Lad ikke dårlige normeringer blive normen!

Af Carsten Pedersen


Artiklen kan købes i pdf-format her


Mogens Nygaard Christoffersen, forsker ved SFI, udtaler på baggrund af sin forskning i daginstitutioners betydning for børns udvikling:

Normering, personalets uddannelse og den pædagogiske indsats med udfordrende og stimulerende lege, samt tid til samtale mellem voksne og børn, er noget af det, der betyder allermest for kvaliteten i daginstitutionerne (politiken.dk, 22/3, 2015).

I en af de forskningsrapporter, som Christoffersen har været med til at udarbejde, kan man læse følgende om betydningen af højere henholdsvis lavere normeringer:

Højere normeringer er forbundet med en tryggere tilknytning til pædagogerne, større grad af voksen-barn-interaktion samt bedre kognitiv og sproglig udvikling, hvilket bl.a. kan ses ved, at børnenes leg er kognitivt mere avanceret. Ved højere normeringer udviser pædagogerne en mere varm og sensitiv adfærd i forhold til børnene, og der er konstateret en mindskning i brugen af negative opdragelsesteknikker. Børnenes mulighed for positiv og udviklingsfremmende interaktion med pædagogen er således bedre, når normeringen er høj, og der er samtidig konstateret et fald i udskillelsen af stresshormoner hos børn, særligt hos ældre børn, drenge samt ængstelige og hæmmede børn. Høje normeringer er også associeret med bedre social tilpasning samt færre adfærdsvanskeligheder i form af aggression, hyperaktivitet og angst og er fundet at nedsætte forekomsten af konflikter børnene imellem. Forskellen i forekomsten af konflikter ved henholdsvis høj og lav normering er særligt udtalt for yngre børn samt for drenge fra problembelastede familier. Sluttelig peger forskningen på, at normeringen kan have betydning for personalestabiliteten, idet en højere normering er associeret med et fald i sygefraværet hos det pædagogiske personale. (Christoffersen, Højen-Sørensen & Laugesen, 2014, s. 87-88).

Også Grethe Kragh-Müller og Charlotte Ringsmose, der begge er forskere ved Aarhus Universitet, har understreget normeringernes betydning for kvaliteten i dagtilbud:

En række undersøgelser har vist, at normeringen – voksen-barn ratioen – har betydning for kvalitet i den pædagogiske dagligdag (Wisconsin, 2008, NICHD, 1999). NICHD undersøgelsen viser således, at børn virker mere sociale og positivt engagerede i kammeraterne, når barn‐voksen ratioen er mindre. For mange børn kan vanskeliggøre en positiv og udviklende kontakt mellem voksne og børn. Ratioen har desuden betydning for børnenes skoleparathed og sproglige udvikling (NICHD, 1999). (Kragh-Müller & Ringsmose, 2015, s. 25-26)

BUPL har derfor forskningsmæssigt belæg for at hævde, at en “… god normering er en central forudsætning for en høj kvalitet i daginstitutionerne” (BUPL, 2015). BUPL har på baggrund af tal fra Danmarks Statistik opgjort, at der i dag er ca. 11 procent flere 3-5 årige børn pr. pædagogisk ansat – og 8 procent flere 0-2 årige børn pr. pædagogisk ansat – end i 2009. Der mangler 4.400 pædagoger og medhjælpere, hvis normeringen i dag skulle svare til niveauet i 2009. Denne udvikling indebærer, at det pædagogiske personale i dag står med 3,5 børn i aldersgruppen 0-2 år henholdsvis 6,8 børn på 3-5 år pr. fuldtidsansat.

Så meget om tallene. Det er nok så interessant, hvad denne udvikling betyder i praksis.

Peter er 14 måneder, en glad og begejstret dreng, som øver sig i at komme i kontakt med de andre børn på stuen. Ofte bliver det lidt voldsomt, for eksempel når han kaster sig op på ryggen af dem. De bliver forskrækkede, og det er ikke befordrende for Peters deltagelse i legen. Her træder pædagogen ind og flytter Peter, så han kommer hen til gruppen forfra. De giver ham også noget af det samme legetøj, som de andre leger med. På den måde ser de andre børn, hvad han vil, og han er interessant at få med i legen. ’Fuyish bum’ siger pædagogerne om at flytte Peter fysisk. En lille bitte bevægelse, der gør en kæmpestor forskel for samspillet mellem ham og de andre børn. (Børn & Unge, 1, 2016)

Fortællingen stammer fra et interview med Maja Røn Larsen, forsker ved Roskilde Universitet, og Anja Hvidtfeldt Stanek, forsker ved Syddansk Universitet. Larsen siger i interviewet:

I vores forskning kan vi se pædagoger, der hele tiden registrerer, hvad der er på spil for børnene, og handler på det. Enten ved at støtte barnet i at foretage små justeringer i legen og i adfærden eller ved at strukturere dagen og planlægge aktiviteter, så børnene bringes videre. (Børn & Unge, 1, 2016)

Stanek tilføjer:

Fagligheden ligger i måder at arrangere hverdagen på, måder at være sammen på og i sammenhænge, børnene kan indgå i med hinanden. Og med plads til, at pædagogerne kan kigge på børnene og bidrage til det, som børnene er engagerede i. (ibid.)

Stanek understreger, at der er tæt sammenhæng mellem høj pædagogisk faglighed og ressourcer:

Hvis pædagogerne skal have øje for det, børnene er engageret i, optaget af og har behov for, skal der jo være nogle til at gøre det (…) de er ikke overmennesker. Der er faktisk nødt til at være x antal øjne, x antal hænder og x antal mennesker til stede for at kunne se det, der er væsentligt at få øje på hos børnene. I mine observationer har jeg set, at når de alle er til stede på stuen, så kan pædagogerne nogle fantastiske ting. Men når de er færre, kan jeg som observatør se ting, der foregår mellem børnene. Det har pædagogerne ikke en jordisk chance for at nå at fange i det pulserende vuggestueliv, hvor mange børn er i gang med en masse forskellige ting, samtidig med at der også skal ryddes op, skiftes bleer, organiseres måltider og så videre. (ibid.)

BUPL gennemførte i april 2016 en alenetidsundersøgelse blandt alle sine medlemmer på 0-5 års området (BUPL, 2016). Undersøgelsen viser, at 75 procent af pædagogerne, på en tilfældig dag i april, var alene med den samlede børnegruppe. De var i gennemsnit alene med en børnegruppe på ca. 17 børn. 56 procent var alene med børnegruppen i mere end 30 minutter. Undersøgelsen viser desuden, at fire ud af ti pædagoger inden for det seneste år har stået i en situation, hvor de oplevede, at det var uforsvarligt eller decideret farligt, at de var alene med den samlede børnegruppe. En anden undersøgelse viser, at 61 procent af personalet i daginstitutioner oplever, at der ikke er tilstrækkeligt personale på stuen til at sikre en god inklusion (Bureau 2000, 2015, s. 93). I det hele taget tyder meget på, at personalet generelt er pressede i danske daginstitutioner. Et forskningsprojekt, gennemført af Thomas Ellegaard, Kim Rasmussen og Jan Kampmann, der alle er forskere ved Roskilde Universitet, peger på, at grunddilemmaet i pædagogisk arbejde, som en følge af netop ressourcemangel, har forrykket sig:

Pædagoger har tidligere defineret et af de centrale dilemmaer i det pædagogiske arbejde som afbalanceringen mellem overblik og fordybelse, nærvær og distance, hensynet til den enkelte og hensynet til gruppen. En konsekvens af de senere års modernisering af området synes at være oplevelsen af pædagogiske krav og ambitioner på den ene side og manglende resurser på den anden side. I stedet for fokus på forskellige perspektiver og tilgange i det konkrete pædagogiske arbejde flyttes fokus til at få aktivitetskrav til at balancere med praktisk tilrettelæggelse. I kort form kan det formuleres som en tendens til, at grunddilemmaet flyttes fra at være funderet i pædagogisk rationalitet, forstået som skabelse af livssammenhæng for børnene i hverdagen, til funktionsrationalitet, forstået som at få hverdagen til at fungere og ikke bryde sammen eller blive kaotisk. (Ellegaard, Kampmann & Rasmussen, 2014, s. 26)

Pædagog Mette Munck Theisen har – i et indlæg i Politiken den 23. maj 2016 – givet et tankevækkende eksempel på konsekvenserne af alenetid og funktionsrationalitet fra hendes egen praksis:

Jeg er mødt ind på arbejde og er alene på stuen med 13 børn. Jeg sidder med en grædende Freja på skødet, da Rasmus kommer ind på stuen igen efter at have vinket farvel til sin mor. Han stiller sig midt i stuen og kigger sig lidt rundt. Jeg kan se, at han ikke helt ved, hvad han skal gøre. Viggo og Ahmed, som han plejer at lege med, er i gang med garagen og vores biler. Rasmus kigger lidt på dem og går så hen og stiller sig i udkanten af deres leg. Jeg holder øje med ham, da jeg vil se, om han selv formår at komme med i legen, eller om han skal have hjælp. Jeg når dog ikke at se mere, da Anna kommer hen og fortæller, at hun skal have en ren ble. Freja græder ikke mere, men er stadig lidt ked af det, så jeg spørger, om hun vil med ud på toilettet og skifte Annas ble. Freja kigger på mig med øjne, der stadig er lidt våde af tårer, og nikker. Der er ingen tvivl om, at hun hellere ville have siddet på skødet af mig lidt længere, men lugten fra Frejas ble er nu meget tydelig og tvinger mig til handling. Jeg siger ‘kom’ og tager Freja i hånden, og vi går alle tre ud på toilettet. Jeg lægger Anna op på puslebordet, og mens jeg skifter hende, må jeg have et øre inde på stuen og fortsat prøve at trøste Freja, der står ved siden af mig. Da jeg er ved at være færdig med bleen, kan jeg høre, at der er ballade inde fra stuen. Jeg tager Anna ned fra puslebordet og beder hende om at sætte sig på gulvet og selv tage bukserne på. Freja prøver at tage mig i hånden, men jeg må hurtigt sige til hende, at hun lige må vente, og så skynder jeg mig ind på stuen. Her kan jeg se Rasmus og to andre drenge, der græder. Bilerne ligger nu ud over hele gulvet. Nu har jeg tre drenge, der helt tydeligt trænger til hjælp med at få løst deres konflikt. (Theisen, 2016)

Forældrene til børn i danske daginstitutioner er også bekymrede. Formanden for Forældrenes Landsforening FOLA, Dorthe Boe Danbjørg, udtaler i et interview:

Vi ved fra egne undersøgelser blandt forældrebestyrelsesformænd i daginstitutionerne, at der ikke er personale nok. Mere end halvdelen peger på utilstrækkelige personaleressourcer. (BUPL, 2015)

I Økonomi- og Indenrigsministeriets tilfredshedsundersøgelse blandt forældre fra 2014, er der da også særligt to spørgsmål, der skiller sig ud med en lavere tilfredshed end de øvrige spørgsmål:

Det drejer sig om forældrenes tilfredshed med den tid personalet har til deres barn og tilfredsheden med aktiviteterne uden for dagtilbuddet. (Økonomi- og indenrigsministeriet, 2014, s. 11)

Sidst men ikke mindst er der børnene, som sjældent bliver spurgt om deres oplevelse af daginstitutionernes tilstand. I en evaluering af støtteindsatser i Randers Kommune, giver børn i dagtilbud selv udtryk for, at de har et stort behov for de voksnes tilstedeværelse – både i forhold til at understøtte relationer og fællesskab, at mægle i konflikter, at dæmme op for, at nogen slår eller taler grimt, at skabe ro/uforstyrrethed, at forhindre larm og at trøste (EVA, 2014, s. 5-6).

Kære beslutningstagere! Hvor længe kan I ignorere opråbet fra de mange pædagoger og forskere, der har fingeren på pulsen og som længe har råbt vagt i gevær? Det er i alles interesse, at dårlige normeringer ikke bliver normen i danske daginstitutioner.

© Copyright Omsigt v/Carsten Pedersen

Artiklen blev publiceret i sin første version i maj 2016 på omsigt.dk.