Inklusionens didaktik

Af Carsten Pedersen


Artiklen kan købes i pdf-format her


Når man som professionel skal bidrage til, at deltagere i en given pædagogisk sammenhæng lærer noget, må man forlods og undervejs i processen gøre sig visse overvejelser omkring spørgsmål af typen: Hvad skal vi opnå på lang sigt? Hvor er de forskellige deltagere? Hvad skal de have ud af netop denne type situation/aktivitet? Hvorfor? Hvordan? Hvor lang tid har vi? Hvem skal gøre hvad, hvor og hvornår? Hvordan evaluerer vi?

Traditionelt henfører man denne slags spørgsmål til didaktikken. Didaktik angår ”… den del af pædagogikken, der beskæftiger sig med undervisningens metoder og målsætninger”, står der i Den Danske Ordbog. Ordet er dannet af det græske didaskein: ‘undervise’, ‘lære’. Didaktiske anstrengelser beskrives på følgende måde i Den Store Danske Encyklopædi:

Ifølge sit begrebsmæssige indhold kan undervisning karakteriseres ved en intention om at fremme en læren af noget hos nogen. Intentionen kommer til udtryk i målene for undervisningen. Af disse udspringer overvejelser over valg af indhold, dvs. af de kundskaber, den viden og de færdigheder, der i den givne situation skønnes at være af størst værdi. Ønsket om at formidle indholdet, uden at det går ud over lysten til at lære mere, fører direkte over i valget af de metoder og arbejdsmønstre, der, forudsætningerne taget i betragtning, er de mest hensigtsmæssige. Derved bliver undervisningens mål, indhold og metoder didaktikkens grundkategorier; undertiden tilføjes kategorien medier. Som pædagogisk disciplin er didaktikken således karakteriseret ved samspillet mellem kategorierne og ved didaktiske retningers skiftende prioritering af disse under hensyn til de lærendes sociale og psykologiske forudsætninger.

Didaktik kan altså kort sagt opfattes som undervisningens eller – med en lidt mere tidssvarende formulering – den planlagte eller tilrettelagte lærings hvad, hvorfor, hvem og hvordan.

Der findes et hav af ‘didaktiske modeller’, der er udarbejdet med henblik på, at professionelle husker didaktikkens mange aspekter og deres indbyrdes sammenhæng (læs om snesevis af modeller (herunder ‘SMTTE-modellen‘, ‘Kvalitetsstjernen‘, ‘Udviklingsspiralen‘ m.fl.) på uvm.dk og emu.dk eller læs de mere teoretisk funderede bud på didaktiske modeller hos Hiim & Hippe (2007, s. 73 ff: ‘Den didaktiske relationsmodel’), Uljens (1997, s. 166 ff: ‘Den pædagogiske flue’) eller Dale (1998, s. 49 ff: ‘Didaktisk rationalitet – tre kompetenceniveauer K1, K2 og K3’).

Interessen i nærværende sammenhæng peger imidlertid et andet sted hen. For hvad skal man tænke om sådanne didaktiske overvejelser og anstrengelser, når man som professionel samtidig er sat til at modvirke marginalisering og eksklusion? Læringsdagsordenen gøres til stadighed stærkt gældende i nutidens samfund – men det samme gør jo efterhånden inklusionsdagsordenen. Hvordan hænger de to dagsordner sammen?

Man kan jo til en begyndelse konstatere, at bestræbelser på at lære nogen noget i en professionel sammenhæng alt andet lige stiller visse krav til de involverede. Og (formaliserede) krav eller kompetencemål, som kravene ikke sjældent omtales aktuelt, har en tendens til at skabe en vis grad af udsathed, idet det ikke er givet, at alle formår at leve op til kravene. Læringsdagsordenen har således utilsigtet en vis marginaliserende og ekskluderende virkning. Hermed ikke sagt, at man skal holde op med at stille krav til de mennesker, man har med at gøre som professionel. Men man må udvikle sin opmærksomhed på, at andre betydningsfulde hensyn risikerer at blive overset, når læringsdagsordenen bliver for dominerende.

Følg for eksempel pædagogen Ninna i en ‘kropstegningsaktivitet’, som pædagogerne har tilrettelagt i børnehaven:

Om torsdagen spiser drenge og piger på blå stue i hvert deres rum. Bagefter har drenge og piger, hver for sig, en eller anden fælles aktivitet. Denne dag er der fire i drengegruppen, som pædagogen Nina er ansvarlig for: Ole, Kim og Anders på 5 og Tommy på 6 år. Efter at drengene har spist færdig, finder de deres tegninger frem. Anders og Tommy har tidligere tegnet på deres tegninger. Det er omrids af deres krop lavet på et stykke papirdug, som de nu skal farvelægge. Ole og Kim har ikke været der sidst, så de skal tegne omridset i dag. Tommy tegner på sin kropstegning – men har svært ved at sidde stille ved den.
Tommy: “Hvem vil komme og kigge?”
NINA: “Nej, det er der ingen, der skal.”
Ole: “Jeg vil gerne.”
NINA: “Nej, det skal du ikke.”
NINA (til Tommy): “Du kan selv vælge, om du vil sidde stille og tegne, eller om du vil gå udenfor på legepladsen.”
Tommy protesterer noget – men går til sidst (alene) ud på legepladsen. NINA hjælper Ole og Kim med at tegne hinanden. I første omgang skal Ole tegne omridset af Kim.
NINA (til Ole): “Nu skal du hente en tusch … La’ vær’ at kild’ Kim under tæerne … kan du mærke, du koncentrerer dig?”
Ole tegner rundt om Kim.
Ole: “Jeg har nemlig lært det derhjemme – for min mor … for jeg har tegnet min storebror.”
Bagefter er det Kims tur til at tegne Ole.
NINA (til Kim): “Hvad er det vi skal gøre Kim? Hvad hedder det her?”
Kim: ”Farve.”
NINA gentager det samme spørgsmål flere gange, uden at Kim kan svare – og til slut giver NINA selv svaret ‘tegne’. NINA beder børnene om at skrive deres navne på tegningen.
Ole og Anders skriver noget, der ligner deres navne – Kim laver en krusedulle. Ole har tegnet strithår på sit ‘hoved’ – og udpeger det for de andre.
Ole: “Det er fordi, det er mig, der driller alle børnene … prøv at se her, jeg har blå hænder.”
NINA diskuterer det med ham.
Kim (viser sin tegning frem til NINA og Ole): “Se her … se, et menneske.”
NINA: “Ja, det er dig selv.”
Kim: “Nej, det er en sørøver, der er farlig.”
NINA: “Nej, det er da dig vi har tegnet.”
Kim svarer ikke. Kim tegner tre øjne på sin tegning.
NINA (til Kim): “Hvor mange øjne har man?”
Kim svarer ikke.
NINA: “Hvor mange øjne har du?”
Kim: “To.”
NINA: “Hvor mange øjne har din tegning?”
Ole (til NINA): “Skal jeg sige dig noget – hvad han hedder (peger på sin tegning – smiler)? Han hedder Robin-Hood-Ole.”
NINA griner. Kim har tegnet en lille tissemand mellem benene på hans kropstegning.
Kim (til NINA): “Jeg har en tissemand, jeg har en tissemand!”
NINA ignorerer ham. Anders har i hele perioden koncentreret og systematisk farvelagt sin tegning. Han har startet med fødderne og har farvelagt hele kroppen, dvs. fyldt hele fladen ud, skiftet farve ved livet og halsen.
Anders (til NINA): “Nu er jeg færdig.”
NINA: “Ja, nu er du færdig – du har tegnet meget koncentreret.”
Kim: “Jeg er også færdig.”
NINA: “Nej, du er ikke færdig – men du hørte, at Anders sagde, at han var færdig.”
Ole og Kim har stort set udfyldt deres tegninger lige meget – men Ole siger ikke noget om at være færdig – alle tre drenge pakker deres tegninger sammen.
(Situationsbeskrivelsen, der her gengives i lettere bearbejdet form, stammer fra en artikel af Thomas Ellegaard med titlen ‘Bryder læreplanen den sociale arv?’, der kan findes i antologien Læreplaner i børnehaven, redigeret af T. Ellegaard & A. H. Stanek, Gyldendal 2004, s. 174-175).

Der er ingen tvivl om, at Nina (og hendes kolleger) har gjort sig visse didaktiske overvejelser i planlægningen af forløbet. Hun er opmærksom på drengenes koncentrationsevne, sprogbrug, deres præcision med henblik på farvelægning af kropstegningerne. Andre hensyn synes imidlertid at glide i baggrunden. Det gælder for eksempel hensynet til alles fortsatte deltagelse (Tommy ekskluderes fra aktiviteten) og hensynet til drengenes mulighed for at indgå i et samspil på tværs af organiseringen i de to ‘par’ (som Tommy til dels lægger op til med sin invitation til at komme og kigge).

Bruger vi dilemmadiagrammet (jf. artiklen Hvad er dilemmaopsporing?), ser Nina ud til først og fremmest at blive bekymret over Tommys manglende koncentration ved farvelægningen af kropstegningen (1).

Dilemma_kropstegningerne

Det bliver dermed vigtigt for Nina at tydeliggøre betingelserne for at deltage i aktiviteten (2). Denne tydeliggørelse ender med, at Tommy (så vidt vi kan se ufrivilligt) forlader aktiviteten og går ud på legepladsen. Det kunne tænkes at give Nina en ny bekymring (3), der peger på et andet vigtigt hensyn til fleksibilitet og deltagelsesmuligheder (4), som Nina synes at underprioritere eller helt at overse i situationen.

Hvordan sikrer man sig, at læringsdagsordenen, med dens indbyggede målrationalitet, afstemmes og balanceres i forhold til andre (værdirationelle) hensyn i pædagogisk praksis?

I mine øjne kan det ikke ske ved brug af rendyrkede didaktiske modeller, som dem jeg nævnte ovenfor. Pædagogisk arbejde er andet og mere end læring og didaktik. På den anden side synes inklusionsdagsordenen (for eksempel repræsenteret ved Socialt inkluderende praksisanalyse) måske ikke at tage tilstrækkeligt hensyn til læringsaspektet. Pædagogisk arbejde er andet og mere end inklusion.

Jeg vil derfor foreslå Nina og hendes kolleger, at de tænker og praktiserer planlægning og organisering af pædagogisk praksis i en bredere betydning, end den, som begreber om didaktik/læring og inklusion, kan indfange. Denne bredere tilgang har jeg forsøgt at indfange i nedenstående ‘POP-spiral’.

POP-spiralen

Grundidéen i ‘POP-spiralen’ er, at den løbende planlægning og organisering af pædagogisk praksis altid finder sted i et spændingsfelt mellem eftertanke og omtanke. Og her udgør didaktiske overvejelser, som det fremgår, et blik blandt andre betydningsfulde blikke (overvej gerne andre ordvalg i figurens kasser). Hvad deltagerne har ud af en aktivitet/situation er ikke kun et spørgsmål om læring, men drejer sig også om den almindelige velfærd eller – om man vil – ikke-u-færd. Når didaktiske hensyn på denne måde ligestilles med andre hensyn, herunder ikke mindst hensyn til modvirkning af marginalisering og eksklusion, kunne man med rette tale om en inklusionens didaktik.

Ender Ninas institution med at beslutte sig for at kaste et innovativt blik på de professionelles fagsprog, handlinger, organisering, planlægning og samarbejde, i forbindelse med aktiviteter som ‘Kropstegningerne’, forestår et mere grundigt dokumentations- og refleksionsarbejde (end det der foregår i det daglige og som er forsøgt indfanget med ‘POP-spiralen’). Situationsbeskrivelsen ovenfor kan her være det første skridt. Andet skridt er at ‘træde ned af scenen’ eller ud af ‘arbejdsorganisationen’ og påbegynde en tur rundt i den faglige refleksionscirkel ‘bag scenen’ eller i ‘udviklingsorganisationen’ (jf. artiklen Samarbejde på tværs):

FAGLIG_REFLEKSIONSCIRKEL

Læs mere om brugen af den faglige refleksionscirkel i artiklen Hvad er praksisfilosofi?

© Copyright Omsigt v/Carsten Pedersen

Artiklen blev publiceret i sin første version i januar 2014 på omsigt.dk.

Book Carsten Pedersen til et foredrag, en halv eller en hel temadag eller et udviklingsforløb med fokus på inklusionens didaktik her.