Tagged: Den blinde og den lamme

Den blinde og den lamme – en fabel om samarbejde

Af Carsten Pedersen


Artiklen kan købes i pdf-format her


“Når den blinde bærer den lamme, så kommer de begge frem” (Bresemann, 1843, s. 161). Sådan lyder en gammel talemåde, der – i lighed med skulpturen på billedet nedenfor – har hentet inspiration i en fabel fra antikken:

To personer traf hinanden et farligt sted. Den ene sagde til den anden: ”Vil du hjælpe mig, for, som du kan se, er jeg blind?”. Den anden svarede: ”Godt du kom. Jeg beder dig hjælpe mig, for jeg er lam!”. ”Hvad nu?”, sagde den blinde, ”hvad skal vi gøre? Jeg kan gå, men ikke se. Du kan se, men ikke gå”. Og han tilføjede efter lidt betænkningstid: ”Ved du hvad, min ven, kan jeg ikke låne dine øjne, mens du låner mine ben?”. Den lamme samtykkede og lod sig løfte op for at blive båret på ryggen af den blinde. Således kom de ved fælles hjælp i sikkerhed. (Jefferys, 1828, s.65 – i min oversættelse og bearbejdning. Læs eventuelt mere om ’Den blinde og den lamme’ på wikipedia.org)

L_aveugle_et_le_paralytique-Jean_Turcan-IMG_6515-white
Skulpturen L’Aveugle et le paralytique er et værk fra 1883 skabt af den franske billedhugger Jean Turcan (1846-1895). Her er værket gengivet med et foto af Rama; Wikimedia Commons, Cc-by-sa-2.0-fr.

Fablen om den blinde og den lamme skal i denne artikel udgøre omdrejningspunktet i en undersøgelse af fænomenet samarbejde.

Hvad er der i spil og på spil i situationen?

Det, der er i spil, i situationen med den blinde og den lamme, er vel, de to mænds bestræbelser på at komme ud af den farlige situation og i sikkerhed? I første omgang spørger de den anden om hjælp, og i anden omgang – da situationens særlige karakter går op for dem – bestræber de sig på i fællesskab at kompensere for deres respektive handicap. Det giver god mening, at tale om de to mænds bestræbelser som både arbejde og samarbejde (jf. sproget.dk). Det er arbejde, idet de to gør sig visse mentale og fysiske anstrengelser for at opnå noget. Og det er samarbejde, idet arbejdet udføres i fællesskab og er rettet mod det fælles mål at komme i sikkerhed.

Det, der er på spil for den blinde og den lamme, er vel de bekymringer, en farlig situation kan vække? Men der er tydeligvis også noget forskelligt på spil for de to. Deres forskellige handicap giver deres bekymringer en særlige form. Den blinde oplever en særlig bekymring, der kommer sig af, at han har brug for hjælp til at orientere sig. Den blinde skænker sikkert ikke sin bevægelsesevne og ungdommelige styrke mange tanker i situationen. Men disse ressourcer træder netop frem som noget værdifuldt set i lyset af den ældre, lamme mands særlige bekymring, der handler om ikke at kunne bevæge sig hurtigt, når der er fare på færde.

‘Den blinde og den lamme’ fortolket som en praksissituation

Det er godt, at kunne se, når man skal finde i sikkerhed. Men det er også godt at kunne bevæge sig. For den lamme, fremtræder det som noget særligt værdifuldt at kunne få hjælp til at komme frem. For den blinde, fremtræder det som noget særligt værdifuldt at kunne få hjælp til at orientere sig. Den blinde og den lammes respektive perspektiver på den farlige situation, som de befinder sig i, udelukker på sin vis hinanden samtidig med, at de to perspektiver også kan siges at fuldstændiggøre hinanden.

Det giver derfor god mening at opfatte situationen som en dilemmasituation, som de to mænd lykkes med at håndtere gennem samarbejde i praksis (for en uddybning af dilemmabegrebet og dilemmadiagrammet i figuren nedenfor se Pedersen, 2011, s. 264f og artiklen Hvad er dilemmaopsporing?):

Den_blinde_og_den_lamme_som_dilemma

Den blinde ytrer først sin bekymring (jf. ‘bekymringen’ nederst til venstre i diagrammet) og beder om hjælp fra én der kan se (jf. ‘værdien’ øverst til venstre). Men da det går op for den blinde, at den potentielle hjælper er lam, dukker en ny bekymring op (jf. ‘bekymringen’ øverst til højre). Udelukkende at fokusere på synsevnen kan hurtigt bliver for meget af det gode set i lyset af, at den anden part er lam. For det er jo også godt at kunne bevæge sig, når man skal hurtigt frem og i sikkerhed (jf. ’skyggeværdien’ nederst til højre). Men udelukkende at fokusere på bevægelsesevnen kan ligeledes blive for meget af det gode set i lyset af den ene parts blindhed (jf. den oprindelige ‘bekymring’ nederst til venstre).

‘Værdi’ og ’skyggeværdi’ fremstår som komplementære hensyn. Tages situationens karakter, og de to involveredes kapaciteter og handicap i betragtning, så er et ensidigt fokus på en bestemt værdi (for eksempel det at kunne se) udelukket, idet en bestemt skyggeværdi (det at kunne bevæge sig) hermed vil fremstå som et overset hensyn.

Erkendes situationens specifikke dilemmatiske karakter, kan det at kunne se, og det at kunne bevæge sig, opfattes som hinandens forudsætninger. Forsvarlig dilemmahåndtering må på den baggrund forudsætte, at man udvikler sit blik for forskellen mellem et specifikt hensyn, som man i udgangspunktet først og fremmest er optaget af at få taget i en given situation, og et andet specifikt – men diametralt modsat – hensyn, som man, netop grundet denne optagethed, er i risiko for at overse og udelukke. Skal det lykkes at skimte konturerne af dette, i udgangspunktet usynlige og udelukkede, hensyn (jf. ’skyggeværdien’ i dilemmadiagrammet ovenfor), kommer man ikke uden om at bruge sin situationsfornemmelse og sociale fantasi og interessere sig for, hvordan det gode, man vil, vil kunne dyrkes i en grad, hvor det kan vise sig at blive for meget af det gode. Den nye bekymring, der kan anes på denne baggrund, giver – kombineret med en nysgerrighed på forskellen mellem, hvad man selv og andre er optaget af i den givne situation – adgang til at skimte skyggeværdien.

Kun ved at dele dilemmaet, bliver det muligt for den blinde og den lamme at finde et handle- og samspilsmønster, der gør det muligt for dem at håndtere de modstridende hensyn dilemmaet indebærer. Vi ser, hvordan de to – ved at trække på erfaringer, fantasi, dømmekraft og livsklogskab – deler dilemmaet og overvejer og afvejer, hvad de, hver især og sammen, kan gøre for at håndtere det forsvarligt. Talemåden – når den blinde bærer den lamme, så kommer de begge frem – kan på den baggrund siges at udtrykke et handle- og samspilsmønster, der gør det muligt for de to mænd at håndtere dilemmaet mellem at skulle orientere sig og bevæge sig, når nu den ene part mangler synet og den anden part sin bevægelsesevne, og når nu situationen gør, at de begge skal hurtigt frem og i sikkerhed.

‘Den blinde og den lamme’ fortolket som en arbejdssituation

Indtil videre har praktiske hensyn og dilemmaer været i fokus i denne undersøgelse af fænomenet samarbejde. Kan situationen med den blinde og den lamme også gøre os klogere på forholdet mellem arbejde og samarbejde?

Det giver, som tidligere nævnt, mening at opfatte arbejde som bestræbelser på at opnå noget. Og det springer i øjnene, at samarbejdet mellem de to mænd forudsætter, at forskellige former for arbejde forbindes med hinanden. Der er arbejde forbundet med, at udvikle en måde at håndtere en uforudset situation på. Der er arbejde forbundet med at løfte. Der er arbejde forbundet med at lade sig løfte. Der er arbejde forbundet med at bære. Der er arbejde forbundet med at holde fast. Der er arbejde forbundet med at se og holde orienteringen. Der er arbejde forbundet med at gå. Og der er arbejde forbundet med at afstemme syn, gang, fastholden og bærekraft med henblik på komme i sikkerhed.

Den blinde og den lammes samarbejde forudsætter således, at arbejde udvikles, deles, udføres og afstemmes i praksis (jf. artiklen Når samarbejde lykkes):

Arbejdets_sammensathed2

De to mænd må løbende dele, afstemme og udvikle arbejdet i takt med, at det udføres og i takt med, at det går op for dem, hvordan sagen udvikler sig, og hvad der lader sig gøre under de givne vilkår.

Sagen er, som de stiplede pile i figuren ovenfor indikerer, et dynamisk og sammensat fænomen, der gør, at arbejde aldrig kan stivne i en endelig form. Sagen for den blinde og den lamme er først at få hjælp til komme i sikkerhed. Men sagen tager dernæst en drejning, idet de to må afklare situationen og udvikle en måde at komme i sikkerhed på. Og sagen ender med at dreje sig om, at de to mænd hjælpes ad med at komme i sikkerhed ved, at den blinde bærer den lamme, som til gengæld sikrer, at de to kan orientere sig. Hensyn til samarbejdets kooperative og kollaborative aspekter må løbende balanceres i takt med, at arbejdet skrider frem. Det kooperative aspekt består i, at arbejdet deles, så de to mænd, hver for sig, kan udføre sin del. Mens det kollaborative aspekt består i, at arbejdet udvikles og afstemmes på tværs af eksisterende arbejdsdelinger (jf. artiklen Samarbejde på tværs for en uddybning af begreberne kooperation og kollaboration).

Arbejdet er også i sig selv et sammensat og modsætningsfyldt fænomen. Arbejdets modsigelser kan tænkes at udspringe af de to mænds forskellige legemlige konstitution og af de fysiske omgivelser. En vej udgør eksempelvis en jævn strækning, der gør det lettere at komme frem. Men vejen er måske tillige en åben strækning, hvor man let kan spottes på afstand. Den åbne strækning gør det måske fristende at bevæge sig meget hurtigt for at nå i sikkerhed, men hastigheden må samtidig tilpasses den blinde og den lammes ressourcer og kapaciteter. Ellers risikerer de at ende i grøften eller at løbe tør for energi, inden de er nået i sikkerhed.

Forholdet mellem praksis og arbejde

Der er således mange forskellige typer af modsigelser, af såvel arbejdsmæssig som praktisk, situationsbetinget karakter, der løbende må håndteres i samarbejdet.

I situationen med den blinde og den lamme, fremstår de forskellige former for arbejde som fysiske og mentale anstrengelser, som de to mænd gør sig for at opnå at komme i sikkerhed. De bruger tankemæssig, sproglig og fysisk virksomhed som midler i deres forsøg på at nå i mål. Men hvad ligger der i, at man kan sige, at de to udvikler, deler, udfører eller afstemmer arbejde i praksis?

Efter min opfattelse, må arbejde forstås som et fænomen, der altid er indlejret i en praksis, hvor mange andre situationsspecifikke – ikke-arbejdsmæssige – hensyn også gør sig gældende. Hensyn, der nok påvirker og komplicerer arbejdet, men som, hvis de overses eller ignoreres, kan gøre, at situationen udarter og kører af sporet. Ved nærmere eftertanke er det vel rent faktisk de ikke-arbejdsmæssige hensyn, der giver arbejdet mening, og som bidrager til, at de forskellige former for arbejde kan forbindes med hinanden på en forsvarlig måde?

Det kan være værd hypotetisk at overveje, hvordan en rendyrket arbejdssituation kunne se ud. Man må forestille sig det som en situation, hvor der ikke tages andre hensyn end hensynet til at få arbejdet gjort og komme i mål. Den blinde og den lamme ’låner’ øjne henholdsvis ben af hinanden og lykkes dermed med at komme frem. Man kan godt sige, at de bruger dele af hinandens legemlige funktioner som midler. Men hvis den blinde eksempelvis forholdt sig til det, at komme i sikkerhed, ved samtidigt udelukkende at forholde sig til den lammes synsevne som et rent middel til at nå egne mål med, ville han reducere den lamme til dette middel.

Man ser for sig, hvordan den blinde (der er yngre, større og stærkere end den lamme) vil kunne lytte sig frem, gribe ud efter den lamme og – under trusler – tvinge ham op på sin ryg med henblik på at udnytte hans synsevne. Situationen ville da være en rendyrket – men også hensynsløs – arbejdssituation, hvor målet helliger midlet. Hensynet til arbejdet – og det at opnå eller frembringe noget gennem dette arbejde – overskygger alle andre betydningsfulde hensyn i situationen. Arbejdet med at nå i sikkerhed vil med andre ord kunne ske med midler, der har så store menneskelige omkostninger, at det, der opnås, ikke kan retfærdiggøres som noget, der har med sikkerhed at gøre. For kan man tale om sikkerhed, hvis denne eksempelvis bygger på trusler og vold? Meningen med arbejdet synes således at fordufte, hvis selve arbejdet – og det man ønsker at opnå gennem arbejdet – bliver det eneste og altoverskyggende fokus.

Situationen med den blinde og den lamme kan tydeligvis ikke opfattes som en rendyrket arbejdssituation. Der er snarere tale om en praksissituation, der udvikler sig til også at være en arbejdssituation. I udgangspunkt er det måske en uforudsigelig hændelse, der har bragt de to i samme farlige situation. Var denne hændelse ikke indtruffet, kunne de to have mødt hinanden på vejen uden at involvere sig yderligere med hinanden. Situationen udvikler sig først til også at være en arbejdssituation, idet de begge efterspørger hjælp, opdager hinandens begrænsninger og dernæst forsøger at udvikle, dele, udføre og afstemme forskellige former for arbejde for at komme i sikkerhed.

En rendyrket praksissituation må være en situation, der er befriet for arbejde i den forstand, at den ikke drejer sig om at opnå eller frembringe noget. I modsætning til rendyrkede arbejdssituationer, håndteres rendyrkede praksissituationer ikke ud fra mål-middel-baserede overvejelser (målrationalitet), men ud fra situations- og værdibaserede overvejelser (værdirationalitet). Forestiller man sig eksempelvis den blinde og den lamme møder hinanden i almindelig respekt, og forestiller man sig, at de opholder sig eller går på vejen og oplever dette som værdifuldt i sig selv – har man ét billede på, hvordan en sådan situation kan se ud. Tænker man sig de to i en filosofisk samtale om, hvad samarbejde dybest set er, har man et andet billede på, hvordan en sådan situation kan se ud. De filosoferer og oplever denne aktivitet som værdifuld i sig selv. Forestiller man sig, de to i leg med deres børn eller i samvær med deres familie eller venner uden, at der er mål udenfor selve legen eller samværet, har man et tredje billede på, hvordan en sådan situation kan se ud. Legen eller samværet har en værdi i sig selv.

Dybest set er det vel vores fælles, praktiske liv, arbejde skal bidrage til at gøre muligt? Skal det, man opnår eller frembringer gennem arbejde, give mening, må det være indlejret i en praksis under hensyn til de værdier og bekymringer, der udspringer af det liv, vi lever. Disse værdier og bekymringer opnås eller frembringes ikke – de leves og erfares i praksis. Og hvad der er forsvarligt at gøre afhænger i praksis af, hvordan situationen udvikler sig. Man kan ikke på forhånd vide, hvordan andre reagerer og hvilke hensyn, man er i risiko for at overse. Det eksempelvis, at vurdere en situation som farlig, kræver, at man kan skelne farlige situationer fra ufarlige og vurdere, hvilke specifikke hensyn, der først og fremmest må tages. Det, at spørge om hjælp kræver, at situationen kan fortolkes på en måde, hvor dette ønske giver mening og kan retfærdiggøres. Ingen af delene er man alene om at vurdere, idet andre involverede også vil gøre deres perspektiver på situationen gældende. At vægte og afbalancere situationsspecifikke hensyn – og forsøge at undgå, at betydningsfulde hensyn overses – kræver dømmekraft og livsklogskab, som man erfarer sig til gennem iagttagelse af – og deltagelse i – praksissituationer.

Praksissituationer, der også godt kan være arbejdssituationer. Det vil sige dobbeltbundne situationer, hvor de involverede arbejder samtidig med, at de trækker på deres situations- og værdibaserede dømmekraft. Situationen med den blinde og den lamme kan således opfattes som en dobbeltbunden situation. Ud fra én synsvinkel er der tale om en arbejdssituation, der kræver forskellige former for arbejde, for at de to kan opnå at komme i sikkerhed. Ud fra en anden synsvinkel, er der tale om en praksissituation, hvor de involverede må bruge deres dømmekraft for at overveje og tage de relevante situationsspecifikke hensyn.

På trods af faren, håndterer både den blinde og den lamme situationen på en respektfuld og forsvarlig måde. De to formår at undgå panik og at tage hensyn til hinandens respektive handicap og forskellige behov for hjælp. Ligesom de tager hensyn til hinandens synspunkter og udviser venlighed i den samtale, de fører med hinanden. Disse aspekter træder frem, når situationen opfattes som en praksissituation. Men den blinde og den lamme lykkes også med – ved brug af forskellige midler – at nå i sikkerhed. Disse aspekter træder frem, når situationen opfattes som en arbejdssituation.

SAMarbejde og samARBEJDE

Praksis kan ikke eksistere uden arbejde, og arbejde er afhængigt af praksis, hvis det skal give mening. Hvis arbejde er målrettede indsatser for at opnå noget. Og hvis praksis er handle- og samspilsmønstre, hvor der tages relevante situations- og værdibaserede hensyn ved brug af dømmekraft. Så kunne man forstå samarbejde som et fænomen, der gør det muligt at forbinde forskellige former for arbejde med hinanden samtidig med at disse former for arbejde balanceres i forhold til betydningsfulde, ikke-arbejdsmæssige hensyn i den specifikke situation. Herunder ikke mindst hensyn, som de forskellige former for arbejde gør sit til, at der kan være en tendens til at overse.

Samarbejde forstået som et fænomen, hvor forskellige former for arbejde forbindes med hinanden, kunne man fristes til at kalde samARBEJDE (jf. artiklen Når samarbejde lykkes). SamARBEJDE er samarbejde set ud fra en arbejdssynsvinkel. Det er det, vi lægger i ordet samarbejde, når vi eksempelvis taler om, at arbejde sammen mod et fælles mål (sproget.dk). Gennem deling, udførelse, afstemning og udvikling af arbejde, der kun kan deles, udføres, afstemmes og udvikles ved fælles hjælp, når vi mål og resultater, som vi ellers ikke kunne have nået. SamARBEJDE er, i lighed med arbejde, mål-middel-baseret (målrationelt).

Samarbejde forstået som et fænomen, hvor hensyn til forskellige former for arbejde balanceres i forhold til andre betydningsfulde – ikke-arbejdsmæssige – hensyn, kunne vi kalde SAMarbejde (jf. artiklen Når samarbejde lykkes). SAMarbejde er samarbejde set ud fra en praksissynsvinkel. Det er det, vi lægger i ordet samarbejde, når vi eksempelvis taler om, at udføre et arbejde i fællesskab (sproget.dk). Arbejde kan ikke deles, udføres, afstemmes og udvikles uden en hensyntagen til, hvad de forskellige former for arbejde, og arbejdet som sådan, skal gøre godt for og ikke skal gøre godt for. Og hvad arbejde skal gøre godt for, eller ikke skal gøre godt for, er ikke et spørgsmål, der kan besvares ud fra arbejdet selv. Svaret på dette spørgsmål afhænger af, hvilke hensyn, der tillægges betydning i det liv, som leves i praksis. SAMarbejde er, i lighed med praksis, situations- og værdibaseret (værdirationelt).

Ud fra denne tankegang, kan man analytisk veksle mellem at se situationen, med den blinde og den lamme, ud fra henholdsvis en arbejdssynsvinkel og en praksissynsvinkel. Set ud fra en praksissynsvinkel, bliver de tos bestræbelser på at komme i sikkerhed at opfatte som et værdirationelt hensyn blandt andre hensyn. Set ud fra en arbejdssynsvinkel bliver de tos bestræbelser at opfatte som målrationelle midler, de anvender, for at komme i sikkerhed.

I virkeligheden kan man altså forestille sig, at den blinde og den lamme vil kunne vægte situationens arbejdsaspekt henholdsvis praksisaspekt mere eller mindre. På den baggrund vil konflikter kunne hente næring og udvikle sig, idet parterne, hver især, kan være mere eller mindre resultat- eller procesorienterede (mere eller mindre mål- eller værdirationelt indstillede). Og også konfliktsituationer, vil kunne forstås og håndteres på måder, hvor arbejdsaspektet (resultatet/målet) henholdsvis praksisaspekt (processen/værdierne) tillægges mere eller mindre betydning. På den baggrund bliver det ganske afgørende for konfliktende samarbejdsparter, at de får mulighed for at træde ud af den umiddelbare arbejdssammenhæng for at undersøge deres forskellige perspektiver på, hvad der i spil og på spil i tankevækkende arbejdssituationer i praksis.

Afrunding

Den blinde og den lamme samARBEJDER i den forstand, at det lykkes dem at forbinde forskellige former for arbejde, hvorved de opnår at komme i sikkerhed.

Den blinde og den lamme SAMarbejder i den forstand, at de udvikler, deler, udfører og afstemmer arbejdet uden at betydningsfulde – ikke-arbejdsmæssige – hensyn overses i situationen.

Den blinde og den lamme udretter hermed noget sammen, som de ikke kan udrette hver for sig – og kvaliteten af deres samarbejde synes at øges i takt med, at de opdager, hvordan deres relevante forskelligheder kommer den fælles sag til gode.

© Copyright Omsigt v/Carsten Pedersen

(Artiklen blev publiceret i sin første version i maj 2015 på http://omsigt.dk)

Book Carsten Pedersen til et foredrag, en halv eller en hel temadag eller et udviklingsforløb med fokus på samarbejde her.

Omsigt afholder temadag om samarbejdets dilemmaer – læs mere her.

Omsigt afholder kursus om samarbejde mellem lærere og pædagoger – læs mere her.

Omsigt afholder kursus om forældresamarbejdets dilemmaer – læs mere her.

Hvad er dilemmaopsporing?

Af Carsten Pedersen


Artiklen kan købes i pdf-format her


Det dilemmadiagram, der er skitseret i figuren nedenfor, er udviklet med henblik på at støtte velfærdsprofessionelle i at opspore dilemmaer i deres praksis.

Man kan læse meget mere om diagrammet og brugen af det i kapitel 7 i bogen Praksisfilosofi – faglig refleksion på tværs af professioner fra 2011 (dilemmadiagrammet kan – med tydelig kildeangivelse – benyttes af studerende og professionelle i forbindelse med SIP-analyser, case-konversationer og andre praksisfilosofiske aktiviteter. Hent et diagram som power-point-præsentation her og udfyld det elektronisk (hvorved det også kan gemmes som billede-fil og indsættes i f.eks. et word-dokument)).

dilemmadiagram

Tallene i parentes angiver den rækkefølge, man med fordel kan følge, når man bruger diagrammet til opsporing af dilemmaer i tankevækkende arbejdssituationer. Situationerne skal helst foreligge på skrift i form af en specifik situationsbeskrivelse. Beskrivelsen kan stamme fra erindringen (f.eks. en ‘hurtigskrivning’ med afsæt i en bekymring i en nyligt oplevet tankevækkende arbejdssituation), transskriberede video- eller lydoptagelser, iagttagelser, observationer, praksisfortællinger m.v.

Når man tager turen rundt i diagrammet, er det afgørende, at man forholder sig sagligt til situationsbeskrivelsen og kun vælger at opspore ét dilemma ud fra ét deltagerperspektiv ad gangen (det vil typisk være dén (eller én af de) professionelles perspektiv).

Her følger et eksempel på en situationsbeskrivelse og en dilemmaopsporing.

Det er formiddag i børnehaven og 15 børn og 2 pædagoger befinder sig på Løvestuen. Lukas har hjemmefra medbragt et lille stykke papir tegnet som en 2-krone og klippet den ud, så det ligner en mønt. Brian har pludselig taget eller fundet denne ’mønt’, så drengene kommer over til GERDA, mens de skændes om hvis ’mønt’ det er.  Lukas siger: ”GERDA! Brian har taget min mønt”, mens han rækker ud efter mønten. Brian tager hånden væk, så Lukas ikke kan nå. Brian: ”Nej, jeg fandt den, nu er det min”. GERDA fortæller drengene, at hun godt har set, at Lukas havde denne mønt med hjemmefra, og mønten derfor er Lukas’, men hun beder samtidig om at få lov til at se mønten. Brian afleverer mønten til GERDA, som kigger på den. GERDA siger: ”Den er vel nok flot. Har du lagt en 2-krone under et stykke papir og tegnet ovenpå, så det ligner en rigtig mønt, og bagefter klippet en ud?” Lukas ansigtsudtryk skifter fra vrede til stort smil: ”Ja”, svarer han. GERDA: ”Mon ikke vi kunne finde ud af lave sådan nogle her i børnehaven, hvis jeg finder en mønt til jer?” Drengenes fulde opmærksomhed er pludseligt rettet på pædagogen. De kigger herefter på hinanden og smiler og nikker begge hvorefter de går efter GERDA, som hjælper drengene i gang med at tegne og klippe. Andre børn følger trop og GERDA må finde flere mønter. Herefter sidder 5-7 børn samlet om at lave mønter, og det blev også aftalt at børnene skulle skrive navne bagpå, så de kunne se hvis mønter der var deres. Børnene brugte det meste af dagen på denne leg. (Iagttagelse foretaget af en pædagogstuderende i uddannelsespraktik i 2013)

Til en begyndelse kan det være en god idé, at opliste en række kandidater til den første bekymring (markeret med (1) i dilemmadiagrammet ovenfor). Det har nemlig stor betydning, hvordan den første bekymring formuleres, idet det får konsekvenser for formuleringen af den positiv modsatte værdi (markeret med (2) i diagrammet), der igen får betydning for formuleringen af den anden bekymring (markeret med (3)), der endelig får betydning for formuleringen af skyggeværdien (markeret med (4)). Men alle bekymringer, som man kan argumentere for kunne være på spil for pædagogen i situationsbeskrivelsen er relevante.

I situationen kan man for eksempel forestille sig, at pædagogen er bekymret for, at konflikten udarter sig. Hun kan være bekymret for, at Brian har taget mønten fra Lukas. Hun kan være bekymret, fordi hun ikke har set, om Brian har taget eller fundet ’mønten’. Hun kan være bekymret for, at Brian bliver stemplet som ’afviger’. Hun kan være bekymret for, at de to drenge bliver uvenner. Hun kan være bekymret for, at hun, mod sin egen vilje, kommer til at fungere som dommer i konflikten. Hun kan være bekymret for, at ejendomsretten til ting, som børnene medbringer hjemmefra, ikke respekteres. Eller hun kan være bekymret for, at ting, som børn medbringer hjemmefra ikke bruges til noget fælles og i stedet skaber konflikter mellem børnene. Osv.

Efter en oplistning af bekymringer, kan arbejdet med at udfylde dilemmadiagrammet gå i gang. Men man kan som sagt kun tage udgangspunkt i én bekymring ad gangen. I diagrammet nedenfor er den sidst nævnte bekymring brugt som eksempel. Argumenterne for netop at vælge denne bekymring, vil selvfølgelig hænge sammen med ens fortolkning af det samlede hændelsesforløb. Man må ’mærke efter’, hvad det er for en bekymring, der først og fremmest ville trænge sig på, idet man forsøgsvis indtager pædagogens position i situationsbeskrivelsen.

Mønten

Situationsbeskrivelsen kan altså for eksempel fortolkes på den måde, at pædagogen først og fremmest er bekymret for, at den medbragte ’mønt’ ikke bruges til noget fælles og i stedet skaber en konflikt mellem de to drenge. En konflikt, som drengene tydeligvis ikke selv kan håndtere, idet de jo netop selv henvender sig pædagogen. Konflikten kan ikke håndteres ved blot at give ’mønten’ til den ene part, idet det ville gøre pædagogen til part i sagen, og sandsynligvis få konflikten til at eskalere. Allerede i det, vi fortolker som pædagogens umiddelbare bekymring, ligger der altså, som vi kan se, en værdi skjult. Det er netop den værdi, hun oplever som truet – og som kan formuleres som det positiv modsatte af bekymringen. Værdien kan for eksempel formuleres som en værdsættelse af, at ’mønten’ bruges til noget fælles. Men man mærker også, at denne værdi, i netop denne situation, hurtigt kan blive for meget af det gode, hvis den blev det eneste hensyn, som pædagogen lagde til grund for sin (re)ageren. For det kunne jo resultere i, at Lukas’ ikke får sin ’mønt’ igen, og dermed vil konflikten kunne udarte sig. Igen ser vi, at denne nye bekymring kommer sig af, at en værdi er truet (det er den værdi som i diagrammet betegnes ’skyggeværdien’). Det positiv modsatte af, at Lukas’ ikke får sin ’mønt’ igen er, at han faktisk får den igen. Dette hensyn, som skyggeværdien repræsenterer, er det hensyn, der umiddelbart må antages at være i fare for at blive overset i netop denne situation. Men idet skyggeværdien trækkes frem lyset og ligestilles med værdien, træder dilemmaet tydeligt frem. Dilemmaet består i såvel at bruge mønten til noget fælles som i at give Lukas’ sin mønt igen.

Men hvorfor overhovedet beskæftige sig med dilemmaopsporing? Måske rammer F. Scott Fitzgerald hovedet på sømmet i The Crack-Up fra 1936:

Den højeste form for intelligens er evnen til at holde to modsatrettede idéer i tankerne på samme tid og samtidig bevare evnen til at handle.

Dilemmadiagrammet – og selvfølgelig ikke mindst den tankegang, det indebærer – kan gøre sit til, at hensyn, der er i konkrete situationer er i fare for at blive overset, sikres en plads i de professionelles situationsspecifikke overvejelser og afvejninger. Dermed opstår muligheden for nye ikke-u-etiske handlingsalternativer. Idet vi i praksis altid befinder os i en mangfoldighed af hensyn, synes et ikke uvæsentligt aspekt ved etik netop at bestå i at kunne spore – og dermed tage – oversete, usynliggjorte eller undertrykte hensyn i konkrete situationer. Den danske filosof Hans Fink spidsformulerer denne indsigt på følgende måde:

Det etiske er ikke et område for sig selv ved siden af andre områder. Der er ikke et bestemt hensyn, som altid og pr. definition er det etiske hensyn; men det etiske hensyn er altid et bestemt hensyn. Det er det hensyn, der i den givne situation er særlig grund til at minde om, ikke fordi det er etisk, men fordi det er overset. Det er hensynet til den anden, når selviskheden tager overhånd, men det er hensynet til én selv, når udnyttelse og moralsk masochisme truer. Det er den langsigtede interesse, når den ofres for en kortsigtet fordel; men det er livet her og nu, når det langsigtede hensyn bruges undertrykkende. Det er alvoren, når overfladiskheden dominerer; men det er glimtet i øjet, når alvoren sænker sig. Det er fornuftens stemme, når emotionaliteten tager over; men det er følelsens, når fornuften stivner. Det etiske hensyn er aldrig hensynet til etikken. (Fink, 2012, s. 218)

Det etiske er aldrig hensynet til etikken, idet dilemmaer ikke har en bestemt løsning, som man kan finde ved at tale om etik. Dilemmaer dukker op igen og igen og lader sig kun håndtere gennem saglige og situationsspecifikke overvejelser og afvejninger – herunder altså ikke mindst overvejelser, der søger at trække oversete hensyn (skyggeværdier) frem i lyset.

Dilemmaopsporing er imidlertid også en god tilgang til håndtering af fundamentale uenigheder i forskellige typer af samarbejdsrelationer. Det være sig i det kollegiale samarbejde, det tværprofessionelle samarbejde eller i samarbejdet med forældre og pårørende. Man kan eksempelvis forestille sig, at samarbejdsparter kan have ganske forskellige opfattelser af, hvad der er på spil i situationen med mønten. Parterne kan tænkes at give udtryk for de diamentralt modsatrettede bekymringer, der netop tydeliggøres ved brugen af dilemmadiagrammet. Når det imidlertid bliver synligt for parterne, at deres respektive bekymringer i virkeligheden opstår, når legitime værdier trues i praksis, bliver det muligt at opspore og dele dilemmaet.

I stedet for at parterne forarges med afsæt i hver sin bekymring, kan de nu i stedet overveje forskellige bud på, hvordan dilemmaet kan håndteres i lignende situationer i fremtiden. Løsningen findes ikke. Det handler ikke om, at parterne skal opnå enighed om én bestemt måde at håndtere lignende situationer på i fremtiden – men snarere om at indkredse en ikke-u-enighed eller et mulighedsrum af handlingsalternativer, hvor den enkelte efterfølgende kan overveje og beslutte sig for, hvad der forekommer mest forsvarligt at gøre i praksis.

På denne måde kan uenigheder, ved brug af dilemmatilgangen, vise sig at kunne berige såvel samarbejdskulturen som arbejdet med selve sagen. Ligsom deling af dilemmaer har vist sige at være et frugtbart omdrejningspunkt kollegiale refleksioner (jf. artiklen Dilemmadeling gennem konversation).

Til sidst et par ord om den stiplede ’samfundsmæssige brudlinje’, der gennemkløver dilemmadiagrammet ovenfor. Brudlinjen bruges til at reflektere over et givent dilemmas samfundsmæssige baggrund og dermed til at overveje, hvorfor dilemmaet går igen på tværs af mange forskellige sammenhænge. I bogen Praksisfilosofi – faglig refleksion på tværs af professioner (s. 282 ff) har jeg kaldt dilemmaopsporing, der kobles til refleksioner over dilemmaers samfundsmæssige baggrund, dilemmadiagnostik. Dilemmadiagnostik forudsætter:

  • for det første, som vi også så udfoldet ovenfor, at man sporer bekymringer og værdier, som de kommer til udtryk i menneskers (re)ageren i en specifik situation,
  • for det andet, som vi også så udfoldet ovenfor, at kompleksiteten i de mange værdier og bekymringer der er på spil i en given situation reduceres – at man så at sige går efter at opspore det, man opfatter som grunddilemmaet i situationen (med afsæt i den bekymring, som man oplever gør sig stærkest gældende), og
  • for det tredje, at det opsporede grunddilemmas baggrund i samfundsmæssige brudlinjer overvejes – ikke sådan at forstå, at der findes en bestemt og given brudlinje til ethvert dilemma, men forstået på den måde, at man bruger sin forestillingsevne og eksperimenterer med at give forskellige bud på, hvorfor et dilemma kan tænkes at hænge sammen med samfundets måde at fungere og udvikle sig på.

Den stiplede linje gennem ’dilemmadiagrammet’ markerer således, at det altid er værd at undersøge og overveje dilemmaers samfundsmæssige baggrund – det vil sige bruge sin sociologiske fantasi – i refleksioner over, hvilke samfundsmæssige sfærer, logikker, dynamikker, processer, mekanismer eller juridiske bestemmelser, der understøtter eller retfærdiggør dels hensynet til værdien dels hensynet til skyggeværdien i et givet dilemma. Samfundet opfattes med andre ord som et konfliktuelt fænomen, der bidrager til at gøre situationer ‘dilemmatiske’.

I situationsbeskrivelsen med ‘mønten’ kan man for eksempel forestille sig, at værdien og skyggeværdien helt grundlæggende understøttes af logikker, der kan henføres til henholdsvis socialiteten (det være sig i form af staten eller civilsamfundet) og individualiteten (forstået som en selvstændig samfundssfære). Ligesom man for eksempel kunne henvise til lovgivningens principper, hvor dagtilbudslovens § 7 såvel understøtter ’socialisering’ som ‘individualisering’, idet dagtilbud skal “… give børn omsorg og understøtte det enkelte barns alsidige udvikling og selvværd (…) samt bidrage til (…) at udvikle børns (…) evner til at indgå i forpligtende fællesskaber”.

© Copyright Omsigt v/Carsten Pedersen

(Artiklen blev publiceret i sin første version i juni 2013 på http://omsigt.dk)

Book Carsten Pedersen til et foredrag, en halv eller en hel temadag eller et udviklingsforløb med fokus på dilemmaer og dilemmaopsporing her.

Kursus i dilemmaopsporing kan findes her.

Temaaften ‘Opspor og del dilemmaerne!’ kan findes her.