nu. Sonja rejser sig med det samme, men Tilde fortsætter engageret med at synge og lave fagter til sangen. JANE råber nu lidt højere og da Tilde fortsat ikke kommer, går JANE hen og tager fat i Tilde og siger meget bestemt, at hun skal høre efter, når der bliver talt til hende. Tilde bryder ud i gråd. JANE tager hendes hånd og forklarer hende, at man her i huset ikke bare kan gøre, hvad der passer en. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Lind, 2021, s. 40-41 og bringes her i lettere bearbejdet form)

LØVEKAMP
Emil (2 år) kommer ind på stuen fra toilettet. Han går hen til Anders (2,5 år), som står ved minirutsjebanen på stuen. De to børn begynder at brøle ind i hinandens ansigter som løver. De brøler højt og laver ansigter. Emil slår pludselig ud efter Anders, som er en vild løve, han skal beskytte sig imod. Anders får at vide, at han skal tage det roligt af pædagogen Gudrun. Anders kigger op og stopper op i legen med Emil. Et øjeblik efter fortsætter de igen med løvebrølene, de stanger hinanden og puffer hinanden med deres krumbøjede fingre. Det ser ud til, at de har det sjovt. Gudrun kommer ind fra badeværelset: “Stop så, det bliver for vildt!”, siger hun. Drengene kigger op på hende og stopper et øjeblik. Gudrun stopper også op. Hun kigger på drengene og siger så: “Hov … I var måske i gang med en leg?” (Situationsbeskrivelsen stammer fra Munck, 2020, s. 19)

STRØMPESAMLING
Der er 11 børn til morgensamling. Pædagogen Line spørger, hvem der er kommet i dag. Imens går pædagogen Ursula og Aya (2 år) ud og henter frugtvognen. Line er nu alene på stuen med de 10 resterende børn, som alle sidder ved bordet. Nogle børn pludrer lidt. En af de små drenge har fået øje på den nærmeste piges rottehale, som han kigger intenst på og prøver at fange. Nogle børn klapper i bordet og laver en del støj. En af de større piger på stuen, Pia (2,5 år), har Pixibøger med, som er fra 1970’erne. Pia viser en af de Pixibøger, hun har med. Det er en bog med et barn, der tager tøj på. “Det er Pia, der tager tøj på”, siger Pia. Line spørger børnene, hvem der selv kan tage strømper på. Nogle af børnene markerer, at det kan de selv, med en arm i vejret. Selma (2 år) sætter foden op på bordet og viser sin strømpe. Line går hen til Selma og kigger på strømpen og fortæller til alle børnene, at strømpen er rød med små blomster på. Rasmine (2,5 år), der sidder ved siden af Selma, rækker ud og rører ved Selmas strømpe og viser derefter sin egen strømpe frem på bordet. Line siger: “Måske er der andre børn, der gerne vil vise deres strømper?” Flere af børnene ser ivrige ud, og nogle nikker, og nogle råber: “Jaaa!” Line går herefter rundt til alle børnene om bordet og hjælper dem med at få foden op på bordet, så alle kan se hinandens strømper. Alle strømper får et par kommentarer med på vejen. Børnene ser ud til at ‘opdage’ deres egne strømper og bliver samtidig optaget af de andre børns strømper. Der er en del uro omkring bordet med en masse strømpefødder, der sammenlignes, nogle hiver deres strømper af eller prøver på at nå sidemandens strømpe. Ursula kommer ind med Aya og frugtvognen og smiler, da hun ser alle strømpefødderne og nogle bare tæer på bordet. Line fortæller, at børnene har kigget på strømper, og de har talt om, hvem der selv tager tøj på. Herefter hjælper Line alle strømpefødderne ned under bordet og begynder at dele krus ud til børnene, så de kan få vand. Nogle af børnene ser fortsat ud til at være optaget af strømpeaktiviteten og læner sig ud over stolen og kigger ned under bordet for at få øje på strømperne. Andre børn begynder at spise den frugt, der deles ud, alt imens Line og Ursula begynder at synge for børnene. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Munck, 2020, s. 22)

RØR (IKKE) VED MIG!
Ved eftermiddagsfrugten er børnene optaget af hinandens frugt, og de kigger på hinanden, imens de spiser. Andreas (2 år) sidder sammen med Anna (2,5 år) for enden af bordet. Han aer Anna i håret og nusser hende. Pædagogen Gudrun ser det og siger: “Du nusser Annas hår – det ser dejligt ud”. Anna sidder stille og slapper af. Hun vender hovedet og kigger på Andreas, ser derefter på Gudrun og hiver hovedet til sig. Gudrun siger: “Vil du ikke have, at Andreas nusser dit hår mere, Anna? Så skal du sige stop”. Gudrun viser med hånden, hvordan Anna kan sige stop. Anna kigger på Andreas og prøver at hive håret til sig, imens Gudrun siger til Andreas, at han skal stoppe. Andreas stopper med at nusse Annas hår. Fiona, der har siddet og kigget på Andreas og Anna, begynder nu at nusse Andreas’ hår, og han smiler til Fiona, lukker øjnene og ser afslappet ud. Sidse – et af de andre børn ved bordet – begynder så at ae Emils arm. Emil sidder helt stille og kigger på armen, der aes, mens han propper et æblestykke i munden. Flere børn fortsætter med at spise frugt, mens de aer hinandens hår, arme og hænder. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Munck, 2020, s. 34)

TELEFONSAMTALEN
Oliver på 1 år er lige blevet afleveret i vuggestuen, og han græder stadig, da hans mor går. RANDI, der har taget imod ham, sidder med ham på skødet, men han drejer sig bagover og væk fra RANDI, mens han græder. RANDI vugger ham lidt, indtil han bliver lidt mere rolig. Hun rækker Oliver en bamse, som hun laver lidt dukketeater med. Oliver skubber den væk og rejser sig og træder et skridt væk. “Nej, den vil du ikke have”, siger RANDI. Hun tager en bog, som han også skubber væk med begge hænder, mens han ser alvorligt på hende. Hun tager en stor nøgle op fra kassen og lader som om, det er en telefon. Hun taler ind i den: “Ja, hej Olivers mor, Oliver leger.” Oliver kigger intenst på hende og smiler lidt, men skubber nøglen væk, da RANDI rækker ham den. Hun lægger den ned i kassen, da han peger og tager et skridt hen mod kassen. Hun spørger: “Skal vi prøve igen?” Oliver nikker og smiler. RANDI tager igen nøglen og taler i den som en telefon. Hun tager en anden nøgle og rækker den til Oliver, som tager den op til øret. De ‘taler sammen’ ved at kigge på hinanden, og Oliver nikker, når RANDI spørger om noget. Lidt efter smider Oliver nøglen og begynder at tage ting op af en kasse med legetøj, der står på gulvet. RANDI betragter Oliver i nogle minutter, før hun vender opmærksomheden mod nogle af stuens andre børn. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Juhl i Rasmussen, Chimirri, Juhl & Gitz-Johansen, 2019, s. 44-45)

DEN NYTILKOMNE
Marius på 1 år er lige startet i vuggestuen. Han er lige vågnet fra sin eftermiddagslur og har nu prøvet at sove i institutionen 2 gange. Han er ked af det og bliver taget op af pædagogen PIA, som han ikke kender endnu, fordi hun kommer fra en anden stue. PIA afleverer Marius til pædagogen JETTE på hans egen stue. Det er JETTE, som har ansvaret for at køre Marius ind. JETTE holder et tæppe op til Marius’ ansigt, så han kan lugte og mærke tæppet. Han tager fat i et hjørne af tæppet og nulrer det mellem fingrene. Han sutter på sutten og læner sit hoved ind mod JETTES hals, mens han kigger rundt. JETTE holder ham tæt med den ene hånd, mens hun med den anden hjælper børn med at rejse sig op, tager imod klodser og andet legetøj fra børn, mens hun småsnakker med dem og hele tiden holder øje med Marius. Da Marius har siddet sådan i omkring 10 minutter, rækker han ud efter en rangle, der ligger på gulvet, og som en anden dreng har smidt. JETTE sætter ham på gulvet lige ved siden af sig, og giver ham nøjagtigt samtidig med, at hans numse bliver sat på gulvet, ranglen i hånden. Marius kigger på ranglen og tager imod den og sutter ekstra meget på sin sut. JETTE holder hånden på hans ryg. Hendes ben rører hans ben. Marius skubber sutten ud og stikker ranglen i munden og smiler til den anden dreng, der sidder ved siden af og kigger. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Juhl i Rasmussen, Chimirri, Juhl & Gitz-Johansen, 2019, s. 41-42 og bringes her i lettere bearbejdet form)

FARVEL
Alle børnene er på legepladsen, der hersker en rigtig god stemning. En dreng ankommer, han er en smule betuttet, som han står der med sin mor i hånden. Pædagogen kigger på drengen og spørger: ”Skal jeg hjælpe dig med at sige farvel til mor?” Drengen nikker, og pædagogen rækker sin hånd frem, han tager den, og sammen vinker de til moren. Da moren går, begynder drengen at græde. Pædagogen sætter sig på hug, så hendes ansigt kommer på niveau med drengens. ”Du bliver lige lidt ked af det, kan jeg se, over at sige farvel til mor i dag”, siger hun. Drengen nikker. ”Det kan jeg godt forstå” svarer pædagogen og fortsætter: ”Sådan kan man godt have det nogle gange. Jeg passer på dig, til mor kommer igen”. Drengen trykker sig ind til hende, får et knus og løber ud for at finde sine kammerater. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Ringsmose & Svinth, 2019, s. 83)

DER ER ANDRE BØRN END DIG
Klokken 9 om morgenen kommer [en far] (…) ind på stuen for at aflevere sin datter [på 14 måneder]. Hun bliver modtaget af en erfaren pædagogmedhjælper og en pædagog. “Vi snakkede om, at vi jo bare må se, hvordan det bliver i dag …. Vi er jo bare derhjemme, så I ringer bare, siger [faren] (…). Han beder altså personalet om at ringe, hvis der bliver problemer, og forlader vuggestuen. I de første minutter efter faren er gået, forsøger pædagogmedhjælperen på stuen at trøste (…) [datteren]. Medhjælperen forsøger flere gange at lege med hende og tager hende med ud på gangen en enkelt gang. Men pigen græder og kalder på sin mor og far. Også pædagogen, der har ansvaret for stuen, forsøger en enkelt gang at trøste pigen, men uden held. Pædagogen prøver derefter hverken at hjælpe eller rådgive medhjælperen til at berolige datteren. Da børnene i vuggestuen er samlet for at spise morgenmad, kommer datteren endnu engang grædende hen til pædagogmedhjælperen, der sidder og skærer frugt til børnene. “Der er andre børn end dig. Vi er godt klar over, at du er en anelse forkælet”, siger hun til pigen, der fortsætter med at græde. Datteren henvender sig igen, peger mod døren og råber “mor” og “far”. Det er cirka et kvarter siden, faren forlod vuggestuen. Igen og igen søger datteren trøst, men bliver afvist. Pædagogmedhjælperen hiver den lille pige i armen og trækker flere gange sin arm til sig, når pigen rør hende. Efter en halv time er der samling på stuen. Datteren har grædt næsten uafbrudt siden aflevering. Pædagogmedhjælperen sidder på en madras, mens nogle af de andre børn leger ved siden af. Datteren bliver ikke trøstet og løber flere gange ud på gangen for at se efter sin far. Hun løber tilbage til pædagogmedhjælperen, der stadig ikke prøver at trøste hende. I stedet løfter medhjælperen datteren og sætter hende hårdt over på madrassen. Medhjælperen siger gentagne gange til pigen, at hun skal stoppe med at græde og tie stille: “Ved du hvad, jeg kan ikke høre, hvad de andre børn siger. Du er en kæmpe egoist”. Efter 50 minutter kommer der en ny medhjælper til på stuen. Hun tager datteren op, som falder lidt til ro. Men hun er stadig ulykkelig og græder flere gange. Klokken 11 – to timer efter hun er blevet afleveret – kommer [faren] (…) for at hente sin datter. “Nøøj mand, er du allerede blevet vænnet til, hvordan det er?”, siger han. Den første pædagogmedhjælper trækker på det, mens den anden [der først kom ind på stuen efter 50 minutter] siger, det er gået godt. Pædagogen siger, at datteren havde været meget ked af det. (Situationsbeskrivelsen stammer fra TV2-dokumentaren Daginstitutioner bag facaden, der blev sendt den 28. maj 2019 (Moestrup, 2019))

OPVÅGNING
Klokken er 13.30 og pædagogen MARIANNE sidder på stuen med to af de større drenge Jacob og Oliver (2,6 år og 2,4 år), der lige er vågnet. De sidder alle tre på en madras og læser i en bog om biler. Bogen bliver læst højt af pædagogen, og der bliver peget på billederne i bogen og snakket om, hvad man kan se, og hvad de forskellige biler kan sige af lyde. De sidder alle tre med tæppe på. Jacob peger på et tidspunkt på et billede i bogen og siger med høj stemme: “Se MARIANNE, en bus!”. MARIANNE smiler og svarer: “Ja, det er en bus! Har du også prøvet at køre i sådan en?”. Jacob smiler stort og svarer igen med høj stemme: ”Ja, sammen med mor og far og Marie (lillesøster)”. Marianne siger: “Det lyder sjovt, hvor kørte I så hen?”. Hun kigger på Jacob. Jacob siger: “Ud til mormor og morfar.” “Det har jeg også!”, siger Oliver pludselig højt. Marianne kigger derefter på Oliver, smiler og spørger: “Er det rigtigt Oliver, har du også prøvet at køre bus?”. Dialogerne med udgangspunkt i bogen fortsætter i ca. 20 min., uden afbrydelser udefra, og begge drenge følger koncentreret med. (Situationsbeskrivelsen er indsamlet af to pædagogstuderende i forbindelse med udarbejdelsen af deres bachelorprojekt i 2019)

HJULENE PÅ BUSSEN
Klokken er 13.00 og vuggestuen ånder fred og ro, da det er midt i sovestunden. Benedicte (1,6 år) er dog lige vågnet og pædagogen MARIA har været ude og hente hende i krybberummet. På badeværelset begynder MARIA at hjælpe Benedicte ud af sin sovedragt, dog lader hun Benedicte selv tage dragten af og hjælper til, hvis der er behov. Da Benedicte har fået en ren ble og fået sit almindelige tøj på, vil hun gerne op til MARIA. MARIA tager Benedicte op på armen og går med hende, knyttet helt ind til sig. MARIA sætter sig på gulvet på gangen med Benedicte i sin favn. Benedicte sidder helt stille og roligt. Efter ca. 10 minutter begynder Benedicte at kigge op på MARIA mens hun smiler, og Maria møder hende med sit blik. Herefter begynder MARIA at synge ‘Hjulene på bussen’, mens hun har Benedicte på skødet. MARIA bruger hele sin krop til at lave fagter, der passer til sangen, så Benedictes krop bevæger sig i takt med MARIAS. Der er konstant øjenkontakt, smil og grin mellem Benedicte og MARIA. Interaktionen mellem dem varer ca. 15-20 min., før der er brug for MARIA et andet sted. (Situationsbeskrivelsen er indsamlet af to pædagogstuderende i forbindelse med udarbejdelsen af deres bachelorprojekt i 2019)

ET LILLE SKUB
Klokken er 14.45 om eftermiddagen, og mange børn vågner fra deres lur i denne stund. Pædagogen JANE er alene på stuen med fem børn, da de andre ansatte er ude for at skifte ble på de børn, der lige er vågnet. TRINE, en anden pædagog, kommer ind på stuen med Anton (1,6 år), der lige er blevet skiftet. TRINE ‘skubber’ Anton ind på stuen og lukker hurtigt døren efter sig igen, da der er flere børn der skal skiftes. Anton bliver ked af det, da TRINE forlader stuen. Han stiller sig ved glasdøren og kigger efter hende, mens han græder. JANE, der er på stuen, sidder på gulvet et stykke væk, med to børn på skødet, der også er kede af det. Hun prøver at trøste Anton, der står ved døren, ved at synge en sang på afstand. Dette har dog ikke den ønskede effekt, da Anton stadig græder, og JANE kalder derefter på ham og siger: “Kom herhen og sid Anton”. Anton kommer langsomt gående, stadig grædende. JANE tager nu Caroline (1,7 år) – ét af de børn, der sidder på hendes skød – og siger: “Så, nu kommer du lige herned og sidde (JANE henviser til gulvet), nu er du en stor pige”. Herefter sætter Anton sig på JANES skød og falder efter lidt tid til ro. Caroline, der sidder på gulvet, har stadig tårer i øjnene, og hun kigger lidt forvirret rundt i lokalet og bliver blot siddende ved siden af JANE og de andre børn. (Situationsbeskrivelsen er indsamlet af to pædagogstuderende i forbindelse med udarbejdelsen af deres bachelorprojekt i 2019)

DEN LILLE HJÆLPER
Det er eftermiddag og klokken er 15.00. Børnene på stuen skal til at have eftermiddagsmad. Der er to voksne på stuen denne eftermiddag, hvor den ene – ANNI – er i gang med at tage sig af de nyligt opvågne børn ude på badeværelset og den anden – HENRIETTE – er i gang med at smøre brød ved bordet. Anton (1,6 år) med sut går søgende rundt om bordet, hvor der HENRIETTE sidder med ca. 10 børn. Det ligner umiddelbart at han gerne vil op og sidde ved bordet. Han går flere gange hen til madvognen og henter ting, som han tager med over til HENRIETTE, der sidder ved bordet. HENRIETTE siger: “Tak Anton!”, og hun vender med det samme tilbage til at smøre brød til børnene, der sidder ved bordet. Da Anton har gjort dette en del gange, prøver han igen at få HENRIETTES opmærksomhed ved at lægge sit hoved på hendes skød. HENRIETTE aer ham kort på hovedet og siger: “Årh, hej Anton”. ANNI kommer ind fra badeværelset, og hun ser Anton gå rundt om bordet og siger: “Hej, Anton, går du rundt der? Vil du ikke op og sidde?”. Anton smiler, kigger op på ANNI og nikker. Anton kommer nu op og sidde ved bordet. (Situationsbeskrivelsen er indsamlet af to pædagogstuderende i forbindelse med udarbejdelsen af deres bachelorprojekt i 2019)

BANKELEGEN
Pigerne Janne og Amalie har siddet ved bordet og kigget ud i luften i ret lang tid uden rigtig at foretage sig noget og uden at vise synlige følelsesudsving i hverken den ene eller den anden retning. Nu læner SUSANNE sig frem mod pigerne, mens hun smiler og griner. Samtidig begynder hun at tromme energisk med hænderne og fingrene på bordet foran dem, mens hun smiler stort og spærrer øjnene op på en glad måde. Samtidig siger hun, at hun har savnet dem. Hendes stemmes toneleje og intensitet starter i en opadgående bue. Hun starter i et lavere leje og svinger så stemmens tone og lyd opad, mens hun spærrer øjnene op og smiler. Sammen med fingrenes energiske trommen på bordet foran børnene gør det, at den opadsvigende stemning smitter af på Janne og Amalie, der begynder at smile, grine og at bevæge kroppen og armene mere energisk (…). Denne stemning holder sig noget tid hos de to piger. I løber af måltidet begynder Amalie at vifte energisk op og ned med armene, og hun lader hænderne smække ned i bordet. Hun gør det ikke på en sur måde, men snarere energisk, som om det er en leg. Pigen Sophia sidder over for Amalie, og hun følger meget optaget med i, hvad Amalie gør. Efter kort tid begynder Sophia at efterligne Amalies armbevægelser, og i lidt tid har de to piger gang i en leg, som Amalie fører an i. Legen består i, at begge piger banker håndfladerne ned i bordet. (Gitz-Johansen, 2019, s. 97-98)

EKSPEDITIONER
KIRSTEN sidder på gulvet. Sophia søger over til KIRSTEN og går ind mellem hendes ben, der er spredt ud på gulvet, og læner sig op ad KIRSTENS krop. Da Sophia går over mod KIRSTEN, rækker hun armene frem, som om hun søger hen mod KIRSTENS krop, mens hun med armene ‘kalder’ på at blive modtaget. KIRSTEN sidder og foretager sig ikke andet end at modtage de børn, der kommer hen til hende, og hun er parat til modtage Sophia. (…) Sophia (…) bliver (…) optaget af en af de små bolde på gulvet, og hun begiver sig ud på en lille ekspedition hen til bolden og væk fra KIRSTENS krop. Hun kommer hurtigt tilbage til KIRSTEN igen, men lidt efter laver hun en ny ekspedition ud til en bold og søger så tilbage til KIRSTEN igen. (Gitz-Johansen, 2019, s. 48)

GYNGERUMMET
Det er eftermiddag. Gyngerne er taget ned i gyngerummet, og der er sat musik på. Der er to børn der gynger, og to, som danser og tumler lidt sammen med pædagogen LIS, mens de venter på, det bliver deres tur. Der er blevet lavet en aftale med børnene om, at man bytter, når der er gået to sange.
Det er de to store vuggestuepiger Lotte og Mia, som har gyngerne. Peter og Kim er dem, som har tur næste gang.
Peter: “Min tur.”
LIS: “Ja, Peter, om lidt er det din tur. Når sangen er færdig.”
Peter: “Min tur, min tur …”
Peter går over mod gyngerne. LIS tager ham i hånden og sætter ham ned.
LIS: “Peter bliv her. Nu er der ikke længe til.”
Peter nikker og kigger på de to piger, som gynger.
Sangen slutter, og det er tid til at bytte plads.
LIS: “Så er sangen slut. Nu er det Peter og Kims tur.”
Lotte hopper ned, går ud af rummet, og Kim får sin gynge. Men Mia gynger videre.
LIS: “Mia, nu er det Peters tur. Du kan prøve igen senere.”
Mia: “NEJ!!”
Peter tramper i gulvet.
Peter: “Min tur, min tur.”
LIS rejser sig, og går over til gyngen. Hun tager Mia i hånden.
LIS: “Mia kom og sid hos mig.”
Mia hopper af gyngen, men går væk fra Lis. Peter får sin gynge og smiler bredt.
Peter: “Se mig.”
LIS går tilbage og kigger på Mia, som står lidt væk.
LIS: “Mia kom over til mig.”
Mia kommer over til LIS.
Mia: “Mig tur.”
Lis: “Ja, om lidt er det din tur.” (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsforløb om inklusion i 2015)

RIGTIGE VENNER
Knud og Hans leger rigtig godt sammen. Hans kan indimellem blive uforudsigelig i sin adfærd, når han bliver presset. Når det sker, kan han finde på at slå. Knud ved, at denne adfærd indimellem kommer frem i Hans. Når de to drenge leger sammen, er personalet derfor meget opmærksomme på, at Knud får lært at aflæse Hans, og at Hans får brugt andre måder til at sige fra på end at slå. En eftermiddag kommer Knuds mor Eva ind ad døren. De to drenge har netop gang i en diskussion om, hvem der har retten til et stykke legetøj. Da Knud får øje på sin mor, tager han i samme sekund legetøjet ud af hænderne på Hans, og Hans kvitterer med at slå Knud meget hårdt. Begge drenge græder voldsomt, og Eva tager Knud ind til sig og trøster ham, mens hun siger til JANE, som trøster Hans: ”Jeg synes tit, jeg hører Knud fortælle hjemme, at Hans slår de andre børn.” JANE siger: ”Du må huske på, at de også indimellem har nogle rigtig gode lege, men indimellem er Hans rigtig nok ude med riven”. Efter episoden leger drengene ikke så godt sammen mere, og Knud begynder at drille Hans ved at tage ting fra ham og så løbe hen til de voksne og beklage sig over, at Hans er efter ham. Personalet forstår ikke, hvad der er på færde, og arbejder på at genoprette deres venskab, men det lykkes ikke. Efter et par uger fortæller Eva, at Knud ikke vil i børnehave og ofte klager over ondt i maven. Personalet bliver enige om at afholde et møde med Knuds mor. På mødet kommer det frem, at Eva har sagt til Knud, at han skal holde sig væk fra Hans, fordi han er en slem dreng, som slår andre børn. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Risager i Jensen, 2014, s. 59 og bringes her i lettere bearbejdet form)

BIDEMÆRKET
Ellen, mor til Otto, henter Otto i børnehaven, og pædagogen JENS fortæller Ellen, at Otto i dag er blevet bidt i ryggen. Ellen løfter blusen og kigger på Ottos ryg.
Ellen: ”Hvem har gjort det?”
JENS: ”Otto og en anden dreng legede vildt i puderummet, og så gik det over gevind”.
Ellen: ”Det er meget voldsomt, hvem har gjort det? Og hvor var de voksne, JENS?”
JENS: ”Ellen det er irrelevant hvem det er, som har bidt. Vi har talt med drengene. Vi har trøstet, og de er blevet gode venner igen. Disse situationer sker meget hurtigt, men de voksne var på stuen og hjalp med at løse drengenes konflikt med det samme”. (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale på et kursus om forældresamarbejde i 2014)

BORDDÆKNING
Klokken er lidt over 9, og på stuen skal de til at spise boller og drikke vand. Døren går op, og ind af den kommer Karla smilende ind på stuen. Inden hun når at træde mange skridt ind, løber Ole imod hende og siger: ”Hej Karla” og giver hende et stort kram. Karla klapper ham på ryggen, og går direkte ind i dukkekrogen, hvor hun begynder at hive ned fra komfuret for at dække bord. Karla får sat en kop og to tallerkener frem på bordet. Pludselig står Mette bag hende, og hun begynder at smide kop og tallerkener ned på gulvet. Karla skubber til Mette, så hun falder og lander siddende og grædende på gulvet. VIOLA går hen til de 2 piger, og tager Mette op til sig. Hun hiver en stol frem og sætter sig på den med Mette på skødet. Karla ser, at VIOLA sætter sig ved hendes side, og stopper legen et øjeblik. VIOLA (kigger på Karla): ”Jeg kan godt forstå, at du bliver sur på Mette, fordi hun smider dit legetøj ned på gulvet. Men du må ikke skubbe til hende, for prøv at engang at se, hvor ked af det hun bliver.” Karla: ”Ja (hun går hen og klapper Mette på ryggen), kom Mette, du må godt være med.” (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsforløb om inklusion i 2013)

MADS
På legepladsen er 18 børn og fem voksne. To børn på to år og fem måneder kører på motorcykler. Mads på to år og seks måneder står lige på kørebanen. Pædagogen EVA siger: ”Ryk dig lige lidt Mads, du er jo lige ved at blive kørt ned.” Hun tager ham i armen og trækker ham lidt væk fra kørebanen. Mads begynder at skrige og råber: ”Nej, nej, nej.” Han kaster sig ned på fliserne og slår hovedet i fliserne og ruller rundt. EVA: ”Jamen, Mads dog, jeg bad dig jo bare om at flytte dig lidt.” Hun sætter sig ned på hug og prøver at hjælpe ham op igen. Mads fortsætter med at banke hovedet ned i fliserne og rulle rundt. Pædagogen LIS (fra Mads’ stue): ”Lad ham bare være, så går det hurtigere over. Han er så hidsig.” EVA forsøger at tage Mads op til sig. LIS: ”Bare lad ham ligge, han vil have opmærksomhed, det skal du ikke give ham – han skal ignoreres, så stopper han.” EVA: ”Jamen han slår da hovedet, det må da gøre ondt?” LIS: ”Han skal ikke have opmærksomhed på sin negative adfærd, det har vi aftalt på stuen.” EVA: ”Kan du så ikke tage over?” Hun fjerner sig fra stedet. LIS bliver siddende på bænken. En tredje pædagog, PERNILLE, der har overværet episoden, siger: ”Det kan man da ikke, et barn skal da ikke ignoreres, det skal da have hjælp til at komme igennem sin vrede, eller hvad det nu er, og bagefter hjælp til at komme videre.” LIS: ”Du kender ikke Mads så godt, som vi gør.” PERNILLE: ”Nej, men det vil jeg simpelthen ikke være med til.” Hun sætter sig på hug ved siden af Mads og siger: ”Er du stadig sur?” Mads kigger på hende og nikker. PERNILLE: ”Meget sur?” Mads nikker. PERNILLE: ”Hvad kan vi gøre ved det?” Mads: ”EVA skal i skraldespanden.” PERNILLE: ”Den går desværre ikke, Mads, vi må finde på noget andet.” Mads: ”Øv.”” (Situationsbeskrivelsen stammer fra BUPL, 2010)

GARDEROBEN
Garderobesituationen (…) var i efteråret 2007 en oplevelse af meget uro, hvor 28 børn myldrede imellem hinanden, og 5-6 voksne var gået i gang med at hjælpe børn i tøjet. Der var børn, som løb op og ned ad gangen. Der var børn, som tog tøjet ned fra garderoben. Andre børn kørte på scooter og kørte nogen gange ind i de andre børn og nogen gang også ind i de voksne. Der var børn, der kom i konflikt med hinanden omkring legetøjet. De rev og slog hinanden. Når man var i garderoben, kunne man høre rigtig meget larm, man kunne høre børn der græd, børn der råbte og voksne, der talte højt og skældte ud. De voksne sagde ofte nej og sagde de samme ting mange gange. ”Tag dit tøj på, nej ikke den, den anden…” osv. Efter et stykke tid lå der tøj i hele garderoben, og det var svært for de voksne at finde det tøj, der skulle bruges. Når børnene var kommet i tøjet stod de og ventede og svedte. Mens de ventede, brugte nogle af dem tiden til at komme i kontakt/konflikt med de andre børn. Andre børn ventede på at blive hjulpet af de voksne. En voksen, der hjalp et barn i tøjet, måtte ofte afbryde kontakten på grund af en konflikt mellem to drenge, som havde brug for at blive skilt ad. Da den voksne kom tilbage til barnet, havde barnet i mellemtiden opgivet at vente og var gået hen til en anden voksen. Andre gange var barnet gået i gang med at lege eller var kommet i kontakt/konflikt med nogle andre børn. Når den voksne så havde tid til at hjælpe barnet, var barnet mange gange gået i gang med noget andet og havde ikke lyst til at komme og tage tøj på. Der var hele tiden børn der ventede. Enten på at komme i tøjet eller på at komme ud på legepladsen, når de havde fået tøj på. (Situationskarakteristikken er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsprojekt om inklusion i 2007)

VAND ER VÅDT!
Vi har spist frokost. Niels har endnu ikke været ude på badeværelset for at børste tænder osv. Han leger på stuen som det sidste barn. Jeg laver sæbevand til at tørre bordene af, sætter den lille spand på det lille bord, vrider kluden op. Niels kommer hen til mig, peger på spanden og kigger så på mig. Jeg tilbyder ham en klud, men han ryster på hovedet, og jeg fortsætter. Niels kigger med. Jeg vrider kluden igen, tilbyder ham endnu engang at være med, lægger kluden på bordet og spørger ham, om han vil tørre bordet af. ”Vand”, siger Niels. Jeg svarer: ”Ja – den er lidt våd og varm”. Jeg holder kluden forsigtigt på hans hånd. ”Av – varm”, siger Niels. ”Kun lidt”, siger jeg og holder kluden op på hans hånd igen. Jeg lægger kluden tilbage på bordet og vælger at forlade rummet. Inden siger jeg til Niels, at han gerne må vaske bordet af imens, og at jeg kommer igen lige om lidt. Da jeg kommer tilbage, er Niels trådt helt hen til spanden og peger ned i den og siger: ”Vand”. Det snakker vi lidt om. Jeg viser ham, at kluden kan dyppes i vandet og vrides. Jeg går ud på badeværelset til de andre børn for at lade Niels være alene. Niels går i gang med at dyppe fingrene i vandet – og kigger ud i badeværelset til mig. Jeg nikker til ham. Han mærker på vandet og siger ”vand”. Jeg svarer: ”Ja, det er vand”. Han tager nu kluden op af spanden og vrider den, så hele kroppen ryster. Jeg bekræfter Niels i det han gør mange gange, imens han vasker, vrider og tørrer. ”Varmt vand”, siger han gentagne gange. Niels vasker flere steder på bordet – og gulvet bliver også vasket. Jeg siger, at det er bordet, han skal vaske. Niels nikker og peger på bordet og vasker videre. På et tidspunkt er hans tøj blevet vådt, og han peger på sin mave og siger ”vand”, mens jeg kan se, han rynker panden. ”Ja, du er blevet våd, du får tørt tøj på bagefter”. Vi går ud på badeværelset. Niels har et smil på læben, mens jeg hjælper ham med at få tørt tøj på. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Rothuizen i Christensen, 2006, s. 153)

ABEN
Pædagogen hedder PERNILLE, moren Mette og barnet på tre år hedder Jens.
PERNILLE: “Hvad har du med i børnehave i dag, Jens?”
Jens: “En abe.”
PERNILLE: “En abe?”
Mette: “Der hedder ‘abe’!”
PERNILLE: “Åhhh ja, det var meget originalt.” (griner)
Mette: “Ja.” (griner)
PERNILLE: “Det kan også være svært at finde på navne til alle sine bamser – er den ny Jens?”
Jens: (Nikker)
PERNILLE: “Hvor er du heldig, at du sådan får legetøj, hva’?”
Jens: “Jeg skal hjem til min far.”
Mette: “Men det er først i morgen, Jens, du skal to gange i børnehave først.”
PERNILLE: “Så skal du hjem til far i morgen?”
Jens: (Nikker)
PERNILLE: “Hvor er du heldig, må jeg komme med?”
Jens: (Ryster kraftigt på hovedet)
Mette: (Griner)
PERNILLE: “Nej, ved du hvad, så tager jeg bare hjem til min far, er det i orden?”
Jens: (Nikker)
PERNILLE: “Okay.”
(Mette og Jens sidder og krammer et stykke tid, mens Mette snakker lavmælt til Jens)
PERNILLE: “Skal jeg gå med over og vinke?”
(Lille pause, Jens kigger på PERNILLE, og vender sig herefter ind mod sin mor)
PERNILLE (fortsat): “Eller kan du godt selv??”
(Jens krammer og nusser stadig med sin mor, taber sin abe på gulvet)
Mette: Nu slog aben altså hovedet.
(Jens samler aben op og krammer og kysser mor igen. Mette hvisker noget til Jens, hvorefter de krammer og kysser for sidste gang)
Mette (henvendt til Jens): “Ha’ en god dag!”
(Jens løber hen til vinduet)
Mette (henvendt til PERNILLE): “Hej, hej.”
PERNILLE: “Hej, hej.” (Situationsbeskrivelsen er en transskriberet videooptagelse udarbejdet af en pædagogstuderende i forbindelse med en uddannelsespraktik i 2005)

PUSLESPIL
Det starter med, at pædagogen ANNI om formiddagen på vejen gennem stuen ud til legepladsen kan se Tune (2 år) placeret i et hjørne af stuen på en madras, legende med nogle træklodser og med den jævnaldrende Simon ved siden af. De havde tilsyneladende leget fredeligt med klodserne. Efter at hun et stykke tid havde siddet ude ved sandkassen med nogle mindre børn, skulle et af børnene skiftes, hvorfor hun med barnet på armen kommer ind gennem stuen på vej til skifterummet. Netop som hun træder ind på stuen, ser hun Tune i et andet hjørne af stuen, ved køkkenkrogen, åbnende ovndøren på det lille trækomfur. I en stor og fejende bevægelse stikker han hele armen ind i ovnen og kører alle de køkkenredskaber, personalet møjsommeligt, af hensyn til rengøringen aftenen forinden havde stoppet ind i ovnen, ud på gulvet. Potter, pander, grydelåg, tallerkener, knive, gafler, og hvad der ellers hører til et velassorteret køkken, drøner ud på gulvet, alt imens Tune beskuer sit værk. ANNI irettesætter Tune mildt, opfordrer ham til at rydde op, siger hun kommer tilbage for at hjælpe ham, men hun skal først lige ud og skifte Mia. Efter skiftningen af Mia ringer telefonen i et andet rum ved siden af, hvor hun er inde og tale et stykke tid. Da hun kommer tilbage på stuen, opholder Tune sig i et tredje hjørne, hvor han har kørt en af de små træstole hen op ad reolen. Stående på tæer på stolen kan han akkurat nå op til fjerde hylde, hvor puslespillene er anbragt, og ANNI nærmer sig i den hensigt at hjælpe Tune med at rydde køkkensagerne op fra gulvet, hvor de stadig ligger og flyder. Før hun når hen til ham, har han fået fat i et puslespil, hvor de små træklodser har en lille plasticknop ovenpå, så de mindste bedre kan håndtere dem. Han kigger hurtigt på puslespillet og vender bunden i vejret på det med det resultat, at alle brikker dratter ned på gulvet. ANNI er henne ved Tune i det samme, beklager sig, at han sådan smider med brikkerne, og at han i øvrigt ikke har ryddet op ved køkkenkrogen, og at de træklodser, han og Simon legede med, ligeledes ligger og roder henne på madrassen. Hun tager Tune ved hånden og foreslår, at de nu sætter sig og lægger puslespillet sammen. Efter at have samlet brikkerne op, sætter de sig ved bordet, hvorefter ANNI for at komme i gang tager en brik og spørger Tune, hvor han tror den skal være. Tune reagerer ikke, og efter et stykke tid sænker ANNI brikken ned mod pladen: ”Tror du den skal ligger dér, Tune tror du det?” Ja, det skulle den. ”Hvad så med denne her brik, hvor tror den skal være?” Og derefter samme procedure, indtil ANNI stort set har lagt hele puslespillet. Tune går dog mere aktivt ind i arbejdet til sidst og får lagt et par brikker. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Kampmann & Andersen, 1996, s. 117 og bringes her i lettere bearbejdet form)

Situationsbeskrivelser fra børnehaver

SAMTALER I VOKSENHØJDE
Kl. er 9 om morgenen i børnehaven, og giraf-stuen er på legepladsen, hvor der indtil videre er 15 børn. Pædagogen LOUISE sidder i sandkassen sammen med Anna-Maja, Lea og Willum. Både LOUISE og børnene er ved at grave en voldgrav rundt om et slot. LOUISE og børnene snakker frem og tilbage om den danske kongefamilie, som udvikler sig til også at handle om den svenske og norske kon- gefamilie. Børnene griner, da LOUISE viser, hvordan man vinker som kongelig. Ved lågen til legepladsen snakker pædagogen LARS med Soyas far, som netop har kysset Soya farvel. En lille flok børn leger grinende ved troldehuset, flere børn cykler på trafikbanen og pædagogmedhjælperen SOFIE hinker med en anden gruppe børn. Der er en god og rolig stemning på legepladsen. Efter lidt tid kommer SOFIE over til LOUISE. ”Har du hørt noget nyt om Lærkes mors situation?” spørger SOFIE. ”Åh ja, det glemte jeg at sige til dig, men alt var i den skønneste orden”, smiler LOUISE. SOFIE holder sig på brystet, mens hun udbryder ”åh hvor godt”. Lærkes mor havde nemlig fortalt personalet, at de var meget pressede derhjemme i denne tid på grund af en kræftscanning. SOFIE fort- sætter samtalen, og spørger LOUISE, hvordan hendes datters konfirmationsfest gik i weekenden. LOUISE, som stadig graver voldgrav sammen med børnene, fortæller ivrigt, at det gik over alt forventning. Hendes datter havde være rigtig glad. Samtalen om konfirmationen fortsætter i 7-10 minutter, mens Anna-Maja, Lea og Willum skiftevis lytter til LOUISE og SOFIES samtale og fortsætter deres udgravning af voldgraven. Undervejs i samtalen spørger Lea, hvad konfirmation er, og Louise svarer, at det i princippet er, når man bekræfter at man tror på gud. Både LOUISE og SOFIE griner, da LOUISE efterfølgende svarer, at det også bare kan være en fest, hvor man får mange gaver. Lea griner også og fortsætter herefter med at grave sammen med Anna-Maja og Willum. Efter frokost er LOUISE på giraf-stuen sammen med 9 børn. Børnene sidder ved 2 borde og tegner deres livretter. Nogle børn er mere engagerede end andre. Under aktiviteten kommer BIRTE fra nabostuen ind med en blok og blyant i hånden og spørger, om de lige skal få detaljerne til turen til Amalienborg i næste uge på plads. De skal helst have en besked ud til forældrene på Intra en uge før udflugten. LOUISE havde glemt alt om den tur, men LOUISE og BIRTE vurderer, at de godt kan bruge 10 minutter på det nu, da der er ro på stuerne. LOUISE OG BIRTE sætter sig ved det lille runde bord i den anden ende af stuen. BIRTE og LOUISE diskuterer afgangstidspunkt, transportmuligheder, personaleressourcer og mad- pakke, men også hvordan de kan støtte nye Noah i at komme ind i børnegruppen, og hvordan de skal forberede børnene til slottet i forhold til børnelitteratur. Efter 15 minutter kommer lederen RIKKE ind på stuen. Hun går over til LOUISE og BIRTE og spørger med et lille smil, men også bestemt, om de husker snakken på P-mødet. LOUISE og BIRTE kigger først spøgende på hinanden, men de kommer derefter begge i tanke om det. RIKKE fortsætter: ”I husker godt, hvad der står i tilsynsrapporten om, at vi klumper os sammen og bare snakker uden at se børnene. Det ser altså ikke godt ud.” Henvendt til LOUISE fortsætter RIKKE: ”Og i formiddags klumpede I jer også sammen på legepladsen. Det går altså ikke. Forældrene klager jo også over det”. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Lind, 2021, s. 32-33)

EVALUERINGSKULTUR PÅ DAGSORDENEN
På et personalemøde i en daginstitution er personalet i gang med at dele deres erfaringer med at evaluere kvaliteten af læringsmiljøet under læreplanstema nr. 1: ‘Alsidig personlig udvikling’. Mødet er et led i udviklingen af en fælles evalueringskultur, og personalegruppen har haft til opgave at eksperimentere med forskellige evalueringsformer. Lederen Anni siger: “Hvordan er der blevet taget hensyn til de centralt fastsatte kriterier under tema 1 i evalueringerne på stuerne?”. Pædagogen Johanne svarer: “På vores stuemøde tog vi udgangspunkt i det gode børneliv. Alle børn skulle ses og have en relation til mindst en voksen. En tæt og varm relation. Jeg lavede kort med børnenes billede på og fire farvekort. Rød står for den tætte og varme relation. Grøn står for en god relation, men den er ikke særlig. Blå står for ikke nogen særlig relation. Sort står for negativ relation. Øvelsen var at placere alle børn på en farve. Det viste sig, at de fleste børn lå i rød, og så havde vi et barn på grøn og et på blå. Da opgaven gik ud på, at alle børn havde en relation i det røde felt med mindst én voksen drøftede vi hvorfor, de to børn lå der. Den ene var lille og sov det meste af dagen. Den anden var to-sproget og havde ikke rigtig lyst til at være sammen med de voksne, hun søgte mest børnene.” Pædagogen Jens (der arbejder på en anden stue) siger: “Hvor er børneperspektivet i den fremgangsmåde? På vores stue har vi arbejdet med små børneinterviews, hvor børnene har været inddelt i mindre grupper. Det har været noget af en øjenåbner i forhold til …”. Johanne afbryder Jens: “Vi jo haft særlig fokus på relationen mellem barn og voksen …”. Jens afbryder Johanne: “Men for børnene er relationerne til de andre børn jo mindst lige så vigtige. Det kom tydeligt frem i vores interviews …”. Anni bryder ind og siger: “Hvilken form for dokumentation har dannet afsæt for jeres placering af børnene på farvekortene, Johanne, og hvordan er resultaterne af jeres interviews dokumenteret, Jens?”. Johanne: “Vi har talt sammen, og vi stoler på hinanden. Der har heller ikke været afsat tid til indsamling af dokumentation!”. Jens: “Enig. Vores interviews er heller ikke transskriberet. Det er alt for tidskrævende. Men det er ikke svært for os at huske de centrale pointer. Dem har vi skrevet til referat i punktform.” (Situationsbeskrivelsen er er delvis fiktiv men bygger på en episode fortalt af en pædagog i et udviklingsforløb i 2014)

FLYVERDRAGTER ELLER EJ?
I en børnehave er det tid til at gøre klar til skovtur. Pædagogen MARIA er i gang med at pakke vogn. Pædagogmedhjælper KAROLINE stiller sig ud foran døren, så børnene kan komme ud, i takt med at de er færdige i garderoben. Der er mange børn og voksne, der går ind og ud ad gangen og garderoben. Pædagogen SIGNE har sat sig på gulvet i garderoben. Hun sidder godt tilbagelænet op ad væggen midt i gangen. Hun siger højt og smilende ud i garderoben: ”Jeg sidder her i garderoben, hvis der nogen, der har brug for hjælp eller vil spørge om noget, så bare kom!” En pige i nærheden spørger SIGNE: ”Hvad skal man have på?”. SIGNE svarer: ”Vi skal klatre i dag, så det er smart at mærke efter, om man kan klatre godt i det, man har på”. To piger taler glade sammen om, at de har deres flotte flyverdragter med for første gang i dag. De er i gang med at tage dem på. SIGNE siger til pigerne: ”Bliver det mon for varmt, når I er i gang med at klatre?” Pigerne kigger op på SIGNE og overvejer hendes input. De kigger på hinanden. SIGNE siger: ”Det er jer, der vælger”. Pigerne snakker videre om flyverdragternes farver og motiver. De vælger at tage flyverdragterne på. SIGNE siger til pigerne, at de også kan vælge lige at mærke temperaturen udenfor og så beslutte sig. SIGNE fortsætter med at tale med et par andre børn i garderoben. Iført de nye flyverdragter løber pigerne afsted og ud. Garderoben er ved at være tom. De fleste børn er i tøjet og venter udenfor. Den ene af de to piger med flyverdragterne kommer løbende fra legepladsen ind i garderoben igen: ”SIGNE, det var alt for varmt. Jeg har afprøvet temperaturen. Jeg skifter”. (Situationsbeskrivelsen stammer fra EVA, 2020, s. 54)

KØER ELLER BILER?
Gad vide, hvad en ko kan lide at spise? Tror I den spiser ketchup?” Spørger pædagogen Morten. Alle børnene griner. ”Neej.” Der er samling på stuen. Børnene sidder på gulvet i en cirkel. Ruben på tre år rejser sig fra sin plads og begynder at gå ud mod gangen, hvor man kan høre stemmer. ”Koen spiser græs,” siger Sofie på fire år. ”Ja, det kan køer nemlig godt lide. Hm, tror I også, de spiser ketchup til?” spørger Morten og vender sig så mod Ruben: ”Vil du gerne ud til Susanne?” Ruben nikker. Pædagogen Susanne er sammen med tre børn på vej ind i legerummet ved siden af. Hun kigger ind ad døren og nikker til Morten. ”Hej Ruben,” siger hun. ”Vil du være med til at lege med biler?” Rubens øjne lyser op, og han nikker. Morten fortsætter samlingen. Ruben går med Susanne. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Poulsen, 2021)

PRIKKELEG
Tre børnehavebørn leger på legepladsen. Alban finder en stor pind, som han prikker Louise med. Hun begynder at græde. Pædagogen, som har set hændel- sen, udbryder: ”Hov, Alban – jeg synes ikke, det ser ud som om, Louise kan lide den leg”. Alban stopper, han kigger undersøgende på Louise og lægger pinden fra sig, hvorefter legen fortsætter. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Ringsmose & Svinth, 2019, s. 86)

HÅNDSOPRÆKNING
Kl. 11 begynder det, der kaldes for samling. Samling indebærer, at børn og pædagoger sætter sig på gulvet i en rundkreds, hvor de skal lære om dagens navn, dato, årstid, vejrtype mv. Medhjælperen ANNE deltager ikke i dette – hun retter i stedet an til frokost, som de bagefter skal spise. En dreng ved navn Anders skal kigge i forskellige illustrationer, dvs. foldere med tegninger af blandt andet vejrtyper, numre og ord, som pædagogen HELENE har lavet, og ud fra dem gætte sig til/sige hvilken dag, der er tale om, hvilket vejr det er udenfor, hvilken måned vi er i osv. Anders skal have lov at svare først, hvis han kan, og hvis ikke han kan, må de andre børn, efter at have rakt hånden op, besvare spørgsmålet. Anders har svært ved at svare på spørgsmålene, hvorfor de andre børn bliver mere og mere ihærdige med håndsoprækningen. For nogle er det svært at blive ved med at række hånden op, være stille og vente på, at det bliver deres tur. Især en dreng ved navn Salah begynder at blive urolig. Han begynder at rokke på sig, henvender sig til en dreng ved siden af, siger dagens navn uden at vente på, han bliver spurgt, driller sidekammeraten osv. På et tidspunkt synes det at blive for forstyrrende for HELENE; hun sætter sig over ved siden af Salah og hjælper ham med at holde koncentrationen. Hun lægger armen om ham, holder ham i ro og opmuntrer ham til at synge med i stuens fællessang. Den anden pædagog, TRINE, der også sidder med i samlingen, synes at støtte HELENE i arbejdet. Hun sender Salah og forskellige andre børn blikke og kommentarer. Hun siger f.eks. til en af de andre urolige drenge: ”Husk nu, hvad HELENE sagde: række hånden op og vente på, at du bliver spurgt”. Eller til en tredje dreng: ”Nej, Rasmus, du har ikke fået lov til at svare”. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Nielsen & Bøje, 2018, s. 105 – og bringes her i lettere bearbejdet form)

MORGENSAMLING
Klokken er 9, og der skal holdes morgensamling. Pædagogmedhjælperen HANNE kalder på alle børn og beder dem sætte sig i en rundkreds. Børnene leger stadig videre og hopper rundt på stuen. HANNE er alene om at samle alle børn. Efter et par minutter lykkedes det endelig HANNE, at få børnene til at sætte sig i en rundkreds, så de sidder skiftevis dreng og pige. Pædagogen SINE kommer ind på stuen med en iPad i hånden og sætter sig ned sammen med dem. Hun råber børnenes navne op og læser samtidig beskeder op, der handler om, hvem der henter børnene i dag. Efterfølgende spørger SINE børnene, om der er nogen, der har andre beskeder, som de har lyst til at dele. En pige, Lara, rækker hånden op og siger: “Min far rejser hele tiden, så derfor kommer…”. Mens Lara taler, forlader Malthe samlingen, og laver lyde med sin mund. SINE siger “Ej, det er altså meget forstyrrende. Jeg kan slet ikke høre, hvad Lara siger, du skal lige være stille’’. Lara fortsætter med at fortælle, hvor hun slap, men hun bliver endnu engang afbrudt, idet Malthe igen begynder at trække sig ud af samlingen og lave lyde med sin mund. Sine: “Shh, jeg har altså bedt dig om at stoppe. Hvis ikke du kan finde ud af det, så må du gå ud på gangen og gøre det”. Malthe stopper, men sidder fortsat uroligt. (Situationsbeskrivelsen er indsamlet af to pædagogstuderende i forbindelse med udarbejdelsen af deres bachelorprojekt i 2019).

SYNDEBUKKEN
Børnene sidder til samling. Lara rækker hånden op og siger: “Jeg blev skubbet i dag, og nu har jeg fået et sår …”. Nick afbryder: “Ja, det er Luka, der har skubbet hende”. Pædagogen KATJA siger: “Ja, Lara, det er rigtigt, at nogen kom til at skubbe dig, mens i legede kysseleg, men det var ikke Luka. Luka har fri i dag. (Situationsbeskrivelsen er indsamlet af to pædagogstuderende i forbindelse med udarbejdelsen af deres bachelorprojekt i 2019).

KRUDT I RØVEN
Klokken er 9.37 og storgruppen har lige afsluttet deres samling med pædagogmedhjælperen SONJA, og er blevet bedt om at sætte sig over i sofaen med en bog. SONJA italesætter, at hun ikke nåede at gennemgå dagens program, da drengene var for urolige under samlingen. SONJA siger til børnene: “Jeg tror, at KAREN [pædagog] skal bruge nogle stærke mænd til at pumpe cykler”. Drengene begynder at grine og rejser sig fra sofaen og begynder at vise deres muskler til hinanden. “I har krudt i røven drenge, det bliver godt for jer at komme ud”, siger SONJA. Drengene begynder at hæve stemmerne og lave store energiske armbevægelser. KAREN kommer ind på stuen. “Du skal have drengene med ud, de har krudt i røven”, siger SONJA til KAREN. KAREN kigger på SONJA og siger: “Ja, jamen det gør jeg bare. Hvad med jer piger, skal i med ud?”. Pigerne kigger op på KAREN fra sofaen og siger: “Nej, vi vil bare gerne være indenfor”. (Situationsbeskrivelsen er indsamlet af to pædagogstuderende i forbindelse med udarbejdelsen af deres bachelorprojekt i 2019).

NOAH KAN GÅ PÅ VANDET!
På gul stue skal de spise madpakker. Der sidder ikke en voksen ved Noahs bord. Noah sidder til gengæld ved siden af sin bedste ven, Adam. En af de voksne ringer med en lille klokke. Det betyder, at der skal være madro, så man må ikke snakke de næste fem minutter. Noah vil rigtig gerne snakke med Adam, men de voksne tysser hele tiden på Noah, for der skal jo være madro. Noah vil bare så gerne i kontakt med Adam, så Noah tager fat i Adams hånd og arm. Adam synes ikke, at det er rart, at Noah rører ved ham. En af de voksne siger højt, at nu skal Noah stoppe og lade Adam være. Der bliver ringet med den lille klokke igen, nu må man gerne snakke. I det samme kommer Noah til at vælte sit glas med vand. En af de voksne siger, at Noah skal tørre vandet op. Noah gider ikke tørre vandet op. Noah rejser sig. Den voksne siger, at Noah ikke skal gå i vandet. Noah tager sine strømper af, så han har bare tæer, og siger: ”Nu kan jeg godt gå på vandet.” Den voksne bliver ved med at sige, at Noah skal finde en klud og tørre vandet op. Noah går gennem vandet, han har spildt. ”Nu laver jeg vandfodspor”, siger han. Noah går forbi, hvor den voksne sidder. Den voksne tager Noah op til sig og giver ham et ordentligt kram. Noah bløder op i et stort smil og henter bagefter en klud og tørrer vandet op. (Børnerådet, 2019, s. 9)

EN HØJ LYD
Tre børnehavedrenge sidder fordybet over et brætspil midt i stuen. Intensiteten stiger, drengene er glade og energiske. Den ene dreng begynder at råbe meget højt. Pædagogen der sidder ved en andet bord, går hen til drengene. ”Det var en høj lyd, der var i dig” siger hun i et venligt tonefald, mens hun stryger drengen, der råbte, op og ned af ryggen. Intensiteten falder, drengene spiller videre, og pædagogen sætter sig tilbage ved det andet bord igen. (Ringsmose & Svinth, 2019, s. 83)

ALBAN OG LOUISE
Tre børnehavebørn leger på legepladsen. Alban finder en stor pind, som han prikker Louise med. Hun begynder at græde. Pædagogen, som har set hændelsen, udbryder: ”Hov, Alban – jeg synes ikke, det ser ud som om, Louise kan lide den leg”. Alban stopper, han kigger undersøgende på Louise og lægger pinden fra sig, hvorefter legen fortsætter. (Ringsmose & Svinth, 2019, s. 86)

SAMARBEJDE PÅ TVÆRS
Emma bliver hver dag båret ind i institutionen af sin mor Johanne og har svært ved at sige farvel til sin mor. Hun bliver afleveret fra en arm til en anden arm – uden personalet oplever, at Johanne har øje for, at de kan være optaget af andet. Emma har visse sproglige udfordringer, og personalet har udarbejdet et program, der både handler om det, de skal gøre i institutionen, og det Johanne skal gøre, når hun træner Emmas sprog derhjemme. Når personalet spørger Johanne, hvordan det går med træningen, siger hun, at det går fint. Men når de spørger Emma, siger hun, at hendes mor siger, de ikke har tid. På et møde siger pædagogen Anne: ”Emma har brug for at udvikle mere selvværd. Hun kan gå helt i baglås, hvis vi stiller krav til hende om eksempelvis at sige værsgo eller hente noget. Så stiller hun sig op og gnider sig i øjnene og putter fingrene i munden”. Johanne: “Sådan havde jeg det også som barn”. Anne: ”Men sådan behøver det ikke at være. Vi kan styrke Emmas selvværd, hvis vi – både her i institutionen og hjemme – stiller passende krav til hende, så hun kan vokse”. Johanne: ”Jo, men … ”. Anne: ”Er du med på, at vi sammen forsøger at stille flere passende krav til Emma? Som det første, kan du begynde med at lade Emma gå ind i børnehaven. Og du kan tænke mere over, at det hun kan selv, det skal hun gøre selv. Og så er det jo også vigtigt, at du stadig træner Emmas sprog”. Johanne: ”Der er altså bare rigtig mange praktiske ting, der også skal gøres derhjemme. Jeg er jo alene med Emma”. Anne: ”Nu prøver vi. Det handler jo om Emma. Og så må vi løbende samle op på, hvordan det går”. Johanne: ”Ja”. Personalet registrerer, at Johanne herefter forsøger at få Emma til gå ind i børnehaven selv. Efter et par dage bærer Johanne igen Emma. (Situationsbeskrivelsen er en sammenskrivning af to episoder, beskrevet af to pædagoger på et forældresamarbejdskursus i 2017).

VULKANER I UDBRUD
Observationen foregår en formiddag på legepladsen, hvor en gruppe på 5 børn fra ’Storbørnsgruppen’ og en voksen skal prøve at producere en vulkan i udbrud. Inden aktiviteten har pædagogen fundet de forskellige materialer og ingredienser, som skal bruges til aktiviteten. Alle børn bliver bedt om at finde sig en skovl på legepladsen. Herefter fortæller pædagogen, hvad der skal ske. Mens pædagogen fortæller, sidder drengen Jens med siden til de andre og bygger sandkage. Den voksne fortæller, at de skal begynde med at grave et hul. Benjamin er vældig engageret og begynder straks at grave med stor iver, mens han taler om, hvordan hans vulkan skal være. Jens laver stadig sandkager. Den voksne fortæller børnene, at hullet skal være så dybt, at flasken ka stå i hullet uden at vælte. Pædagogen deler tomme sodavandsflasker ud til børnene. Da hun når til Jens, spørger hun, hvad han laver. Han svarer ikke. Pædagogen siger til Jens, at han så snart han er færdig med at bage kager, også kan han grave et hul til flasken. Hun lægger flasken ved siden af ham. Imens børnene graver taler de om, hvor dybe deres huller er og hjælper hinanden med at vurdere, om hullet skal være dybere. Jens bliver fanget af børnenes snak og er begyndt at rette sin opmærksomhed mod de andres interaktioner. Benjamin henvender sig til Jens. ”Prøv at se, nu kan min flaske stå selv”, siger han. Jens kigger og begynder så at grave et tilsvarende hul. Da Jens også har fået sin flaske i jorden, skal de alle sammen på skift have bagepulver i flaskerne. Der skal tre skefulde i. Pædagogen beder børnene om at hjælpe med at tælle. Der tælles i kor. 1-2-3, mens pulveret kommer i. Jens får øje på en regnorm. ”Se en regnorm”, siger han. Alle børnene og pædagogen vender sig mod regnormen, som Jens peger på. Børnene bliver bekymrede for regnormen. ”Mon den kan tåle at få en vulkan over sig”, spørger Benjamin. Det tror de andre børn ikke. Maja forslår, at de flytter den. Børnene hjælper hinanden med at få regnormen flyttet. Derefter vender de tilbage til bagepulveret. Flere ingredienser kommer i. Da de når til eddiken, råber alle Aaaaaddddd”. Pædagogen lader flasken går rundt, og alle lugter. ”Det lugter af sure sokker” konkluderer en af børnene. Da alle ingredienserne er kommet i, skal børnene træde tilbage, for nu sker det. Luften er fyldt med spænding. Det begynder at boble og de første vulkaner bryder ud. Børnene jubler. Jens vil gerne prøve at putte sand i for at se om vulkanen kan tåle det. Dette eksperiment udvikler sig. Mens flere af børnene får lavet deres vulkaner færdige, putter børnene skiftevis små blade, jord, og grene ned i deres flakser og venter for at se om vulkanen får deres ting med op. Der grines og fjolles. Benjamin, Jens, og Maja løber vidt omkring for at finde ting de kan putte i vulkanenerne, mens Anna og Alma bliver siddende og følger vulkanudbruddet nøje med øjnene. De sammenligner deres to vulkaner og deres forskellige måder at udvikle sig på. Maja, Benjamin og Jens bryder ud i jubel, da bladene og grene kommer op ad vulkanen. Pædagogen foreslår, at de også prøver med et bær. (Christensen & Johansen, 2017, s. 44-45)

SAMLING PÅ TROLDESTUEN
Vi befinder os på Troldestuen en torsdag, hvor børnene er mellem tre og fire år og skal holde samling. Børnene er løbet ind i stuens tilstødende, mindre lokale, hvor samlingen skal holdes. Vinduerne sidder lavt, så børnene kan kravle op i vindueskarmen. Det er der allerede nogle børn, der har gjort. Andre af børnene løber rundt. Enkelte har sat sig ned på gulvet. SANNE kommer ind med en tavle i hånden. ”Kom og sæt jer i vindueskarmen”, siger hun. Børnene kravler op. Der går et stykke tid med at få alle børn på plads. BENTE hjælper til, så der bliver plads til alle. Hun sætter sig også selv i vindueskarmen. Lau, som er dagens fokusbarn, bliver kaldt op til tavlen, som SANNE sidder med. På tavlen sidder magneter med vejret, det vil sige en sky, sol, regn med videre, samt magneter med tøj og ugedagene. På tavlen sidder også en mand med tøj, man kan tage af og på. Lau får at vide, at han skal flytte tøjet fra manden. Han går i gang. De øvrige børn bevæger sig rundt i vindueskarmen. En del børn har vendt sig rundt og kigger ud af vinduet. De taler om det, de kan se udenfor. Jacob er kravlet ned og har lagt sig på gulvet. BENTE beder børnene om at kigge på tavlen, vende sig rundt og være stille. Jeg hjælper dig lige, siger SANNE til Lau og fjerner det sidste tøj fra manden. SANNE beder børnene om at kigge på tavlen. De fleste børn kigger på tavlen. De skal tale om vejret, så SANNE beder børnene om at kigge ud af vinduet og se, hvilket vejr det er. Lau kigger ud. Der er ingen skyer, siger han. SANNE kigger også ud og siger så: ”Der er måske nogle grå skyer?” Ingen af de andre børn kigger ud. ”Hey”, siger SANNE med hævet stemme, ”prøv engang at kig’ ud og se på vejret. Alfred, prøv at kig’ ud. Kan I se, det er gråt?” Tre af børnene kigger ud. ”Det er gråvejr”, konkluderer SANNE. Hun beder nu Lau om at finde tøj til manden. Hun beder også børnene i vindueskarmen om at sidde stille. Alfred får at vide, at han skal stoppe med at fjolle med Eva. En del børn leger videre i vindueskarmen. Kevin banker på en stolpe og får at vide, at han skal stoppe og vende sig rundt. Lau har nu sat noget tøj på manden. Laura taler med sidemanden og får at vide, at hun skal stoppe. SANNE spørger børnene, hvilken ugedag det er i dag. Der er ikke nogen, der svarer. En del drejer rundt på deres numser og får at vide, at de skal sidde stille. ”Hvilken dag er det i dag?”, spørger hun igen. Børnene kigger enten på SANNE eller ned i gulvet. Et par børn vender sig mod ruden igen. ”Hvilken dag var det så i går?”, prøver SANNE. Ingen svarer. ”Laura, hvilken dag henter din mormor dig?”, spørger SANNE så. ”Onsdag”, svarer Laura med det samme. ”Så var det onsdag i går, ikke også?”, spørger SANNE. Ingen svarer. ”Hvilken dag er det så i dag?”, spørger hun. ”Tirsdag”, svarer Arthur. ”Narh”, siger SANNE. ”Mandag”, svarer Laura. ”Narh”, siger SANNE igen. ”Torsdag”, siger Lau. ”Ja”, svarer SANNE og tilføjer, at magneten med torsdag er blå, og rækker Lau den blå torsdagsmagnet. ”Hvilken farve er fredag?”, vil Emma vide. Der er ikke nogen, der svarer hende. Jacob og Kevin ruller rundt på gulvet. De får at vide, at de skal sætte sig op og sidde stille. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Christensen & Kornerup i Kornerup & Næsby, 2015, s. 302-303 – og bringes her i lettere bearbejdet form)

SAMLING PÅ RADISESTUEN
Vi er på Radisestuen en tirsdag, hvor børnene er fra tre til fem år og skal holde samling. De voksne siger til børnene, at de skal holde samling. ULLA har allerede sat sig på gulvet. Børnene tilslutter sig og sætter sig i en rundkreds. ULLA tæller børnene, mens hun peger på hvert barn. De er 16. Så spørger hun, hvor mange voksne de er i dag. Børnene svarer højt i munden på hinanden. De er to. Vi skal starte med at synge ”godmorgen-sangen”, siger METTE. Den handler om deres navne og indebærer, at METTE går rundt og lægger en hånd på hvert barns hoved, når navnet synges. Børnene smiler og ser glade ud, når den voksne rører ved deres hoved. Der mangler nogle. De skal gætte, hvem det er. Børnene kommer med deres bud, som de løbende byder ind med. METTE forklarer, hvorfor de forskellige børn ikke er der. Derefter siger ULLA, at de jo i går var ude at købe ind til fastelavn. Hun spørger børnene, om de kan huske, hvad de købte. Børnene byder ind, i takt med at de kommer i tanke om noget af det, de købte. Dernæst foreslår ULLA, at de synger “fastelavnssangen”. Men først skal de rejse sig op. De skal synge ”Kan du gætte, hvem jeg er?” ULLA tager undervejs forskellige kostumer frem og holder op foran sig, mens hun synger. Hun tager fx en kjole og holder op, og bagefter tager hun en hat. Børnene griner. Holger foreslår, at de skal synge om briller, de synger igen, og ULLA låner Holger sine briller. Der grines. Nu må to gæstebørn fra en af de andre stuer vælge en sang hver, som de skal synge. Sangen, der vælges, indebærer, at man først synger meget stille og senere synger meget højt og laver fagter. Børnene kravler rundt på gulvet mellem hinanden og finder på fagter og griner højt. Efter sangene kravler alle børnene ud i kredsen igen. De sidder lidt anderledes end før. Simon lægger sig ned og ruller ind mod midten. ”Er du blevet træt?, spørger METTE. Simon bliver liggende, men kigger hen på METTE og smiler. Hun foreslår, at de alle lægger sig ned, og at de synger ”Bjørnen sover”. Efter ”Bjørnen sover” foreslår Mathilde, at de skal lege ”Alle mine kyllinger, kom hjem”. De leger ”Alle mine kyllinger, kom hjem”, indtil Sigurd falder og slår sig. ULLA beder alle om at sætte sig i en rundkreds igen. Imens trøster METTE Sigurd. Samlingen sluttes af med, at børnene får af vide, hvilke aktiviteter de kan vælge at deltage i, hvis ikke de hellere vil lege. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Christensen & Kornerup i Kornerup & Næsby, 2015, s. 306-307 – og bringes her i lettere bearbejdet form)

RENT BORD
Patrick (3,5 år) vil ikke bære sin kop og tallerken over i opvaskemaskinen, som man skal i børnehaven, når der er blevet spist frugt om eftermiddagen. MERETE (pædagogmedhjælper) beder flere gange Patrick gøre det, men han vil ikke. Magnus (3,8 år) sidder ved siden af Patrick og har hørt det hele. Han siger til Patrick: ‘Du tager koppen, så tager jeg tallerkenen’. Patrick tager koppen og Magnus tager tallerkenen, og de går sammen over til opvaskemaskinen. Magnus siger (på vej til opvaskemaskinen) til MERETE: ‘Hjemme hos os, der hjælper vi hinanden’. (Historien blev fortalt af MERETE til Magnus’ mor i 2003 og er nedfældet på skrift i form af en situationsbeskrivelse efter hukommelsen af Magnus’ mor i 2015)

KÆLKEBAKKEN
Tre børn befinder sig på bakken på legepladsen. Hans og Grethe er fra en traditionel børnehavegruppe. Johannes er fra en specialgruppe. Hans og Grethe leger i sneen. Pædagogen JOSEFINE og Johannes kommer hen mod dem.
JOSEFINE: “Vil I være med til at kælke?”
Det vil de alle tre gerne. JOSEFINE finder kælke frem, og de tager hver en.
Grethe: “Vi leger ikke med Johannes.”
JOSEFINE: “I kælker alle tre.”
Hans: “Grethe mener altså, at vi ikke vil lege med Johannes!”
JOSEFINE: “Du og Grethe kælker. Johannes kælker også. Skal vi tælle til tre, og se hvem som kommer længst?”
Hans og Grethe i kor: “JA!”
JOSEFINE: “Vi tæller sammen – 1-2-3!”
Alle tre børn tæller (på hver deres måde).
De kælker alle tre ved siden af hinanden i lang tid. Der er god kontakt, også til Johannes, som inddrages med smil og opmærksomhed af de andre to børn. (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsforløb om inklusion i 2015)

2+1=3
Gitte spørger Trine, om de skal gynge sammen. Det vil Trine gerne, og de to løber hen til gyngerne. Nu kommer Eva hen til gyngerne.
Eva (til Gitte): ”Vi skulle jo lege sammen.”
Gitte: ”Nå, ja.”
Gitte skal til at rejse sig fra gyngerne for at gå med Eva.
PIA (til Gitte): ”Jeg hørte, at du aftalte at gynge med Trine, så må du lige gøre det først, inden du går med Eva. Men måske kunne Eva også være med til at gynge?”
Gitte (til Eva): ”Okay. Så kan du gynge os, og så kan vi gynge dig bagefter.”
Eva begynder at gynge dem. Børnene leger et stykke tid med gyngerne. Derefter går de alle tre hen for at lege med sand. (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsforløb om inklusion i 2015)

BAKKEN
Vi er på legepladsen. Vi har cykler ude. Børnene kører op på bakken og ned igen. Vi har en regel om, at børnene kun må køre i en retning, da det er for farligt at køre ned den forkerte vej, da de kan ramme en mur. Alle børn lærer reglen at kende ret hurtigt. En dreng, Thor, kommer pludselig kørende ned i den forkerte retning. En voksen, BIRGITTE, griber ham og vender cyklen.
BIRGITTE: “Du kører den forkerte vej. Du kan slå dig. Du skal køre den rigtige vej (viser med fingeren hvilken vej).”
Thor: “Ja, ja.”
Thor kører videre.
Senere sker det samme igen. Thor og en anden dreng tager den forkerte vej igen.
BIRGITTE: “Thor! Nu gør du det igen. Det er den forkerte vej. Det er ikke i orden. I skal stoppe med det.”
Thor suser forbi grinende. BIRGITTE prøver at stoppe ham, idet han kører forbi, men han er hurtig. Thor cykler i det samme op igen og kører igen ned den forkerte vej. BIRGITTE står klar, idet han kommer ned.
BIRGITTE: “Nu er du færdig med at cykle. Du bliver ved med at cykle den forkerte vej. Det er for farligt. Nu sætter jeg cyklen ind.”
Thor (græder): “Nej, jeg vil. Jeg gør det ikke mere.”
BIRGITTE: “Du er færdig med at cykle i dag. Du må vælge noget andet at lege med.”
Thor bliver ved med at være vred og ked af det. BIRGITTE beder en anden voksen om at trøste ham. (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsforløb om inklusion i 2015)

LEGEAFTALEN
Vi sidder ved bordet og spiser frokost. Børnene er i gang med at aftale, hvad de skal lave, og hvem de skal lege med, når vi bagefter skal på legepladsen.
Ida: ”Når vi skal på legepladsen, vil jeg lege med Katrine.”
Katrine: ”Jah, vi skal cykle.”
Ida: ”Ja.”
Esther: ”Jeg vil også cykle.”
Ida: ”Du skal ikke være med.”
Esther ser ulykkelig ud og er tydeligt påvirket af afvisningen.
JETTE: ”Hvorfor må Esther ikke være med?”
Ida: ”Esther skal ikke være med.”
JETTE: ”Er det fordi, at du gerne vil lege lidt alene med Katrine.”
Ida nikker.
JETTE: ”Måske kan I starte med at lege sammen – dig og Katrine – og så kan Esther være med bagefter?”
Esther (smiler): “Jahh.”
Katrine: ”Ja, det kan du godt. Du må godt være med Esther.”
Ida (tøvende): ”Ja.”
Esther: ”Tak.” (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsforløb om inklusion i 2015)

‘JEG ØDELÆGGER ALT’
En gruppe børn leger på gulvet med plasticdyr. Gruppen består af Martin på 4-5 år, en pige på 2-3 år og en lille pige på omkring 1 1/2 år. En anden gruppe børn leger i dukkehjørnet. De bygger med nogle plasticklodser. Rasmus på 3 1/2 år kommer hen og slår på et af husene i legen med plasticdyrene. ‘Lad nu være’, råber Martin. Rasmus går igen. Han går over til et andet bord og står og kigger. Han går derefter hen til dukkehjørnet og står og kigger lidt. Så henter han et hus og går over til gruppen, der leger med plasticdyrene. ‘Nej den er ikke flot! Det, som du gør, er ikke flot’, råber Martin til Rasmus. ‘Sig til DORTHE, at han rækker tunge’, råber han videre [Rasmus rækker ikke tunge]. Rasmus går væk og sætter sig for sig selv på en bænk. Han sidder og slår på en ko med en hammer. Han går videre og snøfter, mens han kredser om gruppen, der leger med plasticdyrene. Til sidst sætter han sig ned og slår på kurven med klodser. ‘Jeg ødelægger alt’, siger han [med stille stemme] til en af pigerne. (Larsen, 2014, s. 103)

KØDANNELSE
27 børn står i kø til de 2 toiletter efter frokost. De skal tisse, før de skal ud på legepladsen. Reglen er, at alle børn skal tisse, før de går på legepladsen. Sådan har det altid været. Efter ganske kort tid begynder én af drengene at skubbe til en pige, der står foran ham. Hun siger: ‘Hold op’. Drengen fortsætter. Pigen ryger ind i en anden pige, som giver sig til at græde. En voksen trøster pigen. Derefter snakker hun med drengen om, at det ikke er rart at blive skubbet til. Imens den voksne snakker med drengen, opstår der tumult længere nede i rækken, der fjolles, skubbes og pilles ved de børn, der står foran de andre børn. De voksne hører flere børn, der siger: ‘Hold op’. Nogle børn bliver kede af det, andre bliver sure og skubber igen, det virker lettere kaotisk, der er meget larm og mange konflikter børnene imellem. (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsforløb om inklusion i 2013)

MOONCARLØB
Det er mandag formiddag på legepladsen. Der er taget mooncars frem. Razvan sidder i én af dem. Han giver nogle høje lyde fra sig og er meget tydeligt frustreret over, at han ikke har benkraft til at få mooncaren fremad. Anita og Abdedin går forbi, men stopper op, og det er tydeligt, at de taler om Razvan. De laver en plan. Anita går over til Razvan og siger med en meget glad stemme: “Stå af og sæt dig bag på, så skal jeg nok køre dig.” Razvan forstår ikke hvad Anita mener og ryster på hovedet og siger mange forskellige uforståelige lyde. Anita giver ikke op og tager Razvan i hænderne og begynder at hive ham op af mooncaren. Med en glad stemme siger hun: ”Du skal bare om bag på – kom nu.” Razvan lader sig overtale og sætter sig om bag på, men nu står Abdedin halvt på sidelinjen. Anita begynder at cykle rundt om flagstangen, og når de passerer Abdedin, giver han high five, og alle tre griner højt, og Abdedin opfordrer dem til at køre rundt og rundt. (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsforløb om inklusion i 2013)

KÆRESTER
Der sidder en flok børn og spiser frokost. Julie og Kim (begge 4 år) bliver enige om, at de skal være kærester. Efterfølgende sidder vi i garderoben og er ved at få overtøj på.
Julie: ”Skal vi lege kysseleg, når vi kommer udenfor, Kim?”
Kim: ”Ja.”
De løber ud på legepladsen.
SOFIE hjælper Ole (3½ år) med hans sko.
Ole: ”Jeg skal ud og lege kysseleg med Julie og Kim.”
SOFIE: “Hørte du godt, at Julie og Kim havde aftalt, at de var kærester, og at de ville lege kysseleg? Det kan godt være, at sådan nogle nye kærester gerne bare vil lege kysseleg alene.”
Ole bliver lidt stille, og man kan se, han tænker sig om. Der går lidt tid.
Ole: ”Nå.”
Der går igen lidt tid.
Ole: ”Jeg spørger bare alligevel.” (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsforløb om inklusion i 2013)

LEGEPLADSEN
Det er mandag og vi er på legepladsen. Irene sidder ved sandkassen og kigger på en gruppe børn som er i gang med en god leg. Pædagogen LENE spørger Irene, om hun vil være med. Irene ryster på hovedet og siger: “De vil alligevel ikke have mig med – i hvert fald ikke Else. “Det kan man jo ikke vide, før man har prøvet – skal jeg gå med dig derhen?” spørger LENE. “Ja,” siger Irene. LENE tager Irene i hånden, og de går hen til sandkassen. LENE siger med høj stemme: “Irene vil gerne spørge jer om noget”. Hun kigger ned på Irene, smiler og nikker opmuntrende til hende. Legen går i stå og alle fire piger kigger hen på LENE og Irene. Mest henvendt til Henriette, siger Irene med sagte stemme: “Må jeg være med?”. “NEJ,” råber Else og Laura nærmest i kor. Prutlort, føjer Else til, og alle tre piger bryder ud i højlydte grin. Henriette siger ingenting, men sidder bare og kigger ned i jorden. “Hov – hov, det sprog ved I godt jeg ikke gider høre på”, siger LENE, “I skal tale ordentligt”. “Jamen, jeg kan være storesøsteren der henter mad til babyen”, siger Irene. “Jamen, vi vil ikke have dig med,” siger Else. “Nej”, siger Laura, “du er nemlig dum”. Irene ser op på LENE med tårer i øjnene og siger: “Der kan du bare se; de vil ikke have mig med!” (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsforløb om inklusion i 2013)

PÅ KANTEN
Alex spørger 3 drenge, Nicklas, Laurids og Mikkel om hvem der vil komme hjem til ham og få slik og kager, bolsjer og popcorn. De siger alle, at det vil de gerne.
Alex (til Mikkel): ”Hjemme på mit værelse, så lukker vi bare døren, så må du ikke komme ind.”
ANNI: ”Nå, det er da ikke så rart for Mikkel, tror jeg.”
Alex fortæller rækkefølgen for, hvem der må komme først hjem til ham, og hvem der er sidst. Mikkel bliver første, Nicklas næste, og Laurids til sidst.
Nicklas: ”Øv, det vil jeg.”
Så Nicklas bliver i stedet først og Mikkel sidst.
Alex: ”Jeg er 5 år.”
Laurids: ”Jeg er 4 år.”
Mikkel: ”Jeg er 3 år.”
Alex: ”Det er kun dem der er 4 og 5 år der må komme hjem til mig.”
ANNI: ”Hvordan kan det være at Mikkel, der er 3 år, ikke mere må komme hjem til dig Alex?”
Alex: ”Det er fordi han ikke har en vikingebluse på.” (Nicklas har vikingebluse på).
Alex og Nicklas taler frem og tilbage om, hvem der først må komme hjem til Alex og hvem der skal til sidst. Pludselig siger Alex, at Mikkel gerne må komme hjem til ham.
ANNI: ”Hvordan kan det være, at Mikkel alligevel godt må komme hjem til dig?”
Alex: ”Det må han bare.”
Mikkel: ”Jeg vil slet ikke hjem og besøge Alex.”
Alex (overrasket): ”Hvorfor?”
Mikkel: ”Det vil jeg bare ikke.”
Alex prøver at lokke Mikkel med kage, men Mikkel siger, at han kun vil være hjemme hos sig selv. (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsforløb om inklusion i 2013)

DUKKELEG
GITTE tager 4 børn, heriblandt Anne 3 år, med ind på den lille del af stuen. Døren bliver lukket og GITTE tager den kasse med duplo dukker ned. De sætter sig alle ned på gulvet og begynder at tage tingene op af kassen. GITTE nævner hvad for nogen ting der er og begynder at sætte det op. Dukkerne bliver fordelt af GITTE rundt til alle børnene, og de begynder at give dem tøj på. Anne tager dukken og noget tøj og sidder med det i hånden. Nu begynder GITTE at sætte nogen dukker på stolene ved et bord og et barn siger ”Han har fødselsdag” og sætter en lagkage på bordet. ”Hvem af dem er det, der har fødselsdag?” spørger GITTE og barnet peger og siger ”Det er ham – Emil”. Legen har nu fået sig et tema og hvert barn byder ind med deres dukke, nogen siger ”det her er moren” eller ”den her baby skal også sidde med”, men Anne sidder lidt væk og observerer dem, imens hun har sin dukke i hånden. GITTE spørger ”Skal jeg hjælpe med at give din dukke tøj på?”, Anne nikker. Dukken får tøjet på, og Anne tager den tilbage. ”Ej nu faldt moren” siger et af de andre børn. ”Så må hun hellere få hjælp. Det kan være Annes dukke kan komme og hjælpe moren op” siger GITTE. Barnet tager moren hen til Anne, og Anne fører dukken hen til den. ”Nu har han hjulpet moren op. Det var godt du kunne hjælpe” siger GITTE. ”Ja” siger det andet barn og tager dukken hen til de andre igen. De andre fortsætter legen, og Anne går uden om dem og sætter sig lidt væk fra dem med nogle ting fra kassen og begynder på sin egen leg med dukken. (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsforløb om inklusion i 2013)

MØNTEN
Det er formiddag i børnehaven og 15 børn og 2 pædagoger befinder sig på Løvestuen. Lukas har hjemmefra medbragt et lille stykke papir tegnet som en 2-krone og klippet den ud, så det ligner en mønt. Brian har pludselig taget eller fundet denne ’mønt’, så drengene kommer over til GERDA, mens de skændes om hvis ’mønt’ det er. Lukas siger: ”GERDA! Brian har taget min mønt”, mens han rækker ud efter mønten. Brian tager hånden væk, så Lukas ikke kan nå. Brian: ”Nej, jeg fandt den, nu er det min”. GERDA fortæller drengene, at hun godt har set, at Lukas havde denne mønt med hjemmefra, og mønten derfor er Lukas’, men hun beder samtidig om at få lov til at se mønten. Brian afleverer mønten til GERDA, som kigger på den. GERDA siger: ”Den er vel nok flot. Har du lagt en 2-krone under et stykke papir og tegnet ovenpå, så det ligner en rigtig mønt, og bagefter klippet en ud?” Lukas ansigtsudtryk skifter fra vrede til stort smil: ”Ja”, svarer han. GERDA: ”Mon ikke vi kunne finde ud af lave sådan nogle her i børnehaven, hvis jeg finder en mønt til jer?” Drengenes fulde opmærksomhed er pludseligt rettet på pædagogen. De kigger herefter på hinanden og smiler og nikker begge hvorefter de går efter GERDA, som hjælper drengene i gang med at tegne og klippe. Andre børn følger trop, og GERDA må finde flere mønter. Herefter sidder 5-7 børn samlet om at lave mønter, og det blev også aftalt at børnene skulle skrive navne bagpå, så de kunne se hvis mønter, der var deres. Børnene brugte det meste af dagen på denne leg. (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af en pædagogstuderende i forbindelse med en uddannelsespraktik i 2013)

FORGLEMMELSEN
Det er morgen, og børnene er ved at ankomme i børnehave. CAMILLA, en pædagog, er ved at gøre de praktiske forberedelser til en tur til Zoologisk Have sammen med fire af de store drenge på fem år. Hun vil gerne støtte deres indbyrdes venskab ved, at de er alene på tur med hende. De skal af sted ved 9-tiden denne onsdag. En af drengene, Thomas, ankommer sammen med sin mor, som fortæller, at hun kommer igen kl. 12 og henter ham, da han skal til tandlæge. ”Det var ærgerligt, vi skal jo på tur til Zoologisk Have i dag og er først hjemme ved 14-tiden. Kan du ikke huske sedlen?” spørger pædagogen. ”Åh, det har jeg glemt, var det i dag,” siger moderen, og Thomas ser ængstelig på hende: ”Så skal jeg ikke til tandlæge vel, jeg vil med i Zoologisk Have?” ”Jo, det bliver vi nødt til, jeg har netop fået det ordnet med mit arbejde, så jeg kan holde lidt længere frokostpause,” svarer moderen. Thomas hulker fortvivlet, og flere børn har samlet sig i garderoben, bl.a. to af de andre drenge, som skal med på turen. CAMILLA prøver at trøste Thomas, og moderen viser, at hun skal gå. ”Du skal nok komme i Zoologisk Have en anden gang,” siger CAMILLA. ”Jeg vil ikke til tandlæge, jeg vil med de andre”, græder Thomas. CAMILLA tager en hurtig beslutning: ”Vi udskyder turen til Zoologisk Have til på fredag, så du også kan være med. Er du så glad?” spørger CAMILLA og siger farvel til en lettet mor. De andre drenge ser skuffede ud og går stille ind på stuen, mens CAMILLA tørrer Thomas’ øjne. (Situationsbeskrivelsen stammer fra BUPL, 2010)

MORGEN
Af tavlen ved døren fremgår, at børnene i dag er inddelt i tre hold; et gymnastikhold, et rytmikhold og et hold med boldlege. Børn og voksne taler sammen om, hvad der skal ske i dag, og hvad der skal gøres nu, hvor dagen skal sættes i gang. Børnene spørger og er ivrige for at deltage og hjælpe. Det får de lov til. Børn går ærinder for voksne: Det kan være at hente, bringe, sige noget til en voksen et andet sted. Børnene hjælper hinanden to og to med at løse de opgaver, de tager på sig. I samtalen opdager pædagogerne, at noget skal hentes, og i dialogen med børnene bliver det tydeligt, hvad det er for en ting, hvornår den sidst var i brug. Børnene husker, hvem af børnene der havde bolden sidst, og hvordan hun kunne kaste den mod væggen. De voksne spørger nogle gange, om børnene tror, at de kan klare opgaven. Det tror de som regel – i et tilfælde siger pædagogen: ”Kan du spørge om du må få en plasticpose i køkkenet?” Drengen tøver. Pædagogen: ”Har du brug for hjælp?” Drengen nikker. En jævnaldrende pige er ivrig efter at hjælpe og går med. De holder hinanden i hånden. Børnehaven summer af aktivitet. Men der er alligevel roligt, så det er let at føre en samtale. (Situationskarakteristikken stammer fra Kjær, 2010, s. 62 f)

EN GOD FIGUR?
Klokken er ca.13.30. Vi har spist frokost, og børnene har fået fortalt eventyr, som de får hver dag, hvorefter, de kommer ud at lege. Alle børn er allerede udenfor, kun to drenge René og Niels på 3 ½ er tilbage. De befinder sig stadig ude på toilettet, hvor de lige har haft en lille rolig hyggestund, men kommer så lidt nølende ud i garderoben. René kravler op på en bænk og begynder ’at grave’ i sin kurv, med ekstra tøj. Han finder en figur af plastic og gemmer den i sin lomme. Niels ser det og siger: ”Det må du ikke, vi leger ikke med legetøj hjemmefra, inde i børnehaven”. ”Jeg vil bare vise den til Anders” (en dreng på 6 ½ år, som René ser meget op til). Jeg (pædagogen) har set og overhørt dette, men lader som ingenting, og siger til ham: ”Nu skal du komme i gang med at få dit tøj på”. Han tøver med det, jeg lægger hans flyverdragt på gulvet og peger på den: ”Hop i den”. René gider ikke, han sidder på den med hånden i sin lomme, hvor figuren befinder sig. Jeg hvisker: ”Skynd dig lidt at få tøjet på, fordi Anders er allerede ude, og måske venter han på at se din figur”. René kigger på mig og smiler og går i gang med tøjet. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Smidt, 2006 og bringes her i lettere bearbejdet form)

KORT PROCES!
Der er udstedt forbud mod at have våben med i udflytterbørnehaven, da der opstår for mange konflikter mellem børnene. Da bussen skal til at køre kl. 8.30, kommer en mor (Janne) i hast cyklende med sit barn (Tobias), der har en sabel over skulderen. Døren til bussen åbnes og en pædagog (MALENE) skynder på dem: “Nu er vi altså ved at køre”. Tobias går ind i bussen, og da MALENE får øje på sablen udbryder hun til Janne: “Ihh altså, du ved jo godt, at børnene ikke må have våben med i børnehaven. Det bliver du altså nødt til at tage med hjem igen”. Janne svarer hertil: “Åhh, det havde jeg helt glemt, men han var så umulig her til morgen, og jeg tænkte ikke over det, fordi vi havde så travlt”. Janne går ind i bussen og fravrister Tobias hans sabel, hvilket fører til tårer og vredesudbrud og en noget anspændt afsked. (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af en pædagogstuderende i forbindelse med en uddannelsespraktik i 2006).

ABEKASTNING
Fire 4-årige piger, Sofie, Laura, Mathilde og Caroline, sidder ved det samme bord i børnehaven og maler sommerfugle (til en fælles collage).
Sofie: ”Adr, hvem er det, der har spildt?”
Caroline: ”Det ved jeg ikke. Det spildte selv.”
Mathilde: ”Det var ikke mig.”
Laura: ”Heller ikke mig.”
Caroline: ”Jeg gjorde ikke.”
Sofie: ”Der er nogen, der har spildt maling.”
Caroline: ”Det var ikke mig.”
Mathilde: ”Det var ikke mig.”
Laura: ”Ikke mig.”
Caroline: ”Jeg gjorde ikke.”
Sofie: ”Heller ikke mig.”
Caroline: ”Ikke mig.”
Sofie: ”Hun væltede det nok.”
Laura: ”Hvem?”
Sofie: ”Caroline”.
Mathilde: ”Ja, nok dig, nok dig.” (fniser)
Sofie: ”Det var hende, der gjorde det.”
Caroline: ”Hvem?”
Laura: ”Du har nok væltet den.”
Sofie: ”Ja.”
Caroline: ”Nej.”
Mathilde: ”Jo.”
Caroline: ”Nej.”
Sofie: ”Hvem var det så, der væltede malingen? Væltede du malingen, Laura?”
ANN (pædagogen) kommer hen til bordet:
ANN: ”Er låget ikke sat ordentligt på?”
Hun minder dem om, at det ikke betyder noget, og at de bare skal hente en klud og tørre op. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Carr, 2005, s. 65 og bringes her i lettere bearbejdet form)

KROPSTEGNINGERNE
Om torsdagen spiser drenge og piger på blå stue i hvert deres rum. Bagefter har drenge og piger, hver for sig, en eller anden fælles aktivitet. Denne dag er der fire i drengegruppen, som pædagogen NINA er ansvarlig for: Ole, Kim og Anders på 5 og Tommy på 6 år. Efter at drengene har spist færdig, finder de deres tegninger frem. Anders og Tommy har tidligere tegnet på deres tegninger. Det er omrids af deres krop lavet på et stykke papirdug, som de nu skal farvelægge. Ole og Kim har ikke været der sidst, så de skal tegne omridset i dag. Tommy tegner på sin kropstegning – men har svært ved at sidde stille ved den.
Tommy: “Hvem vil komme og kigge?”
NINA: “Nej, det er der ingen, der skal.”
Ole: “Jeg vil gerne.”
NINA: “Nej, det skal du ikke.”
NINA (til Tommy): “Du kan selv vælge, om du vil sidde stille og tegne, eller om du vil gå udenfor på legepladsen.”
Tommy protesterer noget – men går til sidst (alene) ud på legepladsen. NINA hjælper Ole og Kim med at tegne hinanden. I første omgang skal Ole tegne omridset af Kim.
NINA (til Ole): “Nu skal du hente en tusch … La’ vær’ at kild’ Kim under tæerne … kan du mærke, du koncentrerer dig?”
Ole tegner rundt om Kim.
Ole: “Jeg har nemlig lært det derhjemme – for min mor … for jeg har tegnet min storebror.”
Bagefter er det Kims tur til at tegne Ole.
NINA (til Kim): “Hvad er det vi skal gøre Kim? Hvad hedder det her?”
Kim: ”Farve.”
NINA gentager det samme spørgsmål flere gange, uden at Kim kan svare – og til slut giver NINA selv svaret ‘tegne’. NINA beder børnene om at skrive deres navne på tegningen.
Ole og Anders skriver noget, der ligner deres navne – Kim laver en krusedulle. Ole har tegnet strithår på sit ‘hoved’ – og udpeger det for de andre.
Ole: “Det er fordi, det er mig, der driller alle børnene … prøv at se her, jeg har blå hænder.”
NINA diskuterer det med ham.
Kim (viser sin tegning frem til NINA og Ole): “Se her … se, et menneske.”
NINA: “Ja, det er dig selv.”
Kim: “Nej, det er en sørøver, der er farlig.”
NINA: “Nej, det er da dig, vi har tegnet.”
Kim svarer ikke. Kim tegner tre øjne på sin tegning.
NINA (til Kim): “Hvor mange øjne har man?”
Kim svarer ikke.
NINA: “Hvor mange øjne har du?”
Kim: “To.”
NINA: “Hvor mange øjne har din tegning?”
Ole (til NINA): “Skal jeg sige dig noget – hvad han hedder (peger på sin tegning – smiler)? Han hedder Robin-Hood-Ole.”
NINA griner. Kim har tegnet en lille tissemand mellem benene på hans kropstegning.
Kim (til NINA): “Jeg har en tissemand, jeg har en tissemand!”
NINA ignorerer ham. Anders har i hele perioden koncentreret og systematisk farvelagt sin tegning. Han har startet med fødderne og har farvelagt hele kroppen, dvs. fyldt hele fladen ud, skiftet farve ved livet og halsen.
Anders (til NINA): “Nu er jeg færdig.”
NINA: “Ja, nu er du færdig – du har tegnet meget koncentreret.”
Kim: “Jeg er også færdig.”
NINA: “Nej, du er ikke færdig – men du hørte, at Anders sagde, at han var færdig.”
Ole og Kim har stort set udfyldt deres tegninger lige meget – men Ole siger ikke noget om at være færdig – alle tre drenge pakker deres tegninger sammen.
(Situationsbeskrivelsen, der her gengives i lettere bearbejdet form, stammer fra Ellegaard i Ellegaard & Stanek, 2004, s. 174-175).

RACERLØB
Børnehaven har været på tur, og børnene marcherer hjem på række to og to. Mads (5 år og 11 mdr. med udviklingshæmning) sidder i en racervogn fordi pædagogerne ikke mener, han kan gå så langt. Frederik (6 år med bevægelseshæmning) skubbes i kørestol bagest i rækken. Mads bliver trukket i vognen forrest i rækken. Pædagogmedhjælperen der assisterer Mads, trækker vognen efter sig således at Mads’ ansigt vender mod dem, der kommer bag ham. Lige bagved følger Tobias (6 år og 6 mdr.), Mikkel (6 år) og Lucas (6 år og 1 mdr.).
Tobias: “Mads er et pattebarn, for han sidder i en vogn…” (ser på de andre drenge).
Lucas: “Nej, han kører racerbil…”
Mikkel: “…og nu fører han. Han ligger forrest i feltet!”
Diskussionen fortsætter om racerbiler. Mads ser på de tre drenge bagved og laver brummelyde, mens han virrer med hovedet fra side til side. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Ytterhus, 2003, s. 250f og bringes her i lettere bearbejdet form)

KANALBYGGERI
Lars og Peter, som er bedstevenner, er i gang med at lave vandkanaler. Under megen snak frem og tilbage er de blevet enige om, at kanalen skal gå helt oppe fra toppen og ned til foden af bakken. Signe og Lotte leger i nærheden, de graver huller, som skal helt ned til ”kineserne”, som de siger. Og de griner og fjoller, som kun de to kan. Andre børn kommer og kigger og spørger, om de må være med, for de vil da gerne se en kineser. Og Lotte fortæller, at det bare er noget de siger, fordi kineserne bor på den anden side af jorden, det har hun fået at vide af sin far. Men det er sjovt når hullet er så stort, at man kan hoppe ned i det, og de må godt være med, for så kan de grave ”verdens største hul”. Efter et stykke tid er fem børn gået i gang med at grave fra alle sider af hullet. Det går selvfølgelig ikke særlig godt. Flere får sand i øjnene, og der bliver skældt ud, og en enkelt bliver vred og går. Hun gider i hvert fald ikke – det er en rigtig dum leg. Hun får trøst af HELLE – en af de voksne – som går med op på bakken og foreslår, at man kan grave på skift, for det er sandelig et stort arbejde at grave ”verdens største hul”. Det bliver der forhandlet om et stykke tid, og Signe mener, at tre af børnene kan begynde at grave lidt længere borte og så bliver der lige pludselig et stort hul når vi mødes, siger hun. Det havde hun nemlig prøvet en anden dag. Det bliver alle fem så enige om. Lars og Peter er nu færdige med kanalen. Søren og Tom cykler forbi og får øje på, hvad de laver. De bliver enige med de to ”bygmestre” om, at de kan hente vand ovre ved vandbeholderen og sætte spandene bag på cyklen. Imens finder Lars og Peter spande. De drøner rundt på legepladsen og leder især efter de største af spandene. Mie og Cecilie ved lige præcis, hvor de befinder sig, og de aftaler, at de også kan komme med vand. Pigerne løber hen til vandbeholderen og stiller sig bag Tom, som er ved at fylde sin spand. Det tager efter Mies mening alt for lang tid, inden det bliver deres tur. ”Du kan altså ikke bære den, når der er så meget vand i, Tom”, siger hun. Det finder Tom også ud af, da han vil bære spanden over til cyklen, den løfter sig ikke en tomme fra fliserne. ”Hvad sagde jeg”, siger Mie. ”Nu kan vi tage noget af vandet over i vores spand, og så kan I komme og hente jeres spande bagefter ikke?” Nu er der efterhånden fire store spande vand på bakken, og Lars uddelegerer ordrer om, at de skal have endnu en spand med vand, og så er de klar til det store sus. Han henter selv en spand med vand, og de andre står og venter. Børnene ovre ved verdens største hul har stoppet graveriet, for nu sker der snart noget. Spandene står parat, og Peter tæller 1-2-3, og spandene tømmes, og vandet fosser ned gennem kanalen. Børnene løber langs den brusende kanal og hopper af glæde, også dem der bare har set på. Vi skal prøve en gang til, ikke? Rollerne bliver fordelt – og der bliver udtænkt nye strategier. Søren, der er jævnaldrende med Lars og Peter, har stået og kigget på længe, han har ikke lige det mod der skal til, for at spørge, om han må være med. Det har HANNE – en af de voksne – set, og hun siger til Søren, at hun har fået en idé til legen med vandet, og hun spørger, om han vil være med. I skuret er der nogle tagrender, og de to tager dem med op på bakken. De går i gang med at grave. Først pælene i jorden og herefter sætter de tagrenderne på med snor. På den måde kommer der et fald, som vil kunne få vandet til at fosse ud og ned i kanalen. Det ser børnene straks, og der bliver klappet i hænderne. Søren er nu med, det var ham der kom med tagrenderne, og han får lov til at styre, hvornår vandet skal sendes af sted” (Situationsbeskrivelsen stammer fra Socialministeriet, 2003, s. 13 og bringes her i lettere bearbejdet form).

AFHENTNING – NEJ TAK
Marit har det altid med ritualer, når hun skal gå. Sidste år var det i en periode sådan, at hun skulle knuse alle de voksne og alle børnene, før hun gik, men nu er det blevet lidt færre, kun nogle af de voksne, og hvis der er nogle gode veninder tilbage i børnehaven. I perioder har hun været meget sur, når mor kom, for hun vil ikke hjem. Og sådan var det også i den periode, hvor hun ikke ville i børnehave om morgenen. Da tænkte mor, at nu måtte hun i hvert fald hente hende lidt tidligt og skynde sig fra arbejde, og så mødte mor i børnehaven en unge, der råbte: “Nej, jeg vil ikke hjem!”. For så skulle hun gøre noget færdigt. Hvad mor gør i de situationer kommer lidt an på, hvor stresset hun er. Hvis mor allerede er sent på den og har brugt lang tid både på at komme af sted fra arbejde og gå i butikker, så ved hun måske, at far står hjemme og venter på et eller andet, han skal lave til middag. Eller hvis en af dem skal noget om aftenen, så prøver mor at sige: “Javel, så gør det og det færdig”. Men så skal Marit lige gøre dit, og så skal hun gøre dat, og så bliver hun aldrig færdig, og så må mor sige (…): “Nej nu bliver jeg nødt til at gå” (…) Det er sket, at Marit har smidt sig på gulvet, og så er mor nogle gange begyndt at gå ned til bilen igen. Og så kommer hun jo hylende efter. Så det kan mor ty til, når hun har prøvet at tale med hende og klæde hende på. Det er sket, at Marit selv har taget tøjet af igen, så til sidst er det bare at gå. Selvom hun tuder, går det hurtigt over (…) Der har også været gange, hvor mor er kommet meget sent, og hvor personalet omtrent har været ved at gå. Og da har mor prøvet at sige, at nu skal de gå, og nu lukker børnehaven, men alligevel kan Marit godt tænke sig at være der. “Så må du overnatte her” – “Jo, det er fint”. Så hun er ganske standhaftig, når det gælder argumenter (Situationskarakteristikken stammer fra Kristjansson i Dencik & Jørgensen, 1999, s. 149).

MORGENRITUALER
Annas vækkeur ringer, men hun hører det ikke. Far går ind og sidder lidt ved hende og nusser og aer og snakker med hende – stille og roligt. Anna siger, at hun er vågen, far kan godt gå. Han går ud igen og laver morgenmad og kommer så ind igen. Hun har trykket på repetereknappen på vækkeuret, så det ringer igen. Hun er sikkert faldet i søvn igen med det samme. Far siger, at nu skal hun altså til at vågne. Han siger til hende, at nu trykker han hende på navlen, så kan han ikke se hende, og så er han sikker på, at når han nu går ind og spiser morgenmad, så kommer hun ind om lidt og har taget tøj på. Så går han ud…// (Far forklarer): Da far ikke kan få liv i Anna, kommer han i tanke om en udsendelse, de har set i fjernsynet, hvor en pige bliver usynlig, når hun trykker sig på navlen. Hun lavede så en masse skæg, og Anna var vild med det. Det benytter far sig af, og hun hopper med på den. Så er det sjovt at komme op for Anna. (Situationskarakteristikken stammer fra Kristjansson i Dencik & Jørgensen, 1999, s. 151).

INDKØRINGEN
Efter tre ugers indkøring af Joakim i børnehaven har Joakims mor fortsat yderst svært ved at efterlade sin søn dér. Joakim græder og forsøger at få sin mor til at blive. De gange moren har forladt børnehaven et stykke tid til trods for Joakims gråd, er han så småt faldet til ro. Når moren kom tilbage, blev hun modtaget af en glad lille Joakim. Indkøringen er en stor prøvelse for moren. KAJSA, som er ansvarlig for indkøringen, forsøger at opmuntre Joakims mor til at begive sig afsted til arbejdet, skønt Joakim græder. Det samme gør sig gældende denne morgen.
KAJSA: “Gå nu bare, det går fint, når du først er gået. Joakim græder lidt, men bagefter er han glad og i godt humør.”
Moren: “Hvor længe plejer han at være ked af det?”
KAJSA: “Bare et lille stykke tid”.
Denne mandag morgen siger Joakims mor: “Du må love mig, KAJSA, at du ringer til mit arbejde, hvis ikke Joakim er holdt op med at græde om et kvarter! Det tager mig kun fem minutter at cykle til arbejde, så jeg er der snart. Lover du det?”
Det lover KAJSA.
Efter 15 min. skriger Joakim stadig. Efter 30 min. begynder gråden at aftage, og efter 45 min. løber Joakim omkring uden at græde.
ANDERS: “Hvordan kunne du love at ringe efter et kvarter, og så lade være med at gøre det? Det er jo umoralsk opførsel!”
KAJSAs kollega ANDERS er oprørt.
KAJSA: “Umoralsk!”
KAJSA bliver også oprørt.
KAJSA: “Det var jo for morens skyld, jeg lovede det! Hun må lære og give slip og stole på os!! Se Joakim nu, han er jo glad!”
ANDERS: “Hvordan skal andre forældre kunne stole på os, hvis de opdager, at vi ikke taler sandt og overholder det vi lover?”
KAJSA orker ikke at argumentere imod.
KAJSA: “Jeg synes ikke denne er passende midt blandt børnene”, siger hun og begiver sig afsted til personalerummet for at holde kaffepause. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Gren, 1998, 30f)

Situationsbeskrivelser fra skoler, SFO’er og klubber

ENGELSKTIME
Engelsklæreren har inddelt eleverne i 5. b i fempersonsgrupper, og grupperne skal nu frit vælge et emne, som de på engelsk vil fremlægge for klassen. Axel er kommet i gruppe med Aske, Lukas, William og Victor, og de sidder ved et lille, rundt gruppebord i klassen. De fire gruppemedlemmer har spredt sig rundt om bordet således, at der ikke er plads til Axels stol, og han sidder derfor forskudt bag to af drengene i, hvad der kan betragtes som ‘2. række’ i forhold til bordet. De andre drenge i gruppen læner sig ind over bordet og snakker om fodbold, og William åbner et dokument på sin computer for at skrive noter. Axel strækker halsen, rejser sig halvt fra sin stol og foreslår, at de kan fremlægge om deres kæledyr, men ingen af gruppemedlemmerne vender sig om, kigger på ham eller responderer. De fire andre drenge bliver i det efterfølgende minut enige om, at VM ‘i fodbold skal være deres tema for fremlæggelsen. Lidt efter kommer læreren hen til gruppen og spørger ind til temaet og fordelingen af arbejdet imellem dem. Aske svarer hurtigt, at der er styr på det hele, og at de snart er færdige. Lukas, William og Victor stemmer i, mens Axel sidder i baggrunden uden at sige noget. Læreren beder drengene rykke lidt sammen, så der kan blive plads til Axel rundt om bordet, hvilket de langsomt gør. Læreren går videre, og Axel spørger de andre i gruppen, hvad han skal stå for at præsentere i fremlæggelsen, men ingen svarer ham. Lukas vender sig mod Axel, kigger kort på ham, trækker på den ene skulder uden at sige noget og vender så tilbage til snakken med de andre drenge. Kort efter går Axel på toilettet, og da han kommer tilbage til gruppen, er hans stol skubbet væk fra gruppebordet, og de andre i gruppen sidder igen, så der ikke er plads til Axels stol ved bordet. Axel spørger stille, om de kan rykke sammen, men de andre drenge svarer ikke. De har alle deres fokus rettet mod en fodboldvideo på Williams computer, og mens de griner af en sjov tackling, som ruller hen over skærmen, skubber Aske Axels stol endnu længere i baggrunden med den ene fod. I slutningen af timen fremlægger Axel og hans gruppe for klassen. Axel står på sidelinjen af gruppen, mens Aske, Lukas, William og Victor på skift fortæller på engelsk ud fra præsentationen på smartboardet. Idet præsentationen er slut, ringer det til frikvarter, og eleverne forsvinder hurtigt ud af klasselokalet. Sidst i flokken kommer Axel gående alene, og læreren fanger ham i døren, lægger sin hånd på hans skulder, smiler skævt og siger: “Man bliver altså ikke bedre til engelsk af ikke at ville sige noget. Det var meningen, at I alle skulle på banen i fremlæggelsen”. Axel trækker på skuldrene, kigger ned og går tavs ud på gangen og ned ad trappen til skolegården. (Brander, 2023, s. 97-98)

UGENS VEN
I 3. klasse introducerer klassens lærer ANETTE et nyt koncept, som hun kalder ‘ugens ven’. Hver fredag skal børnene kåre et barn i klassen, der har udmærket sig ved at være en særlig god ven. ANETTE har forberedt et lamineret papir med overskriften ‘ugens ven’, som hun hænger op i hjørnet af tavlen. På midten af papiret er der gjort plads til et billede af ugens ven. ANETTE spørger børnene: “Hvordan kan man blive ugens ven?”. Mik smiler lidt usikkert og siger: “Måske hvis jeg er mindre fjolleagtig”. En anden foreslår, at man kan være god til at spørge, om man vil være med til at lege. ANETTE spørger, om der er nogen, som har forslag til, hvem der skal være ugens ven. Hun understreger at det ikke bare skal være ens bedste ven. Ahmed sidder med ryggen til klassen. Han hænger ind over bordet og nulrer et papir, mens han kigger ud ad vinduet. Mik siger, at han ikke ønsker at foreslå nogen. ANETTE fortæller ham, at alle skal nævne mindst en kandidat. Mik tøver, kigger lidt rundt og trækker på skuldrene. ANETTE siger, at han lige kan tænke sig om. Når de andre har givet deres bud, kan han svare. Tre piger bliver nævnt som mulige kandidater. Begrundelserne lyder: “Louise har hjulpet mig med opgaverne”, “Alberte, fordi hun hjalp mig op, da jeg havde slået mig i frikvarteret”, ”Alberte, fordi hun hjælper mig hele tiden”, “Cecilie, fordi hun trøstede mig, da jeg var ked af det” og “Cecilie trøster mig, hver gang jeg græder eller er ked af det i frikvarteret”. Ahmed sidder uroligt på stolen. Han hænger med hovedet og deltager ikke i samtalen. ANETTE spørger ud i klassen: “Hvordan mærkes det at få at vide, at man har været god? Jeg synes selv, det er dejligt at mærke, når man får ros”. ANETTE vender blikket mod Mik, men han trækker igen på skuldrene. Ahmed kigger stadig ud ad vinduet, hans hoved hviler tungt i hænderne. Han sukker dybt, mens ANETTE tæller stemmerne op. (Canger & Kaas, 2021, s. 325-326)

SIG DET TIL EN VOKSEN
Pædagogen CAMILLA skal være vikar (det er aftalt på forhånd). Der ligger en seddel til CAMILLA fra læreren MARIE: ”Hej CAMILLA. Når du ikke vil lave mere ”Fri for mobberi” kan du vælge blandt følgende aktiviteter: Læse i 20 minutter, opgaver, skrivning, spil fra skabet. Hilsen Marie.” CAMILLA løfter armene op over hovedet. Det gør børnene også og så er der stille (det er signalet for ”ro”). CAMILLA beder dem komme ned på gulvet og sidde i en rundkreds. De har skrevet dårlige oplevelser ned på balloner i tomandsgrupper (fra Fri for mobberi konceptet) sidste gang, og nu skal de læse dem op, finde en løsning og springe ballonen. CAMILLA tager en ballon op af sækken og giver den til det par, der har skrevet på den. Den ene dreng siger: “Hvad hvis der kommer en og siger ‘fede svin'”. Børnene rækker hånden op, og kommer med forslag til, hvad man kan gøre. CAMILLA guider snakken. Hun spørger: “Hvad hvis det er en stor en fra 8. kl.?”. Christoffer: ”Så siger man, han skal holde kaje”. Christoffer har flere forslag til, hvordan man kan give igen. CAMILLA siger, at de ikke skal bruge tid på fjollede forslag. Hun samler op: ”Man siger det til en voksen og går. Er der noget af det, I kan bruge?”. Drengene siger, at de kunne bruge det forslag de fik fra Christoffer, om at sige fuck op og løbe. CAMILLA siger, at de skal være seriøse, og de siger, at de skal spørge en voksen. Så får de lov at sprænge ballonen. Der begynder at være småsnak. CAMILLA beder dem være stille. Næste ballonpar læser op. Det er piger. Pigerne fortæller, at når man kælker, ryger man ud på fodboldbanen, hvor der er fri sne – og så får man sne. Det har alle oplevet. Zakarias foreslår, at man giver dem en vasker. CAMILLA siger, at det skal man ikke – man skal sige det til en voksen. Kevin foreslår, at man forsøger at bremse, så man ikke ryger ud på boldbanen. CAMILLA spørger, om det er fair? Resultatet er, at man skal sige det til en voksen. Svarene kommer hurtigt nu: Sige det til en voksen. Klokken ringer til 10-frikvarter. Men de må ikke gå ud, før der er lavet legeaftaler. Et par af drengene brokker sig – så kan de overhovedet ikke nå at lege. Der er stort engagement i at invitere til lege i to og tremandsgrupper. To af drengene får afslag på deres invitationer, og sidder tilbage til sidst. CAMILLA checker, om alle har nogen at leg med, og forsøger at presse de andre til at sige ja til de tiloversblevne. Det vil de ikke – de har glædet sig til at være alene sammen, og har ikke været det i lang tid! Dem der har fået afslag kan være med i fællesleg. Kevin vil hellere være alene – han og Cecilie hænger ud med CAMILLA i frikvarteret. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Nielsen & Bøje, 2018, s. 127-128 – og bringes her i lettere bearbejdet form)

LEKTIECAFÉ
Tobias går i 3.a. Tobias’ kontaktlærer, Lasse, har lagt mærke til, at Tobias sjældent har lavet alle sine lektier, og at han kommer længere og længere bagud fagligt. Han har svært ved at koncentrere sig i timerne, lader sig hurtigt forstyrre og søger hele tiden opmærksomhed fra læreren og de andre elever. Resultatet er ofte, at han ikke når at lave lige så meget som de andre i skoletiden, og derfor får han mange lektier for. Lasse har talt med Tobias’ forældre om den manglende lektielæsning, og forældrene har sagt, at det er svært for dem at finde tid til at lave alle lektierne med Tobias derhjemme. Lasse har derfor foreslået, at Tobias skal tilmeldes skolens lektiecafé, som pædagogen Pia står for. Det synes Tobias’ forældre er en god idé. Efter Tobias har været to uger i lektiecaféen, undrer Lasse sig over, at Tobias stadig ikke får lavet sine lektier. Han spørger derfor Tobias: ”Hvorfor laver du ikke dine lektier i lektiecaféen, Tobias?” Tobias svarer: ”Vi leger bare i lektiecaféen. Det er Pia, som siger, jeg skal lege”, fortsætter han. Lasse siger: ”Du skal ikke lyve, Tobias. Du ved godt, at du er der for at lave lektier, og Pia kunne ikke finde på at sige, at I skal lege”. ”Jo”, siger Tobias, ”det var, fordi jeg i starten ikke gad at være der, fordi der kun er fire andre fra min klasse, og alle mine venner går over i SFO’en og leger om eftermiddagen. Men så sagde Pia, at vi også kunne lege i lektiecaféen”. Da Lasse senere samme dag fortæller om situationen til Pia, siger Pia: ”Tobias har sådan set ikke løjet. Det er rigtigt, at jeg har sat Tobias og et par andre børn til at lave samarbejdslege og sociale øvelser, som det meste af tiden i lektiecaféen er gået med”. ”Okay”, siger Lasse: ”Det er lidt overraskende for mig. Meningen med lektiecaféen er jo at skabe en faglig sammenhæng i skoledagen og sikre, at Tobias ikke kommer bagud i fagene. Så kan han også bedre deltage i undervisningen. Tobias bliver nødt til at lave sine lektier, ellers udvikler han sig ikke fagligt.” Pia svarer: ”Som jeg ser det, er Tobias’ problem, at han mangler selvtillid og selvværd, og derfor bliver han meget opmærksomhedssøgende og kan ikke helt finde ud af, hvad der er socialt acceptabelt. Derfor mener jeg, at jeg i lektiecaféen kan bruge mine pædagogiske kompetencer til at styrke Tobias’ trivsel og sociale bevidsthed, og dermed øge hans selvtillid og selvværd. Det vil jo også have indflydelse på Tobias’ koncentration og læring. De øvelser, jeg laver med Tobias, kommer til at gavne ham i alle mulige forskellige sammenhænge, og det synes jeg er vigtigere, end at han får lavet alle sine lektier”. Lasse afslutter samtalen med at sige: ”Jeg synes nu, at det er mindst lige så vigtigt, at han får lavet sine lektier”. (BUPL, 2015, s. 26)

SKOLE-HJEM-SAMTALE I 1.A
Det er forår, og der skal afholdes skole-hjem-samtaler i 1.a. I klassen går 10 piger og 12 drenge. Klasseteamet betegner to af drengene som meget urolige. Begge drenge har særlige behov, der betyder, at klassen fra begyndelsen af 1. klasse er blevet tildelt ekstra voksenressourcer i form af 12 pædagogtimer om ugen. Alle 1.-klasserne på skolen har desuden tilknyttet en pædagog 10 timer om ugen. I 1.a varetages alle de i alt 22 pædagogtimer af pædagogen Peter. Dansklæreren i 1.a hedder Lise, og hun og Peter har hele året været enige om, at alle pædagogtimer skal bruges på klassen som helhed, i stedet for at Peter bruger nogle af sine timer sammen med de to drenge med særlige behov uden for klasselokalet. Den ene af de to drenge, Jakob, har svært ved at koncentrere sig og kan være meget forstyrrende for resten af klassen, så han sidder altid alene ved et enmandsbord for at få ro omkring sig og for ikke at forstyrre andre. Den anden af de to drenge med særlige behov, Jonas, har også svært ved at koncentrere sig. Han bliver imidlertid mere rolig, når han kan spørge en sidekammerat om hjælp, og han har derfor de seneste tre måneder siddet ved siden af Viktor. Viktor er en stille dreng, men han er meget vellidt, og han klarer sig godt fagligt. Det er Lises og Peters opfattelse, at det er gået fint imellem Jonas og Viktor. Jonas taler meget og sidder uroligt, men Viktor lader sig efter Lises og Peters opfattelse ikke forstyrre, og han hjælper ofte Jonas med det faglige. Lise og Peter har derfor ladet de to drenge beholde deres pladser i en længere periode end normalt, således at Jonas og Viktor har siddet ved siden af hinanden i tre måneder, mens de andre elever har skiftet plads efter to måneder. Peter og Lise deltager begge i samtlige skole-hjem-samtaler med forældrene. Det går godt med samtalerne, og ingen forældre udtrykker utilfredshed med det sociale liv i klassen. Der er dog fire forældrepar, der nævner, at de har fået indtryk af, at der er meget uro i klassen. Sidste samtale er med Viktors forældre. Lise og Peter fortæller Viktors forældre, at deres søn klarer sig fint både fagligt og socialt, og at han er god til at hjælpe andre. Lise og Peter har fortalt Viktors forældre, hvor godt deres søn klarer sig socialt og fagligt. Viktors mor siger: ”Vi er meget frustrerede over, at Viktor bliver forstyrret af Jonas i timerne. Jonas forhindrer Viktor i at følge med i undervisningen. Viktor er også lidt utryg ved Jonas”. Viktors mor siger senere i samtalen: ”Jeg mener, at I begår en fejl ved at holde Jakob og Jonas så meget i klassen, når nu der er ressourcer til at gå et andet sted hen og arbejde med dem, så klassen ikke bliver forstyrret af deres uro. Jeg tror, at der er flere af klassens forældre, der overvejer at flytte deres børn til en anden skole på grund af de to elever. Har skolen råd til at miste en halv klasse, fordi man vil tage særligt hensyn til to elever?”. (BUPL, 2015, s. 12-15)

MATHIAS & EMIL
Jens på 25 er lige blevet færdiguddannet folkeskolelærer i 2014. Han er uddannet i fagene matematik, historie og fysik/kemi. I august 2014 blev Jens fastansat på en folkeskole i Odense C. Han underviser 5.B i matematik og historie, og det er i denne klasse Jens har størstedelen af sine timer. 5.B er en klasse bestående af 24 elever, som består af 10 piger og 14 drenge. Det er en urolig klasse, som har svært ved at koncentrere sig i undervisningen. Derudover har klassen svært ved at samle sig om det faglige indhold. I klassen er det svært at skabe et socialt fællesskab, da der er mange grupperinger, og disse ikke har en stor forståelse for hinandens forskelligheder. Særligt to drenge, Mathias og Emil, skaber meget uro i klassen. Mathias har faglige udfordringer i matematik, og i matematiktimerne forstyrrer han de andre elever ved f.eks. at løbe rundt i klassen. Emil har diagnosen ADHD. Han ender tit i konflikter med lærere og klassekammerater. Begge drenge bliver med jævne mellemrum sendt ud af klassen, da de er forstyrrende for den faglige undervisning. En dag har klassen matematik, hvor de skal arbejde med emnet gange. Jens står oppe ved tavlen og præsenterer eleverne for det kommende forløb. I mens Jens er i gang med at præsentere eleverne for emnet, er der meget uro i klassen. Eleverne har ikke rettet deres opmærksomhed på Jens. Mathias spørger Jens, uden at have hånden oppe, hvorfor de skal lære at gange. Jens svarer til Mathias’ spørgsmål, at det skal de bare, og at Mathias skal følge med i stedet for at afbryde. Undervisningen går i gang og klassen bliver stillet over for nogle opgaver, som de skal lave i grupper. Emil er ukoncentreret og kan ikke samarbejde med hans klassekammerater. De andre elever kalder Jens til sig, og de fortæller ham, at Emil er forstyrrende og ikke hjælper med at løse opgaverne. Jens reagerer ved at flytte Emil, så han sidder i hjørnet for sig selv. Emil tager hænderne op til hovedet og bliver siddende sådan resten af timen. Mathias sidder alene og arbejder, da lærerne vurderer, at Mathias bedst arbejder alene. Mathias læser opgaven igennem, hvorefter han siger til Jens, at han ikke forstår, hvad opgaven går ud på. Jens ryster på hovedet og siger: ”Det har jeg forklaret dig.” Mathias siger: ”Jeg forstår det ikke”. Jens svarer ”Prøv at læse opgaven en gang til og så kommer jeg tilbage, der er jo mange, der skal have hjælp”. Da Jens er ved at hjælpe nogle af pigerne fra klassen bliver han forstyrret, da Mathias løber rundt i klassen. De andre elever bliver ukoncentreret og retter fokus mod Mathias. Jens råber til Mathias, at han skal sætte sig ned på sin plads, men Mathias bliver ved at løbe rundt. Jens sender Mathias udenfor døren. Timen slutter kort efter. Jens går efter timen ned på lærerværelset og fortæller sine kollegaer, at nu har han igen haft problemer med Emil og Mathias, og at han er træt af, de altid ødelægger undervisningen. (Situationsbeskrivelsen stammer fra folkeskolen.dk (7. maj 2015))

PRUSTELYDEN
GITTE underviser den 5. klasse, som hun er klasselærer for. Klassen har været fordelt i grupper og arbejdet med at finde temaet i en tekst, og de samles nu. Da alle har sat sig, siger GITTE: “Okay, alle vender sig lige om, sådan så I arbejder sammen to og to, og så skal I lige fortælle hinanden, hvad I egentlig har fundet ud af, at det med temaer er for noget, ik’. Det er bare lige kort, at I lige vender jer om til hinanden og fortæller, hvad I har fundet frem til”. Alle eleverne går i gang med parvist at tale. Anton er sammen med Sara, og efter Sara har læst højt, hvad der står på hendes papir, nævner Anton de to ord, der står på hans papir. Opgaven er derfor meget hurtigt overstået for de to, men da Anton opdager, at mange af de andre elever stadig taler, siger han til Sara: ”Vi lader bare som om, vi er rigtig gode”, og de to begynder lavmælt at lave snakkelyde til hinanden, som om de fortsat er i gang med at løse opgaven (….). GITTE opdager, at Sara og Anton siger snakkelyde og ikke egentlige ord og ser vredt på Anton, og følgende replikskifte udspiller sig:
GITTE: ”Ved du hvad, Anton, det var dog utroligt irriterende.”
Anton: ”Jeg snakker bare.”
GITTE: ”Nej, det gør du ikke, du sidder bare og laver lyde.”
Anton: ”Ja.”
GITTE: ”Og det vil jeg ikke have.”
Anton: ”Vi lader som om, vi snakker.”
GITTE: ”Hvis I ikke har noget at sige, så er I bare stille.”
Anton: ”Sig det til de andre, som bare snakker.”
Anton peger på nogle elever, der har siddet og småsnakket om andet end opgaven. GITTE rækker hånden op (i denne klasse betyder lærerens hånd i vejret, at eleverne skal rette opmærksomheden mod læreren og tie stille).
GITTE: ”Nej, jeg siger det lige til dig.”
Anton: ”Men hvorfor siger du det ikke også til de andre?”
GITTE: ”For nu gør jeg det her i stedet for, for det betyder det samme.”
Anton: (Han rækker hånden op og mumler noget, jeg ikke kan høre).
Da GITTE påbegynder den følgende vrede irettesættelse med meget høj stemme, tier alle elever stille: ”Ved du hvad, Anton, jeg vil gerne have, du blander dig udenom, hvordan jeg laver min undervisning. Det bestemmer jeg, så jeg har ikke brug for, at du skal sidde og fortælle mig hele tiden, hvad jeg skal gøre anderledes, og hvorfor jeg skal gøre det. Det vil jeg gerne have mig frabedt, for det synes jeg faktisk er tidsspilde.”
Anton: (mumlende) ”Ja.” (…)
Efter irettesættelsen stirrer Anton tomt ud i luften i 3 minutter. Da en elev forklarer, at han har skrevet temaet ‘religion’, lyser Antons ansigt op, og han rækker hånden op. GITTE ser på ham, men spørger så ud i klassen, hvem der kan nævne et andet tema. Cecilie tager ordet uden at have fået det, og GITTE lytter og nikker, mens Cecilie taler. GITTE spørger igen til et tema, og Sofie får ordet. Anton har stadig fingeren oppe, mens to elever enten har taget eller fået ordet efterfølgende, og han siger nu en form for prustelyd lige så stille. GITTE afbryder Sofie og siger i et irritabelt toneleje, at han skal lade være. Anton svarer tilbage, at han synes lyden er sej, og da GITTE insisterer på, at han skal lade være med at sige lyden, forlader Anton klassen, mens han siger, at han går ud på toilettet og laver lyden, hvortil GITTE siger: ‘Ja, så gå derud og lav den’ (…) Anton kommer tilbage efter to minutter, og hans krop er urolig – det ene ben bevæger sig hurtigt op og ned, ligesom armene ryster noget, der ligger i hans hænder. Mens GITTE taler nogle minutter, ser de fleste andre elever fraværende ud, piller ved deres negle, deres blyanter, bladrer i bogen og laver trommelyde på lårene. GITTE spørger, om de synes, det er svært at forstå, eller om de har nogenlunde greb på det. Ingen responderer, på nær Anton, der rækker fingeren op. Han bliver ikke taget, og GITTE taler videre. Da han har haft fingeren oppe i noget tid, kommer han til at hoste og rømmer sig derefter. Lyden er på sin vis komisk, og Lukas, Rezan og Mads, der sidder lige over for Anton, kan ikke lade være med at smile af det. Anton smiler tilbage, og GITTE afbryder sig selv:
GITTE (højt og vredt): “Ved du hvad, Anton, jeg vil gerne have, at du går ud igen og får hostet af.”
Anton: “Det er fordi, jeg fik noget i halsen.”
GITTE: “Ja, men du behøver ikke at gøre så stort et nummer ud af det.”
Anton: “Det gjorde jeg heller ikke, jeg hostede bare og …”
GITTE: “Sæt dig ordentligt op også.”
Anton: “Og så var der nogen, der grinte, og så grinte jeg selv.”
GITTE: “Ja, men så prøv bare at lade være med at gøre et nummer ud af det.”
Anton: “Det gjorde jeg heller ikke.”
GITTE: “Du vil gerne have – jeg kan se, du gerne vil have opmærksomheden på, at hele klassen lige ser …”
Anton: “Jeg sad bare sådan her, og så …”
GITTE (i et nedladende toneleje): “Prøv lige at sætte dig ordentligt op, så kan det være du ikke ligger og bliver kvalt sådan hele tiden. Sæt dig lige helt op.” (…)
Eleverne skal nu fortsætte arbejdet i grupperne med flere opgaver til teksten. Anton er sammen med Niklas og Mads, og Niklas siger: “Kom nu, I skal lave det her drenge”. Mads og Anton begynder halvt at synge en sang og halvt at diskutere teksten. Niklas begynder imens at læse noget af teksten højt og råber så desperat: ”Jeg kan ikke lave noget, når I to ikke gider være med. I laver…”. Anton afbryder og siger indestængt: ”Og jeg kan heller ikke lave noget, når GITTE er så fucking følsom”. Mads læser nu opgaven højt på en vrængende måde: ”Vi skal nærlæse” og stikker hovedet helt ned i bogen. Drengene griner og går så i gang med at løse opgaverne. Efter noget tid kommer GITTE hen til drengene. Hun spørger på forhørsagtig facon, om de har skrevet replikkerne i taleboblerne, som opgaven lyder på. ”Ja”, svarer Mads. ”Vi har skrevet ’Han er ensom’”. GITTE responderer i et forurettet toneleje: “Så har I jo ikke læst opgaven. I skal læse opgaven”. Mads læser opgaven højt og siger: “Det er da også det, vi har gjort”. Anton siger: ”’Jeg er ensom’ – det er da en replik”. GITTE svarer tilbage i et forarget og bebrejdende toneleje: ”Det er det da ikke, det er ikke det, I har skrevet. I har skrevet ’Han er ensom’”. Anton siger: ”Ja ja, men jeg har …”. GITTE afbryder ham og forklarer kort, hvorfor ‘Han er ensom’ ikke kan være en replik. Anton fortsætter: ”Ja ja, men jeg har også skrevet ’Jeg’. ’Jeg er ensom’”. GITTE siger uden mimik ”Ja” og rejser sig og går. Nogle meter væk vender hun sig og siger: ”Og så er det jo rigtig godt at skrive, hvorfor han er ensom – ’Jeg er ensom fordi’. Hvorfor er det, han føler sig ensom?”. Anton svarer: “Fordi hans far ikke taler til ham”. GITTE står udtryksløst, svarer ikke, men vender sig om og går! Drengene stirrer tomt ud i luften i noget tid, indtil de efter noget tid finder på noget at grine af. Mens eleverne arbejder i grupperne, spørger GITTE mig, om jeg får noget ud af at interviewe børnene, og at de drenge, der forstyrrer, må være interessante at tale med, for ”de fylder det hele og spolerer det for de andre”. (Klinge, 2015, s. 21-24)

FAR!
Undervisningen var godt igang og en lille uartig dreng behøvede hjælp og som uartige børn gør, så råbte han bare ud i luften. Desværre for knægten kom han i sin iver til at råbe “FAR!”. Læreren spilede øjnene op og satte sig på hug foran poden og sagde med rolig stemme: “Jeg kan forstå, at du har fået det at vide!” Banditten lignede et stort spørgsmålstegn. “Altså, at jeg er din far?!”. Nu var det drengens tur til at spile øjnene op og han begyndte at ryste på hovedet, mens han sagde: “Nej, det tror jeg ikke!”. Læreren skyndte sig at gå til bekendelse og hjalp herefter det nu endnu større levendegjorte spørgsmålstegn. Lidt efter kom den uartige dreng op til læreren. “Du kan altså ikke være min far”, sagde han, “min mor siger selv, at jeg ligner min far!”. Læreren kunne godt mærke, at det gjaldt om at mane al tvivl i jorden hurtigst muligt, så han svarede: “Det gør du også. Man kan se det på øjnene.” Knægten satte hovedet på skrå og rynkede panden: “Nej, hun siger, det er fordi, at jeg heller ikke altid hører efter, hvad hun siger!”. Havde det ikke været for det seriøse emne, så havde læreren nok slået en kæmpe latter op, men han besindede sig og de fik lukket hele den lidt spegede samtale. Da læreren drog hjem denne dag, glædede han sig allerede til næste dag. Han måtte finde på et eller andet sjovt at sige, hvis nu den uartige drengs far troppede op i mængden af stressede og yderst servicemindede forældre. Eller også skulle han bare lade den ligge!? Ja, det var nok en god ide. Tænk, hvis han nu fik sået endnu mere tvivl! (Situationsbeskrivelsen stammer fra folkeskolen.dk (25. marts 2015) og bringes her i lettere bearbejdet form)

MATEMATIK
Halvdelen af klassen skal have matematik. Det er et valg, skolen har truffet med henblik på at skabe en ramme, hvor det er muligt at gennemgå nyt stof med få elever. I dag skal de lære om at måle højde og længde. Læreren står ved katederet og gennemgår det at måle, og at resultatet kan opgøres i enheder, som udgør kommatal. Læreren eksemplificerer det, hun gennemgår, ved at tale om sin egen højde. Hun er ikke særlig høj, så de diskuterer, at der er forskel på, hvor høj man er. En af eleverne i klassen nævner, at Linda er meget høj. Linda bliver ked af det. Hun siger, at pigen driller. Støttepersonen griber ind i undervisningen og siger: “Linda, jeg kan godt forstå, at du tror, at du er blevet drillet. Jeg blev drillet, da jeg var barn, fordi jeg er så lav. Men det her var ikke dril. Du er jo høj.” Pigen som nævnte Lindas højde, siger undskyld. Matematiklæreren tager ordet og siger, at Linda skal forklare pigen, hvordan hun føler det. Efter timen. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Hedegaard-Sørensen, 2013, s. 77)

TUREN TIL FISKETORVET
5. årgang har ønsket en tur til Fisketorvet, som pædagogerne i Klubben imødekommer og arrangerer. Turen er frivillig og børnene skal selv tilmelde sig på et opslag ved Infosøjlen. På dagen for turen samler de 3 pædagoger de 29 tilmeldte børn i Fællesrummet, hvor der også er andre børn, for at give fælles beskeder inden afgang. Gruppen er urolig, børnene er forventningsfulde og snakkende. Pædagogerne tysser på gruppen og begynder at give beskeder:
AYSE: “Alle skal gå i grupper, ingen må gå alene. Vi forventer af jer, at I ikke ter jer som aber i bus og tog, og at I husker på, at der er andre mennesker.”
METTE: “Pas på jeres penge. I skal ikke gå og flagre med jeres punge.”
AYSE: “Mindst én fra hver gruppe skal gemme det her tlf. nummer: xxxxxxxx i jeres mobil, så I kan ringe til os, hvis der sker noget.”
METTE: “Nu har I 10 minutter til at tisse af og finde sammen i grupper. Vi mødes ved gangbroen.”
Efter de 10 minutter mødes pædagoger og børn ved gangbroen:
RIKKE: “Nu skal I dele Jer i de grupper, I har lavet.”
Børnene fordeler sig i grupperne, på nær Erkan og Selma.
RIKKE: “Der er nogle, som mangler at være i en gruppe. Er der nogen, som kunne tænke sig at have én mere med?”
Børnene kigger rundt på hinanden.
RIKKE: “I skal alle sammen huske på, at det kunne være jer selv i samme situation.”
Der er ingen grupper, der melder sig.
(Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et inklusionskursus i 2011)

COMPUTERSPIL
Det er i alrummet i SFO’en kort efter frugttid. Fem af de store drenge, alle omkring ni år, er samlet rundt om den ene computer, hvor et nyt spil bliver afprøvet. Der står også to mindre drenge fra børnehaveklassen på syv år i baggrunden og følger med i spillet på afstand. En pædagog SUSANNE sidder ved det store runde bord i nærheden. Ved den anden computer er to piger i gang med at tegne. ”Nu er det altså min tur,” siger Marcus, ”du har prøvet den skide længe, Mikkel.” ”Ja, men det er også mig, som har forstand på det, for min ven har et magen til derhjemme, og se, hvor højt jeg har scoret.” Mikkel kigger sig glad rundt i kredsen. ”I øvrigt er det slet ikke dig bagefter, det er Carl, det har vi aftalt, ikke også Carl?” Carl nikker. ”Hvornår har I aftalt det? Jeg stod her før dig, Carl,” siger Marcus. ”Det gjorde vi på vej fra klassen, og Carl har givet mig lov til lige at spille denne bane færdig,” siger Mikkel og kigger appellerende på Carl. De fortsætter med at argumentere, og da stemmerne stiger, kommer SUSANNE over til computeren. ”Jeg synes, det lyder, som om I har brug for, at der bliver lavet en liste over, hvem der skal spille i eftermiddag”. Mikkel spiller koncentreret videre. Der er flere forslag til, hvordan listen skal se ud, så SUSANNE beslutter at trække lod mellem alle syv børn omkring computeren og give 15 minutter til hvert barn. ”Det er bare strengt. De to fra børnehaveklassen har slet ikke været med til at spille. Hvis de også skal spille, så får vi andre slet ingen tid, inden vi skal hjem,” siger Marcus. ”Mikkel har fået meget mere end et kvarter nu, det er strengt,” fortsætter han. SUSANNE fortæller Mikkel, at nu er hans tid gået, og hun sætter listen op på tavlen oven over computeren. Mikkel prøver at fortsætte, men bliver nu skubbet væk af Lau, som er den næste af de store børn på listen. Lidt efter bliver en af børnehaveklassedrengene hentet, og den anden forsvinder ind i Legorummet. Nu er det Carls tur, men Mikkel får ham overtalt til, at de bytter, så han kan spille den bane færdig, han blev afbrudt i, da SUSANNE lavede listen. Marcus bliver rigtig hidsig og skælder Carl ud. ”Du kan ikke bare bytte din tur, det var jo rigtig mig efter Mikkel, inden SUSANNE kom, og han har jo haft tur, så skal du da hellere bytte med mig.” De bliver efterhånden ret højrøstede alle fem. (Situationsbeskrivelsen stammer fra BUPL, 2010)

RESPEKT!
Det er første lektion, 9. y har dansk, og det har ringet ind for 15 minutter siden. Eleverne arbejder med en opgave til eksamensforberedelse. Det banker på døren. Abdel kommer ind, ser sig omkring, og da læreren BJARNE løfter øjenbrynet, siger han: ”Undskyld jeg kommer for sent!” På vej til sin plads i klassen (første bord i vinduesrækken) går Abdel forbi Rachid, klapper i hånden og småsnakker, herefter forbi Arben, igen håndklap og småsnak. Han når sin plads, sætter sig og får udleveret opgaven. Der er stadig småsnak bagerst i klassen mellem Demir og Rachid. Læreren beder eleverne om at koncentrere sig. Abdel spørger, om han må låne en blyant. Han havde ingen taske med sig, da han kom. Han får en blyant. Lidt efter rejser han sig og går hen og spidser blyanten. Basem, der også sidder forrest, men i dørrækken, ser interesseret på, og der kommunikeres med fagter. På vej tilbage går Abdel forbi et par andre kammerater, som der skubbes lidt til, en bog ryger på gulvet. Da han har sat sig, vender han sig om, skubber lidt til de papirer, der ligger på bordet bagved. Han får øjenkontakt med Arben, der sidder 3 borde bag ham. De kommer begge med et par bemærkninger og laver nogle fagter. BJARNE beder dem begge om at koncentrere sig. Efter et minut går Abdel ned bagest i klassen for at hente noget til opgaven på sin hylde. Rachid og Demir rejser sig og skal også hente noget på hylden. De har tilsyneladende svært ved at finde det, de leder efter, skubber til hinanden. Abdel får øjenkontakt med Basem, der også rejser sig for at hente noget. BJARNE beder alle drenge gå på plads og lave deres opgave. Det tager lidt tid, før de får skubbet og snakket sig færdige. Abdel arbejder på opgaven og har nu nået 2 linjer. Han rejser sig for at hente noget i sin taske, som viser sig at ligge bagest i klassen. Igen snak og fjolleri med de to kammerater bagest i klassen. Abdel bliver af BJARNE bedt om at tage tasken med til eget bord. Abdel arbejder – har nu nået 4 linjer. Vender sig igen om og får øjenkontakt med de to bagest i klassen. Disse er ret ukoncentrerede og får ikke lavet meget. BJARNE går rundt for at se, hvor langt eleverne er nået. Abdel rejser sig for at gå hen og spidse blyant. BJARNE bemærker dette. Abdel svarer: ”Den knækkede”. Tiden er nu gået, og en elev skal fremlægge. BJARNE spørger ud i klassen: ”Hvem har lyst til at forsøge sig?” Ingen melder sig. ”Er der nogen, der ikke er blevet færdige til fremlæggelse?” To melder sig – men ikke Abdel. BJARNE vælger Abdel til fremlæggelsen. Det går ikke så godt. BJARNE forsøger med hjælpespørgsmål, men teksten er helt klart ikke gennemlæst. BJARNE påpeger, at det måske havde været en god idé at koncentrere sig lidt mere og få skrevet noter i stedet for at fare rundt i klassen og forstyrre kammeraterne. Abdel bliver meget fornærmet: ”Jeg har overhovedet ikke sagt noget! Hvorfor siger du det altid til mig? Alle de andre snakkede også!” (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af et lærerteam i 2009 i forbindelse med et kursusforløb om inklusion)

LIGE BØRN LEGER BEDST
Ida, Sara og Rebecca har valgt emnet ’bøsser’. De har allerede søgt litteratur og diskuterer deres problemformulering: ’Hvorfor er du bøsse?’ mener de f.eks. er et dårligt spørgsmål. ”Det er jo ikke noget selvvalgt,” mener de. De overvejer, om det at være ‘anderledes’ er en objektiv eller en subjektiv kategori: “Hvis nu ikke bøsser føler sig anderledes, er de det så?” De diskuterer, hvor de skal søge oplysninger og foreslår Landsforeningen for bøsser og lesbiske og at ringe til Klaus Bondam. Ida siger: ”Vi skal altså til at tage os sammen. Vi har kun til næste uge.” Carsten og Ali har ligesom Ida, Rebecca og Sara valgt emnet ’bøsser’. De joker og slås, men prøver indimellem at forholde sig til synopsen, som er delt ind i felter med spørgsmål, som skal udfyldes. Bl.a. er der et felt, hvor det skal angives, hvilke materialer gruppen planlægger at bruge til projektet. Carsten: “Skal vi ikke lave video?” Ali: “Jo, mand.” Carsten: “Vi filmer en bøsse, der ligger og boller. Hvordan staver man til kamera? Hvad fanden skal vi filme? Vi filmer en eller anden bøsse, mand. Kom nu skriv ‘kamera’. Hvad fanden hed det sted vi skulle kontakte, et eller andet bøssecenter, ikke.” De kalder på læreren VIBEKE, der kommer længere nede ad gangen. VIBEKE: “Jeg kommer lige om lidt, jeg skal lige hjælpe Dennis.” Hun kommer ikke tilbage, og der går en halv time, hvor drengene går rundt på gangene. Inde i en klasse finder de to drenge læreren BJØRN og afleverer synopsen. BJØRN gennemgår den og begynder at rette med sin egen pen. Under kategorien ‘arbejdsspørgsmål’ har de skrevet ’12-15-årige’, ‘diskette’, ‘elever’ og ‘lærere’, ’35’. BJØRN: “35? Er det hvor mange procent bøsser der er?” (Et arbejdsspørgsmål han selv har foreslået tidligere). Drengene bekræfter – det er noget, de bare har gættet på. BJØRN: “I skal ikke svare her, det er det, I skal arbejde med.” BJØRN begynder at fylde synopsen ud. BJØRN: “Nu gør jeg altså lige lidt her, ellers kommer I ingen vegne. (Situationsbeskrivelsen stammer Gregersen & Mikkelsen, 2007, s. 46ff og er her gengivet i lettere bearbejdet form)

DÅRLIG REKLAME
8.x har dansk og skal i tre sammenhængende timer arbejde med en delvis selvvalgt opgave. En gruppe på to drenge (Johnny og Kevin) har valgt at lave en reklame, men de har svært ved at komme i gang. De gør mange forsøg på at finde frem til et reklameslogan, men ender ofte med at pjatte og slå hinanden i hovedet. De har meget svært ved at finde ud af, hvad der karakteriserer et godt slogan og har derfor svært ved at sortere i de for slag, de kommer med. På et tidspunkt kommer læreren ned forbi deres bord, fordi de er ved at blive meget højrøstede. Læreren siger »Er det, det her i snakker om?« Det ved hun godt, det ikke er, men det har den effekt, at de to drenge straks bliver revet tilbage til deres flagrende projekt. Drengene spiller med og svarer: »Ja vi snakker om vores reklame.« Drengene har tegnet lidt med blyant på et hvidt stykke karton – præcis så meget, at det ser ud, som om de er i gang. Drengene fortæller om nogle af deres ideer, og læreren roser dem. I stedet for at hjælpe dem videre i deres fokuseringsproces, mener læreren, at drengene skal arbejde på at gøre reklamen færdig og dermed ikke gøre sig så mange overvejelser om hvorfor og hvordan. Johnny vil meget gerne leve op til lærerens forventninger, men har tydeligt svært ved at udtrykke sig gennem at tegne. Han spørger: »Gør det noget, at jeg tegner tændstikmænd?« Læreren, der er ved at gå hen til en anden gruppe, svarer: »Hvis du synes, at tændstikmænd er det, man kan tegne i 8. klasse, så gør du det«. Det er tydeligt underforstået, at det er for lavt et niveau. Johnny mumler noget om, at han da også synes, at det er for dårligt, at han ikke kan tegne andet end tændstikmænd, men at det bliver noget underligt noget, hvis han skal tegne almindelige mennesker. Læreren svarer fra den anden ende af klassen: »Det er dit ansvar«. Johnny og Kevin er tydeligt frustrerede, handlingslammede og efterladt uden redskaber til at komme videre i deres proces. De udfylder tiden med at snakke, og det gør de resten af forløbet – kun afbrudt af et kort besøg på biblioteket, hvor de kopierer nogle billeder, som de bruger meget tid på at klippe ud, mens de snakker. De får aldrig klistret billederne op. (…) 8.x fremlægger deres arbejde for klassen, og det er blevet Johnnys og Kevins tur. Læreren siger »Sidste gruppe for i dag kommer op til tavlen«. Der bliver grinet lidt i klassen, da drengene stiller sig op til tavlen med deres halvfærdige planche imellem sig. Læreren siger »Ja….. det er jer, der skal sige noget«. Drengene siger ikke så meget, men en af dem får fremstammet den overskrift, de er nået frem til. Læreren siger: »Ja, og hvad så«. Johnny siger: »Og så skulle der være nogle billeder der«. Læreren svarer: »Skulle være… hvad skal det sige? Hvor er de?« Johnny svarer, at de er i hans penalhus, og klassen bryder ud i grin. Læreren griner ikke, men siger alvorligt: »Hvad laver de der?« Hun får intet svar. Hun spørger drengene, hvorfor de tror, at de som den eneste gruppe ikke har nået det. Dette afstedkommer en længere pinlig stilhed. Læreren spørger igen »Hvorfor har I ikke nået det?« Kevin forsøger sig med, at de ikke har haft tid nok, men det afviser læreren. Johnny siger: »Vi har snakket for meget og lavet for lidt«. Til dette siger læreren: »Ja det tror jeg også.« (Situationsbeskrivelsen stammer fra Fink-Jensen, Jensen, Kragh-Müller & Mørck, 2004, s. 81-82)

MUSKELOKSEN
Vi befinder os i en børnehaveklasse med 22 børn, og det er sidste time inden børnene skal videre i SFO. Klassen forbereder sig til morgendagens tur til ZOO.
BENEDIKTE: “Ved I, hvor næbdyret lever?”
Mette: “Afrika, for det har jeg set i fjernsyn for dig.”
BENEDIKTE: “Hvilket dyr har I?” (henvendt til Mette og Jens)
Mette: “Moskusokse.”
Jens siger: “En muskelokse.” (klassen griner)
BENEDIKTE: “Jeg skriver en moskusokse.”
Christian: “Muskeloksen har bøffer!” (børnene griner igen)
BENEDIKTE: “Hvor lever mos-kus-ok-sen?”
Mikkel: “I mosland!”
BENEDIKTE: “Nej.”
Mathias: “Godt gættet!” (Børnene griner og joker videre indbyrdes – der er en del uro)
Katrine: “De lever ved noget koldt.”
Peter: “I Afrika?”
BENEDIKTE: “Hvor er i fjollede.”
Julie: “På Grønland.” (Børnene griner igen af et eller andet, de siger en hel masse i munden på hinanden. BENEDIKTE spørger igen to børn om, hvilket dyr de har).
Sigurd: “Isbjørn.”
BENEDIKTE: “Hvor lever den?”
Trine: “På Grønland.”
Holger: “I Afrika!” (børnene snakker igen i munden på hinanden)
BENEDIKTE: “Ved I nu hvad, nu skal i hold op med at larme så meget!” (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af en pædagogstuderende i forbindelse med en uddannelsespraktik i 2004)

PÅ TVÆRS
Mikkel går i 3. klasse og var ofte vred over de andres udelukkelse af ham. Som han forklarede mig: “Nogle gange, også i timerne, så kan de godt sidde og lave hoveder af mig. Så bliver man gal i hovedet. Og når man kommer ud i frikvarteret, så gad man godt tæske dem”. Han kunne af og til blive så vred, at han gik hjem fra skolen eller gemte sig i frikvarteret og udeblev fra timen. Hvis læreren spurgte i klassen, hvor Mikkel var blevet af, blev der svaret: “Han er sur” – hvorefter timen fortsatte (…) Mikkel havde ligeledes svært ved at opnå lærerens opmærksomhed på samme måde som de mere dominerende børn, hvilket ofte betød, at han ikke blev hørt: Jeg sad sammen med Mikkel og småsnakkede om et forsøg med elektricitet. Med en bestemt opstilling lyste pæren pludselig kraftigere. Mikkel blev ivrig og ville vise læreren det, fortalte han mig. Han rakte fingeren op og sad stille og ventede i flere minutter, men blev ikke set af læreren, der gik rundt i lokalet og hjalp andre børn. Mikkel sagde derefter lærerens navn en enkelt gang, men ikke højt nok, til at læreren hørte det. Mikkel sagde så til mig: “Jeg løber lige hen og henter hende”. Han stillede sig ved siden af læreren og trak hende i ærmet. “Jeg kommer lige om lidt”, sagde hun, og Mikkel satte sig tilbage ved bordet uden at røre forsøgs-opstillingen og kiggede efter læreren. Kort efter henvendte læreren sig til hele klassen, der blev bedt om at pakke forsøget sammen (…) da jeg senere gik en tur på legepladsen i SFO’en, fandt jeg Mikkel på den lille fodboldbane sammen med drengene fra 2. klasse. Den i skolen tavse dreng råbte nu højt og dirigerede med de andre, mens han løb frem og tilbage på banen. Jeg kunne slet ikke kende ham. Var det den samme dreng, som i skolen aldrig spillede fodbold?” (Situationsbeskrivelsen stammer fra Højlund, 2002, s. 92-101 og bringes her i lettere bearbejdet form)

Situationsbeskrivelser fra opholdssteder

SE DEN LILLE KATTEKILLING!
ANNE er nyansat på et opholdssted for børn og unge, der lægger vægt på bordskik. “Det er meget vigtigt, at børnene bliver ved bordet, indtil alle har spist. Det skaber ro og forudsigelighed, og en evaluering viser også, at det er det helt rigtige”, siger lederen. En dag spiser ANNE frokost med en gruppe børn. Stemningen er god og pludselig råber Emil: ’Se! En kattekilling!’ Han løber ud for at se dyret – og de fem andre børn løber efter. Et øjeblik bliver ANNE i tvivl om, hvad hun skal gøre. (Socialpædagogen, nr. 15, 3. august 2012, s. 8-9)

Situationsbeskrivelser fra botilbud og støttecentre

MEDICINRUMMET
På en hektisk arbejdsdag, hvor der er en del sygemeldte kolleger, har KIM, som er nyansat, glemt at putte en bestemt pille i pilleæsken til borgeren, Jens. Sammen med hans mere erfarne kollega HANNE, står KIM nu og skal ind i medicinrummet for at rette op på skaden. I det samme dukker Jens op og virker meget ophidset. KIM og HANNE er optaget af at tale om medicinen og ser ikke Jens i første omgang – og idet de åbner døren til medicin- rummet, går han med ind. Der er en regel om, at borgerne ikke har adgang til medicin- rummet. Døren smækker i, og Jens går meget målrettet mod vandhanen og tapper sig et glas vand. Jens siger i en direkte og kommanderende tone henvendt til HANNE: “Jeg skal have mine piller lige nu!”. KIM og HANNE kigger på hinanden. KIM går langsomt hen og åbner døren. HANNE siger i et stille og roligt stemmeleje: “Ja, Jens, vi skal finde dine piller frem. Du kan drikke lidt vand, mens du venter på, at vi finder dem”. Jens kigger spørgende på HANNE og derefter på KIM, der står ved den åbne dør. Jens drikker hurtigt vandet og forlader hastigt medicinrummet via den åbne dør uden at sige et ord. KIM og HANNE aftaler at gå ned og snakke med Jens om episoden senere, når han er faldet til ro. KIM og HANNES leder, MERETE, har set Jens bevæge sig hurtigt ud af medicinrummet. Hun stikker hovedet ind til de to og siger: “Hvad skete der lige dér? Jens var jo helt ude af den, og hvad laver han i medicinrummet?”. KIM og HANNE kigger på hinanden. HANNE vender sig hurtigt rundt og begynder at finde medicinen frem, mens KIM ser på MERETE siger: ”Øh, der er sket en fejl … og …øh”. Merete siger: ’Okay, vi må vende episoden senere. Vil én af jer skrive den ned, når I får tid? Jeg tager mig af Jens”. (Situationsbeskrivelsen er delvis fiktiv – men inspireret af en episode beskrevet i Socialstyrelsen, 2018, s. 17)

EN OVERGANG
Helle er 52 år og har boet på et socialpsykiatrisk botilbud i 7 år. Helle er diagnosticeret paranoid skizofren og har haft gentagne langvarige indlæggelser i behandlingspsykiatrien. Helle, sagsbehandleren PIA, fra Helles hjemstedskommune, og pædagogen IBEN, der er Helles kontaktperson, sidder i Helles lejlighed under det årlige opfølgningsbesøg med PIA. PIA beder Helle fortælle om det forgangne år. Helle beretter (stolt) om sin udvikling. Hun administrerer nu selv sin medicin. Hun har tabt sig 27 kg ved hjælp af kostomlægning og motion. Hun går ture i lokalområdet og træner flittigt på motionscyklen. Hun har fået mod til at konfrontere sin sociale angst og er blevet langt bedre til at håndtere sin socialfobi. Kontakten til Helles nu 18-årige datter er genetableret, og hun giver udtryk for stor glæde ved at følge med i datterens liv. Siden sidste års opfølgningsbesøg ser Helle mere lyst på tilværelsen og mener, at hendes recoveryforløb er inde i en positiv fase. IBEN tilføjer: ”Helle øver sig fortsat i at være alene, uden støtte fra personalet, når hun motionerer, går ture i lokalområdet og foretager indkøb. Men Helle har fortsat behov for støtte til mestring af sin socialfobi”. Helle (smiler) og siger: ”Jeg er blevet langt bedre til at sige fra, så nogle gange, synes de andre beboere og personalet, at jeg er blevet for skrap”. PIA siger: ”Jamen så er det jo snart på tide at finde en anden bolig?”. ”Nej, nej”, siger Helle, ”så skrap er jeg heller ikke” (hun ler). ”Næ, nej”, svarer PIA, ”det var nu heller ikke lige det, jeg mente, jeg mener, så er du jo klar til snart at flytte for dig selv og hjem til X Kommune”. Der bliver stille i stuen. Helle famler nervøst med hænderne omkring munden. Efter en pause, siger Helle: ”Nej, nej, det er jeg slet ikke klar til endnu. Jeg kan ikke sove alene om natten, og jeg går stadig dårligt, og så har jeg haft et tilbagefald i julen, hvor jeg tog for meget medicin”. PIA (smiler) og svarer: ”Men det går jo fremad med dig, så på et eller andet tidspunkt skal du jo flytte, du kan jo ikke blive her til tid og evighed, vel?”. Hun noterer i sine papirer. Helle og IBEN ser på i tavshed, hvorefter PIA siger: “Jeg foreslår, at datoen for næste opfølgningsmøde fastsættes til 6 måneder fremfor de sædvanlige 12 måneder. Så synes jeg, vi skal tale sammen igen”. Hun lægger sine papirer ned i tasken. Helle siger ikke noget, men kigger appellerende på IBEN, der forholder sig tavs. PIA rejser sig, giver hånden til Helle og IBEN, hvorefter Helle følger PIA ud til hoveddøren. (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af en pædagogstuderende i forbindelse med en uddannelsespraktik i 2012)

STEMMERNE
LONE arbejder som pædagog i socialpsykiatrien. Hun har i længere tid været samarbejdspartner med Lars, som er beboer. Deres relation er godt afstemt og tryg. Lars er bl.a. stemmehører og har brug for hjælp til daglige gøremål, såsom rengøring, spisning, hævning af penge, badning m.m. Stemmerne forhindrer ham i at gøre noget som helst. Stemmerne i denne sammenhæng har navnet ’Morfeusserne’.
LONE: “Hej, Lars. Så skal jeg være din samarbejdspartner igen i dag. I dag skal vi vaske gulvet i din bolig (Lone viser samarbejdsaftalen, som er skrevet ned på et stykke papir). Som vi kan se på samarbejdsaftalen hjælpes vi ad med at hente moppen og gulvspanden med vand og sæbe. Men du skal selv vaske gulvet. Skal vi gå i gang?”
Lars: “Nå’, men jeg gider ikke vaske gulvet. Det trænger overhovedet ikke. Det er skide flot, siger ’de’!”
LONE: “Jeg hører hvad du siger, men jeg kan se, at du har indgået en aftale om at vaske gulv i dag. Det vil jeg gerne hjælpe dig med.”
Lars: “Ej’ det er bare noget alle morfeusserne siger. De lyver! De lyver!”
LONE: “Som jeg har sagt før, så kan jeg ikke høre dem, men jeg tror på, at de har sagt det til dig, når du siger det. Det er jo din virkelighed. Ville det hjælpe hvis jeg siger, at de skal lade dig være!”
Lars: “Ja!”
LONE: “I skal lade Lars være nu. Ham og jeg har en aftale om at vaske gulv, så han har ikke tid til jer nu! I skal lade ham være!”
Lars: “Tak – de er væk nu! Men kan du ikke bare gøre det! Bare i dag!”
LONE: “Nej, Lars. Det er dig som skal vaske gulvet.”
Lars: “Jamen, det er jo ikke sjovt!”
LONE: “Jeg kan godt forstå, at du ikke synes det er sjovt, men du har indgået en aftale med dit team. Hvis du har lyst, så kan vi vente en smøgs tid og så gå i gang.”
Lars: “Nej, vi går i gang nu!” (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af en pædagogstuderende i forbindelse med uddannelsespraktik i 2012)

BAD!
Det er morgen. En beboer (vi kalder ham Jens) på Bostedet ’X’ skal i bad. Jens har diagnosen autisme og ifølge hans journal har han let ved at blive angst. Det er Emil (‘vikaren’ med skjult kamera) der skal bade ham. Emil er sammen med en anden medarbejder (vi kalder hende MIE). MIE står i døren til badeværelset og følger forberedelserne til badningen. Jens er utilfreds med, at det er Emil, der skal bade ham, han ønsker en helt tredje medarbejder (som vi vælger at kalde INGER).
Jens: ”Bade mig … INGER!”
MIE: ”Skal INGER bade dig? Er det fordi hun hjælper dig hele vejen?”
Jens: ”Ja.”
MIE: ”Jamen, du kan selv.”
Jens: ”INGER skal bade mig.”
MIE: ”Ja, men nu kan du selv, ved vi. Der står ikke hotel ude på skiltet, vel? Der står ’X’. Bostedet ’X’.”
Måske sprøjter Jens med vand eller han bevæger sig ud af badet (det fremgår ikke af optagelsen).
MIE: ”Nej, nu stopper du, siger jeg til dig.”
Jens: ”INGER skal hjælpe mig.”
MIE: ”Nej, fordi nu hjælper Emil dig (med hævet stemmeføring). Emil skal lære det her.”
Jens protesterer ved at undlade at bevæge sig ind under bruseren.
MIE: ”Så kommer du bare ikke i bad. Du har muligheden for at Emil hjælper dig, ellers så er der ikke nogen, der hjælper dig.”
Jens: ”Jeg gider ikke mere.”
MIE: ”Nej, men så får du bare ikke noget bad. Sluk vandet og gå ind og tag tøj på.”
Emil (henvendt til MIE): ”Er du sikker?”
MIE: ”Ja. Sluk vandet! Og så er du færdig med at bade nu! Det gider vi ikke. Ved du hvad, jeg kan fortælle dig én ting….”
MIE bevæger sig lidt ind på badeværelset og hen imod Jens.
MIE: ”Nu hjælper Emil dig. Ikke?”
MIE holder en pause (muligvis gør Jens et eller andet med sin mimik eller sit kropssprog – vi kan ikke se det på optagelsen).
MIE: ”Og jeg er ikke bange for dig.”
Jens (i almindeligt stemmeleje): ”Jeg hader dig.”
MIE: ”Jamen, der er fint. Det må du gerne. Og det hjælper ikke noget med at tude.”
Ni minutter senere på badeværelset, hvor Jens nu skal barberes:
MIE: ”Så går du i gang med at barbere dig.”
Jens: ”Jeg kan ikke.”
MIE: ”Jo, du kan.”
Jens (stammende): ”Det ka’, det ka’, det ka’….”
MIE: ”Jamen, så bliver du bare ikke barberet. Så gå ind! Så er vi færdige herude!”
Jens: ”Ikke bo i hus mere.”
MIE: ”Jamen, det er fint.”
Jens går hen imod MIE.
MIE: ”Du skal slet ikke komme herhen!”
Jens slår ud i retning af MIE.
MIE (brølende): ”DU SKAL SLET IKKE RØRE MIG! KAN DU FATTE DET?”
MIE: (råbende): ”Så fiser du ind på dit værelse. Nu! Afsted!”
MIE fører Jens ind på hans værelse og lukker døren. Jens åbner igen døren og rækker undskyldende hånden ud mod MIE.
MIE (råbende): ”Du skal slet ikke ramme ud efter mig!”
Jens: ”Undskyld, MIE. Undskyld, undskyld.”
MIE: ”Jeg gider dig slet ikke. Du kan blive derinde. Jeg gider dig ikke.”
MIE forsøger at lukke døren.
Jens: ”Barbere….”
MIE: ”Jeg kan godt fortælle dig, du er så lav i min verden nu, du er! Ved du godt det?”
Jens: ”Ja.”
Jens fortrækker ind på sit værelse.
MIE (lettet og grinende): ”Han ramte mig heldigvis ikke. Han gik bare lige imod mig. Og jeg så det, jeg tænkte bare ”Dig, du bliver bare der…”.”
INGER er, som det fremgår, en af MIEs kollegaer, og hun har overhørt episoden og vælger at sige fra og kritiserer den måde situationen er blevet taklet på:
INGER: ”I er alt for hårde.”
MIE: ”Er vi det?”
INGER (oprørt): ”Ja, det må I meget undskylde, men jeg er slet, slet ikke enig med jer.”
MIE: ”Jo, men jeg har jo ikke råbt ad ham.”
INGER: ”Nej, men hvad gjorde du nu?”
MIE: ”Ja … fordi han slår ud efter mig. Skal jeg sige: ”Det må du egentlig talt ikke?”.”
INGER: ”Nej, sgu da ikke med et smil om munden. Men han fatter ikke det der. Han fatter ikke det råberi. Og han fatter ikke….”
MIE: ”Nej, men jeg bliver sgu også frustreret over, at han slår ud efter mig.”
INGER: ”Det kan jeg godt forstå.”
MIE: ”Altså fordi hvis… hvis ….”
INGER: ”Men der er nogle af jer, der render ind i en røvfuld alvorligt en dag ….”
MIE: ”Jamen, det er fint nok, men hvis jeg havde været ude i ….”
INGER: ”Nej, det er ikke fint nok.”
MIE: ”Nej, men hvis jeg havde været ude i den virkelige verden, havde jeg hakket igen.”
Der er stille et par sekunder.
INGER (med lav stemmeføring): ”Ja … men nu er du jo ikke …. ”
MIE: ”Men det kan jeg jo så ikke ….”
INGER: ” … i den virkelige verden, vel?”
MIE: ”Men det kan jeg jo så ikke, fordi jeg er på arbejde. Fordi jeg må jo ikke røre beboerne.”
INGER (meget stille): ”Nej….”
MIE: ”Derfor handler jeg jo så på min måde.”
INGER: ”Ja. Det er også okay, at du gør det, men det er bare en forkert måde ifølge mine pædagogiske principper.”
MIE: ”Ja, Ja – men altså – jeg kan jo ikke stå og sige: ”Det må du egentlig talt ikke gøre.”.”
INGER: ”Nej, men man kan gøre det på mange andre måder. Nu er han sådan hele dagen. Indtil næste hold kommer, så kan han skifte over igen.”
MIE: ”Jamen, jeg har jo stået og sagt til ham, at han godt selv kan bade. Hvor han bliver ved med at insistere på, at det er dig der skal komme ud og bade ham, fordi det er dig, der bader ham.”
INGER: ”Nå, men det er det jo ikke. Vi bader alle sammen. Han bader selv. Han vasker sig….”
MIE: ”Men Emil står og hører på, at jeg er en dum kælling, fordi han ikke vil bades af mig. Fordi jeg står stille og roligt og siger: ”Du skal gøre sådan her og du skal gøre sådan her. Og du skal vaske dig her og du skal vaske dig … du er en dum kælling!”.”
INGER: ”Ja, men det tror jeg også, at han mener, du er.”
MIE: ”Jae, og det må han gerne mene.”
INGER: ”Altså de mener også, at jeg er en dum kælling.”
Mia: ”Ja, ja.”
INGER: ”Men … ja jeg ved ikke … jeg kan ikke forklare det. Jeg gider heller ikke.”
MIE: ”Nej.”
INGER: ”Det gider jeg simpelthen ikke nu. Altså, jeg tager det op på et temamøde….”
INGER bevæger sig mod døren.
MIE (måske med en anelse gråd i stemmen): ”Ja, men det er i orden.”
MIE vender ryggen mod INGER.
INGER: ”Det bliver jeg nødt til.”
MIE: ”Ja, det er i orden.”
INGER stopper op i døren og MIE vender sig om mod INGER.
INGER: ”Men det er ikke dig, der er kritik af.”
MIE (vredt): ”Nej, men jeg er sgu ligeglad.”
INGER: ”Jeg ved godt du er ligeglad.”
MIE (med lidt gråd i stemmen): Altså, jeg er her kun for at hjælpe dem og ikke en skid andet ….”
INGER: ”Nej.”
MIE: ”At … at de så er hjælp til selvhjulpne … Men de skal BARE ikke slå ud efter mig.”
INGER: ”Nej, nej.”
MIE: ”DET gider jeg ikke.”
INGER: ”Det er fordi, han er desperat.”
MIE: ”Jamen, det er fint. Det er vi alle nogle gange.”
Under hele samtalen står Jens på badeværelset og græder (Situationsbeskrivelsen er transskriberet fra programmet, ‘Dags Dato’, TV2, den 18. februar, 2007, der findes på DVD’en ‘TV 2 dok.: Er du åndsvag?’, produceret af Bastard Film for TV 2).

Situationsbeskrivelser fra hospitaler

DET SIDSTE ØNSKE
Carsten sov stille ind på Aarhus Universitetshospital. Få dage forinden var han blevet indlagt med en udposning på pulsåren i maven, som var bristet; og da han i forvejen var for syg til at blive opereret, ville det være et spørgsmål om få timer eller dage, før han ville dø af den indre blødning. Derfor var hans største ønske en Grøn LA og et glas rosévin. Personalet ringede til de pårørende og satte dem ind i Carstens alvorlige situation og orienterede dem om hans ønske om at kunne ryge og drikke et glas. De synes, det var så fint, og personalet spurgte, om de kunne tage cigaretter og rosé med. Herefter gav de først Carsten et glas hvidvin, idet de havde fundet en rest fra julen. I mellemtiden overvejede de, hvordan de kunne efterkomme Carstens ønske om at ryge. Afdelingen var netop flyttet ind i nye lokaler, og personalet var nødt til at tage med i betragtning, hvordan brandalarmer ville reagere på røgen. De kom dog i tanke om, at der på samme etage er adgang til en altan. Og sammen med de pårørende, lykkedes det personalet at få bakset hospitalssengen med Carsten i ud på altanen. Da Carsten havde røget to cigaretter, flyttede de sengen ind på afdelingen igen, idet det også var blevet koldt at opholde sig ude på altanen. (Facebook, 2017 og Avisen.dk, 2017)

URINPRØVEN
På en aftenvagt på onkologisk afdeling hersker der travlhed, hvilket jeg tolker således, at omsorgsopgaverne står i kø, hvor nogle opgaver ikke bliver udført. Der er tre sygeplejersker i vagt, hvor jeg følges med SOFIE, der har mange års erfaring på afdelingen. En højfebril patient indlægges akut. Patienten vil ikke ligge i sengen og går desorienteret nøgen rundt på gangen. Sofie får hjulpet patienten ind på stuen igen, hvor han imidlertid urinerer på gulvet. På vej ud fra stuen siger hun til de to fortravlede kolleger: ”Vi skulle egentlig have taget en urinprøve, men nu kan jeg jo bare dyppe en strips i pytten på gulvet” (det gør hun dog ikke). De to kolleger griner. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Birkler, 2009, s. 116f og bringes her i lettere bearbejdet form)

BLÅ MÆRKER
På onkologisk afdeling fulgte jeg METTE, der er sygeplejerske, på en aftenvagt, hvor vi på et tidspunkt talte ganske uformelt på gangen. Vi talte om grundværdier i sygeplejen set i lyset af afdelingens arbejde med værdier. METTE fremhæver nu humor som værdi. Hun nævner flere eksempler, hvor humor har skabt en lethed, der har befriet patienten for en del af den tungsindighed, der ellers dominerer afdelingen. Imens vi står og taler, bliver METTE kaldt af en patient. Hun går ind til patienten, som fremhæver, at hendes drop er gået i stå. Imens METTE ser på slangen til det aktuelle drop, nævner patienten, at hun er ked af det store blå mærke, hun fik, da METTE ramte ved siden af med nålen. Hertil svarer METTE: ”Ja, er det ikke flot… blå er min yndlingsfarve” (METTE forsøger at afstemme en latter, men patienten er tavs). (Situationsbeskrivelsen stammer fra Birkler, 2009, s. 116f og bringes her i lettere bearbejdet form)

EN HÅNDS(T)RÆKNING!
NANNA (ergoterapeut): ”Goddag, Per, jeg hedder NANNA, og jeg skal forsøge at hjælpe dig med at genoptræne din hånd. Kan du fortælle mig lidt om, hvad der er sket med den?”
Per: ”Ja, jeg fik en flise ned over hånden, og det gik især ud over tommelfingeren. Det er fem uger siden. Nu har jeg fået gipsen af, og jeg kan overhovedet ikke bevæge tommelfingeren. Og det gør vanvittigt ondt, hvis jeg prøver.”
NANNA: ”Det gør ondt, når du bevæger tommelfingeren? Kan du prøve at vise mig, hvor meget du kan bevæge den?”
Per: ”Jamen, det gør hamrende ondt. [Per viser NANNA sin hånd]. Jeg kan slet ikke gribe om noget, og så kan jeg jo ikke håndtere et stykke værktøj.”
NANNA: ”Så jeg kan forstå, det er vigtigt for dig at genoptræne hånden?”
Per: ”Ja, men jeg skal tilbage til mit arbejde hurtigst muligt, jeg kan jo ikke gå rundt og spille fandango med den hånd. Hvornår tror du, jeg kan være klar igen?”
NANNA: ”Det kan jeg ikke sige. Det kommer an på, hvor medtaget din hånd er, og hvor aktivt du arbejder på genoptræningen.”
Per: ”Ja, men jeg har ikke tid til at være sygemeldt i lang tid. Chefen er også ved at være utålmodig. Jeg har allerede været væk i fem uger. Hvad synes du jeg skal gøre?”
NANNA: ”Jeg kan høre, det er vigtigt for dig at komme tilbage til arbejdet, det kan jeg godt forstå, og omvendt er det vigtigt for dit arbejde, at din hånd bliver rask.”
Per: ”Ja, det kan du tro, det er.”
NANNA: ”Det har jeg stor respekt for. Det, jeg kan hjælpe dig med, er at lave en plan for genoptræningen af din hånd. Hvad er det, du kan nu, og hvad skal du helst kunne gøre med den for at have nået dit mål. Jeg kan også vise dig nogle øvelser, som du kan arbejde med, og som kan bringe dig videre trin for trin, men jeg kan ikke love dig, at du bliver rask fra den ene dag til den anden. Hvordan ser du selv på det?”
Per: ”Jeg er godt klar over, at jeg selv skal gøre arbejdet, og at det kommer til at tage tid, men jeg er bare så utålmodig.” (Alrø & Kristiansen i Nielsen & Rom, 2006, s. 202f)

FRU JENSEN
En sen aften på afdelingen. Sygeplejersken JONNA kommer ind på stuen og ser, at fru Jensen ikke sover men ligger og stirrer ud i luften.
JONNA: “Hvad søren, sover De ikke endnu?”
Fru Jensen: “Næh, jeg kan ikke lade være med at tænke på undersøgelsen i morgen.”
JONNA: “Den skal De ikke være bekymret for. Nu skal jeg hente en sovepille, så de kan få lidt søvn. Det har De brug for.”
Fru Jensen: “Jamen, hvad nu hvis I finder noget alvorligt?”
JONNA: “Det gør vi sikkert ikke, skal De se. Nu drejer det sig om at få en god nats søvn. Vil De have noget frisk vand til pillen?”
Fru Jensen: “Ja tak. Men hvorfor er jeg så blevet indlagt? Jeg var jo bare træt.”
JONNA: “Det var nu ikke bare det, men det skal de ikke tænke på. Jeg er tilbage om et øjeblik.”
Sygeplejersken smiler opmuntrende og forlader hastigt stuen. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Hansen & Lam i Jensen & Kim, 1990 og her bragt i lettere bearbejdet form)

Situationsbeskrivelser fra socialcentre

EN NØDSITUATION
Socialrådgiveren STINE møder her klienten Marianne, der er på revalidering.
Marianne (går frem til skranken og siger med lav stemme): ”Jeg har et problem. Jeg er i revalidering, og så var jeg i banken…”
STINE (afbryder): ”Jeg kan ikke høre, hvad du siger. Kan du tale lidt højere?”
Marianne (lidt højere, begynder forfra): ”Jeg har mistet min pung med alle mine penge. (lidt lavere) Jeg er i revalidering, og der er næsten en måned til næste udbetaling. Jeg tænkte, om I måske kunne hjælpe mig?”
STINE (sukker, mumler): ”Hvad er dit navn? Og hvornår er du født?”
Marianne (nervøst): ”Marianne Jensen. 25.-9.-75.”
STINE (noterer noget på en seddel): ”Vent lidt.” (rejser sig, forsvinder ud ad en bagdør) (Marianne ser sig nervøst omkring. En af de to, der sidder og venter, ser op bag en avis)
STINE (kommer tilbage med en mappe i hånden, siger med høj stemme): ”Jeg ser, du er i revalidering efter stofmisbrug. (skeptisk) Jaså, du har altså mistet din pung? Du kan ikke bare komme her og bede om flere penge. Du må udfylde det her” (skubber et skema ud under lugen)
Marianne (nervøs, med flakkende blik): ”Javel (leder i sin taske efter en kuglepen, men finder ikke nogen). Kan jeg låne noget at skrive med?”
STINE (sukker, rejser sig demonstrativt, går hen til et skrivebord, kommer tilbage med en kuglepen, puffer med endnu et suk kuglepennen ud under lugen): ”Her.”
Marianne (ser sig om efter et sted at skrive, men der er ingen borde i lokalet bortset fra bordet med ugeblade, hvor de to andre sidder. Efter en lang pause): ”Hvor kan jeg udfylde skemaet? Der er ikke noget sted at skrive her.”
STINE (sukker opgivende): ”Herregud, kan du da ikke bare udfylde det? Kan du ikke bare sætte dig ved bordet derhenne? (peger i retning af bordet med ugeblade, hvor de to andre sidder).”Ok, så kom med mig” (Marianne følger med ind i et mødelokale, hun sætter sig ned og begynder at læse og udfylde skemaet, STINE står bag stolen og kigger hende over skulderen)
STINE (utålmodigt): ”Kan du ikke skynde dig lidt? Jeg har meget at tage mig af.”
Marianne (stresset, begynder at blive irriteret): ”Jo, jeg kan, men jeg må jo først læse, hvad der står. Jeg har aldrig set det her skema før. Jeg må jo vide, hvad jeg udfylder!” (fortsætter med at skrive)
STINE (går frem og tilbage på gulvet, begynder igen at læse Marianne over skulderen og udbryder forbavset): ”Jøsses, er du ingeniør?”
Marianne (overrasket): ”Ja.”
STINE (venligere): ”Ingeniør, det er jo en god uddannelse. Hvordan har du klaret det?”
Marianne (irriteret): ”Ja, man må jo selvfølgelig slide lidt for at blive ingeniør.” (pause, fortsætter med skemaet) ”Hvilken slags uddannelse har du?”
STINE: ”Jeg er socionom.”
Marianne (syrligt): ”Socionom, det er også en god uddannelse. Hvordan har du klaret det?” (Situationsbeskrivelsen stammer fra Eide & Eide 2007, s. 91f – i lettere bearbejdet form, CP).

Situationsbeskrivelser fra plejecentre

BADERUTINE
Ingelise er ved hjælp af liften kommet op i badestolen, og HANNE kører hende ud i badeværelset. Hun lader Ingelise mærke på vandets temperatur og spørger om det er for koldt. Ingelise mumler: ”Mmm”, og viser med sin mimik at vandet er fint. HANNE vasker Ingelises hår og resten af hendes krop. Det foregår stille og roligt og det ser ud til at Ingelise nyder det, for hendes kropsholdning og mimik er afslappet og rolig. HANNE taler roligt til Ingelise: ”Vil du selv vaske dine hænder?”. Hun rækker Ingelise en klud med sæbe. Ingelise gnider lidt på den ene hånd og glemmer så, hvad hun var i gang med. HANNE gør det færdigt, og kører Ingelise tilbage til sengen, hvor hun bliver liftet op og tørret. HANNE giver Ingelise ble og underbukser på. Hun får hende til at løfte ben og knæ, så hun deltager i processen. HANNE finder tøj frem til Ingelise. HANNE viser en trøje frem. Ingelise føler på den og siger klart og tydeligt: ”Nej”. HANNE finder en anden trøje frem som er lyserød og ser ud til at være blød. Ingelise føler på den, nikker og siger: ”Ja”. HANNE tager to par bukser frem til Ingelise. Ingelise føler på stoffet og trækker det ene par til sig. De er også lyserøde og ser bløde ud. Det samme med strømper, hvor Ingelise vælger de bløde lyserøde. HANNE giver Ingelise strømper og bukser på og beder hende igen hjælpe til med at løfte fødder og knæ. Til sidst er Ingelise nyvasket og fuldt påklædt. (Andersen, Brodersen, Bille, Ørsøe & Nielsen, 2022, s. 11 – situationsbeskrivelsen bringes her i bearbejdet lettere forkortet og bearbejdet form)

Artiklen blev publiceret i sin første version i marts 2015 på omsigt.dk.

Book Carsten Pedersen til et foredrag, en halv eller en hel temadag eller et udviklingsforløb med fokus på situationsbeskrivelser som omdrejningspunkt i faglig refleksion og beredskabelse her.