Tagged: Omsigts casesamling

Omsigts casesamling

Af Carsten Pedersen


Artiklen kan købes i pdf-format her


Omsigt indsamler løbende casemateriale i form af tankevækkende arbejdssituationer. Det sker i forbindelse med konsulentarbejde, kursusvirksomhed, undervisning samt gennem læsning af faglitteratur og forskningsrapporter. Tankevækkende arbejdssituationer kan defineres som situationer:

… hvor professionelles hidtidige handle- og tankemønstre forstyrres følelsesmæssigt – og hvor denne forstyrrelse danner en klangbund af forundring og undren, som gør omtanke og eftertanke mulig (Pedersen, 2011, s. 118).

Omsigts casesamling kan frit benyttes af alle til både individuel og kollegial refleksion. Alle har desuden mulighed for at bidrage til casesamlingen ved at indsende situationsbeskrivelser eller situationskarakteristikker via kommentarfunktionen nederst på denne side eller via mail. Eneste krav er, at disse skal:

  • anonymiseres,
  • indeholde elementer af direkte tale (og også gerne elementer af de involveredes kropssprog), og
  • inkludere beskrivelser af, hvordan de(n) professionelle forholder sig i situationen.

Inspiration til udarbejdelse af situationsbeskrivelser eller situationskarakteristikker kan eventuelt hentes i artiklen Situationsbeskrivelser som garant for saglighed.

Casesamlingen er aktuelt opdelt i følgende kategorier:

  • ‘Tankevækkende arbejdssituationer i vuggestuer’,
  • ‘Tankevækkende arbejdssituationer i børnehaver’,
  • ‘Tankevækkende arbejdssituationer i skoler, SFO’er og klubber’,
  • ‘Tankevækkende arbejdssituationer på opholdssteder’,
  • ‘Tankevækkende arbejdssituationer på bosteder og i støttecentre’,
  • ‘Tankevækkende arbejdssituationer på socialcentre’, og
  • ‘Tankevækkende arbejdssituationer på hospitaler’.

Der vil løbende ske differentieringer, og nye kategorier vil komme til.

Velfærdsprofessionelles navne er skrevet med VERSALER.

God læselyst!

Tankevækkende arbejdssituationer i vuggestuer

 

GYNGERUMMET
Det er eftermiddag. Gyngerne er taget ned i gyngerummet, og der er sat musik på. Der er to børn der gynger, og to, som danser og tumler lidt sammen med pædagogen LIS, mens de venter på, det bliver deres tur. Der er blevet lavet en aftale med børnene om, at man bytter, når der er gået to sange.
Det er de to store vuggestuepiger Lotte og Mia, som har gyngerne. Peter og Kim er dem, som har tur næste gang.
Peter: “Min tur.”
LIS: “Ja, Peter, om lidt er det din tur. Når sangen er færdig.”
Peter: “Min tur, min tur …”
Peter går over mod gyngerne. LIS tager ham i hånden og sætter ham ned.
LIS: “Peter bliv her. Nu er der ikke længe til.”
Peter nikker og kigger på de to piger, som gynger.
Sangen slutter, og det er tid til at bytte plads.
LIS: “Så er sangen slut. Nu er det Peter og Kims tur.”
Lotte hopper ned, går ud af rummet, og Kim får sin gynge. Men Mia gynger videre.
LIS: “Mia, nu er det Peters tur. Du kan prøve igen senere.”
Mia: “NEJ!!”
Peter tramper i gulvet.
Peter: “Min tur, min tur.”
LIS rejser sig, og går over til gyngen. Hun tager Mia i hånden.
LIS: “Mia kom og sid hos mig.”
Mia hopper af gyngen, men går væk fra Lis. Peter får sin gynge og smiler bredt.
Peter: “Se mig.”
LIS går tilbage og kigger på Mia, som står lidt væk.
LIS: “Mia kom over til mig.”
Mia kommer over til LIS.
Mia: “Mig tur.”
Lis: “Ja, om lidt er det din tur.” (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsforløb om inklusion i 2015)

 

RIGTIGE VENNER
Knud og Hans leger rigtig godt sammen. Hans kan indimellem blive uforudsigelig i sin adfærd, når han bliver presset. Når det sker, kan han finde på at slå. Knud ved, at denne adfærd indimellem kommer frem i Hans. Når de to drenge leger sammen, er personalet derfor meget opmærksomme på, at Knud får lært at aflæse Hans, og at Hans får brugt andre måder til at sige fra på end at slå. En eftermiddag kommer Knuds mor Eva ind ad døren. De to drenge har netop gang i en diskussion om, hvem der har retten til et stykke legetøj. Da Knud får øje på sin mor, tager han i samme sekund legetøjet ud af hænderne på Hans, og Hans kvitterer med at slå Knud meget hårdt. Begge drenge græder voldsomt, og Eva tager Knud ind til sig og trøster ham, mens hun siger til JANE, som trøster Hans: ”Jeg synes tit, jeg hører Knud fortælle hjemme, at Hans slår de andre børn.” JANE siger: ”Du må huske på, at de også indimellem har nogle rigtig gode lege, men indimellem er Hans rigtig nok ude med riven”. Efter episoden leger drengene ikke så godt sammen mere, og Knud begynder at drille Hans ved at tage ting fra ham og så løbe hen til de voksne og beklage sig over, at Hans er efter ham. Personalet forstår ikke, hvad der er på færde, og arbejder på at genoprette deres venskab, men det lykkes ikke. Efter et par uger fortæller Eva, at Knud ikke vil i børnehave og ofte klager over ondt i maven. Personalet bliver enige om at afholde et møde med Knuds mor. På mødet kommer det frem, at Eva har sagt til Knud, at han skal holde sig væk fra Hans, fordi han er en slem dreng, som slår andre børn. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Risager i Jensen, 2014, s. 59 og bringes her i lettere bearbejdet form)

 

BIDEMÆRKET
Ellen, mor til Otto, henter Otto i børnehaven, og pædagogen JENS fortæller Ellen, at Otto i dag er blevet bidt i ryggen. Ellen løfter blusen og kigger på Ottos ryg.
Ellen: ”Hvem har gjort det?”
JENS: ”Otto og en anden dreng legede vildt i puderummet, og så gik det over gevind”.
Ellen: ”Det er meget voldsomt, hvem har gjort det? Og hvor var de voksne, JENS?”
JENS: ”Ellen det er irrelevant hvem det er, som har bidt. Vi har talt med drengene. Vi har trøstet, og de er blevet gode venner igen. Disse situationer sker meget hurtigt, men de voksne var på stuen og hjalp med at løse drengenes konflikt med det samme”. (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale på et kursus om forældresamarbejde i 2014)

 

BORDDÆKNING
Klokken er lidt over 9, og på stuen skal de til at spise boller og drikke vand. Døren går op, og ind af den kommer Karla smilende ind på stuen. Inden hun når at træde mange skridt ind, løber Ole imod hende og siger: ”Hej Karla” og giver hende et stort kram. Karla klapper ham på ryggen, og går direkte ind i dukkekrogen, hvor hun begynder at hive ned fra komfuret for at dække bord. Karla får sat en kop og to tallerkener frem på bordet. Pludselig står Mette bag hende, og hun begynder at smide kop og tallerkener ned på gulvet. Karla skubber til Mette, så hun falder og lander siddende og grædende på gulvet. VIOLA går hen til de 2 piger, og tager Mette op til sig. Hun hiver en stol frem og sætter sig på den med Mette på skødet. Karla ser, at VIOLA sætter sig ved hendes side, og stopper legen et øjeblik. VIOLA (kigger på Karla): ”Jeg kan godt forstå, at du bliver sur på Mette, fordi hun smider dit legetøj ned på gulvet. Men du må ikke skubbe til hende, for prøv at engang at se, hvor ked af det hun bliver.” Karla: ”Ja (hun går hen og klapper Mette på ryggen), kom Mette, du må godt være med.” (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsforløb om inklusion i 2013)

 

MADS
På legepladsen er 18 børn og fem voksne. To børn på to år og fem måneder kører på motorcykler. Mads på to år og seks måneder står lige på kørebanen. Pædagogen EVA siger: ”Ryk dig lige lidt Mads, du er jo lige ved at blive kørt ned.” Hun tager ham i armen og trækker ham lidt væk fra kørebanen. Mads begynder at skrige og råber: ”Nej, nej, nej.” Han kaster sig ned på fliserne og slår hovedet i fliserne og ruller rundt. EVA: ”Jamen, Mads dog, jeg bad dig jo bare om at flytte dig lidt.” Hun sætter sig ned på hug og prøver at hjælpe ham op igen. Mads fortsætter med at banke hovedet ned i fliserne og rulle rundt. Pædagogen LIS (fra Mads’ stue): ”Lad ham bare være, så går det hurtigere over. Han er så hidsig.” EVA forsøger at tage Mads op til sig. LIS: ”Bare lad ham ligge, han vil have opmærksomhed, det skal du ikke give ham – han skal ignoreres, så stopper han.” EVA: ”Jamen han slår da hovedet, det må da gøre ondt?” LIS: ”Han skal ikke have opmærksomhed på sin negative adfærd, det har vi aftalt på stuen.” EVA: ”Kan du så ikke tage over?” Hun fjerner sig fra stedet. LIS bliver siddende på bænken. En tredje pædagog, PERNILLE, der har overværet episoden, siger: ”Det kan man da ikke, et barn skal da ikke ignoreres, det skal da have hjælp til at komme igennem sin vrede, eller hvad det nu er, og bagefter hjælp til at komme videre.” LIS: ”Du kender ikke Mads så godt, som vi gør.” PERNILLE: ”Nej, men det vil jeg simpelthen ikke være med til.” Hun sætter sig på hug ved siden af Mads og siger: ”Er du stadig sur?” Mads kigger på hende og nikker. PERNILLE: ”Meget sur?” Mads nikker. PERNILLE: ”Hvad kan vi gøre ved det?” Mads: ”EVA skal i skraldespanden.” PERNILLE: ”Den går desværre ikke, Mads, vi må finde på noget andet.” Mads: ”Øv.”” (Situationsbeskrivelsen stammer fra BUPL, 2010)

 

GARDEROBEN
Garderobesituationen (…) var i efteråret 2007 en oplevelse af meget uro, hvor 28 børn myldrede imellem hinanden, og 5-6 voksne var gået i gang med at hjælpe børn i tøjet. Der var børn, som løb op og ned ad gangen. Der var børn, som tog tøjet ned fra garderoben. Andre børn kørte på scooter og kørte nogen gange ind i de andre børn og nogen gang også ind i de voksne. Der var børn, der kom i konflikt med hinanden omkring legetøjet. De rev og slog hinanden. Når man var i garderoben, kunne man høre rigtig meget larm, man kunne høre børn der græd, børn der råbte og voksne, der talte højt og skældte ud. De voksne sagde ofte nej og sagde de samme ting mange gange. ”Tag dit tøj på, nej ikke den, den anden…” osv. Efter et stykke tid lå der tøj i hele garderoben, og det var svært for de voksne at finde det tøj, der skulle bruges. Når børnene var kommet i tøjet stod de og ventede og svedte. Mens de ventede, brugte nogle af dem tiden til at komme i kontakt/konflikt med de andre børn. Andre børn ventede på at blive hjulpet af de voksne. En voksen, der hjalp et barn i tøjet, måtte ofte afbryde kontakten på grund af en konflikt mellem to drenge, som havde brug for at blive skilt ad. Da den voksne kom tilbage til barnet, havde barnet i mellemtiden opgivet at vente og var gået hen til en anden voksen. Andre gange var barnet gået i gang med at lege eller var kommet i kontakt/konflikt med nogle andre børn. Når den voksne så havde tid til at hjælpe barnet, var barnet mange gange gået i gang med noget andet og havde ikke lyst til at komme og tage tøj på. Der var hele tiden børn der ventede. Enten på at komme i tøjet eller på at komme ud på legepladsen, når de havde fået tøj på. (Situationskarakteristikken er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsprojekt om inklusion i 2007)

 

VAND ER VÅDT!
Vi har spist frokost. Niels har endnu ikke været ude på badeværelset for at børste tænder osv. Han leger på stuen som det sidste barn. Jeg laver sæbevand til at tørre bordene af, sætter den lille spand på det lille bord, vrider kluden op. Niels kommer hen til mig, peger på spanden og kigger så på mig. Jeg tilbyder ham en klud, men han ryster på hovedet, og jeg fortsætter. Niels kigger med. Jeg vrider kluden igen, tilbyder ham endnu engang at være med, lægger kluden på bordet og spørger ham, om han vil tørre bordet af. ”Vand”, siger Niels. Jeg svarer: ”Ja – den er lidt våd og varm”. Jeg holder kluden forsigtigt på hans hånd. ”Av – varm”, siger Niels. ”Kun lidt”, siger jeg og holder kluden op på hans hånd igen. Jeg lægger kluden tilbage på bordet og vælger at forlade rummet. Inden siger jeg til Niels, at han gerne må vaske bordet af imens, og at jeg kommer igen lige om lidt. Da jeg kommer tilbage, er Niels trådt helt hen til spanden og peger ned i den og siger: ”Vand”. Det snakker vi lidt om. Jeg viser ham, at kluden kan dyppes i vandet og vrides. Jeg går ud på badeværelset til de andre børn for at lade Niels være alene. Niels går i gang med at dyppe fingrene i vandet – og kigger ud i badeværelset til mig. Jeg nikker til ham. Han mærker på vandet og siger ”vand”. Jeg svarer: ”Ja, det er vand”. Han tager nu kluden op af spanden og vrider den, så hele kroppen ryster. Jeg bekræfter Niels i det han gør mange gange, imens han vasker, vrider og tørrer. ”Varmt vand”, siger han gentagne gange. Niels vasker flere steder på bordet – og gulvet bliver også vasket. Jeg siger, at det er bordet, han skal vaske. Niels nikker og peger på bordet og vasker videre. På et tidspunkt er hans tøj blevet vådt, og han peger på sin mave og siger ”vand”, mens jeg kan se, han rynker panden. ”Ja, du er blevet våd, du får tørt tøj på bagefter”. Vi går ud på badeværelset. Niels har et smil på læben, mens jeg hjælper ham med at få tørt tøj på. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Rothuizen i Christensen, 2006, s. 153)

 

ABEN
Pædagogen hedder PERNILLE, moren Mette og barnet på tre år hedder Jens.
PERNILLE: “Hvad har du med i børnehave i dag, Jens?”
Jens: “En abe.”
PERNILLE: “En abe?”
Mette: “Der hedder ‘abe’!”
PERNILLE: “Åhhh ja, det var meget originalt.” (griner)
Mette: “Ja.” (griner)
PERNILLE: “Det kan også være svært at finde på navne til alle sine bamser – er den ny Jens?”
Jens: (Nikker)
PERNILLE: “Hvor er du heldig, at du sådan får legetøj, hva’?”
Jens: “Jeg skal hjem til min far.”
Mette: “Men det er først i morgen, Jens, du skal to gange i børnehave først.”
PERNILLE: “Så skal du hjem til far i morgen?”
Jens: (Nikker)
PERNILLE: “Hvor er du heldig, må jeg komme med?”
Jens: (Ryster kraftigt på hovedet)
Mette: (Griner)
PERNILLE: “Nej, ved du hvad, så tager jeg bare hjem til min far, er det i orden?”
Jens: (Nikker)
PERNILLE: “Okay.”
(Mette og Jens sidder og krammer et stykke tid, mens Mette snakker lavmælt til Jens)
PERNILLE: “Skal jeg gå med over og vinke?”
(Lille pause, Jens kigger på PERNILLE, og vender sig herefter ind mod sin mor)
PERNILLE (fortsat): “Eller kan du godt selv??”
(Jens krammer og nusser stadig med sin mor, taber sin abe på gulvet)
Mette: Nu slog aben altså hovedet.
(Jens samler aben op og krammer og kysser mor igen. Mette hvisker noget til Jens, hvorefter de krammer og kysser for sidste gang)
Mette (henvendt til Jens): “Ha’ en god dag!”
(Jens løber hen til vinduet)
Mette (henvendt til PERNILLE): “Hej, hej.”
PERNILLE: “Hej, hej.” (Situationsbeskrivelsen er en transskriberet videooptagelse udarbejdet af en pædagogstuderende i forbindelse med en uddannelsespraktik i 2005)

 

PUSLESPIL
Det starter med, at pædagogen ANNI om formiddagen på vejen gennem stuen ud til legepladsen kan se Tune (2 år) placeret i et hjørne af stuen på en madras, legende med nogle træklodser og med den jævnaldrende Simon ved siden af. De havde tilsyneladende leget fredeligt med klodserne. Efter at hun et stykke tid havde siddet ude ved sandkassen med nogle mindre børn, skulle et af børnene skiftes, hvorfor hun med barnet på armen kommer ind gennem stuen på vej til skifterummet. Netop som hun træder ind på stuen, ser hun Tune i et andet hjørne af stuen, ved køkkenkrogen, åbnende ovndøren på det lille trækomfur. I en stor og fejende bevægelse stikker han hele armen ind i ovnen og kører alle de køkkenredskaber, personalet møjsommeligt, af hensyn til rengøringen aftenen forinden havde stoppet ind i ovnen, ud på gulvet. Potter, pander, grydelåg, tallerkener, knive, gafler, og hvad der ellers hører til et velassorteret køkken, drøner ud på gulvet, alt imens Tune beskuer sit værk. ANNI irettesætter Tune mildt, opfordrer ham til at rydde op, siger hun kommer tilbage for at hjælpe ham, men hun skal først lige ud og skifte Mia. Efter skiftningen af Mia ringer telefonen i et andet rum ved siden af, hvor hun er inde og tale et stykke tid. Da hun kommer tilbage på stuen, opholder Tune sig i et tredje hjørne, hvor han har kørt en af de små træstole hen op ad reolen. Stående på tæer på stolen kan han akkurat nå op til fjerde hylde, hvor puslespillene er anbragt, og ANNI nærmer sig i den hensigt at hjælpe Tune med at rydde køkkensagerne op fra gulvet, hvor de stadig ligger og flyder. Før hun når hen til ham, har han fået fat i et puslespil, hvor de små træklodser har en lille plasticknop ovenpå, så de mindste bedre kan håndtere dem. Han kigger hurtigt på puslespillet og vender bunden i vejret på det med det resultat, at alle brikker dratter ned på gulvet. ANNI er henne ved Tune i det samme, beklager sig, at han sådan smider med brikkerne, og at han i øvrigt ikke har ryddet op ved køkkenkrogen, og at de træklodser, han og Simon legede med, ligeledes ligger og roder henne på madrassen. Hun tager Tune ved hånden og foreslår, at de nu sætter sig og lægger puslespillet sammen. Efter at have samlet brikkerne op, sætter de sig ved bordet, hvorefter ANNI for at komme i gang tager en brik og spørger Tune, hvor han tror den skal være. Tune reagerer ikke, og efter et stykke tid sænker ANNI brikken ned mod pladen: ”Tror du den skal ligger dér, Tune tror du det?” Ja, det skulle den. ”Hvad så med denne her brik, hvor tror den skal være?” Og derefter samme procedure, indtil ANNI stort set har lagt hele puslespillet. Tune går dog mere aktivt ind i arbejdet til sidst og får lagt et par brikker. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Kampmann & Andersen, 1996, s. 117 og bringes her i lettere bearbejdet form)

Tankevækkende arbejdssituationer i børnehaver

 

VULKANER I UDBRUD
Observationen foregår en formiddag på legepladsen, hvor en gruppe på 5 børn fra ’Storbørnsgruppen’ og en voksen skal prøve at producere en vulkan i udbrud. Inden aktiviteten har pædagogen fundet de forskellige materialer og ingredienser, som skal bruges til aktiviteten. Alle børn bliver bedt om at finde sig en skovl på legepladsen. Herefter fortæller pædagogen, hvad der skal ske. Mens pædagogen fortæller sidder drengen Jens med siden til de andre og bygger sandkage. Den voksne fortæller, at de skal begynde med at grave et hul. Benjamin er vældig engageret og begynder straks at grave med stor iver, mens han taler om, hvordan hans vulkan skal være. Jens laver stadig sandkager. Den voksne fortæller børnene, at hullet skal være så dybt, at flasken ka stå i hullet uden at vælte. Pædagogen deler tomme sodavandsflasker ud til børnene. Da hun når til Jens, spørger hun, hvad han laver. Han svarer ikke. Pædagogen siger til Jens, at han så snart han er færdig med at bage kager, også kan han grave et hul til flasken. Hun lægger flasken ved siden af ham. Imens børnene graver taler de om, hvor dybe deres huller er og hjælper hinanden med at vurdere, om hullet skal være dybere. Jens bliver fanget af børnenes snak og er begyndt at rette sin opmærksomhed mod de andres interaktioner. Benjamin henvender sig til Jens. ”Prøv at se, nu kan min flaske stå selv”, siger han. Jens kigger og begynder så at grave et tilsvarende hul. Da Jens også har fået sin flaske i jorden skal de alle sammen på skift have bagepulver i flaskerne. Der skal tre skefulde i. Pædagogen beder børnene om at hjælpe med at tælle. Der tælles i kor. 1-2-3, mens pulveret kommer i. Jens får øje på en regnorm. ”Se en regnorm”, siger han. Alle børnene og pædagogen vender sig mod regnormen, som Jens peger på. Børnene bliver bekymrede for regnormen. ”Mon den kan tåle at få en vulkan over sig”, spørger Benjamin. Det tror de andre børn ikke. Maja forslår, at de flytter den. Børnene hjælper hinanden med at få regnormen flyttet. Derefter vender de tilbage til bagepulveret. Flere ingredienser kommer i. Da de når til eddiken råber alle Aaaaaddddd”. Pædagogen lader flasken går rundt, og alle lugter. ”Det lugter af sure sokker” konkluderer en af børnene. Da alle ingredienserne er kommet i, skal børnene træde tilbage, for nu sker det. Luften er fyldt med spænding. Det begynder at boble og de første vulkaner bryder ud. Børnene jubler. Jens vil gerne prøve, at putte sand i for at se om vulkanen kan tåle det. Dette eksperiment udvikler sig. Mens flere af børnene får lavet deres vulkaner færdige, putter børnene skiftevis små blade, jord, og grene ned i deres flakser og venter for at se om vulkanen får deres ting med op. Der grines og fjolles. Benjamin, Jens, og Maja løber vidt omkring for at finde ting de kan putte i vulka- nenerne, mens Anna og Alma bliver siddende og følger vulkanudbruddet nøje med øjnene. De sammenligner deres to vulkaner og deres forskel- lige måder at udvikle sig på. Maja, Benjamin og Jens bryder ud i jubel, da bladene og grene kommer op ad vulkanen. Pædagogen foreslår, at de også prøver med et bær. (Christensen & Johansen, 2017, s. 44-45)

 

SAMLING PÅ TROLDESTUEN
Vi befinder os på Troldestuen en torsdag, hvor børnene er mellem tre og fire år og skal holde samling. Børnene er løbet ind i stuens tilstødende, mindre lokale, hvor samlingen skal holdes. Vinduerne sidder lavt, så børnene kan kravle op i vindueskarmen. Det er der allerede nogle børn, der har gjort. Andre af børnene løber rundt. Enkelte har sat sig ned på gulvet. SANNE kommer ind med en tavle i hånden. ”Kom og sæt jer i vindueskarmen”, siger hun. Børnene kravler op. Der går et stykke tid med at få alle børn på plads. BENTE hjælper til, så der bliver plads til alle. Hun sætter sig også selv i vindueskarmen. Lau, som er dagens fokusbarn, bliver kaldt op til tavlen, som SANNE sidder med. På tavlen sidder magneter med vejret, det vil sige en sky, sol, regn med videre, samt magneter med tøj og ugedagene. På tavlen sidder også en mand med tøj, man kan tage af og på. Lau får at vide, at han skal flytte tøjet fra manden. Han går i gang. De øvrige børn bevæger sig rundt i vindueskarmen. En del børn har vendt sig rundt og kigger ud af vinduet. De taler om det, de kan se udenfor. Jacob er kravlet ned og har lagt sig på gulvet. BENTE beder børnene om at kigge på tavlen, vende sig rundt og være stille. Jeg hjælper dig lige, siger SANNE til Lau og fjerner det sidste tøj fra manden. SANNE beder børnene om at kigge på tavlen. De fleste børn kigger på tavlen. De skal tale om vejret, så SANNE beder børnene om at kigge ud af vinduet og se, hvilket vejr det er. Lau kigger ud. Der er ingen skyer, siger han. SANNE kigger også ud og siger så: ”Der er måske nogle grå skyer?” Ingen af de andre børn kigger ud. ”Hey”, siger SANNE med hævet stemme, ”prøv engang at kig’ ud og se på vejret. Alfred, prøv at kig’ ud. Kan I se, det er gråt?” Tre af børnene kigger ud. ”Det er gråvejr”, konkluderer SANNE. Hun beder nu Lau om at finde tøj til manden. Hun beder også børnene i vindueskarmen om at sidde stille. Alfred får at vide, at han skal stoppe med at fjolle med Eva. En del børn leger videre i vindueskarmen. Kevin banker på en stolpe og får at vide, at han skal stoppe og vende sig rundt. Lau har nu sat noget tøj på manden. Laura taler med sidemanden og får at vide, at hun skal stoppe. SANNE spørger børnene, hvilken ugedag det er i dag. Der er ikke nogen, der svarer. En del drejer rundt på deres numser og får at vide, at de skal sidde stille. ”Hvilken dag er det i dag?”, spørger hun igen. Børnene kigger enten på SANNE eller ned i gulvet. Et par børn vender sig mod ruden igen. ”Hvilken dag var det så i går?”, prøver SANNE. Ingen svarer. ”Laura, hvilken dag henter din mormor dig?”, spørger SANNE så. ”Onsdag”, svarer Laura med det samme. ”Så var det onsdag i går, ikke også?”, spørger SANNE. Ingen svarer. ”Hvilken dag er det så i dag?”, spørger hun. ”Tirsdag”, svarer Arthur. ”Narh”, siger SANNE. ”Mandag”, svarer Laura. ”Narh”, siger SANNE igen. ”Torsdag”, siger Lau. ”Ja”, svarer SANNE og tilføjer, at magneten med torsdag er blå, og rækker Lau den blå torsdagsmagnet. ”Hvilken farve er fredag?”, vil Emma vide. Der er ikke nogen, der svarer hende. Jacob og Kevin ruller rundt på gulvet. De får at vide, at de skal sætte sig op og sidde stille. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Christensen & Kornerup i Kornerup & Næsby, 2015, s. 302-303 – og bringes her i lettere bearbejdet form)

 

SAMLING PÅ RADISESTUEN
Vi er på Radisestuen en tirsdag, hvor børnene er fra tre til fem år og skal holde samling. De voksne siger til børnene, at de skal holde samling. ULLA har allerede sat sig på gulvet. Børnene tilslutter sig og sætter sig i en rundkreds. ULLA tæller børnene, mens hun peger på hvert barn. De er 16. Så spørger hun, hvor mange voksne de er i dag. Børnene svarer højt i munden på hinanden. De er to. Vi skal starte med at synge ”godmorgen-sangen”, siger METTE. Den handler om deres navne og indebærer, at METTE går rundt og lægger en hånd på hvert barns hoved, når navnet synges. Børnene smiler og ser glade ud, når den voksne rører ved deres hoved. Der mangler nogle. De skal gætte, hvem det er. Børnene kommer med deres bud, som de løbende byder ind med. METTE forklarer, hvorfor de forskellige børn ikke er der. Derefter siger ULLA, at de jo i går var ude at købe ind til fastelavn. Hun spørger børnene, om de kan huske, hvad de købte. Børnene byder ind, i takt med at de kommer i tanke om noget af det, de købte. Dernæst foreslår ULLA, at de synger “fastelavnssangen”. Men først skal de rejse sig op. De skal synge ”Kan du gætte, hvem jeg er?” ULLA tager undervejs forskellige kostumer frem og holder op foran sig, mens hun synger. Hun tager fx en kjole og holder op, og bagefter tager hun en hat. Børnene griner. Holger foreslår, at de skal synge om briller, de synger igen, og ULLA låner Holger sine briller. Der grines. Nu må to gæstebørn fra en af de andre stuer vælge en sang hver, som de skal synge. Sangen, der vælges, indebærer, at man først synger meget stille og senere synger meget højt og laver fagter. Børnene kravler rundt på gulvet mellem hinanden og finder på fagter og griner højt. Efter sangene kravler alle børnene ud i kredsen igen. De sidder lidt anderledes end før. Simon lægger sig ned og ruller ind mod midten. ”Er du blevet træt?, spørger METTE. Simon bliver liggende, men kigger hen på METTE og smiler. Hun foreslår, at de alle lægger sig ned, og at de synger ”Bjørnen sover”. Efter ”Bjørnen sover” foreslår Mathilde, at de skal lege ”Alle mine kyllinger, kom hjem”. De leger ”Alle mine kyllinger, kom hjem”, indtil Sigurd falder og slår sig. ULLA beder alle om at sætte sig i en rundkreds igen. Imens trøster METTE Sigurd. Samlingen sluttes af med, at børnene får af vide, hvilke aktiviteter de kan vælge at deltage i, hvis ikke de hellere vil lege. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Christensen & Kornerup i Kornerup & Næsby, 2015, s. 306-307 – og bringes her i lettere bearbejdet form)

 

RENT BORD
Patrick (3,5 år) vil ikke bære sin kop og tallerken over i opvaskemaskinen, som man skal i børnehaven, når der er blevet spist frugt om eftermiddagen. MERETE (pædagogmedhjælper) beder flere gange Patrick gøre det, men han vil ikke. Magnus (3,8 år) sidder ved siden af Patrick og har hørt det hele. Han siger til Patrick: ‘Du tager koppen, så tager jeg tallerkenen’. Patrick tager koppen og Magnus tager tallerkenen, og de går sammen over til opvaskemaskinen. Magnus siger (på vej til opvaskemaskinen) til MERETE: ‘Hjemme hos os, der hjælper vi hinanden’. (Historien blev fortalt af MERETE til Magnus’ mor i 2003 og er nedfældet på skrift i form af en situationsbeskrivelse efter hukommelsen af Magnus’ mor i 2015)

 

KÆLKEBAKKEN
Tre børn befinder sig på bakken på legepladsen. Hans og Grethe er fra en traditionel børnehavegruppe. Johannes er fra en specialgruppe. Hans og Grethe leger i sneen. Pædagogen JOSEFINE og Johannes kommer hen mod dem.
JOSEFINE: “Vil I være med til at kælke?”
Det vil de alle tre gerne. JOSEFINE finder kælke frem, og de tager hver en.
Grethe: “Vi leger ikke med Johannes.”
JOSEFINE: “I kælker alle tre.”
Hans: “Grethe mener altså, at vi ikke vil lege med Johannes!”
JOSEFINE: “Du og Grethe kælker. Johannes kælker også. Skal vi tælle til tre, og se hvem som kommer længst?”
Hans og Grethe i kor: “JA!”
JOSEFINE: “Vi tæller sammen – 1-2-3!”
Alle tre børn tæller (på hver deres måde).
De kælker alle tre ved siden af hinanden i lang tid. Der er god kontakt, også til Johannes, som inddrages med smil og opmærksomhed af de andre to børn. (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsforløb om inklusion i 2015)

 

2+1=3
Gitte spørger Trine, om de skal gynge sammen. Det vil Trine gerne, og de to løber hen til gyngerne. Nu kommer Eva hen til gyngerne.
Eva (til Gitte): ”Vi skulle jo lege sammen.”
Gitte: ”Nå, ja.”
Gitte skal til at rejse sig fra gyngerne for at gå med Eva.
PIA (til Gitte): ”Jeg hørte, at du aftalte at gynge med Trine, så må du lige gøre det først, inden du går med Eva. Men måske kunne Eva også være med til at gynge?”
Gitte (til Eva): ”Okay. Så kan du gynge os, og så kan vi gynge dig bagefter.”
Eva begynder at gynge dem. Børnene leger et stykke tid med gyngerne. Derefter går de alle tre hen for at lege med sand. (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsforløb om inklusion i 2015)

 

BAKKEN
Vi er på legepladsen. Vi har cykler ude. Børnene kører op på bakken og ned igen. Vi har en regel om, at børnene kun må køre i en retning, da det er for farligt at køre ned den forkerte vej, da de kan ramme en mur. Alle børn lærer reglen at kende ret hurtigt. En dreng, Thor, kommer pludselig kørende ned i den forkerte retning. En voksen, BIRGITTE, griber ham og vender cyklen.
BIRGITTE: “Du kører den forkerte vej. Du kan slå dig. Du skal køre den rigtige vej (viser med fingeren hvilken vej).”
Thor: “Ja, ja.”
Thor kører videre.
Senere sker det samme igen. Thor og en anden dreng tager den forkerte vej igen.
BIRGITTE: “Thor! Nu gør du det igen. Det er den forkerte vej. Det er ikke i orden. I skal stoppe med det.”
Thor suser forbi grinende. BIRGITTE prøver at stoppe ham, idet han kører forbi, men han er hurtig. Thor cykler i det samme op igen og kører igen ned den forkerte vej. BIRGITTE står klar, idet han kommer ned.
BIRGITTE: “Nu er du færdig med at cykle. Du bliver ved med at cykle den forkerte vej. Det er for farligt. Nu sætter jeg cyklen ind.”
Thor (græder): “Nej, jeg vil. Jeg gør det ikke mere.”
BIRGITTE: “Du er færdig med at cykle i dag. Du må vælge noget andet at lege med.”
Thor bliver ved med at være vred og ked af det. BIRGITTE beder en anden voksen om at trøste ham. (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsforløb om inklusion i 2015)

 

LEGEAFTALEN
Vi sidder ved bordet og spiser frokost. Børnene er i gang med at aftale, hvad de skal lave, og hvem de skal lege med, når vi bagefter skal på legepladsen.
Ida: ”Når vi skal på legepladsen, vil jeg lege med Katrine.”
Katrine: ”Jah, vi skal cykle.”
Ida: ”Ja.”
Esther: ”Jeg vil også cykle.”
Ida: ”Du skal ikke være med.”
Esther ser ulykkelig ud og er tydeligt påvirket af afvisningen.
JETTE: ”Hvorfor må Esther ikke være med?”
Ida: ”Esther skal ikke være med.”
JETTE: ”Er det fordi, at du gerne vil lege lidt alene med Katrine.”
Ida nikker.
JETTE: ”Måske kan I starte med at lege sammen – dig og Katrine – og så kan Esther være med bagefter?”
Esther (smiler): “Jahh.”
Katrine: ”Ja, det kan du godt. Du må godt være med Esther.”
Ida (tøvende): ”Ja.”
Esther: ”Tak.” (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsforløb om inklusion i 2015)

 

KØDANNELSE
27 børn står i kø til de 2 toiletter efter frokost. De skal tisse, før de skal ud på legepladsen. Reglen er, at alle børn skal tisse, før de går på legepladsen. Sådan har det altid været. Efter ganske kort tid begynder én af drengene at skubbe til en pige, der står foran ham. Hun siger: ‘Hold op’. Drengen fortsætter. Pigen ryger ind i en anden pige, som giver sig til at græde. En voksen trøster pigen. Derefter snakker hun med drengen om, at det ikke er rart at blive skubbet til. Imens den voksne snakker med drengen, opstår der tumult længere nede i rækken, der fjolles, skubbes og pilles ved de børn, der står foran de andre børn. De voksne hører flere børn, der siger: ‘Hold op’. Nogle børn bliver kede af det, andre bliver sure og skubber igen, det virker lettere kaotisk, der er meget larm og mange konflikter børnene imellem. (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsforløb om inklusion i 2013)

 

MOONCARLØB
Det er mandag formiddag på legepladsen. Der er taget mooncars frem. Razvan sidder i én af dem. Han giver nogle høje lyde fra sig og er meget tydeligt frustreret over, at han ikke har benkraft til at få mooncaren fremad. Anita og Abdedin går forbi, men stopper op, og det er tydeligt, at de taler om Razvan. De laver en plan. Anita går over til Razvan og siger med en meget glad stemme: “Stå af og sæt dig bag på, så skal jeg nok køre dig.” Razvan forstår ikke hvad Anita mener og ryster på hovedet og siger mange forskellige uforståelige lyde. Anita giver ikke op og tager Razvan i hænderne og begynder at hive ham op af mooncaren. Med en glad stemme siger hun: ”Du skal bare om bag på – kom nu.” Razvan lader sig overtale og sætter sig om bag på, men nu står Abdedin halvt på sidelinjen. Anita begynder at cykle rundt om flagstangen, og når de passerer Abdedin, giver han high five, og alle tre griner højt, og Abdedin opfordrer dem til at køre rundt og rundt. (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsforløb om inklusion i 2013)

 

KÆRESTER
Der sidder en flok børn og spiser frokost. Julie og Kim (begge 4 år) bliver enige om, at de skal være kærester. Efterfølgende sidder vi i garderoben og er ved at få overtøj på.
Julie: ”Skal vi lege kysseleg, når vi kommer udenfor, Kim?”
Kim: ”Ja.”
De løber ud på legepladsen.
SOFIE hjælper Ole (3½ år) med hans sko.
Ole: ”Jeg skal ud og lege kysseleg med Julie og Kim.”
SOFIE: “Hørte du godt, at Julie og Kim havde aftalt, at de var kærester, og at de ville lege kysseleg? Det kan godt være, at sådan nogle nye kærester gerne bare vil lege kysseleg alene.”
Ole bliver lidt stille, og man kan se, han tænker sig om. Der går lidt tid.
Ole: ”Nå.”
Der går igen lidt tid.
Ole: ”Jeg spørger bare alligevel.” (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsforløb om inklusion i 2013)

 

LEGEPLADSEN
Det er mandag og vi er på legepladsen. Irene sidder ved sandkassen og kigger på en gruppe børn som er i gang med en god leg. Pædagogen LENE spørger Irene, om hun vil være med. Irene ryster på hovedet og siger: “De vil alligevel ikke have mig med – i hvert fald ikke Else. “Det kan man jo ikke vide, før man har prøvet – skal jeg gå med dig derhen?” spørger LENE. “Ja,” siger Irene. LENE tager Irene i hånden, og de går hen til sandkassen. LENE siger med høj stemme: “Irene vil gerne spørge jer om noget”. Hun kigger ned på Irene, smiler og nikker opmuntrende til hende. Legen går i stå og alle fire piger kigger hen på LENE og Irene. Mest henvendt til Henriette, siger Irene med sagte stemme: “Må jeg være med?”. “NEJ,” råber Else og Laura nærmest i kor. Prutlort, føjer Else til, og alle tre piger bryder ud i højlydte grin. Henriette siger ingenting, men sidder bare og kigger ned i jorden. “Hov – hov, det sprog ved I godt jeg ikke gider høre på”, siger LENE, “I skal tale ordentligt”. “Jamen, jeg kan være storsøsteren der henter mad til babyen”, siger Irene. “Jamen, vi vil ikke have dig med,” siger Else. “Nej”, siger Laura, “du er nemlig dum”. Irene ser op på LENE med tårer i øjnene og siger: “Der kan du bare se; de vil ikke have mig med!” (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsforløb om inklusion i 2013)

 

PÅ KANTEN
Alex spørger 3 drenge, Nicklas, Laurids og Mikkel om hvem der vil komme hjem til ham og få slik og kager, bolsjer og popcorn. De siger alle, at det vil de gerne.
Alex (til Mikkel): ”Hjemme på mit værelse, så lukker vi bare døren, så må du ikke komme ind.”
ANNI: ”Nå, det er da ikke så rart for Mikkel, tror jeg.”
Alex fortæller rækkefølgen for, hvem der må komme først hjem til ham, og hvem der er sidst. Mikkel bliver første, Nicklas næste, og Laurids til sidst.
Nicklas: ”Øv, det vil jeg.”
Så Nicklas bliver i stedet først og Mikkel sidst.
Alex: ”Jeg er 5 år.”
Laurids: ”Jeg er 4 år.”
Mikkel: ”Jeg er 3 år.”
Alex: ”Det er kun dem der er 4 og 5 år der må komme hjem til mig.”
ANNI: ”Hvordan kan det være at Mikkel, der er 3 år, ikke mere må komme hjem til dig Alex?”
Alex: ”Det er fordi han ikke har en vikingebluse på.” (Nicklas har vikingebluse på).
Alex og Nicklas taler frem og tilbage om, hvem der først må komme hjem til Alex og hvem der skal til sidst. Pludselig siger Alex, at Mikkel gerne må komme hjem til ham.
ANNI: ”Hvordan kan det være, at Mikkel alligevel godt må komme hjem til dig?”
Alex: ”Det må han bare.”
Mikkel: ”Jeg vil slet ikke hjem og besøge Alex.”
Alex (overrasket): ”Hvorfor?”
Mikkel: ”Det vil jeg bare ikke.”
Alex prøver at lokke Mikkel med kage, men Mikkel siger, at han kun vil være hjemme hos sig selv. (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsforløb om inklusion i 2013)

 

DUKKELEG
GITTE tager 4 børn, heriblandt Anne 3 år, med ind på den lille del af stuen. Døren bliver lukket og GITTE tager den kasse med duplo dukker ned. De sætter sig alle ned på gulvet og begynder at tage tingene op af kassen. GITTE nævner hvad for nogen ting der er og begynder at sætte det op. Dukkerne bliver fordelt af GITTE rundt til alle børnene, og de begynder at give dem tøj på. Anne tager dukken og noget tøj og sidder med det i hånden. Nu begynder GITTE at sætte nogen dukker på stolene ved et bord og et barn siger ”Han har fødselsdag” og sætter en lagkage på bordet. ”Hvem af dem er det, der har fødselsdag?” spørger GITTE og barnet peger og siger ”Det er ham – Emil”. Legen har nu fået sig et tema og hvert barn byder ind med deres dukke, nogen siger ”det her er moren” eller ”den her baby skal også sidde med”, men Anne sidder lidt væk og observerer dem, imens hun har sin dukke i hånden. GITTE spørger ”Skal jeg hjælpe med at give din dukke tøj på?”, Anne nikker. Dukken får tøjet på, og Anne tager den tilbage. ”Ej nu faldt moren” siger et af de andre børn. ”Så må hun hellere få hjælp. Det kan være Annes dukke kan komme og hjælpe moren op” siger GITTE. Barnet tager moren hen til Anne, og Anne fører dukken hen til den. ”Nu har han hjulpet moren op. Det var godt du kunne hjælpe” siger GITTE. ”Ja” siger det andet barn og tager dukken hen til de andre igen. De andre fortsætter legen, og Anne går uden om dem og sætter sig lidt væk fra dem med nogle ting fra kassen og begynder på sin egen leg med dukken. (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsforløb om inklusion i 2013)

 

MØNTEN
Det er formiddag i børnehaven og 15 børn og 2 pædagoger befinder sig på Løvestuen. Lukas har hjemmefra medbragt et lille stykke papir tegnet som en 2-krone og klippet den ud, så det ligner en mønt. Brian har pludselig taget eller fundet denne ’mønt’, så drengene kommer over til GERDA, mens de skændes om hvis ’mønt’ det er. Lukas siger: ”GERDA! Brian har taget min mønt”, mens han rækker ud efter mønten. Brian tager hånden væk, så Lukas ikke kan nå. Brian: ”Nej, jeg fandt den, nu er det min”. GERDA fortæller drengene, at hun godt har set, at Lukas havde denne mønt med hjemmefra, og mønten derfor er Lukas’, men hun beder samtidig om at få lov til at se mønten. Brian afleverer mønten til GERDA, som kigger på den. GERDA siger: ”Den er vel nok flot. Har du lagt en 2-krone under et stykke papir og tegnet ovenpå, så det ligner en rigtig mønt, og bagefter klippet en ud?” Lukas ansigtsudtryk skifter fra vrede til stort smil: ”Ja”, svarer han. GERDA: ”Mon ikke vi kunne finde ud af lave sådan nogle her i børnehaven, hvis jeg finder en mønt til jer?” Drengenes fulde opmærksomhed er pludseligt rettet på pædagogen. De kigger herefter på hinanden og smiler og nikker begge hvorefter de går efter GERDA, som hjælper drengene i gang med at tegne og klippe. Andre børn følger trop, og GERDA må finde flere mønter. Herefter sidder 5-7 børn samlet om at lave mønter, og det blev også aftalt at børnene skulle skrive navne bagpå, så de kunne se hvis mønter, der var deres. Børnene brugte det meste af dagen på denne leg. (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af en pædagogstuderende i forbindelse med en uddannelsespraktik i 2013)

 

FORGLEMMELSEN
Det er morgen, og børnene er ved at ankomme i børnehave. CAMILLA, en pædagog, er ved at gøre de praktiske forberedelser til en tur til Zoologisk Have sammen med fire af de store drenge på fem år. Hun vil gerne støtte deres indbyrdes venskab ved, at de er alene på tur med hende. De skal af sted ved 9-tiden denne onsdag. En af drengene, Thomas, ankommer sammen med sin mor, som fortæller, at hun kommer igen kl. 12 og henter ham, da han skal til tandlæge. ”Det var ærgerligt, vi skal jo på tur til Zoologisk Have i dag og er først hjemme ved 14-tiden. Kan du ikke huske sedlen?” spørger pædagogen. ”Åh, det har jeg glemt, var det i dag,” siger moderen, og Thomas ser ængstelig på hende: ”Så skal jeg ikke til tandlæge vel, jeg vil med i Zoologisk Have?” ”Jo, det bliver vi nødt til, jeg har netop fået det ordnet med mit arbejde, så jeg kan holde lidt længere frokostpause,” svarer moderen. Thomas hulker fortvivlet, og flere børn har samlet sig i garderoben, bl.a. to af de andre drenge, som skal med på turen. CAMILLA prøver at trøste Thomas, og moderen viser, at hun skal gå. ”Du skal nok komme i Zoologisk Have en anden gang,” siger CAMILLA. ”Jeg vil ikke til tandlæge, jeg vil med de andre”, græder Thomas. CAMILLA tager en hurtig beslutning: ”Vi udskyder turen til Zoologisk Have til på fredag, så du også kan være med. Er du så glad?” spørger CAMILLA og siger farvel til en lettet mor. De andre drenge ser skuffede ud og går stille ind på stuen, mens CAMILLA tørrer Thomas’ øjne. (Situationsbeskrivelsen stammer fra BUPL, 2010)

 

MORGEN
Af tavlen ved døren fremgår, at børnene i dag er inddelt i tre hold; et gymnastikhold, et rytmikhold og et hold med boldlege. Børn og voksne taler sammen om, hvad der skal ske i dag, og hvad der skal gøres nu, hvor dagen skal sættes i gang. Børnene spørger og er ivrige for at deltage og hjælpe. Det får de lov til. Børn går ærinder for voksne: Det kan være at hente, bringe, sige noget til en voksen et andet sted. Børnene hjælper hinanden to og to med at løse de opgaver, de tager på sig. I samtalen opdager pædagogerne, at noget skal hentes, og i dialogen med børnene bliver det tydeligt, hvad det er for en ting, hvornår den sidst var i brug. Børnene husker, hvem af børnene der havde bolden sidst, og hvordan hun kunne kaste den mod væggen. De voksne spørger nogle gange, om børnene tror, at de kan klare opgaven. Det tror de som regel – i et tilfælde siger pædagogen: ”Kan du spørge om du må få en plasticpose i køkkenet?” Drengen tøver. Pædagogen: ”Har du brug for hjælp?” Drengen nikker. En jævnaldrende pige er ivrig efter at hjælpe og går med. De holder hinanden i hånden. Børnehaven summer af aktivitet. Men der er alligevel roligt, så det er let at føre en samtale. (Situationskarakteristikken stammer fra Kjær, 2010, s. 62 f)

 

EN GOD FIGUR?
Klokken er ca.13.30. Vi har spist frokost, og børnene har fået fortalt eventyr, som de får hver dag, hvorefter, de kommer ud at lege. Alle børn er allerede udenfor, kun to drenge René og Niels på 3 ½ er tilbage. De befinder sig stadig ude på toilettet, hvor de lige har haft en lille rolig hyggestund, men kommer så lidt nølende ud i garderoben. René kravler op på en bænk og begynder ’at grave’ i sin kurv, med ekstra tøj. Han finder en figur af plastic og gemmer den i sin lomme. Niels ser det og siger: ”Det må du ikke, vi leger ikke med legetøj hjemmefra, inde i børnehaven”. ”Jeg vil bare vise den til Anders” (en dreng på 6 ½ år, som René ser meget op til). Jeg (pædagogen) har set og overhørt dette, men lader som ingenting, og siger til ham: ”Nu skal du komme i gang med at få dit tøj på”. Han tøver med det, jeg lægger hans flyverdragt på gulvet og peger på den: ”Hop i den”. René gider ikke, han sidder på den med hånden i sin lomme, hvor figuren befinder sig. Jeg hvisker: ”Skynd dig lidt at få tøjet på, fordi Anders er allerede ude, og måske venter han på at se din figur”. René kigger på mig og smiler og går i gang med tøjet. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Smidt, 2006 og bringes her i lettere bearbejdet form)

 

KORT PROCES!
Der er udstedt forbud mod at have våben med i udflytterbørnehaven, da der opstår for mange konflikter mellem børnene. Da bussen skal til at køre kl. 8.30, kommer en mor (Janne) i hast cyklende med sit barn (Tobias), der har en sabel over skulderen. Døren til bussen åbnes og en pædagog (MALENE) skynder på dem: “Nu er vi altså ved at køre”. Tobias går ind i bussen, og da MALENE får øje på sablen udbryder hun til Janne: “Ihh altså, du ved jo godt, at børnene ikke må have våben med i børnehaven. Det bliver du altså nødt til at tage med hjem igen”. Janne svarer hertil: “Åhh, det havde jeg helt glemt, men han var så umulig her til morgen, og jeg tænkte ikke over det, fordi vi havde så travlt”. Janne går ind i bussen og fravrister Tobias hans sabel, hvilket fører til tårer og vredesudbrud og en noget anspændt afsked. (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af en pædagogstuderende i forbindelse med en uddannelsespraktik i 2006).

 

ABEKASTNING
Fire 4-årige piger, Sofie, Laura, Mathilde og Caroline, sidder ved det samme bord i børnehaven og maler sommerfugle (til en fælles collage).
Sofie: ”Adr, hvem er det, der har spildt?”
Caroline: ”Det ved jeg ikke. Det spildte selv.”
Mathilde: ”Det var ikke mig.”
Laura: ”Heller ikke mig.”
Caroline: ”Jeg gjorde ikke.”
Sofie: ”Der er nogen, der har spildt maling.”
Caroline: ”Det var ikke mig.”
Mathilde: ”Det var ikke mig.”
Laura: ”Ikke mig.”
Caroline: ”Jeg gjorde ikke.”
Sofie: ”Heller ikke mig.”
Caroline: ”Ikke mig.”
Sofie: ”Hun væltede det nok.”
Laura: ”Hvem?”
Sofie: ”Caroline”.
Mathilde: ”Ja, nok dig, nok dig.” (fniser)
Sofie: ”Det var hende, der gjorde det.”
Caroline: ”Hvem?”
Laura: ”Du har nok væltet den.”
Sofie: ”Ja.”
Caroline: ”Nej.”
Mathilde: ”Jo.”
Caroline: ”Nej.”
Sofie: ”Hvem var det så, der væltede malingen? Væltede du malingen, Laura?”
ANN (pædagogen) kommer hen til bordet:
ANN: ”Er låget ikke sat ordentligt på?”
Hun minder dem om, at det ikke betyder noget, og at de bare skal hente en klud og tørre op. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Carr, 2005, s. 65 og bringes her i lettere bearbejdet form)

 

KROPSTEGNINGERNE
Om torsdagen spiser drenge og piger på blå stue i hvert deres rum. Bagefter har drenge og piger, hver for sig, en eller anden fælles aktivitet. Denne dag er der fire i drengegruppen, som pædagogen NINA er ansvarlig for: Ole, Kim og Anders på 5 og Tommy på 6 år. Efter at drengene har spist færdig, finder de deres tegninger frem. Anders og Tommy har tidligere tegnet på deres tegninger. Det er omrids af deres krop lavet på et stykke papirdug, som de nu skal farvelægge. Ole og Kim har ikke været der sidst, så de skal tegne omridset i dag. Tommy tegner på sin kropstegning – men har svært ved at sidde stille ved den.
Tommy: “Hvem vil komme og kigge?”
NINA: “Nej, det er der ingen, der skal.”
Ole: “Jeg vil gerne.”
NINA: “Nej, det skal du ikke.”
NINA (til Tommy): “Du kan selv vælge, om du vil sidde stille og tegne, eller om du vil gå udenfor på legepladsen.”
Tommy protesterer noget – men går til sidst (alene) ud på legepladsen. NINA hjælper Ole og Kim med at tegne hinanden. I første omgang skal Ole tegne omridset af Kim.
NINA (til Ole): “Nu skal du hente en tusch … La’ vær’ at kild’ Kim under tæerne … kan du mærke, du koncentrerer dig?”
Ole tegner rundt om Kim.
Ole: “Jeg har nemlig lært det derhjemme – for min mor … for jeg har tegnet min storebror.”
Bagefter er det Kims tur til at tegne Ole.
NINA (til Kim): “Hvad er det vi skal gøre Kim? Hvad hedder det her?”
Kim: ”Farve.”
NINA gentager det samme spørgsmål flere gange, uden at Kim kan svare – og til slut giver NINA selv svaret ‘tegne’. NINA beder børnene om at skrive deres navne på tegningen.
Ole og Anders skriver noget, der ligner deres navne – Kim laver en krusedulle. Ole har tegnet strithår på sit ‘hoved’ – og udpeger det for de andre.
Ole: “Det er fordi, det er mig, der driller alle børnene … prøv at se her, jeg har blå hænder.”
NINA diskuterer det med ham.
Kim (viser sin tegning frem til NINA og Ole): “Se her … se, et menneske.”
NINA: “Ja, det er dig selv.”
Kim: “Nej, det er en sørøver, der er farlig.”
NINA: “Nej, det er da dig, vi har tegnet.”
Kim svarer ikke. Kim tegner tre øjne på sin tegning.
NINA (til Kim): “Hvor mange øjne har man?”
Kim svarer ikke.
NINA: “Hvor mange øjne har du?”
Kim: “To.”
NINA: “Hvor mange øjne har din tegning?”
Ole (til NINA): “Skal jeg sige dig noget – hvad han hedder (peger på sin tegning – smiler)? Han hedder Robin-Hood-Ole.”
NINA griner. Kim har tegnet en lille tissemand mellem benene på hans kropstegning.
Kim (til NINA): “Jeg har en tissemand, jeg har en tissemand!”
NINA ignorerer ham. Anders har i hele perioden koncentreret og systematisk farvelagt sin tegning. Han har startet med fødderne og har farvelagt hele kroppen, dvs. fyldt hele fladen ud, skiftet farve ved livet og halsen.
Anders (til NINA): “Nu er jeg færdig.”
NINA: “Ja, nu er du færdig – du har tegnet meget koncentreret.”
Kim: “Jeg er også færdig.”
NINA: “Nej, du er ikke færdig – men du hørte, at Anders sagde, at han var færdig.”
Ole og Kim har stort set udfyldt deres tegninger lige meget – men Ole siger ikke noget om at være færdig – alle tre drenge pakker deres tegninger sammen.
(Situationsbeskrivelsen, der her gengives i lettere bearbejdet form, stammer fra Ellegaard i Ellegaard & Stanek, 2004, s. 174-175).

 

RACERLØB
Børnehaven har været på tur, og børnene marcherer hjem på række to og to. Mads (5 år og 11 mdr. med udviklingshæmning) sidder i en racervogn fordi pædagogerne ikke mener, han kan gå så langt. Frederik (6 år med bevægelseshæmning) skubbes i kørestol bagest i rækken. Mads bliver trukket i vognen forrest i rækken. Pædagogmedhjælperen der assisterer Mads, trækker vognen efter sig således at Mads’ ansigt vender mod dem, der kommer bag ham. Lige bagved følger Tobias (6 år og 6 mdr.), Mikkel (6 år) og Lucas (6 år og 1 mdr.).
Tobias: “Mads er et pattebarn, for han sidder i en vogn…” (ser på de andre drenge).
Lucas: “Nej, han kører racerbil…”
Mikkel: “…og nu fører han. Han ligger forrest i feltet!”
Diskussionen fortsætter om racerbiler. Mads ser på de tre drenge bagved og laver brummelyde, mens han virrer med hovedet fra side til side. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Ytterhus, 2003, s. 250f og bringes her i lettere bearbejdet form)

 

KANALBYGGERI
Lars og Peter, som er bedstevenner, er i gang med at lave vandkanaler. Under megen snak frem og tilbage er de blevet enige om, at kanalen skal gå helt oppe fra toppen og ned til foden af bakken. Signe og Lotte leger i nærheden, de graver huller, som skal helt ned til ”kineserne”, som de siger. Og de griner og fjoller, som kun de to kan. Andre børn kommer og kigger og spørger, om de må være med, for de vil da gerne se en kineser. Og Lotte fortæller, at det bare er noget de siger, fordi kineserne bor på den anden side af jorden, det har hun fået at vide af sin far. Men det er sjovt når hullet er så stort, at man kan hoppe ned i det, og de må godt være med, for så kan de grave ”verdens største hul”. Efter et stykke tid er fem børn gået i gang med at grave fra alle sider af hullet. Det går selvfølgelig ikke særlig godt. Flere får sand i øjnene, og der bliver skældt ud, og en enkelt bliver vred og går. Hun gider i hvert fald ikke – det er en rigtig dum leg. Hun får trøst af HELLE – en af de voksne – som går med op på bakken og foreslår, at man kan grave på skift, for det er sandelig et stort arbejde, at grave ”verdens største hul”. Det bliver der forhandlet om et stykke tid, og Signe mener, at tre af børnene kan begynde at grave lidt længere borte og så bliver der lige pludselig et stort hul når vi mødes, siger hun. Det havde hun nemlig prøvet en anden dag. Det bliver alle fem så enige om. Lars og Peter er nu færdige med kanalen. Søren og Tom cykler forbi og får øje på, hvad de laver. De bliver enige med de to ”bygmestre” om, at de kan hente vand ovre ved vandbeholderen og sætte spandene bag på cyklen. Imens finder Lars og Peter spande. De drøner rundt på legepladsen og leder især efter de største af spandene. Mie og Cecilie ved lige præcis, hvor de befinder sig, og de aftaler, at de også kan komme med vand. Pigerne løber hen til vandbeholderen og stiller sig bag Tom, som er ved at fylde sin spand. Det tager efter Mies mening alt for lang tid, inden det bliver deres tur. ”Du kan altså ikke bære den, når der er så meget vand i, Tom”, siger hun. Det finder Tom også ud af, da han vil bære spanden over til cyklen, den løfter sig ikke en tomme fra fliserne. ”Hvad sagde jeg”, siger Mie. ”Nu kan vi tage noget af vandet over i vores spand, og så kan I komme og hente jeres spande bagefter ikke?” Nu er der efterhånden fire store spande vand på bakken, og Lars uddelegerer ordrer om, at de skal have endnu en spand med vand, og så er de klar til det store sus. Han henter selv en spand med vand, og de andre står og venter. Børnene ovre ved verdens største hul har stoppet graveriet, for nu sker der snart noget. Spandene står parat, og Peter tæller 1-2-3, og spandene tømmes, og vandet fosser ned gennem kanalen. Børnene løber langs den brusende kanal og hopper af glæde, også dem der bare har set på. Vi skal prøve en gang til, ikke? Rollerne bliver fordelt – og der bliver udtænkt nye strategier. Søren, der er jævnaldrene med Lars og Peter, har stået og kigget på længe, han har ikke lige det mod der skal til, for at spørge, om han må være med. Det har HANNE – en af de voksne – set, og hun siger til Søren, at hun har fået en idé til legen med vandet, og hun spørger, om han vil være med. I skuret er der nogle tagrender, og de to tager dem med op på bakken. De går i gang med at grave. Først pælene i jorden og herefter sætter de tagrenderne på med snor. På den måde kommer der et fald, som vil kunne få vandet til at fosse ud og ned i kanalen. Det ser børnene straks, og der bliver klappet i hænderne. Søren er nu med, det var ham der kom med tagrenderne, og han får lov til at styre, hvornår vandet skal sendes af sted” (Situationsbeskrivelsen stammer fra Socialministeriet, 2003, s. 13 og bringes her i lettere bearbejdet form).

 

AFHENTNING – NEJ TAK
Marit har det altid med ritualer, når hun skal gå. Sidste år var det i en periode sådan, at hun skulle knuse alle de voksne og alle børnene, før hun gik, men nu er det blevet lidt færre, kun nogle af de voksne, og hvis der er nogle gode veninder tilbage i børnehaven. I perioder har hun været meget sur, når mor kom, for hun vil ikke hjem. Og sådan var det også i den periode, hvor hun ikke ville i børnehave om morgenen. Da tænkte mor, at nu måtte hun i hvert fald hente hende lidt tidligt og skynde sig fra arbejde, og så mødte mor i børnehaven en unge, der råbte: “Nej, jeg vil ikke hjem!”. For så skulle hun gøre noget færdigt. Hvad mor gør i de situationer kommer lidt an på, hvor stresset hun er. Hvis mor allerede er sent på den og har brugt lang tid både på at komme af sted fra arbejde og gå i butikker, så ved hun måske, at far står hjemme og venter på et eller andet, han skal lave til middag. Eller hvis en af dem skal noget om aftenen, så prøver mor at sige: “Javel, så gør det og det færdig”. Men så skal Marit lige gøre dit, og så skal hun gøre dat, og så bliver hun aldrig færdig, og så må mor sige (…): “Nej nu bliver jeg nødt til at gå” (…) Det er sket, at Marit har smidt sig på gulvet, og så er mor nogle gange begyndt at gå ned til bilen igen. Og så kommer hun jo hylende efter. Så det kan mor ty til, når hun har prøvet at tale med hende og klæde hende på. Det er sket, at Marit selv har taget tøjet af igen, så til sidst er det bare at gå. Selvom hun tuder, går det hurtigt over (…) Der har også været gange, hvor mor er kommet meget sent, og hvor personalet omtrent har været ved at gå. Og da har mor prøvet at sige, at nu skal de gå, og nu lukker børnehaven, men alligevel kan Marit godt tænke sig at være der. “Så må du overnatte her” – “Jo, det er fint”. Så hun er ganske standhaftig, når det gælder argumenter (Situationskarakteristikken stammer fra Kristjansson i Dencik & Jørgensen, 1999, s. 149).

 

MORGENRITUALER
Annas vækkeur ringer, men hun hører det ikke. Far går ind og sidder lidt ved hende og nusser og aer og snakker med hende – stille og roligt. Anna siger, at hun er vågen, far kan godt gå. Han går ud igen og laver morgenmad og kommer så ind igen. Hun har trykket på repetereknappen på vækkeuret, så det ringer igen. Hun er sikkert faldet i søvn igen med det samme. Far siger, at nu skal hun altså til at vågne. Han siger til hende, at nu trykker han hende på navlen, så kan han ikke se hende, og så er han sikker på, at når han nu går ind og spiser morgenmad, så kommer hun ind om lidt og har taget tøj på. Så går han ud…// (Far forklarer): Da far ikke kan få liv i Anna, kommer han i tanke om en udsendelse, de har set i fjernsynet, hvor en pige bliver usynlig, når hun trykker sig på navlen. Hun lavede så en masse skæg, og Anna var vild med det. Det benytter far sig af, og hun hopper med på den. Så er det sjovt at komme op for Anna. (Situationskarakteristikken stammer fra Kristjansson i Dencik & Jørgensen, 1999, s. 151).

 

INDKØRINGEN
Efter tre ugers indkøring af Joakim i børnehaven har Joakims mor fortsat yderst svært ved at efterlade sin søn dér. Joakim græder og forsøger at få sin mor til at blive. De gange moren har forladt børnehaven et stykke tid til trods for Joakims gråd, er han så småt faldet til ro. Når moren kom tilbage, blev hun modtaget af en glad lille Joakim. Indkøringen er en stor prøvelse for moren. KAJSA, som er ansvarlig for indkøringen, forsøger at opmuntre Joakims mor til at begive sig afsted til arbejdet, skønt Joakim græder. Det samme gør sig gældende denne morgen.
KAJSA: “Gå nu bare, det går fint, når du først er gået. Joakim græder lidt, men bagefter er han glad og i godt humør.”
Moren: “Hvor længe plejer han at være ked af det?”
KAJSA: “Bare et lille stykke tid”.
Denne mandag morgen siger Joakims mor: “Du må love mig, KAJSA, at du ringer til mit arbejde, hvis ikke Joakim er holdt op med at græde om et kvarter! Det tager mig kun fem minutter at cykle til arbejde, så jeg er der snart. Lover du det?”
Det lover KAJSA.
Efter 15 min. skriger Joakim stadig. Efter 30 min. begynder gråden at aftage, og efter 45 min. løber Joakim omkring uden at græde.
ANDERS: “Hvordan kunne du love at ringe efter et kvarter, og så lade være med at gøre det? Det er jo umoralsk opførsel!”
KAJSAs kollega ANDERS er oprørt.
KAJSA: “Umoralsk!”
KAJSA bliver også oprørt.
KAJSA: “Det var jo for morens skyld, jeg lovede det! Hun må lære og give slip og stole på os!! Se Joakim nu, han er jo glad!”
ANDERS: “Hvordan skal andre forældre kunne stole på os, hvis de opdager, at vi ikke taler sandt og overholder det vi lover?”
KAJSA orker ikke at argumentere imod.
KAJSA: “Jeg synes ikke denne er passende midt blandt børnene”, siger hun og begiver sig afsted til personalerummet for at holde kaffepause. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Gren, 1998, 30f)

 

 Tankevækkende arbejdssituationer i skoler, SFO’er og klubber

 

LEKTIECAFÉ
Tobias går i 3.a. Tobias’ kontaktlærer, Lasse, har lagt mærke til, at Tobias sjældent har lavet alle sine lektier, og at han kommer længere og længere bagud fagligt. Han har svært ved at koncentrere sig i timerne, lader sig hurtigt forstyrre og søger hele tiden opmærksomhed fra læreren og de andre elever. Resultatet er ofte, at han ikke når at lave lige så meget som de andre i skoletiden, og derfor får han mange lektier for. Lasse har talt med Tobias’ forældre om den manglende lektielæsning, og forældrene har sagt, at det er svært for dem at finde tid til at lave alle lektierne med Tobias derhjemme. Lasse har derfor foreslået, at Tobias skal tilmeldes skolens lektiecafé, som pædagogen Pia står for. Det synes Tobias’ forældre er en god idé. Efter Tobias har været to uger i lektiecaféen, undrer Lasse sig over, at Tobias stadig ikke får lavet sine lektier. Han spørger derfor Tobias: ”Hvorfor laver du ikke dine lektier i lektiecaféen, Tobias?” Tobias svarer: ”Vi leger bare i lektiecaféen. Det er Pia, som siger, jeg skal lege”, fortsætter han. Lasse siger: ”Du skal ikke lyve, Tobias. Du ved godt, at du er der for at lave lektier, og Pia kunne ikke finde på at sige, at I skal lege”. ”Jo”, siger Tobias, ”det var, fordi jeg i starten ikke gad at være der, fordi der kun er fire andre fra min klasse, og alle mine venner går over i SFO’en og leger om eftermiddagen. Men så sagde Pia, at vi også kunne lege i lektiecaféen”. Da Lasse senere samme dag fortæller om situationen til Pia, siger Pia: ”Tobias har sådan set ikke løjet. Det er rigtigt, at jeg har sat Tobias og et par andre børn til at lave samarbejdslege og sociale øvelser, som det meste af tiden i lektiecaféen er gået med”. ”Okay”, siger Lasse: ”Det er lidt overraskende for mig. Meningen med lektiecaféen er jo at skabe en faglig sammenhæng i skoledagen og sikre, at Tobias ikke kommer bagud i fagene. Så kan han også bedre deltage i undervisningen. Tobias bliver nødt til at lave sine lektier, ellers udvikler han sig ikke fagligt.” Pia svarer: ”Som jeg ser det, er Tobias’ problem, at han mangler selvtillid og selvværd, og derfor bliver han meget opmærksomhedssøgende og kan ikke helt finde ud af, hvad der er socialt acceptabelt. Derfor mener jeg, at jeg i lektiecaféen kan bruge mine pædagogiske kompetencer til at styrke Tobias’ trivsel og sociale bevidsthed, og dermed øge hans selvtillid og selvværd. Det vil jo også have indflydelse på Tobias’ koncentration og læring. De øvelser, jeg laver med Tobias, kommer til at gavne ham i alle mulige forskellige sammenhænge, og det synes jeg er vigtigere, end at han får lavet alle sine lektier”. Lasse afslutter samtalen med at sige: ”Jeg synes nu, at det er mindst lige så vigtigt, at han får lavet sine lektier”. (BUPL, 2015, s. 26)

 

SKOLE-HJEM-SAMTALE I 1.A
Det er forår, og der skal afholdes skole-hjem-samtaler i 1.a. I klassen går 10 piger og 12 drenge. Klasseteamet betegner to af drengene som meget urolige. Begge drenge har særlige behov, der betyder, at klassen fra begyndelsen af 1. klasse er blevet tildelt ekstra voksenressourcer i form af 12 pædagogtimer om ugen. Alle 1.-klasserne på skolen har desuden tilknyttet en pædagog 10 timer om ugen. I 1.a varetages alle de i alt 22 pædagogtimer af pædagogen Peter. Dansklæreren i 1.a hedder Lise, og hun og Peter har hele året været enige om, at alle pædagogtimer skal bruges på klassen som helhed, i stedet for at Peter bruger nogle af sine timer sammen med de to drenge med særlige behov uden for klasselokalet. Den ene af de to drenge, Jakob, har svært ved at koncentrere sig og kan være meget forstyrrende for resten af klassen, så han sidder altid alene ved et enmandsbord for at få ro omkring sig og for ikke at forstyrre andre. Den anden af de to drenge med særlige behov, Jonas, har også svært ved at koncentrere sig. Han bliver imidlertid mere rolig, når han kan spørge en sidekammerat om hjælp, og han har derfor de seneste tre måneder siddet ved siden af Viktor. Viktor er en stille dreng, men han er meget vellidt, og han klarer sig godt fagligt. Det er Lises og Peters opfattelse, at det er gået fint imellem Jonas og Viktor. Jonas taler meget og sidder uroligt, men Viktor lader sig efter Lises og Peters opfattelse ikke forstyrre, og han hjælper ofte Jonas med det faglige. Lise og Peter har derfor ladet de to drenge beholde deres pladser i en længere periode end normalt, således at Jonas og Viktor har siddet ved siden af hinanden i tre måneder, mens de andre elever har skiftet plads efter to måneder. Peter og Lise deltager begge i samtlige skole-hjem-samtaler med forældrene. Det går godt med samtalerne, og ingen forældre udtrykker utilfredshed med det sociale liv i klassen. Der er dog fire forældrepar, der nævner, at de har fået indtryk af, at der er meget uro i klassen. Sidste samtale er med Viktors forældre. Lise og Peter fortæller Viktors forældre, at deres søn klarer sig fint både fagligt og socialt, og at han er god til at hjælpe andre. Lise og Peter har fortalt Viktors forældre, hvor godt deres søn klarer sig socialt og fagligt. Viktors mor siger: ”Vi er meget frustrerede over, at Viktor bliver forstyrret af Jonas i timerne. Jonas forhindrer Viktor i at følge med i undervisningen. Viktor er også lidt utryg ved Jonas”. Viktors mor siger senere i samtalen: ”Jeg mener, at I begår en fejl ved at holde Jakob og Jonas så meget i klassen, når nu der er ressourcer til at gå et andet sted hen og arbejde med dem, så klassen ikke bliver forstyrret af deres uro. Jeg tror, at der er flere af klassens forældre, der overvejer at flytte deres børn til en anden skole på grund af de to elever. Har skolen råd til at miste en halv klasse, fordi man vil tage særligt hensyn til to elever?”. (BUPL, 2015, s. 12-15)

 

MATHIAS & EMIL
Jens på 25 er lige blevet færdiguddannet folkeskolelærer i 2014. Han er uddannet i fagene matematik, historie og fysik/kemi. I august 2014 blev Jens fastansat på en folkeskole i Odense C. Han underviser 5.B i matematik og historie, og det er i denne klasse Jens har størstedelen af sine timer. 5.B er en klasse bestående af 24 elever, som består af 10 piger og 14 drenge. Det er en urolig klasse, som har svært ved at koncentrere sig i undervisningen. Derudover har klassen svært ved at samle sig om det faglige indhold. I klassen er det svært at skabe et socialt fællesskab, da der er mange grupperinger, og disse ikke har en stor forståelse for hinandens forskelligheder. Særligt to drenge, Mathias og Emil, skaber meget uro i klassen. Mathias har faglige udfordringer i matematik, og i matematiktimerne forstyrrer han de andre elever ved f.eks. at løbe rundt i klassen. Emil har diagnosen ADHD. Han ender tit i konflikter med lærere og klassekammerater. Begge drenge bliver med jævne mellemrum sendt ud af klassen, da de er forstyrrende for den faglige undervisning. En dag har klassen matematik, hvor de skal arbejde med emnet gange. Jens står oppe ved tavlen og præsenterer eleverne for det kommende forløb. I mens Jens er i gang med at præsentere eleverne for emnet, er der meget uro i klassen. Eleverne har ikke rettet deres opmærksomhed på Jens. Mathias spørger Jens, uden at have hånden oppe, hvorfor de skal lære at gange. Jens svarer til Mathias’ spørgsmål, at det skal de bare, og at Mathias skal følge med i stedet for at afbryde. Undervisningen går i gang og klassen bliver stillet over for nogle opgaver, som de skal lave i grupper. Emil er ukoncentreret og kan ikke samarbejde med hans klassekammerater. De andre elever kalder Jens til sig, og de fortæller ham, at Emil er forstyrrende og ikke hjælper med at løse opgaverne. Jens reagerer ved at flytte Emil, så han sidder i hjørnet for sig selv. Emil tager hænderne op til hovedet og bliver siddende sådan resten af timen. Mathias sidder alene og arbejder, da lærerne vurderer, at Mathias bedst arbejder alene. Mathias læser opgaven igennem, hvorefter han siger til Jens, at han ikke forstår, hvad opgaven går ud på. Jens ryster på hovedet og siger: ”Det har jeg forklaret dig.” Mathias siger: ”Jeg forstår det ikke”. Jens svarer ”Prøv at læse opgaven en gang til og så kommer jeg tilbage, der er jo mange, der skal have hjælp”. Da Jens er ved at hjælpe nogle af pigerne fra klassen bliver han forstyrret, da Mathias løber rundt i klassen. De andre elever bliver ukoncentreret og retter fokus mod Mathias. Jens råber til Mathias, at han skal sætte sig ned på sin plads, men Mathias bliver ved at løbe rundt. Jens sender Mathias udenfor døren. Timen slutter kort efter. Jens går efter timen ned på lærerværelset og fortæller sine kollegaer, at nu har han igen haft problemer med Emil og Mathias, og at han er træt af, de altid ødelægger undervisningen. (Situationsbeskrivelsen stammer fra folkeskolen.dk (7. maj 2015))

 

PRUSTELYDEN
GITTE underviser den 5. klasse, som hun er klasselærer for. Klassen har været fordelt i grupper og arbejdet med at finde temaet i en tekst, og de samles nu. Da alle har sat sig, siger GITTE: “Okay, alle vender sig lige om, sådan så I arbejder sammen to og to, og så skal I lige fortælle hinanden, hvad I egentlig har fundet ud af, at det med temaer er for noget, ik’. Det er bare lige kort, at I lige vender jer om til hinanden og fortæller, hvad I har fundet frem til”.  Alle eleverne går i gang med parvist at tale. Anton er sammen med Sara, og efter Sara har læst højt, hvad der står på hendes papir, nævner Anton de to ord, der står på hans papir. Opgaven er derfor meget hurtigt overstået for de to, men da Anton opdager, at mange af de andre elever stadig taler, siger han til Sara: ”Vi lader bare som om, vi er rigtig gode”, og de to begynder lavmælt at lave snakkelyde til hinanden, som om de fortsat er i gang med at løse opgaven (….). GITTE opdager, at Sara og Anton siger snakkelyde og ikke egentlige ord og ser vredt på Anton, og følgende replikskifte udspiller sig:
GITTE: ”Ved du hvad, Anton, det var dog utroligt irriterende.”
Anton: ”Jeg snakker bare.”
GITTE: ”Nej, det gør du ikke, du sidder bare og laver lyde.”
Anton: ”Ja.”
GITTE: ”Og det vil jeg ikke have.”
Anton: ”Vi lader som om, vi snakker.”
GITTE: ”Hvis I ikke har noget at sige, så er I bare stille.”
Anton: ”Sig det til de andre, som bare snakker.”
Anton peger på nogle elever, der har siddet og småsnakket om andet end opgaven. GITTE rækker hånden op (i denne klasse betyder lærerens hånd i vejret, at eleverne skal rette opmærksomheden mod læreren og tie stille).
GITTE: ”Nej, jeg siger det lige til dig.”
Anton: ”Men hvorfor siger du det ikke også til de andre?”
GITTE: ”For nu gør jeg det her i stedet for, for det betyder det samme.”
Anton: (Han rækker hånden op og mumler noget, jeg ikke kan høre).
Da GITTE påbegynder den følgende vrede irettesættelse med meget høj stemme, tier alle elever stille: ”Ved du hvad, Anton, jeg vil gerne have, du blander dig udenom, hvordan jeg laver min undervisning. Det bestemmer jeg, så jeg har ikke brug for, at du skal sidde og fortælle mig hele tiden, hvad jeg skal gøre anderledes, og hvorfor jeg skal gøre det. Det vil jeg gerne have mig frabedt, for det synes jeg faktisk er tidsspilde.”
Anton: (mumlende) ”Ja.” (…)
Efter irettesættelsen stirrer Anton tomt ud i luften i 3 minutter. Da en elev forklarer, at han har skrevet temaet ‘religion’, lyser Antons ansigt op, og han rækker hånden op. GITTE ser på ham, men spørger så ud i klassen, hvem der kan nævne et andet tema. Cecilie tager ordet uden at have fået det, og GITTE lytter og nikker, mens Cecilie taler. GITTE spørger igen til et tema, og Sofie får ordet. Anton har stadig fingeren oppe, mens to elever enten har taget eller fået ordet efterfølgende, og han siger nu en form for prustelyd lige så stille. GITTE afbryder Sofie og siger i et irritabelt toneleje, at han skal lade være. Anton svarer tilbage, at han synes lyden er sej, og da GITTE insisterer på, at han skal lade være med at sige lyden, forlader Anton klassen, mens han siger, at han går ud på toilettet og laver lyden, hvortil GITTE siger: ‘Ja, så gå derud og lav den’ (…) Anton kommer tilbage efter to minutter, og hans krop er urolig – det ene ben bevæger sig hurtigt op og ned, ligesom armene ryster noget, der ligger i hans hænder. Mens GITTE taler nogle minutter, ser de fleste andre elever fraværende ud, piller ved deres negle, deres blyanter, bladrer i bogen og laver trommelyde på lårene. GITTE spørger, om de synes, det er svært at forstå, eller om de har nogenlunde greb på det. Ingen responderer, på nær Anton, der rækker fingeren op. Han bliver ikke taget, og GITTE taler videre. Da han har haft fingeren oppe i noget tid, kommer han til at hoste og rømmer sig derefter. Lyden er på sin vis komisk, og Lukas, Rezan og Mads, der sidder lige over for Anton, kan ikke lade være med at smile af det. Anton smiler tilbage, og GITTE afbryder sig selv:
GITTE (højt og vredt): “Ved du hvad, Anton, jeg vil gerne have, at du går ud igen og får hostet af.”
Anton: “Det er fordi, jeg fik noget i halsen.”
GITTE: “Ja, men du behøver ikke at gøre så stort et nummer ud af det.”
Anton: “Det gjorde jeg heller ikke, jeg hostede bare og …”
GITTE: “Sæt dig ordentligt op også.”
Anton: “Og så var der nogen, der grinte, og så grinte jeg selv.”
GITTE: “Ja, men så prøv bare at lade være med at gøre et nummer ud af det.”
Anton: “Det gjorde jeg heller ikke.”
GITTE: “Du vil gerne have – jeg kan se, du gerne vil have opmærksomheden på, at hele klassen lige ser …”
Anton: “Jeg sad bare sådan her, og så …”
GITTE (i et nedladende toneleje): “Prøv lige at sætte dig ordentligt op, så kan det være du ikke ligger og bliver kvalt sådan hele tiden. Sæt dig lige helt op.” (…)
Eleverne skal nu fortsætte arbejdet i grupperne med flere opgaver til teksten. Anton er sammen med Niklas og Mads, og Niklas siger: “Kom nu, I skal lave det her drenge”. Mads og Anton begynder halvt at synge en sang og halvt at diskutere teksten. Niklas begynder imens at læse noget af teksten højt og råber så desperat: ”Jeg kan ikke lave noget, når I to ikke gider være med. I laver…”. Anton afbryder og siger indestængt: ”Og jeg kan heller ikke lave noget, når GITTE er så fucking følsom”. Mads læser nu opgaven højt på en vrængende måde: ”Vi skal nærlæse” og stikker hovedet helt ned i bogen. Drengene griner og går så i gang med at løse opgaverne. Efter noget tid kommer GITTE hen til drengene. Hun spørger på forhørsagtig facon, om de har skrevet replikkerne i taleboblerne, som opgaven lyder på. ”Ja”, svarer Mads. ”Vi har skrevet ’Han er ensom’”. GITTE responderer i et forurettet toneleje: “Så har I jo ikke læst opgaven. I skal læse opgaven”. Mads læser opgaven højt og siger: “Det er da også det, vi har gjort”. Anton siger: ”’Jeg er ensom’ – det er da en replik”. GITTE svarer tilbage i et forarget og bebrejdende toneleje: ”Det er det da ikke, det er ikke det, I har skrevet. I har skrevet ’Han er ensom’”. Anton siger: ”Ja ja, men jeg har …”. GITTE afbryder ham og forklarer kort, hvorfor ‘Han er ensom’ ikke kan være en replik. Anton fortsætter: ”Ja ja, men jeg har også skrevet ’Jeg’. ’Jeg er ensom’”. GITTE siger uden mimik ”Ja” og rejser sig og går. Nogle meter væk vender hun sig og siger: ”Og så er det jo rigtig godt at skrive, hvorfor han er ensom – ’Jeg er ensom fordi’. Hvorfor er det, han føler sig ensom?”. Anton svarer: “Fordi hans far ikke taler til ham”. GITTE står udtryksløst, svarer ikke, men vender sig om og går! Drengene stirrer tomt ud i luften i noget tid, indtil de efter noget tid finder på noget at grine af. Mens eleverne arbejder i grupperne, spørger GITTE mig, om jeg får noget ud af at interviewe børnene, og at de drenge, der forstyrrer, må være interessante at tale med, for ”de fylder det hele og spolerer det for de andre”. (Klinge, 2015, s. 21-24)

 

FAR!
Undervisningen var godt igang og en lille uartig dreng behøvede hjælp og som uartige børn gør, så råbte han bare ud i luften. Desværre for knægten kom han i sin iver til at råbe “FAR!”. Læreren spilede øjnene op og satte sig på hug foran poden og sagde med rolig stemme: “Jeg kan forstå, at du har fået det at vide!” Banditten lignede et stort spørgsmålstegn. “Altså, at jeg er din far?!”. Nu var det drengens tur til at spile øjnene op og han begyndte at ryste på hovedet, mens han sagde: “Nej, det tror jeg ikke!”. Læreren skyndte sig at gå til bekendelse og hjalp herefter det nu endnu større levendegjorte spørgsmålstegn. Lidt efter kom den uartige dreng op til læreren. “Du kan altså ikke være min far”, sagde han, “min mor siger selv, at jeg ligner min far!”. Læreren kunne godt mærke, at det gjaldt om at mane al tvivl i jorden hurtigst muligt, så han svarede: “Det gør du også. Man kan se det på øjnene.” Knægten satte hovedet på skrå og rynkede panden: “Nej, hun siger, det er fordi, at jeg heller ikke altid hører efter, hvad hun siger!”. Havde det ikke været for det seriøse emne, så havde læreren nok slået en kæmpe latter op, men han besindede sig og de fik lukket hele den lidt spegede samtale. Da læreren drog hjem denne dag, glædede han sig allerede til næste dag. Han måtte finde på et eller andet sjovt at sige, hvis nu den uartige drengs far troppede op i mængden af stressede og yderst servicemindede forældre. Eller også skulle han bare lade den ligge!? Ja, det var nok en god ide. Tænk, hvis han nu fik sået endnu mere tvivl! (Situationsbeskrivelsen stammer fra folkeskolen.dk (25. marts 2015) og bringes her i lettere bearbejdet form)

 

MATEMATIK
Halvdelen af klassen skal have matematik. Det er et valg, skolen har truffet med henblik på at skabe en ramme, hvor det er muligt at gennemgå nyt stof med få elever. I dag skal de lære om at måle højde og længde. Læreren står ved katederet og gennemgår det at måle, og at resultatet kan opgøres i enheder, som udgør kommatal. Læreren eksemplificerer det, hun gennemgår, ved at tale om sin egen højde. Hun er ikke særlig høj, så de diskuterer, at der er forskel på, hvor høj man er. En af eleverne i klassen nævner, at Linda er meget høj. Linda bliver ked af det. Hun siger, at pigen driller. Støttepersonen griber ind i undervisningen og siger: “Linda, jeg kan godt forstå, at du tror, at du er blevet drillet. Jeg blev drillet, da jeg var barn, fordi jeg er så lav. Men det her var ikke dril. Du er jo høj.” Pigen som nævnte Lindas højde, siger undskyld. Matematiklæreren tager ordet og siger, at Linda skal forklare pigen, hvordan hun føler det. Efter timen. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Hedegaard-Sørensen, 2013, s. 77)

 

TUREN TIL FISKETORVET
5. årgang har ønsket en tur til Fisketorvet, som pædagogerne i Klubben imødekommer og arrangerer. Turen er frivillig og børnene skal selv tilmelde sig på et opslag ved Infosøjlen. På dagen for turen samler de 3 pædagoger de 29 tilmeldte børn i Fællesrummet, hvor der også er andre børn, for at give fælles beskeder inden afgang. Gruppen er urolig, børnene er forventningsfulde og snakkende. Pædagogerne tysser på gruppen og begynder at give beskeder:
AYSE: “Alle skal gå i grupper, ingen må gå alene. Vi forventer af jer, at I ikke ter jer som aber i bus og tog, og at I husker på, at der er andre mennesker.”
METTE: “Pas på jeres penge. I skal ikke gå og flagre med jeres punge.”
AYSE: “Mindst én fra hver gruppe skal gemme det her tlf. nummer: xxxxxxxx i jeres mobil, så I kan ringe til os, hvis der sker noget.”
METTE: “Nu har I 10 minutter til at tisse af og finde sammen i grupper. Vi mødes ved gangbroen.”
Efter de 10 minutter mødes pædagoger og børn ved gangbroen:
RIKKE: “Nu skal I dele Jer i de grupper, I har lavet.”
Børnene fordeler sig i grupperne, på nær Erkan og Selma.
RIKKE: “Der er nogle, som mangler at være i en gruppe. Er der nogen, som kunne tænke sig at have én mere med?”
Børnene kigger rundt på hinanden.
RIKKE: “I skal alle sammen huske på, at det kunne være jer selv i samme situation.”
Der er ingen grupper, der melder sig.
(Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et inklusionskursus i 2011)

 

COMPUTERSPIL
Det er i alrummet i SFO’en kort efter frugttid. Fem af de store drenge, alle omkring ni år, er samlet rundt om den ene computer, hvor et nyt spil bliver afprøvet. Der står også to mindre drenge fra børnehaveklassen på syv år i baggrunden og følger med i spillet på afstand. En pædagog SUSANNE sidder ved det store runde bord i nærheden. Ved den anden computer er to piger i gang med at tegne. ”Nu er det altså min tur,” siger Marcus, ”du har prøvet den skide længe, Mikkel.” ”Ja, men det er også mig, som har forstand på det, for min ven har et magen til derhjemme, og se, hvor højt jeg har scoret.” Mikkel kigger sig glad rundt i kredsen. ”I øvrigt er det slet ikke dig bagefter, det er Carl, det har vi aftalt, ikke også Carl?” Carl nikker. ”Hvornår har I aftalt det? Jeg stod her før dig, Carl,” siger Marcus. ”Det gjorde vi på vej fra klassen, og Carl har givet mig lov til lige at spille denne bane færdig,” siger Mikkel og kigger appellerende på Carl. De fortsætter med at argumentere, og da stemmerne stiger, kommer SUSANNE over til computeren. ”Jeg synes, det lyder, som om I har brug for, at der bliver lavet en liste over, hvem der skal spille i eftermiddag”. Mikkel spiller koncentreret videre. Der er flere forslag til, hvordan listen skal se ud, så SUSANNE beslutter at trække lod mellem alle syv børn omkring computeren og give 15 minutter til hvert barn. ”Det er bare strengt. De to fra børnehaveklassen har slet ikke været med til at spille. Hvis de også skal spille, så får vi andre slet ingen tid, inden vi skal hjem,” siger Marcus. ”Mikkel har fået meget mere end et kvarter nu, det er strengt,” fortsætter han. SUSANNE fortæller Mikkel, at nu er hans tid gået, og hun sætter listen op på tavlen oven over computeren. Mikkel prøver at fortsætte, men bliver nu skubbet væk af Lau, som er den næste af de store børn på listen. Lidt efter bliver en af børnehaveklassedrengene hentet, og den anden forsvinder ind i Legorummet. Nu er det Carls tur, men Mikkel får ham overtalt til, at de bytter, så han kan spille den bane færdig, han blev afbrudt i, da SUSANNE lavede listen. Marcus bliver rigtig hidsig og skælder Carl ud. ”Du kan ikke bare bytte din tur, det var jo rigtig mig efter Mikkel, inden SUSANNE kom, og han har jo haft tur, så skal du da hellere bytte med mig.” De bliver efterhånden ret højrøstede alle fem. (Situationsbeskrivelsen stammer fra BUPL, 2010)

 

RESPEKT!
Det er første lektion, 9. y har dansk, og det har ringet ind for 15 minutter siden. Eleverne arbejder med en opgave til eksamensforberedelse. Det banker på døren. Abdel kommer ind, ser sig omkring, og da læreren BJARNE løfter øjenbrynet, siger han: ”Undskyld jeg kommer for sent!” På vej til sin plads i klassen (første bord i vinduesrækken) går Abdel forbi Rachid, klapper i hånden og småsnakker, herefter forbi Arben, igen håndklap og småsnak. Han når sin plads, sætter sig og får udleveret opgaven. Der er stadig småsnak bagerst i klassen mellem Demir og Rachid. Læreren beder eleverne om at koncentrere sig. Abdel spørger, om han må låne en blyant. Han havde ingen taske med sig, da han kom. Han får en blyant. Lidt efter rejser han sig og går hen og spidser blyanten. Basem, der også sidder forrest, men i dørrækken, ser interesseret på, og der kommunikeres med fagter. På vej tilbage går Abdel forbi et par andre kammerater, som der skubbes lidt til, en bog ryger på gulvet. Da han har sat sig, vender han sig om, skubber lidt til de papirer, der ligger på bordet bagved. Han får øjenkontakt med Arben, der sidder 3 borde bag ham. De kommer begge med et par bemærkninger og laver nogle fagter. BJARNE beder dem begge om at koncentrere sig. Efter et minut går Abdel ned bagest i klassen for at hente noget til opgaven på sin hylde. Rachid og Demir rejser sig og skal også hente noget på hylden. De har tilsyneladende svært ved at finde det, de leder efter, skubber til hinanden. Abdel får øjenkontakt med Basem, der også rejser sig for at hente noget. BJARNE beder alle drenge gå på plads og lave deres opgave. Det tager lidt tid, før de får skubbet og snakket sig færdige. Abdel arbejder på opgaven og har nu nået 2 linjer. Han rejser sig for at hente noget i sin taske, som viser sig at ligge bagest i klassen. Igen snak og fjolleri med de to kammerater bagest i klassen. Abdel bliver af BJARNE bedt om at tage tasken med til eget bord. Abdel arbejder – har nu nået 4 linjer. Vender sig igen om og får øjenkontakt med de to bagest i klassen. Disse er ret ukoncentrerede og får ikke lavet meget. BJARNE går rundt for at se, hvor langt eleverne er nået. Abdel rejser sig for at gå hen og spidse blyant. BJARNE bemærker dette. Abdel svarer: ”Den knækkede”. Tiden er nu gået, og en elev skal fremlægge. BJARNE spørger ud i klassen: ”Hvem har lyst til at forsøge sig?” Ingen melder sig. ”Er der nogen, der ikke er blevet færdige til fremlæggelse?” To melder sig – men ikke Abdel. BJARNE vælger Abdel til fremlæggelsen. Det går ikke så godt. BJARNE forsøger med hjælpespørgsmål, men teksten er helt klart ikke gennemlæst. BJARNE påpeger, at det måske havde været en god idé at koncentrere sig lidt mere og få skrevet noter i stedet for at fare rundt i klassen og forstyrre kammeraterne. Abdel bliver meget fornærmet: ”Jeg har overhovedet ikke sagt noget! Hvorfor siger du det altid til mig? Alle de andre snakkede også!” (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af et lærerteam i 2009 i forbindelse med et kursusforløb om inklusion)

 

LIGE BØRN LEGER BEDST
Ida, Sara og Rebecca har valgt emnet ’bøsser’. De har allerede søgt litteratur og diskuterer deres problemformulering: ’Hvorfor er du bøsse?’ mener de f.eks. er et dårligt spørgsmål. ”Det er jo ikke noget selvvalgt,” mener de. De overvejer, om det at være ‘anderledes’ er en objektiv eller en subjektiv kategori: “Hvis nu ikke bøsser føler sig anderledes, er de det så?” De diskuterer, hvor de skal søge oplysninger og foreslår Landsforeningen for bøsser og lesbiske og at ringe til Klaus Bondam. Ida siger: ”Vi skal altså til at tage os sammen. Vi har kun til næste uge.” Carsten og Ali har ligesom Ida, Rebecca og Sara valgt emnet ’bøsser’. De joker og slås, men prøver indimellem at forholde sig til synopsen, som er delt ind i felter med spørgsmål, som skal udfyldes. Bl.a. er der et felt, hvor det skal angives, hvilke materialer gruppen planlægger at bruge til projektet. Carsten: “Skal vi ikke lave video?” Ali: “Jo, mand.” Carsten: “Vi filmer en bøsse, der ligger og boller. Hvordan staver man til kamera? Hvad fanden skal vi filme? Vi filmer en eller anden bøsse, mand. Kom nu skriv ‘kamera’. Hvad fanden hed det sted vi skulle kontakte, et eller andet bøssecenter, ikke.” De kalder på læreren VIBEKE, der kommer længere nede af gangen. VIBEKE: “Jeg kommer lige om lidt, jeg skal lige hjælpe Dennis.” Hun kommer ikke tilbage, og der går en halv time, hvor drengene går rundt på gangene. Inde i en klasse finder de to drenge læreren BJØRN og afleverer synopsen. BJØRN gennemgår den og begynder at rette med sin egen pen. Under kategorien ‘arbejdsspørgsmål’ har de skrevet ’12-15 årige’, ‘diskette’, ‘elever’ og ‘lærere’, ’35’. BJØRN: “35? Er det hvor mange procent bøsser der er?” (Et arbejdsspørgsmål han selv har foreslået tidligere). Drengene bekræfter – det er noget, de bare har gættet på. BJØRN: “I skal ikke svare her, det er det, I skal arbejde med.” BJØRN begynder at fylde synopsen ud. BJØRN: “Nu gør jeg altså lige lidt her, ellers kommer I ingen vegne. (Situationsbeskrivelsen stammer Gregersen & Mikkelsen, 2007, s. 46ff og er her gengivet i lettere bearbejdet form)

 

DÅRLIG REKLAME
8.x har dansk og skal i tre sammenhængende timer arbejde med en delvis selvvalgt opgave. En gruppe på to drenge (Johnny og Kevin) har valgt at lave en reklame, men de har svært ved at komme i gang. De gør mange forsøg på at finde frem til et reklameslogan, men ender ofte med at pjatte og slå hinanden i hovedet. De har meget svært ved at finde ud af, hvad der karakteriserer et godt slogan og har derfor svært ved at sortere i de for slag, de kommer med. På et tidspunkt kommer læreren ned forbi deres bord, fordi de er ved at blive meget højrøstede. Læreren siger »Er det, det her i snakker om?« Det ved hun godt, det ikke er, men det har den effekt, at de to drenge straks bliver revet tilbage til deres flagrende projekt. Drengene spiller med og svarer: »Ja vi snakker om vores reklame.« Drengene har tegnet lidt med blyant på et hvidt stykke karton – præcis så meget, at det ser ud, som om de er i gang. Drengene fortæller om nogle af deres ideer, og læreren roser dem. I stedet for at hjælpe dem videre i deres fokuseringsproces, mener læreren, at drengene skal arbejde på at gøre reklamen færdig og dermed ikke gøre sig så mange overvejelser om hvorfor og hvordan. Johnny vil meget gerne leve op til lærerens forventninger, men har tydeligt svært ved at udtrykke sig gennem at tegne. Han spørger: »Gør det noget, at jeg tegner tændstikmænd?« Læreren, der er ved at gå hen til en anden gruppe, svarer: »Hvis du synes, at tændstikmænd er det, man kan tegne i 8. klasse, så gør du det«. Det er tydeligt underforstået, at det er for lavt et niveau. Johnny mumler noget om, at han da også synes, at det er for dårligt, at han ikke kan tegne andet end tændstikmænd, men at det bliver noget underligt noget, hvis han skal tegne almindelige mennesker. Læreren svarer fra den anden ende af klassen: »Det er dit ansvar«. Johnny og Kevin er tydeligt frustrerede, handlingslammede og efterladt uden redskaber til at komme videre i deres proces. De udfylder tiden med at snakke, og det gør de resten af forløbet – kun afbrudt af et kort besøg på biblioteket, hvor de kopierer nogle billeder, som de bruger meget tid på at klippe ud, mens de snakker. De får aldrig klistret billederne op. (…) 8.x fremlægger deres arbejde for klassen, og det er blevet Johnnys og Kevins tur. Læreren siger »Sidste gruppe for i dag kommer op til tavlen«. Der bliver grinet lidt i klassen, da drengene stiller sig op til tavlen med deres halvfærdige planche imellem sig. Læreren siger »Ja….. det er jer, der skal sige noget«. Drengene siger ikke så meget, men en af dem får fremstammet den overskrift, de er nået frem til. Læreren siger: »Ja, og hvad så«. Johnny siger: »Og så skulle der være nogle billeder der«. Læreren svarer: »Skulle være… hvad skal det sige? Hvor er de?« Johnny svarer, at de er i hans penalhus, og klassen bryder ud i grin. Læreren griner ikke, men siger alvorligt: »Hvad laver de der?« Hun får intet svar. Hun spørger drengene, hvorfor de tror, at de som den eneste gruppe ikke har nået det. Dette afstedkommer en længere pinlig stilhed. Læreren spørger igen »Hvorfor har I ikke nået det?« Kevin forsøger sig med, at de ikke har haft tid nok, men det afviser læreren. Johnny siger: »Vi har snakket for meget og lavet for lidt«. Til dette siger læreren: »Ja det tror jeg også.« (Situationsbeskrivelsen stammer fra Fink-Jensen, Jensen, Kragh-Müller & Mørck, 2004, s. 81-82)

 

MUSKELOKSEN
Vi befinder os i en børnehaveklasse med 22 børn, og det er sidste time inden børnene skal videre i SFO. Klassen forbereder sig til morgendagens tur til ZOO.
BENEDIKTE: “Ved I, hvor næbdyret lever?”
Mette: “Afrika, for det har jeg set i fjernsyn for dig.”
BENEDIKTE: “Hvilket dyr har I?” (henvendt til Mette og Jens)
Mette: “Moskusokse.”
Jens siger: “En muskelokse.” (klassen griner)
BENEDIKTE: “Jeg skriver en moskusokse.”
Christian: “Muskeloksen har bøffer!” (børnene griner igen)
BENEDIKTE: “Hvor lever mos-kus-ok-sen?”
Mikkel: “I mosland!”
BENEDIKTE: “Nej.”
Mathias: “Godt gættet!” (Børnene griner og joker videre indbyrdes – der er en del uro)
Katrine: “De lever ved noget koldt.”
Peter: “I Afrika?”
BENEDIKTE: “Hvor er i fjollede.”
Julie: “På Grønland.” (Børnene griner igen af et eller andet, de siger en hel masse i munden på hinanden. BENEDIKTE spørger igen to børn om, hvilket dyr de har).
Sigurd: “Isbjørn.”
BENEDIKTE: “Hvor lever den?”
Trine: “På Grønland.”
Holger: “I Afrika!” (børnene snakker igen i munden på hinanden)
BENEDIKTE: “Ved I nu hvad, nu skal i hold op med at larme så meget!” (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af en pædagogstuderende i forbindelse med en uddannelsespraktik i 2004)

 

PÅ TVÆRS
Mikkel går i 3. klasse og var ofte vred over de andre udelukkelse af ham. Som han forklarede mig: “Nogle gange, også i timerne, så kan de godt sidde og lave hoveder af mig. Så bliver man gal i hovedet. Og når man kommer ud i frikvarteret, så gad man godt tæske dem”. Han kunne af og til blive så vred, at han gik hjem fra skolen eller gemte sig i frikvarteret og udeblev fra timen. Hvis læreren spurgte i klassen, hvor Mikkel var blevet af, blev der svaret: “Han er sur” – hvorefter timen fortsatte (…) Mikkel havde ligeledes svært ved at opnå lærerens opmærksomhed på samme måde som de mere dominerende børn, hvilket ofte betød, at han ikke blev hørt: Jeg sad sammen med Mikkel og småsnakkede om et forsøg med elektricitet. Med en bestemt opstilling lyste pæren pludselig kraftigere. Mikkel blev ivrig og ville vise læreren det, fortalte han mig. Han rakte fingeren op og sad stille og ventede i flere minutter, men blev ikke set af læreren, der gik rundt i lokalet og hjalp andre børn. Mikkel sagde derefter lærerens navn en enkelt gang, men ikke højt nok, til at læreren hørte det. Mikkel sagde så til mig: “Jeg løber lige hen og henter hende”. Han stillede sig ved siden af læreren og trak hende i ærmet. “Jeg kommer lige om lidt”, sagde hun, og Mikkel satte sig tilbage ved bordet uden at røre forsøgs-opstillingen og kiggede efter læreren. Kort efter henvendte læreren sig til hele klassen, der blev bedt om at pakke forsøget sammen (…) da jeg senere gik en tur på legepladsen i SFO’en, fandt jeg Mikkel på den lille fodboldbane sammen med drengene fra 2. klasse. Den i skolen tavse dreng råbte nu højt og dirigerede med de andre, mens han løb frem og tilbage på banen. Jeg kunne slet ikke kende ham. Var det den samme dreng, som i skolen aldrig spillede fodbold?” (Situationsbeskrivelsen stammer fra Højlund, 2002, s. 92-101 og bringes her i lettere bearbejdet form)

 

Tankevækkende arbejdssituationer på opholdssteder

 

SE DEN LILLE KATTEKILLING!
ANNE er nyansat på et opholdssted for børn og unge, der lægger vægt på bordskik. “Det er meget vigtigt, at børnene bliver ved bordet, indtil alle har spist. Det skaber ro og forudsigelighed, og en evaluering viser også, at det er det helt rigtige”, siger lederen. En dag spiser ANNE frokost med en gruppe børn. Stemningen er god og pludselig råber Emil: ’Se! En kattekilling!’ Han løber ud for at se dyret – og de fem andre børn løber efter. Et øjeblik bliver ANNE i tvivl om, hvad hun skal gøre. (Socialpædagogen, nr. 15, 3. august 2012, s. 8-9)

Tankevækkende arbejdssituationer i botilbud og på støttecentre

 

EN OVERGANG
Helle er 52 år og har boet på et socialpsykiatrisk botilbud i 7 år. Helle er diagnosticeret paranoid skizofren og har haft gentagne langvarige indlæggelser i behandlingspsykiatrien. Helle, sagsbehandleren PIA, fra Helles hjemstedskommune, og pædagogen IBEN, der er Helles kontaktperson, sidder i Helles lejlighed under det årlige opfølgningsbesøg med PIA. PIA beder Helle fortælle om det forgangne år. Helle beretter (stolt) om sin udvikling. Hun administrerer nu selv sin medicin. Hun har tabt sig 27 kg ved hjælp af kostomlægning og motion. Hun går ture i lokalområdet og træner flittigt på motionscyklen. Hun har fået mod til at konfrontere sin sociale angst og er blevet langt bedre til at håndtere sin socialfobi. Kontakten til Helles nu 18-årige datter er genetableret, og hun giver udtryk for stor glæde ved at følge med i datterens liv. Siden sidste års opfølgningsbesøg ser Helle mere lyst på tilværelsen og mener, at hendes recoveryforløb er inde i en positiv fase. IBEN tilføjer: ”Helle øver sig fortsat i at være alene, uden støtte fra personalet, når hun motionerer, går ture i lokalområdet og foretager indkøb. Men Helle har fortsat behov for støtte til mestring af sin socialfobi”. Helle (smiler) og siger: ”Jeg er blevet langt bedre til at sige fra, så nogle gange, synes de andre beboere og personalet, at jeg er blevet for skrap”. PIA siger: ”Jamen så er det jo snart på tide at finde en anden bolig?”. ”Nej, nej”, siger Helle, ”så skrap er jeg heller ikke” (hun ler). ”Næ, nej”, svarer PIA, ”det var nu heller ikke lige det, jeg mente, jeg mener, så er du jo klar til snart at flytte for dig selv og hjem til X Kommune”. Der bliver stille i stuen. Helle famler nervøst med hænderne omkring munden. Efter en pause, siger Helle: ”Nej, nej, det er jeg slet ikke klar til endnu. Jeg kan ikke sove alene om natten, og jeg går stadig dårligt, og så har jeg haft et tilbagefald i julen, hvor jeg tog for meget medicin”. PIA (smiler) og svarer: ”Men det går jo fremad med dig, så på et eller andet tidspunkt skal du jo flytte, du kan jo ikke blive her til tid og evighed, vel?”. Hun noterer i sine papirer. Helle og IBEN ser på i tavshed, hvorefter PIA siger: “Jeg foreslår, at datoen for næste opfølgningsmøde fastsættes til 6 måneder fremfor de sædvanlige 12 måneder. Så synes jeg, vi skal tale sammen igen”. Hun lægger sine papirer ned i tasken. Helle siger ikke noget, men kigger appellerende på IBEN, der forholder sig tavs. PIA rejser sig, giver hånden til Helle og IBEN, hvorefter Helle følger PIA ud til hoveddøren. (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af en pædagogstuderende i forbindelse med en uddannelsespraktik i 2012)

 

STEMMERNE
LONE arbejder som pædagog i socialpsykiatrien. Hun har i længere tid været samarbejdspartner med Lars, som er beboer. Deres relation er godt afstemt og tryg. Lars er bl.a. stemmehører og har brug for hjælp til daglige gøremål, såsom rengøring, spisning, hævning af penge, badning m.m. Stemmerne forhindrer ham i at gøre noget som helst. Stemmerne i denne sammenhæng har navnet ’Morfeusserne’.
LONE: “Hej, Lars. Så skal jeg være din samarbejdspartner igen i dag. I dag skal vi vaske gulvet i din bolig (Lone viser samarbejdsaftalen, som er skrevet ned på et stykke papir). Som vi kan se på samarbejdsaftalen hjælpes vi ad med at hente moppen og gulvspanden med vand og sæbe. Men du skal selv vaske gulvet. Skal vi gå i gang?”
Lars: “Nå’, men jeg gider ikke vaske gulvet. Det trænger overhovedet ikke. Det er skide flot, siger ’de’!”
LONE: “Jeg hører hvad du siger, men jeg kan se, at du har indgået en aftale om at vaske gulv i dag. Det vil jeg gerne hjælpe dig med.”
Lars: “Ej’ det er bare noget alle morfeusserne siger. De lyver! De lyver!”
LONE: “Som jeg har sagt før, så kan jeg ikke høre dem, men jeg tror på, at de har sagt det til dig, når du siger det. Det er jo din virkelighed. Ville det hjælpe hvis jeg siger, at de skal lade dig være!”
Lars: “Ja!”
LONE: “I skal lade Lars være nu. Ham og jeg har en aftale om at vaske gulv, så han har ikke tid til jer nu! I skal lade ham være!”
Lars: “Tak – de er væk nu! Men kan du ikke bare gøre det! Bare i dag!”
LONE: “Nej, Lars. Det er dig som skal vaske gulvet.”
Lars: “Jamen, det er jo ikke sjovt!”
LONE: “Jeg kan godt forstå, at du ikke synes det er sjovt, men du har indgået en aftale med dit team. Hvis du har lyst, så kan vi vente en smøgs tid og så gå i gang.”
Lars: “Nej, vi går i gang nu!” (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af en pædagogstuderende i forbindelse med uddannelsespraktik i 2012)

 

BAD!
Det er morgen. En beboer (vi kalder ham Jens) på Bostedet ’X’ skal i bad. Jens har diagnosen autisme og ifølge hans journal har han let ved at blive angst. Det er Emil (‘vikaren’ med skjult kamera) der skal bade ham. Emil er sammen med en anden medarbejder (vi kalder hende MIE). MIE står i døren til badeværelset og følger forberedelserne til badningen. Jens er utilfreds med, at det er Emil, der skal bade ham, han ønsker en helt tredje medarbejder (som vi vælger at kalde INGER).
Jens: ”Bade mig … INGER!”
MIE: ”Skal INGER bade dig? Er det fordi hun hjælper dig hele vejen?”
Jens: ”Ja.”
MIE: ”Jamen, du kan selv.”
Jens: ”INGER skal bade mig.”
MIE: ”Ja, men nu kan du selv, ved vi. Der står ikke hotel ude på skiltet, vel? Der står ’X’. Bostedet ’X’.”
Måske sprøjter Jens med vand eller han bevæger sig ud af badet (det fremgår ikke af optagelsen).
MIE: ”Nej, nu stopper du, siger jeg til dig.”
Jens: ”INGER skal hjælpe mig.”
MIE: ”Nej, fordi nu hjælper Emil dig (med hævet stemmeføring). Emil skal lære det her.”
Jens protesterer ved at undlade at bevæge sig ind under bruseren.
MIE: ”Så kommer du bare ikke i bad. Du har muligheden for at Emil hjælper dig, ellers så er der ikke nogen, der hjælper dig.”
Jens: ”Jeg gider ikke mere.”
MIE: ”Nej, men så får du bare ikke noget bad. Sluk vandet og gå ind og tag tøj på.”
Emil (henvendt til MIE): ”Er du sikker?”
MIE: ”Ja. Sluk vandet! Og så er du færdig med at bade nu! Det gider vi ikke. Ved du hvad, jeg kan fortælle dig én ting….”
MIE bevæger sig lidt ind på badeværelset og hen imod Jens.
MIE: ”Nu hjælper Emil dig. Ikke?”
MIE holder en pause (muligvis gør Jens et eller andet med sin mimik eller sit kropssprog – vi kan ikke se det på optagelsen).
MIE: ”Og jeg er ikke bange for dig.”
Jens (i almindeligt stemmeleje): ”Jeg hader dig.”
MIE: ”Jamen, der er fint. Det må du gerne. Og det hjælper ikke noget med at tude.”
Ni minutter senere på badeværelset, hvor Jens nu skal barberes:
MIE: ”Så går du i gang med at barbere dig.”
Jens: ”Jeg kan ikke.”
MIE: ”Jo, du kan.”
Jens (stammende): ”Det ka’, det ka’, det ka’….”
MIE: ”Jamen, så bliver du bare ikke barberet. Så gå ind! Så er vi færdige herude!”
Jens: ”Ikke bo i hus mere.”
MIE: ”Jamen, det er fint.”
Jens går hen imod MIE.
MIE: ”Du skal slet ikke komme herhen!”
Jens slår ud i retning af MIE.
MIE (brølende): ”DU SKAL SLET IKKE RØRE MIG! KAN DU FATTE DET?”
MIE: (råbende): ”Så fiser du ind på dit værelse. Nu! Afsted!”
MIE fører Jens ind på hans værelse og lukker døren. Jens åbner igen døren og rækker undskyldende hånden ud mod MIE.
MIE (råbende): ”Du skal slet ikke ramme ud efter mig!”
Jens: ”Undskyld, MIE. Undskyld, undskyld.”
MIE: ”Jeg gider dig slet ikke. Du kan blive derinde. Jeg gider dig ikke.”
MIE forsøger at lukke døren.
Jens: ”Barbere….”
MIE: ”Jeg kan godt fortælle dig, du er så lav i min verden nu, du er! Ved du godt det?”
Jens: ”Ja.”
Jens fortrækker ind på sit værelse.
MIE (lettet og grinende): ”Han ramte mig heldigvis ikke. Han gik bare lige imod mig. Og jeg så det, jeg tænkte bare ”Dig, du bliver bare der…”.”
INGER er, som det fremgår, en af MIEs kollegaer, og hun har overhørt episoden og vælger at sige fra og kritiserer den måde situationen er blevet taklet på:
INGER: ”I er alt for hårde.”
MIE: ”Er vi det?”
INGER (oprørt): ”Ja, det må I meget undskylde, men jeg er slet, slet ikke enig med jer.”
MIE: ”Jo, men jeg har jo ikke råbt ad ham.”
INGER: ”Nej, men hvad gjorde du nu?”
MIE: ”Ja … fordi han slår ud efter mig. Skal jeg sige: ”Det må du egentlig talt ikke?”.”
INGER: ”Nej, sgu da ikke med et smil om munden. Men han fatter ikke det der. Han fatter ikke det råberi. Og han fatter ikke….”
MIE: ”Nej, men jeg bliver sgu også frustreret over, at han slår ud efter mig.”
INGER: ”Det kan jeg godt forstå.”
MIE: ”Altså fordi hvis… hvis ….”
INGER: ”Men der er nogle af jer, der render ind i en røvfuld alvorligt en dag ….”
MIE: ”Jamen, det er fint nok, men hvis jeg havde været ude i ….”
INGER: ”Nej, det er ikke fint nok.”
MIE: ”Nej, men hvis jeg havde været ude i den virkelige verden, havde jeg hakket igen.”
Der er stille et par sekunder.
INGER (med lav stemmeføring): ”Ja … men nu er du jo ikke …. ”
MIE: ”Men det kan jeg jo så ikke ….”
INGER: ” … i den virkelige verden, vel?”
MIE: ”Men det kan jeg jo så ikke, fordi jeg er på arbejde. Fordi jeg må jo ikke røre beboerne.”
INGER (meget stille): ”Nej….”
MIE: ”Derfor handler jeg jo så på min måde.”
INGER: ”Ja. Det er også okay, at du gør det, men det er bare en forkert måde ifølge mine pædagogiske principper.”
MIE: ”Ja, Ja – men altså – jeg kan jo ikke stå og sige: ”Det må du egentlig talt ikke gøre.”.”
INGER: ”Nej, men man kan gøre det på mange andre måder. Nu er han sådan hele dagen. Indtil næste hold kommer, så kan han skifte over igen.”
MIE: ”Jamen, jeg har jo stået og sagt til ham, at han godt selv kan bade. Hvor han bliver ved med at insistere på, at det er dig der skal komme ud og bade ham, fordi det er dig, der bader ham.”
INGER: ”Nå, men det er det jo ikke. Vi bader alle sammen. Han bader selv. Han vasker sig….”
MIE: ”Men Emil står og hører på, at jeg er en dum kælling, fordi han ikke vil bades af mig. Fordi jeg står stille og roligt og siger: ”Du skal gøre sådan her og du skal gøre sådan her. Og du skal vaske dig her og du skal vaske dig … du er en dum kælling!”.”
INGER: ”Ja, men det tror jeg også, at han mener, du er.”
MIE: ”Jae, og det må han gerne mene.”
INGER: ”Altså de mener også, at jeg er en dum kælling.”
Mia: ”Ja, ja.”
INGER: ”Men … ja jeg ved ikke … jeg kan ikke forklare det. Jeg gider heller ikke.”
MIE: ”Nej.”
INGER: ”Det gider jeg simpelthen ikke nu. Altså, jeg tager det op på et temamøde….”
INGER bevæger sig mod døren.
MIE (måske med en anelse gråd i stemmen): ”Ja, men det er i orden.”
MIE vender ryggen mod INGER.
INGER: ”Det bliver jeg nødt til.”
MIE: ”Ja, det er i orden.”
INGER stopper op i døren og MIE vender sig om mod INGER.
INGER: ”Men det er ikke dig, der er kritik af.”
MIE (vredt): ”Nej, men jeg er sgu ligeglad.”
INGER: ”Jeg ved godt du er ligeglad.”
MIE (med lidt gråd i stemmen): Altså, jeg er her kun for at hjælpe dem og ikke en skid andet ….”
INGER: ”Nej.”
MIE: ”At … at de så er hjælp til selvhjulpne … Men de skal BARE ikke slå ud efter mig.”
INGER: ”Nej, nej.”
MIE: ”DET gider jeg ikke.”
INGER: ”Det er fordi, han er desperat.”
MIE: ”Jamen, det er fint. Det er vi alle nogle gange.”
Under hele samtalen står Jens på badeværelset og græder (Situationsbeskrivelsen er transskriberet fra programmet, ‘Dags Dato’, TV2, den 18. februar, 2007, der findes på DVD’en ‘TV 2 dok.: Er du åndsvag?’, produceret af Bastard Film for TV 2).

 

Tankevækkende arbejdssituationer på hospitaler

 

URINPRØVEN
På en aftenvagt på onkologisk afdeling hersker der travlhed, hvilket jeg tolker således, at omsorgsopgaverne står i kø, hvor nogle opgaver ikke bliver udført. Der er tre sygeplejersker i vagt, hvor jeg følges med SOFIE, der har mange års erfaring på afdelingen. En højfebril patient indlægges akut. Patienten vil ikke ligge i sengen og går desorienteret nøgen rundt på gangen. Sofie får hjulpet patienten ind på stuen igen, hvor han imidlertid urinerer på gulvet. På vej ud fra stuen siger hun til de to fortravlede kolleger: ”Vi skulle egentlig have taget en urinprøve, men nu kan jeg jo bare dyppe en strips i pytten på gulvet” (det gør hun dog ikke). De to kolleger griner. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Birkler, 2009, s. 116f og bringes her i lettere bearbejdet form)

 

BLÅ MÆRKER
På onkologisk afdeling fulgte jeg METTE, der er sygeplejerske, på en aftenvagt, hvor vi på et tidspunkt talte ganske uformelt på gangen. Vi talte om grundværdier i sygeplejen set i lyset af afdelingens arbejde med værdier. METTE fremhæver nu humor som værdi. Hun nævner flere eksempler, hvor humor har skabt en lethed, der har befriet patienten for en del af den tungsindighed, der ellers dominerer afdelingen. Imens vi står og taler, bliver METTE kaldt af en patient. Hun går ind til patienten, som fremhæver, at hendes drop er gået i stå. Imens METTE ser på slangen til det aktuelle drop, nævner patienten, at hun er ked af det store blå mærke, hun fik, da METTE ramte ved siden af med nålen. Hertil svarer METTE: ”Ja, er det ikke flot… blå er min yndlingsfarve” (METTE forsøger at afstemme en latter, men patienten er tavs). (Situationsbeskrivelsen stammer fra Birkler, 2009, s. 116f og bringes her i lettere bearbejdet form)

 

EN HÅNDS(T)RÆKNING!
NANNA (ergoterapeut): ”Goddag, Per, jeg hedder NANNA, og jeg skal forsøge at hjælpe dig med at genoptræne din hånd. Kan du fortælle mig lidt om, hvad der er sket med den?”
Per: ”Ja, jeg fik en flise ned over hånden, og det gik især ud over tommelfingeren. Det er fem uger siden. Nu har jeg fået gipsen af, og jeg kan overhovedet ikke bevæge tommelfingeren. Og det gør vanvittigt ondt, hvis jeg prøver.”
NANNA: ”Det gør ondt, når du bevæger tommelfingeren? Kan du prøve at vise mig, hvor meget du kan bevæge den?”
Per: ”Jamen, det gør hamrende ondt. [Per viser NANNA sin hånd]. Jeg kan slet ikke gribe om noget, og så kan jeg jo ikke håndtere et stykke værktøj.”
NANNA: ”Så jeg kan forstå, det er vigtigt for dig at genoptræne hånden?”
Per: ”Ja, men jeg skal tilbage til mit arbejde hurtigst muligt, jeg kan jo ikke gå rundt og spille fandango med den hånd. Hvornår tror du, jeg kan være klar igen?”
NANNA: ”Det kan jeg ikke sige. Det kommer an på, hvor medtaget din hånd er, og hvor aktivt du arbejder på genoptræningen.”
Per: ”Ja, men jeg har ikke tid til at være sygemeldt i lang tid. Chefen er også ved at være utålmodig. Jeg har allerede været væk i fem uger. Hvad synes du jeg skal gøre?”
NANNA: ”Jeg kan høre, det er vigtigt for dig at komme tilbage til arbejdet, det kan jeg godt forstå, og omvendt er det vigtigt for dit arbejde, at din hånd bliver rask.”
Per: ”Ja, det kan du tro, det er.”
NANNA: ”Det har jeg stor respekt for. Det, jeg kan hjælpe dig med, er at lave en plan for genoptræningen af din hånd. Hvad er det, du kan nu, og hvad skal du helst kunne gøre med den for at have nået dit mål. Jeg kan også vise dig nogle øvelser, som du kan arbejde med, og som kan bringe dig videre trin for trin, men jeg kan ikke love dig, at du bliver rask fra den ene dag til den anden. Hvordan ser du selv på det?”
Per: ”Jeg er godt klar over, at jeg selv skal gøre arbejdet, og at det kommer til at tage tid, men jeg er bare så utålmodig.” (Alrø & Kristiansen i Nielsen & Rom, 2006, s. 202f)

 

FRU JENSEN
En sen aften på afdelingen. Sygeplejersken JONNA kommer ind på stuen og ser, at fru Jensen ikke sover men ligger og stirrer ud i luften.
JONNA: “Hvad søren, sover De ikke endnu?”
Fru Jensen: “Næh, jeg kan ikke lade være med at tænke på undersøgelsen i morgen.”
JONNA: “Den skal De ikke være bekymret for. Nu skal jeg hente en sovepille, så de kan få lidt søvn. Det har De brug for.”
Fru Jensen: “Jamen, hvad nu hvis I finder noget alvorligt?”
JONNA: “Det gør vi sikkert ikke, skal De se. Nu drejer det sig om at få en god nats søvn. Vil De have noget frisk vand til pillen?”
Fru Jensen: “Ja tak. Men hvorfor er jeg så blevet indlagt? Jeg var jo bare træt.”
JONNA: “Det var nu ikke bare det, men det skal de ikke tænke på. Jeg er tilbage om et øjeblik.”
Sygeplejersken smiler opmuntrende og forlader hastigt stuen. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Hansen & Lam i Jensen & Kim, 1990 og her bragt i lettere bearbejdet form)

 

Tankevækkende arbejdssituationer på socialcentre

 

EN NØDSITUATION
Socialrådgiveren STINE møder her klienten Marianne, der er på revalidering.
Marianne (går frem til skranken og siger med lav stemme): ”Jeg har et problem. Jeg er i revalidering, og så var jeg i banken…”
STINE (afbryder): ”Jeg kan ikke høre, hvad du siger. Kan du tale lidt højere?”
Marianne (lidt højere, begynder forfra): ”Jeg har mistet min pung med alle mine penge. (lidt lavere) Jeg er i revalidering, og der er næsten en måned til næste udbetaling. Jeg tænkte, om I måske kunne hjælpe mig?”
STINE (sukker, mumler): ”Hvad er dit navn? Og hvornår er du født?”
Marianne (nervøst): ”Marianne Jensen. 25.-9.-75.”
STINE (noterer noget på en seddel): ”Vent lidt.” (rejser sig, forsvinder ud ad en bagdør) (Marianne ser sig nervøst omkring. En af de to, der sidder og venter, ser op bag en avis)
STINE (kommer tilbage med en mappe i hånden, siger med høj stemme): ”Jeg ser, du er i revalidering efter stofmisbrug. (skeptisk) Jaså, du har altså mistet din pung? Du kan ikke bare komme her og bede om flere penge. Du må udfylde det her” (skubber et skema ud under lugen)
Marianne (nervøs, med flakkende blik): ”Javel (leder i sin taske efter en kuglepen, men finder ikke nogen). Kan jeg låne noget at skrive med?”
STINE (sukker, rejser sig demonstrativt, går hen til et skrivebord, kommer tilbage med en kuglepen, puffer med endnu et suk kuglepennen ud under lugen): ”Her.”
Marianne (ser sig om efter et sted at skrive, men der er ingen borde i lokalet bortset fra bordet med ugeblade, hvor de to andre sidder. Efter en lang pause): ”Hvor kan jeg udfylde skemaet? Der er ikke noget sted at skrive her.”
STINE (sukker opgivende): ”Herregud, kan du da ikke bare udfylde det? Kan du ikke bare sætte dig ved bordet derhenne? (peger i retning af bordet med ugeblade, hvor de to andre sidder).”Ok, så kom med mig” (Marianne følger med ind i et mødelokale, hun sætter sig ned og begynder at læse og udfylde skemaet, STINE står bag stolen og kigger hende over skulderen)
STINE (utålmodigt): ”Kan du ikke skynde dig lidt? Jeg har meget at tage mig af.”
Marianne (stresset, begynder at blive irriteret): ”Jo, jeg kan, men jeg må jo først læse, hvad der står. Jeg har aldrig set det her skema før. Jeg må jo vide, hvad jeg udfylder!” (fortsætter med at skrive)
STINE (går frem og tilbage på gulvet, begynder igen at læse Marianne over skulderen og udbryder forbavset): ”Jøsses, er du ingeniør?”
Marianne (overrasket): ”Ja.”
STINE (venligere): ”Ingeniør, det er jo en god uddannelse. Hvordan har du klaret det?”
Marianne (irriteret): ”Ja, man må jo selvfølgelig slide lidt for at blive ingeniør.” (pause, fortsætter med skemaet) ”Hvilken slags uddannelse har du?”
STINE: ”Jeg er socionom.”
Marianne (syrligt): ”Socionom, det er også en god uddannelse. Hvordan har du klaret det?” (Situationsbeskrivelsen stammer fra Eide & Eide 2007, s. 91f – i lettere bearbejdet form, CP).

© Copyright Omsigt v/Carsten Pedersen

(Artiklen blev publiceret i sin første version i marts 2015 på http://omsigt.dk)

Book Carsten Pedersen til et foredrag, en halv eller en hel temadag eller et udviklingsforløb med fokus på situationsbeskrivelser som afsæt for faglig refleksion her.

Går læring og inklusion hånd i hånd?

Af Carsten Pedersen


Artiklen kan købes i pdf-format her


Det [er] vores opgave at opbygge erfaringer
med de direkte berørte. Vi må lede efter det,
vi kan være sammen om og tage afsæt der.
Vi må være lydhøre overfor det, der allerede
er af betydning for den enkelte.
Birgit Kirkebæk

“Læring og inklusion går hånd i hånd”, lyder det optimistisk i en pjece til landets dagtilbud fra Rådet for Børns Læring og Danmarks Evalueringsinstitut (2014, s.13):

For at der reelt er tale om et inkluderende fællesskab, må alle børn inkluderes i både social og læringsmæssig forstand (…) Når børn tilegner sig kompetencer, får de nye muligheder for at deltage og lære i fællesskaber. Derfor er det en væsentlig del af inklusionsopgaven at sikre læring for alle børn. (ibid., s. 7)

Ingen inklusion uden læring – og opfattes inklusionsopgaven som en fordring om at inkludere alle, bliver den hermed også en fordring om at fremme alles læring. Denne opfattelse af forholdet mellem læring og inklusion er i tråd med de aktuelle politiske udmeldinger (uvm.dk; kl.dk). Børn skal blive så dygtige, de kan, og samtidig skal betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater mindskes og trivslen øges.

I denne artikel undersøges denne opfattelse af sammenhængen mellem læring og inklusion nærmere ud fra en praksisfilosofisk synsvinkel (jf. artiklen Hvad er praksisfilosofi?). Spørgsmålene bliver: Hvad kan det betyde i praksis, at læring og inklusion går hånd i hånd? Hvis man kan tale om, at læring og inklusion går hånd i hånd, hvordan kan denne ‘dobbelthed’ så nærmere defineres? Findes der forskningsbaseret viden, der kan forklare sammenhænge mellem læring og inklusion? Og findes der fremgangsmåder eller arbejdsgange, som man kunne lade sig inspirere af, når man ønsker at fremme såvel læring som inklusion i praksis?

Læring og inklusion på Troldestuen og Radisestuen

Undersøgelsen tager sit afsæt i to situationsbeskrivelser fra to forskellige daginstitutioner.

SAMLING PÅ TROLDESTUEN
Børnene (der er mellem tre og fire år) er løbet ind i stuens tilstødende, mindre lokale, hvor samlingen skal holdes. Vinduerne sidder lavt, så børnene kan kravle op i vindueskarmen. Det er der allerede nogle børn, der har gjort. Andre af børnene løber rundt. Enkelte har sat sig ned på gulvet. SANNE kommer ind med en tavle i hånden. ”Kom og sæt jer i vindueskarmen”, siger hun. Børnene kravler op. Der går et stykke tid med at få alle børn på plads. BENTE hjælper til, så der bliver plads til alle. Hun sætter sig også selv i vindueskarmen. Lau, som er dagens fokusbarn, bliver kaldt op til tavlen, som SANNE sidder med. På tavlen sidder magneter med vejret, det vil sige en sky, sol, regn med videre, samt magneter med tøj og ugedagene. På tavlen sidder også en mand med tøj, man kan tage af og på. Lau får at vide, at han skal flytte tøjet fra manden. Han går i gang. De øvrige børn bevæger sig rundt i vindueskarmen. En del børn har vendt sig rundt og kigger ud af vinduet. De taler om det, de kan se udenfor. Jacob er kravlet ned og har lagt sig på gulvet. BENTE beder børnene om at kigge på tavlen, vende sig rundt og være stille. Jeg hjælper dig lige, siger SANNE til Lau og fjerner det sidste tøj fra manden. SANNE beder børnene om at kigge på tavlen. De fleste børn kigger på tavlen. De skal tale om vejret, så SANNE beder børnene om at kigge ud af vinduet og se, hvilket vejr det er. Lau kigger ud. Der er ingen skyer, siger han. SANNE kigger også ud og siger så: ”Der er måske nogle grå skyer?” Ingen af de andre børn kigger ud. ”Hey”, siger SANNE med hævet stemme, ”prøv engang at kig’ ud og se på vejret. Alfred, prøv at kig’ ud. Kan I se, det er gråt?” Tre af børnene kigger ud. ”Det er gråvejr”, konkluderer SANNE. Hun beder nu Lau om at finde tøj til manden. Hun beder også børnene i vindueskarmen om at sidde stille. Alfred får at vide, at han skal stoppe med at fjolle med Eva. En del børn leger videre i vindueskarmen. Kevin banker på en stolpe og får at vide, at han skal stoppe og vende sig rundt. Lau har nu sat noget tøj på manden. Laura taler med sidemanden og får at vide, at hun skal stoppe. SANNE spørger børnene, hvilken ugedag det er i dag. Der er ikke nogen, der svarer. En del drejer rundt på deres numser og får at vide, at de skal sidde stille. ”Hvilken dag er det i dag?”, spørger hun igen. Børnene kigger enten på SANNE eller ned i gulvet. Et par børn vender sig mod ruden igen. ”Hvilken dag var det så i går?”, prøver SANNE. Ingen svarer. ”Laura, hvilken dag henter din mormor dig?”, spørger SANNE så. ”Onsdag”, svarer Laura med det samme. ”Så var det onsdag i går, ikke også?”, spørger SANNE. Ingen svarer. ”Hvilken dag er det så i dag?”, spørger hun. ”Tirsdag”, svarer Arthur. ”Narh”, siger SANNE. ”Mandag”, svarer Laura. ”Narh”, siger SANNE igen. ”Torsdag”, siger Lau. ”Ja”, svarer SANNE og tilføjer, at magneten med torsdag er blå, og rækker Lau den blå torsdagsmagnet. ”Hvilken farve er fredag?”, vil Emma vide. Der er ikke nogen, der svarer hende. Jacob og Kevin ruller rundt på gulvet. De får at vide, at de skal sætte sig op og sidde stille. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Christensen & Kornerup i Kornerup & Næsby, 2015, s. 302-303 – og bringes her i lettere bearbejdet form)

 

SAMLING PÅ RADISESTUEN
De voksne siger til børnene (der er fra tre til fem år), at de skal holde samling. ULLA har allerede sat sig på gulvet. Børnene tilslutter sig og sætter sig i en rundkreds. ULLA tæller børnene, mens hun peger på hvert barn. De er 16. Så spørger hun, hvor mange voksne de er i dag. Børnene svarer højt i munden på hinanden. De er to. Vi skal starte med at synge ‘Godmorgen-sangen’, siger METTE. Den handler om deres navne og indebærer, at METTE går rundt og lægger en hånd på hvert barns hoved, når navnet synges. Børnene smiler og ser glade ud, når den voksne rører ved deres hoved. Der mangler nogle. De skal gætte, hvem det er. Børnene kommer med deres bud, som de løbende byder ind med. METTE forklarer, hvorfor de forskellige børn ikke er der. Derefter siger ULLA, at de jo i går var ude at købe ind til fastelavn. Hun spørger børnene, om de kan huske, hvad de købte. Børnene byder ind, i takt med at de kommer i tanke om noget af det, de købte. Dernæst foreslår ULLA, at de synger ‘Fastelavnssangen’. Men først skal de rejse sig op. De skal synge ”Kan du gætte, hvem jeg er?” ULLA tager undervejs forskellige kostumer frem og holder op foran sig, mens hun synger. Hun tager fx en kjole og holder op, og bagefter tager hun en hat. Børnene griner. Holger foreslår, at de skal synge om briller, de synger igen, og ULLA låner Holger sine briller. Der grines. Nu må to gæstebørn fra en af de andre stuer vælge en sang hver, som de skal synge. Sangen, der vælges, indebærer, at man først synger meget stille og senere synger meget højt og laver fagter. Børnene kravler rundt på gulvet mellem hinanden og finder på fagter og griner højt. Efter sangene kravler alle børnene ud i kredsen igen. De sidder lidt anderledes end før. Simon lægger sig ned og ruller ind mod midten. ”Er du blevet træt?, spørger METTE. Simon bliver liggende, men kigger hen på METTE og smiler. Hun foreslår, at de alle lægger sig ned, og at de synger ‘Bjørnen sover’. Efter ‘Bjørnen sover’ foreslår Mathilde, at de skal lege ‘Alle mine kyllinger, kom hjem’. De leger ‘Alle mine kyllinger, kom hjem’, indtil Sigurd falder og slår sig. ULLA beder alle om at sætte sig i en rundkreds igen. Imens trøster METTE Sigurd. Samlingen sluttes af med, at børnene får af vide, hvilke aktiviteter de kan vælge at deltage i, hvis ikke de hellere vil lege. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Christensen & Kornerup i Kornerup & Næsby, 2015, s. 306-307 – og bringes her i lettere bearbejdet form)

Både voksne og børn indtager ganske forskellige typer af positioner i de to samlinger, og der er stor forskel på atmosfæren i de to sammenhænge. Men ordene læring og inklusion kan vel bruges meningsfuldt i relation til dem begge? De voksne har planlagt samlingerne og tager ansvar for deres forløb. De har tydeligvis også nogle idéer om, hvad børnene skal have mulighed for at lære. Og de bestræber sig på – på forskellige måder – at gøre det muligt for alle børn at tage del i det, der foregår.

På Troldestuen er Sanne optaget af, at børnene skal lære noget bestemt. Ellers ville hun eksempelvis ikke spørge børnene om vejret og ugedagen på den måde, hun gør. Hun ligger selv inde med svaret på de spørgsmål, hun stiller. Sanne giver Lau torsdagsmagneten med henblik på, at han kan sætte den op på tavlen, og hun understreger, at magneten er blå. Sanne er således også optaget af, at børnene lærer noget om, at skelne farver og bruge tavlen. Logikken synes at være, at Sanne stiller spørgsmål, mens børnene svarer. Måske ud fra den antagelse, at de børn, der ikke ligger inde med den forventede viden og kunnen kan lære af de børn, der gør. Man kan vel sige, at Sanne forsøger at inkludere børnene i en slags ‘den-voksne-spørger-børnene-svarer-aktivitet’, hvor Lau tildeles en særlig position som ‘fokusbarn’? Men alle de tilstedeværende børn har tilsyneladende mulighed for at være med ved at lytte til – og eventuelt svare på – Sannes spørgsmål.

På Radisestuen er Mette og Ulla lidt mindre optagede af, at børnene skal lære noget bestemt. Ulla tæller godt nok børnene og Mette spørger, hvor mange voksne de er. Mange børn vil og kan tydeligvis svare på dette spørgsmål. Men om de ligefrem lærer noget i den forbindelse er måske nok tvivlsomt? Til gengæld er der mange, der giver deres besyv med. Man kan vel godt forestille sig, at børnene lærer noget ved at iagttage Ulla tælle? Under alle omstændigheder synges et antal sange, som børnene må antages at have lært i større eller mindre grad gennem tidligere deltagelse. De af børnene, der ikke allerede kan sangene må antages at lære dem i én eller anden grad gennem iagttagelse af børn og voksne, og gennem deres forsøgsvise bidrag til sanglegene. Man kan vel sige, at Mette og Ulla forsøger at inkludere børnene i et antal sanglege, som de – sammen med børnene – improviserer ud fra undervejs? Det er ikke alle sangene, der er udvalgt på forhånd, og børnene synes at kunne komme med input til, hvad og hvordan, der skal synges og leges.

Går læring og inklusion hånd i hånd på Troldestuen og Radisestuen?

Er der tegn på, at læring og inklusion går hånd i hånd på Troldestuen og Radisestuen?

Svaret må selvfølgelig afhænge af, hvad man forstår ved læring og inklusion. Det er i sig selv ganske komplicerede spørgsmål (jf. artiklerne Er alle situationer læresituationer?, Tvivlens dannelseInklusionens grænserFem tilgange til inklusion og Forsvarligt inklusionsarbejde). I første omgang, kan det være en fordel at trække på de betydninger, ordene læring og inklusion har i hverdagssproget:

  • Lære kommer af det tyske leren ‘få nogen til at vide’. I denne betydning bruger vi stadig ordet om at “bibringe kundskaber eller færdigheder”, men det kan tillige bruges om at “tilegne sig kundskaber eller færdigheder” (Den Danske Ordbog). Læring er af nyere oprindelse og bruges om at “lære noget med udgangspunkt i egne forudsætninger og interesser og med egen indflydelse på processen – ofte sat i modsætning til en lærerstyret, passiv indlæring” (ibid.).
  • Inkludere kommer af det latinske includere ‘indbefatte, medindregne’. Ordet bruges også aktuelt om det at “medtage som en del af noget” og “have som del af sig” – men det bruges tillige om “inddrage i et fællesskab” (ibid.). Ordet inklusion bruges om “inddragelse i et fællesskab eller en sammenhæng” (ibid.).

På den baggrund, kan man forsøgsvis konstruere to forståelser af påstanden om, at læring og inklusion går hånd i hånd:

  • Læringsinklusion: Tilegnelse af kundskaber og færdigheder med udgangspunkt i egne forudsætninger og interesser og med egen indflydelse på processen med henblik på inddragelse i et fællesskab eller en sammenhæng.
  • Inklusionslæring: Inddragelse i et fællesskab eller en sammenhæng med henblik på tilegnelse af kundskaber og færdigheder med udgangspunkt i egne forudsætninger og interesser og med egen indflydelse på processen.

Læringsinklusion betyder, at læring opfattes som en nødvendig forudsætning for inklusion. Uden læring ingen inklusion. Inklusionslæring betyder, at inklusion opfattes som en nødvendig forudsætning for læring. Uden inklusion ingen læring.

Samlingen på Troldestuen hælder vel alt andet lige mere til læringsinklusion end inklusionslæring? For at kunne deltage fuldt ud, skal børnene eksempelvis helst kende til ugedagene. Gør de ikke det, må de netop lære ugedagene, for dermed at kunne deltage fuldt ud i aktiviteten og svare rigtigt på Sannes spørgsmål. Vi ved ikke, hvor mange børn, der kan ugedagene, men på en måde fremstår Lau som det eneste fuldt inkluderede barn, idet han véd og kan det forventede. Det forudsætter dog, at Lau’s deltagelse ikke er ufrivillig.

Det omvendte gør sig vel nærmest gældende på Radisestuen? Her synes børnene godt at kunne deltage i en eller anden grad uden på forhånd kunne sanglegenes tekster, melodier og tilhørende gestik. For ingen kan helt forudsige, hvilke sange, der ender med at blive sunget. Alle kan jo tilsyneladende komme med forslag. Også de to ‘gæstebørn’.

Disse tendenser viser sig tydeligere, når man ser lidt nærmere på den måde, udsatte positioner opstår og håndteres på af de professionelle i de to samlinger.

På Troldestuen kigger en del af børnene ned i gulvet, når Sanne stiller sit første spørgsmål anden gang. Andre børn kigger på Sanne. Mon de børn, der kigger på Sanne, er mere inkluderede eller mindre udsatte end de børn, der kigger ned i gulvet? De sidste hører sandsynligvis stadig Sannes spørgsmål. Måske kigger nogle af børnene ned i gulvet for at undgå at blive stillet et direkte spørgsmål? De børn, der drejer rundt på numsen, eller de børn, der taler eller leger sammen, og de børn, der senere ruller rundt på gulvet, har måske ringere forudsætninger for at høre, hvad Sanne spørger om, og hvad andre børn svarer. Det er sandsynligvis også derfor Sanne løbende irettesætter en række af dem i et forsøg på at lære dem, at de skal sidde stille, lytte og eventuelt svare. Sannes overvejende milde irettesættelser er sandsynligvis hendes forsøg på at inkludere disse børn i samlingen. Måske er Sannes forventninger om, at børnene kan forholde sig i ro, og hendes irettesættelser i den forbindelse, også udtryk for en forventning om, at det er noget børnene må lære? Det kan man vel godt sige, hvis man antager, at børnene tilegner sig viden om, at der eksisterer en regel om, at man skal sidde op og sidde stille, og de er i stand til at følge denne regel. Det ville så kunne give mening at sige, at børnene lærer om ugedage, vejr og farver – og samtidig lærer at leve op til forventningen om at sidde stille og koncentrere sig og svare på voksnes spørgsmål.

På Radisestuen håndteres uro på en anden måde. Der er løbende mulighed for bevæge sig på forskellige måder og for at komme med forskellige input i forbindelse med de forskellige sanglege. Der sker en del uforudsigelige ting, og der grines en del. Der er sandsynligvis børn, der er mere med end andre, men de børn, der er mindre med, sanktioneres ikke på samme måde, som det er tilfældet på Troldestuen. Henimod slutningen af samlingen lægger Simon sig ned og ruller ind mod midten. Han irettesættes ikke, men Mette spørger til, om han er træt. Han bliver liggende og smiler til Mette. Hun finder en sang – ‘Bjørnen sover’ – der passer til lejligheden og foreslår, at de alle lægger sig ned og synger denne sang. Simons handlinger – der skiller sig ud – forstås og bruges som et input til samlingens videre forløb. Da Sigurd slår sig, udnytter de voksne, at de er to – den ene trøster og den anden fortsætter samlingen. Måske betyder det, at Sigurd fortsat kan opleve sig som en del af det fælles.

Noget tyder altså på, at læring og inklusion grundlæggende kan gå hånd i hånd på to forskellige måder:

  • Professionelle kan tage afsæt i læring som grundhensyn og praktisere en slags ‘læringsoptimering’ og på den baggrund forsøge at (re)inkludere de børn, der marginaliseres eller ekskluderes i forbindelse med læringsaktiviteterne (det svarer til det, der ovenfor blev kaldt læringsinklusion).
  • Professionelle kan tage afsæt i inklusion som grundhensyn og praktisere en slags ‘inklusionsoptimering’ og på den baggrund forsøge at skabe betingelser for forskelligartet erfaringsdannelse og for, at børn lærer noget af de erfaringer, de gør (det svarer til det, der ovenfor blev kaldt inklusionslæring).

Måske kan denne skelnen bidrage til at kaste lys over uenigheden om termen ‘inklusionsbørn’, som har udviklet i skolesammenhæng (jf. eksempelvis Thorup, 2013Landsforeningen Autisme, 2014Skole og Forældre, 2015).

Når læringshensynet kommer først og opfattes som det mest grundlæggende, får nogle børn svært ved at være – og følge – med. Med afsæt i læringsinklusionstankegangen bliver det forståeligt, hvorfor disse børn til tider kaldes ‘inklusionsbørn’. For de er jo netop ikke ‘med’ i læringsmæssig forstand. Tendensen bliver, at opfattes som en særlig slags børn defineret ved deres ’særlige behov’. De må kompenseres – og eventuelt i den forbindelse udskilles i en kortere eller længere periode – med henblik på at lære det, de mangler for at kunne blive inkluderet i den almene sammenhæng. I følgende udsagn fra en lærer – i en notits, der bærer overskriften “… blev slået og sparket af inklusionsbørn”, kan denne tankegang tydeligt spores:

Jeg mener, inklusionen er gået for vidt. Vi som lærere er ikke klædt ordentlig på til at tage os af inklusionseleverne, og det er alt for svært og en langsommelig proces at få visiteret eleverne, så de eventuelt kan komme videre på en specialskole. (TV SYD, 23/1 2016)

Udfra inklusionslæringstankegangen er talen om ‘inklusionselever’ eller ‘inklusionsbørn’ som en særlig slags børn eller elever derimod en selvmodsigelse. Når inklusionshensynet kommer først og opfattes som det mest grundlæggende, tænkes den måde som det sociale liv fungerer på som en forudsætning for læring. Der må arbejdes med fællesskabets måde at fungere på med henblik på at skabe muligheder for alle børns erfaringsdannelse, deltagelse og læring. Denne tankegang kan spores i følgende udsagn fra en pædagog:

Der bliver skrevet og talt alt for meget om de såkaldte ‘inklusionsbørn’. Det er forkert! Der findes ikke inklusionsbørn! Inklusion er en tilgang ikke en tilstand! Så også dit barn har gavn af inklusion! For alle børn har brug for og ønsker at være en del af et fællesskab. Et fællesskab, hvor de oplever at være betydningsfulde deltagere. (Jespersen, 2015)

Læringsinklusionens dilemma

Læringsinklusionstankegangen tager således afsæt i en læringsdagsorden og underordner inklusionen denne. Den uudtalte forudsætning kan være, at alle skal blive så dygtige, de kan (uvm.dk; kl.dk). Læringsaktiviteter bidrager imidlertid til at inkludere nogle børn mere end andre samtidig med, at der også er børn, der ekskluderes – og hermed opstår så behovet for at inkludere de ekskluderede med deres særlige behov.

Heraf kommer måske også interessen for inklusion som en tilstand, som pædagogen ovenfor antydede. Spørgsmålet bliver, om børnene er med eller ikke er med. Og er de ikke tilstede, aktivt deltagende og lærende, bliver det de professionelles ansvar, at de inkluderes. Inklusion opfattes som en standard, der kan bruges til at afgøre om børn er inkluderede eller ej. I officielle udmeldinger fra ministerielt hold, hedder det eksempelvis:

Inklusion handler om barnets oplevelse af at være en værdifuld deltager i det sociale og faglige fællesskab, og det er centralt for at lære noget og for at udvikle sig. Inklusionstankegangen betyder et perspektivskifte fra det enkelte barn til fokus på det fælles (…) Der er mange perspektiver på inklusion. Inklusion kan for eksempel ses ud fra Manchester-modellen, som arbejder med en tre-deling, hvor inklusion defineres som tilstedeværelse, deltagelse og læring. Man kan også se på inklusion som den opleves, det vil sige elevens oplevelse af at være i et fællesskab og aktivt deltage i et fællesskab. (Ministeriet for børn, undervisning og ligestilling på emu.dk – tilgået den 14. februar 2016)

Sagen bliver, at børn skal (opleve at) være inkluderede i det sociale og faglige fællesskab, og det underforstås vel her, at læring skal opfattes som en forudsætning for inklusion? De børn, der ikke er tilstede, deltagende og lærende må på den baggrund opfattes som ekskluderede børn med særlige behov. Behov, som de på den ene eller den anden måde må kompenseres for. Og i det omfang læring forstås som en betingelse for inklusion, vil denne kompensation typisk ske gennem individfokuserede læringsstrategier (suppleret med sanktioner, når børn ikke lever op til forventningerne at tilegne sig de forventede kundskaber, færdigheder og kompetencer).

Læringsinklusionens dilemma kan anskueliggøres på følgende måde ved brug af dilemmadiagrammet (jf. artiklen Hvad er dilemmaopsporing?):

Laeringsinklusionens-dilemma

Læringsinklusionens dilemma formuleres dog sjældent som et egentligt dilemma. I reglen tales der – fra politisk og forvaltningsmæssig hold – om læringsinklusion som en slags dobbeltideal, der kombinerer et ideal om et livslangt lærende individ, der vedvarende arbejder på at blive så dygtigt, som det kan, med et ideal om en grænseløs inklusion, der så at sige har ekskluderet eksklusionen, som Bjørn Hamre udtrykker det (Hamre, 2014, s. 138). Grundantagelsen er, at alle kan eller kan komme til at kunne. Alle situationer og individer har et læringspotentiale og kan ’læringsoptimeres’. Læring hævdes at finde sted hele dagen, og det bliver de professionelles opgave “at udnytte de åbne vinduer for læring optimalt” (Csonka, 2015). De børn, der viser sig ikke at kunne, må motiveres til at lære at kunne – eller må i det mindste lære så meget, de kan.

Som ovennævnte citat fra ministeriet indikerer, kan der godt findes forskningsmæssigt belæg for læringsinklusionstankegangen. Primært fra forskning udført i skolesammenhænge, hvor kriteriet for inklusion i al væsentlighed forstås som aktiv deltagelse i læringsfællesskabet eller læringsmiljøet (jf. eksempelvis begrebsudredningerne i Tetler i Alenkær, 2008, EVA, 2011, s. 10-11 og Dyssegård & Larsen, 2013, s. 9). At undervisning og læring er betydningsfulde og grundlæggende hensyn i en skolesammenhæng er uomtvisteligt, men det forhindrer vel ikke, at hensyn til inklusion kan opfattes som andet og mere end en inklusion af de ekskluderede. Inklusion fremstår ikke som et lige så betydningsfuldt og grundlæggende hensyn som læring. Og det er i den henseende ikke til at komme uden om, at læringsinklusionstankegangen også fungerer som et politisk styringsredskab i en tid, hvor det politiske mål som bekendt er, at børn skal blive så dygtige, de kan. Inklusionsdagsordenen inkorporeres i – og underordnes – læringsdagsordenen. En tendens der ikke kun gør sig gældende i skolesammenhæng (jf. citatet fra Rådet for Børns Læring og EVA i nærværende artikels indledning, der stammer fra en pjece, der er målrettet dagtilbud).

Der synes generelt, som blandt andre Jens Erik Kristensen har gjort opmærksom på, at gøre sig en særlig konkurrencestatslig vilje til inklusion gældende, hvor parolen er: “Vi skal have alle med – fordi alle skal bidrage” (Kristensen, s. 2012, s. 58). Sammenhængskraften skal øges og fungere som et middel til at styrke konkurrencekraften. Hvor det tidligere – ud fra en velfærdsstatslogik – drejede sig om:

… at integrere og normalisere de dis-integrerede (truende og truede), da handler det i dag om at inkludere og mobilisere ikke blot de passive, marginaliserede og ekskluderede, men principielt hele befolkningen – uanset handicaps, sårbarhed, afvigelser og forskelle i religion, kultur, etnicitet m.v. (ibid.)

Følges læringsinklusionstankegangen, tænker man først læring og dernæst inklusion med indbygget mobilisering og udfoldelse af de inkluderedes læringspotentialer. Og de ikke-læringsparate må motiveres til at blive læringsparate. Den usagte, men implicitte antagelse, er, at alle ‘kan’ eller ‘kan komme til at kunne’ – mens kategorien ‘kan ikke og kommer ikke til at kunne’ er forduftet fra politisk sprogbrug (Hansen i Kjærgaard, 2015, s. 112-113). Der gør sig med andre ord en decideret udviklingstvang gældende.

Disse tendenser kan forekomme paradoksale al den stund, at enhver bestræbelse på at fremme læring installerer en forskel mellem dem, der vil eller kan lære det, de forventes at lære og dem, der ikke vil eller ikke kan lære det, de forventes at lære. Og i praksis kan det være ganske svært at vurdere i hvilken grad, der er tale modvilje eller uformåenhed. Når bestemte kompetencer eksempelvis fremhæves som afgørende at udvikle, produceres der samtidig kriterier for udpegning af de ikke-kompetente (Madsen i Pedersen, 2009, s. 18). Det betyder naturligvis ikke, at læring i sig selv er skidt. Men det betyder, at enhver læringsdagsorden – når læring ses i den sociale sammenhæng, som den finder sted i – altid vil have indbyggede marginaliserende og ekskluderende virkninger. Den såkaldte Matthæus-effekt vil gøre sig gældende: “For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har” (Matt, 25, v29; Den Danske OrdbogMortensen i Larsen et al., s. 2000, s. 129; Luhmann, 2002, s. 134). Og denne mekanisme kan udmærket fungere bag om ryggen på os.

Pierre Bourdieu og Jean-Claude Passeron har eksempelvis vist, hvordan skolen grundlæggende fungerer som “… det privilegerede instrument (…) som indrømmer de privilegerede det ypperlige privilegium ikke at fremstå som privilegerede” (Bourdieu & Passeron, 2006, s. 258). De – i skolesammenhæng – dårligt stillede eller ikke-privilegerede oplever nemlig, at det er dem, der er noget galt med. Og skolen sikrer, at de kommer til at dele de privilegeredes opfattelse af, at mangel på succes i skolen eksempelvis skyldes dårlige begavelse eller for ringe arbejdsindsats. På den baggrund hersker der således ikke megen tvivl om, at inklusion og eksklusion går hånd i hånd. I det inkluderende fællesskab:

… er der ganske vist plads til mange former for individuel, kulturel og religiøs diversitet – undtagen altså lige de former for kulturel diversitet, der ikke lader sig omsætte i produktive, kreative og innovative bidrag til arbejdsfællesskabet. Også her støder viljen til inklusion på grænser og må sande, at der selv i nok så rummelige og inklusive fællesskaber altid vil være nogen, der falder udenfor, fordi de ikke passer ind i det inkluderende fællesskabs nye normalitet. Eksklusion er et vilkår … (Kristensen, 2013, s. 58)

Læringsinklusionstankegangen næres sandsynligvis af et meget abstrakt og nærmest grænseløst læringsbegreb, hvor det bliver vanskeligt at skelne læring fra udvikling, socialisering, dannelse mv. (jf. artiklen Er alle situationer læresituationer?). Et eksempel kan hentes fra Kommunernes Landsforening:

Læring foregår hele tiden, alle steder og på mange måder – både i hjemmet, i naturen, i dagtilbuddet og sammen med kammerater. Børn lærer gennem den omsorg, de møder fra de voksne og gennem de relationer, de har til de andre børn i børnefællesskabet. Børn lærer, når de deltager og engagerer sig i legen. Børn lærer i de voksenstyrede aktiviteter. Og børn lærer i hverdagssituationerne, som fx når de tager tøj på i garderoben, når snakken går mellem børn og voksne ved spisningen, og når børnene hjælper med at dække bord og fx tæller, hvor mange glas og tallerkener, der skal bruges. (KL, 2016, s. 5)

Læringsinklusionstankegangen næres tillige af et foreskrivende inklusionsbegreb, hvor inklusion opfattes som en efterstræbelsesværdig tilstand karakteriseret ved, at alle børn vedvarende oplever fysisk tilstedeværelse, aktiv deltagelse og læring i almene dagtilbud og skoler (jf. artiklen Fem tilgange til inklusion).

Uanset at læringsinklusionstankegangen kan udsættes for kritik, så dukker dobbeltidealet om læring og inklusion, der går hånd i hånd i fred og harmoni, hele tiden op som en del af det, Klaus Majgaard har kaldt dilemmaspillet (jf. Majgaard, 2013, s. 102ff og artiklen Inklusionens grænser). I dilemmaspillet anerkendes dilemmaer ikke som de dilemmaer, de er. Læring og inklusion opfattes ikke som bestræbelser, der – hver for sig eller sammen – kan blive for meget af det gode i praksis. Enhver tale om læringens og inklusionens grænser udelukkes på forhånd. Majgaard skriver:

I stedet for at holde praksis op imod et meget overordnet ideal, har vi brug for helt konkrete og praksisnære pejlemærker, der fortæller os, hvornår indsatsen gavner den konkrete børnegruppe (…) Hertil hører, at der også er brug for et legitimt sprog, hvori vi kan tale om grænserne for inklusion. Vi ser bort fra, at ethvert læringsfællesskab og enhver pædagogisk praksis indebærer grænser og eksklusionsmekanismer. Det handler ikke om at kunne inkludere alle, men om at kunne tage et etisk og fagligt ansvar for de eksklusionsmekanismer, der er i spil. (Majgaard, 2013)

Det forekommer på den baggrund rimeligt at tro, at læring og inklusion godt kan vise sig at gå hånd i hånd. Men det forudsætter, at grænserne kan drøftes og eventuelt retfærdiggøres eller give anledning til forsøg på at rykke ved disse grænser. Helene Ratner skriver:

 … udfordringen [bliver] at få et pædagogisk sprog for eksklusion. Eksklusion vil altid være en del af inklusion (…) Spørgsmålet er derfor ikke, om eksklusion kan undgås, men snarere, hvordan grænsen kan rykkes, så vi ekskluderer færre i dag end tidligere. Derfor er det på den ene side vigtigt at udfordre ønsket om en ‘grænse’ ved at undersøge, om man kan organisere praksis på andre måder. Omvendt er det vigtigt (…) at tage ansvar for den eksklusion, man uundgåeligt producerer. Så derfor bør skoler ikke kun diskutere, hvordan de inkluderer, men også hvordan de ekskluderer. (Ratner, 2013, s. 194)

Men skal dette forehavende lykkes, forudsætter det, for det første, at læringsinklusionstankegangen, fremfor at blive formuleret som et harmonisk dobbeltideal, formuleres som et dilemma (jf. læringsinklusionens dilemma ovenfor). Sker det ikke, lægges der et uhørt hårdt pres på de professionelle, som de af gode grunde kan have vanskeligt ved at leve op til. Og det lægger ikke mindst et meget hårdt pres på de børn og unge, der i forvejen befinder sig udsatte positioner. For hverken læring eller inklusion er grænseløse fænomener. Inklusionslæringens dilemma gør sig sikkert – i større eller mindre udstrækning – gældende i alle former for praksis, hvor læringsdagsorden dominerer, og hvor inklusionsbestræbelser underordnes denne dagsorden. Og det må som minimum opfattes og deles som det dilemma, det er.

For det andet, forudsætter dette forehavende seriøse saglige og faglige drøftelser af, om det er ønskeligt, at læringsinklusionstankegangen i så udpræget grad dominerer på inklusionslæringstankegangens bekostning. Måske kunne man med fordel nedtone læringsinklusion, i det omfang arbejdsvilkårene tillader det. Det er her inklusionslæringen byder sig til som et alternativ.

Inklusionslæringens dilemma

Læringsinklusionstankegangen tager som sagt afsæt i en læringsdagsorden og underordner inklusionen denne. Inklusionslæringstankegangen tager omvendt afsæt i en inklusionsdagsorden og underordner læringen denne.

Hvor læringsinklusion er funderet i læringsaktiviteter, hvor nogen har sat sig for at lære andre noget bestemt, er inklusionslæring snarere funderet i fællesskabelse (jf. artiklen Om fællesskabelse). I fællesskabelse tager mennesker i forskellige grad del i samspil og modspil, hvor de vedligeholder og udvikler det, de er sammen om – og hvor de derved kan føle forskellige grader af tilhørighed.

Fællesskabelse kan åbne for læring i det omfang, at den giver anledning til erfaringsdannelse, positionsskifte og deltagelse, der gør det muligt for de involverede at tilegne sig bestemte former for viden, kunne og kompetence. Men fællesskabelse behøver ikke nødvendigvis at resultere i læring. Man kan godt overvære eller tage del i – og vedligeholde og måske også udvikle – en sangleg uden af den grund at lære noget. På Radisestuen synes sanglegene eksempelvis at åbne for, at børn, der ikke kan sangene, gives mulighed for lære sangene på forskellige måder. Er der børn, der ikke kender teksten, melodien eller den gestik, der hører til en bestemt sang, får de mulighed for at tilegne sig denne viden, kunnen og kompetence ved at være, gøre sig erfaringer, skifte position og deltage i samlingen ud fra forskellige forudsætninger. Da det ikke er tilegnelsen af denne viden, kunnen og kompetence, der i sig selv er i fokus, giver det mening at kalde den form for læring, der hermed kan ske, inklusionslæring.

Enhver fællesskabelse indebærer social inddrifts- og uddriftsprocesser. I den forbindelse kan der opstå mere eller mindre udsatte positioner, som når børn eksempelvis mister koncentrationen eller slår sig. Nogle børn tager også mere del i fællesskabelsen end andre (jf. eksempelvis forskellen på Holgers og Sigurds position i samlingen på Radisestuen). En position er udsat, når den kan karakteriseres som overvejende ufrivillig og domineres af tilpasning, begrænsning, negligering, udgrænsning eller udstødning. Mens en position er ikke-udsat, når den kan karakteriseres som overvejende ikke-ufrivillig og domineres af deltagelse, medvirken, tilhør, nyorientering eller passage (jf. begreberne og positionsskiven nedenfor er udfoldet i artiklen Marginaliseringsmagten og marginaliseringsfeltet).

Faellesskabelsens-fem-dobbelt-positioner

Når udsatte positioner opstår, dukker behovet for at undgå fiksering i udsatte positioner op. Indsatser af denne karakter kan kaldes inkluderende (jf. eksempelvis den måde, hvorpå Mette forholder sig til Simons uro på Radisestuen). I hvilken grad positioner er overvejende udsatte eller ikke-udsatte kan ikke afgøres på forhånd, men kræver nærmere overvejelse og måske efterfølgende analyse. Heraf interessen for inklusion som en analytisk tilgang (frem for som en tilstand). Det interessante bliver her at kunne spore, hvordan der i fællesskabelsens måde at udfolde sig på – i dens sociale inddrifts- og uddriftsprocesser – opstår specifikke typer af udsatte positioner. Hermed kommer inklusion i udgangspunktet ikke til at handle om at spotte særlige behov, men om at spotte udsatte positioner med henblik på at tage særlige – måske hidtil oversete – hensyn.

Relateres inklusionslæringstankegangen til positionsskiven ovenfor, må erfaringsdannelse og læring antages at ske gennem positionsskifte. Et positionsskifte kan være momentant og det kan være af mere varig karakter, idet et barn – i og med dets (muligheder for) positionsskifte – ændrer sine forudsætninger for at være eller deltage i en typisk sammenhæng eller aktivitet. Et positionsskifte går sjældent fra P1 til P5 – men sker gennem positioner på kanten (P2-P4). Social fleksibilitet – her forstået som (potentielle) muligheder for positionsskifte – bliver en forudsætning for læring.

Det, at børn for eksempel har mulighed for at trække sig tilbage under en voksenstyret aktivitet – på en måde som er tydeliggjort og tilgængelig for alle og som ikke forstyrrer for meget – gør, at børn momentant vil befinde sig i positioner præget af ikke-deltagelse. Men måske kan selve bevidstheden om muligheden for sådanne positionsskifte gøre sit til, at nogle børn vil kunne forholde sig roligt og koncentreret i lidt længere tid, end det ellers ville have været muligt for dem. Eller det, at de faktisk kan indtage en position præget af tilhør, eventuelt afgrænsede steder på kanten af det fælles, kan gøre, at de undgår de sanktioner, der ellers kan følge af at forholde sig uroligt og ukoncentreret.

Med positionsskiven bliver det tydeligt, at læring ikke blot kan handle om, at børn udviser bestemte kompetencer og lever op til bestemte læringsmål. En eventuel læring må hænge sammen med de muligheder, børn har for at indtage positioner og skifte mellem positioner, hvorved erfaringsdannelse kan ske. Erfaringsdannelse fører dog ikke nødvendigvis til læring. Og den sker ikke nødvendigvis på en harmonisk og konfliktfri måde – men også ved, at der udøves en vis modstand mod de forventninger, som en mere eller mindre struktureret fællesskabelse altid vil indeholde.

Heller ikke i en samling kan alle børn indtage samme position på samme tid. Enhver fællesskabelse udgør også en løbende hensyntagen. De involverede tager hensyn til sig selv og til ting og sager samtidig med, at de må tage hensyn til andre involveredes måder at forholde sig på. Denne form for dømme- og handlekraft viser sig ved, at individer foretager momentane positionsskifte (f.eks. ved at trække sig og give plads til andre involverede ved at indtage en vente- eller tilskuerposition). Men skal udfoldelsen af denne hensyntagen være mulig, må fællesskabelsen netop være karakteriseret ved en vis grad af social fleksibilitet i form af (potentielle) muligheder for positionsskifte.

Hvis inklusion opfattes som en forudsætning for læring, vil inklusionslæringsbestræbelser typisk bestå i, at de professionelle samarbejder om at modvirke fiksering i udsatte positioner ved:

  • på den ene side, at øge den strukturerede fællesskabelse og hermed fremme og tydeliggøre adgangen til forskellige meningsfulde måder at være, deltage og lære på – og,
  • på den anden side, at øge den sociale fleksibilitet og hermed lette muligheder for positionsskifte og forskelligartet erfaringsdannelse.

Inklusionslæringens dilemma kan hermed anskueliggøres på følgende måde:

Inklusionslæringens__dilemma

Udsatte positioner opstår og forstærkes, når graden af social fleksibilitet mindskes. Social fleksibilitet betyder, at der i en given sammenhæng er rige muligheder for positionsskifte og forskelligartet erfaringsdannelse. Men den sociale fleksibilitet kan også blive for meget af det gode. Fællesskabelsen går så mere eller mindre i opløsning, og det bliver utydeligt, hvad der giver adgang til forskellige former for deltagelse og læring. Struktureret fællesskabelse er med andre ord det hensyn, man er i risiko for at overse i bestræbelser på at øge den sociale fleksibilitet. Social fleksibilitet er omvendt det hensyn, man er i risiko for at overse i bestræbelser på at øge den strukturerede fællesskabelse med henblik på at tydeliggøre adgangen til deltagelse og læring.

Er læring og inklusion hinandens forudsætninger?

Men kan man ikke forestille sig inklusion uden læring? Det kan man naturligvis godt. Det er klart, at deltagelse i mange sammenhænge kræver en vis grad af viden, kunnen og kompetence. Men når man én gang har tilegnet sig denne viden, kunnen og kompetence, behøver man ikke hele tiden at lære nyt. Vi glider ud og ind af et hav af sammenhænge i det daglige, hvor vi ikke nødvendigvis lærer noget. Ikke alle situationer er læresituationer (jf. artiklen Er alle situationer læresituationer?). Dertil kommer, at vi vel også sagtens kan tage del i noget fælles, uden det nødvendigvis afkræver os en bestemt viden, kunnen eller kompetence? Vores sprogbrug består eksempelvis ikke i at følge bestemte regler. “Et ords betydning er dets brug”, som Ludwig Wittgenstein bemærker (Wittgenstein 1971:54). Eller som Aristoteles skriver:

Det ene ord kan være (…) mere i pagt med tingen end det andet, og mere rammende derved, at det ligesom stiller os sagen for øjne. (Aristoteles 1983:206)

Måske kunne man – inspireret af netop Aristoteles (jf. artiklen Hvad er praksisfilosofi?) – forestille sig tre forskellige aspekter ved fællesskabelse, der i den konkrete sammenhæng kan vise sig mere eller mindre dominerende:

  • De involverede arbejder sammen for at opnå eller frembringe noget bestemt (fællesskabelse er her primært karakteriseret ved en målrationel tilvirken (Aristoteles kalder denne aktivitetsform for poiesis)).
  • De involverede handler og taler sammen, uden der kommer noget bestemt ud af deres aktivitet (fællesskabelse er her primært karakteriseret ved en værdirationel gøren og en situationsbestemt hensyntagen (Aristoteles kalder denne aktivitetsform for praxis)).
  • De involverede er sammen om at være til stede og optaget af det, der sker (med dem) (fællesskabelse er her primært karakteriseret ved en væren til stede, hvor de involverede er fælles om “at være henrevet af og indtaget i det betragtede” (Gadamer, 2004, s. 122) (Aristoteles kaldte denne aktivitetsform for theoria).

Aktivitetsformerne poiesis, praxis og theoria kan ses som tre komplementære aspekter ved enhver fællesskabelse i den forstand, at (sam)arbejde forudsætter en vis grad af (sam)handlen/(sam)tale, der igen forudsætter en vis grad af (sam)væren. Men samtidig udelukker de tre aspekter også hinanden. Målrationalitet er det diametralt modsatte af værdirationalitet. Væren er det diametralt modsatte af aktiv gøren eller tilvirken.

På den baggrund, kan man godt forstå, at inklusion ofte forstås som en tilstand præget af såvel tilstedeværelse, deltagelse som læring. Men tredelingen holder ikke som en standard for, hvornår man er inkluderet i en fællesskabelse. Mange gange er forudsætningen for deltagelse, at man allerede har tilegnet bestemte former for viden, kunnen og kompetence. Og har man det, behøver man ikke nødvendigvis at lære noget for at deltage. Dertil kommer, at man jo kan deltage på tre forskellige måder: som aktivt arbejdende/lærende, som handlende/samtalende og som tilstedeværende tilskuer. Og selvom børn sandsynligvis har mulighed for at lære noget gennem alle disse former for deltagelse, så kan deltagelse ikke sættes lig læring.

Men man kan godt forestille sig fællesskabelse – som den på Troldestuen – der drejer sig om at lære (nogen) noget bestemt. I denne form for fællesskabelse dominerer målrationaliteten. Sætter man som kriterium, at alle skal lære så meget, de kan, i samlingen, lægger man et meget hårdt pres på de involverede. Og forstår man samtidig læring som en forudsætning for inklusion, lægger man et endnu hårdere pres på dem, idet (sam)arbejde, (sam)handling/(sam)tale og (sam)væren, der ikke resulterer i læring, nu dybest set må opfattes som uhensigtsmæssige fænomener. Dertil kommer, at (sam)handling/(sam)tale og (sam)væren bliver rene midler og underordnes målene om et forventet læringsudbytte. Det er det samme som at underordne både hensyntagen (praxis) og tankevirksomhed (theoria) læringsarbejdet (poiesis). Men, følger vi Aristoteles, bør det nok snarere forholde sig omvendt. Arbejde – herunder arbejdet med at lære – må, for at give mening, udgøre hensyn blandt andre hensyn i en praksis præget af såvel omtanke som eftertanke.

Men hvis vi ikke er igang med at tilegne os bestemte former for viden, kunnen og kompetence, er det så ikke ensbetydende med, at vi bare overgiver os til rutinen og vanens magt? Nej. Fællesskabelse kan indebære nydannelse uden nødvendigvis at resultere i læring. Samlingen i børnehaven er aldrig den selvsamme. I praksis kan man ikke på forhånd vide, hvilke specifikke hensyn, der viser sig at blive betydningsfulde, idet det afhænger af det specifikke samspil og modspil. Det, der ved første øjekast kan ligne en gentagelse er i virkeligheden altid en unik fællesskabelse, hvor der løbende tages visse hensyn. Specifikke hensyn til de enkelte. Specifikke hensyn til det fælles. Og specifikke hensyn til ting og sager. Nogle hensyn overdrives og andre hensyn overses. I fællesskabelsen kan der i en vis udstrækning kompenseres for overdrevne eller oversete hensyn. Det kræver omtanke. Men der vil også under tiden vise sig overdrevne eller oversete hensyn, som får fællesskabelsen til at tage en helt uventet drejning. Hermed gør de involverede sig nye erfaringer. Tankevækkende situationer af denne karakter maner til eftertanke. Nogle af de involverede vil hurtigt ryste situationen af sig. Andre vil grunde over, hvad der egentlig var i spil og på spil, siden det kunne gå, som det gik. Måske oplever man at være henvist til at gøre noget andet – tage nogle andre hensyn og vægte sin hensyntagen anderledes – i lignende situationer i fremtiden. Men det er aldrig givet, hvordan dette kan ske. Det afhænger af situationens karakter og udvikling.

Denne vedvarende og situationsbestemte hensyntagen til mennesker og ting er det, der karakteriserer vores gøren (praxis). Hensyntagen forudsætter omtanke og til tider også eftertanke. Denne erfaringsdannelse er imidlertid ikke det samme som læring, idet den ikke umiddelbart giver anledning til, at man tilegner sig bestemte former for viden, kunnen eller kompetence. Men de involverede i en fællesskabelse kan alligevel blive klogere på livet i den forstand, at de øger deres kapacitet for hensyntagen i praksis. Denne kapacitet angår ikke et bestemt hensyn. Som Hans Fink minder os om, så er det etiske hensyn:

… det hensyn, der i den givne situation er særlig grund til at minde om, ikke fordi det er etisk, men fordi det er overset. (Fink, 2012, s. 218)

Og da hensyntagen netop altid må udfoldes situationsspecifikt, kan der ikke uddrages en bestemt lære af en erfaringsdannelse uden at den stivner i en ‘lære’ – typisk i form af en regel. Og hvis man uddrager en bestemt lære – for eksempel i form af et bestemt hensyn, som man sætter sig for aldrig mere at overdrive eller overse i en given slags situation – vil man opdage, at en fremtidig situation alligevel ikke helt forløber på samme måde. Man kan altså godt lære af sine erfaringer – men denne lære har i givet fald en pris i en verden, hvor det uventede indtræffer igen og igen.

Det tyske ord erfahren har oprindelig betydet ‘gennemvandre’ (Den Danske Ordbog), og vi taler, ifølge Hans-Georg Gadamer, om erfaring på to måder i hverdagssproget:

… dels de erfaringer, der er i overensstemmelse med vores forventninger, og bekræfter dem, dels de erfaringer, man ‘gør’ (Gadamer, 2004, s. 335).

Erfaringsdannelse knytter an til den sidste betydning. Den erfarne er i denne betydning af ordet ikke nødvendigvis karakteriseret ved at have tilegnet sig viden, kunne og kompetence:

Erfaren i egentlig forstand er den, der er bevidst om og véd, at han ikke er herre over tiden og fremtiden. For den erfarne kender nemlig grænserne for al forudseenhed og planers usikkerhed. Den egentlige erfaring er den, hvor mennesket bliver bevidst om sin endelighed. Her finder det grænserne for sin planlæggende fornuft og evne til at udrette (Machenkönnen). (Gadamer, 2004, s. 339)

Erfaringsdannelse har derfor ikke i sig selv noget med læring at gøre, om end man som sagt godt kan lære af erfaringer, man gør sig.

På den baggrund er Birgit Kirkebæks nuancerede og saglige bud på en inklusionsforståelse, som også udtrykkes i denne artikels motto, interessant. Formuleringen stammer fra et foredrag, Kirkebæk holdt i 2010:

Med et almenpædagogisk udgangspunkt og med inddragelse af specialpædagogisk viden er det vores opgave at opbygge erfaringer sammen med de direkte berørte. Vi må lede efter det, vi kan være sammen om og tage afsæt der. Vi må være lydhøre overfor det, der allerede er af betydning for den enkelte. (Kirkebæk, 2010)

Det, Mette og Ulla gør i samlingen på Radisestuen kan vel udmærket forstås i lyset af denne formulering? Der foregår erfaringsdannelse, og de voksne tager ansvaret for, at de selv og børnene leder efter det, de kan være sammen om og tager afsæt dér. Og der synes at gøre sig en lydhørhed og hensyntagen gældende, hvor der løbende udvikles en opmærksomhed på, hvad der allerede er af betydning for den enkelte.

Sammenlign Kirkebæks formulering med den formulering, som Rådet for Børns Læring og Danmarks Evalueringsinstitut blev citeret for i indledningen:

For at der reelt er tale om et inkluderende fællesskab, må alle børn inkluderes i både social og læringsmæssig forstand (…) Når børn tilegner sig kompetencer, får de nye muligheder for at deltage og lære i fællesskaber. Derfor er det en væsentlig del af inklusionsopgaven at sikre læring for alle børn. (Rådet for Børns Læring og EVA, 2014, s. 7)

Med sådanne sammenvævninger af læring og inklusion, konstrueres der – i mine øjne – et langt mindre nuanceret og praksisufølsomt dobbeltideal.

Inklusionens dilemma og læringens dilemma

Læring er, som vi har set, ikke en forudsætning for inklusion. Inklusionsbestræbelser kan derfor ses i deres egen ret og uafhængigt af læring. Gør man det, synes inklusion grundlæggende have noget at gøre med betingelserne for – og kvaliteten af – den specifikke hensyntagen som udfoldes gennem fællesskabelse. En hensyntagen, hvor der både må tages hensyn til den enkelte, til det fælles og til ting og sager – og som fordrer såvel struktur som fleksibilitet:

Inklusionens__dilemma 2

Selvom læring ikke nødvendigvis er en forudsætning for inklusion, er det klart, at man ikke kan forestille sig institutioner og skoler uden læring. Der foregår her en række aktiviteter, som forudsætter bestemte former for viden, kunnen og kompetence. Og da alle børn skal have mulighed for at deltage i disse aktiviteter, skal de naturligvis også lære noget. Men heraf følger ikke, at det er en fordel at se enhver situation som en læresituation. For forudsætningen for at lære er, at man føler eller kan se en mening med det, man skal lære. Denne mening udspringer ikke af arbejdet med at lære i sig selv, men af hensyntagen i praksis.

At tælle eller opremse ugedagene i den rigtige rækkefølge er noget børn kan lære. Men denne læring giver ingen mening i sig selv. Den får først mening, når der trækkes på den i situationer, hvor den bidrager til, at betydningsfulde, situationsspecifikke hensyn kan tages. For eksempel kan meningen komme sig af, at man gerne vil vide, hvornår mormor kommer og henter én i børnehaven. I praksis bliver den viden, kunnen og kompetence, der kommer ud af en læreproces transformeret til hensyn blandt andre hensyn. Og i praksis er det aldrig givet på forhånd, hvad der viser sig at blive de betydningsfulde hensyn.

Men skal inklusion så opfattes som en forudsætning for læring? Kan læring i virkeligheden ikke også finde sted i enerum i en (indre) samtale med én selv? Måske. Men grundlæggende er det vel svært at forestille sig, at læring alene kan ske ud fra den enkeltes egne præmisser? Nogle må vel vide, kunne eller forvente anvendelse af noget bestemt, som andre har brug for at kunne, vide eller leve op til forventninger om anvendelse af, for at det giver mening at tale om læring?

Læring er i denne forstand social. Dette kan tydeliggøres, hvis vi også anskuer læring som et dilemma (jf. artiklen Er alle situationer læresituationer):

Laeringens__dilemma

Læring er en form for arbejde, idet det, der skal opnås eller frembringes gennem læreprocesserne, i én eller anden forstand er givet på forhånd (ibid.). Den viden, kunnen og kompetence, der eventuelt bliver resultatet af læreprocesserne indgår efterfølgende i andre arbejds- eller læreprocesser. Læring øger på denne måde individers og fællesskabers kapacitet for målrationel anvendelse af viden, kunnen og kompetence.

Nydannelse er ikke arbejde, men vedrører handling i praksis (jf. også begrebet praxis (ibid.)). I praksis kan det ikke på forhånd afgøres, hvad der er godt at tænke eller gøre. Nydannelse er derfor ikke dannelsen af noget bestemt. Nydannelse udfolder sig som en bevarelse og fornyelse af individers og fællesskabers kapacitet for værdirationel overvejelse og handling.

Lad mig afslutningsvis vove et bud på, hvad der muliggør disse to former for kapacitet.

Fem menneskelige potentialer

Ifølge den italienske filosof Giorgio Agamben, bærer menneskelivet i sig en allestedsnærværende kraft, der – om ikke andet – er tilstede i sit fravær (Agamben, 1999, s. 177). Denne kraft gør, at mennesker på én gang er i stand til at leve op til bestemte forventninger (som når vi eksempelvis lærer og arbejder med henblik på at opnå eller frembringe noget bestemt), men også, at vi kan foretrække at lade være og standse op. Opstandsning kunne for eksempel ske, når det uventede indtræffer, og vi manes til eftertanke og leder efter ord for det, vi ikke umiddelbart forstår eller overvejer og afvejer, om der er betydningsfulde hensyn, vi har overdrevet eller overset i praksis.

Det var måske den kraft Aristoteles havde i tankerne, da han hævdede, at det, der karakteriserer menneskelivet – i modsætning til alle andre former for liv – er, at dette liv er ”… det rationelle væsens praktiske liv” samt, at det menneskeligt gode er “… en sjælens aktivitet i overensstemmelse med dyden” (Aristoteles, 2000, s. 40). Vores ‘intellektuelle dyder’ – fronesis, sofia, episteme og techne – forudsætter en fatteevne eller tankekraft (som Aristoteles kalder nous – jf. artiklen Hvad er praksisfilosofi?). Denne tankekraft er ikke en ting. Den “… har ikke anden natur end at være potentiel, og før den tænker, er den absolut intet”, skriver Aristoteles (Aristoteles citeret fra Agamben i Iversen, Nielsen & Ringgard, 2003, s. 105).

Agamben har netop interesseret sig for Aristoteles’ begreb om potentialitet og understreger, at dette begreb ikke blot handler om at udfolde og realisere et givent potentiale:

Enhver potentialitet til at være eller gøre noget er for Aristoteles nemlig altid også potentialitet til ikke at være eller ikke at gøre (…) Ellers ville potentialiteten altid allerede gå over i aktualitet, og den ville blive forvekslet med denne (…) Denne ‘potentialitet til ikke at’ er det hemmelige grundlag for den aristoteliske doktrin om potentialitet, som gør enhver potentialitet i sig selv til im-potentialitet. Ligesom arkitekten bevarer sit potentiale til at bygge, også når han ikke aktualiserer det, og ligesom citarspilleren er en citarspiller, fordi han også kan lade være med at spille citar, således eksisterer tanken som en potentialitet til at tænke og til ikke at tænke. (Agamben i Iversen, Nielsen & Ringgard, 2003, s. 105)

Det Aristoteles kalder det rationelle væsens praktiske liv forudsætter således muligheden for ikke at tænke. Muligheden for at lære dette eller hint er givet ved fødslen. Barnet kan lære at skrive og eksempelvis blive forfatter. Barnet kan på denne måde “… forandres igennem lærdom” (Aristoteles, 1998, s. 55-56). Denne form for forandring er identisk med det, der ovenfor blev kaldt læring. Men når barnet eller forfatteren, allerede kan skrive, er der tale om en anden form for forandring, når der trækkes på dette potentiale. Aristoteles beskriver det kryptisk som en forandring, der “… er til sig selv og til virkelighed” og som sker gennem “… en bevarelse af det, som er i mulighed, ved det, som er i virkelighed” (ibid.). En forandring, der går fra “… ikke at virkeliggøre dette og så til at virkeliggøre det” (ibid. – min kursivering, CP)).

I denne form for forandring ligger der altså muligheden for at standse op og lade være med at bruge det, man har lært. Der er ingen automatik i, at man skriver, fordi man kan skrive. Der er ingen automatik i, at pædagoger afholder samlinger, fordi de kan afholde samlinger – eller at samlingen drejer sig om at lære ugedagene, fordi den kan dreje sig om at lære ugedagene. Agamben skriver (men kunne altså også have foretrukket at lade være):

The child, Aristotle says, is potential in the sense that he must suffer an alteration (a becoming other) through learning. Whoever already possesses knowledge, by contrast, is not obliged to suffer an alteration; he is instead potential, Aristotle says, thanks to a hexis, a ‘having’, on the basis of which he can also not bring his knowledge into actuality (mē energein) by not making a work, for example. Thus the architect is potential insofar as he has the potential to not-build, the poet the potential to not write poems. (Agamben, 1999, s. 178)

Ved sin virkeliggørelse, forbli­ver eksempelvis tanken i en tilstand af mulighed, hvor den nok når frem til en viden men uden at forsvinde i den (Olesen, 2015). Vi får ikke mindre tankekraft ved at tænke. Det er som

… om noget holdt menne­sket til­bage, på en vis distance af, hvad det går op i. Hvis mennesket kendetegnes ved, hvad det kan, så har det ikke denne kunnen til fælles med andre dyr, eftersom dets forhold til dets kunnen er et andet. Med sin væren det åbne og ikke kun i det åbne har mennesket magten til ikke bare at kunne dét eller dét, menneskets potentiale er at magte sin kunnen, at kunne sin magt — og at kunne sige nej til magten. Hvad andet er menneskets potentiale, dets evne til mulighe­dens distance midt i al virkeliggørelse, andet end tænkeevnen? (ibid.).

Meningen med et arbejde eller en læring kommer ikke fra arbejdet eller læringen selv. Den kommer fra hensyntagen i praksis (praxis). Praksis er vores gøren og laden. Den er karakteriseret ved ikke at have et formål uden for sig selv. Den leves. Praksis er en udfoldelse af dømme- og handlekraft, der forudsætter tankekraft. Og hvis praksis fuldstændig overskygges af bestræbelser på at opnå eller frembringe noget gennem læring og arbejde (poiesis) vil praksis stadig være nærværende i sit fravær. Lærings- og arbejdsaktiviteterne vil netop kunne opleves som meningsløse. Heldigvis kan vi så standse op. Det er tankekraften, der gør denne opstandsning mulig. Med opstandsningen gør vi os en potentialitetserfaring, der gør det muligt:

… at udpege og bevare et mulighedsrum, hvori det er muligt at tænke det eksisterende, det allerede aktualiserede, anderledes; hvor en anden verden er mulig (Lund, 2015).

Man kunne antage, at det er denne potentialitetserfaring, der gør erfaringsdannelse mulig. Erfaringer kommer netop på på tværs af vores forventninger (Gadamer, 2004, s. 338), hvorved vi har muligheden for at bevæge os ud i det åbne, åbne os og lade os danne af det uventede og fremmede, som vi ikke forstår – i en bevægelse, hvor “man vender tilbage til sig selv fra det andet” (ibid., s. 19).

Læring er karakteriseret ved det ventede, bestemte, entydige og ved udfoldelsen af målrationalitet, mens erfaringsdannelse er kendetegnet ved det uventede, ubestemte, flertydige og ved udfoldelsen af værdirationalitet. Men læring og erfaringsdannelse har det til fælles, at de altid sker i et spændingsfeltet mellem ‘begriben’ og ‘indgriben’. Krydses det ventede/uventede med begriben/indgriben, kan man forestille sig, at menneskelivet i sig kunne bære fire forskellige potentialer, der alle gøres mulige af et femte og helt grundlæggende potentiale, der består i muligheden for (ikke) at tænke (jf. forsvindingspunktet i midten af figuren nedenfor):

5_potentialer

Når vi retter opmærksomheden mod det uventede, kan vi udfolde vores potentiale til at tænke på to forskellige måder, der også kan indgå i et samspil med hinanden. Tankevirksomhed kan tage form af dømmekraft og indbildningskraft. Dømmekraft gør det muligt at overveje og afveje de betydningsfulde, situationsspecifikke hensyn, der altid uventet vil dukke op i praksis (Aristoteles kalder denne ‘intellektuelle dyd’ for fronesis – jf. artiklen Hvad er praksisfilosofi?). Indbildningskraften gør det muligt at søge efter, kombinere og udvikle betydningen af ord og forestillinger, der kan bidrage til nye forståelser af, hvad det uventede, der indtræffer, dybest set er. Da filosofisk aktivitet (Aristoteles kalder denne ‘intellektuelle dyd’ for sofia (ibid.)) også altid består i, at tanken – på en improviserende og hypotetisk måde – søger at betænke sit grundlag, må indbildningskraften antages at være dens grundlæggende forudsætning. Også når vi retter opmærksomheden mod det ventede, kan vi udfolde vores potentiale til at tænke på to forskellige måder, der ligeledes kan indgå i et samspil med hinanden. Tankevirksomheden kan tage form af konsekvensvurderingskraft og forklaringskraft. Konsekvensvurderingskraft gør det muligt at finde formålstjenlige virkemidler med henblik på at opnå eller frembringe noget bestemt (Aristoteles kalder denne ‘intellektuelle dyd’ for techne (ibid.)). Mens forklaringskraft gør det muligt at forklare og begrunde, hvorfor der er bestemte sammenhænge mellem fænomener (Aristoteles kalder denne ‘intellektuelle dyd’ for episteme (ibid.)).

Læring angår ‘det ventede’ og viser sig i tilegnelse af viden, kunnen eller kompetence, der gør det muligt at forklare de vilkår, vi lever under samt i knowhow, der gør det muligt for os at ville opnå eller frembringe noget bestemt. Erfaringsdannelse angår ‘det uventede’, der kan indtræffe på to forskellige måder. Det uventede kan overgå os, idet situationen eller vores vilkår i bredere forstand pludselig ændres uafhængigt af, om vi vil det eller ej. Vi har så muligheden for at trække på vores indbildningskraft og tænke nærmere efter. Men det uventede kan også opstå, når vi aktivt forsøger at håndtere mere eller mindre modsatrettede hensyn og opdager, at der er hensyn, vi har overdrevet eller overset. Vi har så mulighed for at trække på vores dømmekraft.

Erfaringsdannelse viser sig i udfoldelse og bevarelse af indbildningskraft og dømmekraft, når det uventede indtræffer. Med erfaringsdannelse er man pr. definition på gyngende grund, og det nye, der sker – som en følge af at det uventede indtræffer – foretrækker jeg at kalde nydannelse (jf. artiklerne Tvivlens dannelse og Er alle situationer læresituationer?). Det, der kommer ud af læreprocesser er en bestemt viden, kunnen eller kompetence. Men man kan ikke på samme måde sige, at der kommer noget bestemt ud af nydannelse. Der er snarere tale om, “at noget nyt hænder, som ikke kunne forventes ud fra tidligere hændelser” (Arendt, 2005, s. 182). Og det nye, der hænder, er forbundet med, at der tænkes forfra og om igen, hvorved der kan åbne sig et nyt mulighedsrum af handlingsalternativer. I erfaringsdannelsen skabes der ikke noget. Der tænkes og handles med en opmærksomhed på, at der altid kunne have været tænkt og handlet anderledes. I erfaringsdannelsen er der derfor heller ikke et ‘noget’, der tilegnes – men de involverede, og den sammenhæng de er involveret i, undergår alligevel forandringer, der hverken er tilfældige eller givne.

Børn bærer i sig forskellige muligheder for at udvikle sig. Nogle af disse muligheder består eksempelvis i, at de vokser til og ender som voksne, hvis alt går, som det i reglen gør. Andre muligheder består i, at børn kan lære mange forskellige ting. Det er i høj grad de voksne omkring børnene – og de praksisser og det samfund de voksne er en del af – der er afgørende for, hvad børn lærer. Det børnene skal lære er ikke naturgivet men kulturgivet. Når børn bruger det, de har lært, bliver der ikke mindre af det lærte, fordi det bliver brugt. På den måde adskiller menneskelig potentialitet sig fra den potentialitet, der gør sig gældende i den biologiske udviklingsproces, hvor barnet udvikler sig til en voksen (som et frø, der udfolder sit naturlige potentiale). Men dertil kommer, at børn jo faktisk også har muligheden for ikke at bruge det, de har lært. Fordi et barn kan tallene eller ugedagene, er det ikke sikkert, at barnet bruger denne viden og kunnen. Denne mulighed for ikke at bruge det, man har lært, er ganske afgørende. For hermed erfares potentialiteten, og børn får hermed muligheden for at forholde sig til, hvordan de forholder sig til noget i en given sammenhæng. Om man ønsker at trække på en bestemt viden, kunnen eller kompetence kan eksempelvis afhænge af, om man oplever, at det giver mening. Vurderingen, af om det giver mening, afhænger af ens dømme- og handlekraft, der igen forudsætter tankevirksomhed. Denne tanke-, dømme- og handlekraft – der gør det muligt at tage hensyn i situationer i praksis uden på forhånd at vide, hvori disse hensyn mere præcist består – virkeliggøres og bevares løbende gennem erfaringsdannelse.

Afrunding: Hvordan fremme inklusionslæring?

Når børn mistrives i skolen eller daginstitutionen er det ikke nødvendigvis læring, de savner. Måske er det, at blive inddraget i overvejelser over, hvad meningen er med de mange ting, de forventes at tage del i og lære af? Eller det, at de erfarer, at deres tanker, gøren og laden tillægges betydning i fællesskabelsen.

Mange af de børn, der giver udtryk for, at de synes, det er svært at gå i skole:

… mangler mening i forhold til de faglige opgaver, de kan ikke se, hvad de skal bruge det til, eller hvorfor de skal lære dette eller hint, og langt de fleste siger, at de ikke bevæger sig nok i skoletiden, og at det at sidde stille i lang tid ad gangen er pinefuldt. Samtidig er det af stor betydning, hvordan stemningen er i klassen, om man er bange for hinanden, vogter og holder øje, eller om man kan prøve ting af uden at være bange for, at de andre griner af en. For i mange klasser kan man hurtigt være enten for dygtig til fag, eller for dårlig til fag – og begge dele kan koste foragt og eksklusion fra fællesskabet. (Christoffersen, 2014)

Læreprocesser (og arbejdsprocesser i bredere forstand) foregår ikke i et socialt eller eksistentielt vakuum. Ethvert arbejde og enhver læring er henvist til at hente sin mening fra forskellige former for praksis, hvor situationer hele tiden udvikler sig, og nye situationer opstår – og hvor det uventede indtræffer.

Som vi har set, bliver læring og inklusion – ideelt, politisk og styringsmæssigt set – opfattet som fænomener, der går hånd i hånd i fred og harmoni. Men i praksis holder dette dobbeltideal ikke, idet både inklusionens og læringens grænser hermed ekskluderes. I praksis viser læring og inklusion sig hver for sig at udgøre dilemmaer. Til tider – og i visse situationer – kan læring og inklusion også godt udgøre to sider af samme dilemma. I givet fald kan dette dilemma enten formuleres som et læringsinklusionens dilemma eller et inklusionslæringens dilemma. At se bort fra læringens og inklusionens indbyggede dilemmaer er uforsvarligt. Og det er naturligvis ikke mindre uforsvarligt at se bort fra de dilemmaer, der opstår, når læringsdagsordenen og inklusionsdagsordenen blandes sammen.

Praktisk set er læring og inklusion hensyn blandt andre hensyn i en i presset hverdag. Sagligt set kræver arbejde med at fremme såvel inklusion som læring, at professionelle samarbejder om forsvarlig dilemmahåndtering i almindelighed og i tilspidsede (lærings)situationer i særdeleshed (jf. artiklerne Hvad er dilemmaopsporing? og Fra kerneopgave til praksisprofil). Når læringsinklusionens dilemma viser sig, skærpes og fryser til, har professionelle et ansvar for, at det om muligt optøs og transformeres i lyset af inklusionslæringens dilemma. Fagligt set kræver bestræbelser på, at fremme såvel læring som inklusion derfor, at professionelle samarbejder om at udvikle et fagligt beredskab med indbygget dobbeltblik, der kan støtte dem i at opspore, dele og fagligt belyse såvel læringsinklusionens som inklusionslæringens dilemmaer i praksis (jf. ariklen Samarbejdsfokuseret faglig beredskabelse).

I den forbindelse kan nedenstående POP-spiral måske være til inspiration (jf. artiklen Inklusionens didaktik):

POP-spiralen

Professionelle kan samarbejde om at fremme inklusionslæring – og dermed en inklusionens didaktik – ved at forstå læringsmæssige og didaktiske hensyn (jf. ‘Det didaktiske blik’) som hensyn blandt andre betydningsfulde hensyn i praksis.

På den baggrund fremstår dobbeltidealet om læringsinklusion som en blindgyde, der utilsigtet risikerer at føre til det modsatte af hensigten: Nogle børn bliver måske nok så dygtige, de kan, men samtidig øges både mistrivslen og den social baggrunds negative betydning for andre børns mulighed for at være, deltage og lære. Det er uforsvarligt. Ikke mindst set i lyset af, at en del af disse børn i forvejen befinder sig i udsatte positioner.

© Copyright Omsigt v/Carsten Pedersen

(Artiklen blev publiceret i sin første version i marts 2016 på http://omsigt.dk)

Book Carsten Pedersen til et foredrag, en halv eller en hel temadag eller et udviklingsforløb med fokus på læring og inklusion her.

Omsigt afholder kurserne ‘Læring og inklusion’ og ‘Inklusionens ABC’ – læs mere her.

Omsigt afholder kurset ‘Samarbejde mellem lærere og pædagoger’, hvor blandt andet begreberne om inklusionslæring og læringsinklusion drøftes i forhold til de to professioners kernefagligheder – læs mere her.

Omsigt afholder temadagen ‘Inklusionens dilemmaer’ – læs mere her.

Omsigt afholder temaaftenen ‘Status på inklusionsarbejdet i Danmark – hvor er vi på vej hen?’ – læs mere her.

Køb artikler af Carsten Pedersen

Alle kan frit læse artikler forfattet af Carsten Pedersen på omsigt.dk. Ønskes artikler i pdf-format (hvorfra man kan copy-paste og printe), mailer vi dem gerne mod betaling.

Køb flere artikler og få mængderabat

Brug bestillingsformularen nedenfor eller send en mail til cp@omsigt.dk med den titel eller de titler, der ønskes.

– 1 artikel koster 15 kr. (inkl. moms).

– 10 artikler koster 120 kr. (inkl. moms).

– 20 artikler koster 180 kr. (inkl. moms).

– Alle artikler koster 220 kr. (inkl. moms).

Betaling via MobilePay eller bankoverførsel

Betaling for abonnement eller artikler sker via MobilePay (60197717) eller bankoverførsel (1671 0001528505).

Når vi har modtaget din bestilling og din betaling, afsender vi hurtigst muligt artiklen eller artiklerne pr. mail.

Det er ikke tilladt at distribuere artikler til andre i elektronisk form. Det er tilladt at printe købte artikler til personlig brug. Papirkopier/prints er herudover kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node.

Bestillingsformular

Felter markeret med * skal udfyldes.

Institutioner, der ønsker en elektronisk faktura, bedes oplyse EAN-nummer i feltet med bemærkninger.

Valg af abonnement, alle artikler eller et udvalg af artikler:*

Navn*
Adresse*
Postnummer og by*
Telefon*
E-mail*
Eventuelle bemærkninger

Jeg ønsker at modtage Omsigts Nyhedsbrev:*

Menneskesyn uden tunnelsyn

Af Carsten Pedersen


Artiklen kan købes i pdf-format her


Velfærdsprofessionelle må løbende forholde sig eftertænksomt til de grundværdier og menneskesyn, deres praksis afspejler. I denne artikel argumenterer jeg for det frugtbare i, at professionelle gør det til en vane at veksle mellem tre fundamentalt forskellige syn på mennesker, når denne form for eftertanke melder sig. De tre menneskesyn udfoldes som komplementære analytiske perspektiver, der – netop i kraft af deres komplementaritet – kan bidrage til at forebygge ideologiske eller fundamentalistiske tunnelsyn i velfærdsarbejdet.

To læreres syn på Anton i 5. klasse

Anton går i 5. klasse og husker ikke altid at række fingeren op, når han har noget på hjerte. Gitte – hans klasselærer – mener, at han fylder det hele og spolerer det for de andre elever i klassen. Gitte sender jævnligt Anton uden for døren. Og Anton vælger også tit selv at gå ud af klassen, når konflikterne spidser til. Efter en konflikt, hvor Gitte har irettesat Anton for forstyrrende snak, udfolder følgende episode sig:

Efter irettesættelsen stirrer Anton tomt ud i luften i 3 minutter. Da en elev forklarer, at han har skrevet temaet ‘religion’, lyser Antons ansigt op, og han rækker hånden op. GITTE ser på ham, men spørger så ud i klassen, hvem der kan nævne et andet tema. Cecilie tager ordet uden at have fået det, og GITTE lytter og nikker, mens Cecilie taler. GITTE spørger igen til et tema, og Sofie får ordet. Anton har stadig fingeren oppe, mens to elever enten har taget eller fået ordet efterfølgende, og han siger nu en form for prustelyd lige så stille. GITTE afbryder Sofie og siger i et irritabelt toneleje, at han skal lade være. Anton svarer tilbage, at han synes lyden er sej, og da GITTE insisterer på, at han skal lade være med at sige lyden, forlader Anton klassen, mens han siger, at han går ud på toilettet og laver lyden, hvortil GITTE siger: ‘Ja, så gå derud og lav den’ (…) Anton kommer tilbage efter to minutter, og hans krop er urolig – det ene ben bevæger sig hurtigt op og ned, ligesom armene ryster noget, der ligger i hans hænder. Mens GITTE taler nogle minutter, ser de fleste andre elever fraværende ud, piller ved deres negle, deres blyanter, bladrer i bogen og laver trommelyde på lårene. GITTE spørger, om de synes, det er svært at forstå, eller om de har nogenlunde greb på det. Ingen responderer, på nær Anton, der rækker fingeren op. Han bliver ikke taget, og GITTE taler videre. Da han har haft fingeren oppe i noget tid, kommer han til at hoste og rømmer sig derefter. Lyden er på sin vis komisk, og Lukas, Rezan og Mads, der sidder lige over for Anton, kan ikke lade være med at smile af det. Anton smiler tilbage, og GITTE afbryder sig selv:
GITTE (højt og vredt): “Ved du hvad, Anton, jeg vil gerne have, at du går ud igen og får hostet af.”
Anton: “Det er fordi, jeg fik noget i halsen”.
GITTE: “Ja, men du behøver ikke at gøre så stort et nummer ud af det.”
Anton: “Det gjorde jeg heller ikke, jeg hostede bare og …”
GITTE: “Sæt dig ordentligt op også.”
Anton: “Og så var der nogen, der grinte, og så grinte jeg selv.”
GITTE: “Ja, men så prøv bare at lade være med at gøre et nummer ud af det.”
Anton: “Det gjorde jeg heller ikke.”
GITTE: “Du vil gerne have – jeg kan se, du gerne vil have opmærksomheden på, at hele klassen lige ser …”
Anton: “Jeg sad bare sådan her, og så …”
GITTE (i et nedladende toneleje): “Prøv lige at sætte dig ordentligt op, så kan det være du ikke ligger og bliver kvalt sådan hele tiden. Sæt dig lige helt op.” (Klinge, 2015, s. 23-24)

Gitte siger selv i et interview, at hun er træt af at skælde ud og efterspørger supervision eller noget lignende:

Vi er simpelthen nødt til at tænke nogle andre værktøjer ind – netop at man bliver nødt til at få hjælp af kamera eller nogen udefra, der kan gå ind og lave nogle observationer på, ‘hvad er det, der sker’, fordi jeg er jo også en del af det, jeg er jo en del af konflikten. Det er jo ikke bare dem [eleverne], der sidder og snakker, jeg er jo løsningen, så det er enormt vigtigt, at man får rettet fokus mod sig selv også (…) Jeg mangler faktisk nogle gode råd til, hvad det er, jeg skal gøre. Og gode råd fået af én, som har set mig i situationen og ikke bare én, jeg lige møder på gangen, der siger ‘Jamen, jeg har engang gjort sådan og sådan – skal du ikke bare lave mere fysisk aktivitet med dem?’ (…) Det bliver nødt til at tage udgangspunkt præcist i den problematik, man står i her og nu, for det er den måde, man lærer på. (ibid., s. 25-26)

En anden af Antons lærere, Bente, har et andet syn på Anton:

Jeg prøver hele tiden at se, om det er noget, jeg sætter i gang, det prøver jeg altid at se, og så kan jeg jo nogle gange hurtigt sige: ‘Det er ikke mig, det her’. Så prøver jeg også at se: ‘Jamen, hvordan har Anton det i dag – hvad er det, han har behov for?’. Har han behov for lige at poppe op og så vide, det er okay, han er der, og jeg har set ham, eller har han behov for lige et øjeblik at være klassens klovn? Jeg oplever faktisk ikke Anton som problematisk, det gør jeg ikke. Jeg ved godt, at det er der nogle andre, der gør. Ligesom med Jesper har han sindssygt meget på hjerte, og det er sådan, jeg tænker om ham. (ibid., s. 25)

Menneskesyn i praksis

Gittes syn på Anton er præget af hendes irritation over den uro, som hun oplever, han giver anledning til, og som, i hendes øjne, spolerer det for de andre elever i klassen. Gitte lægger ikke skjul på hendes formodning om, at Anton forstyrrer med vilje, når han eksempelvis pruster eller hoster. Hun mere end antyder, at Anton går efter at tilkalde sig de andre elevers opmærksomhed og udfordre hendes dagsorden. Derfor giver det også god mening for Gitte at bede Anton om at indstille urolighederne og at sanktionere ham, når han ikke retter ind.

Var dette syn på Anton repræsentativt for Gittes syn på mennesker i mange andre sammenhænge, ville hun vel kunne siges overvejende at vægte et menneskesyn, hvor den enkeltes vilje og ansvar træder i forgrunden? En forståelse af mennesker som personligheder, der vil noget med det, de gør, og som tillægger situationer og ting en helt særlig mening. En mening, der kan konflikte med andre personligheders mening med det, de vælger at gøre.

Bentes syn på Anton er præget af en interesse for, hvad Anton har behov for. Hun ser ikke Anton som problematisk, men som en elev, der har ’sindssygt meget på hjerte’. Når Anton agerer ‘klassens klovn’, ser Bente det eksempelvis ikke som en viljesakt, men snarere som et vilkår, både hun, Anton og klassen må leve med.

Var dette syn på Anton repræsentativt for Bentes syn på mennesker i mange andre sammenhænge, ville hun vel kunne siges overvejende at vægte et menneskesyn, hvor den enkeltes vilkår og de deraf følgende behov træder i forgrunden? En forståelse af mennesker som formet af livsvilkår, der kun meget vanskeligt, eller måske slet ikke, lader sig ændre – og som derfor betinger deres handlemønstre.

I interviewcitaterne giver både Gitte og Bente udtryk for en erkendelse af, at de selv har lod og del i samspillet, som det udspiller sig i klassen med Anton. ‘Jeg er jo en del af konflikten’, som Gitte siger, idet hun udtrykker ønske om, at der foretages observationer, der kan vise, hvad det er, ‘der sker’. Bente prøver efter eget udsagn, ‘at se, om det er noget, jeg sætter i gang’. I disse udsagn fra de to professionelle, ligger der et syn på Anton og dem selv, som mennesker, der, i større eller mindre udtrækning, er en del af noget, som også andre tager del i.

Var dette syn på Anton repræsentativt for Gittes og Bentes syn på mennesker i mange andre sammenhænge, ville de vel kunne siges overvejende at vægte et menneskesyn, hvor den enkeltes (re)ageren ses i forhold til andres (re)ageren? En forståelse af mennesker, som involverede i samspil med ting og andre mennesker, hvor ingen enerådigt kan styre disse samspil.

Der er vel ingen grund til at tro, at mennesker udlever et bestemt nagelfast menneskesyn i alle deres gerninger i alle sammenhænge? Meget må trods alt afhænge af sammenhængen, dagsformen og den måde situationen udvikler sig på. Under alle omstændigheder, må Gitte, Bente og deres kolleger kunne have glæde af forsøgsvis at anlægge forskellige syn på mennesker i situationer, som de vælger at reflektere nærmere over.

Tre komplementære menneskesyn

Hvis det kunne lykkes Gitte, Bente og deres kolleger at få tid til at mødes i et refleksionsrum, hvor de var sikret mulighed for at forholde sig analytisk til situationsbeskrivelser, som den ovenfor, kan man forestille sig, at de netop ville se ganske forskelligt på disse situationer. Det er både forståeligt og helt legitimt.

Gitte vil måske hæfte sig ved Antons problemer og hans manglende vilje til at tage ansvar for situationen. Bente vil måske hæfte sig ved de vilkår, som Anton nu engang er underlagt. Mens Gitte og Bente vil dele den opfattelse, at deres egen (re)ageren spiller ind og påvirker samspillet i situationen.

Disse tre perspektiver kan i mine øjne opfattes som tre grundlæggende forskellige menneskesyn (jf. Pedersen i Schou & Pedersen, 2014, s. 371, hvor de også omtales som et voluntaristisk, et deterministisk henholdsvis et dynamisk menneskesyn). Ingen af dem kan imidlertid ophæves til at være det eneste gyldige perspektiv på mennesker i en given situation. De kan alle retfærdiggøres, og samtidig udelukker de hinanden. Men det forhindrer ikke, at velfærdsprofessionelle kan veksle mellem de tre menneskesyn i deres refleksioner, idet de forstår dem som komplementære (ibid., s. 374).

Velfærdsprofessionelle kan se mennesker (herunder de professionelle selv) som nogle, der:

  • i første omgang, er karakteriseret ved deres vilje til, gennem personlige valg, at gøre sig gældende og tage ansvar for eget liv,
  • i anden omgang, er underlagt vilkår og traditioner, der betinger deres handlemønstre, og
  • i tredje omgang, er delagtige i samspil i fysiske og sociale kontekster, hvor de forholder sig forskelligt til det, de er sammen med andre om.

I refleksioner, hvor de tre menneskesyn bruges som analytiske tilgange, er det afgørende, at perspektiverne holdes adskilt og ikke reduceres til hinanden. En analytisk vekslen mellem perspektiverne åbner for, at de kan “kaste lys over hinanden, således at de kommer til at tegne sig tydeligere ved sammenstillingen” (Simonsen, 1966, s. 8). Hermed tydeliggøres forskellige aspekter ved den situation, der gøres til genstand for refleksion, og disse aspekter kan danne en nuanceret klangbund for overvejelser over mulige handlings- og organiseringsalternativer.

De tre komplementære menneskesyn er anskueliggjort i oversigten nedenfor:

Tre_menneskesyn

Som det fremgår, bliver det for meget af det gode, hvis et af de tre mennskesyn på fundamentalistisk vis ophæves til at være den eneste sandhed. En vekslen mellem de tre menneskesyn repræsenterer et komplementaritetssynspunkt, der kan bidrage til at forebygge denne form for fundamentalisme (ibid.). Der er tale om et synspunkt, der ikke skal forveksles med en ’tredje vej’ eller en ’-isme’, der har sit eget selvstændige teoretiske eller ideologiske grundlag. Komplementaritetssynspunktet kan, i mine øjne, støtte velfærdsprofessionelle i at forholde sig analytisk beskrivende (Grue-Sørensen, 1965, s.21). En systematisk vekslen mellem de tre menneskesyn sikrer alle tre perspektiver en legitim plads og forhindrer, at handlingsforeskrivende vurderinger (af hvad der er godt eller mindre godt at gøre) bliver dominerende i de professionelles refleksioner.

Som det fremgår af oversigten, indebærer de tre menneskesyn også forskellige grundforståelser af magt og mening (jf. også artiklen Magtens mening og meningens magt):

  • En situation kan ses som et udtryk for, at mennesker ud fra deres individuelle forudsætninger, optagetheder, ressourcer, handletilbøjeligheder – og med større eller mindre gennemslagskraft – gør deres vilje gældende. Ud fra aktørperspektivet opfattes magtforhold som substantielle viljer (substantia er latin for det ‘der er bærende for noget’ (sproget.dk)), der støder sammen, og mening opfattes som forskellige subjektive meningstilskrivninger, der kan konflikte med hinanden.
  • En situation kan også ses som et udtryk for, at mennesker er underlagt strukturelt betingede magtforhold og en objektiv mening i form af traditioner og handlemønstre, der opleves som ‘naturlige’. Ud fra strukturperspektivet opfattes vilkår som kendsgerninger, i form af kroppe, fysiske indretninger, genstande, handlemønstre og regler, der tages for givet (structura er latin for  ’sammenføjning’, ’bygning’ – og ordet er afledt af struere, der betyder ’ordne’, ’bygge’ eller ’ophobe’ (sproget.dk)). Strukturer skaber et – i både materiel og sociokulturel forstand – begrænset udfoldelses- og handlerum, der bidrager til det sociale livs konstans og træghed.
  • En situation kan tillige ses som et udtryk for et samspil, hvor den enkeltes gøren og laden må ses i forhold andres gøren og laden – og hvor meningen med samspillet, og styrkeforholdet mellem de involverede, udfolder sig ’her og nu’. Ud fra dilemmaperspektivet opfattes menneskers ageren som en samtidig reageren på andres (re)ageren. Udfaldet af et samspil er ikke givet på forhånd, idet de involveredes måder at forholde sig på er afhængige af og forudsætter hinanden. I samspillet dukker der både magtforhold og mening op, som ikke udelukkende lader sig henføre til de enkelte aktørers ressourcer og den mening, de tillægger situationen. Mening forhandles, og magt viser sig som mere eller mindre selvforstærkende samspilsdynamikker, der ud fra deres egen logik prajer de involverede til at indtage forskellige – mere eller mindre udsatte – positioner. Selvforstærkende samspilsdynamikker og konfliktprægede meningsforhandlinger kan få dilemmaerne til at spidse til for alle involverede parter i et samspil (dilemma er oldgræsk for ‘tvedelt præmis’ (sproget.dk)).

Tre analytiske blikke på Gitte, Anton & Co.

Når de tre komplementære menneskesyn anvendes i analytisk øjemed, er der ingen facitliste. Alle ikke-handlingsanvisende tanker, som de tre menneskesyn giver anledning til i relation til situationsbeskrivelsen, er legitime. I denne vekslen mellem de tre perspektiver, vil der træde forskellige aspekter ved situationen frem. Aspekter, der må antages at kunne kvalificere professionelles refleksioner over, hvordan lignende situationer kan fortolkes og håndteres på forskellige måder i fremtiden.

Når Gitte ser på Anton, der har fingeren oppe, men spørger ud i klassen, og senere irriteret beder Anton om at holde op med at sige prustelyden for dernæst at bakke ham op i at forlade rummet – hvordan kan denne sekvens så eksempelvis fortolkes ud fra de tre menneskesyn?

Fortolket ud fra et aktørperspektiv, kan Gittes spørgen ud i klassen, mens hun ser på Anton, der har hånden oppe, fortolkes som et udtryk for, at Gitte nok hælder til at tillægge Anton ‘onde’ hensigter om at ville forstyrre undervisningen yderligere. Gitte kan måske ligefrem se Antons markering som en potentiel risiko for ‘hævn’ for sin tidligere irettesættelse. Gitte kan se sig selv som en lærer, der vælger ikke at løbe en risiko for, at der opstår yderligere uro og deraf følgende konfliktoptrapning. Dette valg kan hun blandt andet træffe af hensyn til undervisningens gennemførelse og de øvrige elever i klassen. Ligesom hun kan se sig som en lærer, der vælger at sanktionere endnu en eksklusion af Anton fra klassen. Om der er belæg for at tillægge Anton disse hensigter, kan naturligvis aldrig afgøres, men man kan lede efter tegn på, at Anton tillægger situationen en helt anden betydning. Noget tyder vel for eksempel på, at Anton rent faktisk prøver at få legitim adgang til at sige noget, fordi temaet ‘religion’ vækker hans interesse?

Set ud fra aktørperspektivet, er Gitte og Anton altså selvberoende aktører, der træffer beslutninger og handler ud fra deres individuelle forudsætninger og præferencer. De kunne have valgt at handle anderledes og er derfor ansvarlige for deres valg. Det står klart, at Anton og Gitte tilskriver situationen forskellig mening, og at deres viljer støder sammen. Noget tyder også på, at deres respektive viljer har forskellig tyngde, idet de er båret af de forskellige ressourcer og kapaciteter, som de to individer ligger inde med.

Fortolket ud fra et strukturperspektiv, kan både Anton og Gitte ses som ofre for nogle omstændigheder, som de ikke er herre over. Anton kunne være et offer for dysfunktionelle familieforhold eller funktionsnedsættelser. Men han kan også, som vi ser visse tegn på i situationen, være et offer for forskelsbehandling, marginalisering og eksklusion i en skole, hvor eksempelvis visse piger har lettere ved at få adgang til deltagelse uden brug af legitime midler, end Anton har. Vilkår, der måske har gjort sit til, at Anton har udviklet handlemønstre, der af Gitte kan opleves som ’særlige behov’. For eksempel behov for tydelighed, struktur, breaks, individuel støtte m.v. ‘Særlige behov’, som Gitte måske kan have svært ved at honorere, idet også hun kan ses som et offer for en lærings- og effektivitetsfokuseret skole, hvor ressourcerne løbende begrænses i takt med at forventningerne om inklusion når nye højder.

Set ud fra strukturperspektivet, er situationen i klassen vævet sammen med et enormt kompleks af strukturelle elementer, der fletter sig ind i hinanden og dermed udgør vilkår for de involverede: resultater af tidligere beslutninger, handlinger og arbejde (både ting, indretning, rutiner, forbilledlige måder at gøre tingene på osv.), økonomiske og politiske beslutninger samt kropslige og habituelle dispositioner, der stammer fra et væld af andre sammenhænge, hvor meget er blevet taget for givet.

Fortolket ud fra et dilemmaperspektiv, befinder Gitte, Anton og de andre elever i klassen sig umiddelbart i et samspil, som de er delagtige i og forholder sig forskelligt til. Det, der foregår i situationen, kan de betragte ud fra forskellige perspektiver, idet de gennem ord og handling indtager forskellige positioner i samspillet og tillægger situationen forskellig mening. Dermed opstår der forskellige, og mere eller mindre modsatrettede, hensyn og dilemmaer, der må håndteres. Anton håndterer eksempelvis modsatrettede hensyn mellem at forsøge at blive en del af det, der foregår, og at komme ud af situationen med æren i behold. Og Gitte håndterer modsatrettede hensyn mellem at skulle tage særlige hensyn til Anton og tage hensyn til de andre elever i klassen og til undervisningens gennemførelse.

Anton og Gitte indfanges desuden i en selvforstærkende samspilsdynamik, hvor de prajes til at indtage konfliktende – og mere eller mindre udsatte – positioner. Eksempelvis synes der at opstå en konfliktoptrappende og mistillidsskabende ‘irettesættelsesdynamik’ (hvad man skal kalde specifikke samspilsdynamikker er altid et interessant spørgsmål, som man med fordel kan holde åbent). Samspilsdynamikkens egenlogik synes her at være, at Gitte prajes som en kontrollerende irettesætter, idet hun tildeler Antons forstyrrende handlinger særskilt opmærksomhed og irettesætter ham, mens Anton prajes som kontrolleret og irettesat elev, der kan føle sig misforstået og uretfærdig behandlet. Samspilsdynamikken er selvforstærkende i den forstand, at Antons forstyrrende handlinger, idet de tildeles opmærksomhed, fylder endnu mere i undervisningen og fremkalder uretfærdighedsfornemmelser, der giver anledning til uro, der kalder på endnu flere irettesættelser, der tildeler Antons forstyrrelser endnu mere opmærksomhed. Og så fremdeles.

Set ud fra dilemmaperspektivet, kan Gitte altså ikke suverænt styre de samspil, hun er delagtige i. Hun er, ligesom Anton, i samspillets magt – og må håndetere de dilemmaer, der opstår, så godt som hun kan. Både Gitte og Anton udfordres af en selvforstærkende samspildynamik, der får konfliktualiteten til stige og dilemmaerne til at spidse til. Det kan være yderst vanskeligt, at bryde med selvforstærkende og udsathedsskabende samspilsdynamikker af denne karakter i selve situationen. Gitte berører dog selv i interviewcitatet muligheden for brug af videooptagelser, supervision m.v. med henblik på at skabe mulighed for alternative fortolknings- og handlemuligheder gennem kollegial refleksion.

Komplementariteten mellem magt og mening

Ud af oversigten med de tre menneskesyn, kan der udledes såvel en magtanalytik som en kulturanalytik, der i sig selv kan opfattes som komplementære til hinanden.

Magtanalytikken består i, at man analytisk veksler mellem at opfatte magt:

  • som en vilje, mennesker besidder, i kraft af deres forskellige ressourcer og kapaciteter, og som de gør gældende i en situation,
  • som de materielle, sociale og kulturelle vilkår, mennesker er underlagt, og som de tager for givet som kendsgerninger i situationen, eller
  • som de mere eller mindre selvforstærkende samspilsdynamikker, der positionerer mennesker i forskellige – mere eller mindre modstridende og mere eller mindre udsatte – positioner i situationen.

Magt kan ikke på én gang ses som et substantielt, strukturelt og relationelt fænomen, idet de tre perspektiver udelukker hinanden. Men de tre perspektiver kan udgøre komplementære analytiske blikke i professionelles magtsporingsberedskab (Pedersen, 2011, s. 201-207).

Kulturanalytikken består i, at man analytisk veksler mellem at opfatte mening:

  • som det, mennesker tillægger betydning, er optaget af, tager hensyn til og tager ansvar for i en situation,
  • som de traditioner og handlemønstre, mennesker tager for givet i situationen, eller
  • som de forskellige bekymringer, værdier og dilemmahåndteringer, der udspringer af menneskers samspil i situationen.

Mening kan ikke på én gang ses som et subjektivt, objektivt og emergent fænomen, idet de tre perspektiver udelukker hinanden. Men de tre perspektiver kan udgøre komplementære analytiske blikke i professionelles meningssporingsberedskab (Pedersen, 2011, s. 235-256).

I og med, at velfærdsprofessionelle udvikler et sådant magtsporingsberedskab og meningssporingsberedskab, tvinger de sig selv til at anlægge et dobbeltblik på deres fælles praksis. Hermed bliver det lettere for dem at opspore og dele dilemmaer. Tankegangen er forsøgt anskueliggjort i figuren nedenfor (der stammer fra Pedersen, 2011, s. 261):

Dilemmaopsporing

Magtsporing og meningssporing kan fungere som porte til dilemmaopsporing, idet dilemmaer lader sig relatere til bekymringer (der bl.a. kan ses i lyset af mindre legitime magtforhold) såvel som til værdier (der bl.a. kan ses i lyset af den mening, specifikke hensyn i en situation tillægges) (jf. artiklen Hvad er dilemmaopsporing?).

Tankegangen, der går på at øjne – og reflektere over – magt, mening og dilemmaer (i netop den rækkefølge) gennemsyrer også Socialt inkluderende praksisanalyse (SIP), hvor følgende analytiske spørgsmål eksempelvis kan indgå:

  • Hvor og hvordan opstår udsatte positioner i situationen (magtsporing)?
  • Hvad er de tilstedeværende optagede af i situationen, og hvad giver adgang til deltagelse i noget fælles (meningssporing)?
  • Hvilke dilemmaer befinder de(n) professionelle sig i i situationen (dilemmaopsporing)?
  • Hvilke inkluderende handlings- og organiseringsalternativer er værd at overveje med henblik på at øge kvaliteten af professionelles dilemmahåndtering i lignende situationer i fremtiden?

Gitte og hendes samarbejdspartnere kan begynde med disse spørgsmål, som de løbende kan justere ordlyden af i takt med, at de gør sig erfaringer med at bruge dem i deres indbyrdes refleksioner. Har de tid og lejlighed til det, kan de tillige have glæde af regelmæssigt at gå mere grundigt til værks, idet de, under det første henholdsvis det andet SIP-spørgsmål, runder magtanalytikkens henholdsvis kulturanalytikkens tre komplementære perspektiver på situationen.

Afrunding

Alle tre menneskesyn – såvel aktørperspektivet, strukturperspektivet og dilemmaperspektivet – kan retfærdiggøres. Det være sig sagligt i konventioner og lovgivning. Det være sig fagligt i velfærdsprofessionelles mere eller mindre forskningsbaserede vidensgrundlag. Og det være sig personligt i erfaringer fra det levede liv.

Men ingen af de tre menneskesyn kan stå alene, uden at det bliver for meget af det gode i praksis. Konsekvensen bliver ideologiske eller fundamentalistiske tunnelsyn, der i værste fald kan udarte i illegitim magtudøvelse og kollektive meningstab. Tendenser til tunnelsyn kan modvirkes gennem en eftertænksom vekslen mellem forskellige menneskesyn.

© Copyright Omsigt v/Carsten Pedersen

(Artiklen blev publiceret i sin første version i april 2015 på http://omsigt.dk)

Book Carsten Pedersen til et foredrag, en halv eller en hel temadag eller et udviklingsforløb med fokus på menneskesyn her.

På alle Omsigts kurser og temadage trækkes der på en skelnen mellem de tre komplementære menneskesyn – læs mere her.

Artikler og bøger af Carsten Pedersen

Artikler af Carsten Pedersen

Alle kan frit læse artikler af Carsten Pedersen ved at klikke på titlerne på listen nedenfor.

Artiklerne kan købes i pdf-format (hvorfra man kan copy-paste og printe) – læs mere her.

Ved at tilmelde sig Omsigts Nyhedsbrev eller ved at følge Omsigt på Facebook eller Twitter kan interesserede følge med i, hvornår artikler udkommer (i nye udgaver).

Alle artikler er at opfatte som dynamiske publikationer. Det betyder, at de løbende præciseres og nuanceres i takt med, at de faglige tilgange, som artiklerne omhandler, beriges af de udviklingsforløb, som Omsigt engagerer sig i.

Bøger af Carsten Pedersen

Carsten Pedersen (2017). Om dømmekraften. København: Akademisk Forlag.

Læs et uddrag af bogen her.

Carsten Schou & Carsten Pedersen (red.) (2014). Samfundet i pædagogisk arbejde – et sociologisk perspektiv. København: Akademisk Forlag (3. udgave).

Samfundet i pædagogisk arbejde

Læs anmeldelser af bogens 1. udgave på folkeskolen.dk, i Sygeplejersken og i Dansk Pædagogisk Tidsskrift (nr. 3, 2007). Læs anmeldelse af bogens 3. udgave på bogvægten.dk.

Læs uddrag af bogen her.

Carsten Pedersen (2011). Praksisfilosofi – faglig refleksion på tværs af professioner. København: Akademisk Forlag.

Praksisfilosofi

Læs uddrag af bogen her.

Læs omtale og interwiew i Børn og Unge (nr. 1, 2012) og Socialpædagogen (nr. 24, 2011) – og læs interviewet ‘Tvivl – men fortvivl ikke’, der ligeledes er bragt i Socialpædagogen (nr. 15, 2012). Læs anmeldelser i SINDbladet (nr. 6, 2011) på folkeskolen.dk (oktober 2011) og Social Kritik (nr. 129, 2012).

Carsten Pedersen (red.) (2009). Inklusionens pædagogik. Fællesskab og mangfoldighed i daginstitutionen. København: Hans Reitzels Forlag.

Inklusionens pædagogik

Læs bogens Indholdsfortegnelse og Forord.

Britta Hørdam og Carsten Pedersen (red.) (2006). Vidensformer – pædagogik – sundhed. København: GAD’s Forlag.

Vidensformer pædagogik sundhed

Læs bogens Indholdsfortegnelse og Indledning.

Læs anmeldelser på folkeskolen.dk og i Sygeplejersken.

Carsten Pedersen (2003). Pædagogisk kompetence – om at kunne se magt, kulturforskelle og dilemmaer i en professionel sammenhængSocial Kritik (nr. 88, 2003).

Social Kritik

Nyttige links

Klik her.

Omsigts casesamling

Af Carsten Pedersen


Artiklen kan købes i pdf-format her


Omsigt indsamler løbende casemateriale i form af tankevækkende arbejdssituationer. Det sker i forbindelse med konsulentarbejde, kursusvirksomhed, undervisning samt gennem læsning af faglitteratur og forskningsrapporter. Tankevækkende arbejdssituationer kan defineres som situationer:

… hvor professionelles hidtidige handle- og tankemønstre forstyrres følelsesmæssigt – og hvor denne forstyrrelse danner en klangbund af forundring og undren, som gør omtanke og eftertanke mulig (Pedersen, 2011, s. 118).

Omsigts casesamling kan frit benyttes af alle til både individuel og kollegial refleksion. Alle har desuden mulighed for at bidrage til casesamlingen ved at indsende situationsbeskrivelser eller situationskarakteristikker via kommentarfunktionen nederst på denne side eller via mail. Eneste krav er, at disse skal:

  • anonymiseres,
  • indeholde elementer af direkte tale (og også gerne elementer af de involveredes kropssprog), og
  • inkludere beskrivelser af, hvordan de(n) professionelle forholder sig i situationen.

Inspiration til udarbejdelse af situationsbeskrivelser eller situationskarakteristikker kan eventuelt hentes i artiklen Situationsbeskrivelser som garant for saglighed.

Casesamlingen er aktuelt opdelt i følgende kategorier:

  • ‘Tankevækkende arbejdssituationer i vuggestuer’,
  • ‘Tankevækkende arbejdssituationer i børnehaver’,
  • ‘Tankevækkende arbejdssituationer i skoler, SFO’er og klubber’,
  • ‘Tankevækkende arbejdssituationer på opholdssteder’,
  • ‘Tankevækkende arbejdssituationer på bosteder og i støttecentre’,
  • ‘Tankevækkende arbejdssituationer på socialcentre’, og
  • ‘Tankevækkende arbejdssituationer på hospitaler’.

Der vil løbende ske differentieringer, og nye kategorier vil komme til.

Velfærdsprofessionelles navne er skrevet med VERSALER.

God læselyst!

Tankevækkende arbejdssituationer i vuggestuer

 

GYNGERUMMET
Det er eftermiddag. Gyngerne er taget ned i gyngerummet, og der er sat musik på. Der er to børn der gynger, og to, som danser og tumler lidt sammen med pædagogen LIS, mens de venter på, det bliver deres tur. Der er blevet lavet en aftale med børnene om, at man bytter, når der er gået to sange.
Det er de to store vuggestuepiger Lotte og Mia, som har gyngerne. Peter og Kim er dem, som har tur næste gang.
Peter: “Min tur.”
LIS: “Ja, Peter, om lidt er det din tur. Når sangen er færdig.”
Peter: “Min tur, min tur …”
Peter går over mod gyngerne. LIS tager ham i hånden og sætter ham ned.
LIS: “Peter bliv her. Nu er der ikke længe til.”
Peter nikker og kigger på de to piger, som gynger.
Sangen slutter, og det er tid til at bytte plads.
LIS: “Så er sangen slut. Nu er det Peter og Kims tur.”
Lotte hopper ned, går ud af rummet, og Kim får sin gynge. Men Mia gynger videre.
LIS: “Mia, nu er det Peters tur. Du kan prøve igen senere.”
Mia: “NEJ!!”
Peter tramper i gulvet.
Peter: “Min tur, min tur.”
LIS rejser sig, og går over til gyngen. Hun tager Mia i hånden.
LIS: “Mia kom og sid hos mig.”
Mia hopper af gyngen, men går væk fra Lis. Peter får sin gynge og smiler bredt.
Peter: “Se mig.”
LIS går tilbage og kigger på Mia, som står lidt væk.
LIS: “Mia kom over til mig.”
Mia kommer over til LIS.
Mia: “Mig tur.”
Lis: “Ja, om lidt er det din tur.” (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsforløb om inklusion i 2015)

 

RIGTIGE VENNER
Knud og Hans leger rigtig godt sammen. Hans kan indimellem blive uforudsigelig i sin adfærd, når han bliver presset. Når det sker, kan han finde på at slå. Knud ved, at denne adfærd indimellem kommer frem i Hans. Når de to drenge leger sammen, er personalet derfor meget opmærksomme på, at Knud får lært at aflæse Hans, og at Hans får brugt andre måder til at sige fra på end at slå. En eftermiddag kommer Knuds mor Eva ind ad døren. De to drenge har netop gang i en diskussion om, hvem der har retten til et stykke legetøj. Da Knud får øje på sin mor, tager han i samme sekund legetøjet ud af hænderne på Hans, og Hans kvitterer med at slå Knud meget hårdt. Begge drenge græder voldsomt, og Eva tager Knud ind til sig og trøster ham, mens hun siger til JANE, som trøster Hans: ”Jeg synes tit, jeg hører Knud fortælle hjemme, at Hans slår de andre børn.” JANE siger: ”Du må huske på, at de også indimellem har nogle rigtig gode lege, men indimellem er Hans rigtig nok ude med riven”. Efter episoden leger drengene ikke så godt sammen mere, og Knud begynder at drille Hans ved at tage ting fra ham og så løbe hen til de voksne og beklage sig over, at Hans er efter ham. Personalet forstår ikke, hvad der er på færde, og arbejder på at genoprette deres venskab, men det lykkes ikke. Efter et par uger fortæller Eva, at Knud ikke vil i børnehave og ofte klager over ondt i maven. Personalet bliver enige om at afholde et møde med Knuds mor. På mødet kommer det frem, at Eva har sagt til Knud, at han skal holde sig væk fra Hans, fordi han er en slem dreng, som slår andre børn. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Risager i Jensen, 2014, s. 59 og bringes her i lettere bearbejdet form)

 

BIDEMÆRKET
Ellen, mor til Otto, henter Otto i børnehaven, og pædagogen JENS fortæller Ellen, at Otto i dag er blevet bidt i ryggen. Ellen løfter blusen og kigger på Ottos ryg.
Ellen: ”Hvem har gjort det?”
JENS: ”Otto og en anden dreng legede vildt i puderummet, og så gik det over gevind”.
Ellen: ”Det er meget voldsomt, hvem har gjort det? Og hvor var de voksne, JENS?”
JENS: ”Ellen det er irrelevant hvem det er, som har bidt. Vi har talt med drengene. Vi har trøstet, og de er blevet gode venner igen. Disse situationer sker meget hurtigt, men de voksne var på stuen og hjalp med at løse drengenes konflikt med det samme”. (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale på et kursus om forældresamarbejde i 2014)

 

BORDDÆKNING
Klokken er lidt over 9, og på stuen skal de til at spise boller og drikke vand. Døren går op, og ind af den kommer Karla smilende ind på stuen. Inden hun når at træde mange skridt ind, løber Ole imod hende og siger: ”Hej Karla” og giver hende et stort kram. Karla klapper ham på ryggen, og går direkte ind i dukkekrogen, hvor hun begynder at hive ned fra komfuret for at dække bord. Karla får sat en kop og to tallerkener frem på bordet. Pludselig står Mette bag hende, og hun begynder at smide kop og tallerkener ned på gulvet. Karla skubber til Mette, så hun falder og lander siddende og grædende på gulvet. VIOLA går hen til de 2 piger, og tager Mette op til sig. Hun hiver en stol frem og sætter sig på den med Mette på skødet. Karla ser, at VIOLA sætter sig ved hendes side, og stopper legen et øjeblik. VIOLA (kigger på Karla): ”Jeg kan godt forstå, at du bliver sur på Mette, fordi hun smider dit legetøj ned på gulvet. Men du må ikke skubbe til hende, for prøv at engang at se, hvor ked af det hun bliver.” Karla: ”Ja (hun går hen og klapper Mette på ryggen), kom Mette, du må godt være med.” (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsforløb om inklusion i 2013)

 

MADS
På legepladsen er 18 børn og fem voksne. To børn på to år og fem måneder kører på motorcykler. Mads på to år og seks måneder står lige på kørebanen. Pædagogen EVA siger: ”Ryk dig lige lidt Mads, du er jo lige ved at blive kørt ned.” Hun tager ham i armen og trækker ham lidt væk fra kørebanen. Mads begynder at skrige og råber: ”Nej, nej, nej.” Han kaster sig ned på fliserne og slår hovedet i fliserne og ruller rundt. EVA: ”Jamen, Mads dog, jeg bad dig jo bare om at flytte dig lidt.” Hun sætter sig ned på hug og prøver at hjælpe ham op igen. Mads fortsætter med at banke hovedet ned i fliserne og rulle rundt. Pædagogen LIS (fra Mads’ stue): ”Lad ham bare være, så går det hurtigere over. Han er så hidsig.” EVA forsøger at tage Mads op til sig. LIS: ”Bare lad ham ligge, han vil have opmærksomhed, det skal du ikke give ham – han skal ignoreres, så stopper han.” EVA: ”Jamen han slår da hovedet, det må da gøre ondt?” LIS: ”Han skal ikke have opmærksomhed på sin negative adfærd, det har vi aftalt på stuen.” EVA: ”Kan du så ikke tage over?” Hun fjerner sig fra stedet. LIS bliver siddende på bænken. En tredje pædagog, PERNILLE, der har overværet episoden, siger: ”Det kan man da ikke, et barn skal da ikke ignoreres, det skal da have hjælp til at komme igennem sin vrede, eller hvad det nu er, og bagefter hjælp til at komme videre.” LIS: ”Du kender ikke Mads så godt, som vi gør.” PERNILLE: ”Nej, men det vil jeg simpelthen ikke være med til.” Hun sætter sig på hug ved siden af Mads og siger: ”Er du stadig sur?” Mads kigger på hende og nikker. PERNILLE: ”Meget sur?” Mads nikker. PERNILLE: ”Hvad kan vi gøre ved det?” Mads: ”EVA skal i skraldespanden.” PERNILLE: ”Den går desværre ikke, Mads, vi må finde på noget andet.” Mads: ”Øv.”” (Situationsbeskrivelsen stammer fra BUPL, 2010)

 

GARDEROBEN
Garderobesituationen (…) var i efteråret 2007 en oplevelse af meget uro, hvor 28 børn myldrede imellem hinanden, og 5-6 voksne var gået i gang med at hjælpe børn i tøjet. Der var børn, som løb op og ned ad gangen. Der var børn, som tog tøjet ned fra garderoben. Andre børn kørte på scooter og kørte nogen gange ind i de andre børn og nogen gang også ind i de voksne. Der var børn, der kom i konflikt med hinanden omkring legetøjet. De rev og slog hinanden. Når man var i garderoben, kunne man høre rigtig meget larm, man kunne høre børn der græd, børn der råbte og voksne, der talte højt og skældte ud. De voksne sagde ofte nej og sagde de samme ting mange gange. ”Tag dit tøj på, nej ikke den, den anden…” osv. Efter et stykke tid lå der tøj i hele garderoben, og det var svært for de voksne at finde det tøj, der skulle bruges. Når børnene var kommet i tøjet stod de og ventede og svedte. Mens de ventede, brugte nogle af dem tiden til at komme i kontakt/konflikt med de andre børn. Andre børn ventede på at blive hjulpet af de voksne. En voksen, der hjalp et barn i tøjet, måtte ofte afbryde kontakten på grund af en konflikt mellem to drenge, som havde brug for at blive skilt ad. Da den voksne kom tilbage til barnet, havde barnet i mellemtiden opgivet at vente og var gået hen til en anden voksen. Andre gange var barnet gået i gang med at lege eller var kommet i kontakt/konflikt med nogle andre børn. Når den voksne så havde tid til at hjælpe barnet, var barnet mange gange gået i gang med noget andet og havde ikke lyst til at komme og tage tøj på. Der var hele tiden børn der ventede. Enten på at komme i tøjet eller på at komme ud på legepladsen, når de havde fået tøj på. (Situationskarakteristikken er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsprojekt om inklusion i 2007)

 

VAND ER VÅDT!
Vi har spist frokost. Niels har endnu ikke været ude på badeværelset for at børste tænder osv. Han leger på stuen som det sidste barn. Jeg laver sæbevand til at tørre bordene af, sætter den lille spand på det lille bord, vrider kluden op. Niels kommer hen til mig, peger på spanden og kigger så på mig. Jeg tilbyder ham en klud, men han ryster på hovedet, og jeg fortsætter. Niels kigger med. Jeg vrider kluden igen, tilbyder ham endnu engang at være med, lægger kluden på bordet og spørger ham, om han vil tørre bordet af. ”Vand”, siger Niels. Jeg svarer: ”Ja – den er lidt våd og varm”. Jeg holder kluden forsigtigt på hans hånd. ”Av – varm”, siger Niels. ”Kun lidt”, siger jeg og holder kluden op på hans hånd igen. Jeg lægger kluden tilbage på bordet og vælger at forlade rummet. Inden siger jeg til Niels, at han gerne må vaske bordet af imens, og at jeg kommer igen lige om lidt. Da jeg kommer tilbage, er Niels trådt helt hen til spanden og peger ned i den og siger: ”Vand”. Det snakker vi lidt om. Jeg viser ham, at kluden kan dyppes i vandet og vrides. Jeg går ud på badeværelset til de andre børn for at lade Niels være alene. Niels går i gang med at dyppe fingrene i vandet – og kigger ud i badeværelset til mig. Jeg nikker til ham. Han mærker på vandet og siger ”vand”. Jeg svarer: ”Ja, det er vand”. Han tager nu kluden op af spanden og vrider den, så hele kroppen ryster. Jeg bekræfter Niels i det han gør mange gange, imens han vasker, vrider og tørrer. ”Varmt vand”, siger han gentagne gange. Niels vasker flere steder på bordet – og gulvet bliver også vasket. Jeg siger, at det er bordet, han skal vaske. Niels nikker og peger på bordet og vasker videre. På et tidspunkt er hans tøj blevet vådt, og han peger på sin mave og siger ”vand”, mens jeg kan se, han rynker panden. ”Ja, du er blevet våd, du får tørt tøj på bagefter”. Vi går ud på badeværelset. Niels har et smil på læben, mens jeg hjælper ham med at få tørt tøj på. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Rothuizen i Christensen, 2006, s. 153)

 

ABEN
Pædagogen hedder PERNILLE, moren Mette og barnet på tre år hedder Jens.
PERNILLE: “Hvad har du med i børnehave i dag, Jens?”
Jens: “En abe.”
PERNILLE: “En abe?”
Mette: “Der hedder ‘abe’!”
PERNILLE: “Åhhh ja, det var meget originalt.” (griner)
Mette: “Ja.” (griner)
PERNILLE: “Det kan også være svært at finde på navne til alle sine bamser – er den ny Jens?”
Jens: (Nikker)
PERNILLE: “Hvor er du heldig, at du sådan får legetøj, hva’?”
Jens: “Jeg skal hjem til min far.”
Mette: “Men det er først i morgen, Jens, du skal to gange i børnehave først.”
PERNILLE: “Så skal du hjem til far i morgen?”
Jens: (Nikker)
PERNILLE: “Hvor er du heldig, må jeg komme med?”
Jens: (Ryster kraftigt på hovedet)
Mette: (Griner)
PERNILLE: “Nej, ved du hvad, så tager jeg bare hjem til min far, er det i orden?”
Jens: (Nikker)
PERNILLE: “Okay.”
(Mette og Jens sidder og krammer et stykke tid, mens Mette snakker lavmælt til Jens)
PERNILLE: “Skal jeg gå med over og vinke?”
(Lille pause, Jens kigger på PERNILLE, og vender sig herefter ind mod sin mor)
PERNILLE (fortsat): “Eller kan du godt selv??”
(Jens krammer og nusser stadig med sin mor, taber sin abe på gulvet)
Mette: Nu slog aben altså hovedet.
(Jens samler aben op og krammer og kysser mor igen. Mette hvisker noget til Jens, hvorefter de krammer og kysser for sidste gang)
Mette (henvendt til Jens): “Ha’ en god dag!”
(Jens løber hen til vinduet)
Mette (henvendt til PERNILLE): “Hej, hej.”
PERNILLE: “Hej, hej.” (Situationsbeskrivelsen er en transskriberet videooptagelse udarbejdet af en pædagogstuderende i forbindelse med en uddannelsespraktik i 2005)

 

PUSLESPIL
Det starter med, at pædagogen ANNI om formiddagen på vejen gennem stuen ud til legepladsen kan se Tune (2 år) placeret i et hjørne af stuen på en madras, legende med nogle træklodser og med den jævnaldrende Simon ved siden af. De havde tilsyneladende leget fredeligt med klodserne. Efter at hun et stykke tid havde siddet ude ved sandkassen med nogle mindre børn, skulle et af børnene skiftes, hvorfor hun med barnet på armen kommer ind gennem stuen på vej til skifterummet. Netop som hun træder ind på stuen, ser hun Tune i et andet hjørne af stuen, ved køkkenkrogen, åbnende ovndøren på det lille trækomfur. I en stor og fejende bevægelse stikker han hele armen ind i ovnen og kører alle de køkkenredskaber, personalet møjsommeligt, af hensyn til rengøringen aftenen forinden havde stoppet ind i ovnen, ud på gulvet. Potter, pander, grydelåg, tallerkener, knive, gafler, og hvad der ellers hører til et velassorteret køkken, drøner ud på gulvet, alt imens Tune beskuer sit værk. ANNI irettesætter Tune mildt, opfordrer ham til at rydde op, siger hun kommer tilbage for at hjælpe ham, men hun skal først lige ud og skifte Mia. Efter skiftningen af Mia ringer telefonen i et andet rum ved siden af, hvor hun er inde og tale et stykke tid. Da hun kommer tilbage på stuen, opholder Tune sig i et tredje hjørne, hvor han har kørt en af de små træstole hen op ad reolen. Stående på tæer på stolen kan han akkurat nå op til fjerde hylde, hvor puslespillene er anbragt, og ANNI nærmer sig i den hensigt at hjælpe Tune med at rydde køkkensagerne op fra gulvet, hvor de stadig ligger og flyder. Før hun når hen til ham, har han fået fat i et puslespil, hvor de små træklodser har en lille plasticknop ovenpå, så de mindste bedre kan håndtere dem. Han kigger hurtigt på puslespillet og vender bunden i vejret på det med det resultat, at alle brikker dratter ned på gulvet. ANNI er henne ved Tune i det samme, beklager sig, at han sådan smider med brikkerne, og at han i øvrigt ikke har ryddet op ved køkkenkrogen, og at de træklodser, han og Simon legede med, ligeledes ligger og roder henne på madrassen. Hun tager Tune ved hånden og foreslår, at de nu sætter sig og lægger puslespillet sammen. Efter at have samlet brikkerne op, sætter de sig ved bordet, hvorefter ANNI for at komme i gang tager en brik og spørger Tune, hvor han tror den skal være. Tune reagerer ikke, og efter et stykke tid sænker ANNI brikken ned mod pladen: ”Tror du den skal ligger dér, Tune tror du det?” Ja, det skulle den. ”Hvad så med denne her brik, hvor tror den skal være?” Og derefter samme procedure, indtil ANNI stort set har lagt hele puslespillet. Tune går dog mere aktivt ind i arbejdet til sidst og får lagt et par brikker. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Kampmann & Andersen, 1996, s. 117 og bringes her i lettere bearbejdet form)

Tankevækkende arbejdssituationer i børnehaver

 

VULKANER I UDBRUD
Observationen foregår en formiddag på legepladsen, hvor en gruppe på 5 børn fra ’Storbørnsgruppen’ og en voksen skal prøve at producere en vulkan i udbrud. Inden aktiviteten har pædagogen fundet de forskellige materialer og ingredienser, som skal bruges til aktiviteten. Alle børn bliver bedt om at finde sig en skovl på legepladsen. Herefter fortæller pædagogen, hvad der skal ske. Mens pædagogen fortæller sidder drengen Jens med siden til de andre og bygger sandkage. Den voksne fortæller, at de skal begynde med at grave et hul. Benjamin er vældig engageret og begynder straks at grave med stor iver, mens han taler om, hvordan hans vulkan skal være. Jens laver stadig sandkager. Den voksne fortæller børnene, at hullet skal være så dybt, at flasken ka stå i hullet uden at vælte. Pædagogen deler tomme sodavandsflasker ud til børnene. Da hun når til Jens, spørger hun, hvad han laver. Han svarer ikke. Pædagogen siger til Jens, at han så snart han er færdig med at bage kager, også kan han grave et hul til flasken. Hun lægger flasken ved siden af ham. Imens børnene graver taler de om, hvor dybe deres huller er og hjælper hinanden med at vurdere, om hullet skal være dybere. Jens bliver fanget af børnenes snak og er begyndt at rette sin opmærksomhed mod de andres interaktioner. Benjamin henvender sig til Jens. ”Prøv at se, nu kan min flaske stå selv”, siger han. Jens kigger og begynder så at grave et tilsvarende hul. Da Jens også har fået sin flaske i jorden skal de alle sammen på skift have bagepulver i flaskerne. Der skal tre skefulde i. Pædagogen beder børnene om at hjælpe med at tælle. Der tælles i kor. 1-2-3, mens pulveret kommer i. Jens får øje på en regnorm. ”Se en regnorm”, siger han. Alle børnene og pædagogen vender sig mod regnormen, som Jens peger på. Børnene bliver bekymrede for regnormen. ”Mon den kan tåle at få en vulkan over sig”, spørger Benjamin. Det tror de andre børn ikke. Maja forslår, at de flytter den. Børnene hjælper hinanden med at få regnormen flyttet. Derefter vender de tilbage til bagepulveret. Flere ingredienser kommer i. Da de når til eddiken råber alle Aaaaaddddd”. Pædagogen lader flasken går rundt, og alle lugter. ”Det lugter af sure sokker” konkluderer en af børnene. Da alle ingredienserne er kommet i, skal børnene træde tilbage, for nu sker det. Luften er fyldt med spænding. Det begynder at boble og de første vulkaner bryder ud. Børnene jubler. Jens vil gerne prøve, at putte sand i for at se om vulkanen kan tåle det. Dette eksperiment udvikler sig. Mens flere af børnene får lavet deres vulkaner færdige, putter børnene skiftevis små blade, jord, og grene ned i deres flakser og venter for at se om vulkanen får deres ting med op. Der grines og fjolles. Benjamin, Jens, og Maja løber vidt omkring for at finde ting de kan putte i vulka- nenerne, mens Anna og Alma bliver siddende og følger vulkanudbruddet nøje med øjnene. De sammenligner deres to vulkaner og deres forskel- lige måder at udvikle sig på. Maja, Benjamin og Jens bryder ud i jubel, da bladene og grene kommer op ad vulkanen. Pædagogen foreslår, at de også prøver med et bær. (Christensen & Johansen, 2017, s. 44-45)

 

SAMLING PÅ TROLDESTUEN
Vi befinder os på Troldestuen en torsdag, hvor børnene er mellem tre og fire år og skal holde samling. Børnene er løbet ind i stuens tilstødende, mindre lokale, hvor samlingen skal holdes. Vinduerne sidder lavt, så børnene kan kravle op i vindueskarmen. Det er der allerede nogle børn, der har gjort. Andre af børnene løber rundt. Enkelte har sat sig ned på gulvet. SANNE kommer ind med en tavle i hånden. ”Kom og sæt jer i vindueskarmen”, siger hun. Børnene kravler op. Der går et stykke tid med at få alle børn på plads. BENTE hjælper til, så der bliver plads til alle. Hun sætter sig også selv i vindueskarmen. Lau, som er dagens fokusbarn, bliver kaldt op til tavlen, som SANNE sidder med. På tavlen sidder magneter med vejret, det vil sige en sky, sol, regn med videre, samt magneter med tøj og ugedagene. På tavlen sidder også en mand med tøj, man kan tage af og på. Lau får at vide, at han skal flytte tøjet fra manden. Han går i gang. De øvrige børn bevæger sig rundt i vindueskarmen. En del børn har vendt sig rundt og kigger ud af vinduet. De taler om det, de kan se udenfor. Jacob er kravlet ned og har lagt sig på gulvet. BENTE beder børnene om at kigge på tavlen, vende sig rundt og være stille. Jeg hjælper dig lige, siger SANNE til Lau og fjerner det sidste tøj fra manden. SANNE beder børnene om at kigge på tavlen. De fleste børn kigger på tavlen. De skal tale om vejret, så SANNE beder børnene om at kigge ud af vinduet og se, hvilket vejr det er. Lau kigger ud. Der er ingen skyer, siger han. SANNE kigger også ud og siger så: ”Der er måske nogle grå skyer?” Ingen af de andre børn kigger ud. ”Hey”, siger SANNE med hævet stemme, ”prøv engang at kig’ ud og se på vejret. Alfred, prøv at kig’ ud. Kan I se, det er gråt?” Tre af børnene kigger ud. ”Det er gråvejr”, konkluderer SANNE. Hun beder nu Lau om at finde tøj til manden. Hun beder også børnene i vindueskarmen om at sidde stille. Alfred får at vide, at han skal stoppe med at fjolle med Eva. En del børn leger videre i vindueskarmen. Kevin banker på en stolpe og får at vide, at han skal stoppe og vende sig rundt. Lau har nu sat noget tøj på manden. Laura taler med sidemanden og får at vide, at hun skal stoppe. SANNE spørger børnene, hvilken ugedag det er i dag. Der er ikke nogen, der svarer. En del drejer rundt på deres numser og får at vide, at de skal sidde stille. ”Hvilken dag er det i dag?”, spørger hun igen. Børnene kigger enten på SANNE eller ned i gulvet. Et par børn vender sig mod ruden igen. ”Hvilken dag var det så i går?”, prøver SANNE. Ingen svarer. ”Laura, hvilken dag henter din mormor dig?”, spørger SANNE så. ”Onsdag”, svarer Laura med det samme. ”Så var det onsdag i går, ikke også?”, spørger SANNE. Ingen svarer. ”Hvilken dag er det så i dag?”, spørger hun. ”Tirsdag”, svarer Arthur. ”Narh”, siger SANNE. ”Mandag”, svarer Laura. ”Narh”, siger SANNE igen. ”Torsdag”, siger Lau. ”Ja”, svarer SANNE og tilføjer, at magneten med torsdag er blå, og rækker Lau den blå torsdagsmagnet. ”Hvilken farve er fredag?”, vil Emma vide. Der er ikke nogen, der svarer hende. Jacob og Kevin ruller rundt på gulvet. De får at vide, at de skal sætte sig op og sidde stille. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Christensen & Kornerup i Kornerup & Næsby, 2015, s. 302-303 – og bringes her i lettere bearbejdet form)

 

SAMLING PÅ RADISESTUEN
Vi er på Radisestuen en tirsdag, hvor børnene er fra tre til fem år og skal holde samling. De voksne siger til børnene, at de skal holde samling. ULLA har allerede sat sig på gulvet. Børnene tilslutter sig og sætter sig i en rundkreds. ULLA tæller børnene, mens hun peger på hvert barn. De er 16. Så spørger hun, hvor mange voksne de er i dag. Børnene svarer højt i munden på hinanden. De er to. Vi skal starte med at synge ”godmorgen-sangen”, siger METTE. Den handler om deres navne og indebærer, at METTE går rundt og lægger en hånd på hvert barns hoved, når navnet synges. Børnene smiler og ser glade ud, når den voksne rører ved deres hoved. Der mangler nogle. De skal gætte, hvem det er. Børnene kommer med deres bud, som de løbende byder ind med. METTE forklarer, hvorfor de forskellige børn ikke er der. Derefter siger ULLA, at de jo i går var ude at købe ind til fastelavn. Hun spørger børnene, om de kan huske, hvad de købte. Børnene byder ind, i takt med at de kommer i tanke om noget af det, de købte. Dernæst foreslår ULLA, at de synger “fastelavnssangen”. Men først skal de rejse sig op. De skal synge ”Kan du gætte, hvem jeg er?” ULLA tager undervejs forskellige kostumer frem og holder op foran sig, mens hun synger. Hun tager fx en kjole og holder op, og bagefter tager hun en hat. Børnene griner. Holger foreslår, at de skal synge om briller, de synger igen, og ULLA låner Holger sine briller. Der grines. Nu må to gæstebørn fra en af de andre stuer vælge en sang hver, som de skal synge. Sangen, der vælges, indebærer, at man først synger meget stille og senere synger meget højt og laver fagter. Børnene kravler rundt på gulvet mellem hinanden og finder på fagter og griner højt. Efter sangene kravler alle børnene ud i kredsen igen. De sidder lidt anderledes end før. Simon lægger sig ned og ruller ind mod midten. ”Er du blevet træt?, spørger METTE. Simon bliver liggende, men kigger hen på METTE og smiler. Hun foreslår, at de alle lægger sig ned, og at de synger ”Bjørnen sover”. Efter ”Bjørnen sover” foreslår Mathilde, at de skal lege ”Alle mine kyllinger, kom hjem”. De leger ”Alle mine kyllinger, kom hjem”, indtil Sigurd falder og slår sig. ULLA beder alle om at sætte sig i en rundkreds igen. Imens trøster METTE Sigurd. Samlingen sluttes af med, at børnene får af vide, hvilke aktiviteter de kan vælge at deltage i, hvis ikke de hellere vil lege. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Christensen & Kornerup i Kornerup & Næsby, 2015, s. 306-307 – og bringes her i lettere bearbejdet form)

 

RENT BORD
Patrick (3,5 år) vil ikke bære sin kop og tallerken over i opvaskemaskinen, som man skal i børnehaven, når der er blevet spist frugt om eftermiddagen. MERETE (pædagogmedhjælper) beder flere gange Patrick gøre det, men han vil ikke. Magnus (3,8 år) sidder ved siden af Patrick og har hørt det hele. Han siger til Patrick: ‘Du tager koppen, så tager jeg tallerkenen’. Patrick tager koppen og Magnus tager tallerkenen, og de går sammen over til opvaskemaskinen. Magnus siger (på vej til opvaskemaskinen) til MERETE: ‘Hjemme hos os, der hjælper vi hinanden’. (Historien blev fortalt af MERETE til Magnus’ mor i 2003 og er nedfældet på skrift i form af en situationsbeskrivelse efter hukommelsen af Magnus’ mor i 2015)

 

KÆLKEBAKKEN
Tre børn befinder sig på bakken på legepladsen. Hans og Grethe er fra en traditionel børnehavegruppe. Johannes er fra en specialgruppe. Hans og Grethe leger i sneen. Pædagogen JOSEFINE og Johannes kommer hen mod dem.
JOSEFINE: “Vil I være med til at kælke?”
Det vil de alle tre gerne. JOSEFINE finder kælke frem, og de tager hver en.
Grethe: “Vi leger ikke med Johannes.”
JOSEFINE: “I kælker alle tre.”
Hans: “Grethe mener altså, at vi ikke vil lege med Johannes!”
JOSEFINE: “Du og Grethe kælker. Johannes kælker også. Skal vi tælle til tre, og se hvem som kommer længst?”
Hans og Grethe i kor: “JA!”
JOSEFINE: “Vi tæller sammen – 1-2-3!”
Alle tre børn tæller (på hver deres måde).
De kælker alle tre ved siden af hinanden i lang tid. Der er god kontakt, også til Johannes, som inddrages med smil og opmærksomhed af de andre to børn. (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsforløb om inklusion i 2015)

 

2+1=3
Gitte spørger Trine, om de skal gynge sammen. Det vil Trine gerne, og de to løber hen til gyngerne. Nu kommer Eva hen til gyngerne.
Eva (til Gitte): ”Vi skulle jo lege sammen.”
Gitte: ”Nå, ja.”
Gitte skal til at rejse sig fra gyngerne for at gå med Eva.
PIA (til Gitte): ”Jeg hørte, at du aftalte at gynge med Trine, så må du lige gøre det først, inden du går med Eva. Men måske kunne Eva også være med til at gynge?”
Gitte (til Eva): ”Okay. Så kan du gynge os, og så kan vi gynge dig bagefter.”
Eva begynder at gynge dem. Børnene leger et stykke tid med gyngerne. Derefter går de alle tre hen for at lege med sand. (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsforløb om inklusion i 2015)

 

BAKKEN
Vi er på legepladsen. Vi har cykler ude. Børnene kører op på bakken og ned igen. Vi har en regel om, at børnene kun må køre i en retning, da det er for farligt at køre ned den forkerte vej, da de kan ramme en mur. Alle børn lærer reglen at kende ret hurtigt. En dreng, Thor, kommer pludselig kørende ned i den forkerte retning. En voksen, BIRGITTE, griber ham og vender cyklen.
BIRGITTE: “Du kører den forkerte vej. Du kan slå dig. Du skal køre den rigtige vej (viser med fingeren hvilken vej).”
Thor: “Ja, ja.”
Thor kører videre.
Senere sker det samme igen. Thor og en anden dreng tager den forkerte vej igen.
BIRGITTE: “Thor! Nu gør du det igen. Det er den forkerte vej. Det er ikke i orden. I skal stoppe med det.”
Thor suser forbi grinende. BIRGITTE prøver at stoppe ham, idet han kører forbi, men han er hurtig. Thor cykler i det samme op igen og kører igen ned den forkerte vej. BIRGITTE står klar, idet han kommer ned.
BIRGITTE: “Nu er du færdig med at cykle. Du bliver ved med at cykle den forkerte vej. Det er for farligt. Nu sætter jeg cyklen ind.”
Thor (græder): “Nej, jeg vil. Jeg gør det ikke mere.”
BIRGITTE: “Du er færdig med at cykle i dag. Du må vælge noget andet at lege med.”
Thor bliver ved med at være vred og ked af det. BIRGITTE beder en anden voksen om at trøste ham. (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsforløb om inklusion i 2015)

 

LEGEAFTALEN
Vi sidder ved bordet og spiser frokost. Børnene er i gang med at aftale, hvad de skal lave, og hvem de skal lege med, når vi bagefter skal på legepladsen.
Ida: ”Når vi skal på legepladsen, vil jeg lege med Katrine.”
Katrine: ”Jah, vi skal cykle.”
Ida: ”Ja.”
Esther: ”Jeg vil også cykle.”
Ida: ”Du skal ikke være med.”
Esther ser ulykkelig ud og er tydeligt påvirket af afvisningen.
JETTE: ”Hvorfor må Esther ikke være med?”
Ida: ”Esther skal ikke være med.”
JETTE: ”Er det fordi, at du gerne vil lege lidt alene med Katrine.”
Ida nikker.
JETTE: ”Måske kan I starte med at lege sammen – dig og Katrine – og så kan Esther være med bagefter?”
Esther (smiler): “Jahh.”
Katrine: ”Ja, det kan du godt. Du må godt være med Esther.”
Ida (tøvende): ”Ja.”
Esther: ”Tak.” (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsforløb om inklusion i 2015)

 

KØDANNELSE
27 børn står i kø til de 2 toiletter efter frokost. De skal tisse, før de skal ud på legepladsen. Reglen er, at alle børn skal tisse, før de går på legepladsen. Sådan har det altid været. Efter ganske kort tid begynder én af drengene at skubbe til en pige, der står foran ham. Hun siger: ‘Hold op’. Drengen fortsætter. Pigen ryger ind i en anden pige, som giver sig til at græde. En voksen trøster pigen. Derefter snakker hun med drengen om, at det ikke er rart at blive skubbet til. Imens den voksne snakker med drengen, opstår der tumult længere nede i rækken, der fjolles, skubbes og pilles ved de børn, der står foran de andre børn. De voksne hører flere børn, der siger: ‘Hold op’. Nogle børn bliver kede af det, andre bliver sure og skubber igen, det virker lettere kaotisk, der er meget larm og mange konflikter børnene imellem. (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsforløb om inklusion i 2013)

 

MOONCARLØB
Det er mandag formiddag på legepladsen. Der er taget mooncars frem. Razvan sidder i én af dem. Han giver nogle høje lyde fra sig og er meget tydeligt frustreret over, at han ikke har benkraft til at få mooncaren fremad. Anita og Abdedin går forbi, men stopper op, og det er tydeligt, at de taler om Razvan. De laver en plan. Anita går over til Razvan og siger med en meget glad stemme: “Stå af og sæt dig bag på, så skal jeg nok køre dig.” Razvan forstår ikke hvad Anita mener og ryster på hovedet og siger mange forskellige uforståelige lyde. Anita giver ikke op og tager Razvan i hænderne og begynder at hive ham op af mooncaren. Med en glad stemme siger hun: ”Du skal bare om bag på – kom nu.” Razvan lader sig overtale og sætter sig om bag på, men nu står Abdedin halvt på sidelinjen. Anita begynder at cykle rundt om flagstangen, og når de passerer Abdedin, giver han high five, og alle tre griner højt, og Abdedin opfordrer dem til at køre rundt og rundt. (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsforløb om inklusion i 2013)

 

KÆRESTER
Der sidder en flok børn og spiser frokost. Julie og Kim (begge 4 år) bliver enige om, at de skal være kærester. Efterfølgende sidder vi i garderoben og er ved at få overtøj på.
Julie: ”Skal vi lege kysseleg, når vi kommer udenfor, Kim?”
Kim: ”Ja.”
De løber ud på legepladsen.
SOFIE hjælper Ole (3½ år) med hans sko.
Ole: ”Jeg skal ud og lege kysseleg med Julie og Kim.”
SOFIE: “Hørte du godt, at Julie og Kim havde aftalt, at de var kærester, og at de ville lege kysseleg? Det kan godt være, at sådan nogle nye kærester gerne bare vil lege kysseleg alene.”
Ole bliver lidt stille, og man kan se, han tænker sig om. Der går lidt tid.
Ole: ”Nå.”
Der går igen lidt tid.
Ole: ”Jeg spørger bare alligevel.” (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsforløb om inklusion i 2013)

 

LEGEPLADSEN
Det er mandag og vi er på legepladsen. Irene sidder ved sandkassen og kigger på en gruppe børn som er i gang med en god leg. Pædagogen LENE spørger Irene, om hun vil være med. Irene ryster på hovedet og siger: “De vil alligevel ikke have mig med – i hvert fald ikke Else. “Det kan man jo ikke vide, før man har prøvet – skal jeg gå med dig derhen?” spørger LENE. “Ja,” siger Irene. LENE tager Irene i hånden, og de går hen til sandkassen. LENE siger med høj stemme: “Irene vil gerne spørge jer om noget”. Hun kigger ned på Irene, smiler og nikker opmuntrende til hende. Legen går i stå og alle fire piger kigger hen på LENE og Irene. Mest henvendt til Henriette, siger Irene med sagte stemme: “Må jeg være med?”. “NEJ,” råber Else og Laura nærmest i kor. Prutlort, føjer Else til, og alle tre piger bryder ud i højlydte grin. Henriette siger ingenting, men sidder bare og kigger ned i jorden. “Hov – hov, det sprog ved I godt jeg ikke gider høre på”, siger LENE, “I skal tale ordentligt”. “Jamen, jeg kan være storsøsteren der henter mad til babyen”, siger Irene. “Jamen, vi vil ikke have dig med,” siger Else. “Nej”, siger Laura, “du er nemlig dum”. Irene ser op på LENE med tårer i øjnene og siger: “Der kan du bare se; de vil ikke have mig med!” (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsforløb om inklusion i 2013)

 

PÅ KANTEN
Alex spørger 3 drenge, Nicklas, Laurids og Mikkel om hvem der vil komme hjem til ham og få slik og kager, bolsjer og popcorn. De siger alle, at det vil de gerne.
Alex (til Mikkel): ”Hjemme på mit værelse, så lukker vi bare døren, så må du ikke komme ind.”
ANNI: ”Nå, det er da ikke så rart for Mikkel, tror jeg.”
Alex fortæller rækkefølgen for, hvem der må komme først hjem til ham, og hvem der er sidst. Mikkel bliver første, Nicklas næste, og Laurids til sidst.
Nicklas: ”Øv, det vil jeg.”
Så Nicklas bliver i stedet først og Mikkel sidst.
Alex: ”Jeg er 5 år.”
Laurids: ”Jeg er 4 år.”
Mikkel: ”Jeg er 3 år.”
Alex: ”Det er kun dem der er 4 og 5 år der må komme hjem til mig.”
ANNI: ”Hvordan kan det være at Mikkel, der er 3 år, ikke mere må komme hjem til dig Alex?”
Alex: ”Det er fordi han ikke har en vikingebluse på.” (Nicklas har vikingebluse på).
Alex og Nicklas taler frem og tilbage om, hvem der først må komme hjem til Alex og hvem der skal til sidst. Pludselig siger Alex, at Mikkel gerne må komme hjem til ham.
ANNI: ”Hvordan kan det være, at Mikkel alligevel godt må komme hjem til dig?”
Alex: ”Det må han bare.”
Mikkel: ”Jeg vil slet ikke hjem og besøge Alex.”
Alex (overrasket): ”Hvorfor?”
Mikkel: ”Det vil jeg bare ikke.”
Alex prøver at lokke Mikkel med kage, men Mikkel siger, at han kun vil være hjemme hos sig selv. (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsforløb om inklusion i 2013)

 

DUKKELEG
GITTE tager 4 børn, heriblandt Anne 3 år, med ind på den lille del af stuen. Døren bliver lukket og GITTE tager den kasse med duplo dukker ned. De sætter sig alle ned på gulvet og begynder at tage tingene op af kassen. GITTE nævner hvad for nogen ting der er og begynder at sætte det op. Dukkerne bliver fordelt af GITTE rundt til alle børnene, og de begynder at give dem tøj på. Anne tager dukken og noget tøj og sidder med det i hånden. Nu begynder GITTE at sætte nogen dukker på stolene ved et bord og et barn siger ”Han har fødselsdag” og sætter en lagkage på bordet. ”Hvem af dem er det, der har fødselsdag?” spørger GITTE og barnet peger og siger ”Det er ham – Emil”. Legen har nu fået sig et tema og hvert barn byder ind med deres dukke, nogen siger ”det her er moren” eller ”den her baby skal også sidde med”, men Anne sidder lidt væk og observerer dem, imens hun har sin dukke i hånden. GITTE spørger ”Skal jeg hjælpe med at give din dukke tøj på?”, Anne nikker. Dukken får tøjet på, og Anne tager den tilbage. ”Ej nu faldt moren” siger et af de andre børn. ”Så må hun hellere få hjælp. Det kan være Annes dukke kan komme og hjælpe moren op” siger GITTE. Barnet tager moren hen til Anne, og Anne fører dukken hen til den. ”Nu har han hjulpet moren op. Det var godt du kunne hjælpe” siger GITTE. ”Ja” siger det andet barn og tager dukken hen til de andre igen. De andre fortsætter legen, og Anne går uden om dem og sætter sig lidt væk fra dem med nogle ting fra kassen og begynder på sin egen leg med dukken. (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et udviklingsforløb om inklusion i 2013)

 

MØNTEN
Det er formiddag i børnehaven og 15 børn og 2 pædagoger befinder sig på Løvestuen. Lukas har hjemmefra medbragt et lille stykke papir tegnet som en 2-krone og klippet den ud, så det ligner en mønt. Brian har pludselig taget eller fundet denne ’mønt’, så drengene kommer over til GERDA, mens de skændes om hvis ’mønt’ det er. Lukas siger: ”GERDA! Brian har taget min mønt”, mens han rækker ud efter mønten. Brian tager hånden væk, så Lukas ikke kan nå. Brian: ”Nej, jeg fandt den, nu er det min”. GERDA fortæller drengene, at hun godt har set, at Lukas havde denne mønt med hjemmefra, og mønten derfor er Lukas’, men hun beder samtidig om at få lov til at se mønten. Brian afleverer mønten til GERDA, som kigger på den. GERDA siger: ”Den er vel nok flot. Har du lagt en 2-krone under et stykke papir og tegnet ovenpå, så det ligner en rigtig mønt, og bagefter klippet en ud?” Lukas ansigtsudtryk skifter fra vrede til stort smil: ”Ja”, svarer han. GERDA: ”Mon ikke vi kunne finde ud af lave sådan nogle her i børnehaven, hvis jeg finder en mønt til jer?” Drengenes fulde opmærksomhed er pludseligt rettet på pædagogen. De kigger herefter på hinanden og smiler og nikker begge hvorefter de går efter GERDA, som hjælper drengene i gang med at tegne og klippe. Andre børn følger trop, og GERDA må finde flere mønter. Herefter sidder 5-7 børn samlet om at lave mønter, og det blev også aftalt at børnene skulle skrive navne bagpå, så de kunne se hvis mønter, der var deres. Børnene brugte det meste af dagen på denne leg. (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af en pædagogstuderende i forbindelse med en uddannelsespraktik i 2013)

 

FORGLEMMELSEN
Det er morgen, og børnene er ved at ankomme i børnehave. CAMILLA, en pædagog, er ved at gøre de praktiske forberedelser til en tur til Zoologisk Have sammen med fire af de store drenge på fem år. Hun vil gerne støtte deres indbyrdes venskab ved, at de er alene på tur med hende. De skal af sted ved 9-tiden denne onsdag. En af drengene, Thomas, ankommer sammen med sin mor, som fortæller, at hun kommer igen kl. 12 og henter ham, da han skal til tandlæge. ”Det var ærgerligt, vi skal jo på tur til Zoologisk Have i dag og er først hjemme ved 14-tiden. Kan du ikke huske sedlen?” spørger pædagogen. ”Åh, det har jeg glemt, var det i dag,” siger moderen, og Thomas ser ængstelig på hende: ”Så skal jeg ikke til tandlæge vel, jeg vil med i Zoologisk Have?” ”Jo, det bliver vi nødt til, jeg har netop fået det ordnet med mit arbejde, så jeg kan holde lidt længere frokostpause,” svarer moderen. Thomas hulker fortvivlet, og flere børn har samlet sig i garderoben, bl.a. to af de andre drenge, som skal med på turen. CAMILLA prøver at trøste Thomas, og moderen viser, at hun skal gå. ”Du skal nok komme i Zoologisk Have en anden gang,” siger CAMILLA. ”Jeg vil ikke til tandlæge, jeg vil med de andre”, græder Thomas. CAMILLA tager en hurtig beslutning: ”Vi udskyder turen til Zoologisk Have til på fredag, så du også kan være med. Er du så glad?” spørger CAMILLA og siger farvel til en lettet mor. De andre drenge ser skuffede ud og går stille ind på stuen, mens CAMILLA tørrer Thomas’ øjne. (Situationsbeskrivelsen stammer fra BUPL, 2010)

 

MORGEN
Af tavlen ved døren fremgår, at børnene i dag er inddelt i tre hold; et gymnastikhold, et rytmikhold og et hold med boldlege. Børn og voksne taler sammen om, hvad der skal ske i dag, og hvad der skal gøres nu, hvor dagen skal sættes i gang. Børnene spørger og er ivrige for at deltage og hjælpe. Det får de lov til. Børn går ærinder for voksne: Det kan være at hente, bringe, sige noget til en voksen et andet sted. Børnene hjælper hinanden to og to med at løse de opgaver, de tager på sig. I samtalen opdager pædagogerne, at noget skal hentes, og i dialogen med børnene bliver det tydeligt, hvad det er for en ting, hvornår den sidst var i brug. Børnene husker, hvem af børnene der havde bolden sidst, og hvordan hun kunne kaste den mod væggen. De voksne spørger nogle gange, om børnene tror, at de kan klare opgaven. Det tror de som regel – i et tilfælde siger pædagogen: ”Kan du spørge om du må få en plasticpose i køkkenet?” Drengen tøver. Pædagogen: ”Har du brug for hjælp?” Drengen nikker. En jævnaldrende pige er ivrig efter at hjælpe og går med. De holder hinanden i hånden. Børnehaven summer af aktivitet. Men der er alligevel roligt, så det er let at føre en samtale. (Situationskarakteristikken stammer fra Kjær, 2010, s. 62 f)

 

EN GOD FIGUR?
Klokken er ca.13.30. Vi har spist frokost, og børnene har fået fortalt eventyr, som de får hver dag, hvorefter, de kommer ud at lege. Alle børn er allerede udenfor, kun to drenge René og Niels på 3 ½ er tilbage. De befinder sig stadig ude på toilettet, hvor de lige har haft en lille rolig hyggestund, men kommer så lidt nølende ud i garderoben. René kravler op på en bænk og begynder ’at grave’ i sin kurv, med ekstra tøj. Han finder en figur af plastic og gemmer den i sin lomme. Niels ser det og siger: ”Det må du ikke, vi leger ikke med legetøj hjemmefra, inde i børnehaven”. ”Jeg vil bare vise den til Anders” (en dreng på 6 ½ år, som René ser meget op til). Jeg (pædagogen) har set og overhørt dette, men lader som ingenting, og siger til ham: ”Nu skal du komme i gang med at få dit tøj på”. Han tøver med det, jeg lægger hans flyverdragt på gulvet og peger på den: ”Hop i den”. René gider ikke, han sidder på den med hånden i sin lomme, hvor figuren befinder sig. Jeg hvisker: ”Skynd dig lidt at få tøjet på, fordi Anders er allerede ude, og måske venter han på at se din figur”. René kigger på mig og smiler og går i gang med tøjet. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Smidt, 2006 og bringes her i lettere bearbejdet form)

 

KORT PROCES!
Der er udstedt forbud mod at have våben med i udflytterbørnehaven, da der opstår for mange konflikter mellem børnene. Da bussen skal til at køre kl. 8.30, kommer en mor (Janne) i hast cyklende med sit barn (Tobias), der har en sabel over skulderen. Døren til bussen åbnes og en pædagog (MALENE) skynder på dem: “Nu er vi altså ved at køre”. Tobias går ind i bussen, og da MALENE får øje på sablen udbryder hun til Janne: “Ihh altså, du ved jo godt, at børnene ikke må have våben med i børnehaven. Det bliver du altså nødt til at tage med hjem igen”. Janne svarer hertil: “Åhh, det havde jeg helt glemt, men han var så umulig her til morgen, og jeg tænkte ikke over det, fordi vi havde så travlt”. Janne går ind i bussen og fravrister Tobias hans sabel, hvilket fører til tårer og vredesudbrud og en noget anspændt afsked. (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af en pædagogstuderende i forbindelse med en uddannelsespraktik i 2006).

 

ABEKASTNING
Fire 4-årige piger, Sofie, Laura, Mathilde og Caroline, sidder ved det samme bord i børnehaven og maler sommerfugle (til en fælles collage).
Sofie: ”Adr, hvem er det, der har spildt?”
Caroline: ”Det ved jeg ikke. Det spildte selv.”
Mathilde: ”Det var ikke mig.”
Laura: ”Heller ikke mig.”
Caroline: ”Jeg gjorde ikke.”
Sofie: ”Der er nogen, der har spildt maling.”
Caroline: ”Det var ikke mig.”
Mathilde: ”Det var ikke mig.”
Laura: ”Ikke mig.”
Caroline: ”Jeg gjorde ikke.”
Sofie: ”Heller ikke mig.”
Caroline: ”Ikke mig.”
Sofie: ”Hun væltede det nok.”
Laura: ”Hvem?”
Sofie: ”Caroline”.
Mathilde: ”Ja, nok dig, nok dig.” (fniser)
Sofie: ”Det var hende, der gjorde det.”
Caroline: ”Hvem?”
Laura: ”Du har nok væltet den.”
Sofie: ”Ja.”
Caroline: ”Nej.”
Mathilde: ”Jo.”
Caroline: ”Nej.”
Sofie: ”Hvem var det så, der væltede malingen? Væltede du malingen, Laura?”
ANN (pædagogen) kommer hen til bordet:
ANN: ”Er låget ikke sat ordentligt på?”
Hun minder dem om, at det ikke betyder noget, og at de bare skal hente en klud og tørre op. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Carr, 2005, s. 65 og bringes her i lettere bearbejdet form)

 

KROPSTEGNINGERNE
Om torsdagen spiser drenge og piger på blå stue i hvert deres rum. Bagefter har drenge og piger, hver for sig, en eller anden fælles aktivitet. Denne dag er der fire i drengegruppen, som pædagogen NINA er ansvarlig for: Ole, Kim og Anders på 5 og Tommy på 6 år. Efter at drengene har spist færdig, finder de deres tegninger frem. Anders og Tommy har tidligere tegnet på deres tegninger. Det er omrids af deres krop lavet på et stykke papirdug, som de nu skal farvelægge. Ole og Kim har ikke været der sidst, så de skal tegne omridset i dag. Tommy tegner på sin kropstegning – men har svært ved at sidde stille ved den.
Tommy: “Hvem vil komme og kigge?”
NINA: “Nej, det er der ingen, der skal.”
Ole: “Jeg vil gerne.”
NINA: “Nej, det skal du ikke.”
NINA (til Tommy): “Du kan selv vælge, om du vil sidde stille og tegne, eller om du vil gå udenfor på legepladsen.”
Tommy protesterer noget – men går til sidst (alene) ud på legepladsen. NINA hjælper Ole og Kim med at tegne hinanden. I første omgang skal Ole tegne omridset af Kim.
NINA (til Ole): “Nu skal du hente en tusch … La’ vær’ at kild’ Kim under tæerne … kan du mærke, du koncentrerer dig?”
Ole tegner rundt om Kim.
Ole: “Jeg har nemlig lært det derhjemme – for min mor … for jeg har tegnet min storebror.”
Bagefter er det Kims tur til at tegne Ole.
NINA (til Kim): “Hvad er det vi skal gøre Kim? Hvad hedder det her?”
Kim: ”Farve.”
NINA gentager det samme spørgsmål flere gange, uden at Kim kan svare – og til slut giver NINA selv svaret ‘tegne’. NINA beder børnene om at skrive deres navne på tegningen.
Ole og Anders skriver noget, der ligner deres navne – Kim laver en krusedulle. Ole har tegnet strithår på sit ‘hoved’ – og udpeger det for de andre.
Ole: “Det er fordi, det er mig, der driller alle børnene … prøv at se her, jeg har blå hænder.”
NINA diskuterer det med ham.
Kim (viser sin tegning frem til NINA og Ole): “Se her … se, et menneske.”
NINA: “Ja, det er dig selv.”
Kim: “Nej, det er en sørøver, der er farlig.”
NINA: “Nej, det er da dig, vi har tegnet.”
Kim svarer ikke. Kim tegner tre øjne på sin tegning.
NINA (til Kim): “Hvor mange øjne har man?”
Kim svarer ikke.
NINA: “Hvor mange øjne har du?”
Kim: “To.”
NINA: “Hvor mange øjne har din tegning?”
Ole (til NINA): “Skal jeg sige dig noget – hvad han hedder (peger på sin tegning – smiler)? Han hedder Robin-Hood-Ole.”
NINA griner. Kim har tegnet en lille tissemand mellem benene på hans kropstegning.
Kim (til NINA): “Jeg har en tissemand, jeg har en tissemand!”
NINA ignorerer ham. Anders har i hele perioden koncentreret og systematisk farvelagt sin tegning. Han har startet med fødderne og har farvelagt hele kroppen, dvs. fyldt hele fladen ud, skiftet farve ved livet og halsen.
Anders (til NINA): “Nu er jeg færdig.”
NINA: “Ja, nu er du færdig – du har tegnet meget koncentreret.”
Kim: “Jeg er også færdig.”
NINA: “Nej, du er ikke færdig – men du hørte, at Anders sagde, at han var færdig.”
Ole og Kim har stort set udfyldt deres tegninger lige meget – men Ole siger ikke noget om at være færdig – alle tre drenge pakker deres tegninger sammen.
(Situationsbeskrivelsen, der her gengives i lettere bearbejdet form, stammer fra Ellegaard i Ellegaard & Stanek, 2004, s. 174-175).

 

RACERLØB
Børnehaven har været på tur, og børnene marcherer hjem på række to og to. Mads (5 år og 11 mdr. med udviklingshæmning) sidder i en racervogn fordi pædagogerne ikke mener, han kan gå så langt. Frederik (6 år med bevægelseshæmning) skubbes i kørestol bagest i rækken. Mads bliver trukket i vognen forrest i rækken. Pædagogmedhjælperen der assisterer Mads, trækker vognen efter sig således at Mads’ ansigt vender mod dem, der kommer bag ham. Lige bagved følger Tobias (6 år og 6 mdr.), Mikkel (6 år) og Lucas (6 år og 1 mdr.).
Tobias: “Mads er et pattebarn, for han sidder i en vogn…” (ser på de andre drenge).
Lucas: “Nej, han kører racerbil…”
Mikkel: “…og nu fører han. Han ligger forrest i feltet!”
Diskussionen fortsætter om racerbiler. Mads ser på de tre drenge bagved og laver brummelyde, mens han virrer med hovedet fra side til side. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Ytterhus, 2003, s. 250f og bringes her i lettere bearbejdet form)

 

KANALBYGGERI
Lars og Peter, som er bedstevenner, er i gang med at lave vandkanaler. Under megen snak frem og tilbage er de blevet enige om, at kanalen skal gå helt oppe fra toppen og ned til foden af bakken. Signe og Lotte leger i nærheden, de graver huller, som skal helt ned til ”kineserne”, som de siger. Og de griner og fjoller, som kun de to kan. Andre børn kommer og kigger og spørger, om de må være med, for de vil da gerne se en kineser. Og Lotte fortæller, at det bare er noget de siger, fordi kineserne bor på den anden side af jorden, det har hun fået at vide af sin far. Men det er sjovt når hullet er så stort, at man kan hoppe ned i det, og de må godt være med, for så kan de grave ”verdens største hul”. Efter et stykke tid er fem børn gået i gang med at grave fra alle sider af hullet. Det går selvfølgelig ikke særlig godt. Flere får sand i øjnene, og der bliver skældt ud, og en enkelt bliver vred og går. Hun gider i hvert fald ikke – det er en rigtig dum leg. Hun får trøst af HELLE – en af de voksne – som går med op på bakken og foreslår, at man kan grave på skift, for det er sandelig et stort arbejde, at grave ”verdens største hul”. Det bliver der forhandlet om et stykke tid, og Signe mener, at tre af børnene kan begynde at grave lidt længere borte og så bliver der lige pludselig et stort hul når vi mødes, siger hun. Det havde hun nemlig prøvet en anden dag. Det bliver alle fem så enige om. Lars og Peter er nu færdige med kanalen. Søren og Tom cykler forbi og får øje på, hvad de laver. De bliver enige med de to ”bygmestre” om, at de kan hente vand ovre ved vandbeholderen og sætte spandene bag på cyklen. Imens finder Lars og Peter spande. De drøner rundt på legepladsen og leder især efter de største af spandene. Mie og Cecilie ved lige præcis, hvor de befinder sig, og de aftaler, at de også kan komme med vand. Pigerne løber hen til vandbeholderen og stiller sig bag Tom, som er ved at fylde sin spand. Det tager efter Mies mening alt for lang tid, inden det bliver deres tur. ”Du kan altså ikke bære den, når der er så meget vand i, Tom”, siger hun. Det finder Tom også ud af, da han vil bære spanden over til cyklen, den løfter sig ikke en tomme fra fliserne. ”Hvad sagde jeg”, siger Mie. ”Nu kan vi tage noget af vandet over i vores spand, og så kan I komme og hente jeres spande bagefter ikke?” Nu er der efterhånden fire store spande vand på bakken, og Lars uddelegerer ordrer om, at de skal have endnu en spand med vand, og så er de klar til det store sus. Han henter selv en spand med vand, og de andre står og venter. Børnene ovre ved verdens største hul har stoppet graveriet, for nu sker der snart noget. Spandene står parat, og Peter tæller 1-2-3, og spandene tømmes, og vandet fosser ned gennem kanalen. Børnene løber langs den brusende kanal og hopper af glæde, også dem der bare har set på. Vi skal prøve en gang til, ikke? Rollerne bliver fordelt – og der bliver udtænkt nye strategier. Søren, der er jævnaldrene med Lars og Peter, har stået og kigget på længe, han har ikke lige det mod der skal til, for at spørge, om han må være med. Det har HANNE – en af de voksne – set, og hun siger til Søren, at hun har fået en idé til legen med vandet, og hun spørger, om han vil være med. I skuret er der nogle tagrender, og de to tager dem med op på bakken. De går i gang med at grave. Først pælene i jorden og herefter sætter de tagrenderne på med snor. På den måde kommer der et fald, som vil kunne få vandet til at fosse ud og ned i kanalen. Det ser børnene straks, og der bliver klappet i hænderne. Søren er nu med, det var ham der kom med tagrenderne, og han får lov til at styre, hvornår vandet skal sendes af sted” (Situationsbeskrivelsen stammer fra Socialministeriet, 2003, s. 13 og bringes her i lettere bearbejdet form).

 

AFHENTNING – NEJ TAK
Marit har det altid med ritualer, når hun skal gå. Sidste år var det i en periode sådan, at hun skulle knuse alle de voksne og alle børnene, før hun gik, men nu er det blevet lidt færre, kun nogle af de voksne, og hvis der er nogle gode veninder tilbage i børnehaven. I perioder har hun været meget sur, når mor kom, for hun vil ikke hjem. Og sådan var det også i den periode, hvor hun ikke ville i børnehave om morgenen. Da tænkte mor, at nu måtte hun i hvert fald hente hende lidt tidligt og skynde sig fra arbejde, og så mødte mor i børnehaven en unge, der råbte: “Nej, jeg vil ikke hjem!”. For så skulle hun gøre noget færdigt. Hvad mor gør i de situationer kommer lidt an på, hvor stresset hun er. Hvis mor allerede er sent på den og har brugt lang tid både på at komme af sted fra arbejde og gå i butikker, så ved hun måske, at far står hjemme og venter på et eller andet, han skal lave til middag. Eller hvis en af dem skal noget om aftenen, så prøver mor at sige: “Javel, så gør det og det færdig”. Men så skal Marit lige gøre dit, og så skal hun gøre dat, og så bliver hun aldrig færdig, og så må mor sige (…): “Nej nu bliver jeg nødt til at gå” (…) Det er sket, at Marit har smidt sig på gulvet, og så er mor nogle gange begyndt at gå ned til bilen igen. Og så kommer hun jo hylende efter. Så det kan mor ty til, når hun har prøvet at tale med hende og klæde hende på. Det er sket, at Marit selv har taget tøjet af igen, så til sidst er det bare at gå. Selvom hun tuder, går det hurtigt over (…) Der har også været gange, hvor mor er kommet meget sent, og hvor personalet omtrent har været ved at gå. Og da har mor prøvet at sige, at nu skal de gå, og nu lukker børnehaven, men alligevel kan Marit godt tænke sig at være der. “Så må du overnatte her” – “Jo, det er fint”. Så hun er ganske standhaftig, når det gælder argumenter (Situationskarakteristikken stammer fra Kristjansson i Dencik & Jørgensen, 1999, s. 149).

 

MORGENRITUALER
Annas vækkeur ringer, men hun hører det ikke. Far går ind og sidder lidt ved hende og nusser og aer og snakker med hende – stille og roligt. Anna siger, at hun er vågen, far kan godt gå. Han går ud igen og laver morgenmad og kommer så ind igen. Hun har trykket på repetereknappen på vækkeuret, så det ringer igen. Hun er sikkert faldet i søvn igen med det samme. Far siger, at nu skal hun altså til at vågne. Han siger til hende, at nu trykker han hende på navlen, så kan han ikke se hende, og så er han sikker på, at når han nu går ind og spiser morgenmad, så kommer hun ind om lidt og har taget tøj på. Så går han ud…// (Far forklarer): Da far ikke kan få liv i Anna, kommer han i tanke om en udsendelse, de har set i fjernsynet, hvor en pige bliver usynlig, når hun trykker sig på navlen. Hun lavede så en masse skæg, og Anna var vild med det. Det benytter far sig af, og hun hopper med på den. Så er det sjovt at komme op for Anna. (Situationskarakteristikken stammer fra Kristjansson i Dencik & Jørgensen, 1999, s. 151).

 

INDKØRINGEN
Efter tre ugers indkøring af Joakim i børnehaven har Joakims mor fortsat yderst svært ved at efterlade sin søn dér. Joakim græder og forsøger at få sin mor til at blive. De gange moren har forladt børnehaven et stykke tid til trods for Joakims gråd, er han så småt faldet til ro. Når moren kom tilbage, blev hun modtaget af en glad lille Joakim. Indkøringen er en stor prøvelse for moren. KAJSA, som er ansvarlig for indkøringen, forsøger at opmuntre Joakims mor til at begive sig afsted til arbejdet, skønt Joakim græder. Det samme gør sig gældende denne morgen.
KAJSA: “Gå nu bare, det går fint, når du først er gået. Joakim græder lidt, men bagefter er han glad og i godt humør.”
Moren: “Hvor længe plejer han at være ked af det?”
KAJSA: “Bare et lille stykke tid”.
Denne mandag morgen siger Joakims mor: “Du må love mig, KAJSA, at du ringer til mit arbejde, hvis ikke Joakim er holdt op med at græde om et kvarter! Det tager mig kun fem minutter at cykle til arbejde, så jeg er der snart. Lover du det?”
Det lover KAJSA.
Efter 15 min. skriger Joakim stadig. Efter 30 min. begynder gråden at aftage, og efter 45 min. løber Joakim omkring uden at græde.
ANDERS: “Hvordan kunne du love at ringe efter et kvarter, og så lade være med at gøre det? Det er jo umoralsk opførsel!”
KAJSAs kollega ANDERS er oprørt.
KAJSA: “Umoralsk!”
KAJSA bliver også oprørt.
KAJSA: “Det var jo for morens skyld, jeg lovede det! Hun må lære og give slip og stole på os!! Se Joakim nu, han er jo glad!”
ANDERS: “Hvordan skal andre forældre kunne stole på os, hvis de opdager, at vi ikke taler sandt og overholder det vi lover?”
KAJSA orker ikke at argumentere imod.
KAJSA: “Jeg synes ikke denne er passende midt blandt børnene”, siger hun og begiver sig afsted til personalerummet for at holde kaffepause. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Gren, 1998, 30f)

 

 Tankevækkende arbejdssituationer i skoler, SFO’er og klubber

 

LEKTIECAFÉ
Tobias går i 3.a. Tobias’ kontaktlærer, Lasse, har lagt mærke til, at Tobias sjældent har lavet alle sine lektier, og at han kommer længere og længere bagud fagligt. Han har svært ved at koncentrere sig i timerne, lader sig hurtigt forstyrre og søger hele tiden opmærksomhed fra læreren og de andre elever. Resultatet er ofte, at han ikke når at lave lige så meget som de andre i skoletiden, og derfor får han mange lektier for. Lasse har talt med Tobias’ forældre om den manglende lektielæsning, og forældrene har sagt, at det er svært for dem at finde tid til at lave alle lektierne med Tobias derhjemme. Lasse har derfor foreslået, at Tobias skal tilmeldes skolens lektiecafé, som pædagogen Pia står for. Det synes Tobias’ forældre er en god idé. Efter Tobias har været to uger i lektiecaféen, undrer Lasse sig over, at Tobias stadig ikke får lavet sine lektier. Han spørger derfor Tobias: ”Hvorfor laver du ikke dine lektier i lektiecaféen, Tobias?” Tobias svarer: ”Vi leger bare i lektiecaféen. Det er Pia, som siger, jeg skal lege”, fortsætter han. Lasse siger: ”Du skal ikke lyve, Tobias. Du ved godt, at du er der for at lave lektier, og Pia kunne ikke finde på at sige, at I skal lege”. ”Jo”, siger Tobias, ”det var, fordi jeg i starten ikke gad at være der, fordi der kun er fire andre fra min klasse, og alle mine venner går over i SFO’en og leger om eftermiddagen. Men så sagde Pia, at vi også kunne lege i lektiecaféen”. Da Lasse senere samme dag fortæller om situationen til Pia, siger Pia: ”Tobias har sådan set ikke løjet. Det er rigtigt, at jeg har sat Tobias og et par andre børn til at lave samarbejdslege og sociale øvelser, som det meste af tiden i lektiecaféen er gået med”. ”Okay”, siger Lasse: ”Det er lidt overraskende for mig. Meningen med lektiecaféen er jo at skabe en faglig sammenhæng i skoledagen og sikre, at Tobias ikke kommer bagud i fagene. Så kan han også bedre deltage i undervisningen. Tobias bliver nødt til at lave sine lektier, ellers udvikler han sig ikke fagligt.” Pia svarer: ”Som jeg ser det, er Tobias’ problem, at han mangler selvtillid og selvværd, og derfor bliver han meget opmærksomhedssøgende og kan ikke helt finde ud af, hvad der er socialt acceptabelt. Derfor mener jeg, at jeg i lektiecaféen kan bruge mine pædagogiske kompetencer til at styrke Tobias’ trivsel og sociale bevidsthed, og dermed øge hans selvtillid og selvværd. Det vil jo også have indflydelse på Tobias’ koncentration og læring. De øvelser, jeg laver med Tobias, kommer til at gavne ham i alle mulige forskellige sammenhænge, og det synes jeg er vigtigere, end at han får lavet alle sine lektier”. Lasse afslutter samtalen med at sige: ”Jeg synes nu, at det er mindst lige så vigtigt, at han får lavet sine lektier”. (BUPL, 2015, s. 26)

 

SKOLE-HJEM-SAMTALE I 1.A
Det er forår, og der skal afholdes skole-hjem-samtaler i 1.a. I klassen går 10 piger og 12 drenge. Klasseteamet betegner to af drengene som meget urolige. Begge drenge har særlige behov, der betyder, at klassen fra begyndelsen af 1. klasse er blevet tildelt ekstra voksenressourcer i form af 12 pædagogtimer om ugen. Alle 1.-klasserne på skolen har desuden tilknyttet en pædagog 10 timer om ugen. I 1.a varetages alle de i alt 22 pædagogtimer af pædagogen Peter. Dansklæreren i 1.a hedder Lise, og hun og Peter har hele året været enige om, at alle pædagogtimer skal bruges på klassen som helhed, i stedet for at Peter bruger nogle af sine timer sammen med de to drenge med særlige behov uden for klasselokalet. Den ene af de to drenge, Jakob, har svært ved at koncentrere sig og kan være meget forstyrrende for resten af klassen, så han sidder altid alene ved et enmandsbord for at få ro omkring sig og for ikke at forstyrre andre. Den anden af de to drenge med særlige behov, Jonas, har også svært ved at koncentrere sig. Han bliver imidlertid mere rolig, når han kan spørge en sidekammerat om hjælp, og han har derfor de seneste tre måneder siddet ved siden af Viktor. Viktor er en stille dreng, men han er meget vellidt, og han klarer sig godt fagligt. Det er Lises og Peters opfattelse, at det er gået fint imellem Jonas og Viktor. Jonas taler meget og sidder uroligt, men Viktor lader sig efter Lises og Peters opfattelse ikke forstyrre, og han hjælper ofte Jonas med det faglige. Lise og Peter har derfor ladet de to drenge beholde deres pladser i en længere periode end normalt, således at Jonas og Viktor har siddet ved siden af hinanden i tre måneder, mens de andre elever har skiftet plads efter to måneder. Peter og Lise deltager begge i samtlige skole-hjem-samtaler med forældrene. Det går godt med samtalerne, og ingen forældre udtrykker utilfredshed med det sociale liv i klassen. Der er dog fire forældrepar, der nævner, at de har fået indtryk af, at der er meget uro i klassen. Sidste samtale er med Viktors forældre. Lise og Peter fortæller Viktors forældre, at deres søn klarer sig fint både fagligt og socialt, og at han er god til at hjælpe andre. Lise og Peter har fortalt Viktors forældre, hvor godt deres søn klarer sig socialt og fagligt. Viktors mor siger: ”Vi er meget frustrerede over, at Viktor bliver forstyrret af Jonas i timerne. Jonas forhindrer Viktor i at følge med i undervisningen. Viktor er også lidt utryg ved Jonas”. Viktors mor siger senere i samtalen: ”Jeg mener, at I begår en fejl ved at holde Jakob og Jonas så meget i klassen, når nu der er ressourcer til at gå et andet sted hen og arbejde med dem, så klassen ikke bliver forstyrret af deres uro. Jeg tror, at der er flere af klassens forældre, der overvejer at flytte deres børn til en anden skole på grund af de to elever. Har skolen råd til at miste en halv klasse, fordi man vil tage særligt hensyn til to elever?”. (BUPL, 2015, s. 12-15)

 

MATHIAS & EMIL
Jens på 25 er lige blevet færdiguddannet folkeskolelærer i 2014. Han er uddannet i fagene matematik, historie og fysik/kemi. I august 2014 blev Jens fastansat på en folkeskole i Odense C. Han underviser 5.B i matematik og historie, og det er i denne klasse Jens har størstedelen af sine timer. 5.B er en klasse bestående af 24 elever, som består af 10 piger og 14 drenge. Det er en urolig klasse, som har svært ved at koncentrere sig i undervisningen. Derudover har klassen svært ved at samle sig om det faglige indhold. I klassen er det svært at skabe et socialt fællesskab, da der er mange grupperinger, og disse ikke har en stor forståelse for hinandens forskelligheder. Særligt to drenge, Mathias og Emil, skaber meget uro i klassen. Mathias har faglige udfordringer i matematik, og i matematiktimerne forstyrrer han de andre elever ved f.eks. at løbe rundt i klassen. Emil har diagnosen ADHD. Han ender tit i konflikter med lærere og klassekammerater. Begge drenge bliver med jævne mellemrum sendt ud af klassen, da de er forstyrrende for den faglige undervisning. En dag har klassen matematik, hvor de skal arbejde med emnet gange. Jens står oppe ved tavlen og præsenterer eleverne for det kommende forløb. I mens Jens er i gang med at præsentere eleverne for emnet, er der meget uro i klassen. Eleverne har ikke rettet deres opmærksomhed på Jens. Mathias spørger Jens, uden at have hånden oppe, hvorfor de skal lære at gange. Jens svarer til Mathias’ spørgsmål, at det skal de bare, og at Mathias skal følge med i stedet for at afbryde. Undervisningen går i gang og klassen bliver stillet over for nogle opgaver, som de skal lave i grupper. Emil er ukoncentreret og kan ikke samarbejde med hans klassekammerater. De andre elever kalder Jens til sig, og de fortæller ham, at Emil er forstyrrende og ikke hjælper med at løse opgaverne. Jens reagerer ved at flytte Emil, så han sidder i hjørnet for sig selv. Emil tager hænderne op til hovedet og bliver siddende sådan resten af timen. Mathias sidder alene og arbejder, da lærerne vurderer, at Mathias bedst arbejder alene. Mathias læser opgaven igennem, hvorefter han siger til Jens, at han ikke forstår, hvad opgaven går ud på. Jens ryster på hovedet og siger: ”Det har jeg forklaret dig.” Mathias siger: ”Jeg forstår det ikke”. Jens svarer ”Prøv at læse opgaven en gang til og så kommer jeg tilbage, der er jo mange, der skal have hjælp”. Da Jens er ved at hjælpe nogle af pigerne fra klassen bliver han forstyrret, da Mathias løber rundt i klassen. De andre elever bliver ukoncentreret og retter fokus mod Mathias. Jens råber til Mathias, at han skal sætte sig ned på sin plads, men Mathias bliver ved at løbe rundt. Jens sender Mathias udenfor døren. Timen slutter kort efter. Jens går efter timen ned på lærerværelset og fortæller sine kollegaer, at nu har han igen haft problemer med Emil og Mathias, og at han er træt af, de altid ødelægger undervisningen. (Situationsbeskrivelsen stammer fra folkeskolen.dk (7. maj 2015))

 

PRUSTELYDEN
GITTE underviser den 5. klasse, som hun er klasselærer for. Klassen har været fordelt i grupper og arbejdet med at finde temaet i en tekst, og de samles nu. Da alle har sat sig, siger GITTE: “Okay, alle vender sig lige om, sådan så I arbejder sammen to og to, og så skal I lige fortælle hinanden, hvad I egentlig har fundet ud af, at det med temaer er for noget, ik’. Det er bare lige kort, at I lige vender jer om til hinanden og fortæller, hvad I har fundet frem til”.  Alle eleverne går i gang med parvist at tale. Anton er sammen med Sara, og efter Sara har læst højt, hvad der står på hendes papir, nævner Anton de to ord, der står på hans papir. Opgaven er derfor meget hurtigt overstået for de to, men da Anton opdager, at mange af de andre elever stadig taler, siger han til Sara: ”Vi lader bare som om, vi er rigtig gode”, og de to begynder lavmælt at lave snakkelyde til hinanden, som om de fortsat er i gang med at løse opgaven (….). GITTE opdager, at Sara og Anton siger snakkelyde og ikke egentlige ord og ser vredt på Anton, og følgende replikskifte udspiller sig:
GITTE: ”Ved du hvad, Anton, det var dog utroligt irriterende.”
Anton: ”Jeg snakker bare.”
GITTE: ”Nej, det gør du ikke, du sidder bare og laver lyde.”
Anton: ”Ja.”
GITTE: ”Og det vil jeg ikke have.”
Anton: ”Vi lader som om, vi snakker.”
GITTE: ”Hvis I ikke har noget at sige, så er I bare stille.”
Anton: ”Sig det til de andre, som bare snakker.”
Anton peger på nogle elever, der har siddet og småsnakket om andet end opgaven. GITTE rækker hånden op (i denne klasse betyder lærerens hånd i vejret, at eleverne skal rette opmærksomheden mod læreren og tie stille).
GITTE: ”Nej, jeg siger det lige til dig.”
Anton: ”Men hvorfor siger du det ikke også til de andre?”
GITTE: ”For nu gør jeg det her i stedet for, for det betyder det samme.”
Anton: (Han rækker hånden op og mumler noget, jeg ikke kan høre).
Da GITTE påbegynder den følgende vrede irettesættelse med meget høj stemme, tier alle elever stille: ”Ved du hvad, Anton, jeg vil gerne have, du blander dig udenom, hvordan jeg laver min undervisning. Det bestemmer jeg, så jeg har ikke brug for, at du skal sidde og fortælle mig hele tiden, hvad jeg skal gøre anderledes, og hvorfor jeg skal gøre det. Det vil jeg gerne have mig frabedt, for det synes jeg faktisk er tidsspilde.”
Anton: (mumlende) ”Ja.” (…)
Efter irettesættelsen stirrer Anton tomt ud i luften i 3 minutter. Da en elev forklarer, at han har skrevet temaet ‘religion’, lyser Antons ansigt op, og han rækker hånden op. GITTE ser på ham, men spørger så ud i klassen, hvem der kan nævne et andet tema. Cecilie tager ordet uden at have fået det, og GITTE lytter og nikker, mens Cecilie taler. GITTE spørger igen til et tema, og Sofie får ordet. Anton har stadig fingeren oppe, mens to elever enten har taget eller fået ordet efterfølgende, og han siger nu en form for prustelyd lige så stille. GITTE afbryder Sofie og siger i et irritabelt toneleje, at han skal lade være. Anton svarer tilbage, at han synes lyden er sej, og da GITTE insisterer på, at han skal lade være med at sige lyden, forlader Anton klassen, mens han siger, at han går ud på toilettet og laver lyden, hvortil GITTE siger: ‘Ja, så gå derud og lav den’ (…) Anton kommer tilbage efter to minutter, og hans krop er urolig – det ene ben bevæger sig hurtigt op og ned, ligesom armene ryster noget, der ligger i hans hænder. Mens GITTE taler nogle minutter, ser de fleste andre elever fraværende ud, piller ved deres negle, deres blyanter, bladrer i bogen og laver trommelyde på lårene. GITTE spørger, om de synes, det er svært at forstå, eller om de har nogenlunde greb på det. Ingen responderer, på nær Anton, der rækker fingeren op. Han bliver ikke taget, og GITTE taler videre. Da han har haft fingeren oppe i noget tid, kommer han til at hoste og rømmer sig derefter. Lyden er på sin vis komisk, og Lukas, Rezan og Mads, der sidder lige over for Anton, kan ikke lade være med at smile af det. Anton smiler tilbage, og GITTE afbryder sig selv:
GITTE (højt og vredt): “Ved du hvad, Anton, jeg vil gerne have, at du går ud igen og får hostet af.”
Anton: “Det er fordi, jeg fik noget i halsen.”
GITTE: “Ja, men du behøver ikke at gøre så stort et nummer ud af det.”
Anton: “Det gjorde jeg heller ikke, jeg hostede bare og …”
GITTE: “Sæt dig ordentligt op også.”
Anton: “Og så var der nogen, der grinte, og så grinte jeg selv.”
GITTE: “Ja, men så prøv bare at lade være med at gøre et nummer ud af det.”
Anton: “Det gjorde jeg heller ikke.”
GITTE: “Du vil gerne have – jeg kan se, du gerne vil have opmærksomheden på, at hele klassen lige ser …”
Anton: “Jeg sad bare sådan her, og så …”
GITTE (i et nedladende toneleje): “Prøv lige at sætte dig ordentligt op, så kan det være du ikke ligger og bliver kvalt sådan hele tiden. Sæt dig lige helt op.” (…)
Eleverne skal nu fortsætte arbejdet i grupperne med flere opgaver til teksten. Anton er sammen med Niklas og Mads, og Niklas siger: “Kom nu, I skal lave det her drenge”. Mads og Anton begynder halvt at synge en sang og halvt at diskutere teksten. Niklas begynder imens at læse noget af teksten højt og råber så desperat: ”Jeg kan ikke lave noget, når I to ikke gider være med. I laver…”. Anton afbryder og siger indestængt: ”Og jeg kan heller ikke lave noget, når GITTE er så fucking følsom”. Mads læser nu opgaven højt på en vrængende måde: ”Vi skal nærlæse” og stikker hovedet helt ned i bogen. Drengene griner og går så i gang med at løse opgaverne. Efter noget tid kommer GITTE hen til drengene. Hun spørger på forhørsagtig facon, om de har skrevet replikkerne i taleboblerne, som opgaven lyder på. ”Ja”, svarer Mads. ”Vi har skrevet ’Han er ensom’”. GITTE responderer i et forurettet toneleje: “Så har I jo ikke læst opgaven. I skal læse opgaven”. Mads læser opgaven højt og siger: “Det er da også det, vi har gjort”. Anton siger: ”’Jeg er ensom’ – det er da en replik”. GITTE svarer tilbage i et forarget og bebrejdende toneleje: ”Det er det da ikke, det er ikke det, I har skrevet. I har skrevet ’Han er ensom’”. Anton siger: ”Ja ja, men jeg har …”. GITTE afbryder ham og forklarer kort, hvorfor ‘Han er ensom’ ikke kan være en replik. Anton fortsætter: ”Ja ja, men jeg har også skrevet ’Jeg’. ’Jeg er ensom’”. GITTE siger uden mimik ”Ja” og rejser sig og går. Nogle meter væk vender hun sig og siger: ”Og så er det jo rigtig godt at skrive, hvorfor han er ensom – ’Jeg er ensom fordi’. Hvorfor er det, han føler sig ensom?”. Anton svarer: “Fordi hans far ikke taler til ham”. GITTE står udtryksløst, svarer ikke, men vender sig om og går! Drengene stirrer tomt ud i luften i noget tid, indtil de efter noget tid finder på noget at grine af. Mens eleverne arbejder i grupperne, spørger GITTE mig, om jeg får noget ud af at interviewe børnene, og at de drenge, der forstyrrer, må være interessante at tale med, for ”de fylder det hele og spolerer det for de andre”. (Klinge, 2015, s. 21-24)

 

FAR!
Undervisningen var godt igang og en lille uartig dreng behøvede hjælp og som uartige børn gør, så råbte han bare ud i luften. Desværre for knægten kom han i sin iver til at råbe “FAR!”. Læreren spilede øjnene op og satte sig på hug foran poden og sagde med rolig stemme: “Jeg kan forstå, at du har fået det at vide!” Banditten lignede et stort spørgsmålstegn. “Altså, at jeg er din far?!”. Nu var det drengens tur til at spile øjnene op og han begyndte at ryste på hovedet, mens han sagde: “Nej, det tror jeg ikke!”. Læreren skyndte sig at gå til bekendelse og hjalp herefter det nu endnu større levendegjorte spørgsmålstegn. Lidt efter kom den uartige dreng op til læreren. “Du kan altså ikke være min far”, sagde han, “min mor siger selv, at jeg ligner min far!”. Læreren kunne godt mærke, at det gjaldt om at mane al tvivl i jorden hurtigst muligt, så han svarede: “Det gør du også. Man kan se det på øjnene.” Knægten satte hovedet på skrå og rynkede panden: “Nej, hun siger, det er fordi, at jeg heller ikke altid hører efter, hvad hun siger!”. Havde det ikke været for det seriøse emne, så havde læreren nok slået en kæmpe latter op, men han besindede sig og de fik lukket hele den lidt spegede samtale. Da læreren drog hjem denne dag, glædede han sig allerede til næste dag. Han måtte finde på et eller andet sjovt at sige, hvis nu den uartige drengs far troppede op i mængden af stressede og yderst servicemindede forældre. Eller også skulle han bare lade den ligge!? Ja, det var nok en god ide. Tænk, hvis han nu fik sået endnu mere tvivl! (Situationsbeskrivelsen stammer fra folkeskolen.dk (25. marts 2015) og bringes her i lettere bearbejdet form)

 

MATEMATIK
Halvdelen af klassen skal have matematik. Det er et valg, skolen har truffet med henblik på at skabe en ramme, hvor det er muligt at gennemgå nyt stof med få elever. I dag skal de lære om at måle højde og længde. Læreren står ved katederet og gennemgår det at måle, og at resultatet kan opgøres i enheder, som udgør kommatal. Læreren eksemplificerer det, hun gennemgår, ved at tale om sin egen højde. Hun er ikke særlig høj, så de diskuterer, at der er forskel på, hvor høj man er. En af eleverne i klassen nævner, at Linda er meget høj. Linda bliver ked af det. Hun siger, at pigen driller. Støttepersonen griber ind i undervisningen og siger: “Linda, jeg kan godt forstå, at du tror, at du er blevet drillet. Jeg blev drillet, da jeg var barn, fordi jeg er så lav. Men det her var ikke dril. Du er jo høj.” Pigen som nævnte Lindas højde, siger undskyld. Matematiklæreren tager ordet og siger, at Linda skal forklare pigen, hvordan hun føler det. Efter timen. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Hedegaard-Sørensen, 2013, s. 77)

 

TUREN TIL FISKETORVET
5. årgang har ønsket en tur til Fisketorvet, som pædagogerne i Klubben imødekommer og arrangerer. Turen er frivillig og børnene skal selv tilmelde sig på et opslag ved Infosøjlen. På dagen for turen samler de 3 pædagoger de 29 tilmeldte børn i Fællesrummet, hvor der også er andre børn, for at give fælles beskeder inden afgang. Gruppen er urolig, børnene er forventningsfulde og snakkende. Pædagogerne tysser på gruppen og begynder at give beskeder:
AYSE: “Alle skal gå i grupper, ingen må gå alene. Vi forventer af jer, at I ikke ter jer som aber i bus og tog, og at I husker på, at der er andre mennesker.”
METTE: “Pas på jeres penge. I skal ikke gå og flagre med jeres punge.”
AYSE: “Mindst én fra hver gruppe skal gemme det her tlf. nummer: xxxxxxxx i jeres mobil, så I kan ringe til os, hvis der sker noget.”
METTE: “Nu har I 10 minutter til at tisse af og finde sammen i grupper. Vi mødes ved gangbroen.”
Efter de 10 minutter mødes pædagoger og børn ved gangbroen:
RIKKE: “Nu skal I dele Jer i de grupper, I har lavet.”
Børnene fordeler sig i grupperne, på nær Erkan og Selma.
RIKKE: “Der er nogle, som mangler at være i en gruppe. Er der nogen, som kunne tænke sig at have én mere med?”
Børnene kigger rundt på hinanden.
RIKKE: “I skal alle sammen huske på, at det kunne være jer selv i samme situation.”
Der er ingen grupper, der melder sig.
(Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af pædagogisk personale i forbindelse med et inklusionskursus i 2011)

 

COMPUTERSPIL
Det er i alrummet i SFO’en kort efter frugttid. Fem af de store drenge, alle omkring ni år, er samlet rundt om den ene computer, hvor et nyt spil bliver afprøvet. Der står også to mindre drenge fra børnehaveklassen på syv år i baggrunden og følger med i spillet på afstand. En pædagog SUSANNE sidder ved det store runde bord i nærheden. Ved den anden computer er to piger i gang med at tegne. ”Nu er det altså min tur,” siger Marcus, ”du har prøvet den skide længe, Mikkel.” ”Ja, men det er også mig, som har forstand på det, for min ven har et magen til derhjemme, og se, hvor højt jeg har scoret.” Mikkel kigger sig glad rundt i kredsen. ”I øvrigt er det slet ikke dig bagefter, det er Carl, det har vi aftalt, ikke også Carl?” Carl nikker. ”Hvornår har I aftalt det? Jeg stod her før dig, Carl,” siger Marcus. ”Det gjorde vi på vej fra klassen, og Carl har givet mig lov til lige at spille denne bane færdig,” siger Mikkel og kigger appellerende på Carl. De fortsætter med at argumentere, og da stemmerne stiger, kommer SUSANNE over til computeren. ”Jeg synes, det lyder, som om I har brug for, at der bliver lavet en liste over, hvem der skal spille i eftermiddag”. Mikkel spiller koncentreret videre. Der er flere forslag til, hvordan listen skal se ud, så SUSANNE beslutter at trække lod mellem alle syv børn omkring computeren og give 15 minutter til hvert barn. ”Det er bare strengt. De to fra børnehaveklassen har slet ikke været med til at spille. Hvis de også skal spille, så får vi andre slet ingen tid, inden vi skal hjem,” siger Marcus. ”Mikkel har fået meget mere end et kvarter nu, det er strengt,” fortsætter han. SUSANNE fortæller Mikkel, at nu er hans tid gået, og hun sætter listen op på tavlen oven over computeren. Mikkel prøver at fortsætte, men bliver nu skubbet væk af Lau, som er den næste af de store børn på listen. Lidt efter bliver en af børnehaveklassedrengene hentet, og den anden forsvinder ind i Legorummet. Nu er det Carls tur, men Mikkel får ham overtalt til, at de bytter, så han kan spille den bane færdig, han blev afbrudt i, da SUSANNE lavede listen. Marcus bliver rigtig hidsig og skælder Carl ud. ”Du kan ikke bare bytte din tur, det var jo rigtig mig efter Mikkel, inden SUSANNE kom, og han har jo haft tur, så skal du da hellere bytte med mig.” De bliver efterhånden ret højrøstede alle fem. (Situationsbeskrivelsen stammer fra BUPL, 2010)

 

RESPEKT!
Det er første lektion, 9. y har dansk, og det har ringet ind for 15 minutter siden. Eleverne arbejder med en opgave til eksamensforberedelse. Det banker på døren. Abdel kommer ind, ser sig omkring, og da læreren BJARNE løfter øjenbrynet, siger han: ”Undskyld jeg kommer for sent!” På vej til sin plads i klassen (første bord i vinduesrækken) går Abdel forbi Rachid, klapper i hånden og småsnakker, herefter forbi Arben, igen håndklap og småsnak. Han når sin plads, sætter sig og får udleveret opgaven. Der er stadig småsnak bagerst i klassen mellem Demir og Rachid. Læreren beder eleverne om at koncentrere sig. Abdel spørger, om han må låne en blyant. Han havde ingen taske med sig, da han kom. Han får en blyant. Lidt efter rejser han sig og går hen og spidser blyanten. Basem, der også sidder forrest, men i dørrækken, ser interesseret på, og der kommunikeres med fagter. På vej tilbage går Abdel forbi et par andre kammerater, som der skubbes lidt til, en bog ryger på gulvet. Da han har sat sig, vender han sig om, skubber lidt til de papirer, der ligger på bordet bagved. Han får øjenkontakt med Arben, der sidder 3 borde bag ham. De kommer begge med et par bemærkninger og laver nogle fagter. BJARNE beder dem begge om at koncentrere sig. Efter et minut går Abdel ned bagest i klassen for at hente noget til opgaven på sin hylde. Rachid og Demir rejser sig og skal også hente noget på hylden. De har tilsyneladende svært ved at finde det, de leder efter, skubber til hinanden. Abdel får øjenkontakt med Basem, der også rejser sig for at hente noget. BJARNE beder alle drenge gå på plads og lave deres opgave. Det tager lidt tid, før de får skubbet og snakket sig færdige. Abdel arbejder på opgaven og har nu nået 2 linjer. Han rejser sig for at hente noget i sin taske, som viser sig at ligge bagest i klassen. Igen snak og fjolleri med de to kammerater bagest i klassen. Abdel bliver af BJARNE bedt om at tage tasken med til eget bord. Abdel arbejder – har nu nået 4 linjer. Vender sig igen om og får øjenkontakt med de to bagest i klassen. Disse er ret ukoncentrerede og får ikke lavet meget. BJARNE går rundt for at se, hvor langt eleverne er nået. Abdel rejser sig for at gå hen og spidse blyant. BJARNE bemærker dette. Abdel svarer: ”Den knækkede”. Tiden er nu gået, og en elev skal fremlægge. BJARNE spørger ud i klassen: ”Hvem har lyst til at forsøge sig?” Ingen melder sig. ”Er der nogen, der ikke er blevet færdige til fremlæggelse?” To melder sig – men ikke Abdel. BJARNE vælger Abdel til fremlæggelsen. Det går ikke så godt. BJARNE forsøger med hjælpespørgsmål, men teksten er helt klart ikke gennemlæst. BJARNE påpeger, at det måske havde været en god idé at koncentrere sig lidt mere og få skrevet noter i stedet for at fare rundt i klassen og forstyrre kammeraterne. Abdel bliver meget fornærmet: ”Jeg har overhovedet ikke sagt noget! Hvorfor siger du det altid til mig? Alle de andre snakkede også!” (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af et lærerteam i 2009 i forbindelse med et kursusforløb om inklusion)

 

LIGE BØRN LEGER BEDST
Ida, Sara og Rebecca har valgt emnet ’bøsser’. De har allerede søgt litteratur og diskuterer deres problemformulering: ’Hvorfor er du bøsse?’ mener de f.eks. er et dårligt spørgsmål. ”Det er jo ikke noget selvvalgt,” mener de. De overvejer, om det at være ‘anderledes’ er en objektiv eller en subjektiv kategori: “Hvis nu ikke bøsser føler sig anderledes, er de det så?” De diskuterer, hvor de skal søge oplysninger og foreslår Landsforeningen for bøsser og lesbiske og at ringe til Klaus Bondam. Ida siger: ”Vi skal altså til at tage os sammen. Vi har kun til næste uge.” Carsten og Ali har ligesom Ida, Rebecca og Sara valgt emnet ’bøsser’. De joker og slås, men prøver indimellem at forholde sig til synopsen, som er delt ind i felter med spørgsmål, som skal udfyldes. Bl.a. er der et felt, hvor det skal angives, hvilke materialer gruppen planlægger at bruge til projektet. Carsten: “Skal vi ikke lave video?” Ali: “Jo, mand.” Carsten: “Vi filmer en bøsse, der ligger og boller. Hvordan staver man til kamera? Hvad fanden skal vi filme? Vi filmer en eller anden bøsse, mand. Kom nu skriv ‘kamera’. Hvad fanden hed det sted vi skulle kontakte, et eller andet bøssecenter, ikke.” De kalder på læreren VIBEKE, der kommer længere nede af gangen. VIBEKE: “Jeg kommer lige om lidt, jeg skal lige hjælpe Dennis.” Hun kommer ikke tilbage, og der går en halv time, hvor drengene går rundt på gangene. Inde i en klasse finder de to drenge læreren BJØRN og afleverer synopsen. BJØRN gennemgår den og begynder at rette med sin egen pen. Under kategorien ‘arbejdsspørgsmål’ har de skrevet ’12-15 årige’, ‘diskette’, ‘elever’ og ‘lærere’, ’35’. BJØRN: “35? Er det hvor mange procent bøsser der er?” (Et arbejdsspørgsmål han selv har foreslået tidligere). Drengene bekræfter – det er noget, de bare har gættet på. BJØRN: “I skal ikke svare her, det er det, I skal arbejde med.” BJØRN begynder at fylde synopsen ud. BJØRN: “Nu gør jeg altså lige lidt her, ellers kommer I ingen vegne. (Situationsbeskrivelsen stammer Gregersen & Mikkelsen, 2007, s. 46ff og er her gengivet i lettere bearbejdet form)

 

DÅRLIG REKLAME
8.x har dansk og skal i tre sammenhængende timer arbejde med en delvis selvvalgt opgave. En gruppe på to drenge (Johnny og Kevin) har valgt at lave en reklame, men de har svært ved at komme i gang. De gør mange forsøg på at finde frem til et reklameslogan, men ender ofte med at pjatte og slå hinanden i hovedet. De har meget svært ved at finde ud af, hvad der karakteriserer et godt slogan og har derfor svært ved at sortere i de for slag, de kommer med. På et tidspunkt kommer læreren ned forbi deres bord, fordi de er ved at blive meget højrøstede. Læreren siger »Er det, det her i snakker om?« Det ved hun godt, det ikke er, men det har den effekt, at de to drenge straks bliver revet tilbage til deres flagrende projekt. Drengene spiller med og svarer: »Ja vi snakker om vores reklame.« Drengene har tegnet lidt med blyant på et hvidt stykke karton – præcis så meget, at det ser ud, som om de er i gang. Drengene fortæller om nogle af deres ideer, og læreren roser dem. I stedet for at hjælpe dem videre i deres fokuseringsproces, mener læreren, at drengene skal arbejde på at gøre reklamen færdig og dermed ikke gøre sig så mange overvejelser om hvorfor og hvordan. Johnny vil meget gerne leve op til lærerens forventninger, men har tydeligt svært ved at udtrykke sig gennem at tegne. Han spørger: »Gør det noget, at jeg tegner tændstikmænd?« Læreren, der er ved at gå hen til en anden gruppe, svarer: »Hvis du synes, at tændstikmænd er det, man kan tegne i 8. klasse, så gør du det«. Det er tydeligt underforstået, at det er for lavt et niveau. Johnny mumler noget om, at han da også synes, at det er for dårligt, at han ikke kan tegne andet end tændstikmænd, men at det bliver noget underligt noget, hvis han skal tegne almindelige mennesker. Læreren svarer fra den anden ende af klassen: »Det er dit ansvar«. Johnny og Kevin er tydeligt frustrerede, handlingslammede og efterladt uden redskaber til at komme videre i deres proces. De udfylder tiden med at snakke, og det gør de resten af forløbet – kun afbrudt af et kort besøg på biblioteket, hvor de kopierer nogle billeder, som de bruger meget tid på at klippe ud, mens de snakker. De får aldrig klistret billederne op. (…) 8.x fremlægger deres arbejde for klassen, og det er blevet Johnnys og Kevins tur. Læreren siger »Sidste gruppe for i dag kommer op til tavlen«. Der bliver grinet lidt i klassen, da drengene stiller sig op til tavlen med deres halvfærdige planche imellem sig. Læreren siger »Ja….. det er jer, der skal sige noget«. Drengene siger ikke så meget, men en af dem får fremstammet den overskrift, de er nået frem til. Læreren siger: »Ja, og hvad så«. Johnny siger: »Og så skulle der være nogle billeder der«. Læreren svarer: »Skulle være… hvad skal det sige? Hvor er de?« Johnny svarer, at de er i hans penalhus, og klassen bryder ud i grin. Læreren griner ikke, men siger alvorligt: »Hvad laver de der?« Hun får intet svar. Hun spørger drengene, hvorfor de tror, at de som den eneste gruppe ikke har nået det. Dette afstedkommer en længere pinlig stilhed. Læreren spørger igen »Hvorfor har I ikke nået det?« Kevin forsøger sig med, at de ikke har haft tid nok, men det afviser læreren. Johnny siger: »Vi har snakket for meget og lavet for lidt«. Til dette siger læreren: »Ja det tror jeg også.« (Situationsbeskrivelsen stammer fra Fink-Jensen, Jensen, Kragh-Müller & Mørck, 2004, s. 81-82)

 

MUSKELOKSEN
Vi befinder os i en børnehaveklasse med 22 børn, og det er sidste time inden børnene skal videre i SFO. Klassen forbereder sig til morgendagens tur til ZOO.
BENEDIKTE: “Ved I, hvor næbdyret lever?”
Mette: “Afrika, for det har jeg set i fjernsyn for dig.”
BENEDIKTE: “Hvilket dyr har I?” (henvendt til Mette og Jens)
Mette: “Moskusokse.”
Jens siger: “En muskelokse.” (klassen griner)
BENEDIKTE: “Jeg skriver en moskusokse.”
Christian: “Muskeloksen har bøffer!” (børnene griner igen)
BENEDIKTE: “Hvor lever mos-kus-ok-sen?”
Mikkel: “I mosland!”
BENEDIKTE: “Nej.”
Mathias: “Godt gættet!” (Børnene griner og joker videre indbyrdes – der er en del uro)
Katrine: “De lever ved noget koldt.”
Peter: “I Afrika?”
BENEDIKTE: “Hvor er i fjollede.”
Julie: “På Grønland.” (Børnene griner igen af et eller andet, de siger en hel masse i munden på hinanden. BENEDIKTE spørger igen to børn om, hvilket dyr de har).
Sigurd: “Isbjørn.”
BENEDIKTE: “Hvor lever den?”
Trine: “På Grønland.”
Holger: “I Afrika!” (børnene snakker igen i munden på hinanden)
BENEDIKTE: “Ved I nu hvad, nu skal i hold op med at larme så meget!” (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af en pædagogstuderende i forbindelse med en uddannelsespraktik i 2004)

 

PÅ TVÆRS
Mikkel går i 3. klasse og var ofte vred over de andre udelukkelse af ham. Som han forklarede mig: “Nogle gange, også i timerne, så kan de godt sidde og lave hoveder af mig. Så bliver man gal i hovedet. Og når man kommer ud i frikvarteret, så gad man godt tæske dem”. Han kunne af og til blive så vred, at han gik hjem fra skolen eller gemte sig i frikvarteret og udeblev fra timen. Hvis læreren spurgte i klassen, hvor Mikkel var blevet af, blev der svaret: “Han er sur” – hvorefter timen fortsatte (…) Mikkel havde ligeledes svært ved at opnå lærerens opmærksomhed på samme måde som de mere dominerende børn, hvilket ofte betød, at han ikke blev hørt: Jeg sad sammen med Mikkel og småsnakkede om et forsøg med elektricitet. Med en bestemt opstilling lyste pæren pludselig kraftigere. Mikkel blev ivrig og ville vise læreren det, fortalte han mig. Han rakte fingeren op og sad stille og ventede i flere minutter, men blev ikke set af læreren, der gik rundt i lokalet og hjalp andre børn. Mikkel sagde derefter lærerens navn en enkelt gang, men ikke højt nok, til at læreren hørte det. Mikkel sagde så til mig: “Jeg løber lige hen og henter hende”. Han stillede sig ved siden af læreren og trak hende i ærmet. “Jeg kommer lige om lidt”, sagde hun, og Mikkel satte sig tilbage ved bordet uden at røre forsøgs-opstillingen og kiggede efter læreren. Kort efter henvendte læreren sig til hele klassen, der blev bedt om at pakke forsøget sammen (…) da jeg senere gik en tur på legepladsen i SFO’en, fandt jeg Mikkel på den lille fodboldbane sammen med drengene fra 2. klasse. Den i skolen tavse dreng råbte nu højt og dirigerede med de andre, mens han løb frem og tilbage på banen. Jeg kunne slet ikke kende ham. Var det den samme dreng, som i skolen aldrig spillede fodbold?” (Situationsbeskrivelsen stammer fra Højlund, 2002, s. 92-101 og bringes her i lettere bearbejdet form)

 

Tankevækkende arbejdssituationer på opholdssteder

 

SE DEN LILLE KATTEKILLING!
ANNE er nyansat på et opholdssted for børn og unge, der lægger vægt på bordskik. “Det er meget vigtigt, at børnene bliver ved bordet, indtil alle har spist. Det skaber ro og forudsigelighed, og en evaluering viser også, at det er det helt rigtige”, siger lederen. En dag spiser ANNE frokost med en gruppe børn. Stemningen er god og pludselig råber Emil: ’Se! En kattekilling!’ Han løber ud for at se dyret – og de fem andre børn løber efter. Et øjeblik bliver ANNE i tvivl om, hvad hun skal gøre. (Socialpædagogen, nr. 15, 3. august 2012, s. 8-9)

Tankevækkende arbejdssituationer i botilbud og på støttecentre

 

EN OVERGANG
Helle er 52 år og har boet på et socialpsykiatrisk botilbud i 7 år. Helle er diagnosticeret paranoid skizofren og har haft gentagne langvarige indlæggelser i behandlingspsykiatrien. Helle, sagsbehandleren PIA, fra Helles hjemstedskommune, og pædagogen IBEN, der er Helles kontaktperson, sidder i Helles lejlighed under det årlige opfølgningsbesøg med PIA. PIA beder Helle fortælle om det forgangne år. Helle beretter (stolt) om sin udvikling. Hun administrerer nu selv sin medicin. Hun har tabt sig 27 kg ved hjælp af kostomlægning og motion. Hun går ture i lokalområdet og træner flittigt på motionscyklen. Hun har fået mod til at konfrontere sin sociale angst og er blevet langt bedre til at håndtere sin socialfobi. Kontakten til Helles nu 18-årige datter er genetableret, og hun giver udtryk for stor glæde ved at følge med i datterens liv. Siden sidste års opfølgningsbesøg ser Helle mere lyst på tilværelsen og mener, at hendes recoveryforløb er inde i en positiv fase. IBEN tilføjer: ”Helle øver sig fortsat i at være alene, uden støtte fra personalet, når hun motionerer, går ture i lokalområdet og foretager indkøb. Men Helle har fortsat behov for støtte til mestring af sin socialfobi”. Helle (smiler) og siger: ”Jeg er blevet langt bedre til at sige fra, så nogle gange, synes de andre beboere og personalet, at jeg er blevet for skrap”. PIA siger: ”Jamen så er det jo snart på tide at finde en anden bolig?”. ”Nej, nej”, siger Helle, ”så skrap er jeg heller ikke” (hun ler). ”Næ, nej”, svarer PIA, ”det var nu heller ikke lige det, jeg mente, jeg mener, så er du jo klar til snart at flytte for dig selv og hjem til X Kommune”. Der bliver stille i stuen. Helle famler nervøst med hænderne omkring munden. Efter en pause, siger Helle: ”Nej, nej, det er jeg slet ikke klar til endnu. Jeg kan ikke sove alene om natten, og jeg går stadig dårligt, og så har jeg haft et tilbagefald i julen, hvor jeg tog for meget medicin”. PIA (smiler) og svarer: ”Men det går jo fremad med dig, så på et eller andet tidspunkt skal du jo flytte, du kan jo ikke blive her til tid og evighed, vel?”. Hun noterer i sine papirer. Helle og IBEN ser på i tavshed, hvorefter PIA siger: “Jeg foreslår, at datoen for næste opfølgningsmøde fastsættes til 6 måneder fremfor de sædvanlige 12 måneder. Så synes jeg, vi skal tale sammen igen”. Hun lægger sine papirer ned i tasken. Helle siger ikke noget, men kigger appellerende på IBEN, der forholder sig tavs. PIA rejser sig, giver hånden til Helle og IBEN, hvorefter Helle følger PIA ud til hoveddøren. (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af en pædagogstuderende i forbindelse med en uddannelsespraktik i 2012)

 

STEMMERNE
LONE arbejder som pædagog i socialpsykiatrien. Hun har i længere tid været samarbejdspartner med Lars, som er beboer. Deres relation er godt afstemt og tryg. Lars er bl.a. stemmehører og har brug for hjælp til daglige gøremål, såsom rengøring, spisning, hævning af penge, badning m.m. Stemmerne forhindrer ham i at gøre noget som helst. Stemmerne i denne sammenhæng har navnet ’Morfeusserne’.
LONE: “Hej, Lars. Så skal jeg være din samarbejdspartner igen i dag. I dag skal vi vaske gulvet i din bolig (Lone viser samarbejdsaftalen, som er skrevet ned på et stykke papir). Som vi kan se på samarbejdsaftalen hjælpes vi ad med at hente moppen og gulvspanden med vand og sæbe. Men du skal selv vaske gulvet. Skal vi gå i gang?”
Lars: “Nå’, men jeg gider ikke vaske gulvet. Det trænger overhovedet ikke. Det er skide flot, siger ’de’!”
LONE: “Jeg hører hvad du siger, men jeg kan se, at du har indgået en aftale om at vaske gulv i dag. Det vil jeg gerne hjælpe dig med.”
Lars: “Ej’ det er bare noget alle morfeusserne siger. De lyver! De lyver!”
LONE: “Som jeg har sagt før, så kan jeg ikke høre dem, men jeg tror på, at de har sagt det til dig, når du siger det. Det er jo din virkelighed. Ville det hjælpe hvis jeg siger, at de skal lade dig være!”
Lars: “Ja!”
LONE: “I skal lade Lars være nu. Ham og jeg har en aftale om at vaske gulv, så han har ikke tid til jer nu! I skal lade ham være!”
Lars: “Tak – de er væk nu! Men kan du ikke bare gøre det! Bare i dag!”
LONE: “Nej, Lars. Det er dig som skal vaske gulvet.”
Lars: “Jamen, det er jo ikke sjovt!”
LONE: “Jeg kan godt forstå, at du ikke synes det er sjovt, men du har indgået en aftale med dit team. Hvis du har lyst, så kan vi vente en smøgs tid og så gå i gang.”
Lars: “Nej, vi går i gang nu!” (Situationsbeskrivelsen er udarbejdet af en pædagogstuderende i forbindelse med uddannelsespraktik i 2012)

 

BAD!
Det er morgen. En beboer (vi kalder ham Jens) på Bostedet ’X’ skal i bad. Jens har diagnosen autisme og ifølge hans journal har han let ved at blive angst. Det er Emil (‘vikaren’ med skjult kamera) der skal bade ham. Emil er sammen med en anden medarbejder (vi kalder hende MIE). MIE står i døren til badeværelset og følger forberedelserne til badningen. Jens er utilfreds med, at det er Emil, der skal bade ham, han ønsker en helt tredje medarbejder (som vi vælger at kalde INGER).
Jens: ”Bade mig … INGER!”
MIE: ”Skal INGER bade dig? Er det fordi hun hjælper dig hele vejen?”
Jens: ”Ja.”
MIE: ”Jamen, du kan selv.”
Jens: ”INGER skal bade mig.”
MIE: ”Ja, men nu kan du selv, ved vi. Der står ikke hotel ude på skiltet, vel? Der står ’X’. Bostedet ’X’.”
Måske sprøjter Jens med vand eller han bevæger sig ud af badet (det fremgår ikke af optagelsen).
MIE: ”Nej, nu stopper du, siger jeg til dig.”
Jens: ”INGER skal hjælpe mig.”
MIE: ”Nej, fordi nu hjælper Emil dig (med hævet stemmeføring). Emil skal lære det her.”
Jens protesterer ved at undlade at bevæge sig ind under bruseren.
MIE: ”Så kommer du bare ikke i bad. Du har muligheden for at Emil hjælper dig, ellers så er der ikke nogen, der hjælper dig.”
Jens: ”Jeg gider ikke mere.”
MIE: ”Nej, men så får du bare ikke noget bad. Sluk vandet og gå ind og tag tøj på.”
Emil (henvendt til MIE): ”Er du sikker?”
MIE: ”Ja. Sluk vandet! Og så er du færdig med at bade nu! Det gider vi ikke. Ved du hvad, jeg kan fortælle dig én ting….”
MIE bevæger sig lidt ind på badeværelset og hen imod Jens.
MIE: ”Nu hjælper Emil dig. Ikke?”
MIE holder en pause (muligvis gør Jens et eller andet med sin mimik eller sit kropssprog – vi kan ikke se det på optagelsen).
MIE: ”Og jeg er ikke bange for dig.”
Jens (i almindeligt stemmeleje): ”Jeg hader dig.”
MIE: ”Jamen, der er fint. Det må du gerne. Og det hjælper ikke noget med at tude.”
Ni minutter senere på badeværelset, hvor Jens nu skal barberes:
MIE: ”Så går du i gang med at barbere dig.”
Jens: ”Jeg kan ikke.”
MIE: ”Jo, du kan.”
Jens (stammende): ”Det ka’, det ka’, det ka’….”
MIE: ”Jamen, så bliver du bare ikke barberet. Så gå ind! Så er vi færdige herude!”
Jens: ”Ikke bo i hus mere.”
MIE: ”Jamen, det er fint.”
Jens går hen imod MIE.
MIE: ”Du skal slet ikke komme herhen!”
Jens slår ud i retning af MIE.
MIE (brølende): ”DU SKAL SLET IKKE RØRE MIG! KAN DU FATTE DET?”
MIE: (råbende): ”Så fiser du ind på dit værelse. Nu! Afsted!”
MIE fører Jens ind på hans værelse og lukker døren. Jens åbner igen døren og rækker undskyldende hånden ud mod MIE.
MIE (råbende): ”Du skal slet ikke ramme ud efter mig!”
Jens: ”Undskyld, MIE. Undskyld, undskyld.”
MIE: ”Jeg gider dig slet ikke. Du kan blive derinde. Jeg gider dig ikke.”
MIE forsøger at lukke døren.
Jens: ”Barbere….”
MIE: ”Jeg kan godt fortælle dig, du er så lav i min verden nu, du er! Ved du godt det?”
Jens: ”Ja.”
Jens fortrækker ind på sit værelse.
MIE (lettet og grinende): ”Han ramte mig heldigvis ikke. Han gik bare lige imod mig. Og jeg så det, jeg tænkte bare ”Dig, du bliver bare der…”.”
INGER er, som det fremgår, en af MIEs kollegaer, og hun har overhørt episoden og vælger at sige fra og kritiserer den måde situationen er blevet taklet på:
INGER: ”I er alt for hårde.”
MIE: ”Er vi det?”
INGER (oprørt): ”Ja, det må I meget undskylde, men jeg er slet, slet ikke enig med jer.”
MIE: ”Jo, men jeg har jo ikke råbt ad ham.”
INGER: ”Nej, men hvad gjorde du nu?”
MIE: ”Ja … fordi han slår ud efter mig. Skal jeg sige: ”Det må du egentlig talt ikke?”.”
INGER: ”Nej, sgu da ikke med et smil om munden. Men han fatter ikke det der. Han fatter ikke det råberi. Og han fatter ikke….”
MIE: ”Nej, men jeg bliver sgu også frustreret over, at han slår ud efter mig.”
INGER: ”Det kan jeg godt forstå.”
MIE: ”Altså fordi hvis… hvis ….”
INGER: ”Men der er nogle af jer, der render ind i en røvfuld alvorligt en dag ….”
MIE: ”Jamen, det er fint nok, men hvis jeg havde været ude i ….”
INGER: ”Nej, det er ikke fint nok.”
MIE: ”Nej, men hvis jeg havde været ude i den virkelige verden, havde jeg hakket igen.”
Der er stille et par sekunder.
INGER (med lav stemmeføring): ”Ja … men nu er du jo ikke …. ”
MIE: ”Men det kan jeg jo så ikke ….”
INGER: ” … i den virkelige verden, vel?”
MIE: ”Men det kan jeg jo så ikke, fordi jeg er på arbejde. Fordi jeg må jo ikke røre beboerne.”
INGER (meget stille): ”Nej….”
MIE: ”Derfor handler jeg jo så på min måde.”
INGER: ”Ja. Det er også okay, at du gør det, men det er bare en forkert måde ifølge mine pædagogiske principper.”
MIE: ”Ja, Ja – men altså – jeg kan jo ikke stå og sige: ”Det må du egentlig talt ikke gøre.”.”
INGER: ”Nej, men man kan gøre det på mange andre måder. Nu er han sådan hele dagen. Indtil næste hold kommer, så kan han skifte over igen.”
MIE: ”Jamen, jeg har jo stået og sagt til ham, at han godt selv kan bade. Hvor han bliver ved med at insistere på, at det er dig der skal komme ud og bade ham, fordi det er dig, der bader ham.”
INGER: ”Nå, men det er det jo ikke. Vi bader alle sammen. Han bader selv. Han vasker sig….”
MIE: ”Men Emil står og hører på, at jeg er en dum kælling, fordi han ikke vil bades af mig. Fordi jeg står stille og roligt og siger: ”Du skal gøre sådan her og du skal gøre sådan her. Og du skal vaske dig her og du skal vaske dig … du er en dum kælling!”.”
INGER: ”Ja, men det tror jeg også, at han mener, du er.”
MIE: ”Jae, og det må han gerne mene.”
INGER: ”Altså de mener også, at jeg er en dum kælling.”
Mia: ”Ja, ja.”
INGER: ”Men … ja jeg ved ikke … jeg kan ikke forklare det. Jeg gider heller ikke.”
MIE: ”Nej.”
INGER: ”Det gider jeg simpelthen ikke nu. Altså, jeg tager det op på et temamøde….”
INGER bevæger sig mod døren.
MIE (måske med en anelse gråd i stemmen): ”Ja, men det er i orden.”
MIE vender ryggen mod INGER.
INGER: ”Det bliver jeg nødt til.”
MIE: ”Ja, det er i orden.”
INGER stopper op i døren og MIE vender sig om mod INGER.
INGER: ”Men det er ikke dig, der er kritik af.”
MIE (vredt): ”Nej, men jeg er sgu ligeglad.”
INGER: ”Jeg ved godt du er ligeglad.”
MIE (med lidt gråd i stemmen): Altså, jeg er her kun for at hjælpe dem og ikke en skid andet ….”
INGER: ”Nej.”
MIE: ”At … at de så er hjælp til selvhjulpne … Men de skal BARE ikke slå ud efter mig.”
INGER: ”Nej, nej.”
MIE: ”DET gider jeg ikke.”
INGER: ”Det er fordi, han er desperat.”
MIE: ”Jamen, det er fint. Det er vi alle nogle gange.”
Under hele samtalen står Jens på badeværelset og græder (Situationsbeskrivelsen er transskriberet fra programmet, ‘Dags Dato’, TV2, den 18. februar, 2007, der findes på DVD’en ‘TV 2 dok.: Er du åndsvag?’, produceret af Bastard Film for TV 2).

 

Tankevækkende arbejdssituationer på hospitaler

 

URINPRØVEN
På en aftenvagt på onkologisk afdeling hersker der travlhed, hvilket jeg tolker således, at omsorgsopgaverne står i kø, hvor nogle opgaver ikke bliver udført. Der er tre sygeplejersker i vagt, hvor jeg følges med SOFIE, der har mange års erfaring på afdelingen. En højfebril patient indlægges akut. Patienten vil ikke ligge i sengen og går desorienteret nøgen rundt på gangen. Sofie får hjulpet patienten ind på stuen igen, hvor han imidlertid urinerer på gulvet. På vej ud fra stuen siger hun til de to fortravlede kolleger: ”Vi skulle egentlig have taget en urinprøve, men nu kan jeg jo bare dyppe en strips i pytten på gulvet” (det gør hun dog ikke). De to kolleger griner. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Birkler, 2009, s. 116f og bringes her i lettere bearbejdet form)

 

BLÅ MÆRKER
På onkologisk afdeling fulgte jeg METTE, der er sygeplejerske, på en aftenvagt, hvor vi på et tidspunkt talte ganske uformelt på gangen. Vi talte om grundværdier i sygeplejen set i lyset af afdelingens arbejde med værdier. METTE fremhæver nu humor som værdi. Hun nævner flere eksempler, hvor humor har skabt en lethed, der har befriet patienten for en del af den tungsindighed, der ellers dominerer afdelingen. Imens vi står og taler, bliver METTE kaldt af en patient. Hun går ind til patienten, som fremhæver, at hendes drop er gået i stå. Imens METTE ser på slangen til det aktuelle drop, nævner patienten, at hun er ked af det store blå mærke, hun fik, da METTE ramte ved siden af med nålen. Hertil svarer METTE: ”Ja, er det ikke flot… blå er min yndlingsfarve” (METTE forsøger at afstemme en latter, men patienten er tavs). (Situationsbeskrivelsen stammer fra Birkler, 2009, s. 116f og bringes her i lettere bearbejdet form)

 

EN HÅNDS(T)RÆKNING!
NANNA (ergoterapeut): ”Goddag, Per, jeg hedder NANNA, og jeg skal forsøge at hjælpe dig med at genoptræne din hånd. Kan du fortælle mig lidt om, hvad der er sket med den?”
Per: ”Ja, jeg fik en flise ned over hånden, og det gik især ud over tommelfingeren. Det er fem uger siden. Nu har jeg fået gipsen af, og jeg kan overhovedet ikke bevæge tommelfingeren. Og det gør vanvittigt ondt, hvis jeg prøver.”
NANNA: ”Det gør ondt, når du bevæger tommelfingeren? Kan du prøve at vise mig, hvor meget du kan bevæge den?”
Per: ”Jamen, det gør hamrende ondt. [Per viser NANNA sin hånd]. Jeg kan slet ikke gribe om noget, og så kan jeg jo ikke håndtere et stykke værktøj.”
NANNA: ”Så jeg kan forstå, det er vigtigt for dig at genoptræne hånden?”
Per: ”Ja, men jeg skal tilbage til mit arbejde hurtigst muligt, jeg kan jo ikke gå rundt og spille fandango med den hånd. Hvornår tror du, jeg kan være klar igen?”
NANNA: ”Det kan jeg ikke sige. Det kommer an på, hvor medtaget din hånd er, og hvor aktivt du arbejder på genoptræningen.”
Per: ”Ja, men jeg har ikke tid til at være sygemeldt i lang tid. Chefen er også ved at være utålmodig. Jeg har allerede været væk i fem uger. Hvad synes du jeg skal gøre?”
NANNA: ”Jeg kan høre, det er vigtigt for dig at komme tilbage til arbejdet, det kan jeg godt forstå, og omvendt er det vigtigt for dit arbejde, at din hånd bliver rask.”
Per: ”Ja, det kan du tro, det er.”
NANNA: ”Det har jeg stor respekt for. Det, jeg kan hjælpe dig med, er at lave en plan for genoptræningen af din hånd. Hvad er det, du kan nu, og hvad skal du helst kunne gøre med den for at have nået dit mål. Jeg kan også vise dig nogle øvelser, som du kan arbejde med, og som kan bringe dig videre trin for trin, men jeg kan ikke love dig, at du bliver rask fra den ene dag til den anden. Hvordan ser du selv på det?”
Per: ”Jeg er godt klar over, at jeg selv skal gøre arbejdet, og at det kommer til at tage tid, men jeg er bare så utålmodig.” (Alrø & Kristiansen i Nielsen & Rom, 2006, s. 202f)

 

FRU JENSEN
En sen aften på afdelingen. Sygeplejersken JONNA kommer ind på stuen og ser, at fru Jensen ikke sover men ligger og stirrer ud i luften.
JONNA: “Hvad søren, sover De ikke endnu?”
Fru Jensen: “Næh, jeg kan ikke lade være med at tænke på undersøgelsen i morgen.”
JONNA: “Den skal De ikke være bekymret for. Nu skal jeg hente en sovepille, så de kan få lidt søvn. Det har De brug for.”
Fru Jensen: “Jamen, hvad nu hvis I finder noget alvorligt?”
JONNA: “Det gør vi sikkert ikke, skal De se. Nu drejer det sig om at få en god nats søvn. Vil De have noget frisk vand til pillen?”
Fru Jensen: “Ja tak. Men hvorfor er jeg så blevet indlagt? Jeg var jo bare træt.”
JONNA: “Det var nu ikke bare det, men det skal de ikke tænke på. Jeg er tilbage om et øjeblik.”
Sygeplejersken smiler opmuntrende og forlader hastigt stuen. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Hansen & Lam i Jensen & Kim, 1990 og her bragt i lettere bearbejdet form)

 

Tankevækkende arbejdssituationer på socialcentre

 

EN NØDSITUATION
Socialrådgiveren STINE møder her klienten Marianne, der er på revalidering.
Marianne (går frem til skranken og siger med lav stemme): ”Jeg har et problem. Jeg er i revalidering, og så var jeg i banken…”
STINE (afbryder): ”Jeg kan ikke høre, hvad du siger. Kan du tale lidt højere?”
Marianne (lidt højere, begynder forfra): ”Jeg har mistet min pung med alle mine penge. (lidt lavere) Jeg er i revalidering, og der er næsten en måned til næste udbetaling. Jeg tænkte, om I måske kunne hjælpe mig?”
STINE (sukker, mumler): ”Hvad er dit navn? Og hvornår er du født?”
Marianne (nervøst): ”Marianne Jensen. 25.-9.-75.”
STINE (noterer noget på en seddel): ”Vent lidt.” (rejser sig, forsvinder ud ad en bagdør) (Marianne ser sig nervøst omkring. En af de to, der sidder og venter, ser op bag en avis)
STINE (kommer tilbage med en mappe i hånden, siger med høj stemme): ”Jeg ser, du er i revalidering efter stofmisbrug. (skeptisk) Jaså, du har altså mistet din pung? Du kan ikke bare komme her og bede om flere penge. Du må udfylde det her” (skubber et skema ud under lugen)
Marianne (nervøs, med flakkende blik): ”Javel (leder i sin taske efter en kuglepen, men finder ikke nogen). Kan jeg låne noget at skrive med?”
STINE (sukker, rejser sig demonstrativt, går hen til et skrivebord, kommer tilbage med en kuglepen, puffer med endnu et suk kuglepennen ud under lugen): ”Her.”
Marianne (ser sig om efter et sted at skrive, men der er ingen borde i lokalet bortset fra bordet med ugeblade, hvor de to andre sidder. Efter en lang pause): ”Hvor kan jeg udfylde skemaet? Der er ikke noget sted at skrive her.”
STINE (sukker opgivende): ”Herregud, kan du da ikke bare udfylde det? Kan du ikke bare sætte dig ved bordet derhenne? (peger i retning af bordet med ugeblade, hvor de to andre sidder).”Ok, så kom med mig” (Marianne følger med ind i et mødelokale, hun sætter sig ned og begynder at læse og udfylde skemaet, STINE står bag stolen og kigger hende over skulderen)
STINE (utålmodigt): ”Kan du ikke skynde dig lidt? Jeg har meget at tage mig af.”
Marianne (stresset, begynder at blive irriteret): ”Jo, jeg kan, men jeg må jo først læse, hvad der står. Jeg har aldrig set det her skema før. Jeg må jo vide, hvad jeg udfylder!” (fortsætter med at skrive)
STINE (går frem og tilbage på gulvet, begynder igen at læse Marianne over skulderen og udbryder forbavset): ”Jøsses, er du ingeniør?”
Marianne (overrasket): ”Ja.”
STINE (venligere): ”Ingeniør, det er jo en god uddannelse. Hvordan har du klaret det?”
Marianne (irriteret): ”Ja, man må jo selvfølgelig slide lidt for at blive ingeniør.” (pause, fortsætter med skemaet) ”Hvilken slags uddannelse har du?”
STINE: ”Jeg er socionom.”
Marianne (syrligt): ”Socionom, det er også en god uddannelse. Hvordan har du klaret det?” (Situationsbeskrivelsen stammer fra Eide & Eide 2007, s. 91f – i lettere bearbejdet form, CP).

© Copyright Omsigt v/Carsten Pedersen

(Artiklen blev publiceret i sin første version i marts 2015 på http://omsigt.dk)

Book Carsten Pedersen til et foredrag, en halv eller en hel temadag eller et udviklingsforløb med fokus på situationsbeskrivelser som afsæt for faglig refleksion her.

Går læring og inklusion hånd i hånd?

Af Carsten Pedersen


Artiklen kan købes i pdf-format her


Det [er] vores opgave at opbygge erfaringer
med de direkte berørte. Vi må lede efter det,
vi kan være sammen om og tage afsæt der.
Vi må være lydhøre overfor det, der allerede
er af betydning for den enkelte.
Birgit Kirkebæk

“Læring og inklusion går hånd i hånd”, lyder det optimistisk i en pjece til landets dagtilbud fra Rådet for Børns Læring og Danmarks Evalueringsinstitut (2014, s.13):

For at der reelt er tale om et inkluderende fællesskab, må alle børn inkluderes i både social og læringsmæssig forstand (…) Når børn tilegner sig kompetencer, får de nye muligheder for at deltage og lære i fællesskaber. Derfor er det en væsentlig del af inklusionsopgaven at sikre læring for alle børn. (ibid., s. 7)

Ingen inklusion uden læring – og opfattes inklusionsopgaven som en fordring om at inkludere alle, bliver den hermed også en fordring om at fremme alles læring. Denne opfattelse af forholdet mellem læring og inklusion er i tråd med de aktuelle politiske udmeldinger (uvm.dk; kl.dk). Børn skal blive så dygtige, de kan, og samtidig skal betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater mindskes og trivslen øges.

I denne artikel undersøges denne opfattelse af sammenhængen mellem læring og inklusion nærmere ud fra en praksisfilosofisk synsvinkel (jf. artiklen Hvad er praksisfilosofi?). Spørgsmålene bliver: Hvad kan det betyde i praksis, at læring og inklusion går hånd i hånd? Hvis man kan tale om, at læring og inklusion går hånd i hånd, hvordan kan denne ‘dobbelthed’ så nærmere defineres? Findes der forskningsbaseret viden, der kan forklare sammenhænge mellem læring og inklusion? Og findes der fremgangsmåder eller arbejdsgange, som man kunne lade sig inspirere af, når man ønsker at fremme såvel læring som inklusion i praksis?

Læring og inklusion på Troldestuen og Radisestuen

Undersøgelsen tager sit afsæt i to situationsbeskrivelser fra to forskellige daginstitutioner.

SAMLING PÅ TROLDESTUEN
Børnene (der er mellem tre og fire år) er løbet ind i stuens tilstødende, mindre lokale, hvor samlingen skal holdes. Vinduerne sidder lavt, så børnene kan kravle op i vindueskarmen. Det er der allerede nogle børn, der har gjort. Andre af børnene løber rundt. Enkelte har sat sig ned på gulvet. SANNE kommer ind med en tavle i hånden. ”Kom og sæt jer i vindueskarmen”, siger hun. Børnene kravler op. Der går et stykke tid med at få alle børn på plads. BENTE hjælper til, så der bliver plads til alle. Hun sætter sig også selv i vindueskarmen. Lau, som er dagens fokusbarn, bliver kaldt op til tavlen, som SANNE sidder med. På tavlen sidder magneter med vejret, det vil sige en sky, sol, regn med videre, samt magneter med tøj og ugedagene. På tavlen sidder også en mand med tøj, man kan tage af og på. Lau får at vide, at han skal flytte tøjet fra manden. Han går i gang. De øvrige børn bevæger sig rundt i vindueskarmen. En del børn har vendt sig rundt og kigger ud af vinduet. De taler om det, de kan se udenfor. Jacob er kravlet ned og har lagt sig på gulvet. BENTE beder børnene om at kigge på tavlen, vende sig rundt og være stille. Jeg hjælper dig lige, siger SANNE til Lau og fjerner det sidste tøj fra manden. SANNE beder børnene om at kigge på tavlen. De fleste børn kigger på tavlen. De skal tale om vejret, så SANNE beder børnene om at kigge ud af vinduet og se, hvilket vejr det er. Lau kigger ud. Der er ingen skyer, siger han. SANNE kigger også ud og siger så: ”Der er måske nogle grå skyer?” Ingen af de andre børn kigger ud. ”Hey”, siger SANNE med hævet stemme, ”prøv engang at kig’ ud og se på vejret. Alfred, prøv at kig’ ud. Kan I se, det er gråt?” Tre af børnene kigger ud. ”Det er gråvejr”, konkluderer SANNE. Hun beder nu Lau om at finde tøj til manden. Hun beder også børnene i vindueskarmen om at sidde stille. Alfred får at vide, at han skal stoppe med at fjolle med Eva. En del børn leger videre i vindueskarmen. Kevin banker på en stolpe og får at vide, at han skal stoppe og vende sig rundt. Lau har nu sat noget tøj på manden. Laura taler med sidemanden og får at vide, at hun skal stoppe. SANNE spørger børnene, hvilken ugedag det er i dag. Der er ikke nogen, der svarer. En del drejer rundt på deres numser og får at vide, at de skal sidde stille. ”Hvilken dag er det i dag?”, spørger hun igen. Børnene kigger enten på SANNE eller ned i gulvet. Et par børn vender sig mod ruden igen. ”Hvilken dag var det så i går?”, prøver SANNE. Ingen svarer. ”Laura, hvilken dag henter din mormor dig?”, spørger SANNE så. ”Onsdag”, svarer Laura med det samme. ”Så var det onsdag i går, ikke også?”, spørger SANNE. Ingen svarer. ”Hvilken dag er det så i dag?”, spørger hun. ”Tirsdag”, svarer Arthur. ”Narh”, siger SANNE. ”Mandag”, svarer Laura. ”Narh”, siger SANNE igen. ”Torsdag”, siger Lau. ”Ja”, svarer SANNE og tilføjer, at magneten med torsdag er blå, og rækker Lau den blå torsdagsmagnet. ”Hvilken farve er fredag?”, vil Emma vide. Der er ikke nogen, der svarer hende. Jacob og Kevin ruller rundt på gulvet. De får at vide, at de skal sætte sig op og sidde stille. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Christensen & Kornerup i Kornerup & Næsby, 2015, s. 302-303 – og bringes her i lettere bearbejdet form)

 

SAMLING PÅ RADISESTUEN
De voksne siger til børnene (der er fra tre til fem år), at de skal holde samling. ULLA har allerede sat sig på gulvet. Børnene tilslutter sig og sætter sig i en rundkreds. ULLA tæller børnene, mens hun peger på hvert barn. De er 16. Så spørger hun, hvor mange voksne de er i dag. Børnene svarer højt i munden på hinanden. De er to. Vi skal starte med at synge ‘Godmorgen-sangen’, siger METTE. Den handler om deres navne og indebærer, at METTE går rundt og lægger en hånd på hvert barns hoved, når navnet synges. Børnene smiler og ser glade ud, når den voksne rører ved deres hoved. Der mangler nogle. De skal gætte, hvem det er. Børnene kommer med deres bud, som de løbende byder ind med. METTE forklarer, hvorfor de forskellige børn ikke er der. Derefter siger ULLA, at de jo i går var ude at købe ind til fastelavn. Hun spørger børnene, om de kan huske, hvad de købte. Børnene byder ind, i takt med at de kommer i tanke om noget af det, de købte. Dernæst foreslår ULLA, at de synger ‘Fastelavnssangen’. Men først skal de rejse sig op. De skal synge ”Kan du gætte, hvem jeg er?” ULLA tager undervejs forskellige kostumer frem og holder op foran sig, mens hun synger. Hun tager fx en kjole og holder op, og bagefter tager hun en hat. Børnene griner. Holger foreslår, at de skal synge om briller, de synger igen, og ULLA låner Holger sine briller. Der grines. Nu må to gæstebørn fra en af de andre stuer vælge en sang hver, som de skal synge. Sangen, der vælges, indebærer, at man først synger meget stille og senere synger meget højt og laver fagter. Børnene kravler rundt på gulvet mellem hinanden og finder på fagter og griner højt. Efter sangene kravler alle børnene ud i kredsen igen. De sidder lidt anderledes end før. Simon lægger sig ned og ruller ind mod midten. ”Er du blevet træt?, spørger METTE. Simon bliver liggende, men kigger hen på METTE og smiler. Hun foreslår, at de alle lægger sig ned, og at de synger ‘Bjørnen sover’. Efter ‘Bjørnen sover’ foreslår Mathilde, at de skal lege ‘Alle mine kyllinger, kom hjem’. De leger ‘Alle mine kyllinger, kom hjem’, indtil Sigurd falder og slår sig. ULLA beder alle om at sætte sig i en rundkreds igen. Imens trøster METTE Sigurd. Samlingen sluttes af med, at børnene får af vide, hvilke aktiviteter de kan vælge at deltage i, hvis ikke de hellere vil lege. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Christensen & Kornerup i Kornerup & Næsby, 2015, s. 306-307 – og bringes her i lettere bearbejdet form)

Både voksne og børn indtager ganske forskellige typer af positioner i de to samlinger, og der er stor forskel på atmosfæren i de to sammenhænge. Men ordene læring og inklusion kan vel bruges meningsfuldt i relation til dem begge? De voksne har planlagt samlingerne og tager ansvar for deres forløb. De har tydeligvis også nogle idéer om, hvad børnene skal have mulighed for at lære. Og de bestræber sig på – på forskellige måder – at gøre det muligt for alle børn at tage del i det, der foregår.

På Troldestuen er Sanne optaget af, at børnene skal lære noget bestemt. Ellers ville hun eksempelvis ikke spørge børnene om vejret og ugedagen på den måde, hun gør. Hun ligger selv inde med svaret på de spørgsmål, hun stiller. Sanne giver Lau torsdagsmagneten med henblik på, at han kan sætte den op på tavlen, og hun understreger, at magneten er blå. Sanne er således også optaget af, at børnene lærer noget om, at skelne farver og bruge tavlen. Logikken synes at være, at Sanne stiller spørgsmål, mens børnene svarer. Måske ud fra den antagelse, at de børn, der ikke ligger inde med den forventede viden og kunnen kan lære af de børn, der gør. Man kan vel sige, at Sanne forsøger at inkludere børnene i en slags ‘den-voksne-spørger-børnene-svarer-aktivitet’, hvor Lau tildeles en særlig position som ‘fokusbarn’? Men alle de tilstedeværende børn har tilsyneladende mulighed for at være med ved at lytte til – og eventuelt svare på – Sannes spørgsmål.

På Radisestuen er Mette og Ulla lidt mindre optagede af, at børnene skal lære noget bestemt. Ulla tæller godt nok børnene og Mette spørger, hvor mange voksne de er. Mange børn vil og kan tydeligvis svare på dette spørgsmål. Men om de ligefrem lærer noget i den forbindelse er måske nok tvivlsomt? Til gengæld er der mange, der giver deres besyv med. Man kan vel godt forestille sig, at børnene lærer noget ved at iagttage Ulla tælle? Under alle omstændigheder synges et antal sange, som børnene må antages at have lært i større eller mindre grad gennem tidligere deltagelse. De af børnene, der ikke allerede kan sangene må antages at lære dem i én eller anden grad gennem iagttagelse af børn og voksne, og gennem deres forsøgsvise bidrag til sanglegene. Man kan vel sige, at Mette og Ulla forsøger at inkludere børnene i et antal sanglege, som de – sammen med børnene – improviserer ud fra undervejs? Det er ikke alle sangene, der er udvalgt på forhånd, og børnene synes at kunne komme med input til, hvad og hvordan, der skal synges og leges.

Går læring og inklusion hånd i hånd på Troldestuen og Radisestuen?

Er der tegn på, at læring og inklusion går hånd i hånd på Troldestuen og Radisestuen?

Svaret må selvfølgelig afhænge af, hvad man forstår ved læring og inklusion. Det er i sig selv ganske komplicerede spørgsmål (jf. artiklerne Er alle situationer læresituationer?, Tvivlens dannelseInklusionens grænserFem tilgange til inklusion og Forsvarligt inklusionsarbejde). I første omgang, kan det være en fordel at trække på de betydninger, ordene læring og inklusion har i hverdagssproget:

  • Lære kommer af det tyske leren ‘få nogen til at vide’. I denne betydning bruger vi stadig ordet om at “bibringe kundskaber eller færdigheder”, men det kan tillige bruges om at “tilegne sig kundskaber eller færdigheder” (Den Danske Ordbog). Læring er af nyere oprindelse og bruges om at “lære noget med udgangspunkt i egne forudsætninger og interesser og med egen indflydelse på processen – ofte sat i modsætning til en lærerstyret, passiv indlæring” (ibid.).
  • Inkludere kommer af det latinske includere ‘indbefatte, medindregne’. Ordet bruges også aktuelt om det at “medtage som en del af noget” og “have som del af sig” – men det bruges tillige om “inddrage i et fællesskab” (ibid.). Ordet inklusion bruges om “inddragelse i et fællesskab eller en sammenhæng” (ibid.).

På den baggrund, kan man forsøgsvis konstruere to forståelser af påstanden om, at læring og inklusion går hånd i hånd:

  • Læringsinklusion: Tilegnelse af kundskaber og færdigheder med udgangspunkt i egne forudsætninger og interesser og med egen indflydelse på processen med henblik på inddragelse i et fællesskab eller en sammenhæng.
  • Inklusionslæring: Inddragelse i et fællesskab eller en sammenhæng med henblik på tilegnelse af kundskaber og færdigheder med udgangspunkt i egne forudsætninger og interesser og med egen indflydelse på processen.

Læringsinklusion betyder, at læring opfattes som en nødvendig forudsætning for inklusion. Uden læring ingen inklusion. Inklusionslæring betyder, at inklusion opfattes som en nødvendig forudsætning for læring. Uden inklusion ingen læring.

Samlingen på Troldestuen hælder vel alt andet lige mere til læringsinklusion end inklusionslæring? For at kunne deltage fuldt ud, skal børnene eksempelvis helst kende til ugedagene. Gør de ikke det, må de netop lære ugedagene, for dermed at kunne deltage fuldt ud i aktiviteten og svare rigtigt på Sannes spørgsmål. Vi ved ikke, hvor mange børn, der kan ugedagene, men på en måde fremstår Lau som det eneste fuldt inkluderede barn, idet han véd og kan det forventede. Det forudsætter dog, at Lau’s deltagelse ikke er ufrivillig.

Det omvendte gør sig vel nærmest gældende på Radisestuen? Her synes børnene godt at kunne deltage i en eller anden grad uden på forhånd kunne sanglegenes tekster, melodier og tilhørende gestik. For ingen kan helt forudsige, hvilke sange, der ender med at blive sunget. Alle kan jo tilsyneladende komme med forslag. Også de to ‘gæstebørn’.

Disse tendenser viser sig tydeligere, når man ser lidt nærmere på den måde, udsatte positioner opstår og håndteres på af de professionelle i de to samlinger.

På Troldestuen kigger en del af børnene ned i gulvet, når Sanne stiller sit første spørgsmål anden gang. Andre børn kigger på Sanne. Mon de børn, der kigger på Sanne, er mere inkluderede eller mindre udsatte end de børn, der kigger ned i gulvet? De sidste hører sandsynligvis stadig Sannes spørgsmål. Måske kigger nogle af børnene ned i gulvet for at undgå at blive stillet et direkte spørgsmål? De børn, der drejer rundt på numsen, eller de børn, der taler eller leger sammen, og de børn, der senere ruller rundt på gulvet, har måske ringere forudsætninger for at høre, hvad Sanne spørger om, og hvad andre børn svarer. Det er sandsynligvis også derfor Sanne løbende irettesætter en række af dem i et forsøg på at lære dem, at de skal sidde stille, lytte og eventuelt svare. Sannes overvejende milde irettesættelser er sandsynligvis hendes forsøg på at inkludere disse børn i samlingen. Måske er Sannes forventninger om, at børnene kan forholde sig i ro, og hendes irettesættelser i den forbindelse, også udtryk for en forventning om, at det er noget børnene må lære? Det kan man vel godt sige, hvis man antager, at børnene tilegner sig viden om, at der eksisterer en regel om, at man skal sidde op og sidde stille, og de er i stand til at følge denne regel. Det ville så kunne give mening at sige, at børnene lærer om ugedage, vejr og farver – og samtidig lærer at leve op til forventningen om at sidde stille og koncentrere sig og svare på voksnes spørgsmål.

På Radisestuen håndteres uro på en anden måde. Der er løbende mulighed for bevæge sig på forskellige måder og for at komme med forskellige input i forbindelse med de forskellige sanglege. Der sker en del uforudsigelige ting, og der grines en del. Der er sandsynligvis børn, der er mere med end andre, men de børn, der er mindre med, sanktioneres ikke på samme måde, som det er tilfældet på Troldestuen. Henimod slutningen af samlingen lægger Simon sig ned og ruller ind mod midten. Han irettesættes ikke, men Mette spørger til, om han er træt. Han bliver liggende og smiler til Mette. Hun finder en sang – ‘Bjørnen sover’ – der passer til lejligheden og foreslår, at de alle lægger sig ned og synger denne sang. Simons handlinger – der skiller sig ud – forstås og bruges som et input til samlingens videre forløb. Da Sigurd slår sig, udnytter de voksne, at de er to – den ene trøster og den anden fortsætter samlingen. Måske betyder det, at Sigurd fortsat kan opleve sig som en del af det fælles.

Noget tyder altså på, at læring og inklusion grundlæggende kan gå hånd i hånd på to forskellige måder:

  • Professionelle kan tage afsæt i læring som grundhensyn og praktisere en slags ‘læringsoptimering’ og på den baggrund forsøge at (re)inkludere de børn, der marginaliseres eller ekskluderes i forbindelse med læringsaktiviteterne (det svarer til det, der ovenfor blev kaldt læringsinklusion).
  • Professionelle kan tage afsæt i inklusion som grundhensyn og praktisere en slags ‘inklusionsoptimering’ og på den baggrund forsøge at skabe betingelser for forskelligartet erfaringsdannelse og for, at børn lærer noget af de erfaringer, de gør (det svarer til det, der ovenfor blev kaldt inklusionslæring).

Måske kan denne skelnen bidrage til at kaste lys over uenigheden om termen ‘inklusionsbørn’, som har udviklet i skolesammenhæng (jf. eksempelvis Thorup, 2013Landsforeningen Autisme, 2014Skole og Forældre, 2015).

Når læringshensynet kommer først og opfattes som det mest grundlæggende, får nogle børn svært ved at være – og følge – med. Med afsæt i læringsinklusionstankegangen bliver det forståeligt, hvorfor disse børn til tider kaldes ‘inklusionsbørn’. For de er jo netop ikke ‘med’ i læringsmæssig forstand. Tendensen bliver, at opfattes som en særlig slags børn defineret ved deres ’særlige behov’. De må kompenseres – og eventuelt i den forbindelse udskilles i en kortere eller længere periode – med henblik på at lære det, de mangler for at kunne blive inkluderet i den almene sammenhæng. I følgende udsagn fra en lærer – i en notits, der bærer overskriften “… blev slået og sparket af inklusionsbørn”, kan denne tankegang tydeligt spores:

Jeg mener, inklusionen er gået for vidt. Vi som lærere er ikke klædt ordentlig på til at tage os af inklusionseleverne, og det er alt for svært og en langsommelig proces at få visiteret eleverne, så de eventuelt kan komme videre på en specialskole. (TV SYD, 23/1 2016)

Udfra inklusionslæringstankegangen er talen om ‘inklusionselever’ eller ‘inklusionsbørn’ som en særlig slags børn eller elever derimod en selvmodsigelse. Når inklusionshensynet kommer først og opfattes som det mest grundlæggende, tænkes den måde som det sociale liv fungerer på som en forudsætning for læring. Der må arbejdes med fællesskabets måde at fungere på med henblik på at skabe muligheder for alle børns erfaringsdannelse, deltagelse og læring. Denne tankegang kan spores i følgende udsagn fra en pædagog:

Der bliver skrevet og talt alt for meget om de såkaldte ‘inklusionsbørn’. Det er forkert! Der findes ikke inklusionsbørn! Inklusion er en tilgang ikke en tilstand! Så også dit barn har gavn af inklusion! For alle børn har brug for og ønsker at være en del af et fællesskab. Et fællesskab, hvor de oplever at være betydningsfulde deltagere. (Jespersen, 2015)

Læringsinklusionens dilemma

Læringsinklusionstankegangen tager således afsæt i en læringsdagsorden og underordner inklusionen denne. Den uudtalte forudsætning kan være, at alle skal blive så dygtige, de kan (uvm.dk; kl.dk). Læringsaktiviteter bidrager imidlertid til at inkludere nogle børn mere end andre samtidig med, at der også er børn, der ekskluderes – og hermed opstår så behovet for at inkludere de ekskluderede med deres særlige behov.

Heraf kommer måske også interessen for inklusion som en tilstand, som pædagogen ovenfor antydede. Spørgsmålet bliver, om børnene er med eller ikke er med. Og er de ikke tilstede, aktivt deltagende og lærende, bliver det de professionelles ansvar, at de inkluderes. Inklusion opfattes som en standard, der kan bruges til at afgøre om børn er inkluderede eller ej. I officielle udmeldinger fra ministerielt hold, hedder det eksempelvis:

Inklusion handler om barnets oplevelse af at være en værdifuld deltager i det sociale og faglige fællesskab, og det er centralt for at lære noget og for at udvikle sig. Inklusionstankegangen betyder et perspektivskifte fra det enkelte barn til fokus på det fælles (…) Der er mange perspektiver på inklusion. Inklusion kan for eksempel ses ud fra Manchester-modellen, som arbejder med en tre-deling, hvor inklusion defineres som tilstedeværelse, deltagelse og læring. Man kan også se på inklusion som den opleves, det vil sige elevens oplevelse af at være i et fællesskab og aktivt deltage i et fællesskab. (Ministeriet for børn, undervisning og ligestilling på emu.dk – tilgået den 14. februar 2016)

Sagen bliver, at børn skal (opleve at) være inkluderede i det sociale og faglige fællesskab, og det underforstås vel her, at læring skal opfattes som en forudsætning for inklusion? De børn, der ikke er tilstede, deltagende og lærende må på den baggrund opfattes som ekskluderede børn med særlige behov. Behov, som de på den ene eller den anden måde må kompenseres for. Og i det omfang læring forstås som en betingelse for inklusion, vil denne kompensation typisk ske gennem individfokuserede læringsstrategier (suppleret med sanktioner, når børn ikke lever op til forventningerne at tilegne sig de forventede kundskaber, færdigheder og kompetencer).

Læringsinklusionens dilemma kan anskueliggøres på følgende måde ved brug af dilemmadiagrammet (jf. artiklen Hvad er dilemmaopsporing?):

Laeringsinklusionens-dilemma

Læringsinklusionens dilemma formuleres dog sjældent som et egentligt dilemma. I reglen tales der – fra politisk og forvaltningsmæssig hold – om læringsinklusion som en slags dobbeltideal, der kombinerer et ideal om et livslangt lærende individ, der vedvarende arbejder på at blive så dygtigt, som det kan, med et ideal om en grænseløs inklusion, der så at sige har ekskluderet eksklusionen, som Bjørn Hamre udtrykker det (Hamre, 2014, s. 138). Grundantagelsen er, at alle kan eller kan komme til at kunne. Alle situationer og individer har et læringspotentiale og kan ’læringsoptimeres’. Læring hævdes at finde sted hele dagen, og det bliver de professionelles opgave “at udnytte de åbne vinduer for læring optimalt” (Csonka, 2015). De børn, der viser sig ikke at kunne, må motiveres til at lære at kunne – eller må i det mindste lære så meget, de kan.

Som ovennævnte citat fra ministeriet indikerer, kan der godt findes forskningsmæssigt belæg for læringsinklusionstankegangen. Primært fra forskning udført i skolesammenhænge, hvor kriteriet for inklusion i al væsentlighed forstås som aktiv deltagelse i læringsfællesskabet eller læringsmiljøet (jf. eksempelvis begrebsudredningerne i Tetler i Alenkær, 2008, EVA, 2011, s. 10-11 og Dyssegård & Larsen, 2013, s. 9). At undervisning og læring er betydningsfulde og grundlæggende hensyn i en skolesammenhæng er uomtvisteligt, men det forhindrer vel ikke, at hensyn til inklusion kan opfattes som andet og mere end en inklusion af de ekskluderede. Inklusion fremstår ikke som et lige så betydningsfuldt og grundlæggende hensyn som læring. Og det er i den henseende ikke til at komme uden om, at læringsinklusionstankegangen også fungerer som et politisk styringsredskab i en tid, hvor det politiske mål som bekendt er, at børn skal blive så dygtige, de kan. Inklusionsdagsordenen inkorporeres i – og underordnes – læringsdagsordenen. En tendens der ikke kun gør sig gældende i skolesammenhæng (jf. citatet fra Rådet for Børns Læring og EVA i nærværende artikels indledning, der stammer fra en pjece, der er målrettet dagtilbud).

Der synes generelt, som blandt andre Jens Erik Kristensen har gjort opmærksom på, at gøre sig en særlig konkurrencestatslig vilje til inklusion gældende, hvor parolen er: “Vi skal have alle med – fordi alle skal bidrage” (Kristensen, s. 2012, s. 58). Sammenhængskraften skal øges og fungere som et middel til at styrke konkurrencekraften. Hvor det tidligere – ud fra en velfærdsstatslogik – drejede sig om:

… at integrere og normalisere de dis-integrerede (truende og truede), da handler det i dag om at inkludere og mobilisere ikke blot de passive, marginaliserede og ekskluderede, men principielt hele befolkningen – uanset handicaps, sårbarhed, afvigelser og forskelle i religion, kultur, etnicitet m.v. (ibid.)

Følges læringsinklusionstankegangen, tænker man først læring og dernæst inklusion med indbygget mobilisering og udfoldelse af de inkluderedes læringspotentialer. Og de ikke-læringsparate må motiveres til at blive læringsparate. Den usagte, men implicitte antagelse, er, at alle ‘kan’ eller ‘kan komme til at kunne’ – mens kategorien ‘kan ikke og kommer ikke til at kunne’ er forduftet fra politisk sprogbrug (Hansen i Kjærgaard, 2015, s. 112-113). Der gør sig med andre ord en decideret udviklingstvang gældende.

Disse tendenser kan forekomme paradoksale al den stund, at enhver bestræbelse på at fremme læring installerer en forskel mellem dem, der vil eller kan lære det, de forventes at lære og dem, der ikke vil eller ikke kan lære det, de forventes at lære. Og i praksis kan det være ganske svært at vurdere i hvilken grad, der er tale modvilje eller uformåenhed. Når bestemte kompetencer eksempelvis fremhæves som afgørende at udvikle, produceres der samtidig kriterier for udpegning af de ikke-kompetente (Madsen i Pedersen, 2009, s. 18). Det betyder naturligvis ikke, at læring i sig selv er skidt. Men det betyder, at enhver læringsdagsorden – når læring ses i den sociale sammenhæng, som den finder sted i – altid vil have indbyggede marginaliserende og ekskluderende virkninger. Den såkaldte Matthæus-effekt vil gøre sig gældende: “For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har” (Matt, 25, v29; Den Danske OrdbogMortensen i Larsen et al., s. 2000, s. 129; Luhmann, 2002, s. 134). Og denne mekanisme kan udmærket fungere bag om ryggen på os.

Pierre Bourdieu og Jean-Claude Passeron har eksempelvis vist, hvordan skolen grundlæggende fungerer som “… det privilegerede instrument (…) som indrømmer de privilegerede det ypperlige privilegium ikke at fremstå som privilegerede” (Bourdieu & Passeron, 2006, s. 258). De – i skolesammenhæng – dårligt stillede eller ikke-privilegerede oplever nemlig, at det er dem, der er noget galt med. Og skolen sikrer, at de kommer til at dele de privilegeredes opfattelse af, at mangel på succes i skolen eksempelvis skyldes dårlige begavelse eller for ringe arbejdsindsats. På den baggrund hersker der således ikke megen tvivl om, at inklusion og eksklusion går hånd i hånd. I det inkluderende fællesskab:

… er der ganske vist plads til mange former for individuel, kulturel og religiøs diversitet – undtagen altså lige de former for kulturel diversitet, der ikke lader sig omsætte i produktive, kreative og innovative bidrag til arbejdsfællesskabet. Også her støder viljen til inklusion på grænser og må sande, at der selv i nok så rummelige og inklusive fællesskaber altid vil være nogen, der falder udenfor, fordi de ikke passer ind i det inkluderende fællesskabs nye normalitet. Eksklusion er et vilkår … (Kristensen, 2013, s. 58)

Læringsinklusionstankegangen næres sandsynligvis af et meget abstrakt og nærmest grænseløst læringsbegreb, hvor det bliver vanskeligt at skelne læring fra udvikling, socialisering, dannelse mv. (jf. artiklen Er alle situationer læresituationer?). Et eksempel kan hentes fra Kommunernes Landsforening:

Læring foregår hele tiden, alle steder og på mange måder – både i hjemmet, i naturen, i dagtilbuddet og sammen med kammerater. Børn lærer gennem den omsorg, de møder fra de voksne og gennem de relationer, de har til de andre børn i børnefællesskabet. Børn lærer, når de deltager og engagerer sig i legen. Børn lærer i de voksenstyrede aktiviteter. Og børn lærer i hverdagssituationerne, som fx når de tager tøj på i garderoben, når snakken går mellem børn og voksne ved spisningen, og når børnene hjælper med at dække bord og fx tæller, hvor mange glas og tallerkener, der skal bruges. (KL, 2016, s. 5)

Læringsinklusionstankegangen næres tillige af et foreskrivende inklusionsbegreb, hvor inklusion opfattes som en efterstræbelsesværdig tilstand karakteriseret ved, at alle børn vedvarende oplever fysisk tilstedeværelse, aktiv deltagelse og læring i almene dagtilbud og skoler (jf. artiklen Fem tilgange til inklusion).

Uanset at læringsinklusionstankegangen kan udsættes for kritik, så dukker dobbeltidealet om læring og inklusion, der går hånd i hånd i fred og harmoni, hele tiden op som en del af det, Klaus Majgaard har kaldt dilemmaspillet (jf. Majgaard, 2013, s. 102ff og artiklen Inklusionens grænser). I dilemmaspillet anerkendes dilemmaer ikke som de dilemmaer, de er. Læring og inklusion opfattes ikke som bestræbelser, der – hver for sig eller sammen – kan blive for meget af det gode i praksis. Enhver tale om læringens og inklusionens grænser udelukkes på forhånd. Majgaard skriver:

I stedet for at holde praksis op imod et meget overordnet ideal, har vi brug for helt konkrete og praksisnære pejlemærker, der fortæller os, hvornår indsatsen gavner den konkrete børnegruppe (…) Hertil hører, at der også er brug for et legitimt sprog, hvori vi kan tale om grænserne for inklusion. Vi ser bort fra, at ethvert læringsfællesskab og enhver pædagogisk praksis indebærer grænser og eksklusionsmekanismer. Det handler ikke om at kunne inkludere alle, men om at kunne tage et etisk og fagligt ansvar for de eksklusionsmekanismer, der er i spil. (Majgaard, 2013)

Det forekommer på den baggrund rimeligt at tro, at læring og inklusion godt kan vise sig at gå hånd i hånd. Men det forudsætter, at grænserne kan drøftes og eventuelt retfærdiggøres eller give anledning til forsøg på at rykke ved disse grænser. Helene Ratner skriver:

 … udfordringen [bliver] at få et pædagogisk sprog for eksklusion. Eksklusion vil altid være en del af inklusion (…) Spørgsmålet er derfor ikke, om eksklusion kan undgås, men snarere, hvordan grænsen kan rykkes, så vi ekskluderer færre i dag end tidligere. Derfor er det på den ene side vigtigt at udfordre ønsket om en ‘grænse’ ved at undersøge, om man kan organisere praksis på andre måder. Omvendt er det vigtigt (…) at tage ansvar for den eksklusion, man uundgåeligt producerer. Så derfor bør skoler ikke kun diskutere, hvordan de inkluderer, men også hvordan de ekskluderer. (Ratner, 2013, s. 194)

Men skal dette forehavende lykkes, forudsætter det, for det første, at læringsinklusionstankegangen, fremfor at blive formuleret som et harmonisk dobbeltideal, formuleres som et dilemma (jf. læringsinklusionens dilemma ovenfor). Sker det ikke, lægges der et uhørt hårdt pres på de professionelle, som de af gode grunde kan have vanskeligt ved at leve op til. Og det lægger ikke mindst et meget hårdt pres på de børn og unge, der i forvejen befinder sig udsatte positioner. For hverken læring eller inklusion er grænseløse fænomener. Inklusionslæringens dilemma gør sig sikkert – i større eller mindre udstrækning – gældende i alle former for praksis, hvor læringsdagsorden dominerer, og hvor inklusionsbestræbelser underordnes denne dagsorden. Og det må som minimum opfattes og deles som det dilemma, det er.

For det andet, forudsætter dette forehavende seriøse saglige og faglige drøftelser af, om det er ønskeligt, at læringsinklusionstankegangen i så udpræget grad dominerer på inklusionslæringstankegangens bekostning. Måske kunne man med fordel nedtone læringsinklusion, i det omfang arbejdsvilkårene tillader det. Det er her inklusionslæringen byder sig til som et alternativ.

Inklusionslæringens dilemma

Læringsinklusionstankegangen tager som sagt afsæt i en læringsdagsorden og underordner inklusionen denne. Inklusionslæringstankegangen tager omvendt afsæt i en inklusionsdagsorden og underordner læringen denne.

Hvor læringsinklusion er funderet i læringsaktiviteter, hvor nogen har sat sig for at lære andre noget bestemt, er inklusionslæring snarere funderet i fællesskabelse (jf. artiklen Om fællesskabelse). I fællesskabelse tager mennesker i forskellige grad del i samspil og modspil, hvor de vedligeholder og udvikler det, de er sammen om – og hvor de derved kan føle forskellige grader af tilhørighed.

Fællesskabelse kan åbne for læring i det omfang, at den giver anledning til erfaringsdannelse, positionsskifte og deltagelse, der gør det muligt for de involverede at tilegne sig bestemte former for viden, kunne og kompetence. Men fællesskabelse behøver ikke nødvendigvis at resultere i læring. Man kan godt overvære eller tage del i – og vedligeholde og måske også udvikle – en sangleg uden af den grund at lære noget. På Radisestuen synes sanglegene eksempelvis at åbne for, at børn, der ikke kan sangene, gives mulighed for lære sangene på forskellige måder. Er der børn, der ikke kender teksten, melodien eller den gestik, der hører til en bestemt sang, får de mulighed for at tilegne sig denne viden, kunnen og kompetence ved at være, gøre sig erfaringer, skifte position og deltage i samlingen ud fra forskellige forudsætninger. Da det ikke er tilegnelsen af denne viden, kunnen og kompetence, der i sig selv er i fokus, giver det mening at kalde den form for læring, der hermed kan ske, inklusionslæring.

Enhver fællesskabelse indebærer social inddrifts- og uddriftsprocesser. I den forbindelse kan der opstå mere eller mindre udsatte positioner, som når børn eksempelvis mister koncentrationen eller slår sig. Nogle børn tager også mere del i fællesskabelsen end andre (jf. eksempelvis forskellen på Holgers og Sigurds position i samlingen på Radisestuen). En position er udsat, når den kan karakteriseres som overvejende ufrivillig og domineres af tilpasning, begrænsning, negligering, udgrænsning eller udstødning. Mens en position er ikke-udsat, når den kan karakteriseres som overvejende ikke-ufrivillig og domineres af deltagelse, medvirken, tilhør, nyorientering eller passage (jf. begreberne og positionsskiven nedenfor er udfoldet i artiklen Marginaliseringsmagten og marginaliseringsfeltet).

Faellesskabelsens-fem-dobbelt-positioner

Når udsatte positioner opstår, dukker behovet for at undgå fiksering i udsatte positioner op. Indsatser af denne karakter kan kaldes inkluderende (jf. eksempelvis den måde, hvorpå Mette forholder sig til Simons uro på Radisestuen). I hvilken grad positioner er overvejende udsatte eller ikke-udsatte kan ikke afgøres på forhånd, men kræver nærmere overvejelse og måske efterfølgende analyse. Heraf interessen for inklusion som en analytisk tilgang (frem for som en tilstand). Det interessante bliver her at kunne spore, hvordan der i fællesskabelsens måde at udfolde sig på – i dens sociale inddrifts- og uddriftsprocesser – opstår specifikke typer af udsatte positioner. Hermed kommer inklusion i udgangspunktet ikke til at handle om at spotte særlige behov, men om at spotte udsatte positioner med henblik på at tage særlige – måske hidtil oversete – hensyn.

Relateres inklusionslæringstankegangen til positionsskiven ovenfor, må erfaringsdannelse og læring antages at ske gennem positionsskifte. Et positionsskifte kan være momentant og det kan være af mere varig karakter, idet et barn – i og med dets (muligheder for) positionsskifte – ændrer sine forudsætninger for at være eller deltage i en typisk sammenhæng eller aktivitet. Et positionsskifte går sjældent fra P1 til P5 – men sker gennem positioner på kanten (P2-P4). Social fleksibilitet – her forstået som (potentielle) muligheder for positionsskifte – bliver en forudsætning for læring.

Det, at børn for eksempel har mulighed for at trække sig tilbage under en voksenstyret aktivitet – på en måde som er tydeliggjort og tilgængelig for alle og som ikke forstyrrer for meget – gør, at børn momentant vil befinde sig i positioner præget af ikke-deltagelse. Men måske kan selve bevidstheden om muligheden for sådanne positionsskifte gøre sit til, at nogle børn vil kunne forholde sig roligt og koncentreret i lidt længere tid, end det ellers ville have været muligt for dem. Eller det, at de faktisk kan indtage en position præget af tilhør, eventuelt afgrænsede steder på kanten af det fælles, kan gøre, at de undgår de sanktioner, der ellers kan følge af at forholde sig uroligt og ukoncentreret.

Med positionsskiven bliver det tydeligt, at læring ikke blot kan handle om, at børn udviser bestemte kompetencer og lever op til bestemte læringsmål. En eventuel læring må hænge sammen med de muligheder, børn har for at indtage positioner og skifte mellem positioner, hvorved erfaringsdannelse kan ske. Erfaringsdannelse fører dog ikke nødvendigvis til læring. Og den sker ikke nødvendigvis på en harmonisk og konfliktfri måde – men også ved, at der udøves en vis modstand mod de forventninger, som en mere eller mindre struktureret fællesskabelse altid vil indeholde.

Heller ikke i en samling kan alle børn indtage samme position på samme tid. Enhver fællesskabelse udgør også en løbende hensyntagen. De involverede tager hensyn til sig selv og til ting og sager samtidig med, at de må tage hensyn til andre involveredes måder at forholde sig på. Denne form for dømme- og handlekraft viser sig ved, at individer foretager momentane positionsskifte (f.eks. ved at trække sig og give plads til andre involverede ved at indtage en vente- eller tilskuerposition). Men skal udfoldelsen af denne hensyntagen være mulig, må fællesskabelsen netop være karakteriseret ved en vis grad af social fleksibilitet i form af (potentielle) muligheder for positionsskifte.

Hvis inklusion opfattes som en forudsætning for læring, vil inklusionslæringsbestræbelser typisk bestå i, at de professionelle samarbejder om at modvirke fiksering i udsatte positioner ved:

  • på den ene side, at øge den strukturerede fællesskabelse og hermed fremme og tydeliggøre adgangen til forskellige meningsfulde måder at være, deltage og lære på – og,
  • på den anden side, at øge den sociale fleksibilitet og hermed lette muligheder for positionsskifte og forskelligartet erfaringsdannelse.

Inklusionslæringens dilemma kan hermed anskueliggøres på følgende måde:

Inklusionslæringens__dilemma

Udsatte positioner opstår og forstærkes, når graden af social fleksibilitet mindskes. Social fleksibilitet betyder, at der i en given sammenhæng er rige muligheder for positionsskifte og forskelligartet erfaringsdannelse. Men den sociale fleksibilitet kan også blive for meget af det gode. Fællesskabelsen går så mere eller mindre i opløsning, og det bliver utydeligt, hvad der giver adgang til forskellige former for deltagelse og læring. Struktureret fællesskabelse er med andre ord det hensyn, man er i risiko for at overse i bestræbelser på at øge den sociale fleksibilitet. Social fleksibilitet er omvendt det hensyn, man er i risiko for at overse i bestræbelser på at øge den strukturerede fællesskabelse med henblik på at tydeliggøre adgangen til deltagelse og læring.

Er læring og inklusion hinandens forudsætninger?

Men kan man ikke forestille sig inklusion uden læring? Det kan man naturligvis godt. Det er klart, at deltagelse i mange sammenhænge kræver en vis grad af viden, kunnen og kompetence. Men når man én gang har tilegnet sig denne viden, kunnen og kompetence, behøver man ikke hele tiden at lære nyt. Vi glider ud og ind af et hav af sammenhænge i det daglige, hvor vi ikke nødvendigvis lærer noget. Ikke alle situationer er læresituationer (jf. artiklen Er alle situationer læresituationer?). Dertil kommer, at vi vel også sagtens kan tage del i noget fælles, uden det nødvendigvis afkræver os en bestemt viden, kunnen eller kompetence? Vores sprogbrug består eksempelvis ikke i at følge bestemte regler. “Et ords betydning er dets brug”, som Ludwig Wittgenstein bemærker (Wittgenstein 1971:54). Eller som Aristoteles skriver:

Det ene ord kan være (…) mere i pagt med tingen end det andet, og mere rammende derved, at det ligesom stiller os sagen for øjne. (Aristoteles 1983:206)

Måske kunne man – inspireret af netop Aristoteles (jf. artiklen Hvad er praksisfilosofi?) – forestille sig tre forskellige aspekter ved fællesskabelse, der i den konkrete sammenhæng kan vise sig mere eller mindre dominerende:

  • De involverede arbejder sammen for at opnå eller frembringe noget bestemt (fællesskabelse er her primært karakteriseret ved en målrationel tilvirken (Aristoteles kalder denne aktivitetsform for poiesis)).
  • De involverede handler og taler sammen, uden der kommer noget bestemt ud af deres aktivitet (fællesskabelse er her primært karakteriseret ved en værdirationel gøren og en situationsbestemt hensyntagen (Aristoteles kalder denne aktivitetsform for praxis)).
  • De involverede er sammen om at være til stede og optaget af det, der sker (med dem) (fællesskabelse er her primært karakteriseret ved en væren til stede, hvor de involverede er fælles om “at være henrevet af og indtaget i det betragtede” (Gadamer, 2004, s. 122) (Aristoteles kaldte denne aktivitetsform for theoria).

Aktivitetsformerne poiesis, praxis og theoria kan ses som tre komplementære aspekter ved enhver fællesskabelse i den forstand, at (sam)arbejde forudsætter en vis grad af (sam)handlen/(sam)tale, der igen forudsætter en vis grad af (sam)væren. Men samtidig udelukker de tre aspekter også hinanden. Målrationalitet er det diametralt modsatte af værdirationalitet. Væren er det diametralt modsatte af aktiv gøren eller tilvirken.

På den baggrund, kan man godt forstå, at inklusion ofte forstås som en tilstand præget af såvel tilstedeværelse, deltagelse som læring. Men tredelingen holder ikke som en standard for, hvornår man er inkluderet i en fællesskabelse. Mange gange er forudsætningen for deltagelse, at man allerede har tilegnet bestemte former for viden, kunnen og kompetence. Og har man det, behøver man ikke nødvendigvis at lære noget for at deltage. Dertil kommer, at man jo kan deltage på tre forskellige måder: som aktivt arbejdende/lærende, som handlende/samtalende og som tilstedeværende tilskuer. Og selvom børn sandsynligvis har mulighed for at lære noget gennem alle disse former for deltagelse, så kan deltagelse ikke sættes lig læring.

Men man kan godt forestille sig fællesskabelse – som den på Troldestuen – der drejer sig om at lære (nogen) noget bestemt. I denne form for fællesskabelse dominerer målrationaliteten. Sætter man som kriterium, at alle skal lære så meget, de kan, i samlingen, lægger man et meget hårdt pres på de involverede. Og forstår man samtidig læring som en forudsætning for inklusion, lægger man et endnu hårdere pres på dem, idet (sam)arbejde, (sam)handling/(sam)tale og (sam)væren, der ikke resulterer i læring, nu dybest set må opfattes som uhensigtsmæssige fænomener. Dertil kommer, at (sam)handling/(sam)tale og (sam)væren bliver rene midler og underordnes målene om et forventet læringsudbytte. Det er det samme som at underordne både hensyntagen (praxis) og tankevirksomhed (theoria) læringsarbejdet (poiesis). Men, følger vi Aristoteles, bør det nok snarere forholde sig omvendt. Arbejde – herunder arbejdet med at lære – må, for at give mening, udgøre hensyn blandt andre hensyn i en praksis præget af såvel omtanke som eftertanke.

Men hvis vi ikke er igang med at tilegne os bestemte former for viden, kunnen og kompetence, er det så ikke ensbetydende med, at vi bare overgiver os til rutinen og vanens magt? Nej. Fællesskabelse kan indebære nydannelse uden nødvendigvis at resultere i læring. Samlingen i børnehaven er aldrig den selvsamme. I praksis kan man ikke på forhånd vide, hvilke specifikke hensyn, der viser sig at blive betydningsfulde, idet det afhænger af det specifikke samspil og modspil. Det, der ved første øjekast kan ligne en gentagelse er i virkeligheden altid en unik fællesskabelse, hvor der løbende tages visse hensyn. Specifikke hensyn til de enkelte. Specifikke hensyn til det fælles. Og specifikke hensyn til ting og sager. Nogle hensyn overdrives og andre hensyn overses. I fællesskabelsen kan der i en vis udstrækning kompenseres for overdrevne eller oversete hensyn. Det kræver omtanke. Men der vil også under tiden vise sig overdrevne eller oversete hensyn, som får fællesskabelsen til at tage en helt uventet drejning. Hermed gør de involverede sig nye erfaringer. Tankevækkende situationer af denne karakter maner til eftertanke. Nogle af de involverede vil hurtigt ryste situationen af sig. Andre vil grunde over, hvad der egentlig var i spil og på spil, siden det kunne gå, som det gik. Måske oplever man at være henvist til at gøre noget andet – tage nogle andre hensyn og vægte sin hensyntagen anderledes – i lignende situationer i fremtiden. Men det er aldrig givet, hvordan dette kan ske. Det afhænger af situationens karakter og udvikling.

Denne vedvarende og situationsbestemte hensyntagen til mennesker og ting er det, der karakteriserer vores gøren (praxis). Hensyntagen forudsætter omtanke og til tider også eftertanke. Denne erfaringsdannelse er imidlertid ikke det samme som læring, idet den ikke umiddelbart giver anledning til, at man tilegner sig bestemte former for viden, kunnen eller kompetence. Men de involverede i en fællesskabelse kan alligevel blive klogere på livet i den forstand, at de øger deres kapacitet for hensyntagen i praksis. Denne kapacitet angår ikke et bestemt hensyn. Som Hans Fink minder os om, så er det etiske hensyn:

… det hensyn, der i den givne situation er særlig grund til at minde om, ikke fordi det er etisk, men fordi det er overset. (Fink, 2012, s. 218)

Og da hensyntagen netop altid må udfoldes situationsspecifikt, kan der ikke uddrages en bestemt lære af en erfaringsdannelse uden at den stivner i en ‘lære’ – typisk i form af en regel. Og hvis man uddrager en bestemt lære – for eksempel i form af et bestemt hensyn, som man sætter sig for aldrig mere at overdrive eller overse i en given slags situation – vil man opdage, at en fremtidig situation alligevel ikke helt forløber på samme måde. Man kan altså godt lære af sine erfaringer – men denne lære har i givet fald en pris i en verden, hvor det uventede indtræffer igen og igen.

Det tyske ord erfahren har oprindelig betydet ‘gennemvandre’ (Den Danske Ordbog), og vi taler, ifølge Hans-Georg Gadamer, om erfaring på to måder i hverdagssproget:

… dels de erfaringer, der er i overensstemmelse med vores forventninger, og bekræfter dem, dels de erfaringer, man ‘gør’ (Gadamer, 2004, s. 335).

Erfaringsdannelse knytter an til den sidste betydning. Den erfarne er i denne betydning af ordet ikke nødvendigvis karakteriseret ved at have tilegnet sig viden, kunne og kompetence:

Erfaren i egentlig forstand er den, der er bevidst om og véd, at han ikke er herre over tiden og fremtiden. For den erfarne kender nemlig grænserne for al forudseenhed og planers usikkerhed. Den egentlige erfaring er den, hvor mennesket bliver bevidst om sin endelighed. Her finder det grænserne for sin planlæggende fornuft og evne til at udrette (Machenkönnen). (Gadamer, 2004, s. 339)

Erfaringsdannelse har derfor ikke i sig selv noget med læring at gøre, om end man som sagt godt kan lære af erfaringer, man gør sig.

På den baggrund er Birgit Kirkebæks nuancerede og saglige bud på en inklusionsforståelse, som også udtrykkes i denne artikels motto, interessant. Formuleringen stammer fra et foredrag, Kirkebæk holdt i 2010:

Med et almenpædagogisk udgangspunkt og med inddragelse af specialpædagogisk viden er det vores opgave at opbygge erfaringer sammen med de direkte berørte. Vi må lede efter det, vi kan være sammen om og tage afsæt der. Vi må være lydhøre overfor det, der allerede er af betydning for den enkelte. (Kirkebæk, 2010)

Det, Mette og Ulla gør i samlingen på Radisestuen kan vel udmærket forstås i lyset af denne formulering? Der foregår erfaringsdannelse, og de voksne tager ansvaret for, at de selv og børnene leder efter det, de kan være sammen om og tager afsæt dér. Og der synes at gøre sig en lydhørhed og hensyntagen gældende, hvor der løbende udvikles en opmærksomhed på, hvad der allerede er af betydning for den enkelte.

Sammenlign Kirkebæks formulering med den formulering, som Rådet for Børns Læring og Danmarks Evalueringsinstitut blev citeret for i indledningen:

For at der reelt er tale om et inkluderende fællesskab, må alle børn inkluderes i både social og læringsmæssig forstand (…) Når børn tilegner sig kompetencer, får de nye muligheder for at deltage og lære i fællesskaber. Derfor er det en væsentlig del af inklusionsopgaven at sikre læring for alle børn. (Rådet for Børns Læring og EVA, 2014, s. 7)

Med sådanne sammenvævninger af læring og inklusion, konstrueres der – i mine øjne – et langt mindre nuanceret og praksisufølsomt dobbeltideal.

Inklusionens dilemma og læringens dilemma

Læring er, som vi har set, ikke en forudsætning for inklusion. Inklusionsbestræbelser kan derfor ses i deres egen ret og uafhængigt af læring. Gør man det, synes inklusion grundlæggende have noget at gøre med betingelserne for – og kvaliteten af – den specifikke hensyntagen som udfoldes gennem fællesskabelse. En hensyntagen, hvor der både må tages hensyn til den enkelte, til det fælles og til ting og sager – og som fordrer såvel struktur som fleksibilitet:

Inklusionens__dilemma 2

Selvom læring ikke nødvendigvis er en forudsætning for inklusion, er det klart, at man ikke kan forestille sig institutioner og skoler uden læring. Der foregår her en række aktiviteter, som forudsætter bestemte former for viden, kunnen og kompetence. Og da alle børn skal have mulighed for at deltage i disse aktiviteter, skal de naturligvis også lære noget. Men heraf følger ikke, at det er en fordel at se enhver situation som en læresituation. For forudsætningen for at lære er, at man føler eller kan se en mening med det, man skal lære. Denne mening udspringer ikke af arbejdet med at lære i sig selv, men af hensyntagen i praksis.

At tælle eller opremse ugedagene i den rigtige rækkefølge er noget børn kan lære. Men denne læring giver ingen mening i sig selv. Den får først mening, når der trækkes på den i situationer, hvor den bidrager til, at betydningsfulde, situationsspecifikke hensyn kan tages. For eksempel kan meningen komme sig af, at man gerne vil vide, hvornår mormor kommer og henter én i børnehaven. I praksis bliver den viden, kunnen og kompetence, der kommer ud af en læreproces transformeret til hensyn blandt andre hensyn. Og i praksis er det aldrig givet på forhånd, hvad der viser sig at blive de betydningsfulde hensyn.

Men skal inklusion så opfattes som en forudsætning for læring? Kan læring i virkeligheden ikke også finde sted i enerum i en (indre) samtale med én selv? Måske. Men grundlæggende er det vel svært at forestille sig, at læring alene kan ske ud fra den enkeltes egne præmisser? Nogle må vel vide, kunne eller forvente anvendelse af noget bestemt, som andre har brug for at kunne, vide eller leve op til forventninger om anvendelse af, for at det giver mening at tale om læring?

Læring er i denne forstand social. Dette kan tydeliggøres, hvis vi også anskuer læring som et dilemma (jf. artiklen Er alle situationer læresituationer):

Laeringens__dilemma

Læring er en form for arbejde, idet det, der skal opnås eller frembringes gennem læreprocesserne, i én eller anden forstand er givet på forhånd (ibid.). Den viden, kunnen og kompetence, der eventuelt bliver resultatet af læreprocesserne indgår efterfølgende i andre arbejds- eller læreprocesser. Læring øger på denne måde individers og fællesskabers kapacitet for målrationel anvendelse af viden, kunnen og kompetence.

Nydannelse er ikke arbejde, men vedrører handling i praksis (jf. også begrebet praxis (ibid.)). I praksis kan det ikke på forhånd afgøres, hvad der er godt at tænke eller gøre. Nydannelse er derfor ikke dannelsen af noget bestemt. Nydannelse udfolder sig som en bevarelse og fornyelse af individers og fællesskabers kapacitet for værdirationel overvejelse og handling.

Lad mig afslutningsvis vove et bud på, hvad der muliggør disse to former for kapacitet.

Fem menneskelige potentialer

Ifølge den italienske filosof Giorgio Agamben, bærer menneskelivet i sig en allestedsnærværende kraft, der – om ikke andet – er tilstede i sit fravær (Agamben, 1999, s. 177). Denne kraft gør, at mennesker på én gang er i stand til at leve op til bestemte forventninger (som når vi eksempelvis lærer og arbejder med henblik på at opnå eller frembringe noget bestemt), men også, at vi kan foretrække at lade være og standse op. Opstandsning kunne for eksempel ske, når det uventede indtræffer, og vi manes til eftertanke og leder efter ord for det, vi ikke umiddelbart forstår eller overvejer og afvejer, om der er betydningsfulde hensyn, vi har overdrevet eller overset i praksis.

Det var måske den kraft Aristoteles havde i tankerne, da han hævdede, at det, der karakteriserer menneskelivet – i modsætning til alle andre former for liv – er, at dette liv er ”… det rationelle væsens praktiske liv” samt, at det menneskeligt gode er “… en sjælens aktivitet i overensstemmelse med dyden” (Aristoteles, 2000, s. 40). Vores ‘intellektuelle dyder’ – fronesis, sofia, episteme og techne – forudsætter en fatteevne eller tankekraft (som Aristoteles kalder nous – jf. artiklen Hvad er praksisfilosofi?). Denne tankekraft er ikke en ting. Den “… har ikke anden natur end at være potentiel, og før den tænker, er den absolut intet”, skriver Aristoteles (Aristoteles citeret fra Agamben i Iversen, Nielsen & Ringgard, 2003, s. 105).

Agamben har netop interesseret sig for Aristoteles’ begreb om potentialitet og understreger, at dette begreb ikke blot handler om at udfolde og realisere et givent potentiale:

Enhver potentialitet til at være eller gøre noget er for Aristoteles nemlig altid også potentialitet til ikke at være eller ikke at gøre (…) Ellers ville potentialiteten altid allerede gå over i aktualitet, og den ville blive forvekslet med denne (…) Denne ‘potentialitet til ikke at’ er det hemmelige grundlag for den aristoteliske doktrin om potentialitet, som gør enhver potentialitet i sig selv til im-potentialitet. Ligesom arkitekten bevarer sit potentiale til at bygge, også når han ikke aktualiserer det, og ligesom citarspilleren er en citarspiller, fordi han også kan lade være med at spille citar, således eksisterer tanken som en potentialitet til at tænke og til ikke at tænke. (Agamben i Iversen, Nielsen & Ringgard, 2003, s. 105)

Det Aristoteles kalder det rationelle væsens praktiske liv forudsætter således muligheden for ikke at tænke. Muligheden for at lære dette eller hint er givet ved fødslen. Barnet kan lære at skrive og eksempelvis blive forfatter. Barnet kan på denne måde “… forandres igennem lærdom” (Aristoteles, 1998, s. 55-56). Denne form for forandring er identisk med det, der ovenfor blev kaldt læring. Men når barnet eller forfatteren, allerede kan skrive, er der tale om en anden form for forandring, når der trækkes på dette potentiale. Aristoteles beskriver det kryptisk som en forandring, der “… er til sig selv og til virkelighed” og som sker gennem “… en bevarelse af det, som er i mulighed, ved det, som er i virkelighed” (ibid.). En forandring, der går fra “… ikke at virkeliggøre dette og så til at virkeliggøre det” (ibid. – min kursivering, CP)).

I denne form for forandring ligger der altså muligheden for at standse op og lade være med at bruge det, man har lært. Der er ingen automatik i, at man skriver, fordi man kan skrive. Der er ingen automatik i, at pædagoger afholder samlinger, fordi de kan afholde samlinger – eller at samlingen drejer sig om at lære ugedagene, fordi den kan dreje sig om at lære ugedagene. Agamben skriver (men kunne altså også have foretrukket at lade være):

The child, Aristotle says, is potential in the sense that he must suffer an alteration (a becoming other) through learning. Whoever already possesses knowledge, by contrast, is not obliged to suffer an alteration; he is instead potential, Aristotle says, thanks to a hexis, a ‘having’, on the basis of which he can also not bring his knowledge into actuality (mē energein) by not making a work, for example. Thus the architect is potential insofar as he has the potential to not-build, the poet the potential to not write poems. (Agamben, 1999, s. 178)

Ved sin virkeliggørelse, forbli­ver eksempelvis tanken i en tilstand af mulighed, hvor den nok når frem til en viden men uden at forsvinde i den (Olesen, 2015). Vi får ikke mindre tankekraft ved at tænke. Det er som

… om noget holdt menne­sket til­bage, på en vis distance af, hvad det går op i. Hvis mennesket kendetegnes ved, hvad det kan, så har det ikke denne kunnen til fælles med andre dyr, eftersom dets forhold til dets kunnen er et andet. Med sin væren det åbne og ikke kun i det åbne har mennesket magten til ikke bare at kunne dét eller dét, menneskets potentiale er at magte sin kunnen, at kunne sin magt — og at kunne sige nej til magten. Hvad andet er menneskets potentiale, dets evne til mulighe­dens distance midt i al virkeliggørelse, andet end tænkeevnen? (ibid.).

Meningen med et arbejde eller en læring kommer ikke fra arbejdet eller læringen selv. Den kommer fra hensyntagen i praksis (praxis). Praksis er vores gøren og laden. Den er karakteriseret ved ikke at have et formål uden for sig selv. Den leves. Praksis er en udfoldelse af dømme- og handlekraft, der forudsætter tankekraft. Og hvis praksis fuldstændig overskygges af bestræbelser på at opnå eller frembringe noget gennem læring og arbejde (poiesis) vil praksis stadig være nærværende i sit fravær. Lærings- og arbejdsaktiviteterne vil netop kunne opleves som meningsløse. Heldigvis kan vi så standse op. Det er tankekraften, der gør denne opstandsning mulig. Med opstandsningen gør vi os en potentialitetserfaring, der gør det muligt:

… at udpege og bevare et mulighedsrum, hvori det er muligt at tænke det eksisterende, det allerede aktualiserede, anderledes; hvor en anden verden er mulig (Lund, 2015).

Man kunne antage, at det er denne potentialitetserfaring, der gør erfaringsdannelse mulig. Erfaringer kommer netop på på tværs af vores forventninger (Gadamer, 2004, s. 338), hvorved vi har muligheden for at bevæge os ud i det åbne, åbne os og lade os danne af det uventede og fremmede, som vi ikke forstår – i en bevægelse, hvor “man vender tilbage til sig selv fra det andet” (ibid., s. 19).

Læring er karakteriseret ved det ventede, bestemte, entydige og ved udfoldelsen af målrationalitet, mens erfaringsdannelse er kendetegnet ved det uventede, ubestemte, flertydige og ved udfoldelsen af værdirationalitet. Men læring og erfaringsdannelse har det til fælles, at de altid sker i et spændingsfeltet mellem ‘begriben’ og ‘indgriben’. Krydses det ventede/uventede med begriben/indgriben, kan man forestille sig, at menneskelivet i sig kunne bære fire forskellige potentialer, der alle gøres mulige af et femte og helt grundlæggende potentiale, der består i muligheden for (ikke) at tænke (jf. forsvindingspunktet i midten af figuren nedenfor):

5_potentialer

Når vi retter opmærksomheden mod det uventede, kan vi udfolde vores potentiale til at tænke på to forskellige måder, der også kan indgå i et samspil med hinanden. Tankevirksomhed kan tage form af dømmekraft og indbildningskraft. Dømmekraft gør det muligt at overveje og afveje de betydningsfulde, situationsspecifikke hensyn, der altid uventet vil dukke op i praksis (Aristoteles kalder denne ‘intellektuelle dyd’ for fronesis – jf. artiklen Hvad er praksisfilosofi?). Indbildningskraften gør det muligt at søge efter, kombinere og udvikle betydningen af ord og forestillinger, der kan bidrage til nye forståelser af, hvad det uventede, der indtræffer, dybest set er. Da filosofisk aktivitet (Aristoteles kalder denne ‘intellektuelle dyd’ for sofia (ibid.)) også altid består i, at tanken – på en improviserende og hypotetisk måde – søger at betænke sit grundlag, må indbildningskraften antages at være dens grundlæggende forudsætning. Også når vi retter opmærksomheden mod det ventede, kan vi udfolde vores potentiale til at tænke på to forskellige måder, der ligeledes kan indgå i et samspil med hinanden. Tankevirksomheden kan tage form af konsekvensvurderingskraft og forklaringskraft. Konsekvensvurderingskraft gør det muligt at finde formålstjenlige virkemidler med henblik på at opnå eller frembringe noget bestemt (Aristoteles kalder denne ‘intellektuelle dyd’ for techne (ibid.)). Mens forklaringskraft gør det muligt at forklare og begrunde, hvorfor der er bestemte sammenhænge mellem fænomener (Aristoteles kalder denne ‘intellektuelle dyd’ for episteme (ibid.)).

Læring angår ‘det ventede’ og viser sig i tilegnelse af viden, kunnen eller kompetence, der gør det muligt at forklare de vilkår, vi lever under samt i knowhow, der gør det muligt for os at ville opnå eller frembringe noget bestemt. Erfaringsdannelse angår ‘det uventede’, der kan indtræffe på to forskellige måder. Det uventede kan overgå os, idet situationen eller vores vilkår i bredere forstand pludselig ændres uafhængigt af, om vi vil det eller ej. Vi har så muligheden for at trække på vores indbildningskraft og tænke nærmere efter. Men det uventede kan også opstå, når vi aktivt forsøger at håndtere mere eller mindre modsatrettede hensyn og opdager, at der er hensyn, vi har overdrevet eller overset. Vi har så mulighed for at trække på vores dømmekraft.

Erfaringsdannelse viser sig i udfoldelse og bevarelse af indbildningskraft og dømmekraft, når det uventede indtræffer. Med erfaringsdannelse er man pr. definition på gyngende grund, og det nye, der sker – som en følge af at det uventede indtræffer – foretrækker jeg at kalde nydannelse (jf. artiklerne Tvivlens dannelse og Er alle situationer læresituationer?). Det, der kommer ud af læreprocesser er en bestemt viden, kunnen eller kompetence. Men man kan ikke på samme måde sige, at der kommer noget bestemt ud af nydannelse. Der er snarere tale om, “at noget nyt hænder, som ikke kunne forventes ud fra tidligere hændelser” (Arendt, 2005, s. 182). Og det nye, der hænder, er forbundet med, at der tænkes forfra og om igen, hvorved der kan åbne sig et nyt mulighedsrum af handlingsalternativer. I erfaringsdannelsen skabes der ikke noget. Der tænkes og handles med en opmærksomhed på, at der altid kunne have været tænkt og handlet anderledes. I erfaringsdannelsen er der derfor heller ikke et ‘noget’, der tilegnes – men de involverede, og den sammenhæng de er involveret i, undergår alligevel forandringer, der hverken er tilfældige eller givne.

Børn bærer i sig forskellige muligheder for at udvikle sig. Nogle af disse muligheder består eksempelvis i, at de vokser til og ender som voksne, hvis alt går, som det i reglen gør. Andre muligheder består i, at børn kan lære mange forskellige ting. Det er i høj grad de voksne omkring børnene – og de praksisser og det samfund de voksne er en del af – der er afgørende for, hvad børn lærer. Det børnene skal lære er ikke naturgivet men kulturgivet. Når børn bruger det, de har lært, bliver der ikke mindre af det lærte, fordi det bliver brugt. På den måde adskiller menneskelig potentialitet sig fra den potentialitet, der gør sig gældende i den biologiske udviklingsproces, hvor barnet udvikler sig til en voksen (som et frø, der udfolder sit naturlige potentiale). Men dertil kommer, at børn jo faktisk også har muligheden for ikke at bruge det, de har lært. Fordi et barn kan tallene eller ugedagene, er det ikke sikkert, at barnet bruger denne viden og kunnen. Denne mulighed for ikke at bruge det, man har lært, er ganske afgørende. For hermed erfares potentialiteten, og børn får hermed muligheden for at forholde sig til, hvordan de forholder sig til noget i en given sammenhæng. Om man ønsker at trække på en bestemt viden, kunnen eller kompetence kan eksempelvis afhænge af, om man oplever, at det giver mening. Vurderingen, af om det giver mening, afhænger af ens dømme- og handlekraft, der igen forudsætter tankevirksomhed. Denne tanke-, dømme- og handlekraft – der gør det muligt at tage hensyn i situationer i praksis uden på forhånd at vide, hvori disse hensyn mere præcist består – virkeliggøres og bevares løbende gennem erfaringsdannelse.

Afrunding: Hvordan fremme inklusionslæring?

Når børn mistrives i skolen eller daginstitutionen er det ikke nødvendigvis læring, de savner. Måske er det, at blive inddraget i overvejelser over, hvad meningen er med de mange ting, de forventes at tage del i og lære af? Eller det, at de erfarer, at deres tanker, gøren og laden tillægges betydning i fællesskabelsen.

Mange af de børn, der giver udtryk for, at de synes, det er svært at gå i skole:

… mangler mening i forhold til de faglige opgaver, de kan ikke se, hvad de skal bruge det til, eller hvorfor de skal lære dette eller hint, og langt de fleste siger, at de ikke bevæger sig nok i skoletiden, og at det at sidde stille i lang tid ad gangen er pinefuldt. Samtidig er det af stor betydning, hvordan stemningen er i klassen, om man er bange for hinanden, vogter og holder øje, eller om man kan prøve ting af uden at være bange for, at de andre griner af en. For i mange klasser kan man hurtigt være enten for dygtig til fag, eller for dårlig til fag – og begge dele kan koste foragt og eksklusion fra fællesskabet. (Christoffersen, 2014)

Læreprocesser (og arbejdsprocesser i bredere forstand) foregår ikke i et socialt eller eksistentielt vakuum. Ethvert arbejde og enhver læring er henvist til at hente sin mening fra forskellige former for praksis, hvor situationer hele tiden udvikler sig, og nye situationer opstår – og hvor det uventede indtræffer.

Som vi har set, bliver læring og inklusion – ideelt, politisk og styringsmæssigt set – opfattet som fænomener, der går hånd i hånd i fred og harmoni. Men i praksis holder dette dobbeltideal ikke, idet både inklusionens og læringens grænser hermed ekskluderes. I praksis viser læring og inklusion sig hver for sig at udgøre dilemmaer. Til tider – og i visse situationer – kan læring og inklusion også godt udgøre to sider af samme dilemma. I givet fald kan dette dilemma enten formuleres som et læringsinklusionens dilemma eller et inklusionslæringens dilemma. At se bort fra læringens og inklusionens indbyggede dilemmaer er uforsvarligt. Og det er naturligvis ikke mindre uforsvarligt at se bort fra de dilemmaer, der opstår, når læringsdagsordenen og inklusionsdagsordenen blandes sammen.

Praktisk set er læring og inklusion hensyn blandt andre hensyn i en i presset hverdag. Sagligt set kræver arbejde med at fremme såvel inklusion som læring, at professionelle samarbejder om forsvarlig dilemmahåndtering i almindelighed og i tilspidsede (lærings)situationer i særdeleshed (jf. artiklerne Hvad er dilemmaopsporing? og Fra kerneopgave til praksisprofil). Når læringsinklusionens dilemma viser sig, skærpes og fryser til, har professionelle et ansvar for, at det om muligt optøs og transformeres i lyset af inklusionslæringens dilemma. Fagligt set kræver bestræbelser på, at fremme såvel læring som inklusion derfor, at professionelle samarbejder om at udvikle et fagligt beredskab med indbygget dobbeltblik, der kan støtte dem i at opspore, dele og fagligt belyse såvel læringsinklusionens som inklusionslæringens dilemmaer i praksis (jf. ariklen Samarbejdsfokuseret faglig beredskabelse).

I den forbindelse kan nedenstående POP-spiral måske være til inspiration (jf. artiklen Inklusionens didaktik):

POP-spiralen

Professionelle kan samarbejde om at fremme inklusionslæring – og dermed en inklusionens didaktik – ved at forstå læringsmæssige og didaktiske hensyn (jf. ‘Det didaktiske blik’) som hensyn blandt andre betydningsfulde hensyn i praksis.

På den baggrund fremstår dobbeltidealet om læringsinklusion som en blindgyde, der utilsigtet risikerer at føre til det modsatte af hensigten: Nogle børn bliver måske nok så dygtige, de kan, men samtidig øges både mistrivslen og den social baggrunds negative betydning for andre børns mulighed for at være, deltage og lære. Det er uforsvarligt. Ikke mindst set i lyset af, at en del af disse børn i forvejen befinder sig i udsatte positioner.

© Copyright Omsigt v/Carsten Pedersen

(Artiklen blev publiceret i sin første version i marts 2016 på http://omsigt.dk)

Book Carsten Pedersen til et foredrag, en halv eller en hel temadag eller et udviklingsforløb med fokus på læring og inklusion her.

Omsigt afholder kurserne ‘Læring og inklusion’ og ‘Inklusionens ABC’ – læs mere her.

Omsigt afholder kurset ‘Samarbejde mellem lærere og pædagoger’, hvor blandt andet begreberne om inklusionslæring og læringsinklusion drøftes i forhold til de to professioners kernefagligheder – læs mere her.

Omsigt afholder temadagen ‘Inklusionens dilemmaer’ – læs mere her.

Omsigt afholder temaaftenen ‘Status på inklusionsarbejdet i Danmark – hvor er vi på vej hen?’ – læs mere her.

Menneskesyn uden tunnelsyn

Af Carsten Pedersen


Artiklen kan købes i pdf-format her


Velfærdsprofessionelle må løbende forholde sig eftertænksomt til de grundværdier og menneskesyn, deres praksis afspejler. I denne artikel argumenterer jeg for det frugtbare i, at professionelle gør det til en vane at veksle mellem tre fundamentalt forskellige syn på mennesker, når denne form for eftertanke melder sig. De tre menneskesyn udfoldes som komplementære analytiske perspektiver, der – netop i kraft af deres komplementaritet – kan bidrage til at forebygge ideologiske eller fundamentalistiske tunnelsyn i velfærdsarbejdet.

To læreres syn på Anton i 5. klasse

Anton går i 5. klasse og husker ikke altid at række fingeren op, når han har noget på hjerte. Gitte – hans klasselærer – mener, at han fylder det hele og spolerer det for de andre elever i klassen. Gitte sender jævnligt Anton uden for døren. Og Anton vælger også tit selv at gå ud af klassen, når konflikterne spidser til. Efter en konflikt, hvor Gitte har irettesat Anton for forstyrrende snak, udfolder følgende episode sig:

Efter irettesættelsen stirrer Anton tomt ud i luften i 3 minutter. Da en elev forklarer, at han har skrevet temaet ‘religion’, lyser Antons ansigt op, og han rækker hånden op. GITTE ser på ham, men spørger så ud i klassen, hvem der kan nævne et andet tema. Cecilie tager ordet uden at have fået det, og GITTE lytter og nikker, mens Cecilie taler. GITTE spørger igen til et tema, og Sofie får ordet. Anton har stadig fingeren oppe, mens to elever enten har taget eller fået ordet efterfølgende, og han siger nu en form for prustelyd lige så stille. GITTE afbryder Sofie og siger i et irritabelt toneleje, at han skal lade være. Anton svarer tilbage, at han synes lyden er sej, og da GITTE insisterer på, at han skal lade være med at sige lyden, forlader Anton klassen, mens han siger, at han går ud på toilettet og laver lyden, hvortil GITTE siger: ‘Ja, så gå derud og lav den’ (…) Anton kommer tilbage efter to minutter, og hans krop er urolig – det ene ben bevæger sig hurtigt op og ned, ligesom armene ryster noget, der ligger i hans hænder. Mens GITTE taler nogle minutter, ser de fleste andre elever fraværende ud, piller ved deres negle, deres blyanter, bladrer i bogen og laver trommelyde på lårene. GITTE spørger, om de synes, det er svært at forstå, eller om de har nogenlunde greb på det. Ingen responderer, på nær Anton, der rækker fingeren op. Han bliver ikke taget, og GITTE taler videre. Da han har haft fingeren oppe i noget tid, kommer han til at hoste og rømmer sig derefter. Lyden er på sin vis komisk, og Lukas, Rezan og Mads, der sidder lige over for Anton, kan ikke lade være med at smile af det. Anton smiler tilbage, og GITTE afbryder sig selv:
GITTE (højt og vredt): “Ved du hvad, Anton, jeg vil gerne have, at du går ud igen og får hostet af.”
Anton: “Det er fordi, jeg fik noget i halsen”.
GITTE: “Ja, men du behøver ikke at gøre så stort et nummer ud af det.”
Anton: “Det gjorde jeg heller ikke, jeg hostede bare og …”
GITTE: “Sæt dig ordentligt op også.”
Anton: “Og så var der nogen, der grinte, og så grinte jeg selv.”
GITTE: “Ja, men så prøv bare at lade være med at gøre et nummer ud af det.”
Anton: “Det gjorde jeg heller ikke.”
GITTE: “Du vil gerne have – jeg kan se, du gerne vil have opmærksomheden på, at hele klassen lige ser …”
Anton: “Jeg sad bare sådan her, og så …”
GITTE (i et nedladende toneleje): “Prøv lige at sætte dig ordentligt op, så kan det være du ikke ligger og bliver kvalt sådan hele tiden. Sæt dig lige helt op.” (Klinge, 2015, s. 23-24)

Gitte siger selv i et interview, at hun er træt af at skælde ud og efterspørger supervision eller noget lignende:

Vi er simpelthen nødt til at tænke nogle andre værktøjer ind – netop at man bliver nødt til at få hjælp af kamera eller nogen udefra, der kan gå ind og lave nogle observationer på, ‘hvad er det, der sker’, fordi jeg er jo også en del af det, jeg er jo en del af konflikten. Det er jo ikke bare dem [eleverne], der sidder og snakker, jeg er jo løsningen, så det er enormt vigtigt, at man får rettet fokus mod sig selv også (…) Jeg mangler faktisk nogle gode råd til, hvad det er, jeg skal gøre. Og gode råd fået af én, som har set mig i situationen og ikke bare én, jeg lige møder på gangen, der siger ‘Jamen, jeg har engang gjort sådan og sådan – skal du ikke bare lave mere fysisk aktivitet med dem?’ (…) Det bliver nødt til at tage udgangspunkt præcist i den problematik, man står i her og nu, for det er den måde, man lærer på. (ibid., s. 25-26)

En anden af Antons lærere, Bente, har et andet syn på Anton:

Jeg prøver hele tiden at se, om det er noget, jeg sætter i gang, det prøver jeg altid at se, og så kan jeg jo nogle gange hurtigt sige: ‘Det er ikke mig, det her’. Så prøver jeg også at se: ‘Jamen, hvordan har Anton det i dag – hvad er det, han har behov for?’. Har han behov for lige at poppe op og så vide, det er okay, han er der, og jeg har set ham, eller har han behov for lige et øjeblik at være klassens klovn? Jeg oplever faktisk ikke Anton som problematisk, det gør jeg ikke. Jeg ved godt, at det er der nogle andre, der gør. Ligesom med Jesper har han sindssygt meget på hjerte, og det er sådan, jeg tænker om ham. (ibid., s. 25)

Menneskesyn i praksis

Gittes syn på Anton er præget af hendes irritation over den uro, som hun oplever, han giver anledning til, og som, i hendes øjne, spolerer det for de andre elever i klassen. Gitte lægger ikke skjul på hendes formodning om, at Anton forstyrrer med vilje, når han eksempelvis pruster eller hoster. Hun mere end antyder, at Anton går efter at tilkalde sig de andre elevers opmærksomhed og udfordre hendes dagsorden. Derfor giver det også god mening for Gitte at bede Anton om at indstille urolighederne og at sanktionere ham, når han ikke retter ind.

Var dette syn på Anton repræsentativt for Gittes syn på mennesker i mange andre sammenhænge, ville hun vel kunne siges overvejende at vægte et menneskesyn, hvor den enkeltes vilje og ansvar træder i forgrunden? En forståelse af mennesker som personligheder, der vil noget med det, de gør, og som tillægger situationer og ting en helt særlig mening. En mening, der kan konflikte med andre personligheders mening med det, de vælger at gøre.

Bentes syn på Anton er præget af en interesse for, hvad Anton har behov for. Hun ser ikke Anton som problematisk, men som en elev, der har ’sindssygt meget på hjerte’. Når Anton agerer ‘klassens klovn’, ser Bente det eksempelvis ikke som en viljesakt, men snarere som et vilkår, både hun, Anton og klassen må leve med.

Var dette syn på Anton repræsentativt for Bentes syn på mennesker i mange andre sammenhænge, ville hun vel kunne siges overvejende at vægte et menneskesyn, hvor den enkeltes vilkår og de deraf følgende behov træder i forgrunden? En forståelse af mennesker som formet af livsvilkår, der kun meget vanskeligt, eller måske slet ikke, lader sig ændre – og som derfor betinger deres handlemønstre.

I interviewcitaterne giver både Gitte og Bente udtryk for en erkendelse af, at de selv har lod og del i samspillet, som det udspiller sig i klassen med Anton. ‘Jeg er jo en del af konflikten’, som Gitte siger, idet hun udtrykker ønske om, at der foretages observationer, der kan vise, hvad det er, ‘der sker’. Bente prøver efter eget udsagn, ‘at se, om det er noget, jeg sætter i gang’. I disse udsagn fra de to professionelle, ligger der et syn på Anton og dem selv, som mennesker, der, i større eller mindre udtrækning, er en del af noget, som også andre tager del i.

Var dette syn på Anton repræsentativt for Gittes og Bentes syn på mennesker i mange andre sammenhænge, ville de vel kunne siges overvejende at vægte et menneskesyn, hvor den enkeltes (re)ageren ses i forhold til andres (re)ageren? En forståelse af mennesker, som involverede i samspil med ting og andre mennesker, hvor ingen enerådigt kan styre disse samspil.

Der er vel ingen grund til at tro, at mennesker udlever et bestemt nagelfast menneskesyn i alle deres gerninger i alle sammenhænge? Meget må trods alt afhænge af sammenhængen, dagsformen og den måde situationen udvikler sig på. Under alle omstændigheder, må Gitte, Bente og deres kolleger kunne have glæde af forsøgsvis at anlægge forskellige syn på mennesker i situationer, som de vælger at reflektere nærmere over.

Tre komplementære menneskesyn

Hvis det kunne lykkes Gitte, Bente og deres kolleger at få tid til at mødes i et refleksionsrum, hvor de var sikret mulighed for at forholde sig analytisk til situationsbeskrivelser, som den ovenfor, kan man forestille sig, at de netop ville se ganske forskelligt på disse situationer. Det er både forståeligt og helt legitimt.

Gitte vil måske hæfte sig ved Antons problemer og hans manglende vilje til at tage ansvar for situationen. Bente vil måske hæfte sig ved de vilkår, som Anton nu engang er underlagt. Mens Gitte og Bente vil dele den opfattelse, at deres egen (re)ageren spiller ind og påvirker samspillet i situationen.

Disse tre perspektiver kan i mine øjne opfattes som tre grundlæggende forskellige menneskesyn (jf. Pedersen i Schou & Pedersen, 2014, s. 371, hvor de også omtales som et voluntaristisk, et deterministisk henholdsvis et dynamisk menneskesyn). Ingen af dem kan imidlertid ophæves til at være det eneste gyldige perspektiv på mennesker i en given situation. De kan alle retfærdiggøres, og samtidig udelukker de hinanden. Men det forhindrer ikke, at velfærdsprofessionelle kan veksle mellem de tre menneskesyn i deres refleksioner, idet de forstår dem som komplementære (ibid., s. 374).

Velfærdsprofessionelle kan se mennesker (herunder de professionelle selv) som nogle, der:

  • i første omgang, er karakteriseret ved deres vilje til, gennem personlige valg, at gøre sig gældende og tage ansvar for eget liv,
  • i anden omgang, er underlagt vilkår og traditioner, der betinger deres handlemønstre, og
  • i tredje omgang, er delagtige i samspil i fysiske og sociale kontekster, hvor de forholder sig forskelligt til det, de er sammen med andre om.

I refleksioner, hvor de tre menneskesyn bruges som analytiske tilgange, er det afgørende, at perspektiverne holdes adskilt og ikke reduceres til hinanden. En analytisk vekslen mellem perspektiverne åbner for, at de kan “kaste lys over hinanden, således at de kommer til at tegne sig tydeligere ved sammenstillingen” (Simonsen, 1966, s. 8). Hermed tydeliggøres forskellige aspekter ved den situation, der gøres til genstand for refleksion, og disse aspekter kan danne en nuanceret klangbund for overvejelser over mulige handlings- og organiseringsalternativer.

De tre komplementære menneskesyn er anskueliggjort i oversigten nedenfor:

Tre_menneskesyn

Som det fremgår, bliver det for meget af det gode, hvis et af de tre mennskesyn på fundamentalistisk vis ophæves til at være den eneste sandhed. En vekslen mellem de tre menneskesyn repræsenterer et komplementaritetssynspunkt, der kan bidrage til at forebygge denne form for fundamentalisme (ibid.). Der er tale om et synspunkt, der ikke skal forveksles med en ’tredje vej’ eller en ’-isme’, der har sit eget selvstændige teoretiske eller ideologiske grundlag. Komplementaritetssynspunktet kan, i mine øjne, støtte velfærdsprofessionelle i at forholde sig analytisk beskrivende (Grue-Sørensen, 1965, s.21). En systematisk vekslen mellem de tre menneskesyn sikrer alle tre perspektiver en legitim plads og forhindrer, at handlingsforeskrivende vurderinger (af hvad der er godt eller mindre godt at gøre) bliver dominerende i de professionelles refleksioner.

Som det fremgår af oversigten, indebærer de tre menneskesyn også forskellige grundforståelser af magt og mening (jf. også artiklen Magtens mening og meningens magt):

  • En situation kan ses som et udtryk for, at mennesker ud fra deres individuelle forudsætninger, optagetheder, ressourcer, handletilbøjeligheder – og med større eller mindre gennemslagskraft – gør deres vilje gældende. Ud fra aktørperspektivet opfattes magtforhold som substantielle viljer (substantia er latin for det ‘der er bærende for noget’ (sproget.dk)), der støder sammen, og mening opfattes som forskellige subjektive meningstilskrivninger, der kan konflikte med hinanden.
  • En situation kan også ses som et udtryk for, at mennesker er underlagt strukturelt betingede magtforhold og en objektiv mening i form af traditioner og handlemønstre, der opleves som ‘naturlige’. Ud fra strukturperspektivet opfattes vilkår som kendsgerninger, i form af kroppe, fysiske indretninger, genstande, handlemønstre og regler, der tages for givet (structura er latin for  ’sammenføjning’, ’bygning’ – og ordet er afledt af struere, der betyder ’ordne’, ’bygge’ eller ’ophobe’ (sproget.dk)). Strukturer skaber et – i både materiel og sociokulturel forstand – begrænset udfoldelses- og handlerum, der bidrager til det sociale livs konstans og træghed.
  • En situation kan tillige ses som et udtryk for et samspil, hvor den enkeltes gøren og laden må ses i forhold andres gøren og laden – og hvor meningen med samspillet, og styrkeforholdet mellem de involverede, udfolder sig ’her og nu’. Ud fra dilemmaperspektivet opfattes menneskers ageren som en samtidig reageren på andres (re)ageren. Udfaldet af et samspil er ikke givet på forhånd, idet de involveredes måder at forholde sig på er afhængige af og forudsætter hinanden. I samspillet dukker der både magtforhold og mening op, som ikke udelukkende lader sig henføre til de enkelte aktørers ressourcer og den mening, de tillægger situationen. Mening forhandles, og magt viser sig som mere eller mindre selvforstærkende samspilsdynamikker, der ud fra deres egen logik prajer de involverede til at indtage forskellige – mere eller mindre udsatte – positioner. Selvforstærkende samspilsdynamikker og konfliktprægede meningsforhandlinger kan få dilemmaerne til at spidse til for alle involverede parter i et samspil (dilemma er oldgræsk for ‘tvedelt præmis’ (sproget.dk)).

Tre analytiske blikke på Gitte, Anton & Co.

Når de tre komplementære menneskesyn anvendes i analytisk øjemed, er der ingen facitliste. Alle ikke-handlingsanvisende tanker, som de tre menneskesyn giver anledning til i relation til situationsbeskrivelsen, er legitime. I denne vekslen mellem de tre perspektiver, vil der træde forskellige aspekter ved situationen frem. Aspekter, der må antages at kunne kvalificere professionelles refleksioner over, hvordan lignende situationer kan fortolkes og håndteres på forskellige måder i fremtiden.

Når Gitte ser på Anton, der har fingeren oppe, men spørger ud i klassen, og senere irriteret beder Anton om at holde op med at sige prustelyden for dernæst at bakke ham op i at forlade rummet – hvordan kan denne sekvens så eksempelvis fortolkes ud fra de tre menneskesyn?

Fortolket ud fra et aktørperspektiv, kan Gittes spørgen ud i klassen, mens hun ser på Anton, der har hånden oppe, fortolkes som et udtryk for, at Gitte nok hælder til at tillægge Anton ‘onde’ hensigter om at ville forstyrre undervisningen yderligere. Gitte kan måske ligefrem se Antons markering som en potentiel risiko for ‘hævn’ for sin tidligere irettesættelse. Gitte kan se sig selv som en lærer, der vælger ikke at løbe en risiko for, at der opstår yderligere uro og deraf følgende konfliktoptrapning. Dette valg kan hun blandt andet træffe af hensyn til undervisningens gennemførelse og de øvrige elever i klassen. Ligesom hun kan se sig som en lærer, der vælger at sanktionere endnu en eksklusion af Anton fra klassen. Om der er belæg for at tillægge Anton disse hensigter, kan naturligvis aldrig afgøres, men man kan lede efter tegn på, at Anton tillægger situationen en helt anden betydning. Noget tyder vel for eksempel på, at Anton rent faktisk prøver at få legitim adgang til at sige noget, fordi temaet ‘religion’ vækker hans interesse?

Set ud fra aktørperspektivet, er Gitte og Anton altså selvberoende aktører, der træffer beslutninger og handler ud fra deres individuelle forudsætninger og præferencer. De kunne have valgt at handle anderledes og er derfor ansvarlige for deres valg. Det står klart, at Anton og Gitte tilskriver situationen forskellig mening, og at deres viljer støder sammen. Noget tyder også på, at deres respektive viljer har forskellig tyngde, idet de er båret af de forskellige ressourcer og kapaciteter, som de to individer ligger inde med.

Fortolket ud fra et strukturperspektiv, kan både Anton og Gitte ses som ofre for nogle omstændigheder, som de ikke er herre over. Anton kunne være et offer for dysfunktionelle familieforhold eller funktionsnedsættelser. Men han kan også, som vi ser visse tegn på i situationen, være et offer for forskelsbehandling, marginalisering og eksklusion i en skole, hvor eksempelvis visse piger har lettere ved at få adgang til deltagelse uden brug af legitime midler, end Anton har. Vilkår, der måske har gjort sit til, at Anton har udviklet handlemønstre, der af Gitte kan opleves som ’særlige behov’. For eksempel behov for tydelighed, struktur, breaks, individuel støtte m.v. ‘Særlige behov’, som Gitte måske kan have svært ved at honorere, idet også hun kan ses som et offer for en lærings- og effektivitetsfokuseret skole, hvor ressourcerne løbende begrænses i takt med at forventningerne om inklusion når nye højder.

Set ud fra strukturperspektivet, er situationen i klassen vævet sammen med et enormt kompleks af strukturelle elementer, der fletter sig ind i hinanden og dermed udgør vilkår for de involverede: resultater af tidligere beslutninger, handlinger og arbejde (både ting, indretning, rutiner, forbilledlige måder at gøre tingene på osv.), økonomiske og politiske beslutninger samt kropslige og habituelle dispositioner, der stammer fra et væld af andre sammenhænge, hvor meget er blevet taget for givet.

Fortolket ud fra et dilemmaperspektiv, befinder Gitte, Anton og de andre elever i klassen sig umiddelbart i et samspil, som de er delagtige i og forholder sig forskelligt til. Det, der foregår i situationen, kan de betragte ud fra forskellige perspektiver, idet de gennem ord og handling indtager forskellige positioner i samspillet og tillægger situationen forskellig mening. Dermed opstår der forskellige, og mere eller mindre modsatrettede, hensyn og dilemmaer, der må håndteres. Anton håndterer eksempelvis modsatrettede hensyn mellem at forsøge at blive en del af det, der foregår, og at komme ud af situationen med æren i behold. Og Gitte håndterer modsatrettede hensyn mellem at skulle tage særlige hensyn til Anton og tage hensyn til de andre elever i klassen og til undervisningens gennemførelse.

Anton og Gitte indfanges desuden i en selvforstærkende samspilsdynamik, hvor de prajes til at indtage konfliktende – og mere eller mindre udsatte – positioner. Eksempelvis synes der at opstå en konfliktoptrappende og mistillidsskabende ‘irettesættelsesdynamik’ (hvad man skal kalde specifikke samspilsdynamikker er altid et interessant spørgsmål, som man med fordel kan holde åbent). Samspilsdynamikkens egenlogik synes her at være, at Gitte prajes som en kontrollerende irettesætter, idet hun tildeler Antons forstyrrende handlinger særskilt opmærksomhed og irettesætter ham, mens Anton prajes som kontrolleret og irettesat elev, der kan føle sig misforstået og uretfærdig behandlet. Samspilsdynamikken er selvforstærkende i den forstand, at Antons forstyrrende handlinger, idet de tildeles opmærksomhed, fylder endnu mere i undervisningen og fremkalder uretfærdighedsfornemmelser, der giver anledning til uro, der kalder på endnu flere irettesættelser, der tildeler Antons forstyrrelser endnu mere opmærksomhed. Og så fremdeles.

Set ud fra dilemmaperspektivet, kan Gitte altså ikke suverænt styre de samspil, hun er delagtige i. Hun er, ligesom Anton, i samspillets magt – og må håndetere de dilemmaer, der opstår, så godt som hun kan. Både Gitte og Anton udfordres af en selvforstærkende samspildynamik, der får konfliktualiteten til stige og dilemmaerne til at spidse til. Det kan være yderst vanskeligt, at bryde med selvforstærkende og udsathedsskabende samspilsdynamikker af denne karakter i selve situationen. Gitte berører dog selv i interviewcitatet muligheden for brug af videooptagelser, supervision m.v. med henblik på at skabe mulighed for alternative fortolknings- og handlemuligheder gennem kollegial refleksion.

Komplementariteten mellem magt og mening

Ud af oversigten med de tre menneskesyn, kan der udledes såvel en magtanalytik som en kulturanalytik, der i sig selv kan opfattes som komplementære til hinanden.

Magtanalytikken består i, at man analytisk veksler mellem at opfatte magt:

  • som en vilje, mennesker besidder, i kraft af deres forskellige ressourcer og kapaciteter, og som de gør gældende i en situation,
  • som de materielle, sociale og kulturelle vilkår, mennesker er underlagt, og som de tager for givet som kendsgerninger i situationen, eller
  • som de mere eller mindre selvforstærkende samspilsdynamikker, der positionerer mennesker i forskellige – mere eller mindre modstridende og mere eller mindre udsatte – positioner i situationen.

Magt kan ikke på én gang ses som et substantielt, strukturelt og relationelt fænomen, idet de tre perspektiver udelukker hinanden. Men de tre perspektiver kan udgøre komplementære analytiske blikke i professionelles magtsporingsberedskab (Pedersen, 2011, s. 201-207).

Kulturanalytikken består i, at man analytisk veksler mellem at opfatte mening:

  • som det, mennesker tillægger betydning, er optaget af, tager hensyn til og tager ansvar for i en situation,
  • som de traditioner og handlemønstre, mennesker tager for givet i situationen, eller
  • som de forskellige bekymringer, værdier og dilemmahåndteringer, der udspringer af menneskers samspil i situationen.

Mening kan ikke på én gang ses som et subjektivt, objektivt og emergent fænomen, idet de tre perspektiver udelukker hinanden. Men de tre perspektiver kan udgøre komplementære analytiske blikke i professionelles meningssporingsberedskab (Pedersen, 2011, s. 235-256).

I og med, at velfærdsprofessionelle udvikler et sådant magtsporingsberedskab og meningssporingsberedskab, tvinger de sig selv til at anlægge et dobbeltblik på deres fælles praksis. Hermed bliver det lettere for dem at opspore og dele dilemmaer. Tankegangen er forsøgt anskueliggjort i figuren nedenfor (der stammer fra Pedersen, 2011, s. 261):

Dilemmaopsporing

Magtsporing og meningssporing kan fungere som porte til dilemmaopsporing, idet dilemmaer lader sig relatere til bekymringer (der bl.a. kan ses i lyset af mindre legitime magtforhold) såvel som til værdier (der bl.a. kan ses i lyset af den mening, specifikke hensyn i en situation tillægges) (jf. artiklen Hvad er dilemmaopsporing?).

Tankegangen, der går på at øjne – og reflektere over – magt, mening og dilemmaer (i netop den rækkefølge) gennemsyrer også Socialt inkluderende praksisanalyse (SIP), hvor følgende analytiske spørgsmål eksempelvis kan indgå:

  • Hvor og hvordan opstår udsatte positioner i situationen (magtsporing)?
  • Hvad er de tilstedeværende optagede af i situationen, og hvad giver adgang til deltagelse i noget fælles (meningssporing)?
  • Hvilke dilemmaer befinder de(n) professionelle sig i i situationen (dilemmaopsporing)?
  • Hvilke inkluderende handlings- og organiseringsalternativer er værd at overveje med henblik på at øge kvaliteten af professionelles dilemmahåndtering i lignende situationer i fremtiden?

Gitte og hendes samarbejdspartnere kan begynde med disse spørgsmål, som de løbende kan justere ordlyden af i takt med, at de gør sig erfaringer med at bruge dem i deres indbyrdes refleksioner. Har de tid og lejlighed til det, kan de tillige have glæde af regelmæssigt at gå mere grundigt til værks, idet de, under det første henholdsvis det andet SIP-spørgsmål, runder magtanalytikkens henholdsvis kulturanalytikkens tre komplementære perspektiver på situationen.

Afrunding

Alle tre menneskesyn – såvel aktørperspektivet, strukturperspektivet og dilemmaperspektivet – kan retfærdiggøres. Det være sig sagligt i konventioner og lovgivning. Det være sig fagligt i velfærdsprofessionelles mere eller mindre forskningsbaserede vidensgrundlag. Og det være sig personligt i erfaringer fra det levede liv.

Men ingen af de tre menneskesyn kan stå alene, uden at det bliver for meget af det gode i praksis. Konsekvensen bliver ideologiske eller fundamentalistiske tunnelsyn, der i værste fald kan udarte i illegitim magtudøvelse og kollektive meningstab. Tendenser til tunnelsyn kan modvirkes gennem en eftertænksom vekslen mellem forskellige menneskesyn.

© Copyright Omsigt v/Carsten Pedersen

(Artiklen blev publiceret i sin første version i april 2015 på http://omsigt.dk)

Book Carsten Pedersen til et foredrag, en halv eller en hel temadag eller et udviklingsforløb med fokus på menneskesyn her.

På alle Omsigts kurser og temadage trækkes der på en skelnen mellem de tre komplementære menneskesyn – læs mere her.

Situationsbeskrivelser som garant for saglighed

Af Carsten Pedersen


Artiklen kan købes i pdf-format her


Når professionelle sætter sig for at forandre (dele af) deres praksis, foregår det typisk på den måde, at de i nutiden reflekterer over tankevækkende arbejdssituationer i fortiden – med henblik på at åbne for idéer til alternative handlemuligheder og organiseringer i fremtiden. En ikke uvæsentlig forudsætning herfor er, at arbejdssituationer i fortiden – på en saglig måde – lader sig indfange og skriftliggøre.

I det følgende vil jeg til dette formål foreslå brugen af situationsbeskrivelser.

Hvad er en situationsbeskrivelse?

En situationsbeskrivelse er en skriftlig redegørelse for, hvordan mennesker – herunder de professionelle selv – forholder sig forskelligt til det, der i spil i en specifik situation. Beskrivelsen indledes med informationer om, hvor situationen udfoldede sig, og hvem der var til stede. Dernæst beskriver man så detaljeret som muligt, hvad der skete, hvad de involverede parter var sammen om – og hvordan de forholdt sig forskelligt til det, de var sammen om. Det beskrives så vidt muligt, hvordan de involverede (re)agerede, hvordan de så ud, og hvad de sagde (meget gerne med ordrette citater).

Her følger et eksempel på en situationsbeskrivelse (der kan findes mange flere i Omsigts casesamling):

Om torsdagen spiser drenge og piger på blå stue i hvert deres rum. Bagefter har drenge og piger, hver for sig, en eller anden fælles aktivitet. Denne dag er der fire i drengegruppen, som pædagogen Nina er ansvarlig for: Ole, Kim og Anders på 5 og Tommy på 6 år. Efter at drengene har spist færdig, finder de deres tegninger frem. Anders og Tommy har tidligere tegnet på deres tegninger. Det er omrids af deres krop lavet på et stykke papirdug, som de nu skal farvelægge. Ole og Kim har ikke været der sidst, så de skal tegne omridset i dag. Tommy tegner på sin kropstegning – men har svært ved at sidde stille ved den.
Tommy: “Hvem vil komme og kigge?”
NINA: “Nej, det er der ingen, der skal.”
Ole: “Jeg vil gerne.”
NINA: “Nej, det skal du ikke.”
NINA (til Tommy): “Du kan selv vælge, om du vil sidde stille og tegne, eller om du vil gå udenfor på legepladsen.”
Tommy protesterer noget – men går til sidst (alene) ud på legepladsen. NINA hjælper Ole og Kim med at tegne hinanden. I første omgang skal Ole tegne omridset af Kim.
NINA (til Ole): “Nu skal du hente en tusch … La’ vær’ at kild’ Kim under tæerne … kan du mærke, du koncentrerer dig?”
Ole tegner rundt om Kim.
Ole: “Jeg har nemlig lært det derhjemme – for min mor … for jeg har tegnet min storebror.”
Bagefter er det Kims tur til at tegne Ole.
NINA (til Kim): “Hvad er det vi skal gøre Kim? Hvad hedder det her?”
Kim: ”Farve.”
NINA gentager det samme spørgsmål flere gange, uden at Kim kan svare – og til slut giver NINA selv svaret ‘tegne’. NINA beder børnene om at skrive deres navne på tegningen.
Ole og Anders skriver noget, der ligner deres navne – Kim laver en krusedulle. Ole har tegnet strithår på sit ‘hoved’ – og udpeger det for de andre
Ole: “Det er fordi, det er mig, der driller alle børnene … prøv at se her, jeg har blå hænder.”
NINA diskuterer det med ham.
Kim (viser sin tegning frem til NINA og Ole): “Se her … se, et menneske.”
NINA: “Ja, det er dig selv.”
Kim: “Nej, det er en sørøver, der er farlig.”
NINA: “Nej, det er da dig vi har tegnet.”
Kim svarer ikke. Kim tegner tre øjne på sin tegning.
NINA (til Kim): “Hvor mange øjne har man?”
Kim svarer ikke.
NINA: “Hvor mange øjne har du?”
Kim: “To.”
NINA: “Hvor mange øjne har din tegning?”
Ole (til NINA): “Skal jeg sige dig noget – hvad han hedder (peger på sin tegning – smiler)? Han hedder Robin-Hood-Ole.”
NINA griner. Kim har tegnet en lille tissemand mellem benene på hans kropstegning.
Kim (til NINA): “Jeg har en tissemand, jeg har en tissemand!”
NINA ignorerer ham. Anders har i hele perioden koncentreret og systematisk farvelagt sin tegning. Han har startet med fødderne og har farvelagt hele kroppen, dvs. fyldt hele fladen ud, skiftet farve ved livet og halsen.
Anders (til NINA): “Nu er jeg færdig.”
NINA: “Ja, nu er du færdig – du har tegnet meget koncentreret.”
Kim: “Jeg er også færdig.”
NINA: “Nej, du er ikke færdig – men du hørte, at Anders sagde, at han var færdig.”
Ole og Kim har stort set udfyldt deres tegninger lige meget – men Ole siger ikke noget om at være færdig – alle tre drenge pakker deres tegninger sammen.
(Situationsbeskrivelsen, der her gengives i lettere bearbejdet form, stammer fra en artikel af Thomas Ellegaard med titlen ‘Bryder læreplanen den sociale arv?’, der kan findes i antologien Læreplaner i børnehaven, redigeret af T. Ellegaard & A. H. Stanek, Gyldendal 2004, s. 174-175).

Ingen situationsbeskrivelse kan naturligvis være fuldstændig. For eksempel bliver man nysgerrig efter at få flere detaljer præsenteret, når der står “Tommy protesterer noget” eller “Nina diskuterer det med ham”. Også mimik og kropssprog kunne med fordel beskrives mere nuanceret.

Hvor mange detaljer det lykkes at indfange afhænger i høj grad af, hvordan situationsbeskrivelsen er blevet til. Den kan være skrevet ned efter hukommelsen. Den kan bygge på observationsnotater skrevet ned undervejs. Den kan bygge på stikord og/eller på en fortælling skrevet ned umiddelbart efter hændelsesforløbet. Den kan også støtte sig på en lydoptagelse eller videooptagelse. Eller den kan – som vi skal vende tilbage til – udarbejdes gennem en kombination af to eller flere af disse metoder.

Nogle få steder i situationsbeskrivelsen ovenfor kan iagttagerens ‘meninger’ anes. For eksempel finder der en slags motivforklaring sted, der hvor der står: “NINA gentager det samme spørgsmål flere gange, uden at Kim kan svare”. Om Kim kan eller vil svare er jo svært at vide – og det ville være interessant at få mere at vide om, hvordan hans manglende kunnen specifikt kom til udtryk i situationen. Er det ikke muligt at sandsynliggøre dette ud fra det indsamlede materiale eller ved brug af hukommelsen, kunne man med fordel ændre formuleringen til “… uden at Kim svarer”.

Enhver situationsbeskrivelse indebærer selvfølgelig en reduktion af den beskrevne situations faktiske kompleksitet – og denne kompleksitetsreduktion kan ikke undgå at afhænge af iagttagerens position og synsvinkel. Situationsbeskrivelser starter og slutter et sted – og man kan altid diskutere, hvordan en situation bedst indrammes, idet den hænger sammen med og overlapper situationer, der gik forud og som fulgte efter. Situationsbeskrivelser er altid at opfatte som repræsentationer af det, der skete – omend det selvfølgelig ikke betyder, at en hvilken som helst beskrivelse af situationen er en gangbar repræsentation. Andre skal, ved at læse situationsbeskrivelsen, kunne sætte sig ind i situationen uden at få iagttagerens egne meninger med i købet. Hvad iagttageren mener folk tænkte og følte, eller hvad iagttageren eventuelt fandt godt eller skidt, er ikke relevant.

I udarbejdelsen af situationsbeskrivelser prøver man at ramme en indstilling, som det i sin tid lykkedes Friederich Nietzsche at indfange i hans refleksioner over det ‘at lære at se’:

– At lære at se – at vænne øjet til roen, til tålmodigheden, til det at lade noget komme til sig; at udskyde dommen, at lære at omgås og omfatte enkelttilfældet fra alle sider (…) ikke straks at reagere på en pirring, men at håndtere de instinkter, der hæmmer og lukker af. At lære at se (…) det væsentlige deri er netop ikke ‘at ville’, men at kunne udsætte afgørelsen (…) at yde en pirring modstand (Friederich Nietzsche: Afgudernes Ragnarok, Samlerens Bogklub, 1994, s. 69-70).

Iagttagelsens dilemma

Situationsbeskrivelser kan være mere eller mindre rammende i forhold til det hændelsesforløb, der faktisk fandt sted. Men situationsbeskrivelser er også altid i et eller andet omfang udtryk for, hvad iagttageren fandt mere eller mindre bemærkelsesværdigt i situationen. Her deler situationsbeskrivelsen skæbne med enhver anden iagttagelse.

Ordet iagttage har netop en dobbelthed indbygget i sig, idet det i følge Den Danske Ordbog både kan bruges om det at “se opmærksomt, grundigt eller længe på” (synonymt med betragte) og om det at “lægge mærke til og opfatte som markant eller betydningsfuld” (synonymt med bemærke). På den baggrund kan man med fordel tale om et iagttagelsens dilemma:

Iagttagelsens_dilemma

Forskellige metodiske tilgange til iagttagelse vægter dette dilemma ganske forskelligt. Mere traditionelle observationsmetoder tilstræber typisk objektive beskrivelser med henblik på at dokumentere realiteterne – det, der rent faktisk skete – mens nyere narrative tilgange snarere insisterer på, at enhver fortælling konstrueres med henblik på det, som fortælleren har set, hørt og bidt mærke i ud fra sit eget subjektive perspektiv.

Situationsbeskrivelser – realitet og konstruktion

Man kan kalde de to ovennævnte tilgange til iagttagelse ‘realisme‘ og ‘konstruktivisme‘. De stilles til tider op overfor hinanden som et spørgsmål om enten-eller. Tilhængerne af bestræbelser på objektivitet anklager ‘konstruktivisterne’ for subjektivisme og relativisme – og for utilsigtet at understøtte fortællinger, der fokuserer på individers enkelthandlinger fremfor på samspil, processer og mekanismer. Mens konstruktivisterne anklager ‘realisterne’ for objektivisme og ‘fundamentalisme‘ (for hvis man har set hvad der faktisk skete, er der vel ikke megen grund til at høre på andre udlægninger?) – og for i deres alenlange beskrivelser at informere om en uendelig mængde af uinteressante detaljer.

Konstruktivister bekender sig ikke sjældent til det såkaldte Thomas-teorem, der siger: ’Hvis mennesker definerer situationer som virkelige, så er de virkelige i deres konsekvenser’. Men som den danske sociolog Jens Guldager har pointeret så er dette:

… en ‘halv sandhed’, som, hvis den står alene, er noget vrøvl. Dens – nødvendige og ikke relativistiske – supplerende halvdel formulerede Robert K. Merton på følgende vis: ’Når mennesker ikke definerer virkelige situationer som virkelige, er de ikke desto mindre virkelige i deres konsekvenser’ (citatet stammer fra en artikel af Jens Guldager med titlen ‘Komplementaritet og dialektik’, der kan findes i antologien Helhedssyn og forklaring, redigeret af M. Ejrnæs & J. Guldager, Akademisk Forlag 2008, s. 100).

I situationsbeskrivelsen ovenfor bliver konsekvensen af den måde situationen udvikler sig på for eksempel, at Tommy rent faktisk ender med ikke at forsætte sin deltagelse i tegneaktiviteten. I en eventuel fortælling om situationen kan Nina undlade at inkludere denne del af hændelsesforløbet. Det kan både ske ubevidst eller bevidst (for eksempel fordi hun ikke finder det interessant). Men det gør naturligvis ikke denne del af hændelsesforløbet mindre virkelig eller mindre virkelig i sine konsekvenser. Hermed ikke sagt, at måden Nina omtaler, og dermed konstruerer en fortælling om situationen på, ikke også kan blive virkelig i sine konsekvenser. Hun kan for eksempel omtale Tommys ikke-deltagelse i tegneaktiviteten som et valg Tommy i hovedsagen selv træffer (at Tommy ekskluderer sig selv) eller hun kan omtale det som en overvejende ufrivillig ikke-deltagelse (at Tommy ekskluderes). Afhængig af om Nina definerer situationen som virkelig på den ene eller på den anden måde, kan den også blive virkelig i sine konsekvenser på ganske forskellig måde.

På baggrund af iagttagelsens dilemma er det værd at overveje om ikke traditionelle tilgange til observation og nyere narrative tilgange i virkeligheden kan opfattes som komplementære. Selvfølgelig må man have in mente, at beskrivelser af, hvad der faktisk skete, må fremstilles med en bevidsthed om, at den tilsigtede objektivitet altid utilsigtet vil blive farvet af iagttagerens position og synsvinkel. Ligesom man må have in mente, at fortællinger altid må fremstilles med en bevidsthed om, at den tilsigtede subjektivitet ikke utilsigtet tillader alt for store ‘blinde pletter’ eller slår om i ‘meninger’ eller ’fri fantasi’.

At fremstille situationsbeskrivelser

Ses den konstruktivistiske og den realistiske tilgang til iagttagelse som komplementære åbner det for, at professionelle, i udarbejdelsen af situationsbeskrivelser, kan trække på elementer i begge tilgange alt afhængig af formål og personlige præferencer.

Bruger man pen og papir, kan begge tilgange godt nok ikke bruges på samme tid i selve ‘indsamlingsfasen’ (dvs. der hvor man indsamler materiale til sin situationsbeskrivelse). Man er så nødt til i udgangspunktet at begynde med at observere (‘betragte’) eller begynde med at fortælle (‘bemærke’). Benytter man lydoptagelser eller videooptagelser i arbejdet med situationsbeskrivelser, kan det imidlertid godt lykkes at kombinere de to tilgange i indsamlingsfasen. Man tænder for eksempel for lydoptageren (på ens ’smartphone’) og optager alt hvad der bliver sagt i situationen samtidig med, at man tillader sig selv at bide mærke i ‘den gode historie’ set ud fra formålet med situationsbeskrivelsen. Erfaringsmæssigt resulterer det i et godt og fyldigt materiale til den efterfølgende ‘bearbejdningsfase’ (dvs. der hvor situationsbeskrivelsen fremstilles på skrift) – uden at man nødvendigvis behøver at bruge tid på at høre hele lydoptagelsen igennem.

I bearbejdningsfasen kan man desuden altid – afhængig af formålet – reducere og omarbejde mere ‘observationsagtige’ situationsbeskrivelser til fortællinger (Tommys ikke-deltagelse i tegneaktiviteten eller bemærkningen om ‘Robin-Hood-Ole’ i situationsbeskrivelsen ovenfor kunne for eksempel danne udgangspunkt for udarbejdelsen af fortællinger). Ligesom man kan gøre fortællinger ’tykkere’ ved at øge detaljeringsgraden betydningsfulde steder i en fortælling, og dermed gøre disse steder mere ‘observationsagtige’ (f.eks. kan konteksten og samspillet lige inden fortællingers ‘omslag’ eller ‘pointe’ tit med fordel uddybes). Det kræver, at man ser (og husker) nærmere efter eller at man gør brug af lydoptagelser eller videooptagelser.

Situationskarakteristikker

Samler man en række situationsbeskrivelser af den samme type arbejdssituation – gerne udarbejdet af forskellige mennesker – kan professionelle på den baggrund have glæde af at samarbejde om at fremstille det, man kan kalde en situationskarakteristik.

En situationskarakteristik fungerer som en slags ’stemningsrapport’, der beskriver typiske positioner, som de typisk udfolder sig i forhold til hinanden i en situation af en bestemt slags. Situationskarakteristikker er en anelse mere generelle sammenlignet med situationsbeskrivelser, men de har den fordel, at de kan indfange (institutionelle) mønstre i det sociale samspil over tid. Der kan findes et eksempel på en sådan situationskarakteristik i den garderobesituation, der er beskrevet i artiklen med titlen Socialt inkluderende praksisanalyse.

Afrunding

Både situationsbeskrivelser og situationskarakteristikker kan fungere som garanter for saglighed i faglige refleksioner og praksisudvikling. De repræsenterer hverken objektive eller subjektive sandheder – men forsøger at give en ikke-u-sand og konkret beskrivelse af de måder, hvorpå mennesker forholder sig forskelligt til det, de er sammen om, i en specifik sammenhæng.

Ikke mindst i et inkluderende perspektiv, hvor det er ganske afgørende at kunne indfange sociale processer, mønstre og mekanismer i danske velfærdsinstitutioner, er situationsbeskrivelser og -karakteristikker et godt alternativ til rendyrkede fortællinger eller observationer.

© Copyright Omsigt v/Carsten Pedersen

(Artiklen blev publiceret i sin første version i august 2013 på http://omsigt.dk)

Book Carsten Pedersen til et foredrag, en halv eller en hel temadag eller et udviklingsforløb med fokus på arbejdet med situationsbeskrivelser her.

Situationsbeskrivelser eller situationskrakteristikker indgår som regel i Omsigts kursus- og konsulentvirksomhed – læs mere her og her.