Debatindlæg af cand.psyk. Espen Jerlang (tidl. Seminarierektor) og cand.psyk. Suzanne Ringsted (tidl. seminarielektor)
Provokeret af en nylig evaluering af pædagoguddannelsen samt debatten efterfølgende, vil vi supplere ved at pege på en anden vinkel end den rent indholdsmæssige, nemlig den ressourcemæssige.
Indhold og de tilsvarende ressourcer hænger uhjælpeligt sammen, og tilsyneladende vover få at pege på manglende ressourcer som et af hovedproblemerne.
Børnehaveseminariet i 70’erne - en smal målgruppe
Vi blev i 1974 og 1977 ansat som seminarielærere på et børnehaveseminarium. Dengang var der tre typer pædagoguddannelser, som alle var 3 årige.
1. Børnehavepædagoguddannelsen
2. Fritidspædagoguddannelsen
3. Forsorgspædagoguddannelsen (som bestod af to linier: social/specialpædagog og vuggestuepædagog)
På uddannelsen til børnehavepædagog havde de studerende if lov/bekendtgørelse:
- Ugentligt min. 32 undervisningstimer på 1.år, 29 på 2.år og 27 på 3.år, hvoraf en del af de praktisk musiske fag foregik i halve klasser
- Max. 24 stud. pr. klasse
- En nogenlunde ligelig fordeling af såkaldte teoretiske og praktisk musiske fag
Kort sagt: Disse forhold var stort set udelukkende målrettet en smal alders- og målgruppe (= normale børnehave/børnehaveklassebørn).
Pædagoguddannelsen fra 90’erne til nu - ”fra vugge til krukke, fra normal til gal”
Fra 1991-2 er de tre pædagoguddannelser sammenlagt til en 3½ årig pædagoguddannelse, som senere i 2001 blev en professionsbacheloruddannelse.
I dag kendetegnes uddannelsen ved:
- Modulopbygget undervisning med høj grad af selvstudium
- Mange stud. pr. hold ( antallet ændres hele tiden)
- En vægtning af de såkaldt teoretiske fag frem for kultur- og aktivitetsfagene (som de nu blev betegnet)
Kort sagt: En kæmpe udvidelse af såvel mål- som aldergruppe. Vi omtalte nu kærligt pædagoguddannelsens målgruppen som ”fra vugge til krukke, fra normal til gal”. Men udvidelsen af målgruppe skete uden, at de tilsvarende tidsmæssige og økonomiske ressourcer fulgte med; tværtimod blev det ugl. timetal i periode fra 1991 til 2006 halveret.
Efteruddannelse af lærergrupperne for den nu udvidede målgruppe var der nærmest ingen ressourcer til.
Fra 2001 blev pædagogseminarierne til CVUere* og senere blev de til professionshøjskoler (UC’er*). En del af pædagoguddannelsens ressourcer indgik/indgår i denne kæmpe opbygning og fremtidige administration, hvilket igen betød faldende ressourcer til undervisning; – og den årlige besparelse (”grønthøsteren”) fortsætter*.
Undervisningstimer og kvalitet hænger sammen
Når vi fremhæver det fatale tab af undervisningstimer, skyldes det vores overbevisning om, at såfremt de studerende skal have reel mulighed for at udvikle deres kompetencer og dannelse, kræver det et kvalificeret og udfordrende møde med kvalificerede lærere; – selvstudier er fint men langt fra nok.
Vi vil også nævne vores store bekymring vedr. indholdet i uddannelsen, idet de fleste af de kreative-musiske fag næsten er gledet helt ud af uddannelsen i praksis, dvs. at de studerende ikke får tilstrækkelige kompetencer til at møde børn og unge i udfordrende læringsaktiviteter som musik, rytmik, værksted, natur mm.
Opsummeret: Det kan vel ikke undre, at evaluering af pædagoguddannelsen gang på gang scorer negativt. Selvfølgelig skal uddannelser løbende ændres/tilpasses aktuelle tider, men som tidligere seminarierektor og seminarielektor gør det os ondt, at se den misrøgt som pædagoguddannelsen udsættes for. Hvordan kan man tillade at en samfundsmæssig vigtig uddannelse som pædagoguddannelsen udsultes i den grad?.
Debatindlægget er udtryk for skribenternes egne holdninger.
CVU'erne (Center for videregående uddannelse) opstod ved at sammenlægge eksisterende mellemlange professionsbacheloruddannelser nye selvejende instituitioner med fælles personale, ledelse og budget.
En professionshøjskole (University college, UC) er en videregående uddannelsesinstitution, der primært udbyder mellemlange videregående uddannelser (MVU) og diplomuddannelser, men ikke universitetsuddannelser på kandidatniveau.
Grønthøsteren er en beskrivelse af regeringens krav om 2% årlige besparelser på hele uddannelsessektoren