Tagged: Det betinget absolutte

Står det fast, at alt er relativt?

Af Carsten Pedersen


Artiklen kan købes i pdf-format her


Det er (…) blevet meget moderne at afslutte alle diskussioner med at sige: ‘alt er jo relativt’, men i sagens natur er det en selvmodsigelse, for hvis alt er relativt, må der være noget at stå i relation til. Ergo må der være noget, som er absolut, og så kan alt ikke være relativt. Jeg hørte den sidste gang under vejrudsigten, hvor speakeren siger: ‘Vi får 6-7 grader varme i morgen, men alt er jo relativt’ og så sidder jeg bare og skriger: ‘Til hvad? Relativt til hvad!?’ (Vincent Hendricks i Information, 31. januar, 2009)

Man kan som bekendt – i visse ubetænksomme øjeblikke – tage sig selv i at udbryde: ‘Alt er jo relativt!’. Underforstået, at intet er sikkert. Eller omvendt: ‘Det kan jo ikke være anderledes!’. Underforstået, at noget står fast med absolut sikkerhed.

Som vi skal se i det følgende, er ingen af disse to påstande uproblematiske. Og, som vi også skal se, kan der argumenteres for et filosofisk alternativ, der forsøger at navigere uden om både relativismen og absolutismen.

Relativismens og absolutismens blinde pletter

Til påstanden om, at ‘alt er relativt’, kan man spørge: Er udsagnet ‘alt er relativt’ også selv relativt?

Grubleren
Foto: Carsten Pedersen

Man mærker så påstandens selvreferentielle inkonsistens. Udsagnet bliver selvmodsigende og mister sin mening, hvis man hævder, at det er absolut. Og omvendt, som Vincent Hendricks pointerer i citatet ovenfor, hvis udsagnet er relativt – hvad er det så relativt i forhold til? Alt kan ikke være relativt i forhold til alt. Noget kan kun være relativt i forhold til noget andet, som dermed netop ikke er relativt. Det relative synes således at udelukke – og dermed forudsætte – noget bestemt: det absolutte.

Til påstanden om, at ‘noget ikke kan være anderledes’, kan man spørge: Hvor henter man i sidste ende begrundelsen for sin absolutte vished? Hvor tit ender vi ikke med – som Ludwig Wittgenstein har bemærket det – at måtte krybe til korset og udbryde: “Jeg troede, jeg vidste det?” (Wittgenstein, 1989, § 12). Ole Thyssen skriver:

Man kan ikke begrunde sin yderste begrundelse uden at ende enten i 1) en ond cirkel, hvor man forudsætter, hvad man skal bevise, 2) en uendelig regres, hvor man må finde en grund for grunden for grunden (…), eller 3) en vilkårlig afbrydelse, hvor man stopper processen med et ’sådan’. (Thyssen, 2012, s. 80)

Ved nærmere eftertanke, ender vi altså – når vi indtager relativistiske eller absolutistiske standpunkter – med at modsige os selv eller at forudsætte sandheder, der ved nærmere eftertanke viser sig at hvile på formodninger.

Wittgenstein har med et par velvalgte formuleringer spiddet både relativismen og absolutismen. Han skriver:

Den, der ville tvivle om alt, ville slet ikke komme i gang med at tvivle om noget som helst. Tvivlens spil har allerede selv vished som sin forudsætning. (Wittgenstein, 1989, § 115)

Det kunne man vel kalde relativismens blinde plet? Wittgenstein skriver videre:

Efterhånden dannes et system af ting, man tror, og i dette står nogle ting urokkeligt fast, andre er mere eller mindre bevægelige. Når noget står fast, skyldes det ikke, at det i sig selv er åbenbart eller indlysende, men at det bliver holdt fast af det, der omgiver det. (ibid., § 144)

Det kunne man vel godt kalde absolutismens blinde plet?

Hverken relativismen eller absolutismen er i mine øjne holdbare, men hvad er alternativet?

Et bud på et alternativ til relativisme og absolutisme

Den danske filosof Hans Fink har et godt bud på et et alternativ. Fink skriver:

Har vi en absolut, objektiv, nødvendig og almengyldig erkendelse af virkeligheden, eller er al erkendelse relativ, subjektiv, vilkårlig og bestemt af kulturen på det sted og den tid, vi lever, således at der slet ikke er nogen virkelig virkelighed; men kun det vi regner for virkelighed her og nu? Lad os se lidt nærmere på denne skarpe todeling mellem absolutisme og relativisme, og lad os begynde med at spørge om denne todeling selv er absolut eller relativ, ubetinget eller betinget. Vi får så følgende fire muligheder. Det absolutte kan være enten ubetinget absolut eller betinget absolut, dvs. absolut for alle tider og steder, eller absolut i en bestemt sammenhæng. Det relative kan tilsvarende være ubetinget relativt eller betinget relativt, dvs. relativt for alle tider og steder, eller relativt i forhold til noget, der i en bestemt sammenhæng er absolut. (Fink, 2012, s. 56)

Det betinget relative og betinget absolutte indikerer, at noget kan være absolut i en sammenhæng, men relativt i en anden sammenhæng (enten i forhold til noget, der før var relativt, eller i forhold til noget helt andet). Absoluthed er noget der tillægges det betinget absolutte, idet det bruges som målestok for noget andet.

Fink skriver videre:

Anti-relativister argumenterer, som om ingen sandhed kan være forankret noget sted, hvis der ikke er ét sted, Fornuften, Kulturen, Moralen, hvor alle sandheder er forankret. (ibid., s. 57)

Men:

Det berører ikke de betinget relative sandheders sandhed, at de ikke kan føres tilbage til en ubetinget absolut sandhed. Der er mere eller mindre fornuftig tænken eller handlen, også selvom der ikke er en absolut standard for Fornuft (…) Det, man netop ikke kan sige, er, at de betingede absolutter er ubetinget relative, fuldstændig vilkårlige, helt tilfældige, blot konventionelle, rene definitionsspørgsmål. Det ubetinget relative er et rent modstykke til det ubetinget absolutte og står og falder med det. (ibid., s. 57-58)

Hvis det ubetinget absolutte falder væk, gør det ubetinget relative det også. Der findes ikke noget, der er så tilfældigt, at det ikke i andre situationer kunne være nødvendigt. Tilbage står en betinget sikkerhed og usikkerhed.

Dog gør Fink opmærksom på en ikke uvigtig asymmetri mellem det ubetinget absolutte og det ubetinget relative:

Intet er ubetinget absolut undtagen én ting, nemlig alting. Kontekstualismen forudsætter den ubetingede absoluthed af den totalitet, som alle relationer på én gang konstituerer og er inden for (…) det er en absoluthed, som ikke kan omsættes i nogen operativ absolutisme af hverken religiøs eller videnskabelig karakter; men som netop kaster alle spørgsmål om en sidste eller yderste begrundelse tilbage til spørgsmål om konkrete begrundelser og begrundelser for begrundelser, der tager den mere eller mindre foranderlige fakticitet til efterretning som mere eller mindre foranderlig fakticitet. (ibid., s. 58)

Denne totalitets ubetingede absoluthed rækker ud over kulturen og indbefatter den, og i denne forstand bliver kulturen ikke naturens modsætning, men en del af den:

Totaliteten er fakticiteten af alle forskelle, både de forskelle, vi selv opretter, og dem, der bare er der; både de forskelle, vi lader gøre en forskel, og dem, der bare gør det (ibid., s. 59).

Det mystiske

Hans Finks pointering af, at intet kan opfattes som “… ubetinget absolut undtagen én ting, nemlig alting”, kan måske fortolkes i lyset af Wittgensteins begreb om det mystiske. Wittgenstein skriver:

Det mystiske er ikke, hvorledes verden er, men at den er (…) Der gives sandt nok noget uudsigeligt. Det viser sig, det er det mystiske. (Wittgenstein, 1993, 6.44 og 6.522)

Måske kan denne fornemmelse af mystik i virkeligheden være en kilde til mellemmenneskelig solidaritet:

… den fornemmelse af mystik, der omgiver vores liv, følelsen af solidaritet ved at dele gådefuld oprindelse og usikker skæbne: dette binder os til hinanden. (Cora i Cockburn (red.), 1991, s. 55)

Det, at give grunde har en ende, og denne ende er nok ikke en absolut sandhed – heller ikke dén selvmodsigende af slagsen, der består i at hævde, at alt er relativt. Den er snarere det levede liv, hvis vi skal tro Wittgenstein (1989, § 110):

Jeg er stødt på mine overbevisningers klippegrund. Og om denne grundmur kunne man næsten sige, at hele huset bærer den. (ibid., § 248)

Foto: @bomi_noname

Måske er ‘klippegrunden’ et billede på den fælles praksis, som vores sprogbrug (og dermed vores filosoferen) forudsætter? Og måske er ‘huset’ et billede på vores sprog, idet det netop på paradoksal vis er gennem brugen af sproget, at praksis muliggøres?

René Magritte har malet et billede – Slottet i Pyrenæerne (1959) – som har en forunderlig familielighed med Wittgensteins metafor. På billedet svæver en klippegrund over havets bølger og under en himmel med en mangfoldighed af skyer. På toppen af klippegrunden befinder der sig et slot, der synes at have taget farve af klippen. Man får næsten en fornemmelsen af, at slottet bærer klippegrunden. Og måske symboliserer havet og himlen ‘alting’ – den mere eller mindre foranderlige fakticitet, som Hans Fink taler om, og som vi – i vores sprogbrug og praksis – er henvist til at tage for givet?

Afrunding

Det står altså på ingen måde fast, at alt er relativt! Der er tale om en selvmodsigelse.

På den ene side, viser det sig, at selve det at tvivle forudsætter et grundlag, som man tvivler på baggrund af. Og på den anden side, viser det sig, at dette grundlag ikke kan opfattes som absolut sikkert. Det, at give grunde har en ende, men ”… enden er ikke en ubegrundet forudsætning, rettere en ubegrundet handlemåde”, som Wittgenstein bemærker (ibid., § 110).

Vores sidste begrundelser afspejler den praksis, som vores liv tager form af:

Du må huske på, at sprogspillet så og sige er noget uforudsigeligt. Jeg mener: Det bygger ikke på grunde. Det er ikke fornuftigt (eller ufornuftigt). Det er bare – ligesom vort liv. (ibid., § 559-560)

At vores livsform eksisterer og er en del af det hele, når alt kommer til alt – det er det mystiske.

© Copyright Omsigt v/Carsten Pedersen

(Artiklen blev publiceret i sin første version i juli 2015 på http://omsigt.dk)

Book Carsten Pedersen til et foredrag, en halv eller en hel temadag eller et udviklingsforløb med fokus på relativisme/absolutisme eller kulturrelativisme her.

Omsigts kurser, temadage og temaaftener kan findes her.