Tagged: Kollektiv dømmekraft

Hvad er dilemmaopsporing, dilemmadeling og dilemmakritik?

Af Carsten Pedersen


Artiklen kan købes i pdf-format her


Den højeste form for intelligens er evnen til
at holde to modsatrettede idéer i tankerne på
samme tid og samtidig bevare evnen til at handle

F. Scott Fitzgerald

I omkring 20 år har jeg spekuleret over, hvad et dilemma egentlig er for et fænomen. I nogenlunde samme tidsrum har jeg – i min egenskab af underviser, vejleder og konsulent – arbejdet med systematisk at opspore, dele og forholde mig kritisk analyserende til dilemmaer på mange forskellige typer af offentlige arbejdspladser og i mange forskellige slags uddannelsessammenhænge.

I denne artikel indkredser og udreder jeg det dilemmaberedskab, der efterhånden har taget (foreløbig) form i kraft af dette arbejde.

Et element i dette dilemmaberedskab er det dilemmadiagram, som jeg – delvist inspireret af Daniel D. Ofman (Ofman, 2001) – udviklede for omkring 10 år siden, og som jeg på forskellig vis har introduceret til i en række bogudgivelser (Pedersen i Schou & Pedersen, 2008, s. 373; Pedersen, 2009, s. 115Pedersen, 2011, s. 264Pedersen i Schou & Pedersen, 2014, s. 34; Pedersen, 2017a, s. 176). Ikke mindst, når situationer spidser til, kan man have glæde af det dobbeltblik – og den dobbelte lydhørhed – som en lejlighedsvis brug af dilemmadiagrammet kan være med til at skærpe og nuancere. Og som jeg skal forsøge at vise i det følgende, så kan dilemmadiagrammet både bruges til at blive klogere på, hvad et dilemma i det hele taget er for et fænomen og til systematisk at opspore, dele og forholde sig kritisk analyserende til dilemmaer, som de kommer til udtryk i tankevækkende arbejdssituationer.

Hvis du som læser først og fremmest er interesseret i en kortfattet introduktion til selve brugen af dilemmadiagrammet, kan du vælge at springe frem til det næstsidste afsnit, der bærer overskriften ‘Et dilemmaberedskab’ – og så eventuelt efterfølgende eller ved en senere lejlighed læse resten af artiklen med henblik på at blive klogere på dilemmabegrebets mange facetter. En PowerPoint-fil med dilemmadiagrammet kan frit hentes her og udfyldes elektronisk, hvorefter det eventuelt kan gemmes som billede og indsættes i tekstdokumenter, på hjemmesider og lignende (eneste betingelse er tydelig kildeangivelse).

Hvad er et dilemmaberedskab?

Et fagligt beredskab – herunder et dilemmaberedskab – består typisk af:

– en samling situationsbeskrivelser med tankevækkende arbejdssituationer (som jeg her meget passende kan kalde dilemmasituationsbeskrivelser), hvor der løbende samles til bunke (jf. eksempelvis Omsigts casesamling),

– en praksisfølsom begrebsforståelse (i dette tilfælde en dilemmaforståelse), der tager form af en dynamisk arbejdsdefinition, som løbende nuanceres,

– en refleksionsramme indeholdende et antal analytiske spørgsmål, der udledes af begrebsforståelsen og som justeres i takt med, at denne forståelse nuanceres,

– nogle praktiske ledetråde, der sikrer, at refleksionsrammen rent faktisk bruges i refleksioner over tankevækkende arbejdssituationer i praksis – med henblik på at kvalificere håndteringen af lignende arbejdssituationer i fremtiden, samt

– en vedligeholdelses- og udviklingsplan, der sikrer en regelmæssig rådslagning om beredskabets formuleringer og relevansen af at indlemme nye begreber i den fortsatte beredskabelsesproces. (jf. Pedersen, 2017a, s. 168 og artiklen Samarbejdsfokuseret faglig beredskabelse)

Indholdet af et fagligt beredskab afhænger altid af, hvem der tager del i dets udvikling og vedligeholdelse. Dilemmaberedskabet, jeg indkredser og udreder i det følgende, er derfor til læserens inspiration. Det kunne helt givet se anderledes ud. Og det kommer med sikkerhed også til at se anderledes ud i takt med, at jeg i fremtiden gør mig nye erfaringer og tanker (denne artikel er af samme grund at opfatte som en dynamisk publikation). Et fagligt beredskab er godt nok skriftliggjort, men det er samtidig dynamisk og indgår i en vedvarende beredskabelsesproces (Pedersen, 2017a, s. 162 – deler man beredskabet med andre, kan det eksempelvis udformes i Google Docs, hvor alle deltagere gives adgang til at redigere).

Da det følgende altså er til inspiration, kan du som læser have glæde af at klargøre, hvordan dit eget dilemmaberedskab aktuelt ser ud, inden du læser videre. Læser du artiklen sammen med kolleger eller medstuderende, som du indgår i en mere varig samarbejdsrelation med, kan I også have glæde af at sætte gang i en klargørelse af jeres kollektive dilemmaberedskab. Uanset om beredskabet udvikles individuelt eller kollektivt, kan du (I) have glæde af konversere frem for at diskutere (jf. artiklen Hvad er konversation?). I konversationer forsøger man at forholde sig undersøgende til interessante forskelle mellem de tanker og opfattelser, der gøres gældende. Det handler om at undgå såvel bekræftelser som afkræftelser for hermed langsomt at indkredse en vifte af mulige perspektiver, som man ikke behøver at være uenig (med sig selv) om.

Klargørelsen af ens aktuelle dilemmaberedskab kan ske ved, at man først tænker tilbage på situationer i fortiden, som man oplever, at ordet dilemma meningsfuldt kan relateres til. Man beskriver samspillet i mindst én af disse situation på skrift – og man gør det så sagligt og detaljeret som muligt (jf. artiklen Situationsbeskrivelser som garant for saglighed). Man overvejer dernæst, hvor man ser tegn på et dilemma i situationsbeskrivelse(r)n(e). Med disse tegn som klangbund, begynder man at filosofere over, hvad et dilemma dybest set er for et fænomen, som man forstår det aktuelt. Man nedfælder den dilemmaforståelse, der hermed tager form, i en foreløbig arbejdsdefinition på skrift (det skal være en sammenhængende sætning eller formulering og ikke blot i stikordsform). På baggrund af ens arbejdsdefinitionen, gør man sig nu nogle tanker om, hvilke analytiske spørgsmål, man med fordel kunne stille sig selv (og hinanden) i refleksioner over fremtidige dilemmasituationer – med henblik på at kvalificere håndteringen af lignende situationer i fremtiden. Spørgsmålene skal udspringe af – og kunne begrundes i – arbejdsdefinitionen. Spørgsmålene skrives ned og prioriteres (der skal ikke være flere, og de skal ikke være mere komplicerede, end de med tiden kan huskes i hovedet). Man tænker dernæst over, hvilken rækkefølge, der nok vil være mest hensigtsmæssig at bruge spørgsmålene i, når man reflekterer over en dilemmasituation. Man overvejer også, hvilken form refleksionen bedst kan forgå under (jeg anbefaler konversation, uanset om man reflekterer alene eller sammen med andre). Man afprøver herefter spørgsmålene på den situation, man indledte med at beskrive (alternativt bruges eksempelvis en situation fra Omsigts casesamling) – og man justerer eller ryder ud i de af spørgsmålene, der eventuelt fungerer mindre godt. Til sidst overvejer man, hvordan man sikrer, at dilemmaberedskabet bruges, udvikles og vedligeholdes i fremtiden.

Som læser(e) er du (I) nu godt i gang med en faglig beredskabelse og kan løbende tage dilemmaberedskabet op til revision og nuancere det, i takt med at du (I) gør dig (jer) erfaringer med at trække på det eller på anden vis får nye relevante indsigter. Ledetråden er en gennemgående nysgerrighed på, om der er aspekter ved dilemmabegrebet og ved dilemmasituationer, som du (I) risikerer at overdrive eller underdrive eller helt at overse.

Beredskabelse er en praksisfilosofisk aktivitet (jf. Pedersen, 2017a, s. 148Pedersen, 2011; og artiklen Hvad er praksisfilosofi?). Og det følgende er skrevet ud fra samme praksisfilosofiske tilgang. Indkredsningen af, hvad jeg forstår ved et dilemma, sker derfor først ud fra en praktisk synsvinkel, hvor afsættet er en tankevækkende arbejdssituation (i dette tilfælde fra en børnehave). I forlængelse heraf, gør jeg mig nogle filosofiske og fagligt funderede overvejelser over dilemmabegrebet. Og på den baggrund giver jeg mit bud på, hvordan jeg mener, at man kan arbejde systematisk med det, jeg kalder dilemmaopsporing, dilemmadeling og dilemmakritik (jf. artiklen På sporet af håbet). Deler man opsporede dilemmaer med andre berørte parter, og forsøger man samtidig at forholde sig kritisk analyserende til, hvorfor dilemmaerne opstår, går igen og har det med at fryse mere eller mindre til – åbnes der mulighed for det, som jeg vil kalde dømmekraftsbaseret praksisudvikling.

Når dilemmaer viser sig i praksis

Lad mig begynde med at indkredse, hvordan et dilemma kan vise sig i praksis:

Tre børn befinder sig på bakken på legepladsen. Hans og Grethe er fra en traditionel børnehavegruppe. Johannes er fra en specialgruppe. Hans og Grethe leger i sneen. Pædagogen JOSEFINE og Johannes kommer hen mod dem.
JOSEFINE: “Vil I være med til at kælke?”
Det vil de alle tre gerne. JOSEFINE finder kælke frem, og de tager hver en.
Grethe: “Vi leger ikke med Johannes.”
JOSEFINE: “I kælker alle tre.”
Hans: “Grethe mener altså, at vi ikke vil lege med Johannes!”
JOSEFINE: “Du og Grethe kælker. Johannes kælker også. Skal vi tælle til tre, og se hvem som kommer længst?”
Hans og Grethe i kor: “JA!”
JOSEFINE: “Vi tæller sammen – 1-2-3!”
Alle tre børn tæller (på hver deres måde).
De kælker alle tre ved siden af hinanden i lang tid. Der er god kontakt, også til Johannes, som inddrages med smil og opmærksomhed af de andre to børn. (Situationsbeskrivelsen stammer fra Omsigts casesamling – læs eventuelt mere udarbejdelsen af situationsbeskrivelser i artiklen Situationsbeskrivelser som garant for saglighed)

Det, der synes at være i spil i situationsbeskrivelsen, er i første omgang to ting; det er det, som Hans og Grethe allerede har sammen i deres leg i sneen; men det også det, Josefine og Johannes har sammen i kraft af, at de bevæger sig henimod Hans og Grethe. De to slags fællesskaber (eller fællesskabelser – jf. artiklen Om fællesskabelse) understøttes nok delvist af den strukturelle opdeling, der findes i institutionen, hvor nogle børn er tilknyttet en ‘specialgruppe’, mens andre børn er tilknyttet en ‘traditionel børnehavegruppe’. I anden omgang er det, der er i spil, Josefines forslag om at kælke. Hermed sættes der gang i en ny fællesskabelse. I tredje omgang er det, der er i spil, uenigheden om Johannes’ deltagelse. I fjerde omgang er det, der er i spil, at tælle til tre og at se, hvem der kan komme længst på kælkebakken. Og til sidst er det, der er i spil, at de tre børn kælker og gestikulerer til hinanden – hvor Josefine tilsyneladende trækker sig i takt med, at hun vurderer, at alle tre børn tager del i, og oplever sig som en del af det, der foregår på kælkebakken.

Det, der er på spil for Josefine, synes at være, at hun (måske på vej hen til Hans og Grethe sammen med Johannes) har besluttet sig for, at Johannes skal have hjælp til at blive en del af det fælles på legepladsen. Det kan hun have gjort ud fra tidligere oplevelser, hvor Johannes er blevet udelukket eller holdt udenfor. Og også i denne situation oplever Josefine – efter at have foreslået at de tre børn at kælke sammen – at Hans og Grethe mildest talt udviser modvillighed overfor at have Johannes med. Det, der er på spil for Hans og Grethe er, at de allerede har noget sammen, som de værner om. Men man kan heller ikke udelukke, at de tidligere har gjort sig mindre gode erfaringer med at lege med Johannes. Det, der er på spil for Johannes, er måske, at han er interesseret i at tage del i noget sammen med Hans og Grethe, men også at hans forudsætninger for at deltage er anderledes end deres, idet han – i modsætning til Hans og Grethe – er tilknyttet specialgruppen i børnehaven.

Det er formodentlig bekymringen for, at Johannes ikke bliver en del af det fælles på kælkebakken, der driver Josefine til at forsøge at hjælpe ham ved at igangsætte kælkeaktiviteten. Men i og med denne optagethed og bestræbelse, mærker Josefine også en betydelig modstand fra Hans og Grethe, som hun ikke kommer uden om at forholde sig til. Da Hans fastholder hans egen og Grethes protest, efter Josefine ellers har insisteret ved at sige “I kælker alle tre”, synes Josefine i en eller anden grad at udvide og nuancere sin opmærksomhed i situationen. Og det kunne i mine øjne godt indikere, at hun nu oplever at befinde sig i et dilemma. Oplevede hun ikke det, ville hun måske blot endnu mere entydigt fokusere og insistere på at sikre Johannes’ deltagelse. På en måde ville hun hermed forstå Johannes’ ikke-deltagelse som et problem, der kalder på en løsning – og løsningen ville måske være mere af det samme; at Hans og Grethe skulle indrette sig på, at Johannes skulle være med. Når situationen forstås som en dilemmasituation – fremfor en problemsituation, hvor en vanskelighed skal overvindes – kalder den ikke på samme måde på problemløsning, men snarere på dilemmahåndtering.

Hvad er et dilemma – set ud fra en praktisk synsvinkel?

Josefines dilemma bliver tydeligt i takt med, at situationen spidser til. Dilemmaet opstår og tager form i en proces, hvor en bekymring (over at Johannes ikke bliver en del af det fælles) dukker op og forsøges gjort til skamme (gennem Josefines bestræbelse på at hjælpe Johannes til at blive en del af det fælles). Men i og med dette forsøg på at gøre en bekymring til skamme – og i lyset af den måde, situationen i øvrigt udvikler sig på (eksempelvis Hans og Grethes modvillighed) – spirer en ny bekymring (Josefine kan for eksempel opleve en bekymring over, at det, Hans og Grethe allerede har sammen, ødelægges, når hun insisterer på, at Johannes skal være med). Denne nye bekymring er helt forskellig fra Josefines første bekymring. Den opstår som en følge af, at optagetheden og bestræbelsen, på at gøre den første bekymring til skamme, overdrives. Hvis denne nye bekymring tages alvorligt og også forsøges gjort til skamme (Josefine kan eksempelvis bestræbe sig på at respektere, at Hans og Grethe allerede har noget sammen uden af den grund at opgive bestræbelsen på at hjælpe Johannes til at blive en del af det fælles), så giver det god mening at tale om, at Josefine befinder sig i et dilemma. For de to hensyn er tydeligvis modsatrettede og fordrer et dobbeltblik og en dobbelt lydhørhed, hvis Josefine skal lykkes med det, der mest af alt ligner en dobbeltbundet hensyntagen.

Ud fra en praktisk synsvinkel, synes man altså at befinde sig i et dilemma, når man – i takt med at en situation spidser til – på én gang oplever to modstridende, legitime bekymringer, som man kun kan lykkes med at gøre til skamme ved at udvikle et dobbeltblik og en dobbelt lydhørhed, der muliggør en dobbeltbundet hensyntagen. Og i en professionel sammenhæng må bekymringer antages at være legitime, hvis de kan begrundes såvel sagligt, fagligt som personligt (jf. begrebet om ‘professionalitetens treklang’ i artiklen Om (tvær)professionalitet).

I hvilken grad udfoldelsen af en dobbeltbundet hensyntagen lykkes afhænger blandt andet af vilkårene (det være sig eksempelvis de ressourcer, der er til rådighed, eller det være sig skellet mellem ‘specialgruppen’ og ‘den traditionelle børnehavegruppe’, der erfaringsmæssigt kan give visse udfordringer i de professionelles samarbejde på tværs af de to grupper). Det afhænger også af, hvordan og hvor konfliktfyldt samspillet i situationen udvikler sig. Man må antage, at dilemmaet vil have større tendens til at fryse til og blive mindre håndterbart, jo mere konfliktfyldt situationen udvikler sig. Ligesom det afhænger af, hvordan de involverede bruger deres fantasi og forsøger at udvide og nuancere deres opmærksomhed for på den baggrund af finde nye måder at forstå og håndtere situationen på.

Josefine kan i mine øjne godt siges at lykkes med at udfolde en dobbeltbundet hensyntagen, idet hun siger: “Du og Grethe kælker. Johannes kælker også. Skal vi tælle til tre, og se hvem som kommer længst?”. Spørgsmålet bringer børnene sammen i noget fælles (“Skal vi tælle til tre, og se hvem som kommer længst’). Men det sker på en måde, hvor børnene kan tage del i det fælles ud fra forskellige præmisser (“Du og Grethe kælker. Johannes kælker også“). Hermed kan Hans og Grethe stadig opleve at have noget særligt sammen samtidig med, at Johannes kan opleve at blive en del af det fælles. Overdriver Josefine hensynet til Johannes’ deltagelse, risikerer hun at ødelægge det, Hans og Grethe har sammen. Og dermed risikerer hun også, at grundlaget for det fælles, som Johannes skulle være en del af, forsvinder. Overdriver hun hensynet til det, Hans og Grethe har sammen, kan Josefine risikere, at Johannes (endnu en gang) udelukkes fra at tage del i det fælles. Og dermed risikerer hun, at legitimere nogle af de udsathedsskabende mekanismer, der findes i børnehavens fællesskaber, hvilket i sidste ende kan risikere at øge det generelle konfliktniveau i institutionen og dermed ramme alle børn.

En filosofisk indkredsning af dilemmabegrebet

Josefine bekymrer sig om Johannes og for hans deltagelse i det fælles. Bekymringer udtrykker en særlig optagethed, interesse og omsorg – men også en uro eller ængstelse, der hænger sammen med, at man oplever en mangel, eller at noget, man værdsætter, trues (jf. artiklen På sporet af håbetMills, 2002, s. 20).

Det sidste led i ordet bekymring – kummer (tysk) og cumber (engelsk) – kommer sandsynligvis af en rod, der har betydet ‘at bære’; ‘at bære børn’ (Ordbog over det Danske Sprogetymonline.com). Josefine bekymres, idet hun bærer et ansvar for Johannes og for, at han bliver en del af det fælles i børnehaven. Ikke at Josefine ikke også bærer et ansvar for Hans og Grethe. Men i kraft af hendes tilknytning til specialgruppen i børnehaven, bærer hun et særligt ansvar for Johannes. Dette ansvar betyder, at hun løbende må kunne give svar på tiltale, i tilfælde af at hun skulle blive bedt om at retfærdiggøre hendes gøren og laden i relation til Johannes’ situation. På den måde indebærer Josefines bekymring en henvisning til noget, hun værdsætter og er ansvarlig for at drage omsorg for. Bekymringer opstår på denne måde, når noget, der tillægges værdi, mangler eller trues.

Ordet værdi er afledt af værd, der sandsynligvis kommer af en rod, der betyder ‘at vende’ eller ‘at bøje’ (etymonline.com). Josefines oplevelse af, at noget værdifuldt trues, gør sikkert, at hun føler en vis frustration og måske også indignation. Frustrationen og indignationen opstår, idet Hans og Grethe afviser at kælke sammen med Johannes. Denne frustration og indignation må antages at være en væsentlig drivkraft i Josefines forsøg på at gøre den bekymring, som hun oplever, til skamme. Man kan måske sige, at Josefine, i hendes bestræbelse på at gøre bekymringen til skamme, vender sig mod det positiv modsatte af det, som denne bekymring repræsenterer (vendingen ‘det positiv modsatte’ stammer fra Ofman, 2002, s.33). Forholdet mellem en bekymring og den værdi, der repræsenterer det positiv modsatte af bekymringen, kan anskueliggøres på denne måde (Pedersen, 2011, s. 264):

Denne venden eller bøjen sig mod det positiv modsatte af en bekymring udtrykker en rettethed mod en værdi forstået som menneskeligt gode (Aristoteles, 2000, s. 153-154). Værdien er ikke givet, men afhænger af situationens udvikling og af den specifikke bekymring, der hermed opstår.

Det er ikke nødvendigvis helt så lige til at gøre en bekymring til skamme. Forestiller vi os, at visse omstændigheder (det kunne for eksempel være de andre børns konsekvente udelukkelse af Johannes eller et dårligt samarbejde mellem pædagogerne på tværs af ‘specialgruppen og den ‘traditionelle børnehavegruppe’) vedvarende har forhindret Josefine i at gøre hendes bekymring til skamme, så vil hun være henvist til at håbe på, at hun måske vil kunne lykkes med dette forehavende (jf. artiklen På sporet af håbet). I lyset heraf vil Josefine sandsynligvis lede efter tegn på hidtil oversete eller nye muligheder for at fremme det positiv modsatte af hendes bekymring. Situationen på kælkebakken kunne i det lys godt tænkes at udgøre en sådan ny mulighed. Selve eksistensen af en mulighed er dog ikke en tilstrækkelig betingelse for, at et håb kan virkeliggøres. Josefine er blandt andet afhængig af at kunne gøre fælles sag med Hans og Grethe (og måske også med de pædagoger, der har et særligt ansvar for Hans og Grethe i den ‘traditionelle børnehavegruppe’), hvis det skal lykkes hende at muliggøre en undtagelse (fra ‘reglen’ om, at Hans og Grethe (og de andre børn) ikke leger med Johannes). Hun kan derfor forsøge at fremme en bevægelse i hendes og børnenes samspil med hinanden og med omgivelserne for hermed at muliggøre en undtagelse, der måske vil kunne gøre hendes bekymring til skamme. Josefine kan godt siges at fremme en sådan bevægelse, idet hun siger: “Du og Grethe kælker. Johannes kælker også. Skal vi tælle til tre, og se hvem som kommer længst?”.

En værdi specificeres altså først nærmere i takt med, at en situationsspecifik bekymring begynder at gøre sig gældende. Bekymringen kommer sig af en mangel, eller af at noget værdifuldt trues. Værdien ligger i (håbet om) at gøre denne bekymring til skamme. Bekymringer – og de positiv modsatte værdier, der udspringer af disse bekymringer – nydannes løbende og tager farve af det levede liv i praksis. Men det er klart, at der også findes overleverede værdimæssige præferencer, kropslige dispositioner og mere eller mindre forbilledlige handlemønstre, som situationen aktualiserer, idet “det fortidige i et lynglimt indgår i en konstellation med nuet” (Benjamin, 2007, bd. 1, s. 566). Det er det, der ligger i, at noget sker. Det ventede (der formes af de erfaringer, vi har gjort i fortiden, og som vi trækker på i nutiden) støder sammen med det uventede (de erfaringer, vi gør i nutiden, og som går på tværs af vores forventninger (Gadamer, 2004, s. 338; jf. også artiklen Er alle situationer læresituationer?).

En værdi eksisterer altså på den ene side som en slags erfaringsbaseret og rutinepræget disposition for at værdsætte et menneskeligt gode. Og på den anden side aktiveres, udspecificeres og leves værdien først i praksis, når den på en eller anden måde trues eller opleves at mangle. Det er gennem den specifikke bekymring, at værdien beriges af omstændighederne og det, der sker, i den konkrete situation. Men en del af omstændighederne er også, at en værdi – situationen taget i betragtning – altid kan dyrkes i en grad, hvor det bliver for meget af det gode i praksis (vendingen ‘for meget af det gode’ stammer fra Ofman, 2002, s.30). Denne indsigt har vi haft, siden den antikke filosof Aristoteles udviklede sin situationsetik.

I følge Aristoteles, handler det for mennesker om at udvikle og udfolde en dømmekraft, “som retter sig mod de menneskelige goder” (Aristoteles, 2000, s. 154), og hvor det “at handle vel er et mål i sig selv” (ibid., s. 153). Aristoteles kalder denne dømmekraft fronesis (ordet er afledt af phren ‘mellemgulv’, der i antikken blev opfattet som sæde for sjæl og forstand (Den Danske Ordbog)). Denne dømmekraft gør det muligt – under indflydelse af kropsligt indlejrede handletilbøjeligheder, der stammer fra tidligere erfaringer – at overveje og afveje, hvordan man bedst balancerer sin gøren ved at sigte efter midten “imellem overdrivelsen og manglen” (Aristoteles, 2000, s. 63). Aristoteles opfatter midten som situationsafhængig, og den er “ikke det samme for alle mennesker” (ibid., s. 62). Af samme grund er det ikke:

… nemt at sætte en regel for, hvornår og i hvilken udstrækning nogen er kritisabel. Det afhænger af de enkelte tilfælde (…) Men det er dog indlysende, at den mellemste holdning er rosværdig, ifølge hvilken vi bliver vrede på de rette og af de rette grunde og på rette måde osv. Overdrivelser og mangler er kritisable, de mindre overdrivelser i mindre grad og de større i højere grad, og de virkeligt stærke afvigelser utvetydigt. Det er altså tydeligt at man bør stræbe efter at indtage den mellemste holdning. (ibid, s. 114)

Mennesker, der udviser dømmekraft, “er i stand til at forstå, hvad der er godt for dem selv og for menneskene” (ibid., s. 153). Hvad, der skal tælle og vægtes i en specifik situation, kan i det lys aldrig være givet forhånd. Det er vi henvist til en vedvarende rådslagning med os selv og hinanden om (Gadamer, 2004, s. 305). For det afhænger af situationen, af os selv og af de mennesker og det fælles liv, vi på godt og ondt er afhængig af.

I lyset af Aristoteles’ situationsetik bliver værdier en integreret del af enhver dømmekraftsudfoldelse, idet de i praksis udgør en både erfaringsbaseret og situationsspecifik overvejelse og afvejning af, hvad der er værd at vægte (Pedersen, 2017a, s. 177). Og det betyder, at værdier kan dyrkes i en grad, hvor det bliver for meget af det gode i praksis. Hvordan ‘for meget af det gode’ eksempelvis vil kunne komme til udtryk i situationen på kælkebakken afhænger af vilkårene, og af den specifikke situations karakter og udvikling. Når Josefine hjælper Johannes med at blive en del af det fælles, så kan denne bestræbelse blive for meget af det gode på mange forskellige måder. Hjælpen kan skabe en utilsigtet afhængighed, hvor Johannes i fremtiden får svært ved selv at blive en del af det fælles uden Josefines hjælp. Hjælpen til Johannes kan også ødelægge det, som Hans og Grethe allerede har sammen. Og så videre. Men når hjælpen i praksis begynder at blive for meget af det gode, vil der kunne mærkes en ny spirende bekymring. Og denne bekymring er helt forskellig fra den bekymring, som aktiverede hjælpsomheden. Nedenfor har jeg anskueliggjort, hvordan jeg forestiller mig en ny bekymring, over manglen på respekt for det Hans og Grethe allerede har sammen, kan opstå. Denne nye bekymring opstår i kølvandet på optagetheden af og bestræbelsen på at hjælpe Johannes til at blive en del af det fælles. Som det fremgår hænger denne bekymring sammen med, at hjælpen kan dyrkes i en grad, hvor det bliver for meget af det gode, den specifikke situation taget i betragtning (Pedersen, 2011, s. 264):

Denne nye bekymring er porten til, at Josefine kan udvide sin opmærksomhed. Hermed kan hun forsøge at ane skyggen eller ekkoet af det, som hun er i risiko for at overse eller overhøre i kraft af sin optagethed af og bestræbelse på at hjælpe Johannes til at blive en del af det fælles på kælkebakken. For udvider Josefine sin opmærksomhed, og bestræber hun sig på også at forsøge sig med at gøre bekymringen over, at hun ikke respekterer det, som Hans og Grethe har sammen, til skamme – så repræsenterer det i virkeligheden den ‘skyggeværdi’, som hendes oprindelige optagethed og bestræbelse i udgangspunktet kan have gjort hende blind og døv overfor:

Jeg kalder det potentielt oversete hensyn eller den potentielt overhørte stemme for en skyggeværdi for hermed at markere, at denne værdi i udgangspunktet overskygges af den oprindelige værdi. Men jeg kalder den også en skyggeværdi for at markere, at den følger denne værdi som en skygge (i en anden situation ville skyggeværdien selvfølgelig kunne udgøre en værdi og omvendt). Det, vi er optaget af og bestræber os på i en situation, der er under udvikling, og hvor bestemte vilkår gør sig gældende, træder i forgrunden og er os nærværende. Og hermed danner noget andet baggrund og er os fraværende, hvorved det udelukkes fra vores opmærksomhedsfelt. Vi risikerer hermed at glemme, at både det, der danner forgrund, og det, der som en følge heraf, danner baggrund, indgår i en større helhed og struktur.

Ud fra en lignende tankegang, udviklede filosoffen Louis Althusser i sin tid begrebet om det bestemt udelukkede:

Samme relation som bestämmer det synliga bestämmer också det osynliga som det synligas skuggsida. Det är problematikens fält som bestämmer och strukturerar det osynliga som det bestämda uteslutne. (Althusser, 1970, bd. I, s. 28)

En bestemt optagethed og bestræbelse udelukker ikke bare alt andet, som vi ikke er optaget af og bestræber os på. Det bestemt udelukkede udelukkes i kraft af, at vi er optaget af og bestræber os på noget bestemt. Og både det bestemte, vi er optaget af og bestræber os på, og det bestemte, vi hermed udelukker, afhænger af situationens udvikling og de omstændigheder og vilkår, der i øvrigt gør sig gældende. Det, Althusser kalder ‘problematikkens felt’, forstår jeg i denne sammenhæng som den specifikke situations karakter, der delvist er betinget af forhold i den institutionelle og samfundsmæssige kontekst, situationen er indlejret i, men som også er delvist betinget af den specifikke drejning, samspillet i situationen tager, i takt med at nogle hensyn og stemmer bliver mere dominerende end andre.

En entydig optagethed af at fremme hensynet til – eller lydhørheden overfor – et bestemt aspekt i en situation vil altså usynliggøre eller overdøve et andet bestemt aspekt, der hermed udelukkes. Kun ved at bruge vores fantasi, holde os i bevægelse (både i tanken og i det fysiske rum) og udvide vores opmærksomhed, kan vi forholde os undersøgende til, hvad andre involverede i en situation er optaget af og bestræber sig på – og som vi måske i udgangspunktet har været blinde eller døve overfor i kraft af det, vi selv er optagede af og bestræber os på. Og på den baggrund kan vi håbe på, at det måske kan lykkes os at ane skyggen eller ekkoet af det bestemt udelukkede, vi er i færd med at overse eller overhøre. Måske vil værdiens skyggeværdi hermed kunne anes og muliggøre det, jeg kalder et lykketræf (jf. artiklen Er alle situationer læresituationer? og Pedersen, 2017a, s. 86-87 – ‘lykke’ skal her forstås i lyset af Aristoteles’ lykkebegreb (på oldgræsk: eudaimonia), hvor lykke er at lykkes med “at leve godt og handle vel” (Aristoteles, 2000, s. 33) – uden andre mennesker udelukkes fra at gøre det samme).

Et lykketræf er et nybrud, der åbner for, at nye perspektiver og handlemuligheder kan opstå:

Et lykketræf dukker op, når magten i et samspil nedtones til fordel for den kraft, der ligger i at værdsætte og udleve en mere åben flerstemmighed og perspektivforskellighed. Flerstemmigheden fremmer vi, når vi lytter efter ekkoet af den stemme, som vores egen stemme udelukker. Perspektivforskelligheden fremmer vi, når vi forsøger at ane skyggen af de hensyn, vi er ved at overse. Flerstemmigheden og perspektivforskelligheden gør, at samspillet kan siges at lykkes i den betydning, at hensyn, der ellers ville være blevet overset, og stemmer, der ellers ville være blevet overhørt, i højere grad inddrages til alles bedste. (Pedersen, 2017a, s. 87)

I og med skyggeværdien anes, øges sandsynligheden for et lykketræf. Men det fordrer, at også skyggeværdien opfattes som et fænomen, der – på samme måde, som det var tilfældet med værdien – kan dyrkes i en grad, hvor det bliver for meget af det gode, situationen taget i betragtning:

Værdi og skyggeværdi står nu frem som to modsatrettede sider af samme sag. Der er hermed tale om et dilemma i den oprindelige græske betydning af ordet, hvor dilemma betyder ‘tvedelt præmis’ (Pedersen, 2017a, s. 169Lübcke, 2010, s. 144). Heri ligger der, at der ikke er tale om to forskelligartede præmisser, der tilfældigvis er kommet i en eller anden grad af modstrid med hinanden. Der er netop tale om en tvedelt præmis i ental.

Det såkaldte komplementaritetssynspunkt kan bruges til at uddybe forståelsen af værdi og skyggeværdi som en tvedelt præmis. Synspunktet blev oprindeligt udviklet af fysikeren Niels Bohr i hans forsøg på at forstå, hvorfor lysfænomener kan iagttages og forklares som partikler og som bølger ud fra to forskellige tilgange, der udelukker hinanden, uden vi af den grund kan undvære én af de to tilgange (Bohr, 1985, s. 129Pedersen, 2011, s. 270). Den Danske Ordbog definerer komplementaritet som “det forhold at to sider af samme sag både kompletterer hinanden og udelukker hinanden”. Og dilemmaets værdi og skyggeværdi kan netop siges at udgøre en tvedelt præmis, idet de på samme tid kompletterer og udelukker hinanden.

Det er komplementariteten mellem værdi og skyggeværdi, der i mine øjne er dilemmaets hemmelighed:

Når vi involverer os i samspil med andre mennesker og med ting i hverdagslivet risikerer vi på grund af vores indbyrdes forskellighed at overse hensyn og overhøre stemmer, som alle ville have haft glæde af ikke blev overset og overhørt. Men indstiller vi os på altid at forstå en værdi og denne værdis skyggeværdi som en tvedelt præmis (og dermed som et dilemma), kan vi – på grund af den potentielle komplementaritet, der netop kan ligge i vores forskellige måder at forholde os på – lykkes med at ane skyggen af de hensyn og ekkoet af de stemmer, vi er undervejs med at overse og overhøre (Pedersen, 2017a, s. 52-53).

Første bud på en dilemmaforståelse

Ud fra ovenstående betragtninger giver det stadig mening at sige, at man befinder sig i et dilemma, når man – i takt med at en situation spidser til – på én gang oplever to modstridende, legitime bekymringer, som man kun kan lykkes med at gøre til skamme ved at udvikle et dobbeltblik og en dobbelt lydhørhed, der muliggør en dobbeltbundet hensyntagen. Men jeg kan nu tilføje, at dobbeltbundetheden udspringer af en tvedelt præmis, hvor en værdi og denne værdis skyggeværdi udgør to komplementære sider af samme sag. Situationen vil – set i lyset af denne komplementaritet – netop spidse til og forstærke den ene eller den anden bekymring, hvis enten værdien eller skyggeværdien vægtes uforholdsmæssigt meget.

Min foreløbige dilemmaforståelse kan på den baggrund sammenfattes på følgende måde:

Man befinder sig i et dilemma, når en situation spidser til og vækker to modstridende, legitime bekymringer, som man kun kan (håbe på at) gøre til skamme gennem en dobbeltbundet hensyntagen til en værdi såvel som til denne værdis komplementære skyggeværdi.

Denne dilemmaforståelse er i god overensstemmelse med den måde, som Aristoteles i sin tid brugte ordet dilemma på. Ifølge Aristoteles foreligger der et dilemma:

… når to hinanden modsatte ting hver især medfører både noget godt og noget dårligt, og hvor både det gode og det dårlige ved begge ting medtages (i overvejelserne). (Parentesen er min tilføjelse, og den første del af sætningen stammer fra den danske oversættelse i Aristoteles, 1983, s. 180, mens den anden del af sætningen er min oversættelse af den oprindelige græske tekst i Aristoteles, 1959, 1399a, som jeg skylder Torben Frische tak for at hjælpe mig med)

Hermed bliver det forståeligt, hvorfor et dilemma i daglig tale kan opfattes som en situation, hvor valgmulighederne både kan fremstå som et valg mellem to onder og som et valg mellem to goder. For en dilemmasituation er på sin vis begge dele. Dilemmaet fremstår faktisk som en tvetydig tvedelt præmis. Det tvedelte ligger i ‘de to hinanden modsatte ting’, og det tvetydige ligger i, at de to ting kan medføre både noget godt (værdifuldt) og noget dårligt (bekymrende). Dilemmaet indeholder derfor fire aspekter; to modstridende bekymringer samt en værdi og denne værdis komplementære skyggeværdi.

Hermed kan en dilemmasituation, som jeg ser det, ikke længere opfattes som en forholdsvis statisk valgsituation, der kalder på en enkelt handling eller et enkelt valg. Den må snarere opfattes som en dynamisk praksissituation, der er under vedvarende udvikling. I praksis – og over tid – kan modstridende bekymringer godt gøre sig gældende og tage mere eller mindre til, alt afhængig af situationens udvikling, samtidig med at disse bekymringer forsøges gjort til skamme gennem en dynamisk, dobbeltbundet hensyntagen. Og hermed kan man også forestille sig, at dilemmaet kan fryse mere eller mindre til.

Det handler derfor om at kunne se det gode ved begge sider af dilemmaet i lyset af hinanden, og i lyset af at de to sider – dyrket hver for sig – kan slå om i noget dårligt. Gør vi ikke det, vil dilemmaet kunne fryse (yderligere) til. Enten overmandes vi af bekymringer og bliver afmægtige og handlingslammede – lige meget om vi gør det ene eller det andet, går det galt. Eller vi fokuserer på det gode, vi vil, uden at overveje, om dette gode kan dyrkes i en grad, hvor det bliver for meget af det gode, den specifikke situation taget i betragtning. Når det så faktisk bliver for meget af det gode, kommer det bag på os og giver anledning til bekymring. Bekymringen får os nu i stedet til at fokusere på, om vi kan gøre denne nye bekymring til skamme. Men da vi ikke har forstået situationens dilemmatiske karakter, flytter vi bare vores opmærksomhed – vi udvider den ikke. Hermed ser vi heller ikke, at det andet gode, vi nu vil, ligeledes kan blive for meget af det gode. Når det så faktisk sker, opstår en ny bekymring, der gør, at vi igen flytter vores opmærksomhed mod det første gode vi ville, som vi igen overdriver. Og så videre. Vi kommer med andre ord til at indtage en siksakkurs mellem to ting, vi tror ’medfører noget godt’, uden at tage i betragtning og være lydhør overfor, at begge disse ting også kan ’medføre noget dårligt’. Vi ser ikke de to gode ting, vi vil, i lyset af hinanden – altså som et dilemma – og vi ser dem dermed heller ikke i lyset af de bekymringer, der opstår, når disse gode ting skiftevis dyrkes i en grad, der bliver for meget af det gode i praksis. Vi har endnu ikke udviklet et dobbeltblik og en dobbelt lydhørhed.

Er alle situationer dilemmasituationer?

I praksis er en værdi – som jeg ser det – ikke det samme som en idé, et ideal eller et mål, der skal realiseres (Pedersen, 2011, s. 265-266). En værdi angår snarere det, der er værd at vægte, når man – både på baggrund af tidligere erfaringer og ud fra det uventede, der sker i den aktuelle situation – bestræber sig på at (re)agere på en ikke-ubetænksom måde under løbende hensyntagen til samspillets specifikke karakter og til de specifikke omstændigheder, der gør sig gældende i den konkrete situation (Pedersen, 2003, s. 116; Pedersen i Schou og Pedersen, 2014, s. 31). Og en del af denne dynamiske hensyntagen – der er et helt afgørende element i udfoldelsen af dømmekraft (Pedersen, 2017a, s. 201) – er den bekymring, der opstår, idet noget i situationen henleder ens opmærksomhed på noget, der mangler eller trues. Men det er også den bekymring, der opstår, når en bestemt optagethed og bestræbelse bliver for meget af det gode og dermed åbner for, at man kan ane skyggen af det oversete hensyn eller ekkoet af den overhørte stemme, der står i et komplementært forhold til netop denne optagethed og bestræbelse. I praksis kan skyggeværdien således opfattes som en nødvendig – om end en modsatrettet – forudsætning for værdien.

Når vi oplever, at alt forløber som det skal, kan det betyde, at en situation i store træk forløber som ventet. Hvis Hans og Grethe umiddelbart havde være med på Josefines idé om, at alle tre børn kan kælke sammen, havde situationen eksempelvis ikke spidset til i samme grad. Josefine ville hermed ikke opleve at stå i et dilemma. Men også i rutinesituationer er dilemmaerne potentielt til stede. Josefine ville måske ikke opleve at stå i et dilemma, idet bekymringer i mindre grad, eller slet ikke, ville gøre sig gældende. Men det relativt faste handlemønster, som Josefine i givet fald kunne tænkes at udfolde – og som med tiden kan have vist sig frugtbart i en eller anden grad at følge i denne type situation – kan stadig godt tænkes implicit at indeholde dilemmaets fire aspekter. Nu blot i form af to potentielle bekymringer samt en dobbeltbundet hensyntagen, der tager form af en mere rutinemæssig håndtering af mere eller mindre modsatrettede hensyn.

Man kan forestille sig, at dette handlemønster har udviklet sig som en forbilledlig måde at håndtere et typisk dilemma på i fortiden. Pædagogerne kan eksempelvis i fortiden have oplevet, at børn fra specialgruppen kun i meget ringe grad er lykkedes med at blive en del af det fælles liv i børnehaven. Ved at have opsporet, delt og forholdt sig kritisk analyserende til dilemmaerne, kan de i samarbejde med hinanden have udviklet et handlemønster, hvor de, ved systematisk at tage ansvar for at igangsætte aktiviteter, forsøger at skabe forbindelser mellem børnene fra specialgruppen og de øvrige børn i børnehaven. Og det kunne være et sådant forbilledligt handlemønster, som Josefine trækker på i situationen på kælkebakken. Hermed regner hun måske med at kunne håndtere de mere eller mindre modsatrettede hensyn. Men det uventede indtræffer. Hans og Grethe siger fra. Situationen spidser til. Dilemmaet træder igen tydeligt frem i ny form og begynder at fryse til, afhængig af udviklingen i samspillet og i de omstændigheder og vilkår, der gør sig gældende.

Som jeg ser det, er situationer altså i princippet altid potentielt dilemmafyldte. Det skyldes det grundlæggende vilkår – som idéhistorikeren Lars-Henrik Schmidt har peget på – at situationer altid er ladet med en mere eller mindre udtalt konfliktualitet (Schmidt, 1999, bd. I, s. 29; Schmidt, 1999, bd. II, s. 11 – jf. også artiklerne Om fællesskabelse og Anerkendelsens blinde pletter, hvor dele af Schmidts position præsenteres). Er konfliktualiteten uudtalt (eller mere præcist: endnu ikke artikuleret), omgås vi ved at respektere forskellen mellem vores egne og andres måder at forholde sig til noget på. Når vi gør det, lever vi i det, Schmidt kalder gemenhed. Gemenheden er karakteriseret ved, at vi indgår i sociale træf præget af respekt for forskellene. Gemenheden er det sociale livs uartikulerede og ubestemte forudsætning, som vi dog løbende omsætter til noget andet, idet vi indgår i sociale træfninger, hvor visse forskelle ikke respekteres, men bruges til at afgrænse og legitimere ‘os-og-dem-fællesskaber’ med.

Det er altså, når vi forsøger at udligne eller ophæve forskellen, idet vi søger at overbevise andre om, at de skal se og vurdere tingene, som vi selv gør, at gemenheden slår om i en artikuleret konfliktualitet. Det kan ske, fordi vi mener, at vi ligger inde med en sandhed eller ved, hvad der er rigtigt at gøre. Vi hævder hermed en almenhed eller en fælleshed, der dannes og vedligeholdes gennem sociale træfninger. Men intet fællesskab kan være så stærkt og sammentømret, at gemenheden ikke i en eller anden udstrækning igen vil indfinde sig. Den viser sig måske først som en undtagelse, og senere som en eller anden grad af bevægelighed i måden forskellighed håndteres på, hvorved individuelle og sociale dannelsesprocesser kan forløbe på en mindre ufleksibel måde.

I sociale træf omgås vi. I sociale træfninger kæmper vi om, hvad der sandt eller rigtigt at gøre. Det sker eksempelvis, når vi forsøger at nå til enighed gennem diskussion, fremfor at lede efter det, vi ikke behøver at være uenige om gennem konversation (jf. artiklen Hvad er konversation? – det latinske ord conversari betyder ‘omgås’ og sidste led er afledt af vertere, der betyder ‘vende’ (Ordbog over det Danske Sprog), og ordet vertere kommer i øvrigt af den samme rod som ordet værdi (etymonline.com)). Konflikter og diskussioner (sociale træfninger) kan imidlertid ikke undgås. De er en del af vores fælles liv. Men de kan håndteres på måder, hvor de spidser mere eller mindre til. Og det er her dilemmatilgangen kan være frugtbar. For når konfliktualiteten bryder ud i lys lue, trænger dilemmaerne sig på og kan begynde at fryse mere eller mindre til. Aner vi dilemmaerne, og forsøger vi at håndtere dem, opdager vi, at det både afkræver os en god portion dømmekraft og en betydelig grad af kreativitet, hvis det skal lykkes os at håndtere dem (ikke-u)forsvarligt. Hvor fastfrosset og dermed uhåndterbart et dilemma rejser sig, afhænger blandt andet af den måde, samspillet udvikler sig på, og de vilkår, som gør sig gældende i situationen. Ligesom det afhænger af, i hvilken grad de involverede har fået mulighed for at udvikle et dobbeltblik og en dobbelt lydhørhed.

I praksis befinder vi os altid i en uoverskuelig mangfoldighed af hensyn og stemmer. Ser og lytter vi nærmere efter, viser disse hensyn og stemmer sig at skygge for eller overdøve andre hensyn og stemmer i de situationer, som vi gennemlever. Et ikke uvæsentligt aspekt ved dømmekraft må derfor bestå i at udvikle og bevare en nysgerrig opmærksomhed på tilværelsens rige tvetydighed i almindelighed og situationers dilemmatiske karakter i særdeleshed (vendingen ’tilværelsens rige tvetydighed’ stammer fra Nietzsche, 1974, s. 335).

I tråd hermed anbefaler den danske filosof Hans Fink, at vi passer på med at tale om etik i alt for abstrakte vendinger – det handler om at tale konkret og sagligt:

Al den snak om etik er ikke noget etisk sundhedstegn. Etisk set hører det med til det gode liv, at der ikke tales noget videre om hverken etik eller det gode liv (Fink, 2012, s. 218).

Fink advokerer – ligesom Aristoteles – for en situationsetik, hvor ingen principper på forhånd kan afgøre, hvad der specifikt er godt at gøre. Hvad, der er godt at gøre, afhænger af situationen og den måde, den udvikler sig på. Fink skriver:

Det etiske er ikke et område for sig selv ved siden af andre områder. Der er ikke et bestemt hensyn, som altid og pr. definition er det etiske hensyn; men det etiske hensyn er altid et bestemt hensyn. Det er det hensyn, der i den givne situation er særlig grund til at minde om, ikke fordi det er etisk, men fordi det er overset. Det er hensynet til den anden, når selviskheden tager overhånd, men det er hensynet til én selv, når udnyttelse og moralsk masochisme truer. Det er den langsigtede interesse, når den ofres for en kortsigtet fordel; men det er livet her og nu, når det langsigtede hensyn bruges undertrykkende. Det er alvoren, når overfladiskheden dominerer; men det er glimtet i øjet, når alvoren sænker sig. Det er fornuftens stemme, når emotionaliteten tager over; men det er følelsens, når fornuften stivner. Det etiske hensyn er aldrig hensynet til etikken. (Fink, 2012, s. 218)

Dilemmaer og dømmekraft

Dilemmaer dukker op igen og igen og lader sig kun håndtere gennem saglige og situationsspecifikke overvejelser og afvejninger – herunder altså ikke mindst overvejelser, der gør det muligt at ane de skyggeværdier, som vores værdier risikerer at udelukke.

Lykkes vi med denne form for dobbeltbundet hensyntagen, udfolder vi dømmekraft:

Med ordet dømmekraft markerer jeg, at der skal foretages et skøn og gøres noget i praksis, hvis et dilemma skal håndteres på en (ikke-u)forsvarlig måde. Overdreven handlekraft kan underminere omtanken. Men overdreven omtanke kan tilsvarende underminere handlekraften. Ordet dømmekraft har netop denne dobbelthed indbygget i sig, idet dømme – ifølge Ordbog over det Danske Sprog – både kan bruges om ‘domfældelse’ (ordet dom er afledt af en rod, der betyder ‘gøre’) og om ‘skønsdannelse’ (ordet skøn er beslægtet med ordet skue, der i øvrigt er afledt af en rod med betydningen ’agte på’, ’høre’, ’føle’ (jf. også Pedersen, 2017a, s. 35 og s. 38 for en uddybning). Dømmekraften er ikke hensynet til noget bestemt. Og af samme grund er denne kraft måske det eneste, der ikke kan dyrkes i en grad, hvor det bliver for meget af det gode i praksis (ibid. s. 205). Dømmekraften viser sig som en vedvarende og dynamisk hensyntagen til det, der er i spil og på spil i samspil i hverdagslivet og indebærer en opmærksomhed på, at relevante hensyn og stemmer ikke overses eller overhøres eller ender med at blive altdominerende (ibid., s. 201).

Man kan som tidligere nævnt godt sige, at Josefine udfolder dømmekraft i form af en dobbeltbundet hensyntagen (til såvel værdien som til denne værdis komplementære skyggeværdi) i situationen på kælkebakken. Kvaliteten af en dilemmahåndtering må dog også altid ses i lyset af kvaliteten af det samspil og kvaliteten af de vilkår, der gør sig gældende (hvorfor dømmekraften da også kan hævedes at indeholde en individuel, en kollektiv såvel som en strukturel dimension (ibid. s. 43-44 og artiklen På sporet af håbet)). Samspillet og vilkårene kan bidrage til, at dilemmaet tør mere eller mindre op, så der hermed opstår en ny fleksibilitet og dermed nye handlemuligheder i situationen. Men samspillet og vilkårene kan også bidrage til, at dilemmaet fryser mere eller mindre til, så situationen spidser yderligere til, og der opstår afmagt og konflikter blandt de involverede. Josefine og Johannes tilhører eksempelvis en specialgruppe i børnehaven, og denne gruppe kan ikke udelukkes at leve et mere eller mindre afsondret liv fra resten af børnegruppen og personalegruppen. Så når Hans og Grethe efter eget udsagn ‘ikke leger med Johannes’, så behøver det ikke kun at handle om, at de har dårlige erfaringer med at lege med Johannes – det kan også skyldes strukturer og organiseringer af både institutionel, kommunal og sågar samfundsmæssig karakter. Det vender jeg tilbage til i det følgende.

Skylla og Charybdis

Når vi forsøger at tage nogle af de mange modsatrettede hensyn, som vi løbende oplever i vores hverdagsliv, tænker de færreste nok på det som en håndtering af egentlige dilemmaer. Ordet dilemma forbindes ikke sjældent med meget vanskelige etiske spørgsmål i stil med dem, som eksempelvis Etisk Råd forsøger at afklare og tage stilling til.

Mange kommer også til at tænke på særligt tilspidsede situationer, hvor man tvunget til at vælge mellem to onder; lige meget, hvad man gør, går det galt. Man står, som man siger, i et valg mellem pest eller kolera. Denne forståelse af et dilemma er ikke helt i skoven ud fra den dilemmaforståelse, jeg har udviklet ovenfor. Men den er heller ikke helt rammende. Vi er – som Aristoteles påpegede i ét af citaterne ovenfor – nødt til at leve med tvetydigheden og tage både det gode og det dårlige ved begge sider af den tvedelte præmis med i overvejelserne. Der er et pest-eller-kolera-aspekt indbygget i dilemmabegrebet, men det er kun den ene side af sagen (repræsenteret ved de to modsatrettede bekymringer). Den anden side af sagen er det gode – om end tvedelte – man bestræber sig på ved at udfolde en dobbeltbundet hensyntagen i praksis (repræsenteret ved værdien og værdiens komplementære skyggeværdi). Når Den Danske Ordbog definerer et dilemma som en “situation, hvor man skal træffe et vanskeligt valg, typisk mellem to lige dårlige eller gode muligheder” (min kursivering, CP), burde det måske derfor snarere hedde ‘mellem to lige dårlige og gode muligheder’.

Pest-eller-kolera-motivet genfindes i myten om Odysseus, der i et smalt sund var henvist til at navigere sit skib mellem en klippe beboet af det sekshovedede uhyre Skylla og en rasende hvirvelstrøm skabt af søuhyret Charybdis – og hvor Odysseus til sin rædsel ender med at miste seks af sine bedste mænd til Skylla (Homer, 1968, s. 189-191). Altså umiddelbart det, man forbinder med en pest-eller-kolera-valgsituation. Det hører dog med til historien, at troldkvinden Kirke på forhånd havde advaret Odysseus og givet ham det råd, at han først og fremmest skulle fokusere på ikke blive indfanget af Charybdis og samtidig styre sin trang til at tage kampen op med Skylla, der ifølge Kirke er udødelig og derfor blot ville kunne forny sine angreb i en uendelighed (ibid, s. 186). Med denne viden in mente forekommer det at miste hele skibet til Charybdis selvfølgelig – alt andet lige – at være et større onde end at miste seks gode mænd til Skylla. Men det betyder ikke, at Odysseus fulgte Kirkes råd. Han holder en tale for at indgyde sine mænd mod og for at give dem instrukser om, hvordan de skal navigere. Han undlader dog at fortælle dem om Skylla af frygt for, at de vil miste modet. Odysseus stod dog selv spejdende og kampklar i skibets front for at forsvare sig selv og sine mænd mod Skylla. Skylla gemmer sig imidlertid i tågen og dukker først op og bortsnapper seks mænd i netop det øjeblik, hvor Odysseus og hans mandskab – med dødsangsten malet i ansigt – har hele deres opmærksomhed rettet mod at undgå Charybdis (ibid, s. 190).

Man kan godt sige, at Odysseus befinder sig i en situation, hvor han er tvunget til at vælge mellem to onder. Han ofrer jo på sin vis seks mænd for hermed at rede sit skib, sig selv og resten af sit mandskab. Men situationen taget i betragtning, forekommer det mig at være en meget abstrakt synsvinkel at anlægge. I virkeligheden er det nok mere præcist at sige, at Odysseus i praksis forsøger at rede alle sine mænd fra Skylla samtidig med, at han forsøger at navigere skibet udenom Charybdis’ hvirvelstrøm – med risiko for enten at miste hele skibet eller en del af sine mænd. I takt med at situationen i sundet spidser til, oplever Odysseus på én gang to modstridende bekymringer, som han kun kan (håbe på at) gøre til skamme gennem en dobbeltbundet hensyntagen til såvel en værdi (i denne situation er godt, at han reder sine mænd fra Skylla) som til denne værdis komplementære skyggeværdi (i samme situation er det også godt, at han navigerer skibet udenom Charybdis’ hvirvelstrøm). Værdien og skyggeværdien såvel kompletterer som udelukker hinanden i situationen, som den udvikler sig – samtidig med at valget af enten den ene eller den anden side af denne tvedelte præmis vil forstærke den ene eller den anden bekymring og dermed få situationen til at spidse yderligere til. Også Odysseus kunne have handlet anderledes. Måske ender Odysseus og hans mænd med at blive for optaget Charybdis? Og måske var det en mindre god beslutning ikke at fortælle sine mænd om Skylla. Flere øjne ville måske have gjort en forskel? Men på den anden side ville mændene måske hermed have mistet modet, eller de kunne være blevet så optaget af Skylla, at skibet hermed ville blive fanget af Charybdis. Måske var det alligevel ikke så ringe dømmekraft, Odysseus udviste, når omstændighederne tages med i betragtning? Det er – som jeg tidligere citerede Aristoteles for – ikke nemt at afgøre, hvornår og i hvilken udstrækning andres handlinger er kritisable. Især ikke når mennesker tilsyneladende gør sig store anstrengelser for i praksis at håndtere dilemmaerne så godt, de kan.

Jeg vil godt medgive, at ordet dilemma har en tragisk klang. Men som Lars-Henrik Schmidt har bemærket, så kan noget godt være tragisk uden at være sørgeligt:

Dødens uafvendelighed er tragisk, men den er ikke sørgelig. Det er sørgeligt, når noget indtræffer, som kunne være afværget, hvilket igen betyder, at man kan bebrejde nogen, at udfaldet ikke blev et andet. (Schmidt, 2006)

At tilværelsen er dilemmafyldt kan nok ikke være anderledes. I den forstand er dilemmaer tragiske. Men specifikke dilemmaer, som de løbende dukker op i hverdagslivet, kunne vi i reglen altid have håndteret anderledes. Og derfor kan vores håndtering af dilemmaer også gå sørgeligt skidt. Det var nok sørgeligt, at Odysseus mistede seks af sine bedste mænd – det kunne måske nok være gået bedre, men jo også en hel del værre (selvom ethvert menneskeliv er uerstatteligt).

Når vi imidlertid lykkes med at håndtere dilemmaer, og et lykketræf opstår, som det på sin vis er tilfældet i situationen på kælkebakken, så indfinder der sig en slags afspænding, som ligner den, en god latter kan udløse. En (ikke-u)forsvarlig eller måske ligefrem vellykket håndtering af et dilemma kan ikke sjældent fremkalde et lettet smil eller en forløsende latter. Humøret endte jo som bekendt med at være ret højt på kælkebakken. Måske er dilemmaer ikke blot tragiske, men tillige forbundet med en eller anden form for humor?

Dilemmaer – mellem den lille og den store humor

Den danske filosof Harald Høffding har argumenteret for frugtbarheden af at opfatte humor som en grundlæggende livsindstilling, der består i løbende at forbinde det komiske med det tragiske i tilværelsen (Høffding, 1916). Høffding skelner mellem ironi og humor. I ironien er der ‘spøg bag alvor’, mens der i humoren er ‘alvor bag spøg’ (ibid., s. 68). Og alvoren står altid i forhold til en værdi (ibid.).

I den oldgræske komedie blev betegnelsen ‘ironiker’ brugt om en person, der gør sig mere ydmyg eller laverestående, end vedkommende er (denstoredanske.dk). Ironiens komiske effekt består i, at man i fuld alvor siger eller gør det modsatte af, hvad man i virkeligheden mener eller forventes at gøre – samtidig med at ens virkelige mening eller forventning skinner igennem i selve måden, man taler eller handler på. Så når Sokrates eksempelvis – som den meget vidende mand han havde ry for at være – stiller sig uvidende an over for sine samtalepartnere, så kan han betragtes som ironiker (ibid.).

Hvis Josefine eksempelvis sagde til Hans og Grethe, idet de afviser at lege med Johannes: “Jamen, det er jo også jer, der bestemmer her i børnehaven” – samtidig med at hun hentede kælkene og lagde an til at alle tre børn skulle kælke sammen, så kan det altså opfattes som ironi. Måske ville Josefine (eventuelt sammen med andre voksne) kunne trække på smilebåndet over den bemærkning – mens Hans og Grethe derimod nok ville have sværere ved at se morskaben.

Hvis Josefine derimod, som respons på Hans og Grethes afvisning af at lege med Johannes, kastede sig ned i sneen og – rullende ned af kælkebakken – råbte: “Skal vi se, hvem der kan trille længst”, så kan det måske opfattes som humor. Sammenstødet mellem den forventede voksenopførsel, og en voksens uventede barnlige opførsel, vil måske få de involverede til at grine. Spørgsmålet er så, om der blot er tale en spøg. I givet fald er humoren udtryk for komik. Høffding kalder det ‘den lille humor’ (Høffding, 1916, s. 92). Eller om spøgen tillige bevæger sig på alvorens grund og dermed er et led i udfoldelsen af det, Høffding kalder ‘den store humor’, der såvel angår livets disharmonier som dets værdier (ibid, s. s 89 og 92). Det kan være sjovt, når voksne opfører sig barnligt. Men alvorlig talt, så har voksne, der har bevaret elementer af en barnlig indstilling til tilværelsens små og store spørgsmål, måske også en vis berettigelse i en børnehave?

Den store humor er at opfatte som en livsindstilling, der på én gang udtrykker “et stort Blik paa Livet og en ærlig Erfaring om Livets Småligheder og Ulykker” (ibid., s. 43). Man ser det “det Smaa og det Begrænsede (…) som nødvendige Former for det Store og Uendelige” (ibid., s. 164), hvorved smålighederne, ulykkerne og det små og begrænsede får en positiv betydning. Den store humor forstår Høffding som en totalfølelse, der tager form af en grundstemning eller et sindelag, og dermed en måde at leve på, mens den lille humor er en enkeltfølelse, der tager form af en forbigående sindsstemning (ibid., s 45).

Forfatteren Per Højholt skal engang have sagt, at humor består i, at man tager “to ting, der ikke har en skid med hinanden at gøre, og fører dem hurtigt sammen” (Jørgensen, 1993, s. 156). Og det er der helt sikkert noget om. Men sammenstødet er nok alt andet lige sjovest, når det ikke er helt tilfældige ting, der støder sammen. De to ting skal helst stå i et særligt akavet forhold til hinanden. Som når for eksempel en meget lille dreng tager en stor mands hat på (Spencer i Borberg, 2004, s. 30). Eller når en lille dreng, som Hans, stiller sig standhaftigt og myndigt an, og modsiger en voksenautoritet. Eller når en voksen opfører sig som et barn på Kælkebakken. Eller når Odysseus overmodigt tror, at han ene mand kan overvinde et udødeligt sekshovedet uhyre. Eller når en stor filosof falder i et hul, fordi han er så optaget at sine spekulationer, “men ikke kunde se, hvad der var lige for Fødderne af ham” (Platon, 1992, s. 138).

I humoren siger eller gør man noget uventet – typisk ved at to forskelligartede ting, der står i et eller andet akavet indbyrdes forhold, modstilles hinanden – og hermed opstår den komiske effekt. Den komiske effekt af en spøg er et godt grin. Den komiske effekt af den store humor er også et godt grin eller et træk på smilebåndet. Men i forlængelse af denne effekt opstår der tillige en (efter)tænksomhed af mere alvorlig karakter. Den store (!) humorist, Robert Storm Petersen, indfanger indirekte den store humors væsen, idet han lader en af sine skæve figurer sige til en anden: “Kære ven – det er modsigelserne, det kommer an på – hvis vi blev ved med at sige det samme, så kom vi jo ingen vegne!” (Petersen, 1977, s. 48). Og hvad skal den stakkels samtalepartner så svare? Modsiger han udsagnet, bekræfter han det – og modsiger sig selv. Bekræfter han udsagnet, modsiger han det – og modsiger igen sig selv. Når denne modsigelsesspiral går op for én som læser, er det svært ikke at trække på smilebåndet. Men lidt efter indfinder eftertanken sig. For har udsagnet egentlig ikke meget for sig? Kan det omformuleres, så det ikke bringer samtalepartneren i en håbløs situation, hvor han ender med at modsige sig selv, lige meget hvad han siger? Kunne han finde en måde at svare på, der kunne bringe ham ud af den håbløse situation? Hvilken rolle spiller modsigelser i vores tankevirksomhed og praksis?

Den lille dreng med den voksne mands hat er nok et udtryk for den lille humor. Men når Hans, stiller sig an, og modsiger en voksen autoritet, så kan episoden, iagttaget ude fra, godt være et udtryk for den store humor. For er det kun de voksne, der bestemmer i børnehaven? Det samme gælder, når en voksen opfører sig som et barn på Kælkebakken. Både børn og voksne kan vel også have glæde af, at voksne tager del i legen? Og det (over)mod Odysseus udviser kunne vel også komme sig af, at han tvivler på den overleverede viden om, at det sekshovedede uhyre i virkeligheden er udødeligt? Og nok er det sjovt, når store, kloge filosoffer falde i huller i al deres upraktiske tænksomhed – men hvad skal vi med filosofi, hvis tankerne ikke bidrager til, at vi kan begå os i verden?

Den lille humor indebærer en tragikomisk modsigelse af en eller anden slags. Mens den store humor forener “Livets Tragedie med dets Komedie” (Høffding, 1916, s 89) på en måde, som Høffding foretrækker at kalde komitragisk:

Naar Sproget har dannet Udtrykket ’Tragikomik’, har det derved især betegnet det Komiskes Overvægt, og derfor passer Ordet ikke paa Humor, hvor spøgen bevæger sig på Alvorens Grund. Ordet har desuden en afgjort haanende og nedsættende Betydning (…) Ordet ’komitragisk’ vilde passe bedre paa Humor. (ibid.)

Høffding mener, at humoren – det komitragiske – udfolder sig på alvorens grund og dermed står i forhold til betydningsfulde værdier i vores tilværelse. Humoren udtrykker på én gang en indsigt i “Livets Disharmoni og i Livets Værdier” (ibid., s. 92). Og når værdier trues og knægtes eller kommer i modstrid med hinanden, finder humoren bekræftelse på “at ingen enkelt Værdi kan omfatte al Værdi” (ibid.) – og hermed peger den enkelte værdi ud over sig selv:

Livserfaringen har stillet os Ansigt til Ansigt med store Modsætninger, hvis Brod vi have følt. Den Værdi, i hvis Tjeneste Alvoren staar, vil vise sig at staa i Modsætning til andre Værdier og peger derved ud over sig selv (…) Selv de højeste Værdier må udformes og begrænses gennem Forholdet til andre Værdier. Denne Erfaring gør, at Humoristen helst udtaler sig spøgende og indirekte (…) Selve Spøgen er dog ikke blot en Tilflugt, en Udvej. Gennem den godtgør Sindet sin Overlegenhed over de Modsigelser og Modsætninger, det har at kæmpe med under den inderlige Fastholden af det, der gør Livet værdt at leve. (ibid., s. 69-70)

Citatet bringer tankerne hen på dilemmaforståelsen, som jeg udfoldede ovenfor. Værdier står blandt andet i forhold til andre værdier på den måde, at en værdi – og dermed en bestræbelse på at gøre en (alvorlig) bekymring til skamme – begrænses gennem forholdet til værdiens komplementære skyggeværdi, og dermed bestræbelser på at gøre en anden (alvorlig) bekymring til skamme.

Når en værdi dyrkes i en grad, hvor det bliver for meget af det gode, kan det jo faktisk godt i første omgang opleves komisk og til tider lattervækkende. I hvert fald når man indtager en iagttagerposition eller som deltager er kommet på passende afstand af begivenhederne. Som iagttager til – eller tænksom deltager i – situationen på kælkebakken, kunne man komme til at trække på smilebåndet, idet Hans standhaftigt og myndigt træder frem og udfordrer Josefines krav om, at alle tre børn skal kælke sammen. Det komiske ligger måske både i overraskelsen over Hans’ standhaftighed og myndighed (han er et barn) og i selve sammenstødet og uforeneligheden mellem Hans’ og voksenautoritetens (Josefines) måder at forholde sig på. Det er i givet fald den lille humor, der hermed viser sig.

Men Josefine vil sikkert også kunne genkalde sig de bekymringer, hun oplevede, mens begivenhederne stod på. Forestiller vi os, at Josefine spekulerer over disse bekymringer, og måden hun forsøgte at gøre dem til skamme på, vil dilemmaet måske træde tydeligt frem for hende. Opsporer Josefine dilemmaet, vil der måske indfinde sig en fornemmelse af ‘afspænding’, der kommer sig af, at hun nu kan se situationen i et nyt lys; nemlig i lyset af komplementariteten mellem værdien og værdiens skyggeværdi. I det sekund dilemmaet går op for Josefine, kan man vel også godt forestille sig, at hun trækker på smilebåndet. Det er den store humor, der her viser sig. Med Høffdings ord godtgør sindet her sin overlegenhed over én af de modsætninger ”det har at kæmpet med under den inderlige Fastholden af det, der gør Livet værdt at leve”. Og herefter indfinder eftertanken sig igen; for det dilemma, Josefine har opsporet, er jo, i en eller anden form, gået igen i et hav af andre situationer. Og intet tyder vel på, at det ikke vil blive ved med det? Kunne disse dilemmaer have været håndteres anderledes? Hvad er der egentlig i spil og på spil for de involverede i disse situationer? Og hvordan kan lignende dilemmasituationer håndteres i fremtiden?

Dilemmaer har det med at komme bag på os og kunne altid have rejst sig og været håndteret på en (lidt) anderledes måde. Det er det komiske aspekt. Men det, at situationer er dilemmatiske, kan ikke være anderledes. Det er det tragiske aspekt. Det komitragiske viser sig, når det går op for os, at de modsigelser og uforeneligheder, vi især oplever i tilspidsede situationer, i virkeligheden er dilemmaer, der kalder på omtanke og maner til eftertanke. Når man ser forbindelsen mellem de mest betydningsfulde komplementære hensyn eller stemmer i en specifik situation, indfinder afspændingen sig (det er det lattervækkende) – men dilemmaet kan ikke ordnes en gang for alle og vil i en eller anden form blive ved med at gå igen (det er det tankevækkende).

Dilemmaer som led i ‘humoristisk’ erfaringsdannelse

Ordet humor har oprindeligt betydet ’væske’ (Den Danske Ordbog). Det udspringer af den såkaldte temperamentslære, som går tilbage til antikken (denstoredanske.dk). Denne lære er i forskellig form blevet doceret ved universiteterne under betegnelsen humoralpatologi frem til midten af 1800-tallet (ibid.). Påstanden er, at der findes fire kropsvæsker (på latin humores) – gul galde (på oldgræsk xanthe chole), blod (på latin sanguis), sort galde (på oldgræsk melaina chole) og slim (på oldgræsk flegma) – der kan være mere eller mindre fremherskende i en persons krop (Lübcke, 2010, s. 322). På den baggrund forklarede man i sin tid fysiske og psykiske sygdommes fremkomst ved, at forholdet mellem de fire kropsvæsker havde forrykket sig og samlet sig forkerte steder (denstoredanske.dk; Den Danske Ordbog). Hver især giver de fire væsker – hvis de dominerer en persons krop – anledning til, at den ramte person bliver henholdsvis kolerisk (heftig), sangvinsk (optimistisk), melankolsk (tungsindig) og flegmatisk (sindig). Disse kropsvæsker med deres afledte sindstilstande eller temperamenter måtte derfor bringes i balance, for at patienten kunne blive rask (det latinske temperare betyder ‘blande i et passende forhold’ (Den Danske Ordbog)).

Temperamentslæren hentede sin inspiration i den såkaldte elementlære, hvor filosoffen Empedokles’ havde hævdet eksistensen af fire kosmiske elementer: ild, luft, jord og vand. Det var en udbredt opfattelse i antikken, netop inspireret af denne elementlære, at mikrokosmos og makrokosmos er forbundne på en sådan måde, at hver kropsvæske (og temperament) svarer til et af de fire kosmiske elementer (Pedersen, 2011, s. 156). Ild svarer til den gule galde og det koleriske (heftige) temperament, luft svarer til blod og det sangvinske (optimistiske) temperament, jord svarer til sort galde og det melankolske (tungsindige) temperament, og vand svarer til slim og det flegmatiske (sindige) temperament. Empepokles argumenterede desuden for eksistensen af to grundlæggende kræfter – kærlighed og strid – der skiftevis kan dominere samspillet mellem de fire elementer, hvorved de samles og adskilles, så ting derved kan opstå og tilintetgøres (Mejer, 1971, s. 165). Man må altså forestille sig, at de fire temperamenter kan være i mere eller mindre i (dis)harmoni og dermed kan skabe ‘blandede følelser’. Som filosoffen Michel Montaigne for eksempel – ikke uden et element af humor – bemærker et sted:

Hvis jeg taler forskelligt om mig selv er det fordi jeg ser forskelligt på mig selv (…) Genert og uforskammet, asketisk og vellystig, snakkesalig og fåmælt, hårdfør og sensibel, skarpsindig og sløv, gnaven og godmodig, løgnagtig og sanddru, lærd og uvidende, og rundhåndet og nærig (…) alt det kan jeg til en vis grad se hos mig selv, alt efter hvordan jeg vender og drejer mig. Og enhver der studerer sig selv virkelig opmærksomt, støder på denne omskiftelighed og disharmoni i sin egen person, ja, endog i sin egen dømmekraft. Jeg kan ikke sige noget absolut, enkelt og holdbart om mig selv uden forvirring og sammenblanding, og da slet ikke med ét ord. (Montaigne, 1992, s. 13)

Ordet humor er altså etymologisk set forbundet til det kropslige og modsætningsfyldte – herunder forholdet mellem det uendeligt store (makrokosmos) og det uendeligt små (mikrokosmos). Dette forhold går på sin vis igen i aktuelt dansk sprogbrug, hvor ordet humor bruges om: “evne eller egenskab hos nogen der sætter vedkommende i stand til at opfatte og udtrykke det komiske eller morsomme i en situation eller i tilværelsen generelt” (Den Danske Ordbog). Hermed kan humor kan altså repræsentere alt fra en simpel spøg til en grundlæggende livsindstilling. Og humoren udtrykker ikke sjældent begge dele.

Filosoffen Simon Critchley (2002) mener, at ’huller i verden’ er et træk ved humor og alt, hvad der er sjovt. Vi har alle bestemte forventninger om, hvordan tingene hænger sammen, og hvad der er rigtigt og forkert – og når vi pludselig falder ned i et ’hul’ netop dér, hvor vi ellers forventer at finde en velkendt sammenhæng eller rutine, så kan det have en lattervækkende virkning. Hvis Critchley har ret, kan man forestille sig en sammenhæng mellem humor og erfaringsdannelse. Vores erfaringer kan nemlig – som filosoffen Hans-Georg Gadamer har gjort opmærksom på – være af to slags. Der er de erfaringer, vi har gjort i fortiden, og som vi trækker på i nutiden. Men der også de erfaringer, som vi gør i nutiden. Den sidste slags erfaringer “går på tværs af en forventning” (Gadamer, 2004, s. 338; jf. også artiklen Er alle situationer læresituationer?). De gøres måske netop, når vi falder i de uventede ‘huller i verden’, som Critchley taler om. Det er klart, at disse erfaringer ikke er lige morsomme alle sammen. Om end det dog er værd at erindre sig, at vi både bruger ordet morsom om det, der “får nogen til at more sig og le” og om det “som er spændende, bemærkelsesværdig, ejendommelig, interessant el.lign.” (Den Danske Ordbog).

Måske er de erfaringer vi gør ‘humoristiske’, idet de angår det uventede – mens de erfaringer, vi har, er af mere ‘alvorlig’ karakter, idet de angår det, vi har lært og dermed det ventede. Jeg forestiller mig, at visse af de ‘humoristiske’ erfaringer, som vi gør, giver os anledning til at reflektere og tage ved lære af de situationer, erfaringerne er gjort i. Så siger vi, at vi har lært noget. Og det, vi har lært, er noget bestemt. Hvis Josefine ikke kan finde kælkene, fordi de er blevet flyttet til et nyt sted, så gør hun sig en erfaring, som hun kan lære af (forudsat at hun får viden om det nye sted og kan finde det). Hermed forvandles ‘humoristiske’ erfaringer så at sige til ‘alvorlige’ erfaringer.

Men andre af de ‘humoristiske’ erfaringer, som vi gør, giver os anledning til vedvarende og måske livslange refleksioner, der bidrager til at nuancere vores dømmekraft. Hvis Josefine tænker dybt og længe over, hvem der egentlig bestemmer i børnehaven og over, hvad der dybest set ligger i at bestemme, så opdager hun måske, at det er et mere kompliceret spørgsmål end som så. Måske kan det slet ikke afgøres, og svaret derfor heller ikke læres. Som filosoffen Ludwig Wittgenstein (2012, s. 35) bemærker et sted, så er vi netop ikke i stand til klart at afgrænse de begreber, vi bruger. Og det er “ikke fordi vi ikke kender til deres rigtige definition, men fordi de ikke har nogen rigtig ‘definition'”, skriver han og tilføjer: “At antage, at de må have en sådan definition, ville svare til at antage, at børns leg med en bold altid følger nøje fastlagte regler” (ibid.). At filosofere over, hvad det vil sige at bestemme, og at have øje og øre for, hvad det vil sige at bestemme i praksis, kan derfor ikke bestå i at lægge mærke til noget bestemt. Men det betyder ikke, at refleksioner af denne karakter eksempelvis ikke vil kunne udvide Josefines opmærksomhed og hendes kapacitet for værdirationel overvejelse og handling (jf. Aristoteles’ begreb om fronesis), så hun måske på den baggrund vil kunne tage flere forhold med i betragtning, når hun overvejer og afvejer, hvad der er godt gøre i de situationer, som hun gennemlever. Når vi på denne måde nuancerer vores sprogbrug og dømmekraft, så siger vi, at vi er blevet klogere. Og det uden, at vi af den grund vil kunne pege på noget bestemt, som vi har lært.

Lærdom og livsklogskab er altså ikke det samme. Hans-Georg Gadamer skriver:

Erfaren i egentlig forstand er den, der er bevidst om og véd, at han ikke er herre over tiden og fremtiden. For den erfarne kender nemlig grænserne for al forudseenhed og planers usikkerhed. Den egentlige erfaring er den, hvor mennesket bliver bevidst om sin endelighed. Her finder det grænserne for sin planlæggende fornuft og evne til at udrette (Machenkönnen). (Gadamer, 2004, s. 339)

Ifølge Gadamer, lærer man ikke dømmekraft (fronesis) (ibid., s. 302). Man befinder sig altid i en situation, der afkræver én handling, og hvor det ikke blot drejer sig om at anvende en viden på den konkrete situation, som man allerede er i besiddelse af. Ligesom intet menneske kan fremstille sig selv, som det fremstiller en ting (ibid., s. 301). Vi skaber hverken situationer eller os selv, som en håndværker fremstiller en ting:

Det billede som mennesket har om sig selv, dvs. hvordan det skal være, dets begreber om ret, og uret, anstand, mod, værdighed, solidaritet osv. (…) er ganske vist en slags forbillede, det ser op til. Men det er dog fundamentalt forskellig fra det forbillede, som håndværkeren bruger, når han skal fremstille en ting. Hvad der f.eks. er retfærdigt, kan ikke defineres uafhængigt af den situation, der kræver den rette handling af mig; derimod kan håndværkerens eidos af den ting, han vil fremstille, udmærket være entydigt defineret i kraft af, hvad den skal bruges til. (ibid.)

Som Jacques Derrida bemærker: “At leve er per definition ikke noget, man lærer” (citeret fra Biesta, 2014, s. 89). I den henseende er vi altid henvist til bruge vores dømmekraft (fronesis), der som sagt – hvis vi følger Aristoteles – retter sig mod de menneskelige goder:

Det synes at karakterisere den kløgtige (dvs. dén, hvis handlinger er kendetegnet ved fronesis, CP), at han er i stand til dygtigt at overveje det, som er godt og gavnligt for ham, ikke i enkelttilfælde, som f.eks. hvad der gavner helbredet eller styrken, men i forhold til det gode liv generelt (…) Således er den kløgtige den, som generelt er velovervejet (…) kløgt (fronesis, CP) [er] ikke lig med hverken videnskab eller kunst. Ikke med videnskab, da genstande for handling er foranderlige, og ikke med kunst, da handlen og frembringen er generisk forskellige. Tilbage bliver, at den (fronesis, CP) er en handlende og sandt rationel egenskab, som angår det for mennesket gode og slette. Frembringen har et mål udenfor sig selv, men handlen har ikke. At handle vel er et mål i sig selv. Således er kløgten (fronesis, CP) nødvendigvis en sandt rationel og handlende evne, som retter sig mod de menneskelige goder. (Aristoteles, 2000, s. 153-154)

Og de menneskelige goder kan ikke forstås uden at forstå det samfund, som disse goder er en del af. Der findes – ifølge Aristoteles – intet menneskeliv uden samfundsliv. Han opfatter mennesket som et ’politisk dyr’ – et samfundsmæssigt væsen – hvor sproget spiller en altafgørende rolle i såvel individuelle som sociale dannelsesprocesser. Aristoteles skriver:

… hvorfor mennesket er et samfundsvæsen mere end bier og alle andre levende væsner, som lever i flok, vil fremgå af det følgende (…) Talen tjener til at forklare, hvad der er gavnligt og skadeligt og følgelig også, hvad der er retfærdigt og uretfærdigt. Dette er til forskel fra alle andre levende væsner ejendommeligt for menneskene, at kun de er i stand til at opfatte godt og ondt, retfærdigt og uretfærdigt og lignende; det er delagtigheden i disse ting, der skaber husstand og stat. (Aristoteles, 1997, s. 78)

Vi er – som allerede Aristoteles altså var opmærksom på – henvist til at gøre vores erfaringer under nogle omstændigheder og vilkår, som vi kun i ringe grad kan overskue og kontrollere. Det, vi gør, og den tradition og det samfund, vi er en del af, er forbundne i en uoverskuelig og modsætningsfyldt helhed. Og i håndteringen af dette grundvilkår har vi – som de samfundsmæssige væsner, vi er – udviklet en række fællesgoder (som eksempelvis børnehaver), hvor såvel den enkelte som alle i samfundet som sådan “er interpelleret til at vise gensidig omsorg for at sikre hinandens muligheder for deltagelse i det fælles liv” (Højrup & Jensen i Thorgaard, Nissen & Jensen, 2010, s. 31). Fællesgoder er ikke harmoniske og fasttømrede fællesskaber, idet hensyn til det individuelle og hensyn til det fælles løbende må forhandles og balanceres. De opstår, vedligeholdes og udvikles gennem fælles aktivitet, men det er samtidig en aktivitet, hvor uenigheder og stridigheder altid i en eller anden grad vil gøre sig gældende. Og i denne mere eller mindre konfliktprægede proces “udkrystalliseres handlemåder og standarder for vellykket udøvelse af den pågældende praksis” (ibid. s. 31-32). Josefine, Johannes, Grethe og Hans bidrager gennem deres konflikter og forhandlinger på kælkebakken til, at børnehaven som fællesgode vedligeholdes og udvikles.

Dilemmaer og sociologisk fantasi

Ikke mindst indenfor sociologien, findes der mange bestræbelser på at forstå forbindelser mellem mikroforhold (handlinger og samspil) og makroforhold (samfundsmæssige, strukturelle vilkår).

Sociologen Charles Wright Mills har eksempelvis argumenteret overbevisende for, at sociologi handler om at bruge fantasien til at forstå forbindelser mellem menneskers hverdagsbekymringer og samfundets struktur og udvikling (Mills, 2002, s. 17Pedersen i Schou & Pedersen, 2014, s. 385-396; Pedersen, 2011, s. 275-282). Og det gør man bedst ved hele tiden at veksle mellem de to perspektiver, når man forsøger at forstå menneskers handlinger og det samfund, som de udøves i.

Mills kaldte denne form for perspektivskifte sociologisk fantasi. Den sætter dens indehaver “i stand til at forstå den historiske scene i lyset af, hvad den betyder for forskellige individers indre liv og ydre livsforløb” (Mills, 2002, s. 17). I og med, det lever, bidrager ethvert menneske:

… til udformningen af dette samfund og dets historie, samtidig med at individet selv skabes af samfundet og dets historiske drivkræfter […] Den sociologiske fantasi sætter os i stand til at forstå historien og biografien og deres indbyrdes relationer i samfundet. (Mills, 2002, s. 17-18)

Når den sociologiske fantasi aktiveres, synliggøres forbindelserne mellem vores personlige bekymringer (’personal troubles’) og de offentlige anliggender eller spørgsmål (’public issues’), der opstår som en følge af strukturelle modsætningsforhold og forandringer i samfundet. Vi ser vores bekymringer i et nyt lys, når vi indser, at de hænger sammen med problemer, der knytter sig til samfundsudviklingen i al dens modsætningsfyldte helhed:

… det, vi oplever i forskellige og specifikke miljøer, [er] ofte forårsaget af strukturelle forandringer. For at forstå de forandringer, der finder sted i mange personlige miljøer, må vi altså rette blikket ud over dem (…) At være bevidst om den sociale strukturs begreb og at kunne anvende det med omtanke er det samme som at være i stand til at spore sådanne forbindelser mellem et utal af forskellige miljøer. Er man i stand til det, er man i besiddelse af den sociologiske fantasi. (Mills, 2002, s. 22)

Og hermed åbnes der for en forståelse af, at det, vi ikke sjældent:

… opfatter som personlige bekymringer, meget ofte er problemer, der deles af andre, og at disse problemer ikke kan løses af et enkelt individ, men kun i kraft af en ændring af strukturen i de grupper, han tilhører – og nu og da af hele samfundsstrukturen. (Mills, 2002, s. 191)

Mills foreslog en langt mere kreativ tilgang til forståelsen af samfundet, end de fleste sociologer har for vane. Han anbefalede eksempelvis følgende metodiske greb (ibid., s. 216-218):

– Kombinér viden og begreber, der ikke umiddelbart har det fjerneste med hinanden at gøre!

– Interessér dig for ord og deres forskellige betydning gennem en “kåd og overgiven holdning til de vendinger og ord, hvormed forskellige spørgsmål defineres” (ibid.)!

– Kryds eksisterende (og nye) måder at kategorisere eller klassificere fænomener på!

– Iagttag forsøgsvis gennem ekstremer!

– Vend forsøgsvis om på din proportionssans – er noget eksempelvis småt (lokalt eller partikulært), så forestil dig det enormt stort (globalt og universelt) og omvendt!

– Fremhæv kontrasterne gennem komparative (historiske) analyser!

– Hold dig skrivende og forsøg dig med analytisk at krydsklassificere studieobjekter (det, der er genstand for din undersøgelse) og faglige temaer (din viden om relevante faglige begreber, distinktioner og udviklingstendenser)!

Da sociologisk fantasi handler om at kunne skifte perspektiv og se forbindelser mellem strukturelle forhold og hverdagslivets bekymringer på tværs af forskellige samfundsmæssige sammenhænge, så ville disse metodiske råd bidrage til at stimulere denne fantasi.

Fra Mills henter jeg idéen om, at personlige og kollektive bekymringer kan henføres til, at værdier i givne sammenhænge opleves som truede. Den stiplede linje gennem dilemmadiagrammet i figuren nedenfor markerer, at det altid er værd at overveje dilemmaers samfundsmæssige baggrund – det vil sige bruge sin sociologiske fantasi – i overvejelser over, hvilke samfundsmæssige sfærer, dynamikker, processer, mekanismer og juridiske bestemmelser, der understøtter dilemmaets værdi henholdsvis dets skyggeværdi:

Samfundet opfattes hermed som et grundlæggende konfliktuelt fænomen, hvor samfundsmæssige brudlinjer bidrager til at gøre situationer og de positioner, de involverede indtager i disse situationer, dilemmatiske. Ordet brudlinje bruger vi om en “revne eller adskillelse, hvor noget er brækket” og i overført betydning om en ‘grænse’ eller et ‘skel’ (Den Danske Ordbog). Inden for geologien taler man om brudlinjer, når eksempelvis områder af et jordlag har forskudt sig i forhold til hinanden (ibid.). Noget brydes med andre ord op, og det, der adskilles, kommer til at udgøre to sider af samme brudlinje. Samfund forandrer sig med tiden, og disse forandringer kan metaforisk betragtes som brud, hvor der skabes samfundsmæssige brudlinjer mellem forskellige sfærer og mellem forskellige sociale dynamikker (Pedersen i Schou og Pedersen, 2014, s. 48-53).

Man kan eksempelvis opfatte ‘markedet’, ‘staten’, ‘civilsamfundet’ og ‘individualiteten’ som relativt selvstændige samfundssfærer med forskellige logikker, der kan virke med og mod hinanden og dermed bidrage til, at dilemmaer i hverdagslivet opstår og fryser mere eller mindre til (Pedersen i Schou & Pedersen, 2014, s. 48-53). De fire sfærer kan anskueliggøres på følgende måde (Pedersen, 2017a, s. 186 – inspireret af Schmidt, 2010, s. 110):

Figurens midte ’fortaber’ sig i en slags uartikuleret socialt liv for alle, som Lars-Henrik Schmidt, som nævnt ovenfor, døber gemenhed. Men i en vis forstand er vi nok altid under en eller anden grad af indflydelse af alle fire sfærer, der hermed positionerer os – og hvor vi positionerer os selv – på måder, hvor sfærerne støder sammen og bidrager til at skabe dilemmaer i vores hverdagsliv.

I situationen på kælkebakken kunne følgende samfundsforhold tænkes at gøre sig gældende:

Ud fra et makroperspektiv, opstår bekymringer, når forskellige samfundssfærer – med deres forskellige logikker – støder sammen. Der er allerede et fællesskab på legepladsen, der måske primært understøttes af civilsamfundsfæren og måske også af markedssfæren, idet Hans og Grethe kan have forældre, der i økonomisk, social og kulturel henseende ligner hinanden sammenlignet med Johannes’ forældre. Men Josefine er forpligtet på at gøre en inkluderende indsats. Indsatsen understøttes af statssfæren (jf. Servicelovens § 19 og Dagtilbudslovens § 1) og begrundes blandt andet i hensynet til Johannes’ udvikling og trivsel. Det vil sige i individualitetssfæren. Værdien understøttes således af statssfæren og individualitetssfæren i forening, mens skyggeværdien understøttes af civilsamfundssfæren og markedsfæren i forening. Hermed støder styringslogikken (‘ret og pligt’) og selvstyringslogikken (‘mig og de andre’) sammen med fællesskabslogikken (‘os og dem’) og konkurrencelogikken (‘udbud og efterspørgsel’).

Samfundssfærernes logikker virker med forskellig styrke, og de kan både styrke og svække hinanden, afhængig af hvilke sammenhænge og samspil de aktualiseres i. De positioner vi indfanges i – eller bringer os i – i forskellige situationer er altid også positioner i et samfund. Og disse situationer kan derfor være mere eller mindre domineret af konkurrencelogikken, styringslogikken, fællesskabslogikken og selvstyringslogikken.

Fortolkningen af den samfundsmæssige baggrund for dilemmaet i situationen på kælkebakken, kunne helt givet være anderledes. Det hører med til den sociologiske fantasi, at man altid kunne anskue dilemmaet i lyset af andre samfundsmæssige forhold. De samfundsforhold, der inddrages i analysen, skal blot give os et bud (blandt andre bud) på, hvorfor denne type dilemma dukker op, og hvorfor dilemmaet har det med at gå igen. I dilemmadiagrammet ovenfor har jeg angivet samfundssfærerne efterfulgt af et spørgsmålstegn for at markere, at den samfundsmæssige brudlinje altid vil kunne fortolkes anderledes. Fortolkningen vil kunne ske i lyset af alle typer af samfundsvidenskabelige og sociologiske teorier, der begrebsliggør samfundsmæssige og institutionelle modsætningsforhold (det være sig for eksempel solidaritetsformer (Emile  Durkheim), Gemeinschaft og Gesellschaf (Ferdinand Tönnies), handlingstyper og rationalitetsformer (Max Weber), system og livsverden (Jürgen Habermas), sociale felter (Pierre Bourdieu), kulturelle livsformer (Thomas Højrup), anerkendelsessfærer (Axel Honneth), sociale systemer (Anthony Giddens eller Niklas Luhmann), dispositiver og diskurser (Michel Foucault) og så videre (Schou & Pedersen, 2014)).

Et tankeeksperiment

Empedokles’ filosofi er ganske billedskabende. Og selvom videnskaben for længst har forladt temperamentslæren og elementlæren, så er tanken om forbindelser mellem det store (makrokosmos) og det små (mikrokosmos) altså ikke forladt. Elementlæren er stadig en væsentlig del af vores kulturarv, samtidig med at den lever i bedste velgående i dele af folkeviddet.

Måske udgør solen, himlen, jorden og havet i virkeligheden – som Lars-Henrik Schmidt (2005, s. 280) har foreslået det – menneskelige ærkeerfaringer, der rækker langt ud over den vestlige kulturkreds. Schmidt bliver aldrig træt af at citere John Mogensen, som han betragter som en ikke ubetydelig dansk filosof:

Sol, blæst, sand og vand!  Og så tilføjer han: En kvinde og en mand.  Han har lige forklaret de store elementer, og så kommer forskellen ind. Og det bliver så mellem en kvinde og en mand. (Schmidt i Schmidt, 2016)

Forskellen mellem kvinde og mand kunne for så vidt også bringe tankerne hen på de to kræfter Empedokles tilføjede de fire elementer: kærlighed og strid!

Lad mig forsøge mig med et tankeeksperiment, hvor jeg krydser Empedokles’ fire elementer med de fire samfundsfærer, jeg kort præsenterede ovenfor. Hermed forsøger jeg at følge Charles Wright Mills’ metodiske (og komitragiske) råd om, at undersøge ords forskellige betydninger og kombinere begreber, der angiveligt ikke har det fjerneste med hinanden at gøre.

Empedokles’ ‘ild’ kan bruges som et billede på den individualitetssfære, der efterhånden har udviklet sig til et selvstændigt fænomen i det moderne samfund fra 1960’erne og frem. Ordet ild kommer af en rod, der betyder ‘brænde’, ‘lyse op’ (Den Danske Ordbog). Ordet individualitet bruger vi om “særpræg ved det enkelte individ” (ibid. – min kursivering, CP). Og er der noget, der lyser op og brænder (ud) i nutidens samfund, så er det enkeltindividers – mere eller mindre heftige (jf. det koleriske temperament) – selvrealiserings-, særliggørelses- og selvdannelsesprocesser (Hammershøj, 2003). I trafikken kan man eksempelvis være fristet til at tale om en direkte kolerisk atmosfære, når individer – angiveligt i stadig stigende grad (DR, 2017) – vredes over, at andre forhindrer dem i at komme fra A til B så hurtigt som muligt. Fænomenet er blevet døbt vejvrede. Dog er der ikke blot tale om en selvantændelse. Disse individualiseringsprocesser understøttes nemlig af det grundlæggende individfokus, som arbejdsmarkedet og offentlig institutioner har tendens til vægte meget højt. Nogle sociologer har af samme grund talt om en stadig mere udpræget tendens til institutionaliseret individualisering (Beck, 1997, s. 205; Beck, 2002, s. 65). Den vedvarende drivkraft synes – i lyset af arbejdsmarkedets stigende krav og konkurrencen på det globale marked – at være bekymringen for, om individer nu også lærer så meget, de kan, og samtidig udvikler en tilstrækkelig grad af innovationskraft (Kristensen i Lodberg, 2007, s. 22). Når velfærdsinstitutioner og arbejdsmarkedet i forening fokuserer mere og mere på individuel (livslang) læring, trivsel, udvikling og selvrealisering glider (forpligtigelsen på) det fælles tilsvarende i baggrunden. I individualitetssfæren hersker der en selvstyringslogik, hvor mennesker opfattes og positioneres (og opfatter og positionerer sig selv) som særlige personligheder, der styrer sig (selv) i kraft af forskellen til de andre. Som Hannah Arendt har påpeget, så er frihedens forudsætning på den ene side individers evne til at bevæge sig og begynde (det vil sige at handle) (Arendt, 1979, s. 194). På den anden side, kan denne evne imidlertid ikke eksistere uden det bevægelsesrum mellem mennesker, som lovgivningen i et demokratisk samfund må garantere. Totalitære samfund er karakteriseret ved, at de presser mennesker ind mod hinanden og behandler dem som ét menneske eller én menneskemasse. Hermed ødelægges både bevægelsesrummet mellem mennesker og deres muligheder for at begynde. I demokratiske samfund derimod “omgærder [lovene] hver ny begyndelse på alle sider”, skriver Arendt, og hermed sikres begyndelsens bevægelsesfrihed og “alle udviklingsmulighederne i noget helt nyt og uforudsigeligt” (ibid., s. 193):

Med hver ny fødsel fødes der en ny begyndelse ind i verden, en ny verden er potentielt opstået. Lovens stabilitet modsvarer alle menneskelige anliggenders konstante bevægelse, en bevægelse, der aldrig kan ende, så længe mennesker fødes og dør. (ibid.)

Samspillet mellem individuel frihed og forpligtelsen på det fælles træder hermed frem som et grundlæggende dilemma i det moderne samfund. Vi kan ikke leve sammen, hvis alle individuelle hensyn opfattes som legitime. Men vi kan heller ikke (ny)dannes som mennesker, hvis hensyn til det fælles afkræver os ubetinget tilpasning (jf. artiklen På sporet af håbet). Så nok lyser individualiteten op i det moderne samfund, men den individuelle ild kan ikke brænde uden social ilt.

Empedokles’ ‘luft’ kan bruges som et billede på civilsamfundssfæren. Ordet luft er i virkeligheden det samme som loft, der oprindeligt har betydet ‘tag af bark’ (Den Danske Ordbog – min kursivering, CP). Civilsamfundssfærens familier (herunder blodsbeslægtede famliemedlemmer), foreninger og interessegrupper skærmer netop de enkelte medlemmer og sikrer hermed den enkelte en vis frihed – men afkræver samtidig også den enkelte en vis forpligtigelse på det fælles. Ordet fri er af samme rod som frænde (slægtning eller ven) og henter netop sin grundbetydning i det forhold, at man – dengang man tog slaver – kunne lykkes med at undgå at blive gjort til slave på grund af sine frænders beskyttelse (Kirkeby, 2013, s. 24). Man kan forestille sig, hvordan følelsen af samhørighed må være vokset, når solidariteten holdt, og frænders gensidige beskyttelse af hinanden lykkedes. Det må alt andet lige have skabt en vis optimisme (jf. det sangvinske temperament). Civilsamfundet kan opfattes som “den almindelige befolkning betragtet som aktiv deltager i det politiske liv, til forskel fra staten og fra markedet” (Den Danske Ordbog). Men det ’politiske liv’ skal her forstås bredt som alle fællesskaber i samfundet, der kæmper med og mod hinanden for at varetage deres interesser og for at få indflydelse på samfundets udvikling. I civilsamfundssfæren opfattes og positioneres mennesker (og de opfatter og positionerer sig selv) som (med)borgere i (interesse)fællesskaber ud fra en fællesskabslogik, hvor de lægger luft til grupperinger med helt andre værdier. Men offentligheden og samfundets demokratiske infrastruktur sikrer, at kampene også udkæmpes under et vist hensyn til helheden, hvorved sammenhængskraften i samfundet en eller anden grad kan bevares (Kristensen i Lodberg, 2007, s. 22).

Empedokles’ ‘jord’ kan bruges som et billede på statssfæren. Grundbetydningen af ordet jord er usikker, men man ved, at ordet i overført betydning er blevet brugt om den menneskelige verden, der befinder sig mellem himmelen og underverdenen (jf. Midgård i nordisk mytologi) (etymoonline.com). Staten kan opfattes som en “institutionaliseret og centraliseret politisk organisation, hvis ledelse har et legitimt monopol på retten til med magt at fastsætte og opretholde retsordenen inden for et territorium (…) og over for indbyggerne” (denstoredanske.dk). Ordet territorium er afledt af det latinske terra, der netop betyder ‘jord’. Ordet stat er afledt af det latinske stare, der betyder ‘stå’. Staten står fast på sit territorium over for andre stater udadtil (som magthaverne med større eller mindre tungsind (jf. det melankolske temperament) er henvist til at sammenligne sig med og forsvare sig imod) og over for sine indbyggerne indadtil (som magthaverne – igen med større eller mindre tungsind – er henvist til at forsøge vinde opbakning fra på trods af deres modstridende interesser). Hermed opfattes og positioneres indbyggerne (og de opfatter og positionerer sig selv) som statsborgere med visse rettigheder og pligter. I statssfæren hersker der – med hjemmel i demokratisk vedtagne love – en styringslogik, hvor det, man kan kalde sammenligningskraften (i forhold til andre stater), er i høj kurs (Kristensen i Lodberg, 2007, s. 22).

Empedokles’ ‘vand’ kan bruges som et billede på markedssfæren. Ordet vand er beslægtet med det latinske unda, der betyder ‘bølge’ (Den Danske Ordbog). Økonomiske konjunkturer er som bekendt ikke uden bølgebevægelser. Det gælder også i private husholdninger. Og at forholde sig økonomisk kan som bekendt også betyde, at man – mere eller mindre sindigt (jf. det flegmatiske temperament) – forsøger at holde hus med sine begrænsede ressourcer. Markedet kan opfattes som “et økonomisk område, hvor der foregår handel med varer eller tjenesteydelser, baseret på udbud og efterspørgsel” (Den Danske Ordbog). I markedssfæren opfattes og positioneres mennesker (og de opfatter og positionerer sig selv) som forbrugere og sælgere (af arbejdskraft). Her hersker der en konkurrencelogik, der bunder i en udbuds- og efterspørgselsmekanisme, der vedvarende skaber en kamp om at producere varer og tjenesteydelser til et nationalt og globalt marked til den lavest mulig pris og med den størst mulige profit. I denne sfære er konkurrencekraften et og alt (Kristensen i Lodberg, 2007, s. 22).

De fire samfundssfære er allestedsnærværende. Men de gøres (og gør sig) gældende med forskellig styrke. Menneskers entydige positionering i en bestemt sfære, vil, situationens udvikling taget i betragtning, kunne udelukke positionering i en anden sfære. Et overdrevent individfokus (individualitetssfæren) kan eksempelvis udelukke hensyn til det fælles (civilsamfundssfæren) – og omvendt. Et overdrevent økonomisk hensyn (markedssfæren) kan udelukke hensyn til den nødvendige styring (statssfæren) – og omvendt. Og så videre. Althussers begreb om det bestemt udelukkede peger netop på, at hverdagssituationer er indlejret i en modsætningsfyldt institutionel og samfundsmæssige sammenhæng, der bidrager til, at visse hensyn og stemmer momentant dominerer, mens andre hensyn og stemmer i kraft heraf udelukkes. Men da samfundet er et dynamisk fænomen, der så at sige er i splid med sig selv, så vil visse forhold i samfundet kunne understøtte visse værdier og skabe visse bekymringer, samtidig med at andre forhold i samfundet vil kunne understøtter andre værdier og skabe andre bekymringer. Man kan som tidligere nævnt knytte an til et hav af sociologiske teorier, der kan bruges til forstå baggrunden for dette og som på forskellig måde kan begrunde, hvorfor dilemmaer har deres baggrund i modsætninger mellem samfundsmæssige sfærer, logikker, dynamikker, felter, verdener, systemer, diskurser, regimer m.v. (Schou & Pedersen, 2014). Det vil komme for vidt, at gå dybere ned i disse teorier i denne sammenhæng. Her skal jeg blot understrege betydningen af forsøgsvis at synliggøre, fortolke og forklare sammenhænge mellem samfundsforhold (makroforhold) og dilemmaer (mikroforhold) ved at trække på den sociologiske fantasi. I den sociologiske fantasi ligger der – med Mills’ metodiske råd in mente – at denne synliggørelse, fortolkning og forklaring sker ud fra forskellige og mere eller mindre modsatrettede perspektiver.

Jeg forestiller mig desuden – for nu at følge mit tankeeksperiment til dørs – at forskellige temperamenter og atmosfærer (idet jeg antager, at også stemningen i en situation kan udvikle sig mere eller mindre kolerisk, sangvinsk, melankolsk og flegmatisk) kan forstærkes eller svækkes alt afhængig af, hvilken samfundssfære, der dominerer i en given sammenhæng. Måske kan man også på den baggrund forestille sig en vis forbindelse mellem de fire temperamenter/atmosfærer og dilemmaets fire aspekter, som de er udfoldet i dilemmadiagrammet ovenfor. Dilemmaet opstår, når en situation spidser til, og:

– man oplever en bekymring, som man, måske med en vis heftighed (under dominerende indflydelse af det koleriske temperament og eventuelt af en kolerisk atmosfære), ønsker at gøre til skamme;

– hvorved man, måske med en vis optimisme (under dominerende indflydelse af det sangvinsk temperament og eventuelt en sangvinsk atmosfære), bestræber sig på at fremme hensynet til bekymringens positiv modsatte værdi;

– som man, måske med en vis tungsindighed (under dominerende indflydelse af det melankolske temperament og eventuelt en melankolsk atmosfære), opdager kan dyrkes i en grad, hvor det bliver for meget af det gode i praksis, hvorfor man oplever en ny bekymring;

– som man, måske med en vis sindighed (under dominerende indflydelse af det flegmatiske temperament og eventuelt en flegmatisk atmosfære), forsøger at gøre til skamme, idet man nu også bestræber sig på at fremme hensynet til værdiens komplementære skyggeværdi på en måde, hvor det ikke bliver for meget af det gode og dermed forstærker den første bekymring.

Dilemmaer giver altså af gode grunde anledning til blandede følelser. Og dilemmaer skal nok give anledning til blandede følelser, idet der hermed opstår mulighed for, at udfoldelsen af dømmekraft kan ske på en klangbund af følelsesmæssig flertydighed. Bestræbelsen på at gøre en bekymring til skamme er præget af en mere eller mindre optimistisk vilje, der bunder i en mere eller mindre heftig indignation over, at en værdi opleves som truet. Mens bestræbelsen på samtidig at gøre dilemmaets anden bekymring (der opstår, når værdien dyrkes i en grad, hvor det bliver for meget af det gode) til skamme derimod er præget af en mere eller mindre sindig vilje, som bunder i en mere eller mindre tungsindig fornemmelse af, at intet er så godt, at det ikke er skidt for noget andet.

Andet bud på en dilemmaforståelse

Jeg er nu nået dertil, hvor en opsummering og nuancering af min dilemmaforståelse er på sin plads. Ovenfor indkredsede jeg i al foreløbighed min forståelse af et dilemma på følgende måde:

Man befinder sig i et dilemma, når en situation spidser til og vækker to modstridende, legitime bekymringer, som man kun kan (håbe på at) gøre til skamme gennem en dobbeltbundet hensyntagen til en værdi såvel som til denne værdis komplementære skyggeværdi.

Er der aspekter ved dilemmabegrebet, som jeg, på baggrund af overvejelserne i denne artikel, har overset?

Et dilemma er en tvetydig tvedelt præmis, der indeholder fire aspekter; såvel to modstridende bekymringer som en dobbeltbundet hensyntagen. På sin vis tager man derfor i dobbelt forstand to ting, der ikke har en skid med hinanden at gøre, og fører dem hurtigt sammen, når man forsøger at håndtere et dilemma (jf. Per Højholts definition af humor ovenfor). Om end værdi og skyggeværdi som nævnt har det med hinanden at gøre, at de er komplementære; de udelukker og kompletterer hinanden. Der synes at kunne spores en familielighed mellem dilemmahåndtering og en humoristisk (komitragisk) indstilling til – og kobling af – tilværelsens små og store spørgsmål. Måske burde min dilemmaforståelse tage højde for, at humoren som livsindstilling (den store humor i Harald Høffdings sprogbrug) kan vise sig frugtbar, når dilemmaer (går igen og) for alvor begynder at fryse til.

Dertil kommer, at jeg nok – i mit første bud på en dilemmaforståelse – tenderer at overse de samfundsmæssige og strukturelle vilkårs betydning for, at dilemmaer opstår, går igen og fryser mere eller mindre til. Det, at min dilemmaforståelse indeholder vendingen ‘når en situation spidser til’, markerer nok en særlig udvikling i samspillet, og i måden den enkelte forsøger at håndtere situationen på. Men med Mills’ begreb om sociologisk fantasi in mente, bliver det tillige frugtbart at lede efter forbindelser mellem mikroforhold og makroforhold på tværs af forskellige sammenhænge og forskellige typer af samspil. Som jeg ser det, bliver det afgørende at kunne skifte perspektiv og veksle mellem at opfatte en dilemmasituation som betinget af aktørers vilje og indspil, samspillets mere eller mindre konfliktfyldte karakter (hvor et lykketræf ikke er umuligt) og modsætningsfyldte strukturelle vilkår i samfundet. I skemaet nedenfor har jeg derfor skitseret distinktionen mellem tre komplementære menneskesyn – jeg kalder dem henholdsvis aktørperspektivet, strukturperspektivet og samspilsperspektivet – og i tråd med Charles Wright Mills’ metodiske råd, der blev præsenteret ovenfor, er de tre perspektiver forsøgsvis krydset med begreber om dannelse, magt, mening, udsathed, dømmekraft, håb, dilemmaer og kundskaber (jf. Pedersen, 2017a, s. 115 og Pedersen, 2018 – dilemma- og kundskabskategorien er tilføjet):

Aktør-, struktur- og samspilsperspektivet gør det muligt skiftevis at opfatte et dilemma som en individuel knibe, der afkræver en aktør en dobbeltbundet hensyntagen; en tvetydig sag, hvor strukturelle og samfundsmæssige forhold (sfærer, logikker og juridiske bestemmelser) understøtter værdien henholdsvis skyggeværdien; og som et samspil, der altid er ladet med konflikt (et socialt træf), og som både åbner for en konfliktfyldt social træfning og for et lykketræf.

De tre komplementære perspektiver åbner desuden, som det fremgår af skemaets sidste kategori, for en distinktion mellem forskellige former for kundskab, som man blandt andet kan trække på i håndteringen – og i opsporingen, delingen og i kritiske analyser – af dilemmaer (jf. også artiklen Samarbejdsfokuseret faglig beredskabelse for en uddybning af de tre kundskabsformer):

Primærkundskab er erfaringsbaseret og knytter sig til denne enkelte aktørs dispositioner. Disse dispositioner er blandt andet dannet gennem opsporingen og håndteringen af dilemmaer i fortiden. Den norske uddannelsesforsker Christian W. Beck (2015) skriver, at primærkundskaben kommer først i livet (heraf betegnelsen primærkundskab). Og Beck tilføjer, at der er tale om en konkret og personbunden hverdagskundskab i ‘første person’, som vi ofte trækker på ubevidst (eller førbevidst). Det er således blandt andet primærkundskab, vi trækker på, når vi – uden brug af ‘overleverede’ metoder eller teoretiske forståelser – opsporer, overvejer, afvejer og håndterer dilemmaer i praksis på baggrund af vores tidligere erfaringer. Der er ingen tvivl om, at Josefine trækker på primærkundskab i hendes håndtering af situationen på kælkebakken. Men der er heller ingen tvivl om, at hun tillige er henvist til at udfolde dømmekraft, idet situationen tager en – for hende – uventet drejning. Primærkundskab må således altid kobles til dømmekraften, hvis den ikke skal give anledning til en udelukkende rutinepræget – og dermed tendentielt en ubetænksom og uforsvarlig – (re)ageren (jf. artiklen Den professionelle dømmekraft og skyklap-effekten og Pedersen, 2017a, s. 201).

Sekundærkundskab kommer – stadig ifølge Beck (ibid.) – senere i livet og overleveres til os af andre i ‘anden person’. Sekundærkundskaben er symbolsk (teoretisk og metodisk) og mere eller mindre forskningsbaseret, og vi tilegner os den i reglen gennem uddannelse og oplæring. Den kan eksempelvis angå de omstændigheder og samfundsmæssige vilkår, som der på baggrund af faglig viden kan argumenteres for gør sig gældende i en bestemt type dilemmasituation. Det er derfor et udtryk for sekundærkundskab, når dilemmaer opspores, deles og analyseres kritisk ved systematisk brug af bestemte metoder (som for eksempel dilemmadiagrammet eller metodiske greb til stimulering af sociologisk fantasi) eller begreber og teorier (som for eksempel angår menneskers handlinger og samspil og samfundet forstået som en modsætningsfyldt helhed, hvor sfærer og logikker støder sammen og kan forstærke eller svække hinanden). Josefine kan trække på mange former for sekundærkundskab i situationen på kælkebakken. Det kan være mere eller mindre forskningsbaseret viden om børns udvikling, leg, diagnoser, inklusion, magt, institutionslogikker, samfundssfærer m.v. Men heller ikke her kan der herske tvivl om, at hun er henvist til at trække på denne sekundærkundskab på en dømmekraftsbaseret måde, hvis den ikke skal komme til at fungere som situationsufølsomme skyklapper, der risikerer at give anledning til, at vigtige hensyn og stemmer overses eller overhøres (jf. artiklen Den professionelle dømmekraft og skyklap-effekten og Pedersen, 2017a, s. 201). Hermed peger sekundærkundskaben på sin vis udover sig selv og kalder på udviklingen af tertiærkundskab.

Tertiærkundskab er praksisudviklingsbaseret og opstår, idet mennesker i samspil med hinanden – og ved at trække på elementer af såvel primærkundskab som sekundærkundskab – udvikler deres lokale praksis i fællesskab. Hermed indgår individuelle og kollektive erfaringer og mere eller mindre forskningsbaseret viden i et samspil, der konkret udspiller sig i lokale undersøgelser af enkeltsteder, og af hvad specifikke mennesker faktisk siger og gør (Beck, 2014, s. 5; jf. også Beck i Beck & Hoëm, 2013, s. 82). Udviklingen af tertiærkundskab er ikke forudsigelig og forudsætter åbne drøftelser, hvor alle berørte parter har adgang til at deltage (ibid., s. 85), og hvor de rådslår om, hvad der skal tælle som viden lokalt (Gadamer, 2004, s. 305). Ved at opspore nedfælde en situationsbeskrivelse (fra situationen på kælkebakken) på skrift, kan Josefine eksempelvis opspore et dilemma og dele det med hendes kolleger på tværs af specialgruppen og den traditionelle børnegruppe. Hermed kan både parternes erfaringsbaserede primærkundskab og deres forskellige former for sekundærkundskab, der kan være mere eller mindre forskningsbaseret, indgå i en kritisk analyse af dilemmaet og måske hermed give anledning til udviklingen af tertiærkundskab og af den fælles praksis i institutionen. For eksempel kan Josefine foreslå, at samarbejdet mellem pædagogerne i to sammenhænge drejes fra være overvejende kooperativt til også at blive kollaborativt (jf. artiklen Samarbejde på tværs). Begreber om kooperation og kollaboration er et udtryk forskningsbaseret sekundærkundskab. Udviklingen af pædagogernes samarbejdspraksis kan udmærket være inspireret af sådanne begreber, men det er op til pædagogerne at fortolke og videreudvikle denne sekundærkundskab ud fra de lokale forhold og ud fra deres erfaringsbaserede primærkundskab. Ligesom pædagogerne på tværs af de to sammenhænge, hvis tiden og ressourcerne er til det, på tilsvarende måde kunne have glæde af at bringe forskningsbaseret viden om, hvad karakteriserer forsvarligt inklusionsarbejde i spil (jf. artiklen Forsvarligt inklusionsarbejde). Men heller ikke denne sekundærkundskab bruges på samme måde som et koncept, men indgår derimod – i samspil med primærkundskab – i undersøgelser og udvikling af den lokale praksis, hvorved tertiærkundskab opstår. Endelig er det også her afgørende at erkende, at heller ikke tertiærekundskab gør det alene. Udviklingen af tertiærkundskab og af den lokale praksis må tillige ske gennem udfoldelsen af dømmekraft, så hensyn og stemmer ikke bliver altdominerende henholdsvis overses eller overhøres (jf. artiklen Den professionelle dømmekraft og skyklap-effekten og Pedersen, 2017a, s. 201).

På baggrund af hovedpointerne i denne artikel – og skemaet ovenfor – kunne en nuancering af min dilemmaforståelse lyde:

Man befinder sig i et dilemma, når en situation spidser til og vækker to modstridende, legitime bekymringer, som man kun kan (håbe på at) gøre til skamme gennem en dobbeltbundet hensyntagen til en værdi såvel som til denne værdis komplementære skyggeværdi. En humoristisk grundindstilling til tilværelsens modsætningsfyldte karakter, hvor man leder efter det små i det store og det store i det små, kan lette både opsporingen, delingen og den kritiske analyse af dilemmaer i hverdagslivet. Dømmekraftsbaserede bestræbelser, hvor man forsøger at undgå, at dilemmaer fryser (yderligere) til, øger mulighederne for (ikke-u)forsvarlig dilemmahåndtering og for at lykketræf kan opstå. Når et dilemma alligevel begynder at fryse til og dermed bliver mere og mere uhåndterbart, kan det med fordel deles med andre berørte parter, der indtager andre positioner og ser anderledes på sagen. Ligesom dilemmaet – hvis tiden og omstændighederne tillader det – med fordel kan gøres til genstand for kritisk analyse, hvor dilemmaet skiftevis opfattes som betinget af aktørers handlinger, samspillets karakter og modsætningsfyldte strukturelle vilkår i samfundet. Gennem en sådan dilemmakritik, undersøges og afdækkes de konkrete forhold, der efter alt at dømme får dilemmaet til at fryse til (og gå igen) – og hermed åbnes der for en dømmekraftsbaseret praksisudvikling, hvor man gennem udviklingen af tertiærkundskab kan forsøge at forandre netop disse forhold. Praksisudvikling, der udspringer af dilemmakritik, er således ikke målorienteret og handler heller ikke om at realisere idealer. Den er grundlæggende dømmekraftsbaseret – rettet mod de menneskelige goder, der altid kan dyrkes i en grad, hvor det bliver for meget af det gode i praksis – og den udspringer af modstridende bekymringer, som man kan (håbe og) bestræbe sig på at gøre til skamme gennem en dobbeltbundet lydhørhed og hensyntagen.

Til sidst vil jeg skitsere mit samlede dilemmaberedskab, som det aktuelt former sig i lyset af dilemmaforståelsen ovenfor. Beredskabet er dynamisk og justeres løbende, i takt med at jeg gør mig erfaringer med at trække på det i praksis.

Et dilemmaberedskab

Dette dilemmaberedskab indeholder: 1) dilemmasituationsbeskrivelser, 2) en dilemmaforståelse, 3) en refleksionsramme, 4) nogle praktiske ledetråde samt 5) en vedligeholdelses- og udviklingsplan.

Dilemmasituationsbeskrivelser

Situationen på kælkebakken – der har være omdrejningspunktet i denne artikel – er et eksempel på en situationsbeskrivelse. Her følger endnu et eksempel fra Omsigts casesamling (som jeg betragter som en del af mit dilemmaberedskab):

Det er formiddag i børnehaven og 15 børn og 2 pædagoger befinder sig på Løvestuen. Lukas har hjemmefra medbragt et lille stykke papir tegnet som en 2-krone og klippet den ud, så det ligner en mønt. Brian har pludselig taget eller fundet denne ’mønt’, så drengene kommer over til GERDA, mens de skændes om hvis ’mønt’ det er. Lukas siger: “GERDA! Brian har taget min mønt”, mens han rækker ud efter mønten. Brian tager hånden væk, så Lukas ikke kan nå. Brian: “Nej, jeg fandt den, nu er det min”. GERDA fortæller drengene, at hun godt har set, at Lukas havde denne mønt med hjemmefra, og mønten derfor er Lukas’, men hun beder samtidig om at få lov til at se mønten. Brian afleverer mønten til GERDA, som kigger på den. GERDA siger: “Den er vel nok flot. Har du lagt en 2-krone under et stykke papir og tegnet ovenpå, så det ligner en rigtig mønt, og bagefter klippet en ud?” Lukas ansigtsudtryk skifter fra vrede til stort smil: “Ja”, svarer han. GERDA: “Mon ikke vi kunne finde ud af lave sådan nogle her i børnehaven, hvis jeg finder en mønt til jer?” Drengenes fulde opmærksomhed er pludseligt rettet på pædagogen. De kigger herefter på hinanden og smiler og nikker begge hvorefter de går efter GERDA, som hjælper drengene i gang med at tegne og klippe. Andre børn følger trop og GERDA må finde flere mønter. Herefter sidder 5-7 børn samlet om at lave mønter, og det blev også aftalt at børnene skulle skrive navne bagpå, så de kunne se hvis mønter der var deres. Børnene brugte det meste af dagen på denne leg.

Situationsbeskrivelser af denne karakter kan stamme fra erindringen (f.eks. en ‘hurtigskrivning’ med afsæt i en bekymring i en nyligt oplevet tankevækkende arbejdssituation), transskriberede video- eller lydoptagelser, iagttagelser, observationer, praksisfortællinger m.v. Det afgørende er, at situationsbeskrivelserne nuanceres så meget, det nu er praktisk muligt, så det situationsspecifikke samspil mellem de involverede parter træder tydeligt frem (jf. artiklen Situationsbeskrivelser som garant for saglighed for en uddybning af, hvordan situationsbeskrivelser kan udarbejdes). I det følgende forsøger jeg at eksemplificere brugen af refleksionsrammen i mit dilemmaberedskab ved løbende at relatere til situationsbeskrivelsen med mønten.

Dilemmaforståelse

Man befinder sig i et dilemma, når en situation spidser til og vækker to modstridende, legitime bekymringer, som man kun kan (håbe på at) gøre til skamme gennem en dobbeltbundet hensyntagen til en værdi såvel som til denne værdis komplementære skyggeværdi. En humoristisk grundindstilling til tilværelsens modsætningsfyldte karakter, hvor man leder efter det små i det store og det store i det små, kan lette både opsporingen, delingen og den kritiske analyse af dilemmaer i hverdagslivet. Dømmekraftsbaserede bestræbelser, hvor man forsøger at undgå, at dilemmaer fryser (yderligere) til, øger mulighederne for (ikke-u)forsvarlig dilemmahåndtering og for at lykketræf kan opstå. Når et dilemma alligevel begynder at fryse til og dermed bliver mere og mere uhåndterbart, kan det med fordel deles med andre berørte parter, der indtager andre positioner og ser anderledes på sagen. Ligesom dilemmaet – hvis tiden og omstændighederne tillader det – med fordel kan gøres til genstand for kritisk analyse, hvor dilemmaet skiftevis opfattes som betinget af aktørers handlinger, samspillets karakter og modsætningsfyldte strukturelle vilkår i samfundet. Gennem en sådan dilemmakritik, undersøges og afdækkes de konkrete forhold, der efter alt at dømme får dilemmaet til at fryse til (og gå igen) – og hermed åbnes der for en dømmekraftsbaseret praksisudvikling, hvor man gennem udviklingen af tertiærkundskab kan forsøge at forandre netop disse forhold. Praksisudvikling, der udspringer af dilemmakritik, er således ikke målorienteret og handler heller ikke om at realisere idealer. Den er grundlæggende dømmekraftsbaseret – rettet mod de menneskelige goder, der altid kan dyrkes i en grad, hvor det bliver for meget af det gode i praksis – og den udspringer af modstridende bekymringer, som man kan (håbe og) bestræbe sig på at gøre til skamme gennem en dobbeltbundet lydhørhed og hensyntagen.

Refleksionsramme

Refleksionsrammen falder i tre dele, som jeg kalder: 1) dilemmaopsporing, 2) dilemmadeling og 3) dilemmakritik (jf. artiklen På sporet af håbet). Jeg vender tilbage til de tre punkter nedenfor.

Ved at trække på denne refleksionsramme – som er udledt af min dilemmaforståelse ovenfor – håber jeg på at kunne bidrage til at give kraft til dømmekraften i de arbejdssammenhænge, hvor jeg færdes. Når jeg trækker på refleksionsrammen bestræber jeg mig altid på at fremme en konverserende – fremfor en diskuterende – form (jf. artiklen Hvad er konversation?). Omdrejningspunktet i konversationen er min egen eller eventuelt andres oplevelse af en aktuel situation. Hvis tiden er til det, er omdrejningspunktet en situationsbeskrivelse, som jeg selv eller andre har nedfældet på skrift.

Konversationer kan både foregå som en individuel tankevirksomhed og i en samtale med andre. Det er dog min erfaring, at selve opsporingen af et dilemma er mest overskuelig, hvis den foregår individuelt. Er man flere om en opsporing af et dilemma stiger kompleksiteten betydeligt, idet vi af gode grunde forbinder forskellige følelser og ord med de situationer, som vi oplever. Men selvom opsporing af et dilemma bedst sker individuelt, kan man have stor glæde af at sammenligne ens eget bud med andres bud på en dilemmaopspring, der tager afsæt i samme situation(sbeskrivelse).

Her følger så en nærmere redegørelse for refleksionsrammens tre elementer:

1) Dilemmaopsporing giver kraft til den individuelle dømmekraft, hvorved risikoen for enøjethed eller ensporethed i en enkelt aktørs forhåbninger, vurderinger, beslutninger og handlinger reduceres. Dilemmaopsporing former sig forskelligt, afhængigt af den tid der er til rådighed.

Er tiden meget knap, opsporer jeg et dilemma gennem en udvidet opmærksomhed på, at det gode, jeg vil (værdien), både udspringer af en bestemt bekymring, som situationens udvikling vækker hos mig, og kan dyrkes i en grad, hvor det bliver alt for meget af det gode, situationen taget i betragtning. Denne udvidede opmærksomhed åbner for, at jeg nogle gange kan lykkes med at foregribe den nye bekymring, der hermed vil kunne opstå. Denne foregribelse er porten til, at jeg kan lede efter skyggeværdien og dermed til at opspore dilemmaet.

Er situationen mindre presset, stiller jeg mig selv følgende spørgsmål i den angivne rækkefølge:

1. Hvilke forskellige bekymringer oplever jeg især gør sig gældende, når jeg forsøgsvis indtager én af de involveredes perspektiv i situationen?

2. Hvilken af de oplistede bekymringer under punkt 1, oplever jeg som den allermest påtrængende?

3. Hvilken værdi er truet, siden denne bekymring især trænger sig på?

4. Hvilken ny bekymringen forstiller jeg mig ville opstå, hvis den truede værdi under punkt 3 blev dyrket i en grad, hvor det blev alt for meget af det gode, situationen taget i betragtning?

5. Hvilken skyggeværdi er truet, siden jeg oplever denne nye bekymring?

6. Svarer den nye bekymring til bekymringen under punkt 2, og kan jeg argumentere for, at værdi og skyggeværdi komplementære?

Hvis tiden er til det, kan dilemmadiagrammet nedenfor bruges mere systematisk (diagrammet kan eventuelt hentes som power-point-fil her – eneste betingelse for brugen af det er tydelig kildeangivelse):

dilemmadiagram

Tallene i parentes angiver den rækkefølge, man med fordel kan følge, når man bruger diagrammet. Diagrammet udfyldes som sagt bedst individuelt – ellers er det min erfaring, at kompleksiteten bliver for stor. Efterfølgende kan man eventuelt sammenligne dilemmadiagrammer, hvis man er flere deltagere i konversationen.

Her følger et eksempel på dilemmaopsporing – ud fra pædagogens perspektiv – i situationsbeskrivelsen med mønten. Til en begyndelse kan det være en god idé, at opliste en række kandidater til den første bekymring (markeret med (1) i dilemmadiagrammet ovenfor). Det har nemlig stor betydning, hvordan den første bekymring formuleres, idet det får konsekvenser for formuleringen af den positiv modsatte værdi (markeret med (2) i diagrammet), der igen får betydning for formuleringen af den anden bekymring (markeret med (3)), der endelig får betydning for formuleringen af skyggeværdien (markeret med (4)). Men alle bekymringer, som man kan argumentere for kunne være på spil for pædagogen i situationsbeskrivelsen er relevante. I situationen kan man for eksempel forestille sig, at pædagogen er bekymret for, at konflikten udarter sig. Hun kan være bekymret for, at Brian har taget mønten fra Lukas. Hun kan være bekymret, fordi hun ikke har set, om Brian har taget eller fundet ’mønten’. Hun kan være bekymret for, at Brian bliver stemplet som ’afviger’. Hun kan være bekymret for, at de to drenge bliver uvenner. Hun kan være bekymret for, at hun, mod sin egen vilje, kommer til at fungere som dommer i konflikten. Hun kan være bekymret for, at ejendomsretten til ting, som børnene medbringer hjemmefra, ikke respekteres. Eller hun kan være bekymret for, at ting, som børn medbringer hjemmefra ikke bruges til noget fælles og i stedet skaber konflikter mellem børnene. Og så videre. Efter en oplistning af bekymringer, kan arbejdet med at udfylde dilemmadiagrammet gå i gang. Men man kan som sagt kun tage udgangspunkt i én bekymring ad gangen. I diagrammet nedenfor er den sidst nævnte bekymring brugt som eksempel. Argumenterne for netop at vælge denne bekymring, vil selvfølgelig hænge sammen med ens fortolkning af det samlede hændelsesforløb. Man må ’mærke efter’, hvad det er for en bekymring, der først og fremmest ville trænge sig på, idet man forsøgsvis indtager pædagogens position i situationsbeskrivelsen. Og man må forsøge sig frem med forskelligt ordvalg for hermed at sortere de mindst rammende formuleringer fra.

Situationsbeskrivelsen kan altså for eksempel fortolkes på den måde, at pædagogen først og fremmest er bekymret for, at den medbragte ’mønt’ ikke bruges til noget fælles og i stedet skaber en konflikt mellem de to drenge. En konflikt, som drengene tydeligvis ikke selv kan håndtere, idet de jo netop selv henvender sig pædagogen. Konflikten kan ikke håndteres ved blot at give ’mønten’ til den ene part, idet det ville gøre pædagogen til part i sagen, og sandsynligvis få konflikten til at eskalere. Allerede i det, vi fortolker som pædagogens umiddelbare bekymring, ligger der altså, som vi kan se, en værdi skjult. Det er netop den værdi, hun oplever som truet – og som kan formuleres som det positiv modsatte af bekymringen. Værdien kan for eksempel formuleres som en værdsættelse af, at ’mønten’ bruges til noget fælles. Men man mærker også, at denne værdi, i netop denne situation, hurtigt kan blive for meget af det gode, hvis den blev det eneste hensyn, som pædagogen lagde til grund for sin (re)ageren. For det kunne jo resultere i, at Lukas ikke får sin ’mønt’ igen, og dermed vil konflikten kunne udarte sig. Igen ser vi, at denne nye bekymring kommer sig af, at en værdi er truet (det er den værdi som i diagrammet betegnes ’skyggeværdien’). Det positiv modsatte af, at Lukas ikke får sin ’mønt’ igen er, at han faktisk får den igen. Dette hensyn eller den stemme, som skyggeværdien repræsenterer, er det hensyn eller den stemme, der umiddelbart må antages at være i fare for at blive overset eller overhørt i netop denne situation. Men idet skyggeværdien trækkes frem lyset og ligestilles med værdien, træder dilemmaet tydeligt frem. Dilemmaet består i såvel at bruge mønten til noget fælles som i at give Lukas sin mønt igen.

Dilemmaopsporing kan som nævnt give kraft til den individuelle dømmekraft, hvorved risikoen for enøjethed og ensporethed reduceres. Men der er stadig fare på færde, idet ét dilemma hermed tages for givet ud fra en enkelt aktørs perspektiv. Aktører er altid i fare for at overse eller overhøre betydningsfulde hensyn eller stemmer, hvis de ikke tillige deler dilemmaet med andre berørte parter. I en børnehave kan det – alt afhængig af situationens alvor – være andre professionelle (på tværs af organisatoriske og faglige skel), repræsentanter fra ledelsen, forældre og de involverede børn, hvis det ellers lader sig gøre.

2) Dilemmadeling kan give kraft til den kollektive dømmekraft, hvorved risikoen for, at en enkelt aktør tiltager sig dilemmadefinitionsmagten, reduceres. Ved at dele dilemmaet med andre berørte parter gennem konversation, kan man få deres perspektiver på, hvordan dilemmaet kan fortolkes på forskellig måde, og hvad de i øvrigt oplever, man kan være i risiko for at overse ved at fokusere på netop dette dilemma. Hermed nyfortolkes og nuanceres ens egen og andre involveredes forståelse af dilemmaet. Og det bliver måske muligt på én eller anden måde at gøre fælles sag, så en lignende dilemmasituation kan håndteres lidt bedre i fremtiden. Jeg stiller gerne mig selv og andre følgende spørgsmål som led i en dilemmadeling (jf. artiklen Dilemmadeling gennem konversation):

1. Hvordan kan dilemmaet forstås på forskellige måder? Deltagerne i dilemmadelingen giver i denne konversationsrunde forskellige bud på, hvordan dilemmaet viser sig i praksis og på, hvordan det kan beskrives og nyfortolkes – ikke at forveksle med, hvordan dilemmaet bør håndteres (idet dette spørgsmål hører under punkt 3 nedenfor).

2. Hvordan kan dilemmaet forklares på forskellige måder? Deltagerne giver i denne konversationsrunde forskellige bud på forklaringer på, hvorfor dilemmaet går igen og måske har tendens til at fryse til.

3. Hvordan kan dilemmaet håndteres på forskellige måder? Deltagerne giver i denne konversationsrunde forskellige bud på, hvordan dilemmaet kunne angribes systematisk og på, hvordan det kunne håndteres i praksis i fremtiden.

På trods af denne form for dilemmadeling, der kan give kraft til den kollektive dømmekraft og reducere risikoen for, at en enkelt aktør tiltager sig dilemmadefinitionsmagten, er der er stadig fare på færde. Det skyldes, at de vilkår, der især kan få dilemmaet til at fryse til (og gå igen), stadig i høj grad vil kunne tages for givet.

3) Dilemmakritik kan give kraft til den strukturelle dømmekraft, hvorved risikoen for, at dilemmaer fryser til, reduceres. Dilemmakritik består i – i bagspejlet og gennem en aktivering af den sociologiske fantasi – at tage sig tid til at gøre dilemmaer til genstand for kritisk analyse med henblik på at lette håndteringen af dem i fremtiden. De grundlæggende spørgsmål i konversationen kan for eksempel være:

1. Når man veksler mellem at se dilemmaet som betinget af aktørers handlinger, samspillets karakter og modsætningsfyldte strukturelle vilkår i samfundet, hvad er det så for forhold, der især får denne type dilemma til at fryse til (og gå igen)?

2. Hvilke samfundsmæssige sfærer, logikker, dynamikker og juridiske bestemmelser understøtter værdien henholdsvis skyggeværdien i dilemmaet?

3. Hvad kan der gøres for at ændre på de forhold, der især får dilemmaet til at fryse til (og gå igen)?

Det er i den forbindelse, at den stiplede ‘samfundsmæssige brudlinje’, der gennemkløver dilemmadiagrammet ovenfor, er værd at have in mente. Brudlinjen kan bruges til at reflektere over dilemmaets samfundsmæssige baggrund, og dermed til at overveje hvorfor dilemmaet kan gå igen på tværs af mange forskellige sammenhænge og typer af samspil.

Andetsteds har jeg kaldt dilemmaopsporing og dilemmadeling, der kobles til refleksioner over dilemmaers samfundsmæssige baggrund, dilemmadiagnostik (Pedersen, 2011, s. 282). Dilemmadiagnostik forudsætter:

– for det første, som vi også så udfoldet under punktet ‘Dilemmaopsporing’ ovenfor, at man sporer bekymringer og værdier, som de kommer til udtryk i menneskers (re)ageren i en specifik situation,

– for det andet, som vi også så udfoldet under punktet ‘Dilemmaopsporing’ ovenfor, at kompleksiteten i de mange værdier og bekymringer der er på spil i en given situation reduceres – at man så at sige går efter at opspore det, man opfatter som grunddilemmaet i situationen ud fra én af de involveredes perspektiv (og med afsæt i den bekymring, som man oplever må gøre sig stærkest gældende), og

– for det tredje, at det opsporede grunddilemmas baggrund i samfundsmæssige brudlinjer overvejes (som dilemmadiagrammet lægger op til) – ikke sådan at forstå, at der findes en bestemt og given brudlinje til ethvert dilemma, men forstået på den måde, at man bruger sin forestillingsevne og eksperimenterer med at give forskellige bud på, hvorfor et dilemma kan tænkes at hænge sammen med samfundets måde at fungere og udvikle sig på.

Den stiplede linje gennem dilemmadiagrammet markerer således, at det altid er værd at undersøge og overveje dilemmaers baggrund i modsætningsfyldte samfundsforhold. Gennem aktivering af den sociologiske fantasi reflekterer man over, hvilke samfundsmæssige sfærer, logikker, dynamikker, processer, mekanismer og juridiske bestemmelser, der understøtter eller retfærdiggør dels hensynet til værdien dels hensynet til skyggeværdien i et opsporet dilemma. Samfundet opfattes hermed som et konfliktuelt fænomen, der bidrager til at gøre situationer mere eller mindre dilemmatiske. I situationsbeskrivelsen med ‘mønten’ kan man for eksempel forestille sig, at værdien og skyggeværdien helt grundlæggende understøttes af logikker, der kan henføres til henholdsvis socialiteten (det være sig i form af staten eller civilsamfundet) og individualiteten (her forstået som en selvstændig samfundssfære). Ligesom man for eksempel kunne henvise til lovgivningens principper, hvor dagtilbudslovens § 7 såvel understøtter ‘socialisering’ som ‘individualisering’, idet dagtilbud med udgangspunkt i et børneperspektiv skal “… give børn omsorg og understøtte det enkelte barns trivsel, læring, udvikling og dannelse og bidrage til (…) at udvikle børns (…) evner til at indgå i forpligtende fællesskaber” (min kursivering, CP).

Gennem dilemmakritik (hvor der eventuelt kan gøres brug af dilemmadiagnostik) opstår der måske nye muligheder for at sætte dilemmaet i bevægelse, og dele af de eksisterende vilkår kan ses i nyt kritisk lys, der måske i sidste ende giver anledning til forsøg på at forandre vilkårene. Men der er stadig fare på færde, idet mulighederne for at kritisere og forandre vilkårene muliggøres og begrænses af interessekampe og magtforhold i institutioner og samfund. Dilemmakritikken peger hermed hen imod den politiske realitet – og dermed nødvendigheden af at vedligeholde og udvikle det bevægelsesrum mellem mennesker – som Hannah Arendt identificerede som mulighedsbetingelsen for enhver handling.

Praktiske ledetråde

Som nævnt indeholder et dilemmaberedskab også nogle praktiske ledetråde. De praktiske ledetråde handler om at sikre, at refleksionsrammen faktisk bruges i praksis.

Når jeg befinder mig midt i en situation, der spidser til, er der sjældent tid til at gå i tænkeboks. Den tankegang, der ligger indlejret i dilemmaforståelsen og dilemmadiagrammet ovenfor, kan dog alligevel godt smitte af på ens omtanke. Afsmitningen forsøger jeg at understøtte med følgende ledetråde (Pedersen, 2017a, s. 194):

– For det første, handler det om at tøve en kende, se nærmere efter og skærpe sin opmærksomhed på, hvordan alle de involverede i den tilspidsede situation udtrykker sig forskelligt og tager forskellige relevante hensyn. Er man underlagt et betydeligt tidspres og den grad af handletvang, der følger heraf, vil man ofte være henvist til at (re)agere på den baggrund.

– For det andet, handler det om at forsøge at tyde det tvetydige og overveje, hvad det er for modstridende hensyn og stemmer, der gør sig gældende i samspillet i situationen. Er man underlagt et vist tidspres og den grad af handletvang, der følger heraf, vil man ofte være henvist til at (re)agere på baggrund af overvejelserne under såvel punkt 1 som dette punkt 2.

– For det tredje, handler det om at overveje mulige forklaringer på, hvorfor det tvetydige opstår, og dermed hvorfor de modstridende hensyn og stemmer, der gør sig gældende i samspillet, er et udtryk for egentlige dilemmaer, der hænger sammen med samspilsdynamikker og vilkår, som de involverede ikke umiddelbart er herre over i situationen. Er man underlagt et mindre tidspres og den grad af handletvang, der følger heraf, vil man ofte være henvist til at (re)agere på baggrund af overvejelserne under såvel punkt 1, punkt 2 som dette punkt 3. Under dette tredje punkt aktiveres således refleksionsrammen, der blev præsenteret ovenfor.

– For det fjerde, handler det om at overveje og afveje handlemulighederne, herunder mulighederne for at udvikle praksis. Praksisudvikling sker, når samspilsdynamikker og vilkår for samspillet forandres, så dilemmaerne kan håndteres på måder, der fremmer en såvel fleksibel som struktureret fællesskabelse, hvor hensyn og stemmer ikke bliver altdominerende henholdsvis overset eller overhørt. Er man underlagt et meget lille tidspres og den ringe grad af handletvang, der følger heraf, vil man ofte kunne (re)agere på baggrund af overvejelserne under alle disse fire punkter.

De fire ledetråde bidrager til, at jeg, fremfor at gå efter en hurtig afgørelse, forsøger at aktivere min nysgerrighed og forholde mig undersøgende til en situation, der spidser til og til de omstændigheder, der bidrager til denne tilspidsning. Men det er samtidig klart, at omtanken (og eftertanken) må afbalanceres med en god portion handlekraft i form af en ikke-ubetænksom (re)ageren. Ellers ender jeg i handlingslammelse. Vægtningen af de fire ledetråde vil derfor være forskellig alt afhængig af, om jeg befinder mig midt i en tilspidset situation, hvor jeg er underlagt en udpræget grad af handletvang og primært er henvist til at tænke mig om. Eller om jeg har mulighed for at lægge en vis afstand til begivenhederne og gøre dem til genstand for eftertanke.

En vedligeholdelses- og udviklingsplan

Dilemmaberedskabet efterses og revideres rutinemæssigt hvert år umiddelbart inden sommerferien, og når det uventede indtræffer, og jeg gør mig nye, frugtbare erfaringer med at trække på beredskabet i mit arbejdsliv.

Afrunding

Dilemmatilgangen – med dens dilemmaopsporing, dilemmadeling og lejlighedsvise dilemmakritik – kan være yderst frugtbar, når man skal drøfte og håndtere fundamentale uenigheder i forskellige typer af samarbejdsrelationer. Det være sig i det kollegiale samarbejde, det tværprofessionelle samarbejde eller i samarbejdet med børn, forældre og pårørende. Man kan eksempelvis forestille sig, at såvel pædagogerne (indbyrdes), ledelsen (indbyrdes), børnene (indbyrdes) som forældrene (indbyrdes) kan have ganske forskellige opfattelser af, hvad der først og fremmest er på spil i situationen på kælkebakken eller i situationen med ‘mønten’. Parterne kan tænkes at give udtryk for diametralt modsatrettede bekymringer og ønske at fremme hensyn, der såvel udelukker som kompletterer hinanden. Når det imidlertid bliver synligt for parterne, at deres respektive bekymringer og værdier er legitime sider af samme tvetydige sag, bliver det muligt at opspore, dele og forholde sig kritisk analyserende til dilemmaerne. I stedet for at parterne forarges med afsæt i hver deres specifikke bekymring, kan de nu i stedet overveje forskellige bud på, hvordan dilemmaet kan forstås og forklares, og hvordan det kan håndteres i lignende situationer i fremtiden. Løsningen findes ikke. Det handler ikke om, at parterne skal opnå enighed om én bestemt måde at håndtere lignende situationer på i fremtiden – men snarere om at indkredse en ikke-uenighed eller et mulighedsrum af handlingsalternativer, hvor den enkelte efterfølgende kan overveje og beslutte sig for, hvad der forekommer mindst uforsvarligt at gøre i praksis. På denne måde kan uenigheder, ved brug af dilemmatilgangen, vise sig at kunne berige såvel samarbejdskulturen som arbejdet med selve sagen.

Tankevækkende hverdagssituationer er situationer, der maner os til eftertanke, fordi de udvikler sig på måder, der kommer på tværs af vores forventninger. Og som jeg har forsøgt at vise i denne artikel, så kan vi udvide vore opmærksomhed og nuancere vores sprogbrug, dømmekraft og tertiærkundskab ved at forstå denne slags situationer – og ikke mindst de af dem, der spidser til og udvikler sig til egentlige konflikter – som grundlæggende dilemmafyldte. Ved lejlighedsvist at opspore, dele og forholde os kritisk analyserende til dilemmaer, som de kommer til udtryk i specifikke tankevækkende situationer i vores praksis, kan vi forsøge at modvirke tendenser til, at bestemte hensyn og stemmer bliver altdominerende.

I takt med, at vi dyrker en dilemmatilgang, vil vi langsomt kunne opleve at blive bedre til at rette vores opmærksomhed mod relevante, situationsspecifikke hensyn og stemmer, samtidig med at vi forsøger at ane skyggerne af de hensyn og ekkoet af de stemmer, som vi – netop i kraft af denne opmærksomhed – er i risiko for at overse eller overhøre. Netop ved at praktisere denne form for udvidet opmærksomhed kan vi i højere grad begynde at værdsætte tilværelsens rige tvetydighed. Risikoen for at vi forfalder til skråsikkerhed, bedrevidenhed og fundamentalisme reduceres. Men der opstår desværre også en ny risiko. For vi kan naturligvis blive så velovervejede, at vores handlekraft svækkes. Dilemmaperspektivet er i sig selv dilemmafyldt – og det fordrer, som alt andet i vores liv, udfoldelse af dømmekraft.

© Copyright Omsigt v/Carsten Pedersen

(Artiklen blev publiceret i sin første udgave i juni 2013 på http://omsigt.dk under titlen ‘Hvad er dilemmaopsporing?’, og den blev publiceret samme sted i en helt ny udgave i juli 2018 under titlen ‘Hvad er dilemmaopsporing, dilemmadeling og dilemmakritik?’)

Book Carsten Pedersen til et foredrag, en halv eller en hel temadag eller et udviklingsforløb med fokus på dilemmaopsporing, dilemmadeling og dilemmakritik her.

Dilemmaopsporing, dilemmadeling og dilemmakritik indgår som et element i alle Omsigts kurser og temadage – læs om kurserne og temadagene her.

Temaaften ‘Opspor og del dilemmaerne!’ kan findes her.

På sporet af håbet

Af Carsten Pedersen


Artiklen kan købes i pdf-format her


There is a crack in everything,
that’s how the light gets in.
Leonard Cohen

Den 7. april 2017 delte Aarhus Universitetshospital – under overskriften En værdig død på hospitalet – et facebookopslag om en patients sidste timer:

Facebookopslaget, der er blevet liket over 60000 gange, delt over 5000 gange og har affødt næsten 3000 kommentarer, satte sig tydelige spor i nyhedsstrømmen (jf. tv2.dk, 2017avisen.dk, 2017bt.dk, 2017) – også aviser i England, USA, Spanien, Italien, Australien, Sverige, Norge, Rumænien, Tyskland har delt historien (theguardien.com, 2017; cbsnews.com, 2017mx.dk, 2017).

Den store interesse hænger måske sammen med, at opslaget ikke kan undgå at minde os om grænserne for, hvad mennesker kan udrette – og om vores endelighed i det hele taget. Desuden får vi en påmindelse om den forskel, som sundhedsprofessionelle og pårørende kan gøre for et menneske, der ikke har langt igen.

Da jeg læste facebookopslaget, kom jeg til at tænke på Leonard Cohens smukke metafor (jf. denne artikels motto); selv på et dødsleje, synes der at kunne opstå sprækker, der tillader lidt lys at slippe ind. Patienten, der befinder sig i en ganske håbløs situation, kan tilsyneladende ikke forvente at få mulighed for at ryge og drikke et glas vin i selskab med sine nærmeste på sit dødsleje. Men det gør ikke, at patienten opgiver håbet. Patientens håb – og personalets forsøg på at tænke i alternative baner og gøre en undtagelse i lyset af dette håb – er ganske livsbekræftende.

I mange af kommentarerne til opslaget fremhæves den sunde fornuft og det menneskelige i, at personalet gør en undtagelse fra regler om rygning og alkoholindtagelse på hospitalet:

Til personalet på afdelingen, hjertelig tak, det gjorde I helt fantastisk, I vil blive husket for jeres menneskelige måde at være på.

Dejligt at sund fornuft og medmenneskelighed skubber firkantede regler i baggrunden.

Stort af personalet, at der trods regler og lignende kunne gøres en undtagelse i sådan et tilfælde.

Se det der, det er hvad menneskelighed samt sund fornuft handler om.

Åh det går lige i hjertet. Fantastisk det kan lade sig gøre. Det betyder, der er ansatte som har hjertet på rette sted.

En værdig afslutning på livet med fokus på patienten, og hvad hans ønske var.

Det er derfor jeg er sygeplejerske. At kunne bidrage til de mest værdifulde øjeblikke med almindelig medmenneskelighed. Godt at det stadig ‘praktiseres’ på trods af stress og jag!

Jeg bliver så glad, når man tør gå mod strømmen og være kreativ i sygeplejen. Det er der desværre ikke plads til mere. Jeg bliver stolt af faget når jeg læser dette. (Dette er et meget lille udvalg af de tusindvis af kommentarer, der findes på Facebook)

Kommentarerne mere end antyder, at en værdig død på hospitalet nok ikke er noget, de fleste uden videre forventer. Men kommentarerne tyder også på, at personalets måde at håndtere situationen på, kan give anledning til en slags håb hos læserne af opslaget. Måske et håb om at møde en lignende imødekommenhed hos personalet, hvis det skulle blive ens eget, eller ens pårørendes, lod at dø på hospitalet (i følge Sundhedsstyrelsen var andelen af mennesker, der døde på et sygehus i 2016 43 procent). Måske et håb om, at de meget positive tilkendegivelser i de mange kommentarerer, der fulgte i kølvandet på opslaget, vil kunne bidrage til at ændre på vilkår og rammer i sundhedssektoren, så personalet kunne få bedre muligheder for at udvise fleksibilitet i forhold til den enkelte patients ønsker og behov. I nogle af kommentarerne ligger der tillige en slet skjult kritik af de vilkår og udviklingstendenser, der aktuelt gør sig gældende i sundhedssektoren og i den offentlige sektor i bredere forstand. Når personalet bryder med nogle af de forventninger, der ligger indbygget i eksisterende arbejdsvilkår, institutionelle regler og fagligt begrundede procedurer, kan det tilsyneladende give anledning til, at der spirer et håb om, at sundhedssektoren måske kunne forandres til det bedre.

Situationen på Karkirurgisk Sengeafsnit fik på mange måder mine tanker på gled. Hvilken rolle spiller håb i vores hverdagspraksis? Hvad er håb i det hele taget? Hvordan kan vi forstå sammenhængen mellem håb og forandringer af de vilkår, vi lever og arbejder under? Lader håb sig fremme, og kan vi gøre noget for, at få et spirende håb til at vokse sig større, uden håbet af den grund udvikler sig til en ren ønskedrøm uden hold i virkeligheden?

Min tilgang til at undersøge disse spørgsmål er praksisfilosofisk (jf. Pedersen, 2011; Pedersen, 2017a, s. 24-32; Pedersen, 2017b). Situationen fra Karkirurgisk Sengeafsnit bliver derfor også et gennemgående omdrejningspunkt i det følgende.

Hvad er der i spil og på spil i situationen på Karkirurgisk Sengeafsnit?

Det, der er i spil i situationen på Karkirurgisk Sengeafsnit er efter alt at dømme, at alle involverede gør, hvad de kan for at sikre, at patienten får nogle gode sidste timer. Det kan indebære, at patienten får mulighed for at udtrykke sine sidste ønsker og tage afsked med sine nærmeste. Situationen kalder helt sikkert også på både smertelindring, omsorg og pleje. Ligesom den selvfølgelig kalder på anstændighed. Det, der er i spil, er med andre ord – som overskriften på facebookopslaget også indikerer – at sikre patienten en værdig død.

Samtidig er dog også noget forskelligt på spil for de involverede.

Patienten ved, at han ikke har langt igen. Hans ønsker må ses i lyset af hans begrænsede bevægelsesmuligheder og fremtidshorisont. Han befinder sig tydeligvis i en yderst udsat position, hvor han er dybt afhængig af andres hjælp og beslutninger. Ikke desto mindre kan han stadig give udtryk for sine ønsker og for, hvad han vil og ikke vil. Fra én af de pårørende ved vi, at patienten var irriteret over rygeforbuddet:

Min fars sidste ønske var at få lov at nyde sit vin og nogle smøger. Det var det bedste for ham. Det har betydet meget for ham igennem hele livet. Han var irriteret over, at han ikke måtte ryge indenfor. For han ville jo gerne have sin allersidste smøg. (bt.dk, 2017)

De pårørende er med sikkerhed berørte af patientens dybt alvorlige tilstand. Og de må opleve, at tiden er knap. De er med stor sandsynlighed optagede af, hvordan hans sidste ønsker kan gives plads og opfyldes. Men de kan af gode grunde ikke vide, hvordan de professionelle vil reagere på disse ønsker. Pårørende har ikke lige så meget at skulle have sagt på et hospital som sundhedsprofessionelle. Og rygning er som bekendt ikke ligefrem en anerkendt aktivitet på danske hospitaler. Af hospitalets velkomstpjece fremgår det, at der er rygeforbud:

Det er ikke tilladt at ryge på Aarhus Universitetshospital. Patienter og pårørende må dog gerne ryge i de rygebokse, der findes udenfor på hospitalets område. (Aarhus Universitetshospital, 2015, s. 3)

Det er disse regler, som personalet på afdelingen vælger at ‘bøje’ – og de pårørende udtrykker stor taknemmelighed for, at personalet gør en undtagelse:

Jeg tror, at sygeplejerskerne valgte at bøje reglerne, fordi det er et menneskeligt fag. De viste nærvær, empati og omsorgsfuldhed for min far. Det er alt, hvad de står for. Det har også betydet meget for os som familie, at min far kunne få sit sidste ønske opfyldt. (…) Det har rørt familien meget, at sygeplejerskerne bøjer reglerne for min fars skyld. Jeg kan slet ikke takke dem nok. De har virkelig været en stor støtte til min far og til familien igennem hele forløbet. Jeg er dem simpelthen så taknemmelig. (bt.dk, 2017)

Det ændrer naturligvis ikke ved, at de professionelle, for deres vedkommende, befinder sig i et dilemma mellem hensyn til patientens ønske, om at kunne nyde et glas vin og en smøg, og forventninger af lovgivningsmæssig, organisatorisk og faglig art. Sygeplejersken – der fik idéen til at gøre det muligt for patienten at få sit sidste ønske opfyldt – synes dog at regne med sin ledelses opbakning til den måde, situationen håndteres på:

Det er fuldstændigt vanvittigt, at det billede nu er blevet liket så meget. Det kunne jeg slet ikke forestille mig, da jeg tog det. Det var bare helt naturligt for mig. Det skulle slet ikke på Facebook, men jeg ville bare vise min chef, at vi hyggede os på aftenvagt. (avisen.dk, 2017)

Sygeplejersken, der har 15 års erfaring, tænkte efter eget udsagn, at i denne situation måtte regler være regler (ibid.). Hun ringede til de pårørende og satte dem ind i patientens alvorlige situation og orienterede dem om hans ønske om at kunne ryge og drikke et glas: “De synes, det var så fint, og jeg spurgte, om de kunne tage cigaretter og rosé med” (ibid.).

Sygeplejersken gav først patienten et glas hvidvin, idet hun havde fundet en rest fra julen. Julen er nemlig det eneste tidspunkt, hvor patienterne tilbydes alkohol. I mellemtiden overvejede hun, hvordan hun kunne efterkomme patientens ønske om at ryge. Afdelingen var netop flyttet ind i nye lokaler, og hun var nødt til at tage med i betragtning, hvordan brandalarmer ville reagere på røgen. Sygeplejersken kom dog i tanke om, at der på samme etage er adgang til en altan. Og sammen med de pårørende, lykkedes det sygeplejersken at få bakset hospitalssengen med patienten i ud på altanen. (ibid.)

Sygeplejersken husker situationen på altanen sådan her:

Det var en meget hyggelig og afslappet stemning. Selvfølgelig var de pårørende også påvirket af, at han skulle dø, og de var kede af det. Men der var hyggeligt og der var humor. En rigtig fin stemning. De grinte jo af, at han skulle have sin sidst grønne LA-cigaret. For det var sådan, han var. (ibid.)

Da patienten havde røget to cigaretter, flyttede de sengen ind på afdelingen igen, idet det også var blevet koldt at opholde sig ude på altanen (ibid.).

Selvom rygeforbuddet ikke blev overholdt, blev der alligevel taget visse hensyn til, at røgen ikke skulle genere andre. Og tilsyneladende nyder personalet deres ledelses opbakning. Hospitalets sygeplejefaglige direktør skriver blandt andet i en kommentar til facebookopslaget:

Jeg er stolt over at være ansat på AUH, som har et professionelt personale, som yder en nærværende, empatisk og personlig sygepleje af meget høj kvalitet.

Og hospitalets pressechef udtalte til TV 2:

Det er empati og god sygepleje af personalet, der turde tænke selv og gøre det, der var rigtigt i momentet, i stedet for at følge reglerne.

De regler pressechefen henviser til er Rygepolitik for Aarhus Universitetshospital, hvor hospitalet erklæres røgfrit både ude og inde. Rygeforbuddet gælder alle beskæftigede ved hospitalet, mens patienter og pårørende som eneste undtagelse har mulighed for at ryge i de opstillede rygebokse udenfor bygningerne. Og da den døende patient på altanen på Karkirurgisk Sengeafsnit ikke befinder sig i en sådan rygeboks, følges reglerne ikke.

Personalets håndtering af situationen er imidlertid ikke – i modsætning til, hvad man måske skulle tro – i strid med gældende lov. I Lov om røgfri miljøer (2007, § 10), hedder det:

Sygehuse og lignende institutioner kan i ganske særlige tilfælde tillade patienter og pårørende at ryge.

Den fysisk indretning og tekniske anordninger (røgalarmer mv.) kan muligvis gøre det svært at udnytte undtagelsesbestemmelsen, men loven forhindrer altså ikke regioner, hospitaler og sundhedsprofessionelle i at give mennesker mulighed for at ryge på et hospital i særlige tilfælde. Et dødsleje kunne godt tænkes at udgøre et sådant tilfælde. Dog er der ingen henvisning til undtagelsesbestemmelsen i Rygepolitik for Aarhus Universitetshospital, men den er skrevet ind i Rygepolitik for Region Midtjylland, hvor det hedder:

Sygehuse og lignende institutioner (hospicer) kan i ganske særlige tilfælde tillade patienter og pårørende at ryge indendørs.

Det understreges, at rygningen i givet fald skal foregå på en sådan måde: “at andre ikke udsættes for tobaksrøg og dermed for passiv rygning” (ibid.). Regionens rygepolitik overlader det desuden til den lokale ledelse at træffe beslutning “om eventuelle fravigelser fra regionens overordnede rygepolitik om, at der ikke må ryges i bygninger, på udendørsarealer og i køretøjer” (ibid.). Det understreges, at en fravigelse kun kan ske under hensyntagen til intentionerne i Regionens overordnede rygepolitik, til den lokale opgaveløsnings karakter og til medarbejderne, der skal inddrages, hvis fravigelsen har konsekvenser for dem.

Måske har nogle beslutningstagere en interesse i at fremme forholdsvis restriktive udlægninger af rygeloven? Jeg ved ikke, om den daværende formand for Danske Regioner, Bent Hansen, kendte til facebookopslaget fra Karkirurgisk Sengeafsnit, da han udtalte sig. Jeg ved heller ikke, om det ville have gjort en forskel. I hvert fald udtalte han den 29. april 2017 – få dage efter facebookopslagets offentliggørelse – under henvisning til netop det hospital, som Karkirurgisk Sengeafsnit hører til:

Hvis vi skal have en forbedret sundhedstilstand, skal det være mere besværligt at ryge, og det skal være dyrt. Jeg var for nylig på Skejby. Lige uden for hoveddøren står der en kabine, hvor folk kan ryge. Den skal længere væk. Det er provokerende. Specielt på et sygehus. Jeg kender godt alle argumenterne om, at folk har bøvl nok, når de er syge. Men i forhold til personale, besøgende og alle mulige andre er det lidt provokerende, at vi stadig mener, at det ikke må være for besværligt at kunne ryge. (Ugebrevet Mandag Morgen, 2017)

Patienten, de pårørende og personalet, vi mødte ovenfor, ville måske protestere. Det samme ville måske en del af de mange borgere og sundhedsprofessionelle, der har kommenteret, delt og liket facebookopslaget En værdig død på hospitalet. For eksempel har landsformand for Patientforeningen, Nicolaj Bang, følgende kommentar til Bent Hansens forslag:

Patienter på hospitalet er i en stresset situation. Hvis man gerne vil have folk til at ryge mindre, er det ikke på det tidspunkt, man skal sætte ind. Det virker mere som chikane, end som hjælp til at få folk til at stoppe med ryge (…) Med et rygeforbud forbyder man måske folk at ryge fem smøger, fordi man i gennemsnit er indlagt i to dage. Det er jo ikke det, der standser folks rygetrang. Et forbud tjener ikke andet formål, end af man har gjort noget fra politisk side. Det er ikke en hjælp, men det er derimod en straf. (denoffentlige.dk, 2017)

Men beslutningstagere, som Bent Hansen, har vel ikke desto mindre en pointe, hvis man opfatter forebyggelse som et altafgørende hensyn? Ifølge artiklen, som citatet af Bent Hansen er hentet fra, er dette hensyn ikke mindst økonomisk betinget:

Hvis sygehusene om otte år, dvs. i 2025, skal levere nøjagtig den samme service og på de samme betingelser som i dag, men til den stigende gruppe ældre, skal der ansættes mere end 56.000 fuldtidsbeskæftigede læger og sygeplejersker og andre medarbejdere på sygehusene. I 2025 vil det samlede medarbejdertal så nå op på 173.259. Der er tale om en såkaldt ‘alt-andet-lige’-fremskrivning, foretaget af KORA for Danske Regioner. Det er selvfølgelig tophamrende urealistisk, at sygehusene kan ansætte så mange ekstra medarbejdere på bare otte år. Og det er lige præcis derfor, Bent Hansen vil dreje udviklingen, så færre borgere får brug for sygehusene. (ibid.)

Bent Hansen og andre beslutningstagere håber at kunne lykkes med at gøre borgernes træk på sygehusvæsenet mindre. Det kræver, at borgerne lever nogle (endnu) sundere liv, hvor de i (endnu) mindre grad bliver syge. Og det kræver mere forebyggelse – herunder også, hvis det står til Bent Hansen, skærpede rygeregler på hospitalerne. Hermed overser eller negligerer Bent Hansen måske, at spørgsmålet om rygning og rygeforbud i praksis er noget mere kompliceret og dilemmafyldt, end det måske ser ud fra en beslutningstagers skrivebord. Til gengæld – kunne Bent Hansen indvende – har borgere, der efterspørger mere sund fornuft og menneskelighed på hospitalet, måske svært ved at overskue de økonomiske konsekvenser af en stadig mere udgiftskrævende sundhedssektor.

Med andre ord: Er personalets håndtering af situationen på Karkirurgisk Sengeafsnit undtagelsen, der bekræfter reglen og dermed de eksisterende rammer og vilkår? Det håber Bent Hansen nok på. Eller udgør denne håndtering undtagelsen, der måske kan bidrage til en forandring af rammer og vilkår, så sund fornuft og menneskelighed får bedre betingelser for at udfolde sig i det danske sundhedsvæsen? Det håber en del af de mennesker, der har kommenteret på facebookopslaget, nok på. Bent Hansens håb er først og fremmest begrundet i samfundsøkonomiske hensyn, mens facebookkommentatorernes håb først og fremmest er begrundet i etiske og menneskelige hensyn til den enkelte patient. Men både de samfundsøkonomisk betingede bekymringer, Bent Hansen og andre beslutningstagere udtrykker, og de etisk betingede bekymringer, patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle udtrykker, er vel på sin vis berettigede?

I en kommentar til Bent Hansens forslag om totalstop for rygning på landets sygehuse, forsøger Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing, sig med at finde en mellemposition. Den 30. april 2017 udtaler han til Berlingske Tidende, at det “er helt oplagt at give folk muligheden for at ændre vaner”. Ikke mindst set i lyset af, at mange rygere har et ønske om at stoppe. Men han understreger samtidig muligheden for at tilbyde præparater, der kan dæmpe nikotinafhængigheden, og vigtigheden af at kunne gøre en undtagelse:

Vi vil meget gerne bidrage til mindre røg, men der bør være en kattelem for blandt andre terminalt syge. (ibid.)

Hvad er håb i praksis?

Situationen på Karkirurgisk Sengeafsnit er – ud fra en behandlingsmæssig betragtning – håbløs. Patienten er døende. Men som vi altså kan se, betyder det ikke, at patienten, de pårørende og de professionelle ikke kan gøre sig visse forhåbninger i situationen, eller at de involveredes håndtering af situationen ikke kan indgyde andre mennesker håb.

Som nævnt indledningsvis, kan vi forestille os, at patienten i udgangspunktet har forventet at kunne komme til at nyde en cigaret og et glas vin i selskab med sine nærmeste på hospitalet. Men i tilfælde heraf, har patienten ingen grund til at håbe. En forventning kan angå hvad som helst – det være sig noget positivt eller noget negativt – som man regner med vil ske i fremtiden. Det man håber på, regner man ikke med på samme måde. Det synes snarere at være (før)skuffelsen over, at en forventning ikke indfries, der nærer håbet. Forestiller vi os, at patienten oplever (eller frygter), at hans forventning om at ryge og drikke vin skuffes (vil blive skuffet) – blandt andet på grund af rygeregler – så vil han kunne opleve en eller anden grad af bekymring. Og på den baggrund, vil patienten – i hvert fald for en tid – kunne håbe på, at det måske kan lykkes ham, med støtte fra andre involverede, at sætte en bevægelse i gang, som muliggør en forandring af de omstændigheder, der forhindrer ham i at ryge og drikke vin.

Patienten kan forventningsfuldt ønske sig, at hans bekymring – der kommer sig af en (på forhånd) skuffet forventning – måske vil kunne gøres til skamme. Men han, og de andre involverede, kan ikke med sikkerhed vide, om de vil lykkes med dette forehavende, eller hvordan dette mere specifikt vil kunne ske. Vidste de det, var der ingen grund til at håbe. På den måde, angår håbet noget, man ikke kan forvente, eller vide sig sikker på, kan virkeliggøres. Men det er ikke umuligt, at det på en eller anden måde og i en eller anden form lader sig virkeliggøre.

På Karkirurgisk Sengeafsnit synes håbets realisme at afhænge af, om der kan anes visse tegn på muligheder for at ryge og drikke, som hidtil er blevet overset eller er nyudviklede eller er under dannelse (afdelingen er jo eksempelvis flyttet til nye lokaler, og personalet er måske først ved at opdage de muligheder, de nye faciliteter kan rumme). Tegnene begynder de involverede så småt at kunne ane, efterhånden som de involverer og engagerer sig i samspillet i den specifikke situation. Vinresterne fra julen og altanen udgør eksempler på sådanne tegn. I takt med, at de involverede i praksis opdager, hvilke specifikke muligheder, disse tegn repræsenterer, åbner der sig nye – mere eller mindre realistiske – muligheder for at tænke i andre baner og handle på nye måder. Realismen skal blandt andet ses i lyset af de allerede virkeliggjorte muligheder. Det vil sige de omstændigheder og vilkår, som tages mere eller mindre for givet (den fysiske indretning, brandalarmer, ryge- og alkoholregler, rutiner, faglige tilgange m.v.) – og som gør sit til, at det kan være svært at se, hvordan bekymringen kan gøres til skamme.

Men håbets realisme hænger tydeligvis også sammen med, at der udvikler sig en bevægelse, hvor de involverede gør fælles sag for at fremme muligheden for, at der kan gøres en undtagelse (fra eksempelvis regler om alkohol og rygning). Og undtagelsens mulighed og virkeliggørelse ender – som vi blandt andet også kan se af facebookkommentarerne ovenfor – med at kaste nyt lys over ansattes, patienters og pårørendes vilkår på et dansk hospital i 2017, som eventuelt på den baggrund kan kritiseres og måske forandres til det bedre (jf. for eksempel ledelsens reaktion på episoden). Et beskedent – men bestemt ikke ubetydeligt – individuelt håb om at kunne ryge og drikke vin på et dødsleje kan på denne måde smitte og vokse til at blive et kollektivt håb, der måske i sidste ende kan have samfundsmæssig rækkevidde (politikere er jo som bekendt på valg og påvirkes af den offentlige opinion).

Lad mig opsummere, hvad der kan forstås ved håb set ud fra en praktisk synsvinkel. Håb synes i praksis at vokse frem på den måde:

– at der opstår et forventningsfuldt ønske om, at en bekymring over en (på forhånd) skuffet forventning måske vil kunne gøres skamme,

– at der anes visse tegn på hidtil oversete, nyopståede eller gryende muligheder for, at bekymringen måske vil kunne gøres skamme,

– at opdagelsen af hidtil oversete, nyopståede eller gryende muligheder tilskynder mennesker til at gøre fælles sag og fremme en bevægelse i deres samspil med hinanden og med deres omgivelser, der muliggør en undtagelse, hvorved bekymringen måske vil kunne gøres til skamme, samt

– at undtagelsens mulighed og eventuelle virkeliggørelse kaster nyt lys over visse bekymringsskabende aspekter ved de givne vilkår, der eventuelt på den baggrund kan kritiseres og måske forandres i mindre bekymringsskabende retning.

Alle fire punkter behøver for så vidt ikke at være opfyldt, for at det giver mening at tale om et håb. Et forventningsfuldt ønske om måske at kunne gøre en bekymring over en (på forhånd) skuffet forventning til skamme, kan godt opfattes som et håb. Men der er i givet fald tale om et spirende – og måske også naivt håb – idet mulighederne for dette håbs virkeliggørelse fortoner sig i det uvisse. Håbet vokser netop i takt med, at der anes visse tegn på muligheder, som hidtil er blevet overset, er opstået for nylig eller aktuelt er under dannelse. Og det vokser sig endnu større i takt med, at mennesker på baggrund af disse tegn gør fælles sag og fremmer en bevægelse, der muliggør en undtagelse. Undtagelsen(s mulighed) kan gøre, at håbet vokser og breder sig og måske i sidste instans får samfundsmæssig rækkevidde, idet dele af de eksisterende vilkår hermed ses i et nyt lys, der kan åbne for kritik og forsøg på at forandre disse vilkår.

Håb opstår og udfolder sig altså i spændingsfeltet mellem individuelle aktørers vilje til at gøre bekymringer til skamme, strukturelle vilkår og situationelle samspil. Dette spændingsfelt vender jeg tilbage til i det følgende. Men lad mig først inddrage ordbøgernes og nogle udvalgte filosoffers bud på, hvad vi kan forstå ved fænomenet håb. På den baggrund kan den forståelse af håb, som jeg indtil videre har udfoldet, måske nuanceres yderligere.

Ordet håb

I aktuel sprogbrug bruger vi, ifølge Den danske Ordbog, ordet håbe, når vi har “et forventningsfuldt ønske om at noget bestemt vil ske”. Håbets bestemthed og entydige orientering mod fremtiden står tilsyneladende noget stærkere i nutidens sprogbrug sammenlignet med tidligere. Ordbog over det Danske Sprog indkredser i 1925 betydningen af ordet håbe som det, at “nære forventning om noget, der er eller anses for godt, rigtigt, lykkeligt, ønskværdigt osv.; nære haab” – men også som det, at “leve i fortrøstningsfuld tillid til fremtiden, skæbnen, gud; nære forventning om, at alt skal gaa paa bedste maade, at ens ønsker skal opfyldes osv.” (ibid.). Og ifølge samme ordbog, kan vi både håbe med tanke på “noget fremtidigt: nære forventning eller formodning (om)” og “noget samtidigt eller forbigangent, som (endnu) ikke vides (med sikkerhed eller af alle)” (ibid.).

Hermed bliver det altså tydeligt, at håb ikke udelukkende behøver at angå noget, der måske vil ske fremtiden, men også kan angå noget, der måske er sket i fortiden eller måske sker i nutiden. Patienten kan eksempelvis håbe på, at den undersøgelse, som han har været igennem, kan have været fejlbehæftet. Patienten kan også i selve situationen, hvor han oplyses om hospitalets rygeregler, håbe på, at personalet måske kender til rygelovens § 10. De mange måske’er indikerer, at håbet tillige angår noget, vi ikke har sikker viden om. Håbet indeholder et element af ubestemthed.

Når vi håber, kan det altså betyde, at vi har et forventningsfuldt ønske om, at noget, som vi tillægger værdi og har en mere eller mindre tydelig forestilling og viden om, enten er sket, sker eller vil ske. Men det kan også betyde, at vi lever i fortrøstningsfuld – og måske religiøst betinget – tillid til, at alt vil gå på bedste måde.

I den sidstnævnte betydning, kan vi eksempelvis forestille os, at patienten er troende og dermed nærer en fortrøstningsfuld tillid til, at den gud, han tror på, leder alting til det bedste. Skal vi tro Peter Bastian (2017, s. 28-37), kan denne form for håb være opstået af en længsel af en slags. Efter at have fået en dødsens alvorlig kræftdiagnose, oplevede Peter Bastian netop en sådan længsel. Han fortæller, at den indtraf, da han faldt over et brev, skrevet af den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij. Brevet, der er skrevet, mens Dostojevskij sidder i en fangelejr, tager form af en trosbekendelse. Dostojevskij skriver, at tanken om, at der ikke findes noget, der er så skønt, dybt, sandt, klogt, modigt, fuldkomment og dragende som Jesus Kristus, fylder ham med en brændende kærlighed. Peter Bastian blev efter eget udsagn voldsomt og uforklarligt rystet af Dostojevskijs tekst. Han blev grebet af en vild længsel efter ubetinget kærlighed, der så ham, som han var, og som kunne rumme ham uanset, hvad der skete. Og samtidig oplevede han på forunderlig vis denne længsel som gensidig. Peter Bastian citerer en gammel trappist-munk (Thomas Keating), der indfanger hans følelse med formuleringer som: “Ånden længes lige så meget efter dig, som du længes efter ånden” – og: “Ånden virker i det skjulte” (Bastian, 2017, s. 33). Denne oplevelse af gensidighed og uudgrundelighed fik både Peter Bastian til at tale om et ‘indbrud’, et ‘gennembrud’ og en eller anden form for ‘angreb’. Langsomt anede han – ud af øjenkrogen, som han formulerede det – at der var ved at blive fred et sted i ham, hvor han ikke vidste, at der havde være ufred. Han identificerede den meget udbredte og indgroede forestilling, som han oplevede at være født ind i, og som handler om det ophøjede og det gode – det at man hele tiden skal evaluere sig selv og forbedre sig – som ondets og uroens rod. Følelsen af altid allerede at være elsket, gav endelig Peter Bastian den ro, som han nu vidste, at han altid havde savnet. Selvom jeg ikke selv har gjort mig erfaringer, som dem Peter Bastian beretter om, betyder det naturligvis ikke, at denne form for håb ikke eksisterer. Og patienten på Karkirurgisk Sengeafsnit kan ikke udelukkes at leve og dø i en sådan fortrøstningsfuld tillid til altid allerede at være elsket.

I den førstnævnte betydning – altså håb forstået som et forventningsfuldt ønske om, at noget, som vi tillægger værdi og har en mere eller mindre tydelig forestilling og viden om, enten er sket, sker eller vil ske – bliver håb omvendt et fænomen, der altid i en eller anden grad må udfolde sig på usikker grund. Man har eksempelvis nok et forventningsfuldt ønske om, at noget måske vil ske, men hvad dette ‘noget’ er, står ikke nødvendigvis lysende klart. Patientens forventning om at ryge skuffes. Det er i og for sig klart nok. Hermed oplever han en bekymring. Bekymringer udspringer netop af, at noget man værdsætter – noget godt, rigtigt, lykkeligt eller ønskværdigt – opleves som truet. Det, patienten ikke kan forvente, men nu er henvist til at håbe på, er, at hans bekymring måske vil kunne gøres til skamme. Men hvad det mere specifikt vil indebære, at hans bekymring gøres til skamme, er på ingen måde givet. Hvis det var givet, ville der eksistere en åbenbar mulighed for at ryge. Vi kan for eksempel forestille os, at det på en eller anden måde var muligt midlertidigt at flytte patienten til de udendørs rygefaciliteter på hospitalets område. Hermed ville bekymringen nok ikke opstå på samme måde og i samme grad. Når dette ikke er en mulighed i patientens tilfælde, kan andre muligheder selvfølgelig afsøges. Men disse muligheder er netop ikke givne på samme måde, som de udendørs rygefaciliteter er givne. Patientens håb, om måske at kunne gøre bekymringen (over den skuffede forventning) til skamme, kommer hermed til at angå såvel ønsket om at ryge som ønsket om at muliggøre rygning.

Etymologisk set, ved man ikke, hvor ordet håb stammer fra (Den danske Ordbog). Det er dog blevet foreslået, at der kan tænkes et slægtskab mellem håbe og hoppe i betydningen ‘leaping in expectation’ (Etymonline.com). Håbet som et forventningsspring giver på sin vis god mening. En forventning forvandler sig til et håb, idet forventningen springer fra udelukkende at være en forventning om noget bestemt (for eksempel om at kunne ryge) til også at blive et forventningsfuldt ønske om, at den bekymring, der udspringer af den skuffede forventning (om at kunne ryge), måske vil kunne gøres til skamme. Men da det ikke er givet, hvad der skal til for at gøre bekymringen over den skuffede forventning til skamme, ligger der en ubestemthed gemt i håbet, som ikke på samme måde ligger i forventningen. Den bekymring, der er et element i håbet, og som udspringer af en (på forhånd) skuffet forventning, skaber en uro, der med tiden, og med fantasiens mellemkomst, kan give nye perspektiver på de eksisterende vilkår og på fortiden. Håbet angår noget, der endnu ikke er, og som vi endnu ikke ser klart for os. Noget, der er under dannelse, og som vi måske har en fornemmelse af at kunne ane.

Filosofisk udblik I

Håb er “at forholde sig forventende til det Godes Mulighed”, skriver Søren Kierkegaard i 1847 i Kjerlighedens Gjerninger – og han modstiller håbet frygten, som er “at forholde sig forventende til det Ondes Mulighed” (Kierkegaard, 1994, bd. 11 & 12, s. 240). For Kierkegaard hænger det individuelle håb uløseligt sammen med (næste)kærligheden og dermed det også at håbe for andre:

Ingen kan haabe uden tillige at være kjerlig, han kan ikke haabe for sig selv uden tillige at være kjerlig, thi det Gode hænger uendeligt sammen; men er han kjerlig, haaber han tillige for andre (ibid., s. 245).

I lyset af mine overvejelser ovenfor, kunne man fristes til at forstå ‘det onde’ som det, at en bekymring, over en (på forhånd) skuffet forventning, ikke bliver gjort til skamme. Og man kunne fristes til at forstå ‘det gode’ som det, at en bekymring, over en (på forhånd) skuffet forventning, faktisk gøres til skamme. Men bestræbelser på at gøre en bekymring til skamme peger ud over sig selv, idet den er afhængig af en bevægelse i samspillet og af visse tegn på, at bestræbelsen ikke er helt urealistisk. Muligheden for, at et individs håb kan blive til andet og mere end blot en ønskedrøm, afhænger af kvaliteten af de samspil, som individet indgår i – og af hvordan samspillet hermed kan åbne mulighed for, at bekymringsskabende vilkår kan forandres. Denne kvalitet forbinder Kierkegaard med (næste)kærligheden, ligesom også Peter Bastian gjorde ovenfor. Selv foretrækker jeg – inspireret af Aristoteles – at forbinde denne kvalitet med dømmekraften (Pedersen, 2017, s.204-205Aristoteles, 2000, s. 31-33).

For Aristoteles er det højeste gode ikke kærligheden. Han er godt nok af den opfattelse, at vores handlinger kan rette sig mod noget godt, og sidste ende et højeste gode, som vi ønsker og gør for dets egen skyld. Men dette højeste gode er, som jeg fortolker Aristoteles, dømmekraften (på oldgræsk fronesis) (Pedersen, 2017, s. 205; jf. også artiklen Tvivlens dannelse). Dømmekraften lever i vores løbende erfaringsdannelse i praksis (på oldgræsk praxis), og håbet må grundlæggende ses i lyset af, at vi på én gang “sanser (…) nutiden, har forventning om fremtiden og husker fortiden” (Aristoteles, 2007, s. 48). Erfaringsdannelse og eftertanke i fortiden beriger vores omtanke og situationsspecifikke hensyntagen i nutiden, der samtidig giver anledning til visse bekymringer, som vi håber på at kunne gøre til skamme i fremtiden.

Dømmekraften udfolder vi netop for dens egen skyld i en “vedvarende, dynamisk og omsigtig hensyntagen til det forskelligartede, dilemmatiske og (u)ventede, der er i spil og på spil i samspil hverdagslivet” (Pedersen, 2017, s. 205 – min fremhævning, CP). Denne hensyntagen indebærer desuden “en opmærksomhed på, om der er hensyn og stemmer, der er i risiko for at blive altdominerende henholdsvis overset eller overhørt” (ibid.). Ligesom den indebærer en situationsfølsom tvivl, rådslagning og ikke-ubetænksom (re)ageren, der i sidste ende skal kunne retfærdiggøres i en kritisk offentlighed ud fra den grundlæggende præmis, at Matthæus-effekten bør modvirkes (ibid.; jf. Matt, 25, v29: “For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har” – Matthæus-effektens sociologiske relevans er for eksempel uddybet og begrundet af Mortensen i Larsen & Møller, 2000, s. 129).

Hvis vi, med Karl Marx, antager, at “mennesket selv er det højeste væsen for mennesket” (Marx, 1962, s. 59), så er vi henvist til at håbe på, at de bekymringer, Matthæus-effektens virkninger giver os anledning til, måske vil kunne gøres til skamme uden guddommelig indblanding. Vi kan håbe på at kunne modvirke Matthæus-effekten eller med Marx mere radikale formulering at kunne “omstyrte alle forhold under hvilke mennesket er et fornedret, et kuet, et afsondret, et foragteligt væsen” (ibid.). I mine øjne bør forsøg på grundlæggende at forandre udsathedsskabende vilkår dog altid ske i respekt for det, som Friedrich Nietzsche har kaldt tilværelsens rige tvetydighed (Nietzsche, 1974, s. 335). En tvetydighed Marx da heller ikke er fuldstændig blind over for, når han og Engels i midten af 1800-tallet mener at kunne ane konturerne af et samfund, “hvor hver enkelts fri udvikling er betingelsen for alles fri udvikling” (Marx & Engels, 1976, s. 47 – min kursivering, CP). Hensyn til det individuelle og hensyn til det fælles må (også i fremtiden) ses som et uomgængeligt grunddilemma. Et dilemma, vi er henvist til at håndtere individuelt, kollektivt og strukturelt, så det ikke fryser til og forstærker Matthæus-effekten.

I denne forbindelse, kan det være værd at erindre sig, at hospitaler og andre offentlige institutioner grundlæggende kan opfattes som fællesgoder, der vedligeholdes og udvikles gennem mere eller mindre konfliktprægede fællesskabelsesprocesser (Pedersen, 2011, s. 199; jf. også artiklen Om fællesskabelse). Et fællesgode er en praksis, hvor såvel den enkelte som alle i samfundet som sådan “… er interpelleret til at vise gensidig omsorg for at sikre hinandens muligheder for deltagelse i det fælles liv” (Højrup & Jensen i Thorgaard, Nissen & Jensen, 2010, s. 31). Det betyder ikke, at fællesgoder kan opfattes som harmoniske og fasttømrede fællesskaber. De opstår, vedligeholdes og udvikles gennem fælles aktivitet, men det er samtidig en aktivitet, hvor uenigheder og stridigheder altid i en eller anden grad vil gøre sig gældende. Og i denne proces “udkrystalliseres handlemåder og standarder for vellykket udøvelse af den pågældende praksis” (ibid. s. 31-32). Hvor etablerede og faste fællesskaber er relativt ufleksible, og hvor radikalt individualiserede livssammenhænge er fleksible i en grad, der tenderer til at skabe social opløsning og ligegyldighed, så er fællesskabelse på én gang struktureret og fleksibel (Pedersen, 2017, s. 122-124). Fællesskabelse sker på én gang på individuelle og fælles præmisser, idet vi tager del i samspil (og modspil), hvor vi er sammen med andre om noget, som vi forholder os forskelligt til og samtidig føler tilhørighed ved. Denne tilhørighedsfølelse er mindre bindende og forpligtende end samhørighedfølelsen, men den er samtidig mere bindende og forpligtende end selvfølelsen. På den baggrund kan man godt forestille sig, at sundhedssektoren – og den offentlig sektor og samfundet i bredere forstand – i højere grad kunne bære præg af fællesskabelse fremfor af en zigzagkurs, hvor vi veksler mellem enten at prise – og overdrive hensynet til – fællesskabet eller individet.

Det faktum, at både individer, samspil og samfundsstrukturer er modsætningsfyldte og foranderlige, tror jeg med andre ord ikke, vi kan eller skal gøre os håb om at ændre på. Frihedens forudsætning er, som Hannah Arendt har mindet os om “evnen til at bevæge sig” (Arendt, 1979, s. 194). Og denne evne ”kan ikke eksistere uden et rum” (ibid.). Arendt skelner mellem frihed som en indre evne hos mennesket, der er identisk med evnen til at begynde, og frihed, som en politisk realitet, der er identisk med bevægelsesrum mellem mennesker (ibid., s. 201). Totalitære samfund er netop karakteriseret ved, at de presser mennesker ind mod hinanden og behandler dem som ét menneske eller én menneskemasse. Hermed ødelægges både bevægelsesrummet mellem mennesker og deres muligheder for at begynde. Men det betyder naturligvis ikke, at lovgivning og strukturer er uden betydning i et demokratisk samfund:

Med hver ny fødsel fødes der en ny begyndelse ind i verden, en ny verden er potentielt opstået. Lovens stabilitet modsvarer alle menneskelige anliggenders konstante bevægelse, en bevægelse, der aldrig kan ende, så længe mennesker fødes og dør. Lovene omgærder hver ny begyndelse på alle sider og sikrer samtidig dens bevægelsesfrihed, alle udviklingsmulighederne i noget helt nyt og uforudsigeligt. (ibid., s. 193)

Samspillet mellem individuel frihed og forpligtelsen på det fælles optager os som bekendt stadig. Vi kan ikke leve sammen, hvis alle individuelle hensyn opfattes som legitime. Men vi kan heller ikke (ny)dannes som mennesker, hvis hensyn til det fælles afkræver os ubetinget tilpasning. Derfor er dømmekraftsbaserede undtagelser, som den på Karkirurgisk Sengeafsnit, mere end blot en bekræftelse af reglerne. Men omvendt, kunne der jo ikke eksistere undtagelser som denne, hvis der ikke fandtes regler. Regler fortolker vi imidlertid altid lidt forskelligt i praksis – og det gør vi i takt med, at vi i større eller mindre grad forsøger at leve op til disse regler. Nogle af disse fortolkninger – og nogle af vores mere eller mindre udprægede regelbrud – giver os løbende idéer til, hvordan eksisterende regler og praksis i bredere forstand, kunne være anderledes. På den måde kan nogle undtagelser tænkes at kaste nyt lys over de vilkår, vi lever under og give os håb om at kunne forandre praksis til det bedre i fremtiden.

På baggrund af de forskelligartede filosofiske indspark i dette afsnit, er det fristende at eksperimentere med en ‘omskrivning’ af Kierkegaard-citatet, som jeg indledte med. Et bud kunne eksempelvis være: Ingen kan håbe uden tillige at udfolde dømmekraft, hun kan ikke håbe for sig selv uden tillige at give kraft til dømmekraften i samspillet og i den struktur, som hun er en del af, thi det gode er en vedvarende, tvetydig og uforudsigelig bevægelse i praksis, der forudsætter et vist bevægelsesrum mellem mennesker; men udfolder hun dømmekraft, håber hun tillige for alle.

Filosofisk udblik II

Håb og forandring hænger altså tæt sammen. En uforanderlig virkelighed er en virkelighed uden muligheder.

Aristoteles forstår forandring som en proces, hvor visse muligheder virkeliggøres, samtidig med at denne virkeliggørelse dels bidrager til at ødelægge andre muligheder, dels – og snarere, understreger han – bidrager til “en bevarelse af det, som er i mulighed, ved det, som er i virkelighed” (Aristoteles, 1998, s. 55-56 – min kursivering, CP; jf. også Pedersen, 2017, s. 99-100). Nogle muligheder virkeliggøres. Mens andre muligheder, netop i kraft af denne virkeliggørelse, enten ødelægges eller bevares som muligheder, der så måske vil kunne virkeliggøres i fremtiden. Når eksempelvis mulighederne for at behandle en dødssyg patient slipper op, kan man forestille sig, at virkeliggørelsen af de eksisterende behandlingsmuligheder er sket gennem en proces, hvor disse muligheder samtidig er kommet til at ødelægge eller skygge for andre endnu ikke virkeliggjorte muligheder, som måske vil kunne virkeliggøres i fremtiden. Vi kender ikke disse muligheder, blandt andet fordi vi har været optaget af virkeliggørelsen af nogle af de muligheder, vi kunne se.

Virkeliggørelsen og ikke-virkeliggørelsen af muligheder skal desuden ses i lyset af, at mennesker rummer muligheden for at standse op og undlade at virkeliggøre noget, vi kunne virkeliggøre. Vi kan eksempelvis undlade at behandle patienter, selvom vi kunne behandle dem. Vi kan undlade at ryge, selvom vi kunne ryge. Vi kan undlade at følge rygereglerne, selvom vi kunne følge dem. Aristoteles hælder til, at det er vores tankekraft (på oldgræsk nous), der dybest set muliggør denne form for opstandsning. Og netop tanken forbliver i en tilstand af mulighed, selvom den virkeliggøres i en tankerække eller en bestemt viden. Vores mulighed for at tænke bliver som bekendt ikke mindre, fordi vi tænker tanker. Det er som om noget hermed holder “menne­sket til­bage, på en vis distance af, hvad det går op i” (Olesen, 2015). Og hermed adskiller vi os fra dyrene:

Hvis mennesket kendetegnes ved, hvad det kan, så har det ikke denne kunnen til fælles med andre dyr, eftersom dets forhold til dets kunnen er et andet. Med sin væren det åbne og ikke kun i det åbne har mennesket magten til ikke bare at kunne dét eller dét, menneskets potentiale er at magte sin kunnen, at kunne sin magt — og at kunne sige nej til magten. Hvad andet er menneskets potentiale, dets evne til mulighe­dens distance midt i al virkeliggørelse, andet end tænkeevnen? (ibid.).

Filosoffen Georgio Agamben skriver om Aristoteles’ begreber om ‘det, som er i mulighed’ (potentialitet), og ‘det, som er i virkelighed’ (aktualitet):

Enhver potentialitet til at være eller gøre noget er for Aristoteles (…) altid også potentialitet til ikke at være eller ikke at gøre (…) Ellers ville potentialiteten altid allerede gå over i aktualitet, og den ville blive forvekslet med denne (…) Denne ‘potentialitet til ikke at’ er det hemmelige grundlag for den aristoteliske doktrin om potentialitet, som gør enhver potentialitet i sig selv til im-potentialitet. Ligesom arkitekten bevarer sit potentiale til at bygge, også når han ikke aktualiserer det, og ligesom citarspilleren er en citarspiller, fordi han også kan lade være med at spille citar, således eksisterer tanken som en potentialitet til at tænke og til ikke at tænke. (Agamben i Iversen, Nielsen & Ringgard, 2003, s. 105)

Med opstandsningen trækker vi på ‘potentialet til ikke at’. Hermed gør vi os en slags potentialitetserfaring, der skaber et mulighedsrum, hvor det allerede virkeliggjorte kan ses og fortolkes på nye måder og måske på den baggrund forandres (Lund, 2015). I artiklen Går læring og inklusion hånd i hånd? og i min bog ‘Om dømmekraften’ (Pedersen, 2017, s. 97-100), har jeg argumenteret for, at det netop er denne potentialitetserfaring, der gør erfaringsdannelse i praksis mulig.

Netop med afsæt i Aristoteles’ skelnen mellem det i mulighed værende og det i virkelighed værende, hævder filosoffen Ernst Bloch en sammenhæng mellem håbet og det, at vi som mennesker er en del af en verden, der udfolder sig som en altid ufærdig forandringsproces (Bloch, 1959, s. 271-274 og s. 1623-1624). I denne proces, findes der, og opstår der, endnu ikke virkeliggjorte muligheder, og der findes muligheder, der allerede er virkeliggjort og som både kan fremme og hæmme virkeliggørelsen af de endnu ikke virkeliggjorte muligheder. De endnu ikke virkeliggjorte muligheder skal ikke forstås som indkapslede og færdige kim, der udfolder sig, når blot de rette betingelser er til stede. Også disse muligheder er i en verden i vedvarende forandring og ændrer derfor karakter, i takt med at visse muligheder rent faktisk virkeliggøres. For Bloch har materialiteten processtruktur og inkluderer både den tingslige realitet og den menneskelige bevidsthed og handling (Andersen i Andersen, Nielsen, Stounbjerg og Thomsen, 1982, s. 39). Endnu ikke virkeliggjorte muligheder, som vi endnu ikke er bevidste om, kan vi lykkes med ane spor af i fortiden og dermed foregribe, idet vi oplever visse mangler i nutiden, som vi ikke umiddelbart kan gøre noget ved, men som vi kan håbe på at kunne gøre noget ved i fremtiden. Mulighedernes virkeliggørelse afhænger af håb, som Bloch hermed opfatter som en energi, der skaber forandrende bevægelser fremad (ibid.) eller udad (Nygaard, 2014, s. 10).

Bloch identificerer fire lag eller dimensioner i mulighedsbegrebet; det formelt mulige (der er muligt at tænke), det sagligt-objektivt mulige (der er muligt med en vis sandsynlighed ud fra, hvad vi allerede ved og kan), det sagligt-realt mulige (der strukturelt set er muligt) og det objektivt-realt mulige (der er muligt at foregribe og dermed virkeliggøre gennem handling) (Bloch, 1959, s 258-278 – jf. også Amsler, 2015, s. 105-108). De fire lag eller dimensioner i mulighedsbegrebet betyder altså – som jeg fortolker Bloch – at man kan skelne mellem tænkelige muligheder, erkendte muligheder, strukturelle muligheder og gryende muligheder. Man må forestille sig, at disse forskellige muligheder kan indgå i et mere eller mindre frugtbart og dynamisk samspil med hinanden. Men det er klart, at de også kan komme i konflikt med hinanden. Hvad der er tænkeligt, lader sig ikke nødvendigvis virkeliggøre. Og hvad, der tilsyneladende lader sig virkeliggøre, skygger måske for endnu ikke erkendte eller gryende muligheder. I virkeligheden er vi derfor henvist til løbende og forsøgsvis at tænke udover det eksisterende for dermed at foregribe og måske virkeliggøre nye handlemuligheder i takt med, at vi virkeliggør eller undlader at virkeliggøre allerede (er)kendte muligheder. I denne vedvarende forandringsproces spiller det i virkelighed værende altså sammen med det i mulighed værende.

Lad mig udfolde de fire lag eller dimensioner i mulighedsbegrebet lidt nærmere:

– Tænkelige muligheder (i Blochs terminologi ‘det formelt mulige’) står i modsætning til meningsløst nonsens (Bloch 1959, s 258-259). Bloch nævner udsagnet “en mand og er” som et eksempel på nonsens. Ordene er her sat meningsløst sammen og udtrykker derfor ikke en relation (ibid., s. 259). En “opfarende trekant” giver Bloch derimod som et eksempel på en påstand, der nok er absurd, men som ikke er det rene nonsens, idet den netop udtrykker en relation (ibid.). Alt, hvad der kan tænkes at stå i relation til noget andet, eller til sig selv i en anden form, er formelt muligt (ibid.). De tænkelige muligheder kan både være udtryk for det, Bloch omtaler som en ‘dårlig åbenhed’, når de åbner for ulogiske og absurde forestillinger (som en “opfarende trekant”), men de kan også være udtryk for en ‘god åbenhed’, når de åbner for en erkendelse af verdens modsætningsfyldte karakter. Det formelt mulige åbner for drømmerier uden hold i virkeligheden (ibid.). Men det formelt mulige åbner også for, at vi kan tænke ud over det eksisterende og dermed forgribe reelle muligheder, der endnu ikke er erkendt eller fuldt udfoldede. På Karkirurgisk Sengeafsnit kan tanken om at ryge inde på stuen måske opfattes som et eksempel på en absurd mulighed. Patienten kan godt drømme om, at denne mulighed kan virkeliggøres, men dybest set er denne tanke måske udtryk for en ‘dårlig åbenhed’? Mens tanken om altanen som en mulighed vel omvendt kan opfattes som en ‘god åbenhed’, der åbner for forestillinger, der tager hensyn til nogle af de modsatrettede hensyn, som situationen og samfundsudviklingen i bredere forstand rummer?

– Erkendte muligheder (‘det sagligt-objektivt mulige’) er muligheder, der – inden for de givne rammer og ud fra vores altid ufuldstændig (videnskabelig) viden om de faktiske forhold – lader sig virkeliggøre med en vis sandsynlighed (Bloch 1959, s 261-262). Erkendte muligheder udgør således en mulighedshorisont, der udspringer af vores eksisterende viden og af vores velbegrundede hypoteser – men også af vores erkendelse af, at fordi noget har potentiale til udvikle sig, er det ikke sikkert, at det faktisk udvikler sig. På Karkirurgisk Sengeafsnit viser det sagligt-objektivt mulige sig vel eksempelvis i de diagnoser og behandlingsmuligheder, lægerne har viden om og benytter sig af? Det viser sig måske også i de muligheder for at ryge, der faktisk findes indenfor de eksisterende rammer – og som i dette tilfælde findes udenfor hospitalsbygningen?

– Strukturelle muligheder (i Blochs termininologi ‘det sagligt-realt mulige’) er et udtryk for alle de helt eller delvist uerkendte muligheder, der allerede findes i verden eller som er under dannelse i verden (Bloch 1959, s 264-269). Det handler om selve de materielle betingelser for, at muligheder – i sam- og modspil med det, der allerede eksisterer – kan dannes i altid ufærdige processer, og hvor disse muligheder både kan forstærke og begrænse hinandens virkeliggørelse. I denne proces, mener Bloch, at der både eksisterer passive (eksterne) muligheder, idet ting og situationer indeholder endnu ikke virkeliggjorte muligheder for at udvikle sig anderledes, og aktive (interne) muligheder, idet mennesker altid har mulighed for at handle eller udvikle sig anderledes (ibid., s. 267). Samspillet mellem aktive og passive muligheder skaber så at sige en samlet mulighedstruktur, der er under vedvarende forandring i materien forstået som en vedvarende verdensproces. På Karkirurgisk Sengeafsnit kan altanen og undtagelsesparagraffen i rygeloven – inden den opdages og opleves som en mulighed af de involverede – måske ses som eksempler på sådanne strukturelle muligheder?

– Gryende muligheder (i Blochs terminologi ‘det objektivt-realt mulige’) er de muligheder, der både findes latent og som tendens i verdensprocessen, og som kun lader sig virkeliggøre gennem kollektiv menneskelig handling (Bloch 1959, s 271-278). Gryende muligheder udgør en ‘front’ i verdensprocessen, der opstår og udfolder sig, når en kombination af subjektive og objektive forhold spiller sammen i praksis, og hvor endnu ikke erkendte eller gryende muligheder måske kan anes og foregribes og dermed forsøges virkeliggjort eller ikke virkeliggjort (ibid., s. 274). På Karkirurgisk Sengeafsnit anes og foregribes altanen eksempelvis som en mulighed, der kun lader sig virkeliggøre gennem de involveredes kollektive handling. Der sker, om jeg så må sige, et lykkeligt sammentræf af (inter)subjektive og (inter)objektive forhold. Og dette sammentræf ville ikke opstå uden kollektiv handling. For det er gennem kollektiv handling, at der åbnes for en undtagelse, der i dette tilfælde gør, at patienten ikke henvises til at leve og dø under forhold, hvor han må opleve at blive behandlet som et fornedret, kuet, afsondret eller foragtet væsen (jf. Marx-citatet ovenfor, som jeg er sikker på, at Bloch – der opfattede sig selv som marxist – ville tilslutte sig).

Erkendte (sagligt-objektive) muligheder kan man have en forventning om virkeliggørelse af, mens man må håbe på, at gryende (objektivt-reale) muligheder kan virkeliggøres. “Forventningens handlinger er mere beregnelige” (Nygaard, 2014, s. 16), mens “håbet og dets handlinger kan række langt ud i det, vi endnu ikke kan se” (ibid.). Men da vi – med vores krop, bevidsthed og fantasi – er en del af en foranderlig verdensproces, kan det til tider lykkes os at foregribe endnu ikke virkeliggjorte muligheder:

Forudsætningen for livsprocessen og historien er forandring. Forudsætningen for forandring er foregribelse. Men denne foregribelse kan aldrig være total – det er jo aldrig helt sikkert, hvad der sker i næste øjeblik. (Andersen i Andersen, Nielsen, Stounbjerg og Thomsen, 1982, s. 40)

Der er tale om en ikke fuldendt bevægelse og søgeproces. “Man ligger aldrig inde med sikkerhed”, skriver Bloch (1958, s.65 – her citeret fra Dupont, 2012, s. 51). Og han tilføjer: “men hvis man ikke har noget håb, er ingen handlen/handling mulig” (ibid.). Verdens foranderlighed er jo netop et vilkår, hvorfor: “Håbet udtrykker en væren i forandring, en væren som altid endnu ikke er fuldendt” (Nygaard, 2014, s. 11). Når vi håber, er vi:

… på vej til andre forståelser af vores væren og vores handlinger, fordi vi begynder at forholde os til det mulige frem for det, som allerede findes lige nu og her. Og derigennem kan vi få nye betingelser for at handle, både som individer og fællesskaber. (ibid., s. 16)

Ufuldendtheden i virkeliggørelsen af de gryende muligheder, vi aner og foregriber, bliver ikke mindre af, at vi kan have svært ved at skelne mellem abstrakte og mere eller mindre absurde drømme (eller utopier), der er og bliver tankespind, fra det Bloch kalder solide drømme (eller konkrete utopier), der i en eller anden grad og i en eller anden form, måske lader sig virkeliggøre:

Den solide drøm knytter sig virksomt til det, som historisk er i skred og i – mere eller mindre forhindret – gang. For den konkrete utopi kommer det altså an på nøje at forstå drømmen om sine objekter, der befinder sig i selve den historiske bevægelse. Eftersom den er formidlet med processen er det vigtigt for den at forløse de former og indhold, som allerede har udviklet sig i det nuværende samfunds skød. I denne ikke længere abstrakte betydning er utopi det samme som realistisk foregribelse af det gode. (Bloch, 1969, s. 180 – her citeret fra Thyssen, 1976, s. 164)

For at kunne ane og foregribe gryende (objektivt-reale) muligheder, er man nødt til at have øje for små ting og at gå dem efter. Det, der sker, bærer nemlig noget uudfoldet i sig:

For mangt og meget bliver ikke færdig med sig selv, lige når det sker (…) For uforklarligt er der mere tilbage, det går igen, det skete har det i sig, det peger på det eller slår det an (…) man tæller også det, der er blevet slået an eller spidser ører: hvad var det der gik der. Begivenhederne sætter da et mærke, der ikke plejer at være sådan. (Bloch, 1985, s. 14)

For Bloch er håb altså en energi eller drivkraft i enhver praksis, der bidrager til at denne praksis forandres ved, at vi bliver opmærksomme på spor af de uudfoldede og gryende muligheder i det, der allerede er sket. I ‘samtiden’ indgår der både ‘usamtidige’ elementer fra fortiden og ‘oversamtidige’ elementer, der er fremtidsforgribende (Thomsen, 1983, s. 101). Her følger et eksempel:

Hverken industriherrens geskæftighed eller lønarbejderens indsats er mulig, uden at der tæres på en stadig eksisterende fortid; uden at der indgår elementer af usamtidighed. ‘Samtidens’ funktion er ligefrem afhængig af de usamtidige elementer; industriherrens geskæftighed trues på det kraftigste, hvis det ‘usamtidige’ patriakalske herredømme over kone og familie smuldrer, og proletarens lønarbejde bliver måske for belastende, hvis ‘oversamtidige’ – fremtidsforegribende – dimensioner ikke levnes nogen plads i folkelivet. (ibid.)

Bloch beskriver, det, han kalder håbets princip, som en vekslen mellem “Erindring om det tidligere eksisterende og håb om det fremtidige, om det kommende” (Bloch, 1958, s.71-72 – her citeret fra Dupont, 2012, s. 51). I denne vekslen, vil spor af det kommende kunne anes i det forgangne. “Der er”, skriver Bloch, “fremtid i fortiden” (Bloch i Andersen, Nielsen, Stounbjerg og Thomsen, 1982, s. 25). Indtil nu har denne fremtid i fortiden bare ikke haft de rette betingelser for at udfolde sig. Men samtidig understregede Bloch igen og igen denne udviklings åbenhed og altid uafsluttede karakter. Han forankrer håbets princip:

… i en fundamental betragtning af vores liv, vores verden og hele vores væren som ufærdige, i bestandig bevægelse. Hermed ses håbet som en altid tilstedeværende sprække i virkeligheden. Håbet er det, der viser en vej udad. Det peger mod noget anderledes, som endnu ikke er helt tilstede, men måske allerede føles som en mangel i den aktuelle situation. (Nygaard, 2014, s. 10)

For Bloch er det netop “nuets specifikke mangler, der former vores minder og fremtidshåb” (Nygaard, 2014, s. 14). Manglerne kommer sig af, at der mellem mennesket og verden er et ‘hulrum’, som er eksistentielt prekært og som gør verden til et øde og meningsløst sted at opholde sig (Thomsen, 1988, s. 70). Håbet udspringer af dette ‘hulrum’ – af denne splittelse mellem mennesket og verden – og angår dybest set en længsel efter at kunne forløse denne splittethed:

Blochs satsning på forløsningstanken indeholder, substantielt betragtet, to hypoteser: (1) for det første en hypotese om, at verdens fremmed- og meningsløshed trods alt indeholder muligheden for at forvandle sig til et forum for håbets realisering, forløsningslængslens virkeliggørelse; (2) for det andet en hypotese om, at håbet som subjektivt fænomen har mulighed for at nå sine længslers mål. Menneskene er håbefulde, og verden(historien) bærer på muligheden for at blive forum for håbets realisering. (ibid., s. 71)

Med afsæt i nuets specifikke mangler retter håbet sig “fra nuet mod det kommende i lyset af det forgangnes endnu ikke virkeligggjorte muligheder” (Nygaard, 2014, s. 15). Men selvfølgelig også i lyset af, at der kan drages paralleller til situationer eller steder i fortiden, hvor disse mangler var mindre udprægede eller måske slet ikke eksisterede: “Fremtidshåbet har således ofte sit ene øje vendt mod det forgangne” (ibid., s. 13). Det forgange kan derfor også godt i en vis forstand vende tilbage, men det sker altid i uventet og ukendt form (ibid., s. 14).

Når mangler i nutiden kobles med spor af fremtiden, som de anes i endnu ikke virkeliggjorte muligheder i fortiden, så er der altså – ifølge Bloch – håb. Disse spor af fremtiden er dog på ingen måde entydige. Måske er det baggrunden for, at vi ikke sjældent er henvist til at lede efter ordene for det, vi håber på? Til tider er det som om, at det, vi allerede har ord for, skygger for det, som vi håber på. Vi kan så støde på et gammelt udtryk, eller på et nyt udtryk, der består af gamle udtryk, der er sammensat på en ny måde, og hermed kan vi måske ane nogle af de nuancer (spor af fremtiden), som vi har haft svært ved at finde ord for. På den måde kan en nuancering af vores sprogbrug give anledning til, at håbet vokser og måske også, at det smitter.

På baggrund af Blochs begreber kan mine egne overvejelser over, hvad håb dybest set er for et fænomen, nuanceres yderligere. Ethvert nu er behæftet med visse specifikke mangler i form af (på forhånd) skuffede forventninger, der kan give anledning til bekymring. Bliver bekymringen stor nok, vil den kunne forvandle sig til et forventningsfuldt ønske om måske at kunne gøre bekymringen til skamme. Håbet spirer hermed, og det vil vokse, idet der – med forestillingsevnens mellemkomst og i en vekslen mellem erindringen om det forgangne og det forventningsfulde ønske om det kommende (der udgør håbets princip) – kan anes visse strukturelle tegn på, at der eksisterer hidtil oversete, nyopståede eller gryende muligheder for, at bekymringen måske vil kunne gøres til skamme. Håbet vil vokse yderligere, idet mennesker på den baggrund gør fælles sag og fremmer en bevægelse i deres samspil – med hinanden og med deres omgivelser – der, i foregribelsen af et lykkeligt sammentræf af (inter)subjektive og (inter)objektive forhold, åbner for forsvarlige undtagelser, hvorved bekymringen måske vil kunne gøres til skamme. Undtagelsens mulighed og eventuelle virkeliggørelse kaster nyt lys over visse bekymringsskabende aspekter ved de givne vilkår, der eventuelt på den baggrund kan kritiseres og måske forandres i mindre udsathedsskabende – og dermed mindre bekymringsskabende – retning. Undtagelsen peger i retning af, at de vilkår og rammer, der hidtil er blevet taget for givet, måske kunne være anderledes. Med undtagelsen kan håbet udvides og få samfundsmæssig rækkevidde, idet forhåbningen om at ændre på de eksisterende vilkår begynder at spire. Hermed kan der eksempelvis anes endnu ikke virkeliggjorte og gryende muligheder for at udvikle den offentlige sektor – og samfundet – i en retning, hvor der såvel tages hensyn til den enkeltes indflydelse på egen livssituation som til de kollektive hensyn, der angår alles mulighed for at leve et liv, hvor de ikke vedvarende udsættes for Matthæus-effekten.

Håb – mellem vilje, vilkår og samspil.

Patientens forventning om at kunne ryge skuffes. Den mening og værdi, som patienten tillægger det at kunne ryge trues hermed. Det giver ham anledning til bekymring. Patienten kan nu håbe på, at hans bekymring måske kan gøres til skamme på trods af hospitalets rygeregler, brandalarmer m.v. Men patienten er tydeligvis ikke selv herre over at gøre sine bekymringer, over ikke at kunne ryge, til skamme. Patienten tager godt nok ansvar og gør sin vilje gældende for dermed at henlede andres opmærksom på hans håb. Men det er ikke svært at forestille sig, at rygepolitikken, og den måde denne politik fortolkes og praktiseres på, i høj grad tages for givet på hospitalet. Rygepolitikken fremstår strukturelt set som et vilkår, der ikke kan være anderledes eller kun vanskeligt kan ændres. Dertil kommer at rygepolitikken understøttes af tekniske indretninger som brandalarmer og udendørs rygefaciliteter (som patienten angiveligt ikke har mulighed for at benytte sig af). Patienten kunne måske godt ryge i trods. Men han ligger sandsynligvis ikke inde med cigaretter og lighter. Og gjorde han det, ville brandalarmen eller de professionelles tilstedeværelse, som han er dybt afhængig af, helt sikkert hurtigt afsløre hans eventuelle brud på rygereglerne.

Patienten kan godt ønske eller drømme sig tilbage til dengang, hvor der var indrettet rygerum indendørs på danske hospitaler. Men det hjælper ham ikke meget i den aktuelle situation. Dog kan tilbageblikket måske alligevel skærpe hans og andre involveredes blik for, at de nuværende omstændigheder og vilkår er menneskeskabte og derfor også kan ændres af mennesker. De kunne være anderledes. Skal patientens håb, om at komme til ryge på trods af de givne omstændigheder, blive til mere end blot en ønskedrøm, må der findes nogle oversete, nyopståede eller gryende muligheder for at ryge. Altanen – og iøvrigt også undtagelsesbestemmelsen i rygeloven og i regionens rygepolitik – kan som sagt opfattes som tegn på, at sådanne muligheder kan anes. Men altanen som mulighed viser sig eksempelvis først – og kan først virkeliggøres – i samspillet mellem personalet, patienten og de pårørende og mellem de involverede og omgivelserne. Og her synes det at være noget af et lykketræf, at samspillet udvikler sig på en måde, hvor opmærksomheden på altanen dukker op og åbner for kollektive bestræbelser på at gøre en forsvarlig undtagelse fra rygereglerne mulig. Det situationelle samspil gør med andre ord sit til, at situationen og rygepolitikken fortolkes og håndteres på en måde, der åbner for en undtagelse. Det sker, idet personalet gør fælles sag med patienten, de pårørende – og senere også ledelsen – med henblik på at muliggøre en undtagelse fra hospitalets rygeregler på patientens dødsleje. I samspillet kobles ønsker, om at gøre bekymringer over skuffede forventninger til skamme, med en sporing af strukturelle tegn på, om der findes endnu ikke virkeliggjorte og gryende muligheder for at tilvejebringe nogle mindre udsathedsskabende, og dermed bekymringsskabende, omstændigheder.

Ud fra et aktørperspektiv, kan man altså sige, at håb viser sig som forventningsfulde ønsker om, at bekymringer over (på forhånd) skuffede forventninger måske vil kunne gøres til skamme. Mens håb, ud fra et strukturperspektiv, viser sig som strukturelle tegn på, at der eksisterer hidtil oversete, nyopståede eller gryende muligheder for, at bekymringer måske vil kunne gøres til skamme. Og ud fra et samspilsperspektiv, viser håb sig ved, at mennesker gør fælles sag og fremmer en bevægelse i deres samspil – med hinanden og med deres omgivelser – der i foregribelsen af et lykketræf åbner for forsvarlige undtagelser, hvorved bekymringer måske vil kunne gøres til skamme. Et lykketræf skal i denne sammenhæng forstås som et socialt træf, hvor de involverede i et samspil – netop på grund af deres forskellighed, og på grund af den potentielle komplementaritet i deres måder at forholde sig på – kan lykkes med at tage hensyn eller lytte til stemmer, der ellers ville være blevet overset eller overhørt i praksis (jf. også artiklen Er alle situationer læresituationer?).

Foregribelsen af et lykketræf forudsætter en vedvarende opmærksomhed på situationers altid flertydige og dilemmatiske karakter – og denne form for dømmekraftsbaseret opmærksomhed kan – som jeg skal vende tilbage til nedenfor – stimuleres, udvikles og nuanceres gennem regelmæssig opsporing, deling og kritisk analyse af dilemmaer (jf. artiklerne Hvad er dilemmaopsporing? og Dilemmadeling gennem konversation). Vi er som bekendt løbende optaget af bestemte hensyn og stemmer i de samspil, vi indgår i, og i kampens hede kan disse hensyn og stemmer ende med at blive altdominerende. Denne form for blindhed og døvhed synes at være et menneskeligt vilkår. Men dette vilkår, kan vi håndtere på forskellige måder. I foregribelsen af et lykketræf, bestræber vi os på at nedtone magten i et samspil til fordel for den kraft, der ligger i at forsøge at værdsætte og udleve en mere åben flerstemmighed og perspektivforskellighed (Pedersen, 2017, s. 87). Flerstemmigheden fremmes i et samspil, når vi lytter efter ekkoet af den stemme, som vores egen stemme udelukker – og perspektivforskelligheden fremmes, når vi forsøger at ane skyggen af de hensyn, vi selv er ved at overse (ibid.).

Lad mig uddybe aktør-, struktur- og samspilsperspektivet i skematisk form (jf. Pedersen, 2017, s. 115 – hvor kategorien håb nu er tilføjet): 

Hvad, der opleves som værdifuldt og værd at håbe på, må altid i en eller anden grad afhænge af, hvordan den specifikke situation udvikler sig, og hvilke bekymringer, der hermed opstår og dominerer blandt de involverede. Men hvilke bekymringer, der opstår i en given sammenhæng, og i hvilken grad de vil gøre sig gældende, kan man aldrig vide med sikkerhed. Og da håbet afhænger af, hvilke specifikke bekymringer, der opstår, så må det altid indeholde et element af ubestemthed.

Ubestemtheden næres desuden af, at virkeliggørelsen af det, man håber på, altid må ske i en praksis, hvor der også er mange andre relevante hensyn at tage. Tænk for eksempel på brandalarmen og de andre patienter på Karkirurgisk Sengeafsnit. De mange hensyn farver håbet og gør det til noget dynamisk, hvor man først hen ad vejen opdager, hvad der er mere eller mindre (u)realistisk at gøre for at virkeliggøre det. Anelsen og opdagelsen af, hvad der er (u)muligt, udspringer af overvejelser, afvejninger og (prøve)handlinger i praksis. I samspil med patienten, de pårørende og omgivelserne i øvrigt, udvikler de professionelle eksempelvis en opmærksomhed på – og en hensyntagen til – patientens ønsker (f.eks. om at kunne ryge og drikke alkohol), pårørendes indstilling (f.eks. til patientens ønsker), formelle regler (f.eks. om rygning og alkohol), faglig viden (f.eks. viden om patientens tilstand og behov), fysiske rammer (f.eks. altanens eksistens), tekniske indretninger (f.eks. hensynet til brandalarmer) og forhåndenværende ting og sager (f.eks. vinresterne fra julen) m.v. Og det sker med henblik på, om der kan anes oversete, nyopståede eller gryende muligheder for at patientens bekymring måske vil kunne gøres til skamme.

Patientens håb på Karkirurgisk Sengeafsnit vokser helt givet, idet der anes nogle strukturelle tegn på, at der måske findes oversete, nyopståede eller gryende muligheder for at ryge, uden at brandalarmen aktiveres og andre patienter generes af røgen. Altanen er som sagt et eksempel på et sådant tegn. Men i det øjeblik sådanne tegn anes, er der ingen garanti for, at denne mulighed er reel. Der kan for eksempel vise sig at være for lidt plads på altanen, eller altandøren kan vise sig at være for smal til, at sengen kan komme igennem m.v. Man må forestille sig, at de involverede – i deres forsøg på at manøvrere sengen ud på altanen – bliver klogere på, hvad der lader sig gøre i praksis. De praktiske muligheder og begrænsninger viser sig i takt med, at de trækker på deres fantasi, dømmekraft, viden og praktiske kunnen. De specifikke, reelle muligheder for at ryge og drikke vin opdages i takt med, at viljer gøres gældende, og samspillet udvikler sig på vilkår, der tages mere eller mindre for givet.

Undtagelser, dilemmaer og dømmekraft

Måske kan man tænke på de sprækker, Leonard Cohen skriver og synger om (jf. denne artikels motto), som små dømmekraftsbaserede – og dermed forsvarlige – undtagelser fra den sædvanlige praksis, der åbner for, at sædvanen ses i lyset af et spirende håb om at kunne ændre eller forandre praksis til det bedre? Håndteringen af en patients ellers ganske håbløse livssituation kunne på denne måde godt tænkes at nære et håb om forandringer i sundhedssektoren – og måske også i den offentlige sektor og i samfundet i bredere forstand. En del af kommentarerne til facebookopslaget tyder i hvert fald på, at dette faktisk godt kunne være tilfældet.

Undtagelsens mulighed synes at kunne nære håbet og er tydeligvis betinget af de involveredes vilje, kvaliteten af det situationelle samspil, samtidig med at den gør sit til, at vilkår, der ellers er blevet taget for givet, kan ses i et nyt lys, der måske åbner for nye handlemuligheder. I almindelighed kunne såvel borgere som velfærdsprofessionelle i det danske samfund måske have glæde af at udvikle en større opmærksomhed på de sprækker – de muligheder for at gøre undtagelser – der ligger indbygget i de bestemmelser og vilkår, som offentlige institutioner er underlagt. Det er – som vi har set – ikke altid bestemmelser og vilkår i sig selv, der forhindrer udfoldelsen af dømmekraft. Men det er også vigtigt at understrege – som mange af facebookkommentatorerne også peger på – at der også skal være tid og hænder, der kan tage fra på måder, de professionelle kan stå fagligt, sagligt og personligt inde for. Borgere og professionelle kunne måske også hyppigere gøre fælles sag med henblik på at sikre, at nye sprækker opstår og eksisterende sprækker udvides, når de oplever, at bestemmelser og vilkår forhindrer dem i udfoldelsen af almindelig menneskelighed og dømmekraft?

Man hvordan giver vi kraft til dømmekraften, når vi overvejer og beslutter at gøre en undtagelse i håbet om at forandre en praksis? Mit bedste bud er, at det gør vi, når vi udvikler en nysgerrig og udforskende tilgang til de dilemmaer, som både lægfolk og fagpersoner oplever i praksis. For det er i vores opsporing, deling og kritiske analyse af dilemmaer, at det kan lykkes os at ane skyggen af de oversete hensyn og ekkoet af de overhørte stemmer i praksis. Og det er netop disse hensyn og stemmer, der giver os håb om at kunne udvikle forsvarlige handlingsalternativer og at kunne ændre på udsathedsskabende samspil og vilkår.

Håbet må i mine øjne per definition opfattes som dilemmafyldt. Et ønske, om at gøre en (på forhånd) skuffet forventning til skamme, risikerer at blive et altdominerende hensyn eller en altdominerende stemme, der skygger for eller overdøver andre vigtige hensyn eller stemmer. Hermed vil et håb måske nok kunne udgøre energien og drivkraften i bestræbelser på at gøre en bekymring til skamme. Men i samme bevægelse vil en eventuel virkeliggørelse af dette håb kunne gøre sit til, at en ny bekymring vil indfinde sig. Denne bekymring er udtryk for, at virkeliggøren af håbet har skygget for et bestemt hensyn eller en bestemt stemme, som står i et komplementært modsætningsforhold til det, man har håbet på. Af samme grund må håbet derfor også indebære en foregribelse af et lykketræf, hvor man forsøger at øjne dilemmaerne med henblik på at kunne håndtere dem forsvarligt.

Når dilemmaer fryser til, overmandes vi ikke sjældent af bekymringer og bliver afmægtige og handlingslammede. Hvor fastfrosset og dermed uhåndterbar en dilemmasituation udvikler sig, afhænger blandt andet af kvaliteten af de individuelle indspil, kvaliteten af selve samspillet samt ikke mindst kvaliteten af de omstændigheder og vilkår, der gør sig gældende i den givne sammenhæng. Men det afhænger også af, i hvilken grad de involverede i et samspil har haft mulighed for, og har gjort det til en vane, forsøgsvis at opspore, dele og forholde sig kritisk analyserende til dilemmaer. Både lejlighedsvis dilemmaopsporing, dilemmadeling og dilemmakritik kan give kraft til dømmekraften:

– Dilemmaopsporing kan give kraft til den individuelle dømmekraft, hvorved risikoen for énøjethed, i en aktørs forhåbninger, vurderinger, beslutninger og handlinger, reduceres – men der er stadig fare på færde, idet ét dilemma hermed tages for givet ud fra en enkelt aktørs perspektiv. På Karkirurgisk Sengeafsnit opsporer sygeplejersken, der fik idéen til at bruge altanen, sandsynligvis et dilemma mellem hensyn til patientens ønske, om at kunne nyde et glas vin og en smøg, og forventninger af lovgivningsmæssig, organisatorisk og faglig art. Hun ender godt nok med at ville bøje reglerne, men det sker på en måde, hvor der også tages hensyn til brandalarmer og andre patienter. Men sygeplejersken er også i fare for at overse eller overhøre betydningsfulde hensyn eller stemmer, hvis hun ikke tillige deler dilemmaet med patienten, de pårørende og senere også med sin ledelse.

– Dilemmadeling kan give kraft til den kollektive dømmekraft, hvorved risikoen for, at en enkelt aktør tiltager sig dilemmadefinitionsmagten, reduceres – men der er stadig fare på færde, idet de vilkår, der kan få dilemmaer til at fryse til, tages for givet. Den nævnte sygeplejerske deler sandsynligvis, det dilemma hun har opsporet, med sine kolleger, patienten og de pårørende – og senere også med sin ledelse. Ved at dele dilemmaet med andre involverede, får sygeplejersken deres perspektiv på, hvordan de opfatter dilemmaet, og hvad de iøvrigt oplever som betydningsfulde hensyn i situationen. Gennem denne dilemmadeling, nuancerer de involverede deres forståelser af situationen, og det er med til at gøre det muligt for dem at gøre fælles sag og håndtere dilemmasituationen på en forsvarlig måde. Men der er også fare for, at dilemmaet vil fryse til, idet vilkår stadig tages for givet.

Dilemmakritik kan give kraft til den strukturelle dømmekraft, hvorved risikoen for, at dilemmaer fryser til, reduceres – men der er stadig fare på færde, idet mulighederne for at forandre vilkårene muliggøres og begrænses af interessekampe og magtforhold i institutioner og samfund. De sundhedsprofessionelle, patienten og de pårørende lykkes i fællesskab med at gøre en undtagelse, der kaster nyt lys over de vilkår, der ellers er blevet taget for givet. Det skaber mulighed for et kritisk blik på de vilkår, der ellers kunne få dilemmaet til at fryse til. Hermed sættes dilemmaet så at sige i bevægelse, og dele af eksisterende vilkår kan ses i nyt kritisk lys, der måske i sidste ende giver anledning til forsøg på at forandre vilkårene. Ledelsens og mange af facebookkommentatorernes reaktioner kan måske ses som et eksempel på dette. Men der er også fare for, at interessekampe og magtforhold på hospitalet og i samfundet i bredere forstand vanskeliggør både kritikken og forsøg på at forandre vilkårene (jf. eksempelvis uenigheden mellem formændene for Danske Regioner, Lægeforeningen og Danske Patienter, som jeg redegjorde for ovenfor).

Dilemmakritikken peger hen imod den politiske realitet – og dermed nødvendigheden af at vedligeholde og udvikle det bevægelsesrum mellem mennesker – som Hannah Arendt identificerer som mulighedsbetingelsen for enhver begyndelse.

Afrunding

Situationen på Karkirurgisk Sengeafsnit bragte mig på sporet af håbet.

Min første indskydelse ved læsning af facebookopslaget var, at man tilsyneladende er henvist til at håbe på, at man på dødslejet er omgivet af professionelle, nære familiemedlemmer og venner, der vil gøre, hvad de kan, for opfylde ens sidste ønsker på trods af regler, evidensbaseret viden, effektivitetshensyn m.v. Man kan tydeligvis ikke forvente det. Et håb om at kunne komme til at ryge en smøg og drikke et glas vin kan forekomme os mindre væsentligt. Men i dødens nærvær forvandler dette håb sig til noget eksistentielt, som minder os om vores egen endelighed og afhængighed af andre.

Min næste indskydelse var – og den deler jeg med mange af de mennesker, der har kommenteret facebookopslaget – at de involveredes håndtering af situationen på Karkirurgisk Sengeafsnit kunne give håb for fremtiden. De involverede handler ikke først og fremmest ud fra evidens, sundhedsfremme og effektivt. De handler først og fremmest dømmekraftsbaseret. På trods af, at vi på mange måder lever i evidensens, effektivitetens og sundhedsfremmens tidsalder, lykkes det de sundhedsprofessionelle – sammen med patienten og hans pårørende – at nydanne praksis ud fra hensyn og stemmer, som deres organisation, og til dels deres faglighed, er i risiko for at gøre dem både blinde og døve overfor. Og det uden, at de tilsyneladende af den grund har vanskeligt ved at retfærdiggøre deres håndtering af situationen personligt, sagligt og fagligt.

Jeg håber, at situationen på Karkirurgisk Sengeafsnit er et strukturelt tegn på – og måske et forvarsel om – et nybrud i den offentlige sektor. Et nybrud, hvor velfærdsprofessionelles praksis, i højere grad, end det er tilfældet i dag, vil blive opfattet og respekteret som grundlæggende dømmekraftsbaseret.

Patienten på Karkirurgisk Sengeafsnit har således ikke bare levet lidt bedre, ved at han fik mulighed for at ryge og drikke vin, noget af den sparsomme tid, han havde tilbage. Han har tillige, i samspil med de øvrige involverede, gjort sit til at udfordre en eksisterende praksis. Hermed opstod der mulighed for, at der kunne gøres en undtagelse. Og måske kan denne undtagelse blive en ny begyndelse? For i lyset af denne undtagelse, synes vi at kunne ane nogle oversete eller gryende muligheder for at udvikle et sundhedsvæsen og en offentlig sektor, hvor vi – gennem fællesskabelse – gør det til en vane at gøre, hvad vi kan, for at stække Matthæus-effekten.

© Copyright Omsigt v/Carsten Pedersen

(Artiklen blev publiceret i sin første version den 5. maj 2018 på http://omsigt.dk – på 200 årsdagen for Karl Marx’ fødsel)

Book Carsten Pedersen til et foredrag, en halv eller en hel temadag eller et udviklingsforløb med fokus på håb og dømmekraft her.