Tagged: Problemanalyse

Hvad er problemet i en problemformulering?

Af Carsten Pedersen


Artiklen kan købes i pdf-format her


Alt, hvad du ikke har forstået,
går senere tvetydigt op
Elias Canetti

Problemformuleringer bruges i rigtig mange uddannelses- og efteruddannelsessammenhænge og til tider også i forbindelse med udviklingsprojekter eller udviklingsforløb på arbejdspladser. Problemformuleringsprocesser opleves dog ikke sjældent som ganske frustrerende. Frustrationen bliver ikke mindre af, at det kan være svært at finde klare svar på spørgsmål om, hvad problemet i en problemformulering er, og hvad der mere præcist karakteriserer en god problemformulering.

Lektor Jesper Boding, Institut for Skole og Læring ved Professionshøjskolen Metropol, giver dog, i et interview til Folkeskolen.dk, et sjældent klart bud på, hvad der i hans øjne karakteriserer en problemformulering af høj kvalitet. Først kritiserer han det, han kalder beskrivende problemformuleringer:

Beskrivende problemformuleringer, som ‘hvordan man kan arbejde med inklusion i musikundervisningen’, svarer til at bede en person om at beskrive et maleri. Jeg kan se to heste, jeg kan se landmanden, der går og pløjer, der er et hus i baggrunden og så videre. Analysen er så færdig, når man har brugt den plads der er på det mulige antal sider. Det giver en mangel på dynamik, og det gør det umuligt for den studerende at vide, hvornår analysen er færdig. Den kan principielt fortsætte i det uendelige, hvis ikke siderne slipper op.

Jesper Boding er af den opfattelse, at man med fordel kan erstatte oplistende og beskrivende problemformuleringer med problemformuleringer, der i stedet tvinger én til at forholde sig til det modsætningsfyldte i de fænomener, som man sætter sig for at undersøge:

Det kunne være, hvordan man kan arbejde målrettet i et kreativt fag og samtidig bevare fagets egenart, altså hvordan kan man tilgodese hensynet til X og samtidig bevare hensynet til Y? Hvor de to hensyn er modstridende. På den måde er der grundlag for en diskuterende analyse, der gør det muligt at opveje de forskellige hensyn mod hinanden (…) De studerende skal fremstille en dynamisk, reflekterende og diskuterende analyse, der sammenholder modsatrettede hensyn.

Jeg er ikke uenig og har gjort mig lignende erfaringer gennem mange års arbejde som vejleder og udviklingskonsulent. Denne artikel handler derfor om, hvordan man kan kvalificere ens problemformuleringspraksis, så det modsætningsfyldte ved de fænomener, der undersøges, bliver omdrejningspunktet.

Hvad er problemformulering i praksis?

Det er ikke muligt én gang for alle at få afgjort, hvad en problemformulering er. Men de færreste vil nok være uenige i, at den sidste sætning i følgende citat, hentet fra indledningen til en pædagogstuderendes bachelorprojekt, kan hævdes at være et eksempel på, hvordan en problemformulering kan tage sig ud:

I løbet af min uddannelse til pædagog har jeg i praktikperioder, bl.a. via dialogisk læsning, været med til at arbejde med sprogfremmende aktiviteter i både børnehave og vuggestue. Her oplevede jeg, hvor meget man kan være med til at rykke børns udvikling ved fokuserede og tilpassede indsatser. Det gælder udviklingen af sproget og måder at kommunikere på. Men det gælder også, er min erfaring, at der medfølger en udvikling af en positiv selvopfattelse og selvtillid i takt med, at barnets sproglige og kommunikative færdigheder udvides. Jeg har også set hvordan TRAS (Tidlig Registrering Af Sprogudvikling, CP) kan anvendes til på ene side at skabe en god faglig dialog med kollegaer, spotte relevante udviklingsområder hos det enkelte barn og sætte rammen for en konstruktiv dialog om indsatsområder sammen med forældre. Til gengæld har jeg på den anden side også set, hvordan TRAS kan misbruges, virke kategoriserende, ja nærmest stigmatiserende, og skabe nogle narrativer om barnet, der ikke nødvendigvis tjener barnets bedste. Det er altså ikke uvæsentligt, hvordan metoder til sprogvurderinger anvendes, eller hvordan opgaven gribes pædagogisk an, når man som voksen (professionel) søger at understøtte barnets sproglige og kommunikative udvikling. Når litteraturen, forskningen og politikerne, samt mine egne erfaringer fra praktiker og erhvervsarbejde, samlet siger, at indsatser omkring sprog og kommunikation på mange måder kan være afgørende for børns trivsel, udvikling og livsmuligheder, må det være relevant at undersøge, hvordan pædagoger kan gribe opgaven konkret an i praksis – hvilke metoder kan anvendes og hvilke muligheder og begrænsninger rummer den ene metode frem for den anden? Jeg har således formuleret følgende spørgsmål, som vil være foreliggende bacheloropgaves omdrejningspunkt: Hvilke muligheder og begrænsninger ligger der i at anvende hhv. dialogisk læsning og TRAS, når der i pædagogisk praksis søges at understøtte børnehavebørns kommunikative og sproglige udvikling? (Thomsen, 2015, s. 2-3 – læs eventuelt mere om TRAS i Sølund, 2007 & EVA, 2007 og om Dialogisk Læsning på emu.dk).

Det man kan opfatte som selve problemformuleringen er fremhævet med fed. En problemformulering er altså i denne forstand en problemsætning, der indeholder et spørgsmål, som indkredses og motiveres i en indledende tekst i et skriftligt dokument. Problemformuleringen ovenfor er helt givet kommet til verden gennem en længere proces, hvor der er blevet eksperimenteret med forskellige formuleringer af spørgsmålet. På et tidligere tidspunkt i processen lød problemformuleringen (vi kan kalde den PF1 og den ovenfor PF2):

Hvilke betydninger har den kommunikative og sproglige udvikling for børnehavebørns sociale muligheder og trivsel, og hvordan kan pædagoger understøtte den kommunikative og sproglige udvikling for denne målgruppe? (Thomsen, 2015, bilag 3)

Der er således sket en del i problemformuleringsprocessen. At spørge til, hvilke betydninger den kommunikative og sproglige udvikling har for børns sociale muligheder og trivsel i almindelighed, er noget ganske andet, end at spørge til muligheder og begrænsninger i to specifikke metodiske tilgange til understøttelse af børns kommunikative og sproglige udvikling. PF1 synes mere åben, og i højere grad at lægge op til en beskrivende tilgang, end PF2, der i højere grad lægger op til en analytisk tilgang. Dertil kommer, at PF1 søger entydighed, mens PF2 søger det modsætningsfyldte. Tankegangen i PF1 synes at være, at en teoretisk og forskningsbaseret afklaring af forholdet eller sammenhængen mellem børns sprogudvikling og deres sociale muligheder og trivsel vil kunne give pædagoger svaret på, hvordan de kan understøtte børnenes kommunikative og sproglige udvikling. Mens tankegangen i PF2 synes at være, at analysen og diskussionen af muligheder og begrænsninger i anvendelsen af to eksisterende – og væsensforskellige – metodiske tilgange vil kunne kaste lys over og kvalificere det pædagogiske arbejde med at understøtte børnehavebørns kommunikative og sproglige udvikling.

Ordet problemformulering kan således bruges på to måder. Det kan henvise til en:

… (kort) tekst hvori man formulerer ét eller flere spørgsmål eller problemer som man ønsker at undersøge eller løse, fx i forb. med en skriftlig opgave eller en rapport (sproget.dk).

Men ordet kan også bruges om:

… det at udforme en sådan tekst (ibid.).

I eksemplet ovenfor sker der, gennem problemformulering (i den sidste betydning), en forvandling af problemformuleringen (i den første betydning), hvor en relativt beskrivende og løsningsfokuseret problemformulering (PF1) forvandles til en mere analytisk og diskuterende problemformulering (PF2). Men samtidig forekommer PF2 faktisk at være lettere at gå til i den forstand, at man klart kan se for sig, hvordan spørgsmålet vil kunne gribes an. Det tvetydige og modsætningsfyldte skaber på forunderlig vis større skarphed og overskuelighed. Mens det entydige og løsningsfokuserede lægger op til meget omfattende redegørelser og beskrivelser.

Hvad er problemet i en problemformulering?

Ordet problem er afledt af det oldgræske proballein, der kan betyde både ‘forelægge’ og ‘fremkaste’ (sproget.dk). Problemer kan i dette lys opfattes som hindringer, der ligger foran én og som er i vejen for én. I hverdagssproget kan man tale om, at problemer skal overvindes eller løses, så man kan komme videre. Ordbogen angiver, at ordet problem blandt andet kan bruges om:

… vanskelighed som skyldes bestemte omstændigheder, og som det kræver en velovervejet og målrettet indsats at overvinde (sproget.dk).

Hvis man får til opgave at vurdere, i hvilken grad børn udvikler sig sprogligt, kan man godt siges at have et problem, hvis bestemte omstændigheder forhindrer én i at løse denne opgave. En bestemt omstændighed kan eksempelvis være mangel på viden, kunnen og kompetence. Andre eller én selv kan derfor beslutte, at løsningen er indøvelse og anvendelse af en bestemt metode som for eksempel TRAS (Sølund, 2007; EVA, 2007). Problemet er så løst, hvis det ellers lykkes at anvende denne metode til at vurdere børns sprogudvikling med. Problemet bliver på denne måde en praktisk forhindring, der foreligger som noget relativt entydigt og som kan ryddes af vejen gennem en målrettet indsats. På en måde bliver en egentlig problemformulering i så fald slet ikke aktuel.

Den irske forfatter G. B. Shaw skal engang have sagt:

Til hvert et kompliceret problem, er der en enkel løsning, der er forkert. (www.valuequotes.net)

Hvis man eksempelvis vælger den tilgang til sprogvurderingsproblemet, som er skitseret ovenfor, hvordan véd man så egentlig, at det er TRAS, der er mest formålstjenlig? Hvad gør man, når det går op for én, at der findes mange forskellige fremgangsmåder i arbejdet med at vurdere og understøtte børns kommunikative og sproglige udvikling? Hvad gør man, når man bliver i tvivl om, hvad kommunikativ og sproglig udvikling dybest set er for fænomener? Eller når man bliver i tvivl om, om standardiserede metoder er svaret på, hvordan børns kommunikative og sproglige udvikling bedst vurderes og understøttes?

Har man først rodet sig ud i overvejelser af denne karakter, rækker en målrettet anvendelse af en bestemt metode ikke. Problemet kan ikke længere opfattes som en foreliggende forhindring. Man har fået et problem på halsen, der er mere kompliceret end som så. At et problem er kompliceret betyder, at det, frem for at udgøre en foreliggende forhindring, snarere udgør et:

… væsentligt, uafklaret anliggende som man bør forholde sig til ved hjælp af analyse eller tankevirksomhed (sproget.dk – min fremhævning, CP).

Foreliggende forhindringer kan angribes målrettet med henblik på overvindelse. Uafklarede anliggender er dynamiske sager eller forhold, der må præciseres i takt med, at de udforskes nærmere. Det kræver netop problemformulering. Og det er vel nærliggende at antage, at det dynamiske aspekt ved sådanne anliggender kan hænge sammen med deres modsætningsfyldte karakter?

Udforskningens og tænkningens mellemrige

Problemformulering angår i reglen komplicerede og modsætningsfyldte problemer. Der foreligger ikke blot en forhindring, der skal overvindes. Det er faktisk slet ikke klart, hvori problemet nærmere består. Derfor kan der også med fordel formuleres forskellige bud på, hvori problemet – det uafklarede anliggende – består. Når man problemformulerer, må det handle om at ‘fremkaste’ eller ‘forelægge’ forskellige bud på, hvordan et kompliceret og modsætningsfyldt problem kan formuleres så præcist som muligt – velvidende at en simpel løsning på problemet angiveligt slet ikke findes. Måske af samme grund, hører man ikke sjældent konsulenter, vejledere og studerende referere til, at en god problemformulering er et spørgsmål, der ikke blot kan besvares med et ja eller et nej.

Problemformulering må opfattes som en proces, hvor man bokser med forskellige mere eller mindre foreløbige formuleringer af en problemsætning samtidig med, at man søger efter viden af praktisk, teoretisk, empirisk og metodisk karakter, der kan kaste lys over og bidrage til at præcisere problemet. Men da man ikke har klarhed over problemets karakter, er det svært at vide, hvilken (slags) viden, man skal lede efter. Ens situation ligner på mange måder den, Platon (gennem Sokrates) fremmaner i dialogen ‘Menon’:

Et menneske kan hverken lede efter noget han kender, eller noget han ikke kender, for han kan ikke lede efter det han kender (for det kender han jo, og så har han ikke brug for denne undersøgelse) eller efter det han ikke kender, for han ved jo ikke, hvad han skal lede efter. (Platon, 2011, s. 525)

Enten er vi fuldstændig uvidende eller også er vi fuldstændig vidende. Platon hælder til det sidste. Vi har blot glemt, det vi véd, og er henvist til at generindre det gennem sokratiske samtaler med kloge hoveder. Men som John Dewey (2005, s. 166) har pointeret, så tager Platon ikke højde for det, han betegner udforskningens og tænkningens mellemrige.

Udforskningens og tænkningens mellemrige åbner for en hypotetisk og tentativ udforskning af verden, hvor man tænker, føler og prøver sig frem. Platons absolutte skel mellem viden og ikke-viden kan ses som et forsøg på at komme tvivlen til livs. Men måske er tvivl dybest set motoren i enhver erkendelse, når det kommer til komplicerede problemer (jf. artiklen Tvivlens dannelse)? I udforskningens og tænkningens mellemrige åbnes der for et ‘tvivlens mellemspil’, hvor handle- og løsningstvangen ophæves til fordel for en undersøgelse af det tvetydige og modsigelsesfyldte ved situationer, handlinger, tanker og ting. Hvad der betvivles – og hvad der (for en tid) må stå fast og dermed danne baggrund for tvivlen – afhænger selvfølgelig af problemets karakter. Men det ændrer ikke ved, at man, når man problemformulerer, véd mere eller mindre om forskellige aspekter ved problemet. På den ene side bliver man klogere på visse aspekter, mens ‘vi véd’ forvandles til et ‘vi troede, vi vidste’, når det gælder andre aspekter.

Da tvivlen er et uomgængeligt vilkår i en problemformuleringsproces, kan man med fordel udsætte ens problemformulering for en problemanalyse. Hermed øger man sin opmærksomhed på (modsætningsfyldte) aspekter ved problemet, som man ellers er i risiko for at overse.

Problemanalyse

Fremgangsmåden i en problemanalyse er den, at man først problemformulerer – så godt, man kan – ud fra ens tidligere erfaringer og ud fra indsamling af viden, der umiddelbart forekommer relevant. Først når man, på denne baggrund, mener at have formuleret et godt, modsætningsfyldt problem i form af et spørgsmål, der hverken kan besvares med et ja eller et nej, foretages en analyse af dette spørgsmål.

Problemanalysen drejer sig om at undersøge, hvilke vidensformer – og dermed også hvilke typer modsigelser – spørgsmålet først og fremmest implicerer og vægter. De vidensformer, Aristoteles i sin tid identificerede, kan bruges som grundlag for analysen (jf. artiklerne Hvad er praksisfilosofi?, Tvivlens dannelse og Pedersen, 2011, s. 125ff):

FIre_vidensformer_fire_modsigelser

I problemanalysen kan man med fordel stille følgende spørgsmål til sin problemformulering:

  • Spørges der først og fremmest på en entydig måde, der lægger op til lange beskrivelser og enkle løsninger? I givet fald, er der endnu ikke tale om en egentlig problemformulering. Måske er der tale om et praktisk problem, der kan findes en praktisk løsning på? Eller måske befinder man sig så tidligt i problemformuleringsprocessen, at der er tale om en slags formodningsbaseret spørgen, hvor det handler om indkredsning af forskellige temaer, der kunne være interessante at arbejde med. Spørgsmål af denne karakter knytter sig overvejende til den form for ikke-viden, som Aristoteles betegnede doxa.
  • Spørges der først og fremmest til forskelligartede hensyn (værdier), som de viser sig, og som de håndteres, i typiske situationer i praksis? Altså en slags situations- og værdibaseret spørgen, der udspringer af en situationsetisk interesse i at undersøge dilemmaer. Dilemmaer forstås her, som modsatrettede, situationsspecifikke hensyn, der på én gang udelukker og kompletterer hinanden. Spørgsmål af denne karakter knytter sig til den vidensform, som Aristoteles betegnede fronesis.
  • Spørges der først og fremmest til forskelligartede midler til opnåelse af mål eller frembringelse af resultater? Altså til en slags mål-middel-baseret spørgen, der udspringer af en metodisk interesse i at undersøge skismaer. Skismaer forstås her, som divergerende, formålstjenlige fremgangsmåder, der kontrasterer hinanden. Spørgsmål af denne karakter knytter sig til den vidensform, som Aristoteles betegnede techne
  • Spørges der først og fremmest til forskelligartede argumenter og definitioner, der angår fænomeners væsen? Altså en slags forundringsbaseret spørgen, der udspringer af en filosofisk interesse i at undersøge aporier. Aporier forstås her, som lige overbevisende argumenter, der støder sammen i uforenelige konklusioner eller definitioner. Spørgsmål af denne karakter knytter sig til den vidensform, som Aristoteles betegnede sofia.
  • Spørges der først og fremmest til forskelligartede forklaringer på sammenhænge mellem bestemte fænomener? Altså en slags forskningsbaseret spørgen, der udspringer af en videnskabelig interesse i at undersøge paradokser. Paradokser forstås her, som sande konstateringer, der – stik mod almindelig sund fornuft – strider mod hinanden. Spørgsmål af denne karakter knytter sig til den vidensform, som Aristoteles betegnede episteme.
  • Eller spørges der på flere af disse måder i én og samme problemformulering?

Denne form for refleksiv problemanalyse kan både støtte én i at indfange det modsætningsfyldte og i ikke at overse betydningsfulde aspekter ved det problem, man har sat sig for at udforske.

Af figuren nedenfor fremgår det, hvordan en problemanalyse kunne falde ud, når det gælder problemformuleringen:

Hvilke muligheder og begrænsninger ligger der i at anvende hhv. dialogisk læsning og TRAS, når der i pædagogisk praksis søges at understøtte børnehavebørns kommunikative og sproglige udvikling?

Der er, som det fremgår af figurens nederste højre hjørne, tale om en overvejende metodisk problemformulering.

Fire_typer_problemformulering

På bagrund af en problemanalyse – hvor man benytter sig af ‘udelukkelsesmetoden’ og overvejer, hvilken (eller hvilke) problemformuleringstype(r) ens problemformulering hælder til  – kan man forsøgsvis udarbejde flere alternative bud på problemformuleringer, der implicerer og vægter andre vidensformer og andre typer af modsigelser end den oprindelige problemformulering. I figuren er der er angivet eksempler på, hvordan man ville kunne forsøge sig med andre formuleringer.

Hermed bliver det enten muligt at foretage et velovervejet og velbegrundet valg af en af formuleringerne (herunder den oprindelige) eller at foretage en velovervejet og velbegrundet kombination af to eller flere af de forskellige formuleringer. For eksempel kunne den oprindelige metodiske problemformulering kobles med den situationsetiske:

“Hvilke muligheder og begrænsninger ligger der i at anvende hhv. Dialogisk Læsning og TRAS, når der i pædagogisk praksis skal tages hensyn til udvikling og kontrol af børnehavebørnenes kommunikative og sproglige udvikling såvel som til det, børnene – hver for sig og sammen – er optagede af?”

Eller man kan sågar forestille sig en problemformulering, der implicerer alle ovennævnte vidensformer – om end ens projekt hermed bliver en kende (for?) ambitiøst:

“Hvad er dybest set sprog og kommunikation, og hvordan forstås og forklares børnehavebørns kommunikative og sproglige udvikling på forskellig måde i hhv. Dialogisk Læsning og TRAS, og hvilke muligheder og begrænsninger ligger der i at anvende de to tilgange, når der i pædagogisk praksis skal tages hensyn til udvikling og kontrol af børnenes kommunikative og sproglige udvikling såvel som til det, børnene – hver for sig og sammen – er optagede af?”

Afrunding

I praksis vil de fire måder at spørge og problemformulere på være vævet ind i hinanden. Det er svært at forestille sig et problemorienteret uddannelsesprojekt (for eksempel et bachelorprojekt) eller et problemorienteret udviklingsforløb på en arbejdsplads, der ikke implicerer alle typer af spørgsmål og dermed alle typer af vidensformer. Men det er ikke ensbetydende med, at alle vidensformer vægtes lige meget i projektet eller udviklingsforløbet. Hvilke vidensformer, der træder i forgrunden vil i høj grad afhænge af problemformuleringen.

Spørge- og problemformuleringsaktivitet kan tage et utal af forskellige former, og det er ikke tanken, at man skal vælge en vidensform og problemformulere ud fra denne. Man spørger og problemformulerer ud fra personlig nysgerrighed, sagens substans og de retningslinjer og muligheder for vejledning og rådgivning, der findes i den institutionelle sammenhæng, man befinder sig i. De fire problemformuleringstyper er netop ikke tænkt som handlingsanvisende. De er analytiske kategorier, der kan bruges i kritiske refleksioner over en problemformulering i det øjeblik, man mener at have den ‘endeligt’ i hus.

Det er ved at eksperimentere med at skærpe problemformuleringers modsætningsfyldte karakter, at et analytisk og diskuterende blik på de fænomener, der undersøges, bliver mulig. Ved at gå i tænkeboks og overveje, om ens typiske problemformuleringspraksis hælder til overvejende at dyrke ’situationsetikerens’, ‘filosoffens’, ‘forskerens’ eller ’håndværkerens’ tilgang til problemer, åbner man for en eksperimenteren med nye måder at spørge på og dermed nye måder at erkende på. Måske opstår der hermed alternative forståelser. Og måske kan disse forståelser bidrage til, at alternative strategier og handlemuligheder kan opstå i praksis.

© Copyright Omsigt v/Carsten Pedersen

(Artiklen blev publiceret i sin første version i november 2015 på http://omsigt.dk)

Book Carsten Pedersen til et foredrag, en halv eller en hel temadag eller et udviklingsforløb med fokus på vidensformer, problemforståelser og problemformulering her.

Omsigt afholder kursus i praksisfilosofi, hvor vidensformer, problemforståelser og problemformulering er indbyggede elementer – læs mere her.