Alternativet til tilgivelse er vedgivelse

Af Carsten Pedersen

Artiklen kan købes i pdf-format her

Kritikken af religionen munder ud i den lære, at mennesket er det højeste væsen for mennesket, altså i det kategoriske imperativ om at omstyrte alle forhold under hvilke mennesket er et fornedret, et kuet, et afsondret, et foragteligt væsen
Karl Marx

Hvis det er sandt, at et samfund ikke er minimalt retfærdigt, medmindre det har givet folk forudsætningerne for at leve et liv, der er et menneske værdigt, så påhviler det de politiske aktører at finde ud af, hvad et sådant liv kræver
Martha C. Nussbaum

Indledning

Jeg tilgiver dig selvfølgelig

I dokumentaren ‘Et helvedes børnehjem’ står flere ansatte frem og fortæller, at det har været rutine at provokere de unge, så der kunne foretages en overdreven voldsom magtanvendelse (Hansen, 2024). I dag vurderer den medarbejder, jeg nævnte indledningsvis, at halvdelen af magtanvendelserne “kunne være undgået med en anden tilgang” (ibid.). “Men ledelsen ville”, fortæller han, “gerne have flere magtanvendelser” (ibid.). Medarbejderen fortæller, at personalet fik ros hver gang, de havde lavet en magtanvendelse, og “fik at vide, at magtanvendelser gerne måtte gøre lidt ondt” (ibid.). Når der var foretaget en magtanvendelse, lød ledelsens opfordring typisk: “Godt (…) men næste gang vær lige lidt mere hård”” (ibid.).

Af en tilsynsrapport fra 2019 fremgår det da også, at de fysiske magtanvendelser på døgninstitutionen “synes at få en karakter af at være opdragende eller nærmest straffende” (ibid.). Medarbejderen var efter eget udsagn bange for at miste sit job, hvis han ikke fulgte ledelsens opfordringer. Lederen truede med, at han havde noget på alle medarbejdere, hvis de ikke rettede ind (TV 2, 2024c). Og som kollegaer, beskyttede man jo også hinanden, fortæller medarbejderen. Men i dag fortryder han: “Det var meget forkert, det vi gjorde. Det er stadig forkert” (ibid.). “Vi burde jo have passet på dem – det er jo det vi er sat i verden til” (TV 2, 2024a, 19:32). Og tilføjer han: “Man ser først, hvor skørt det har været, når man er kommet væk. Unge, der er blevet slået … øh altså … virkelige har fået bank, ik'” (ibid., 32:26).

Ikke desto mindre giver den unge som sagt udtryk for, at han tilgiver medarbejderen under en af de samtaler, som vi er vidner til i dokumentaren. Her følger min transskribering af hele den sekvens, hvor det sker:

Medarbejderen og den unge sætter sig overfor hinanden ved et spisebord. Medarbejderen ser på den unge, som flygtigt ser på medarbejderen, hvorefter den unge kigger ned i bordet tager et glas med vand, som står foran ham på bordet. Den unge drikker lidt, mens hans langsomt kigger op og på medarbejderen. Medarbejderen ser på den unge og siger “Hej” efterfulgt af den unges navn. Den unge nikker og siger: “Ja.” Medarbejderen siger så: “Der er jo nogen af dem, jeg har arbejdet med, som jeg har haft et … øh … jeg har tænkt mest på gennem tiderne…” Den unge ser på medarbejderen og siger igen: “Ja.” Medarbejderen fortsætter: “Og det er jo også en af grundene til at … øh.” Den unge kigger skiftevis ned i bordet og på medarbejderen og siger endnu engang: “Ja.” Medarbejderen fortsætter: “øh … at jeg har taget kontakt … øh … til dig også. Det … øh … det er jo ikke bare et arbejde … det er…” Den unge udbryder: “Nej, det er et liv på arbejdet,” mens medarbejderen forsætter: “Det er jo … ik’ … så du betyder stadig noget for mig … øh … selv om, at vi … øh … vores veje skiltes, ik’ – så…” Medarbejderen nikker. Den unge siger “Jo, jo.” Medarbejderen siger: “Så, æh…” Den unge kigger ned i bordet og siger: “Det er jeg glad for.” Og tilføjer så, mens han stadig kigger ned i bordet: “Jeg synes, jeg blev behandlet meget dårligt…” Den unge ryster samtidig langsomt på hovedet, mens han fortsat kigger ned i bordet. Den unge kigger så op og på medarbejderen og fortsætter: “… og det var meget hårdt som barn at forstå tingene.” Den unge kigger igen ned i bordet og ryster igen langsomt på hovedet. Medarbejderen siger: “Vi var der sgu’ for at passe på jer…” Den unge kigger igen op og ser på medarbejderen og kigger så ned i bordet igen og siger: “Det er jo det.” Og medarbejderen nikker og fortsætter: “… og det gjorde vi i hvert fald ik’… ” Den unge svarer: “Nej, det … det er jeg glad for, at du siger,” mens han kigger ned i bordet, nikker og tilføjer et: “Ja.” Den unge kigger op igen, og medarbejderen siger: “Der skulle måske være nogen af os, der havde sagt, det er sgu’ ikke i orden.” “Jo,” siger den unge. Medarbejderen fortsætter: “Vi prøvede rigtig mange gange. De personer blev desværre fjernet. Så tør man til sidst ikke åbne munden.” Den unge siger: “Nej.” Medarbejderen fortsætter: “Men jeg synes sgu’ det er vigtigt, at I får en forståelse af, at det er sgu’ ikke jer, der er galt på den.” Den unge tager glasset med vand og drikker lidt, mens medarbejderen fortsætter: “Det er sgu’ ikke dig, der har gjort noget forkert. Du var jo anbragt, fordi du havde det svært…” Den unge siger: “Ja.” Medarbejderen fortsætter: “… og så … øh … var det sgu’ os, der skulle hjælpe dig, i stedet for at sørge for, at du får det endnu sværere.” Den unge siger: “Ja, lige præcis.” Medarbejderen slår ud med armene, mens han fortsætter: “Så meget kan jeg i hvert fald sige; det er ikke din fejl, det her, vel.” Den unge ser på medarbejderen og siger: “Nej.” Og han tilføjer, mens han fortsat ser på medarbejderen, nikker og retter på sin kasket: “Det er jeg glad for.” Senere i samtalen mellem den unge og medarbejderen taler de to om en specifik og meget voldsom magtanvendelse, der blev foretaget af medarbejderen og en kollega i et sommerhus, hvor den unge skulle opholde sig som straf for at være stukket af fra institutionen (selvom han var frivilligt anbragt). Den unge fortæller, at han følte sig kidnappet af de to medarbejdere. Medarbejderen fortæller: “Vi kom til et andet lille lortesommerhus. Det var pissekoldt. Det var om vinteren. Der var ikke noget varme på. Vi skulle først tænde op – og vi har aldrig forstået formålet med det selv. Lige da vi kom ind – kan jeg huske – havde vi en magtanvendelse på dig.” “Ja,” siger den unge, “og så spyttede jeg efter jer og alt muligt. Og så blev mit hoved lagt ned i jorden. Meget hårdt. Benene på kroppen. Du ved. Og to store gutter. Jeg græd også rigtig meget, kan jeg huske, den dag. Ja. Rigtig meget. Lang tid.” Den unge ser på medarbejderen, som nikker og siger: “Ja.” Den unge fortsætter: “De her magtanvendelser – når jeg først bliver lagt ned, så bliver jeg skør. Så bliver jeg sådan meget vild. Og så havde jeg det … det gjorde meget ondt på mig, og det var fordi jeg følte… ” Medarbejderen siger: “Afmagt?” Den unge fortsætter: “… at det var ligesom uretfærdigt, ik’? Så blev man bare sindssyg.” “Ja,” siger medarbejderen. Den unge siger, mens han kigger ned i bordet: “Altså, hvis du har fået at vide, at du skal gøre de der ting imod mig, så er det jo ikke så meget din skyld.” Han ser igen på medarbejderen og tilføjer: “Men selvfølgelig er det jo jer, der har … I kunne jo bare have gjort det på en anderledes måde, synes jeg.” Medarbejderen nikker. Og den unge fortsætter: “Jeg tilgiver dig selvfølgelig. Men det sidder jo fast, selvfølgelig.” Medarbejderen nikker og siger: “Ja, ja.” Den unge fortsætter, mens han ser på medarbejderen: “Jeg husker jo stadig … altså … hvordan det var for mig.” Han kigger ned i bordet: “Jeg havde det jo ikke så godt, så…” Han sukker og ryster langsomt på hovedet og siger så: “Ja…” Der går et par sekunder, og så siger medarbejderen: “Jeg synes 100 procent ikke, at det var i orden, det der blev … det der skete med dig dér. Jeg kan heller ikke se nogen mening med det. Hvorfor vi skulle gøre det.” Den unge ser på medarbejderen og siger: “Nej.” Han ryster på hovedet og ser igen ned i bordet. (ibid., 19:57-21:36 og 28:14-31:05)

Det er jo ikke bare et arbejde

Som det fremgår af sekvensen, er det en meget vanskelig samtale for både medarbejderen og den unge. Det, der er i spil, er selvfølgelig de uretfærdige misgerninger, som medarbejderen har bidraget til, og som den unge har været udsat for. Det er i særlig grad episoden i sommerhuset, der er i fokus, og som de to kaster forskelligt lys over ud fra deres forskellige positioner og perspektiver. Der er tydeligvis meget på spil for begge parter. Den unge bliver mindet om den vold og det svigt, han har været udsat for, mens medarbejderen giver udtryk for, at det, der skete, på ingen måde var i orden. Og det sker alt sammen for rullende kameraer.

Det er medarbejderen, som har initiativet i begyndelsen af samtalen. Og det er tydeligvis svært for ham at finde de rigtige ord. Den unge nøjes med at sige ‘ja’ nogle gange og kigger mest ned i bordet. Men da medarbejderen siger, “det er jo ikke bare et arbejde,” udbryder den unge: “Nej, det er et liv på arbejdet.” Der er vrede at spore i den unges stemme. Måske mener den unge, at medarbejderen netop synes at have opfattet døgninstitutionen som en arbejdsplads, hvor de unge så at sige udgjorde et ‘materiale’, der skulle bearbejdes til at makke ret eller i sidste ende bankes på plads – og dermed ikke som en professionel, pædagogisk praksis, hvor medarbejderen er ansvarlig for drage omsorg for børn og unge, der i forvejen har det svært, og hjælpe dem videre i deres liv. Med den unges udbrud, fornemmer man også den vrede, som de uretfærdige misgerninger har givet anledning til. Men den unge udtrykker generelt mere sorg end vrede, når man ser på sekvensen som helhed.

Umiddelbart efter den unges bemærkning om, at det handler om liv, giver medarbejderen udtryk for, at den unge stadig betyder noget for ham, og den unge siger: “Jo, jo.” Og herefter bliver den unge lidt mindre fåmælt. Han holder fast i, at han “blev behandlet meget dårligt” og at “det var meget hårdt som barn at forstå tingene.” Men da medarbejderen siger, at han gjorde, at den unge fik det værre i stedet for at passe på ham – og at det ikke er den unges fejl, giver den unge udtryk for, at han er glad for, at medarbejderen siger det. 

Da medarbejderen begynder på historien om sommerhuset, som jeg var inde på indledningsvis, bliver den unge endnu mere aktiv i samtalen og fortæller om, hvad der skete, hvordan det var, og hvor ondt det gjorde. Medarbejderen forstår det som en følelse af afmagt – men den unge foretrækker at bruge ordet ‘uretfærdigt’ om det, der skete. Og når nogen behandler ham uretfærdigt, bliver han sindssyg, som han udtrykker det. Der ingen tvivl om, at det har været en meget voldsom magtanvendelse, der mest af alt må forstås som en slags magtmisbrug og vold. Og selvom den unge udtrykker en vis forståelse for, at medarbejderen er blevet pålagt den hårde fremfærd, og derfor måske ikke kan siges at bære hele skylden for de uretfærdige misgerninger, så fastholder han, at medarbejderen “kunne have gjort det på en anderledes måde.” Og derefter siger han så: “Jeg tilgiver dig selvfølgelig. Men det sidder jo fast, selvfølgelig.” Og med disse ord, kommer den unge angiveligt til at tænke tilbage på, hvordan han havde det under overgrebene. Hans sætninger bliver mere usammenhængende. Han sukker og ryster på hovedet og svarer derefter kun fåmælt med ‘nej’ og ‘ja’. Det gælder også, da medarbejderen siger: “Jeg synes 100 procent ikke, at det var i orden, det der blev … det der skete med dig dér. Jeg kan heller ikke se nogen mening med det. Hvorfor vi skulle gøre det.”

Lidelsens og samvittighedens stemme

Som litteraturteoretikeren Geoffrey H. Hartman (2008, s. 21) bemærker, så udgør det mundtlige vidnesbyrd om en krænkelse ikke nødvendigvis en sammenhængende fortælling:

Den handling, vi følger, er ikke et plot, der udfolder sig fra klimaks til klimaks, fra det ene iøjnefaldende punkt til det andet, men snarere en dynamisk, smidig og associativ sekvens, der ofte forskyder accentueringen eller på uforudsigelig vis afbryder det fortalte handlingsforløb og derved afdækker den enkeltes mentalt kvalfulde fremdragning, under selve fortælleakten, af den lidelse, der blev vedkommende til del. (ibid.)

Både den unges stemme, afbrudte tale og tavshed i samtalen med medarbejderen i dokumentaren fører så at sige et ‘skrig’ ind i nutiden – og, skriver Hartman, “dette skrig er ikke den juridiske anklages skrig, men snarere den menneskelige lidelses skrig, som alt for ofte bringes til tavshed, enten fordi samfundet som sådant er bange for at anerkende lidelsens stemme, eller fordi den enkelte frygter traumets genkomst” (ibid.).

I samtalen mellem den unge og medarbejderen viser lidelsens stemme sig i den unges – tydeligvis kvalfulde – forsøg på at tale om og finde ord for det uhyrlige, han har gennemlevet. Og da samtalen finder sted for rullende kameraer, åbnes der hermed potentielt mulighed for en bredere samfundsmæssige anerkendelse af lidelsen. Den unges valg af ordet ‘uretfærdigt’ om det, der skete, understreger vel netop betydningen af dette. Som psykologen Viktor E. Frankl (2024, s. 37) har registreret, så er det ikke nødvendigvis den korporlige smerte, der er det væsentlige, når børn (og voksne) udsættes for voldelige overgreb – men “den sjælelige smerte, oprørtheden over den uretfærdige eller grundløse afstraffelse”.

Om det er traumets genkomst, som den unge forsøger at afværge med sin angivelige tilgivelse af medarbejderen, kan vi af gode grunde ikke vide. “Jeg tilgiver dig selvfølgelig” efterfølges ikke desto mindre af ordene: “Men det sidder jo fast, selvfølgelig.” Og hermed kommer den unge sandsynligvis igen til at tænke tilbage på de lidelser, han har gennemgået, idet han igen taler usammenhængende, mens han ryster på hovedet og nøjes med at svare ‘nej’ og ‘ja’. I det lys synes tilgivelsen alt andet lige at blegne. Ubetinget er den i hvert fald ikke. Og den gives angiveligt heller ikke i den unges forsøg på at hævne sig eller vinde status på medarbejderens bekostning. I situationen synes den unge at komme i splid med sig selv. Hartman (2008, s. 22) understreger netop, at det mundtlige vidnesbyrd om en krænkelse kan gøre, at vi “skimter bevidsthedens strømninger og tilbagestrømninger”, idet de berørte “forsøger at få hold på det, der har unddraget sig eller overvældet hukommelsen”.

Måske opdager den unge pludselig, at samtalesituationen fremkalder modsatrettede følelser og bliver mere dilemmafyldt, end han i udgangspunktet havde forventet. Han udtrykker en velbegrundet vrede over de uretfærdige misgerninger, han har være udsat for, og den lidelse han har gennemlevet, og han fastholder, at de ansatte kunne have handlet anderledes – men han erindrer også, hvor ‘sindssyg’ han blev i situationen. Det raseri og den hævnlyst han har følt er ikke svær at forstå, men måske er det samtidig egenskaber, som han ikke er særlig stolt af. Det kan være på denne klangbund af modsatrettede følelser, at den unge får lyst til at lade fortid være fortid og tilgive medarbejderen. Men i næste øjeblik mærker han sandheden i, at det, han har været udsat for, ikke kan gøres ugjort.

Situationen i sommerhuset har uomgængeligt sat sig spor i kroppen og sindet på de involverede. Det mærker man også tydeligt på medarbejderen i dokumentaren. Det er ikke kun den unge, der har svært ved at finde ord for det, han har været udsat for, og som er i splid med sig selv. Også medarbejderen har svært ved at finde ord for det, han har gjort og bidraget til – og som nu tydeligvis giver ham samvittighedskvaler, uden han synes at kunne eller ville påtage sig det ubetingede ansvar for det, der er sket. Han prøver på forskellig måde at sætte ord på det, der nager hans samvittighed, uden han direkte og ubetinget undskylder overfor den unge. Han kan ikke forsvare sine handlinger – men han opfatter sig samtidig som underlagt nogle omstændigheder, som han ikke selv er ansvarlig for. Medarbejderen siger for eksempel: “Det er sgu’ ikke dig, der har gjort noget forkert. Du var jo anbragt, fordi du havde det svært…” – og han erkender, at det var de ansatte på institutionen, der skulle hjælpe den unge, “i stedet for at sørge for, at du får det endnu sværere.” “Så meget kan jeg i hvert fald sige; det er ikke din fejl, det her, vel,” siger han også. Og han ender med at sige: “Jeg synes 100 procent ikke, at det var i orden, det der blev … det der skete med dig dér. Jeg kan heller ikke se nogen mening med det. Hvorfor vi skulle gøre det.”

Måske kunne det give mening ikke blot at tale om en lidelsens stemme, men også en samvittighedens stemme? Med en let omskrivning af en del af Hartman-citatet ovenfor, kunne man måske sige, at mundtlige vidnesbyrd om en uretfærdig misgerning kan afdække den kvalfulde fremdragning af den lidelse henholdsvis det samvittighedsnag, der blev den krænkede part og den krænkende part til del. Det er i mine øjne, det der sker det sted i sekvensen, hvor medarbejderen og den unge bidrager til at afdække og belyse situationen i sommerhuset. Her anerkender begge parter, at der har fundet en uretfærdig misgerning sted, og de ser med en vis tålmodighed tilbage på det, der er sket, med det filosoffen Iris Murdoch har kaldt en retfærdig opmærksomhed (Murdoch, 2022, s. 69). Vel vidende, at det selvfølgelig altid, som Murdoch bemærker, er vanskeligt “at bevare opmærksomheden rettet mod den virkelige situation og forhindre, at den i det skjulte vender tilbage til selvet som trøstende selvmedlidenhed, harme, fantasi og fortvivlelse” (ibid., s. 119). 

Med denne form for opmærksomhed kommer den krænkede part ikke uden om at undgå fristelsen til hurtigt at lægge låg på for at forhindre traumets genkomst. Ligesom den krænkende part ikke kommer uden om at tøjle sin lyst til at henvise til og undskylde sig med omstændighederne. Også selvom der faktisk gjorde sig omstændigheder gældende, som den krænkende part ikke er ansvarlig for, og som var med til at muliggøre og forstærke de uretfærdige misgerninger. Det er, som vi ser et eksempel på i dokumentaren, på ingen måde nogen let sag. Medarbejderen henviser løbende til en række omstændigheder. Men lytter man nærmere efter samvittighedens stemme, bliver det også tydeligt, at medarbejderen – om ikke andet så indirekte – tager et personligt (med)ansvar, for at de uretfærdige misgerninger har fundet sted. På den anden side kan medarbejderen heller ikke bare undskylde for det, han har gjort, og dermed forsøge at se fremad. For hermed tager han ikke den krænkedes lidelse, og det at misgerningerne ikke kan gøres ugjorte, tilstrækkeligt alvorligt. 

Vrede versus overgangsvrede

Måske er det gennem en tålmodig, retfærdig og uselvisk – og dermed også udvidet – opmærksomhed på det, der er sket, at den krænkede part og den krænkende part – ud fra deres helt forskellige følelsesmæssige forudsætninger (det vil sige den krænkede parts lidelse og den krænkende parts samvittighedsnag) – bedst kan samarbejde om at gøre alle bekymringer om en gentagelse af de uretfærdige misgerninger til skamme?

I dokumentaren ser vi et eksempel på et sådant samarbejde, der peger langt ud over den de specifikke misgerninger, der er begået, fordi de omstændigheder, der gjorde dem mulige, nu står tydeligere frem og dermed i princippet kan forandres. Parternes fælles grundindstilling i denne form for samarbejde indfanger filosoffen Martha C. Nussbaum (2023, s. 140) med vendingen: “Hvor uhyrligt. Det må ikke ske igen”. Forudsætningen for et sådant samarbejde er dog, at den krænkede part i en eller anden grad formår at holde sin ellers helt forståelige og velbegrundede vrede i ave (jf. den unges bemærkning: “Nej, det er et liv på arbejdet,” som godt kan fortolkes som en form for vredesudbrud). Nussbaum taler i den forbindelse om “overgangsvrede” (ibid.) som et grænsetilfælde af almindelig vrede. Overgangsvreden er mere konstruktiv end almindelig vrede, fordi den på en gang “er forbundet med en erkendelse af den uret, der er blevet begået” (jf. udsagnet: “Hvor uhyrligt”) og “ser fremad” (jf. udsagnet: “Det må ikke ske igen”) (ibid.). Overgangsvreden fører ikke, som den mere rendyrkede, almindelige vrede har det med at gøre, til gengældelse og hævn. Som Nussbaum bemærker, så nytter det ikke noget “at gengælde smerte med smerte” (ibid.), hvor fristende det end kan forekomme os, når vi har oplevet uret. For hermed er risikoen for, at der opstår en selvforstærkende gengældelsesspiral overhængende.  

Nussbaum afviser dog ikke, at en vis grad af almindelig vrede kan spille en konstruktiv rolle, når mennesker udsættes for uretfærdige misgerninger. Men det kræver, at den krænkede part lykkes med at styre sig, så vreden forhindres i at udarte sig i gengældelse eller i at fremme den krænkede parts egen relative status på den krænkende parts bekostning. Vreden kan så tjene som signal til os selv og andre om, at der er noget helt galt (ibid., s. 64). Den kan også fungere som motivation (ibid., s. 66), fordi den kan være et udtryk for, at legitime værdier er truede og må forsvares gennem handling. Ligesom den kan fungere som et afskrækkende middel (ibid., s. 67), så krænkelserne forhindres eller reduceres.  

Hvad er tilgivelse?

Men hvad er der egentlig galt med at tilgive? Vi tilgiver jo mennesker, som har krænket os, idet vi netop ophører med at føle vrede eller bitterhed mod dem på trods af deres misgerning (DDO, sprognet.dk). Tilgivelsen udtrykkes ofte i ord, hvorved den krænkende part får mulighed for at forholde sig til den. Og for at gøre sig fortjent til tilgivelsen, vil den krænkende part typisk skulle:

1. Anerkende, at hun var den ansvarlige aktør
2. Tage afstand fra sine handlinger (ved at anerkende, at de var forkerte) og sig selv som deres ophavsmand
3. Udtrykke anger over for den forudrettede over at have forårsaget denne specifikke krænkelse
4. Forpligte sig på at blive et sådant menneske, der ikke forvolder skade, og leve op til denne forpligtelse gennem handlinger såvel som ord
5. Vise, at hun – fra den krænkede persons perspektiv – forstår de skadevirkninger, hendes handling har haft
6. Tilbyde en fortællende redegørelse for, hvordan hun kom til at forvolde ondt, hvordan denne forkerte opførsel ikke udtrykte den, hun er som person, og hvordan hun nu forsøger at vise sig værdig til den andens billigelse. (Nussbaum, 2023, s.92 – punkterne bygger på Griswold, 2007, s. 149-150)

Her er der altså tydeligvis tale om en betinget tilgivelse. Den krænkende part kan dog aldrig med sikkerhed afgøre om tilgivelsen er oprigtig eller for eksempel er den krænkedes forsøg på at udøve en form for magt og gengældelse, idet vedkommende kan indtage en etisk overlegen position på en nedladende måde (Nussbaum, 2023, s.117). Tilgivelse er jo netop noget, den krænkede part giver til krænkeren. Måske er den krænkede part ikke engang selv klar over, om tilgivelsen er reel (jf. den unges udsagn: “Men det sidder jo fast, selvfølgelig” – der måske udtrykker denne form for uklarhed). Krænkeren kan heller ikke nødvendigvis tilgive sig selv og kan eventuelt få endnu dårligere samvittighed af at blive tilgivet. En uretfærdig misgerning kan jo dybest set ikke gøres ugjort eller slettes fra parternes hukommelse. Med mindre begge parter bekender sig til en religiøs tro, der på mirakuløs vis, får den til at forsvinde.

Tilgivelse er netop et af den kristne kærligheds væsentligste kendetegn (Søltoft, 2020, s. 124). “Den Kjerlige seer den Synd han tilgiver, men han troer, at Tilgivelsen tager den bort”, skriver Søren Kierkegaard (2004, 292 – min kursivering, CP). Dog – understreger Kierkegaard (ibid., 330) – er forholdet mellem den tilgivne og den, som tilgiver, stadig et ulige forhold, hvorfor parterne efterfølgende må indgå i en forsoningsproces. For den, som tilgiver, handler det her om “kjerligt at kæmpe for, at den Anden vil modtage Tilgivelsen, vil lade sig forsone” (ibid., 332). Den, som tilgiver, må i denne proces sørge for, at den tilgivne modtager tilgivelsen, uden at vedkommende får en følelse af at stå i gæld (Søltoft, 2020, s. 138). Tilgivelsen må med andre ord være ubetinget. For hermed kan forholdet mellem de to parter igen udvikle sig til et gensidigt og ligeværdigt forhold. Dog kræver forsoningsprocessen, at de to parter så at sige skyder noget tredje ind i forholdet til hinanden; og dette tredje er ‘det gode’ (og for Kierkegaard vil det i sidste ende sige “Guds-Forholdet” (Kierkegaard, 2004, 332)). Grundidéen er, at det, der er ydmygende for den ene, går væk, “når begge parter ydmyger sig under det gode” (Søltoft, 2020, s. 141). På den måde kommer den kristne (næste)kærlighed til at stå over retfærdigheden (ibid.). Den krænkede part skal derfor heller ikke vente på at blive bedt om at tilgive, men “komme den anden i forkøbet og tilbyde forsoningen, allerede inden den anden ytrer trangen til at blive tilgivet” (ibid.). Og, det skal vedkommende gøre, for at undgå at bringe den anden i en ydmygende situation. Forsoningsprocessen kræver altså, at den krænkede part hjælper sin krænker til at modtage den tilgivelse, som allerede er givet – og det “på en sådan måde, at forholdet genoprettes som et ligeværdigt forhold, hvor det eneste synlige er, at begge forholdets parter er lige meget værd, lige meget mennesker, også når den ene tilgiver den anden” (ibid., s. 142). 

Om medarbejderen og den unge, vi mødte i situationsbeskrivelsen ovenfor, indgår i en sådan forsoningsproces på et næstekærligt grundlag, kan vi ikke vide. Vi kan se, at den unge giver udtryk for, at han tilgiver medarbejderen. Vi kan også se, at den unge samtidig understreger, at krænkelsen stadig sidder i kroppen og i hukommelsen. For lige så selvfølgeligt, det er for den unge at tilgive, lige så selvfølgeligt er det, at krænkelsen – med den unges ord – “sidder fast”.  Og det gør den jo helt sikkert også hos medarbejderen. Tilgivelsen fremkalder nok en slags beklagelse, idet medarbejderen siger: “Jeg synes 100 procent ikke, at det var i orden, det der blev … det der skete med dig dér”. Men alligevel får man fornemmelsen af, at medarbejderen med dette ordvalg har svært ved at påtage sig en egentlig skyld for den magt, vold og uretfærdighed, han har medvirket til at udsætte den unge for. 

Primo Levi – som overlevede 11 måneder som deporteret i den nazistiske kz-lejr Auschwitz – skriver: “Den der er blevet såret, har en tendens til at bortjage erindringen [om en krænkelse og det traume, der følger heraf], for ikke at genopleve smerten” (Levi, 2009, s. 380). Mens den, “der har såret, skubber erindringen langt væk, for at frigøre sig for den, for at dulme følelsen af skyld” (ibid.). Levi har ikke den samme tro på (næste)kærligheden, som Kierkegaard har. Og han sætter den i hvert fald ikke højere end retfærdigheden. Nok er offer og bøddel på en måde fanget i samme fælde, men Levi understreger, at “det er bødlen, og kun ham, der har bygget og aktiveret den, og lider han på grund af sine gerninger, er det kun retfærdigt, mens det er skændigt at ofret skal lide” (ibid.). Og – tilføjer han – “det gør han selv flere tiår efter” (ibid.). Levi konstaterer “med sorg, at såret ikke kan heles” (ibid.), og at det rent faktisk “bliver dybere med tiden” (ibid.). I den forbindelse citerer han én af sine medfanger, filosoffen Jean Améry:

Den der er blevet tortureret forbliver tortureret (…) Ingen der har været udsat for tortur vil nogensinde kunne finde sig til rette i verden; afskyeligheden ved en sådan knægtelse forsvinder aldrig. Tilliden til menneskeheden, der brast ved første slag i ansigtet, og siden helt forsvandt under torturen, kan aldrig genfindes. (ibid.) 

Og Levi fortsætter:

Undertrykkeren forbliver hvad han er, og det gør ofret også. De er ikke indbyrdes ombyttelige, den første bør straffes og afskys (men, om muligt, forstås), den anden trøstes og hjælpes; konfronteret med uanstændigheden i den handling der uigenkaldeligt er begået, har begge stadig brug for fristeder og beskyttelse, og det vil de instinktivt søge. Ikke alle, men de fleste; og ofte resten af deres liv. (ibid., s. 381) 

Hos Levi findes der nok – om muligt – forståelse. Men at forstå er ikke det samme som at tilgive (Calcagno, 2003 – jf. også Levi, 2009, s. 470-471 og s. 496). 

Vedgivelse – et alternativ til tilgivelse

Findes der et alternativ til tilgivelse, hvis man som Levi sætter retfærdigheden mindst lige så højt som næstekærligheden?

Med sit vidnesbyrd fra Auschwitz peger Levi på den mulighed, at rædslerne på den ene eller anden måde må sikres en slags ‘efterliv’ i den kollektive erindring – ikke mindst fordi det, “der var muligt at gennemføre i går, kan forsøges igen i morgen og ramme både os selv og vores børn” (Levi, 2009, s. 380). “Det skete, derfor kan det ske igen; og det er kernen i hvad jeg har at sige”, skriver Levi (ibid., s. 524). Levis bestræbelse er derfor at forstå. Ikke at tilgive. Levi skriver om sit eget vidnesbyrd, inden det udkommer i bogen Hvis dette er et menneske i Tyskland i 1961:

Jeg vil aldrig kunne påstå at jeg forstår tyskerne. Og det man ikke forstår, skaber et pinefuldt tomrum, en irritation, en permanent stimulus der kræver en reaktion. Jeg håber at denne bog vil vinde en vis genklang i Tyskland, ikke alene af ærgerrighed, men også fordi en sådan genklang måske vil gøre det muligt at forstå tyskerne bedre, dæmpe denne stimulus. (ibid., s. 501)

Forestiller vi os en sådan genklang opstår (hvad der selvfølgelig ikke er nogen garanti for), må den kunne give anledning til – ikke en tilgivelse og forsoning – men det, jeg vil kalde en vedgivelse. Hermed vedgiver de berørte parter:

• • At en uretfærdig misgerning har fundet sted (hvorfor parterne sagligt (gen)beskriver den ud fra deres forskellige perspektiver)
  • At den uretfærdige misgerning ikke kan gøres ugjort eller retfærdiggøres, men ikke desto mindre kan ske igen (hvorfor parterne med mellemrum minder hinanden om den, på trods af den uretfærdighedsfølelse og skyldfølelse, den vækker)
  • At en gentagelse af den uretfærdige misgerning for enhver pris skal undgås (hvorfor parterne samarbejder om at kritisere og forandre de omstændigheder, der i særlig grad har muliggjort den).

Vedgivelsen adskiller sig fra tilgivelsen derved, at den ikke er noget, den ene part giver til den anden. Alle berørte parter bidrager. Den handler heller ikke – som tilgivelsen gør – om at lægge den uretfærdige misgerning bag sig, søge forsoning og se fremad, som det hedder med en noget slidt kliché. Med vedgivelsen bidrager både den krænkede, krænkeren og eventuelt også andre, der har overværet misgerningen, til at holde live i beretningerne om, hvad der specifikt skete. Perspektiverne vil være forskellige, men de anlægges alle ud fra en erkendelse af, at det, der skete, hverken kan retfærdiggøres eller gøres ugjort, og at det muligvis kan ske igen. Og på den baggrund samarbejder alle om at forsøge at forandre de omstændigheder, der øger risikoen for en gentagelse. Parterne kan af samme grund ikke lægge den uretfærdige misgerning bag sig. Tværtimod må de med mellemrum minde hinanden og andre om den. I vedgivelsen slipper den krænkende part ikke skyldfølelsen og den krænkede part bevarer uretfærdighedsfølelsen. Men begge følelser vækker en vis gensidig genklang og danner hermed klangbund for en kritik af – og et forsøg på at forandre – de omstændigheder, der gjorde den uretfærdige misgerning mulig. 

TV2’s dokumentar ‘Et helvedes børnehjem’ kan i mine øjne godt siges at indeholde elementer af en sådan vedgivelse. Her vedgiver både krænkerne og de krænkede, at de uretfærdige misgerninger skete, og nogle af de omstændigheder, der var med til at muliggøre dem, træder hermed frem. I dokumentaren blotlægges for eksempel både en forrået kollegialitetskultur, en autoritær ledelsesstil, et angiveligt utilstrækkeligt tilsyn og en kommunal ansvarsfralæggelse.

Med vedgivelsen udfolder parterne det, jeg vil kalde en dømmekraftig solidaritet. Den er dømmekraftig i den forstand, at den rækker ud over deres indbyrdes forhold og i princippet angår alle. De er ikke bare solidariske med hinanden, idet de forsøger at undgå en gentagelse. De bidrager – med Karl Marx’ ord – til at gøre deres for at forandre “forhold under hvilke mennesket er et fornedret, et kuet, et afsondret, et foragteligt væsen” (jf. denne artikels motto). Fornedringen, kuetheden og afsondretheden henviser selvfølgelig til den krænkede parts umulige og udsatte position, mens foragteligheden peger på den krænkende parts uretfærdige misgerning. Men det er de omstændigheder, der har bidraget til at anspore til uhyrlighederne, der må ændres, hvis vi som enkeltindivider og samfund ønsker at undgå en gentagelse. 

Den unge i dokumentaren kunne derfor også have sagt til medarbejderen:

Jeg tilgiver dig selvfølgelig ikke. Det skete. Det kan ikke retfærdiggøres. Og det kan ikke gøres om. Men jeg håber, at vi sammen kan gøre vores for at forandre de omstændigheder, der gjorde det muligt, så det aldrig gentager sig.

Dokumentaren kan som sagt i sig selv ses som et led i en sådan vedgivelsesproces. 

Afrunding

Når vi bidrager til en vedgivelse, bærer vi så at sige ved til en ‘skamstøtte’ over uretfærdige og menneskefjendske misgerninger, som vi må gøre alt, hvad vi kan, for ikke gentager sig. Disse misgerninger er naturligvis begået af individer. Og de kan ikke gøres ugjorte. Men vi må ikke glemme, at de i høj grad også er ansporet af omstændigheder i dysfunktionelle og forråede grupper, institutioner og samfund. Er mennesket – med Karl Marx’ ord (jf. denne artikels motto) – det højeste væsen for mennesket, må vi som led i en vedgivelse gøre fælles sag og samarbejde om at forandre disse omstændigheder efter bedste evne. Dokumentaren ‘Et helvedes børnehjem’ er efter alt at dømme et eksempel på et sådant samarbejde.

Kunstneren Jens Galschiøt har i øvrigt skabt en skamstøtte, der i følge kunstnerens hjemmeside netop skal “fungerer som en advarsel og en påmindelse til mennesker om en menneskefjendsk begivenhed, som aldrig må gentages igen” (ibid. – billeder af skamstøtten findes her). 

Skamstøtten minder alle om det, der sker, når dømmekraften sættes ud af kraft i menneskers tilværelse – og hermed peger den indirekte på de menneskelige værdier og den gensidige dømmekraftige hensyntagen, der gør livet værd at leve. 

© Copyright Omsigt v/Carsten Pedersen

Artiklen blev publiceret i sin første udgave den 8. november 2024 på omsigt.dk.

Book Carsten Pedersen til et foredrag, en halv eller en hel temadag eller et udviklingsforløb her.