Tagged: Wenger

Er alle situationer læresituationer?

Af Carsten Pedersen


Artiklen kan købes i pdf-format her


Forfalden til fravær med måde
beriget og i bundløs gæld
til nu’et og nu’et for altid
befamlet af guderne selv
C. V. Jørgensen

Agi Csonka, direktør i SFI og formand for Rådet for Børns Læring, skrev i en kronik i Berlingske den 28. juli 2015 med titlen Små børn skal ikke bare synge – de skal også lære:

Et fokus på læring handler om, at pædagogerne har øje for de læringsmuligheder, der opstår i de daglige rutiner og lege. At dét at dække bord sammen med børnene er en oplagt mulighed for at tælle, eller at man taler om regnormes liv, når man støder på dem på gåturen. Eller at bleskift bliver brugt til at have den interrelationelle kontakt, som er så vigtig for de helt små børn. Eller at pædagogerne lægger mærke til Oskars interesse for dinosaurer og stimulerer den, ved at vise ham relevante bøger. Læring finder ikke kun sted i organiserede læreprocesser. Læring finder sted hele dagen, og det er pædagogernes opgave at udnytte de ‘åbne vinduer for læring’ optimalt (…) Det pædagogiske personale skal have dyb viden om børns udvikling om, hvornår de ‘åbne vinduer for læring’ er der. De skal vide alt om børns sproglige udvikling, og de skal have et bredt kendskab til virkemidler og redskaber, der styrker læringen hos småbørn.

Hertil svarede pædagog Lillian Redam i en kommentar, den 2. august 2015 i samme avis, under overskriften Små børn lærer også når de synger:

Børn lærer hele tiden. På godt og ondt. Så derfor er det noget vrøvl, når politikere og nu også direktør i SFI ønsker MERE LÆRING. Tidligere talte vi om udvikling, nu taler vi om læring. Udvikling er i samklang med barnet. Udvikling sker når barnet er i stand til det og miljøet støtter op. Udviklingsbaseret pædagogik lægger vægt på barnets perspektiv, på relationen, på nærværet. At læringen bestemmes af, hvad der her og nu er meningsfuldt. Med ‘læring’ menes som regel indlæring, når folk med ringe adgang til børneinstitutioners praksis udtaler sig. Selv om de stærkt benægter det. De mener at barnet skal tilføres ‘noget’ som de mangler. MEN NU SKAL jeg fortælle SFI-direktøren og andre interesserede, hvordan tingene hænger sammen: Børn har ikke brug for at ‘lære mere’, børn har brug for at ‘være mere’. Et barn, som oplever tryghed og den nødvendige omsorg, vil helt af sig selv være nysgerrig på livet. Vil selv være interesseret i at tilegne sig viden og erfaringer om sin omverden! Så enkelt og banalt kan det siges. Hvis børn skal være i topform når de starter i skolen, så kræver det IKKE mere indlæring i vuggestue og børnehave. Det kræver nogle ordentlige forhold for små børn. Altså først og fremmest en meget bedre normering, da det er ligegyldigt hvor dygtig du er som pædagog, hvis du alt for ofte står alene med store børnegrupper. Så bliver opsyn et mere dækkende ord end omsorg. OG JEG BLIVER vred, når vi beskyldes for at reagere med automatpilot og tale om ’skolificering’ osv, når politikere og djøf’ere taler om ‘læring’. Det kunne måske tænkes, at det er vores faglighed, der reagerer. At vi faktisk ved bedre. Nogle gange er en cigar faktisk bare en cigar! En børnehave skal være et udviklingssted for små børneplanter. Et lille stykke himmel på jord. For at skabe det, kræves der tillid. Tillid er en forventning om, at den anden part overholder sin del af aftalen. Fagligheden er der, men den kræver bestemte vilkår for at folde sig ud. For børn skal synge, lege, danse, digte og hoppe og fnise og græde og skrige af grin. Det har de rigtig godt af!

De to debattører, som vi løbende skal vende tilbage til i det følgende, er ikke uenige om, at læring sker hele tiden. Uenigheden består i, hvordan læring skal forstås. Det handler denne artikel om. Desuden problematises påstandene om, at læring finder sted hele dagen, og at børn lærer hele tiden. For er alle situationer læresituationer? Læringsbegrebet er efterhånden altomfattende, og der er, i mine øjne, brug for at filosofere nærmere over, hvordan læring kan afgrænses i forhold til ikke-læring.

Afsættet bliver en tankevækkende arbejdssituation fra en børnehave, der udsættes for det, jeg kalder praksisfilosofi (jf. artiklen Hvad er praksisfilosofi? og Pedersen, 2011).

Læring og ikke-læring i praksis

Patrick (3,5 år) vil ikke bære sin kop og tallerken over i opvaskemaskinen, som man skal i børnehaven, når der er blevet spist frugt om eftermiddagen. MERETE (pædagogmedhjælper) beder flere gange Patrick gøre det, men han vil ikke. Magnus (3,8 år) sidder ved siden af Patrick og har hørt det hele. Han siger til Patrick: ‘Du tager koppen, så tager jeg tallerkenen’. Patrick tager koppen og Magnus tager tallerkenen, og de går sammen over til opvaskemaskinen. Magnus siger (på vej til opvaskemaskinen) til MERETE: ‘Hjemme hos os, der hjælper vi hinanden’. (Historien blev fortalt af MERETE til Magnus’ mor i 2003 og er nedfældet på skrift i form af en situationsbeskrivelse efter hukommelsen af Magnus’ mor i 2015)

De to debattører, vi mødte i indledningen, var ikke uenige om, at læring foregår hele tiden. Det kunne derfor være interessant at spørge, om der er nogen, der kan antages at lære noget i denne situation?

Merete ønsker, at Patrick skal tage sin kop og tallerken med ud. Giver det mening at tale om, at det er noget, han skal lære? Det ville vel forudsætte, at Patrick ikke vidste, hvordan han skulle bære sig ad eller ikke var i stand til det? Der er ikke meget, der tyder på, at Patrick mangler viden eller kunnen af denne karakter. Han tager sin kop med ud, idet Magnus foreslår, at de hjælpes ad.

Måske mangler Patrick ikke viden og kunnen, men kompetence til at anvende denne viden og kunnen på måder, der er i overenstemmelse med de forventninger, der hersker i en typisk ‘afrydningssituation’ i børnehaven? Det kan selvfølgelig ikke udelukkes. Børnehavens og Meretes forventninger synes dog ret tydelige og svære at misforstå. Men antager vi, at Patrick mangler denne slags kompetence, kan Magnus’ guidning af ham godt ses som et forsøg på at lære Patrick at ‘afkode’ situationen. I givet fald lærer Patrick dog noget, som tilsyneladende ikke stemmer helt med Meretes udtrykte forventning.

Magnus’ bemærkning henvendt til Merete – ‘Hjemme hos os, der hjælper vi hinanden’ – kan måske også fortolkes som et forsøg på at lære Merete en anden strategi i forhold til Patrick? Om Merete lærer noget, kan vi ikke vurdere ud fra situationsbeskrivelsen. Hun griber angiveligt ikke ind overfor den alternative afrydning, og det, at hun genfortæller historien, kan være et udtryk for, at hun har lært noget af episoden. Hun ville i givet fald kunne uddrage en slags lære eller morale af historien. For eksempel, at det er vigtigt, at børnene hjælper hinanden under afrydningen. Men det kan også være, at hun blot er blevet forbløffet over Magnus’ involvering og genfortæller episoden, fordi hun synes den er ’sjov’. Det være sig i betydningen morsom og/eller i betydningen bemærkelsesværdig. Er det sidste tilfældet kommer det bemærkelsesværdige sig måske af, at episoden er i modstrid med hendes forventning om, hvordan Magnus typisk vil (re)agere i situationer af denne slags. Men betyder det, at Merete har lært noget? Ikke nødvendigvis. Men hun kan vel have lært noget i den betydning, at hun nu ved noget bestemt om, hvad Magnus ved, kan eller er i stand til, som hun ikke vidste før?

Måske kunne Patrick tænkes at lære noget af den måde, som Magnus involverer sig i situationen på? Det er svært at vurdere ud fra situationsbeskrivelsen. Hvad kunne man forestille sig, at Patrick kunne uddrage af Magnus’ involvering? At han skal gøre, som Magnus, og til dels Merete, siger? At han skal bære sin kop ud, mens Magnus tager tallerkenen? At han skal gøre som de voksne forventer samtidig med, at han ikke skal gøre som de voksne forventer? Det er svært at forestille sig noget bestemt, der kan uddrages af situationen som det ‘noget’, Patrick kunne have lært. Men er der så overhovedet tale om læring? Man skal vel kunne siges at have lært noget bestemt, som man vil kunne gøre brug af i lignende situationer i fremtiden, for at det giver mening at tale om læring?

Situationen kan således fortolkes som en læresituation. Men den kan også fortolkes som en ‘ikke-læresituation’. En situation, hvor det ikke først og fremmest handler om tilegnelse og læringsudbytte. Idet Magnus hjælper Patrick og tager tallerkenen og siger: ‘Hjemme hos os, der hjælper vi hinanden’, udviser han både mod og dømme- og handlekraft. Han bidrager efter alt at dømme til, at samspillet i den specifikke situation tager en ny og – kunne man mene – mere forsvarlig drejning. Ordet læring synes vel ikke umiddelbart at kunne indfange dette aspekt ved situationen? Der finder, for det første, ikke nødvendigvis en egentlig tilegnelse sted. Dertil kommer, for det andet, at brugen af ordet læring ikke i sig selv siger noget om værdien af det, man lærer. Hverken i forhold til den enkelte eller i forhold til det fælles. At læringen beriger den enkelte og det fælles er ingen forudsætning for, at man kan tale om læring. Og, for det tredje, kan man overhovedet lære at overveje og afveje situationsspecifikke hensyn – herunder betydningsfulde hensyn, der er i risiko for at blive overset – på måder, der kommer såvel den enkelte som det fælles til gode? Denne hensyntagen synes snarere at være forbundet med en praktisk gøren, hvor det, der tages hensyn til, løbende dukker op uden at kunne forudsiges på forhånd. Det er som om, læring ikke er det rigtige ord for fænomener, der indtræffer og udspiller sig løbende, og hvor det netop ikke handler om på forhånd at vide, kunne eller formå noget bestemt. 

En fortolkningen af situationen som en ikke-læresituation betyder altså ikke nødvendigvis, at der er tale om en rutinesituation, hvor der ikke er noget nyt under solen (om end rutinesituationer naturligvis også er en slags ikke-læresituation). Situationen kan sagtens fortolkes som et dynamisk fænomen, der er under løbende nydannelse, uden at der af den grund behøver at finde læring sted. En nydannelse, der både kan komme den enkelte og det fælles til gode.

Alle situationer er altså ikke nødvendigvis læresituationer.

Skulle læseren stadig være i tvivl, kan det eksempelvis være en idé, at spørge elever i folkeskolen, hvor de som bekendt alle skal lære så meget som de kan. I en dokumentarudsendelse om folkeskolen (Folkeskolen – forfra (III), DR, 2015), spørger intervieweren nogle børn: ‘Hvad har du lært i dag?’. En af eleverne, som formodentlig er fra indskolingen, svarer: ‘Jeg har lært, at … æhhh [tænker sig grundigt om]. Jeg har faktisk ikke lært noget i dag [smiler lidt forlegent til kameraet]’. Et andet barn – formodentlig fra mellemtrinnet – bliver spurgt: ‘Hvad lærte du i skolen igår?’ – og svarer: ‘Det ved jeg ikke rigtigt. Det er ikke fordi, vi lærer noget nyt. Jeg har ret nemt ved skolen’.

Hvad vil det sige at lære?

Agi Csonka (som vi mødte i indledningen) ser læring som det at opnå viden, kunnen og kompetencer. Det handler om at vide noget om regnormens liv eller dinosaurer, om at kunne tælle, eller om at små børn skal udvikle deres ‘interrelationelle kompetence’. Lillian Redam rammer i og for sig plet, når hun skriver, at Agi Csonka forstår læring som en tilførelse af ‘noget’, som barnet mangler. Læring bliver, at pædagoger på vegne af samfundet sikrer, at børn tilegner sig viden, kunnen og kompetencer, som de antages at have brug for for at kunne klare sig i (arbejds)livet. Børn skal tilegne sig noget og have udbytte af at gå i børnehave.

Ordet lære bruges ifølge Den Danske Ordbog blandt andet om det, at “tilegne sig kundskaber eller færdigheder” og om det, at “bibringe kundskaber eller færdigheder”. Begge dele især i forbindelse med undervisning. Dette ordvalg ligger, som Lillian Redam også bemærker, tæt på ordet indlære, der kan bruges synonymt med lære (ibid.). Dog får ordet læring en særlig klang, når det bruges til at kritisere indlæring. Ordbogen indkredser ordet læring på følgende måde:

… det at lære noget med udgangspunkt i egne forudsætninger og interesser og med egen indflydelse på processen (øget brug siden slutningen af 1970’erne; især i pædagogiske og psykologiske tekster). (Den Danske Ordbog)

Det, at nogen bibringes noget, nedtones hermed. Men det ændrer vel ikke ved, at læring refererer til det, at nogen tilegner sig noget i form af viden og kunnen – og/eller i form af kompetencer (competere er latin for ‘falde sammen’, ‘være i overensstemmelse med’, ‘være egnet’ (Den Danske Ordbog)), der gør dem i stand til målrettet af tillempe og anvende denne viden og kunnen inden for et bestemt område eller i en bestemt type situation? Verbet lære kan desuden, i bredere forstand, referere til, at man efterhånden bliver i stand til at gøre eller forstå noget bestemt (ibid.).

Det nedertyske leren har oprindelig betydet ‘få nogen til at vide’ og er beslægtet med ordet læst, der betyder ‘spor’ eller ‘fodsål’ (Den Danske Ordbog). Både læst og lære kommer af en fælles rod med betydningen ’spor’ eller ‘fure’ (etymonline.com). En skolæst er for eksempel et stykke træ formet som en fod, som skomagere tidligere brugte som model til at skære og sy fodtøj over (Den Danske Ordbog). Og når noget eksempelvis siges at være ’skåret over samme læst’, betyder det, at det er frembragt ud fra det samme grundprincip. Det er således ikke underligt, at det at lære forbindes med tilegnelse af noget bestemt i form af en given viden, kunnen eller kompetence.

Læring synes alt andet lige at være forbundet med en idé om, at der sker en varig forandring i det, den lærende ved, kan eller formår – og at denne forandring vurderes som et fremskridt i forhold til tidligere. Der er ikke nødvendigvis tale om et fremskridt i værdimæssig forstand, men et fremskridt målt i forhold til bestemte former for eksisterende viden, kunnen og kompetence. Nogle må med andre ord vide, kunne eller forvente anvendelse af noget bestemt, som andre har brug for at kunne, vide eller leve op til forventninger om anvendelse af, for at det giver mening at tale om læring. Det underforstås, at de lærende ikke i forvejen besidder dette ‘noget’ (i samme grad) forud for, at læringen finder sted.

Når erfaringer indtræffer i praksis

Situationen med Patrick, Magnus og Merete behøver imidlertid – som vi har set – ikke først og fremmest at handle om tilegnelse af viden, kunnen og kompetence. Idet Magnus hjælper Patrick, bidrager han til, at situationen ændrer karakter. Magnus (re)ageren involverer Patrick og Merete på en måde, der åbner for, at noget nyt – og måske mere forsvarligt i værdimæssig forstand – kan ske. Hvordan udvikles dømme- og handlekraft, der kan give anledning til forandring eller nydannelse af denne karakter?

Magnus lykkes med at tage en række mere eller mindre modstridende hensyn til alle involverede parter i situationen. Herunder hensynet til den gensidige hjælpsomhed, som han alt andet lige synes at opleve som overset. Måske er det netop bekymringen over, at dette hensyn overses, der sætter ham i gang med at gøre noget? Men mange andre hensyn kan gøre sig gældende. Magnus kan have det skidt med konflikter, der kører op. Han kan synes, at det er synd for Patrick med al den skældud. Han kan have oplevet, at hans mor og far i reglen hjælper ham, når der er noget, han ikke selv vil eller ikke kan overskue. Han kan ville hjælpe Merete med at håndtere en situation, der i hans øjne er ved at gå i hårdknude. Det er i Magnus’ overvejelse og afvejning af forskelligartede hensyn af denne karakter – gennem handling – at hans dømme- og handlekraft viser sig.

Men er denne dømme- og handlekraft noget Magnus har lært?

Hans formanende ord – ‘Hjemme hos os, der hjælper vi hinanden’ – kunne vel for eksempel indikere, at han har lært dette princip om gensidig hjælpsomhed i hans familie? Igen er det værd at spørge, hvordan en sådan læring ville se ud? Han kan for eksempel regelmæssigt have hørt opfordringer eller formaninger, der er gået på at udvise gensidig hjælpsomhed. Eller hans forældre kan have vist ham, hvordan man forventes at hjælpes ad. Men det behøver vel strengt taget ikke at være gået sådan for sig? Behøver det, at være en slags regel, han har lært?

Vi kan til tider have en tendens til at tale om værdier som abstrakte principper, idealer, mål eller regler, der anvendes i praksis. Men er det tilfældet, når vi ser nærmere efter i praksis? Værdier synes snarere at være situationsspecifikke og betydningsfulde hensyn, der overvejes og afvejes i forhold til andre situationsspecifikke og lige så betydningsfulde hensyn i takt med at en situation udvikler sig i praksis. Der er altid flere hensyn at tage, og derfor involverer ethvert hensyn situationsbundne overvejelser og afvejninger af, hvilke andre hensyn, det er forsvarligt også at vægte. Værdier leves i praksis som hensyn, der overvejes og afvejes i forhold til andre situationsspecifikke hensyn – og denne løbende hensyntagen synes ikke at kunne forstås løsrevet fra udøvelse af dømme- og handlekraft. Da der altid er flere hensyn at tage i en situation, kan handling aldrig være at gøre noget bestemt i den betydning, at man gentager noget, man selv eller andre har gjort i en tidligere situation. At agere er også altid at reagere i lyset af de hensyn, der specifik dukker op og gør sig gældende på nye måder, i takt med at situationer udvikler sig. Og at (re)agere er også at undgå, at betydningsfulde hensyn overses, mens andre hensyn måske overdrives. Principper, idealer, mål eller regler kan måske nok være med til fremhæve eller kaste lys over aspekter ved en situation, men de fortæller aldrig én, hvad der specifikt er det rigtige at gøre. Dertil er de for abstrakte. I den konkrete situation træder hensyn til specifikke omstændigheder i forgrunden, men i det omfang, disse hensyn knytter an til aspekter, som principper, idealer, mål eller regler er med til at synliggøre, kan man måske tale om, at principper, idealer, mål eller regler beriges af situationsspecifikke hensyn og dermed forvandles til værdier?

Men principper, idealer, mål eller regler synes ikke at være nødvendige forudsætninger for forsvarlig håndtering af en situation. Man kan vel godt forestille sig, at erfaringer med oversete eller overdrevne hensyn ’sætter sig’ i os og giver anledning til en særlig opmærksomhed på at undgå, at sådanne hensyn ikke overses eller overdrives i lignende situationer i fremtiden. Når hensyn overses eller overdrives, trues værdier, og bekymringer opstår. Bekymringerne kan blive drivkraften i forsøg på, at finde alternative handlemåder, der gør det muligt at afbalancere relevante situationsspecifikke hensyn på en mere forsvarlig måde. Erfaringsdannelse er således ikke at lære at gøre noget bestemt, men at erfare, at et hensyn viser sig at være betydningsfuldt i en situation af en bestemt slags. Erfaringen gøres måske netop, fordi dette hensyn i situationen opleves som underprioriteret eller overset. Hvad denne erfaring får af betydning i fremtiden, vil afhænge af, hvordan fremtidige situationer udvikler sig. Erfaringer indtræffer. Erfaringsdannelse er nydannelse. Og det er såvel den enkelte som det fælles, der nydannes.

Magnus kan have gjort sig en erfaring, idet hans mor eller far eksempelvis har prøvet at få ham til at gøre noget selv, som han ikke ville. Efterhånden som konflikten er spidset til – idet hensynet til selvstændigheden overdrives – kan man forestille sig, at hans mor eller far har forsøgt sig med at foreslå: ‘Hvis jeg gør det her, kan du så ikke gøre det her?’. Det er netop det, at moren eller faren gør noget ikke-forventeligt – ved at bringe det oversete hensyn til den gensidige hjælpsomhed på banen – der skaber mulighed for, at de kan komme videre, og alle stadig kan være med. Magnus kan hermed have erfaret betydningen af gensidig hjælpsomhed. Han har ikke lært sig det som et princip, et mål eller en regel. Han har erfaret hensynets betydning på sin egen krop, og det er måske derfor, at hans bekymring for, at netop dette hensyn overses i situationen med Merete og Patrick, kan dukke op? Man kan sige, at Magnus lever en værdi om gensidig hjælpsomhed, idet denne værdi dukker op som et betydningsfuldt hensyn for ham i situationen, og idet han gør noget for, at dette hensyn ikke overses. Og måden, hvorpå han tager dette hensyn, hænger sammen med hans overvejelse og afvejning af andre hensyn, der dukker op og gør sig gældende i den specifikke situation. For eksempel hensynet til, at man skal høre efter, hvad de voksne siger. Eller hensynet til, at Patrick kan komme ud af situationen med æren i behold. Og så videre.

Værdier og dømme- og handlekraft udvikles altså måske slet ikke gennem læring. Hvorfor ikke? Fordi værdier, dømme- og handlekraft angiveligt ikke drejer sig om at vide, kunne eller formå noget bestemt. Man tilegner sig ikke værdier, for dernæst at anvende dem i fremtidige situationer. Man lever sine værdier i praksis, hvor de viser sig i den måde, som man øjner, overvejer og afvejer modstridende hensyn gennem handling. Relevante situationsspecifikke hensyn kan man ikke lære at tage forud for situationen – dem tager man, idet de dukker op og gør sig gældende som noget betydningsfuldt i takt med, at situationer udvikler sig. Hensyn, der dukker op, og kommer mere eller mindre bag på én, gør sit til, at man kan blive en erfaring rigere. Og man befinder sig jo altid i en situation. Dømme- og handlekraft synes at være en slags livsklogskab, som man ikke kan tilegne sig og besidde. En situationsetisk kapacitet, man ikke kan forholde sig udvendigt til, og som hele tiden nydannes i takt med, at situationer igen og igen afkræver os specifikke overvejelser og afvejninger af, hvordan situationen udvikler sig, og hvad der er rigtigt at vægte og godt at gøre.

Lillian Redam (som vi også mødte i indledningen) foretrækker måske af nogle af de samme grunde, at sætte lighedstegn mellem læring og udvikling. Udvikling sker, når børn sikres tryghed, omsorg og mulighed for at være optagede af, hvad der er meningsfuldt her og nu. Deres nysgerrighed på livet kommer helt af sig selv og giver anledning til udvikling og læring. Måske fanger ‘udvikling’ bedre de aspekter ved situationen som ikke handler om tilegnelse af viden, kunnen og kompetence? Man kan, som vi har set, godt forestille sig, at situationen bidrager til, at de involverede – og måske også fællesskabelsen og institutionen i bredere forstand – forandres (jf. artiklen Om fællesskabelse). Brugen af udviklingsbegrebet rejser dog straks spørgsmålet om, hvad udviklingen skal måles i forhold til, idet det underforstås, at udvikling skrider fremad. Redam bruger planten som metafor og antager, at udviklingen kommer indefra, hvis ellers de rette omstændigheder er til stede.

Spørgsmålet melder sig imidlertid, om der ikke kunne være en faglig og analytisk pointe i forsøgsvis at skelne mere skarpt mellem læring og ikke-læring? Et ‘læringsblik’ har sin berettigelse. Men kan man forestille sig et alternativt – og måske komplementært – ‘nydannelsesblik’ på menneskelige og sociale forandringer, hvor disse forandringers retning hverken er tilfældig eller givet på forhånd – og hvor nydannelse synes at komme både den enkelte og det fælles til gode?

Filosofisk udblik

Når pædagoger og lærere – i en efteruddannelsessammenhæng – stilles spørgsmålet, om alle situationer er læresituationer, bliver der i reglen stille nogle sekunder, hvorefter mange nikker et tøvende: ‘Tjaaa’. Når forsamlingen spørges om, hvad de kalder situationer og aktiviteter i daginstitutioner og skoler, som ikke kan forbindes med læring, bliver der i reglen stille i noget tid. Eftertanken indfinder sig. Efter lidt summen deltagerne imellem, fremkommer deltagerne i reglen med en vifte af forslag. Samværsformer eller aktiviteter domineret af leg, væren, hygge, sjov, filosoferen, ritualer eller rutiner bringes typisk på banen. Nogle af disse aktiviteter er karakteriseret ved, at de udelukkende foretages for deres egen skyld, mens andre nærmest er at sammenligne med ‘rutinearbejde’. Alle situationer behøver altså ikke nødvendigvis at blive opfattet som læresituationer.

Hvis man dernæst spørger pædagogerne og lærerne, om de nu har lært noget, er det sjældent at forsamlingen i kor udbryder: ‘Ja, vi har lært, at det ikke er alle situationer, der er læresituationer!’ (hvilket jo udmærket kunne være underviserens intenderede ‘læringsmål’). Mange siger i reglen, at de har fået noget at tænke over. Antager vi, at dette ikke blot er et udtryk for almindelig høflighed, kan man vel dermed sige, at de måske har gjort sig en erfaring? Om det – før eller siden – får dem til at uddrage en ‘lære’ af denne erfaring er vel et åbent spørgsmål? Og skulle de lære noget i den forbindelse – tilegne sig et ‘læringsudbytte’ – kan det sagtens være noget helt andet, end det, der var underviserens intenderede læringsmål. Det kan også være, at lærerne og pædagogerne, idet de står i en fremtidig situation, hvor læring lovprises, vil mærke en trang til at påpege, at læringshensynet er et blandt andre betydningsfulde hensyn i skoler og daginstitutioner. I givet fald har de gjort sig en erfaring.

At ovennævnte undervisningssituation, eller situationen med Merete, Magnus og Patrick, ikke nødvendigvis er læresituationer, betyder således ikke, at det, der sker, ikke gør indtryk på de involverede, eller at de ikke kan gøre sig erfaringer.

Verbet ske kommer af en rod med betydning ’springe frem’ (sproget.dk), og ordet bruges i dansk sprogbrug synonymt med indtræffe: “(pludselig) ske; finde sted” (ibid.). Skeen og indtræffen behøver ikke at betyde, at de involverede behøver at lære noget. Erfaringer gøres. Men når de gøres, har de det netop med at komme bag på os. Hans-Georg Gadamer skriver:

En erfaring i egentlig forstand går på tværs af en forventning (Gadamer, 2004, s. 338).

Det tyske ord erfahren har oprindelig betydet ‘gennemvandre’ (sproget.dk). Ordet fare kommer af en rod, der blandt andet kan betyde ‘passage’ (etymonlin.com). Ordet bruges i aktuel sprogbrug om det at ‘drage omkring’ eller ‘at rejse’, og heraf afledes ordene færd og færden. En færd kan bruges om en “(farefuld) rejse eller bevægelse” og færden om “måde hvorpå et menneske i almindelighed færdes mellem andre mennesker og handler og opfører sig over for disse” (sproget.dk). Menneskers (sam)færden – deres omgang med hinanden – er principielt uforudsigelig. Og det, at gøre sig erfaringer, er netop knyttet til denne uforudsigelighed:

Erfaren i egentlig forstand er den, der er bevidst om og véd, at han ikke er herre over tiden og fremtiden. For den erfarne kender nemlig grænserne for al forudseenhed og planers usikkerhed. Den egentlige erfaring er den, hvor mennesket bliver bevidst om sin endelighed. Her finder det grænserne for sin planlæggende fornuft og evne til at udrette (Machenkönnen). (Gadamer, 2004, s. 339)

Erfaringer udspringer af, at der hele tiden indtræffer noget nyt i vores (sam)færden. At der viser sig at være noget nyt på færde, som ingen kunne forudse. Læring går netop ikke på tværs af en forventning. Læring er mere målrettet og mere forudsigelig end erfaringsdannelse, idet viden, kunnen og kompetencer angår relativt velkendte forehavender, mens erfaringer gøres, idet det uventede indtræffer og henviser mennesker til at tænke og (re)agere på nye måder. Kundskaber, færdigheder og kompetencer kan trænes. Det kan handling, og den dømme- og handlekraft, der er forbundet hermed, ikke.

Hannah Arendt er af den opfattelse, at handling pr. definition er at begynde:

At handle vil i ordets mest generelle betydning sige at initiere, at begynde (…) at sætte noget i bevægelse (hvilket er den oprindelige betydning af det latinske agere) (…) Det ligger i begyndelsens natur, at noget nyt hænder, som ikke kunne forventes ud fra tidligere hændelser. Dette præg af forbløffende uberegnelighed er iboende i enhver begyndelse og enhver oprindelse. (Arendt, 2005, s. 182)

I erfaringsdannelsen er der ikke et ‘noget’, der tilegnes – men de involverede, og den sammenhæng de er involveret i, undergår alligevel forandringer, der hverken er tilfældige eller givne. Man kan selvfølgelig godt uddrage en ‘morale’ eller ‘lære’ af erfaringer, man gør, og i den forstand siges at have lært noget bestemt, men denne ‘uddragen’ forudsætter, som John Dewey har gjort opmærksom på, en refleksiv tankevirksomhed og bearbejdning af erfaringen. Dewey (1998, s. 111) anbefaler, at vi ser undervisning og læring som “… a continuous process of reconstruction of experience”, og han citeres ofte for udsagnet:

We don’t learn from experience. We learn from reflecting on experience (Dewey i Castillo, 2009, s. 21).

Man lærer ikke direkte af sine erfaringer. Erfaringer gøres. Men man kan lære af refleksioner over de erfaringer, man gør.

Da der antageligvis findes forskellige former for refleksion (jf. artiklen Tvivlens dannelse), er det dog ikke nødvendigvis al refleksion, der fører læring med sig. I tråd med traditionen fra Aristoteles (2000, s. 161) kan refleksioner, og menneskers måde at forholde sig til verden på i det hele taget, tænkes som fænomener, der både kan udfolde sig på en målrationel og på en værdirationel måde. Målrationalitet angår aktivitet, der foretages med et formål uden for aktiviteten selv. Værdirationalitet angår aktiviteter, der foretages uden et formål uden for aktiviteten selv. Værdirationel aktivitet kommer der ikke noget bestemt ud af – men det betyder ikke, at aktiviteten af den grund behøver at være uden værdi for den enkelte og for det fælles. Tværtimod er der god grund til at tro, at det er tilværelsens værdirationelle aspekter, der grundlæggende giver mening til tilværelsens målrationelle aspekter (jf. artiklerne Når samarbejde lykkes og Magtens mening og meningens magt). I begyndelsen var ikke ordet (og målet) – i begyndelsen var handlingen (Wittgenstein, 1989, § 402).

Handling åbner mulighed for, at nyt kan ske, men værdien af disse muligheder – både for den enkelte og det fælles – må altid overvejes og afvejes i den specifikke situation. Aristoteles skriver:

Det synes at karakterisere den kløgtige, at han er i stand til dygtigt at overveje det, som er godt og gavnligt for ham, ikke i enkelttilfælde, som f.eks. hvad der gavner helbredet eller styrken, men i forhold til det gode liv generelt (…) Således er den kløgtige den, som generelt er velovervejet (…) kløgt (fronesis) [er] ikke lig med hverken videnskab (episteme) eller kunst (techne). Ikke med videnskab, da genstande for handling er foranderlige, og ikke med kunst (techne), da handlen (praxis) og frembringen (poiesis) er generisk forskellige. Tilbage bliver, at den (fronesis) er en handlende og sandt rationel egenskab, som angår det for mennesket gode og slette. Frembringen (poiesis) har et mål udenfor sig selv, men handlen har ikke. At handle vel er et mål i sig selv. Således er kløgten (fronesis) nødvendigvis en sandt rationel og handlende evne, som retter sig mod de menneskelige goder. (Aristoteles, 2000, s. 153-154 – parenteserne er min tilføjelser, CP. Læs eventuelt mere om begreberne i parenteserne i artiklen Hvad er praksisfilosofi?)

Fronesis er vel nærmest, som Ole Fogh Kirkeby (2011, s. 78) har pointeret, at betragte som livsklogskab, der udfolder sig gennem “normativt styret, konkret begivenhedssans” (ibid., s. 134):

Begrebet har central betydning hos Aristoteles; det er kernebegrebet i hans praktiske filosofi, både som et metabegreb for etikken, som etisk kapacitet og som normativt orienteret dømmekraft og dermed praktisk og politisk handleberedskab. Dets betydningskerne er viljen, kapaciteten og bredvilligheden til at udleve de etiske dyder i konkrete begivenheder. Her afgør fronesis ikke blot det etiske dilemma, men gør det synligt. (ibid., s. 144)

Kirkeby påpeger desuden, at fronesis ofte oversættes med

… forskellige sammensætninger med ordet ‘visdom’ eller ‘klogskab’, hvorved  determineringen gennem værdier let forsvinder (visdom kan være bitter, klogskab strategisk) (ibid., s. 134).

Gennem fronesis overvejer og afvejer man alle relevante hensyn i en given situation for herudfra at (re)agere på den mest forsvarlige (eller ikke-uforsvarlige) måde, som vurderes at komme alle relevante parter til gode. Værdirationel aktivitet retter sig mod det, som Aristoteles kalder de menneskelige goder – og ikke mod mål og formålstjenlige midler til at nå disse mål med. For Aristoteles udgør rettetheden mod de menneskelige goder et mål i sig selv. Og alligevel skriver han:

Den simpelthen velovervejede er den, som i kraft af eftertanke når det højeste af det, som mennesket kan nå gennem handling (Aristoteles, 2000, s. 156).

Har handlinger så mål – eller har de ikke? Aristoteles synes at mene, at gode handlinger også altid må være gode handlinger i et samfund. Det højeste, mennesker kan nå, er lykken (på oldgræsk ‘eudaimonia’). Lykken er “dét at leve godt og handle vel” (ibid., s. 33), og den har både en indviduel og en social dimension. Fronesis viser sig ved, at man véd, hvad der tjener én selv, men, skriver Aristoteles,

… måske kan man ikke forvalte sit eget godt, uden forvaltning af sit hus og af staten (ibid., s. 157).

Enhver handling har samfundsmæssig rækkevidde, og når vi retter opmærksomheden og vores hensyntagen mod de menneskelige goder, skal disse goder såvel ses i lyset af ens eget vel som i lyset af det almene vel. For hvad der tjener den enkelte kan ikke ses løsrevet fra, hvad der tjener alle – og dermed det samfund, foruden hvilket den enkelte slet ikke ville have nogen mulighed for ‘at leve godt og handle vel’.

Det er dybest set denne tankefigur, der ligger gemt i orde fri (jf. artiklen Magtens mening og meningens magt). Ordet kommer af en en rod med betydningen ‘at elske’ (sproget.dk). Heraf ordet frænde ‘den, der elsker’, ‘ven’. Ole Fogh Kirkeby (2013, s. 24) godtgør, at ordet fri henter sin grundbetydning i det forhold, at man i tidernes morgen kunne lykkes med at undgå at blive gjort til slave eller dræbt i kraft af éns frænders beskyttelse. Frihed fordrer således, at man handler og taler ud fra sit eget vel under hensyntagen til, at man samtidig skal kunne give svar på tiltale. At give svar på tiltale er at tage ansvar. Denne ansvarstagen må række ud over ansvaret for én selv og éns nærmeste og bidrage til at sikre alles muligheder for deltagelse i det fælles liv, idet det netop er dette fælles liv, der i sidste instans er garanten for friheden (eller mere ydmygt ikke-ufriheden). Ansvarstagen markerer, at man er optaget af sin egen færden samtidig med, at man er parat til at stå til ansvar for denne færden som en del af den almindelige samfærden. Ens egen færd(en) og (vel)færd er et helt legitimt hensyn som dog altid må ses i lyset af alles samfærden og velfærd. Praksisser, der udfolder sig på måder, hvor mennesker ledes i ufærd underminerer samfundets sammenhængskraft. Ikke-ufærd for alle kunne måske være en nutidig kandidat til et ‘højeste gode’, hvis velfærd for alle – ud fra princippet ‘én for alle og alle for én’ – klinger for dyrt og formynderisk på de vilkår, som konkurrencestaten aktuelt tilbyder.

Ordet praksis – ‘gøren’ – kommer af en græsk rod pragma, der kan betyde både ‘dåd’ og ‘handling’. Ole Fogh Kirkeby angiver, at pragma oprindelig kommer fra Homers brug af ordet peras, i betydningen ‘grænsen’, ‘grænselandet til vildnisset’. Kirkeby skriver videre:

Ordet prattein fra ‘peras’ og basis for ‘pragma’ betyder ‘at have overskredet grænsen fra vildnæsset ind i civilisationen, fra kaos til kosmos. Ordet euprattein betyder ‘at handle godt’ (Kirkeby, 2011, s. 126).

Værdirationel overvejelse og handling er karakteriseret ved en rettethed mod de menneskelige goder uden af den grund at være målrettet i nogen udvendig forstand. John Dewey rammer på sin vis denne målløse rettethed på smukkeste vis, når han skriver:

Ethvert samspil af menneskelige kræfter, som forøger sin andel i at gøre livet værdifuldt, har (…) sin egen unikke og højeste værdi (…) Samfund betyder fællesskab; at finde sammen til fælles samvær og handling for at opnå en bedre virkeliggørelse af en hvilken som helst form for oplevelse, som gøres og styrkes ved at deles med andre. Derfor findes der lige så mange fællesskaber, som der er goder, der bliver større og styrkes ved at deles med andre. (Dewey i Fink, 1969, s. 182-183)

Erfaringer har både en indre (individuel) og en ydre (social og samfundsmæssig) side:

Erfaringer er ikke blot noget indre. De er indre, for de er med til at bestemme ens holdninger, ønsker og mål. Men det er ikke hele sagen. Enhver ægte erfaring har en aktiv side, som i en eller ande udstrækning forandrer de objektive vilkår, hvorunder man gør erfaringer. (Dewey i Fink, 1969, s. 208)

Erfaringer gøres i samspil i specifikke situationer – et samspil, hvor omgivelser og vilkår spiller med:

Påstanden om, at individer lever i en verden, betyder helt konkret, at de lever i en række situationer. Og når det bliver sagt, at de lever i disse situationer, er betydningen af ordet ‘i’ forskellig fra den betydning det har, når man siger, at pengene er ‘i’ lommen, eller at malingen er ‘i’ bøtten. Det betyder, (…) at der foregår et samspil mellem et individ og ting og andre mennesker. Man kan ikke skille begreberne situation og samspil fra hinanden. En erfaring er altid det, den er, på grund af at der foregår et samspil mellem et individ og det som på det givne tidspunkt udgør dets omgivelser (…). Omgivelserne er (…) alle de vilkår, som ved at træde i samspil med de personlige behov, ønsker, hensigter og evner skaber de erfaringer, som gøres. (Dewey i Fink, 1969, s. 212)

Måske giver det mening, at tale om at samspillet, i afrydningssituationen med Merete, Magnus og Patrick, nydannes på en måde, der forhindrer at bestemte hensyn overdrives eller overses – og dermed beriger det fælles liv. For et samspil, der forhindrer, at mennesker geråder i ufærd i børnhaven, må vel også siges at berige det fælles liv i samfundet som sådan?

Nydannelse

En praksis (praxis) er således kendetegnet ved, at udfolde sig gennem samspil ‘mellem et individ og ting og andre mennesker’ på måder, hvor mennesker og fællesgoder løbende nydannes. I den forstand udgøres praksis af alle de typer aktivitets- og samværsformer – og er nok også et aspekt ved de fleste situationer – hvor de involverede ikke først og fremmest er optagede af, hvad de får ud af, eller hvad der kommer ud af, aktiviteten, samværet eller situationen. Men hvor de involverede ikke desto mindre beriges, og hvor samspillet kommer alle til gode (om ikke andet så i hvert fald i den betydning, at ingen geråder i ufærd).

Kan praksis frembringes og fronesis læres? Næppe. Viden (episteme) og kunnen (techne) kan man tilegne sig gennem læring, men det forholder sig anderledes med den erfaringsbaserede, situationsetiske viden (fronesis):

Man kan lære techne, men kan også glemme den. Men man lærer ikke den moralske viden (fronesis, CP), og den kan heller ikke glemmes. Den er ikke noget, man står overfor og kan tilegne sig eller lade være. Tværtimod befinder man sig altid i en situation, hvor der skal handles (bortset fra den umyndighedsfase, hvor lydighed overfor opdrageren erstatter ens egen afgørelse), og må derfor også altid besidde og anvende den moralske viden. Det er netop derfor, begrebet anvendelse er problematisk. For man kan kun anvende, hvad man allerede selv er i besiddelse af. Men den moralske viden besidder man ikke for sig selv på den måde, at man allerede har den og så anvender den på den konkrete situation. Det billede som mennesket har om sig selv, dvs. hvordan det skal være, dets begreber om ret, og uret, anstand, mod, værdighed, solidaritet osv. (…) er ganske vist en slags forbillede, det ser op til. Men det er dog fundamentalt forskellig fra det forbillede, som håndværkeren bruger, når han skal fremstille en ting. Hvad der f.eks. er retfærdigt, kan ikke defineres uafhængigt af den situation, der kræver den rette handling af mig; derimod kan håndværkerens eidos af den ting, han vil fremstille, udmærket være entydigt defineret i kraft af, hvad den skal bruges til. (Gadamer, 2004, s. 302)

Magnus glemmer aldrig betydningen af gensidig hjælpsomhed. Den sidder i kroppen. Og fronesis involverer såvel følelser som fornuft. Fronesis er såvel følelsesbaseret handlekraft som fornuftsbaseret omtanke beriget af eftertanken (jf. artiklen Tvivlens dannelse). En værdirationel og situationsetisk kapacitet, man ikke kan have et udvendigt forhold til, som indebærer, at et menneske ikke kan fremstille sig selv, som det fremstiller en ting (Gadamer, 2004, s. 301). Fronesis indebærer en ‘rådslagning’ med sig selv om, hvad der skal gælde som viden i en specifik situation (ibid., s. 305). Hvad der må gøres, kan aldrig være givet på forhånd:

Hvad man skal eller kan gøre under helt konkrete omstændigheder, kan strengt taget kun afgøres, når disse foreligger (Østerberg, 1982, s. 138).

Menneskelige erfaringer er konkrete og lader sig ikke sammenfatte udtømmende i noget regelsystem (Nussbaum, 1995, s. 75). Regler, principper, idealer, mål, metoder, teorier m.v. kan man tilegne sig gennem læring, og de kan godt fungere som en slags tingsliggørende ‘fokuspunkter’ i ens færden og i menneskers samfærden (jf. begrebsparret tingsliggørelse/deltagelse, der er udfoldet i artiklerne Om fællesskabelse og Rum og ting som pædagogiske medspillere). Men i praksis forvandles de netop til hensyn blandt andre hensyn – og kan dermed højest bidrage til at fremhæve bestemte aspekter ved en situation. Dermed kan de støtte og vejlede den handlende i hendes egne overvejelser over, hvad der er forsvarligt at vægte og gøre (Nussbaum, 1995, s. 63, s. 72). I praksis falder alt ind under fronesis. Aristoteles understreger da også, at enhver rettesnor i praksis må være fleksibel og til stadighed kunne revideres (Aristoteles, 2000, s. 144).

Indsigter af denne karakter burde nok tillægges større betydning i nutiden, hvor viden og metoder, ‘der virker’, efterspørges og produceres i en lind strøm. Forskere, forvaltere og ikke mindst politikere må besinde sig på, at der er grænser for direkte styring af praksis:

I et demokratisk samfund må politikerne naturligvis udforme overordnede og generelle retningslinjer og målsætninger. Men skal det være andet end ønsketænkning og ideologiske floskler, så må disse mål forstås som rammer og retningslinier, som må søges tydeliggjort i takt med, at de søges virkeliggjort i praksis. (Jensen, 1992)

At leve er i praksis at forny praksis og dermed sig selv. Praksis er vedvarende nydannelse af de goder, der er alles og ingens – altså de fællesgoder, hvor den enkelte deltager, og alle i samfundet som sådan,

… er interpelleret til at vise gensidig omsorg for at sikre hinandens muligheder for deltagelse i det fælles liv (…) Fællesgoder bliver til gennem kollektiv praksis. Gennem fælles aktivitet, eventuelt aktivitet præget af diskussion og strid, udkrystalliseres handlemåder og standarder for vellykket udøvelse af den pågældende praksis. (Højrup & Jensen i Thorgaard, Nissen & Jensen, 2010, s. 31-32)

Når ‘ny-‘ sættes foran ‘dannelse’, er det for at undgå misforståelser. Ordet dannelse kan sagtens bidrage til at forstå individuelle og sociale forandringsprocesser, der ikke er målrationelle (jf. artiklen Tvivlens dannelse). Det er dog afgørende at være opmærksom på, at dannelse hermed ikke fortolkes i lyset af det tyske ord bildung, som det danske ord ‘dannelse’ som bekendt er blevet brugt til at oversætte. Det vil sige dannelse forstået som:

alment kendskab til især kulturelle områder som fx kunst, sprog, litteratur, musik og historie, forbundet med en fremskreden åndelig udvikling og en kultiveret optræden og levevis; opnået som resultat af god uddannelse og opdragelse. (Den danske Ordbog)

Ordet dannelse fortolkes heller ikke i lyset af den betydning ordbogen angiver som “det at noget frembringes eller sammensættes til en helhed” (ibid. – min kursivering, CP). Ordet dannelse bruges derimod i betydningen: “det at noget opstår” (ibid.). Der er tale om nydannelse uden målrettethed men med en rettethed mod de menneskelige goder. Goder der både refererer til betydningsfulde hensyn i den specifikke situation – herunder hensynet til én selv – og til samfundsmæssige fællesgoder.

Ordet dan, der stammer fra tysk, er beslægtet med både ‘dåd’, ‘dont’ og ‘dom’ (ibid.). Dets oprindelige betydning er ‘gjort’ og det er afledt af don ‘gøre’ (det der bliver til ‘tun’ og ‘do’ på henholdsvis tysk og engelsk). Dannelse er således forbundet med ‘gøren’, og tager man i betragtning, at verbet gøre er beslægtet med ‘garve’ og ‘gære’, kan dannelse opfattes som en gøren (en ‘væren-i-gære’, der aldrig stivner i en fast og endelig form), men som ikke desto mindre løbende dannes (‘garves’) i mødet med det, der i lyset af denne gøren, fremstår som fremmed, anderledes eller uforståeligt (jf. artiklen Tvivlens dannelse).

Måske kan man netop sige, at erfaringer gøres og nydannelse sker, når menneskers (sam)færden byder på et uforudsigeligt og forbløffende møde med det fremmede eller anderledes, som kan være mere eller mindre ubegribeligt, men som ikke desto mindre vækker en nysgerrig interesse for forskellen og dermed også det tvetydige i dette møde. Maurice Merleau-Ponty skriver:

Det tvetydige er (…) et væsenstræk ved menneskets eksistens, og alt, hvad vi lever eller tænker, har altid flere meninger (Merleau-Ponty, 1994, s. 133).

I vores mere eller mindre udprægede søgen efter entydigheden synes tvetydigheden at komme bag på os igen og igen. Det er måske derfor, at erfaringer hele tiden kommer på tværs af vores forventninger og bidrager til at gøre os klogere på livet. Er det, at være erfaren i praksis ikke netop at (re)agere på det uventede og uforudsigelige med en vis portion livsklogskab?

Komplementariteten mellem arbejde (læring) og praksis (nydannelse)

Men hvis livsklogskab i form af dømme- og handlekraft ikke kan læres, hvad skal vi så med læring? Også her, er det værd at være opmærksom på, at en tvetydighed gør sig gældende.

En entydig fokusering på praksis (og nydannelse) tager ikke hensyn til, at dette fokus vil gøre, at noget andet betydningsfuldt hermed kommer til at stå i skyggen af netop dette fokus. Det er det, Louis Althusser døber det bestemt udelukkede (jf. artiklen Magtens mening og meningens magt):

Samme relation som bestämmer det synliga, bestämmer också det osynliga som det synligas skuggsida. Det er problematikkens felt som bestemmer det usynlige som det bestemt udelukkede. (Althusser, 1970, bd. I, s. 28-29)

En optagethed af praksis og nydannelse må usynliggøre og udelukke noget andet bestemt. Det bestemt udelukkede kan i dette tilfælde udmærket være arbejde og læring (tilegnelse af viden, kunnen og kompetence). For er arbejde og læring i virkeligheden ikke at opfatte som nødvendige forudsætninger for praksis og nydannelse – og omvendt?

Praksis- og nydannelsesblikkets skyggeside og blinde plet kan antages at være de vilkår og den nødvendighed, der henviser mennesker til arbejdet. Ordet arbejde skal her forstås i dette ords bredeste betydning, som “fysisk eller åndelig virksomhed som man udøver for at frembringe eller opnå noget” (Den Danske Ordbog). Ingen praksis kan vel forløbe i længere tid uden arbejde? Om ikke andet forudsætter enhver praksis, at arbejde allerede er udført.

Omvendt kan arbejds- og læringsblikkets skyggeside og blinde plet antages at være den dømme- og handlekraft, der udspringer nydannelse i praksis – at noget nyt hænder, som ikke kunne forventes ud fra tidligere hændelser.

Enhver uddannelse (undervisning og pædagogik) befinder sig derfor i et dilemma, der netop kommer sig af, at mennesker både er henvist til at arbejde og til et liv i praksis:

Udddannelsesdilemma

Den logiske konsekvens af overvejelserne ovenfor kunne i mine øjne være, at skelne analytisk mellem nydannelse (knyttet til praksis) og læring (knyttet til arbejde). Professionelle kan dernæst veksle mellem læringsperspektivet og nydannelsesperspektivet, forstået som komplementære perspektiver, i deres refleksioner over tankevækkende hverdagssituationer.

I et læringsperspektiv er det interessant at fokusere på, om nogle af de involverede kan tænkes at tilegne sig bestemte former for viden, kunnen og kompetence. At nogen lærer noget bestemt. I situationen med Merete, Magnus og Patrick synes forventningerne fra den voksne klare, men Patricks modvilje er lige så klar. Konflikten spidser til. Det kan altsammen være ganske forudsigeligt. Det kan udmærket være et mønster, der har udviklet sig over længere tid. En rutinemæssig gentagelse af bestemte handle- og samspilsmønstre behøver hverken at give anledning til læring eller erfaring. Alle situationer kan måske opfattes som potentielle læresituationer (jf. Agi Csonka idé om ‘åbne vinduer for læring’). Men alle situationer er ikke læresituationer. Antager vi, at Merete håndhæver en regel om, at børn i børnehaven selv skal tage kop og tallerken ud – så kan Patrick forventes at tilegne sig viden om denne regel og kunnen, der gør ham i stand til at selv at rydde ud samt kompetence til at afkode den aktuelle situation som en situation, hvor det er relevant at anvende denne viden og kunnen. Lærer Patrick så reglen? Ja, hvis det, at følge reglen, indebærer, at tage den ene ting ud (koppen), mens et andet barn tager ens tallerken. Det er formodentlig ikke det, Merete vil forbinde med at lære reglen?

I et nydannelsesperspektiv er det ikke interessant at fokusere på, om nogen lærer noget bestemt. Her bliver det interessant at fokusere på, om noget uventet indtræffer. Magnus involverer sig på en måde, hvor han hjælper Patrick, så de to drenge kan leve op til den voksnes forventninger samtidig med, at disse forventninger udfordres i både ord og handling. Med Magnus’ involvering opstår der en overraskende ny situation. Forbindelserne i samspillet i situationen undergår en forandring, der skaber mulighed for at samspillet kan tage en ny drejning. Det er nydannelse i praksis. Magnus tager nogle situationsspecifikke hensyn – herunder ikke mindst hensynet til gensidig hjælpsomhed, som han tydeligvis er bekymret for bliver overset i situationen – og han overvejer og afvejer disse hensyn på måder, der åbner for et mere forsvarligt samspil, der kommer alle til gode. Og tænker man nærmere efter, kan det hævdes, at værdien af denne nydannelse kommer alle til gode – og ikke blot de direkte involverede i situationen. For samspillet i denne situation har vel på sin vis samfundsmæssig rækkevidde? Erfaringer fra dette samspil vil måske få betydning i et væld af fremtidige situationer i de involveredes liv og dermed for en uoverskuelig mængde af sammenhænge i fremtiden?

Ved først at fortolke situationen på den ene måde og dernæst veksle til at fortolke den på den anden måde, åbnes der for, at Merete og hendes kolleger kan tænke læring (arbejde) og nydannelse (praksis) som komplementære fænomener, når de gør hverdagssituationer til genstand for refleksion.

Lærings- og dannelsesteoretisk udblik

Som det fremgår, er jeg af den opfattelse, at det kan være en fordel at skelne klart mellem læring og nydannelse. I argumentationen, har jeg trukket på Aristoteles begreber om fronesis og praxis, der på sin vis kan fortolkes som kernen i individuelle og sociale dannelsesprocesser. Hermed videreføres skellet mellem poiesis (frembringen eller tilvirken) og praxis (gøren). Poietisk duelighed og dygtighed viser sig i techne. Praktisk livsklogskab viser sig i fronesis (i parentes bemærket videreføres dette skel på sin vis også af Jürgen Habermas, idet han skelner mellem kommunikativ handlen, knyttet til livsverdenen, og instrumentel og strategisk handlen, knyttet til systemet, der styrer gennem magt og penge fremfor gennem forståelsesorienteret kommunikation (Habermas, 1996; Pedersen i Schou & Pedersen, 2014, s. 127ff)).

I mange aktuelle læringsforståelser, opereres der imidlertid ikke med et skel mellem arbejde (poiesis) og praksis (praxis). Knud Illeris definerer eksempelvis læring som:

… alle processer der fører til en varig kapacitetsændring, hvad enten den er af motorisk (bevægelsesmæssig), kognitiv (erkendelsesmæssig) eller psykodynamisk (følelses-, motivations- og holdningsmæssig) karakter (Illeris, 1999, s. 17).

Illeris’ brede læringsbegreb tenderer at blive altomfattende. Om end alle situationer naturligvis heller ikke i dette perspektiv er læresituationer. Overvej eksempelvis, hvornår du – kære læser – sidst mener at have gennemgået en proces, der er resulteret i en varig kapacitetsændring! Illeris vælger bevidst en meget bred definition af læring. Han skriver:

Læring, udvikling, socialisering og kvalificering er i min forståelse identiske eller så stærkt overlappende funktioner at det er afsporende at forsøge at behandle dem som særskilte processer – forskellene drejer sig mest om den synsvinkel, der er tale om, og hvad resultaterne af processerne relateres til (ibid.).

Det Illeris måske hermed overser er, at ikke alle processer nødvendigvis behøver at være resultatorienterede (jf. Aristoteles’ begreber om praxis og fronesis).

Indenfor systemteorien forlades praksisbegrebet helt til fordel for kommunikationsbegrebet. Der tales om psykiske og sociale systemer som autopoietiske (selvfrembringende) i den betydning, at

… de selv producerer og reproducerer de elementer, hvoraf de består, gennem de elementer, hvoraf de består (Luhmann i Kneer & Nassehi, 1997, s. 138).

Læring bliver her at opfatte som et systems selvbevidste selvforandring (jf. f.eks. Qvortrup, 2004, s. 122 ). Var forandringen ikke selvbevidst, ville der ikke være tale om læring, men om selvsocialisation, hvor et system tilpasser sig forstyrrelser fra omgivelserne ved selv at tillægge disse forstyrrelser mening (Luhmann, 2000, s. 287). Læring indebærer tillige, at systemet kan sammenlinge et ‘før’ og et ‘efter’. Læring forløber gennem en proces:

… i hvilken et system, psykisk eller organisatorisk, stimuleret af ydre påvirkning eller eventuelt blot i kraft af indre dynamikker, ud fra egne forudsætninger og med henblik på at opretholde sig selv ændrer dets egen funktionsmåde på en sådan måde, at det reagerer anderledes end før på en ydre påvirkning, og samtidig kan sammenligne dets tidligere og nuværende reaktionsmåde (Qvortrup, 2004, s. 122).

Læringen kommer så at sige indefra, gennem systemers forsøg på at reducere omverdenens kompleksitet ved forøgelse af deres egenkompleksitet. I systemteoriens forståelse af læreprocesser sker der ikke en egentlig overføring, idet ingen dybest set lærer nogen noget. Man kan tilrettelægge omstændigheder med henblik på at skabe ‘passende’ forstyrrelser, der kan give anledning til læring. Læringens funktion er i sidste instans selvopretholdelse gennem selvskabelse (autopoiesis) og den må måles på evnen til perspektivskifte, idet dannelse, som eksempelvis Ole Thyssen bemærker, ikke handler om:

… at tilegne sig et bestemt pensum, men at kunne iagttage på mange måder, herunder med et blik for sit eget blik (Thyssen, 2012, s. 197).

I et praksisperspektiv fristes man imidlertid til at spørge, om disse perspektiver, som man vælger at skifte imellem, kan være mere eller mindre vilkårlige (jf. artiklen Tvivlens dannelse)? Er nogle perspektiver med andre ord bedre end andre? Svaret må vel blive, at det afhænger af øjnene, der ser?

Indenfor den såkaldte sociale læringsteori tænkes læring som et situeret fænomen, hvor der sker en ændring eller udvikling i personlige forudsætninger for deltagelse i en given social praksis (jf. f.eks. Lave & Wenger, 2003 samt Dreier i Nielsen & Kvale, 1999). Mindre øvede deltagere i en praksis, der befinder sig i relativt perifere deltagelsespositioner, lærer af de mere øvede deltagere, der befinder sig i mere centrale deltagelsespositioner. Etienne Wenger skriver, at læring

… forandrer, hvem vi er, ved at forandre vores evne til at deltage, høre til, forhandle mening. Og denne evne er konfigureret socialt med hensyn til praksisser, fællesskaber og meningsøkonomier, hvor den skaber vores identitet (Wenger, 2004, s. 256).

Den sociale læringsteori synes på sin vis at sætte lighedstegn mellem læring og socialisering og identitetsdannelse. Læring drejer sig om, at mennesker over tid bliver fuldgyldige deltagere i eksisterende og relativt ‘faste’ og afgrænsede praksisfællesskaber. Men det sker måske uden rigtigt at medtænke det sociale livs, erfaringens og nydannelsens dynamiske karakter og indbyggede uforudsigelighed?

Lars-Henrik Schmidt, der ud fra et socialanalytisk perspektiv, argumenterer for at anlægge et selvdannelsesperspektiv på menneskers erfaringsdannelse, synes ikke på samme måde at forudsætte socialiteten som noget relativt givet. Han taler om, at der finder en utraditionel dannelse sted i ‘personskabets æra’, hvor det ikke, som det er tilfældet med den klassiske dannelsestanke, handler om at almengøre det særlige, men derimod om at særliggøre det almene (Schmidt, 1999, bd. I, s. 135). Vi er født som almene individer med givne rettigheder, og vi glider ud og ind af sociale sammenhænge med henblik på at overskride os selv og skabe os som særlige, originale og interessante personligheder. Men almene forestillinger om det gode liv er passé, hvorfor der må være tale om en dannelse uden forbillede:

Der er ikke en højere sag, men masser af gemenhed, hvorfor opgaven er at sørge for, at selvet nu også er det sociale selv (ibid., s. 123).

Erfaringsdannelse sker gennem en slags selvkultivering af ens afsmag, idet det er i afsmagen, man bliver (klogere på) sig selv. Gennem det sociale kan individet lægge afstand til det sociale og dermed gøre sig personlighedsdannende erfaringer:

Dannelse er kunsten at sige fra. Kunsten er ikke at sige, hvordan et menneske skal opføre sig, men at sige fra overfor en uacceptabel, en uappetitlig opførsel. Dannelse er ikke kunsten at sige til, dvs. ikke kunsten at vide, hvad der skal gøres, men i højere grad at lade noget passere, for så vidt det ikke provokerer (…) At udøve sin smag foregår altså mellem for-meget og for-lidt. Man kan afgøre, når noget er for-meget, eller noget er for-lidt; men det betyder ikke, at man kan finde grænsen mellem for-meget og for-lidt (…) det [er] egentligt ikke smagen, det handler om, men af-smagen. At udøve sin afsmag er at være anstændig. (Schmidt, 1999, bd. III, s. 264-265)

Men hvad bliver så grundlaget for denne (af)smagens dannelse, kunne man fristes til at spørge? Afmagtserfaringen, svarer Schmidt:

I vores forsøg på at blive mindre afmægtige kender vi den anden i kraft af den andens afmagt. Det betyder ganske enkelt, at der findes en (utraditionel) almendannelse, nemlig en selvoverkommelse i den generaliserede solidaritet med den andens afmagt. Vi er ikke ligesom den anden, vi har ikke samme idealer, men afmægtigheden deler vi, og det er denne min suverænitetsfordrings nederlag, som bærer dannelseserfaringen (…) Man skal vægte, at selvudskridelsens afmægtighed bliver ‘almen’ i betydningen eksemplarisk (ikke-u-sikker og ikke-u-væsentlig). Dette kræver ikke en legitimation i traditionens forestilling om det menneskelige væsen. Løsningen er ikke bundet til realisering af dialektisk mulighed, men til en tragisk forligelse med, at afmagten er et ærkevilkår. (Schmidt, 1999, bd. I, s. 136)

Det er ikke tilfældig, at Schmidt taler om ‘kunst’, idet han grundlæggende ønsker at ophæve skellet mellem praxis og poiesis for i stedet at tale om det praktisk-poetiske:

Til forskel fra ‘Aristoteles’ regner vi ikke længere med en forskel mellem det, der har med handlinger at gøre, og så det, der har med tilvirken at gøre, thi vi gør noget med vores gøren – også ved os selv – vi tilvirker og tilvirkes. (Schmidt, 1999, bd. I, s. 51)

Ifølge Schmidt er det altså ikke holdbart at videreføre Aristoteles’ skel mellem praxis og poiesis. Og det kan da også forekomme urealistisk at forestille sig, at praxis og fronesis skulle (kunne) udgøre omdrejningpunktet i individuelle og sociale dannelsesprocesser i en verden, der i meget høj grad domineres af arbejde og nyttehensyn. Hvor man netop altid synes at skulle gøre noget bestemt med sin gøren. Aristoteles forkærlighed for ‘den simpelthen velovervejede’, der i kraft af eftertanke når det højeste af det, som mennesket kan nå gennem handling, kan vel med rette siges at tilhøre en anden tid?

På den anden side: hvis vi altid udelukkende gør noget med vores gøren, bliver det umuligt at tale om, at en gøren kan være meningsfuld i sig selv. Findes der vitterligt intet i vores liv, der bærer formålet i sig selv? Schmidt vil henvise til, at vi altid – om vi vil det eller ej – indgår i gemenhedens sociale træf (der til tider udvikler sig til egentlige konflikter i form af sociale træfninger). Det sociale træf kalder Schmidt også det sociales ABC, hvor A forholder sig til B, men også forholder sig til hvordan C forholder sig til B (Schmidt, 2008, s. 14). Vi kommer med andre ord ikke uden om, at vi altid er henvist til at udfolde os og selvdanne os i en uartikuleret eller artikuleret konfliktualitet, hvor afmagten er et ærkevilkår. Afmagten kommer sig af, at ingen kan stå i kraft af sig selv – vi er alle “… henvist til de andre, som udgør magten” (Schmidt, 1999, bd. III, s. 66). Etik er at se afmagten i øjnene og besinde sig på en afmagtsreduktion (Schmidt, 2005, s. 52, s. 176 – læs eventuelt mere om (af)magt, konfliktualitet, træf, træfninger og det sociales ABC i artiklen Anerkendelsens blinde pletter).

Tragedy happens only when you are trying to live well

Overskriften er et citat, der stammer fra et interview med Martha C. Nussbaum (1988). Hun indfanger hermed det evigt tvetydige i vores eksistens. Giver det mening at tale om afmagten som tragisk ærkevilkår uden samtidig at overveje, hvad det er vi udelukker og overser, når vi er optagede af, at forstå begivenheder i lyset af begreber om magt og afmagt? Hvis nej, hvad er det så, vi overser?

Ole Fogh Kirkeby har et bud. Begivenhedens “… begrebslige indhold er, at noget sker” (Kirkeby, 2005, s. 486) – og det vi overser, når vi fokuserer på (af)magten, er en særlig kraft i begivenheden:

… der er en kraft (dynamis) i begivenheden, der må bevares, og ikke gribes og omformes til magt (krasis). Kraften er anonym, den er alles og ingens; magten er altid ejet, og strategisk, også selvom magt er en relation og ikke en tilstand. (ibid., s. 33)

Kraften er den rene udfoldelse som proces (ibid., s. 573), “… en ren bliven til, der aldrig indløses i en genstand” (ibid., s. 486-487) og “… en handlen for handlingens egen skyld” (ibid., s. 486), skriver Kirkeby.

Kirkeby er af den opfattelse, at begivenheder kan udlægges som både konstellationer og installationer (ibid., s. 32). Konstellationer skabes af kraften (ibid., s. 33), idet begivenheden “… processerer på sine egne vilkår, fordi vi møder den med åbne øjne” (ibid.). Man kan sige, at begivenheden hermed overgår os (ibid., s. 533). Installationen skabes af magten (ibid., s. 32). Her forsøger vi at få begivenhedens ’skeen’ til at passe ind i en plan, en strategi, eller en historie, idet “… vi tror, vi kan komme afsted med at fingere og manipulere’ (ibid., s. 33). Vi forsøger at forme begivenheden efter vores egne behov og fortolker den efter forgodtbefindende og “… herigennem konsolideres menneskers magt over hinanden” (ibid., s. 572).

Som det fremgår, kan der registreres en vis familielighed mellem begrebsparret installation/konstellation og begrebsparret poiesis/praxis, som det er udlagt i denne artikel. Installation og konstellation kan også, som poiesis og praxis, opfattes som komplementære fænomener:

Det er naturligvis kun muligt at producere en streng skelnen mellem konstellation og installation på det analytiske plan, i praksis er de sammenvævede, idet enhver installation må forudsætte en konstellation, og enhver konstellation, som et led i det sociale samvær, har installative momenter, fordi vi meget gerne vil styre og påvirke begivenheder. Her er ingen forsonings-dialektik mulig. (ibid., s. 33)

Men det ændrer imidlertid ikke ved, at der er en kraft i begivenheden, man må forsøge at bevare, og som man må være forsigtig med ikke at omforme til magt. Kirkeby taler om, at gøre verden værdig til det, der kan ske den (ibid., s. 11).

Peter Bastian har fortalt en historie, der måske kan fungere som et eksempel på, hvad der kan menes med at gå fra en begivenhed, der overvejende forløber ‘installativt’ til en begivenhed, der overvejende forløber ‘konstellativt’:

Når vi tidligere i Den danske Blæserkvintet skulle fortolke Carl Nielsen, var det fem musikeres forskellige opfattelser af musikken, der var til forhandling. I en del år endte vi derfor på kompromisløsninger, som ingen hverken hadede eller elskede, men som betød, at vi alle spillede under niveau. Der skete et afgørende skifte, da kvintetten igennem nogle år underkastede sig en lærer på højeste niveau, mesterdirigenten Sergiu Celibidache. Adlingen af Den danske Blæserkvintet fandt sted i Italien, hvor Celibidache hørte os spille, hvorefter han bestilte den bedste champagne og dernæst skålede med os hver især med ordene: “Nu er kvintetten en bedre musiker, end du er Peter, en bedre musiker, end du er, Søren” og så fremdeles. Jeg var blevet fagotbestyrer, vi havde alle glemt os selv i opslugtheden og var blevet til et skabende fællesskab, og det interessante er, at individualiteten forstærkes i den proces. For når jeg pludselig er Den danske Blæserkvintet, så har jeg også hele ansvaret, og det samme gælder for de andre. Så er det ikke længere så vigtigt, hvad jeg gør, men at det bliver gjort. Det er derfor, vi stadig kan finde glæde og udvikling sammen i kvintetten efter mere end 30 år. Hver gang vi mødes, er noderne totalt døde og skal genopdages af os, sammen. (Peter Bastian i Magisterbladet, nr. 2, 2013)

Noderne, instrumenterne og musikernes viden, kunnen og kompetence er på sin vis altsammen noget, der er givet, og ud fra den betragtning er et musikstykke, noget der skal frembringes (jf. Aristoteles’ begreb om poiesis). Et arbejde, man kan lære at udføre sin del af. Og, som man udfører ved at gøre sin egen opfattelse af musikken gældende i forhandlinger, der er underlagt magtforhold og dermed afmagten som tragisk ærkevilkår i Schmidts forstand. Fremførelsen tenderer, ud fra denne betragtning, at forløbe ‘installativt’. Men ud fra en anden – og komplementær betragtning – er samspillet en praksis (praxis), der forløber som en aktivitet, der udføres for dens egen skyld i en gensidig hensyntagen og ansvarstagen, uden hvilken erfaringer ikke ville kunne gøres, noder ikke ville kunne genopdages og musikken ikke ville kunne nyfortolkes og nydannes. Samspillet sker og forløber, ud fra denne betragtning, ‘konstellativt’, idet det udfolder sig som handlen for denne handlens egen skyld.

I Peter Bastians fortælling får man indtryk af, at kraften (dynamis) er forbundet med frihed. Og Kirkeby beskriver da også denne kraft som “… menneskets eneste dimension af fuldkommen frihed” (Kirkeby, 2005, s. 573). Frihed må her forstås i den betydning, som blev omtalt tidligere. At man kan ‘fri’ til sin elskede markerer netop, at dette ord har med kærlighed at gøre. Ordet fri kommer af en rod med betydningen ‘at elske’ og heraf udledes blandt andet ordet frænde ‘den, der elsker’, ‘ven’. Frihed kommer sig af den beskyttelse, der ligger i at indgå i grundlæggende afhængigheds- og ansvarsforhold til andre, hvor man tager del i aktiviteter, der foretages uden et formål uden for aktiviteterne selv.

Schmidt har et godt blik for afmagten og det tragiske i det sociale træf, men han kan have en tendens til at undervurdere den glæde, der kan udspringe af at tage del i noget, hvor andre også tager del, og af at stå i et gensidigt afhængigheds- og ansvarsforhold til andre. De andre kan ses som magten. Men de andre kan vel også ses som garanter for et liv i (ikke-u)frihed? Kan (ikke-u)friheden opfattes som et ærkevilkår på linje med afmagten? Kan det sociale træf  – ud fra et komplementaritetssynspunkt – måske tillige fortolkes som et potentielt lykketræf, hvor respekt og interesse for specifikke forskelle åbner for nye handlemuligheder og begyndelser?

Der er faktisk steder, hvor Schmidt netop hylder forskellen, om end det sker på en tragisk baggrund:

At tilhøre forskellen til den anden betyder en åbenhed overfor den anden, der giver sig udslag i en permanent lytten, men der lyttes efter en fremmed stemme, for herigennem forsikres vi om forskellen. (Diagnosis, 1999, bd. I, s. 240)

Magt og afmagt er uomgængelige: Når jeg forholder mig til noget, forholder jeg mig samtidig til, hvordan andre forholder sig. Men jeg kan vel tillige forholde mig til, at vi alle er henvist til at forholde os i en uoverskuelig forskellighed? Hannah Arendt skriver:

… i handling og tale (…) er vi afhængige af andre, over for hvem vi fremtræder i en forskellighed, som vi selv er ude af stand til at opfatte (Arendt, 2005, s. 243).

Forskellighedens principielle uoverskuelighed betyder, at vi, når vi bestræber os på at tage bestemte hensyn alt andet lige samtidig vil udelukke andre bestemte hensyn (jf. Althussers begreb om det bestemt udelukkede). I forskelligheden er vi måske derfor ikke kun henvist til at lytte efter en fremmed stemme (for dermed at lade os forsikre om forskellen)? Vi kan måske også bestræbe os på at lytte efter ekkoet af den bestemte stemme, vores egen stemme udelukker? En opmærksomhed på ekkoerne af de fremmede, bestemt udelukkede, stemmer må kunne åbne for nydannelse, hvor praksis løbende justeres i takt med, at det går op for de involverede, at betydningsfulde hensyn overdrives eller overses. De andres forskellighed er i denne henseende berigende. Forskelligheden åbner mulighed for en højere grad af flerstemmighed, hvorigennem man, idet forskellene respekteres, kan lytte sig frem og blive klogere på det, man har en tendens til at negligere og overse. I praksis må en sådan flerstemmighed og lydhørhed kunne fremmes gennem en fælles opmærksomhed på det tvetydige og dilemmatiske ved situationer og samspil – og gennem en villighed til at opspore og dele dilemmaer. Afmagten er måske nok porten til den anden. Men en åbenhed overfor eksistensen af det bestemt udelukkede, det oversete hensyn eller skyggeværdien (kært barn har mange navne) er porten til de andre og åbner mulighed for, at dilemmaer kan opspores, deles og dermed håndteres på nye måder i praksis (jf. artiklen Hvad er dilemmaopsporing? for en indføring i dette komplementaritetssynspunkt og dilemmaperspektiv).

Situationer kan fortolkes som sociale træf, hvor man omgås og lever i en uartikuleret konfliktuel forskellighed (det Schmidt kalder gemenhed). Her lever man med forskelligheden, fordi forskellene endnu ikke har givet nogen anledning til protest. Situationer kan også fortolkes som sociale træfninger, hvor de involverede indgår i artikulerede konflikter, hvor de prøver at få hinanden til at forholde sig på samme måde, som de selv gør. Men situationer kan også fortolkes som lykketræf, hvor de involverede – netop på grund af deres forskellighed, og på grund af den potentielle komplementaritet i deres måder at forholde sig på – kan lykkes med at tage betydningsfulde hensyn, der ellers ville være blevet overset i praksis. ‘Lykke’ skal her forstås i lyset af Aristoteles lykkebegreb, der angår dét at leve godt og handle vel i et samfund, hvor alle har mulighed for deltagelse i det fælles liv. Et lykketræf dukker op, når magten i et samspil nedtones til fordel for den kraft, der ligger i at udleve en mere åben flerstemmighed, hvor man lytter efter ekkoet af den stemme, som ens egen stemme udelukker. Flerstemmigheden gør, at samspillet kan siges at lykkes i den betydning, at hensyn, der ellers ville være blevet overset, i højere grad bliver taget til alles bedste. Flerstemmigheden er rettet mod de menneskelige goder i Aristotelisk forstand. Det social træf er måske nok ud fra én betragtning tragisk, men ud fra en anden – komplementær betragtning  – kan det være et berigende lykketræf, som vi skylder hinanden at tage ansvar for.

Hensyntagen er dybest set ansvarstagen med respekt for den forskellighed, som intet menneske kan overskue, men som ikke desto mindre beriger os alle. Måske er det denne forskellighed, der gør at C. V. Jørgensen kan glædes over at være ‘beriget og i bundløs gæld; til nu’et og nu’et for altid; befamlet af guderne selv’ (jf. artiklens motto).

Afrunding

De to debattanter, som vi mødte i indledningen, anlagde to forskellige syn på børns læring og udvikling. I sammenstødet mellem de to syn ligger der, som vi har set i denne artikel, måske kimen til en afklaring af læringsbegrebets omfangslogiske status.

Alle situationer kan godt forsøgsvis anskues som læresituationer, hvorved tilegnelse af viden, kunnen og kompetence træder frem som det interessante. Men alle situationer er ikke læresituationer. Erfaringer gøres. De indtræffer og kommer i reglen bag på os – og kan netop derfor give anledning til forskellige former for nydannelse. Erfaringer og nydannelse må alt andet lige antages at have stor betydning i individuelle og sociale dannelsesprocesser. Man kan godt uddrage en lære eller morale af erfaringer, man har gjort sig – men denne lære eller morale er ikke identisk med erfaringerne selv. Alle situationer kan derfor også forsøgsvis anskues som praksissituationer, hvor erfaringer gøres, idet noget nyt hænder, som ikke kunne forventes ud fra tidligere hændelser. Nydannelse af denne karakter har, som vi har set, principielt ikke noget med læring at gøre. Kapaciteten for værdirationel overvejelse og handling er ikke konstant, men afhænger af i hvilken grad betydningsfulde situationsspecifikke hensyn tages, overdrives eller overses i praksis.

Alle situationer kan imidlertid også forsøgsvis anskues som arbejdssituationer (i den bredeste betydning af ordet arbejde), hvor der trækkes på bestemte former for viden, kunnen og kompetence med henblik på at opnå eller frembringe noget. Kapacitet for målrationel overvejelse og tilvirken har grundlæggende noget med læring at gøre i den forstand, at der må have fundet læring – en tilegnelse af relevant viden, kunnen og kompetence – sted, som gør det muligt at udføre det pågældende arbejde. Heller ikke arbejdssituationer er altså pr. definition læresituationer, om end vi i arbejdet bruger det, vi har lært. Læresituationer kan derimod opfattes som en særlig type arbejdsituation, hvor nogen arbejder på at tilegne sig viden, kunnen eller kompetence, som de forventes at gøre brug af i den aktuelle arbejdssituation eller i fremtidige arbejdssituationer. Læring er altså slet og ret en form for arbejde.

At tale om læring som livsform – og at gøre dette til et ideal for eksempelvis skoler og dagtilbud – forekommer på den baggrund at være noget ensidigt (jf. folkeskolen.dk). Det kunne ses som et eksempel på det, etnologen Thomas Højrup i sin tid identificerede som livsformscentrisme (jf. denstoredanske.dk). I dette tilfælde karrierelivsformens tilsyneladende uhæmmede og enøjede tendens til at pådutte alle ‘livslang kompetenceudvikling gennem læring’. Dette mantra har naturligvis kronede dage i den såkaldte konkurrencestats æra – men at gøre det identisk med selve livets form og mening forekommer på én gang hovmodigt og fattigt.

Praksis (nydannelse) og arbejde (læring) kan opfattes som to komplementære synsvinkler, som vi kan anlægge på vores hverdagsliv. De såvel udelukker som kompletterer hinanden. De to perspektiver kan med fordel rendyrkes og bruges som komplementære analytiske perspektiver, der kan veksles imellem, når man ønsker at bliver klogere på betydningen af – og samspillet mellem – læreprocesser og nydannelsesprocesser i hverdagslivets fællesskabelse (jf. artiklen Om fællesskabelse).

Dette komplementaritetssynspunkt på læring og nydannelse levner rum for det, som jeg har kaldt ‘tvivlens dannelse’:

Vores omgang med tvivlen – og den nysgerrighed der udspringer heraf – synes at være afgørende i såvel individuelle som sociale dannelsesprocesser. Tvivl er en forudsætning for at kunne håndtere det vilkår, at både individer og fællesskaber er forankret i fortidens begivenheder samtidig med, at de må forandre sig i takt med, at uforudsigelige begivenheder indtræffer. (Pedersen, 2015)

Det kan gøre en stor forskel for børn, at pædagoger og lærere analytisk kan veksle mellem et læringsperspektiv og et nydannelsesperspektiv, når de reflekterer over deres arbejde. Hermed lader de tvivlen komme sagen til gode. Læringens tilegnelsesperspektiv har sin berettigelse – men uden nydannelse ingen nye begyndelser og ingen nye muligheder for at bringe hidtil oversete hensyn for dagens lys for dermed at forsvarliggøre praksis.

Argumentationen i denne artikel forudsætter et analytisk skel mellem arbejde og praksis. Som vi har set, deles opfattelsen af det betydningsfulde i dette skel ikke af aktuelle læringsteorier. Andre bud på, hvor grænsen mellem læring og ikke-læring kan trækkes er mere end velkomne. Der er brug for sådanne bud, idet der kan registreres en betænkelig tendens til, at læringsbegrebet bliver altomfattende og dermed mister sin faglige mening.

© Copyright Omsigt v/Carsten Pedersen

(Artiklen blev publiceret i sin første version i august 2015 på http://omsigt.dk)

Book Carsten Pedersen til et foredrag, en halv eller en hel temadag eller et udviklingsforløb med fokus på læring og (ny)dannelse her.

Omsigt afholder kurset ‘Læring og inklusion’ – læs mere her.

Omsigt afholder kurset ‘Samarbejde mellem lærere og pædagoger’, hvor blandt andet begreberne om læring og nydannelse diskuteres i forhold til de to professioners kernefagligheder – læs mere her.

Tvivlens dannelse

Af Carsten Pedersen


Artiklen kan købes i pdf-format her


Min viden er begrænset
til det lidt jeg ved
men de andres kultur
er en vittighed
C. V. Jørgensen

Med denne tvetydighed maner C. V. Jørgensen os til eftertanke. For hvad udgør egentlig ‘det lidt jeg ved’, og hvordan forvalter jeg ‘det lidt jeg ved’ i mødet med det, som jeg ikke forstår – og af samme grund kan have svært ved at håndtere?

Én af C. V. Jørgensens egne inspirationskilder – Bob Dylan – har et bud. Dylan har erfaret, at man må:

… være meget påpasselig med aldrig at nå frem til et sted, hvor man tror, man er nået i mål. Man skal altid være sig bevidst, at man hele tiden er i bevægelse; man er hele tiden ved at blive noget nyt, forstår du? Så længe man kan blive i den verden, skal man nok klare sig. (Bob Dylan, Statens Museum for Kunst, 2010)

Hvad har udsagn fra to rockpoeter med dannelse at gøre? I mine øjne, at de begge indirekte peger på, at tvivl ikke nødvendigvis er noget ufrugtbart i vores tilværelse.

I det følgende vil jeg forsøge mig med at opfatte dannelse som en særlig kvalitet ved individers og fællesskabers omgang med tvivlen. Jeg gør det vel vidende, at tvivlens ry er blakket. En universel tvivl kan som bekendt hurtigt føre til vægelsind og handlingslammelse – og i sidste ende fortvivlelse. Men som jeg skal forsøge at vise, findes der tillige en situationsbaseret tvivl, der åbner for nysgerrighed på forskellen mellem det fremmedartede, som man ikke forstår, og det, man selv vedkender sig, og måske troede, at man havde vished for.

Tvivlen kan på denne måde komme sagen til gode. Hvor ’sagen’ ses som et dynamisk mellemværende, som mennesker både har en fælles interesse i og forholder sig forskelligt til.

Tvivlen viser hermed sit dannelsespotentiale – og spørgsmålet bliver da, hvad der kan siges at karakterisere tvivlens dannelse?

Erfaringsdannelse og karakterdannelse

Pædagogerne havde gennem længere tid forsøgt, at få Jens til at tage sin tallerken ud fra bordet efter spisningen. Uden held. Efter sparring med en udefrakommende ressourceperson opstår den idé, at én af pædagogerne i en periode kunne forsøge sig med at spørge Jens, om hun måtte have lov til at tage hans tallerken ud. Efter tre måltider med denne procedure spurgte Jens pædagogen, om han måtte have lov til at tage hendes tallerken med ud. (Fortællingen stammer fra Wahlgren & Aarkrog, 2012, s. 81 – og gengives her i en lettere bearbejdet form)

Giver ordet dannelse mening i relation til denne fortælling?

Nogle kunne vel for eksempel godt mene, at Jens til en begyndelse mangler dannelse i betydningen ‘almindelig god opførsel’. Dermed vil Jens kunne siges at dannes, idet hans handletilbøjeligheder bringes i bedre overensstemmelse med de herskende normer i daginstitutionen (og samfundet). I denne betydning af ordet, bliver dannelse nærmest at forstå som karakterdannelse – og i særdeleshed som det kultiverede resultat, der forventes at komme ud af en sådan.

Denne måde at bruge ordet dannelse på ligner grangiveligt det, man ellers forbinder med socialisering. Den Danske Ordbog angiver, at ordene socialisering og socialisation kan bruges om “tilpasning til de gældende adfærdsnormer i et samfund” (sproget.dk). En af sociologiens grundlæggere, Emil Durkheim, skriver, at socialiseringens mål:

… er at vække og befordre en række fysiske, åndelige og moralske kræfter i barnet, kræfter, som afkræves barnet dels af samfundet som helhed, dels af det bestemte miljø, det er bestemt til at leve i (citeret fra Østerberg, 2005, s. 91).

I ‘vække og befordre’ ligger der et uomgængeligt magtaspekt. Denne tankegang kan spores tilbage til Aristoteles, der gør sig følgende overvejelser om menneskers karakterdannelse:

Hvad angår argumentation og undervisning, er det ikke hos alle den har nogen kraft, men tilhørernes sjæl må på forhånd være bearbejdet i sine vaner til at føle glæde og afsky på den rigtige måde, ligesom den jord må forberedes, som nærer sæden. For den, som lever i sine følelser, vil ikke lytte til noget formanende argument, han vil end ikke forstå det. Og hvordan skal man kunne overtale sådan en person til noget andet? Følelsen synes i det hele taget ikke at give efter for argumentation, men kun for magt. Der må altså på forhånd foreligge en karakter, som på en måde egner sig for dyd, en der elsker det ædle og ringeagter det slette. (Aristoteles, 2000, s. 260)

Et menneskes individuelle karakter (på oldgræsk ‘hexis’) udgøres, ifølge Aristoteles, af et handleberedskab af dyder, der er blevet inkorporeret gennem løbende deltagelse i praksisser, hvor nogle handlemønstre opfattes som mere respektable og forbilledlige end andre. Gennem iagttagelse af forbilledlige handlemønstre – ikke mindst i dets venskabskreds – og gennem mødet med den ‘glæde og afsky’ dets handlemåder kan udløse i forskellige sociale sammenhænge, inkorporeres dyderne og bliver langsomt til handletilbøjeligheder i dette menneskes handleberedskab. Karakterdannelse er erfaringsdannelse (det tyske erfahren betød oprindeligt ‘gennemvandre’ (sproget.dk)).

Aristoteles understreger, at karakterdyderne er knyttet til såvel det emotionelle, idet dyderne er ”… nært beslægtet med lidenskaberne” (Aristoteles, 2000, s. 256), som til det rationelle, idet menneskers handlinger og valg ”… er et overvejet begær” (ibid., s. 150). Aristoteles synes at være af den opfattelse, at menneskers grundlæggende naturbundenhed og kropslighed må indebære, at tænkning ikke i sig selv kan give anledning til handling. Enhver (re)ageren kræver impulser fra de følelsesmæssige reaktioner, der følger af det, man sanser i den specifikke situation. For Aristoteles udgør sansning, følelse og tænkning en enhed (jf. eventuelt Pedersen i Hørdam & Pedersen, 2006, s. 34).

Det er for eksempel Jens’ følelse af lyst eller ulyst, der gennem hans sansning i oprydningssituationen, igangsætter hans (re)ageren eller mangel på samme – men det er med tanken, at han (be)griber situationen og dernæst refleksivt overvejer og afvejer, hvad han finder godt at gøre. Han har således altid mulighed for at (re)agere anderledes. Hvad han jo også i praksis viser sig at gøre.

Selvom erfarings- og karakterdannelse er knyttet til følelseslivet, understreger Aristoteles, at handlinger uden fornuft må betragtes som direkte skadelige:

… ligesom en stærk krop, som bevæger sig rundt uden syn, kan komme overordentligt galt af sted (…), således gælder det også for de naturlige egenskaber uden fornuften (Aristoteles, 2000, s. 163).

Vores inkorporerede handleberedskab gør os tilbøjelige til, i en given situation, at (re)agere ud fra tidligere erfaringer med lignende situationer. Men da hver eneste situation samtidig er helt unik og principiel uforudsigelig, trækker vi samtidig på vores dømmekraft (på oldgræsk ‘fronesis’), når vi overvejer og afvejer, hvilke specifikke hensyn, der er relevante i den aktuelle situation.

Dømmekraft (fronesis) indebærer altså karakter (hexis). Og karakterdannelse indebærer brug af dømmekraft. Derfor er der heller intet mekanisk eller entydigt ved menneskers erfarings- og karakterdannelse. Vores handleberedskab består ikke af en enkelt handletilbøjelighed, men af en dynamisk formation af forskellige handletilbøjeligheder. Det er blandt andet derfor, at vi kan tvivle.

Ludvig Holberg synes indirekte at indfange forskelligheden som vilkår for enhver erfarings- og karakterdannelse i følgende formulering:

Menneskets Villie er meer tilbøyelig til een Ting end til en anden; hvilket foraarsager Sindets Dannelse og Temperament, hvorved nogle ere hengiven til visse Slags Gierninger. (Holberg, 1716)

Denne forskellighed næres af såvel individuelle som sociale forhold.

Det enkelte menneskes handleberedskab kan ikke opfattes som noget entydigt. Handletilbøjelighederne er netop i flertal og kan trække i forskellig retning i selv samme situation. Holbergs påpegningen af forbindelsen mellem det, et menneske magter, og den mening, som dette menneske tillægger verden, må betyde, at et menneske vil (og magter) meget forskelligtforskellig måde – og følgelig også vil kunne være ‘hengiven’ til mange forskellige ‘Slags Gierninger’. Hermed synes viljen at forvandle sig til viljer, der kan pege i forskellige og mere eller mindre modsatrettede retninger. Modsatrettede individuelle handletilbøjeligheder åbner for tvivlen.

Dertil kommer, hvis vi tillige tager det sociale liv i betragtning, at en praksis altid må bestå af forskellige mere eller mindre modsatrettede måder at forholde sig på. Når vi trækker på vores handlekraft og søger at magte tilværelsen, danner vi et særligt handleberedskab og en særlig dømmekraft, der gør at visse ting og situationer især giver mening. Men vores tilværelser, og den mening, der er forbundet med disse tilværelser, er ikke identiske. Forskelle i måder at forholde sig på kan selvfølgelig bruges til at afgrænse og bekræfte de handlemønstre, man selv har forkærlighed for, men forskellene åbner samtidig for tvivlen.

Ordet tvivl har vi ifølge Den Danske Ordbog fra det tyske twivel, der er beslægtet med tve- og som oprindeligt har betydet noget i retning af ’tvesind’ og ‘usikkerhed’. Tilværelsens individuelle og sociale ‘tvetydigheder’ kan, som Holbergs komedier i øvrigt indeholder mange lattervækkende eksempler på, håndteres mere eller mindre vellykket – gennem et mere eller mindre veludviklet ‘tvesind’ eller ‘dobbeltblik’. I aktuel danske sprogbrug bruges tvivl om en:

(tilstand eller fornemmelse af) usikkerhed, manglende tro på eller overbevisning om hvorvidt et forhold, et udtryk eller et fænomen er rigtigt, sandfærdigt eller forholder sig som påstået, antaget el.lign. (sproget.dk)

Usikkerhed er en “manglende vished eller viden om noget” (ibid.) og uvished er en “manglende viden om hvordan noget forholder sig eller vil forløbe” (ibid.), mens vished er “det at være sikker på eller overbevist om at noget forholder sig eller vil forløbe på en bestemt måde” (ibid.).

Uanset tilværelsens ‘tvetydigheder’, kan vi naturligvis ikke gøre tvivlen til ét og alt i vores liv. For som Ludwig Wittgenstein, har godtgjort, så er universel tvivl en umulighed:

Den, der ville tvivle om alt, ville slet ikke komme i gang med at tvivle om noget som helst. Tvivlens spil har allerede selv vished som sin forudsætning. (Wittgenstein, 1989, § 115)

Tvivl forudsætter et grundlag, som man kan tvivle på baggrund af. Men dette grundlag kan (desværre eller heldigvis) ikke være sikker, ubetvivlelig viden. Falder den universelle og absolutte tvivl, så må den universelle og absolut sikre viden også falde. For at kunne tvivle, må vi således tro på meget:

Barnet lærer at tro mange ting. D.v.s. det lærer f.eks. at handle ud fra denne tro. Efterhånden dannes et system af ting, man tror, og i dette står nogle ting urokkeligt fast, andre er mere eller mindre bevægelige. Når noget står fast, skyldes det ikke, at det i sig selv er åbenbart eller indlysende, men at det bliver holdt fast af det, der omgiver det. (ibid., § 144)

Wittgenstein minder os om, at vi har det med at opfatte, det, vi véd, som de rene kendsgerninger, men dermed glemmer udtrykket “Jeg troede, jeg vidste det” (ibid., § 12). En vending, som vi ikke sjældent er henvist til i mere eftertænksomme stunder.

Hermed ikke sagt, at man ikke kan være mere eller mindre sikker eller tvivlende i forhold til ord, handlinger eller ting i en specifik sammenhæng. Men mens man tvivler på noget, står noget andet altså (for en tid) fast. Denne form for tvivl kan med fordel kaldes situationsbaseret tvivl. Situationsbaseret tvivl åbner for det, som jeg vil kalde tvivlens mellemspil og dermed for omtanke.

John Dewey har meget rammende beskrevet det, jeg mener med tvivlens mellemspil:

Det gamle udtryk ’stop en halv og tænk dig om’ er sund psykologi. For tænkning holder den umiddelbare manifestation af tilbøjeligheden tilbage, indtil denne tilbøjelighed er blevet sat i sammenhæng med andre mulige handlingstilbøjeligheder, således at der udformes en mere omfattende og sammenhængende plan for, hvad man skal gøre. Nogle af de andre handlingstilbøjeligheder fører til, at man bruger øjne og ører og hænder til at opfatte de objektive vilkår; andre medfører en erindring om, hvad der er sket i fortiden. Tænkningen er således en udsættelse af den umiddelbare handling samtidig med at den bevirker en intern kontrol af impulsen ved et samspil mellem opfattelse og hukommelse, idet dette samspil er kernen i omtanke. (Dewey, 1969, s. 230)

Deweys brug af ordet ‘plan’ kan, i mine øjne, risikere at bære ved til en instrumentel praksisforståelse. Erstattes ‘plan’ med ‘overvejelser over og afvejninger af’ stemmer tankegangen bedre med Aristoteles’ understregning af dømmekraftens (fronesis’) betydning i erfarings- og karakterdannelsen og i praksis. Det betyder naturligvis ikke, at man ikke kan udvikle planer, og dermed bruge dem som tingsliggørende fokuspunkter i en given situationen – men en sådan plan er ingen forudsætning for at (re)agere forsvarligt i praksis, og den forudsætter under alle omstændigheder fronetisk overvejelse og afvejning, idet den må afstemmes med andre relevante hensyn, der dukker op før eller under et hændelsesforløb (begrebet ‘tingsliggørelse’ er uddybet i artiklen Om fællesskabelse). Planer må justeres undervejs og bliver i praksis at opfatte som hensyn blandt mange andre hensyn.

Erfarings- og karakterdannelsens dilemma kan nu anskueliggøres på følgende måde ved brug af dilemmadiagrammet (jf. artiklen Hvad er dilemmaopsporing? og Pedersen, 2011, s. 113):

Karakterdannelsens_dilemma

Dømmekraft (fronesis) kan så på denne baggrund opfattes som såvel følelsesbaseret handlekraft som fornuftsbaseret omtanke beriget af eftertanken. Tager vi i betragtning, at menneskers handleberedskab er forskelligt fra menneske til menneske, vil dette dilemma ikke kun blive næret af mere eller mindre modsatrettede individuelle handletilbøjeligheder, men også af det sociale liv, hvor en mangfoldighed af mere eller mindre konfliktende og mere eller mindre forbilledlige handlemønstre vil gøre sig gældende. Handlekraft kan også tage form af modstandskraft, når velvilje eller ikke-uvilje forvandler sig til uvilje og egentlige konflikter opstår.

Tilværelsen, og enhver erfarings- og karakterdannelse, er således dilemmafyldt. Netop derfor har jeg i mange sammenhænge advokeret for et dilemmaperspektiv på individuelle og sociale dannelsesprocesser. Ordet dilemma er oprindeligt oldgræsk for netop en ’tvedelt præmis’ (jf. artiklen Hvad er dilemmaopsporing?) – og har dermed tvivlen indbygget i sig. Dilemmaperspektivet kan gøre sit til, at man vænner sig til at betvivle entydige, lette eller skråsikre målrationelle ’løsninger’. Målrationalitet har naturligvis sin berettigelse, men den må, i lyset af Aristoteles’ begreb om fronesis, altid have værdirationelle overvejelser og afvejninger som sin basis. Målet helliger ikke midlet i menneskers omgang med hinanden.

Dilemmaperspektivet gør, at man, i sine refleksioner over tankevækkende situationer i hverdagslivet, vænner sig til nysgerrigt at undersøge, hvilke værdier (hensyn), der er på spil i bestemte situationer – herunder om der er vigtige hensyn, som er i risiko for at blive overset eller underprioriteret. Hermed udsætter man så at sige sine handletilbøjeligheder, der, sammen med ens dømmekraft, er med til udpege, hvilke hensyn, der opfattes som betydningsfulde i sammenhængen, for en situationsbaseret tvivl. Det sker ved, at man iagttager, eller forestiller sig, hvordan værdier (hensyn) kan blive dyrket i en grad, hvor det bliver ’for meget af det gode’ i den specifikke situation (jf. ’dilemmadiagrammet’ ovenfor). Hermed opstår der en specifik bekymring. Man kan sige, at denne bekymring repræsenterer en tvivl på den værdi, man er tilbøjelig til at trække på, og som man måske er ved at gøre til det eneste saliggørende hensyn i situationen. Men denne tvivl åbner samtidig for, at man kan spørge til, hvilken anden værdi eller hvilket andet hensyn, der hermed trues, siden at bekymringen og tvivlen netop indfinder sig. Denne truede værdi er det, jeg kalder skyggeværdien. Skyggeværdien befinder sig i skyggen af den oprindelige værdi, idet den er i risiko for blive overset – men den følger også den oprindelige værdi som en skygge, idet de to værdier er komplementære. Derfor må skyggeværdien på samme måde betvivles, idet den fører en bekymring med sig, hvis den dyrkes i en grad, hvor det bliver ’for meget af det gode’. En bekymring, som i virkeligheden er et udtryk for, at den oprindelige værdi eller det oprindelige hensyn blev oplevet som truet eller overset i situationen og dermed i udgangspunktet vækkede en tilbøjelighed til netop at tage dette hensyn.

Diametralt modsatrettede værdier og handletilbøjeligheder viser sig på denne måde at berige og komplettere hinanden, idet de i praksis indgår i situationsbestemte handlemønstre, når dilemmaer håndteres. I praksis findes værdier ikke i rene former. De er hverken at forstå som idealer, mål eller midler. Værdier er i praksis altid beriget såvel af individuelle handletilbøjeligheder som af komplementære forhold til andre værdier, som de må afbalanceres i forhold til – set i lyset af situationens karakter og udvikling. Det er derfor, at enhver (re)ageren må opfattes som unik, og enhver situation i princippet er uforudsigelig. Idealer, mål og midler – og meget andet – kan dog godt være med til at udpege, hvilke hensyn der må opfattes som relevante i en specifik situation, idet de kan fungere som tingsliggørende fokuspunkter. Men hermed forvandler de sig i praksis til hensyn blandt andre hensyn, der må overvejes og afvejes i situationen.

Når man ud fra et dilemmaperspektiv betvivler præmisserne for ens (re)ageren, er der altså ikke tale om en universel tvivl på det, man gør. Der er tale om en situationsbaseret tvivl, der angår en værdi eller et hensyn i den specifikke situation, og som man, gennem tvivlen, opdager står i et komplementært forhold til en anden værdi eller et andet hensyn i samme situation – og dermed en tvivl, der styrker ens dømmekraft. Håndteringen af dilemmaer kræver på sin vis et ’tvesind’ eller et ‘dobbeltblik’, der modvirker skråsikkerhed og sikrer en vis omtanke i håndteringen af vanskelige situationer – uden at man af den grund forfalder til universel tvivl og mister sin handlekraft (eller modstandskraft).

Men er dannelse ikke andet og mere end socialisering og dilemmafyldt erfarings- og karakterdannelse? De fleste vil vel mene, at tillige uddannelse og læring bidrager til menneskers dannelse?

Uddannelse og læring

Man kan udmærket vælge at forstå situationen med Jens som en læringssituation. Jens ville da forventes at tilegne sig bestemte former for viden og kunnen i situationen. Det kunne måske siges at være tilfældet, hvis Jens havde svært ved at finde ud af, hvad forventningen var efter et endt måltid? Måske kender han ikke ordet ‘tallerken’? Eller han ved måske ikke, hvad han skal med sin tallerken, når han er færdig med at spise. Personalet kunne da guide og informere Jens om, hvordan han forventes at bære sig ad. Og prøve at lære ham, hvad ordet ‘tallerken’ betyder. Ender han med at vide og kunne det forventelige, kan han siges at have lært noget. Læring er måske nok i familie med socialisering og erfarings- og karakterdannelse – men fremfor handletilbøjeligheder, værdier og handlemønstre synes begrebet snarere at medføre et fokus på viden og på beherskelse af bestemte færdigheder.

Verbet lære bruges, ifølge Den Danske Ordbog om det, at “tilegne sig kundskaber eller færdigheder, især i forbindelse med undervisning” (sproget.dk). Ordet stammer fra det nedertyske leren, der egentlig betyder ‘få nogen til at vide’, og det er beslægtet med læst, der betyder ’spor’ eller ‘fodsål’ – som i talemåden ’skomager bliv ved din læst’ (en skolæst er et stykke træ, der er formet som en fod, og som skomagere tidligere brugte som model til at skære og sy fodtøj over) (ibid.). Det er således ikke underligt, at læring tit forbindes med tilegnelse af en given viden og kunnen inden for givne områder.

Der gøres aktuelt mange forskellige læringsforståelser gældende. For eksempel kan læring defineres som:

  • En varig kapacitetsændring (hvad enten den er af motorisk (bevægelsesmæssig), kognitiv (erkendelsesmæssig) eller psykodynamisk (følelses-, motivations- og holdningsmæssig) karakter  (jf. f.eks. Illeris, 1999).
  • En proces hvorigennem et system ændrer dets egen måde at fungere på således, at det reagerer anderledes end før på en ydre påvirkning og samtidig kan sammenligne dets tidligere og nuværende reaktionsmåde (jf. f.eks. Qvortrup, 2004).

Uanset om man forstår læring som udvikling af kapaciteter, refleksionsevne eller forudsætninger for deltagelse, synes læring alt andet lige at være forbundet med en idé om, at der sker en varig forandring i det, den lærende ved og kan – og at denne forandring vurderes som et fremskridt i forhold til tidligere. Og sådanne fremskridt kan vel kun måles i forhold til eksisterende viden og kunnen? Det er måske derfor, at læring forbindes med tilegnelse. Nogle må med andre ord kunne og vide noget, som andre har brug for at kunne og vide, for at det giver mening at tale om læring.

Hvordan kan man så forestille sig, at viden og kunnen kan spille sammen med menneskers socialisering og erfarings- og karakterdannelse? Erfarings- og karakterdannelsens dilemma – handlekraft vs. omtanke (se figuren ovenfor) – kan måske være med til at kaste lys over dette spørgsmål. For måske er det sådan, at (faglig) viden og kunnen i visse tilfælde overvejende viser sig at understøtte ‘handlekraften’? Mens (faglig) viden og kunnen i andre tilfælde overvejende viser sig at understøtte ‘omtanken’? I det første tilfælde bruges viden og kunnen tendentielt ‘tankeløst’. I det andet tilfælde bruges viden og kunnen tendentielt slet ikke på grund af ‘handlingslammelse’. Kunne man sige, at viden og kunnen forvandles til (faglig) kompetence indenfor et givet område, idet denne viden og kunnen bruges på måder, der samtidig understøtter håndteringen af dilemmaer i praksis – herunder ikke mindst dilemmaet mellem handlekraft og omtanke?

I givet fald kan man forestille sig, at socialisering kan hænge sammen med og understøtte læring i den forstand, at man, på basis af dømmekraft (fronesis), tilegner sig og bruger viden og kunnen. Fordelen ved at tænke socialisering og det sociale som læringens fundamentet er, at der hermed sikres en vis balance mellem det sociale livs indbyggede værdirationalitet og læringens indbyggede målrationalitet. Kompetence er således aldrig slet og ret en effektiv brug af viden og kunnen – men tillige en brug af denne viden og kunnen på måder, hvor man samtidig er opmærksom på, om vigtige hensyn overses.

Socialisering (erfarings- og karakterdannelse) og læring (tilegnelse af viden og kunnen) kan altså ses som afgørende for menneskers dannelse. Men er socialisering og læring i sig selv en garanti for dannelse med stort D – det som man også til tider kalder almendannelse?

Almendannelse

Følger vi Den Danske Ordbog må svaret blive et tøvende måske. Her bestemmes almendannelse som:

… alsidigt kendskab til flere forskellige almene vidensområder som fx kunst, litteratur, sprog, samfundsforhold, historie og naturvidenskab. (sproget.dk)

Dog understreges, som det fremgår, alsidigheden. Det er blandt andet på den baggrund det almene i almendannelsen kan forstås. En af måderne at bruge ordet dannelse på er da også:

… alment kendskab til især kulturelle områder som f.eks. kunst, sprog, litteratur, musik og historie, forbundet med en fremskreden åndelig udvikling og en kultiveret optræden og levevis opnået som resultat af god uddannelse og opdragelse (ibid.).

Der er tydeligvis primært tale om en reproduktion af tilstande eller resultater, hvor dannelsens processuelle aspekt underspilles. Dannelse er godt nok at opfatte som en bevægelse – men bevægelsens mål eller resultat synes alt andet lige givet.

Fælles for socialisering (erfarings- og karakterdannelse), læring og almendannelse (i ordbogens betydning) synes at være, at individet sættes på en udviklingsopgave, hvor det forventes at hæve sig op over og begrænse sine umiddelbare behov for i stedet at bruge kræfterne på noget, der rækker ud over individet selv. Jens gør det på sin vis, idet han ender med at bidrage til den fælles oprydning. Pædagogerne gør det på sin vis også, idet de er åbne overfor, at der kunne være andre og bedre måder at håndtere situationen med Jens på end dem, de har for vane. Er disse forholdemåder ‘alsidige’ nok til at fortjene betegnelsen almendannelse? Svaret blæser i vinden.

Hvis alsidighed er hovedkriteriet i almendannelse – hvordan afgør vi så, hvad indholdet af denne dannelse kan bestå i? Vi kunne for eksempel følge Ole Thyssens – og dermed systemteoriens – tankegang:

At være dannet er ikke, at tilegne sig et bestemt pensum, men at kunne iagttage på mange måder, herunder med et blik for sit eget blik. (Thyssen, 2012, s. 197)

Men hvordan kan man så forstå forholdet mellem (almen)dannelse og viden? I alment dannelsesperspektiv kan det vel ikke være helt ligegyldigt, hvilke perspektiver man skifter imellem?

Almendannelse og viden

Jeg vil foreslå, at man opfatter almendannelse som en kvalitet ved den måde, man forholder sig til forskellige former for viden og ikke-viden på. Det være sig viden, der angår spørgsmål om:

  • Hvordan situationer i praksis kan håndteres på måder, hvor vigtige hensyn ikke overses (fronesis).
  • Hvad noget dybest set er, når alt kommer til alt (sofia).
  • Hvorfor der findes bestemte sammenhænge mellem fænomener (episteme).
  • Hvordan resultater eller mål kan nås med forskellige midler (techne).

Og det være sig de store mængder af ikke-viden i form af meninger og tro (doxa), som vores tilværelse også uundgåeligt implicerer.

Forskelle og ligheder mellem vidensformerne er anskueliggjort i figuren nedenfor:

Fire_vidensformer

Figurens ‘forsvindingspunkt’ repræsenterer den før-sproglige, kropsbaserede og intuitive ‘griben’, som Aristoteles betegnede nous. Når nous kobles til sproget, forvandles den til ‘begriben’, der tager forskellig (videns)form. Der kan læses mere om vidensformerne andetsteds (jf. artiklen Hvad er praksisfilosofi? og i Pedersen, 2011, kapitel 4). Det afgørende i denne sammenhæng er forsøgsvis at sætte vidensformerne ind i et dannelsesperspektiv.

Vidensformerne svarer til de intellektuelle dyder, som Aristoteles (2000, s. 149-163) identificerede – og som han mente mennesker havde potentiale til at udvikle under forudsætning af, at de rette karakterdyder allerede var inkorporeret. Som jeg citerede Aristoteles for ovenfor: “Der må altså på forhånd foreligge en karakter, som på en måde egner sig for dyd, en der elsker det ædle og ringeagter det slette”.

Ingen af de fire vidensformer kan naturligvis i sig selv ses som en tilstrækkelig betingelse for almendannelse. Det ville ikke være alsidighed. Men det, at være i stand til, i et vist omfang, at trække på alle fire vidensformer, det at kunne skifte mellem dem afhængig af, hvilken situation man befinder sig i eller afhængig af, hvordan situationen udvikler sig, og det at kunne forholde sig tvivlende og kritisk til ens eget og andres ‘vidensberedskab’, kunne vel godt være et bud på nutidigt begreb om almendannelse?

Der findes ikke en situation, hvor ikke alle fire vidensformer potentielt kan aktualiseres. Jens må udvikle sig, så han ikke overser vigtige hensyn i for eksempel ‘oprydningssituationer’ (fronesis). Jens (og de voksne) kan måske undre sig over, hvad forskellen er på at være i institutionen og hjemme (sofia). Jens véd måske, at tallerkner kan gå i stykker, hvis de falder ned fra bordet – og måske har hans far eller en pædagog prøvet at forklare ham hvorfor (episteme). Og Jens er måske ved at lære, at spise med kniv og gaffel (techne).

Dertil kommer, at man ikke kan forestille sig et fag eller et fagområde, der ikke indeholder elementer fra alle fire vidensformer. Som Erling Lars Dale har gjort opmærksom på, kan fag som eksempelvis ‘kunst og håndværk’ og ‘mad og sundhed’ (i den norske skole):

… fremme elevenes høyere intellektuelle funksjoner, som er kjennetegnet av bevisst oppmerksomhet, logisk hukommelse, abstraktion, evne til at sammenligne og differensiere og viljestyrt kontrol. Ut fra slik måte å forstå skolefag på blir det direkte misvisende og helt uholdbart å tale om at enkelte elever har forutsetninger for hukommelse, logisk tænkning og beherskelse av tall- og språksymboler, og at disse forutsetninger mer eller mindre eksklusivt tilhører skolefagene norsk, engelsk og matematik. At alle elever har forutsetninger for å huske, tenke logisk og beherske språk- og tallsymboler, er en grunnleggende premiss for fellesskolen innenfor kunnskabssamfundet. Ut fra slik tenkemåte blir det ikke adekvat å si at elever ikke har forutsetning for ‘teori’ og derfor må få opleve gleder ved undervisning som er ‘praktisk’ – og for enkelte ‘virkelighetsnær’ – uten kunnskapsdimensjoner som hukommelse, logisk tenkning og berherskelse af språk- og tallsymboler. (Dale, 2010, s. 114)

Almendannelse må indebære, at man møder verden og andre mennesker med en nysgerrighed og åbenhed, hvor man lytter efter, hvilke forskellige former for viden, der trækkes på – og samtidig insisterer på at ingen af disse vidensformer kan gøres til det eneste saliggørende.

Almendannelse handler i mindre grad om, at individer eller fællesskaber reproducerer bestemte former for praksis, viden eller kunnen for dermed at ’stivne’ i allerede givne og anerkendelsesværdige former. Almendannelse handler snarere om, at trække på et beredskab (af erfaringer, viden og kunnen) samtidig med at dele af dette beredskab betvivles og undersøges nysgerrigt, således at betydningsfulde hensyn ikke overses i sammenhængen. Men hvordan håndtere denne tvivl i relation til vidensformerne?

Det er modsigelserne, det kommer an på

Fastholdes tankerne om tvivlens betydning i dannelsesprocessen, må spørgsmålet blive, hvordan man på en gang kan være forankret i eksisterende meninger, erfaringer, begrebsafklaringer, forklaringer og metoder samtidig med at disse betvivles på måder, der giver anledning til nydannelse(r). Mit bedste bud er her, at følge Storm P’s tvetydige visdomsord:

Kære ven – det er modsigelserne, det kommer an på – hvis vi  blev ved med at sige det samme, så kom vi jo ingen vegne (Dagens flue 3/9 1946 – her citeret fra Kragh, 1977).

Man kan gøre det til en dyd at søge og undersøge det modsætningsfyldte for dets egen skyld. Det gælder modsætningerne mellem forskellige typer af vidensformer og mellem viden og ikke-viden. Men det gælder også modsætninger, der opstår indenfor de enkelte vidensformer.

Hvis man forsøgsvis kobler kravet om at tænke i modsigelser med begreberne doxa, fronesis, sofia, episteme og techne (jf. artiklen Hvad er praksisfilosofi?) – kunne man tale om almendannelsens fem modi, hvor dannelsesprocessen drives frem af forskellige typer modsigelser (jf. også artiklen Hvad er problemet i en problemformulering?):

  • problemer i formodningsbaserede refleksioner, der relaterer sig til doxa (problema er oldgræsk og afledt af proballein ‘fremkaste, forelægge’, og ordet problem bruges aktuelt om “væsentligt, uafklaret anliggende” eller “vanskelighed som skyldes bestemte omstændigheder” (sproget.dk),
  • dilemmaer i situations- og værdibaserede refleksioner, der relaterer sig til fronesis (dilemma er oldgræsk for ‘toleddet præmis’ og bruges aktuelt om “situation hvor man skal træffe et vanskeligt valg, typisk mellem to lige dårlige eller gode muligheder” (ibid.)),
  • aporier i forundringsbaserede refleksioner, der relaterer sig til sofia (poros er oldgræsk for ‘gennem­gang’ eller ‘udvej’; aporos betyder ‘uden ud­vej’ eller ‘rådløs’ ; og aporia betyder oprindeligt ‘udvejsløshed’ – ordet apori bruges stadig (omend sjældent) i betydningen ‘tvivl’, ‘rådvildhed’ eller ‘ubestemthed’, mens ordet lever i bedste velgående inden for filosofien, hvor Aristoteles i sin tid brugte ordet om det, at to lige overbevisende argumenter med uforenelige konklusioner støder sammen (ibid.Politikens filosofileksikon)),
  • paradokser i forskningsbaserede refleksioner, der relaterer sig til episteme (paradoxos er oldgræsk for ’som er ved siden af eller uden for enhver mening’ og bruges aktuelt om en påstand “som er virkelig eller sand, men virker selvmodsigende, bagvendt eller absurd” (sproget.dk), og
  • skismaer i mål-middel-baserede refleksioner, der relaterer sig til techne (schisma er oldgræsk for ‘kløft’ eller ‘deling’ og ordet skisma bruges for eksempel aktuelt om “modsætningsforhold mellem to væsensforskellige (…) løsninger” (ibid.).

Almendannelse er ikke at forfalde til hurtige og entydige svar på komplekse og modsætningsfyldte spørgsmål, men tværtimod eftertænksomt at søge og undersøge modsigelser i form af modstridende anliggender (doxa), modstridende værdier (fronesis), modstridende argumenter (sofia), modstridende konstateringer (episteme) eller modstridende fremgangsmåder (techne). Dermed kommer almendannelse også til at handle om, at kunne skelne og veksle mellem, formodningsbaseret, situations- og værdibaseret, forundringsbaseret, forskningsbaseret og mål-middelbaseret refleksion.

Refleksion – mellem omtanke og eftertanke

Den danske filosof Steen Wackerhausen, definerer refleksion som:

En bevidst, omhyggelig og tidskrævende form for tænkning, som er karakteriseret ved en kritisk-konstruktiv spørgende og svarsøgende holdning. Arbejdsdefinitionen er forenelig med, at refleksion alt afhængig af tid, ressourcer, vilje og ambitionsniveau kan være mere eller mindre grundig, dyb, frugtbar, osv. (Wackerhausen, 2008, s. 14)

I følge Wackerhausen, så tænker vi altid – når vi reflekterer – noget (tankevirksomheden har en genstand) og med noget (dvs. med antagelser, begreber eller viden om bestemte forhold – og han skelner her mellem forgrundsbegreber, der eksplicit er til stede i refleksionens ’forgrund’ og baggrundsbegreber, der kun implicit er til stede i den reflekterende persons tanker og bevidsthed). Desuden understreger Wackerhausen, at vi også altid tænker ud fra noget (værdier, interesser, motivationer, målsætninger m.v.). Dertil kommer, at vi også tænker inden for noget (dvs. indenfor en bestemt kontekst). (ibid., s. 14-15)

Lad mig forsøge at anskueliggøre Wackerhausens tankegang i følgende figurer, hvor jeg samtidig kobler dette refleksionsbegreb til de aktivitets- og vidensformer, som Aristoteles i sin tid udviklede (jf. artiklen Hvad er praksisfilosofi?). I første omgang viser figurerne det, som Wackerhausen kalder, sædvane-lig 1. ordensrefleksion – som man også kunne kalde omtanke – hvor:

”… det, der tænkes med, er sædvanen og traditionens egne begreber, etc., og (…) det, der tænkes ud fra, er sædvanens traditionelle perspektiver” (ibid., s. 16).

Refleksionsformer_1_orden

Formodningsbaseret refleksion eller omtanke består i, at man, indenfor rammerne af ens personlighed, reflekterer ud fra ens dispositioner – og refleksionen sker gennem ens meninger med henblik på at danne sig et synspunkt på noget.

Situations- og værdibaseret refleksion eller omtanke består i, at man, indenfor en given praksis, reflekterer ud fra det, man oplever som betydningsfulde hensyn – og refleksionen sker gennem ens fronetiske viden/sans og med henblik på de involverede menneskers ikke-ufærd (hvis velfærd er for stærkt et udtryk).

Mål-middel-baseret refleksion eller omtanke består i, at man, indenfor en given skabende virksomhed, reflekterer ud fra den opgave, man har – og refleksionen sker gennem ens tekniske viden/sans med henblik på at nå frem til en løsning og komme i mål.

Forundringsbaseret refleksion eller omtanke består i, at man, indenfor en filosofiske tankevirksomhed, reflekterer ud fra en forundring – og refleksionen sker gennem ens filosofiske viden/sans og med henblik begrebsafklaring.

Forskningsbaseret refleksion eller omtanke består i, at man, indenfor en videnskabelig tankevirksomhed, reflekterer ud fra forklaringer på sammenhænge mellem fænomener – og refleksionen sker gennem ens videnskabelige viden/sans og med henblik på at nå en (foreløbig) sandhed.

Wackerhausen taler tillige om 2. ordensrefleksion – som man også kunne kalde eftertanke – der:

… reliefsætter og synliggør det usynlige i det sædvanlige (…) [og] gør brug af sædvane-fremmede begreber, perspektiver og kontekster (…) som skal hentes i ’fremmed landskab’ – dvs., fra fremmede teorier, fremmede erfaringsrum og fremmede professioner, osv. (ibid., s. 18)

Ligesom omtanke ikke blot er omtanke, så er eftertanke heller ikke blot eftertanke. Der findes forskellige former for eftertanke, som kan forbindes til såvel ikke-viden (doxa) som til de forskellige vidensformer. De forskellige former for eftertanke kan anskueliggøres på følgende måde, der samtidig understreger betydningen af at søge og undersøge det modsætningsfyldte:

REFLEKSIONSFORMER_2_ORDEN

Tankevækkende situationer, hvor modsigelser (i form af problemer, dilemmaer, skismaer, aporier eller paradokser) gør sig gældende, maner til eftertanke. Eftertanke er – i højere grad end omtanke – præget af, at man tager sig tid til se tilbage på hændelser i fortiden og gøre disse hændelser til genstand for grundig overvejelse. Men eftertanke kan naturligvis ikke erstatte omtanke. En situation bliver håndteret med en vis grad af omtanke. Udvikler situationen sig på en uventet måde, hvor modsigelserne skærpes, opstår der en tankevækkende situation. Tankevækkende situationer maner til eftertanke, og man må forestille sig, at denne eftertanke vil kunne gøre sit til, at lignende situationer i fremtiden vil kunne håndteres med endnu større omtanke.

Jeg vil således hævde, at almendannelse sker gennem en vekslen mellem (forskellige former for) omtanke og (forskellige former for) eftertanke. Omtanke, der er beriget af eftertanken, har den særlige kvalitet ved sig, som jeg forsøger at indfange med begrebet omsigt (Pedersen, 2011, s. 118-121). Ordbog over det Danske Sprog indkredser ordet omsigt på følgende måde:

egl. om spejden, skuen om til forsk. sider (omseen) (…) overf., om en til flere eller alle sider henvendt opmærksomhed; omskuende indsigt (…) nu næsten kun i al alm., uden nærmere bestemmelse af omraadet, om (evne til) omskuende opmærksomhed, forsigtighed, klog omtanke olgn., som viser sig i foreliggende (især almen – menneskelige) forhold. (sproget.dk)

I lyset af begrebet omsigt bliver dømmekraft at betragte som almendannelsens grundlag og omdrejningspunkt.

Almendannelse kunne på den baggrund tænkes at hænge sammen med en form for ikke-uvidenhed og dømmekraft, der både udfolder sig som en vekslen mellem (forskellige former for) omtanke (1. ordensrefleksion) og (forskellige former for) eftertanke (2. ordensrefleksion) og som en optagethed af det modsætningsfyldte. En sådan almendannelse kan vel antages at fremme en nysgerrig kommen det, man ikke forstår og har svært ved at håndtere, i møde?

Nydannelse(r)

Jens ender med – mod al forventning – at tage pædagogens tallerken med ud. Angiveligt stimuleret af pædagogernes nye måder at forholde sig på i ‘oprydningssituationen’. Hermed dukker der nogle nye handletilbøjeligheder og handlemønstre op i institutionens ‘oprydningsfællesskab’. Handletilbøjeligheder og handlemønstre som ingen har kunnet forudsige på forhånd.

I dannelse – forstået i lyset af begreber om socialisering og læring – ses fællesskabet overvejende som en relativ konstant og stabil størrelse, som individer har en udviklingsopgave i at tilpasse sig og dermed deltage i. Man kan her tvivle på individers tilpasningsdygtighed og evne til at lære – men man betvivler ikke på samme måde fællesskabets måde at være fællesskab på. Det er imidlertid interessant, at individuelle og sociale dannelsesprocesser i fortællingen om Jens rent faktisk synes at være tæt sammenvævede. Måske træder dette samspil særligt tydeligt frem, når såvel individer som fællesskaber opfattes som dynamiske fænomener? Men er sådanne samspil, mellem individuelle og sociale forandringer, et udtryk for dannelse?

Det er de vel i høj grad set ud fra en praktisk synsvinkel? Ordet dannelse kan jo faktisk også bruges om “det at noget opstår” (sproget.dk). Hermed nedtones dannelsens målrettethed. Ordet dan, der stammer fra tysk, er beslægtet med både ‘dåd’, ‘dont’ og ‘dom’ (ibid.) . Dets oprindelige betydning er ‘gjort’ og det er afledt af don ‘gøre’ (det der bliver til ‘tun’ og ‘do’ på henholdsvis tysk og engelsk). Tages denne forbindelse til ‘gøren’ alvorligt, og husker man på at verbet gøre er beslægtet med ‘garve’ og ‘gære’, kunne dannelse måske opfattes som en gøren (en ‘væren-i-gære’, der aldrig stivner i en fast og endelig form), men som ikke desto mindre løbende dannes (‘garves’) i mødet med det, der i lyset af denne gøren, fremstår som uforståeligt.

Ved at fokusere på tvivlens betydning i såvel individuelle og sociale dannelsesprocesser, bliver det lettere at få øje på, at dannelse også kan bestå i, at der dannes noget nyt. Det sker tydeligvis i situationen med Jens. Nye handletilbøjeligheder og nye handlemønstre, der både har med de voksnes samarbejde og med Jens’ deltagelse at gøre, dukker op – og synes at skabe nye sociale betingelser for det at være (med) i oprydningsfællesskabet. Såvel pædagogerne som børnene ‘nydannes’ således i takt med at et fællesskab – for en tid – ‘nydannes’ og tager form af en mere fleksibel fællesskabelse, hvor børn (og voksne) nu kan være (med) på flere forskellige måder (jf. også artiklerne Om fællesskabelse og Marginaliseringsmagten og marginaliseringsfeltet).

Hvem véd, måske er Jens i tvivl om, hvad han skal gøre, fordi handlemønstrene i institutionen er anderledes og uforståelige sammenlignet med dem, han kender hjemmefra? Og når han kommer i tvivl, gør han måske netop det, som han kender bedst og er mest fortrolig med – og forarges måske til med over, at de voksne hele tiden formaner ham til at bære sin tallerken ud.

Det kender de voksne i personalegruppen jo også til. Når de bliver i tvivl om, hvad de skal gøre i forhold Jens, søger de sandsynligvis også tryghed i handlemønstre, som de kender og er fortrolige med – og forarges måske over, at Jens ikke formår at tilpasse sig skik og brug i institutionen. Det er blandt andet derfor, at de har brug for ekstern sparring. Udelukkende at forankre sin gøren i eksisterende handlemønstre kunne være én måde at forholde sig på, når tvivlen melder sig, idet man møder noget, man ikke forstår og har svært ved at håndtere.

En anden måde at forholde sig til tvivlen på kommer til udtryk i fortællingen, idet personalet formår at blive i tvivlen for en tid. I stedet for at fortrænge denne tvivl, der opstår i mødet med det, de ikke forstår, hvorefter forargelsen og skråsikkerheden ligger lige for, bliver personalet i tvivlen længe nok til, at den når at forvandle sig til forbløffelse og forundring. Dermed åbnes der for omtanke og eftertanke. I eftertanken kan modsigelser – for eksempel i form af dilemmaer – gøres til genstand for refleksion. Eller alle de ovennævnte vidensformer kan ‘konsulteres’ i det jeg andet steds har kaldt den faglige refleksionscirkel (jf. artiklen Hvad er praksisfilosofi?). Prisen er dog visheden. Personalet kan nu ikke på forhånd forudsige udfaldet af mødet med det anderledes og svært håndterbare. Idéen om, at én af dem kan forsøge sig med at spørge til, om hun må tage Jens’ tallerken ud, har ingen på forhånd kunnet forudsige. Ligesom ingen har kunnet forudsige, hvordan denne strategi vil blive modtaget af Jens.

Dannelse kan således forbindes med individuelle og sociale udviklingsprocesser, hvor noget nyt dukker op. Det nye viser sig både i fællesskabets måde at være fællesskab på og i individers måder at være (deltagende) på. Men for at det giver mening at forbinde sådanne processer med dannelse forudsætter det vel, at de nye handletilbøjeligheder og handlemønstre kan siges at indeholde nye kvaliteter? For eksempel i form af, at betydningsfulde hensyn, der tidligere har været overset, nu ikke længere overses. På denne måde vil tvivlen kunne komme sagen til gode.

Nydannelse(r) dukker op, når forskellige handletilbøjeligheder, handlemønstre eller praksisformer støder sammen i en uforligelighed. Forudsat, at denne uforligelighed giver anledning til en forbløffelse, en tvivl såvel som en nysgerrighed, der gør det muligt, at nye tænke- og handlemåder kan opstå. Dannelse knyttes da ikke udelukkende til det enkelte menneskes udvikling, men tillige til den måde, som konflikter i det sociale liv håndteres på. Jeg tror, at man, ved at forstå tvivlen som dannelsens udspring, bedre kan indfange dannelsens individuelle og sociale aspekter i deres indbyrdes samspil.

Tvivlens mellemspil

I hverdagslivets situationer er der forskelligt i spil og på spil. Den ene type situation afløser den anden. I almindelighed foregår den slags som bekendt i nogenlunde mindelighed. Der er ikke meget nyt under solen. Men i overgangen fra én type situation til en anden, kan man også til tider opleve en art fremmedgørelse, hvor en ny situation gør, at man på ingen måde føler sig hjemme. Man befinder sig nu i en situation, hvor ‘de andre’ (der også kan være repræsenteret ved en bog, en film m.v.) er optagede af noget, som man ikke forstår. Det er uklart for én, hvad der i spil – og dermed også, hvad der er på spil. Man kan nu forarges over det fremmedartede, men til tider kan det også lykkes at vende forargelsen til en forbløffelse over forskellen mellem det velkendte og det fremmedartede.

Gennem forargelsen bruges ‘det lidt man ved’ til at dømme de andre. Det fremmedartede ses som en vittighed – og hermed søges måske den beroligende vished, der ligger i det velkendte og i entydigheden.

Gennem forbløffelsen åbnes der derimod for det, som jeg ovenfor kaldte tvivlens mellemspil. Her bruges ‘det lidt man ved’ i et forsøg på – i tvivl og nysgerrighed – at lade sig danne af forskellen mellem det velkendte og det fremmedartede, som man ikke forstår. Tvivlens mellemspil er kritisk i den oprindelige betydning af dette ord (ordet er afledt af det oldgræske krinein, der blandt andet kan betyde ’skelne’). I tvivlens mellemspil trækkes der på en skelneevne, som ligger indbygget i sproget, og som Aristoteles formulerede som noget specifikt menneskeligt :

… hvorfor mennesket er et samfundsvæsen mere end bier og alle andre levende væsner, som lever i flok, vil fremgå af det følgende (…) Talen tjener til at forklare, hvad der er gavnligt og skadeligt og følgelig også, hvad der er retfærdigt og uretfærdigt. Dette er til forskel fra alle andre levende væsner ejendommeligt for menneskene, at kun de er i stand til at opfatte godt og ondt, retfærdigt og uretfærdigt og lignende; det er delagtigheden i disse ting, der skaber husstand og stat. (Aristoteles, 1997, s. 78)

Med denne formulering rammer Aristoteles i mine øjne noget helt centralt ved sprogets betydning for individuelle og sociale dannelsesprocesser. Sproget er alles og ingens. Et fællesgode, der i og med det bruges, forbinder individualitet med det fælles liv, hvorved såvel individualiteten som det fælles liv (ny)dannes. Vi står ikke kun i forhold til en omverden, men fatter denne omverden gennem sproget, hvorved den forvandles til en menneskelig verden, hvor hverken ord, sætninger, ting eller mennesker har én og kun én betydning. Derfor kan vi kvalificere vores tvivl – og mødet med det, vi ikke forstår og har svært ved at håndtere – ved at nuancere vores sprogbrug.

Tvivl synes at være et menneskeligt vilkår, der hænger sammen med sprogets og verdens fravær af entydighed. Når den dukker op – og for en tid vender vished til uvished – opleves den godt nok sjældent som nogen kærkommen følelse eller sindstilstand. Den forbindes ikke uden grund med vægelsind og handlingslammelse. Men tvivlens mellemspil åbner for, at nysgerrigheden gives et vist spillerum.

Løbende, momentan deltagelse i tvivlens mellemspil, hvor man gør det til en vane at søge og undersøge det tvetydige og modsigelsesfyldte ved situationer, handlinger, tanker og ting vil alt andet lige styrke ens dømmekraft. Tvivl udelukker ikke, at man tilegner sig en bestemt viden eller kunnen eller mestrer bestemte opgaver eller lever op til givne mål. Men ens omgang med denne viden og kunnen kan aldrig være hævet over enhver tvivl. Praksis bygger ikke på sikker ubetvivlelig viden, men på en hensyntagen, der afspejler praktiske situationers flertydighed. Af samme grund kan dannelsens mål aldrig være givet på forhånd. Hvad der betvivles – og hvad der (for en tid) må stå fast og dermed danne baggrund for tvivlen – afhænger af, hvad der i spil og på spil i den specifikke sammenhæng. I praksis kunne en situation netop altid have været håndteret anderledes. En tanke kunne altid have været tænkt anderledes. En sætning kunne altid have været formuleret anderledes. Et ord kunne altid have været tillagt en lidt anden betydning.

Den situationsbaserede tvivl synes at være et menneskeligt vilkår. En sådan form for tvivl er dog på ingen måde ufrugtbar. I modsætning til den ufrugtbare universelle tvivl kan den bidrage til at betydningsfulde hensyn ikke overses. Måske udgør den situationsbaserede tvivl ligefrem kernen i dannelse, idet tvivlens mellemspil sikrer den bevægelse, som Bob Dylan understreger betydningen af i citatet i indledningen. I mine øjne er tvivlens betydning for individuelle og sociale dannelsesprocesser undervurderet. Det er netop tvivlens uvished, der driver nysgerrigheden. Når visheden synker i grus og forvandler sig til uvished, kan man ikke længere forstå verden – og dermed sandsynligvis heller ikke (re)agere i verden – på de helt samme måder, som før tvivlen indtraf. I tvivlens mellemspil kan spørgsmålet, om hvordan det hele kan forstås og håndteres, melde sig. Tvivlens mellemspil åbner et spillerum for omtanke og eftertænksomhed – hvorigennem der måske kan udvikle sig nye tænke- og handlemønstre. I det nye, der opstår, vil en stemning af ikke-uvished måske indfinde sig – men kun for med tiden at stivne i nye visheder, der kun kan rystes i forbløffelsen over det fremmedartede.

Dannelseskriterier

Man kunne fristes til at sige, at dannelse handler om, at individer og fællesskaber udvikler en ikke-ufrugtbar omgang med den uomgængelige tvivl. Samspil og sammenstød mellem vished og tvivl er måske et element i enhver erfaringsdannelse, men sådanne sammenstød kan opfattes som selve drivkraften i sociale og individuelle dannelsesprocesser. Eneste forudsætning er, at man nysgerrigt søger, undersøger og håndterer det modsætningsfyldte ved de situationer og betingelser, menneskers liv er viklede ind i.

Uforligelighed, forbløffelse, tvivl, nysgerrighed og opkomsten af nye tænke- og handlemåder kunne således opfattes som dannelseskriterier. Dermed er dannelse og læring tydeligvis ikke sammenfaldende. Man lærer givet noget gennem sådanne dannelsesprocesser – men omvendt fører læreprocesser ikke nødvendigvis dannelse med sig. Som ikke mindst Gert Biesta har understreget, indebærer dannelse et møde med det fremmedartede og uforudsigelige, som læringsbegrebet kan have svært ved at indfange:

… man [kan] kun (…) være et subjekt i en verden, man deler med andre, som ikke er som en selv, og som selv er i stand til at handle. At være et subjekt, ‘at blive til i verden’, er kun mulig, hvis andre handler i forlængelse af ens begyndelser på uforudsigelige, ukontrollerbare og aldrig før set måder. I denne forstand er der en grad af at underkaste sig det uforudsigelige, det anderledes og det fremmede i det at være subjekt. (Biesta, 2009, s. 133)

Biesta er inspireret af Hannah Arendt, som skriver:

Den melankolske visdom i Prædikerens Bog – “Endeløs tomhed, endeløs tomhed … alt er tomhed … der er intet nyt under solen … de tidligere ting huskes ikke, og de fremtidige, som vil ske, bliver heller ikke husket af dem, som følger” – er ikke nødvendigvis en specifik religiøs erfaring, men den er ganske afgjort ikke til at undgå, når og hvor tilliden til verden som et sted for menneskelig fremtrædelse, handling og tale er forsvundet. Uden handling ville der ikke være noget ‘nyt under solen’, fordi handling er nødvendig for, at den ny begyndelse, som ethvert menneske i kraft af sin fødthed er i stand til at udløse, kan bringes ind i verdens spil; uden talens evne til at materialisere og huske, det være sig nok så tentativt, de ‘nye ting’, der lyser op i verden, ville der ikke være nogen ‘erindring’; uden den menneskelige tingsverden fortsatte beståen ville “de tidligere ting [ikke] huskes, og de fremtidige, som vil ske, heller ikke [blive] husket af dem, som følger”. Og uden magt vil det fremtrædelsesrum, der blev skabt gennem offentlig handling og tale, forsvinde med samme hastighed som den levende handling og det levende ord. (Arendt, 2005, s. 207-208)

Mødet med andres fremmedartede og uforudsigelige begyndelser kan føre en forbløffelse med sig, som Michel Foucault i sin tid forsøgte at anskueliggøre med en henvisning til en underlig tekst af Borges:

Denne tekst citerer ’et vist kinesisk opslagsværk’, hvor det er skrevet, at ”dyrene deles i a) dem, der tilhører Kejseren, b) balsamerede dyr, c) tamme dyr, d) pattegrisene, e) havfruerne, f) fabeldyrene, g) løse hunde, h) indbefattede i denne klassifikation, i) dem, der tér sig som gale, j) dem, der ikke kan tælles, k) dem, der er tegnet med en maget spids kamelhårspen, l) et cetera, m) dem, der netop har knust krukken, n) dem, der på lang afstand ligner fluer”. (Foucault, 1999, s. 24)

Ifølge Foucault fik teksten af Borges ham til at le længe – om end han samtidig mærkede en vis uro og et vist ubehag. Tvivlen indfinder sig og åbner for forbløffelse og forundring:

I forundringen over denne taksonomi, er det, vi forstår med et sæt, det, der ved hjælp af fablen antydes for os som en anden tankemådes eksotiske charme, det er vores egen tankemådes grænse: den nøgne umulighed af at tænke dette. (ibid.)

Latteren kommer sig vel af, at en inddeling af dyr, der indeholder kategorier som ’et cetera’, ’indbefattede i denne klassifikation’ og ’dem der ikke kan tælles’ udtrykker en uforligelighed mellem det, vi vil betragte som en videnskabelig klassifikationsmåde, og så nogle kategorier, der i vores øjne, slet ikke kan betragtes som kategorier. Det giver ingen mening. Vi kan måske til nød se en vis mening i, at denne særegne tankegang ’sammenblander’ inddelingen af dyrene med hvem der ejer dem eller med rene fantasifostre. Men det forekommer os at være en primitiv tankegang. Uforligeligheden kan på denne måde i bogstavlig forstand fremme en opfattelse af de andres kultur som en vittighed. Den uro og det ubehag, som Foucault registrerer, i og med at latteren bliver mere og mere vantro og efterhånden lægger sig, kan man godt forestille sig kunne føre lukt ind i forargelsen. Hermed beskyttes det velkendte og visheden genetableres. Prisen er et markant skel mellem ‘os’ og ‘dem’, hvor en forskellighed reduceres til en udviklingsmæssig ulighed. De(t) fremmede er de(t) primitive. Hermed fremstår vi som de civiliserede.

Men uforligeligheden, mellem Foucaults (og vores kulturs) måde at ordne verden på, og ‘kinesernes’ måde at ordne verden på, kan også give anledning til forbløffelse og dermed eftertanke. I stedet for at søge en beroligende vished i det velkendte, åbnes der nu for tvivlens mellemspil: Er det, vi ikke forstår, et udtryk for vores egen tankemådes grænse?

Som det fremgår med al ønskelig tydelighed, kan der ikke blive tale om en anerkendelse af ’det fremmedartede’ perspektiv som sådan. Det er ganske enkelt ikke muligt. Men i mødet bliver en respektfuld nysgerrighed på forskellen mellem det fremmedartede og det velkendte til gengæld en dyd. Det er med John Deweys ord nysgerrigheden, der er:

… den grundlæggende faktor i udvidelsen af erfaringen og derfor en afgørende bestanddel i de spirer, der skal udvikles til refleksiv tænkning. (Dewey, 2009, s. 39)

Michel Foucault har sagt i et interview, at nysgerrighed får ham til:

…  at tænke på den omsorg, man drager for det eksisterende og det potentielt eksisterende, på viljen til at opfatte vores omgivelser som mærkværdige og usædvanlige, på en vis uforsonlig vilje til at bryde med det velkendte og se med nye øjne på de samme ting, på et glødende ønske om at forstå, hvad der er ved at ske, og hvad der går i svang, og på en vis ligegyldighed over for de traditionelle hierarkier, hvori det vigtige og essentielle rangordnes. (Michel Foucault i interviewet ‘The Masked Philosopher’ fra bogen Foucault live. Collected Interviews 1961-1984, 1996, s. 305 – her citeret fra Pedersen, 2011, s. 153

(Ny)dannelses dilemma

Knud Grue-Sørensen skrev i 1974 under opslaget dannelse:

Dannelse betegner den proces, gennem hvilken en person under indflydelse af ydre, i hovedsagen pædagogiske, sociale og kulturelle påvirkninger, antager en bestemt beskaffenhed; desuden (og hyppigst) resultatet af denne proces, den omtalte beskaffenhed selv (…) der [kan] være grund til at nævne, at dannelse ikke blot er et psykologisk begreb, et spørgsmål om en psykologisk karakterisérbar personlig beskaffenhed, men også et socialt begreb, et spørgsmål om en bestemt social gruppe, de dannede, der sætter normen for, hvad det vil sige at være dannet. Det er analogt med, at man med udtrykket ‘intelligensen’ kan betegne dels en personlig egenskab, dels en samfundsgruppe. Muligheden bliver da to: enten kan man lægge den personlige beskaffenhed til grund, og så bliver det derved bestemt, hvem der kommer til at udgøre gruppen ‘de dannede’: eller også kan man gå ud fra den samfundsgruppe, der allerede er konstitueret (subsidiært har konstitueret sig selv) som ‘de dannede’, og så bliver det derudfra at afgøre, hvilken personlig beskaffenhed der udgør dannelsen. (Grue-Sørensen, 1974)

Måske kan vi i dag ane en tredje mulighed, hvor dannelse hverken kan reduceres til en bestemt personlig beskaffenhed eller et normgivende fællesskab af en bestemt beskaffenhed. Denne mulighed kunne bestå i, at opfatte dannelse som et dilemma mellem individuelle og sociale dannelses- og nydannelsesprocesser. Vi må tænke i både “… de sociale betingelser for den menneskelige dannelse og dannelsesbetingelserne for det sociale liv”, som Lars-Henrik Schmidt (2013, s. 431) har spidsformuleret det.

Dannelse, opfattet som nydannelse, tilføjede angiveligt noget til vores forståelse af situationen med Jens, som ordene socialisering og læring ikke kunne indfange. Disse ord synes at forudsætte individers tilegnelse af noget allerede eksisterende, hvor nydannelse overskrider det allerede eksisterende.

Det betyder ikke, at begreber om socialisering og læring må opgives. Tværtimod tror jeg, at der kan være en stor fordel i, at opfatte traditionel dannelse (i form af socialisering og læring) og nydannelse (i form af individuelle og sociale dannelsesprocesser, der bringer kvalitativt nye handletilbøjeligheder og handlemønstre til verden) som komplementære.

Måske kan man sige, at det, vi i mangel på bedre forsøgsvis kan kalde (ny)dannelsens dilemma, kombinerer en forankring i en eksisterende praksis med en forandring af samme praksis:

Dannelsens_dilemma

Når personalet kan omgås deres tvivl og dermed dannelsens dilemma på en frugtbar måde synes det at smitte af på institutionens fællesskaber. Jens’ måde at forholde sig på var uforståelig og svær at håndtere for personalet. Måske var det i virkeligheden Jens’ reaktion på nye begivenheder i hans liv, der gav ham anledning til tvivl. Personalet kunne ikke forudsige, at denne situation ville opstå, eller at den ville blive en ny begivenhed i deres arbejdsliv, som gav dem anledning til tvivl. I deres omgang med denne tvivl overvandt de den første forargelse og forbløffedes over den nye situation. De fandt på noget nyt, der åbnede for, at Jens fik tid og lejlighed til at omgås sin tvivl uden at blive sanktioneret i overensstemmelse med hidtidig praksis. Dette fik igen uforudsigelige konsekvenser, idet Jens’ reaktion angiveligt blev anderledes end personalet havde forventet. Tvivlen har tydeligvis såvel individuelle som sociale implikationer.

Vores omgang med tvivlen – og den nysgerrighed der udspringer heraf – synes at være afgørende i såvel individuelle som sociale dannelsesprocesser. Tvivl er en forudsætning for at kunne håndtere det vilkår, at både individer og fællesskaber er forankret i fortidens begivenheder samtidig med, at de må forandre sig i takt med, at uforudsigelige begivenheder indtræffer.

Aktuel forskning i samarbejdsdynamikker tyder på, at et fælles sprog, der åbner mulighed for, at vi kan udtrykke og dele vores tvivl, gør, at vi kan opnå bedre resultater i fællesskab end på egen hånd:

Evnen til at tage fælles beslutninger kræver (…) et fælles sprog, hvor det ikke bare handler om, hvad man ved, men også om, hvad man er usikker på. Og det er jo sådan set en meget smuk historie, at vi via sproget kan nå frem til en bedre forståelse og hjælpe hinanden frem til bedre fælles beslutninger, hvis vi vel at mærke bliver bedre til at sætte ord på vores usikkerhed både som vidende autoritet og som lægmand. (Professor Andreas Roepstorff i Information, 20/4 2015 – jf. også Mahmoodi et al., 2015, som Roepstorff har bidraget til)

Afrunding

Der er, som det er fremgået, en dobbelthed indbygget i ordet dannelse. Det giver associationer til det foranderlige og uforudsigelige – det, der er ved at ske, og som er under tilblivelse. Dannelse er som Dylan pointerede i indledningen, at holde sig i bevægelse. Det er nydannelse. Men ordet dannelse giver også associationer til socialisering og læring – og ikke mindst til resultatet af en sådan erfarings- og karakterdannelse og tilegnelse af viden og kunnen – der er forankret i eksisterende traditioner og forbilledlige handlemønstre. En dannelse der bibringer os ‘det lidt vi ved’ og dermed også vores fordomme (jf. artiklens C. V. Jørgensen-motto). Vores liv grunder sig ikke på altomfattende og sikker viden, hvilket dog på ingen måde forhindrer os i at fare frem med en vis skråsikkerhed.

Vi lever i en tid, hvor jagten på sikker viden, der virker, er ganske overvældende. Det samme er jagten på tegn, der indikerer, at der leves op til de mange og livslange lærings- og kompetencemål, der udstikkes. Beslutningstagere, i alle samfundssektorer og på alle niveauer, synes aktuelt at være optagede af, at der skabes de bedste betingelser for, at danske institutioner og virksomheder kan klare sig i konkurrencen på det globale marked. Af samme grund er der en meget stor interesse og bekymring for, om børn, unge og voksne lærer nok og tilegner sig de mest efterspurgte kompetencer.

Fænomenet dannelse vækker slet ikke samme interesse og bekymring.

Det kan faktisk godt undre. For hvordan véd vi, hvad mennesker i nutiden skal lære sig og udvikle af kompetencer for at klare sig i fremtiden? Nok mener vi at vide en del, men der er vel stadig ingen, der véd, hvad fremtiden vil bringe? Og hvor tit ender skråsikre, forskningsbaserede handlingsanvisninger ikke med, at vi på et senere tidspunkt må konstatere, at ‘vi troede, vi vidste det’? Den herskende evidens-, lærings- og kompetencediskurs’ forbindelse til tvivlen er i mine øjne for tvivlsom.

Hvad nu hvis dannelse rent faktisk har noget at gøre med at håndtere den tvivl, der kommer sig af, at vore øjeblikkelige visheder ikke sjældent viser sig at kunne betvivles, når eftertanken indfinder sig? At dannelse så at sige viser sig i individers, fællesskabers og samfunds ikke ufrugtbare måder at omgås tvivlen på?

I givet fald er der først virkelig grund til bekymring. For i det omfang, at de herskende opfattelser af evidens, læring og kompetence handler om tilegnelse og mestring – og i det omfang, at viden, kompetencer, mål og resultater opfattes som givne størrelser – fortrænges netop tvivlen. Hermed risikerer forskellige former for fundamentalisme at indfinde sig og lulle os i søvn med deres beroligende visheder.

© Copyright Omsigt v/Carsten Pedersen

(Artiklen blev publiceret i sin første version i juni 2014 på http://omsigt.dk)

Book Carsten Pedersen til et foredrag, en halv eller en hel temadag eller et udviklingsforløb med fokus på (ny)dannelse eller dannelsens aktualitet her.

Omsigt afholder temadag om fællesskabelsens dilemmaer og dannelsens aktualitet  – læs mere her.

Magtens mening og meningens magt

Af Carsten Pedersen


Artiklen kan købes i pdf-format her


Magt opfattes ikke sjældent som et så negativt ladet ord, at det kan sammenlignes med et uhyre, man for enhver pris enten vil undgå (at tale om) eller udrydde, hvis lejligheden ellers bød sig. Som da en af heltene i den græske mytologi, Belleforon, dræbte en kimære og vandt prinsessen og det halve kongerige (denstoredanske.dk).

Kimaeren_fra_Arezzo_Firenze
Kimæren fra Arezzo. Kopi fra Museo archeologico nazionale di Firenze. Foto: Carsten Pedersen

Kimæren er et trehovedet fabeldyr, der fortil er en løve, i midten en ged og bagtil en slange. Ordet bruges i overført betydning om fænomener, der kun hører hjemme i fantasien.

Der kan godt spores visse tendenser til, at magt, der ikke tager form af decideret vold eller fysisk tvang, opfattes som et fantasifoster, der kan hjemsøge mennesker med tendenser til forfølgelsesvanvid. I givet fald, er der en del sociologer og filosoffer – ikke mindst af fransk herkomst – der må henføres til denne kategori.

Man skal ikke have konsulteret mange opslagsværker og fagbøger, før man må sande, at magten typisk fremstilles som et komplekst fænomen, der har mindst lige så mange ansigter som kimæren. Og i takt med at man fordyber sig i magtbegrebet, opdager man, at der kan være gode grunde til at opfatte magt som en allestedsnærværende produktiv kraft, der i mange henseender får samfundet til at hænge sammen. Man begynder at se magtforhold overalt. Magtens grænser fortoner sig i det uvisse.

Men ordet magt mister jo sin mening, hvis det ikke kan afgrænses i forhold til ikke-magt. Hvad er så ikke-magt? Måske er det mening? Ikke at magt ikke også er forbundet med mening. Der findes givet en magtens mening. Men findes der også en meningens magt? Og kan man i givet fald forestille sig magt og mening som komplementære fænomener, der vil kunne spores i en hvilken som helst hverdagssituation?

Det er disse spørgsmål, der – ud fra en praksisfilosofisk synsvinkel – skal undersøges i det følgende.

Magt og mening i børnehaven

Det er morgen, og børnene er ved at ankomme i børnehave. CAMILLA, en pædagog, er ved at gøre de praktiske forberedelser til en tur til Zoologisk Have sammen med fire af de store drenge på fem år. Hun vil gerne støtte deres indbyrdes venskab ved, at de er alene på tur med hende. De skal af sted ved 9-tiden denne onsdag. En af drengene, Thomas, ankommer sammen med sin mor, som fortæller, at hun kommer igen kl. 12 og henter ham, da han skal til tandlæge. ”Det var ærgerligt, vi skal jo på tur til Zoologisk Have i dag og er først hjemme ved 14-tiden. Kan du ikke huske sedlen?” spørger pædagogen. ”Åh, det har jeg glemt, var det i dag,” siger moderen, og Thomas ser ængstelig på hende: ”Så skal jeg ikke til tandlæge vel, jeg vil med i Zoologisk Have?” ”Jo, det bliver vi nødt til, jeg har netop fået det ordnet med mit arbejde, så jeg kan holde lidt længere frokostpause,” svarer moderen. Thomas hulker fortvivlet, og flere børn har samlet sig i garderoben, bl.a. to af de andre drenge, som skal med på turen. CAMILLA prøver at trøste Thomas, og moderen viser, at hun skal gå. ”Du skal nok komme i Zoologisk Have en anden gang,” siger CAMILLA. ”Jeg vil ikke til tandlæge, jeg vil med de andre”, græder Thomas. CAMILLA tager en hurtig beslutning: ”Vi udskyder turen til Zoologisk Have til på fredag, så du også kan være med. Er du så glad?” spørger CAMILLA og siger farvel til en lettet mor. De andre drenge ser skuffede ud og går stille ind på stuen, mens CAMILLA tørrer Thomas’ øjne. (Situationsbeskrivelsen stammer fra BUPL, 2010)

Hvor er der tegn på magt og mening? Hvad er magt og mening? Og hvordan hænger de to fænomener sammen? Lad os gå systematisk til værks og først se nærmere på situationen ud fra en ‘meningsoptik’.

Hvor er der tegn på mening?

Turen til Zoo er alle involverede optagede af. Den giver mening. Er det den samme mening? Næppe.

For pædagogen er der en pædagogisk dagsorden med den forestående tur. For drengene handler det givetvis ikke om pædagogik, men for eksempel om, at komme ud af huset og opleve eksotiske dyr. Måske også det, at gøre det sammen med andre drenge.

For moren er turen til Zoo en meningsfuld aktivitet – som hun har glemt – og som kommer i karambolage med et planlagt tandlægebesøg. Dette besøg giver god mening, især set i lyset af, at hun i dag har fået lov til at holde en længere frokostpause.

For Thomas giver det tydeligvis ingen mening, at erstatte en tur til Zoo med et tandlægebesøg.

Til gengæld giver det mening for de to voksne, at få afklaret, hvad de skal gøre, nu hvor turen til Zoo og tandlægebesøget støder sammen. Moderen holder fast i tandlægebesøget. Pædagogen holder i første omgang fast i tidspunktet for turen til Zoo, men fortryder i sidste øjeblik, og turen udskydes. Det giver mening for pædagogen, at tage ansvaret for, at situationen håndteres på en måde, hvor det ikke ender med at gå ud over Thomas.

For nogle af de involverede – moren, Thomas og pædagogen – giver det mening at udskyde turen. Mens det for andre – de øvrige drenge – tydeligvis er meget lidt meningsfyldt.

Hvad er mening?

Ordet mening har vi fra det tyske Meinung, der måske er afledt af Minne ‘kærlighed’ eller ‘huske med kærlighed’ og som, ligesom det engelske ord Mind, kommer af en rod med betydningen ‘tænke’, ‘huske’, ‘få ens sind vakt’ (etymonline.com).

Ordet mening bruger vi aktuelt i flere betydninger (sproget.dk). Vi bruger ordet om det, en person – for eksempel en pædagog – ønsker at opnå med det, vedkommende gør. Mening bliver så nærmest synonymt med hensigt eller formål.

Mening kan også angå en mere eller mindre subjektiv opfattelse af, og holdning til, en sag. Thomas vil eksempelvis meget hellere i Zoo end til tandlæge.

Ligesom mening kan angå det, at noget er vigtigt, værdifuldt, rimeligt eller fornuftigt. Som man vel kan sige ture til Zoo, tandlægebesøg samt hensyn til Thomas, drengegruppen, forældres arbejdstider m.v. er det?

Og så kan ordet mening jo også – ikke at forglemme – bruges om det betydningsmæssige indhold af et ord, en ytring eller en handling. Som når man eksempelvis spørger til betydningen af ordet mening!

Hvor kommer mening fra?

Måske fremtræder turen til Zoo som et særligt betydningsfuldt hensyn i situationen, fordi turen trues, hvilket dermed bekymrer pædagogen og de involverede børn. Men vigtigheden af turen til Zoo kommer dermed til at overskygge vigtigheden af, at Thomas og hans mor overholder tandlægeaftalen. Også tandlægebesøget kommer dermed til at træde frem som noget vigtigt, fordi det trues – hvilket dog især bekymrer moren. Måske hænger mening sammen med, at man bliver optaget af, og engageres i at tage og eventuelt forsvare, betydningsfulde hensyn, fordi man er bekymret for, at disse hensyn overses. I det lys kunne man også tænke sig, at turen til Zoo netop er arrangeret, fordi venskabet mellem drengene trænger til at styrkes.

Mening kan altså udspringe af, at situationer gør os optagede af at tage visse hensyn, som vi er bekymrede for ellers bliver overset. Mening er således forbundet med ansvarstagen. Tager man i betragtning, at andre i situationen samtidig kan være optagede af at tage andre hensyn, som de kan være bekymrede for bliver overset, så forstår vi, at mening ikke er noget, der er givet og som ligger fast. Bekymringer opstår, når vi oplever, at noget betydningsfuldt eller meningsfuldt trues.

Men hvordan afgøres det, hvad der er betydningsfuldt eller meningsfuldt? Svaret må vel være, at det slet ikke afgøres. I praksis er man vedvarende i proces og dermed i vedvarende ‘meningsforhandlinger’, for nu at låne et udtryk fra Etienne Wenger, der bruger det meget generelt “som betegnelse for den proces, hvorigennem vi oplever verden og vores engagement deri som meningsfuld” (Wenger, 2004, s 67). Og man er henvist til at omgås egne og andres meningsfuldheder i mere eller mindre (selv)respekt og til at berede sig på at give ’svar på tiltale’ – hvilket netop er grundbetydningen af det oldnordiske ord andsvar (sproget.dk). Når vi tager ansvar, giver vi svar på en potentiel tiltale og modstår mulige anklager for gøren og laden, som vi ikke kan stå inde for og som vil vække vores bekymring. Det vi ikke kan stå inde for nærer således på sin vis, det vi kan stå inde for. Men det vi kan stå inde for, og søger at tage hensyn til i den givne situation, udelukker naturligvis meget andet, som vi måske ville kunne stå inde for, og søge at tage hensyn til, hvis situationen var en anden.

Hertil kommer, at der er grund til at antage, at vi ikke blot udelukker meget andet ved at være optagede af et bestemt meningsfuldt hensyn. Et bestemt hensyn udelukker også altid et andet bestemt hensyn. Den franske filosof Louis Althusser har formuleret denne indsigt på følgende måde:

Samme relation som bestämmer det synliga, bestämmer också det osynliga som det synligas skuggsida. Det er problematikkens felt som bestemmer det usynlige som det bestemt udelukkede. (Althusser, 1970, bd. I, s. 28-29)

Man kunne sige, at ‘det bestemt udelukkede’ følger af, at et hensyn altid vil kunne overdrives i praksis. Og overdrives et bestemt hensyn i en situation, åbnes der for, at der som følge heraf kan opstå en bestemt bekymring, der kommer sig af, at et bestemt udelukket hensyn overses. Det bestemt udelukkede er bestemt, fordi det netop står i skyggen af det bestemte, der udelukker og usynliggør det.

Bestemtheden formes konkret af det, Althusser kalder ‘problematikkens felt’. Dette felt tænker jeg som en specifik dilemmasituation. I en dilemmasituation tages et specifikt hensyn, og der udøves hermed en værdi (det synlige), der forekommer meningsfuld og af stor betydning (måske fordi man er bekymret for at hensynet ellers overses). Det kunne være det at fastholde, at turen til Zoo gennemføres som planlagt. Men i selve processen mærker pædagogen en gryende bekymring for, at dette hensyn, og denne værdi, kan ende med at blive dyrket i en grad, der kan vise sig at blive for meget af det gode, situationens karakter og udvikling taget i betragtning. Det kunne være en bekymring for, at Thomas udelukkes fra deltagelse i turen til Zoo og dermed fra at opdyrke de venskabsrelationer, der var turens formål. Denne specifikke bekymring er den port, hvorigennem man så småt kan begynde at ane konturerne af det, der før stod fuldstændig i skyggen af det synlige, men som nu kan fattes som den komplementære skyggeværdi til den oprindelige værdi: hensynet til at Thomas kommer med på turen og får mulighed for at danne eller styrke venskaber med de andre drenge (jf. artiklen Hvad er dilemmaopsporing? for en uddybning af denne dilemmaforståelse).

“Det tvetydige er (…) et væsenstræk ved menneskets eksistens, og alt, hvad vi lever eller tænker, har altid flere meninger”, skriver en anden fransk filosof Maurice Merleau-Ponty (1994, s. 133). Mening viser sig at være et flertydigt fænomen, der hænger sammen med de følelser, som situationer vækker. Men hverken følelser eller situationer falder ned fra himlen. De indgår, og dannes over tid, i meningsforhandlinger i konkrete situationer i praksis. Læseren fornemmer nok den cirkulære argumentation, der svarer til den, der i sin tid blev formuleret af den antikke filosof Aristoteles: at gøre det gode kræver viden om, hvad det gode er, men kun gennem erfaringen med at gøre det gode, kan man få viden om, hvad det gode er (Aristoteles, 2000, s. 60). Hvad der er meningsfuldt og betydningsfuldt at gøre i praksis, erfarer man gennem deltagelse i praksis. Uffe Juul Jensen skriver:

Vore handlemønstre er ikke resultat af indre naturgivne tilbøjeligheder eller personlige valg, der er uden sammenhæng med vor baggrund og udvikling. Vi lærer at handle i samkvem med andre mennesker, som medlemmer af fællesskaber og som aktører i livsformer. Enhver praksis eller livsform har ligesom et spil sine egne regler og rutiner. Vi bliver en del af en livsform og tilegner os dens handlemønstre ved at blive gjort fortrolige med de forbilledlige måder at handle på i den givne livsform. Personer, der mestrer handlemønstrene på særlig suveræn måde, kommer til at optræde som forbilleder for dem, der er i færd med at tilegne sig en livsforms handlemønstre (Jensen, 1987, s. 10).

Det betyder ikke, at vi ikke kan have individuelle præferencer – men disse må både ses i sammenhæng med traditioner og handlemønstre, vi deler med andre, og i sammenhæng med specifikke situationers karakter og udvikling.

Hvor er der tegn på magt?

Der er tegn på magt mange steder i situationen med Thomas & Co. De involverede vil tilsyneladende alle noget med det, de gør. Pædagogen vil gerne bringe drengene sammen. Og i det omfang, at dette forehavende lykkes for hende på turen til Zoo, ligger hun vel inde med magt? Gennem den planlagte tur udøver pædagogen vel også en vis magt over moren?

Moren, der gerne vil have sin søn til tandlægen og sætter sin vilje igennem, uanset pædagogens påmindelser om sedlen og sønnens protester, udøver vel også magt?

Pædagogens beslutning om at udskyde turen påvirker tydeligvis både Thomas positivt og de andre drenge negativt. Det kan vel også ses som magt? I hvert fald er det pædagogen magtpåliggende, at gøre Thomas glad igen. Det er tydeligvis noget, hun vil. Men måske er det Thomas gråd – uanset om han vil det eller ej – der animerer pædagogen til udskyde turen? Så udøver Thomas vel også magt?

Og hvad med de konsekvenser udskydelsen af turen har for de andre drenge? Dette sker vel ikke nødvendigvis bevidst, men som an afledt konsekvens af beslutningen om at udskyde turen og at gøre Thomas glad igen? Men det er vel magt alligevel?

Moren har glemt turen til Zoo og påvirker – uden hun måske vil det – pædagogen til at træffe en beslutning om at udskyde turen. Det er vel magt, at hun holder fast i tandlægebesøget, men det er vel også magt, at hun uden at ville det, kommer til at bevirke at turen udskydes, fordi hun har glemt den? Måske befinder moren sig i en yderst stresset arbejdssituation, hvor en flytning af tandlægebesøget, vil kunne vælte hele korthuset. Så udøver situationen vel magt over moren? Måske har moren en funktionsnedsættelse, der gør, at hun husker særdeles dårligt. Det er vel også en slags magt at være underlagt?

Hvis svaret på alle de ovennævnte spørgsmål er ja, bliver det tydeligt, at magt godt kan være en viljesakt – hvor man får andre til at gøre noget, uanset om de er med på det eller ej – men ikke nødvendigvis behøver at være det. Magt kan også være med vilje at undlade at bestemme eller styre noget, som man ellers kunne have bestemt eller styret. Pædagogen kunne have undladt at minde moren om turen til Zoo, men ville så kunne drages til ansvar efterfølgende. Af andre eller af sin egen samvittighed. Ligesom magten kan komme til udtryk i de vilkår, der betinger de involveredes handlinger i situationen. Tiden og ressourcerne sætter eksempelvis visse grænser for, hvordan situationen kan håndteres.

Hvad er magt?

Ordet magt kommer af en rod med betydningen ‘at kunne’, ‘at formå’, og vi bruger det blandt andet om det “at have position og midler til at bestemme over andre eller til at styre forløb og begivenheder” (sproget.dk).

Positionen og midlerne kan være givet i og med, at man formelt er tildelt en myndighed og visse magtbeføjelser, der giver én ret til at udføre eller undlade at udføre bestemte handlinger.

Positionen og midlerne kan imidlertid også stamme fra den uformelle indflydelse, man har på omgivelserne i kraft af rigdom, kundskaber, forbindelser, eftertragtethed, gennemslagskraft eller kontrol over sig selv og det, man foretager sig.

I følge Ordbog over det Danske Sprog kan vi tillige bruge ordet magt i overført betydning om “det forhold, at noget har stor indvirkning, øver bestemmende indflydelse eller virker med stor kraft, har udbredt sig, underlagt sig noget” (sproget.dk). Handlemønstre, rutiner, situationer og vilkår i bredeste forstand kan på denne baggrund siges at udøve magt over mennesker – uanset om de er bevidste om det eller ej.

Hvor kommer magt fra?

Dette spørgsmål er bestemt ikke lige til at besvare. Men det står fast, at magt, i og med Michel Foucaults behandling af fænomenet, fremstår som noget mere og andet end den form for magt, som individer ligger inde med og kan udøve over hinanden. Magt, forstået som noget, der indehaves og udøves af individer over individer, kalder man også en substantiel magtforståelse (Pedersen, 2011, s. 170f). Foucault forstår i modsætning hertil magt som en sammenvævning af strukturelt og relationelt betingede styrkeforhold og handlinger (styring) på handlinger (selvstyring) (ibid., s. 177ff). Han gør hermed sit til, at vores begreber om magt ikke længere blot kan forbindes med dominans, undertrykkelse, vold, tvang og undertrykkelse:

Man må holde op med hele tiden at beskrive magtens virkninger i negative vendinger: den ’udelukker’, den ’bekæmper’, den ’undertrykker’, den ’censurerer’, den ’abstraherer’, den ’maskerer’, og den ’skjuler’. Faktisk producerer magten noget. Den producerer noget reelt, den producerer et genstandsområde og nogle sandhedsritualer. Individet og den erkendelse, som man kan uddrage af det, henhører under denne produktion. (Foucault, 2002, s. 210)

I hverdagssproget opfattes et genstandsområde i almindelighed som et område, som især faglig eller videnskabelig aktivitet retter sig mod eller udfolder sig på. Tager man nu i betragtning, at videnskabelig viden gennemsyrer vores samfund, så opdager man, at videnskab ikke kun står i sandhedens tjeneste. Viden er magt og bidrager til at skabe diskursive betingelser for, hvad der meningsfuldt kan siges, gøres og fremstilles i et samfund. Subjekter findes ikke slet og ret, men skal for at eksistere subjektiveres i diskurser – og en diskurs er “… et tungt og trægt sproglig-materielt mulighedsfelt, der sætter betingelser for, hvordan udsagn kan komme til verden, og hvordan bestemte objekter kan opstå” (Villadsen i Egelund & Jakobsen, 2006, s. 30).

Tænk eksempelvis på den viden om venskaber, inklusion og drenges udvikling, som Camilla trækker på, idet hun planlægger turen til Zoo. Hermed subjektiveres hun som professionel pædagog og drengene subjektiveres som drenge med behov for særlig støtte til at udvikle deres venskaber. Turen til Zoo bliver et middel til at nå mål om social udvikling og inklusion. Den bliver et ’sandhedsritual’.

Eller tænk eksempelvis på tandlægebesøg og tandsundhed, der forudsætter videnskabelig viden og en række handleanvisninger, der mere eller mindre skråsikkert udledes heraf. Tandlægebesøg og tandhygiejne er i den forstand ’sandhedsritualer’, som mennesker gør brug af i deres forsøg på at (for)blive sunde.

Ritualerne indebærer brug af bestemte midler, der tænkes at kunne sikre opnåelsen af de ønskede mål. Disse midler, kan ifølge Foucault, på én gang fungere som socialteknologier og selvteknologier. Socialteknologier er alle slags midler udformet til at påvirke menneskers adfærd. Ture til Zoo rettes mod at udvikle børns sociale mentalitet. Gode råd om tandhygiejne rettes mod at styre befolkningens sundhedsmentalitet. Socialteknologier kan tillige transformeres til selvteknologier, idet de:

(…) tillader individer ved egen kraft, eller med hjælp fra andre, at igangsætte bestemte typer af operationer i forhold til deres krop, tanker, adfærd og måder at være på, således at de kan transformere sig selv med henblik på at opnå en vis grad af lykke, renhed, visdom, perfektion eller udødelighed. (Foucault, 1988, s. 18 – min oversættelse, CP)

Gennem arbejdet med at holde sig sund eller med at udvikle sig socialt (re)produceres individet som en bestemt type subjekt. Det subjektiveres som ’sundt’ eller ‘usundt’ og som ’socialt kompetent’ eller ’socialt inkompetent’ i henholdsvis en sundhedsdiskurs og en pædagogisk diskurs (diskursbegrebet er udfoldet nærmere i artiklen Anerkendelsens blinde pletter). Denne subjektivering er kun mulig i og med den videnskabelig viden og de sandhedsritualer, der muliggøres af denne. Viden om tandhygiejnens eller sociale relationers betydning for vores sundhed, udvikling og trivsel er væsentlige magtfaktorer i den forstand, at mennesker gøres til objekter for videnskabelig udforskning og klassifikation, samtidig med at denne viden muliggør forskellige hjælpemidler i form af sundhedsråd, pædagogikker, diagnoser, behandlingsformer, medicinering mv. (altså socialteknologier). Dele af denne viden og de heraf afledte socialteknologier kan så udnyttes af de enkelte subjekter som ressourcer i deres eget arbejde med at transformere og styre sig selv (selvteknologier).

Det er således den videnskabelig viden, der gør samspillet mellem socialteknologier (styring) og selvteknologier (selvstyring) mulig – og dette samspil er, ifølge Foucault, kernen i den måde magten udfolder sig på i det moderne samfund. Samfundet består af lag af forskellige grundlæggende magtanordninger eller styresystemer (dispositiver), der har hver deres historie og som har udviklet sig som et svar på en bestemt periodes samfundsproblemer og dermed sammenkobler oplevelser, viden, teknologi og institutionelle foranstaltninger på en for denne tid rationel måde.

Sundhedsråd kan bruges som eksempel. Sundhedsråd kan ses som en del af sikkerhedssystemet, der arbejder ud fra sandsynligheder og forsøger at minimere risici og fremme sikkerheden. Uden af den grund at forudsætte en viden om og sikkerhed for, hvad der nøjagtig vil ske. Sikkerhedssystemet kan imidlertid også betjene sig af elementer fra styresystemer, der har haft deres glansperiode i tidligere tider, men som stadig er virksomme. Det sker for eksempel, når sundhedsråd ikke længere rækker, og velfærdsprofessionelle, som dele af sikkerhedssystemet, betjener sig af lovmagt eller disciplinerings- og kontrolmagt som redskaber i deres forsøg på for at øge sikkerheden.

Foucault skriver: “Loven forbyder, disciplineringen foreskriver, og sikkerheden (…) begrænser eller bremser eller regulerer” (Foucault, 2008, s. 53) – og han tilføjer, at sikkerhedssystemet, selvom om det grundlæggende fungerer uden at forbyde eller foreskrive, alligevel godt kan benytte sig af ”nogle forbud og forskrifter som redskaber” (ibid.). Man kan forstå det sådan, at sikkerhedssystemet langsomt inkorporerer lovsystemet og disciplin- og kontrolsystemet i sig og bruger disse ud fra sin egen styringsrationalitet. Og denne styringsrationalitet, døber Foucault guvernementalitet:

Guvernementalitet handler om en ledelse, der ikke truer, dømmer og straffer, men søger at hjælpe, forbedre og samle. Den betragter ikke befolkningen som borgere, men som levende væsner med behov, som skal styres. Det er velfærdssamfundets styreform, som Foucault sporer tilbage til den ‘pastorale ledelse’ i klostre og sekter, hvor kontrollen ikke var udvendig, men greb ind i sjælen og kroppen og deres sundhed, og hvor det ikke var nok at tale og tilstå, men hvor sjælen skulle følge med, så den rette talemåde var bekendelse, anger og løfter om forbedring. Selv om guvernementaliteten inddrager jura, åbner den også for andre hensyn, så der i praksis sker en udvanding af lovens dispositiv (…) Når ledelse ikke befaler, erstattes manualens styring på forhånd med evalueringens styring ‘på efterhånd’. Central ledelse suppleres med selvledelse, som er udtryk for, at magt udøves i situationer, som er for komplekse til at tillade central styring, så de magtramte må tildeles – eller erobre! – et medansvar for magtens udøvelse. Men da dispositiver ikke udelukker hinanden, ligger det gamle lov- og kontroldispositiv på lur, hvis og når guvernementaliteten svigter. (Thyssen, 2012, s. 716)

Foucault ser magt som en ‘mangfoldighed af styrkeforhold’ (Foucault, 1994, s. 98), der gennemvæver samfundet og som på én gang muliggør og begrænser, hvordan udsagn og objekter kan opstå. Guvernementale styringsmekanismer bidrager til at strukturere menneskers handlingsfelt og råderum, men åbner samtidig for en vifte af forskellige handlemuligheder og forudsætter derfor frihed (Foucault i Dreyfus & Rabinow, 1982, s. 221). Hermed åbnes der for, at modstand og modmagt altid vil kunne gøre sig gældende.

Hanne Knudsen, der er inspireret af Foucault, og som blandt andet har forsket i forældresamarbejdets magtrelationer, beskriver her, hvordan friheden kan forstås som en forudsætning for, at magt kan udfolde sig:

Magten gør noget nemmere og noget sværere, og magtrelationen er betinget af den magtunderlegnes aktive medvirken. Relationen virker også den anden vej, så den magtoverlegnes mulighedsfelt skabes af den magtunderlegnes handlinger. Når magt ses som handlinger på handlinger, forudsætter det, at både den magtoveregne og den magtunderlegne er frie til at handle inden for et mulighedsfelt. På den måde bliver tvang og vold magtens ‘ydergrænse’. Tvang og vold findes som muligheder i en magtrelation, men hvis den magtoverlegne griber til tvang, bliver det en svag form for magt, idet mulighedsfeltet indskrænkes både for den magtunderlegne, som underkaster sig magten, men også for den magtoverlegne, som udøver magt (…) Det er omkostningsfuldt for den magtoverlegne at gribe til dominans, vold og tvang, idet sådanne magtrelationer reducerer handlekapacitet både hos den over- og den underlegne. Tvang er magtens grænse. Er der omvendt frihed – eller blot ubestemthed – i de måder, den magtunderlegne har mulighed for at handle på, øges også den magtoverlegnes handlerum. (Knudsen, 2010, s. 200-201)

Meningens magt

Foucault må vel fortolkes på den måde, at der ikke findes en vej ‘bag om’ de ordner, som udfoldes og indgår i den ‘mangfoldighed af styrkeforhold’, som udgør magten? Det betyder ikke, at magt og mening ikke hænger sammen. Denne sammenhæng kommer ikke mindst til udtryk i begrebet om guvernementalitet. Men der er tydeligvis tale om en mening på magtens præmisser. En ‘magtens mening’.

Hvis tvang er magtens grænse, hvad er frihed så? Foucault synes at mene, at frihed viser sig i muligheden for at forholde sig vrangvilligt, uforsonligt, ulydigt og dermed i selve muligheden for at protestere. Muligheden for at protestere, kan magten ikke være foruden, idet det er herfra, at ansporingen og tilskyndelsen til at handle udspringer. Foucault skriver for eksempel:

Følgelig bringer enhver intensivering eller udvidelse af magtrelationer, der retter sig mod at undertrykke disse øjeblikke af ulydighed fuldstændigt, nødvendigvis magten mod sin grænse. Den når sin endelige grænse enten i en form for handling, som reducerer den anden til total magtesløshed (…) eller gennem konfrontation med dem, der styres og deres transformation til modstandere. (Foucault i Knudsen, 2010, s. 201)

Man kan måske også forestille sig, at der kan opstå ’sprækker i magten’, idet diskurser eller magtsystemer støder sammen i den forstand, at deltagere i en given sammenhæng prajes at deltage i forskellige diskurser. Hermed kan man tænke, tale og handle ud fra en position i én diskurs og samtidig gøre en vis modstand i mod det, man selv eller andre ‘bliver gjort til’ i en anden diskurs. Man kan også forestille sig, at der, i sammenstødet mellem diskurser, momentant kunne tænkes at opstå en slags ‘ingenmandsland’, idet diskurserne, i og med sammenstødet, stækker hinandens magt. Dette ingenmandsland kunne så tænkes at bidrage til vores fornemmelse af, at vi, som individer, forholder os på en helt særlig måde og vi kan opfatte os selv som noget ganske særligt. Og måske kan man netop i modstanden og konflikten finde fodfæste og udvikle nye måder at forstå verden og sig selv på? Men det ændrer ikke ved, at den mening, der ligger i modstanden, farves af den magt, som modstanden retter sig imod.

Findes der ikke – i modsætning til denne ‘magtens mening’ – en ‘meningens magt’, hvor meningsfuldheder så at sige kan dannes og gøres gældende, uden på forhånd at være indfanget i og formet af diskurser og guvernementale styring-af-selvstyringsmekanismer?

Svaret blæser i vinden og har fået endnu en fransk filosof, Jean Baudrillard, til at skrive en bog med titlen ‘At glemme Foucault’. Han skriver: “… hvis magten var denne uendelige magnetiske infiltration af det sociale felt, ville den for længst have hørt op med at støde på nogensomhelst modstand (Baudrillard, 1982, s. 55). Han kritiserer Foucault for at opfatte magt som noget reelt, der fungerer i det reelle og dermed skaber virkeligheden (Krause-Jensen, 1982, s. 29). Magt er vel at opfatte som et analytisk begreb blandt andre begreber og ikke en egenskab ved virkeligheden selv?

Når Foucault opfatter magten som en produktionsproces, kan man fristes til at se den som et udtryk for alt det arbejde – i ordets bredeste betydning – der løbende bidrager til at alment værdsatte institutioner, relationer og værdier etableres, vedligeholdes og ændres (jf. artiklen Når samarbejde lykkes). Men da meningen ikke kan være givet i og med arbejdet, men må stamme fra praksis (i den aristoteliske betydning af dette ord), kan meningen heller ikke være givet i og med magten. Magtens mening kan ikke stamme fra magten selv. Derfor må man vel kunne tale om meningens magt som en komplementær modpol til magtens mening? Foucaults magtopfattelse synes i givet fald at overdrive magtens mening på bekostning af meningens magt.

Den menneskelige faktor

Blandt andet indenfor evalueringsforskningen taler man om den menneskelige faktor (Patton, 1997, s. 44). Man har dokumenteret, at det aldrig er evalueringsmetoder i sig selv, der gør, at evalueringer gør en forskel. Det, der gør forskellen, er tilstedeværelse af mennesker eller grupper af mennesker, som føler sig personligt engageret i evalueringen og dens resultater. Er dette personlige engagement ikke tilstede, gør evalueringer ingen forskel. Dette gælder sandsynligvis også andre socialteknologier. Foucault ville kunne forklare dette med, at socialteknologier netop transformeres til selvteknologier. Men hvorfor sker denne transformation? Drivkraften kan vel ikke være andet end den menneskelige faktor?

Edith Mandrup Rønn, der har forsket i handicappedes vilkår ud fra et foucaultperspektiv, gør sig også overvejelser omkring betydningen af den menneskelige faktor. Hun spørger, om det kunne tænkes:

… at den ‘menneskelige faktor’ (på godt og ondt), der kan virke som afvist fra diskursen, ligger over diskursen, fordi den er forankret i et ontologisk område, hvor godt og ondt ikke er knyttet til den diskursive (…) fornuft? (Rønn, 1996, s 22)

Rønn angiver et citat fra Søren Kierkegaards ‘Kierlighedens Gjerninger’ (1847) som motto for sin afhandling. Og dette citat kan fortolkes som et bud på, hvad det er for et ‘ontologisk område’, hun kunne have i tankerne:

Lægge Kierlighedens Grund i et andet Menneskes Hjerte kan intet Menneske; dog er Kierligheden Grunden og opbygge kan man kun fra Grunden af, altsaa kan man kun opbygge ved at forudsætte Kierlighed. Tag Kierligheden bort, saa er der Ingen som opbygger, og Ingen, som opbygges …

Der er ingen tvivl om, at Kierkegaard tror, at kærligheden stammer fra Guds hånd. Men er det nødvendigt med Gud som garant for kærlighed og mening? Kan der findes et mere pragmatisk bud?

Jeg tror, at den etymologiske betydning af ordet fri kan hjælpe os til at afklare dette spørgsmål. Hvor ordet magt, som tidligere nævnt, kommer af en rod med betydningen ‘at kunne’ og ‘at formå’, kommer ordet fri af en rod med betydningen ‘at elske’ (sproget.dk). Heraf ordet frænde ‘den, der elsker’, ‘ven’. Det er derfor, at man kan fri til sin elskede.

Blandt andre Ole Fogh Kirkeby (2013, s. 24) har bemærket, at ordet fri henter sin grundbetydning i det forhold, at man i tidernes morgen kunne lykkes med at undgå at blive gjort til slave på grund af éns frænders beskyttelse. Frihed er således det modsatte af tvang og slaveri. Det kunne derfor meget rammende hedde ‘ikke-ufri’. For frihed er på ingen måde det modsatte af afhængighed. Den enkeltes frihed går gennem det fælles, og den deltagelse og beskyttelse, der er forbundet hermed. Frihed drejer sig ikke blot om at stå selv og at handle og tale ud fra egne præmisser. Frihed fordrer, at man handler og taler ud fra egne præmisser under hensyntagen til, at man samtidig skal kunne give svar på tiltale. Svar på tiltale er det, vi i reglen omtaler som ansvar. Denne ansvarstagen må række ud over ansvaret for én selv og éns nærmeste og sikre alles muligheder for deltagelse i det fælles liv, idet det netop er dette fælles liv, der i sidste instans er garanten for vores frihed – eller om man vil: ikke-ufrihed. Ansvarstagen markerer, at man er optaget og grebet af noget betydningsfuldt samtidig med, at man er parat til at stå til ansvar for ens engagement. Måske er ansvarstagen et andet ord for den menneskelig faktor?

Magt og mening som komplementære optikker

Meningen synes at kunne ses ud fra tre forskellige perspektiver, som jeg mener i sig selv kan opfattes som komplementære. Mening kan opfattes som det, man er optaget af, tillægger betydning og tager ansvar for. Mening kan også opfattes som de traditioner og handlemønstre, man tager for givet. Og mening kan opfattes, som vigtige hensyn af forskellig karakter, der udspringer af forskellige specifikke bekymringer, som dukker op i den konkrete situation og giver anledning til meningsforhandlinger. Disse tre perspektiver – mening som et ’subjektivt’, ‘objektivt’ og ‘emergent’ fænomen kan helt givet ikke anlægges på samme tid. Men man kan veksle imellem dem som komplementære analytiske blikke i en ‘meningsoptik’, når man sætter sig for at spore mening(ens magt) i en specifik situation (jeg kalder derfor også optikken for et meningssporingsberedskab – jf. Pedersen, 2011, s. 235-256 og artiklen Forsvarligt inklusionsarbejde).

Noget lignende gælder de magtforhold, der gør sig gældende i samme situation. Magt kan opfattes som det, mennesker gør, når de de magter situationen og gør deres forskellige viljer gældende. Magt kan også opfattes som de vilkår og begrænsninger, som mennesker er underlagt. Og magt kan opfattes som et fænomen, der opstår, idet situationen tager magten og der udvikles samspilsmønstre, der prajer de involverede til at indtage forskellige og mere eller mindre modstridende positioner. Disse tre perspektiver – magt som et ’substantielt’, ’strukturelt’ og ‘relationelt’ fænomen, kan heller ikke anlægges på samme tid. Men også her må det være muligt, at opfatte dem som komplementære analytiske blikke i en ‘magtoptik’, når man sætter sig for at spore magt(ens mening) i en specifik situation (jeg kalder det også et magtsporingsberedskab – jf. Pedersen, 2011, s. 201-207 og artiklen Forsvarligt inklusionsarbejde).

Magtoptikken og meningsoptikken skal ikke opfattes som foreskrivende, men som analytisk beskrivende (Grue-Sørensen, 1965, s. 21). Ikke at de to optikker er neutrale. At anskue verden ud fra en magtoptik eller en meningsoptik er at træffe et valg, der kunne være truffet anderledes. Andre begreber kunne være valgt. Men optikkerne er analytisk beskrivende i den betydning, at de bidrager til at udpege bestemte aspekter ved praktiske situationer uden af den grund at være handleforeskrivende.

Magtoptikken og meningsoptikken må i sig selv ses som komplementære analytiske tilgange, man kan veksle imellem og justere i takt med at de bruges i specifikke analyser (det komplementaritetssynspunktet, som jeg her knytter an til, er udfoldet og begrundet i Pedersen, 2011, s. s. 271, s. 237). Det betyder, at et menneskes indtagelse af en given position i en given situation i første omgang kan ses i lyset af en magtoptik for dernæst i anden omgang at blive set i lyset af en meningsoptik – for dernæst i tredje omgang at give anledning til overvejelser, der går på, hvordan den ene optik kan bidrage til kaste lys over dens anden optiks blinde pletter. I artiklen Marginaliseringsmagten og marginaliseringfeltet findes eksempelvis et bud på, hvordan positioner analytisk kan anskues som dobbeltpositioner, præget af mere eller mindre magt og mening. Men det kræver et analytisk dobbeltblik, hvor man trækker på en optik ad gangen. Optikkerne kan hermed “kaste lys over hinanden, således at de kommer til at tegne sig tydeligere ved sammenstillingen” (Simonsen, 1966, s. 8). Viser det sig, efter at man har anlagt begge optikker, at magten dominerer, indtages positioner overvejende ufrivilligt, og man kan tale om forskellige former for udsatte positioner. Dominerer meningen indtages positioner overvejende ikke-ufrivilligt, og man kan tale om forskellige former for ikke-udsatte positioner. Tankegangen er, at hvis mennesker bringes i positioner, der er domineret af ikke-ufrivillig deltagelse, medvirken, tilhør, nyorientering og passage, så vil de alt andet lige opleve en situation som mere meningsfuld sammenlignet med, at de bringes i positioner, der er domineret af ufrivillig tilpasning, begrænsning, negligering, udgrænsning og udstødning.

Afrunding

Vi kan aldrig fange magten og meningen som sådan, men ved at anlægge forskellige komplementære perspektiver på de to fænomener, kan vi lykkes med at udvikle en mere nuanceret opfattelse af, hvordan magt(ens mening) og mening(ens magt) kan tænkes at gøre sig gældende i en given sammenhæng.

Enhver position i en specifik situation kan anskues som et fænomen, der er præget af mere eller mindre magt. Denne magt kan man veksle mellem at se som individuelle viljer, der udøver magt over hinanden eller som vilkår, der betinger individers handlinger eller som samspilsformer, der dukker op og prajer individer til at indtage forskellige positioner. Men samme position kan tillige anskues som et fænomen, der er præget af mere eller mindre mening. Denne mening kan man veksle mellem at se som individuel optagethed og ansvarstagen eller som overleverede handlemønstre og traditioner eller som meningsforhandlinger, der dukker op og engagerer deltagerne ud fra forskellige perspektiver.

I nummeret ‘Indian Summer’ (1988) udtrykker C. V. Jørgensen det modsætningsfyldte i tilværelsen på en måde, der synes at indfange såvel meningens magt som magtens mening:

Vi er liv & lys
vi er skygger & magi
vi er hinandens alibi
vi er liv & lys

Vi er kød & blod
vi er sanser vi er magt
vi er os selv med dødsforagt
vi er kød & blod

© Copyright Omsigt v/Carsten Pedersen

(Artiklen blev publiceret i sin første version i februar 2015 på http://omsigt.dk)

Book Carsten Pedersen til et foredrag, en halv eller en hel temadag eller et udviklingsforløb med fokus på magt og etik her.

Omsigt afholder kursus om magt, værdier og dilemmaer i velfærdsarbejdet – læs mere her.

Samarbejde om overgange

Af Carsten Pedersen


Artiklen kan købes i pdf-format her


Tilværelsen er fyldt med små, mindre og større overgange mellem forskelligartede sammenhænge.

Små overgange kan for eksempel være overgange fra én type aktivitet eller situation til en anden. Det kan være overgange mellem et frikvarter og en undervisningssituation i skolen. Mellem en spisesituation og en tur på legepladsen i en daginstitution. Eller mellem en behandlingssituation og en samtalesituation i sundhedssektoren. Mindre overgange foretager vi for eksempel, når vi dagligt bevæger os mellem hjem og arbejde, uddannelse, skole eller daginstitution. Mellem botilbud og aktivitetstilbud osv. Større overgange finder sted, når man eksempelvis påbegynder ophold af længere varighed i dagpleje, daginstitution, skole, SFO, klub, organiserede fritidsaktiviteter, ungdomsuddannelse, erhvervsuddannelse, arbejde, praktik, botilbud, aktivitetstilbud, plejefamilie, døgninstitution, fængsel, (psykiatrisk) hospital, plejehjem m.v. Det er disse større overgange, der især har min interesse i denne artikel – omend begreberne, der udvikles i det følgende, i princippet også ville kunne kaste nyt lys over små og mindre overgange.

Større overgange vil (hvis vi ser bort fra meget små børn) typisk være forbundet med forventninger om, hvad den nye sammenhæng vil bringe af glæder og bekymringer. Det sidste ikke mindst, når overgangen er overvejende ufrivillig. 87 % af alle børnehavebørn glæder sig for eksempel til at komme i skole og tror at lærerne er søde, og 89 % tror de vil få let ved at få nye venner. Men samtidig forventer 34 %, at det bliver svært, 26 % forventer, at lærerne skælder meget ud, 30 % forventer at blive drillet og 13 % forventer, at det bliver svært at få venner (Børnerådet, 2013).

Større overgange ses typisk som risikofyldte perioder i det enkelte menneskes tilværelse, hvor selve passagen “er karakteriseret ved tvetydighed, åbenhed, ubestemthed, desorientering og en vis fare” (Ottosen et al., 2010, s. 180). Overgange opdeles typisk i forskellige faser, der for eksempel går fra forberedelses- og separationsfasen, hvor individet frigøres fra en social sammenhæng for dernæst at overgå til den egentlige liminal- eller marginalfase, hvor individet i en vis forstand befinder sig i en slags socialt ingenmandsland ‘midt-imellem’, for til sidst at overgå til reinkorporationsfasen, hvor individet i større eller mindre grad indlemmes i den ny sammenhæng (jf. f.eks. Van Gennep, 1972 og Turner i Eriksen, 1996).

Overganges betydning for det enkelte individ er også blevet beskrevet som en slags ‘kulturchok’, hvor opstemthed ved det nye, afløses af en krise, der fører over i en langsom tilpasning til de nye vilkår og som ender med en stabilisering og accept af livet i den nye sammenhæng (jf. f.eks. Hansen, 1995, s. 57). Noget kunne tyde på, at børn oplever chok af denne karakter i overgangen fra børnehave til skole, idet de ikke umiddelbart viser sig at fungere på samme ‘mestringsniveau’ – og i øvrigt udviser tilbageholdenhed og usikkerhed – i den nye sammenhæng på trods af grundige forberedelser og samarbejde på tværs af børnehave, hjem og skole (Broström, 2003, s. 155).

Nok ikke mindst på grund af de større overganges sårbarhedsskabende træk, er der, set ud fra et relationelt perspektiv, en lang tradition for, at understrege gode relationers betydning for individets succesfulde overgang fra én sammenhæng til en anden (jf. f.eks. Bronfenbrenner, 1979, s. 3, s. 21 og s. 50).

Men hvad sker der, hvis vi forsøgsvis tænker overgange som et positionelt – fremfor som et relationelt – fænomen? Det handler denne artikel om. Jeg håber, at det begrebsapparat, der hermed tilbydes, vil kunne supplere det meget udbredte relationelle perspektiv og dermed modvirke dets tendenser til at overfokusere på den enkeltes reaktioner og relationer i overgangen. Ikke, at disse reaktioner og relationer er uden betydning, men samarbejdet omkring overgange fordrer også en opmærksomhed på, og en påvirkning af, de sociomaterielle processer og mekanismer, som gør sig gældende i menneskers overgange fra én sammenhæng til en anden. Processer og mekanismer, som ingen i reglen er herre over, og som derfor kun kan påvirkes og ændres gennem samarbejde på tværs.

Er lærere, pædagoger, sundhedspersoner og socialrådgivere m.fl. involveret i menneskers større overgange, bærer disse velfærdsprofessionelle et særligt ansvar for at samarbejde med hinanden, med de mennesker, de har med at gøre, samt med forældre eller pårørende – med henblik på at gøre overgangene så forsvarlige som muligt. Forsvarligheden vil blandt andet kunne måles på, i hvilken grad det lykkes at etablere overgange, hvor (yderligere) marginalisering og eksklusion modvirkes (jf. eventuelt bilag 1 nederst på siden for en lovmæssig uddybning af de professionelles særlige ansvar i forbindelse med overgange).

Hvad er overgange i praksis?

Anja Hvidtfelt Stanek (2011, s. 338) mødte William og Peter i forbindelse med et forskningsprojekt:

I børnehaven deltager William primært perifert i børnefællesskabet, frem til den dag hvor det går op for en anden dreng; Peter, at han skal gå i klasse med William i skolen. Fra den dag inddrager Peter William i alle drengefællesskabets aktiviteter.

Situationen i drengegruppen forandres altså, idet de voksne omkring børnene begynder at forholde sig til, at børnene skal overgå til skolen. Man kan for eksempel forestille sig, hvordan pædagogerne i børnehaven påbegynder skoleforberedende aktiviteter og er optagede af, hvilke færdigheder og kompetencer børnene udvikler, med henblik på, at de skal få en god overgang til skolen. Børnenes måder at forholde sig til overgangen på er i så fald ikke identisk med de voksnes. Williams situation forandres, ikke så meget på grund af indholdet af de voksnes skoleforberedende aktiviteter, men snarere på grund af, at Peter begynder at forholde sig til drengenes fremtidige, fælles liv i skolen. Om William er optaget af dette liv, ved vi naturligvis ikke, men hans nye deltagelsesmuligheder i drengegruppen, som Peter er med til at fremme, vil alt andet lige give ham en anden udgangs- og indgangsposition i forhold til skolen.

Det er vel ikke for meget sagt, at de ændrede positioner i drengegruppen er et udtryk for, at overgangen til skolen er påbegyndt? Man kan forestille sig, hvilken situation Peter ville komme i, hvis den drengegruppe, han nu er ved at indtage en mindre perifer position i, endte med at komme i en anden klasse end ham. Det ville i så fald ikke være underligt, hvis Peters position i hans nye klasse ville blive perifer eller marginal. Han kunne af gode grunde være mere optaget af at vedligeholde kontakten med sine venner fra børnehaven end af aktiviteterne i hans nye klasse. Kvaliteten af positionsskift fra én sammenhæng til en anden er på denne måde afhængig af, at der samarbejdes på tværs med henblik på at forebygge, at ‘overgængere’ ufrivilligt fikseres i udsatte positioner.

En pædagogstuderende har gjort sig følgende iagttagelse i sin uddannelsespraktik i et socialpsykiatrisk botilbud:

Helle er 52 år og har boet på et socialpsykiatrisk botilbud i 7 år. Helle er diagnosticeret paranoid skizofren og har haft gentagne langvarige indlæggelser i behandlingspsykiatrien. Helle, sagsbehandleren PIA, fra Helles hjemstedskommune, og pædagogen IBEN, der er Helles kontaktperson, sidder i Helles lejlighed under det årlige opfølgningsbesøg med PIA. PIA beder Helle fortælle om det forgangne år. Helle beretter (stolt) om sin udvikling. Hun administrerer nu selv sin medicin. Hun har tabt sig 27 kg ved hjælp af kostomlægning og motion. Hun går ture i lokalområdet og træner flittigt på motionscyklen. Hun har fået mod til at konfrontere sin sociale angst og er blevet langt bedre til at håndtere sin socialfobi. Kontakten til Helles nu 18-årige datter er genetableret, og hun giver udtryk for stor glæde ved at følge med i datterens liv. Siden sidste års opfølgningsbesøg ser Helle mere lyst på tilværelsen og mener, at hendes recoveryforløb er inde i en positiv fase. IBEN tilføjer: ”Helle øver sig fortsat i at være alene, uden støtte fra personalet, når hun motionerer, går ture i lokalområdet og foretager indkøb. Men Helle har fortsat behov for støtte til mestring af sin socialfobi”. Helle (smiler) og siger: ”Jeg er blevet langt bedre til at sige fra, så nogle gange, synes de andre beboere og personalet, at jeg er blevet for skrap”. PIA siger: ”Jamen så er det jo snart på tide at finde en anden bolig?”. ”Nej, nej”, siger Helle, ”så skrap er jeg heller ikke” (hun ler). ”Næ, nej”, svarer PIA, ”det var nu heller ikke lige det, jeg mente, jeg mener, så er du jo klar til snart at flytte for dig selv og hjem til X Kommune”. Der bliver stille i stuen. Helle famler nervøst med hænderne omkring munden. Efter en pause, siger Helle: ”Nej, nej, det er jeg slet ikke klar til endnu. Jeg kan ikke sove alene om natten, og jeg går stadig dårligt, og så har jeg haft et tilbagefald i julen, hvor jeg tog for meget medicin”. PIA (smiler) og svarer: ”Men det går jo fremad med dig, så på et eller andet tidspunkt skal du jo flytte, du kan jo ikke blive her til tid og evighed, vel?”. Hun noterer i sine papirer. Helle og IBEN ser på i tavshed, hvorefter PIA siger: “Jeg foreslår, at datoen for næste opfølgningsmøde fastsættes til 6 måneder fremfor de sædvanlige 12 måneder. Så synes jeg, vi skal tale sammen igen”. Hun lægger sine papirer ned i tasken. Helle siger ikke noget, men kigger appellerende på IBEN, der forholder sig tavs. PIA rejser sig, giver hånden til Helle og IBEN, hvorefter Helle følger PIA ud til hoveddøren.

Helle forholder sig til sin egen psykiske tilstand og giver billeder på, hvordan hendes livssituation er forandret til det bedre. Da hun opdager, at beretningerne om hendes forbedrede tilstand, får PIA til at forholde sig til en forestående overgang til egen bolig, ændrer situationen fundamentalt karakter. Helles syn på overgangen er på ingen måde identisk med det perspektiv, som PIA anlægger. Der er forskelligt på spil for de to. IBENs vinkel vil givet være en helt tredje, idet hun både skal ’samle op’ på Helles situation efter mødet og støtte hende i overgangen til egen bolig i tiden, der følger. En overgang, som i og for sig bliver indledt i og med dette møde.

Den position, som Helle befinder sig i ved mødets begyndelse og ved dets afslutning, er ganske forskellig – og spørgsmålet bliver, hvordan det kommende halve år vil forme sig i lyset af dette postionsskifte i ‘det små’. Hvis mønsteret gentager sig i ‘det større’ positionsskifte mellem botilbud og egen bolig i hjemkommunen, kan man tænke sit og forestille sig, hvordan Helle i værste fald vil kunne ende med at sidde isoleret og ensom i eget hjem. Også her vil kvaliteten af positionsskift mellem de to sammenhænge altså afhænge af, at der samarbejdes på tværs med henblik på at forebygge, at Helle ufrivilligt fikseres i udsatte positioner i overgangen til egen bolig.

Ordet overgang

Ifølge Den Danske Ordbog bruges ordet overgang i mange forskellige betydninger. Det bruges om “(gradvis) forandring eller udvikling fra noget til noget andet; (gradvist) skift fra en tilstand til en anden”, om “skift i en persons stilling, status på arbejdsmarkedet, el.lign.”, om “kortere periode (mellem to tilstande)”, om “sted hvor to elementer mødes og danner indbyrdes forbindelse”, om “passage der fører over fx et vandløb eller en vejbane” og om “det at passere over fx et vandløb”.

Det er vel ikke helt i skoven forsøgsvis at sammenfatte ordbogsopslaget på følgende måde set i lyset af de to praktiske ‘overgangsepisoder’ ovenfor: I en overgang mellem to sammenhænge, sker der – gennem en passage, hvor udsatte positioner og nye forbindelser kan opstå – et mere eller mindre varigt positionsskift, der kan give anledning til forandrede udviklingsbetingelser.

Men hvordan skal passage og positionsskift nærmere forstås? Og hvordan kan betingelserne for overgangsprocesser anskueliggøres? Jeg mener, at det her kan være en fordel at tænke på overgange som sociomaterielle processer, der udfolder sig i et overgangsfelt.

Overgangsfeltet

Overgangsfeltet er et spændingsfelt mellem to sammenhænge der overgås fra og til – men dette felt er ikke i sig selv at opfatte som en selvstændig sammenhæng. Overgangsfeltet forbinder ikke desto mindre de to sammenhænge på måder, der gør passage mellem de to mulig:

Overgangsfelt

William og Peter, og deres pædagoger og forældre, befinder sig overgangsfeltet i og med, at de deltager i, eller arrangerer, aktiviteter, forældremøder og -samtaler, tager på besøg i skolen, bruger bøger, spil, dokumenter, overgangsskemaer m.v. med sigte på den forestående passage. Det samme gør Pia, Iben og Helle i og med, at opfølgningsmødet tager en drejning og kommer til at handle om Helles overgang til egen bolig – også her indgår notater, handleplaner m.v. som elementer i overgangsfeltet. Ligesom en inddragelse af Helles pårørende eller venner kunne tænkes at fungere som en del af dette felt.

Man kan hævde, at der i enhver sammenhæng grundlæggende gør sig fem forskellige typer positioner gældende i de forskellige former for fællesskabelse, der præger sammenhængen (jf. ‘Positionsskiven’ i artiklen Marginaliseringsmagten og marginaliseringsfeltet). Positioner, som der, mere eller mindre ufrivilligt, skiftes imellem afhængigt af, hvad der i spil og på spil for de involverede. Hermed kan positioner præget af passage (jf. P1 og P1′ i figuren nedenfor) anskueliggøres ved at indtænke en ‘Positionsskive’ i hver af de to sammenhænge :

Overgangsfelt2

Positionerne P1-P5 (og P1′-P5′) er alle at opfatte som dobbeltpositioner. Det betyder, at hver position såvel er forbundet med mere eller mindre magt (markeret med sort) som med mere eller mindre mening (markeret med rødt). Positionernes ‘røde halvdele’ symboliserer ikke-ufrivillige (skift mellem) positioner, der overvejende er præget af deltagelse (P5/P5′), medvirken (P4/P4′), tilhør (P3/P3′), nyorientering (P2/P2′) og passage (P1/P1′). Mens positionernes ’sorte halvdele’ symboliserer ufrivillige (skift mellem) positioner, der overvejende er præget af tilpasning (P5/P5′), begrænsning (P4/P4′), negligering (P3/P3′), udgrænsning (P2/P2′) og udstødning (P1/P1′). Magt og mening er nødvendige og komplementære forudsætninger for enhver fællesskabelse – men domineres positioner og positionsskift af de ’sorte halvdele’, opstår der udsatte positioner.

Overgangsfeltet kan på den baggrund forstås som det, der gør passage mellem to sammenhænge, mulig. Men positioner overvejende præget af passage er altid risikable, idet de kan slå om i udsatte positioner overvejende præget af udstødning. Da selve passagen indebærer et skifte fra P1 til P1′ kan man ligefrem tale om en risiko for ‘dobbeltudstødning’ (og dermed en ‘dobbelt udsat position’), idet der foretages et positionsskift fra en position overvejende præget af udstødning i den oprindelige sammenhæng til en position overvejende præget af udstødning i den nye sammenhæng. Dette fænomen kan også betegnes Matthæus-effekten (“For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har”, Matt, 25, v29 – jf. også Mortensen i Larsen et al., 2000, s. 129). Generelt må man vel antage, at de måder et menneske typisk indtager P1′-P5′ på i en ny sammenhæng i en eller anden grad vil være mærkede af de måder vedkommende typisk indtog P1-P5 i den oprindelige sammenhæng?

I forbindelse med, at det går op for Helle, William og Peter at de står overfor en overgang til en anden sammenhæng, kan man vel sige, at de alle bringes i P2 med henblik på et positionsskift til P1 i den sammenhæng, som de forventes at overgå fra. De befinder sig altså i en position, der kan være præget af nyorientering henholdsvis udgrænsning. Dominerer udgrænsningen øges sandsynligheden for, at skiftet til P1 resulterer i en position overvejende præget af udstødning. Dominerer nyorienteringen øges sandsynligheden for, at skiftet til P1 resulterer i en position overvejende præget af passage der indebærer et positionsskift til P1′ i den nye sammenhæng. Domineres denne position (P1′) af passage fremfor udstødning, er der større sandsynlighed for positionsskifte til P2′, P3′, P4′ og P5′ – forstået som positioner præget af nyorientering, tilhør, medvirken og deltagelse i den nye sammenhæng. Domineres P1′ derimod af udstødning øges risikoen for, at livet i den nye sammenhæng vil indebære udsatte positioner præget af udgrænsning, negligering, begrænsning og tilpasning.

Den sociale fleksibilitet øges, når fiksering i udsatte positioner modvirkes og muligheder for positionsskifte og deltagelse tydeliggøres. Og det er netop overgangsfeltets funktion at bidrage til dette. Men overgangsfeltet styrke er på ingen måde givet. Det afhænger både af samarbejdet omkring overgangen, og det afhænger af, om det lykkes at sikre en tilstrækkelig grad af tingsliggørelse, således at der kan skabes tilstrækkeligt mange sociomaterielle forbindelser mellem de to sammenhænge (læs om begrebet tingsliggørelse i artiklen Rum og ting som pædagogiske medspillere).

Overgangsfelt3

Hvis vi lige for et øjeblik tænker overgangsfeltet metaforisk som et ‘fodgængerfelt’ – både forstået som det tingsliggjorte felt, der er malet på vejen (inklusive de vejskilte, der markerer dette felt) og de typer af samarbejde, der finder sted i og omkring dette felt – så bliver det tydeligt, at dette felt kan opfattes som et (delvist tingsliggjort) fællesgode forstået som en praksis, hvor den enkelte deltager, og alle i samfundet som sådan, “… er interpelleret til at vise gensidig omsorg for at sikre hinandens muligheder for deltagelse i det fælles liv” (Højrup & Jensen i Thorgaard, Nissen & Jensen, 2010, s. 31). Og – kunne man tilføje – for at sikre, at processer og mekanismer, der bidrager til at fiksere mennesker i udsatte positioner, modvirkes. Et fodgængerfelt er i alles interesse – også selvom man ikke selv benytter sig af det. Det gør, at risikoen for ulykker (og deraf afledte smerter og udgifter) reduceres, og det gør at trafikken alt andet lige kan glide lettere. Fodgængerfelter bidrager på denne måde til at binde samfundet sammen.

På lignende måde bidrager overgangsfeltet til at binde samfundet sammen. Og heller ikke her, er det en forudsætning, at alle benytter sig af det eller på andre måder er involveret i samarbejde omkring det. Det er i alles interesse, at overgange fra en sammenhæng til en anden foregår så forsvarligt som muligt. Overgangsfeltet er udtryk for en gensidig omsorg for at sikre alles muligheder for deltagelse, og for at modvirke fiksering i udsatte positioner, i det fælles liv. Selvom både fodgængerfelter og overgangsfelter løbende befolkes af nye mennesker – og disse mennesker drager omsorg for, at de ikke ødelægges, så vil de alt andet lige kræve regelmæssig vedligeholdelse og fornyelse – især, hvis de viser sig ikke at fungere efter hensigten. Og her bærer politikkerne og de velfærdsprofessionelle naturligvis et særligt ansvar.

Overgangssamarbejde

Overgangsfeltet er således at opfatte som fællesgode på linje med institutioner, skoler og hospitaler m.v. Men overgangsfeltet er ikke på samme måde en konsolideret og afgrænset praksis, som disse institutioners praksis er det. Samarbejde om overgange er og bliver af samme grund en udfordring.

Samarbejdet om overgange er nok i en eller anden grad formaliseret, men udgør samtidig en slags (institutionelt) ingenmandsland, hvor de involverede parter løbende udskiftes og primært er optaget af deres ‘kerneydelser’ i deres respektive ‘baglande’. Og sådan må det nødvendigvis også være, idet samarbejdet handler om, at skabe forbindelser mellem to (institutionelle) sammenhænge – og ikke om at skabe en tredje én af slagsen. Overgange er og bliver overgange. Det gør passagen til en i udpræget grad uforudsigelig affære, der på den ene side er forbundet med en forhøjet risiko for, at (dobbelt) udsatte positioner opstår. Og som på den anden side er forbundet med en større sandsynlighed for, at nye perspektiver og forbindelser kan opstå.

Overgangssamarbejde kan måske sammenlignes med det fænomen, som Etienne Wenger (2004, s.137) kalder en grænsepraksis. I samarbejdet om overgange – såvel mellem professionelle fra forskellige sammenhænge som mellem de professionelle og forældre eller pårørende – kan der opstå et vedvarende forum af gensidigt engagement (ibid.) og dermed en praksis, hvis:

… virksomhed består i at tage sig af grænser og vedligeholde en forbindelse mellem en række andre praksisser ved at behandle konflikter, harmonisere perspektiver og finde løsninger. Den resulterende grænsepraksis bliver en form for kollektiv mægling. (ibid., s. 131)

Fremfor at bruge vendinger som ‘harmonisere perspektiver’ og ‘finde løsninger’, vil jeg foretrække at tale om perspektivudveksling samt om dilemmadeling og dilemmahåndtering – for dermed at understrege samarbejdets indbyggede konfliktualitet (jf. artiklen Dilemmadeling gennem konversation). Ikke mindst i en grænsepraksis er det afgørende, at åbne for forskellige perspektiver på overgangen og om at forstå de bekymringer, en overgang altid vil indebærer, som et udtryk for at værdier trues. Truede værdier er porten til dilemmaopsporing og dermed dilemmadeling (jf. artiklen Hvad er dilemmaopsporing?).

I overgangsfeltet kan man på den baggrund udmærket – som Wenger gør i citatet ovenfor – tale om samarbejde som en art kollektiv mægling, hvor de samarbejdende parter bidrager til at indføre elementer af deres baglandes praksis i samarbejdsparternes praksis – hvorved denne praksis fornyes med henblik på skabe forbindelser mellem de to sammenhænge. Og man kunne, ligeledes inspireret af Wenger (ibid., s. 137), tale om tingsliggørelse i overgangsfeltet i form af grænseobjekter, som for eksempel artefakter, dokumenter, fagudtryk, systemer m.v. – grænseobjekter, som de indbyrdes forbindelser mellem de to sammenhænge kan organiseres omkring.

Kollektiv mægling skal altså forstås som en social mæglerfunktion, der varetages i samarbejde, og den er afhængig af at kunne fungere på kanten og undgå en egentlig optagelse i de sammenhænge, som denne funktion netop bidrager til at indføre nye elementer i og skabe nye forbindelser imellem (ibid., s. 137-138).

Som andre former for samarbejde, er også overgangssamarbejde forbundet med en balancegang mellem kooperation og kollaboration (jf. artiklen Samarbejde på tværs). I en grænsepraksis vil tendensen til at vægte den kooperative side af samarbejdet – og dermed en hver-gør-sit-orientering – være fristende. Hermed spares kostbar mødetid på tværs af sammenhænge. Men den kollaborative side af samarbejdet – og dermed en udviklingsorientering – er naturligvis ganske afgørende, idet netop passager er præget af en høj grad af uforudsigelighed.

Afrunding: Hvordan styrke overgangsfeltet?

På baggrund af overvejelserne i denne artikel fremstår samarbejde i og omkring overgangsfeltet som en relativ ’skrøbelig’ grænsepraksis på tværs af konsoliderede (institutionelle) sammenhænge. Så hvordan kan parterne samarbejde om sikre forsvarlige overgange?

I mine øjne ikke kun ved at fokusere på den enkelte ‘overgængers’ oplevelser, forudsætninger og gode relationer, som det relationelle perspektiv på overgange har for vane. Overgangsfeltet må være stærkt nok til at sikre, at overgængere ikke oplever at blive fikseret i udsatte positioner. Overgangsfeltet må også være stærkt nok til at sikre både kontinuitet og fornyelse i de typer af positioner og muligheder for positionsskift, som tilbydes i den nye sammenhæng. Det kræver, at visse elementer fra praksis i den velkendte sammenhæng indføres i den nye sammenhæng, og det kræver en opmærksomhed på grænseobjekters tingsliggørende og dermed sammenhængsskabende betydning i overgangen. Det kræver tillige en vilje til at øjne og dele dilemmaer blandt de samarbejdende parter i overgangsfeltet.

Overgange kan således opfattes mere eller mindre varige positionsskift, der er muliggjort af et overgangsfelt, hvis styrke afhænger af, om samarbejdet mellem de involverede parter bidrager til:

1) At tydeliggøre forskellige (potentielle) muligheder for deltagelse og positionsskift.

2) At modvirke fiksering i udsatte positioner.

3) At fremme delingen af dilemmaer mellem de samarbejdende parter.

De samarbejdende parter i overgangsfeltet kan derfor med fordel udvikle en fælles opmærksomhed ud fra følgende ledetråde:

1) Hvad (og hvilke ting) er overgængerne optagede af – sammen med hvem? Det handler om, at spore mening i og omkring overgangen ved at have blik for betydningsfulde genstande og for positioner, der overvejende er præget af deltagelse, medvirken, tilhør, nyorientering og passage.

2) Hvor og hvordan bringes overgængerne typisk i udsatte positioner? Det handler om, at spore magt i og omkring overgangen ved at have blik for udsatte positioner, der overvejende er præget af tilpasning, begrænsning, negligering, udgrænsning og udstødning.

3) Hvilke modstridende hensyn oplever de samarbejdende parter i forbindelse med overgangen? Det handler om at opspore og dele dilemmaer med henblik på at udvikle strategier, der kan bidrage til at skabe sociomaterielle forbindelser på tværs af de to sammenhænge.

© Copyright Omsigt v/Carsten Pedersen

(Artiklen blev publiceret i sin første version i september 2014 på http://omsigt.dk)

Book Carsten Pedersen til et foredrag, en halv eller en hel temadag eller et udviklingsforløb med fokus på samarbejde om overgange her.

Omsigt afholder temadag om samarbejdets dilemmaer – læs mere her.

Omsigt afholder kursus om samarbejde mellem lærere og pædagoger – læs mere her.

Omsigt afholder kursus om forældresamarbejdets dilemmaer – læs mere her.

Bilag 1: Lovgivning af relevans for overgangsproblematikken

I Dagtilbudsloven hedder det, at formålet med loven blandt andet er, at “skabe sammenhæng og kontinuitet mellem tilbuddene og gøre overgange mellem tilbuddene sammenhængende og alderssvarende udfordrende for børnene” (§ 1). Ligesom daginstitutioner “i samarbejde med forældrene [skal] sikre en god overgang til skole” og “i samarbejde med skolerne skabe en sammenhængende overgang til skole og fritidstilbud”. Noget lignende gælder fritidshjem der “i samarbejde med skolen og forældre [skal] medvirke til at skabe en sammenhængende overgang mellem skolens undervisningsdel og fritidshjemmet” (§ 45).

Bekendtgørelse om krav til indholdet af mål- og indholdsbeskrivelser for folkeskolens skolefritidsordninger pålægger SFO’er “at angive mål for samspillet mellem skolefritidsordningens pædagogiske aktiviteter, skolens undervisning og samarbejdet mellem skole og hjem” (§ 2, stk. 2), samt at sikre “sammenhængen (…) ved overgang fra dagtilbud til skolefritidsordning” (§ 2, stk. 5).

Serviceloven pålægger kommuner at sørge for “at de opgaver og tilbud, der omfatter børn, unge og deres familier, udføres i samarbejde med forældrene” (§ 19) samt at “udarbejde en sammenhængende børnepolitik, der har til formål at sikre sammenhængen mellem det generelle og forebyggende arbejde og den målrettede indsats over for børn og unge med behov for særlig støtte” (§ 19, stk. 2). I samme lov understreges betydningen af, at hjælpen til unge mellem 18-22 år, med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, “skal bidrage til en god overgang til voksenlivet (… ) og forberedelse til den unges næste boform” (§ 76a).

Sundhedsloven kræver “sammenhæng mellem ydelserne” (§ 2) og forpligter Regionsrådet og kommunalbestyrelserne i regionen på at “samarbejde om indsatsen på sundhedsområdet og om indsatsen for sammenhæng mellem sundhedssektoren og de tilgrænsende sektorer” (§ 203).

Marginaliseringsmagten og marginaliseringsfeltet

Af Carsten Pedersen


Artiklen kan købes i pdf-format her


Man vil aldrig kunne udelukke udelukkelsen. I velfærdsprofessionerne er det efterhånden en kendt sag, at begreberne inklusion og eksklusion – sociologisk set – hænger sammen som siamesiske tvillinger. Det er en vigtig indsigt. Set i et praksisperspektiv er begrebsparret imidlertid ikke uden begrænsninger.

Denne artikel handler om inklusions- og eksklusionsperspektivets indbyggede begrænsninger, og hvad man kan gøre for at overvinde dem.

Inklusions- og eksklusionsperspektivet

Dannelsen og vedligeholdelsen af fællesskaber indebærer sociale processer og mekanismer, der på én gang bidrager til at inkludere nogle og ekskludere andre. Tager man denne teoretiske inklusions- og eksklusionsoptik på i rendyrket form og tager et snapshot af en given social sammenhæng, må man forvente at se mennesker, der enten er indenfor eller udenfor fællesskabet. I praksis kan denne enten-eller-logik imidlertid hurtigt vise sig at blive for unuanceret.

Fællesskabet og dets grænser er faktisk slet ikke sådan at indfange, når man ser nærmere efter. Det sociale liv synes i praksis at være præget af en mere dynamisk ‘fællesskabelse’, hvor det, mennesker er sammen om, bidrager til at skabe en mere eller mindre fleksibel (re)konfigurering af forskellige positioner (jf. artiklen Om fællesskabelse). Fællesskabelse er et dynamisk fænomen, der ikke kan reduceres til udelukkende at bestå af den inkluderede og den ekskluderede position. Der opstår mellempositioner mellem disse to yderpunkter, og der opstår positionsskifte mellem positioner, der tillige lejlighedsvis gøres til genstand for eksplicit forhandling. Disse processuelle aspekter ved fællesskabelsen har det rendyrkede inklusions- og eksklusionsperspektiv svært ved at indfange.

Gennemse følgende videoklip nogle gange (det er kun af 1 minuts varighed) – og læg mærke til, hvordan fællesskabelser udvikler sig – og vikler sig ind og ud af hinanden – og giver anledning til, at mange forskellige typer af positioner dukker op.

Overvej hvilke positioner drengen i de koboltblå bukser og den stribede trøje indtager (vi kalder ham Holger). Er Holger med eller er han ikke med? Eller er Holger på kanten? Vi lader spørgsmålene stå – og vender tilbage til dem nedenfor.

Risikoen for udelukkelse af en fællesskabelse må antages at vokse, jo mere ufleksibel konfigureringen af positioner forløber i praksis. På den anden side, er der selvfølgelig også grænser for, hvor fleksibel en fællesskabelse kan være uden at løbe ud i sandet. Deltagerne er netop sammen om noget – og dette ‘noget’ (det, der i spil), må alle i fællesskabelsen forholde sig til, omend det selvfølgelig sker ud fra forskellige positioner i samspillet og ud fra forskellige individuelle præmisser (hvorfor der også kan siges at være noget forskelligt på spil for de involverede).

Marginaliseringsmagten

Fællesskabelse er altså en konfliktuel affære, hvor der nok må herske en vis respekt for forskelligheden, men hvor visse (potentielle) deltagere alt andet lige også vil opleve en – mere eller mindre ufrivillig – udgrænsning eller udelukkelse (eller – mere eller mindre ufrivilligt – at blive holdt udenfor fra begyndelsen). Denne form for magt, der kan være mere eller mindre udtalt og som tilsyneladende gør sig gældende i alle sociale sammenhænge, kan man, med et begreb lånt fra idé-historikeren Lars-Henrik Schmidt (2007), vælge at kalde marginaliseringsmagten.

Schmidt skriver:

Udelukkelse er et socialt vilkår, hvorfor det interessante egentlig er marginaliseringsmagten. Den er der altid. Der vil altid være nogen, der sættes ’en marge’ – på kanten. Der vil altid være nogen, der er eller betragtes som ’disabled’; uduelige, invalide, handicappede eller hvordan det nu kommer til udtryk. Det interessante spørgsmål er ikke, om der marginaliseres, men hvem, hvor, hvordan, hvornår, hvorfor der marginaliseres? (Schmidt, 2007, s. 2)

Paradoksalt nok kan det at anlægge et rendyrket inklusions- og eksklusionsperspektiv på det sociale liv gøre, at man tenderer at overse netop marginaliseringsmagten. Udgangspunktet bliver, at mennesker enten er indenfor eller udenfor i en given social sammenhæng. Men spørgsmålet er, om der ikke gives en tredje mulighed?

Marginaliseringsfeltet

I praksis befinder man sig jo rent faktisk til tider i sociale positioner, hvor man hverken kan siges at være helt inkluderet eller helt ekskluderet. For at indfange dette grænsefænomen kræves imidlertid et begrebsapparat, der kan supplere inklusions- og eksklusionsoptikken. Her kan begrebet om marginaliseringsfeltet være en stor hjælp. Begrebet er udviklet af sociologen Jørgen Elm Larsen med henblik på netop at kompensere for begrænsningerne i det rendyrkede inklusions- og eksklusionsperspektiv. Men først lidt om i hvilken sammenhæng Larsen har udviklet og brugt begrebet.

Larsen har i sin tid haft til opgave at undersøge omfanget af social eksklusion i Danmark. Her nåede han blandt andet frem til, at ca. 2 % af den danske befolkning i aldersgruppen 20-93 år i år 2000 kunne opfattes som egentligt socialt ekskluderede (se f.eks. Larsen, 2004 og Larsen, 2009, som jeg også henviser til i det følgende).

Larsen definerer social eksklusion som:

… en ufrivillig ikke-deltagelse gennem forskellige typer af udelukkelsesmekanismer og -processer, som det ligger uden for individets og gruppens muligheder at få kontrol over (Larsen, 2009, s. 20).

I Larsens empiriske undersøgelse af den sociale eksklusions omfang operationaliseres begrebet på følgende måde:

Et individ er socialt ekskluderet, hvis det kan karakteriseres af tre, fire eller alle fem af følgende forhold: Er relativt økonomisk fattig (…), har få eller ingen sociale relationer, har en ringe eller ingen deltagelse i faglige og politiske aktiviteter, har en ringe eller ingen deltagelse i fritidsaktiviteter og/eller har et dårligt helbred (Larsen, 2009, s. 29).

Det er på baggrund af disse kriterier, at Larsen konkluderer, at kun 2 % af den danske befolkning kan opfattes som socialt ekskluderede. Men betyder det, at 98 % er socialt inkluderede? Larsen mener, at det er en forhastet konklusion, der kommer sig af inklusions- og eksklusionsperspektivets indbyggede begrænsning. Opstillede man f.eks. – ud fra en tilsvarende inklusions- og  eksklusionsoptik – lignende almene kriterier for eksklusion i dagtilbud og skoler kunne man sikkert på tilsvarende måde finde et meget lille antal socialt ekskluderede børn og unge. Men som Larsen gør opmærksom på, så risikerer man hermed at overse det fænomen, som han vælger at kalde marginaliseringsfeltet:

Som udgangspunkt er det mere meningsfyldt at opfatte inklusion og eksklusion som processer, der kan gå begge veje, og hvor der mellem inklusionen og eksklusionen er et marginaliseringsfelt (Larsen, 2009, s. 28).

Og han fortsætter:

… et ensidigt fokus på en opdeling af befolkningen i en majoritet af inkluderede og en lille minoritet af dybt ekskluderede indebærer en risiko for at overse de uligheder og forskelle, der eksisterer blandt de inkluderede eller blandt dem, som befinder sig imellem inklusionen og eksklusionen, det vil sige i marginaliseringsfeltet (Larsen, 2009, s. 34).

I Larsens oprindelige undersøgelse af den sociale eksklusions omfang viste det sig, at 1/3 af befolkningen i aldersgruppen 20-93 år i år 2000 befandt sig i marginaliseringsfeltet (Larsen, 2004, s. 165).

Fem (dobbelt)positioner i fællesskabelse

Det rendyrkede inklusions- og eksklusionsperspektiv gør, at man – idet man tager et øjebliksbillede af det sociale liv i en given sammenhæng – vil få øje på de socialt inkluderede, der befinder sig i positioner præget af deltagelse og på de socialt ekskluderede, der befinder sig i positioner præget af ufrivillig ikke-deltagelse. Inklusionsindsatser kommer på den baggrund til at dreje sig om, at sikre de (meget få) ekskluderede mulighed for deltagelse. Men hvad med den ulighed i deltagelsesmuligheder, der findes blandt de deltagende? Og hvad med de positioner, der gør sig gældende i marginaliseringsfeltet? Med en rendyrket inklusions- og eksklusionsoptik er der en indbygget risiko for, at man overser begge dele. Hermed begrænses mulighederne for at modvirke netop de processer og mekanismer, der bidrager til at skabe marginalisering og dermed øger risikoen for eksklusion. Det er vel ikke for meget sagt, at marginaliseringsmagten og marginaliseringsfeltet på sin vis udgør inklusions- og eksklusionsperspektivets blinde pletter?

Deltagelsesmulighederne er meget sjældent lige, men uligheden kan man som professionel forsøge at modvirke gennem strategier, der i den givne sociale sammenhæng skaber muligheder for forskellige måder at være og deltage på. Hermed reduceres risikoen for, at deltagere marginaliseres. Marginaliseringsmagten stækkes. Dertil kommer at marginaliseringsfeltet må antages at indebære mindst tre forskellige positioner, der også vil kunne give anledning til forskellige strategier med henblik på at modvirke yderligere marginalisering og eksklusion. Man kan for det første indtage en position i marginaliseringsfeltet, hvor man over tid befinder sig i en proces mod inklusion. For det andet kan man indtage en position, hvor man over tid befinder sig i en proces mod eksklusion. For det tredje, kan man over tid forblive relativt stabilt midt i marginaliseringsfeltet.

Lægger man den inkluderede og den ekskluderede position til marginaliseringsfeltets tre positioner, kunne man tale om fem positioner (P1-P5) i fællesskabelse (anskueliggjort i en ‘positionsskive’ nedenfor, hvor marginaliseringsfeltet er markeret med orange). Og samtidig kunne man udvikle sin faglige opmærksomhed på, at ‘inkluderende’ og ‘marginaliserende/ekskluderende’ processer sjældent fungerer på den måde, at bevægelsen går fra en fuldstændig inkluderet position (P5) til en fuldstændig ekskluderet position (P1) – eller omvendt.

Positionsskiven_med_marginaliseringsfeltet

Bevægelsen foregår typisk gennem marginaliseringsfeltets tre positioner, hvor man forsøgsvis kunne kalde P4 en perifer position, P3 en marginal position og P2 en udgrænset position. Deltagelsespositioner (P5) kunne så for eksempel siges at være kendetegnet ved forankring i og bidrag til det fælles; perifere positioner (P4) ved begrænset deltagelse; marginale positioner (P3) ved ufuldstændig deltagelse; udgrænsede positioner (P2) ved, at fremtidig deltagelse er truet; mens ekskluderede positioner (P1) kunne siges at være kendetegnet ved ikke-deltagelse.

Fortolkningen af de fem positioner i positionsskiven ovenfor bygger på den underforståede præmis, at deltagelsespositioner er af det gode, mens perifere, marginale, udgrænsede og ekskluderede positioner er af det onde. Og det er der jo også noget om, hvis man forudsætter, at deltagelsespositioner indtages ikke-ufrivilligt og de øvrige positioner indtages ufrivilligt. Men deltagelse kan jo være påtvungen. Ligesom positioner på kanten og udenfor fællesskabelsen ikke behøver at være ufrivillige. I et praktisk velfærdsprofessionelt perspektiv er dette jo ikke helt uden betydning.

Set med velfærdsprofessionelles praktiske briller kunne man måske sige, at de fem positioner i positionsskiven forvandler sig til ‘dobbeltpositioner’, idet de altid indtages mere eller mindre ufrivilligt (markeret ved de sorte halvdele i positionsskiven nedenfor) eller ikke-ufrivilligt (markeret med de røde halvdele).

Marginaliseringsfelt

I praksis kan graden af ufrivillighed henholdsvis ikke-ufrivillighed kun overvejes og afgøres gennem situationsbundne faglige skøn og gennem inddragelse af de involveredes oplevelse af egen situation.

Jeg tror, at det, i et praktisk velfærdsprofessionelt perspektiv, kan være frugtbart at holde spørgsmålet, om hvordan de fem dobbeltpositioner i positionsskiven benævnes, åbent (læsere af denne artikel opfordres til komme med bud på benævnelser for P1-P5 ved brug af kommentarfunktionen nederst på siden). Mit eget bud er indtil videre:

– At P5 kan være præget af deltagelse henholdsvis tilpasning.

– At P4 kan være præget af medvirken henholdsvis begrænsning.

– At P3 kan være præget af tilhør henholdsvis negligering.

– At P2 kan være præget af nyorientering henholdsvis udgrænsning.

– At P1 kan være præget af passage henholdsvis udstødning.

Betegnelserne er tilstræbt ‘kontekstfølsomme’ og kan derfor indfange aspekter ved praktiske situationer og forløb, som ‘kontekstufølsomme’ sociologiske termer – som for eksempel ‘eksklusion’, ‘marginalisering’ og ‘inklusion’ – i mine øjne kan have vanskeligt ved.

Der er som sagt tale om dobbeltpositioner. Det betyder at begrebsparrene ikke kan forstås som et enten-eller. Ikke-ufrivillige (skift mellem) positioner, præget af deltagelse, medvirken, tilhør, nyorientering og passage, udgør forudsætninger for enhver fællesskabelse. Men ufrivillige (skift mellem) positioner præget af tilpasning, begrænsning, negligering, udgrænsning og udstødning vil også altid i én eller anden udstrækning gøre sig gældende og dermed skabe udsatte positioner (jf. også artiklen Socialt inkluderende praksisanalyse).

Atmosfæren i en sammenhæng, hvor positioner og positionsskifte er domineret af ikke-ufrivillig deltagelse, medvirken, tilhør, nyorientering og passage vil alt andet lige opleves mere meningsfuld sammenlignet med den konfliktfyldte atmosfære, man kan forestille sig i en sammenhæng, hvor positioner og positionsskifte er domineret af tilpasning, begrænsning, negligering, udgrænsning og udstødning. Men da magten ikke kan ordnes, og da den mening, de involverede tillægger en fællesskabelse, altid vil være præget af forskellighed, er det i mine øjne frugtbart at tale om netop dobbeltpositioner, der er præget af mere eller mindre ‘magt’ og ‘mening’, idet disse to fænomener opfattes som komplementære (jf. også Etienne Wengers (2004, s. 79) teori om komplementariteten mellem tingsliggørelse og deltagelse).

Hermed afkræves de professionelle et dobbeltblik i refleksionerne over deres arbejde. De skal kunne veksle mellem ‘meningssporing’ og ‘magtsporing’, når de forholder sig analytisk til positioner og positionsskifte. Og gennem brug af dette dobbeltblik bliver det lettere for dem at opspore og dele dilemmaerne. Det er afgørende, at de professionelle forholder sig undersøgende og udforskende og ikke på forhånd afgør om en position er udsat eller ej. Det handler i første omgang om analytisk at veksle mellem at se positionen som udsat (gennem sporing af magt) henholdsvis ikke-udsat (gennem sporing af mening) for i næste omgang – på baggrund af disse overvejelser – at beslutte sig for, om der er brug for en inkluderende indsats. Velfærdsprofessionelle kan på den baggrund samarbejde om at udvikle strategier, der modvirker ufrivillig fiksering i udsatte positioner samtidig med, at de befordrer og tydeliggør (potentielle) muligheder for ikke-ufrivillige positionsskifte. Hermed bidrager de til at øge den sociale fleksibilitet.

Det at et menneske i en given sammenhæng befinder sig i en position ‘på kanten’ eller ‘udenfor’ er altså ikke nødvendigvis – men kan være – bekymrende. Kun de professionelles saglige og faglige refleksioner og skøn kan belyse, i hvilken grad mennesker befinder sig i positioner overvejende ufrivilligt eller overvejende ikke-ufrivilligt – og dermed for eksempel begrunde, at der foretages en inkluderende indsats, eller man skal vente og se tiden an. En retfærdiggørelse af beslutninger af denne karakter bliver først mulig, når man har kastet et analytisk blik på, hvordan forskellige positioner, og måder at være eller deltage på i en given sammenhæng, gør sig gældende. For eksempel kan muligheden for at ‘tage et break’ – på måder som er tydeliggjort og tilgængelige for alle og som ikke forstyrrer for meget – gøre, at mennesker momentant vil befinde sig i positioner præget af tilhør (med forsøget risiko for negligering), nyorientering (med forøget risiko for udgrænsning) eller passage (med forøget risiko for udstødning). Men måske kan selve bevidstheden om muligheden for sådanne positionsskifte gøre sit til, at nogle bedre vil kunne leve med at vente lidt længere tid med at ‘tage et break’, end det ellers ville have været muligt for dem. Eller det, at de faktisk kan forlade sammenhængen, eller bevæge sig på kanten af det fælles, kan gøre, at de undgår de ’sanktioner’, der ellers kan følge af at forholde sig uroligt og ukoncentreret.

For de professionelle må det med andre ord handle om, at de bestræber sig på at skabe muligheder for forskellige legitime måder at være på, at være deltagende på og at være ikke-deltagende på. Hermed øges sandsynligvis det som vi, i mangel på bedre, kunne kalde den sociale uddrift. Men denne uddrift tager her en form, hvor fleksibiliteten og mulighederne for positionsskifte samtidig øges – hvilket alt andet lige må kunne tænkes at skabe fornyede muligheder for social inddrift i den fortløbende fællesskabelse (se også de stiplede pile i positionsskiven ovenfor). Skønnes det omvendt, at involverede i en fællesskabelse overvejende ufrivilligt bringes i positionerne P1-P5, er der tale om en marginaliserende og ekskluderende form for social uddrift, der skaber udsatte positioner, og som de professionelle må gøre, hvad de kan, for at forsøge at modvirke.

Som det fremgår kan brugen af begrebet social uddrift bidrage til at nuancere vores måde at tale om sociale processer, der i reglen omtales som marginaliserende og ekskluderende. Man kan nu – ikke-ufrivilligt – bevæge sig ud på kanten, tage ophold på kanten, befinde sig i udkanten eller helt glide ud af en fællesskabelse, uden at der nødvendigvis behøver at være tale om en marginaliserende eller ekskluderende form for social uddrift. Som for eksempel når mennesker momentant ‘tager et break’, hvor de måske indtager positioner præget af tilhør, nyorientering eller passage i overgangen til en anden fællesskabelse – om det så er i andet fysisk rum eller virtuelt gennem brug af mobil, tablet eller computer. Noget lignende gælder brugen af begrebet social inddrift, der kan bidrage til at nuancere vores måde at tale om sociale processer, som typisk omtales som inkluderende. Social inddrift behøver nemlig ikke at være inkluderende i den betydning, at deltagelse gøres til det eneste kriterium for social inddrift. Det at få mulighed for – ikke-ufrivilligt – at befinde sig steder på kanten, i udkanten eller helt uden for en fællesskabelse kan nu også opfattes som værende et udtryk for, eller som værende en forudsætning for, social inddrift.

Afrunding

Inklusions- og eksklusionsblikket på det sociale liv kan således aldrig stå alene i bestræbelser på at modvirke social marginalisering og eksklusion. Alt andet lige vil en skelnen mellem fem dobbeltpositioner i fællesskabelse være at foretrække fremfor en skelnen mellem de inkluderede og de ekskluderede, som det rendyrkede inklusions- og eksklusionsperspektiv repræsenterer.

Overvej igen, hvilke positioner Holger indtager i videoklippet ovenfor. At spørge, om Holger er inkluderet eller ekskluderet, forekommer at være for unuanceret. Han er vel nærmest på kanten? Men er Holgers position i begyndelsen af videoklippet eksempelvis overvejende præget af passage henholdsvis udstødning? Er hans position i midten af klippet eksempelvis overvejende præget af nyorientering henholdsvis udgrænsning? Er hans position mod slutningen af videoklippet eksempelvis overvejende præget af tilhør henholdsvis negligering? Og er hans position til allersidst overvejende præget af passage henholdsvis udstødning? Er svaret, at de positioner, Holger befinder sig i, overvejende er præget af udstødning, udgrænsning og negligering må det give de professionelle anledning til at udvikle inkluderende indsatser.

Det er således nødvendigt at udvikle et mere nuanceret fagsprog, der kan indfange, hvordan forskellige dobbeltpositioner gør sig gældende i fællesskabelse. Hvordan disse positioner bedst benævnes afhænger naturligvis af den specifikke sammenhæng. Men professionelle kan begynde med at tale om positioner som fænomener, der kan være præget af deltagelse henholdsvis tilpasning, medvirken henholdsvis begrænsning, tilhør henholdsvis negligering, nyorientering henholdsvis udgrænsning og passage henholdsvis udstødning – og så præcisere og nuancere betegnelserne i takt med at begreberne bruges i den faglige refleksion.

Professionelle vil på den baggrund kunne udvikle strategier, der kan bidrage til at øge (de potentielle) muligheder for positionsskifte (dvs. den sociale fleksibilitet) og dermed fremme processer præget af social inddrift. Både forstået som sociale bevægelser, der går fra P1 til P2, fra P2 til P3, fra P3 til P4 og fra P4 til P5 og som sociale bevægelser, der går fra udsatte positioner til mindre udsatte eller ikke-udsatte positioner. Fleksibel fællesskabelse fremmer muligheder for positionsskifte og modvirker fiksering i udsatte positioner. Hermed stækkes den allestedsnærværende og uomgængelige marginaliseringsmagt, der giver anledning til social uddrift.

Ingen kan udelukke udelukkelsen, men alle kan – med Lars-Henrik Schmidts ordvalg – bestræbe sig på at marginalisere marginaliseringen.

© Copyright Omsigt v/Carsten Pedersen

(Artiklen blev publiceret i sin første version i maj 2013 på http://omsigt.dk)

Book Carsten Pedersen til et foredrag, en halv eller en hel temadag eller et udviklingsforløb med fokus på positionsbegrebet og positionsskiven her.

Omsigt afholder kursus ‘Inklusionens ABC’ – læs mere her.

Omsigt afholder temadag ‘Inklusionens dilemmaer’ – læs mere her.

Omsigt afholder temaaften ‘Status på inklusionsarbejdet i Danmark – hvor er vi på vej hen?’ – læs mere her.

Socialt inkluderende praksisanalyse

Af Carsten Pedersen


Artiklen kan købes i pdf-format her


Det følgende er en introduktion til socialt inkluderende praksisanalyse (SIP).

SIP bidrager til, at velfærdsprofessionelle og velfærdsinstitutioner kan udvikle og vedligeholde et fælles fagsprog, der understøtter arbejdet med at spore og stække marginaliserende og ekskluderende mekanismer i hverdagslivet.

Omdrejningspunktet i SIP er nogle få analytiske refleksionsspørgsmål og en særlig kollegial samtaleform kaldet konversation. Spørgsmålene, som de professionelle løbende justerer i takt med, at de trækker på dem i konversationer omkring specifikke tankevækkende arbejdssituationer, kan for eksempel (til en begyndelse) lyde: 

– Hvor og hvordan opstår udsatte positioner i situationen?

– Hvad er de tilstedeværende optagede af i situationen, og hvad giver adgang til deltagelse i noget fælles?

– Hvilke dilemmaer befinder de(n) professionelle sig i i situationen?

– Hvilke inkluderende handlings- og organiseringsalternativer er værd at overveje med henblik på at øge kvaliteten af professionelles dilemmahåndtering i lignende situationer i fremtiden?

Spørgsmålene anvendes typisk på den måde, at man tager en situationsbeskrivelse eller en praksisfortælling, der er nedfældet på skrift, og bruger ca. 40-60 minutter på i fællesskab at runde alle fire spørgsmål i den angivne rækkefølge. I nogle sammenhænge har det – især i opstartsfasen, hvor tilgangen endnu er ny og fremmed – vist sig at være en fordel at begynde med et ’punkt 0’, hvor man kort varmer op med, at alle deltagere får mulighed for at lufte, hvilke umiddelbare tanker situationen vækker.

Samtalen kaldes en konversation for at markere, at den skal foregå på en ikke-diskuterende og perspektivudvekslende måde, hvor alle bestræber sig på hverken at afkræfte eller bekræfte andre deltageres perspektiver. Det handler om at fremme en udforskende atmosfære, hvor der hele tiden ‘bæres nyt til’ og gives så mange forskellige bud på opmærksomheder, som de fire spørgsmål er med til at udpege i den situation, der gøres til genstand for analyse. Det kan være en fordel at skrive opmærksomhederne ned i punktform.

Resultatet af en socialt inkluderende praksisanalyse bliver et fælles fortolknings- og handlerum, hvor der gives plads til, at de professionelle kan eksperimentere med forskellige måder at italesætte, planlægge, organisere og udføre (sam)arbejdet på. Når professionelle i en periode har eksperimenteret med – på forskellige alternative måder – at håndtere den type situation, som har været gjort til genstand for analyse, indsamles ny dokumentation med henblik på at gennemføre endnu en SIP-analyse. Afslutningsvis kan der udarbejdes en status- eller vendepunktsfortælling, der beskriver situationen før og efter de inkluderende indsatser. Denne fortælling kan, sammen med referaterne med opmærksomhedspunkter fra konversationerne, bruges i evalueringsøjemed. Refleksionsspørgsmålene kan med fordel tages op til revision og eventuel præcisering i forlængelse af hver anden eller fjerde SIP-analyse med henblik på at udvikle og vedligeholde et dynamisk og praksisforankret fagsprog.

Idéen med at bruge konversation som samtaleform, og med at trække på refleksionsspørgsmålenes kernebegreber om ‘udsatte positioner’, ‘adgang til deltagelse’, ‘dilemmaer’ og ‘inkluderende handlings- og organiseringsalternativer’, blev oprindeligt til i et treårigt forsøgs- og udviklingsprojekt. I projektet – der også benævnes ‘Roskildeprojektet’ – deltog fem pædagogiske institutioner, dagplejen, Pædagogisk Psykologisk Rådgivning samt Skole- og Børneforvaltningen i Roskilde Kommune. Roskildeprojektet blev gennemført i perioden 2006 til 2009 og er beskrevet grundigt, og perspektiveret teoretisk, i kapitel 4 og 5 i bogen Inklusionens pædagogik – fællesskab og mangfoldighed i daginstitutionen (2009). Den 7. januar 2009 afholdt Roskilde Kommune desuden en konference, hvor projektets resultater blev fremlagt – Carsten Pedersens oplæg Hvad er inkluderende faglighed fra denne konference kan hentes her. Folderen Kom godt igang med inklusionsarbejdet, der også er et resultat af Roskildeprojektet, kan hentes her. Roskildeprojektet omtales positivt i Eurofounds rapport Early childhood care: Accessibility and quality of services (2015).

I andre kommuner – herunder Københavns Kommune – er SIP efterfølgende blevet brugt og videreudviklet i en række institutioner og skoler. På den baggrund er SIP for eksempel blevet indskrevet Københavns Kommunens Inklusionsguide (s. 40), der kan hentes her. Der findes tillige en kort introduktion til SIP på www.emu.dk. Erfaringer med brug af SIP kan for eksempel findes her (s. 3) og her. Ønskes kursus eller temadag i brugen og udviklingen af SIP se her og her.

I det følgende udfoldes grundprincipperne i SIP.

Inklusionens dilemmaer

Retsligt er krav om inklusion funderet i Handicapkonventionen og Salamancaerklæringens principper.

I Handicapkonventionen fra 2006 kan man læse følgende:

Deltagerstaterne anerkender, at alle personer med handicap har lige ret til at leve i samfundet med samme valgmuligheder som andre, og skal træffe effektive og passende foranstaltninger til at gøre det lettere for personer med handicap fuldt ud at nyde denne rettighed samt fuldt ud at blive inkluderet og deltage i samfundet (…) Deltagerstaterne anerkender, at personer med handicap har ret til uddannelse. Med henblik på at virkeliggøre denne ret uden diskrimination og på grundlag af lige muligheder skal deltagerstaterne sikre et inkluderende uddannelsessystem på alle niveauer samt livslang læring.

I  Salamancaerklæringen fra 1994 hedder det, at pædagogiske institutioner med en ‘inklusiv orientering’ er

… det mest effektive middel til  at bekæmpe diskrimination, skabe trygge fællesskaber, bygge det inklusive samfund og opnå uddannelse for alle; desuden giver de langt de fleste børn en ordentlig uddannelse og forøger dermed hele uddannelsessystemets effektivitet og ressourceudnyttelse …

I arbejdet med SIP forstås inklusion imidlertid hverken som et etisk/politisk ideal, der skal realiseres, eller som en metode, der kan levere bestemte resultater med hensyn til effektiv læring eller effektiv ressourceudnyttelse. Inklusion opfattes snarere som nogle helt uomgængelige praktiske dilemmaer, som velfærdsprofessionelle bedst kan lykkes med at opspore og håndtere, idet de i fælleskab – og meget gerne på tværs af faglige, institutionelle og sektorielle skel – udvikler og vedligeholder et inkluderende fagsprog.

Inklusionens dilemmaer kommer sig bl.a. af, at velfærdsprofessionelle, i et samfund præget af (institutionaliseret) individualisering, er henvist til vedvarende at tage hensyn til såvel individuelle præmisser for deltagelse som fællesskabers præmisser for deltagelse. Ligesom de professionelle løbende må skabe betingelser, strukturer eller rammer, der tydeliggør adgangen til deltagelse uden af den grund at underminere den fleksibilitet, der kan sikre, at deltagerne oplever deres deltagelse som meningsfuld. Dilemmaer af denne karakter berøres også i Salamancaerklæringen, om end det sker på en forholdsvis indirekte måde:

Det grundlæggende princip (…) er, at alle børn så vidt muligt skal gennemgå læreprocessen sammen, uanset hvilke vanskeligheder de måtte have at slås med, og uanset hvor forskellige de er (…) Der skal være en hel række former for støttetjenester for at kunne klare de mange forskellige særlige behov, man møder på alle skoler (…) At flytte børn permanent til specialskoler – eller specialklasser eller særlige afsnit inden for en skole – skal være undtagelsen, som kun kan anbefales i de få tilfælde, hvor det klart er demonstreret, at undervisning i almindelige klasser ikke opfylder et barns uddannelsesmæssige eller sociale behov, eller når hensynet til barnet eller andre børn kræver det.

Sagen er den, at sådanne inklusionsbestræbelser – hvor der altså er tale om et ’så vidt muligt’ – må opfattes som en vedvarende proces, som det kræver en særlig form for faglighed at kunne håndtere. Kravene til en sådan faglighed – eller professionel inklusionsdiskurs – er, at den skal gøre det muligt for de velfærdsprofessionelle:

– At fortolke egen praksis som en udviklet og processuel sag, hvor situationer altid kunne have været håndteret anderledes.

– At øjne, overveje og håndtere det konfliktuelle samspil mellem hensyn til det individuelle og det fælles samt mellem fleksibilitet og struktur i det levede hverdagsliv.

– At spore og modvirke marginaliserende og ekskluderende mekanismer (og dermed udsatte positioner) på tværs af faglige, institutionelle og sektorielle skel.

– At undersøge legitimiteten af inklusionens grænser, når disse – på trods af inklusionsbestræbelserne – alligevel indfinder sig, og ‘undtagelsen’ viser sig at blive aktuel i praksis.

– At samarbejde på tværs af sammenhænge, funktioner og fagligheder med henblik på, at mennesker, der henvises til særlige indsatser og ordninger, så vidt muligt sikres deltagelsesmuligheder i almene livssammenhænge.

Udviklingen af en sådan faglighed kræver, at professionelle samarbejder om at udvikle et fælles fagsprog og et repertoire af strategier til modvirkning af marginalisering og eksklusion – uden at den enkelte professionelles handlerum og dømmekraft af den grund undermineres.

SIP har vist sig at være en god måde at systematisere og kvalificere dette arbejde på. Sandsynligvis fordi dilemmabegrebet er et vigtigt omdrejningspunktet i denne tilgang. Begrebet bruges om en situation, hvor to hensyn på én gang udelukker og kompletterer hinanden, og hvor et ensporet valg af det ene hensyn vil øge graden af konfliktualitet og bekymring i situationen – og derfor ikke lader sig retfærdiggøre. Dilemmaer lader sig ikke løse eller overvinde én gang for alle. Ligesom der heller ikke findes én bestemt måde at håndtere et dilemma på. Meget afhænger af de involverede, af de specifikke samspil og af de faktiske vilkår, der gør sig gældende i situationen.

Udvikler velfærdsprofessionelle imidlertid et fagligt ‘dobbeltblik’, der gør det muligt for dem at øjne og dele dilemmaer i såvel hverdagssituationer som særlige bekymringssituationer, og samarbejder de samtidig på tværs og bruger deres kreativitet og dømmekraft, så viser inklusionens dilemmaer sig ofte at kunne håndteres i praksis. Lykkes velfærdsprofessionelle med at håndtere hensyn til såvel det individuelle som det fælles (og til såvel struktur som fleksibilitet) – også når der er tale om alvorlige bekymringssituationer – giver det god mening at tale om inklusion i en praktisk og professionel betydning af dette ord. Overdrives imidlertid et hensyn på et andet hensyns bekostning, i situationer hvor inklusionens dilemmaer for alvor trænger sig på, øges alt andet lige risikoen for marginalisering og eksklusion.

Inklusionens dilemmaer gør sig gældende i alle former for velfærdsarbejde. Velfærdsprofessionerne deler nemlig, på trods af deres fundamentale forskelle, nogle fælles vilkår:

1. De velfærdsprofessionelle yder (en betydelig del af) deres arbejdsindsats i direkte samspil med de mennesker, de har med at gøre, og sagen (det vil sige det mellemværende, de har med disse mennesker) indebærer magtforhold, som afkræver fagpersonerne en professionalitet, der muliggør en vedvarende afbalancering af det saglige, det faglige og det personlige aspekt i arbejdet (således at den enkelte borger sikres mod vilkårlig magtudøvelse).
2. De velfærdsprofessionelles arbejdsindsats betragtes som et fællesgode af særlig vigtighed for såvel samfundets som for den enkelte modtagers velfærd eller om man vil: ikke-u-færd (idet fagpersonerne grundlæggende antages at være drevet af en uvilje mod marginalisering og eksklusion såvel som af en grundlæggende respekt for forskellighed).
3. De velfærdsprofessionelles arbejdsindsats er fagligt såvel som institutionelt forankret i hensyn til almenvellets tarv (og dermed i kollektive formål, principper og retningslinjer, der hæver sig over private, politiske og økonomiske særinteresser) og er samtidig fyldt med dilemmaer, hvis håndtering kræver at fagpersonerne gives et råderum, der gør det muligt for dem at bruge deres dømmekraft. (citeret fra bogen Praksisfilosofi – faglig refleksion på tværs af professioner (2011, s. 199-200) – jf. også artiklen Om (tvær)professionalitet for en nærmere uddybning)

På baggrund af disse tre karakteristika – og set ud fra de velfærdsprofessionelles synsvinkel – forvandler et formelt konventionsbaseret princip om inklusion sig til praktiske dilemmaer.

For eksempel må alle velfærdsprofessionelle løbende overveje specifikke hensyn til individuelle præmisser for deltagelse versus hensyn til fællesskabers præmisser for deltagelse (jf. dilemmadiagrammet nedenfor). Dette kunne man kalde den sociale inklusions dilemma for dermed at understrege, at det handler om at skabe muligheder for meningsfuld deltagelse og ikke om ‘formel inklusion’ eller ‘rummelighed’, hvor mennesker godt kan være til stede i fysisk forstand, mens de i social henseende blot er på ‘tålt ophold’ eller udelukkende indgår i relationer til de professionelle. ‘Hvor der er hjerterum, er der husrum’ hedder det godt nok i en gammel talemåde – men hverken fysisk rummelighed eller personlig rummelighed er tilstrækkelige betingelser for, at vi kan tale om social inklusion.

Inklusionens dilemma I

Diagrammets ‘værdi’ og ’skyggeværdi’ udgør komplementære hensyn, som de velfærdsprofessionelle er henvist til at tage i hver evig eneste hverdagssituation, hvor sagen (også) er at sikre menneskers deltagelsesmuligheder uden at respekten for forskellighed sættes over styr.

Når der her kan tales om den sociale inklusions dilemma, er det som nævnt bl.a. for at understrege betydningen af meningsfuld deltagelse – fremfor blot fysisk tilstedeværelse. Men det betyder imidlertid ikke, at håndteringen af inklusionens dilemmaer kan ses uafhængigt af det fysiske rum eller materialiteten i bredere forstand (jf. også artiklen Rum og ting som pædagogiske medspillere).

Enhver praksis kan siges at være mere eller mindre tingsliggjort, idet deltagerne i denne praksis løbende skaber eller benytter sig af fysisk indretning, genstande, værktøjer, abstraktioner, symboler, historier, udtryk og begreber (der opfattes som ting) – og hermed ‘tingsliggøres’ dele af denne praksis (som læringsteoretikeren Etienne Wenger har kaldt det i hans bog Praksisfællesskaber (2004)). Tingsliggørelse bidrager til at skabe strukturer, der tydeliggør adgangen til deltagelse ved at forme vores oplevelser gennem objekter, der får oplevelserne til delvist at ’stivne i tingslighed’. Men tingsliggørelsen kan selvfølgelig blive for meget af det gode. Hvis alting tingsliggøres bliver der ”ringe muligheder for fælles oplevelse og interaktiv forhandling”, skriver Wenger (ibid., s. 81), og, tilføjer han, så ”er der måske ikke tilstrækkelig overlapning i deltagelsen til at genvinde en koordineret, relevant eller generativ mening”. Deltagelsen bliver til gengæld for meget af det gode, når dens ”uformelle karakter bliver forvirrende upræcis, når dens flygtige underforståethed hæmmer koordinationen” (ibid., s. 79).

En pædagog giver her et eksempel på tingsliggørelsens betydning i form af de måtter, der bruges ved samlinger i den daginstitution, hvor hun arbejder:

På min stue er der børn i alderen 2-3 år. Flere gange om ugen holder vi en samling, hvor vi sidder sammen i en rundkreds og synger sange, har sprogposer og laver forskellige aktiviteter. Her opstod der på et tidspunkt en tilbagevendende situation, hvor børnene begyndte at ekskludere hinanden – det var mest nogle bestemte børn, det gik ud over. Der opstod en kultur ”jeg vil ikke sidde ved siden af dig!” De begyndte at rykke rundt og skifte plads hele tiden. Det beskrev vi i en praksisfortælling og gennemgik den ud fra SIP-modellens fire punkter. På den baggrund endte vi op med at lave samlingerne på en anden måde. Vi tog f.eks. nogle måtter med ind til samlingerne, som vi lagde op i en rundkreds på forhånd. På den måde blev det enkelte barns plads mere afgrænset. Vi talte med børnene om, at nu gør vi det på en ny måde, måtten er jeres plads, og dér skal i sidde. Vi kunne nu se, at børnene blev på deres plads – på måtten og de rumsterede ikke længere rundt. Det har været givende og samlingerne foregår mere roligt nu. (Pædagogen blev interviewet i forbindelse med et udviklingsprojekt i Københavns Kommune – læs eventuelt hele interviewet her (s.3))

Måtterne fungerer som en tingsliggørende faktor, der gør det muligt for pædagogerne at minimere individfokuserede sanktioner, der, alt andet lige, øger risikoen for marginalisering og eksklusion. Måtterne virker strukturerende på det sociale samspil og tydeliggør adgangen til deltagelse. Men i praksis er måtterne naturligvis kun et hensyn blandt andre hensyn, der må tages i samlingen. Udgjorde de det eneste hensyn, ville tingsliggørelsen blive for meget af det gode, og meningen med (at deltage i) samlingen ville fordufte. Sådan er det i øvrigt også med genstande, regler, procedurer, begreber, teorier og metoder i almindelighed: I praksis forvandles de til tingsliggørende hensyn, der, hvis de står alene, skygger for andre betydningsfulde hensyn – og dermed er faren for instrumentalisme overhængende. I praksis er modsatrettede hensyn – og dermed dilemmaer – et vilkår.

Den sociale inklusions dilemma (jf. figuren ‘Inklusionens dilemma I’ ovenfor) må derfor af gode grunde suppleres med et ‘Inklusionens dilemma II’ – hvor det bliver tydeligt, at inklusion ikke kun er forbundet med socialitet og individualitet, men tillige med materialitet (jf. også artiklen Om fællesskabelse):

Inklusionens dilemma II

Klogere innovation

Når inklusion på denne måde opfattes som dilemmaer i praksis, handler inkluderende praksisudvikling mindre om, hvor de velfærdsprofessionelle, og de institutioner de arbejder i, gerne vil hen – eller om, at de bekender sig til bestemt metode i inklusionsarbejdet. Med andre ord handler det i mindre grad om, at de professionelle trækker på en mål-middel-baseret tilgang (eller målrationalitet) i bestræbelser på at forny deres praksis. Omend denne form for rationalitet naturligvis også har sin berettigelse.

Arbejdet med SIP handler i højere grad om nysgerrigt – og med de professionelles praktiske dømmekraft som basis – at udforske og forundres over, hvad der rent faktisk er i spil og på spil i konkrete, tankevækkende arbejdssituationer. Det handler således i højere grad om, at de professionelle trækker på en situations- og værdibaseret tilgang (eller værdirationalitet) i bestræbelser på at forny deres praksis.

Det man, med inspiration hos planlægningsforskeren Bent Flyvbjerg, kunne kalde individers, fællesskabers og institutioners kapacitet for værdirationel overvejelse og handling er altafgørende i alle former for ‘fællesskabelse’, hvorfor sagen for de professionelle bliver – gennem deres egen deltagelse – at påtage sig ansvaret for at fremme menneskers deltagelsesmuligheder. Denne værdirationelle kapacitet bygger på det fænomen, som jeg har valgt at kalde omsigt.

Omsigt er omtanke beriget af eftertanken, og i mine øjne er det kun en treklang af forundring, forankring og forandring, der kan sikre værdirationaliteten forrang i de velfærdsprofessionelles faglige refleksioner og inklusionsbestræbelser. Ved netop at forundres over hvad der er i spil og på spil i tankevækkende arbejdssituationer, hvor for eksempel risikoen for marginalisering og eksklusion opleves som betydelig, bliver det muligt for de professionelle at overveje, hvordan forskellige kollektive indsatser, strategier eller procedurer kan bidrage til, at inkluderende aspekter ved de hidtidige organiseringer og samspil kan forankres, samtidig med at marginaliserende og ekskluderende aspekter kan forandres.

Man kunne fristes til at kalde denne form for praksisudvikling for klogere innovation, idet individers og fællesskabers kapacitet for værdirationel overvejelse og handling hermed erfaringsmæssigt øges samtidig med at marginaliserende og ekskluderende mekanismer stækkes. Klogere innovation kan øge den sociale fleksibilitet – det vil sige de (potentielle) muligheder for positionsskifte i sociale sammenhænge – som er forudsætningen for, at såvel professionelle som de mennesker, de har med at gøre, kan håndtere inklusionens dilemmaer i praksis (læs evt. mere om begrebet positionsskifte i artiklen Marginaliseringsmagten og marginaliseringsfeltet).

SIP er som sagt oprindeligt udviklet i dagtilbud indenfor det pædagogiske område, men har også vist sig frugtbar i andre typer af velfærdsinstitutioner. Ligesom SIP har vist velegnet  som  fælles grundlag i det tværprofessionelle samarbejde (men naturligvis uden at erstatte læreres, pædagogers, socialarbejderes, psykologers og sundhedsprofessionelles allerede etablerede kernefagligheder). Hvis velfærdsprofessioner kan siges at have en grundlæggende fælles sag i at modvirke social marginalisering og eksklusion i det danske samfund, kan SIP således opfattes som et forsøg på at bidrage til udviklingen af et fælles fagsprog – og dermed en fællesfaglighed – der kan siges at have relevans for alle velfærdsprofessionelle.

De fire refleksionsspørgsmål i SIP

Som nævnt i indledningen blev grundlaget for SIP oprindeligt udviklet gennem et 3-årigt forsøgs- og udviklingsprojekt i Roskilde Kommune. Gennem deres deltagelse i Roskildeprojektet udviklede de professionelle en særlig arbejdsform, der senere blev formuleret som grundprincipperne i socialt inkluderende praksisanalyse.

I første omgang indebar denne arbejdsform, at deltagerne besluttede sig for at fokusere på et fælles udviklingstema, som de ikke kunne blive uenige om var presserende for institutionen at få taget hul på. Udviklingstemaet blev typisk formuleret med udgangspunkt i en bestemt aktivitet, lokalitet eller børnegruppe i institutionen, hvor der erfaringsmæssigt havde vist sig tendenser til social marginalisering og eksklusion. Der var med andre ord tale om det, som jeg ovenfor betegnede tankevækkende arbejdssituationer.

I anden omgang foretog de professionelle videooptagelser eller andre former for dokumentation af typiske situationer under det valgte udviklingstema. Især videooptagelser viste sig at tilbyde helt unikke muligheder for at øjne både samspillet i konkrete situationer samt ikke mindst organiseringen af arbejdet og dermed også de professionelles arbejdsdeling. I Roskildeprojektet viste netop disse faktorer sig ofte at have stor betydning for, hvordan der blev skabt deltagelsesmuligheder – eller mangel på samme – i institutionernes fællesskaber.

I tredje omgang analyserede de professionelle den indsamlede dokumentation.  Der blev gennem hele det treårige projektforløb eksperimenteret med forskellige typer af spørgsmål indeholdende forskellige vendinger og begreber. Der blev løbende filosoferet over hvad ‘deltagelse’, ‘udsathed’ og ‘fællesskab’ dybest set er set i relation til konkrete begivenhedsforløb i institutionernes hverdagsliv. Især positions-deltagelses- og dilemmabegrebet viste sig i den forbindelse – i et inklusionsperspektiv – at vække de professionelles nysgerrighed. Disse ord eller begreber har netop det til fælles, at de udfordrer et mere traditionelt individ- og egenskabsfokuseret menneskesyn. Hen imod Roskildeprojektets afslutning i begyndelsen af 2009 lød refleksionsspørgsmålene:

– Hvordan skabes udsatte positioner?

– Hvad giver adgang til deltagelse?

– Hvilke dilemmaer befinder personalet sig i?

– Hvilke forskellige inkluderende handlingsalternativer, af såvel pædagogisk som organisatorisk art, findes der?


I fjerde omgang blev der eksperimenteret med at realisere de foreslåede handlingsalternativer. Deltagerne indkredsede i fællesskab et mulighedsrum af forskellige handlingsalternativer, hvor alle forpligtede sig på at eksperimentere med andre måder at gøre tingene på, men hvor deltagerne dog ikke forpligtede hinanden på at gøre det samme. Professionelle er jo netop fagpersoner og kan derfor have gode grunde til at fortrække forskellige måder at gøre tingene på. Dog er det naturligvis afgørende, at ingen kolleger på forhånd protesterer over specifikke handlingsalternativer – i givet fald må disse alternativer i sidste ende bortfalde. I arbejdet med SIP søger man med andre ord ikke enighed – men, med inspiration fra Lars-Henrik Schmidt, en mere ydmyg ikke-u-enighed. Netop ikke-u-enighed om en vifte af ikke-u-væsentlige handlingsalternativer gør det muligt at forandre sociale mekanismer, mønstrer og strukturer, der som bekendt vanskeligt lader sig ændre gennem enkelthandlinger.

I femte omgang – efter nogle ugers eksperimenteren med forskellige handlingsalternativer – blev der indsamlet ny dokumentation under det valgte udviklingstema og på den baggrund producerede de professionelle en eller flere vendepunktsfortællinger, hvor ‘tingenes tilstand’ før og efter den inkluderende indsats blev beskrevet.

Her følger et eksempel på en sådan vendepunktsfortælling fra Roskildeprojektet:

Gaderobesituationen (…) var i efteråret 2007 en oplevelse af meget uro, hvor 28 børn myldrede imellem hinanden og 5-6 voksne var gået i gang med at hjælpe børn i tøjet. Der var børn, som løb op og ned ad gangen. Der var børn, som tog tøjet ned fra gaderoben. Andre børn kørte på scooter og kørte nogen gange ind i de andre børn og nogen gang også ind i de voksne. Der var børn, der kom i konflikt med hinanden omkring legetøjet. De rev og slog hinanden. Når man var i gaderoben, kunne man høre rigtig meget larm, man kunne høre børn der græd, børn der råbte og voksne, der talte højt og skældte ud. De voksne sagde ofte nej og sagde de samme ting mange gange. ”Tag dit tøj på, nej ikke den, den anden…” osv. Efter et stykke tid lå der tøj i hele gaderoben, og det var svært for de voksne at finde det tøj, der skulle bruges. Når børnene var kommet i tøjet stod de og ventede og svedte. Mens de ventede, brugte nogle af dem tiden til at komme i kontakt/konflikt med de andre børn. Andre børn ventede på at blive hjulpet af de voksne. En voksen, der hjalp et barn i tøjet, måtte ofte afbryde kontakten på grund af en konflikt mellem to drenge, som havde brug for at blive skilt ad. Da den voksne kom tilbage til barnet, havde barnet i mellemtiden opgivet at vente og var gået hen til en anden voksen. Andre gange var barnet gået i gang med at lege eller var kommet i kontakt/konflikt med nogle andre børn. Når den voksne så havde tid til at hjælpe barnet, var barnet mange gange gået i gang med noget andet og havde ikke lyst til at komme og tage tøj på. Der var hele tiden børn der ventede. Enten på at komme i tøjet eller på at komme ud på legepladsen, når de havde fået tøj på. Dette måtte vi gøre noget ved, der var ingen der kunne holde gaderobesituationen ud – hverken børn eller voksen. Det var en situation, i løbet af dagen, som bare skulle overstås, så børnene kunne komme ud på legepladsen. Vi filmede gaderobesituationen, og fik kigget på den på et afdelingsmøde. Vi fandt hurtig ud af, at der var alt for mange børn ude på gangen på én gang. Vi talte om hvad vi skulle nå, om gaderobesituationen ikke kunne ses som en selvstændig aktivitet. For i gaderobesituationen er der mulighed for meget læring. F.eks. i forhold til selvhjulpenhed, sociale kompetencer og sproglig udvikling. Vi besluttede, at der kun skal gå én voksen ud fra hver stue med 3-4 børn (der er to stuer på afdelingen). Børnene bliver valgt ud fra forskellige betingelser. Ofte kommer de børn ud, som står ved døren, men kun fire ad gangen. Andre gange så spørger den voksne, hvem der vil med ud at lege. Andre gange igen så henvender den voksne sig til et par børn ud fra den tanke, at det giver mest tid til at hjælpe, hvis det er et barn, som selv kan, et barn, der skal have lidt vejledning, og et lille barn som skal hjælpes helt. Scooterne bliver lukket inde i voksengarderoben. En voksen går ud på legepladsen, når tre børn er kommet i tøjet. De, børn der har fået tøj på, kommer ud i grupper løbende herefter. Nu opleves gaderobesituationen meget mere rolig. Der er ikke så mange børn og voksne. Børnene ved hvad de skal, og den voksne er der hele tiden til at guide dem. Der er mere tid til det enkelte barn. Den voksne er opmærksom på, at hun skal guide flere børn på en gang. Men højst fire børn. Den voksne er meget bevidst om at bruge sproget til at guide barnet til at blive mere selvhjulpen. Den voksne har ikke travlt, da det er et mål/en aktivitet i sig selv at være i gaderoben og få det til at være en rar og hyggelig situation. De voksne, der er ude i gaderoben sammen, kommunikerer om hvem der går ud på legepladsen hvornår. De voksne er bevidste om, at de ikke behøver at gøre det samme, for på den måde at sikre, at de ikke lader en kollega i stikken. Vi har fået sat forskellige ting op på gangen for at give børnene mulighed for at beskæftige sig med noget, mens de venter på, at den voksen har tid til at hjælpe dem. Men det viser sig, at børnene er meget fokuseret på, at de skal ud og at de skal i tøjet, så de benytter sig ikke af de ting, der hænger ude på gangen i den situation (men de bruger tingene på andre tidspunkter af dagen). Der er meget få konflikter, da de voksne har overblik over hvilke børn, der er i gaderoben og hvad de er i gang med. De voksne er begyndt at inddrage de største børn, når de mindste børn skal have tøj på. ”Lise (en store pige) vil du hente Sofies (en lille pige, som ikke kan gå) sko?” De voksne oplever stor tilfredshed, da de ikke skælder ud eller behøver at tale højt i gaderobesituationen mere. De har en god kontakt med børnene, og der er tid til det enkelte barn. Børnene oplever nu mere tryghed og anerkendelse, og de får større selvværd, i det der nu er tid til at se det enkelte barns behov og mulighed for at give det udfordringer som passer til dets overskud og udvikling.

Sagens kerne i inklusionsbestræbelser synes på denne baggrund at træde frem. Den drejer sig om, at professionelle, gennem deres egen deltagelse (og gennem deres organisering og deling af arbejdet) – med et dobbeltblik på hensyn til det individuelle og hensyn til det fælles samt på hensyn til struktur og hensyn til fleksibilitet – søger at fremme alle de involveredes deltagelsesmuligheder i hverdagslivets signifikante fællesskaber.

Konversation som samtaleform

Arbejdet med at udvælge udviklingstemaer og brugen af de fire analytiske spørgsmål i SIP forudsætter en ikke-polemisk og saglig perspektivudveksling, hvor det hverken er legitimt at skyde kollegers perspektiver i sænk eller at bekræfte kollegers perspektiver ved at erklære sin enighed. Der er brug for en mere inkluderende samtaleform – hvor forskelligheden, og det at bære nye perspektiver til, praktiseres som en grundlæggende værdi – hvis man ønsker at udvikle en praksis i fællesskab. Gennem hele den proces, som arbejdet med SIP indebærer benyttes derfor konsekvent konversation som samtaleform (jf. artiklen Hvad er konversation?).

Konversation handler om netop ikke at forfalde til diskussion. Når man diskuterer, forsøger man både at slå ‘modpartens’ synspunkter i stykker og at finde alliancepartnere, man kan bekræfte sin enig med. Når man konverserer omgås alle derimod som ‘medspillere’ i en gensidig udveksling af forskellige perspektiver på sagen. Hvor diskussion metaforisk kan sammenlignes med en ‘krig’, kan konversation snarere sammenlignes med en ‘dans’.

Kollegial konversation forudsætter erfaringsmæssigt, at der organisatorisk etableres mulighed for et refleksionsrum, hvor arbejdssituationers umiddelbare handletvang for en tid sættes ud af kraft. I refleksionsrummet eller udviklingsorganisationen (jf. artiklen Samarbejde på tværs), som alle på arbejdspladsen lejlighedsvis har ret til deltagelse i, foregår der en nysgerrig udforskning af hvad der er i spil og på spil i tankevækkende arbejdssituationer – med henblik på at udvikle forslag til indsatser, strategier eller procedurer, der kan bidrage til udviklingen af mere socialt inkluderende praksisformer. Der er tale om et fleksibelt udvekslings- og udviklingsrum, hvor deltagerne, med en beskrivelse af en tankevækkende hverdagssituation som omdrejningspunkt – og uden at forfalde til diskussion eller bekræftelse af hinandens bidrag – opsporer dilemmaer og generøst udveksler perspektiver på, hvordan disse dilemmaer kan forstås, forklares og håndteres på forskellige måder.

Dog skal man være opmærksom på, at refleksion og forsøg på at ændre praksis i en given sammenhæng naturligvis ikke kan opløse de institutionelle og forvaltningsmæssige strukturer, der bidrager til at forstærke marginaliserende og ekskluderende processer i en given professionel sammenhæng. Tænk for eksempel på individfokuserede bekymringsprocedurer og kriterier for ressourcetildeling i forbindelse med tildeling af ’særlig støtte’. En kvalificeret håndtering af inklusionens dilemmaer kan først for alvor udvikles og slå igennem, når institutioner, sektorer og forvaltninger samarbejder på tværs og involverer alle relevante velfærdsprofessioner på grundlag af et fælles inkluderende fagsprog. Dette kræver ledelse frem for blot styring, og det kræver ledere, der selv tager del i udviklingen af et sådant fagsprog. SIP kan her være et første fælles afsæt – men tilgangen må naturligvis med tiden justeres i forhold til lokale forhold og præferencer.

Overførselsværdien af SIP

De fire analytiske spørgsmål i SIP er ikke givet én gang for alle. I et kursusforløb i Københavns Kommune i 2010-12 blev de fire spørgsmål for eksempel løbende forhandlet og dermed forvandlet til følgende fire ‘konversationsrunder’ (med en indledende ‘opvarmningsrunde’, der gør det legitimt for deltagerne umiddelbart at lufte deres personlige opfattelser samtidig med, at deres opmærksomhed sagligt henledes på, hvad der er i spil og på spil i den specifikke situation, som analysen drejer sig om):

1. konversationsrunde: Hvilke forskellige typer positioner kan spores i situationen – og hvordan opstår udsatte positioner?

2. konversationsrunde: Hvilke forskellige former for fællesskabelse eller tilhørighed kan spores i situationen – og hvad giver adgang til deltagelse?

3. konversationsrunde: Hvilke forskellige bekymringer og værdier kan spores i de involveredes (re)ageren i situationen  – og hvilke grundlæggende dilemmaer befinder de(n) professionelle befinder sig i?

4. konversationsrunde: Hvordan kunne de(n) professionelle håndtere dilemmaerne anderledes i situationen – og hvilke alternative strategierprocedurerarbejdsdelinger eller organiseringer vil kunne øge kvaliteten af dilemmahåndteringen i lignende arbejdssituationer i fremtiden?

Disse formuleringer virker måske en anelse mindre indforståede end de oprindelige fire spørgsmål og har især hjulpet deltagerne til at fastholde en konverserende perspektivudveksling under hele processen.

I indledningen til denne artikel nævnte jeg også et tredje bud på en lidt mere mundret formulering af SIP-spørgsmålene, som jeg aktuelt benytter, når tilgangen skal præsenteres for – og eventuelt afprøves af – professionelle første gang:

– Hvor og hvordan opstår udsatte positioner i situationen?

– Hvad er de tilstedeværende optagede af i situationen, og hvad giver adgang til deltagelse i noget fælles?

– Hvilke dilemmaer befinder de(n) professionelle sig i i situationen?

– Hvilke inkluderende handlings- og organiseringsalternativer er værd at overveje med henblik på at øge kvaliteten af professionelles dilemmahåndtering i lignende situationer fremtiden?

Tilføjelsen af vendingen ‘hvad er de tilstedeværende optagede af’ i det andet spørgsmål er delvist inspireret af Charlotte Højholt, når hun i bogen Børn i vanskeligheder (2011, s. 42-43) bl.a. anbefaler professionelle at spørge til og udforske, hvor dem, de har med at gøre, kigger hen, hvad de er rettet mod eller hvad de ser ud til at være optagede af (at deltage i).

Når personalegrupper introduceres til arbejdet med SIP, har det desuden vist sig yderst frugtbart, at give de professionelle tid til kollektivt at foretage praksisfilosofiske overvejelser omkring hvad (udsatte) positioner, deltagelse, dilemmaer og inklusion dybest set er (jf. artiklen Hvad er praksisfilosofi?). Det gælder første gang SIP præsenteres – men sådanne spørgsmål, kan man også med stor fordel holde åbne, og løbende vende tilbage til, i takt med, at tilgangen praktiseres.

Selvom refleksionsspørgsmålene i SIP skal opfattes som noget dynamisk, der kan forandres, står det dog fast, at man, med henblik på at bevare ‘ånden’ i den socialt inkluderende praksisanalyse, kollegialt og organisatorisk, må arbejde på at fremme mulighederne for:

– At de professionelle sikres et refleksionsrum, hvor de ikke er underlagt arbejdssituationers handletvang.

– At de professionelle, i deres brug af de fire analytiske spørgsmål, konverserer frem for at diskutere, idet formålet ikke er enighed, men en mere ydmyg ikke-u-enighed.

– At de professionelle under hele konversationen, forholder sig sagligt til en situationsbeskrivelse, der indeholder en specifik tankevækkende arbejdssituation fra egen eller andres praksis.

– At de professionelle konverserer omkring de fire SIP-spørgsmål ét for ét og i den angivne rækkefølge (og skriver deltagernes bud på forskellige opmærksomheder til referat i stikordsform).

– At de professionelle beslutter sig for at bruge spørgsmålene systematisk og vedvarende over en længere periode i det etablerede refleksionsrum.

– At de typer af situationer, der har været gjort til genstand for analyse under det valgte udviklingstema, på et senere tidspunkt gøres til genstand for endnu en analyse (og at der på den baggrund f.eks. produceres en status- eller vendepunktsfortælling om situationen som den typisk så ud før og som den typisk ser ud nu).

– At de professionelle, hvis de beslutter sig for at omformulere spørgsmålene i egen kontekst, udfordrer individfokuseringen ved at fastholde positions-deltagelses– og dilemmabegrebet samt et spørgsmål, der kan indfange organiseringen af arbejdet og de professionelles indbyrdes arbejdsdeling.

SIP skal således på ingen måde opfattes som en én gang for alle givet metode, der ukritisk lader sig implementere i given praksis. SIP er udviklet som en dynamisk faglig tilgang og procedure, der løbende må præciseres i takt med at den praktiseres og som dermed kan tage farve af de specifikke faglige og institutionelle sammenhænge, som den bruges i.

Idéen har været, at forhindre at SIP stivnede i et fast og uforanderligt metodisk koncept og dermed bidrog til at vedligeholde den for tiden udbredte, men ikke uproblematiske, forestilling, hvor metoder menes at kunne ’implanteres’ i praksis og resultere i en indsats, der virker med sikkerhed. Metoder har deres berettigelse – men de er i praksis at opfatte som hensyn blandt mange andre hensyn.

Spørgsmålene i SIP må således hellere end gerne præciseres eller reformuleres i den givne sammenhæng. Det afgørende er, at en given personalegruppe oplever reelt ejerskab og kan se meningen i de spørgsmål, de bruger.

Organisatoriske eftervirkninger af SIP

I ovennævnte refleksionsrum kan medarbejdere og ledelse også – på baggrund af en specifik analyse af en given situationsbeskrivelse – i fællesskab overveje forslag til mere generelle strategier eller procedurer i organisationen. Strategier og procedurer, der for eksempel kan bidrage til:

– At støtte de professionelle i den særlige type situation (det grunddilemma), som situationsbeskrivelsen er et eksempel på.

– At støtte skole-hjem-, forældre- eller pårørendesamarbejdet omkring den særlige type situation (det grunddilemma), som situationsbeskrivelsen er et eksempel på.

– At støtte teamsamarbejdet omkring den særlige type situation (det grunddilemma), som situationsbeskrivelsen er et eksempel på.

– At sikre at organisationen støtter professionelle og teams, når deres egne strategier eller procedurer ikke slår til i forhold til den særlige type situation (det grunddilemma), som situationsbeskrivelsen er et eksempel på.

– At sikre at der trækkes på relevante kommunale støttetjenester, når organisationens egne strategier eller procedurer ikke slår til i forhold til den særlige type situation (det grunddilemma), som situationsbeskrivelsen er et eksempel på.

SIP – en ny fællesfaglighed?

Måske netop på grund af sin ‘kontekstfølsomhed’ har SIP vist sig frugtbar i refleksionerne over mange forskellige former for professionel praksis. Man kan sige, at SIP, gennem vedvarende revisioner og præciseringer, har ‘overlevet’ rigtig mange forskellige fagpersoners brug og kritik – og at dette arbejde måske netop har bidraget yderligere til dens modstandsdygtighed set i et praksisperspektiv.

SIP er blevet brugt og udviklet af et hav af professionelle i forskellige kommuner og i forskellige faglige sammenhænge. De professionelle, der har været involveret spænder vidt. Der har været pædagoger, pædagogmedhjælpere, dagplejere, socialarbejdere, lærere, pædagogiske konsulenter, inklusionskoordinatorer, psykologer, ergoterapeuter, fysioterapeuter, sygeplejesker samt ledere af forskellig slags involveret.

Fagligt og teoretisk set kombinerer de fire spørgsmål i SIP et magt-, kultur-, dilemma- og innovationsperspektiv, som forekommer at være relevant i alle velfærdsprofessioner – samt ikke mindst i det tværinstitutionelle, tværfaglige og tværprofessionelle samarbejde:

– SIP-spørgsmålet om hvordan udsatte positioner opstår repræsenterer i teoretisk forstand et ‘magtanalytisk perspektiv’ på arbejdet i velfærdsprofessionerne, der kan give anledning til at professionelle (også) kan se typiske arbejdssituationer i lyset af et praktisk magtsporingsberedskab. Perspektivet og beredskabet er udfoldet grundigt i kapitel 5 i bogen Praksisfilosofi – faglig refleksion på tværs af professioner (2011) (jf. også artiklen Menneskesyn uden tunnelsyn).

– SIP-spørgsmålet om hvad der giver adgang til deltagelse repræsenterer et ‘kulturanalytisk perspektiv’ på arbejdet i velfærdsprofessionerne, der kan give anledning til, at professionelle (også) kan se typiske arbejdssituationer i lyset af et praktisk meningssporingsberedskab. Perspektivet og beredskabet udfoldet grundigt i kapitel 6 i Praksisfilosofi – faglig refleksion på tværs af professioner (2011) (jf. også artiklen Menneskesyn uden tunnelsyn).

– Ligesom SIP-spørgsmålet om hvilke dilemmaer de professionelle befinder sig i repræsenterer et ‘dilemmaperspektiv’ på arbejdet i velfærdsprofessionerne, der kan give anledning til, at professionelle ser typiske arbejdssituationer i lyset af det faktum, at disse situationer altid kunne have været håndteret anderledes. De professionelles kapacitet for værdirationel refleksion og (re)ageren kan med fordel kvalificeres ved lejlighedsvis at bedrive dilemmadiagnostik ved brug af dilemmadiagrammet skitseret nedenfor. Perspektivet og diagnostikken er udfoldet grundigt i kapitel 7 i Praksisfilosofi – faglig refleksion på tværs af professioner (2011) (jf. også artiklerne Menneskesyn uden tunnelsyn og Hvad er dilemmaopsporing?).

dilemmadiagram

 (klik evt. på billedet ovenfor for at hente dilemmadiagrammet som power-point-fil og læs mere om brugen af diagrammet i artiklen Hvad er dilemmaopsporing?)

– Det sidste SIP-spørgsmål, der vedrører kortlægningen af handlings- og organiseringsalternativer i relation til de professionelles fremtidige dilemmahåndtering, repræsenterer et ‘innovationsperspektiv’, der kan give anledning til såvel forankring som forandring af de professionelles hidtidige praksis – det som jeg ovenfor kaldte klogere innovation. Innovationsperspektivet er udfoldet grundigt i kapitel 8 og 9 i Praksisfilosofi – faglig refleksion på tværs af professioner (2011).

Hvordan evaluere arbejdet med SIP?

Ønsker man at evaluere arbejdet med SIP på en grundigere og mere systematisk måde end den produktionen af status- eller vendepunktsfortællinger i sig selv repræsenterer (jf. fortællingen fra garderoben ovenfor), kan man naturligvis gå mange forskellige veje. Det afhænger af, hvilke former for dokumentation, man foretrækker (video, foto, situationsbeskrivelser, fortællinger, interviews, spørgeskemaer, matrixskemaer m.v.). Ligesom det afhænger af de ressourcer, man i øvrigt har til rådighed.

At evaluere er ”at vurdere nogets værdi eller kvalitet, især efter systematisk undersøgelse” (Den Danske Ordbog). I samarbejde med et stort antal pædagoger i, er det, igennem et udviklingsforløb i 2014, lykkedes at afgrænse begrebet evaluering på følgende (værdirationelle) måde (jf. artiklen Forældresamarbejdets missing link):

I en pædagogisk sammenhæng er evalueringer løbende forsøg på:

1) At dokumentere situationer, forløb eller indsatser systematisk.

2) At reflektere over, vurdere og kontrollere kvaliteten af situationer, forløb eller indsatser ud fra synlige kriterier.

3) At anvende kriterier, der indfanger processuelle, resultatmæssige, individuelle såvel som sociale aspekter.

4) At bibeholde eller udvikle kvaliteten af lignende situationer, forløb eller indsatser i fremtiden.

Når det gælder SIP kan evalueringskriterier med fordel udvikles med inspiration i følgende punkter, som udspringer direkte af tilgangens fire refleksionsspørgsmål:

– Hvilke typer af udsatte positioner (eller marginaliserende og ekskluderende mekanismer) er reduceret eller elimineret gennem de socialt inkluderende indsatser? Hvad betyder det for de mennesker, de professionelle har med at gøre? Hvad betyder det for de professionelle? Og hvad betyder det for atmosfæren i institutionen?

– Hvordan er adgangen (og retten) til deltagelse blevet tydeliggjort gennem de socialt inkluderende indsatser? Hvad betyder det for de mennesker, de professionelle har med at gøre? Hvad betyder det for de professionelle? Og hvad betyder det for atmosfæren i institutionen?

– Hvilke dilemmaer er blevet opsporet, delt og nyfortolket gennem de socialt inkluderende indsatser? Hvad betyder det for de mennesker, de professionelle har med at gøre? Hvad betyder det for de professionelle? Og hvad betyder det for atmosfæren i institutionen?

– Hvordan håndteres dilemmaerne, og hvordan fungerer organiseringen og arbejdsdelingen, sammenlignet med tiden før de socialt inkluderende indsatser? Hvad betyder det for de mennesker, de professionelle har med at gøre? Hvad betyder det for de professionelle? Og hvad betyder det for atmosfæren i institutionen?

Det er afgørende, at alle fire spørgsmål følges op med spørgsmål om, hvordan der er sket konkrete ændringer af praksis og om, hvordan disse ændringer kan opleves ud fra et børneperspektiv (eller et borgerperspektiv). Spørgsmålene kan f.eks. indgå i et spørgeskema og udfyldes individuelt eller kollektivt. De kan også stilles i kollegiale interviews eller fokusgruppeinterviews. Det er vigtigt, at de afprøves og at der regnes på hvor meget tid, det tager at besvare dem. Tiden skal fremgå af skemaet eller interviewguiden (f.eks. ½ time), der med fordel kan afsluttes med: “Giv tre gode råd til ledelsen, forvaltningen og politikerne, der kunne bidrage til at skabe bedre betingelser for inklusionsindsatsen i institutionen og kommunen fremover”.

Afrunding: De 10 bud

Inklusionsarbejdet forudsætter, som det er fremgået af denne introduktion til SIP, i mine øjne, udviklingen af en særlig socialt inkluderende faglighed, som man også kan kalde en professionel inklusionsdiskurs. Denne form for faglighed viser sig i praksis derved, at velfærdsprofessionelle og velfærdsinstitutioner har:

– Mere fokus på inklusion som praktiske dilemmaer – og mindre fokus på inklusion som ideologisk ‘elastik-begreb’ eller ’stik-ord’.

– Mere fokus på fællesskabende/inkluderende og marginaliserende/ekskluderende processer – og mindre fokus på inklusion og eksklusion som en tilstand eller et ‘enten-eller’ (i form af et ‘inde eller ude’) (jf. også artiklen Marginaliseringsmagten og marginaliseringsfeltet).

– Mere fokus på inklusion som en kontekstfølsomudforskende og analytisk faglighed i en professionel diskurs – og mindre fokus på inklusion som ‘legitimerende faglighed’ (for eksempel i form af de fire diskurser af henholdsvis politisk, etisk, pragmatisk og økonomisk art, som inklusionsforskeren Alan Dyson i sin tid identificerede i Salamancaerklæringen – jf. artiklen Fem tilgange til inklusion).

– Mere fokus på (udvikling af) det fagsprog, der rent faktisk bruges af de professionelle i uformelle og formelle bekymringsprocedurer – og mindre fokus på bestemte metodiske koncepter eller teoretiske modeller.

– Mere fokus på positionerdeltagelse og dilemmaer – og mindre fokus på individuelle egenskabsforklaringer og problemer.

– Mere fokus på struktureringerorganiseringer, overgangefællesskabelse og tilhørighed – mindre fokus på relationen eller fællesskabet (jf. artiklen Om fællesskabelse).

– Mere fokus på samspillet og samarbejdet mellem specialpædagogisk og almenpædagogisk ekspertise, når der viser sig ‘behov for særlig støtte’ – og mindre fokus ’særlige behov’ eller på diagnosen i sig selv.

– Mere fokus på udvikling af  ikke-u-enighed gennem konversation og mindre fokus på opnåelse af enighed gennem diskussion.

– Mere fokus på ledelse af inklusionsprocesser (på tværs af funktioner, fagligheder og sammenhænge) og mindre fokus på (central) styring.

– Mere fokus på (tid til) møder i udviklingsorganisationen (dvs. et refleksionsrum, der har praksisudvikling som formål) – og mindre fokus på (tid til) møder i arbejdsorganisationen (jf. artiklen Samarbejde på tværs).

Social marginalisering og eksklusion er selv sagt ikke blot den enkeltes problem og ansvar, men må opfattes som sociale processer og mekanismer, der virker i og på tværs af sociale sammenhænge i samfundet. Uanset om man arbejder indenfor det pædagogiske, social- eller sundhedsfaglige felt – er medarbejder eller leder – kan SIP give et lille bidrag til udviklingen af en fælles socialt inkluderende faglighed, der kan lette arbejdet og samarbejdet på tværs af velfærdsinstitutioner, fagområder og professioner.

God arbejdslyst!

© Copyright Omsigt v/Carsten Pedersen

(Artiklen blev publiceret i sin første version i maj 2011 på http://praksisfilosofi.blogspot.dk)

Book Carsten Pedersen til et foredrag, en halv eller en hel temadag eller et udviklingsforløb med fokus på SIP her.

Omsigt afholder temadag om inklusionens dilemmaer og SIP – læs mere her.

Kurset ‘Inklusionens ABC’ indeholder også en introduktion til SIP – læs mere her.

Rum og ting som pædagogiske medspillere

Af Carsten Pedersen


Artiklen kan købes i pdf-format her


Der er opstået en fornyet og frugtbar interesse for materialitet i det pædagogiske felt. Den pædagogiske betydning af fysiske rum, indretninger, genstande og teknologier er på dagsordenen i mange daginstitutioner og skoler.

I denne artikel gives der eksempler på, hvordan denne interesse både viser sig i praksis og i aktuel forskning – og hvordan den typisk hænger sammen med bestræbelser på at modvirke marginalisering og eksklusion.

Et fleksibelt skrummel

I Børn & Unge (nr. 6, 2014, s. 21) kan man læse en interessant historie om, hvordan rum og ting i høj grad har vist sig at kunne fungere som pædagogiske medspillere.

Scenograf og kunstformidler Luise Midtgaard har skabt en installation, som hun kalder ‘Skrumlet’ (SKab RUM LET). Skrumlet er et otte-benet stativ i træ, med et rumfang på ca. 4 m2, som både kan bruges inde og ude. Skrumlet fungerer både som basis for hulebyggeri og ophængning af materialer (som børnene f.eks. har fundet i naturen), tegninger, billeder m.v. Skrumlet var i sin tid en del af et projekt – ‘Det naturlige eventyr’ – som blev gennemført i et antal daginstitutioner på Fyn. Pædagogerne har imidlertid opdaget installationens potentiale i inklusionsarbejdet, idet Skrumlet har vist sig at skabe fleksible muligheder for differentiering, afgrænsning og muligheder for at børn kan trække sig, når de har brug for ro eller fordybelse.

Luise Midtgaard mener, at hemmeligheden ligger i, at Skrumlet giver børnene mulighed for “… selv at vælge, hvad de vil beskæftige sig med og skifte mellem aktiviteterne”. Styrken er, siger hun, “… at de får mulighed for at deltage i samme projekt på deres måde – at samarbejde, fordybe sig i detaljen og deres eget rum, sortere, danne overblik eller noget helt femte”. Hun giver bl.a. et eksempel, hvor en dreng havde stor glæde af at fordybe sig i en detalje på Skrumlet, hvor han flettede grene, blade og andre ting fundet i skoven ind i hinanden:

“… han arbejdede alene, men var stadig med. For han bidrog til det fælles projekt og sad helt fysisk i centrum af aktiviteten. Og de andre børn respekterede hans ønske om at arbejde for sig selv, samtidig med at de nysgerrigt fulgte med i hans frembringelser og roste dem”.

Lederen, i en af de institutioner, der gør brug af Skrumlet, pointerer, at det i det hele taget handler om at medtænke de(t) fysiske rum i inklusionsarbejdet. Institutionen har i den forbindelse taget både personalestue, kontor og vindueskarmene i brug for at give børn mulighed for afskærmning.

Aktuel forskning om rum og tings betydning i inklusionsarbejdet

Bjørg Kjær (Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet) udtaler i ovennævnte nummer af Børn & Unge: “En af de mest alvorlige inklusionsfælder er, hvis rammerne ikke bliver tænkt ind som en del af inklusionen”.

I en netop udkommet rapport fra Dansk Clearinghouse (Forskningskortlægning og forskervurdering af skandinavisk forskning i året 2012 i institutioner for de 0-6-årige, 2014) refereres der til flere undersøgelser, som ligeledes peger på betydningen af fleksible fysiske rum og genstande i inklusionsarbejdet. I et aktionsforskningsprojekt udviklede personalet f.eks.:

… en ny og mere dynamisk forståelse af rummet. De opfattede ikke længere rummet som en given størrelse, men som et fysisk forhold, der kunne forandres, skabes, omskabes og genskabes på baggrund af pædagogisk refleksion. Et rum kunne let få tilføjet en ny pædagogisk dimension ved at fjerne eller opsætte møbler og artefakter (…) I et af de deltagende dagtilbud, hvor man valgte at dele ét stort rum ind i en aktivitetsdel og en afslapningsdel, oplevede personalet, at fællesskabet mellem børn fra forskellige stuer blev styrket gennem de rummæssige dispositioner. Dette betød blandt andet, at flere af børnene kunne lege uforstyrret, og færre konflikter opstod. Personalet fortæller, at de gennem projektet er blevet mere opmærksomme på de uskrevne regler, der er i dagtilbuddet, og at disse kan have ret store konsekvenser for den pædagogiske praksis i hverdagen. Projektet har således også udfordret den pædagogiske tænkning og givet pædagogerne et større pædagogisk handlingsrum og børnene et rigere rum for leg og interaktion. (ibid., s. 56-57)

I et andet forskningsprojekt, der refereres til i samme rapport, er man kommet frem til lignende indsigter:

Fleksible materialer støtter børnene i at skabe nye muligheder for enten at gå ind i en leg eller at værne om en leg. Det enkelte barn kan have forskellige magtrelationer ved at positionere sig forskelligt. Dagtilbuddets fysiske indretning åbner op for forskellige positioneringsmuligheder, som børnene kan veksle mellem alt efter variationsmuligheder i legerummene i fysisk forstand. Børnene er i stand til at skifte positioner og formår på samme tid at være en del af gruppen og bevare en fællesskabsfølelse. Studiet viser endvidere, at det er vigtigt, at pædagogerne kan positionere sig forskelligt fra at være en aktiv deltager til nogle gange at være tilgængelig, men alligevel tilbagetrukket fra legens centrum. (ibid., s. 57)

Det er min erfaring, at sådanne fleksible muligheder for positionsskifte fremmes i takt med, at en given personalegruppe udvikler et fælles fagsprog, der kan nuancere og indfange de mange forskellige måder børn kan være og deltage på i forskellige sammenhænge (jf. også de fem positioner, der er omtalt i artiklen Marginaliseringsmagten og marginaliseringsfeltet). Men det er samtidig helt afgørende at udvikle en forståelse af positioner, hvor disse ikke blot reduceres til rene sociale fænomener. Positioner har en sociomateriel karakter og indebærer derfor også forskellige stillinger, placeringer, grænsemarkører, muligheder for afskærmning og grader af territoriale fordringer i de(t) fysiske rum. Det kan i den forbindelse være værd at erindre sig, at ordet position stammer fra det latinske positio, der netop betyder ’stilling’, og som er afledt af ponere, der betyder  ’stille’ eller ’sætte’ (jf. Den Danske Ordbog).

Tyske ombygninger og danske møbler

DR Nyheder kunne den 27. februar 2014 – på sin vis helt i tråd med erfaringerne fra Fyn og den refererede rapport fra Dansk Clearinghouse – berette om, hvordan inklusionsbestræbelser på Schule Auf Der Rude i Flensborg har ført til egentlige ombygninger af skolen. Der er etableret rumkombinationer bestående af klasseværelse, sideklasseværelse og gruppeværelse. Ligesom der f.eks. også findes et rum med en boksebold, som børnene kan bruge 10 minutter ad gangen. En af lærerne på skolen siger: “Der skal være mulighed for at kunne trække til side. Sommetider er det nødvendigt at kunne opdele børnene, så der kommer ro”.

På Schule Auf Der Rude er der desuden altid mindst to voksne om en klasse – en pædagog og en lærer (og til tider en tredje voksen i form af en specialpædagog). Det giver gode muligheder for både arbejdsdeling og refleksion. Ligesom det gør, at de voksne – ved deres blotte tilstedeværelse og ved deres brug af de forskellige rum – kan skabe bedre muligheder for differentiering, fleksibilitet og tydelighed.

På dansk grund har psykologen Jan Soelberg sammen med Thorsø A/S ud fra en lignende tankegang forsøgt sig med at udvikle møbler og genstande, der skaber bedre muligheder for etablering af forskellige læringszoner i det Soelberg kalder det inkluderende klasseværelse (se f.eks. hans præsentation af rummet på YouTube og læs artiklen på folkeskolen.dk).

Latour og Wenger om sociomaterielle processer

Der synes således – på mange forskellige måder – at være opstået en interesse for hvordan materialiteten fletter sig sammen med det sociale liv. Ikke mindst sociologen og antropologen Bruno Latour og læringsteoretikeren Etienne Wenger kan i teoretisk forstand opfattes som frontløbere i denne udvikling.

Latour er netop kendt for at gøre op med den gængse opdeling af verden i enten mennesker eller ting (jf. f.eks. hans bog Vi har aldrig været moderne, 2006). Han mener, at denne opdeling gør os blinde for, at fysiske rum, indretninger, ting, teknologier og kroppe aktivt påvirker vores handlinger og bidrager til at regulere de samspil, vi tager del i. Mennesker (som Latour betegner menneskelige aktanter) og ting (som Latour betegner ikke-menneskelige aktanter) bindes løbende sammen og ‘ordner’ sig på forskellige måder i det han kalder netværk. Ser man nærmere efter involverer ethvert handlingsforløb en omgang med objekter, hvor disse objekter gør deres forskel i forløbet. I netværk forbindes og samvirker menneskelige og ikke-menneskelige aktanter. En aktant er hvad som helst, der gør sig gældende og har en virkning i et netværk i en konkret situation. Latour pointerer, at netop de ikke-menneskelige aktanter skaber en træghed, der bidrager til at opretholde ’sociale bånd’ og medvirker til aktivt ‘at binde samfundet sammen’.

Materialitet er ikke kun noget, mennesker tillægger (forskellig) mening og betydning, men noget der bidrager aktivt til at forme menneskers (re)aktionsmønstre, erfaringer og erindringer. Tænk f.eks. på hvordan en ikke-menneskelig aktant som en smartphone fungerer og indgår i netværk med menneskelige aktanter og skaber forbindelser og samspil. Med dette eksempel står det desuden klart, at også netværk bestående af såvel ikke-menneskelige som menneskelige aktanter naturligvis kan have marginaliserende og ekskluderende virkninger. Menneskelige aktanter kan stabiliseres og mobiliseres i ét netværk (og hermed bidrage til at andre elementer i dette netværk bindes sammen) – og dermed af samme grund destabiliseres og demobiliseres i andre typer af netværk. Som når en smartphone f.eks. ‘mobiliserer’ en menneskelig aktant, der dermed ‘demobiliseres’ i et andet samtidigt netværk. Det kunne f.eks. være en undervisningssituation i et klasseværelse, der ikke involverer brug af smartphone, men består af ‘interobjektive’ forbindelser mellem arkitektur, indretning, undervisningsmaterialer, power-point projektor, lovgivning, elever, lærer, pædagog m.v. (jf. Latours brug af auditoriet som eksempel i bogen En ny sociologi for et nyt samfund, 2008, s. 228 ff).

Skrumler, læringszoner, ruminddelinger, vindueskarme, afskærmninger, møbler, boksebolde, kroppe, redskaber, legetøj, elektroniske apparater m.v. er således ikke at opfatte som neutrale størrelser, men må opfattes som aktanter, der indgår i diverse netværk og som dermed aktivt fremmer eller hæmmer visse sociomaterielle mønstre i daginstitutioner og skoler. Det Latour kalder netværk kunne måske også i en pædagogisk sammenhæng opfattes som ‘fællesskabelsesprocesser’, der involverer såvel individualitet, socialitet og materialitet (jf. artiklen Om fællesskabelse).

Etienne Wenger, der er delvist inspireret af Latour, har foreslået, at man forstår en hvilken som helst praksis – og den meningsforhandling der altid er forbundet med en sådan – som en udfoldelse af både deltagelsesprocesser og tingsliggørelsesprocesser, der står i et komplementært forhold til hinanden.

I bogen Praksisfællesskaber (2004) skriver Wenger, at meningsforhandling “betegner den proces, hvorigennem vi oplever verden og vores engagement deri som meningsfuld” (ibid., s. 67) – mens han definerer deltagelse som “den sociale oplevelse af at leve i verden som medlemskab i sociale fællesskaber og aktivt engagement i sociale foretagender” (ibid., s. 70). Deltagelse har både en personlig og en social side og “kombinerer handling, samtale, tænkning, følelse og tilhørsforhold” (ibid.).

Meningsforhandlingen i f.eks. en dagsinstitution eller en skole kan imidlertid også siges at være mere eller mindre tingsliggjort, idet der løbende og vedvarende skabes og trækkes på det Wenger kalder fokuspunkter (i form af rum, genstande, kroppe, abstraktioner, værktøjer, symboler, historier, udtryk, begreber m.v.). Fokuspunkterne bidrager til at tingsliggøre en del af praksis i ‘en stivnet form’, som Wenger udtrykker det (ibid., s. 72). Begrebet om tingsliggørelse henviser til den proces “der former vores oplevelse ved at skabe objekter, der bringer denne oplevelse til at stivne i ‘tingslighed'” (ibid.).

Rum, kroppe, ting og sager bidrager til at skabe mere eller mindre fleksible strukturer, som meningsforhandlingen løbende støtter sig til. Hermed tydeliggøres adgangen til deltagelse – men tingsliggørelsen kan også udvikle sig til et mål i sig selv, hvor meningen med at deltage i en given sammenhæng i givet fald risikerer at fordufte. Hvis alting tingsliggøres bliver der “… ringe muligheder for fælles oplevelse og interaktiv forhandling”, skriver Wenger (2004, s. 81). Og så er der, tilføjer han, “… måske ikke tilstrækkelig overlapning i deltagelsen til at genvinde en koordineret, relevant eller generativ mening” (ibid.). Deltagelsen bliver til gengæld for meget af det gode, når dens “… uformelle karakter bliver forvirrende upræcis, når dens flygtige underforståethed hæmmer koordinationen” (ibid., s. 79) (Dilemmaet mellem hensyn til deltagelse og hensyn til tingsliggørelse er behandlet grundigt i artiklen Socialt inkluderende praksisanalyse).

Afrunding: Glemmer vi rummene, tingene og kroppene?

Uden at fornærme nogen, kan man vel godt sige, at der i en del år her været en tendens til at underspille betydningen af rum, ting og kropslig tilstedeværelse i mange pædagogiske sammenhænge? Og det gælder vel egentlig også mange inkluderende indsatser?

Et lidt for enøjet fagligt fokus på behov, relationer, anerkendelse, deltagelse, læring, udvikling, trivsel m.v. kan faktisk godt tænkes at have gjort sit til, at betydningen af rum, indretninger, kroppe, ting og sager utilsigtet er gledet i baggrunden i inklusionsarbejdet. Det samme kunne den almindelige spareiver, idet ombygninger, ting og voksne som bekendt koster penge.

Inklusion drejer sig ikke ‘blot’ om, at professionelle tager ansvaret og gør deres for at skabe betingelser for, at alle børn får mulighed for at være og opleve sig som en del af fællesskabet. Inklusion handler i lige så høj grad om, at beslutningstagere på alle niveauer tager ansvaret for at give de professionelle tidssvarende og fleksible muligheder for at bruge fysiske rum, fysiske genstande og fysisk tilstedeværelse til at tydeliggøre forskellige legitime måder, som børn kan deltage, foretage positionsskifte og trække sig på. Rummelighed i den bogstavelige betydning af dette ord skal i den sammenhæng ikke undervurderes. Forskere fra Statens Byggeforskningsinstitut, der har undersøgt netop den fysiske rummeligheds betydning i daginstitutioner (jf. rapporten Plads til trivsel og udvikling, 2013, s. 9) kan derfor meget passende få de sidste ord:

Pædagogernes erfaringer viser, at det areal, der er per barn i børnehaven, kan gøre en forskel på flere måder. God plads betyder, at en del konflikter vil kunne undgås, og herigennem vindes to væsentlige goder. For det første kan børnene indgå i længerevarende aktiviteter og udvikle sig på måder, som kortvarige, brat afsluttede forløb ikke giver anledning til. For det andet kan pædagogerne bruge mere af deres tid til at tale med børnene og understøtte leg og aktiviteter, frem for at bruge denne tid på konfliktløsning. Altså bruge tiden på noget konstruktivt fremfor at bruge den på at afværge noget negativt. De rammer, pædagogerne værdsætter/ønsker sig, giver plads til, at børn kan fordele sig i mindre grupper, så de uforstyrret kan koncentrere sig om deres aktiviteter (…) pædagogerne ser fordele i at have flere aktivitetssteder fordelt over den plads, der er til rådighed. Flere, ofte mindre steder, så børn fordeler sig i rum og agerer uden at støde sammen. Steder, der specialiseres gennem deres indretning, så de appellerer til forskellige former for leg og aktivitet. I dette indretningsprincip ligger aktivitetssteder ved siden af hinanden fysisk-geografisk, og flere aktiviteter kan foregå parallelt på samme tid.

© Copyright Omsigt v/Carsten Pedersen

(Artiklen blev publiceret i sin første version i marts 2014 på http://omsigt.dk)

Book Carsten Pedersen til et foredrag, en halv eller en hel temadag eller et udviklingsforløb med fokus på rum og ting som pædagogiske medspillere her.

Omsigt udbyder temadage og kurser om inklusion, hvor temaet ‘rum og ting som pædagogiske medspillere’ udforskes nærmere – læs mere her.

Om fællesskabelse

Af Carsten Pedersen


Artiklen kan købes i pdf-format her


Det sociale liv tager mange former og kan omtales på mange måder. Fællesskabelse er en nyere én af dem.

I det følgende undersøges begrebet fællesskabelse nærmere og relateres til inklusionens dilemmaer, som de rejser sig aktuelt i danske velfærdsinstitutioner.

Lidt om den aktuelle brug af ordet ‘fællesskabelse’

Ordet ‘fællesskabelse’ kan ikke findes i autoriserede ordbøger som for eksempel på www.sproget.dk – men måske er det kun et spørgsmål om tid, idet ordet synes at vinde stadig større udbredelse.

For eksempel er der inden for de seneste par år udbudt AMU-kurser under titlen ‘Synergisk fællesskabelse og arbejdsstolthed’ og Foreningen for UdviklingsKonsulenter (ffUK) så fællesskabelse som en betydningsfuld ‘trendens’ i 2012. Eleverne på Ahlmann-Skolen i Sønderborg arbejdede med fællesskabelse på skolens trivselsdage i 2011. I en daginstitutionsklynge på Nørrebro har ordet fællesskabelse fundet vej til institutionernes værdigrundlag. Plejecenter Syd i Aabenraa Kommune søger i en jobannonce fra 2013 en social- og sundhedsassistent, hvor centrets kerneopgaver defineres som sundhed, mestring og fællesskabelse.

Svend Brinkmann og Elsebeth Jensen havde i 2012 en kronik i dagbladet Information med titlen Fællesskab er en udfordring for alle, hvor de skrev: “Der er i disse år en fundamental mangel på viden om fællesskabelse — viden om, hvordan gode fællesskaber udvikles” – og videre: “… de fleste grupper af børn — og for den sags skyld også voksne — der bringes sammen, bliver ikke til et konstruktivt og udviklende fællesskab af sig selv. Det kræver hårdt arbejde, som vi kalder fællesskabelse …”.

Fællesskabelse forbindes tilsyneladende med noget positivt. Men hvad kan vi mere præcist lægge i ‘fællesskabelse’ forstået som et analytisk begreb, der skal kunne bidrage til refleksioner over tankevækkende arbejdssituationer i danske velfærdsinstitutioner – og hvorfor ikke bare bruge det gode gamle ord ‘fællesskab’?

Fællesskabets entydighed – fællesskabelsens tvetydighed

Følgende situationsbeskrivelse kan være omdrejningspunktet for en første undersøgelse af, hvad der kan forstås ved henholdsvis ‘fællesskab’ og ‘fællesskabelse’:

Det er formiddag i børnehaven og 15 børn og 2 pædagoger befinder sig på Løvestuen. Lukas har hjemmefra medbragt et lille stykke papir tegnet som en 2-krone og klippet den ud, så det ligner en mønt. Brian har pludselig taget eller fundet denne ’mønt’, så drengene kommer over til GERDA, mens de skændes om hvis ’mønt’ det er. Lukas siger: ”GERDA! Brian har taget min mønt”, mens han rækker ud efter mønten. Brian tager hånden væk, så Lukas ikke kan nå. Brian: ”Nej, jeg fandt den, nu er det min”. GERDA fortæller drengene, at hun godt har set, at Lukas havde denne mønt med hjemmefra, og mønten derfor er Lukas’, men hun beder samtidig om at få lov til at se mønten. Brian afleverer mønten til GERDA, som kigger på den. GERDA siger: ”Den er vel nok flot. Har du lagt en 2-krone under et stykke papir og tegnet ovenpå, så det ligner en rigtig mønt, og bagefter klippet en ud?” Lukas ansigtsudtryk skifter fra vrede til et stort smil: ”Ja”, svarer han. GERDA: ”Mon ikke vi kunne finde ud af lave sådan nogle her i børnehaven, hvis jeg finder en mønt til jer?” Drengenes fulde opmærksomhed er pludseligt rettet mod pædagogen. De kigger herefter på hinanden og smiler og nikker begge, hvorefter de går efter GERDA, som hjælper drengene i gang med at tegne og klippe. Andre børn følger trop og GERDA må finde flere mønter. Herefter sidder 5-7 børn samlet om at lave mønter, og det blev også aftalt at børnene skulle skrive navne bagpå, så de kunne se hvis mønter der var deres. Børnene brugte det meste af dagen på denne leg. (Iagttagelse foretaget af en pædagogstuderende i uddannelsespraktik i 2013)

Samme situationsbeskrivelse er brugt i artiklen Hvad er dilemmaopsporing? og her kan interesserede læsere finde en nærmere undersøgelse af, hvad der kan siges at være i spil og på spil i situationen – samt følge opsporingen af et dilemma ved brug af dilemmadiagrammet. I nærværende sammenhæng er det som sagt fællesskab og fællesskabelse, der skal være omdrejningspunkt.

Hvad betyder det, hvis man siger, at det børnene (og pædagogen) har sammen er et fællesskab? Og hvad sker der, hvis man i stedet taler om fællesskabelse?

Brugen af ordet ‘fællesskab’ får os vel umiddelbart til at lede efter en ‘ting’ eller en ‘tilstand’, der svarer til dette ord. Man kunne hæfte sig ved formuleringen: “Herefter sidder 5-7 børn samlet om at lave mønter (…) Børnene brugte det meste af dagen på denne leg”. Dette ‘legefællesskab’ kan opfattes som noget, der er. I hvert fald for en tid. I denne forstand taler vi af gode grunde om fællesskaber som noget relativt fast, stabilt og entydigt. På den anden side står der jo 5-7 børn, hvilket kunne indikere, at børn går til og fra aktiviteten. Men er fællesskabet så? På sin vis, for de børn, der løbende involverer sig, er jo sammen om det samme. Hermed bliver det ‘møntproduktionen’, der definerer fællesskabet.

Men man kan også sagtens forestille sig, at dette ‘møntproduktionsfællesskab’ fungerer ganske forskelligt afhængig af, hvem der er sammen om at producere mønter eller af, hvordan det specifikke samspil mellem børnene fungerer. Fællesskabet kan jo faktisk ændre karakter fra det ene øjeblik til det andet – selv med de samme deltagere. For eksempel kan en konflikt mellem nogle af børnene bringe selve konflikten i spil og skabe et ‘forhandlingsfællesskab’ i – eller som erstatning for – det allerede etablerede ‘møntproduktionsfællesskab’. Man kan vel ikke længere tale om et fællesskab, der er (det samme) – når børn, der bidrager med noget ganske forskelligt, kommer og går, eller når samspillet grundlæggende ændrer karakter undervejs?

Bruger vi nu i stedet ordet ‘fællesskabelse‘, bliver vores blik mere procesorienteret. Vi bliver opmærksomme på det fælles som et fænomen, der bliver til, vedligeholdes og udvikles. Fællesskabelsen drejer sig om ‘mønten’ – i første omgang med henblik på ‘ejendomsretten’ og i anden omgang med henblik på ‘møntproduktionen’. Men fokuserer vi på processer – fremfor på fællesskabet – er det ikke længere så afgørende først og fremmest at få afgrænset selve aktiviteten eller antallet af deltagere. Dertil kommer, at pædagogen nu kommer ind i billedet som en afgørende fællesskabende faktor. Det gælder både i konflikthåndteringen vedrørende ‘ejendomsretten’ og i igangsættelsen af selve ‘møntproduktionen’. Det bliver også mindre afgørende, at nogle børn kommer til og går igen, idet de under alle omstændigheder må opfattes som aktive deltagere i de sociale processer, som fællesskabelsen udgør.

I følge Den Danske Ordbog bruges ordet fællesskab i aktuel dansk sprogbrug både om “… det at en gruppe mennesker er sammen om noget og derved føler en vis samhørighed” og om “… sammenslutning, forening eller lignende”. Den måde som jeg først brugte ordet ‘fællesskab’ på ovenfor trækker nok i virkeligheden i retning af den sidste betydning: en sammenslutning af personer med en fælles interesse. Mens min brug af ordet ‘fællesskabelse’ ligger tættere på den første betydning. Især, idet man bider mærke i, at der er tale om en vis samhørighed. Men måske skurer det alligevel lidt, når der står ‘gruppe’ og ’samhørighed’, som jo kan give associationer til en mere fast samling eller flok.

Med brugen af ordet ‘fællesskab’ tenderer man altså en opfattelse af det fælles som noget relativt entydigt, substantielt og stabilt, mens brugen af ordet ‘fællesskabelse’ synes at åbne for fortolkninger af det fælles, som et mere tvetydigt og processuelt fænomen. På den baggrund vil jeg foreslå følgende foreløbige indkredsning af ordet fællesskabelse: Fællesskabelse opstår, når mennesker er sammen om at vedligeholde og udvikle noget – og derved føler tilhørighed

Denne opfattelse af fællesskabelse udelukker på ingen måde en fortsat brug af ordet ‘fællesskab’ i en mere traditionel betydning, idet det sociale liv som bekendt er rigt på fænomener, der også med fordel kan fortolkes i dette lys.

Men måske kunne ‘fællesskab’ og ‘fællesskabelse’ bruges som to komplementære og analytiske tilgange, der får forskellige aspekter ved det sociale liv til at træde frem? Sådan som vi også så situationsbeskrivelsen fortolket ovenfor. I givet fald er der ingen grund til på forhånd at afgøre, om der i en given sammenhæng er tale om det ene eller det andet – det må netop komme an på en nærmere undersøgelse. Og måske vil det i undersøgelsen give god mening – over tid – at skifte mellem at se på det sociale liv som et fast og afgrænset fællesskab henholdsvis som en dynamisk og processuel fællesskabelse.

Hvad ved vi om fællesskabelse?

I 2011 udgav Svend Brinkmann og Elsebeth Jensen bogen Fællesskab i skolen, hvorfra inspirationen til kronikken, der blev citeret ovenfor, stammer. Elsebeth Jensen skriver her, at begrebet ‘fællesskabelse er at foretrække fremfor begrebet ‘fællesskab’, idet lærere (det kunne også  være andre velfærdsprofessionelle) vedvarende må:

… arbejde med, hvordan fællesskabet og individet dynamisk og gensidigt skaber hinanden, fremfor at fokusere på blot det ene eller det andet. (ibid., s. 27)

Og Svend Brinkmann tilføjer, at begrebet indebærer en mere dynamisk tænkning om individ og fællesskab, hvor der lægges vægt på:

… at individualitet altid er noget socialt, og at et fællesskab altid skabes og fornyes gennem individers handlinger (…) Fællesskaber er noget, der hele tiden gøres og derfor vil jeg (…) tale om fællesskabelse. (ibid., s. 154)

Begrebet markerer, at fællesskaber:

… ikke bare findes i fiks og færdig form, men konstant gøresskabes og opretholdes. (ibid., s. 157)

Fællesskaber kan med andre ord ikke blot opfattes som noget givet, og der eksisterer ikke et udvendigt forhold mellem individ og fællesskab. John Dewey, som Jensen & Brinkmann henter inspiration hos (uden at Dewey selv gør brug af begrebet fællesskabelse), formulerede denne pointe meget klart allerede i 1938:

Påstanden om, at individer lever i en verden, betyder helt konkret, at de lever i en række situationer. Og når det bliver sagt, at de lever i disse situationer, er betydningen af ordet ‘i’ forskellig fra den betydning det har, når man siger, at pengene er ‘i’ lommen, eller at malingen er ‘i’ bøtten. Det betyder, (…) at der foregår et samspil mellem et individ og ting og andre mennesker. Man kan ikke skille begreberne situation og samspil fra hinanden. En erfaring er altid det, den er, på grund af at der foregår et samspil mellem et individ og det som på det givne tidspunkt udgør dets omgivelser (…). Omgivelserne er (…) alle de vilkår, som ved at træde i samspil med de personlige behov, ønsker, hensigter og evner skaber de erfaringer, som gøres. (Dewey i Hans Finks bog John Dewey (Berlingske Forlag, 1969, s. 212))

Dette samspil mellem individ, ting og andre mennesker, er i mine øjne aspekter ved enhver fællesskabelse. I mere abstrakte termer kan de betegnes individualitet, materialitet og socialitet.

Fællesskabelse

Deltagelse har såvel en individuel som en social side. Man er på én gang del-tager, idet man gør sig og sit gældende, og del-tager, idet man må give sit bidrag til det fælles for at blive opfattet som legitim deltager. Men også materialiteten er – som figuren ovenfor viser – et aspekt ved enhver fællesskabelse. Dette aspekt handler om konkrete ting, vi skaber, bruger og omgiver os med – men det handler også om relationerne mellem mennesker og ting – og tingenes betydning for os som individer og for det sociale liv. ‘Mønten’ var, som vi så i situationsbeskrivelsen ovenfor, en meget betydningsfuld med- og modspiller i Børnehaven. Det er der rigtig mange andre ting (og fænomener, der opfattes som ting), der også er.

Læringsteoretikeren Etienne Wenger taler i hans bog Praksisfællesskaber fra 2004 om, at enhver praksis kan være mere eller mindre tingsliggjort, idet deltagerne i denne praksis løbende skaber eller benytter sig af fysisk indretning, genstande, værktøjer, abstraktioner, symboler, historier, udtryk og begreber (der opfattes som ting) (læs mere om begrebet tingsliggørelse og få eksempler på, hvordan fænomenet kommer til udtryk i praksis i artiklen Socialt inkluderende praksisanalyse).

Kursiveringerne i ‘tingslig-gørelse‘ og i ‘tingslig-gørelse’ i delmængderne i figuren ovenfor er min opfindelse. ‘Tingslig-gørelse‘ skal markere individers aktive frembringelse og brug af ‘materialiteten’ – som når ‘mønter’ fremstilles og signeres eller gøres til genstand for konflikt i situationsbeskrivelsen. ‘Tingslig-gørelse’ skal omvendt markere, at dele af ‘materialiteten’ og ’socialiteten’ fungerer som vilkår, der (for tiden) tages for givet. Som når ejendomsretten til ‘mønterne’ og de ting og sager, der skal bruges til at fremstille ‘mønter’ med, tages for givet som faktiske kendsgerninger. I praksis drejer situationer sig om noget, der involverer nogen, og det henviser deltagerne til nogle specifikke kendsgerninger. For eksempel kroppe, fysiske indretninger, genstande, handlemønstre og regler, der forekommer naturlige og uomgængelige. Man kan kalde disse kendsgerninger fakticiteten (som Nils Mortensens gør det i bogen Det paradokalsale samfund, 2004, s. 199). Fakticiteten har en selvstændig regulerende virkning på menneskelige samspil, idet nogle faktalignende omstændigheder tages for givet og fungerer som en henvisningsmekanisme – et ureflekteret ’sådan er det bare’ – der henviser til såvel socialitet som materialitet forstået som tingsliggørende vilkår.

Det nævnte samspil mellem fællesskabelsens tre aspekter kunne godt give anledning til en yderligere præcisering af begrebet fællesskabelse: Fællesskabelse opstår, når mennesker tager del i samspil, hvor de vedligeholder og udvikler noget – og derved føler tilhørighed.

Samspillet mellem fællesskabelsens tre aspekter er vigtige at have in mente, når vi i det følgende vender os mod John Deweys mere pædagogiske og didaktiske refleksioner. Men først er det værd at overveje, om ikke fællesskabelsens indbyggede konfliktualitet indtil videre er blevet underspillet.

Fællesskabelse er også konfliktfyldt

Som vi så i situationsbeskrivelsen ovenfor, er konflikter en uomgængelig del af hverdagslivet og dermed fællesskabelse i danske velfærdsinstitutioner. Faktisk var det jo en konflikt, og en pædagogs håndtering af denne konflikt, der skabte betingelser for at ‘møntproduktionsfællesskabelse’ kunne dukke op som en mulighed.

Deweys brug af begrebet samspil trækker nok i en relativ ‘harmonisk’ retning, der ikke i tilstrækkelig grad yder fællesskabelsens indbyggede konfliktualitet – og de magtforhold, der er forbundet hermed – tilstrækkelig retfærdighed.

Med inspiration fra Lars-Henrik Schmidt – der har et godt blik for det konfliktuelle – kan man tale om det sociale liv som en uendelige række af sociale træf og sociale træfninger (jf. Schmidts bog Diagnosis I – filosoferende eksperimenter, 1999, s. 29). I sociale træf ‘omgås’ vi, idet vi respekterer, lever med eller bærer over med hinandens forskellige måder at forholde os til noget på – her er konfliktualiteten med Schmidts ordvalg uartikuleret. I sociale træfninger derimod artikuleres konfliktualiteten og der opstår en egentlig konflikt, hvor vi vil have andre til forholde sig til noget på samme måde, som vi selv gør. Enten fordi vi mener, at vi repræsenterer de rigtige værdier, eller fordi vi mener, at vi ligger inde med en almengyldig sandhed.

Når vi ‘omgås’ i sociale træf taler Schmidt om det fælles liv som gemenhed, uden der af den grund skal lægges noget negativt – eller for den sags skyld positivt – i dette upåagtede sociale fænomen (jf. Schmidts bog Diagnosis II – socialanalytiske fatninger, 1999, s. 11). Gemenheden er det sociale livs uartikulerede og ubestemte forudsætning, som vi løbende omsætter til noget andet, idet egentlige fællesskaber dukker op (i forbindelse med sociale træfninger). Forskelle mellem os og dem bruges så typisk til at afgrænse og legitimere fællesskabet med.

Hvis Lukas levede med, at Brian legede med ‘mønten’ – måske fordi det var mindre vigtigt i situationen – ville der være tale om et socialt træf, hvor de to drenge nok ville forholde sig forskelligt til mønten, men hvor de ville omgås i gemenhed. I det omfang, Lukas hævder sin ‘ejendomsret’ og Brian leverer mønten tilbage, som det mest naturlige i verden, ville der være tale om det samme. En social træfning opstår først, idet begge drenge hævder deres ret til ‘mønten’ – og der er nu basis for en egentlig fællesskabsdannelse, hvor der dannes skillelinjer mellem dem, der holder med Lukas og dem, der holder med Brian. Afhængigt af drengenes social position i institutionen i øvrigt og af pædagogernes måde at håndtere konflikten på, kan sådanne konflikter have betydelige marginaliserende og til tider også ekskluderende virkninger (jf. artiklen Marginaliseringsmagten og marginaliseringsfeltet). Det ændrer imidlertid ikke ved, at sociale træfninger er uomgængelige – men de kan selvfølgelig håndteres mere eller mindre hensigtsmæssigt.

Sociale træfninger – egentlige konflikter – kalder på retfærdiggørelse af de ’ordner’, der gøres gældende i konflikten. Det kan for det første ske på den måde, at nogle afgrænser sig i en bestemt fælleshed – og hermed opstår der et ’os’ (for eksempel ’os’ på stuen, der ved, hvordan man laver ‘mønter’ og signerer dem rigtigt). Dette ’os’ afgrænser sig i forhold til et ’dem’ (for eksempel de børn på stuen, der ikke kan eller vil deltage i ‘møntproduktionen’). Når dette indtræffer, kan gemenheden, der dybest set er for alle, forvandle sig til langt mere ufleksible fællesskaber, der skaber en særlig solidaritet, hvor deltagerne afgrænser sig og mener at adskille sig fra alle andre ved at dele og forsvare bestemte normer, værdier, interesser og handlemønstre. Denne type fælleshed skaber en samhørighed, der virker langt mere sammentømret end gemenhedens mindre forpligtende, men ikke mindre betydningsfulde, tilhørighed.

Retfærdiggørelsen af hvilken ’orden’, der gøres gældende, kan – for det andet – ske ved, at deltagere i en konflikt (en social træfning) hævder, at deres måde at forholde sig på burde gælde for ethvert menneske i almenhed. Pædagogen i situationsbeskrivelsen ovenfor kunne for eksempel generalisere og argumentere for, at ‘ejendomsret’ er en universel og ukrænkelig menneskeret, der må gælde for alle og enhver.

Uanset om retfærdiggørelsen af ’den rette måde’ at forholde sig på sker under henvisning til en fælleshed eller en almenhed, så gør mindst én af parterne i en konflikt gældende, at der kun er én måde, at forholde sig på. Nu kan intet fællesskab som bekendt opretholde en 100 procent enighed, og ingen generalisering kan holde 100 procent vand, når det kommer til praksis og livet nu engang skal leves. Gemenheden indfinder sig derfor igen – og viser sig hermed at være afgørende for det sociale livs sammenhængskraft.

I mine øjne kan fleksibel fællesskabelse på denne bagrund opfattes som et fænomen, hvor deltagerne ‘lever med’ en vis grad af gemenhed. Ligesom fleksible fællesskaber kan opfattes som fællesskaber, hvor deltagerne ‘lever med’ en vis grad af fællesskabelse (og hvor fællesskabet dermed ikke er fuldstændig blottet for gemenhed). På et kontinuum, der går fra den rene gemenhed til det etablerede fællesskab, kunne man altså skubbe fællesskabelse ind som  et tredje led: Gemenhed – fællesskabelse – fællesskab. Og man kunne tale om en given social sammenhæng som mere eller mindre præget af fællesskab, fællesskabelse og gemenhed.

Ud fra Schmidts begreber om konfliktualitet og gemenhed bliver det klart, at samspil også altid er modspil. For hvis der ikke er (plads til) modspil vil konfliktualiteten alt andet lige stige og måske i sidste ende true med af ødelægge fællesskabelsen eller fællesskabet. Ordet samspil bruges i følge Den Danske Ordbog i betydningen “gensidig påvirkning mellem flere indbyrdes afhængige størrelser, for eksempel sammenhørende dele eller samarbejdende personer”, mens ordet modspil, ifølge samme ordbog, blandt andet bruges om “noget som danner en (ønsket) kontrast til eller afbalancering af noget”.

Vi kommer derfor ikke uden om, at justere begrebet fællesskabelse endnu engang: Fællesskabelse opstår, når mennesker tager del i samspil og modspil, hvor de vedligeholder og udvikler noget – og derved føler tilhørighed. 

Dewey og inklusionens dilemmaer

Lad os nu vende os mod John Deweys pædagogiske og didaktiske tanker om, hvordan professionelle kan gribe situationer og samspil an – og relatere disse overvejelser til inklusionens dilemmaer, som de rejser sig aktuelt.

I følge Dewey fungerer for eksempel den traditionelle skole (og uddannelse) på en måde, hvor der ikke tages tilstrækkeligt hensyn til situationen og samspillets betydning:

… jeg tror det er rimeligt at sige at en af grundene til at lærerens personlige ordrer så ofte spillede en urimelig stor rolle og en af grundene til at den orden, der herskede, i så høj grad var et spørgsmål om simpel lydighed over for en voksens vilje, ligger i, at situationen næsten tvang læreren til det. Skolen var ikke en gruppe eller et fællesskab, der blev holdt sammen på grund af, at man deltog i fælles aktiviteter. Følgelig manglede de normale, rimelige betingelser for regulering. Manglen herpå blev opvejet, og måtte i stor udstrækning opvejes ved lærerens indgriben. Det var ham, der, som det blev sagt ‘holdt orden’. Det var ham der opretholdt den, fordi ordenen beroede på ham i stedet for på det fælles arbejde, der blev gjort (…) i det som kaldes den nye skole har [man] placeret den primære kilde til social regulering i arten af selve det arbejde, der udføres som et fælles forehavende, som hver enkelt har mulighed for at bidrage til, og som alle føler et ansvar overfor (…) Opdrageren har et ansvar for at kende individerne og for at have et kendskab til emner, der vil muliggøre, at der kan udvælges aktiviteter som lader sig indordne i et socialt mønster, et mønster hvor individerne har mulighed for at yde deres bidrag og hvor den aktivitet, som alle deltager i, er det, som hovedsagligt bærer den sociale kontrol. (op.cit., s. 222-223)

På sin vis formulerer Dewey her (i 1938) de tvedelte præmisser, der gør sig gældende i enhver fællesskabelse – og som velfærdsprofessionelle i nutiden erfarer som inklusionens dilemmaer. Hensynet til individerne (‘kende individerne’) såvel som hensynet til det fælles (‘et socialt mønster’). Samt hensynet til tingsliggørelsen (‘emner’ og ‘aktiviteter’) såvel som hensynet til deltagelsen (‘individerne har mulighed for at yde deres bidrag’).

Man kan læse mere om inklusionens dilemmaer (og relaterede begreber) i artiklen Socialt inkluderende praksisanalyse, hvor de skitseres på følgende måde ved brug af dilemmadiagrammet:

Inklusionens dilemma I

 

Inklusionens dilemma II

I følgende formulering træder det dilemmatiske ved fællesskabelsen netop tydeligt frem, idet Dewey eksplicit forholder sig til de børn og unge, der befinder sig i udsatte positioner:

Det er sandsynligt, at der er nogle, der, når de kommer i skole, allerede er ofre for skadelige vilkår uden for skolen, og som er blevet så passive og urimeligt føjelige, at de ikke kan bidrage. Der vil være andre, der på grund af tidligere erfaringer er storsnudede og uregerlige og måske ligefrem oprørske, og det er givet, at det generelle princip om social regulering ikke kan anvendes i sådanne tilfælde. Det står også fast, at der ikke kan opstilles generelle regler for behandlingen af sådanne tilfælde. Læreren må behandle dem individuelt. De kan opdeles i grove klasser, men der er ikke to, der er nøjagtigt ens. Opdrageren må, så godt som han eller hun kan, opdage årsagen til de genstridige holdninger. Han eller hun kan ikke, hvis undervisningsprocessen skal gå videre, gøre det til et spørgsmål om at sætte én vilje op imod en anden for at se, hvilken der er stærkest, og heller ikke tillade de uregerlige og ikke-deltagende elever hele tiden står i vejen for de andres opdragende aktiviteter. Måske er udelukkelse det eneste middel, der står til rådighed, når man er kommet til et vist punkt, men det er ikke nogen løsning. For det kan forstærke selve de årsager, som har frembragt den uønskværdige anti-sociale holdning som f.eks. trang til at tiltrække sig opmærksomheden eller til at skabe sig. (ibid., s. 223-224)

Dewey drager den konklusion, at disse børn og unge i fortiden må have oplevet mangel på aktiviteter og arbejde, der skaber “… situationer, som af sig selv har tilbøjelighed til at virke regulerende på, hvad denne eller hin elev gør, og hvordan han gør det”. Og han præciserer, hvad han mener med denne sociale regulering:

… regulering af individuelle handlinger udøves af hele den situation, individerne er involveret i, som de tager del i, og hvori de er medvirkende og integrerede dele (…) de som deltager føler ikke, at der herses med dem af en enkeltperson, eller at de er underkastet en udenforstående persons vilje. (ibid., s. 220-221)

Når børn og unge ikke oplever denne form for social regulering skyldes det ifølge Dewey i reglen mangel på “forudgående velgennemtænkt planlægning” (ibid., s. 224). Det kan skyldes, at de ansvarlige professionelle finder en sådan planlægning unødvendig og måske endda mener, “at den strider imod elevernes retmæssige frihed” (bid., s. 224). Det kan også skyldes, at den gennemførte planlægning har været så “rutinemæssige at den gav meget lidt spillerum for individuel tænkning eller for idéer, der skyldes særlige individuelle erfaringer” (ibid, s. 225). Men planlægning skal der under alle omstændigheder til:

Jeg ved ikke hvad lærerens større modenhed, og lærerens større viden om verden, om fagene og om individerne skal tjene til, hvis ikke læreren kan skabe betingelser, der fremmer de fælles aktiviteter og det mønster, som virker regulerende på de individuelle impulser blot i kraft af den kendsgerning at alle er i gang med et fælles forehavende. (ibid.)

Planlægningen må imidlertid være mere fleksibel og ‘opdrageren’ må:

… bedømme evner og behov hos det bestemte hold individer han har med at gøre og han må samtidig skabe de vilkår, som udgør emnet for eller indholdet af de erfaringer som tilfredsstiller disse behov og udvikler disse evner. Planlægningen må være fleksibel nok til at give erfaringens særpræg frit spil og dog fast nok til at styre henimod kræfternes stadige udvikling. (ibid.)

En sådan fleksibilitet kan kun lade sig gøre, hvis den professionelle og dem, han eller hun har med at gøre, indgår i et samspil og i en social proces:

Princippet om, at erfaringens udvikling sker i samspil, betyder at undervisningen essentielt er en social proces. Denne egenskab virkeliggøres i det omfang individerne udgør et gruppefællesskab. Det er absurd at udelukke læreren fra at være medlem af gruppen. Som gruppens mest modne medlem har han et særligt ansvar for, at det samspil og den samtale, som er selve livet for gruppen som fællesskab, gennemføres (…) Da eleverne var i en klasse snarere end i en social gruppe handlede læreren nødvendigvis og i det store hele udefra og ikke som lederen af en udviklingsproces, som alle deltog i. Når undervisningen baseres på erfaringer, og det indses, at opdragende erfaringer er sociale processer, skifter situationen radikalt. Læreren mister sin position som udenforstående chef eller diktator, og bliver i stedet leder af gruppens aktiviteter. (ibid., s. 225-226)

Afrunding

Det giver mening, at velfærdsprofessionelle opfatter begreberne ‘fællesskab’ og ‘fællesskabelse’ som komplementære analytiske tilgange, når de reflekterer over deres praksis. I den forbindelse er der, som vi har set, betydelig inspiration at hente i begreber udviklet af såvel John Dewey, Etienne Wenger som Lars-Henrik Schmidt.

Fællesskabelse opstår, når mennesker tager del i samspil og modspil, hvor de vedligeholder og udvikler noget – og derved føler tilhørighed. Fællesskabelse er også personskabelse under nogle givne sociale og materiale vilkår – og derfor altid dilemmafyldt. Opgaven for velfærdsprofessionelle bliver, med Lars-Henrik Schmidts ord, at

… kvalificere forestillingen om, at opgaven er at praktisere og teoretisere over de sociale betingelser for den menneskelige dannelse og dannelsesbetingelserne for det sociale liv (Lars-Henrik Schmidt i artiklen ‘Socialpædagogikkens fremtid – officielle bekymringer’, der kan findes i bogen Socialpædagogik – en grundbog, 2013, s. 431)

© Copyright Omsigt v/Carsten Pedersen

(Artiklen blev publiceret i sin første version i september 2013 på http://omsigt.dk)

Book Carsten Pedersen til et foredrag, en halv eller en hel temadag eller et udviklingsforløb med fokus på fællesskab og fællesskabelse her.

Omsigt afholder temadag om fællesskabelsens dilemmaer – læs mere her.