Tagged: Kollaboration

Den blinde og den lamme – en fabel om samarbejde

Af Carsten Pedersen


Artiklen kan købes i pdf-format her


“Når den blinde bærer den lamme, så kommer de begge frem” (Bresemann, 1843, s. 161). Sådan lyder en gammel talemåde, der – i lighed med skulpturen på billedet nedenfor – har hentet inspiration i en fabel fra antikken:

To personer traf hinanden et farligt sted. Den ene sagde til den anden: ”Vil du hjælpe mig, for, som du kan se, er jeg blind?”. Den anden svarede: ”Godt du kom. Jeg beder dig hjælpe mig, for jeg er lam!”. ”Hvad nu?”, sagde den blinde, ”hvad skal vi gøre? Jeg kan gå, men ikke se. Du kan se, men ikke gå”. Og han tilføjede efter lidt betænkningstid: ”Ved du hvad, min ven, kan jeg ikke låne dine øjne, mens du låner mine ben?”. Den lamme samtykkede og lod sig løfte op for at blive båret på ryggen af den blinde. Således kom de ved fælles hjælp i sikkerhed. (Taylor, 1828, s.65 – i min oversættelse og bearbejdning. Læs eventuelt mere om ’Den blinde og den lamme’ på wikipedia.org)

L_aveugle_et_le_paralytique-Jean_Turcan-IMG_6515-white
Skulpturen L’Aveugle et le paralytique er et værk fra 1883 skabt af den franske billedhugger Jean Turcan (1846-1895). Her er værket gengivet med et foto af Rama; Wikimedia Commons, Cc-by-sa-2.0-fr.

Fablen om den blinde og den lamme skal i denne artikel udgøre omdrejningspunktet i en undersøgelse af fænomenet samarbejde.

Hvad er der i spil og på spil i situationen?

Det, der er i spil, i situationen med den blinde og den lamme, er vel, de to mænds bestræbelser på at komme ud af den farlige situation og i sikkerhed? I første omgang spørger de den anden om hjælp, og i anden omgang – da situationens særlige karakter går op for dem – bestræber de sig på i fællesskab at kompensere for deres respektive handicap. Det giver god mening, at tale om de to mænds bestræbelser som både arbejde og samarbejde (jf. sproget.dk). Det er arbejde, idet de to gør sig visse mentale og fysiske anstrengelser for at opnå noget. Og det er samarbejde, idet arbejdet udføres i fællesskab og er rettet mod det fælles mål at komme i sikkerhed.

Det, der er på spil for den blinde og den lamme, er vel de bekymringer, en farlig situation kan vække? Men der er tydeligvis også noget forskelligt på spil for de to. Deres forskellige handicap giver deres bekymringer en særlige form. Den blinde oplever en særlig bekymring, der kommer sig af, at han har brug for hjælp til at orientere sig. Den blinde skænker sikkert ikke sin bevægelsesevne og ungdommelige styrke mange tanker i situationen. Men disse ressourcer træder netop frem som noget værdifuldt set i lyset af den ældre, lamme mands særlige bekymring, der handler om ikke at kunne bevæge sig hurtigt, når der er fare på færde.

‘Den blinde og den lamme’ fortolket som en praksissituation

Det er godt, at kunne se, når man skal finde i sikkerhed. Men det er også godt at kunne bevæge sig. For den lamme, fremtræder det som noget særligt værdifuldt at kunne få hjælp til at komme frem. For den blinde, fremtræder det som noget særligt værdifuldt at kunne få hjælp til at orientere sig. Den blinde og den lammes respektive perspektiver på den farlige situation, som de befinder sig i, udelukker på sin vis hinanden samtidig med, at de to perspektiver også kan siges at fuldstændiggøre hinanden.

Det giver derfor god mening at opfatte situationen som en dilemmasituation, som de to mænd lykkes med at håndtere gennem samarbejde i praksis (for en uddybning af dilemmabegrebet og dilemmadiagrammet i figuren nedenfor se Pedersen, 2011, s. 264f og artiklen Hvad er dilemmaopsporing?):

Den_blinde_og_den_lamme_som_dilemma

Den blinde ytrer først sin bekymring (jf. ‘bekymringen’ nederst til venstre i diagrammet) og beder om hjælp fra én der kan se (jf. ‘værdien’ øverst til venstre). Men da det går op for den blinde, at den potentielle hjælper er lam, dukker en ny bekymring op (jf. ‘bekymringen’ øverst til højre). Udelukkende at fokusere på synsevnen kan hurtigt bliver for meget af det gode set i lyset af, at den anden part er lam. For det er jo også godt at kunne bevæge sig, når man skal hurtigt frem og i sikkerhed (jf. ’skyggeværdien’ nederst til højre). Men udelukkende at fokusere på bevægelsesevnen kan ligeledes blive for meget af det gode set i lyset af den ene parts blindhed (jf. den oprindelige ‘bekymring’ nederst til venstre).

‘Værdi’ og ’skyggeværdi’ fremstår som komplementære hensyn. Tages situationens karakter, og de to involveredes kapaciteter og handicap i betragtning, så er et ensidigt fokus på en bestemt værdi (for eksempel det at kunne se) udelukket, idet en bestemt skyggeværdi (det at kunne bevæge sig) hermed vil fremstå som et overset hensyn.

Erkendes situationens specifikke dilemmatiske karakter, kan det at kunne se, og det at kunne bevæge sig, opfattes som hinandens forudsætninger. Forsvarlig dilemmahåndtering må på den baggrund forudsætte, at man udvikler sit blik for forskellen mellem et specifikt hensyn, som man i udgangspunktet først og fremmest er optaget af at få taget i en given situation, og et andet specifikt – men diametralt modsat – hensyn, som man, netop grundet denne optagethed, er i risiko for at overse og udelukke. Skal det lykkes at skimte konturerne af dette, i udgangspunktet usynlige og udelukkede, hensyn (jf. ’skyggeværdien’ i dilemmadiagrammet ovenfor), kommer man ikke uden om at bruge sin situationsfornemmelse og sociale fantasi og interessere sig for, hvordan det gode, man vil, vil kunne dyrkes i en grad, hvor det kan vise sig at blive for meget af det gode. Den nye bekymring, der kan anes på denne baggrund, giver – kombineret med en nysgerrighed på forskellen mellem, hvad man selv og andre er optaget af i den givne situation – adgang til at skimte skyggeværdien.

Kun ved at dele dilemmaet, bliver det muligt for den blinde og den lamme at finde et handle- og samspilsmønster, der gør det muligt for dem at håndtere de modstridende hensyn dilemmaet indebærer. Vi ser, hvordan de to – ved at trække på erfaringer, fantasi, dømmekraft og livsklogskab – deler dilemmaet og overvejer og afvejer, hvad de, hver især og sammen, kan gøre for at håndtere det forsvarligt. Talemåden – når den blinde bærer den lamme, så kommer de begge frem – kan på den baggrund siges at udtrykke et handle- og samspilsmønster, der gør det muligt for de to mænd at håndtere dilemmaet mellem at skulle orientere sig og bevæge sig, når nu den ene part mangler synet og den anden part sin bevægelsesevne, og når nu situationen gør, at de begge skal hurtigt frem og i sikkerhed.

‘Den blinde og den lamme’ fortolket som en arbejdssituation

Indtil videre har praktiske hensyn og dilemmaer været i fokus i denne undersøgelse af fænomenet samarbejde. Kan situationen med den blinde og den lamme også gøre os klogere på forholdet mellem arbejde og samarbejde?

Det giver, som tidligere nævnt, mening at opfatte arbejde som bestræbelser på at opnå noget. Og det springer i øjnene, at samarbejdet mellem de to mænd forudsætter, at forskellige former for arbejde forbindes med hinanden. Der er arbejde forbundet med, at udvikle en måde at håndtere en uforudset situation på. Der er arbejde forbundet med at løfte. Der er arbejde forbundet med at lade sig løfte. Der er arbejde forbundet med at bære. Der er arbejde forbundet med at holde fast. Der er arbejde forbundet med at se og holde orienteringen. Der er arbejde forbundet med at gå. Og der er arbejde forbundet med at afstemme syn, gang, fastholden og bærekraft med henblik på komme i sikkerhed.

Den blinde og den lammes samarbejde forudsætter således, at arbejde udvikles, deles, udføres og afstemmes i praksis (jf. artiklen Når samarbejde lykkes):

Arbejdets_sammensathed2

De to mænd må løbende dele, afstemme og udvikle arbejdet i takt med, at det udføres og i takt med, at det går op for dem, hvordan sagen udvikler sig, og hvad der lader sig gøre under de givne vilkår.

Sagen er, som de stiplede pile i figuren ovenfor indikerer, et dynamisk og sammensat fænomen, der gør, at arbejde aldrig kan stivne i en endelig form. Sagen for den blinde og den lamme er først at få hjælp til komme i sikkerhed. Men sagen tager dernæst en drejning, idet de to må afklare situationen og udvikle en måde at komme i sikkerhed på. Og sagen ender med at dreje sig om, at de to mænd hjælpes ad med at komme i sikkerhed ved, at den blinde bærer den lamme, som til gengæld sikrer, at de to kan orientere sig. Hensyn til samarbejdets kooperative og kollaborative aspekter må løbende balanceres i takt med, at arbejdet skrider frem. Det kooperative aspekt består i, at arbejdet deles, så de to mænd, hver for sig, kan udføre sin del. Mens det kollaborative aspekt består i, at arbejdet udvikles og afstemmes på tværs af eksisterende arbejdsdelinger (jf. artiklen Samarbejde på tværs for en uddybning af begreberne kooperation og kollaboration).

Arbejdet er også i sig selv et sammensat og modsætningsfyldt fænomen. Arbejdets modsigelser kan tænkes at udspringe af de to mænds forskellige legemlige konstitution og af de fysiske omgivelser. En vej udgør eksempelvis en jævn strækning, der gør det lettere at komme frem. Men vejen er måske tillige en åben strækning, hvor man let kan spottes på afstand. Den åbne strækning gør det måske fristende at bevæge sig meget hurtigt for at nå i sikkerhed, men hastigheden må samtidig tilpasses den blinde og den lammes ressourcer og kapaciteter. Ellers risikerer de at ende i grøften eller at løbe tør for energi, inden de er nået i sikkerhed.

Forholdet mellem praksis og arbejde

Der er således mange forskellige typer af modsigelser, af såvel arbejdsmæssig som praktisk, situationsbetinget karakter, der løbende må håndteres i samarbejdet.

I situationen med den blinde og den lamme, fremstår de forskellige former for arbejde som fysiske og mentale anstrengelser, som de to mænd gør sig for at opnå at komme i sikkerhed. De bruger tankemæssig, sproglig og fysisk virksomhed som midler i deres forsøg på at nå i mål. Men hvad ligger der i, at man kan sige, at de to udvikler, deler, udfører eller afstemmer arbejde i praksis?

Efter min opfattelse, må arbejde forstås som et fænomen, der altid er indlejret i en praksis, hvor mange andre situationsspecifikke – ikke-arbejdsmæssige – hensyn også gør sig gældende. Hensyn, der nok påvirker og komplicerer arbejdet, men som, hvis de overses eller ignoreres, kan gøre, at situationen udarter og kører af sporet. Ved nærmere eftertanke er det vel rent faktisk de ikke-arbejdsmæssige hensyn, der giver arbejdet mening, og som bidrager til, at de forskellige former for arbejde kan forbindes med hinanden på en forsvarlig måde?

Det kan være værd hypotetisk at overveje, hvordan en rendyrket arbejdssituation kunne se ud. Man må forestille sig det som en situation, hvor der ikke tages andre hensyn end hensynet til at få arbejdet gjort og komme i mål. Den blinde og den lamme ’låner’ øjne henholdsvis ben af hinanden og lykkes dermed med at komme frem. Man kan godt sige, at de bruger dele af hinandens legemlige funktioner som midler. Men hvis den blinde eksempelvis forholdt sig til det, at komme i sikkerhed, ved samtidigt udelukkende at forholde sig til den lammes synsevne som et rent middel til at nå egne mål med, ville han reducere den lamme til dette middel.

Man ser for sig, hvordan den blinde (der er yngre, større og stærkere end den lamme) vil kunne lytte sig frem, gribe ud efter den lamme og – under trusler – tvinge ham op på sin ryg med henblik på at udnytte hans synsevne. Situationen ville da være en rendyrket – men også hensynsløs – arbejdssituation, hvor målet helliger midlet. Hensynet til arbejdet – og det at opnå eller frembringe noget gennem dette arbejde – overskygger alle andre betydningsfulde hensyn i situationen. Arbejdet med at nå i sikkerhed vil med andre ord kunne ske med midler, der har så store menneskelige omkostninger, at det, der opnås, ikke kan retfærdiggøres som noget, der har med sikkerhed at gøre. For kan man tale om sikkerhed, hvis denne eksempelvis bygger på trusler og vold? Meningen med arbejdet synes således at fordufte, hvis selve arbejdet – og det man ønsker at opnå gennem arbejdet – bliver det eneste og altoverskyggende fokus.

Situationen med den blinde og den lamme kan tydeligvis ikke opfattes som en rendyrket arbejdssituation. Der er snarere tale om en praksissituation, der udvikler sig til også at være en arbejdssituation. I udgangspunkt er det måske en uforudsigelig hændelse, der har bragt de to i samme farlige situation. Var denne hændelse ikke indtruffet, kunne de to have mødt hinanden på vejen uden at involvere sig yderligere med hinanden. Situationen udvikler sig først til også at være en arbejdssituation, idet de begge efterspørger hjælp, opdager hinandens begrænsninger og dernæst forsøger at udvikle, dele, udføre og afstemme forskellige former for arbejde for at komme i sikkerhed.

En rendyrket praksissituation må være en situation, der er befriet for arbejde i den forstand, at den ikke drejer sig om at opnå eller frembringe noget. I modsætning til rendyrkede arbejdssituationer, håndteres rendyrkede praksissituationer ikke ud fra mål-middel-baserede overvejelser (målrationalitet), men ud fra situations- og værdibaserede overvejelser (værdirationalitet). Forestiller man sig eksempelvis den blinde og den lamme møder hinanden i almindelig respekt, og forestiller man sig, at de opholder sig eller går på vejen og oplever dette som værdifuldt i sig selv – har man ét billede på, hvordan en sådan situation kan se ud. Tænker man sig de to i en filosofisk samtale om, hvad samarbejde dybest set er, har man et andet billede på, hvordan en sådan situation kan se ud. De filosoferer og oplever denne aktivitet som værdifuld i sig selv. Forestiller man sig, de to i leg med deres børn eller i samvær med deres familie eller venner uden, at der er mål udenfor selve legen eller samværet, har man et tredje billede på, hvordan en sådan situation kan se ud. Legen eller samværet har en værdi i sig selv.

Dybest set er det vel vores fælles, praktiske liv, arbejde skal bidrage til at gøre muligt? Skal det, man opnår eller frembringer gennem arbejde, give mening, må det være indlejret i en praksis under hensyn til de værdier og bekymringer, der udspringer af det liv, vi lever. Disse værdier og bekymringer opnås eller frembringes ikke – de leves og erfares i praksis. Og hvad der er forsvarligt at gøre afhænger i praksis af, hvordan situationen udvikler sig. Man kan ikke på forhånd vide, hvordan andre reagerer og hvilke hensyn, man er i risiko for at overse. Det eksempelvis, at vurdere en situation som farlig, kræver, at man kan skelne farlige situationer fra ufarlige og vurdere, hvilke specifikke hensyn, der først og fremmest må tages. Det, at spørge om hjælp kræver, at situationen kan fortolkes på en måde, hvor dette ønske giver mening og kan retfærdiggøres. Ingen af delene er man alene om at vurdere, idet andre involverede også vil gøre deres perspektiver på situationen gældende. At vægte og afbalancere situationsspecifikke hensyn – og forsøge at undgå, at betydningsfulde hensyn overses – kræver dømmekraft og livsklogskab, som man erfarer sig til gennem iagttagelse af – og deltagelse i – praksissituationer.

Praksissituationer, der også godt kan være arbejdssituationer. Det vil sige dobbeltbundne situationer, hvor de involverede arbejder samtidig med, at de trækker på deres situations- og værdibaserede dømmekraft. Situationen med den blinde og den lamme kan således opfattes som en dobbeltbunden situation. Ud fra én synsvinkel er der tale om en arbejdssituation, der kræver forskellige former for arbejde, for at de to kan opnå at komme i sikkerhed. Ud fra en anden synsvinkel, er der tale om en praksissituation, hvor de involverede må bruge deres dømmekraft for at overveje og tage de relevante situationsspecifikke hensyn.

På trods af faren, håndterer både den blinde og den lamme situationen på en respektfuld og forsvarlig måde. De to formår at undgå panik og at tage hensyn til hinandens respektive handicap og forskellige behov for hjælp. Ligesom de tager hensyn til hinandens synspunkter og udviser venlighed i den samtale, de fører med hinanden. Disse aspekter træder frem, når situationen opfattes som en praksissituation. Men den blinde og den lamme lykkes også med – ved brug af forskellige midler – at nå i sikkerhed. Disse aspekter træder frem, når situationen opfattes som en arbejdssituation.

SAMarbejde og samARBEJDE

Praksis kan ikke eksistere uden arbejde, og arbejde er afhængigt af praksis, hvis det skal give mening. Hvis arbejde er målrettede indsatser for at opnå noget. Og hvis praksis er handle- og samspilsmønstre, hvor der tages relevante situations- og værdibaserede hensyn ved brug af dømmekraft. Så kunne man forstå samarbejde som et fænomen, der gør det muligt at forbinde forskellige former for arbejde med hinanden samtidig med at disse former for arbejde balanceres i forhold til betydningsfulde, ikke-arbejdsmæssige hensyn i den specifikke situation. Herunder ikke mindst hensyn, som de forskellige former for arbejde gør sit til, at der kan være en tendens til at overse.

Samarbejde forstået som et fænomen, hvor forskellige former for arbejde forbindes med hinanden, kunne man fristes til at kalde samARBEJDE (jf. artiklen Når samarbejde lykkes). SamARBEJDE er samarbejde set ud fra en arbejdssynsvinkel. Det er det, vi lægger i ordet samarbejde, når vi eksempelvis taler om, at arbejde sammen mod et fælles mål (sproget.dk). Gennem deling, udførelse, afstemning og udvikling af arbejde, der kun kan deles, udføres, afstemmes og udvikles ved fælles hjælp, når vi mål og resultater, som vi ellers ikke kunne have nået. SamARBEJDE er, i lighed med arbejde, mål-middel-baseret (målrationelt).

Samarbejde forstået som et fænomen, hvor hensyn til forskellige former for arbejde balanceres i forhold til andre betydningsfulde – ikke-arbejdsmæssige – hensyn, kunne vi kalde SAMarbejde (jf. artiklen Når samarbejde lykkes). SAMarbejde er samarbejde set ud fra en praksissynsvinkel. Det er det, vi lægger i ordet samarbejde, når vi eksempelvis taler om, at udføre et arbejde i fællesskab (sproget.dk). Arbejde kan ikke deles, udføres, afstemmes og udvikles uden en hensyntagen til, hvad de forskellige former for arbejde, og arbejdet som sådan, skal gøre godt for og ikke skal gøre godt for. Og hvad arbejde skal gøre godt for, eller ikke skal gøre godt for, er ikke et spørgsmål, der kan besvares ud fra arbejdet selv. Svaret på dette spørgsmål afhænger af, hvilke hensyn, der tillægges betydning i det liv, som leves i praksis. SAMarbejde er, i lighed med praksis, situations- og værdibaseret (værdirationelt).

Ud fra denne tankegang, kan man analytisk veksle mellem at se situationen, med den blinde og den lamme, ud fra henholdsvis en arbejdssynsvinkel og en praksissynsvinkel. Set ud fra en praksissynsvinkel, bliver de tos bestræbelser på at komme i sikkerhed at opfatte som et værdirationelt hensyn blandt andre hensyn. Set ud fra en arbejdssynsvinkel bliver de tos bestræbelser at opfatte som målrationelle midler, de anvender, for at komme i sikkerhed.

I virkeligheden kan man altså forestille sig, at den blinde og den lamme vil kunne vægte situationens arbejdsaspekt henholdsvis praksisaspekt mere eller mindre. På den baggrund vil konflikter kunne hente næring og udvikle sig, idet parterne, hver især, kan være mere eller mindre resultat- eller procesorienterede (mere eller mindre mål- eller værdirationelt indstillede). Og også konfliktsituationer, vil kunne forstås og håndteres på måder, hvor arbejdsaspektet (resultatet/målet) henholdsvis praksisaspekt (processen/værdierne) tillægges mere eller mindre betydning. På den baggrund bliver det ganske afgørende for konfliktende samarbejdsparter, at de får mulighed for at træde ud af den umiddelbare arbejdssammenhæng for at undersøge deres forskellige perspektiver på, hvad der i spil og på spil i tankevækkende arbejdssituationer i praksis.

Afrunding

Den blinde og den lamme samARBEJDER i den forstand, at det lykkes dem at forbinde forskellige former for arbejde, hvorved de opnår at komme i sikkerhed.

Den blinde og den lamme SAMarbejder i den forstand, at de udvikler, deler, udfører og afstemmer arbejdet uden at betydningsfulde – ikke-arbejdsmæssige – hensyn overses i situationen.

Den blinde og den lamme udretter hermed noget sammen, som de ikke kan udrette hver for sig – og kvaliteten af deres samarbejde synes at øges i takt med, at de opdager, hvordan deres relevante forskelligheder kommer den fælles sag til gode.

© Copyright Omsigt v/Carsten Pedersen

(Artiklen blev publiceret i sin første version i maj 2015 på http://omsigt.dk)

Book Carsten Pedersen til et foredrag, en halv eller en hel temadag eller et udviklingsforløb med fokus på samarbejde her.

Omsigt afholder temadag om samarbejdets dilemmaer – læs mere her.

Omsigt afholder kursus om samarbejde mellem lærere og pædagoger – læs mere her.

Omsigt afholder kursus om forældresamarbejdets dilemmaer – læs mere her.

Samarbejde på tværs

Af Carsten Pedersen


Artiklen kan købes i pdf-format her


Samarbejde på tværs er i vælten i disse år. Velfærdsprofessionelle forventes af mange gode grunde at samarbejde på tværs af funktioner, professioner, fagligheder, sektorer, områder, institutioner, afdelinger mv. Når det kommer til praksis, er samarbejdet dog ikke sjældent ‘på tværs’ i en ganske anden og overført betydning. Tværgående samarbejde er ikke sjældent en både tidskrævende og konfliktuel affære, der til tider kan opleves som en direkte forhindring for at komme til at udføre det ‘egentlig arbejde’.

Det følgende handler om, hvordan ethvert samarbejde (på tværs) kan kvalificeres ved, at de samarbejdende parter skelner klart imellem, hvornår samarbejdet drejer sig om at dele, koordinere og udføre arbejdet, og hvornår samarbejdet drejer sig om at udvikle nye måder at dele, koordinere og udføre arbejdet på – for eksempel fordi den hidtidige praksis ikke længere slår til.

Samarbejde på tværs – mellem arbejdsdeling og koordination

Lad os begynde med et eksempel hentet fra en legestue i en kommunal dagpleje:

Vi har et for tidlig født barn, Jens, som er meget spastisk i den ene side, og han har ikke noget sprog (…) Jens oplevede vi meget sådan uden for de andre, som godt kan lege spæde rollelege og parallellege med hinanden. Så sidste sommer havde vi fysioterapeuten til at komme og kigge, og hun foreslog nogle lege med hulahopringe, fordi Jens havde brug for at træne nogle specielle muskelgrupper – lege hvor man også kunne få nogle andre børn med (…) Jens havde altid været lidt bagefter alle de andre. Nogle gange løb de forbi ham, uden han opdagede, at der var nogen i nærheden af ham. Men lige pludselig så var han jo i fokus. Han skulle have trænet sin dårlige side op og holde den lille hulahopring, og så var der også nogle ringe til de andre og lige pludselig løb de ude i gangen, hvor Jens blev en del af legen. Det var altså, så vi andre var lige ved at fælde en tåre, fordi han blev en del af noget, som det var sjovt at være med i. Der blev det rigtig tydeligt også for os andre – nå ja, at lave noget på betingelse af at Jens kunne være med. Det var bare rigtig, rigtig vigtigt. Det gav ham noget. (Pedersen, 2011, s. 36)

Lige som andet arbejde i det moderne samfund indebærer velfærdsarbejde såvel arbejdsdeling (arbejdet er opdelt i forskellige mere eller mindre specialiserede delopgaver) som koordination (varetagelsen af de forskellige delopgaver sker under hensyn til et fælles formål). For eksempel skal dagplejepædagogens og fysioterapeutens tilgange til arbejdet i legestuen jo rent faktisk være forskellige, og kræver af samme grund forskellige typer af specialiseret viden og kunnen, for at deres fælles anstrengelse – i dette tilfælde det på én gang at træne Jens og modvirke, at han bringes i en endnu mere udsat position – kan lykkes.

Samarbejde handler altså både om, at ’hver gør sit’ og om, at parterne løbende koordinere deres forskellige bidrag. Det vil i et eller andet omfang også gælde, hvis vi forestiller os, at fysioterapeuten i stedet kom i legestuen og tog Jens med ind i et andet rum for at træne med ham, uden de andre børn og voksnes medvirken. Hver-gør-sit tilgangen ville nok i givet fald dominere, men de professionelle ville alt andet lige skulle aftale tidspunktet for træningen og udveksle oplysninger om, hvordan det går med Jens i de to forskellige sammenhænge med henblik på at varetage barnets tarv.

Delingen og koordinationen af arbejdet foregår gennem verbal og nonverbal kommunikation, og ved at nogle af de involverede professionelle tager (eller gives) teten, idet de bestræber sig på at give anstrengelserne en fælles retning (ledelse er på denne måde noget alle medarbejdere løbende eller lejlighedsvis tager del i – mens den formelle leder har til opgave at lede denne ‘kollegiale ledelse’). I legestuen synes fysioterapeuten at have taget teten.

Samarbejde består dog i mere end blot at dele, koordinere og udføre arbejdet. Det handler også om lejlighedsvis at udvikle arbejdet for dermed at kunne dele, koordinere og udføre det på nye og mere hensigtsmæssige måder. Vi kan for eksempel forestille os, at det har været traditionen i legestuen, at fysioterapeuten tog et barn fra og trænede med det i et rum for sig – og at episoden med Jens er udtryk for en nyskabelse. Fysioterapeuten og det pædagogiske personale kan i fællesskab have drøftet begrænsningerne i, at Jens tages fra og dermed isoleres fra de øvrige børn under træningen – og i den forbindelse kan idéen om at gennemføre træningen sammen med de andre børn være opstået. I så fald er vi vidne til et lille udviklingsprojekt – men ikke desto mindre et projekt af meget stor betydning.

Man må altså skelne mellem det aspekt ved samarbejdet, der udgør et forholdsvis rutinepræget hver-gør-sit arbejde under skyldigt hensyn til det fælles formål, og det aspekt ved samarbejdet, der udgør en fælles bestræbelse på at udvikle nye måder at dele, koordinere og udføre arbejdet på.

De i forvejen modsatrettede og komplekse (sam)arbejdsprocesser, som arbejdsdeling og koordination udgør, hænger således sammen med to andre, mindst lige så modsatrettede og komplekse, (sam)arbejdsprocesser, der angår vægtningen af på den ene side at få arbejdet (rutinemæssigt) udført og på den anden side, at få arbejdet udviklet. Vægtningen af de to hensyn vil naturligvis være ganske forskellig alt efter, hvor rutinepræget eller udviklingsorienteret arbejdet på en given arbejdsplads former sig.

Samarbejdets dilemma – kooperation og kollaboration

Den mere rutineprægede side af et samarbejde kan betegnes kooperation, mens den mere udviklingsorienterede side kan betegnes kollaboration (jf. Jørgen Bangs og Christian Dalsgaards artikel Samarbejde – kooperation eller kollaboration? fra 2005). Bang og Dalsgaard (2005, s. 4) argumenterer for, at den kooperative side af samarbejdet er kendetegnet ved, at:

… den samlede arbejdsproces opdeles i enkelte operationer – delopgaver – som så til sidst samles til et færdigt produkt. Den enkelte (…) som udfører en afgrænset opgave eller producerer en delkomponent til helheden, behøver ikke at kende slutproduktet i detaljer. Arbejdsprocessen er tilrettelagt af ledelsen.

Den kooperative side af samarbejdet kommer for eksempel til udtryk i legestuen, idet fysioterapeuten og pædagogen varetager hver deres afgrænsede funktion i arbejdsdelingen. Denne side af samarbejdet ville som sagt nok kunne blive dyrket i sin reneste form i tilfælde af, at fysioterapeuten tog Jens fra og trænede med ham i et rum for sig selv.

Den kollaborative side af samarbejdet, retter sig, ifølge Bang og Dalsgaard (2005, s. 2-3), mod:

… mere åbne arbejdsopgaver (såsom udviklingsprojekter) og uforudsigelige processer. Det skyldes, at arbejdsopgaven ikke på forhånd er fastlagt og inddelt i delopgaver. Samtidig udvikles det samlede projekt i fællesskab, hvorfor det konstant er muligt at bevæge arbejdet i nye retninger – løsningen er ikke fastsat på forhånd. Med andre ord forudsætter et kollaborativt samarbejde ikke, at deltagerne præcist ved, hvad de skal fremstille, eller hvordan de skal gøre det (…) fokus er på selve udviklingsprocessen.

Den kollaborative side af samarbejdet kommer for eksempel til udtryk i tilfælde af, at det pædagogiske personale og fysioterapeuten i fællesskab udvikler deres praksis i legestuen, og ingen på forhånd kender resultatet. Denne side af samarbejdet, kan man forestille sig især bliver dyrket, når de professionelle analyserer den hidtidige praksis (for eksempel med afsæt i situationsbeskrivelser eller -karakteristikker) for derved at åbne for handlings- og organiseringsalternativer. Men den kollaborative side af samarbejdet kan naturligvis også træde i forgrunden under selve arbejdets udførelse, idet de professionelle kan blive nødt til i fællesskab at improvisere, når arbejdssituationer udvikler sig på en uforudsigelig måde. Et eksempel fra en 3. klasse kan illustrere denne form for improvisation:

Halvdelen af klassen skal have matematik. Det er et valg, skolen har truffet med henblik på at skabe en ramme, hvor det er muligt at gennemgå nyt stof med få elever. I dag skal de lære om at måle højde og længde. Læreren står ved katederet og gennemgår det at måle, og at resultatet kan opgøres i enheder, som udgør kommatal. Læreren eksemplificerer det, hun gennemgår, ved at tale om sin egen højde. Hun er ikke særlig høj, så de diskuterer, at der er forskel på, hvor høj man er. En af eleverne i klassen nævner, at Linda er meget høj. Linda bliver ked af det. Hun siger, at pigen driller. Støttepersonen griber ind i undervisningen og siger: “Linda, jeg kan godt forstå, at du tror, at du er blevet drillet. Jeg blev drillet, da jeg var barn, fordi jeg er så lav. Men det her var ikke dril. Du er jo høj.” Pigen som nævnte Lindas højde, siger undskyld. Matematiklæreren tager ordet og siger, at Linda skal forklare pigen, hvordan hun føler det. Efter timen. (Hedegaard-Sørensen, 2013, s. 77)

Linda kan have svært ved at skelne mellem dril og fakta og/eller hun kan have oplevet episoder tidligere, hvor hun er blevet drillet med sin højde. Situationen spidser til, og der må improviseres. Støttepersonen tager teten og afbryder undervisningen, men læreren respekterer forskellen mellem sin egen matematik-dagsorden og støttepersonens fokus på den sociale situation i klassen og Lindas position heri. Ligesom læreren gør sit til, at de kan få situationen landet. Men den kollaborative side af samarbejdet, der hermed vægtes, udelukker ikke hensynet til samarbejdets kooperative side. Arbejdsdelingen mellem de to fagligheder eller professioner gør sig stadig gældende og er velbegrundet – men den håndteres på en måde, hvor faglighederne ikke kommer til at skygge for sagen: at matematikundervisningen gennemføres på en måde, der tager hensyn til forskelle mellem eleverne og til den sociale situation i klassen.

Den kooperative og den kollaborative side af samarbejdet udgør således et grundlæggende dilemma:

Samarbejdets dilemma

Ethvert samarbejde indeholder såvel kooperative som kollaborative aspekter, og kvaliteten i arbejdets udførelse er afhængig af, at der hersker en vis klarhed omkring, hvornår arbejdsfællesskabet overgår fra overvejende, at udføre kooperativt ’rutinearbejde’ til overvejende at udføre kollaborativt ’udviklingsarbejde’ – og her har ledelsen (og lederen af ledelsen) selvfølgelig et særligt ansvar. Det er for eksempel ikke svært at forestille sig, at et pludseligt kreativt indfald, der vil kunne blive opfattet som interessant og nyskabende på baggrund af en analyse af en situationsbeskrivelse på et møde, vil kunne få katastrofale følger for både samarbejdet og for børnene, hvis det blev introduceret under selve arbejdets udførelse.

Samarbejde – mellem arbejde og udvikling

Det er afgørende, at velfærdsinstitutioner skaber klarhed omkring, hvornår de professionelle primært forventes at ‘arbejde’ og hvornår de forventes at ‘udvikle’. Den norske filosof og organisationsforsker Olav Eikeland har foreslået, at vi (især i det omfang, at vi repræsenterer en protestantisk arbejdsetik, hvor der kan være en tendens til at tro på, at vi kan arbejde os ud af et hvert problem) mere konsekvent vænner os til at skelne mellem det han har døbt arbejdspladsens arbejdsorganisation og dens udviklingsorganisation.

I arbejdsorganisationen befinder man sig ’på scenen’ og er underlagt en betydelig handle- og beslutningstvang samt en relativ fast arbejdsdeling og rollefordeling.  ‘På scenen’ spiller man sine tildelte roller i opgaveløsningen. I udviklingsorganisationen befinder man sig derimod ’bag scenen’, hvor man tager del i en granskende og afdækkende samtale. Her træder man ud af arbejdsrollerne, mens man i fællesskab – sagligt og kritisk – undersøger det, der foregår ’på scenen’. Her reflekteres der eftertænksomt over såvel tankevækkende arbejdssituationer som opgavernes (og sagens) karakter, arbejdsdelingen, rollefordelingen og samarbejdet – og i den forbindelse inddrages forskellige fagpersoners perspektiver og forskellige faglige tilgange, der kan bidrage til, at sagen kan angribes, begribes og begrundes på forsvarlig vis. Alle medarbejdere bør, ifølge Eikeland, sikres ret til deltagelse i dette refleksionsrum uanset funktion og status.

Eikeland formulerede denne skelnen på følgende måde i et foredrag han holdt i 2002:

Å utvikle folk, evner og ferdigheter, organisasjoner, profesjonell kompetanse, produktkvalitet eller andre ting, krever andre måter å forholde seg til hverandre på enn ren utførelse innenfor slike felt. For å tydeliggjøre denne forskjellen sammenlikner vi det som skjer på en arbeidsplass eller i en organisasjon med det som skjer på et teater. På teateret veksler man mellom å spille sine roller på scenen og å innøve, diskutere, forbedre, forandre og skifte roller bak scenen. Når man går bak scenen må man derfor ta med seg erfaringene fra rollespillet på scenen, men legge vekk rollene og arbeidsdelingen mellom dem, dvs. vanene, særinteressene, formelle og uformelle autoritetsforhold osv., slik at man kan diskutere på like fot hva som har fungert bra og hva som har fungert mindre bra. I forhold til rollespillet på scenen er ‘bakrommet’ et frirom og forum for dialog hvor felles oppklaring, forståelse og læring er poenget med samtalen, ikke å vinne debatten eller ‘få rett’. Det er verdt litt ettertanke i denne sammenheng at det opprinnelige greske ordet skholê, som er basis for ’skole’ – stedet for læring par excellence – i nesten alle europeiske språk, ganske enkelt betyr dette: fri tid og rom – en pause eller pusterom – fra nødvendig slit og arbeid. Skolen var opprinnelig frirommet –  forumet – bak scenen, hvor man fikk avstand og fri fra rollespillet og kunne reflektere sammen over det man gjorde og forbedre det. Som kanskje mange allerede har forstått, svarer rollespillet på scenen til ‘arbeidsorganisasjonen’, mens det som skjer bak scenen tilsvarer ‘utviklingsorganisasjonen’ …

Spilleregler i udviklingsorganisationen

I bogen Medvirkning og læring. Endringsprocesser i staten – en veileder (Tano Aschehoug 1997, 53ff) har Eikeland formuleret nogle vigtige spilleregler for kommunikationen i udviklingsorganisationen. I min bearbejdede form (jf. Pedersen, 2011, s. 317f) ser disse spilleregler således ud:

1. Formålet med samtalen er ikke at vinde en diskussion, men en fælles interesse i at undersøge og forstå noget bedre for derved at kunne løse et problem eller håndtere et dilemma på en bedre måde (og i denne proces opmuntrer og støtter man hinanden i at udvikle forskellige tanker, perspektiver og idéer).

2. Samtalen skal være udtryk for et reelt samarbejde, hvor man i fællesskab gennemgår argumenter for og imod forskellige opfattelser på en så fordomsfri måde som muligt, og hvor man sammen overvejer hvor gode argumenterne er set i forhold til hinanden (man udsætter egen stillingtagen og vurdering til efter dette er gjort).

3. Det er vigtigt at være åben overfor forandring og overfor andres perspektiver og opfattelser (man kan jo selv have overset noget betydningsfuldt, og det er derfor vigtigt at invitere til modforestillinger og til en kritisk belysning af ens egne opfattelser).

4. Hver enkelt deltagers opfattelse af hvor skoen trykker danner det naturlige udgangspunkt for samtalen uanset hvor i organisationen (eller udenfor) vedkommende har sit arbejde (det er afgørende, at man er nysgerrig på andres ståsted, uanset hvor de befinder sig).

5. Den enkeltes arbejdserfaring, subjektive oplevelse og fortolkning af en given situation skal i udgangspunktet betragtes som fornuftig, legitim og betydningsfuld (man bør antage, at folk har gode grunde til at mene, føle, opleve eller handle som de gør og de skal under alle omstændigheder ikke mødes af modreaktioner og mishagsytringer, men med opklarende spørgsmål).

6. Det er vigtigt at skelne mellem sag og person på en måde hvor kritik (ros og ris) rettes mod måder at gøre tingene på (sagen) og ikke mod personen eller mod egenskaber, der tilskrives den person, som udfører handlingen (takt, indlevelse og det at gå efter bolden frem for manden kan sikre at ingen taber ansigt og at man fortsat kan arbejde sammen som kolleger i fremtiden).

7. Det der menes med det, der bliver sagt, og grundene til at det siges, er vigtigere end hvem der siger det og hvordan det bliver sagt (det er som bekendt ikke udsædvanligt, at man lytter mere til nogen end til andre på grund af status m.v.)

8. Man har ret til at sige fra overfor andres væremåder eller ytringer, hvis de gør det vanskeligt for andre at komme til orde eller blive hørt (det gælder også tavshed).

9. Man har ret til at komme med kritiske synspunkter på oplæg eller på måden organisationen fungerer på, men der opmuntres til, at sådanne synspunkter formuleres konkret (der må være gensidig tillid til at udviklingsorganisationen er et ’frirum’, hvor det der siges ikke bruges mod én på et senere tidspunkt – grundindstillingen er, at fejl er noget man kan lære af ikke noget man straffes for).

10. ’Spilleregler’ som disse gælder for alle deltagere uden undtagelse og de skal være kendt og tilgængelige for alle (man har et fælles ansvar for at de efterleves og brud på dem bør påpeges og bearbejdes).

Spillereglerne kan bruges til inspiration, når man i sin organisation skal til at eksperimentere med at tydeliggøre forskellen mellem samarbejde i arbejdsorganisationen og samarbejde i udviklingsorganisationen. Der kan i offentlige velfærdsinstitutioner spores visse vanskeligheder med at skelne mellem  ’udviklingsspørgsmål’ og ’arbejdsspørgsmål’ i mødeaktiviteter. Det er ikke så sjældent, at der diskuteres kritisk, udviklingsorienteret og visionært midt i drøftelsen af en given tilrettelæggelsesopgave (der hører til i arbejdsorganisation), mens der tales om håndteringen af specifikke, og helt givet påtrængende, arbejdsopgaver, når det (med sjældne mellemrum) er ’udviklingsspørgsmål’, der er på dagsordenen.

Afrunding

Velfærdsarbejde adskiller sig blandt andet fra mange andre typer af arbejde ved ikke at have et decideret produkt. De velfærdsprofessionelle leverer ikke blot en vare eller en serviceydelse, men er i et demokratisk samfund ansvarlige for, at de velfærdsinstitutioner, de arbejder i, vedligeholdes og udvikles under hensyn til den lovgivning og de almene formål, de er underlagt – og med en vis inddragelse af de mennesker, som institutionerne er til for. Arbejdspladser af denne slags udgør offentlige anliggender, som man også kan kalde velfærdsstatslige fællesgoder. Fællesgoder skabes, vedligeholdes og udvikles gennem en fælles – men også konfliktfyldt – praksis, der involverer mange forskellige hensyn og interesser, der alle er med til at afgøre, hvad der kan opfattes som et godt stykke arbejde i en given velfærdsinstitution.

Det er karakteristisk for et fællesgode, at ingen enkeltaktør kan skabe, vedligeholde eller udvikle det på egen hånd. Fællesgoder er ’fælles’ i den forstand, at alle over skatten betaler til dem og har ret til at gøre brug af dem, i det omfang de er relevante for dem. Men de er også ’fælles’ i den forstand, at de udgør offentlige anliggender, som politikere, forvaltere, medarbejdere og medborgere løbende må bidrage til og øve indflydelse på. Fællesgoder er et udtryk for, at vi, både i vores egenskab af professionelle og i vores egenskab af samfundsborgere, i en vis udstrækning altid er forudsætninger for – og afhængige af – hinandens deltagelse.

I det lys bliver samarbejde (på tværs) en fælles anstrengelse for at virkeliggøre og vedligeholde et fællesgode, som kun lader sig virkeliggøre eller vedligeholde ved fælles hjælp.

© Copyright Omsigt v/Carsten Pedersen

(Artiklen blev publiceret i sin første version i august 2013 på http://omsigt.dk)

Book Carsten Pedersen til et foredrag, en halv eller en hel temadag eller et udviklingsforløb med fokus på samarbejde her.

Omsigt afholder temadag om samarbejdets dilemmaer – læs mere her.

Omsigt afholder kursus om samarbejde mellem lærere og pædagoger – læs mere her.