Udvikling gennem beredskabelse

Af Carsten Pedersen


Artiklen kan købes i pdf-format her



Indledning

Selv i livets stormfulde forandringer, for eksempel under revolutioner, bliver der i den formodede forvandling af alle ting bevaret langt mere af det gamle, end man er klar over, og det smelter sammen med det nye og får en ny gyldighed. (Gadamer, 2004, s. 268)

I en tid præget af udviklingstvang, kan man godt i farten glemme, at udvikling aldrig sker en bloc. Udvikling består netop i at ‘vikle ud’ – og vil altid i praksis indebære en forundring over eksisterende handle- og tankemønstre, hvor dele af disse mønstre ved nærmere eftertanke viser sig at fortjene forankring henholdsvis forandring.

Denne artikel handler om en tilgang til praksisudvikling og faglig udvikling i velfærdsprofessionelle sammenhænge, som det med tiden er faldet naturligt at kalde beredskabelse. Tilgangen har vist sig frugtbar, når netop samspillet mellem forundrings-, forankrings- og forandringsprocesser skal tages alvorligt og håndteres i praksis.

Jeg skelner i det følgende mellem praksisudviklingsforløb og faglige udviklingsforløb. Praksisudviklingsforløb har overvejende udvikling af praksis på den enkelte arbejdsplads som omdrejningspunkt, mens faglige udviklingsforløb overvejende har faglig kompetenceudvikling på tværs af forskellige arbejdspladser som omdrejningspunkt. Faglige udviklingsforløb er dog ikke uden praksisforankring, idet forskellige former for dokumentation fra deltagernes praksis så vidt muligt inddrages og gøres til genstand for analyse ud fra et eksemplarisk princip.

Beredskabelse kan bruges som tilgang i både praksisudviklingsforløb og faglige udviklingsforløb – men resultatet af de to slags udviklingsforløb anvendes, som det vil fremgå af det følgende, ganske forskelligt.


Ingen evolvering uden involvering

I gennemførelsen af prakisudviklingsforløb og faglige udviklingsforløb er det ikke givet, hvilke dele af eksisterende handle- og tankemønstre, der fortjener forankring henholdsvis forandring. Det må løbende overvejes og afvejes i takt med, at forløbet tager form i et mere eller mindre konfliktuelt samspil mellem de involverede parter. Parterne véd bedst selv hvor skoen trykker – men samtidig viser skoen sig i reglen at trykke forskellige steder alt afhængig af position og perspektiv. Det er derfor ganske afgørende, at deltagere i udviklingsforløb får mulighed for at give udtryk for forskellige perspektiver på praksis og på de former for faglighed, som de aktuelt benytter sig af, når de forholder sig systematisk til deres arbejde med sagen.

Evolvering kunne man fristes til at kalde en sådan udviklingsproces, der er grundlæggende afhængig af alle berørte parters involvering (evolvere er et latinske ord for udvikle, der ifølge Den Store Danske oprindeligt har betydet ‘rulle ud’). Listen med forskningsbaserede begrundelser for medarbejderinvolvering, medarbejderinddragelse, medejerskab, medarbejderdreven innovation m.v. er lang og kan studeres i litteraturen (jf. f.eks. Berg & Eikeland, 1997; Jensen, Jensen og Andersen, 2005; Sørensen, Larsen & Lund, 2010; Kristensen & Voxsted, 2011Pedersen, 2011EVA, 2013).

Gennem konsulentarbejde har jeg, sammen med deltagere i mange forskellige typer af praksisudviklingsforløb og faglige udviklingsforløb, erfaret at netop beredskabelse kan bidrage til en forståelse og tydeliggørelse af udvikling som en kombineret evolverings- og involveringsproces.


Om beredskabelse

Beredskabelse som tilgang til praksisudvikling og faglig udvikling består i, at deltagerne i fællesskab (den første gang evt. med en konsulent eller underviser som leder og inspirator) arbejder på et dynamisk dokument, som alle involverede i forløbet har ret til løbende at bidrage til, kommentere på og komme med alternative forslag og formuleringer til.

Ordet dokument kan anvendes om “skriftlig redegørelse eller fremstilling der (…) kan bruges til at bevidne eller påvise et forhold” og om “elektronisk tekst som (…) kan redigeres” (Den Danske Ordbog). Et dynamiske dokument er begge dele. Det er en elektronisk tekst, der løbende justeres og som påviser forhold af væsentlig faglig relevans for deltagernes arbejde i praksis samtidig med, at teksten bevidner forundrings-, forankrings-, og forandringsprocesser, hvor mange forskellige interesser gøres gældende. Et fænomen er netop dynamisk derved, at det er “… præget af forandring og udvikling, ofte ved samspil af kræfter” (Den Danske Ordbog).

Det dynamiske dokument indeholder typisk:

    • udviklingsforløbets formålsformuleringer (med reference til relevant lovgivning),
    • deltagernes forskellige beskrivelser af tankevækkende arbejdssituationer,
    • deltagernes forskellige bud på fagbegrebers betydning set i lyset af de tankevækkende arbejdssituationer,
    • deltagernes forskellige, fagligt begrundede, bud på definitioner af vigtige fagbegreber,
    • deltagernes forskellige bud på faglige ledetråde, strategier eller procedurer, samt
    • links til faglige tekster og til materialer fra oplæg, undervisning m.v., der gennemføres som led i udviklingsforløbet.

I praksis har det dynamiske dokument typisk form af et kodebeskyttet område på en hjemmeside/blog (f.eks. omsigt.dk) eller en anden it-platform, der er oprettet til formålet. Andre former for elektroniske dokumenter i ‘skyen’ kan naturligvis også bruges, men hjemmesider/blogs har den fordel, at alle kan få adgang til læse, kommentere og stille ændringsforslag via den indbyggede kommentarfunktion.

I det dynamiske dokument nedfældes deltagernes forskellige bidrag løbende. Bidragene kommenteres, sammenskrives, kommenteres igen og justeres løbende i hele den periode, udviklingsforløbet udfolder sig. Redaktionen foretages af konsulenten/underviseren og/eller af en redaktionsgruppe. Det dynamiske dokument udvikles hermed langsomt til et fagligt beredskab, der typisk gives en titel, der hænger sammen udviklingsforløbets tema og formål. Det kan for eksempel være ‘Inklusionsberedskab’, ‘Evalueringsberedskab’, ‘Overgangsberedskab’, ‘Samarbejdsberedskab’, ‘Konflikthåndteringsberedskab’ m.v. I ordet beredskab ligger der som bekendt, at man er forberedt på, og parat til, at reagere hensigtsmæssigt, hvis en bestemt situation opstår. I selve praksisudviklingsforløbet eller det faglige udviklingsforløb – der som sagt må forstås som en kombineret evolverings- og involveringsproces – forekommer det imidlertid mere præcist at bruge beredskabelse om det, der foregår. Beredskabelse er en fællesskabelse, der har arbejdet med at udvikle og justere et fagligt beredskab som tingsliggørende fokuspunkt samtidig med, at alle involverede i udviklingsforløbet er sikret adgang til deltagelse (jf. artiklen Om fællesskabelse).

I praksis er der vide grænser for hvor mange, der kan tage del i en sådan beredskabelse. I praksisudviklingsforløb vil alle i personalegruppen naturligvis deltage – men eksterne samarbejdspartnere (herunder forældre eller pårørende) vil i princippet også kunne inddrages. Og et fagligt udviklingsforløb kan eksempelvis organiseres som et antal ‘kursusgange’ (minimum 2) på et antal hold med 20-30 deltagere. Første hold formulerer de første ansatser til beredskabet, som det næste hold så belyser og foreslår justeringer af og så fremdeles. På baggrund af en sådan rullende planlægning af forløbet, kan man forestille sig, hvordan det bliver muligt, at alle ansatte indenfor en bestemt faggruppe (eller på tværs af to eller flere faggrupper) i en given kommune kan deltage i samme faglige udviklingsforløb. Kommuner kan hermed sikre en større grad af inddragelse af de fagprofessionelle i kompetenceudviklingen og i udviklingen af kommunens politikker.


Beredskabelsens faglige indhold

Det er i praksis kun fantasien der sætter grænser for, hvad det faglige indhold i en beredskabelse kan være. Beredskabelse er en praksisfilosofisk tilgang – og når man praksisfilosoferer, kan alle ord, der samtidig udgør vigtige fagbegreber blandt de involverede professionelle, i princippet fungere som omdrejningspunkt i et udviklingsforløb. I artiklen Hvad er praksisfilosofi? indkredses praksisfilosofi på følgende måde:

Skærer man ind til benet, handler praksisfilosofi om, at professionelle reflekterer over tankevækkende arbejdssituationer på en systematisk måde, der på én gang er jordbunden og slår store spørgsmål an:

    • Man begynder med sagen – i form af en tankevækkende arbejdssituation – og vender de umiddelbare personlige associationer, situationen giver anledning til.
    • Man overvejer dernæst sagligt, hvad der er i spil og på spil i situationen.
    • Man begynder så småt at lede efter tegn på ‘noget’ i situationen – for i næste omgang at forundres over hvad dette ‘noget’ dybest set er. Dette ‘noget’ kan f.eks. være ‘omsorg’, ‘anerkendelse’, ‘inklusion’, ‘læring’, ‘udsathed’, ‘fællesskab’, ‘social kompetence’, ‘professionalitet’, ‘samarbejde’ – i princippet er det kun fantasien, der sætter grænser. Det afgørende er, at dette ‘noget’ repræsenterer et ord, der desuden udgør et vigtigt fagbegreb blandt de professionelle, der tager del i samtalen.
    • Efter en tid at have pendlet mellem praksisnære og forundringsbaserede overvejelser, bevæger man sig langsomt over i faglige refleksioner, hvor situationen belyses både ud fra forskningsbaseret viden og ud fra forskellige metodiske tilgange.
    • Til sidst – og i lyset af de foregående refleksioner – overvejes det, hvilke strategier og handlemønstre der i praksis kunne fortjene henholdsvis forankring og forandring.

Gennem praksisfilosofiske refleksioner kan velfærdsprofessionelle på denne måde udforske de præmisser, som de handler, tænker og taler ud fra i typiske arbejdssituationer. Og nye perspektiver og handlemuligheder kan opstå på denne baggrund.

Beredskabelse, som tilgang til praksisudvikling og faglig udvikling, er netop blevet til gennem samarbejde med professionelle, institutioner og kommuner på dette praksisfilosofiske grundlag. Omdrejningspunktet har for eksempel været ‘inklusion’, ‘læring’, ‘social kompetence’, ‘overgange’, ‘pædagogisk faglighed’, ‘konflikthåndtering’, ‘kommunikation’, ‘samarbejde’ m.v.


Afrunding

Når et praksisudviklingsforløb eller et fagligt udviklingsforløb afsluttes, forvandles den procesorienterede beredskabelse – og dermed det dynamiske dokument – til et egentligt skriftligt produkt, der har form af et fagligt beredskab. Teksten udskrives og fungerer både som dokumentation for det gennemførte udviklingsforløb og som et fagligt referencepunkt i deltagernes fremtidige arbejde (se et eksempel på et ‘inklusionsberedskab’ her og her).

Hvis der er tale om et praksisudviklingsforløb på en arbejdsplads, står formuleringerne nu for en tid fast, og man kan med fordel aftale en procedure for, hvornår og hvordan ændringsforslag til beredskabet kan indarbejdes i takt med, at personalegruppen får nye erfaringer og indsigter og nye medarbejdere kommer til (proceduren skrives ind i dokumentet).

Hvis der er tale om et fagligt udviklingsforløb med deltagere fra mange forskellige arbejdspladser, kan formuleringerne i beredskabet bruges som inspiration i deltagernes respektive personalegrupper og i de kommunale forvaltninger – og måske dermed give disse personalegrupper og forvaltninger mod på at arbejde med praksisudvikling og faglig udvikling gennem beredskabelse.

© Copyright Omsigt v/Carsten Pedersen

Artiklen blev publiceret i sin første version i oktober 2014 på omsigt.dk.

Book Carsten Pedersen til et foredrag, en halv eller en hel temadag eller et udviklingsforløb med fokus på beredskabelse og praksisudvikling her.