Tagged: Kritisk sans

Temadag: ‘Fællesskabelsens dilemmaer’

På denne temadag opspores, deles og udforskes fællesskabelsens dilemmaer med henblik på at kvalificere bestræbelser på at forbinde individuelle og sociale dannelsesprocesser i praksis.

På baggrund af praksiserfaringer og aktuel forskningsbaseret viden inddrages deltagerne på denne temadag i bestræbelser på:

– At spore og undersøge forskelle og ligheder mellem arbejde og praxis, læring og dannelse samt mellem kompetence og dømmekraft, som disse fænomener aktuelt kommer til udtryk i dagtilbud, skoler, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.

– At få mere viden om den samfundsmæssige baggrund for evidens-, lærings- og kompetencediskursernes aktuelle dominans og relatere disse diskurser til begrebet om fællesskabelse (jf. artiklen Om fællesskabelse).

– At reflektere over dannelsesbegrebets aktualitet og fællesskabelsens dilemmaer i lyset af begreber fra Aristoteles’, John Deweys, Ludwig Wittgensteins, Hannah Arendts og Michel Foucaults filosofi samt i lyset af nyere socialfilosofiske og pædagogiske teoridannelser.

– At overveje tvivlens og den kritiske sans betydning i individuelle og sociale dannelsesprocesser (jf. artiklerne Tvivlens dannelse og Bidrag til kritik af den kritiske sans).

Tid og sted: Temadagen forestås af Carsten Pedersen tirsdag den 24. oktober 2017 kl. 8.30-16.00. Temadagen afholdes på gode kursusfaciliteter i hovedstadsområdet.

Prisen er 1.600 kr. (ekskl. moms). Der er fuld forplejning på temadagen. Der gives 10 % rabat på den samlede pris (før moms), hvis tre eller flere deltagere fra samme arbejdssted tilmeldes samme temadag. Studerende ved videregående uddannelser kan deltage til halv pris (begrænset antal pladser).

Kursusbevis udleveres ved dagens afslutning.

Tilmelding til temadagen ‘Fællesskabelsens dilemmaer’ foregår her.

Tilmeldingsfristen er mandag den 2. oktober 2017 kl. 12.00. Tilmeldinger modtages efter deadline, men pladser kan ikke garanteres.

Temadagen kan også skræddersyes til den enkelte arbejdsplads/kommune og afholdes lokalt.

Bidrag til kritik af den kritiske sans

Af Carsten Pedersen


Artiklen kan købes i pdf-format her


I det følgende udfoldes og begrundes det synspunkt, at det – i udøvelsen af kritik – er hensigtsmæssigt at konkretisere frem for at ideologisere.

Afsættet er en tankevækkende arbejdssituation fra min egen praksis. Jeg bruger situationen til at indkredse, hvad der kan ligge i en kritiks ideologisering henholdsvis konkretisering. Afslutningsvis overvejer jeg – på den baggrund – mulighederne for at bedrive samfundskritik.

Kritiske erfaringer

Under et oplæg på et kursus, med deltagelse af pædagoger, lærere og ledere, refererede jeg til en hovedpointe i sociologen Rasmus Willigs bog Kritikkens u-vending – en diagnose af forvandlingen fra samfundskritik til selvkritik (2013). Jeg kritiserede tidens, mere eller mindre ureflekterede, bekendelser til et ressourcesyn. I dette tilfælde i forældresamarbejdet. Ressourcesynet kan ses som et udtryk for det, som Rasmus Willig omtaler som en positivitetsfascisme (ibid., s. 84ff), hvor verden ‘apartheidagtigt’ deles op i negative (sorte) tanker og positive (hvide) tanker, og hvor det positive konsekvent fremhæves på det negatives bekostning. Hvor det – for nu at citere Willig selv – “… negative skal vendes til noget positivt, og det, som allerede er positivt, skal plastres ud over alle sortseerne” (ibid., s. 86). Jeg refererede videre til Willigs opfattelse af denne positivitetsfascisme som en falsk forestilling, idet vi jo godt véd, at “…. verden hverken er sort eller hvid” (ibid.). Jeg var egentlig i færd med at introducere til dilemmabegrebet og brugte referencerne til Rasmus Willig som en begrundelse for, at bekymringer, og dermed dilemmaer, må tages alvorligt og deles – også i forældresamarbejdet.

Få deltagere i forsamlingen nikkede indforstået, men hovedparten vred sig. Enkelte var faktisk ikke så lidt fortørnede. De måtte protestere højlydt. Ressourcesynet var i deres øjne et helt uundværligt grundprincip i deres arbejde. De forbeholdt sig ret til at kritisere kritikken! Oplægget udviklede sig – utilsigtet – til en længere og heftig diskussion af ressourcesynets velsignelser henholdsvis forbandelser.

På et senere tidspunkt – på samme kursus – delte en af deltagerne et dilemma fra egen praksis med resten af forsamlingen (jf. artiklen Dilemmadeling gennem konversation). Dilemmaet handlede i korte træk om, at deltageren, i sit arbejde som støttepædagog for et barn med funktionsnedsættelser, oplevede, at et forældrepar havde fået helt overdrevne forventninger til, hvor hurtigt deres barn kunne udvikle sig. Ligesom forældrene tydeligvis havde fået den opfattelse, at deres barn med tiden ville komme til at fungere helt ‘normalt’. Det var deltagerens bedste faglige vurdering, at det aldrig ville blive tilfældet. Ifølge eget udsagn, havde deltageren gjort meget for at indgyde forældrene optimisme i forhold til deres barns udvikling ved at fortælle om og fremhæve barnets ressourcer og fremskridt – og forældrenes eget bidrag til dette. Dilemmaet var, at dette var sket i en grad, hvor deltageren nu måtte konstatere, at det i virkeligheden var endt med at blive for meget af det gode. Deltageren så det nu som sin opgave, at give forældrene mulighed for at udvikle en realistisk opfattelse af deres barns udviklingsmuligheder samtidig med, at deres mod på fremtiden, og på at gøre deres indsats i samarbejdet, ikke blev undermineret. Ikke noget let dilemma at håndtere, når fortidens samtaler ret entydigt havde koncentreret sig om barnets ressourcer og fremskridt.

Dilemmaet gav anledning til en frugtbar perspektivudveksling, hvor andre deltagere kunne fortælle om lignende dilemmaer fra deres egen praksis. Der kom mange bud på, hvordan dilemmaet kunne formuleres og fortolkes på forskellige måder. På et tidspunkt overgik vi til at tale om, hvordan denne type dilemma kan forklares. Et overdrevet (kommunalt initieret) fokus på, at der altid bør tages udgangspunkt i menneskers ressourcer, blev nu angivet som en forklaring af flere af de deltagerne, der tidligere havde forsvaret ressourcesynet med næb og klør. Disse deltagere refererede ikke til den tidligere diskussion af positivitetsfascisme.

Kritikkens ideologisering og konkretisering

På sin vis synes de to samtaler om ressourcesynet at have fundet sted i to forskellige verdener – omend deltagerne var de samme. I begge samtaler indgik en form for kritik. Men kritikken var af ganske forskellige karakter. Den første kritik af ressourcesynet var principiel, almen og stridsfremmende. Den anden kritik af ressourcesynet var specifik, situationsfølsom og undersøgende. Den første form for kritik forfaldt til at udelukke tvivlen, mens den anden form for kritik lod tvivlen komme sagen til gode (jf. artiklen Tvivlens dannelse).

Man kan således iagttage en interessant forskel, der vedrører vores reaktion, når et givent fænomen kritiseres.

Hvis kritikken formuleres i generelle og principielle termer, giver den ikke sjældent anledning til ideologisering. Kritikken af et fænomen gøres til et stridsspørgsmål, hvor påstande forsvares som sande, eller angribes som falske. Og det på trods af, at påstandene i og for sig hverken kan begrundes som entydigt sande eller falske. Kritikken udløser eksempelvis en strid, der går på, om et ressourcesyn er udtryk for positivitetsfascisme eller ej. I kampens hede tages ord og begrebers betydning for givet, og de bruges ikke sjældent som om de var ‘ting’, der ikke kan være anderledes.

Hvis kritikken formuleres med en specifik situationsbeskrivelse som omdrejningspunkt – og ud fra overvejelser over, hvad der i og på spil i denne situation – giver den derimod snarere anledning til konkretisering. Kritikken af et fænomen tydeliggøres og specificeres. Kritikken udløser eksempelvis undersøgelser af, hvad der sker, når hensyn til fokus på menneskers ressourcer tager overhånd – og af, hvilke andre hensyn vi hermed risikerer at overse. I takt med at disse undersøgelser skrider frem, nuanceres og udvikles den sprogbrug, hvormed situationerne beskrives og fortolkes. På sin vis i tråd med det, jeg kalder en praksisfilosofisk tilgang (jf. artiklen Hvad er praksisfilosofi? og Pedersen, 2011), hvor ords betydninger opfattes som noget dynamisk, der hænger sammen med deres forskellige brug i praksis (Wittgenstein, 1971, s. 54), og hvor det “… ene ord kan være (…) mere i pagt med tingen end det andet, og mere rammende derved, at det ligesom stiller os sagen for øjne” (Aristoteles, 1983, s. 206). Et eksempel, på hvordan praksisfilosofisk kritik kan bedrives, kan blandt andet findes i den kritik af anerkendelsesbegrebet, som jeg har forsøgt mig med (jf. artiklen Anerkendelsens blinde pletter).

Hvad er kritik?

Ordet kritik kommer af det græske krinein ‘bedømme’. Ifølge ordbogen er man kritisk, når man “… forholder sig skeptisk, undersøgende og bedømmende” (sproget.dk). Når man udøver kritik, sker det ved skøn og vurderinger, hvorigennem fænomener tillægges en bestemt betydning eller værdi. Disse skøn og vurderinger kan være mere eller mindre velbegrundede. Men en velbegrundet kritik behøver vel ikke nødvendigvis at kunne begrundes som enten sand eller falsk?

I praksis kan man som bekendt komme ganske langt med bestræbelser på ikke at forholde sig usagligt. Fordelen ved denne indstilling er, at man hermed samtidig respekterer – og har fordel af – at andre mennesker kan formulere andre vinkler og perspektiver på sagen. I lyset af denne forskellighed, åbner kritik tillige mulighed for selvkritik. Og måske kan udøvelsen af såvel kritik som selvkritik opfattes som et ikke uvæsentligt aspekt ved dømmekraft? Dømmekraft forstået som en skelneevne, der må antages livslangt at kunne udvikles og nuanceres, idet man bestræber sig på aldrig at forholde sig ukritisk.

En kritiks ideologisering indebærer, at værdier opfattes som sandheder, mens en kritiks konkretisering indebærer, at værdier opfattes som praktiske hensyn blandt andre praktiske hensyn.

Under skyldigt hensyn til ordbogens formuleringer om kritisk aktivitet som skeptisk, undersøgende og bedømmende, kunne man fristes til at indkredse ‘kritikkens konkretisering’ til vedvarende forsøg på:

– at forholde sig skeptisk til alle former for hensyn, som tager overhånd, og

– at forholde sig undersøgende til, hvordan hensyn overdrives og overses i typiske hverdagssituationer, samt på den baggrund

– at bedømme værdien af bestemte handlemønstre, organiseringer og strukturer ud fra, om de bidrager til at fremme forsvarlig håndtering af modsatrettede hensyn (dilemmaer).

Hvad med samfundskritikken?

Men hvad så med samfundskritikken? En ‘kritikkens konkretisering’ gør det vel ganske vanskeligt at forholde sig kritisk til samfundsudviklingen som sådan? På hvilket fundament kan man stå, når man ønsker at udøve samfundskritik?

Fundamentet for kritik kan i mine øjne ikke være abstrakte principper eller teorier, der formuleres som almene sandheder. Heller ikke i evidensbaserede udgaver. Professionsforskeren Katrin Hjort har skrevet i relation til læreres arbejde:

Set i et professionsperspektiv skal evidensen informere og kvalificere lærernes arbejde, ikke diktere det. Den videnskabelige viden skal være en af de ressourcer, som lærerne trækker på, når de træffer deres professionelle valg, på linje med de ressourcer, der udgøres af erfaringen og den etiske overvejelse. Den videnskabelige viden skal ikke erstatte, men supplere den erfaringsbaserede viden, og den må ikke suspendere den etiske refleksion. (Hjort i Hedegaard & Krogh-Jespersen, 2011, s. 42)

På sin vis kan den sidste sætning vel siges at gælde alle former for praksis, hvor der trækkes på videnskabelig viden? Men som filosoffen Hans Fink har pointeret, så er det etiske hensyn aldrig hensynet til etikken:

Det etiske er ikke et område for sig selv ved siden af andre områder. Der er ikke et bestemt hensyn, som altid og pr. definition er det etiske hensyn; men det etiske hensyn er altid et bestemt hensyn. Det er det hensyn, der i den givne situation er særlig grund til at minde om, ikke fordi det er etisk, men fordi det er overset. Det er hensynet til den anden, når selviskheden tager overhånd, men det er hensynet til én selv, når udnyttelse og moralsk masochisme truer. Det er den langsigtede interesse, når den ofres for en kortsigtet fordel; men det er livet her og nu, når det langsigtede hensyn bruges undertrykkende. Det er alvoren, når overfladiskheden dominerer; men det er glimtet i øjet, når alvoren sænker sig. Det er fornuftens stemme, når emotionaliteten tager over; men det er følelsens, når fornuften stivner. Det etiske hensyn er aldrig hensynet til etikken. (Fink, 2012, s. 218).

Hermed bliver fundamentet for samfundskritikken praksis og dermed de modsatrettede hensyn, som praktiske hverdagssituationer består af. De mange forskellige typer af handlemønstre, organiseringer og strukturer, som menneskers (re)ageren er filtret ind i, må kritiseres med specifikke, praktiske situationsbeskrivelser som omdrejningspunkt. Det betyder, på den ene side, at aktuelle samfundstendenser ikke blot kan kritiseres ved på forhånd at lægge bestemte legitime hensyn for had. Men det betyder, på den anden side, også, at intet legitimt hensyn på forhånd kan gøres til det eneste saliggørende.

Jeg har selv forsøgt mig med denne form for kritik i eksempelvis en analyse af sagen om Strandvænget, hvor borgere, der i forvejen befandt sig i yderst udsatte positioner, oplevede en både nedværdigende og hensynsløs behandling (Pedersen i Schou & Pedersen, 2014, kap. 12). Inspireret af Charles Wright Mills bog Den sociologiske fantasi (2002), gjorde jeg brug af nyhedsudsendelser, dokumentarudsendelser (med situationsbeskrivelser optaget med skjult kamera), interviews, avisartikler, offentlige dokumenter, lovgivning, statistik, forskningsbaseret viden og sociologiske begrebsdannelser – og jeg måtte konkludere, at sociologien Zygmunt Bauman har fat i den lange ende, når han skriver, at pluralismen er:

… den bedste forebyggende foranstaltning mod, at moralsk set normale mennesker engagerer sig i moralsk set abnorme handlinger (…) Den individuelle moralske samvittighed høres bedst i den politiske samfundsmæssige uenigheds tummel. (Bauman, 1994, s. 207f)

Og jeg tilføjede for egen regning:

Pluralisme kan i bredeste forstand forstås som en vidtgående respekt for forskellen mellem egne og andres opfattelser og indebærer en nysgerrig, dialogisk åbenhed over for en mangfoldighed af synspunkter holdninger og værdier (Pedersen i Schou & Pedersen, 2014, s. 461).

Kobles en sådan pluralistisk indstilling til en kritisk undersøgelse af, hvordan – ellers legitime og værdifulde – hensyn overdrives på bekostning andre værdifulde og legitime hensyn, der dermed overses, er det vel ikke helt ved siden af, at påstå, at denne form for kritik kan have en vis samfundsmæssig rækkevidde?

Der kan godt registreres visse tilløb til denne form for kritik i ‘den samfundsmæssige uenigheds tummel’. Der var for eksempel et indslag i 21 Søndag (den 4. januar 2015), der viste sekvenser af praktiske arbejdssituationer i et længere indslag, hvor en pædagog var alene med børnegruppen på sin stuen i omkring 3 1/2 time i løbet af en arbejdsdag. Samtidig blev der refereret til statiske undersøgelser og anden form for dokumentation. Efter at have set udsendelsen, er det dog i høj grad de viste arbejdssituationer, der har brændt sig fast på nethinden. Omend de oversete hensyn helt givet kunne have været undersøgt og tydeliggjort langt grundigere, hvis de havde nydt større opmærksomhed under programmets tilrettelæggelse og tilblivelse.

Afrunding

Uanset om man finder det relevant at kritisere normeringerne i en specifik daginstitution eller i daginstitutioner som sådan – eller man, for den sags skyld, ønsker at kritisere konkurrencestaten som sådan – er det værd at overveje, om der ikke er mest bid i en kritik, hvor såvel overdrevne som oversete hensyn undersøges og blotlægges med specifikke hverdagssituationer som omdrejningspunkt.

Lad mig runde af med et aktuelt eksempel fra politiken.dk (den 10. januar 2015), hvor en kronik af, og et videointerview med, Pia Henriksen blev bragt. Pia Henriksen er både lærer og forælder og har givet sin kronik overskriften ‘Red jeres børn ud af konkurrencestatens jerngreb!’. Pia Henriksen giver – især i videointerviewet og i mindre grad i kronikken – eksempler på situationer hvor forældre overdriver hensyn til, at deres børn udvikler kompetencer og målbare tekniske færdigheder samtidig med, at de overser hensyn til, at børn skal have mulighed for at være børn og gøre ting for deres egen skyld.

I videointerviewet fortæller Pia Henriksen eksempelvis om en situation med en præst, som ved et introduktionsmøde til en konfirmationsforberedelse beretter om, hvordan vedkommende vil arbejde med at inddrage børnene i filosofiske samtaler og stimulere deres nysgerrighed efter at se verden fra forskellige synsvinkler. På mødet er en del forældre imidlertid langt mere optagede af at spørge til, hvad det er for nogle specifikke kompetencer og færdigheder, som deres børn kan tage med sig fra forløbet. Læs eventuelt kronikken og se interviewet med Pia Henriksen. Overvej dernæst om ikke den konkretisering af kritikken, der overvejende kommer til udtryk i videointerviewet indebærer et større kritisk potentiale end den ideologisering af kritikken, der overvejende kommer til udtryk i hendes kronik.

Læg desuden mærke til, hvordan der viser sig en forbindelse mellem kritisk sans og humoristisk sans i videointerviewet. Beskrivelser af situationer, hvor et hensyn overdrives ud i det ekstreme er komitragiske (jf. Pedersen, 2011, s. 159ff). Det gælder også hypotetiske situationer. I interviewet sammenligner Pia Henriksen for eksempel tidens overdrevne fokus på kompetencer og tekniske færdigheder med en situation, hvor pornofilm skulle fungere som seksualvejledning :

… hvis du tager alt hvad der hedder følelser og sanselige oplevelser og respekt for andre mennesker ud af det, så kan du i princippet godt blive klogere – tror jeg – på nogle tekniske færdigheder ved at sidde og se det der, men det er bare ikke sikkert, at du kan bruge det til ret meget i dit liv, og måske kan du også komme lidt i klemme med det i virkeligheden, ik’? Så det der med hele tiden at stræbe efter nogle tekniske færdigheder, som er målbare, det bruger man jo rigtig meget, og der synes jeg måske, at forældrene falder lidt i den der fælde, jamen så må vi hellere sørge for at være med på den vogn – altså et tog man nærmest ikke kan stoppe …

Humorens og ikke mindst satirens kritiske potentiale er velkendt.

Hvem ved? Måske hænger blandt andet satiretegningers kritiske potentiale sammen med, at disse tegninger – i en groft karikeret og hypotetisk form – kan vise nogle yderste konsekvenser af, at visse personer (typisk magtfulde autoriteter) overdriver visse hensyn ud i det groteske samtidig med, at de fuldstændig overser andre betydningsfulde hensyn? Satirens styrke ligger vel netop i, at træk ved personer og situationer, med fantasiens hjælp, kan overdrives i en grad, så personers mangel på dømmekraft hermed kan udstilles, latterliggøres og kritiseres. Men satirikeren løber som bekendt selv en risiko for at blive kritiseret for mangel på dømmekraft. Satirens indbyggede bedrevidenhed og satirikerens tendens til at le ad – fremfor med – de mennesker, som han retter sine satiriske angreb imod, kan også kritiseres for hensynsløshed. Derfor kan humorens kritiske potentiale måske vise sig at være større end satirens i de fleste sammenhænge? Humoristen udleverer ikke kun de andre, men tillige sig selv, og giver måske dermed et lille bidrag til, at mennesker får lidt lettere ved håndtere tilværelsens dilemmatiske karakter i en foranderlig og konfliktfyldt verden.

© Copyright Omsigt v/Carsten Pedersen

(Artiklen blev publiceret i sin første version i januar 2015 på http://omsigt.dk)

Book Carsten Pedersen til et foredrag, en halv eller en hel temadag eller et udviklingsforløb med fokus på kritik og kritisk sans her.

Omsigt afholder en temadag om fællesskabelsens dilemmaer, hvor den kritiske sans er på dagsordenen – læs mere om temadagen her.