Tagged: Individualiseringens grænse

Hvis inklusion er svaret – hvad er så spørgsmålet?

Af Carsten Pedersen


Artiklen kan købes i pdf-format her


Inklusion er tidens løsen. Afhængig af position og interesse kan denne løsen formuleres på mange måder. Den kan formuleres som et ideal om, at vi bør arbejde på at skabe et inklusivt samfund. Den kan formuleres som et ideal om, at alle – uanset forudsætninger – bør sikres adgang til deltagelse. Den kan formuleres som et middel til effektiv læring. Den kan formuleres som et middel til den mest optimale ressourceudnyttelse. Eller den kan formuleres som den udfordring, der består i at udvikle en fælles inklusionsfaglighed på tværs af velfærdsprofessionerne (jf. artiklen Fem tilgange til inklusion).

Men måske rammer journalist Torben Steno mere præcist, når han i sin bog Længslen efter faste former – en temperatur på dansk høflighed og vores omgang med hinanden (2011, s. 107) skriver:

Alle hidtidige kulturelle omvæltninger har været drevet af frihedstrang og været rettet imod stramme rammer. Hvordan skal man gøre det modsatte?

Hvis inklusion er svaret, så kunne det faktisk godt være det gode spørgsmål.

Men det komplicerer jo unægteligt svaret en smule. Inklusion viser sig måske at være et ord, der bruges om det, der skal til, for at vi kan håndtere en yderst kompleks (samfunds)situation forsvarligt. Men hvad der mere præcist skal til, er altså på ingen måde givet.

Den aktuelle interesse for inklusion må ses i lyset af de radikaliserede individualiseringsprocesser, som har præget samfundsudviklingen siden Karl Marx i det Kommunistiske Manifest (1848) skrev:

De stadige omvæltninger i produktionen, de uafbrudte rystelser af alle sociale tilstande, den evige usikkerhed og bevægelse udmærker bourgeoisiets tidsalder frem for alle andre. Alle faste, indgroede forhold med tilhørende ærværdige forestillinger og meninger bliver opløst, og de nye, der dannes, bliver forældede, inden de kan nå at stivne. Alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver klædt af, og menneskene bliver endelig tvunget til at se nøgternt på deres egen stilling i tilværelsen, på deres indbyrdes forhold.

Sociologer har siden Marx’ tid kunnet registrere betydelige og stadigt tiltagende individualiseringsprocesser i samfundet. Processer der efterhånden har fået et globalt omfang – i takt med den globale markedsgørelse – men som også har vist sig at accelerere i takt med, at offentlige velfærdsinstitutioners har udviklet et vedvarende fokus på den enkeltes udvikling, trivsel, læring, anerkendelse, livskvalitet, selvstændighed, handleplan, diagnose m.v. (dette fænomen er blevet benævnt institutionaliseret individualisering – jf. for eksempel Ulrich Becks bog Risikosamfundet (1997, s. 205ff)).

Individualiseringsprocesserne lægger et voldsomt pres på den enkelte. Som den polsk-engelske sociolog Zygmunt Bauman bemærker i essaysamlingen Baumans mosaik (2006, s. 254):

Vi er alle individer nu, dog ikke frivilligt, men af ren og skær nødvendighed. Vi er de jure-individer, uanset om vi er de facto-individer eller ej: Det er vores pligt at skabe vores egen identitet, styre og realisere os selv, og vi skal frem for alt løse alle disse tre opgaver på egen hånd, også selvom vi måske ikke engang råder over de ressourcer som denne nye pligt kræver (…) I og med at man er et de jure-individ, har man nemlig kun sig selv at takke for sin elendighed, man må søge årsagerne til sine nederlag i sin egen dovenskab og ugidelighed, og der er ingen anden løsning på problemerne end at anstrenge sig yderligere. Det er sin sag at leve dag ud og dag ind med selvbebrejdelserne og selvforagten lurende lige om hjørnet. Det frembringer stadig større mængder af den smertefulde følelse, der kan kaldes Unsicherheit.

Den tyske sociolog Ulrich Beck har ligeledes – i et interview, der findes i bogen Samtaler med Ulrich Beck (2002, s. 83 ) – overvejet, om ikke individualiseringens grænse i virkeligheden er ved at indfinde sig:

Man har accepteret individualiseringens frugter og nyder dem, i hvert fald hver for sig, og støder så mere og mere ind i dens belastende bagside med generaliseringen af individualismen. Man bliver offer for individualiseringen, efterhånden som alle individualiserer sig (…) Findes der ikke grænser for individualisering? (…) Er vi efterhånden ikke nået til et punkt på alle niveauer, hvor man må tænke over, hvordan man systematisk kan styrke den andens position i individualiseringsprocessen?

Den andens position i individualiseringsprocessen kan imidlertid ikke ses uafhængigt af det sociale liv. For som for eksempel Elsebeth Jensen og Svend Brinkmann spidsformulerer det i artiklen Fællesskab er en udfordring for alle (Information den 6. februar 2012), så er individualitet og socialitet at opfatte som komplementære fænomener:

Vi fødes ikke som individer, med fuldt udviklede evner til at træffe valg og tage ansvar, men vi skal socialiseres til at blive det. Med andre ord har individualiteten fællesskabet som sin forudsætning. Og kvaliteten af vores fællesskaber er afgørende for, hvordan individualiteten kultiveres hos de personer, der skal vokse op og i fremtiden tage vare på det fællesskab, der er betingelsen for deres individualitet. Langt størstedelen af dagens pædagogiske forskning handler om, hvordan individet lærer, og der er desværre langt mindre opmærksomhed på fællesskabet som ramme for liv og læring i skolen (…) Hvis en gruppe skal fungere som et fællesskab, skal der være nogle fælles retningslinjer og rammer, som alle accepterer. Og samtidig skal der være plads til og respekt for forskellighederne i gruppen. Som medlem af et fællesskab skal man også være indstillet på at afgive frihed og indgå kompromisser. Det vil give konflikter, men det er også vigtigt at gøre sig erfaringer med, hvordan konflikter håndteres, uden at det fører til eksklusion.

Netop derfor giver det i mine øjne mening at opfatte inklusion som praktiske dilemmaer.

Hvis inklusion er svaret, så er spørgsmålene: hvordan håndterer vi på én gang hensyn til individuelle præmisser for deltagelse og hensyn til fællesskabers præmisser for deltagelse – og i forlængelse heraf: hvordan håndterer vi på én gang hensyn til strukturer eller rammer, der kan tydeliggøre adgangen til deltagelse og hensyn til social fleksibilitet, der kan bidrage til at gøre deltagelse meningsfuld.

Velfærdsprofessionelle har et særligt ansvar for at øjne og håndtere disse dilemmaer på forsvarlig vis. Derfor må de udvikle et fagsprog, der er mindre individfokuseret, og som kan indfange det sociale livs processer og mekanismer, som disse gør sig gældende i deres hverdagspraksis. Udfordringen er at fremme fællesskabelse, der på én gang er forpligtende og fleksibel. Det kræver, at såvel individers som fællesskabers kapacitet for værdirationel overvejelse og handling øges  – og det gode spørgsmål bliver derfor, hvordan den slags kan fremmes i praksis.

Praksisfilosofi i almindelighed, og social inkluderende praksisanalyse i særdeleshed, er et bud på hvordan denne udfordring kan gribes an.

© Copyright Omsigt v/Carsten Pedersen

(Artiklen blev publiceret i sin første version i august 2013 på http://omsigt.dk)

Book Carsten Pedersen til et foredrag, en halv eller en hel temadag eller et udviklingsforløb med fokus på inklusion her.

Omsigt afholder kursus ‘Inklusionens ABC’ – læs mere her.

Omsigt afholder temadag ‘Inklusionens dilemmaer’ – læs mere her.

Omsigt afholder temaaften ‘Status på inklusionsarbejdet i Danmark – hvor er vi på vej hen?’ – læs mere her.